Tag Archives: Psykologisk horror

Okkult reklame: Thelema til jul

 

Thelemas forside, som den ser ud i skrivende stund.

Det er tid til en lille reklamepause.

Så er min anden roman, Thelema, på trapperne. Forsiden er næsten på plads, og den foreløbige udgave kan du se her. Bogen er en okkult nedtur i magiens verden, og en leg med metafysik, kunst og følelser. Rigtig skrækfiktion er det ikke, men dyster er romanen absolut, og forhåbentlig vil dens univers kunne fascinere andre lige så meget, som jeg selv er fascineret af den slags okkulte fantasier, der udfolder sig her.

Min forlægger Henrik Sandbeck Harksen har komponeret denne lille bagsidetekst, som fanger handlingens skelet ganske godt:

Kunstneren Konrad møder de mystiske og dragende kvinder, Mia og Suzanna, og han føres ind i en verden, hvor seksualitet og mørk magi forenes. Snart er han medlem af en makaber kult med en guru, som bestemmer over liv og død.

Konrad bor i København og har mistet sin kæreste Rebecca. Han er dybt ulykkelig. Et tilfældigt møde på en galleriudstilling af hans seneste kunstværker får ham i kontakt med nye sider af sin kreativitet og seksualitet. Under kvindernes kyndige behandling anes snart omridset af en anden verden. Vejen ind til den verden går gennem en hemmelighedsfuld kult med en karismatisk leder. Det er en kult med Ypperstepræstinder, Magikere og Døden. Lederen er farlig, men han ved noget om Konrads særlige evner.

Alt imens Rebecca kalder på Konrad fra det hinsides. Kalder hun fra Thelema?

Det var en ganske drænende bog at skrive, så det er fantastisk, at jeg endelig kan sidde med den i anden halvdel af december, hvor den gerne skulle udkomme. Hold øje med den, hvis det her har fanget dig!

På snarligt gensyn

Martin

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Robert Aickman, The Wine-Dark Sea (1988): Et skræmmende godt udvalg

Paperback, Mandarin Press 1988. Christopher Brown har malet forsiden

Robert Aickmans relativt lille skønlitterære produktion hører til blandt nogle af de vigtigste eksempler på moderne skrækfiktion. Målt i salgstal kan Aickman næppe regnes blandt bestsellerne, og han er af flere blevet karakteriseret som spøgelseslitteraturens bedst skjulte hemmelighed. Sådan er det nok ikke helt længere, men Aickmans status som en såkaldt forfatternes forfatter er aldrig forsvundet. Man behøver heller ikke læse ret mange af hans noveller for at kunne konstatere, at der er langt fra populærkulturens horror til Aickmans sofistikerede, litterære prosa.

Forfatterskabets uforlignelige kvaliteter kan man få et indtryk af i antologien The Wine-Dark Sea fra 1988, der samler et udpluk af noveller fra hele forfatterskabet, som strakte sig fra 1950’ernes begyndelse og små tyve år frem. I løbet af den tid udsendte Aickman en lille buket novellesamlinger, der alle karakteriseres ved ganske lange historier, som på en eller anden måde afviger fra dét, vi forventer af en klassisk spøgelsesfortælling – ja som oftest er der slet ikke noget spøgelse i historien til trods for, at spøgelsesfortælling rent faktisk er et rammende ord for Aickmans hjemsøgte prosa. Efter den første novellesamling begyndte Aickman selv at kalde sine noveller for ”strange tales”, og det er nok også i virkeligheden langt mere dækkende for det landskab, som hans noveller opererer i.

Paperback, Mandarin Press 1988

Hos Aickman flyder tonstunge freudianske motiver sammen med surrealisme, modernistisk realisme og romantisk, metafysisk længsel. Han ligner måske Rudyard Kipling, Henry James og Algernon Blackwood  mere end andre, men Aickman er i sidste ende sin egen, stærkt foruroligende stemme.

”The Trains” fra debutbogen We Are for the Dark (1951) rummer således allerede alt det, vi kan definere som aickmansk. To veninder på vandretur farer vild og havner i en dal, hvor de ser sig nødsaget til at søge ly i et gammelt hus, der er opført nært ved de togskinner, der løber gennem dalen. Veninderne opdager hurtigt, at alt ikke er, som det skal være i huset, og snart er de gidsler hos husets togbesatte ejer. På overfladen leger Aickman her med læserens æstetiske forventninger ved at lade sin gotiske fortælling udspille sig i en industrialiseret ramme fjernt fra genrens normale sætstykker. Går man et stik dybere, bliver novellen et portræt af den erotiske magtkamp, der udspiller sig mellem veninderne. Husets herrer fremstår umiddelbart som deres fangevogter, men i virkeligheden er det ham, der bliver offer for pigernes interne rivalisering. Til sidst står det da også klart, at pigerne havner i rollen som spøgelsesagtige eksistenser, fanget af deres drifter. Mesterligt gør Aickman derved til sidst de to unge kvinder til dødningelignende figurer, der synes mindst lige så uvirkelige som de spøgelsesagtige tog, der bliver ved med at buldre gennem dalen.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

Den surrealistiske Aickman møder vi i novellen ”Growing Boys”; et bizart, fragmentarisk arbejde fra den sidste novellesamling, som Aickman udgav. Omdrejningspunktet er her en mor, der må flygte fra sit eget hjem, fordi hendes to tvillinger har vokset sig gigantiske i størrelse og nu driver omkring i nabolaget, hvor de hærger og seksuelt forulemper deres omgivelser. Kvindens mand må se impotent til, mens hans drenge terroriserer alt og alle. Historien udvikler sig til noget nær en regulær krig mod de to enorme tvillinger, der eksempelvis også uhindret belurer deres mor gennem soveværelsevinduet på første sal. Historien er vanvittig, ubehagelig og galgenhumoristisk. Man bemærker også her, at Clive Barker synes at have en klar forgænger i denne novelle, der på en gang udfordrer og udfolder stereotyp freudiansk symbolik.

Det samme gælder også den foruroligende ”Into the Wood”, der udspiller sig i Sverige. Her følger vi en midaldrende engelsk dame, der tager på kurophold på et lille hjem for mennesker, der lider af søvnløshed. I stedet for at sove klæder de sig hver nat på og vandrer i den labyrintlignende skov, som ligger bag kurstedet. ”De er som vampyrer”, udbryder historiens forbløffede hovedperson, kun for at få at vide af en anden gæst på stedet, ”ja, men de bider skam ikke så hårdt”. Historien er dragende, uvirkelig, sensuel og ubehagelig. Den trækker læseren ind i den labyrintiske underbevidsthed og danner et mareridt for læseren, der givetvis ikke umiddelbart vil være i stand til at glemme fortællingen. Ikke et eneste spøgelse dukker op i denne ”strange tale”, men man kan næppe forestille sig et stykke mere hjemsøgt prosa end dette. Overvældende, det er ganske enkelt det eneste ord, der kan beskrive Aickmans bedrift i en novelle som denne.

Hardcover, Cape 1951. aickmans debutsamling, skrevet sammen med kæresten Elizabeth Jane Howard

”Into the Wod” er uden tvivl mesterværket i The Wine-Dark Sea, og måske Aickmans mesterværk i det hele taget. Novellen ”The Inner Room” hører imidlertid også til blandt det bedste, han skrev og noget af det bedste skrækfiktion i hele taget. En ung pige får her et gammelt victoriansk dukkehus i fødselsdagsgave. Huset er mærkeligt og kan ikke åbnes. Der er underlige, lasede dukker inde i huset (flytter de sig, når pigen ikke kigger? Det virker næsten sådan) og pigens bror opdager, at der må være et skjult rum i husets midte, som man ikke umiddelbart kan komme til.

Før pigen får undersøgt huset ordentligt, sælger forældrene det på grund af den uduelige fars gæld. Her sker der et hop i tid, og vi møder pigen nu igen som voksen, denne gang på ensom vandring gennem en skov, hvor hun er faret vild. Pludselig ankommer hun til et hus, der i forbløffende grad ligner barndommens dukkehus, og endelig står hun ansigt til ansigt med husets beboere.

Paperback, Mandarin Press 1990

”The Inner Room” er et storslået stykke fiktion, der i første del ligner en klassisk skrækfortælling – endda en ganske potent en af slagsen, mens anden del transformeres ind i et surrealistisk mareridt; et vanvittigt selvstudie, hvor kvinden rejser langt ind i sig selv og her finder sin stærkeste, fortrængte frygt i titlens ”indre kammer”.

Alle Robert Aickmans novellesamlinger er mesterværker, men med The Wine-Dark Sea får man måske det bedste af det bedste serveret. De lange, snørklede noveller, der tager sig en evighed at komme i gang, ligger her som hemmelighedsfulde, upolerede ædelstene, parate til at blive afdækket og opdaget af den, som er villig til at dykke ned i forfatterskabet og opleve det voldsomt fængende univers, der eksisterer her. For den, der er villig til at slippe alt og følge stierne ind i Aickmans surrealistiske drømmeunivers, venter der den sjældne belønning, ikke at blive skræmt eller væmmet, men fundamentalt foruroliget, fordi Aickman piller ved vores indre metaforer og tænkning. Han planter sig i vores vågne drømme med sine historier, der taler direkte ind under intellektet, til noget usagt, underbevidst, som vi ikke selv er herre over. Det har kun få mestret før ham, og det gør Aickman til en af genrelitteraturens væsentligste stemmer, som kun tåler sammenligning med de fineste litterære præstationer – genrelitterære eller i al almindelighed. Er du i tvivl, så grav ham frem fra antikvariatets hylder. Hvis du bare tænker en smule som mig, vil det blive et uforglemmeligt bekendtskab.

Paperback, Faber Faber 2014

Novellerne:

The Wine-Dark Sea

The Trans

Your Tiny Hand Is Frozen

Growing Boys

The Fetch

The Inner Room

Never Visit Venice

Into The Wood

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Ansigtet på forsiden

Paperback, Signet 1981

Så er det blevet tid til nyt på bloggen efter en kort pause. I dette lille indlæg skal vi se nærmere på forsidens ansigter – eller rettere forsider, hvor ansigtet er omdrejningspunktet. Præcis dette er faktisk et forbløffende populært motiv på skrækfiktionens omslag, hvilket der utvivlsomt er mange gode grunde til. Jeg tror imidlertid, at en af de vigtigste grunde er spørgsmålet om identifikation.

Paperback, Warner Books 1982

Ansigtet er, rent erfaringsmæssigt, synonymt med os selv – altså individet – som helhed. Et fotografi, hvor man ikke ser ansigtet eller kun dele af ansigtet, opleves ikke som egentlig fremstilling af personen i billedet. Omvendt kan et portrætfoto af ansigtet fint erstatte et fuldt kropsfoto, fordi vi så at sige forstår ansigtet som summen af helheden. At vi generelt tænker sådan, afspejles i vores sprog, i måden vi registrerer mennesker på og den måde, hvorpå vi iscenesætter kroppen.

Paperback, Tor 1988

Præcis derfor har skrækfiktionen også en fest med ansigtet på forsiden, fordi man her kan transformere, destruere, korrumpere det genkendelige ansigt til ukendelighed og skabe stærkt foruroligende billeder. Billeder, der så at sige viser os i diabolske former og gestalter. Altså billeder, der synes at postulere noget om det, der ligger inden i; det der skjuler sig under overfladen.

Paperback, Star Books 1979

Billederne bliver en blanding af negativ spejling og fremtidsprofeti, der synes at sige: Her kan du ende. Et tema, som Wilde udødeliggjorde, men som også har referencer til det paradoksale medusahoved, der på en gang dræber med sin hæslighed, men som også er et krasbørstigt apotropæisk middel.

Paperback, Sphere 1988

Det må være her, i forholdet mellem selvspejling, ondtuddrivende middel og hævet, moraliserende pegefinger, at vi finder det væsentlige momentum bag gysets glæde ved ansigtet. Det er i hvert fald en sjov tanke at lege med. Man kan naturligvis også bare glæde sig ved motivets mangfoldighed og sige, at det hele bare er sjov og ballade, men vi ved jo alle godt, at verden aldrig er så enkel. Se selv efter her, der er også inkluderet lidt forsider fra andet end gys.

Paperback, Sidwick & Jackson 1974

Paperback, Signet 1988

Hardcover, Macdonald & Co 1987

Hardcover, Playboy Press 1968

Hardcover, World Horror Convention 2007

Paperback, Abaddon Books 2015

Paperback, American Mystery 1958

Paperback, Arrow Books 1960

Paperback, Arrow Books 1976

Paperback, Bantam Books 1987

Paperback, Barnes & Noble Books 1980

Paperback, Bestseller Library 1961

Paperback, Carlyle 1978

Paperback, Dell 1977

Paperback, Fawcett 1986

Paperback, Futura 1981

Paperback, Futura 1982

Paperback, Macdonald & Co 1992

Paperback, Magnum Books 1978

Paperback, Mayflower Books 1966

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Pabel Verlag 1976

Paperback, Panther Books 1968

Paperback, Pocket Books 1963

 

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Caitlín R. Kiernan, Silk (1998): Sortsyn som maner

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

I 1998 udsendte Caitlín R. Kiernan sin længe ventede debutroman. Hun havde inden da fået publiceret en række roste noveller, der udmærkede sig som stemningsfulde og sprogligt sofistikerede bud på underspillet skrækfiktionen. Romanen Silk, som debutbogen hedder, leverede da også præcis dette, og den står i dag som et af de mest stilsikre bud på moderne skrækfiktion fra 90’ernes sidste del.

Romanen er både konkret og i overført betydning bygget op omkring et lille ensemble af karakterer, i hvis centrum vi har tre unge kvinder, der hver især står som både stærke og dysfunktionelle individer i en tumultarisk hverdag, som kun knap og nap hænger sammen. Først er det Daria, som vi hører mest om. Hun er sanger og bassist i en punkgruppe. Et band, der kæmper for at bryde igennem, hvilket i stigende grad synes umuligt takket været guitaristens voksende heroinmisbrug. At Daria også er kærester med Keith, som guitaristen hedder, føjer bare flere problemer til situationen.

Paperback, Roc 1998

Paperback, Roc 1998

En nat samler Daria Niki op – en ung kvinde, der er på flugt fra sig selv og sin fortid, efter hendes ven og tidligere kæreste begik selvmord i New Orleans. Den piercede, punkede Niki bliver en del af gruppen omkring bandet, og snart vil tilfældighederne, at de også møder den enigmatiske Spyder. En unge goth-kvinde, der har sin egen hippe undergrundsgenbrugsbutik og altid synes omgivet af et kleresi af unge, sortklædte teens. Den lyse, nærmest albinoagtige Spyder er imidlertid mere end bare galionsfigur for de unge. Sære kræfter omgiver hende, og det viser sig da også snart, at det er med livet som indsats, at man bevæger sig ind i Spyders tilværelse. Præcis det gør Niki, da hun bliver tiltrukket af Spyder, og dermed udløses den bølge af død og undergang, som Kiernans debutroman skildrer.

Spyder er ikke bare et navn. Som edderkoppen i sit spind lokker hun nemlig ulykkelige sjæle til sig og fortærer dem med hud og hår. Spyder suger ganske enkelt livet ud af de søgende eksistenser, der ser hendes hvide dødelys og bliver tiltrukket af det i storbyens gråsorte nat. Spyder, hvis arme er oversået med tatoverede edderkoppespind, bliver næsten på magisk vis opsamlingssted for de åndligt udstødte, hjemløse punks og isolerede, der ikke passer ind nogen steder. Fra randen af samfundet kalder hun de fremmedgjorte til sig, fordi hun er kærlig, og fordi hun er så uendeligt ensom. Sagen er bare den, at Spyder i sin ensomhed også bærer på destruktive kræfter, der er vokset ud af de groteske traumer, hun blev udsat for som barn takket være hendes religiøse fars mishandling. Spyder knuser med andre ord alle, der kommer hende nær, til trods for, at hun vitterligt kun vil dem det bedste og ønsker at elske dem.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964) tilbage i slutningen af 90’erne

Silk beskriver Spyders sidste dage og fortæller os, hvordan det bliver Daria og Niki, der kommer til at være de trin, der tager hende mod den endegyldige forløsning fra det helvede, hun har befundet sig i siden barndommen. Spyder er dermed på en gang figuren, alle andre karakterer i bogen spejles i og bogens modstander. Spyder er med andre ord en ambivalent skikkelse, der ikke lader sig forklare entydigt, fordi hun tilsyneladende er sammensat af dikotomier, der befinder sig i en vedvarende konflikt. Fortabt og svag, men stærk og dominerende, uskyldig og hævngerrig, blid og dræbende.

Som det formentlig allerede fremgår, udspiller Kiernans roman sig i en vild storbyundergrund befolket af rodløse eksistenser, teenagere og skæve typer, der ikke har nogen plads i vores bekvemme, borgerlige opfattelse af det normale. Alt dette bliver tilmed set gennem en misantropisk, snerrende spydig tone, der insisterer på at se forfaldet og det uskønne i alt. Kiernan lægger sig dermed afgjort i slipstrømmen på forfattere som Kathe Koja og Poppy Z. Brite, men med en selvstændig stemme i sproget.

Kiernen har afgjort sin egen plads, men hun deler sit fokus på homoseksualitet, fremmedgørelse og isolation med de to førnævnte forfattere. Kiernan har endda lagt en hilsen ind til to af sine inspirationskilder, for en mindre karakter i romanen er opkaldt efter Koja og en anden henviser til Thomas Ligotti.

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Netop Ligottis excentriske, amorfe gys har tydeligvis også påvirket Kiernens debutbog, for ganske vist er edderkoppen det bærende, truende element i romanen, der bruges til at manifestere gruen og Spyders vrede. Men grundlæggende er gyset i Silk uforståeligt eller ubegribeligt. Det kommer i edderkoppens form, men hvad der ligger under de vage silhuetter af behårede kryb, ved kun Spyder. Kiernan forsøger dermed også mere eksplicit end både Koja og Brite at skabe decideret gru i kapitlerne. Der vokser således snigende uhygge ud af den grå dyne af depressivt forfald, der gennemsyrer alle kapitlerne.

Lyspunker er der kun få af i Silk, og det eneste autentiske bliver duften og smagen af god kaffe, alt andet lykkedes det for Kiernan at forsure eller udstille som falskt. Det greb har vi mødt før – især hos Kathe Koja og man fornemmer, at det er blevet til en maner eller stil hos Kiernan. Det bliver næsten forceret, når alt, hver evig eneste ting, skal skildres i dets mest nedslående form. Det er med andre ord tydeligt, at Kiernans debut opererer inden for rammerne af en genre med særlige sproglige konventioner og tematiske kernepunkter. Nyskabende er det dermed ikke, men hun løfter arbejdet til perfektion. Ikke desto mindre følger der altid en vis forstening med i en genres formalisering eller dannelse; udtrykket stivner og det er måske ikke så sært, at Kiernan relativt hurtigt skrev sig bort fra så entydig en brug af den nygotiske pessimisme. I stedet vendte sig mod langt mere klassiske udtryk, som de eksempelvis kan findes i spøgelseslitteraturen.

Paperback, Roc 2007

Paperback, Roc 2007

Med Silk oplever man en genres formalisering og forstening i samme bog. Var Kiernans sprog ikke så stærkt og billedskabende, ville bogen være ulæselig, men hun får skabt sit værk og udnyttet rammen til på smukkeste vis, men med Silk synes både stilen også endegyldigt udtømt og fortællingen fortalt. Andre fulgte senere efter, men ingen har formået at føje nyt til den gråsorte tone af forfald, der udgår fra romanen.

Silk lukkede og slukkede dermed også for en litterær strømning i 90’erne, som nu står tilbage som et af de mest overraskende og betydningsfulde bidrag til den moderne skrækfiktion, og selvom Kiernan efterfølgende har skabt en lang række pragtfulde genreværker, indtager Silk en særlig status som sidste søm i den kiste, der begravede 90’ernes opgør med en forloren og kommerciel skrækbranche. Opgørets kamp for en ny form for gys endte desværre i en blindgyde, fordi det kommercielle monstergys hurtigt kom tilbage som folks foretrukne skræklæsning, men et værk som Silk står stadig tilbage som isnende højdepunkt og minder os om, at der er alternativer til alle dem, der tør bevæge sig bort fra de vante græsgange.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Fowles, The Magus (1965): Fortryllende fatamorgana

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet "Marionetten" af Karl Korab

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet “Marionetten” af Karl Korab

John Fowles debuterede stærkt med sin fantastiske, skæve thriller The Collector, men hans anden roman overgår den roste debutroman i dybde, intensitet og kompleksitet. The Magus, som den anden roman hedder, er da også på alle måder en bemærkelsesværdig bog. Ikke alene er den lang og udflydende, den er også indviklet og genstridig. Samtidig er den skræmmende, nervepirrende, varm og intens. Den er sær og fyldt med musik, mystik, magi og atmosfære.

Bogen sluger sin læser med hud og hår; den trækker os ind i et bizart univers, hvor sandhed og løgn smelter sammen til et besynderligt kaos. Ikke desto mindre ved læseren instinktivt også, at der vil stå en eller anden form for erkendelse tilbage, når den sidste side i murstensromanen er læst, og derfor bevæger man sig frygtløst længere og længere ind i Fowles’ labyrint.

Paperback, Panther Books 1977

Paperback, Panther Books 1977

Alt begynder, da den unge litterat Nicholas Urfe hovedkulds forlader England for at tage et job som underviser på en engelsk kostskole på den fiktive ø Phraxos. Han tager mest af alt jobbet for at komme væk fra sit forhold til kæresten Alison, sin fortid i Oxford og den stigende bevidsthed om, at han aldrig vil lykkes som digter. Flugten til Phraxos fungerer i en rum tid, men snart sniger kedsomheden sig ind. Urfe er måske nok undsluppet kvinderne og studiekammeraterne, men han kan ikke slippe for sig selv, og depressionen indhenter ham derfor hurtigt. Det gør den endda med så megen kraft, at han beslutter at tage livet af sig selv. Selvmordsforsøget går imidlertid ikke som planlagt, men nærdødsoplevelsen bliver en ny start for den unge mand, der kort efter får meget andet at tænke på.

Nicholas møder nemlig pludselig den excentriske rigmand Maurice Conchis, der inviterer Nicholas ind i sin intellektuelle verden af kunst, musik og idéer. En form for tøvende venskab opstår, men snart står det også klart for Nicholas, at Conchis ikke er ude efter en samtalepartner. Snarere har rigmanden inviteret Nicholas ind i en form for spil eller leg, der begynder uskyldigt, men snart vokser sig større og større i indhold og konsekvenser. ”The Godgame”, Gudelegen, kalder Conchis sit spil, og han sidder selv som troldmanden i midten af det hele og styrer alt med tilsyneladende okkulte indsigter som redskab.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

I begyndelsen er alt sådan set ganske uskyldigt. Under en middag hos Conchis bliver Nicholas introduceret til den unge, smukke Lily. Han har kort forinden fået at vide af sin vært, at hun er syg og lider af vrangforestillinger. Han skal derfor ikke hæfte sig for meget ved det, hun siger, og bare lege med på Lilys fantasier. Det gør han, men Nicolas kommer hurtigt i tvivl – er Lilys historie mon sand, og lyver Conchis? Situationen bliver mere kompliceret, da Nicholas konkluderer, at Conchis systematisk lyver for ham, og hver gang han afsløres i en løgn, går Conchis til bekendelse, men erstatter den gamle løgn med en ny. Jo mere Conchis lyver, jo mere bliver Nicholas tiltrukket af mandens mystiske verden, og det bliver til sidst en besættelse for Nicholas at finde frem til den egentlige sandhed bag Conchis og den æteriske Lily.

Det, der starter som nogle små løgne, antager hurtigt et metafysisk skær, og Nicholas bliver gradvist vidne til forstyrrende optrin, der på alle måder synes overnaturlige. John Folwes har selv peget på Henry James’ The Turn of the Screw som en af de tidlige inspirationskilder til romanen, og det kan mærkes. For historien udspiler sig i samme ambivalente, uforklarlige halvlys. Halvt mellem drøm og virkelighed forføres Nicholas til at gå dybere og dybere ind i den magiske historie. Først fordi han er vred og ønsker en forklaring på den behandling, han får, men langsomt går det op for ham, at han er blevet fysisk og mentalt afhængig af Maurice Conchis’ mysterium, og ikke mindst forelsker Nicholas sig i Lily, der løbende skifter identitet og tilmed har en tvillingesøster.

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Fowles føjer lag på lag til fortællingen, der udbygges med flere historier i historien. Det hele danner et tæt, stemningsmættet stykke litteratur, der ikke overraskende talte meget direkte til unge læsere i 1960’erne. Der er således en mening med alle de absurde optrin, som Nicholas bliver vidne til. Conchis okkulte leg har til hensigt at demonstrere, hvad det vil sige at være menneske. Godt og ondt præsenteres for Nicholas i løbet af ”gudelegen”, og selvom Nicholas først alt, alt for sent forstår budskabet, virker labyrinten som en renselsesproces.

Nicholas smider stykke for stykke sit gamle, påtagede Oxford-jeg og står til sidst som et nyt menneske, der ikke længere er tynget af forstokket moral og patriarkalsk tankegang. Med vid og indfølt omtanke lærer Nicholas bogens læsere to store doktriner – det Crowleyanske ”Gør hvad du vil” og et næstekærlighedsbud om, aldrig at påføre nogen unødig smerte. Frihed og ansvar, ondskab og lyst, liv og åbenhed er kernebegreber, der bliver anskueliggjort for vores hovedperson gennem intrikate tableauer, der trækker flittigt på antik mytologi og ikke mindst Shakespeares stærkt moralske forfatterskab.   

paperback-pan-books-1966

Med et ben i okkulte sværmerier og et andet plantet i eksistentialismen bliver bogens kærlighedsbudskab et råb om en ny verdensorden fri for hykleri. The Magus er dermed meget ungdommelig, men den bliver også smuk, fordi den er et rigt og betagende argument, der i lige så høj grad appellerer til intellektet som til sanserne. Og det sanselige spiller en helt afgørende rolle i bogen, for netop seksualitet og sanselighed bliver italesat som den mest basale erfaring for mennesket. Al samvær vokser ud fra dette og knytter mennesker sammen, hvilket må siges at være i fuldstændig samklang med tidsånden på bogens udgivelsestidspunkt. 

The Magus blev en kæmpemæssig bestseller, og dens sprudlende form kom til at inspirere talrige værker. Det er eksempelvis ikke svært at se indflydelsen på forfattere som Umberto Eco og Arturo Pérez-Reverte i teksten. Romanen er derfor et helt afgørende nedslag i 60’erens fiktion, fordi troldmanden i den grad betog verden med hans drømmesyn og komplicerede, sataniske løgne.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Jeg læste bogen i gymnasiet og var helt og aldeles opslugt af den. Da jeg genlæste den nu, var det næsten med en følelse af ærefrygt og en stille angst for, at magien ville være borte. Det var den ikke. Troldmandens besværgelser indfangede mig næsten øjeblikkelig, og jeg kan kun misunde alle dem, der endnu aldrig har rejst med Nicholas til Phraxos, for der ligger noget stort og klogt i vente.         

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1985

Paperback, Dell 1985

Paperback, Picador 1988

Paperback, Picador 1988

Paperback, Vintage Books 1997

Paperback, Vintage Books 1997

 

Paperback, Black Bay Press 2001

Paperback, Black Bay Press 2001

E-bog, Vintage Books 2010

E-bog, Vintage Books 2010

 

1 kommentar

Filed under Roman

William March, The Bad Seed (1954): Ingen er uskyldig

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

I 1954 udkom den amerikanske forfatter William Marchs sidste roman, The Bad Seed, der på mange måder adskiller sig fra resten af forfatterskabet, og March, der døde kort efter bogens udgivelse, var aldrig synderligt rosende omkring sin bog. Det er derfor også skæbnens ironi, at romanen skulle gå hen og blive en bestseller, der ramte plet hos det amerikanske publikum. Den ringe status, March gav sit eget værk, kan da også fremstå en smule hård, for det lykkedes rent faktisk for ham at gribe et tema, der på mange måder var med til at tegne hele årtiets litteratur. Dermed var The Bad Seed også en af de romaner, som satte sit præg på genrefiktionen i de kommende år, og den bedrift ville mange sikkert gerne kunne gøre March efter. Han var imidlertid mere optaget af bogens kunstneriske kvaliteter, og præcis der havde han nok ret i sin kritik, når han pegede på værkets mangler – i hvert fald, hvis man sammenligner bogen med den beslægtede og stærkt provokerende såvel som forstyrrende Lord of the Flies, der udkom samme år.

Fortællingens handling er ganske enkel. Christine Penmark er netop flyttet til en ny by med sin mand og deres lille datter Rhoda på otte. Manden Kenneth er kort efter flytningen rejst på en lang arbejdsrelateret tur til Chile, hvorfor resten af familien må klare arbejdet med at falde til alene. Da bogen åbner, skal Rhodas privatskole netop til at afholde den årlige sommerfest, hvor der uddeles en medalje til den elev, der har flyttet sig mest i årets løb. Rhoda har gjort alt for at få medaljen, men desværre vinder hun ikke præmien. Den går i stedet til klassens stille dreng Claude. Samme dag, under festen, omkommer Claude i en ulykke, og da Christine få dage efter ulykken opdager den eftertragtede medalje på Rhodas værelse, ruller lavinen.

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

Faktisk er vi læsere ikke et sekund i tvivl om, at Rhoda er et ganske, ganske sygt barn. Emotionelt afstumpet og blottet for enhver form for empati er den lille pige drevet af sine behov, og intet stopper hende, når hun først har sat sig noget i hovedet. Det koster ikke kun drengens liv, før bogen er til ende, det koster også både mor og datter dyrt.

The Bad Seed er en langsomt virkende thriller, der kapitel for kapitel føjer facetter til mysteriet Rhoda Penmark. Men gradvist forstår vi, hvad det er, der driver det lille barn, og vejen til denne erkendelse går gennem moderens tanker. Lamslået og med isnende gru går sandheden om datteren nemlig op for Christine midtvejs gennem bogen, og fra det øjeblik forsøger hun at håndtere situationen. Intellektuelt anerkender hun, at datteren er syg, men følelsesmæssigt nægter pigens mor længe at acceptere det faktum. Alt for længe, kan man sige, og det er først, da Rhoda har sat ild til gartneren i den bygning, hvor de bor, at Christine forstår, at hun må handle.

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

Den åbenlyse problematik i romanen møder vi allerede i første kapitel, hvor den på overfladen søde Rhoda roses til skyerne af nabokonen, mens den skumle gartner udpeges som sindssyg. Skinnet bedrager. March vender tilbage til dette igen senere i bogen, da Christines forfatterven beskriver psykopater for hende og intetanende derved beskriver Rhoda. Spørgsmålet om arv versus miljø rulles også frem og vendes af Christine, alt imens hun langsomt men sikkert falder fra hinanden. At det hele vil ende i en ulykke, præciseres i øvrigt allerede i første kapitel, hvor March indirekte fortæller sine læsere, at bogen er et farvel til den ulykkelige mor.

Under dette lag udforsker romanen spørgsmålet om ondskabens natur, for hvordan skal man forstå en pige som Rhoda? Er hun syg og derfor uskyldig, eller ligger der en iboende ondskab i hende, som går dybere end bare en sygdom? March kommer ikke med svar, men hans thriller iscenesætter spørgsmålene med et legende, til tider måske vel belejligt, handlingsforløb, og han gør det ud fra et lille, men ganske levende persongalleri. Netop persongalleriet er et af bogens helt stærke sider, fordi der er et troværdigt liv i de uregerlige mennesker, han skildrer. Naboerne i Christines bygning snakker løs og ser den unge mor gå i opløsning, men ikke én formår at hjælpe hende, fordi de ikke forstår problemet.

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Samtidig er det ubehageligt, grænsende til det skræmmende, at være inde i hovedet på den allerede flere gange omtalte gartner, der liderligt fantaserer om at voldtage Christine igen og igen og tilmed har en dybt bekymrende forelskelse i den diabolske pige på otte. Omvendt er det med rørende vemod og lede, at vi læser om moderen, der møder fuld op hos Christine, efter hendes dreng Claude er død, for at tale med Rhoda om episoden. Rhoda selv er blank som krom og tillader os ikke at kigge bag hendes facade. Der er formentlig heller ikke andet bag hendes pæne ydre end begær, og Rhoda synes derfor på alle måder at foregribe Bret Easton Ellis’ Patrick Bateman, der sådan set bare er en voksen udgave af pigen, vi her har med at gøre.

De introverte og ekstroverte personer løber omkring hinanden i bogen og demonstrerer for os, at vi måske nok forstår nogle mennesker bedre end andre, men grundlæggende forstår vi slet ikke nogen, fordi det inderste væsen – hvis et sådant overhovedet findes – kun momentvis kommer frem. Det vigtige for March er imidlertid, at mennesker kommunikerer, hvilket Rhoda ikke gør, og derfor står hun som noget dybt fremmedgørende. Problemet er bare, at vi intuitivt nægter at se under overfladen, og derfor får den lille pige lov til at drive sit uvæsen uden konsekvenser.

Paperback, Penguin Books 1955

Paperback, Penguin Books 1955

 

William March skriver handlingen sikkert frem mod den endelig konfrontation mellem mor og datter. Et fascinerende greb, som gør dette endelige møde særlig virkningsfuldt, er, at Christine løbende har løjet for sine omgivelser. Hun har påstået, at hun er ved at skrive en roman med en handling, der ligner hendes egen situation. Det indrømmer hun naturligvis ikke over for nogen, og hendes bekendte kommer derfor løbende med idéer til den opdigtede bogs indhold, og dermed også udfaldet af Christines situation. Faktisk ser de fleste kun én troværdig slutning på Christines ”bog”, og hun må give dem ret. Det fører i sidste ende March frem til det gribende afsluttende kapitel, der snører romanen sammen til et grumt optrin, som man ikke slipper så let, fordi alle de følelser, han hvirvler op, er så forståelige og derfor også uhyrlige.

The Bad Seed blev, som sagt, en kæmpe succes, og dens brug af det, som vi i dag vil kalde psykologisk gys, er et vægtigt indslag i skrækfiktionens genrehistorie, fordi han derved slutter sig til den bølge af bøger i 50’erne, som i stedet for at skrive om støvede mumier og blodsugende vampyrer vendte blikket indad og betragtede de grumme skabninger, der lurer inde bag hjerneskallen på os alle. The Bad Seed kunne måske ikke efterleve William Marchs litterære krav, men den står stadig så mange år efter sin udgivelse som et forbløffende stærkt vidnesbyrd om, at menneskets mest frygtindgydende fjende er mennesket selv.

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1975

Paperback, Dell 1975

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, The Ecco Press 1997

Paperback, The Ecco Press 1997

 

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Helle Stangerup, Ulvetid (1980): Hey wolf moon come cast your spell on me…

Hardcover, Conamore 1984

Hardcover, Conamore 1984

Helle Stangerup udsendte i 1980 en lille intens roman, der dykker ned i varulvemytologien, og det kom der noget forbløffende godt ud af. Faktisk er det formenlig den bedste danske varulvfortælling, vi har, hvis du spørger mig. Bogens overraskende kraft skyldes uden tvivl, at Stangerup nærmede sig emnet fra den afdæmpede psykologisk indfølte romantype, som hovedparten af hendes bøger er rodfæstet i. Man fornemmer således også tydeligt, at hendes vej ind i tematikken går gennem studier af folkloren om varulven, ikke traditionel horror.

Den klaustrofobiske handling udspiller sig i en ubestemt jysk hedeegn, hvor romanens fortæller Anna bor med sin mand Tom. Anna havde egentlig sin egen karriere, før hun mødte Tom, men den er nu gået i stå. Tom er en succesful forfatter, der skriver fagbøger om natur og naturoplevelser, og da vi kommer ind i fortællingen, arbejder han på en bog om jagt. Man forstår fra historiens begyndelse, at Anna er den hjælpende ånd i huset og Tom det centrum, hvorom alting drejer sig.

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 - 29. marts 2015)

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 – 29. marts 2015)

En skønne dag op dukker Ellinor op. Ikke helt uanmeldt, for hun har skrevet med Tom i forvejen. Hun kommer med nogle ulve, som skal have et nyt hjem, fordi de ellers skal aflives. Tom og Anna har plads nok, og de indvilliger i at tage imod dyrene. Knap er ulvene installeret, før Ellinor også er blevet en del af husholdningen. Med Ellinor i huset ændres dynamikken ikke bare i hjemmet, Ellinor på det nærmeste overtager Tom og efterlader Anna isoleret og svigtet. Der går imidlertid ikke lang tid, før Anna opdager, at der er noget sært ved Ellinor og hendes ulve. Et ildevarslende bånd eksisterer imellem deres husgæst og dyrene, der kun bliver mere skræmmende, som Anna graver i sagen, og snart bliver hun overbevist om, at Ellinor er en form for varulv.

Som allerede nævnt er romanens stemning ekstremt fortættet. De tre mennesker indgår i et dybt dysfunktionelt fælleskab, der gnistrer af aggression og undertrykte følelser. Anna har haft en abort, før bogens historie begynder, og de psykiske men efter den oplevelse plager hende stadig. Det gør Anna sky og skamfuld, fordi hun føler, aborten var hendes skyld. Hun finder sig derfor også i Toms vedvarende psykiske vold, fordi Anna underbevist føler, at hun skal straffes for tabet af deres barn. Tom drages samtidig mod Ellinor, der både synes mere dyr end menneske og mere pige end kvinde. Det gør hende tvetydighed i mere end en forstand. Tom og Ellinor forsvinder hver nat ind i lange samtaler om ulve, men hvor meget eller hvor lidt, der også er tale om en seksuel tiltrækning imellem de to, er svært at afgøre. Om der rent faktisk er sket noget fysisk imellem dem, er egentlig heller ikke så vigtigt, fordi deres forhold tydeligvis er en form for affære, der ekskluderer Anna helt.

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Romanen er bygget op omkring lurende blikke. Husets beboere betragter, studerer og iagttager mistænksomt hinanden i en stadig kredsen om noget, der side for side kun synes at eskalere i en voldelig retning. Men det er ikke kun husets beboere, der lurer. Natten har også øjne. Det ensomme hus, der danner rammen for bogen, ligger åbent i landet, og noget ser ind på de tre aktører i ly af mørket. Rovdyr holder dem i skak som onde ånder i kulissen, der næsten parallelt med læseren ser ind på dramaet.

Med sit korte kammerspil tematiserer Helle Stangerup de indestængte følelser, der ligger som åbne sår på psyken. Følelser, der flytter den ellers lykkelige Tom og Anna ind i et sadomasochistisk, skamfuldt parforhold. Da Ellinor toner frem, nærmest ud af det blå, er det som en form for projicering af parrets frustrationer. Den mystiske Ellinor fremstår nemlig ikke et eneste øjeblik som egentlig skabning af kød og blod. Uden baggrund og identitet er hun knap nok fysisk tilstede i huset. Alt drejer sig om hendes ulve og ulvenes blodige mad, der ligger i køkkenvasken og fylder huset som en grotesk påmindelse om Annas abort.

Paperback, Gyldendal 1981

Paperback, Gyldendal 1981

Stangerup slipper med andre ord Ellinor løs i hjemmet som en psykopomp, dannet af parrets uforløste smerte, og det er tydeligt, at Ellinor kun har ét formål; nemlig at føre både Tom og Anna ud i det fortabelsens ingenmandsland, der ligger i tågerne omkring deres hus. Spørgsmålet er bare, om den skrøbelige Anna kan få samlet kræfter til at gøre op med den trussel, der har taget bo i det frosne land imellem hende og Tom.

Præcis som hos Aksel Sandemose er varulven hos Stangerup primært en psykologisk-metaforisk konstruktion, der er billedet på de destruktive kræfter mellem Anna og Tom. Stangerup løfter imidlertid det metaforiske over i det konkrete, så Ellinor rent faktisk kan forstås som værende til stede og rent faktisk kan læses som værende en varulv. Det giver også Stangerup anledning til at bruge det uhyggelige som greb, for at vise det indre sammenbrud, der truer Anna. Som skrækfiktion kommer Ulvetid således fra det psykologiske drama og låner fra gysergenren. Det skaber både fascinerende og isnende momenter i bogen, som næppe ville kunne opstå i en mere klassisk horror-tilgang til varulven som konkret monster.

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Helle Stangerups enkle prosa kan stedvist skurre, men hendes poetiske naturiagttagelser er formidable, og alene af den grund er Ulvetid et besøg værd. Men romanen er også et sjældent stykke vellykket stemningsmæssigt romanarbejde. Den folkloristiske varulvemyte bliver måske en tand for indstuderet og slavisk udnyttet, men det kan vi let se over med, fordi Stangerups tekst lever et dybtfølt gru, der som ulvens kæber bider sig sammen om læseren og holder fast, indtil sidste side er løbet igennem.

Paperback, Politikens paperbacks 2008

Paperback, Politikens paperbacks 2008

 

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman