Ray Bradbury, Something Wicked This Way Comes (1962): Bittertsød barndomsgru

Paperback, Gollancz 2008

I Ray Bradburys ganske omfattende forfatterskab er der næppe nogen roman, som har opnået samme status som hans højtelskede Something Wicked This Way Comes fra 1962. Bogen er et stykke arketypisk amerikansk fiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er rørende og grufuld. Bogens popularitet skylds da også uden tvivl, at Bradbury fik skabt noget mere og større end bare et sentimentalt barndomsminde. Han skabte en roman, der med pinefuld præcision skildrer det sted i livet, hvor barnet forlader forældrenes vej og baner sin egen sti ud i livet. Det moment gør ondt, og det er angstprovokerende for både børn og forældre, men det er også et flot øjeblik, og alt dette fanger Bradbury på smukkeste vis.

Historien udspiller sig i en landlig lilleby i det amerikanske kerneland. Vi hører her om de to drenge Jim Nightshade og William ”Will” Holloway, der begge i nærmeste fremtid fylder 14. Da vi kommer ind i fortællingen, er det klart, at drengene bruger ganske meget tid på at drive omkring i byen og byens omgivelser på egen hånd. En eftermiddag møder de en mand, der sælger lynafledere, og dramatisk fortæller han drengene, at der er en storm på vej. Det viser sig at være rigtigt, blot handler det ikke om en storm i gængs forstand. Der er nemlig i stedet tale om fygtelige omvæltninger, der skal komme til at vende op og ned på drengenes tilværelse.

Paperback, Gollancz 2008

Det viser sig, at der kommer et tivoli til byen, med alt hvad det indebærer af forlystelser og sære personager. Noget er imidlertid anderledes ved dette tivoli; for det første kommer det til byen i oktober måned, ikke om sommeren som normalt. For det andet er alt ved både forlystelserne og de ansatte en smule ubehageligt. Ikke mindst tivoliets ejer Mr. Dark er en ubehagelig figur, der ikke varsler noget godt.

Mr. Darks tivoli er da heller ikke på nogen måde et normalt foretagende. Dark og hans folk lever ganske bogstaveligt af frygt og negativ energi. På evig rejse gennem efteråret, der aldrig slutter for dem, jager de steder, hvor undertrykte idéer og indeklemte følelser har hobet sig op og nu er parate til at blive høstet. Wills og Jims hjemby er præcis sådan et sted, og da sandheden om dette tivoli går op for drengene, forsøger de at gå til angreb på Dark og hans folk. Deres eneste støtte er Wills far, der tror på drengene.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Spåkonen eller heksen i Mr. Darks menageri synger et sted: ”Tell you your husbands. Tell you your wives. Tell you your fortunes. Tell you your lives. See me, I know. See me at the show. Tell you the color of his yes. Tell you the color of her lies. Tell you the color of his goal. Tell you the color of her soul. Come now, don’t go. See me, see me at the show.” (s. 159)

Næsten hele bogens konflikt indfanges her, for i Darks Tivoli lokkes folk til med et løfte om forandring, men i stedet for at blive bedre mennesker udløser Dark folks inderste frygt og løgne. På magisk vis ser tivoliets ansatte ind i hjertet på lillebyens borgere og afslører deres drifter og længsler. De lokkes til med løfter om gratis hjælp, men ender i sidste ende som ødelagte, maltrakterede monstrøsiteter, der må optræde i Mr. Darks show.

Hardcover, Simon & Schuster 1962. Romanens 1. udgave

Den store forestilling, ”the show”, er en bærende metafor i bogen, fordi Bradbury beskriver livet som den store forestilling, der passerer os alle forbi. Will og Jim har indtil nu blot set på forestillingen udefra, men de er begyndt at ane, at der måske er mere i dette spil, dette ”show”, end man umiddelbart kan se. Drengene gennemskuer imidlertid også tivoliets hemmelighed og tager kampen op imod skyggesiderne i ”the show”. Grunden til, at drengene kan gennemskue Mr. Dark er, at Will og Jim står midt i mellem barndom og voksenliv; de ser antydninger af livets alvor, men har deres fantasi og uskyld intakt, hvilket stort set ingen voksne har. Wills far er en undtagelse, for han har bevaret en flig af sin barndom i hjertet og aldrig helt affundet sig med voksenlivet.

Umiddelbart er kampen mod Mr. Dark ulige, for hvem kan hamle op imod den, der kontrollerer alle længsler og forsmåede følelser? Byen danser efter Darks fløjte og lokkes til i hobetal, takket være hans sirenesang og det stærkeste løfte af dem alle, karrusellen, som lader den, der rider den, blive ældre eller yngre, alt efter behov og ønske. Dark er den sataniske frister, der kender hvert eneste svage punkt i alle sjæle.

Paperback, Bantam Books 1963

Det, Mr. Dark gør, er at vise sine gæster en mørk spejling af livet, der fremhæver alt det nedslående, alt det triste og depraverede. Voksne er især lette ofre for dette, fordi de for længst har erkendt, hvordan alt i tilværelsen er farvet i gråtoner. Sådan er det ikke for Will og Jim, der endnu ikke har trådt ind på den voksne sti, og derfor ser de stadig alt med uskyldige øjne. Seksualitet, død og uafhængighed viser sig som vage silhuetter på horisonten, og læseren ved, at dette måske er drengene sidste måneder som børn, men det store skifte er endnu ikke sket. Will far, der fortsat står med en fod fanget i barndommen, ser også mere end alle andre, og sammen udtænker de våbnet mod Mr. Dark.

Han skal ikke bekæmpes med vold eller magt, nej svaret ligger i latteren. Det er i den barnlige, ubekymrede evne til at grine, at våbnet mod mørket ligger, og det er præcis på den måde, at det lykkes for de tre helte at redde byen. De ved godt, at det kun er en stakket frist. Faktisk ved de inderst inde, at mørket allerede har taget bo i dem, fordi de har set for meget af tivoliet. I sidste ende vinder Dark derfor altid, men man kan holde ham hen, og den viden giver en ægte lykkefølelse, der i bogens sidste linjer skildres med sentimental perfektion, da Will, Jim og Wills far sammen, leende, løber gennem oktobernatten – løber fordi de har lyst, og fordi det at løbe er følelsen af ubekymret frihed.

Hardcover, Hart-Davis 1963

Ray Bradburys roman sætter ord på en afgørende forskel mellem barneliv og voksenliv; den beskriver det uskyldstab, der følger med voksenlivets erkendelse af, at livet i sidste ende er en lang række af kompromisser. Mr. Dark og hans cirkus er vrangbilledet på voksentilværelsen, og den sataniske karrusel er stedet, som man taber sig i, hvis man først giver sig hen til drømme om alt det, der ikke er eller aldrig blev til noget.

Tivoliet, the show, er det modsatte af barnets evne til at leve i nuet, og på sin egen sværmeriske måde lykkedes det rent faktisk at skabe en roman, der minder os alle om, at vi må værne om fantasien og glæden, fordi de mørke kræfter i os alle kun alt for let tiltrækkes af den i sidste ende overvældende modgang, som mere eller mindre konstant ligger og lurer i alles liv. Vi må glemme den, siger Bradbury, og tage ved lære af Will og Jim, ellers havner vi hos Mr. Dark som artister i hans show, og der har man ikke lyst til at være.

Paperback, Corgi Books 1965

Paperback, Corgi Books 1969

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Corgi Books 1975

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Granada 1983

Paperback, Avon Books 1998

Hardcover, Avon Books 1999

Paperback, Gollancz 2006

Hardcover, PS Publishing 2015

Paperback, Gollancz 2015

Paperback, Simon & Schuster 2017

Charles Beaumont, Perchance to Dream. Selected Stories (2015): Den stærke stemme

Paperback, Penguin Books 2015. Forsidens billede er tegnet levende af Will Sweeney

Penguin Books tog et stort skridt i retning af den formelle anerkendelse af Charles Beaumonts forfatterskab, da de i 2015 udsendte et udvalg af hans noveller. Den type bøger, der kommer i Penguin Classics-serien, er noget af det tætteste, man kommer på en officiel, litterær blåstempling. Noget, der absolut kun er de færreste genreforfattere forundt. For Charles Beaumont er det imidlertid nu lykkedes, og det kan da også kun siges at være fuldt fortjent, fordi han uden tvivl repræsenterer en af de helt stærke stemmer i 50’ernes amerikanske genrefiktion og måske endda også i 50’ernes fiktion generelt.

I bogen er Ray Bradburys essay ”Beaumont remembered” fra 1981 genoptrykt som indledning, og her får vi nogle perspektiver på Beaumonts forfatterskab fra en af hans nærmeste venner og litterære fæller. Bradbury ser Beaumont som forvandlingens kunstner, der eksploderer i idéer og fortællinger. Som en plotmaskine, der gang på gang kunne udfordre og overraske sine læsere med de utroligste påfund. Påfund, der på en eller anden måde altid synes at tage udgangspunkt i tankeeksperimenter som; ”hvad nu hvis…” og så indsættes de skæve idéer her. Bradbury understreger også Beaumonts humor og vid, hvilket absolut også skinner igennem i novellerne.

Paperback, Penguin Books 2015

Bradbury har også ret i sin vurdering af Beaumont, men læser man antologiens udvalg af historier, er det tydeligt, at Bradbury kun ser bestemte sider af forfatterskabet. De sider, der formentlig ligner Bradburys eget forfatterskab mest. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at Beaumonts sprog var langt rigere og meget mere klassisk end Bradburys. De delte en hang til spekulative idéer, men sprogligt havde Beaumont en poetisk åre, som gik dybere og flød mere frit end den modernistiske, eksperimenterede Bradbury. Man behøver blot læse de første linjer i novellen ”Place of Meeting” for at fornemme det, for her tegner Beaumont med få virkemidler et enormt billede af sælsom, stillestående mystik:

It swept down from the mountains, a loose crystal-smelling wind, an autumn chill of moving wetness. Down from the mountains and into the town where it set the dead trees hissing and the signboards creaking. And it even went into the church, because the bell was ringing and there was no one to ring the bell… (s. 109)

I novellen inviterer han os ind i sin verden, og sådan åbner langt de fleste af Beaumonts fortællinger. Poetiske drømmefingre kalder os ind i hans univers, der gradvist forvandler sig til historier, som altid rammer skævt i forhold til vores almindelige genredefinitioner. Fantasy, horror og SF glider hos Beaumont sammen i overraskende og udefinerlige sammensyninger.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

I novellen ”Fritzchen” hører vi om en dreng og hans far, der finder et bizart dyr i en sump. Den resolutte far er tilfældigvis dyrehandler og tager væsnet med hjem, hvilket drengen er stærkt utilfreds med, fordi det var ham, der fandt den sære skabning først. En kamp mellem far og søn udspiller sig, hvillet imidlertid bare tjener til at aflede deres opmærksomhed fra dyret, der vokser og vokser. I en historie som denne kommer Beaumonts mange strenge i spil. Her blander han absurd komik, gru og basale iagttagelser af mennesker.

Oribit Magazine, marts 1953, med novellen “The Place of Meeting”

Mere sproglig dybde finder man i novellen ”The Howling Man”. Historien udspiller sig i 1930’erne og beskriver en ung mand fra Boston, der cykler rundt i Europa på dannelsesrejse. Ikke alene formår Beaumont her at flette den form for udlængsel og generationsopgør ind i sin tekst, som Jack Kerouac havde betaget den amerikanske nation med i On the Road, Beaumont formår også at lægge et fascinerende allegorisk lag ind i teksten. På overfladen handler den gotiske historie nemlig om den unge mand, der som patient på et kloster møder en forhutlet fange i klostrets kælder. Vildmanden i kælderen bliver holdt mod sin vilje, fortæller han, og den unge mand slipper ham derfor fri. Det skulle han bare aldrig have gjort, for det viser sig, at det var Djævlen selv, som blev gemt dybt under de teutonske mure. Med Fanden fri kan det onde atter drive sit uvæsen i verden, og kort efter bryder Anden Verdenskrig ud. For Beaumont synes budskabet til os klart – vi må holde vildmanden indespærret. Stoppe ham så langt ned i kælderen som muligt, for når han slipper løs i verden, betyder det død og ødelæggelse.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Anderledes bizar er novellen ”Free Dirt”, der handler om den umættelige gratist, der begynder at hente gratis, overskydende jord fra en kirkegård i nabolaget. Selvom han ikke har noget at bruge jorden til, bliver det en besættelse for manden, der til sidst ender med kummerligt at æde sig selv ihjel i kirkegårdsmulden, fordi han hallucinerer og tror, det er mad. Liggende som en grotesk maddike finder naboerne manden død i baghaven en morgen, halvt begravet i den gratis jord. Historien er fortalt med en tilsyneladende lethed, men lige under den vittige overflade ligger der et ætsende, snerrende lag, der udstiller den grådige gratist i os alle.

En mere klassisk, men mindst lige så virkningsfuld side af Beaumont, møder vi i novellen ”The New People”, der tager os med ind i det forstadsamerika, som Jack Finney beskriver i The Body Snatchers og Ira Levin portrætterer i The Stepford Wives. Beaumont er imidlertid langt mere på bølgelænge med Levin end Finney, for historien portrætterer et lille villakvarter, hvor indbyggerne er begyndt at kede sig i deres småborgerlige forstadsidyl. En kedsomhed, der først fører til seksuelle eksperimenter som partnerbytte, men snart tager en drabelige retning.

The Magazine of Fantasy
and Science Fiction, maj 1955, med novellen “Free Dirt”

Fælles for en stor del af Beaumonts noveller er det tydelige psykologiske portræt. Hvor tidens traditionelle genreforfattere var optaget af plot, synes Beaumont at være optaget af sine personer og den måde, de indgår i deres verden på. Det får ham til at stikke ud blandt hans samtidige, fordi han dermed i langt højere grad synes at skrive noveller, der peger frem i tid. Beaumont er med andre ord forankret i genrelitteraturens fremtid, ikke den pulpede fortid, selvom denne altid er hans udgangspunkt.

IF Magazine, december-1954, med novellen “The Jungle”

Desværre for Beaumont skulle han ikke selv blive en del af fremtiden, fordi han døde som 38-årig. Han efterlod sig en betragtelig produktion, men stort set hele hans prosa var rodfæstet i den kommercielle fiktion, og det kunne have været fantastisk at opleve en mere moden Beaumont, der kunne skrive mere frit, for uanset hvor strålende hans noveller er, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at verden aldrig fik den fabelagtige roman, som givetvis ville være kommet på et tidspunkt. Den må vi derfor nu fantasere om, men heldigvis er der så mange noveller og et par romaner, som vi kan glædes over i stedet.

 

 

 

Horrors Unknown, red. Sam Moskowitz (1971): Næsten glemte gys

Hardcover, Kaye & Ward 1972. Forsidens illustrator er ikke oplyst

Den anerkendte genreredaktør Sam Moskowitz begyndte allerede i 50’erne at indsamle og udgive antologier med navnlig science fiction-noveller fra pulpens storhedstid. Han kastede sig imidlertid også over gys i slutningen af 60’erne, hvor netop den genre havde vind i sejlene. Og takket være et ganske omfattende kendskab til de gamle pulpmagasiner lykkedes det ham også at udsende en række meget vellykkede skrækudgivelser. Horrors Unknown fra 1971 er en af de sidste, som han fik udgivet, og bogen udmærker sig ved at samle noveller fra ellers kendte forfattere, som ikke har været udgivet siden deres oprindelige publicering.

Det er jo i sig selv et værdigt formål for en antologi, men man fornemmer tydeligt, at selve udgangspunktet for Horrors Unknown i bund og grund er den legendariske novelle “The Challenge From Beyond”. Legendarisk, fordi historien blev skrevet som føljeton, hvor en række forfattere byggede videre på de tidligere bidrag. Det er naturligvis ikke i sig selv noget specielt ved, det var bidragyderne imidlertid, som ikke var nogen ringere end C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard og Frank Belknap Long. Det må siges at være et pulp-hold af kaliber, og et samarbejde, som næsten er for utroligt til at være sandt. Sandt er det imidlertid, men resultatet står på ingen måde mål med det, vi ellers kender de højtprofilerede navne for.

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Alle, der har læst Lovecrafts breve i udvalg, vil sikkert huske de mange problemer, der opstår omkring “The Challenge From Beyond”, fordi de to førstnævnte forfattere ikke afleverer til tiden og ej heller bød ind med ret meget. Lovecraft og Howard får dermed æren af for alvor at sætte kød på den historie, der kom til at handle om en mand, der bytter krop med et insektvæsen på en fjern planet og her oplever en form for paladsrevolution blandt de fremmedartede skabninger. Belknap Long, der takket være Lovecraft kom med på holdet, får den tvivlsomme ære af at afslutte den ganske usammenhængende beretning.

Hele herligheden blev trykt 1935 i magasinet Fantasy og blev derefter hurtigt glemt igen, formentlig fordi resultatet er så pinagtigt, som det er. Om der er en lære bag dette, skal jeg ikke gøre mig klog på, men man kan i hvert fald konkludere, at mange stjerner ikke nødvendigvis er det samme som et resultat, der er de mange stjerner værdigt.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Det var måske derfor heller ikke så sært, at det først var i 1971, at historien kunne genudgives, på et tidspunkt, hvor både Lovecraft og Howard var blevet superstjerner, og verden hungerede efter mere fra deres hånd. Takket være ”The Challenge From Beyond” var Moskowitz’ bog Horrors Unknown dermed også hurtigt udsolgt, men formentlig også en kæmpe skuffelse for alle, der forventede noget særligt af det ret utrolige samarbejde.

Bogen som sådan indeholder imidlertid også andet og mere interessant. I den kuriøse ende kan man nævne Ray Bradburys første publicerede novelle “The Pendulum” fra 1939. Den kortfattede historie om en mand, der bliver indespærret i et enormt pendul og derved ikke ældes, før pendulet stopper, er ikke videre fængslende, men den giver et indblik i den unge Bradburys udvikling. Bradbury genudgav senere novellen, denne gang i samarbejde med den mere rutinerede forfatter Henry Hasse, og denne anden udgave er også med i bogen. Muligheden for at kunne sammenligne de to tekster er fascinerende, fordi man pludselig ser, hvordan Hasses rutinerede hånd bevarer Bradburys oprindelige idé, men løfter fortællingen og gør den læseværdig. Det er dermed en lektion i skrivehåndværk, som jeg tror, de fleste, der interesserer sig for den slags, vil kunne se noget spændende i.

Perlevenner – Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Ligeledes kuriøs er Francis Stevens’ ganske fine ”Unseen – Unfeared” fra 1919, der har slående ligheder med en hel del elementer, vi senere kan genfinde hos Lovecraft. I novellen havner hovedpersonen i et bizart mareridtsscenarie, hvor han pludselig bliver bevidst om groteske, amøbeeksistenser, der svævende omgiver os, men som det menneskelige øje ikke kan se. Lovecrafts korte ”From Beyond” (fra 1934) har samme plotidé, og Stevens har endda følgende udsagn ”Fear nothing! Among such as these do you move every hour of the day and night. Only you and I have seen, for God is merciful and has spared our race from sight” (s. 159), som formentlig også vil fremstå bekendt – jeg tænker naturligvis på det berømte “The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents…” fra Call of Cthulhu. Om der er en sammenhæng, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er nærliggende, og idéerne er afgjort effektfulde i Stevens hænder.

Af mere litterær interesse er Edison Marshalls ”The Flying Lion” fra 1919, der med ganske få virkemidler rent faktisk formår at opbygge en ganske intens stemning. En mand kommer ud for en ulykke i en isoleret dal, der eftersigende skulle være hjemsøgt. Manden ligger fanget, mens mørket falder på og således forsvarsløs mærker han pludselig, hvordan noget sniger sig ind på ham. Et stykke rørende enkelt, klassisk skrækfiktion, der afgjort trykker på de rigtige knapper gennem beskrivelser af lyde i natten.

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Bogens absolutte højdepunkt er dog “From Hand to Mouth” af Fitz-James O’Brien – en grotesk, halvfærdig novelle, der bedst kan beskrives som en absurd, galgenhumoristisk fortælling om en ung mand, der mod sin vilje kommer i kløerne på en bizar, skurkagtig gentleman i forsøget på at rede en ung dames dyd. Hovedparten af fortællingen, der udkom i 1858, udspiller sig på et surrealistisk hotel, hvor vægge og døre har såvel øjne som munde. Teksten er spækket med drilske ordspil og gækkerier, hvoraf flere angiveligt skulle henvise til personer i O’Briens samtid. Den slags går desværre hen over hovedet på mig og formentlig også hovedparten af alle andre, der læser novellen i dag. Ikke desto mindre har den surreale atmosfære en særlig virkning, der giver historien et næsten tidløst præg. Noget moderne, som hæver den over ordinær pulp og gør den beslægtet med arbejder af folk som Borges og Peake, for ikke også at nævne Carroll.

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En antologi som Horrors Unknown er spændende, fordi den gør os klogere på pulpens og dermed også det moderne gys’ udgangspunkt. Den er også et sjovt bekendtskab som udgivelse i sig selv, fordi den på den ene side tydeligvis forsøger at trække læsere til med bidrag af folk som Lovecraft, Howard og Bradbury, men samtidig synes bogen ganske idealistisk og meget lidt kommerciel, fordi den dykker ned i det ukendte og ofte svage stof, som kun hærdede genrefans kan interesserer sig for.

Fitz James O’Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

På den led er bogen i virkeligheden også et meget fint billede på den fankultur, der opstod i slutningen af 60’erne, hvor der pludselig var et stort bogmarked for meget specialiserede læsere, der var interesseret i at bruge penge på genoptryk af pulpfortællinger, der måske ikke var synderligt gode, men som havde genrehistorisk interesse. Talrige små, fandrevne forlag skød i den periode op, der satsede på præcis sådanne udgivelser. Dette specialiserede marked findes fortsat i dag – heldigvis for det – og med de moderne muligheder for kommunikation kan man sige, at den slags udgivelser har fået bedre vilkår end nogensinde før. Men derfor kan man jo også fortsat glæde sig over samlerobjekter som Horros Unknown – en sær bog, som jeg er glad for at have stående i samlingen.

Novellerne:

C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard & Frank Belknap Long: “The Challenge From Beyond”

Edison Marshall: “The Flying Lion”

Frank Norris: “Grettir at Thorhallstead”

C. L. Moore: “Werewoman”

Fitz-James O’Brien: “From Hand to Mouth”

Seabury Quinn: “Body and Soul”

Francis Stevens: “Unseen – Unfeared”

Ray Bradbury: “The Pendulum”

Ray Bradbury & Henry Hasse: “Pendulum”

Edwin L. Sabin: “The Devil of the Picuris”

W. Fenimore: “The Pool of the Stone God”

 

 

Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV (1957), red. Alfred Hitchcock: En morderisk charmerende antologi

At Alfred Hitchcock allerede i 1950’erne blev et synonym for spænding og uhygge, er ikke nogen nyhed. Det er heller ikke nogen nyhed, at Hitchcock meget kløgtigt formåede at udnytte sit navn kommercielt og lukrere på det såkaldte brand, han havde udviklet sig til. Det kom til udtryk på mange fronter, ikke mindst i bøgernes verden. Hitchcock stod således bag en lang række antologier udgivet fra 40’ernes begyndelse og ind i 70’erne.

Sandt at sige var det kun af navn, at Hitchcock var involveret i antologierne. Bag udvælgelsen stod en række både prominente og dygtige redaktører, der tilmed skrev bøgernes forord under påskud af, at det var den engelske skrækmesters egne ord. Verden vil bedrages, men ikke desto mindre lykkedes det som regel for Hitchcocks såkaldte ghostwriters at ramme den finurlige tone, man kendte ham for fra TV.

Paperback, Pan Books 1960

Som sagt er antologierne generelt af høj kvalitet, fordi forlagene, der stod bag, var store og havde råd til at købe rettigheder til historier fra forfattere i samtiden, der naturligvis også var interesserede i at komme med i Hitchcock-planetens kredsløb.

En af de bedste antologier, der blev udsendt i Hitchcocks navn, er for mig at se Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. En omfattende samling udsendt i 1957, der rummer 25 noveller. Faktisk blev antologien så populær, at den allerede i 1958 udkom i en forkortet paperback-udgave med kun 12 noveller og titlen 12 Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. Året efter, i 1959, kunne de sidste 13 noveller så genudsendes under titlen 13 More Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV – men så kunne den sag heller ikke malkes mere.

Alfred Joseph Hitchcock (13. august 1899 – 29. april 1980)

Udvælgelsen blev foretaget af pulpforfatteren Robert Arthur, der selv har en historie med i bogen, og arbejdet er udført med bravur. I indledningen, som sagt skrevet med Hitchcocks signatur, fortæller han, at bogens noveller alle på et eller andet tidspunkt har været overvejet til TV, men blev fundet for voldsomme eller ubehagelige. Det lover jo godt, og Robert Arthur/Hitchcock fortsætter, at antologiens fortællinger alle handler om mord. Nogle er slet og ret små krimimysterier, mens andre er overnaturlige gys, alle kredser dog om drabet.

Bogen slår med andre ord både morbide og makabre strenge an, og det gør den rigtig godt. Faktisk forbløffende godt. De 25 historier er nemlig ikke alene alle af høj kvalitet og forbavsende underholdende. De falder tilmed med sans for timing, idet Robert Arthur har formået at variere bogens stemninger og udtryk, så hver historie skifter tempo og stil i forhold til den forrige og derfor virker frisk. Det er lidt af en bedrift, navnlig når man tænker på, hvor meget af tidens pulp, der mest af alt var halvdårlige, ironiske gentagelser af gamle horrortroper.

Robert Arthur (10. november 1909 – 2. maj 1969)

Alene den sorte åbningsnovelle ”Being a Murderer Myself” om hønseavleren, der myrder en ung kvinde og fodrer hønsene på sin farm med hendes lig, er bogen som helhed værd. Men den lettere vanvittige, galgenhumoristiske tone, det hele begynder med, er dog kun ét spor i bogen. Den berømte novelle ”Lukundoo” følger lige i hælene og viser hurtigt bogens andet spor. Her, i Edvard Whites klassiker, beskrives det grumme resultat af et møde med en afrikansk heksedoktors forbandelse. Mens første historie er et skævt krimigys, er den anden historie et fint eksempel på det pulpede overnaturlige lag, der også optræder i bogen.

De fleste af historierne falder inden for spændet mellem de to første noveller, og hvad man synes bedst, om må være en smagssag. For mig er det afgjort de nærmest diabolske beretninger om koldblodige mordere, der gør størst indtryk og viser, hvor subtile genregrænserne mellem gys, krimi og spænding er. Margaret St. Clairs ”The Perfectionist” er et godt eksempel på en drabsfortælling, hvor vi udmærket kender slutningen allerede efter at være kommet få linjer ind i fortællingen. Det betyder imidlertid slet ikke noget, fordi kvaliteten ligger i selve nydelsen af den gradvise opbygning frem mod det uundgåelige, afsluttende mord. Hos St. Clair sker det i øvrigt i form af en ældre dame, der elsker at tegne efter model, men har problemer med at få sine modeller til at sidde stille. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Hardcover, Simon and Schuster 1957. Antologiens 1. udg.

Den absolut politisk ukorrekte “The Price of the Head” af John Russell er også et af højdepunkterne, fordi novellen om den fordrukne mand, der redes af en indfødt for kun at opdage, at der var en helt særlig grund til den indfødtes venlighed, er også uimodståeligt ondskabsfuld. Det samme gælder Robert Blochs ”Water’s Edge”, der blander gys og hårdkogt krimi på klassisk Bloch’sk vis. Her opsøger en tidligere indsat sin afdøde cellekammerats kæreste i håb om, at hun ved, hvor kammeraten gemte sit bytte efter et røveri. Det kommer der en herlig historie ud af, hvor Bloch formår at vende plottet på hovedet et par gange og udfolde sit galgenhumoristiske talent på bedste vis. Faktisk er ”Water’s Edge” en af Blochs fineste historier, fordi humor og gru går op i en højere enhed og arbejder sammen – noget der bestemt ikke er tilfældet i en stor del af hans andre historier, hvor førstnævnte humor typisk har overtaget.

Går man efter mere substantielle bidrag til bogen, må Sakis stille ”Sredni Vashtar” eller Ray Bradburys ”The October Game” trækkes frem. Begge noveller har begge ben forankret i pulptraditionens løsslupne tematikker, men sprogligt løfter de sig hver på sin måde over de øvrige bidrag og viser, hvordan genrelitteraturen vinder uendelig meget, i det øjeblik den får et poetisk rygstød. Begge noveller har noget fintfølende, raffineret over sig, der sprogligt lægger afstand til de plotorienterede fortællinger, som de er udgivet sammen med i bogen.

Paperback, Dell 1958

I sidste ende forbliver det imidlertid en smagssag, hvad der for alvor skiller sig. For mig at se er det en antologi med 25 særdeles fine fortællinger, og uanset hvor du dykker ned, vil det helt sikkert være en interessant eller god læseoplevelse. Antologien står som et af højdepunkterne i Alfred Hitchcocks antologi-univers og taget i betragtning af, hvor hyppigt bogen er blevet genoptrykt, er der også andre end mig, der holder af denne novellesamling. Det betyder også, at den faktisk er ganske let at få fat i, og dermed er der ingen undskyldninger. Hvis du bare interesserer dig en smule for genreforvridende historier med drilsk glimt i øjet, er Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV lidt af en bibel. Faktisk i en sådan grad, at den næsten synes at etablere sin egen genre. Men det er anden snak.

Paperback, Dell 1959

Novellerne:

Arthur Williams: ”Being a Murderer Myself”

Edward Lucas White: “Lukundoo”

William Sansom: “A Woman Seldom Found”

Margaret St. Clair: “The Perfectionist”

John Russell: “The Price of the Head”

Patrick: “Love Comes to Miss Lucy”

H. Munro (Saki): “Sredni Vashtar”

Philip MacDonald: “Love Lies Bleeding”

Jerome K. Jerome: “The Dancing Partner”

M. R. James: “Casting the Runes novelette”

William Hope Hodgson: “The Voice in the Night”

Robert Hichens: “How Love Came to Professor Guildea”

Stanley Ellin: “The Moment of Decision”

James Francis Dwyer: “A Jungle Graduate”

C. P. Donnel jr.: “Recipe for Murder”

Roald Dahl: “Nunc Dimittis”

Richard Connell: “The Most Dangerous Game”

John Collier: “The Lady on the Grey”

A. M. Burrage: “The Waxwork”

Thomas Burke: “The Dumb Wife”

D. K. Broster: “Couching at the Door”

Ray Bradbury: “The October Game”

Robert Bloch: “Water’s Edge”

Robert Arthur: “The Jokester”

Leonid Andreyev: “The Abyss”

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

Ray Bradbury, The October Country (1955): Fortællinger fra tusmørkelandet

The October Country er en fantastisk antologi, der samler 19 ganske forskellige, makabre fortællinger. Novellesamlingen hører til blandt det bedste Ray Bradbury fik udgivet, og bogen blevet genoptrykt løbende siden ’55, hvor den så dagens lys for første gang. Det er lidt af en bedrift, men ikke så mærkeligt for den, der får tygget sig gennem historierne. Vi møder nemlig her en Bradbury på toppen. Novellerne emmer af kreativt overskud og kunstnerisk engagement, og det i en sådan grad, at Bradbury vel aldrig rigtigt kunne overgå det, han leverede med denne antologi – sådan er det i hvert fald i min verden.

Hvis ret skal være ret, må det dog nævnes, at hovedparten af The October Country tidligere havde været udsendt af Arkahm House i 1947 under titlen Dark Carnival. En vigtig bog for Bradbury, han selv omtalte som helt afgørende for sin forfatterkarriere.

Paperback, New English Library 1970

Fortællingerne i The October Country hænger ikke sammen, men det til trods er novellerne udvalgt så godt, at der opstår en form for synergi mellem historierne, som faktisk skaber et bindeled. Ikke en konkret forbindelse, vel at mærke. Nej snarere et stærkt tematisk slægtskab, der i høj grad opstår i kraft af Bradburys kredsen om de samme temaer. Meget af dette ligger allerede i bogens formidable titel – oktoberlandet. En stærk metafor, som i den grad varsler læseren om, hvad der ligger forude. Efterårsmåneden med høst, snigende mørke, regn og for amerikanerne naturligvis også halloween. Med antologien væver Ray Bradbury dette oktoberland frem for os. Et sært tusmørkeland, hvor besynderlige hændelser, mærkelige skabninger og overnaturlige hændelser lurer under overfladen.

Det er heller ikke tilfældigt, at antologien, som blev udvidet og genudgivet som The October Country hed Dark Carnival. Det karnevaleske spiller nemlig en væsentlig rolle i novellerne. Ting, der giver sig ud for at være noget andet end det, de er, og gerne i groteske former, vender tilbage som vedholdende motiver i novellerne. Halloween, cirkus og karneval runger igen og igen med som en ubehagelig undertone.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Det kunne naturligvis let være blevet til en pulpet monsterfest, men sådan er det absolut ikke. Der er både humor og klichéer i The October Country, men Bradbury udfordrer sin læser med et intelligent, skævt sprog, der ligger langt fra eksempelvis Robert Blochs galgenhumor. Der ligger bidende alvor bag Bradburys afdækning af oktoberlandets beboere, og det, han viser os, rummer både sorg, melankoli og skræk. Alene åbningsnovellen om dværgen, der drømmer om at være almindelig, og derfor opsøger et spejlkabinet, hvor han kan se sig selv i stor størrelse, blandes det bizarre med det rørende på slående vis.

”The Jar”, der handler om en bondeknold, der køber en krukke med en besynderlig ”ting”, er ligeledes et mesterligt eksempel på Bradburys evne til at flette det makabre sammen med helt nære skildringer af mellemmenneskelige relationer, som de fleste af os kan identificere os med.

Hardcover, Arkham House 1947

Bradbury gentager flere gange det samme greb i bogen. Han forvrænger det velkendte og tilføjer det et element af noget surrealistisk, som gradvist transformeres til både noget ubehageligt og fascinerende. Et konkret eksempel på det kunne være ”The Scythe”, hvor en forarmet familie finder en forladt gård med marker, der står klar til at blive høstet. De flytter ind på gården, og manden begynder høstarbejdet for kun at opdage, at han nu har overtaget rollen som Døden. Han bliver den metaforiske Høstmand, og pludselig ser han, at hvert strå i marken har krop og ansigt. Bonden mejer sig gennem menneskeheden og fortsætter, da han møder sin egen familie i marken. Døden kender ingen tøven. ”The Scythe” er uden tvivl et højdepunkt i bogen, fordi den med sin blanding af djærv realisme og metafysisk gru opnår et ret enestående, nærmest mytologisk niveau.

Men der er skam masser af andre fine, fine fortællinger i The October Country. Den absurde ”Skeleton” repræsenterer måske bogens mest ordinære side med sin beretning om manden, der opdager, at hans eget skelet er ude på at myrde ham. Historien er ganske vanvittig og fuldendes med et pulpet plottwist, der kunne være førnævnte Bloch værdigt. Plat eller uforpligtende bliver det imidlertid aldrig, fordi Bradburys pen løfter selv det trivielle til noget interessant.

Hardcover, Ballantine Books 1955. Antologiens 1. udg-

Det taler med andre ord til Bradburys ære, at han i vid udstrækning valgte at styre uden om klichéer med sin makabre fiktion. Hans noveller har en stålsat selvstændighed, der gør, at man ikke i et sekund er i tvivl om, hvem der er forfatteren bag dem. Bradburys kunstlede, til tider næsten avantgardistiske sprog gennemsyrer nemlig alt og overskygger flere steder handlingen, der hvor den nærmer sig det velkendte. Men selv der, på kanten af det ordinære, formår han at skabe noget foruroligende. ”The Wind” eksempelvis er på mange måder en klassisk pulpfortælling, der måske kunne opfattes som et svagt ekko af Lovecraft-skolen. Plottet er velkendt, men beskrivelsen af manden, der ser ud over landskabet, hvor en forhekset vind fejer gennem træer og buske, er ganske enkelt uforlignelig og foruroligende på smukkeste vis.

The October Country afsøger mange stemninger og situationer, og Bradbury vælger kun sjældent den lette løsning. Det er beundringsværdigt, og jeg vil mene, at hans noveller i antologien står som et af horrorgenrens hovedværker fra 1950’erne. Sammen med den ligeledes formidable Shirley Jackson udgjorde de et nødvendigt opgør med pulpens uforpligtende, letbenede horror. Både Ray Bradbury og Shirley Jackson nedtonede det konkrete monstergys og pegede i stedet på det formløse, psykologiske mørke som arnested for gru og uhygge. Mørket inde i os selv og vores samfund blev omdrejningspunktet, og dermed står de to i høj grad som strømpil for de veje, som gyset skulle gå i de følgende mange år.

 

Novellerne:

“The Dwarf”

“The Next in Line”

“The Watchful Poker Chip of H. Matisse”

“Skeleton”

“The Jar”

“The Lake”

“The Emissary”

“Touched With Fire”

“Shopping for Death”

“The Small Assassin”

“The Crowd”

“Jack-in-the-Box”

“The Scythe”

“Uncle Einar”

“The Wind”

“The Man Upstairs”

“There Was an Old Woman”

“The Cistern”

“Homecoming”

“The Wonderful Death of Dudley Stone”

 

Hardcover, Hart-Davis 1956

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Ballantine Books 1962

Paperback, Four Square Books 1963

Paperback, Ballantine Books 1964

Paperback, Four Square Books 1965

Paperback, Ballantine Books 1969

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Panther 1976

Paperback, Ballantine 1978

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine 1996

Paperback, Earthlight 1998

Paperback, Avon Books 1999

Paperback, Harper Perennial 2011

E-bog, Harper Voyager 2014

 

Ray Bradbury anno 1968

Som opvarmning til søndagens bogomtale får I her et par lettere krukkede interviews med Ray Bradbury. Det er ganske underholdende, at høre ham fortælle. Især fordi man fornemmer, hvor meget heltedyrkelse, der omgærder ham allerede dengang og, at Bradbury helt sikkert er bevidst om dette. Det er på nippet til at blive noget usympatisk, men også kun lige ved. At læsset senere væltede helt for Bradbury er så en anden snak – og måske endda et senere indlæg her på bloggen.

God weekend – vi ses på søndag.

Bogbekendtskaber: Niels Dalgaard

Så er det allerede blevet tid til endnu et bogbekendtskab – og denne gang et af de mere omfattende af slagsen. Jeg har i denne uge fornøjelsen af at kunne give ordet til Niels Dalgaard. Manden, der utrætteligt har skrevet og redigeret tekster om Science Fiction i en lang, lang årrække. Jeg nævner i flæng bøger som Fanmarkshistorien: Dansk science fiction fandoms historie (1999), Fra Platon til Cyberpunk: Science fiction-litteraturens historie (2004), Verdensjongløren: Svend Åge Madsen og science fiction (2007) samt ikke mindst redaktørposten for Proxima. Og ph.d.-afhandlingen Den gode gamle fremtid: Modernitetskritik og genrevalg i halvfjerdsernes danske science fiction-roman fra 1997 må også nævnes som noget ganske væsentligt.

 Modsat alle os halvstuderede røvere, nørder og andet godtfolk, der huserer på diverse blogs, blade og hjemmesider, har Niels arbejdet med akademisk præcision i sine udgivelser og leveret analyser, der hæver sig betydeligt over de entusiastiske, men ofte famlende og overfladiske tekster, vi normalt finder i fanmiljøet. Niels Dalgaards indsats afkræver stor respekt og anerkendelse, og jeg er ganske sikker på, at en del hel del af Fra Sortsands læsere vil være spændte på at læse om Niels’ vej ind i SF-litteraturen. Spænd hjelmen, indstil kontrolbrættet og forbered dig på en fascinerende rejse; første destination den røde planet Mars.  

 

Da jeg begyndte at læse science fiction

Genre er et mangetydigt begreb. På det mest grundlæggende plan er det en gruppering, man bliver enig om, sådan at tekster (eller andet) der har noget tilfælles, kan omtales med et samlende begreb. I nyere tid bliver ordet også brugt som synonym til ”triviallitteratur”, ud fra den opfattelse at den rigtige litteratur består af unikke værker og derfor ikke kan omtales gruppevis. Men både den ”høje” og lave litteratur består af værker, der fornyer litteraturen og af værker der hovedsagelig gentager det allerede sagte på en allerede anvendt måde. Og finlitteraturens unikke værker er ikke mere unikke end at man kan gruppere dem med andre værker – fx giver det udmærket mening at snakke om genrer som sonetter, elizabethansk drama, udviklingsroman, københavnerroman, kollektivroman eller haiku. At man læser en tekst med blik for dens genre (og dermed på et eller andet plan holder den op mod en række andre tekster, den har lighedstegn med) betyder med andre ord ikke at man kaster sig i armene på trivialiteten.

Jeg har været fascineret af science fiction, næsten lige så længe jeg har læst bøger. Jeg har ganske vist ikke nogen erindringer om at have opdaget genren på børnebiblioteket i Valby, men da jeg (i en relativt ung alder) begyndte at låne bøger fra voksenbiblioteket, blev jeg ret hurtigt ramt. Jeg kan huske at jeg ret systematisk afsøgte forskellige muligheder, bl.a. læste jeg en række kriminalromaner og noveller (i det længst hedengangne Ellery Queen Kriminalmagasin). Jeg gjorde meget hurtigt den erfaring – som stadig holder, også hvad angår tv-serier – at jeg stort set kun finder en kriminalhistorie interessant, hvis der er noget andet end selve kriminalintrigen i den. Det kan fx være en excentrisk detektiv; nogle af de krimier jeg læste flest af, var Rex Stouts bøger om Nero Wolfe.

Niels Dalgaard (født i 1956)

På den tid – vi snakker anden halvdel af tresserne – var der ikke noget der hed fantasy. Det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig hvordan min læsning ville have udviklet sig hvis Harry Potter eller nogle af de mange, mange (og alt for ens) ungdoms-fantasyromaner havde stået på hylderne. Men de gjorde de ikke, og jeg er heller ikke sikker på at jeg ville have holdt ved genren i ret lang tid (jeg læste fx superhelte-tegneserier, men det stoppede efter nogle år). Jeg fandt nogle horrorting, der dengang gik under betegnelsen ”gysere”, men kunne ærlig talt ikke tage dem alvorligt. Selv om jeg nok har været lige så fjollet som alle andre i min alder, blev jeg tidligt interesseret i videnskab og dermed indirekte præget af det moderne verdensbillede; jeg kunne simpelthen ikke identificere mig med personer og begivenheder baseret på en metafysisk omverdenforståelse. Spøgelser skræmmer mig ikke, heller ikke på papir, simpelthen fordi jeg ikke tror på dem og ikke kan tage dem alvorligt (at man kan bruge et spøgelse metaforisk eller symbolsk, er en anden ting, som mit tolvårige jeg imidlertid næppe havde forstået; og selv om jeg er vokset op til en større forståelse af litterært billedsprog, vil jeg stadig gerne have at det også giver mening på det realistiske plan).

Men i min systematiske undersøgelse af de forskellige litteraturformer på Valby bibliotek, rendte jeg så ind i Ray Bradburys Krøniker fra Mars (i Hasselbalchs billigbogsudgave fra 1966). Der var ikke særlige hylder til science fiction dengang – og heller ikke til krimier for den sags skyld – men jeg syntes bogen lød interessant eller i al fald anderledes ud fra beskrivelsen på omslaget. Så jeg tog den med hjem – og var solgt. Her var der noget, både for tænkeren og for opleveren. Her var spændende eventyr i eksotiske omgivelser, her var uhygge og melankoli. Det sidste havde jeg nu ikke så meget at bruge til på daværende tidspunkt, men mange af de uhyggelige aspekter i bogen ramte mig, fordi jeg kunne tro på at det kunne finde sted.

Senere er jeg naturligvis blevet ældre og mere kynisk, og der skal rigtig meget til for at vælte mig omkuld sådan som Bradburys bog gjorde dengang. Jeg har også fundet ud af, at den vision om Mars, som Bradbury opruller, er baseret på et billede af planeten som allerede var forældet da han skrev bogen. Naturvidenskabelig nøjagtighed var heller ikke hans pointe; i stedet ønskede han at fortælle om menneskets drift mod stjernerne og om dets evne til at ødelægge alt hvad der er naturligt, oprigtigt og smukt.

En yngre Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Krøniker fra Mars (1950; den første danske udgave i bogform Hasselbalch 1952) kaldes nogle steder for en roman, men den er blevet til som en novellesamling og er efter min smag for episodisk til at fungere som roman i traditionel forstand. Desuden er der nogle af historierne der strengt taget ikke passer alt for godt sammen med de andre, men lad det nu ligge. I en serie kapitler/noveller beskriver bogen hvordan flere ekspeditioner fra Jorden tager til Mars, og hvordan menneskene efterhånden slår sig ned og overtager mere og mere af planeten. Bradburys Mars har en atmosfære, selv om den er tynd, og den har beboere i form af en ældgammel art, der på flere måder minder om mennesker. Hvad jeg først senere forstod, er at disse marsboere kan læses som billeder på de amerikanske indianere, og jordboerne som billeder på den hvide mand der overtog det Midtvesten, hvor Bradbury boede som barn. Der er også skildringer af hvad åbningen af Mars betyder for folk på Jorden, hvor den af mange bliver set som en mulighed for en ny start (parallelt med hvordan mange ludfattige europæere opfattede USA i 1800-tallet). Men til sidst bliver Mars også redningen for de jordboere, der er taget derop, da hjemplaneten roder sig ud i en atomkrig. Og til allersidst følger man en menneskelig familie, hvor faderen har lovet at vise børnene nogle marsboere. Han tager dem med hen til en af kanalerne og lader dem spejle sig: Dér er marsboerne, siger han. Kolonisatorerne er blevet de nye indfødte, omstændighederne har tvunget dem til at se sig selv, ikke som forflyttede jordboere, men som rigtige marsboere.

Kanalerne er i øvrigt også et levn fra en tidligere opfattelse af Mars; de skyldes i virkeligheden en oversætterfejl, idet den italienske astronom Schiaparelli havde beskrevet planeten og mente at se canali, der nærmest betyder render og burde have været oversat med channels i stedet for canals. Men amerikaneren Percival Lovell løb med kanal-idéen og blev indirekte ophavsmand til hundredvis af kulørte historier om eventyr på en planet med imponerende ingeniørarbejder men en uddøende art. Bradbury har valgt dem for deres poetiske kvaliteter, ikke fordi de var videnskabeligt relevante på det tidspunkt hvor han skrev sin bog.

De poetiske kvaliteter er muligvis en af grundene til den særstatus som Bradbury har i forhold til genreproblematikken. Af en masse forskellige grunde er science fiction sjældent blevet taget alvorligt af litteraturfolk – men Bradbury har ofte været en undtagelse. Da den amerikanske science fiction, der var blevet udviklet i pulp-magasinerne, kom til Europa som en del af den amerikanske kultureksport efter anden verdenskrig, blev den oftest indrangeret som triviallitteratur sammen med westerns og tegneserier. Men der var enkelte undtagelser, og Bradbury hørte til de mest markante. De første oversættelser af Mars-novellerne kom i Politikens estimerede søndagstillæg Magasinet, og blev illustreret af ingen ringere end Arne Ungermann. Og bogudgaven blev oversat af Jens Kruuse, kritisk styrvolt (der generelt ikke havde meget til overs for genren). Noget tilsvarende skete i Sverige, som det er dokumenteret i Jerry Mattääs afhandling Raketsommar (2005).

Paperback, Ellerströms förlag 2006

Hvorfor er Bradbury en undtagelse? Ganske vist blev der trykt science fiction af andre forfattere, både i avisernes søndagstillæg og andre steder, men ingen nåede samme status som Bradbury. Mit personlige gæt er at det er på grund af de omtalte poetiske kvaliteter. Han er simpelthen mere tilgængelig for en læser, der – bevidst eller ubevidst – har lært at læse en bestemt form for skønlitteratur, nemlig den psykologiske historie, struktureret omkring et system af metaforer. Denne form for litteratur som mange anser for den ”normale”, er selvfølgelig noget man skal lære at læse lige som alt muligt andet. Men alle lærer det på et eller andet niveau i skolen, og føler derfor at megen science fiction – der grundlæggende fungerer på en anden måde – er ”underlig” eller uforståelig eller bare uinteressant. De bedste af Bradburys historier kan læses som gedigen science fiction og som psykologisk, metaforisk, ”litterær” litteratur. Og kritikere og anmeldere med den traditionelle baggrund kunne derfor forholde sig til ham på en måde, som de fx ikke kunne til Arthur C. Clarke eller Isaac Asimov eller andre af de store navne fra dengang. Det har heller ikke skadet, at Bradbury ramte tidsånden ved at være massivt teknologikritisk og udviklingspessimistisk – tænk bare på hans mediekritik i Fahrenheit 451 (1953).

Jeg er ikke nær så stor Bradbury-fan i dag som jeg var som tolv-fjortenårig. Men hvor hverken krimier eller gysere sagde mig noget, gav Krøniker fra Mars mig mareridt. Jeg holder ikke af mareridt og gjorde det heller ikke dengang, men jeg konstaterede at de underlige noveller om de sølvfarvede, spøgelsesagtige marsfolk havde gjort et indtryk på mig. Og uden at undlade at læse mange andre slags bøger, begyndte jeg at læse mere science fiction. Jeg var kronologisk heldig, for så vidt som at min interesse begyndte på at tidspunkt hvor der var billigbogsserier med megen god (og en hele del mindre god) oversat science fiction fra forlagene Hasselbalch, Vendelkær og Notabene. Det var dér, jeg første gang stødte på forfattere som Isaac Asimov, Brian W. Aldiss, Arthur C. Clarke, Robert Silverberg, William Tenn, Philip K. Dick og Kurt Vonnegut, for bare at nævne nogle enkelte. Og det var også omkring den tid, nogle af Niels E. Nielsens bedste romaner kom. Jeg var i stand til at tage min interesse med mig og fortsætte med at læse science fiction, også i gymnasiet (hvor jeg dog også havde travlt med meget andet), selv om det dengang bestemt ikke var noget man underviste i. Og senere har jeg forsket i genren, bl.a. på universitetet.

Jeg er ret sikker på at jeg ville være blevet bidt af science fiction, også uden Krøniker fra Mars. Det er ikke engang sikkert at det var den første science fiction-bog, jeg lånte. Men det er den, jeg husker, og selv om jeg har mine forbehold overfor Bradbury, som jeg ifølge sagens natur ser i et noget andet perspektiv nu, er der stadig en del af hans historier som jeg anser for klassiske.

Fremtidsromanen nr. 1, Forlaget Skrifola 1957. Her udkom Bradburys Krøniker fra Mars i en forkortet udgave

Da man engang i den engelsksprogede verden diskuterede, hvornår genrens guldalder indtraf, var der et vittigt hoved der udtalte at ”The golden age of science fiction is twelve”. Det er nok en sandhed med modifikationer, men på den anden side er det ofte i den alder, folk der bliver rigtig vilde med genren, er stødt på den. Derfor kan man glæde sig over at der for tiden er noget af en guldalder indenfor science fiction for børn og unge (hvilket bestemt ikke var tilfældet, da jeg foretog de første spæde sonderinger på området). Der skrives mange gode ungdomsromaner, der både er glimrende læsning i sig selv (også for voksne) og kan fungere som indgang til de mere voksne dele af genren. Det ville snarere være dem, jeg ville anbefale et interesseret ungt menneske i dag, end lige netop Bradbury.

Jo, der er stadig nogle af Bradburys noveller, der virker, og som kan læses af unge (flere har også stået i antologier til undervisningsbrug). Men verden har altså flyttet sig gennem de mere end tres år der er gået. Jeg ville måske nok anbefale ”En lyd som torden” (”A Sound of Thunder”, 1952), selv om dens tidsrejseproblematik diskuteres lige så underholdende i de tre Back to the Future-film. Og ”Savannen” (”The Veldt”, 1950) er en effektiv horrorhistorie om det, vi i dag ville kalde virtual reality. Der er måske en håndfuld til, der holder samme niveau, men meget af forfatterskabet er nok bedst egnet for ældre nostalgikere (de to nævnte historier og en stribe andre er genoptrykt i samlingen Bradburys bedste, Solkuplerne og andre science fiction-noveller (Sesam 2002). De/vi kan nyde Bradburys litterære prosa og pletvise sentimentalitet, mens de/vi filosoferer over at fremtiden heller ikke er hvad den har været.

 

Tales of Unknown Horror, red. Peter Haining (1978): En særdeles tam buket

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Peter Hainings lille serie med mindre kendte skrækfortællinger var et sympatisk projekt. Tanken om at grave oversete perler frem i stedet for at blive ved med at genudgive de samme velkendte historier er glimrende. Og Peter Haining var da også afgjort rustet til opgaven. Han var en af de væsentligste engelske horroreksperter og havde et kæmpe kendskab til både den klassiske, britiske spøgelseslitteratur samt det store, amerikanske pulpmarked. Med det udgangspunkt burde det være en snild sag at sammensætte en bog med skrækperler, som de fleste læsere ville være ubekendt med.

Helt så let er det bare ikke, for Tales of Unknown Horror – seriens andet bind – viser med al tydelighed, hvor let det er at falde til patten og slå vanetænkningen til. Vanetænkning er nemlig afgjort den røde tråd gennem denne antologi, der har et konservativt, for ikke at sige gabende kedsommeligt bud på relevant skrækfiktion anno 1978. Faktisk er den største overraskelse, at Haining ikke fandt plads til den obligatoriske Bram Stoker-novelle blandt alle de andre sikre forfatternavne, han har fået stablet sammen.

Paperback, New English Library 1978

Nu kunne man måske indvende, at udvalget af ferske fortællinger skyldes Hainings manglende evner som redaktør. At han, så at sige, savnede sans for horror, men det passer ikke. Haining har gang på gang bevist sit kendskab i den store mængde bøger, han fik redigeret. Der er snarere noget mere grundlæggende på færde i Unknown Tales of Horror, der handler om selve holdningen, til hvad god skrækfiktion er.

Peter Haining har en indledning til bogen, hvor han ud over den obligatoriske fejring af de inkluderede forfattere lufter nogle interessante synspunkter omkring horror. Haining skriver nemlig her imod det, han kalder ”Butcher Shop stories” – en betegnelse for bloddryppende, konfronterende historier, der er skrevet for at chokere. Den slags tager Haining afstand til og definerer den vellykkede gyser som en subtil øvelse – som han skriver:

No, the horror story which achieves the highest ideals of the genre is basically a tale in which the elements of the unknown and supernatural combine to put a person in peril of his life – but do not pointlessly drag him through unpleasantness for its own sake (s. 9).

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Det standpunkt oser langt væk af en forloren puritanisme. En hensunken skrækbogsforståelse, der bliver ved med at sætte navne som Mary Shelley og Richard Marsh som genrens højdepunkter. Men Hainings projekt med bogen fører videre end det. Han kan nemlig indledningsvist konkludere, med henvisning til film som The Exorcist, The Omen og The Sentinel, at horror som genre har triumferet og nu er blevet en fuldt ud valid udtryksform, der nyder enorm popularitet. Tornen i øjet er imidlertid den kunstneriske anerkendelse – den mangler.

Her er det så i bogen, at Haining griber dybt i de genrehistoriske gemmer og hiver arvesølvet frem. Mary Shelleys famlende ”The Reanimated Englishman”, der ikke kan være andet end en skitse til en novelle eller roman, og Richard Marshs fine, klaustrofobiske ”A Silent Witness” skal således garantere den nødvendige klassiskerfernis, som forhåbentlig vil smitte af på bogens øvrige navne. Forstået således, at Haining håber, læseren vil opfatte Lovecraft, Bloch, Bradbury og Rohmer som afskygninger af førnævnte navne.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Om det lykkes eller ej skal jeg ikke kunne sige. De udvalgte historier har alle kvaliteter, men er samtidigt stort set alle som en forsigtige, små overnaturlige pip, der måske med fuld ret er blevet glemt. Selv Lovecraft-novellen ”The Challenge From Beyond”, der egentlig er et kapitel i en ikke synderligt vellykket kortroman skrevet af flere forfattere fra Lovecrafts cirkel, står som noget af det mindre interessante, han skrev. Faktisk er det kun William F. Temples ”The Whispering Gallery”, der æstetisk træder ud af de andres skygge og bider sig fast med et sprog og et isnende ubehag, som huskes efter endt læsning. Her lader Temple nemlig en lille dreng komme i livsfare, da han ledes på afveje af nysgerrighed og overnaturlige kræfter. Historien har stedvist ganske ubehagelige skildringer af en hjemsøgt atmosfære, som faktisk blev hængende hos mig længe efter historien var læst.

Mens Temple leverer mærkbart gys med dybde, står Robert Bloch for et vanligt galgenhumoristisk grin i den kække ”Son of a Witch” om en småkriminel døgenigt, der får fingre i et flyvende tæppe. Historien er vittig og velfungerende, som det meste andet Bloch skrev, og ganske, ganske ligegyldig. Den går imidlertid i spænd med antologiens absolut største stjerne – Stephen King – der har den sidste novelle i bogen.

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Stephen King var allerede blevet en superstjerne, da Tales of Unknown Horror udkom, og Haining kan næsten ikke få armene ned i begejstring over at kunne trykke en King-fortælling, der ikke var udgivet før. At det kunne være i modstrid med bogseriens idé om at trykke oversete historier, synes ikke at påvirke Haining stort. Kings ”Cat From Hell” viser ham desværre fra den uforpligtende, letbenede side, som har karakteriseret hans senere arbejder. Som et trist forvarsel leverer han her en halvhumoristisk historie om en lejemorder, der bliver hyret til at dræbe en satanisk kat. Det går naturligvis grueligt galt og ender i blod, men den Bloch’ske, galgenhumoristiske tone gør det vanskeligt at tage gruen alvorligt, og historien bliver aldrig til mere end forglemmelig, godmodig underholdning uden bid og kløer.

Tales of Unknown Horror føles som en æstetisk oprustning fra Peter Hainings side. Den fremstår som et forsøg på at vise, hvordan stueren horror ser ud. Et forsøg på at vise det højpandede litterære miljø, at gysergenren har kvaliteter og bør tages alvorligt. Det kan jeg jo kun være enig med Peter Haining i, men hans forsøg synes helt forfejlet. Den kunstneriske oprustning han udfører gennem referencer til klassikerne virker forfejlet og vrister gyset ud af dets momentum i nutiden. Han gør det til en stiløvelse i stille pastiche i stedet for en pågående, kreativt udtryk, der udfordrer og flytter læseren ud på dybt vand. Faktisk behøver man bare tænke seks år frem fra udgivelsen af Tales of Unknown Horror og se, hvordan Clive Barker skyder alle Hainings forestillinger om ”Butcher Shop stories” til atomer med sine genredefinerende milepæle, der indvarslede en helt ny tid for gyserlitteraturen.

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

Faktisk må jeg indrømme, at det bedste ved Tales of Unknow Horror er den fantastiske forside malet af Tony Masero. Alene den gør, at jeg er glad for bogen og resten af serien, som han har leveret forsiderne til. Om ikke andet må Hainings fejlslagne antologi få tak for dette. Men det er skam også nok, for hold op, hvor jeg synes, Masero forsider er fantastiske!

 

Novellerne:

Mary Shelley: “The Re-animated Englishman”

Tim Stout: “The Dracula File”

Gaston Leroux: “The Woman with the Velvet Collar”

Sax Rohmer: “Red Mist”

Richard Marsh: “A Silent Witness

H. P. Lovecraft: “The Challenge from Beyond”

Robert Bloch: ”Son of a Witch”

Ray Bradbury: “Undersea Guardians”

William F. Temple: “The Whispering Gallery”

Evan Hunter: “Dream Damsel”

Rosemary Timperley: “The Tunnel”

Stephen King: “Cat From Hell”

 

 

The Ghoul Keepers (1961), Leo Margulies, red.: Vintage weirdness

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Leo Margulies, pulp-redaktør extraordinaire, købte i 1950’erne rettighederne til de historier, der var blevet trykt i Weird Tales under magasinets sidste storhedstid. Det vil stort set sige alt det, der blev udgivet fra Anden Verdenskrig og frem til 1954, hvor bladet for første gang lukkede og slukkede helt. Fra sin redaktørstol for et utal af pulp-antologier og romanblade havde Margulies god fornemmelse for tidens smag i slutningen af 50’erne. Det udnyttede han navnlig i udvælgelsen af ældre materiale til genudgivelse. The Ghoul Keepers fra 1961 er en rigtig fint eksempel på Margulies linje. Bogen, der indeholder noveller skrevet mellem 1938 og 1951, viser nemlig, hvordan den traditionelle horrorfortælling er gledet i baggrunden for andre typer ”weird tales”.

Det nye store, der hvor kreativiteten for alvor blomstrede, var inden for SF. Den såkaldte ”New Wave of Science Fiction” var så småt ved at vinde momentum i begyndelsen af 60’erne. Mange af de klassiske gysertemaer virkede med et støvede og gammeldags målt i forhold til de nye horisonter, som SF-forfatterne opdyrkede. Dermed ikke sagt, at horror var helt yt. Slet ikke, men det var i andre genrer, at forfatterne for alvor begyndte at udfordre konventionerne.

Paperback, Pyramid Books 1961

Alt det kan meget fint fornemmes i The Ghoul Keepers. Titlen antyder jo helt sikkert horror, men både omslaget og mange af novellerne befinder sig inden for klassisk SF-territorium. Det giver antologien et lidt skizofrent præg, men omvendt er der noget befriende spraglet over sammensætningen.

Overordnet må man desværre nok erkende, at novellerne i de fleste tilfælde savner friskhed og gennemslagskraft. De var utvivlsomt gode historier, da de oprindeligt udkom i Weird Tales, men jeg er ret sikker på, at de, i 1961 såvel som i dag, har fremstået noget konservative. De lider med andre ord under præcis det, der i sidste ende også var med til at dræbe bladet Weird Tales. Tiderne skiftede, men kredsen af gamle forfattere og bladets skiftende redaktører havde svært ved at ændre de redaktionelle retningslinjer, der havde gjort bladets til pulpens absolutte mastodont.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

The Ghoul Keepers åbner solidt med ”The Sorcerer’s Apprentice” af Robert Bloch. Det er historien om en ikke helt velfungerende pukkelryg, der kommer til at arbejde for en omrejsende tryllekunster. Pukkelryggen bliver pludselig til en brik i et grimt spil, der får en noget overraskende afslutning. Novellen er en grusom, sort fortælling, der godt nok har en dosis ironi, men som sådan er fri for Blochs ellers altid meget karakteristiske galgenhumor. Personlig er jeg mest til Bloch, når han er alvorlig, men præcis her rammer han en god blanding af humor og uhygge, som virker ganske overbevisende.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Dernæst følger en række charmerende historier, der, måske lige med undtagelse af Theodore Sturgeons stille, humoristiske novelle om radiokontakt med Mars, er hurtigt glemt igen. Det ændrer sig imidlertid, når man kommer til Ray Bradburys bidrag ”The Lake”. En kort novelle, der handler om en dreng, hvis første kærlighed drukner i en sø. Mange år senere vender han tilbage til søen, nu som voksen mand, og gennemlever noget af det, han oplevede den gang, pigen druknede. Bradburys fortælling er intet mindre end fremragende.

Antologien har frem til ”The Lake” levet et stille pulpliv med uforpligtende fortællinger, men pludselig brager Bradbury igennem. Fyldt med psykologisk indsigt og mesterlig kontrol over sproget maler han situationer frem, der både står lysende klart og samtidig bliver badet i et flimrende, overnaturligt skær, der gør teksten tvetydig og skræmmende. Jeg erkender blankt, at jeg er en kæmpe fan af Bradburys tidlige arbejde. Hans prosa er fortsat nærværende og skarp – præcis som den tydeligvis fremstod tilbage i 50’erne. Og når man møder Bradbury i selskab med andre af tidens genreforfattere, går det op for en, hvor meget bedre kunster og forfatter han er. Bradbury ligger ganske enkelt milevidt over samtlige af de andre bidragsydere til bogen.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Efter Bradbury fortsætter bogen med ansigtsløse pulphistorier uden meget bid eller gennemslagskraft. Den eneste novelle, der dog for alvor falder decideret igennem, er Harry Altshulers ”The Witch in the Fog”, der er en parafrase over den victorianske spøgelses- eller okkult fortælling. Tonen er mislykket og udførelsen slap, men med kun én decideret dårlig historie ligger The Ghoul Keepers betydeligt over gennemsnittet af weird-antologier

Med bogens to sidste noveller bliver det hele ganske spændende igen. Først er der Seabury Quinns ”Clair de Lune”; en Jules de Grandin-fortælling, hvor den okkulte detektiver bliver konfronteret med en lidt atypisk vampyr i form af en ung skuespillerinde, der har betaget mænd gennem generationer. Novellen bygger tydeligvis på Elizabeth Báthory-legenden, og er hverken synderligt overraskende eller original. Der, hvor Seabury Quinn skiller sig ud, er i selve forfatterhåndværket. Quinn skriver med et overskud, der gør fortællingen rig på tekstur og nærvær. Personerne tegner sig tydeligt for læseren, han har plads til leg med sproget og mestrer at føre sit plot igennem uden unødigt flæsk. Seabury Quinn er med andre ord en af pulp-stjernerne, der leverer genrens sprog og konventioner til perfektion.

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Lidt anderledes forholder det sig med bogens sidste bidrag, ”Spawn of Dagon”, skrevet af Henry Kuttner. Novellen er bogens ældste – skrevet i 1938. Novellen er en Robert E. Howard-pastiche, der trækker på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer på præcis samme måde, som også Howard omsatte Lovecrafts og Clark Ashton Smiths mytologier. Novellen er en blodig fantasyhistorie om to tyve, der bliver hyret til at dræbe en ond, dæmondyrkende troldmand. Det hele afvikles i høj fart med rigelige mængder vold, snavs og monsteraction. Det er ganske, ganske underholdende – om end hverken originalt eller elegant udført. Novellens to hovedpersoner – en stor og en lille tyv – minder i øvrigt del om Leibers Fafhrd og Gray Mouser. Kuttners bidrag er rendyrket sword-and-sorcery, når det er blodigst og mest underholdende. Samtidig kan Cthulhu mythos-buffs glæde sig over, at heltene må nedkæmpe talrige såkaldte ”deep ones”.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Som altid med den slags antologier er The Ghoul Keepers en blandet omgang. Overordnet er bogen underholdende, men hvad der måske er mere interessant, så kan bogen være med til at skærpe ens blik for god og dårlig pulp. Netop fordi Margulies har inddraget både helt store navne og mindre kendte og kompetente skikkelser, har man i bogen en oplagt mulighed for, at se, hvorfor eksempelvis nogle forfattere var i stand til at transcendere den brede pulpgrød og blive store navne, der kan anerkendes for deres litterære kvaliteter uden for genrelitteraturens felt. Her tænker jeg naturligvis især på Bradbury, der står som et fyrtårn i bogen.

Vil du studere pulp i af kvaliteter, byder The Ghoul Keepers både på det mest trivielle og noget af det bedste.

Novellerne:

Robert Bloch: “The Sorcerer’s Apprentice” (Weird Tales, jan. 1949)

Theodore Sturgeon: “The Martian and the Moron” (Weird Tales, mar. 1949)

Edmond Hamilton: “The Isle of the Sleeper” (Weird Tales, maj 1938, genoptrykt may 1951)

Helen W. Kasson: “Please Go ‘Way and Let Me Sleep” (Weird Tales, mar. 1945)

Ray Bradbury: “The Lake” (Weird Tales, maj 1944)

Harry Altshuler: “The Witch in the Fog” (Weird Tales, sept. 1938, som Alexander Faust)

L. Sprague de Camp & Fletcher Pratt: “When the Night Wind Howls” (Weird Tales, nov. 1951)

Seabury Quinn: “Clair de Lune” (Weird Tales, nov. 1947)

Henry Kuttner: “Spawn of Dagon” (Weird Tales, juli 1938)

The Unexpected, red. Leo Margulies (1961): Fortællinger fra Weird Tales’ senere årgange

Paperback, Pyramid Books 1961. Ukendt illustrator, men faktisk en meget cool forside. Der er noget dejligt dramatisk over samspillet mellem tegning og opsætning

Leo Margulies er en vigtig skikkelse inden for den amerikanske genrefiktion – ikke fordi han har haft betydning som forfatter, men fordi han var en af de væsentlige kendere af litteratur fra pulpmagasinernes storhedstid. Det var dermed også som redaktør og genudgiver af noveller fra ældre magasiner, at Margulies fik skabt sit navn. Vi kan bl.a. takke Leo Margulies for at have bjerget talrige science-fiction-, horror- og kriminalnoveller, som ellers ville være gået i glemmebogen. Kaster man et blik på listen over hans udgivelser, står det imidlertid også klart, at han ikke indskrænkede sig til en bestemt genre eller type fiktion.

Margulies udgav alle former for genrefiktion – sportsfortællinger, westerns, krigseventyr, ungdomslitteratur og så videre. Det blev til en hel del bøger op gennem 60’erne og 70’erne. Man kan derfor også overveje, om det vitterligt var Margulies selv, der havde det nødvendige overblik til at kunne foretage udvælgelsen af den anseelige mængde noveller, han gennem tiden fik lagt sit redaktørnavn til. Det var det jo næppe, og en anden stjerneredaktør, Sam Moskowitz, har blandt andet fortalt Robert M. Price, at han var ”ghost editor” på to af Margulies horror-antologier (Crypt of Cthulhu 16/3 1997, s. 2). Ikke at det betyder så meget, Leo Margulies er og bliver et stort navn. Men jeg synes alligevel, det er et relevant perspektiv at have med, når man ser på en novellesamling som The Unexpected fra 1961.

Paperback, Pyramid Books 1961

Ikke mindst fordi at alle bogens 11 historier bliver præsenteret med en lille personlig indledning, der fortæller lidt om forfatteren og novellens indhold. Det er redaktørens stemme, der fortæller, og man får afgjort det indtryk, at der er tale om en personlig udvælgelse, baseret på et stort kendskab til genren. Det kendskab har Margulies uden tvivl også haft, men i sidste ende lagde han nok navn til flere bøger, end han rent faktisk redigerede selv.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1962. Nu med et SF-cover, der hverken er fugl eller fisk i forhold til bogens indhold

The Unexpected, som det egentlig handler om her, består udelukkende af historier gravet frem fra den tilsyneladende uudtømmelige guldmine, som Weird Tales har været. Antologi på antologi er blevet udgivet, baseret på historier fra magasinet, og navnet alene har tydeligvis været en garant for en eller anden form for kvalitet. I The Unexpected møder vi stort set kun velkendte forfatternavne, hvilket naturligvis højner forventninger til bogens indhold.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Imidlertid viser The Unexpected meget godt, hvor blandet indholdet i Weird Tales er og samtidig, hvor langt der er mellem snapsene – også selv om der er tale om navne som eksempelvis Robert Bloch og Isaac Asimov. Her må det så også være på sin plads at nævne, at bogen faktisk er en af de få antologier, der udelukkende henter materiale fra Weird Tales’ sidste storhedstid – det vil sige fra perioden (1940-1954) hvor Dorothy McIlwraith var ansvarshavende redaktrør.

Fælles for alle bogens fortællinger er den uventede eller overraskende afslutning (the unexpected!). De tangerer ikke helt den typiske pulp-kliché med noveller, der ender med en chokerende afslutning skrevet i kursiv, men vi kommer tæt på. Næsten alle novellerne gør brug af en form for radikal kovending i handlingen, der utvivlsomt har virket overraskende, dengang ruder konge var knægt. I dag er der næppe meget i bogen, som vil komme bag på læseren, men det betyder jo mindre, hvis novellerne i øvrigt har kvaliteter. Det er der flere af dem, der har, men før jeg udpeger bogens highlights, skal vi lige have en ting på plads.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

En del af historierne i The Unexpected er ikke horror – de er sære eller utrolige fortællinger, der skildrer fantastiske begivenheder. Flere gør det med rig brug af humor. Det ser vi i “Legal Rites”, et samarbejde mellem Isaac Asimov og Frederik Pohl, hvor et spøgelse sagsøger en husejer efter at være blevet manet ud fra huset, det har hjemsøgt i hundrede år. Meget vittigt, men også plat ad Pommern til.

Et andet godt eksempel er Robert Blochs ”The strange island of Dr. Nork”. En historie om en gal videnskabsmand, der har slået sig ned på en øde ø for her at udvikle koncepter og effekter til tegneserier. Det vil sige, at han afprøver og udvikler virkelige helte, skurke og monstre for gennem eksperimenter på dem at kunne gøre tegneserierne så realistiske som muligt. Her er naturligvis tale om en vanvittig farce, der ganske vist er velskrevet, men også rigtig letbenet.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Til tider spekulerer jeg faktisk på, om jeg egentlig overhovedet bryder mig om den ofte humoristiske Blochs ting, men så behøver jeg jo bare tænke på Mysteries of the Worm (1981) eller Psycho (1959), og straks kommer jeg på bedre tanker. Jeg tænder ganske enkelt generelt ikke på humor, når den bliver kombineret med horror eller sære fortællinger. Det diskvalificere for mig at se flere bidrag i The Unexpected, som måske har fortjent en mere venligstemt læser.

Bogen rummer imidlertid bestemt også gode ting. Først har Margaret St. Clair en rigtig fin lille gyserfortælling, ”Mrs. Hawk”, der parafraserer en episode fra Odysseen. Og det bliver endnu bedre i den efterfølgende historie af Ray Bradbury. Hans ”The Handler” kunne uden problemer være blandt historierne fra The October Country (1955). Bradburys novelle kommer som lidt af en åbenbaring i The Unexpected, fordi det er det første bidrag, der for alvor hæver sig op over de jævne pulp-fortællinger. Novellen formår på ganske få sider at tegne et levende billede af en patologisk bedemand, der kommer grueligt galt afsted. Fortællingen blander klassiske morbide temaer med glimt fra en amerikansk provinsbyvirkelighed, fortalt i bittersøde vendinger, der kun gør de makabre afsløringer mere ubehagelige. Bradbury går man ikke fejl af, og ”The Handler” viser afgjort hvorfor.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En anden helt igennem fremragende fortælling, der i kvalitet ligger milevidt fra stort set alle andre noveller i bogen, er Fritz Leibers ”The automatic pistol”. Handlingen udspiller sig i forbudstidens USA og drejer sig om nogle kriminelle småfisk, der smugler sprut. Mere præcist handler det om en af gangsternes særlige pistol, der nærmest har sit eget liv. Tænk Kings Christine (1983) bare med en pistol i stedet for en bil, og så er du meget tæt på. Leibers sprog er ganske enkelt overlegent. Samtidig formår han at levere en historie, der mere eller mindre afslører alt på de første sider og trods det, holder spændingen frem til sidste linje. Det skyldes ene og alene de mesterlige miljøskildringer og Leibers stemningsfulde stil. ”The automatic pistol” er sådan set grund nok i sig selv til at anskaffe sig The Unexpected.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af Mary Elizabeth Counselman. Hun er damen, der har skrevet novellen “The Three Marked Pennies” – en af de oftest genudgivne noveller fra Weird Tales overhovedet. I The Unexpected optræder hun med historien ”The unwanted”. Det er en stille spøgelsesfortælling ud af den victorianske tradition om en fattig redneck-familie og deres mystiske børn. Den er hverken skræmmende eller synderligt overraskende, men den måde hvorpå Counselman får sære begivenheder til at mødes med en rå socialrealisme, er ganske, ganske virkningsfuld læsning. Hun formår at bygge en fortælling op, der faktisk giver et bud på et nærmest troværdigt møde med noget overnaturligt.

Forlaget Pyramid udsendte flere horror-antologier med historier hentet fra pulpmagasiner. The Unexpected er måske ikke den bedste af dem, men trods det har den en lille kerne af gennemført fine historier, der gør bogen vedkommende. Ikke mindst fordi det er en bog af den type, der åbner muligheden for at forstå diversiteten i de historier, der fandt vej til Weird Tales, hvis man ikke har lyst til at betale en bondegård for de oprindelige blade.

Novellerne:

Theodore Sturgeon: “The Professor’s Teddy Bear”

Isaac Asimov & Frederik Pohl: “Legal Rites”

Robert Bloch: “The Strange Island Of Dr. Nork”

Margaret St. Clair: “Mrs. Hawk”

Ray Bradbury:  ”The Handler”

Fritz Leiber: “The Automatic Pistol”

Mary E. Counselman: “The Unwanted”

Manly Wade Wellman: “The Valley Was Still”

Anthony Boucher: “The Scrawney One”

Frederic Brown: “Come And Go Mad”

E. F. Russell: “The Big Shot”