Tag Archives: Psykedelisk

Anders Jørgen Mogensen, Mistelten87 (2017): Flimrende, sjælelig gru

Paperback, Escho 2017

Anders Jørgen Mogensens roman Mistelten87 fra 2017 kan ikke kaldes genrefiktion, hvilket jo egentlig er den fiktion, jeg skriver om på bloggen her. Ikke desto mindre er den særdeles relevant at trække ind, fordi romanen gør præcis det, som al god skrækfiktion tilstræber. Den bevæger sig ind i et dybt personligt univers og med sit særlige fokus, æstetiserer bogen grumme og ubehagelige. Mogensens roman er dermed et strejflys ind over et sønderslået psykologisk landskab, der skildres ud fra hovedpersonens ulykkelige ståsted i livet.

Handlingen er vanskelig at beskrive, fordi den hverken er entydig eller lineær. En mand flygter hjem til sine forældre med sit relativt lille barn. Han er på flugt fra barnets mor, men formentlig mest af alt på flugt fra fortiden, sig selv og parrets fælles historie. Mere konkret kan man næsten ikke blive omkring bogens historie, der udfolder sig som en kakofonisk strøm af scener og figurer, der toner ind og ud i teksten. Der er parrets aborterede barn, som de mistede, før de fik det barn, hovedpersonen nu er flygtet med. Der er barnets mor, der er den ypperstepræsten Ahuiztotl og heksen Tanit.

Som en rablende febervildelse vælter hovedpersonen igennem det ene møde efter det andet, snart er han i fortiden; i livet med kæresten eller i barndommen, snart er han i helt andre tider og rum, hvor han iagttager sit liv udefra, som en skuespiller, der skal tilegne sig en rolle.

Paperback, Escho 2017

Fælles for alt dette er den hjerteskærende desperation, der som en klam omfavnelse griber læseren og gennemsyrer hver evig eneste sætning. Tekstens skildring af et menneske, der har ondt i sjælen, søger derfor konstant til destruktive og ikke mindst selvdestruktive tankebaner, som skaber en stemning af psykologisk gru. Der er scener fyldt med afmagt og vold, scener med kold rædsel og selvlede, og samtidig er der groteske passager, som kun kan beskrives som humoristiske.

Bogens titel, Mistelten87, er et gammelt kodeord til hovedpersonens computer. Bogen bliver på den led et kodeord, der giver os adgang til et sind, et sjæleliv, som står kollapset faretruende nær. Det er tumultarisk læsning, præcis som drømme og tanker er tumultariske. Romanen beskriver et forløb, men det er ikke som sådan ikke nogen fremdrift, er den udført som en række koncentriske cirklers bevægelser. Vi kommer ingen steder i teksten, vi flytter os ikke, men alligevel forandrer prosaen sig omkring os og efter endt læsning er hovedpersonen blevet et nært bekendtskab, hvis indre monolog tager tid at fordøje.

Trods sin komplekse fremstillingsform kan man ikke sige, at Mogensens roman er decideret eksperimenterende. Den leger med formsproget og inkluderer endda en tegnet passage, men grundlæggende ligner bogens udtryk en del andet nyere dansk litteratur, hvis pågående tale- og tankestrøm skaber en helt særlig manisk intensitet. Sprogligt er Mistelten87 imidlertid ganske spændende, fordi forfatterens ordstrøm er fyldt med fantastiske små sprogperler, som ”Hans læber ligner kongerækken” eller ”Hendes hale pisker mod min næsetip, så jeg må springe for ikke at blive ramt, og da hun balancerer på sine forben i et usselt forsøg på at gøre grin med, at jeg, et lille usselt menneske, går på mine bagben, blotter hun sin store væskende løvindekusse, der mest alt ligner et kalejdoskop af kød ” (s. 122). Der er med andre ord stor lyrisk potens bag de ofte forførerisk simple sætninger.

Anders Jørgen Mogensen (født 1980)

Skulle jeg have en anke mod Mistelten87 må det være, at Anders Jørgen Mogensen driver sin tekst for vidt. Han anstrenger teksten ved at fylde for meget på. Der fører til gentagelser – ord som korpus og kalejdoskopisk går alt for hyppigt igen, fordi Mogensen overskrider den sproglige grænse for sit projekt. Romanen burde være kortere, for så havde visionen stået rent og krystalklart. Sådan er det desværre ikke, men det forandrer ikke noget ved forfatterens evne til at lege raffineret og betagende med sproget.

Der er rigtig meget godt at sige om Anders Jørgen Mogensens Mistelten87, og jeg vil ønske, at vores hjemlige genrefiktion kunne tage ved lære af en bog som denne. Dens kerne af gru og ubehag står stærkt, stærkere end mangt en såkaldt ”horrorroman”, men selve gyset er ikke romanens anliggende – i hvert fald ikke i gængs forstand. I stedet leverer Mogensen et sprogligt kompromisløst værk, der indfanger os med sin rytme og lyrik. Det er ikke handlingen eller plottet, som driver værket her, men egentlig poetisk skrivekunst.

Mogensen skriver i begyndelsen af bogen, næsten lidt krukket, at han under arbejdet med romanen opdagede, at han slet ikke er forfatter. Det kan meget vel være, at han ikke føler sig som forfatter, men i min optik er han meget mere forfatter end langt hovedparten af de fortælleglade mennesker, der befolker genrelitteraturens verden med spændingsfiktion om spøgelser, vampyrer og forsvundne folkemindesamlere.

Et opslag fra den tegnede del af romanen

Kun alt for få bevæger sig ud i en egentlig krævende prosa, der forlanger noget af sin læser. Det er en moderne, pågående tekst, der hører samtiden til. En tekst, der ikke sværmer for bedagede udtryk, som hører hjemme i en verden af i går, men i stedet stålsat indtager nuet i nuets toner.

Du kommer på arbejde i selskab med Mistelten87, og det er fantastisk at møde en roman, som dykker ned i følelserne skyggeland uden sikkerhedsnet eller redningskranse til læseren. I stedet overlades vi til et komprimeret, enigmatisk stykke fiktion, som yder præcis den type modstand, der gør bogen til egentlig kunst. Jeg siger ikke, at Mogensens roman er en model til efterligning, men hans vision er en lektion udi det, som skrækfiktionen kan, når den får lov at udfolde sig sprogligt uden hele det vanlige, trivielle apparatet af stemningsopbygning og plotafvikling. Noget, der langt hen ad vejen sikrer, at hovedparten af alt gys aldrig vil kunne blive regnet som andet og mere end underholdning.

Mistelten87 er ikke underholdende. Den er stedvist morsom, men mest af alt er den en blodig hudafskrabning på bevidstheden, der svier og skaber ubehag. Men den vækker også medfølelse og sympati, fordi vi genkender os selv i hovedpersonens vildnis. Præcis det gør bogen lige så relevant, som den er ubehagelig. Det afkræver respekt. Godt gået hr. Mogensen.

2 kommentarer

Filed under Roman

Colin Wilson, The Mind Parasites (1967): Lad sindets mentale champagnepropper springe

Paperback, Panther Books 1973. Forsidens stemningsfulde “new age”-billede er skabt af Bob Haberfield

Hvis jeg skulle udpege et stykke skrækfiktion fra slutningen af 60’erne, der sammenfatter alle tidens tendenser, må valget falde på Colin Wilsons The Mind Parasites fra 1967. Her samles trådene i et kluntet, uharmonisk og uelegant værk, som trods alle sine slagsider rummer en særegen kraft, der tydeligvis havde et solidt tag i samtidens læsere. Bogen har mistet meget af sin potens i dag, hvor Wilsons idéer om sindets paranormale potentiale har tabt alt momentum. Teksten må derfor i dag også i vid udstrækning vurderes ud fra sine litterære kvaliteter; dem er der ikke mange af, men retrospektivt er det vanskeligt at komme uden om The Mind Parasites.

Det hele begynder, da bogens jegfortæller, arkæologen Gilbert Austin, opdager, at en af hans venner fra studietiden har begået selvmord i London. Selvmordet kommer som et chok for Austin, der aldrig havde troet, at hans stærkt ideologiske ven ville kunne vælge den udvej. Han begynder derfor at grave i sagen, og snart viser det sig, at vennen åbenbart var i færd med studier af menneskets underbevidsthed og havde opdaget anomalier, som optog ham meget. Idéerne optager også hurtigt Austin. Han går i vennens fodspor og finder ud af, at han er på sporet af en sønderknusende opdagelse, der kan forandre selve menneskehedens eksistens.

Paperback, Panther Books 1973

Imens dette arbejde står på, er Austin taget til Tyrkiet for der at deltage i nogle arkæologiske udgravninger, som en anden af hans venner står for. Her, under ødemarkens sand, støder de på et enormt bygningsværk to kilometer nede. En umulighed, som hurtigt viser sig at tale sammen med de erkendelser Austin havde gjort i London forinden. Det korte af det lange er, at Austin har opdaget, at menneskets sind er en næsten ubegrænset energikilde, som kan transformere os til en form for superindivider med både fysiske og intellektuelle kapaciteter langt over vores nuværende fatteevne. Grunden til at dette ikke er sket, er, at en parasit har taget bo i menneskehedens kollektive bevidsthed og her snylter på denne energi.

Det lyder abstrakt, og det er det sådan set også, men Colin Wilson foretager i romanen en kobling mellem Jungs teori om racehukommelse eller kollektiv erindring og H. P. Lovecrafts såkaldte ”Cthulhu-mytologi”. Til dette kommer så også flere SF-elementer. Et fremmed væsen har således trælbundet menneskeheden indefra og reduceret os til malkekvæg, som væsnet siden tidernes morgen har kunnet tappe for kraft. Austin kalder dette eller disse væsner ”the Tsathogguans”, et navn hentet fra Clark Ashton Smiths forfatterskab. Det er da også kendetegnende for The Mind Parasites, at Wilson rører fakta og fiktion sammen i en skønsom blanding, der skaber en særlig videnskabelig stemning i bogen, som formentlig har til hensigt at opbygge en form for troværdighed.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Set i lyset af Wilsons senere forfatterskab er det tydeligt, at idéerne, han præsenterer i romanen, ikke alene er tænkt som fiktion. Wilson fortsatte i hvert fald med at udbygge sine tanker om det underbevidste og intellektets ubenyttede kapaciteter, og i det lys bliver The Mind Parasites et vigtigt skrift, fordi det er her, han for første gang får lejlighed til at udfolde sine sensationelle og kontroversielle idéer.

Den slags lykkedes det nemlig for Wilson at skabe sig en karriere på, og det er tydeligt, at det først og fremmest er idéerne, der driver værket for ham. Præcis dette adresserede han rent faktisk selv i introduktionen til sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969. I forbindelse med denne roman, der stort set er en genfortælling af The Mind Parasites, forklarer han sine læsere, at han først og fremmest ser sig som filosof, der kommunikerer sine idéer gennem fiktionens sprog, på linje med eksistentialisterne.

Hardcover, Arkham House 1967. Romanens 1. udgave

For Wilson handler det altså om, at mennesket må overvinde sine indre grænser, sprænge de kræfter, der tøjler bevidstheden, og derved opnå indsigt, styrke og kreativitet. Hans vision er et nyt samfund baseret på intellekt og æstetisk nydelse. Bogen er dermed et stykke idealistisk, visionær prosa, som absolut ser frem mod et andet og bedre samfund.

Fiktionen og gyset spiller en væsentlig rolle her, fordi det bliver disse narrative redskaber, der skaber fremdrift i Wilsons argumentation. Det er Austins opdagelser, som giver Wilson anledning til at uddybe sine tanker og læseren bliver så at sige klogere på meningen med bogen i takt med Austins egne erkendelser af sandheden om de parasitiske ”Tsathogguans”.

Hardcover, Arthur Barker 1967

Man kan imidlertid også gå et niveau dybere ned i teksten. Bogens hovedperson bliver hurtigt jaget vildt, fordi parasitterne opdager, at han er ved at få færden af dem. Parasitterne kan ikke selv agere, fordi de ikke har nogen krop – de eksisterer udelukkende i bevidsthedens ”dimension”. De kan imidlertid handle gennem deres agenter – svage mennesker med dårligt selvværd, tendens til depressive tanker og ringe selvkontrol. Den type personer er parasitternes typiske agenter, og de har infiltreret kultur og politik på alle niveauer.

Præcis på den baggrund får Colin Wilson affyret en række kritiske bredsider mod alt det, han opfatter som nedbrydende eller ødelæggende for sindet. Hans væsentligste eksempel, ud over tåbelige politikere, er en forfatter i Paris, der med sine skrifter om sadomasochisme, science fiction og livslede, holder den intellektuelle avantgarde i åndeløs beundring. For Wilson er dette præcis den form for jordbunden kunst, der lukker sindet ned og stimulerer til destruktion frem for sprudlende kreativitet. Inspirationskilden til Wilsons fiktive forfatter kan næppe være nogen anden end William S. Burroughs, der netop repræsenterer alt andet end den højstemte kunst, som Wilson ser som sine primære bud på værker, der transcenderer sindets grænser.

Paperback, Bantam Books 1968

Wilson konkluderer nemlig gennem Austin, at nogle få ”genier” af egen drift har opnået den store gave, kortvarigt, at se bag om sindets barriere og opnå adgang til intellektets uudtømmelige kraftkilder. Mozart, Shakespeare og alle andre store, kanoniserede kulturkoryfæer er således Wilson bud på steder, hvor vi ser antydningen af noget større. Parasitternes agenter er dermed det, Wilson opfatter som kunstens fjender; de er de uanstændige, de er misbrugerne, de af mammon forblændede og hedonisterne, der ikke formår at løfte sig op over egne behov. Gyset, som her er en paranoid størrelse, opstår fordi, at disse agenter er over alt og luller os ind i sortsyn og depression gennem deres ”falske” kunst, som ikke inspirerer, men kun avler håbløshed.

The Mind Parasites går til kamp for livsglæde og kreativitet, for håb og forandring. Foregangspersonerne i dette er genierne, som med momentane anfald af klarsyn har udstukket vejen, som masserne må følge. Løftet er, at vi alle kan blive som de store, hvis vi lytter til deres ord, dyrker deres kunst og søger efter deres ledetråde. Wilsons idéer var avantgardistiske, da han udsendte sin roman i ’67, men grundlæggende er romanen en bekymret mands reaktion på en kultur i opbrud. Hans bolværk er den klassiske borgerlige dannelse, og Wilson fremstår derfor i bogen mere som udsyret rindalist end visionær mystiker. Fornyeren Wilson er derfor måske i virkeligheden selv en af de mørkemænd, som han forsøger at bekæmpe.

Paperback, Oneiric 1972

Paperback, Panther 1977

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Ramsey Campbell, The Height of the Scream (1976): Hip horror fra Englands mørkemand

Hardcover, Arkham House 1976, med en forside af Ron Fendel. Dette er antologiens 1. udg.

Hardcover, Arkham House 1976, med en forside af Ron Fendel. Dette er antologiens 1. udg.

Ramsey Campbells udvikling fra August Derleths unge, transatlantiske protege og Lovecraft-imitator til avantgardistisk mørkemand er velkendt og velbeskrevet. Sandt at sige har Ramsey Campbells tidlige noveller, samlet i antologien The Inhabitant of the Lake and Less Welcome Tenants (1964), heller ikke interesse for andre end de mest begejstrede Cthulhu mythos-samlere, for nogen stor læseoplevelse er der ikke tale om.

Heldigvis begyndte Campbell gradvist at træde fri af de gamle pulpmastodonters slagskygge, og udvikle sit eget sprog og sit eget greb om velkendte tematikker. Det betød først og fremmest, at Campbell lagde de lovecraftianske sværmerier på hylden og entydigt fokuserede på den gru, han kunne finde inspiration til i hans nærmeste omgivelser og hverdag. Væk var ældgamle, kosmiske kræfter, hengemte bøger og gale kultister. I deres sted trådte absurde byscenarier befolket af de psykisk syge, paranoide og særlinge.

Hardcover, Arkham House 1976, med nydeligt billede af hr. og fru Campbell på bagsiden

Hardcover, Arkham House 1976, med nydeligt billede af hr. og fru Campbell på bagsiden

På den led kan man måske nok hævde, at Campbell tog en del af Lovecrafts arv med sig ind i den fiktion, han begyndte at skrive i løbet af 70’ernes første del. Byen, fremmedgørelsen og de slumredne kræfter, der tilsyneladende skjuler sig bag husenes gabende facader, gen kender vi fra HPLs univers. Det var således ikke så meget i tematikkerne som i formsproget, at Campbell vendte Lovecraft og Derleth ryggen. For den stil Campbell gradvist udviklede i slutningen af 60’erne var fragmenteret, surrealistisk og stærkt minimalistisk – alt sammen kvaliteter, der kan beskrives som det diametralt modsatte af Lovecrafts poetiske, metafortunge og ekstremt korrekte sprog.

Campbells inspirationskilder lå, som hos så mange andre på det tidspunkt, i 50’ernes beatforfattere og hele den sproglige revolution, der fulgte i kølvandet på hippiernes psykedeliske fremmarch. Campbells bedrift er derfor ikke så meget, at han udviklede en ny litterær form for skrækfiktionen, nej det, han gjorde, var at give skrækfiktionen en litterær, ungdommelig og stærkt moderne stemme. Hans hovedpersoner er potrygende hippier, rocklyttende forfattere og unge englændere med problemer i parforholdet og kærligheden. Hans gys tager udgangspunkt i livet, som det udspillede sig foran hans vindue.

Ramsey Campbell (født 4. januar)  fotograferet o. '76

Ramsey Campbell (født 4. januar) fotograferet o. ’76

Selve den dunkle energi, det mørkesyn, der fylder hans historier til bristepunktet med en iskold, næsten kynisk gru, kom imidlertid inde fra ham selv. Den hentede han frem fra en opvækst med en psykisk syg mor, der kom til at præge Campbells barndom. Det vanskelige forhold til sin mor og den betydning, hun fik for hans liv, kunne Campbell bearbejde med sletskjulte selvbiografiske referencer i sin første egentlige roman The Doll Who Ate His Mother fra 1976. Et lille mesterværk, der står som et af de væsentlige værker fra 70’erne.

Samme år som Campbell debuterede som romanforfatter, udsendte Arkham House novellesamlingen The Height of the Scream, der på smukkeste vis sammenfatter de tendenser i forfatterskabet, som jeg har beskrevet her.

Hardcover, Millington 1976

Hardcover, Millington 1976

Novellerne er blevet skrevet i løbet af 70’ernes første del, og man fornemmer tydeligt, hvordan Campbell kæmper for at finde sin stemme og form. Stedvist bliver det forceret, og resultatet er stærkt svingende, men ikke desto mindre slående og dybt fascinerende for den, der interesserer sig for Campbells kalejdoskopiske skrivestil. The Height of the Scream blegner ved siden af romanen fra samme år, men den rummer et par helt formidable fortællinger.

Bogens måske mest ubehagelige fortælling er ”The Whining”. Den handler om en mand, der pludselig hjemsøges af en herreløs hund, som forsøger at parre sig med hans ben. Det lyder sært, men Campbell formår at gøre den kontaktsøgende køter, der underdanigt kryber sig op på historiens hovedperson, til noget af det mest bizarre og ubehageligt påtrængende, jeg har læst i nogen tid.

Paperback, Star Books 1981

Paperback, Star Books 1981

Overraskende nok er ”The Whining” en meget traditionel tekst, der i virkeligheden trækker tunge veksler på den klassiske spøgelsesfortælling, men Campbell går til genren fra en skæv vinkel og leverer et bud på en nyfortolkning af formen, som gør den til et lille mestertræk.

”Smoke Kiss” er omvendt Campbell fra den side, som egentlig kendetegner hans stil i 70’erne. Indhyllet i et kompakt sprog, der synes lige så uforklarligt, som det er fascinerende, formår han her med ganske få virkemidler at skildre kæderygningen som tegn på noget større og langt mere ildevarslende end blot risikoen for kræft. Det er i en fortælling som denne, at man finder den tågede på engang meningsforladte og dybt indfølte fortællestil, som man enten elsker eller hader.

Brian Lumley kaldte engang i 80’erne Campbell for J. Caspar Ramble i en ikke helt venligt ment parodi, og noget er der om snakken. For går man eksempelvis til den fremragende novelle ”Litter”, får Campbell her beskrevet, hvordan en mand oplever en voldsom frygt, hver gang han skal krydse en vindomsust plads på sin vej hjem fra sit arbejde som natradiovært. Og da kastevindende begynder at samle affaldet i sære formationer, må han til sidst flygte skrigende. Hvad han oplever, endsige hvad det præcis betyder, er helt og aldeles uklart. For den der vil have klare plots og lineære fortællinger, er Campbell dermed ikke sagen. Her er det nemlig summen af ordene, der er det vigtige. Det er ophobningen af stemninger, som intensiveres til det yderste uden klart klimaks.

Paperback, Babbage Press 2004

Paperback, Babbage Press 2004

Gruen stiger uden formål, indtil det bliver for meget for hovedpersonerne, som flygter uden at være blevet stort klogere. Men måske netop her kommer Campbell meget tæt på en form for autentisk gengivelse af frygt, for godt nok kan vi være bange for mange ting, men den angst, der pludseligt og irrationelt griber os ud af det blå, er måske en af de almindeligste oplevelser af frygt, som vi har som moderne mennesker.

Det er svært ikke at holde af en samling som The Height of the Scream. Den bliver formentlig aldrig en samling af klassikere, men desuagtet er den et vidnesbyrd om en fortællerstemme i udvikling og en samling historier, som rent faktisk viser, hvordan man kan skrive gys på en relevant måde, så det taler til os storbymennesker, uden at det nødvendighed behøver at handle om monstre og alt mulig andet hurlumhej, der jævnligt huserer i gysets kulisser. Og så er der altså også lige den køter, som stadig kan give mig kuldegysninger, når jeg tænker på den.

Hvor højt er skriget? Højt!

 

Novellerne:

“The Scar”

“The Whining”

“The Dark Show”

“Missing”

“Reply Guaranteed”

“Jack’s Little Friend”

“Beside the Seaside”

“The Cellars”

“The Height of the Scream”

“Litter”

“Cyril”

“Smoke Kiss”

“The Words that Count”

“Ash”

“The Telephones”

“In the Shadows”

“Second Chance”

“Horror House of Blood”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Daphne du Maurier, The House on the Strand (1969): Tidsrejsen som psykose

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

The House on the Strand fra 1969 er en af du Mauriers mindre kendte spændingsromaner. Sandt at sige hører den nok heller ikke til blandt hendes bedste. Trods bogens afgjort nervepirrende indhold savner den de tidligere succesromaners blanding af mystik og konceptuel klarhed. Men dermed ikke sagt, at The House on the Strand er uinteressant – langt fra.

Handlingen fører os til Cornwall, hvor forlagsredaktøren Richard Young har lånt et hus af sin gamle studiekammerat Magnus. Richard skal bo alene i huset et par uger, før hans kone og hendes to børn fra et tidligere ægteskab tager ud til ham, så familien kan holde sommerferie sammen. Magnus, husets ejer, er en feteret biokemiker med smag for eksperimenterende, radikale forsøg. Hans seneste projekt har været at udvikle et stof, der kan føre den menneskelige hjerne tilbage til tidligere generationer; altså et stof, der lader tanken rejse tilbage gennem skjulte, kollektive erindringer. Det hele er naturligvis en omgang tåget sniksnak. Tanken er kort og godt, at den, der indtager stoffet, kan rejse tilbage i tiden som en form for spøgelse og derved opleve, hvad tidligere slægtsled har oplevet. Der er altså tale om en mental tidsrejse, hvor den rejsendes bevidsthed bliver projiceret bagud i tiden.

Paperback, Penguin Books 1970

Paperback, Penguin Books 1970

Mens Richard er alene i huset, får Magnus ham overtalt til at eksperimentere med stoffet. Magnus forsikrer ham om, at det skulle være ganske ufarligt, og Richard indvilliger derfor tøvende. Resultatet er overvældende. Richards bevidsthed bliver pludselig sendt tilbage til det tidlige 1300-tal, hvor han får mulighed for at glide gennem omgivelserne omkring Magnus’ hus, som det så ud på det tidspunkt.

Oplevelsen er storslået, og efter at have sundet sig er han villig til at gentage eksperimentet. Snart opdager Richard, at han vender tilbage til det samme sted og de samme personer hver gang. Helt konkret er det den unge adelsmand Roger, som Richard synes at være knyttet til. Richard vender tilbage flere gange, og for hver gang han rejser tilbage i tiden, forstår han de historiske omgivelser bedre. Gradvist går det også op for ham, at ridderen Roger er involveret i et komplot mod den engelske trone, og Richard indser, at han er vidne til en højspændt intrige.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Magnus var ikke helt ærlig over for Richard, da han fortalte, at tidsrejserne var harmløse. Det viser sig nemlig, at den, der rejser under påvirkning af stoffet, bevæger sig fysisk rundt som i trance. Det vil sige, at Richard mere eller mindre bevidstløs stavrer omkring på markerne i Cornwall, mens han mentalt rejser i tiden på Magnus’ præparat. Sagens alvor går op for Richard, da han kommer til sig selv ved lyden af et bilhorn, kort før han er ved at blive påkørt.

Dertil kommer en mere subtil påvirkning. Det viser sig, at den historiske virkelighed er langt mere spændende end Richards almindelige liv. Ikke mindst da hans kone og børn kommer op til huset og forlanger at lave alle de sædvanlige ferietrivialiteter. Richard begynder at savne fortiden og benytter enhver lejlighed til at snige sig ud og vende tilbage til 1300-tallet.

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Det gør mildest talt hans opførsel besynderlig, og Richards kone begynder at ane uråd, men hun misforstår situationen og tror, at han har en affære. Det har Richard skam også, bare ikke en affære af den slags, som hun forestiller sig. Tingene spidser langsomt til, og da Magnus melder sit besøg uden nogensinde at ankomme, tager sagen en helt ny drejning.

Romanen udkom i ’69 og Daphne du Mauriers bog forholder sig ikke overraskende til sen-60’ernes psykedeliske eksperimenter. Hun peger på mulighederne i de bevidsthedsudvidende stoffer og de psykedeliske erfaringers validitet som sanseindtryk. Men hun er kritisk, og naturligvis er Richard, der forelsker sig i en fjern fortid, et billede på LSD-trippets forførende eskapisme.

Hardcover, Doubleday 1969

Hardcover, Doubleday 1969

Du Mauriers kontrastering mellem den ordinære verden og den historiske virkelighed er ganske fin, om end pointen hurtigt bliver en smule gumpetung. Men her må man til bogens forsvar sige, at hun aldrig moraliserer. Faktisk er Richards tidsrejser skildret med en medfølt varme, og måske netop derfor bliver det også mere grelt og ubehageligt, når hun beskriver Richards sammenbrud i den virkelige verden. Langsomt bliver hans irrationelle adfærd en trussel for sine omgivelser, fordi han mister evnen til at skelne fortiden (eller drømmeverdenen) fra virkeligheden.

Bogen fordømmer ikke Richards handlinger, men du Maurier viser meget klart, at det er umuligt at kontrollere eskapismen, når man først får begyndt, fordi den fortidige eller ”anden” verden altid vil virke stærkere på grund af dens komplette mangel på det prosaiske. Faktisk kan man, sat på spidsen, sige, at du Maurier hævder, at livets trivialiteter er det stof, der forhindrer os i at synke ned i galskab. En fascinerende pointe, der eksempelvis kan give Turells kærlighedserklæring til hverdagen en langt mere kritisk dimension. Og hun går langt for at vise os dette. Richards kones vedvarende snerren løber som en rød tråd gennem handlingen, og børnenes larmende tilstedeværelse fylder også rigtig meget. Alt sammen noget, der forsvinder, når Richard drikker stoffet og få øjeblikke senere befinder sig i middelaldereventyret.

Paperback, Avon Books 1971

Paperback, Avon Books 1971

Et af bogens problemer er i virkeligheden, at Richards konkrete oplevelser i 1300-tallet er ganske uinteressante. Den politiske intrige, han er vidne til, er et stykke ordinært historisk drama om kærlighed og store følelser. En del af romanen er derved ret ligegyldig, og det er snarrest idéen om Richards oplevelser i middelalderen, der virker overbevisende. Alt vi hører om Richards gøren og laden i virkeligheden er derimod ganske spændende læsning, fordi du Maurier her får udmalet et ubehageligt psykisk sammenbrud, hvor drøm og virkelighed gradvist smelter sammen for stakkels Richard, der ikke længere kan skelne ven fra fjende.

The House on the Strand er en spøjs roman, der giver et godt indblik i den ældre generations oplevelser af ungdomsoprøret. Den psykedeliske revolution, som den blev kaldt, havde afgjort en skyggeside, og Daphne du Maurier har indfanget et væsentligt aspekt i romanen. Vel at mærke ikke fordømmende, snarere præsenterer hun nøgternt nogle forhold og overlader det til læseren at vælge side. En ting står dog klart – du Maurier tvivler på, at mennesket kan håndtere flere virkeligheder end en. For hende er tidsrejsen et billede på vejen ind i en psykose, og mens andre forfattere senere har benyttet samme greb, tror jeg ikke, at det er gjort så nøgternt ubehageligt som i The House on the Strand.

Paperback, Penguin Books 1971

Paperback, Penguin Books 1971

 

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, University of Pennsylvania Press  2000

Paperback, University of Pennsylvania Press 2000

E-bog, Virago 2012

E-bog, Virago 2012

E-bog, Little, Brown and Company 2013

E-bog, Little, Brown and Company 2013

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Daniel F. Galouye, A Scourge of Screamers (1966): Skrig, atomart gru og tidlig psykedelika

Paperback, Bantam Books 1968. Den stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Paperback, Bantam Books 1968. Den ganske stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Det er længe siden, at jeg har læst en roman, der præsenterer en så dystopisk fremtidsvision. I bogen er verden, som vi kender den, ødelagt. I sig selv er det jo ikke noget nyt; sådan har vi set det mange gange før. Det, der gør den engelske SF-forfatter Daniel Galouyes koncept særlig dystert, er måden, det sker på.

I 80’erne begyndte de første såkaldte ”screamers” at dukke op. Det vil sige mennesker, der over hele kloden spontant kollapsede i vanvittige smerteskrig. De skrigende var blevet inficeret af en form for afsindig smertefuld nervesygdom. Så pinefulde smerter, at kroppen enten brænder sammen eller tvinger den ramte til selvmord. Den uhelbredelige skrigesyge ramte de inficerede gradvist. Først med små antydninger af anfald, og så kom det endelige, uvægerlige angreb.

Paperback, Bantam Books 1968

Paperback, Bantam Books 1968

Sygen spredtes over alt og endte med at udløse en atomkrig mellem Øst og Vest. Begge parter beskyldte selvfølgelig modstanderen for at have udtænkt plagen. En ulykkelige, kort lille krig udspillede sig, den ødelagde meget og efterlod verden uden en vinder. Den eneste supermagt, der stod tilbage efter støvet havde lagt sig, var SecBu (The Security Beureau) – en international sammenslutning rejst på ruinerne af FN.

Da vi kommer ind i historien i slutningen af 90’erne, kæmper SecBu en brav kamp for at genoprette global orden og bekæmpe skrigesygen, der fortsat hærger. Men umiddelbart er der ikke meget at kæmpe for. Verden er ikke længere meget andet end halvtommelandskaber og udbrændte byer, hvor skrigene fra de syge høres ustandseligt. Særlige korps patruljerer i byerne for at indsamle de skrigende og derved mindske smittefaren, men tilsyneladende uden megen held.

Daniel Francis Galouye  (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Noget er imidlertid under opsejling. I løbet af den senere tid er der begyndt at ske ting og sager, der peger på en ny aktør på den politiske scene. SecBus fly og stationer er blevet angrebet af ukendte styrker, og noget kunne tyde på, at det måske er gæster fra rummet, der står bag disse angreb. Måske er der endda beviser for, at skrigesygen er blevet plantet på Jorden af de fremmede fra rummet.

Midt i alt dette møder vi makkerparret Arthur Gregson og Kenneth Wellford. En henholdsvis amerikansk og engelsk agent for SecBu. To hårdtslående gutter, der har oplevet en ting eller to. De to herrer får til opgave at optrevle de fremmedes netværk. Det bliver starten på en lang, hektisk jagt, der udspiller sig i Europa, Amerika og endda ude i verdensrummet. Alt sammen noget, der sker til lyden af de evigt skrigende syge, der jammerligt omkommer omkring dem. Og sygdommen bliver bestemt ikke mindre nærværende af, at Gregson selv er smittet.

A Scourge of Screamers er fyldt med koldkrigstemaer og trækker flittigt på spiongenren, for det viser sig nemlig hurtigt, at det ikke er helt let at skelne venner fra fjender. Fjendebilledet vendes løbende på hovedet, og vores hovedpersoner ender endda med at blive spillet ud imod hinanden – men er de mon fjender?

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Mest af alt ligner plottet noget, som Robert Heinlein har skrevet mange gange. For naturligvis er der noget lusket ved den store, globale SecBU-institution, og naturligvis kræves der frihedselskende helte med laservåben for at bekæmpe de onde og genoprette orden.

Som jeg skrev i indledningen har romanen et helt fantastisk koncept. De voldsomme scener, der beskrives med de skrigende, er fabelagtigt grufuldt fundet på. Billedet af ødelagte storbyer med de syges smerteskrig har ædt sig ind i min bevidsthed. Galouye skaber noget helt særligt og virkningsfuldt her, der fremstår som et ekko af Daniel Defoes pestskildringer.

Det er en klaustrofobisk form for horror, der udstiller vores sårbarhed over for den ansigtsløse sygdom. Et tidløst tema, der kan gentages igen og igen, fordi frygten for en ny form for plage altid vil være der. Desværre udnytter Daniel Galouye slet ikke bogens potentiale i den retning, som jeg havde håbet. Skrigesygen falder gradvist i baggrunden og bliver blot en bekvem trussel.

Faktisk afmonterer Galouye gradvist sygdommen som trusselsbilledet og viser, at skrigesygen i virkeligheden slet ikke er noget dårligt, den er bare misforstået. Det viser sig i bogens anden halvdel, at skrigesygen er en metafor for erkendelse. Sygen er slet ikke nogen sygdom. Det er et resultat af de bevidsthedsudvidende energistråler, som rumvæsnerne sender ned fra deres skjulte rumskib, der ligger i kredsløb om Jorden. Denne nye bevidsthedshorisont er absolut ikke nogen velsignelse; de ramte får ganske enkelt alt for mange nye indtryk på en gang. Ude af stand til at kapere dette brænder de skrigende sammen.

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste  engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Nu er bogen jo udgivet i ’66, og det er næppe helt ved siden af at se romanen som del af den tidlige psykedeliske bevægelse. Vel at mærke uden Daniel Galouye nødvendigvis selv var en del af dette. Ikke desto mindre trækker den på retorikken omkring bevidsthedsudvidelse og kroppens skjulte psykiske evner. De skrigesyge tripper med andre ord. A Scourge of Screamers bliver på den led et apokalyptisk samtidstidsbillede. Et verdenssamfund der syrer ud, mens Øst og Vest hamrer hinanden ned med atomraketter.

Der ligger dermed også en klar kritik af hele det psykedeliske eventyr i bogen, men ikke en ubetinget afstandtagen til idéen om at stimulere bevidsthedsudvidelse. Galouye gør det faktisk klart, at han mener, at vi kan finde indsigter og kræfter inde i os selv. Indsigter der kan bruges i skabelsen af en ny og bedre verden. En drøm om et transcendent Utopia, hvor magtliderlighed og prosaisk politik bliver ligegyldige størrelser.

Under normale omstændigheder har jeg en svaghed for den slags sværmerisk 68’er-gøgl, men i A Scourge of Screamers fungerer det ikke og irriterer mig dobbelt. Dels fordi jeg føler mig snydt for den omgang dyster SF-horror, som bogens første del lover, dels fordi Galouye bruger en tredjedel af romanen på at udfolde sin kedsommelige, halvbagte filosofi om skrigesygens bevidsthedsudvidende potentiale.

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Det stritter i den grad imod den ellers hårdkogte action-orienterede handling, og det gør dele af bogen ulideligt uinteressante. Side for side hamrer Galouye sit budskab frem, men for pokker hvor ville det være rart, hvis han på forhånd havde besluttet sig for en stil og tekstuel rytme. De mange stemnings- og handlingsmæssige kovendinger gør bogen famlende og skizofren.

Faktisk er A Scourge of Screamers en af den slags bøger, der er ganske frustrerende, fordi der ligger så meget ubenyttet stof mellem siderne. Stof der bliver spildt på ingenting. Ren og skær spildt kreativitet. Det er til at skrige over…

4 kommentarer

Filed under Roman

Narkopulp – Er du fristet?

Paperback, Nel Books 1969

Paperback, Nel Books 1969

William S. Burroughs var dybt fascineret af stofmisbrugernes parallelunivers og så deres liv som et romantisk eventyr om lovløshed og dekadent, moralsk frigjorthed. Den unge Borroughs søgte derfor i slutningen af 40’erne til New York og stofmiljøet omkring Times Square. Her stødte han på mesternarkomanen Herbert Huncke, der indvilligede i at føre Burroughs ind i stofmiljøet. Alt sammen noget, der filtreredes ind i Junkie – Burroughs debutroman fra ’53, udgivet under navnet William Lee.

Paperback, Stallion 1953

Paperback, Stallion 1953

De færreste har vel mod og lyst til at følge i Will Burroughs fodspor. Ikke desto mindre ligger der en stor fascinationskraft i narkoverdenen med alt, hvad den trækker med sig af slum og mørke.

Den fascinationskraft var pulplitteraturen ikke sen til at udnytte – både som underholdning og moralsk opdragende advarsel til den letpåvirkelige ungdom. Narko-pulpen er således en kæmpe genre, der i den grad spiller på koblingen mellem stoffer, vold og sex. Udtrykket kan naturligvis ændre sig noget. Op til 60’erne handler det mest om heroin, opium og pot. Som ungdomsoprøret melder sig på banen, kan man imidlertid iagttage et gradvist skift fra beatniks på heroin og pot til hippier på LSD.

Paperback, Scripts 1967

Paperback, Scripts 1967

Uanset indpakningen er indholdet imidlertid det samme. Bøgerne giver således glimt ind bag gardinet til depraverede verdener fyldt med vold, sex og vilde fester. Man kan læse bøgerne med en blanding af gysen og fristelse. På sikker afstand fra virkelighedens gader bliver narko-pulpen eskapistiske rejser ned i den fremmede underverden. En underverden der kan synes mindst lige så fjern, fortryllende og frastødende som den gru, horrorpulpen leverer, og de utrolige universer, der portrætteres i de andre fantastiske genrer.

Paperback, Pyramid Books 1954

Paperback, Pyramid Books 1954

Modsat Burroughs egne tekster er pulplitteraturen konservativ og afvisende over for stofmisbruget. Det vil sige, at den lokker med forbudne frugter, men gør også en dyd ud af at understrege, at det altid går galt i sidste ende. Den frigjorte verden, som underverdenen tilbyder, kan måske virke tiltrækkende med al dens sex og rus, men den slags betaler man også prisen for – i hvert fald i pulplitteraturen. Den underliggende morale lyder nogenlunde sådan: Den der lever uden for de etablerede normer og forsøger at frigøre sig går til grunde.

Paperback, Pyramid Books 1954

Paperback, Pyramid Books 1954

Det skal vi se stort på her. På sikker afstand trykker vi kanylen i venen og skyder pulpen i hjernen. Læn dig tilbage og se Burroughs og alle de andre junkier over skulderen. Gys mens der trippes og syres på den her samling helt fantastiske forsider.

Paperback, Popular Library 1953

Paperback, Popular Library 1953

Paperback, Popular Library 1953

Paperback, Popular Library 1953

Paperback, Phenix Publishers 1969

Paperback, Phenix Publishers 1969

Paperback, Perma Books 1956

Paperback, Perma Books 1956

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1960

Paperback, Pan Books 1960 

Paperback, Original Novels 1956

Paperback, Original Novels 1956

Paperback, Novel Books 1969

Paperback, Novel Books 1969

Paperback, Nightstand Books 1967

Paperback, Nightstand Books 1967

Paperback, Leisure Books 1966

Paperback, Leisure Books 1966

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Eton Books 1952

Paperback, Eton Books 1952

Paperback, Dell Books 1973

Paperback, Dell Books 1973

Paperback,  Dell Books 1949

Paperback, Dell Books 1949

Paperback, Dell Books 1948

Paperback, Dell Books 1948

Paperback, Dell Books 1941

Paperback, Dell Books 1941

Paperback, Corgi Books 1971

Paperback, Corgi Books 1971

Paperback, Corgi Books 1957

Paperback, Corgi Books 1957

Paperback, Connoisseur 1967

Paperback, Connoisseur 1967

Paperback, Berkley Books 1961

Paperback, Berkley Books 1961

Paperback, Beacon Books 1960

Paperback, Beacon Books 1960

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Bantam Books 1963

Paperback, Bantam Books 1963

Paperback, Ballantine Books 1952

Paperback, Ballantine Books 1952

Paperback, Avon Books 1953

Paperback, Avon Books 1953

Paperback, Ace 1953

Paperback, Ace 1953

Paperback, Popular Library 1952

Paperback, Popular Library 1952

Freakout Magazine, vol. 1 nr. 1 1967

Freakout Magazine, vol. 1 nr. 1 1967

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Strawberry Alarm Clock sender dig på rette vej ind i oktoberlandet

Vi er trådt ind i oktoberlandet. Det skal her markeres med “Curse of the Witches” – en psykedelisk fortælling om hekseri og forbandelser. Strawberry Alarm Clock leverer den episke omgang gotik i bløde, hypnotiske toner, der lugter langt væk af tunge drømme og bong-boblende fantasier. Sangen stammer fra albummet Wake up… It’s Tomorrow fra 1968. Endnu en sang der viser hvordan horrortemaer smeltede sammen med både tidens populærkultur og den såkaldte counter culture.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video