Tag Archives: Psykologisk horror

Robert Marasco, Burnt Offerings (1973): Når alt ramler

Paperback, Coronet 1977

Lidt afhængigt af hvordan man tæller, så er der en håndfuld skrækromaner fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, der står som helt centrale fikspunkter i genrens nyere udvikling. Gyset i dag ville ikke være det samme uden disse romaner, hvor Levins Rosemary’s Baby (1967) og Blattys The Exorcist (1971) naturligvis nu er de bedst kendte. Men andre romaner hører til i den gruppe, og her skal vi se nærmere på Robert Marascos Burnt Offerings fra ’73. En roman, der måske stedvist er en smule usleben og kluntet, men som samtidig byder på nogle af de mest isnende skrækpassager, som periodens genrelitteratur kunne tilbyde.

Historien handler om Marion, Ben og deres lille søn David, der lever i New York; 70’er-fiktionens svar på Sodoma og Gomorra. Marion drømmer om mere plads, og derfor er hun på konstant jagt efter muligheder for en flytning eller bare et sted, hvor familien kan holde ferie i mere frie omgivelser end den omklamrende storby. Desværre kniber det med penge; Ben er lærer og arbejder på en bog, som han ikke rigtigt kommer nogen vegne med. Han tjener heller ikke ret meget. Ikke nok til et hus i hvert fald. Derfor virker det også forlokkende, da Marion falder over en annonce i avisen, hvor et søskendepar søger en familie, der vil passe deres villa på Long Island i løbet af sommeren, mens de er bortrejst. Stedet lyder som den rene landlige idyl, og Marian overbeviser Ben om at tage afsted og give det en chance.

Robert Marasco (22. september 1936 – 6. december 1998)

De regner ikke med at få tjansen, men her får de sig en overraskelse. Husets to ejere bliver straks betaget af Marion, og efter lidt symbolsk forhandling bliver drømmen til virkelighed. Den gamle villa er deres denne sommer. Det viser sig imidlertid også, at der er en lille hage ved aftalen. De to ejeres gamle mor bor stadig oppe på første sal. Hun er syg, men passer mere eller mindre sig selv, får Ben og Marion at vide. Der skal stilles lidt mad op til hendes dør, men ud over det skal de bare ignorere hende. Det er en anelse mystisk, men til at overkomme – husets luksus taget i betragtning. Stedet er kæmpemæssigt, så Ben og Marion beslutter at invitere Bens gamle, excentriske tante med i huset. Dermed er romanens primære persongalleri på plads, og scenen er sat til en rædselsoplevelse, der ødelægger familien fuldstændig.

Der hviler en sær stemning over huset, og Marion drages tydeligvis af stedet på et dybt, personligt plan. Der opstår en form for bånd mellem hende, villaen, samt ikke mindst denne hemmelighedsfulde mor, som ingen andre end Marion ser. Men ser hun hende i virkeligheden?

Hardcover, Delacorte Press 1973. Romanens første udgave

 

Forholdet mellem Marion og Ben forværres hurtigt, og der er ikke nogen tvivl om, at huset kommer imellem dem. Marion forsvinder ind i en anden, hjemsøgt verden, som hverken Ben eller deres søn kan blive en del af. Men der er mere, for Ben begynder også at mærke en form for underliggende aggressivitet eller vrede vokse i sig, som navnlig David får at føle. På uforklarlig vis presser huset alle dets beboere, og de presses så langt, at de en for en brister.

Forlægget for Burnt Offerings er uden tvivl Jacksons The Haunting of Hill House (1959). Den gennemsyrer hele bogens væsen, men Marasco foretager alligevel nogle greb, der flytter hans roman ind i et andet terræn. Hvor Hill House er et rædselsbillede på Eleanors indre sjæleliv, rykker Marasco sit fokus til det ydre og gør den grundlæggende samme fortælling til et familiedrama med huset som scene i en fortælling om fremmedgørelse og tabte følelser. Det gør han ekstremt stærkt, selvom hans stil er svulstig og overgjort. Så stærkt, at gode gamle King tydeligvis lod sig kraftigt inspirere til den storsælgende The Shining (1977), der ikke har meget originalt at byde på, når man først har skrællet de lånte dele fra henholdsvis Jackson og Marasco bort. Men det er et sidespring.

Paperback, Dell 1976

Det virkningsfulde i Burnt Offerings ligger i samspillet mellem skildringen af den tunge, nedadgående spiral, som familien befinder sig i, og en række mere eller mindre subtile, overnaturlige elementer, Marasco løbende introducerer. Navnlig de scener, hvor Marian og huset interagerer, er potente. Her bliver den form for stille gys, som Marasco opererer med, udnyttet maksimalt. Mysteriet, som huset udgør, står sitrende og fascinerende, mens vi som læsere følger den stadigt mere distancerede Marians vej væk fra denne verden. Det hele bliver så anspændt, at Marasco med ganske få armbevægelser kan få selv meget subtile detaljer til at virke forstyrrende eller direkte skræmmende. Et gammelt fotografi, en sær lyd osv. Fordi grundstemningen er så intens, som den er, laver selv de enkleste ting særdeles meget larm i villaens stille stuer.

Marian er uden tvivl bogens mest interessante karakter, og hun ligner på mange måder Jacksons Eleanor. De længes i hvert fald begge voldsomt mod noget andet. Hvor Eleanors længsler handler om kærlighed, fysisk ømhed og sex, går Marians længsler i retning af uforløste drømme om et bedre og rigere liv; et liv i med velstand harmoni. Modbilledet på alt dette er naturligvis families indeklemte lejlighed i storbyen, hvor larm og snavs er allestedsnærværende. Da Eleanor kommer til Hill House, er hun med andre ord parat til at modtage husets invitation ind i dets skyggeverden, fordi stedet lokker med at opfylde hendes længsler. Hos Marasco sker præcis det samme, Marian er det perfekte offer, fordi hendes indestængte utilfredshed gør hende helt og aldeles åben over for husets tilnærmelser.

Hardcover, Centipede Press 2012

Danse Macabre peger førnævnte Stephen King på økonomi som et væsentligt tema i 70’ernes gys. Det har han ret i, og Burnt Offerings er da også afgjort et eksempel på den rolle, som materiel velstand og økonomisk sikkerhed spiller i en hel del af samtidens romaner.

Man kan så her indskyde, at der er en afgørende forskel mellem henholdsvis Marascos og Jacksons hus. Hvor man hos Jackson må sige, at det nok nærmere er Eleanor, der skaber hjemsøgelsen og er spøgelset, er der hos Marasco ingen tvivl om, at huset har sin egen vilje og agerer med en egen agens. Det gør, trods de mange lighedspunkter, de to romaner ganske forskellige i deres substans, og Hill House et noget mere sofistikeret motiv end det vi møder i denne roman. Men det kan nok heller ikke overraske, for mange har efterlignet Shirley Jackson, men ingen kommer op på siden af hende.

Paperback, Valancourt Books 2015

Hvis man skal forklare, hvorfor Burnt Offerings blev så stor og vigtig en roman, som den var i 70’erne og 80’erne, så skyldes det den måde, Marasco formår at iscenesætte gyset som bagtæppe for det egentlige drama, nemlig familiens sammensmeltning. Gyset er dermed ikke det væsentlige, men fordi gruen er til stede og aktivt bruges som forstærkende element, bliver familiedramaet til et intenst, hvidglødende portræt, der går ind under huden og brænder sig fast. Det nære portræt at en lille persongruppe, som udgangspunkt for gruen, hænger formentlig sammen med Marascos hovedvirke som dramatiker. Det fører ham utraditionelt ind i skrækgenren, hvilket absolut er en god ting.

Som nævnt er Marasco sprogligt ikke nogen stor prosaforfatter. Dramaet løber af med ham og dialogen bliver til tider en smule patetisk, men det er ikke så vigtigt, fordi bogen er gjort ud af et dybt dragende stof, der opbygger en særdeles fortættet stemning af ødelæggelse, vold og gru. Marasco maser sig kluntet ind på sin læser, men han overrasker også løbende med sine stille, poetiske scener, der gennemsyres af dødsånd. Døden hviler over huset, og det sidste kapitel, hvor vi siger farvel til huset og Marian, må siges at være noget af det mest billeddannende og atmosfæriske skrækfiktion, som 70’ernes første halvdel fostrede. Der er således al mulig grund til at finde Burnt Offerings frem fra gemmerne, rodekassen eller hvor den nu har været gemt af vejen, for den fortjener at blive læst og ikke glemt. Romanen var i øvrigt Marascos eneste skrækroman, hvilket er trist, for det ville være spændende at se, hvor han gik hen næste gang.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Steen Langstrup, I Lygternes Skær (2019): Nye gys fra dengang far var ung

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019. forsiden er skabt af Steen Langstrup

Steen Langstrup behøver næppe den store introduktion her på bloggen. Han er en af de bedst kendte skrækforfattere, vi har herhjemme, og han har efterhånden været aktiv i en god del år. Hans bøger har generelt modtaget ros, hvilket man blandt anden kan forsikre sig om ved at kaste et blik på den jubelfest, der udfolder sig på bagsiden af den bog, dette indlæg handler om. Den slags superlative udsagn, der udtrykkes på bagsiden, sætter jo også unægtelig forventningerne i vejret. Jeg må imidlertid indrømme, at jeg efter endt læsning af Langstrups seneste samling af noveller står temmelig splittet i forhold til teksterne, og det har faktisk også taget mig lidt tid at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle skrive om dem. Men mere om det om et øjeblik.

Bogens 11 noveller er en blandet buket af skrækfortællinger, der tematisk kommer ganske langt omkring i gysets landskab. Vi når fra helt korte, galgenhumoristiske fortællinger som ”Første jul uden mor” til stemningsmæssigt mere sammensatte fortællinger som ”Kryb” eller ”Hvide piger i lygternes skær”, der tydeligvis har inspireret bogens titel.

Som sådan er der ikke tale om nogen rød tråd i samlingen, og der synes vel nærmest at være en pointe i det store spænd i udtryk, som Langstrup udfolder. Ikke desto mindre er der en gennemgående fornemmelse af hverdagslivets nærvær i novellerne. Langstrups historier udspiller sig i mit og dit dagligliv, helt tæt på familie, arbejde, sure pligter og trummerum. Han skriver om skilsmisser, Apple-TV, indholdet i køleskabet og ventetid i Københavns metro. Det ordinære bliver Langstrups vej til gyset, idet han med få, simple greb får transformeret det velkendte om til livstruende og horrible optrin.

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019

Det overnaturlige tematiseres ikke nævneværdigt i historierne, selvom flere af novellerne synes drevet af en form for dæmonisk agens, der manipulerer med vores hverdag. Hovedskurken er imidlertid dybest set os selv – alle os helt ordinære mennesker, der går og skjuler lyster og behov, som pludselig får lov at udfolde sig på andres bekostning. På det punkt adskiller Langstrups fiktion sig også fra en hel del andre forfatteres udgivelser på den hjemlige skrækscene, hvor det overnaturlige og glæden ved ”monstergyset” er en hel del mere udtalt.

En af forklaringerne på Langstrups popularitet er vel også netop, at selvom hans gys er voldsomme og blodige, så udfordrer de kun i ringe grad det, som man kan kalde realismen. Hans historier er udtalt ”u-magiske” eller slet og ret prosaiske i kraft af deres hverdagsforankring, og præcis det træk ved novellerne er jeg meget begejstret for. Det legende og spændende skal her ikke findes i konstruktionen af nye metafysiske koncepter eller forsøg på genfortolkning af velkendte monsterfigurer, men i stedet i hverdagslivets små og store oplevelser. I sig selv er dette naturligvis ikke noget nyt, men Langstrups præcise blik ind i normal-Danmark anno i dag skaber en høj grad af sympatis genkendelighed i novellerne.

Der er noget kærkomment jordnært over historierne, som går et helt andet sted hen end eksempelvis den gotikbegejstrede undergrund af skrækforfattere. Langstrup ser dagligdagen i øjnene og er ikke bange for at beskrive det banale, hvilket jeg har stor respekt for. Måske netop derfor skiller førnævnte ”Hvide piger i lygternes skær” sig også negativt ud som triviel og uvedkommende. Handlingen er henlagt til efteråret 1918 og fremstår som et livløst og uenergisk forsøg på historieformidling. Den gejst, der driver resten af novellerne, er fraværende her, og i stedet får vi et stykke lettere diffust kostumedrama, der ikke står mål med resten af samlingen.

Steen Langstrup (født 3. september 1968)

Trods det sympatiske i Langstrups litterære modus, der gør fortællingerne til små hverdagsportrætter, og Langstrups sprog, der formidles, som vi rent faktisk taler og tænker, er bogen en næsten chokerende uambitiøs og banal samling noveller. Langstrups opfattelse af gys eller ”horror” er så bedaget og ureflekteret, at jeg er en smule forbløffet over, at nogen stadig skriver sådan til voksne. Historierne hører stilistisk en helt anden tid til; bogens noveller er gys, der holder sig for ører og øjne og lader som om, at tiden har stået stille de sidste 30 år eller mere. Det er de samme gamle troper, som Langstrup udfolder, og hver eneste novelle holder krampagtigt fast i at slutte med et ”overraskende” twist – en rask kovending, som skal forbløffe læseren med sin grumme afsløring. Sagen er bare den, at ingen lader sig overraske af den slags; Langstrup har i hvert fald ikke opfundet nogen nye, overbevisende finurligheder, som berettiger et så bedaget greb ned genrens kasse med udrangeret værktøj. Det virker næsten naivt, at Langstrup insisterer på at mene, at gyset for alvor skal findes eller lever i de sidste to tre linjer. Hvorfor denne skabelontænkning? Hvorfor dette misforståede forsøg på at være overraskende? Er vi ikke for lænbsgt rykket vider?

Mestrene udi dette ”twist” var uden tvivl Robert Bloch og Roald Dahl, hvilket fortæller lidt om, hvor vi kronologisk skal søge hen for at finde en tid, hvor det var spændende at skrive sådan. Hos Langstrup bliver det mest af alt en træt og anakronistisk fortælleform, som måske bedst har overlevet i gys skrevet til børn. Børn og helt unge er imidlertid næppe målgruppen taget novellernes relativt konsekvente erotiske element i betragtning.

Samlingens danske vinkel iscenesat dramatisk på Steen Langstrups blog

Langstrups seneste novellesamling fremstår som en ret uskyldig samling nostalgiske gys, skrevet helt upåvirket af de forandringer, genren har gennemlevet siden begyndelsen af 90’erne. Det bringer mig til et andet punkt. For hvad skal man egentlig forvente sig af sin skræklitteratur? Hvad er god litteratur? For mig at se falder en samling som denne igennem, fordi novellerne – trods Langstrups fine håndtering af hverdagen – er skrevet på fordringsløs autopilot. Det er så ordinært og uopfindsomt, at jeg har svært ved at tage teksterne alvorlige. En historie som ”Aben smiler”, hvor en mystisk abebamse hjemsøger en lejlighed og flytter sig, når lejlighedens ejer ikke er til stede, er så klichéfyldt, at det næsten bliver grinagtigt. En anden fortælling, ”Metro”, bliver kun dummere af stædigt at forsøge sig med et twist og sin trætte skildring af en voldtægt. Jeg spørger mig derfor igen, hvem Langstrups publikum egentlig er?

Jeg er ganske paradoksalt nok fuldstændig sikker på, at alle, der ikke læser skrækfiktion normalt, vil opleve I Lygternes Skær som en novellesamling, præcis som de forventer at finde den. Den er indbegrebet af klichéen om en gyserantologi og lever af sine knæfald til det forventede med stor og loyal andagt. Intet bliver udfordret, intet bliver nytænkt. Den nye læser vil dermed få sine forhåbninger indfriet, hvilket jo sådan set er godt. Eller er det? For mig er samlingen et billede på en stille, stagneret død. Det er stivnet kreativitet og spildte kræfter. Ingen har brug for denne bog, fordi den intet nyt bringer med sig. Hverken i indhold eller på et æstetisk plan formår historierne at føre sine læsere ud af en verden, som er fortalt alt, alt for mange gange før. Man kan være af den gamle skole på den gode og den uinteressante måde; Langstrup hører her afgjort til sidstnævnte gruppe.

Det er ganske enkelt for let og for uforpligtende. Der skal mere til, vil jeg mene, hvis man vil sende en seriøs novellesamling på gaden i dag, der skal kunne tages alvorligt som andet end genretomgang til de læsere, som sværmer for retro-udgivelser som denne. Det ligger et stort potentiale i Langstrups afsæt i hverdagen, men det får han ikke forløst her. Desværre.

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Thomas Tessier, The Nightwalker (1979): Ulven i os alle

Paperback, Pan Books 1980. forsiden er malet af Chris Moore

I 1979 udsendte amerikanske Thomas Tessier en lille roman, der dykker ned i et af hans generations store traumer, nemlig Vietnamkrigens indvirkning både på de unge, der blev sendt afsted, og de unge, der blev tilbage. Selve Vietnamkrigen er blevet beskrevet skønlitterært ganske mange gange, det samme gør sig gældende for livet som hjemvendt veteran, men der er alligevel ikke ret mange bøger, der ligner Tessiers The Nightwalker.

På overfladen synes romanen rørende enkel, ja man kan endda sige banal, men graver man i teksten, står det klart, at letheden er bedragerisk. Tessier har indlagt et antal komplekse spørgsmål i fortællingen, som gør den værd at læse flere gange. Men først til handlingen.

Thomas Tessier (født 10. maj 1947)

Vietnamveteranen Bobby Ives driver omkring i London med en smule penge på lommen. Han bruger dagene på druk og ingenting. Han plages af migræne og depressive tendenser; alt sammen symptomer på det vi må opfatte som posttraumatisk stress. Rodløs og modløs giver livet ikke rigtigt mening for ham længere, men heldigvis har han mødt den unge Annie, der tager sig af ham. De er kærester, men Bobby har problemer med at åbne sig for hende, og der hænger derfor alvorlige skygger over deres forhold, selvom de i virkeligheden er meget glade for hinanden.

Alt det tager en uventet drejning, da Bobby og Annie en regnvejrsdag går en tur i byen sammen. De går og snakker, men pludselig ligger Annie død foran en bus. Bobby er overbevist om, at det var ham, der skubbede Annie ud på vejen, men alle andre omkring ham synes at opleve det som en ulykke. Hvad er realitet og hvad er fantasi?

Hardcover, Macmillan 1979. Romanens første udgave

Her begynder Bobbys deroute for alvor, for med Annies død opdager han en lyst til at påføre sin omverden smerte. Han bliver besat af tanken om andres blod, og dermed åbner han buret ind til et indre dyr, der gradvist overtager ham helt. Men kun gradvist, for han finder hurtigt en ny kæreste; en ung punker, der lever på gaden. De indleder et sadistisk forhold, hvor Bobby er herren og hun hans lydige slave. Kønt er det ikke, men det holder Bobbys morderiske tendenser stangen for en tid.

Med The Nightwalker kobler Thomas Tessier idéen om den psykisk nedbrudte veteran sammen med varulvemyten. Bobby er fremmedgjort fra sig selv og sin omverden på alle tænkelige måder, og netop som det lykkes for Annie at få ham til at åbne sig op, så dør hun belejligt. Bobby har dermed intet andet tilbage i London end sine egne tanker og følelser. Det kaster ham i favnen på et totalt sammenbrud, som Tessier elegant beskriver med en dobbelthed, der er ekstremt dragende.

Hardcover, Atheneum 1980

På den ene side er vi inde i Bobbys tanker og hører om hans langsomme forvandling fra menneske til varulv, men på den anden side får vi også stemmer udefra, der antyder, at Bobby og Bobbys oplevelser måske ikke er det mest troværdige. De blodige drab, som Bobby begår i løbet af bogen, er imidlertid en realitet, og den virkelighed indhenter ham selvfølgelig til sidst.

Det er ikke let at gøre noget nyt med varulvefiguren uden at foretage en total omfortolkningen af myten. Det gør Tessier heller ikke; i stedet vælger han at gå til idéen metaforisk, og han gør det, som sagt, med en dobbelthed, som sikrer, at vi aldrig fuldstændig kan afvise, at han rent faktisk gennemgår denne transformation. Der er litterær indsigt bag Tessiers disposition, og hans roman ligner vores hjemlige, nærmest samtidige Ulvetid i sit komplekse greb om varulven som sindbillede på en psykisk sindstilstand.

Paperback, Signet 1981

Går man lidt dybere ind i varulvefiguren hos Tessier, er det klart, at hans hovedperson er et ødelagt individ, som har brug for hjælp. Krigen er tydeligvis det, der har skubbet Bobby ud over kanten, og London er blevet et surrogat for den fjerne jungle, han kæmpede i. Det er ikke for ingenting, at varulven indtager en særlig plads i den freudianske tænkning som ufrivillig manifestation af indestængte følelser, der ikke lader sig holde indespærret. I sig selv er billedet af veteranen, der ikke magter at lægge kampen fra sig, da heller ikke noget nyt, men ser vi på Tessiers bog Finishing Touches fra 1986, er det klart, at der også er andre tematikker her, som har en særlig betydning for ham i sit forfattervirke.

I Finishing Touches er det igen den rodløse amerikaner i London, som er i centrum. Også her må hovedpersonen ind i galskabens labyrint, og der er således klare paralleller de to romaner igennem. De deler et blik på hjemløsheden og isolationen, der givetvis helt eller delvist er erfaringer, som Tessier selv oplevede, da han studerede og levede i Dublin og London i en årrække.

Paperback, Berkley Books 1989

Fælles for de to romaner er det også, at de rejser fundamentale spørgsmål omkring det at forstå og erkende ens medmennesker. Den smerte, følelse af tomhed og isolation, som vi kan bære rundt på indvendig, manifesterer sig ikke umiddelbart i det ydre; men så gør den det alligevel, hvis tingene sættes på spidsen. Bobby som varulv er sådan en manifestation, og den dødspornografi, der beskrives i Finishing Touches, er det samme. I begge romaner ser vi også samme udtalte fokus på den kropslige transformation som den sjælelige lidelses spejl. I The Nightwalker forsøger Bobby at kontrollere sin krop gennem overdreven brug af helsemidler og druk, mens hovedpersonen i Finishing Touches drukner sig i sex.

Der er ikke nogen tvivl om, at Thomas Tessier er en begavet forfatter og en mand, hvis romaner stort set altid rammer rent hos mig. Der er en dybde i teksterne, som gør dem fascinerende at arbejde videre med, men samtidig er han oprigtigt interesseret i genrefiktionens troper og virkemidler. Desværre er Tessier en af de oversete skrækforfattere, hvis kyniske kulde og menneskefjendske perspektiver har holdt ham på sikker afstand af bestsellerlisternes øvre lag, hvor langt mere varme og venlige former for gys har floreret. Det er en skam, for Tessier har utrolig meget at byde på, og jeg håber, han en dag får den anerkendelse han fortjener.

Paperback, Leisure Books 2008

Hardcover, Centipede Press 2012

Ebog, Endeavour Press 2016

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lidt okkult reklame… igen

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Jeg tillader mig lige en lille reklame. Min roman Thelema fik heldigvis en rigtig fin lektørudtalelse, som nu er tikket ind hos forlaget. Jeg var ret spændt på modtagelsen; bogen er ikke helt ligetil og næppe alles kop the, men lektøren er med på idéen, hvilket er fantastisk. Udtalelsen begynder med ordene: ”Velskrevet, voldsom og uhyggelig roman om magiske kræfter…” Det siger næsten alt. Min udgiver Henrik Harksen bringer lidt mere fra udtalelsen på forlagets blog, så sving forbi siden og læs lidt mere der.

Romanen er et forsøg på et seriøst livtag med okkulte forestillinger. Modsat så meget andet skrækfiktion, så følger romanen de magiske forestillinger indefra – vi er altså inde i hovedet på de praktiserende okkultister, som ikke er reduceret til ansigtsløse skurke, der betragtes udefra af hovedpersonen. Bogen handler om idéer og hovedpersonens behov for at åbne sig mod noget større. Det handler om forskydninger af virkelighedsopfattelsen, og de afveje, som vi kan komme til at bevæge os ud på i situationer, hvor det hele kan synes sort og håbløst. Typisk horror er det ikke, men Thelema dykker bestemt ned i foruroligende terræn, som jeg ikke tror mange herhjemme har skrevet om før.

Med andre ord, kast et blik på bogen, hvis du har en svaghed for det okkulte og esoteriske hemmeligheder.

Bogen kan erhverves her.

Vi ses desværre først igen i næste uge.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Anders Jørgen Mogensen, Mistelten87 (2017): Flimrende, sjælelig gru

Paperback, Escho 2017

Anders Jørgen Mogensens roman Mistelten87 fra 2017 kan ikke kaldes genrefiktion, hvilket jo egentlig er den fiktion, jeg skriver om på bloggen her. Ikke desto mindre er den særdeles relevant at trække ind, fordi romanen gør præcis det, som al god skrækfiktion tilstræber. Den bevæger sig ind i et dybt personligt univers og med sit særlige fokus, æstetiserer bogen grumme og ubehagelige. Mogensens roman er dermed et strejflys ind over et sønderslået psykologisk landskab, der skildres ud fra hovedpersonens ulykkelige ståsted i livet.

Handlingen er vanskelig at beskrive, fordi den hverken er entydig eller lineær. En mand flygter hjem til sine forældre med sit relativt lille barn. Han er på flugt fra barnets mor, men formentlig mest af alt på flugt fra fortiden, sig selv og parrets fælles historie. Mere konkret kan man næsten ikke blive omkring bogens historie, der udfolder sig som en kakofonisk strøm af scener og figurer, der toner ind og ud i teksten. Der er parrets aborterede barn, som de mistede, før de fik det barn, hovedpersonen nu er flygtet med. Der er barnets mor, der er den ypperstepræsten Ahuiztotl og heksen Tanit.

Som en rablende febervildelse vælter hovedpersonen igennem det ene møde efter det andet, snart er han i fortiden; i livet med kæresten eller i barndommen, snart er han i helt andre tider og rum, hvor han iagttager sit liv udefra, som en skuespiller, der skal tilegne sig en rolle.

Paperback, Escho 2017

Fælles for alt dette er den hjerteskærende desperation, der som en klam omfavnelse griber læseren og gennemsyrer hver evig eneste sætning. Tekstens skildring af et menneske, der har ondt i sjælen, søger derfor konstant til destruktive og ikke mindst selvdestruktive tankebaner, som skaber en stemning af psykologisk gru. Der er scener fyldt med afmagt og vold, scener med kold rædsel og selvlede, og samtidig er der groteske passager, som kun kan beskrives som humoristiske.

Bogens titel, Mistelten87, er et gammelt kodeord til hovedpersonens computer. Bogen bliver på den led et kodeord, der giver os adgang til et sind, et sjæleliv, som står kollapset faretruende nær. Det er tumultarisk læsning, præcis som drømme og tanker er tumultariske. Romanen beskriver et forløb, men det er ikke som sådan ikke nogen fremdrift, er den udført som en række koncentriske cirklers bevægelser. Vi kommer ingen steder i teksten, vi flytter os ikke, men alligevel forandrer prosaen sig omkring os og efter endt læsning er hovedpersonen blevet et nært bekendtskab, hvis indre monolog tager tid at fordøje.

Trods sin komplekse fremstillingsform kan man ikke sige, at Mogensens roman er decideret eksperimenterende. Den leger med formsproget og inkluderer endda en tegnet passage, men grundlæggende ligner bogens udtryk en del andet nyere dansk litteratur, hvis pågående tale- og tankestrøm skaber en helt særlig manisk intensitet. Sprogligt er Mistelten87 imidlertid ganske spændende, fordi forfatterens ordstrøm er fyldt med fantastiske små sprogperler, som ”Hans læber ligner kongerækken” eller ”Hendes hale pisker mod min næsetip, så jeg må springe for ikke at blive ramt, og da hun balancerer på sine forben i et usselt forsøg på at gøre grin med, at jeg, et lille usselt menneske, går på mine bagben, blotter hun sin store væskende løvindekusse, der mest alt ligner et kalejdoskop af kød ” (s. 122). Der er med andre ord stor lyrisk potens bag de ofte forførerisk simple sætninger.

Anders Jørgen Mogensen (født 1980)

Skulle jeg have en anke mod Mistelten87 må det være, at Anders Jørgen Mogensen driver sin tekst for vidt. Han anstrenger teksten ved at fylde for meget på. Der fører til gentagelser – ord som korpus og kalejdoskopisk går alt for hyppigt igen, fordi Mogensen overskrider den sproglige grænse for sit projekt. Romanen burde være kortere, for så havde visionen stået rent og krystalklart. Sådan er det desværre ikke, men det forandrer ikke noget ved forfatterens evne til at lege raffineret og betagende med sproget.

Der er rigtig meget godt at sige om Anders Jørgen Mogensens Mistelten87, og jeg vil ønske, at vores hjemlige genrefiktion kunne tage ved lære af en bog som denne. Dens kerne af gru og ubehag står stærkt, stærkere end mangt en såkaldt ”horrorroman”, men selve gyset er ikke romanens anliggende – i hvert fald ikke i gængs forstand. I stedet leverer Mogensen et sprogligt kompromisløst værk, der indfanger os med sin rytme og lyrik. Det er ikke handlingen eller plottet, som driver værket her, men egentlig poetisk skrivekunst.

Mogensen skriver i begyndelsen af bogen, næsten lidt krukket, at han under arbejdet med romanen opdagede, at han slet ikke er forfatter. Det kan meget vel være, at han ikke føler sig som forfatter, men i min optik er han meget mere forfatter end langt hovedparten af de fortælleglade mennesker, der befolker genrelitteraturens verden med spændingsfiktion om spøgelser, vampyrer og forsvundne folkemindesamlere.

Et opslag fra den tegnede del af romanen

Kun alt for få bevæger sig ud i en egentlig krævende prosa, der forlanger noget af sin læser. Det er en moderne, pågående tekst, der hører samtiden til. En tekst, der ikke sværmer for bedagede udtryk, som hører hjemme i en verden af i går, men i stedet stålsat indtager nuet i nuets toner.

Du kommer på arbejde i selskab med Mistelten87, og det er fantastisk at møde en roman, som dykker ned i følelserne skyggeland uden sikkerhedsnet eller redningskranse til læseren. I stedet overlades vi til et komprimeret, enigmatisk stykke fiktion, som yder præcis den type modstand, der gør bogen til egentlig kunst. Jeg siger ikke, at Mogensens roman er en model til efterligning, men hans vision er en lektion udi det, som skrækfiktionen kan, når den får lov at udfolde sig sprogligt uden hele det vanlige, trivielle apparatet af stemningsopbygning og plotafvikling. Noget, der langt hen ad vejen sikrer, at hovedparten af alt gys aldrig vil kunne blive regnet som andet og mere end underholdning.

Mistelten87 er ikke underholdende. Den er stedvist morsom, men mest af alt er den en blodig hudafskrabning på bevidstheden, der svier og skaber ubehag. Men den vækker også medfølelse og sympati, fordi vi genkender os selv i hovedpersonens vildnis. Præcis det gør bogen lige så relevant, som den er ubehagelig. Det afkræver respekt. Godt gået hr. Mogensen.

2 kommentarer

Filed under Roman

Cormac McCarthy, The Road (2006): Hist, hvor vejen slår en bugt

Hardcover, Turtleback Books 2007

I forbindelse med færdiggørelsen af et bogprojekt har jeg lige genlæst Cormac McCarthys helt og aldeles fremragende roman The Road fra 2006; en bog, der typisk beskrives med den lidt uheldige genrebetegnelse ”post-apokalyptisk”. Romanen blev, som bekendt, en bestseller, der har gået sin sejrsgang godt hjulpet på vej af en filmatisering. Jeg klapper da også i hænderne over den succes, for McCarthy fortjener at blive læst og diskuteret af så mange som muligt. I indlægget her skal jeg ikke kede jer med alt for meget om det grundlæggende i romanen. Jeg er helt sikkert på, at I alle har læst bogen og elsker den.

Jeg sætter personligt stor pris på den ekstreme sproglige disciplin i McCarthys forfatterskab, ikke mindst som han udfolder den i The Road. Grundlæggende indfælder han sig i den realistiske, amerikanske tradition, der mere eller mindre har holdt sig uforandret siden Hemingway. Det vil sige en enkel eller nedbarberet prosa, som ikke finder sin virkning i metaforiske konstruktioner og detaljerede stemningsbeskrivelser, men i stedet går i den stik modsatte retning. Hos McCarthy, eksempelvis, bliver teksten strammet ind til et absolut minimum, og hovedpersonernes verden beskrives med en ordknap nøjagtighed, der giver sætningerne karakter af pulsslag, som roligt, men taktfast, registres af læseren.

Cormac McCarthy (født 20. juli 1933)

Ordene hos McCarthy vinder dermed betydning og lyrisk kraft, fordi der er så få af dem, og vi ved, at de ord, der står tilbage, er ladet med en mening, som en mere ordrig forfatter ikke nødvendigvis behøver investere i sin sætningsopbygning. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at en roman som The Road er fyldt med betydninger og skrevet ud fra noget, som man kunne kalde det usagtes æstetik. Ordene er selvfølgelig nødvendige for bogen eksistens, men de er også nødvendige for også at kunne undlade ord. Man kan sige, at McCarthy siger præcis så meget eller lidt, at han skaber en langt større usagt fortælling, end det konkrete bogværk vi sidder med.

Der er skam også vinkler og betydninger nok at grave frem i The Road, nogle mere oplagte end andre. Det psykologiske portræt af den syge far, forholdet mellem far og søn, drengens verdensbillede og så fremdeles, er emner, der allerede nu er blevet diskuteret ganske meget. Jeg har da heller ikke så meget konkret at sige om præcis de spørgsmål. Der er imidlertid en større diskussion om McCarthys forfatterskab, som er ekstremt interessant og vigtig for forståelsen af The Road og hans værker generelt.

Hardcover, Picador 2006. Romanens 1. udgave

Det handler om religionens rolle i en bog som The Road. Emnet er blevet diskuteret heftigt, senest meget interessant af Manuel Broncano i den anbefalelsesværdige Religion in Cormac McCarthy’s Fiction: Apocryphal Borderlands fra 2016.

Den katolsk opdragede McCarthy har på den ene side selv flere gange afvist religion og taget et klassisk ateistisk standpunkt, der siger, at tro eller religion er et surrogat eller en kollektiv løgn, der tillader os at glemme verdens ubehageligheder. På den anden side er The Road, for nu at holde os til den, gennemsyret af fundamentalt kristne motiver, der styrer teksten fra ende til anden. Pilgrimsmotivet gennemtrænger alt, og faren indtager pladsen som dogmatisk lærer, der viderebringer bibeltekst til sønnen.

Hardcover, Alfed A. Knoph 2006

Den paulinske idé om at være i verden, men ikke af verden, og Johannes åbenbaringens sondring mellem folket af denne verden og de troende, som har hjemme i det hinsides, hamres igennem på alle bogens sider, hvor far og søn, som pilgrimme i udlændighed, vandrer igennem en verden, der ikke er deres. ”Are we the good guys?”, lyder spørgsmålet igen og igen fra sønnen, og faren tvivler, men svarer ja, for de er ikke del af den kannibalistiske virkelighed omkring dem. Drengen og farens verden er vejen, der fører mod Paradis, og de har ikke fred, før de har nået deres mål.

Pilgrimsmotivet trækkes endda helt ind i bogens afslutning. Faren dør på landevejen, mens sønnen indlemmes i et nyt fællesskab, der er undervejs mod samme mål. De er ikke konkret på vejen længere, men metaforisk er de også hjemløse, der i deres ansigtssved arbejder i vildmarken, mens de venter på, at portene til Det Ny Jerusalem åbner sig for dem for enden af vejen.

Paperback, Vintage Books 2007

Sådan kan man blive ved. Det interessante ved alt dette er imidlertid den paradoksale relation mellem forfatter og tekst, som inviterer til overvejelse og nærmere grubleri. Tager vi McCarthys ateistiske standpunkt for pålydende, bliver farens og drengens fortælling en ekstremt nedslående, nihilistisk fortælling om en løgn, der holder dem gående i en ødelagt verden uden lyspunkter. Men helt så enkelt er det ikke, for jagten på det forjættede land er jo netop det, der holder dem i live; det giver dem håb og kraft. Uanset om fortællingen, de tror på, er sand eller falsk, har troen altså en betydning for dem. En betydning, der synes at gå stik imod McCarthys eget udsagn om religionen som hæmmende blændværk.

Når han gang på gang opsøger disse soteriologiske perspektiver i sin fiktion, må man spørge sig, om McCarthy er helt ærlig i sine udtalelser om religion. Måske spiller den en større rolle hos ham? Det er naturligvis et personligt anliggende for ham; det spændende er imidlertid den vifte af mulige fortolkninger, der opstår i spændet mellem total håbløshed og stålsat tro på, at der kommer en bedre verden. Uanset hvad McCarthy selv måtte føle og tænke, betyder alt dette i virkeligheden, at han sætter sin læser fri på landevejen til selv at spørge sig, hvad forholdet er mellem nuet og det der kommer i fremtiden.

Paperback, Picador 2007

Det, McCarthy dermed gør, er at udstyre sin læser (barnet/drengen) med en krykke i form af den kristne mytologi og så spørger, om han/hun ville se sig i stand til at kaste denne krykke fra sig i ekstrem nød som sult og hjemløs fattigdom. Han adresserer dermed også grundlæggende problematikker omkring religionen og når derved, ad omveje, tilbage til noget, der ikke så meget er en ateistisk kritik, men mere en nøgtern beskrivelse af det udsatte menneskes behov håb, uanset hvad kilden til dette håb måtte være. Er det så godt eller skidt? Blændværk eller overlevelsesdrift? Ja, diskussionen fortsætter, men her må jeg hellere stoppe.

På genhør

Martin

Paperback, Picador 2009

Paperback, vintage books 2009

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Thomas Ligotti, Songs of a Dead Dreamer (1985): Eksperimenternes dystre konge

Paperback, Penguin books 2015. Frosidens billede er malet af Chris Mars

Der sker spændende ting bag kulisser på Fra Sortsand i disse dage, og det har inspireret mig til at hive Thomas Ligotti frem. Det vil I nok snart få mere at vide om. det bliver vildt, det bliver spændende!

Bredt sagt kan man konstatere, at skrækgenren i vidt omfang er en ganske konservativ litteratur, der ofte søger bagud i stedet for at se ind i det, der rører sig, litterært, i samtiden. Det kan der være flere grunde til, men resultatet er, at man sjældent møder egentlig eksperimenterende skræklitteratur. Sådan var det i hvert fald ind til, verden for alvor fik øjnene op for Thomas Ligotti, der debuterede med novellesamlingen Songs of a Dead Dreamer i 1985.

Ligotti havde allerede skabt sig et navn i smalle genrekredse, takket være sine noveller i en række af de førende litterære genremagasiner i begyndelsen af 80’erne. Hans noveller var imidlertid ikke alles kop the, og man behøver eksempelvis bare se læserbreve i et fanzine som Dagon, der bragte Ligotti-noveller, for at konstatere, den foragt nogle genrefans følte, og fortsat føler, for Ligottis fiktion.

Paperback, Penguin books 2015

Songs of a Dead Dreamer rummer en del af disse tidlige udgivelser, og læser man bogen fra ende til anden, er det også klart, hvorfor Ligotti satte og sætter sine læsere på en prøve. Hans ordrige stil er tung og fabulerende, plot og struktur er sekundære størrelser i forhold til stemning og dannelsen af metaforiske konstruktioner. Ordbilleder er teksternes egentlige omdrejningspunkt, og de står som store skulpturer midt i fortællingerne anbragt som kunstværker, læseren kan studere og meditere over.

Ligotti er dermed alt andet end ordinær, men omvendt må man også hæfte sig ved Ligottis slægtskab med den tidlige Ramsey Campbells noveller. Campbell skrev endda forordet til anden udgave af Songs of a Dead Dreamer, hvorved en æstetisk fakkel blev rakt videre fra den ene pioner til anden. Forbindelserne mellem de to er mange, men hvor Campbells eksperimenter og fragmentariske stil var helt og aldeles kompromisløs, ligger der en traditionalist gemt bag Ligottis prosa.

Thomas Ligotti (født 9. juli 1953)

Ligotti er tilgængelig på en anden måde, og en rost og berømt novelle som ”The Frolic”, der stort set er konstrueret som dialog mellem mand og kone, rummer i sin kerne ganske mange af de seriemorderklichéer, som Thomas Harris formulerede i Red Dragon. Læseren er dermed, trods sprogets flamboyante røgslør, på vant grund. Det er da formentlig også kombinationen af et ekstremt billedstærkt sprog og et dybest set ganske traditionelt udgangspunkt for fortællingerne, der har skabt Ligottis berømmelse og gjort ham til den måske mest feterede (og)intellektuelle nulevende skrækforfatter.

At kalde Thomas Ligotti en skrækforfatter er imidlertid en indsnævring af hans litterære projekt, og dybest set forfejlet, fordi Ligottis fiktion sjældent forsøger at være uhyggelig. Teksterne er foruroligende og ubehagelige, de er fremmedgørende og bizarre, men gys er der kun lidt af. I stedet er det de store ideer, som fylder hos Ligotti. I sine historier udfolder han stort set altid variationer over en grundlæggende eksistentiel angst og et mentalt sammenbrud.

Paperback, Silver Scarab Press 1985. Samlingens 1. udgave – en bog, der nu må regnes blandt den moderne skrækfiktions dyreste samlerobjekter

Langt de fleste historier i Songs of a Dead Dreamer er formuleret med en jegfortæller, der taler i en præsensform. Vi stiger således ind i en bevidsthedsstrøm, der typisk bevæger sig med lynfart mod afgrunden. Gang på gang kommer vi ind i hovedet på skæve eksistenser eller eksistenser, der er på vej ud i skæve virkeligheder. Miljøerne er som oftest også navnløse bylandskaber eller hæslige forstæder, der ligger smuldrende i et gotisk tusmørkeland.

De første noveller i bogen, som førnævnte ”The Frolic” eller ”Alice’s Last Adventure”, er beretninger, hvor det surreale og groteske sniger sig ind på det ordinære og transformere det til mareridtsagtige situationer. I sidstnævnte eksempel falder grænsen mellem en forfatters fiktion og virkeligheden gradvist sammen og skaber til sidst en helt ny realitet.

Paperback, Robinson 1989

Som vi kommer frem gennem samlingen, sker der imidlertid et skifte. Historierne bliver gradvist mere fabulerende og ændrer fokus fra det tydeligvis moderne til mere tidløse eller endda historiske miljøer. ”Masquerade of a Dead Sword: A Tragedie” er et livtag med Edgar Allan Poes ”The Masque of the Red Death”, mens ”The Sect of the Idiot” er en indstigning i H. P. Lovecrafts forfatterskab. I begge tilfælde forlader teksten realismen og flytter sin handling ind i et surrealistisk, eventyrligt univers, hvor det groteske kan manifestere sig helt uden hensyn til det plausible og genkendelige. Poetisk bliver Ligotti her stærkest, og som bogens noveller skifter form, bliver Ligottis vision også mere og mere klar.

Thomas Ligottis bærende billede er det fortabte menneske, der står ensomt i et altopslugende bymiljø og lever i arkitekturens kvælende skygge. Selvom Songs of a Dead Dreamer er en novellesamling, bidrager alle historierne til konstruktionen af dette billede og føjer alle til en bestemt oplevelse af isolation, der giver bogen et forbløffende helstøbt hele.

Hardcover, Carroll & Graf 1990

Ikke desto mindre gør Ligotti også krumspring, som i de to tekster der handler om at skrive skrækfiktion. Begge er små stykker prosa, der under påskud af at ville diskutere skriveteknik, faktisk formulerer historier. Faglitteraturen bliver her en metafiktion, der gør skarpe genreiagttagelser, samtidig med at det lykkes for Ligotti at omdanne sin fagprosa til egentlige fortællinger. Der er noget drilsk over disse bidrag til bogen, og man genfinder dette lettere, underspillede humoristiske i flere af Ligottis noveller. Det sorte og dystre sammenstilles således løbende med det groteske og galgenhumoristiske.

Thomas Ligottis popularitet og anerkendelsen af hans værker har været langsom, men i dag er Ligotti blevet et uomgængeligt referencepunkt i genrelitteraturen. Ligottis debutbog viste dermed vejen for en eksperimenterede genrelitteratur, der konsekvent fravælger alle de uskrevne regler, som normalt definerer fiktion og især skrækfiktion. Som sådan kan der være vanskeligt at forstå Ligottis værker, og som allerede nævnt, er det ikke plot og handling, der er det bærende her.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Dermed er det heller ikke fordi, der ligger store pointer gemt bag Ligottis fiktion. I stedet er der en følelsesmæssig appel i novellerne, og præcis dette er blevet en væsentlig inspirationskilde for mange, der har taget Ligottis fiktion til sig, og Ligotti er i den grad blevet genstand for plagiater og efterligninger blandt verdens håbefulde genreforfattere, der gerne vil anerkendes som intellektuelle kunstnere.

Skal man pege på et enkelt værk, der har sat retningslinjerne for gyset som avantgarde, må det derfor være Songs of a Dead Dreamer, der trods sine efterhånden 30 år på bagen står præcis lige så stærk, foruroligende, fængende og lunefuld som på udgivelsestidspunktet. Ligottis stil og eksperimenter er blevet mere modne og konceptuelt entydige senere, men de har aldrig overgået debutsamlingens chokerende radikalitet, hvormed bogen har indskrevet sig som hovedværk i den moderne skrækfiktion.

Hardcover, Subterranean Press 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling