Tag Archives: Ray Bradbury

Tales of Unknown Horror, red. Peter Haining (1978): En særdeles tam buket

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Peter Hainings lille serie med mindre kendte skrækfortællinger var et sympatisk projekt. Tanken om at grave oversete perler frem i stedet for at blive ved med at genudgive de samme velkendte historier er glimrende. Og Peter Haining var da også afgjort rustet til opgaven. Han var en af de væsentligste engelske horroreksperter og havde et kæmpe kendskab til både den klassiske, britiske spøgelseslitteratur samt det store, amerikanske pulpmarked. Med det udgangspunkt burde det være en snild sag at sammensætte en bog med skrækperler, som de fleste læsere ville være ubekendt med.

Helt så let er det bare ikke, for Tales of Unknown Horror – seriens andet bind – viser med al tydelighed, hvor let det er at falde til patten og slå vanetænkningen til. Vanetænkning er nemlig afgjort den røde tråd gennem denne antologi, der har et konservativt, for ikke at sige gabende kedsommeligt bud på relevant skrækfiktion anno 1978. Faktisk er den største overraskelse, at Haining ikke fandt plads til den obligatoriske Bram Stoker-novelle blandt alle de andre sikre forfatternavne, han har fået stablet sammen.

Paperback, New English Library 1978

Paperback, New English Library 1978

Nu kunne man måske indvende, at udvalget af ferske fortællinger skyldes Hainings manglende evner som redaktør. At han, så at sige, savnede sans for horror, men det passer ikke. Haining har gang på gang bevist sit kendskab i den store mængde bøger, han fik redigeret. Der er snarere noget mere grundlæggende på færde i Unknown Tales of Horror, der handler om selve holdningen, til hvad god skrækfiktion er.

Peter Haining har en indledning til bogen, hvor han ud over den obligatoriske fejring af de inkluderede forfattere lufter nogle interessante synspunkter omkring horror. Haining skriver nemlig her imod det, han kalder ”Butcher Shop stories” – en betegnelse for bloddryppende, konfronterende historier, der er skrevet for at chokere. Den slags tager Haining afstand til og definerer den vellykkede gyser som en subtil øvelse – som han skriver:

No, the horror story which achieves the highest ideals of the genre is basically a tale in which the elements of the unknown and supernatural combine to put a person in peril of his life – but do not pointlessly drag him through unpleasantness for its own sake (s. 9).

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Det standpunkt oser langt væk af en forloren puritanisme. En hensunken skrækbogsforståelse, der bliver ved med at sætte navne som Mary Shelley og Richard Marsh som genrens højdepunkter. Men Hainings projekt med bogen fører videre end det. Han kan nemlig indledningsvist konkludere, med henvisning til film som The Exorcist, The Omen og The Sentinel, at horror som genre har triumferet og nu er blevet en fuldt ud valid udtryksform, der nyder enorm popularitet. Tornen i øjet er imidlertid den kunstneriske anerkendelse – den mangler.

Her er det så i bogen, at Haining griber dybt i de genrehistoriske gemmer og hiver arvesølvet frem. Mary Shelleys famlende ”The Reanimated Englishman”, der ikke kan være andet end en skitse til en novelle eller roman, og Richard Marshs fine, klaustrofobiske ”A Silent Witness” skal således garantere den nødvendige klassiskerfernis, som forhåbentlig vil smitte af på bogens øvrige navne. Forstået således, at Haining håber, læseren vil opfatte Lovecraft, Bloch, Bradbury og Rohmer som afskygninger af førnævnte navne.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Om det lykkes eller ej skal jeg ikke kunne sige. De udvalgte historier har alle kvaliteter, men er samtidigt stort set alle som en forsigtige, små overnaturlige pip, der måske med fuld ret er blevet glemt. Selv Lovecraft-novellen ”The Challenge From Beyond”, der egentlig er et kapitel i en ikke synderligt vellykket kortroman skrevet af flere forfattere fra Lovecrafts cirkel, står som noget af det mindre interessante, han skrev. Faktisk er det kun William F. Temples ”The Whispering Gallery”, der æstetisk træder ud af de andres skygge og bider sig fast med et sprog og et isnende ubehag, som huskes efter endt læsning. Her lader Temple nemlig en lille dreng komme i livsfare, da han ledes på afveje af nysgerrighed og overnaturlige kræfter. Historien har stedvist ganske ubehagelige skildringer af en hjemsøgt atmosfære, som faktisk blev hængende hos mig længe efter historien var læst.

Mens Temple leverer mærkbart gys med dybde, står Robert Bloch for et vanligt galgenhumoristisk grin i den kække ”Son of a Witch” om en småkriminel døgenigt, der får fingre i et flyvende tæppe. Historien er vittig og velfungerende, som det meste andet Bloch skrev, og ganske, ganske ligegyldig. Den går imidlertid i spænd med antologiens absolut største stjerne – Stephen King – der har den sidste novelle i bogen.

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Stephen King var allerede blevet en superstjerne, da Tales of Unknown Horror udkom, og Haining kan næsten ikke få armene ned i begejstring over at kunne trykke en King-fortælling, der ikke var udgivet før. At det kunne være i modstrid med bogseriens idé om at trykke oversete historier, synes ikke at påvirke Haining stort. Kings ”Cat From Hell” viser ham desværre fra den uforpligtende, letbenede side, som har karakteriseret hans senere arbejder. Som et trist forvarsel leverer han her en halvhumoristisk historie om en lejemorder, der bliver hyret til at dræbe en satanisk kat. Det går naturligvis grueligt galt og ender i blod, men den Bloch’ske, galgenhumoristiske tone gør det vanskeligt at tage gruen alvorligt, og historien bliver aldrig til mere end forglemmelig, godmodig underholdning uden bid og kløer.

Tales of Unknown Horror føles som en æstetisk oprustning fra Peter Hainings side. Den fremstår som et forsøg på at vise, hvordan stueren horror ser ud. Et forsøg på at vise det højpandede litterære miljø, at gysergenren har kvaliteter og bør tages alvorligt. Det kan jeg jo kun være enig med Peter Haining i, men hans forsøg synes helt forfejlet. Den kunstneriske oprustning han udfører gennem referencer til klassikerne virker forfejlet og vrister gyset ud af dets momentum i nutiden. Han gør det til en stiløvelse i stille pastiche i stedet for en pågående, kreativt udtryk, der udfordrer og flytter læseren ud på dybt vand. Faktisk behøver man bare tænke seks år frem fra udgivelsen af Tales of Unknown Horror og se, hvordan Clive Barker skyder alle Hainings forestillinger om ”Butcher Shop stories” til atomer med sine genredefinerende milepæle, der indvarslede en helt ny tid for gyserlitteraturen.

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

Faktisk må jeg indrømme, at det bedste ved Tales of Unknow Horror er den fantastiske forside malet af Tony Masero. Alene den gør, at jeg er glad for bogen og resten af serien, som han har leveret forsiderne til. Om ikke andet må Hainings fejlslagne antologi få tak for dette. Men det er skam også nok, for hold op, hvor jeg synes, Masero forsider er fantastiske!

 

Novellerne:

Mary Shelley: “The Re-animated Englishman”

Tim Stout: “The Dracula File”

Gaston Leroux: “The Woman with the Velvet Collar”

Sax Rohmer: “Red Mist”

Richard Marsh: “A Silent Witness

H. P. Lovecraft: “The Challenge from Beyond”

Robert Bloch: ”Son of a Witch”

Ray Bradbury: “Undersea Guardians”

William F. Temple: “The Whispering Gallery”

Evan Hunter: “Dream Damsel”

Rosemary Timperley: “The Tunnel”

Stephen King: “Cat From Hell”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Ghoul Keepers (1961), Leo Margulies, red.: Vintage weirdness

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Leo Margulies, pulp-redaktør extraordinaire, købte i 1950’erne rettighederne til de historier, der var blevet trykt i Weird Tales under magasinets sidste storhedstid. Det vil stort set sige alt det, der blev udgivet fra Anden Verdenskrig og frem til 1954, hvor bladet for første gang lukkede og slukkede helt. Fra sin redaktørstol for et utal af pulp-antologier og romanblade havde Margulies god fornemmelse for tidens smag i slutningen af 50’erne. Det udnyttede han navnlig i udvælgelsen af ældre materiale til genudgivelse. The Ghoul Keepers fra 1961 er en rigtig fint eksempel på Margulies linje. Bogen, der indeholder noveller skrevet mellem 1938 og 1951, viser nemlig, hvordan den traditionelle horrorfortælling er gledet i baggrunden for andre typer ”weird tales”.

Det nye store, der hvor kreativiteten for alvor blomstrede, var inden for SF. Den såkaldte ”New Wave of Science Fiction” var så småt ved at vinde momentum i begyndelsen af 60’erne. Mange af de klassiske gysertemaer virkede med et støvede og gammeldags målt i forhold til de nye horisonter, som SF-forfatterne opdyrkede. Dermed ikke sagt, at horror var helt yt. Slet ikke, men det var i andre genrer, at forfatterne for alvor begyndte at udfordre konventionerne.

Paperback, Pyramid Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1961

Alt det kan meget fint fornemmes i The Ghoul Keepers. Titlen antyder jo helt sikkert horror, men både omslaget og mange af novellerne befinder sig inden for klassisk SF-territorium. Det giver antologien et lidt skizofrent præg, men omvendt er der noget befriende spraglet over sammensætningen.

Overordnet må man desværre nok erkende, at novellerne i de fleste tilfælde savner friskhed og gennemslagskraft. De var utvivlsomt gode historier, da de oprindeligt udkom i Weird Tales, men jeg er ret sikker på, at de, i 1961 såvel som i dag, har fremstået noget konservative. De lider med andre ord under præcis det, der i sidste ende også var med til at dræbe bladet Weird Tales. Tiderne skiftede, men kredsen af gamle forfattere og bladets skiftende redaktører havde svært ved at ændre de redaktionelle retningslinjer, der havde gjort bladets til pulpens absolutte mastodont.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

The Ghoul Keepers åbner solidt med ”The Sorcerer’s Apprentice” af Robert Bloch. Det er historien om en ikke helt velfungerende pukkelryg, der kommer til at arbejde for en omrejsende tryllekunster. Pukkelryggen bliver pludselig til en brik i et grimt spil, der får en noget overraskende afslutning. Novellen er en grusom, sort fortælling, der godt nok har en dosis ironi, men som sådan er fri for Blochs ellers altid meget karakteristiske galgenhumor. Personlig er jeg mest til Bloch, når han er alvorlig, men præcis her rammer han en god blanding af humor og uhygge, som virker ganske overbevisende.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Dernæst følger en række charmerende historier, der, måske lige med undtagelse af Theodore Sturgeons stille, humoristiske novelle om radiokontakt med Mars, er hurtigt glemt igen. Det ændrer sig imidlertid, når man kommer til Ray Bradburys bidrag ”The Lake”. En kort novelle, der handler om en dreng, hvis første kærlighed drukner i en sø. Mange år senere vender han tilbage til søen, nu som voksen mand, og gennemlever noget af det, han oplevede den gang, pigen druknede. Bradburys fortælling er intet mindre end fremragende.

Antologien har frem til ”The Lake” levet et stille pulpliv med uforpligtende fortællinger, men pludselig brager Bradbury igennem. Fyldt med psykologisk indsigt og mesterlig kontrol over sproget maler han situationer frem, der både står lysende klart og samtidig bliver badet i et flimrende, overnaturligt skær, der gør teksten tvetydig og skræmmende. Jeg erkender blankt, at jeg er en kæmpe fan af Bradburys tidlige arbejde. Hans prosa er fortsat nærværende og skarp – præcis som den tydeligvis fremstod tilbage i 50’erne. Og når man møder Bradbury i selskab med andre af tidens genreforfattere, går det op for en, hvor meget bedre kunster og forfatter han er. Bradbury ligger ganske enkelt milevidt over samtlige af de andre bidragsydere til bogen.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Efter Bradbury fortsætter bogen med ansigtsløse pulphistorier uden meget bid eller gennemslagskraft. Den eneste novelle, der dog for alvor falder decideret igennem, er Harry Altshulers ”The Witch in the Fog”, der er en parafrase over den victorianske spøgelses- eller okkult fortælling. Tonen er mislykket og udførelsen slap, men med kun én decideret dårlig historie ligger The Ghoul Keepers betydeligt over gennemsnittet af weird-antologier

Med bogens to sidste noveller bliver det hele ganske spændende igen. Først er der Seabury Quinns ”Clair de Lune”; en Jules de Grandin-fortælling, hvor den okkulte detektiver bliver konfronteret med en lidt atypisk vampyr i form af en ung skuespillerinde, der har betaget mænd gennem generationer. Novellen bygger tydeligvis på Elizabeth Báthory-legenden, og er hverken synderligt overraskende eller original. Der, hvor Seabury Quinn skiller sig ud, er i selve forfatterhåndværket. Quinn skriver med et overskud, der gør fortællingen rig på tekstur og nærvær. Personerne tegner sig tydeligt for læseren, han har plads til leg med sproget og mestrer at føre sit plot igennem uden unødigt flæsk. Seabury Quinn er med andre ord en af pulp-stjernerne, der leverer genrens sprog og konventioner til perfektion.

Seabury Grandin Quinn (dDecember 1889 - 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Lidt anderledes forholder det sig med bogens sidste bidrag, ”Spawn of Dagon”, skrevet af Henry Kuttner. Novellen er bogens ældste – skrevet i 1938. Novellen er en Robert E. Howard-pastiche, der trækker på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer på præcis samme måde, som også Howard omsatte Lovecrafts og Clark Ashton Smiths mytologier. Novellen er en blodig fantasyhistorie om to tyve, der bliver hyret til at dræbe en ond, dæmondyrkende troldmand. Det hele afvikles i høj fart med rigelige mængder vold, snavs og monsteraction. Det er ganske, ganske underholdende – om end hverken originalt eller elegant udført. Novellens to hovedpersoner – en stor og en lille tyv – minder i øvrigt del om Leibers Fafhrd og Gray Mouser. Kuttners bidrag er rendyrket sword-and-sorcery, når det er blodigst og mest underholdende. Samtidig kan Cthulhu mythos-buffs glæde sig over, at heltene må nedkæmpe talrige såkaldte ”deep ones”.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Som altid med den slags antologier er The Ghoul Keepers en blandet omgang. Overordnet er bogen underholdende, men hvad der måske er mere interessant, så kan bogen være med til at skærpe ens blik for god og dårlig pulp. Netop fordi Margulies har inddraget både helt store navne og mindre kendte og kompetente skikkelser, har man i bogen en oplagt mulighed for, at se, hvorfor eksempelvis nogle forfattere var i stand til at transcendere den brede pulpgrød og blive store navne, der kan anerkendes for deres litterære kvaliteter uden for genrelitteraturens felt. Her tænker jeg naturligvis især på Bradbury, der står som et fyrtårn i bogen.

Vil du studere pulp i af kvaliteter, byder The Ghoul Keepers både på det mest trivielle og noget af det bedste.

Novellerne:

Robert Bloch: “The Sorcerer’s Apprentice” (Weird Tales, jan. 1949)

Theodore Sturgeon: “The Martian and the Moron” (Weird Tales, mar. 1949)

Edmond Hamilton: “The Isle of the Sleeper” (Weird Tales, maj 1938, genoptrykt may 1951)

Helen W. Kasson: “Please Go ‘Way and Let Me Sleep” (Weird Tales, mar. 1945)

Ray Bradbury: “The Lake” (Weird Tales, maj 1944)

Harry Altshuler: “The Witch in the Fog” (Weird Tales, sept. 1938, som Alexander Faust)

L. Sprague de Camp & Fletcher Pratt: “When the Night Wind Howls” (Weird Tales, nov. 1951)

Seabury Quinn: “Clair de Lune” (Weird Tales, nov. 1947)

Henry Kuttner: “Spawn of Dagon” (Weird Tales, juli 1938)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Unexpected, red. Leo Margulies (1961): Fortællinger fra Weird Tales’ senere årgange

Paperback, Pyramid Books 1961. Ukendt illustrator, men faktisk en meget cool forside. Der er noget dejligt dramatisk over samspillet mellem tegning og opsætning

Leo Margulies er en vigtig skikkelse inden for den amerikanske genrefiktion – ikke fordi han har haft betydning som forfatter, men fordi han var en af de væsentlige kendere af litteratur fra pulpmagasinernes storhedstid. Det var dermed også som redaktør og genudgiver af noveller fra ældre magasiner, at Margulies fik skabt sit navn. Vi kan bl.a. takke Leo Margulies for at have bjerget talrige science-fiction-, horror- og kriminalnoveller, som ellers ville være gået i glemmebogen. Kaster man et blik på listen over hans udgivelser, står det imidlertid også klart, at han ikke indskrænkede sig til en bestemt genre eller type fiktion.

Margulies udgav alle former for genrefiktion – sportsfortællinger, westerns, krigseventyr, ungdomslitteratur og så videre. Det blev til en hel del bøger op gennem 60’erne og 70’erne. Man kan derfor også overveje, om det vitterligt var Margulies selv, der havde det nødvendige overblik til at kunne foretage udvælgelsen af den anseelige mængde noveller, han gennem tiden fik lagt sit redaktørnavn til. Det var det jo næppe, og en anden stjerneredaktør, Sam Moskowitz, har blandt andet fortalt Robert M. Price, at han var ”ghost editor” på to af Margulies horror-antologier (Crypt of Cthulhu 16/3 1997, s. 2). Ikke at det betyder så meget, Leo Margulies er og bliver et stort navn. Men jeg synes alligevel, det er et relevant perspektiv at have med, når man ser på en novellesamling som The Unexpected fra 1961.

Paperback, Pyramid Books 1961

Ikke mindst fordi at alle bogens 11 historier bliver præsenteret med en lille personlig indledning, der fortæller lidt om forfatteren og novellens indhold. Det er redaktørens stemme, der fortæller, og man får afgjort det indtryk, at der er tale om en personlig udvælgelse, baseret på et stort kendskab til genren. Det kendskab har Margulies uden tvivl også haft, men i sidste ende lagde han nok navn til flere bøger, end han rent faktisk redigerede selv.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1962. Nu med et SF-cover, der hverken er fugl eller fisk i forhold til bogens indhold

The Unexpected, som det egentlig handler om her, består udelukkende af historier gravet frem fra den tilsyneladende uudtømmelige guldmine, som Weird Tales har været. Antologi på antologi er blevet udgivet, baseret på historier fra magasinet, og navnet alene har tydeligvis været en garant for en eller anden form for kvalitet. I The Unexpected møder vi stort set kun velkendte forfatternavne, hvilket naturligvis højner forventninger til bogens indhold.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Imidlertid viser The Unexpected meget godt, hvor blandet indholdet i Weird Tales er og samtidig, hvor langt der er mellem snapsene – også selv om der er tale om navne som eksempelvis Robert Bloch og Isaac Asimov. Her må det så også være på sin plads at nævne, at bogen faktisk er en af de få antologier, der udelukkende henter materiale fra Weird Tales’ sidste storhedstid – det vil sige fra perioden (1940-1954) hvor Dorothy McIlwraith var ansvarshavende redaktrør.

Fælles for alle bogens fortællinger er den uventede eller overraskende afslutning (the unexpected!). De tangerer ikke helt den typiske pulp-kliché med noveller, der ender med en chokerende afslutning skrevet i kursiv, men vi kommer tæt på. Næsten alle novellerne gør brug af en form for radikal kovending i handlingen, der utvivlsomt har virket overraskende, dengang ruder konge var knægt. I dag er der næppe meget i bogen, som vil komme bag på læseren, men det betyder jo mindre, hvis novellerne i øvrigt har kvaliteter. Det er der flere af dem, der har, men før jeg udpeger bogens highlights, skal vi lige have en ting på plads.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

En del af historierne i The Unexpected er ikke horror – de er sære eller utrolige fortællinger, der skildrer fantastiske begivenheder. Flere gør det med rig brug af humor. Det ser vi i “Legal Rites”, et samarbejde mellem Isaac Asimov og Frederik Pohl, hvor et spøgelse sagsøger en husejer efter at være blevet manet ud fra huset, det har hjemsøgt i hundrede år. Meget vittigt, men også plat ad Pommern til.

Et andet godt eksempel er Robert Blochs ”The strange island of Dr. Nork”. En historie om en gal videnskabsmand, der har slået sig ned på en øde ø for her at udvikle koncepter og effekter til tegneserier. Det vil sige, at han afprøver og udvikler virkelige helte, skurke og monstre for gennem eksperimenter på dem at kunne gøre tegneserierne så realistiske som muligt. Her er naturligvis tale om en vanvittig farce, der ganske vist er velskrevet, men også rigtig letbenet.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Til tider spekulerer jeg faktisk på, om jeg egentlig overhovedet bryder mig om den ofte humoristiske Blochs ting, men så behøver jeg jo bare tænke på Mysteries of the Worm (1981) eller Psycho (1959), og straks kommer jeg på bedre tanker. Jeg tænder ganske enkelt generelt ikke på humor, når den bliver kombineret med horror eller sære fortællinger. Det diskvalificere for mig at se flere bidrag i The Unexpected, som måske har fortjent en mere venligstemt læser.

Bogen rummer imidlertid bestemt også gode ting. Først har Margaret St. Clair en rigtig fin lille gyserfortælling, ”Mrs. Hawk”, der parafraserer en episode fra Odysseen. Og det bliver endnu bedre i den efterfølgende historie af Ray Bradbury. Hans ”The Handler” kunne uden problemer være blandt historierne fra The October Country (1955). Bradburys novelle kommer som lidt af en åbenbaring i The Unexpected, fordi det er det første bidrag, der for alvor hæver sig op over de jævne pulp-fortællinger. Novellen formår på ganske få sider at tegne et levende billede af en patologisk bedemand, der kommer grueligt galt afsted. Fortællingen blander klassiske morbide temaer med glimt fra en amerikansk provinsbyvirkelighed, fortalt i bittersøde vendinger, der kun gør de makabre afsløringer mere ubehagelige. Bradbury går man ikke fejl af, og ”The Handler” viser afgjort hvorfor.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En anden helt igennem fremragende fortælling, der i kvalitet ligger milevidt fra stort set alle andre noveller i bogen, er Fritz Leibers ”The automatic pistol”. Handlingen udspiller sig i forbudstidens USA og drejer sig om nogle kriminelle småfisk, der smugler sprut. Mere præcist handler det om en af gangsternes særlige pistol, der nærmest har sit eget liv. Tænk Kings Christine (1983) bare med en pistol i stedet for en bil, og så er du meget tæt på. Leibers sprog er ganske enkelt overlegent. Samtidig formår han at levere en historie, der mere eller mindre afslører alt på de første sider og trods det, holder spændingen frem til sidste linje. Det skyldes ene og alene de mesterlige miljøskildringer og Leibers stemningsfulde stil. ”The automatic pistol” er sådan set grund nok i sig selv til at anskaffe sig The Unexpected.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af Mary Elizabeth Counselman. Hun er damen, der har skrevet novellen “The Three Marked Pennies” – en af de oftest genudgivne noveller fra Weird Tales overhovedet. I The Unexpected optræder hun med historien ”The unwanted”. Det er en stille spøgelsesfortælling ud af den victorianske tradition om en fattig redneck-familie og deres mystiske børn. Den er hverken skræmmende eller synderligt overraskende, men den måde hvorpå Counselman får sære begivenheder til at mødes med en rå socialrealisme, er ganske, ganske virkningsfuld læsning. Hun formår at bygge en fortælling op, der faktisk giver et bud på et nærmest troværdigt møde med noget overnaturligt.

Forlaget Pyramid udsendte flere horror-antologier med historier hentet fra pulpmagasiner. The Unexpected er måske ikke den bedste af dem, men trods det har den en lille kerne af gennemført fine historier, der gør bogen vedkommende. Ikke mindst fordi det er en bog af den type, der åbner muligheden for at forstå diversiteten i de historier, der fandt vej til Weird Tales, hvis man ikke har lyst til at betale en bondegård for de oprindelige blade.

Novellerne:

Theodore Sturgeon: “The Professor’s Teddy Bear”

Isaac Asimov & Frederik Pohl: “Legal Rites”

Robert Bloch: “The Strange Island Of Dr. Nork”

Margaret St. Clair: “Mrs. Hawk”

Ray Bradbury:  ”The Handler”

Fritz Leiber: “The Automatic Pistol”

Mary E. Counselman: “The Unwanted”

Manly Wade Wellman: “The Valley Was Still”

Anthony Boucher: “The Scrawney One”

Frederic Brown: “Come And Go Mad”

E. F. Russell: “The Big Shot”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Hvorved vi forlader oktoberlandet

Hardcover, 1. udg., Ballantine Books 1955

Ray Braburys The October Country fra 1955 skabte eller gjorde i hvert fald vendingen “october country” til fast inventar i det amerikanske sprog. Novellesamlingen er for længst blevet kanoniseret som et hovedværk, der på sigt vil stå oppe ved siden af Poe- og Lovecraft-værker. Bradburys bog har også haft en indvirkning, der rækker langt ud over litteraturen, og en af påvirkningerne finder vi i det kortlivede band October Country – opkaldt efter novellesamlingen. Deres eneste album, The October Country, udkom i 1968.

LP. Forside med billede af den for ’68 helt klassiske opstilling af bandet

Jeg siger farvel til oktober med deres lille ”My Girlfriend is a Witch”.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling