Tag Archives: Popular Library

Lin Carter, The Nemesis of Evil (1975): Hemmelige agenter i den okkulte underverden

Paperback, Popular Library 1978. Den herlige forside er malet af Don Maitz

Jeg vil vove pelsen og hævde, at Lin Carter næppe nogensinde skrev et eneste stykke originalt fiktion i løbet af sin ret lange karriere i genrefiktionens viltre verden. Som den evige opportunist fulgte Carter tidens tendenser og skrev, hvad der var populært. Det førte ham forbi Tolkien, Howard, Lovecraft og mange andre. Carter skabte med andre ord en litterær karriere på pasticher – nogle var gode, andre ganske forfærdelige, og fælles for dem alle var det, at de blev skrevet i en rivende fart, for tid er som bekendt også penge i pulpens verden.

The Nemesis of Evil er uden tvivl en af Carters mere vellykkede pasticher. I romanen griber Carter tilbage til den gamle pulphelt Doc Savage, og som sædvanlig gør han det helt åbenlyst – Savage bliver endda takket i bogens forord. Som læsere er vi med andre ord på forhånd informereret eller advaret. Carter lader os afstemme forventningerne, og heldigvis lykkes det for ham at levere det, vi måtte ønske os af et Savage-plagiat. Vi får nemlig et hæsblæsende eventyr med masser af ildkamp, ramasjang og mystik.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988) fotograferet i 1975

I historien introduceres vi til den tophemmelige gruppe af problemknusere, som den enigmatiske prins Zarkon har samlet omkring sig i den fiktive metropol Knickerbocker City; et af uransaglige grunde introduceret alias for New York. Zarkon, der var monark i et obskurt europæisk land, er abdiceret og har brugt sin nyvundne frihed og personlige formue på at opbygge en lille organisation, der løser prekære problemer for velhavende folk.

”The Omega Crew” kalder Zarkon sit hold. Zarkons trup af flamboyante vovehalse kan alle takke ham for deres liv, og det har garanteret ham deres ubetingede loyalitet. Netop dette hold af specialister er da også absolut et af højdepunkterne i bogen, for Carter får skabt en stemning af en gruppe, der må arbejde sammen og supplere hinanden i løsningen af de utrolige udfordringer, som de møder.

Hardcover, Doubleday 1975

Zarkon selv er smuk, stærk og et videnskabeligt geni, der i hovedparten af bogen omtales som vidundermanden, der hører til blandt de mest utrolige personer, som nogensinde har levet på jorden. Carter underspiller ikke Zarkon’ storhed, men med en sådan superhelt som hovedperson må der naturligvis også være tilsvarende potente skurke, og det møder vi i The Nemesis of Evil i form af den geniale og skrupelløse bagmand, der går under navnet Lucifer. Lucifer, der leder en ring af satanister med templer spredt rundt i USA, er blevet et stort navn i den kriminelle underverden, og nu må Zarkon og hans hold tage kampen op imod okkultisterne, efter slynglerne har myrdet en prominent journalist, der var gået undercover i bevægelsen.

Der er fuld fart over sagen fra begyndelsen. Zarkon og vennerne rammer hurtigt plet og kommer i karambolage med satanisterne, men Lucifer får de ikke fingrene i. De får imidlertid, takket være stort heltemod, opsporet satanisterne hemmelige tilholdssted – et stort hulesystem under et bjerg, som Lucifer har omdannet til et kompleks af lagerhaller og kontorer. Det lugter langt væk af James Bond, og det gør den endelige konfrontation mellem Omega-mændene og satanisterne også. Ikke mindst takket være kampen mod en kulørt skurk, som eksempelvis den kinesiske torturmester, der er Lucifers højre hånd.

Paperback, Borgo Press 1999

Ren ordinær skæg og blå briller er The Nemesis of Evil dog ikke, for Carter lægger endnu et element til sit genreopkog. Den ufattelige og fantastiske Zarkon viser sig således slet ikke at være et almindeligt menneske. Hen imod romanens slutning hører vi, at han kommer fra en fjern fremtid og takket være teknologi og viden fra den avancerede kultur, han kommer fra, er det blevet muligt for ham at rejse tilbage i tiden og her bekæmpe de trusler, der vil plage planetens fremtid.

Der er med andre ord et udtalt SF-element i romanen, som allerede gennemsyrer handlingen fra begyndelsen takket være de geniale opfindelser, som Zarkon har skabt til sit Omega-hold; vi taler finurlige våben, særligt udstyr og utrolige fartøjer, hvis lige ikke kendes noget sted.

Doc Savage Magazine, august 1933

Som det nok fremgår, er The Nemesis of Evil letbenet underholdning. Tonen oser langt væk af brun-orange 70’erne-stemning med lummer drengerøvshumor og hårdkogt, behåret bakkenbart-action. Realisme er der intet af, i stedet leverer Carter en tempofyldt og underholdende røverhistorie, der er fyldt til bristepunktet med tåkrummende stereotyper og klichéer. Det lykkes med andre ord for ham at fange ånden fra Doc Savage-universet og omsætte den til noget velfungerede og interessant. Det er mere, end hvad man kan sige om mange af Carters andre pasticher, og selvom man måske i dag nok griner mere ad end med bogen, så har en fortælling som The Nemesis of Evil sin ret som genfortællingen af den klassiske pulp.

Carters blanding af SF og action-eventyr er da også en meget fin strømpil for tidens tendenser, for det var klart i ’75, hvor bogen som sagt udkom, at pulplæserne i stigende grad opsøgte hårdkogte actionhistorier. Historier, der udspiller sig i nutiden, ikke i eksempelvis sværdsvingende fantasy-miljøer. De traditionelle pulpgenrer levede naturligvis videre, men den hårdkogte actionpulp med narkobaroner, gadebander og korrupte politifolk hører i høj grad 70’ernes anden halvdel til, og her er Carters roman et oplagt eksempel på den retning som spændingsfiktionen skulle gå.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

The Nemesis of Evil solgte også godt – faktisk var den en af Carters største succeser, og han fulgte derfor historien op med flere bind om prins Zarkon og Omega-mændene. Tre bind blev det til i perioden mellem 1975 og ’76. Senere, i 80’erne, skrev Carter to bind mere, men de havde ikke sammen gennemslagskraft og det, der i dag kendes som Zarkon – Lord of the Unknown-serien må derfor i praksis betragtes som et 70’erne-fænomen. 70’ern-fænomen eller ej, så begik Carter en særdeles underholdende fortælling med det første bind i serien, og jeg glæder mig allerede nu til at skrive lidt om, hvordan det hele fortsætter i næste bind.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Problemer med det overnaturlige? Jules de Grandin til tjeneste

Weird Tales, juli 1944

Seabury Quinn var en af de flittigste bidragsydere til Weird Tales og flere andre magasiner fra pulp-æraens storhedstid. Han skrev i hundredvis af historier, men navnlig en karakter har bidt sig fast. Jules de Grandin, detektiv, specialist udi det okkulte og det paranormale. Sammen med sin trofaste ledsager Dr. Trowbridge opklarer de et utal af mystiske sager. Makkerparret møder stort set alt, hvad en læser af Weird Tales kunne ønske sig. Og der hvor Quinn måske smører lidt for tykt på, viser det sig altid ganske belejligt, at der er tale om fupnumre eller videnskabelige fiksfakserier, iscenesat af onde personer.

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Seabury Quinn lancerede sine hovedpersoner for første gang i 1925, men Holmes og Watson er naturligvis den form, som Grandin og Trowbridge er modelleret efter. Man kan dog næppe forestille sig Quinns dynamiske duo uden også at nævne William Hope Hodgsons detektiv Carnacki (”The Ghost-Finder”), der allerede så dagens lys i 1913.

De to helte – de Grandin og Throwbridge – fortolket af Virgil Finlay i 1937

Jules de Grandin er imidlertid mere en blot et afkog af Holmes og Carnacaki. Quinn har nemlig tilført sin helt en solid dosis amerikansk ”go get ’em”-slagkraft. Jules de Grandin har derfor både den gamle, europæiske åndskultur med sig og den nye verdens ukuelighed. Han er med andre ord den perfekte pulphelt, og det er jo sikkert også derfor, at det kunne blive til i alt 93 noveller, kortromaner og en enkelt fuld roman. Seabury Quinn leverede varen og gav det sensationshungrende publikum præcis det, de søgte: gys, gru og bizarre indfald. At andre efterfølgende har taget tråden op, er en anden sag. Var der nogen, der sagde Scooby-Doo eller måske X-Files?

Weird Tales, januar 1937. I dette nummer kan du læse Quinns “Children of the Bat” – An eerie story of unusual thrill and gripping interest…!

Med mindre du har råd til den komplette udgave af Jules de Grandin-historierne – vi taler tre massive bind, der fortsat er til salg fra forlaget, er det Popular Library-opsamlingerne fra 1976-77, der tilbyder det største udvalg af historier om den okkulte opdager.

Weird Tales, november 1937. A strange and curious thrill-tale of a living female Buddha… Quinns til tider ret kulørte fantasi kendte ingen grænser

Jeg er ret glad for Popular Library-serien. Forsiderne, der i øvrigt markedsfører bøgerne som science fiction(!), rammer meget præcis tonen i historierne. Alt er i spil i novellerne, og derfor bliver billederne også en slags sammensurium eller ”best of” af motiver fra de gamle pulpforsider. Flagermus, gale videnskabsmænd, monstre og gorillaer, alt sammen malet i blød 70’er-streg. Smukt og yderst samlerværdigt udført af Vincent Di Fate. Kender du dem ikke, så check dem ud her.

Paperback, Popular Library 1976.

Paperback, Popular Library 1976

 

Paperback, Popular Library 1976

Endnu et bind i serien udkom dernæst med et udtalt SF-feel på forsiden.

 

Paperback, Popular Library 1976

 
Seabury Quinn fik kun udsendt én egentlig roman med Jules de Grandin, den sendte Popular Library også på gaden i 1976.

Paperback, Popular Library 1976.  Tag med til sort messe hos The Devil’s Bride!

 
Og endelig sidste bind i serien – The Horror Chambers of Jules de Grandin, Popular Library 1977.

Paperback, Popular Library 1977. Sidste bind i serien

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling, Roman