Tag Archives: Psykologisk horror

Thomas Ligotti, Songs of a Dead Dreamer (1985): Eksperimenternes dystre konge

Paperback, Penguin books 2015. Frosidens billede er malet af Chris Mars

Der sker spændende ting bag kulisser på Fra Sortsand i disse dage, og det har inspireret mig til at hive Thomas Ligotti frem. Det vil I nok snart få mere at vide om. det bliver vildt, det bliver spændende!

Bredt sagt kan man konstatere, at skrækgenren i vidt omfang er en ganske konservativ litteratur, der ofte søger bagud i stedet for at se ind i det, der rører sig, litterært, i samtiden. Det kan der være flere grunde til, men resultatet er, at man sjældent møder egentlig eksperimenterende skræklitteratur. Sådan var det i hvert fald ind til, verden for alvor fik øjnene op for Thomas Ligotti, der debuterede med novellesamlingen Songs of a Dead Dreamer i 1985.

Ligotti havde allerede skabt sig et navn i smalle genrekredse, takket være sine noveller i en række af de førende litterære genremagasiner i begyndelsen af 80’erne. Hans noveller var imidlertid ikke alles kop the, og man behøver eksempelvis bare se læserbreve i et fanzine som Dagon, der bragte Ligotti-noveller, for at konstatere, den foragt nogle genrefans følte, og fortsat føler, for Ligottis fiktion.

Paperback, Penguin books 2015

Songs of a Dead Dreamer rummer en del af disse tidlige udgivelser, og læser man bogen fra ende til anden, er det også klart, hvorfor Ligotti satte og sætter sine læsere på en prøve. Hans ordrige stil er tung og fabulerende, plot og struktur er sekundære størrelser i forhold til stemning og dannelsen af metaforiske konstruktioner. Ordbilleder er teksternes egentlige omdrejningspunkt, og de står som store skulpturer midt i fortællingerne anbragt som kunstværker, læseren kan studere og meditere over.

Ligotti er dermed alt andet end ordinær, men omvendt må man også hæfte sig ved Ligottis slægtskab med den tidlige Ramsey Campbells noveller. Campbell skrev endda forordet til anden udgave af Songs of a Dead Dreamer, hvorved en æstetisk fakkel blev rakt videre fra den ene pioner til anden. Forbindelserne mellem de to er mange, men hvor Campbells eksperimenter og fragmentariske stil var helt og aldeles kompromisløs, ligger der en traditionalist gemt bag Ligottis prosa.

Thomas Ligotti (født 9. juli 1953)

Ligotti er tilgængelig på en anden måde, og en rost og berømt novelle som ”The Frolic”, der stort set er konstrueret som dialog mellem mand og kone, rummer i sin kerne ganske mange af de seriemorderklichéer, som Thomas Harris formulerede i Red Dragon. Læseren er dermed, trods sprogets flamboyante røgslør, på vant grund. Det er da formentlig også kombinationen af et ekstremt billedstærkt sprog og et dybest set ganske traditionelt udgangspunkt for fortællingerne, der har skabt Ligottis berømmelse og gjort ham til den måske mest feterede (og)intellektuelle nulevende skrækforfatter.

At kalde Thomas Ligotti en skrækforfatter er imidlertid en indsnævring af hans litterære projekt, og dybest set forfejlet, fordi Ligottis fiktion sjældent forsøger at være uhyggelig. Teksterne er foruroligende og ubehagelige, de er fremmedgørende og bizarre, men gys er der kun lidt af. I stedet er det de store ideer, som fylder hos Ligotti. I sine historier udfolder han stort set altid variationer over en grundlæggende eksistentiel angst og et mentalt sammenbrud.

Paperback, Silver Scarab Press 1985. Samlingens 1. udgave – en bog, der nu må regnes blandt den moderne skrækfiktions dyreste samlerobjekter

Langt de fleste historier i Songs of a Dead Dreamer er formuleret med en jegfortæller, der taler i en præsensform. Vi stiger således ind i en bevidsthedsstrøm, der typisk bevæger sig med lynfart mod afgrunden. Gang på gang kommer vi ind i hovedet på skæve eksistenser eller eksistenser, der er på vej ud i skæve virkeligheder. Miljøerne er som oftest også navnløse bylandskaber eller hæslige forstæder, der ligger smuldrende i et gotisk tusmørkeland.

De første noveller i bogen, som førnævnte ”The Frolic” eller ”Alice’s Last Adventure”, er beretninger, hvor det surreale og groteske sniger sig ind på det ordinære og transformere det til mareridtsagtige situationer. I sidstnævnte eksempel falder grænsen mellem en forfatters fiktion og virkeligheden gradvist sammen og skaber til sidst en helt ny realitet.

Paperback, Robinson 1989

Som vi kommer frem gennem samlingen, sker der imidlertid et skifte. Historierne bliver gradvist mere fabulerende og ændrer fokus fra det tydeligvis moderne til mere tidløse eller endda historiske miljøer. ”Masquerade of a Dead Sword: A Tragedie” er et livtag med Edgar Allan Poes ”The Masque of the Red Death”, mens ”The Sect of the Idiot” er en indstigning i H. P. Lovecrafts forfatterskab. I begge tilfælde forlader teksten realismen og flytter sin handling ind i et surrealistisk, eventyrligt univers, hvor det groteske kan manifestere sig helt uden hensyn til det plausible og genkendelige. Poetisk bliver Ligotti her stærkest, og som bogens noveller skifter form, bliver Ligottis vision også mere og mere klar.

Thomas Ligottis bærende billede er det fortabte menneske, der står ensomt i et altopslugende bymiljø og lever i arkitekturens kvælende skygge. Selvom Songs of a Dead Dreamer er en novellesamling, bidrager alle historierne til konstruktionen af dette billede og føjer alle til en bestemt oplevelse af isolation, der giver bogen et forbløffende helstøbt hele.

Hardcover, Carroll & Graf 1990

Ikke desto mindre gør Ligotti også krumspring, som i de to tekster der handler om at skrive skrækfiktion. Begge er små stykker prosa, der under påskud af at ville diskutere skriveteknik, faktisk formulerer historier. Faglitteraturen bliver her en metafiktion, der gør skarpe genreiagttagelser, samtidig med at det lykkes for Ligotti at omdanne sin fagprosa til egentlige fortællinger. Der er noget drilsk over disse bidrag til bogen, og man genfinder dette lettere, underspillede humoristiske i flere af Ligottis noveller. Det sorte og dystre sammenstilles således løbende med det groteske og galgenhumoristiske.

Thomas Ligottis popularitet og anerkendelsen af hans værker har været langsom, men i dag er Ligotti blevet et uomgængeligt referencepunkt i genrelitteraturen. Ligottis debutbog viste dermed vejen for en eksperimenterede genrelitteratur, der konsekvent fravælger alle de uskrevne regler, som normalt definerer fiktion og især skrækfiktion. Som sådan kan der være vanskeligt at forstå Ligottis værker, og som allerede nævnt, er det ikke plot og handling, der er det bærende her.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Dermed er det heller ikke fordi, der ligger store pointer gemt bag Ligottis fiktion. I stedet er der en følelsesmæssig appel i novellerne, og præcis dette er blevet en væsentlig inspirationskilde for mange, der har taget Ligottis fiktion til sig, og Ligotti er i den grad blevet genstand for plagiater og efterligninger blandt verdens håbefulde genreforfattere, der gerne vil anerkendes som intellektuelle kunstnere.

Skal man pege på et enkelt værk, der har sat retningslinjerne for gyset som avantgarde, må det derfor være Songs of a Dead Dreamer, der trods sine efterhånden 30 år på bagen står præcis lige så stærk, foruroligende, fængende og lunefuld som på udgivelsestidspunktet. Ligottis stil og eksperimenter er blevet mere modne og konceptuelt entydige senere, men de har aldrig overgået debutsamlingens chokerende radikalitet, hvormed bogen har indskrevet sig som hovedværk i den moderne skrækfiktion.

Hardcover, Subterranean Press 2010

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Thomas Tryon, The Other (1971): Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?

Paperback, Coronet 1977

Før Stephen King forandrede vilkårene for skrækfiktionen, havde gyserne allerede fået medvind takket være Ira Levins og William Peter Blattys succesromaner. Navnlig The Exorcist fik en enorm betydning for genrens opblomstring i 70’erne, og en af de romaner, der allerede meget tidligt fik den positive stemning at mærke, var Thomas Tryons debutroman The Other, der udkom omtrent samtidig med The Exorcist i 1971.

De to romaner har ikke meget tilfælles; ja Tryons roman ligger endda i periferien af skrækfiktionen, ikke desto mindre har den så mange gotiske træk, at den allerede på udgivelsestidspunktet blev opfattet som del af den skrækbølge, der gik gennem populærfiktion. Tryons roman opnåede aldrig samme status som storbestseller som Blattys bog, men den blev en succes, og The Other regnes i dag som en mindre klassiker indenfor genren. Desværre er den også ved at gå i glemmebogen, hvilket er ærgerligt, for Tryons prosa fortjener at blive læst.

Paperback, Coronet 1977

The Other udspiller sig i et drømmende, varmt Connecticut i 1935. Vi bliver her introduceret til den velhavende familien Perry, der har været plaget af ulykker i husstanden gennem snart lang tid. I fortællingens centrum står de to identiske tvillinger Niles og Holland, der endnu ikke helt har sluttet sig til de voksnes rækker, men omvendt også næsten har forladt deres barnetilværelse. Det er gennem tvillingerne, at familiens beskrives, og det er fra deres perspektiv, at vi hører om det sære univers, drengene er opvokset i. Centrum for dette univers er brødrenes bedstemor Ada, der udvandrede fra Rusland i sine unge år for at skabe sig en fremtid i Amerika med sin mand.

De to tvillinger ligner hinanden til forveksling, men af sind er de som nat og dag. Niles er blid, åben og kærlig, Holland er vild, gemen og aggressiv. På trods af forskellighederne hænger de to sammen som ærtehalm, og det bliver gradvist klart for læseren, at de to brødre måske foretager sig mere end bare almindelige drengestreger. Det viser sig snart, at tvillingerne har liv på samvittigheden – eksempelvis deres fede fætter, som Holland lokker til at springe ned i en høstak, hvor der ligger en høtyv gemt.

Thomas Tryon (14. januar 1926 – 4. september 1991)

Den eneste grund til, at fætteren skal dø, er, at Holland har lyst til at se ham lide. Drabet på fætteren er imidlertid hverken første eller sidste gang, de slår ihjel, og spørgsmålet melder sig snarligt, hvad forholdet mellem de to brødre egentlig er samt hvilken rolle de nærmeste telepatiske bånd, der eksisterer mellem drengene og deres bedstemor, spiller.

The Other er et stykke rendyrket gotik, og Thomas Tryon ønsker ikke så meget at skræmme sine læsere, som han ønsker at forurolige os og gøre os ubehageligt til mode. Drengene, Niles og Holland, bliver da også i stigende grad et ubehageligt selskab, fordi noget ikke stemmer, og de forklaringer, vi hører – navnlig fra den uskyldige Niles, ikke helt hænger sammen. Der antydes da også langt mere i romanen, end der beskrives, omend Tryon skaber en række dybt foruroligende øjeblikke i sin bog, der i al deres usagte, tilhyllethed sniger sig ind under huden på læseren.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1971. Romanens 1. udgave

I sig selv er historien i The Other ikke videre original, men bogen er mere end den gotiske slægtsfortælling, som den på overfladen ligner. Romanen lever på sin atmosfære og Tryons fornemme sprog. Bogen tilhører tydeligvis en skrækfiktion, der er skrevet før, Stephen King havde meldt sig på banen. Teksten er kultiveret, poetisk og omhyggelig, Den er konservativ og elegant, uden egentlige forsøg på samtidighed og aktualitet. Tryon har endda henlagt handlingen til ’35 for at skabe distance mellem sin historie og læserne.

Ikke desto mindre formår Tryon at skrive sin gotiske fortælling med en sværmerisk intensitet, der gang på gang overrasker med fine sætninger og elegante iagttagelser. Det psykologiske spil, der foregår i bogen, beskrives med sjælden elegance, også selvom en nutidig læser hurtigt gennemskuer bogens plot, er det en biting, fordi det væsentlige er fortællerstemmernes sproglige klang. Teksten ånder mystisk sommervarme, hengemte hemmeligheder og gotisk mørke; den pulserer af et mærkværdigt, overnaturligt liv, som synes koncentreret i den svært definerbare bedstemor, der står som sort centrum i fortællingen.

Paperbaack, Fawcett Crest 1972

Bogens atmosfære er derfor også det, der næsten øjeblikkeligt griber læseren. Tematisk indskriver Tryon sig i samme tvetydige barnelandskab, som Ray Bradbury eksempelvis gør det i Something Wicked This Way Comes. Tyron er imidlertid hverken nostalgisk eller romantisk, som Bradbury – Tyrons vision er sort og brutal. Omfanget af fortællingens underspillede brutalitet står først klart til sidst, da vi har fået fortalt de to mest afsindige øjebliksbilleder i hele bogen – et druknet spædbarns ansigt, der kommer til overfladen i en vintønde, og bedstemoderen, der hælder benzin ned i frugtkælderen, hvor den ene af tvillingerne skjuler sig.

Drengenes ugerninger er ubetinget den væsentligste kilde til ubehag i romanen, men Tryons brug af gotiske genretroper giver ham også mulighed for at beskrive dybt dysfunktionelle familieforhold, og drengens voldsomme gerninger fremstår som en form for desperat nødråb, fordi de på den ene side er komplet overset i et stort set helt kvindeligt univers af mødre, tanter og kusiner, dels bliver de elsket til døde som små pyntedukker. Det paradoksale i både at ville elskes ubetinget – så meget, at de ikke tåler konkurrence, og samtidig at tage vredt afstand fra denne kærlighed fylder dermed ganske meget, og den psykologiske spænding får Tryon beskrevet til perfektion.

Paperback, Dell 1987

The Other er nu en næsten glemt perle, der på udgivelsestidspunktet var et naturligt sidestykke til bøger som The Exorcist og Rosemary’s Baby. Sådan er det ikke længere, men det er ironisk, for den litterært eventyrlystne vil finde langt mere potentiale hos Tryon end hos de to førnævnte. Tryons prosa står imidlertid kun dårligt mål med den tempofyldte, sprogligt lette skrækfiktion, der blev populær i midten af 70’erne. Tryon er en af en anden skole – den gamle skole –, og det kræver arbejde at komme under huden på bogen, men er man villig til at bruge tiden på dette, finder man sætninger, som indbyder til at blive læst igen og igen, fordi hans sprog klinger af stor, stor kunstfærdighed og intelligent indsigt. Derfor vil jeg bestemt anbefale, at vi alle finder denne glemte klassiker frem fra mølposen så ofte som muligt.

Hardcover, Centipede Press 2008

Paperback, New York Review of Books 2012

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Okkult reklame: Thelema til jul

 

Thelemas forside, som den ser ud i skrivende stund.

Det er tid til en lille reklamepause.

Så er min anden roman, Thelema, på trapperne. Forsiden er næsten på plads, og den foreløbige udgave kan du se her. Bogen er en okkult nedtur i magiens verden, og en leg med metafysik, kunst og følelser. Rigtig skrækfiktion er det ikke, men dyster er romanen absolut, og forhåbentlig vil dens univers kunne fascinere andre lige så meget, som jeg selv er fascineret af den slags okkulte fantasier, der udfolder sig her.

Min forlægger Henrik Sandbeck Harksen har komponeret denne lille bagsidetekst, som fanger handlingens skelet ganske godt:

Kunstneren Konrad møder de mystiske og dragende kvinder, Mia og Suzanna, og han føres ind i en verden, hvor seksualitet og mørk magi forenes. Snart er han medlem af en makaber kult med en guru, som bestemmer over liv og død.

Konrad bor i København og har mistet sin kæreste Rebecca. Han er dybt ulykkelig. Et tilfældigt møde på en galleriudstilling af hans seneste kunstværker får ham i kontakt med nye sider af sin kreativitet og seksualitet. Under kvindernes kyndige behandling anes snart omridset af en anden verden. Vejen ind til den verden går gennem en hemmelighedsfuld kult med en karismatisk leder. Det er en kult med Ypperstepræstinder, Magikere og Døden. Lederen er farlig, men han ved noget om Konrads særlige evner.

Alt imens Rebecca kalder på Konrad fra det hinsides. Kalder hun fra Thelema?

Det var en ganske drænende bog at skrive, så det er fantastisk, at jeg endelig kan sidde med den i anden halvdel af december, hvor den gerne skulle udkomme. Hold øje med den, hvis det her har fanget dig!

På snarligt gensyn

Martin

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Robert Aickman, The Wine-Dark Sea (1988): Et skræmmende godt udvalg

Paperback, Mandarin Press 1988. Christopher Brown har malet forsiden

Robert Aickmans relativt lille skønlitterære produktion hører til blandt nogle af de vigtigste eksempler på moderne skrækfiktion. Målt i salgstal kan Aickman næppe regnes blandt bestsellerne, og han er af flere blevet karakteriseret som spøgelseslitteraturens bedst skjulte hemmelighed. Sådan er det nok ikke helt længere, men Aickmans status som en såkaldt forfatternes forfatter er aldrig forsvundet. Man behøver heller ikke læse ret mange af hans noveller for at kunne konstatere, at der er langt fra populærkulturens horror til Aickmans sofistikerede, litterære prosa.

Forfatterskabets uforlignelige kvaliteter kan man få et indtryk af i antologien The Wine-Dark Sea fra 1988, der samler et udpluk af noveller fra hele forfatterskabet, som strakte sig fra 1950’ernes begyndelse og små tyve år frem. I løbet af den tid udsendte Aickman en lille buket novellesamlinger, der alle karakteriseres ved ganske lange historier, som på en eller anden måde afviger fra dét, vi forventer af en klassisk spøgelsesfortælling – ja som oftest er der slet ikke noget spøgelse i historien til trods for, at spøgelsesfortælling rent faktisk er et rammende ord for Aickmans hjemsøgte prosa. Efter den første novellesamling begyndte Aickman selv at kalde sine noveller for ”strange tales”, og det er nok også i virkeligheden langt mere dækkende for det landskab, som hans noveller opererer i.

Paperback, Mandarin Press 1988

Hos Aickman flyder tonstunge freudianske motiver sammen med surrealisme, modernistisk realisme og romantisk, metafysisk længsel. Han ligner måske Rudyard Kipling, Henry James og Algernon Blackwood  mere end andre, men Aickman er i sidste ende sin egen, stærkt foruroligende stemme.

”The Trains” fra debutbogen We Are for the Dark (1951) rummer således allerede alt det, vi kan definere som aickmansk. To veninder på vandretur farer vild og havner i en dal, hvor de ser sig nødsaget til at søge ly i et gammelt hus, der er opført nært ved de togskinner, der løber gennem dalen. Veninderne opdager hurtigt, at alt ikke er, som det skal være i huset, og snart er de gidsler hos husets togbesatte ejer. På overfladen leger Aickman her med læserens æstetiske forventninger ved at lade sin gotiske fortælling udspille sig i en industrialiseret ramme fjernt fra genrens normale sætstykker. Går man et stik dybere, bliver novellen et portræt af den erotiske magtkamp, der udspiller sig mellem veninderne. Husets herrer fremstår umiddelbart som deres fangevogter, men i virkeligheden er det ham, der bliver offer for pigernes interne rivalisering. Til sidst står det da også klart, at pigerne havner i rollen som spøgelsesagtige eksistenser, fanget af deres drifter. Mesterligt gør Aickman derved til sidst de to unge kvinder til dødningelignende figurer, der synes mindst lige så uvirkelige som de spøgelsesagtige tog, der bliver ved med at buldre gennem dalen.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

Den surrealistiske Aickman møder vi i novellen ”Growing Boys”; et bizart, fragmentarisk arbejde fra den sidste novellesamling, som Aickman udgav. Omdrejningspunktet er her en mor, der må flygte fra sit eget hjem, fordi hendes to tvillinger har vokset sig gigantiske i størrelse og nu driver omkring i nabolaget, hvor de hærger og seksuelt forulemper deres omgivelser. Kvindens mand må se impotent til, mens hans drenge terroriserer alt og alle. Historien udvikler sig til noget nær en regulær krig mod de to enorme tvillinger, der eksempelvis også uhindret belurer deres mor gennem soveværelsevinduet på første sal. Historien er vanvittig, ubehagelig og galgenhumoristisk. Man bemærker også her, at Clive Barker synes at have en klar forgænger i denne novelle, der på en gang udfordrer og udfolder stereotyp freudiansk symbolik.

Det samme gælder også den foruroligende ”Into the Wood”, der udspiller sig i Sverige. Her følger vi en midaldrende engelsk dame, der tager på kurophold på et lille hjem for mennesker, der lider af søvnløshed. I stedet for at sove klæder de sig hver nat på og vandrer i den labyrintlignende skov, som ligger bag kurstedet. ”De er som vampyrer”, udbryder historiens forbløffede hovedperson, kun for at få at vide af en anden gæst på stedet, ”ja, men de bider skam ikke så hårdt”. Historien er dragende, uvirkelig, sensuel og ubehagelig. Den trækker læseren ind i den labyrintiske underbevidsthed og danner et mareridt for læseren, der givetvis ikke umiddelbart vil være i stand til at glemme fortællingen. Ikke et eneste spøgelse dukker op i denne ”strange tale”, men man kan næppe forestille sig et stykke mere hjemsøgt prosa end dette. Overvældende, det er ganske enkelt det eneste ord, der kan beskrive Aickmans bedrift i en novelle som denne.

Hardcover, Cape 1951. aickmans debutsamling, skrevet sammen med kæresten Elizabeth Jane Howard

”Into the Wod” er uden tvivl mesterværket i The Wine-Dark Sea, og måske Aickmans mesterværk i det hele taget. Novellen ”The Inner Room” hører imidlertid også til blandt det bedste, han skrev og noget af det bedste skrækfiktion i hele taget. En ung pige får her et gammelt victoriansk dukkehus i fødselsdagsgave. Huset er mærkeligt og kan ikke åbnes. Der er underlige, lasede dukker inde i huset (flytter de sig, når pigen ikke kigger? Det virker næsten sådan) og pigens bror opdager, at der må være et skjult rum i husets midte, som man ikke umiddelbart kan komme til.

Før pigen får undersøgt huset ordentligt, sælger forældrene det på grund af den uduelige fars gæld. Her sker der et hop i tid, og vi møder pigen nu igen som voksen, denne gang på ensom vandring gennem en skov, hvor hun er faret vild. Pludselig ankommer hun til et hus, der i forbløffende grad ligner barndommens dukkehus, og endelig står hun ansigt til ansigt med husets beboere.

Paperback, Mandarin Press 1990

”The Inner Room” er et storslået stykke fiktion, der i første del ligner en klassisk skrækfortælling – endda en ganske potent en af slagsen, mens anden del transformeres ind i et surrealistisk mareridt; et vanvittigt selvstudie, hvor kvinden rejser langt ind i sig selv og her finder sin stærkeste, fortrængte frygt i titlens ”indre kammer”.

Alle Robert Aickmans novellesamlinger er mesterværker, men med The Wine-Dark Sea får man måske det bedste af det bedste serveret. De lange, snørklede noveller, der tager sig en evighed at komme i gang, ligger her som hemmelighedsfulde, upolerede ædelstene, parate til at blive afdækket og opdaget af den, som er villig til at dykke ned i forfatterskabet og opleve det voldsomt fængende univers, der eksisterer her. For den, der er villig til at slippe alt og følge stierne ind i Aickmans surrealistiske drømmeunivers, venter der den sjældne belønning, ikke at blive skræmt eller væmmet, men fundamentalt foruroliget, fordi Aickman piller ved vores indre metaforer og tænkning. Han planter sig i vores vågne drømme med sine historier, der taler direkte ind under intellektet, til noget usagt, underbevidst, som vi ikke selv er herre over. Det har kun få mestret før ham, og det gør Aickman til en af genrelitteraturens væsentligste stemmer, som kun tåler sammenligning med de fineste litterære præstationer – genrelitterære eller i al almindelighed. Er du i tvivl, så grav ham frem fra antikvariatets hylder. Hvis du bare tænker en smule som mig, vil det blive et uforglemmeligt bekendtskab.

Paperback, Faber Faber 2014

Novellerne:

The Wine-Dark Sea

The Trans

Your Tiny Hand Is Frozen

Growing Boys

The Fetch

The Inner Room

Never Visit Venice

Into The Wood

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Ansigtet på forsiden

Paperback, Signet 1981

Så er det blevet tid til nyt på bloggen efter en kort pause. I dette lille indlæg skal vi se nærmere på forsidens ansigter – eller rettere forsider, hvor ansigtet er omdrejningspunktet. Præcis dette er faktisk et forbløffende populært motiv på skrækfiktionens omslag, hvilket der utvivlsomt er mange gode grunde til. Jeg tror imidlertid, at en af de vigtigste grunde er spørgsmålet om identifikation.

Paperback, Warner Books 1982

Ansigtet er, rent erfaringsmæssigt, synonymt med os selv – altså individet – som helhed. Et fotografi, hvor man ikke ser ansigtet eller kun dele af ansigtet, opleves ikke som egentlig fremstilling af personen i billedet. Omvendt kan et portrætfoto af ansigtet fint erstatte et fuldt kropsfoto, fordi vi så at sige forstår ansigtet som summen af helheden. At vi generelt tænker sådan, afspejles i vores sprog, i måden vi registrerer mennesker på og den måde, hvorpå vi iscenesætter kroppen.

Paperback, Tor 1988

Præcis derfor har skrækfiktionen også en fest med ansigtet på forsiden, fordi man her kan transformere, destruere, korrumpere det genkendelige ansigt til ukendelighed og skabe stærkt foruroligende billeder. Billeder, der så at sige viser os i diabolske former og gestalter. Altså billeder, der synes at postulere noget om det, der ligger inden i; det der skjuler sig under overfladen.

Paperback, Star Books 1979

Billederne bliver en blanding af negativ spejling og fremtidsprofeti, der synes at sige: Her kan du ende. Et tema, som Wilde udødeliggjorde, men som også har referencer til det paradoksale medusahoved, der på en gang dræber med sin hæslighed, men som også er et krasbørstigt apotropæisk middel.

Paperback, Sphere 1988

Det må være her, i forholdet mellem selvspejling, ondtuddrivende middel og hævet, moraliserende pegefinger, at vi finder det væsentlige momentum bag gysets glæde ved ansigtet. Det er i hvert fald en sjov tanke at lege med. Man kan naturligvis også bare glæde sig ved motivets mangfoldighed og sige, at det hele bare er sjov og ballade, men vi ved jo alle godt, at verden aldrig er så enkel. Se selv efter her, der er også inkluderet lidt forsider fra andet end gys.

Paperback, Sidwick & Jackson 1974

Paperback, Signet 1988

Hardcover, Macdonald & Co 1987

Hardcover, Playboy Press 1968

Hardcover, World Horror Convention 2007

Paperback, Abaddon Books 2015

Paperback, American Mystery 1958

Paperback, Arrow Books 1960

Paperback, Arrow Books 1976

Paperback, Bantam Books 1987

Paperback, Barnes & Noble Books 1980

Paperback, Bestseller Library 1961

Paperback, Carlyle 1978

Paperback, Dell 1977

Paperback, Fawcett 1986

Paperback, Futura 1981

Paperback, Futura 1982

Paperback, Macdonald & Co 1992

Paperback, Magnum Books 1978

Paperback, Mayflower Books 1966

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Pabel Verlag 1976

Paperback, Panther Books 1968

Paperback, Pocket Books 1963

 

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Caitlín R. Kiernan, Silk (1998): Sortsyn som maner

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

I 1998 udsendte Caitlín R. Kiernan sin længe ventede debutroman. Hun havde inden da fået publiceret en række roste noveller, der udmærkede sig som stemningsfulde og sprogligt sofistikerede bud på underspillet skrækfiktionen. Romanen Silk, som debutbogen hedder, leverede da også præcis dette, og den står i dag som et af de mest stilsikre bud på moderne skrækfiktion fra 90’ernes sidste del.

Romanen er både konkret og i overført betydning bygget op omkring et lille ensemble af karakterer, i hvis centrum vi har tre unge kvinder, der hver især står som både stærke og dysfunktionelle individer i en tumultarisk hverdag, som kun knap og nap hænger sammen. Først er det Daria, som vi hører mest om. Hun er sanger og bassist i en punkgruppe. Et band, der kæmper for at bryde igennem, hvilket i stigende grad synes umuligt takket været guitaristens voksende heroinmisbrug. At Daria også er kærester med Keith, som guitaristen hedder, føjer bare flere problemer til situationen.

Paperback, Roc 1998

Paperback, Roc 1998

En nat samler Daria Niki op – en ung kvinde, der er på flugt fra sig selv og sin fortid, efter hendes ven og tidligere kæreste begik selvmord i New Orleans. Den piercede, punkede Niki bliver en del af gruppen omkring bandet, og snart vil tilfældighederne, at de også møder den enigmatiske Spyder. En unge goth-kvinde, der har sin egen hippe undergrundsgenbrugsbutik og altid synes omgivet af et kleresi af unge, sortklædte teens. Den lyse, nærmest albinoagtige Spyder er imidlertid mere end bare galionsfigur for de unge. Sære kræfter omgiver hende, og det viser sig da også snart, at det er med livet som indsats, at man bevæger sig ind i Spyders tilværelse. Præcis det gør Niki, da hun bliver tiltrukket af Spyder, og dermed udløses den bølge af død og undergang, som Kiernans debutroman skildrer.

Spyder er ikke bare et navn. Som edderkoppen i sit spind lokker hun nemlig ulykkelige sjæle til sig og fortærer dem med hud og hår. Spyder suger ganske enkelt livet ud af de søgende eksistenser, der ser hendes hvide dødelys og bliver tiltrukket af det i storbyens gråsorte nat. Spyder, hvis arme er oversået med tatoverede edderkoppespind, bliver næsten på magisk vis opsamlingssted for de åndligt udstødte, hjemløse punks og isolerede, der ikke passer ind nogen steder. Fra randen af samfundet kalder hun de fremmedgjorte til sig, fordi hun er kærlig, og fordi hun er så uendeligt ensom. Sagen er bare den, at Spyder i sin ensomhed også bærer på destruktive kræfter, der er vokset ud af de groteske traumer, hun blev udsat for som barn takket være hendes religiøse fars mishandling. Spyder knuser med andre ord alle, der kommer hende nær, til trods for, at hun vitterligt kun vil dem det bedste og ønsker at elske dem.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964) tilbage i slutningen af 90’erne

Silk beskriver Spyders sidste dage og fortæller os, hvordan det bliver Daria og Niki, der kommer til at være de trin, der tager hende mod den endegyldige forløsning fra det helvede, hun har befundet sig i siden barndommen. Spyder er dermed på en gang figuren, alle andre karakterer i bogen spejles i og bogens modstander. Spyder er med andre ord en ambivalent skikkelse, der ikke lader sig forklare entydigt, fordi hun tilsyneladende er sammensat af dikotomier, der befinder sig i en vedvarende konflikt. Fortabt og svag, men stærk og dominerende, uskyldig og hævngerrig, blid og dræbende.

Som det formentlig allerede fremgår, udspiller Kiernans roman sig i en vild storbyundergrund befolket af rodløse eksistenser, teenagere og skæve typer, der ikke har nogen plads i vores bekvemme, borgerlige opfattelse af det normale. Alt dette bliver tilmed set gennem en misantropisk, snerrende spydig tone, der insisterer på at se forfaldet og det uskønne i alt. Kiernan lægger sig dermed afgjort i slipstrømmen på forfattere som Kathe Koja og Poppy Z. Brite, men med en selvstændig stemme i sproget.

Kiernen har afgjort sin egen plads, men hun deler sit fokus på homoseksualitet, fremmedgørelse og isolation med de to førnævnte forfattere. Kiernan har endda lagt en hilsen ind til to af sine inspirationskilder, for en mindre karakter i romanen er opkaldt efter Koja og en anden henviser til Thomas Ligotti.

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Netop Ligottis excentriske, amorfe gys har tydeligvis også påvirket Kiernens debutbog, for ganske vist er edderkoppen det bærende, truende element i romanen, der bruges til at manifestere gruen og Spyders vrede. Men grundlæggende er gyset i Silk uforståeligt eller ubegribeligt. Det kommer i edderkoppens form, men hvad der ligger under de vage silhuetter af behårede kryb, ved kun Spyder. Kiernan forsøger dermed også mere eksplicit end både Koja og Brite at skabe decideret gru i kapitlerne. Der vokser således snigende uhygge ud af den grå dyne af depressivt forfald, der gennemsyrer alle kapitlerne.

Lyspunker er der kun få af i Silk, og det eneste autentiske bliver duften og smagen af god kaffe, alt andet lykkedes det for Kiernan at forsure eller udstille som falskt. Det greb har vi mødt før – især hos Kathe Koja og man fornemmer, at det er blevet til en maner eller stil hos Kiernan. Det bliver næsten forceret, når alt, hver evig eneste ting, skal skildres i dets mest nedslående form. Det er med andre ord tydeligt, at Kiernans debut opererer inden for rammerne af en genre med særlige sproglige konventioner og tematiske kernepunkter. Nyskabende er det dermed ikke, men hun løfter arbejdet til perfektion. Ikke desto mindre følger der altid en vis forstening med i en genres formalisering eller dannelse; udtrykket stivner og det er måske ikke så sært, at Kiernan relativt hurtigt skrev sig bort fra så entydig en brug af den nygotiske pessimisme. I stedet vendte sig mod langt mere klassiske udtryk, som de eksempelvis kan findes i spøgelseslitteraturen.

Paperback, Roc 2007

Paperback, Roc 2007

Med Silk oplever man en genres formalisering og forstening i samme bog. Var Kiernans sprog ikke så stærkt og billedskabende, ville bogen være ulæselig, men hun får skabt sit værk og udnyttet rammen til på smukkeste vis, men med Silk synes både stilen også endegyldigt udtømt og fortællingen fortalt. Andre fulgte senere efter, men ingen har formået at føje nyt til den gråsorte tone af forfald, der udgår fra romanen.

Silk lukkede og slukkede dermed også for en litterær strømning i 90’erne, som nu står tilbage som et af de mest overraskende og betydningsfulde bidrag til den moderne skrækfiktion, og selvom Kiernan efterfølgende har skabt en lang række pragtfulde genreværker, indtager Silk en særlig status som sidste søm i den kiste, der begravede 90’ernes opgør med en forloren og kommerciel skrækbranche. Opgørets kamp for en ny form for gys endte desværre i en blindgyde, fordi det kommercielle monstergys hurtigt kom tilbage som folks foretrukne skræklæsning, men et værk som Silk står stadig tilbage som isnende højdepunkt og minder os om, at der er alternativer til alle dem, der tør bevæge sig bort fra de vante græsgange.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Fowles, The Magus (1965): Fortryllende fatamorgana

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet "Marionetten" af Karl Korab

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet “Marionetten” af Karl Korab

John Fowles debuterede stærkt med sin fantastiske, skæve thriller The Collector, men hans anden roman overgår den roste debutroman i dybde, intensitet og kompleksitet. The Magus, som den anden roman hedder, er da også på alle måder en bemærkelsesværdig bog. Ikke alene er den lang og udflydende, den er også indviklet og genstridig. Samtidig er den skræmmende, nervepirrende, varm og intens. Den er sær og fyldt med musik, mystik, magi og atmosfære.

Bogen sluger sin læser med hud og hår; den trækker os ind i et bizart univers, hvor sandhed og løgn smelter sammen til et besynderligt kaos. Ikke desto mindre ved læseren instinktivt også, at der vil stå en eller anden form for erkendelse tilbage, når den sidste side i murstensromanen er læst, og derfor bevæger man sig frygtløst længere og længere ind i Fowles’ labyrint.

Paperback, Panther Books 1977

Paperback, Panther Books 1977

Alt begynder, da den unge litterat Nicholas Urfe hovedkulds forlader England for at tage et job som underviser på en engelsk kostskole på den fiktive ø Phraxos. Han tager mest af alt jobbet for at komme væk fra sit forhold til kæresten Alison, sin fortid i Oxford og den stigende bevidsthed om, at han aldrig vil lykkes som digter. Flugten til Phraxos fungerer i en rum tid, men snart sniger kedsomheden sig ind. Urfe er måske nok undsluppet kvinderne og studiekammeraterne, men han kan ikke slippe for sig selv, og depressionen indhenter ham derfor hurtigt. Det gør den endda med så megen kraft, at han beslutter at tage livet af sig selv. Selvmordsforsøget går imidlertid ikke som planlagt, men nærdødsoplevelsen bliver en ny start for den unge mand, der kort efter får meget andet at tænke på.

Nicholas møder nemlig pludselig den excentriske rigmand Maurice Conchis, der inviterer Nicholas ind i sin intellektuelle verden af kunst, musik og idéer. En form for tøvende venskab opstår, men snart står det også klart for Nicholas, at Conchis ikke er ude efter en samtalepartner. Snarere har rigmanden inviteret Nicholas ind i en form for spil eller leg, der begynder uskyldigt, men snart vokser sig større og større i indhold og konsekvenser. ”The Godgame”, Gudelegen, kalder Conchis sit spil, og han sidder selv som troldmanden i midten af det hele og styrer alt med tilsyneladende okkulte indsigter som redskab.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

I begyndelsen er alt sådan set ganske uskyldigt. Under en middag hos Conchis bliver Nicholas introduceret til den unge, smukke Lily. Han har kort forinden fået at vide af sin vært, at hun er syg og lider af vrangforestillinger. Han skal derfor ikke hæfte sig for meget ved det, hun siger, og bare lege med på Lilys fantasier. Det gør han, men Nicolas kommer hurtigt i tvivl – er Lilys historie mon sand, og lyver Conchis? Situationen bliver mere kompliceret, da Nicholas konkluderer, at Conchis systematisk lyver for ham, og hver gang han afsløres i en løgn, går Conchis til bekendelse, men erstatter den gamle løgn med en ny. Jo mere Conchis lyver, jo mere bliver Nicholas tiltrukket af mandens mystiske verden, og det bliver til sidst en besættelse for Nicholas at finde frem til den egentlige sandhed bag Conchis og den æteriske Lily.

Det, der starter som nogle små løgne, antager hurtigt et metafysisk skær, og Nicholas bliver gradvist vidne til forstyrrende optrin, der på alle måder synes overnaturlige. John Folwes har selv peget på Henry James’ The Turn of the Screw som en af de tidlige inspirationskilder til romanen, og det kan mærkes. For historien udspiler sig i samme ambivalente, uforklarlige halvlys. Halvt mellem drøm og virkelighed forføres Nicholas til at gå dybere og dybere ind i den magiske historie. Først fordi han er vred og ønsker en forklaring på den behandling, han får, men langsomt går det op for ham, at han er blevet fysisk og mentalt afhængig af Maurice Conchis’ mysterium, og ikke mindst forelsker Nicholas sig i Lily, der løbende skifter identitet og tilmed har en tvillingesøster.

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Fowles føjer lag på lag til fortællingen, der udbygges med flere historier i historien. Det hele danner et tæt, stemningsmættet stykke litteratur, der ikke overraskende talte meget direkte til unge læsere i 1960’erne. Der er således en mening med alle de absurde optrin, som Nicholas bliver vidne til. Conchis okkulte leg har til hensigt at demonstrere, hvad det vil sige at være menneske. Godt og ondt præsenteres for Nicholas i løbet af ”gudelegen”, og selvom Nicholas først alt, alt for sent forstår budskabet, virker labyrinten som en renselsesproces.

Nicholas smider stykke for stykke sit gamle, påtagede Oxford-jeg og står til sidst som et nyt menneske, der ikke længere er tynget af forstokket moral og patriarkalsk tankegang. Med vid og indfølt omtanke lærer Nicholas bogens læsere to store doktriner – det Crowleyanske ”Gør hvad du vil” og et næstekærlighedsbud om, aldrig at påføre nogen unødig smerte. Frihed og ansvar, ondskab og lyst, liv og åbenhed er kernebegreber, der bliver anskueliggjort for vores hovedperson gennem intrikate tableauer, der trækker flittigt på antik mytologi og ikke mindst Shakespeares stærkt moralske forfatterskab.   

paperback-pan-books-1966

Med et ben i okkulte sværmerier og et andet plantet i eksistentialismen bliver bogens kærlighedsbudskab et råb om en ny verdensorden fri for hykleri. The Magus er dermed meget ungdommelig, men den bliver også smuk, fordi den er et rigt og betagende argument, der i lige så høj grad appellerer til intellektet som til sanserne. Og det sanselige spiller en helt afgørende rolle i bogen, for netop seksualitet og sanselighed bliver italesat som den mest basale erfaring for mennesket. Al samvær vokser ud fra dette og knytter mennesker sammen, hvilket må siges at være i fuldstændig samklang med tidsånden på bogens udgivelsestidspunkt. 

The Magus blev en kæmpemæssig bestseller, og dens sprudlende form kom til at inspirere talrige værker. Det er eksempelvis ikke svært at se indflydelsen på forfattere som Umberto Eco og Arturo Pérez-Reverte i teksten. Romanen er derfor et helt afgørende nedslag i 60’erens fiktion, fordi troldmanden i den grad betog verden med hans drømmesyn og komplicerede, sataniske løgne.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Jeg læste bogen i gymnasiet og var helt og aldeles opslugt af den. Da jeg genlæste den nu, var det næsten med en følelse af ærefrygt og en stille angst for, at magien ville være borte. Det var den ikke. Troldmandens besværgelser indfangede mig næsten øjeblikkelig, og jeg kan kun misunde alle dem, der endnu aldrig har rejst med Nicholas til Phraxos, for der ligger noget stort og klogt i vente.         

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1985

Paperback, Dell 1985

Paperback, Picador 1988

Paperback, Picador 1988

Paperback, Vintage Books 1997

Paperback, Vintage Books 1997

 

Paperback, Black Bay Press 2001

Paperback, Black Bay Press 2001

E-bog, Vintage Books 2010

E-bog, Vintage Books 2010

 

1 kommentar

Filed under Roman