Tag Archives: Ray Russell

Ray Russell, Unholy Trinity (1967): Gotik som avantgarde

Paperback, Bantam 1967. Bogens 1. udgave. Den burleske fotoforside siger meget lidt om bogens indhold

Ray Russell var en kendt skikkelse i 1960’erne og 70’erne. Han publicerede og redigerede fiktion, der konstant befandt sig på kant med mainstream-kulturen, og han udfordrede konsekvent læsernes vanetænkning. Det gjorde han ikke mindst som litterær redaktør på Playboy, hvor han en tid gjorde bladet til et sted for progressiv genrefornyelse. Under Ray Russell var magasinet en tydelig, kritisk konkurrent til de gamle generemagasiner, der slet ikke i samme grad turde følge med tiden. Ray Russell viste sig imidlertid også selv som spændende skønlitterærforfatter. Det kan mærkes i Unholy Trinity; en slank udgivelse, der samler tre af hans gotiske noveller. Det kritiske nye ved novellerne skal jeg vende tilbage til, men først må vi få historierne på plads.

Første novelle, “Sanguinarius”, er fortalt i jegform af ingen ringere end den i blod badende grevinde Elizabeth Báthory. I novellen fortæller den unge grevinde, hvordan hun forføres af sin mand og mandens elsker til at deltage i de vanhellige okkulte ceremonier, der praktiseres ved hoffet. Báthory fremlægger dermed sig selv som et offer, der mere eller mindre lokkes til at torturere og myrde unge jomfruer. Russel sniger imidlertid løbende små selvmodsigelser ind i teksten, hvorved læseren langsomt forstår, at Báthory måske ikke er helt så uskyldig, som hun ønsker at fremstå. Det bliver med andre ord tydeligt, at hun rent faktisk elsker alt det, der natligt udspiller sig på borgen; om det så er lesbisk elskov i badekarret eller tortur i kælderen med efterfølgende bad i blod. Den endelig afsløring kommer da også til sidst, hvor Báthory i et anfald af selvmodsigende storhedsvanvid hylder sin sande mester Lucifer.

Paperback, Bantam 1967

”Sardonicus” er bogens anden og absolut bedst kendte fortælling. Historien er blevet genoptrykt mange gange, og den er ubetinget hjørnestenen i Unholy Trinity. Vi befinder os her i 1800-tallets slutning, hvor en ung videnskabsmand på opfordring af en tidligere flamme rejser fra London til en isoleret borg i Østeuropa, hvor hans bekendtskab nu lever med sin velhavende mand. Vi aner straks uråd, og borgen, der beskrives som et gigantisk kranie af sten, siger da også alt om det, den unge mand kommer til at opleve på stedet. Sagen er den, at Grev Sardonicus, som husets herre kalder sig, lider af en kronisk lammelse i ansigtet; hans ansigt er permanent låst i et grotesk smil. Vores engelske gentleman bliver nu tvunget til at afhjælpe dette gennem sine videnskabelige færdigheder. Fejler han, vil han ikke bare blive dræbt, men husets kvinde vil blive voldtaget og dræbt for øjnene af ham først. Mere arketypisk gotisk kan det næsten ikke blive, og Russell kan sine troper til fingerspidserne, så ”Sardonicus” står som et fejlfrit stykke genrefiktion, der med fuld ret er forblevet i trykken siden udgivelsestidspunktet i 1960.

Sidste fortælling i bogen er ”Sagittarius”, der vikler forskellige klassiske troper sammen til en bloddryppende fortælling, som udspiller sig først i 1900-tallet. Den idé, at Stevensons Mr. Hyde fik en søn, røres sammen med Jack the Ripper og fransk Grand-Guignol til et fabulerende genrestykke, som drilsk forsøger at trække tråde mellem ganske ulige størrelser og gør dette gennem ublu kærlighed til det morbide og groteske. Tonen i denne sidste novelle er lettere end i de to første, og indholdets bevidste sammenblanding af fakta og fiktion tilfører et metalag, som gør dens brug af gotiske troper mindre loyal. Det bliver resultatet imidlertid ikke dårligere af, men trods overfladiske ligheder stikker den tredje novelle ud fra de to andre.

Paperback, Sphere Books 1971

Alle tre noveller i Unholy Trinity er eklatant umoderne og helt bevidste pasticher, der uden ironi eller smarte manøvre forholder sig loyalt til den gotiske tradition. Bogen fremstår derved som en sær, manieret gøgeunge, der stilistisk ikke rigtigt hører nogetsteds hjemme. Præcis dét gør imidlertid Ray Russells gotik interessant. Han postulerer selv, at det rent faktisk er et stykke avantgardekunst, som læseren her sidder med, og på sæt og vis har Russell helt ret. Han bevæger sig nemlig bort fra det konsensusøgende og ud i et usikkert overdrev, hvor gotikkens fokus på blod, tortur og død pludselig genvinder potens. Det skyldes, at Russell formår at holde igen – han antyder meget, og meget forbliver usagt, men læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det er for ubehagelige situationer, han skildrer. Russell skaber dermed et rum for læserens fantasi i stedet for råt for usødet at beskrive de blodige realiteter.

Teksten udnytter dermed til fulde antydningens kunst. Gennem et klart, svulstigt formsprog planter Russell modbydelige billeder i læserens bevidsthed. Han tegner selv kun vage skitser, men læseren danner hurtigt selv de færdige billeder i sit indre, og på den led bliver hans fortællinger pludselig langt stærkere end mangt et stykke moderne skrækfiktion. Russell siger selv i indledningen, at novellerne er skrevet i et opgør med ”smart, savvy stuff full of bright slang and hip allusion” og det er da også præcis, hvad man ikke finder i bogen her.

Ray Russell (4. september 1924 – 15. marts 1999)

Til gengæld er det tydelig, at Russell er dybt forankret i sin samtid, og til trods for novellernes loyale gotik løber 1960’erne ind i historierne, hvor sex, stoffer og flamboyante tanker lægger sig som en understrøm. I konklusionen på ”Sardonicus” sættes det hele endda på spidsen, da vores unge videnskabsmand fabulerer over hjernen som det eneste stykke uopdagede terræn, der fortsat ligger åbent for ekspeditioner ind i det ukendte. Her er det 60’ernes glæde ved indre rejser og universet som metafor for sindet, der slår igennem.

The Unholy Trinity foretager en manøvre, som dårligt kan gentages. Russell valgte den absolut umoderne gotik og gentog den loyalt, men med små underliggende impulser, der diskret fortæller, at dette ikke er skrevet i 1700- 1800-tallet, men i stedet et stykke moderne fiktion. Teksterne bliver derved pludselig radikale bud på en moderne fiktion, og derved bliver de præcis den avantgardistiske (pop)kunst, som Russell selv siger, det er. Det kræver sin mand at kunne realisere sådan et projekt, men det lykkedes for Ray Russell. Resultatet er et mageløst eksperiment, der viser, hvordan modet til at træffe ulogiske valg kan fører os ind på helt nye spor i kunsten og opnå fine, fine resultater.

Paperback, sphere books 1972

Paperback, Ballantine Books 1961

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange (1969): Perfekte, sære, sære fortællinger

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Det hører sjældenhederne til, at jeg får pløjet mig gennem en antologi, hvor tingene går op i en højere enhed. Hvor novellerne entydigt belyser fælles fænomener, og hvor kvaliteten er usvækket høj. Det sker, men det sker rigtigt sjældent. Som jeg har skrevet før, er jeg som regel glad, hvis bare en enkelt novelle eller to brænder igennem som noget særligt. Men når det så endelig sker, at en hel bog løfter sig op i de sjældne, fremragende luftlag, er det nærmest magisk. Og Playboy’s Stories of the Sinister & Strange fra 1969 er afgjort noget særligt.

Antologien bringer 11 ganske forskellige noveller, der alle har været bragt i bladet mellem 1956 og ’68. Tonen svinger fra horror til mild galgenhumor, og stemningerne krydser fra stille gru til dystopisk SF. Der er med andre ord ikke nogen rød tråd at finde her, den eneste fællesnævner er fortællingernes kvalitet og historiernes virkelighedsforvridende indhold.

Paperback, Playboy Books 1969

Paperback, Playboy Books 1969

Novellen ”The Dark Music” af Charles Beaumont er afgjort min favorit. Historien er et stille drama, fyldt med fordækte skygger og truende væsner, der griber brutalt ind i en ellers mondæn verden og forandrer alt. Den snerpede pebermø og lærerinde Miss Maple hører mærkelig musik en dag, da hun har sin klasse med ude i skoven på en udflugt. Musikken hypnotiserer den stakkels frøken, og snart har hun sit livs erotiske oplevelse mellem de gamle egestammer. Hun voldtages på det nærmeste, og Miss Maple er fra det øjeblik tabt til skovens kræfter, og de erotiske fantasier. De seksuelle oplevelser vil ganske enkelt ikke slippe hende, og hun drømmer nu kun om at vende tilbage til lysningen, hvor det hele skete.

Det er en novelle som denne, fyldt med vindunderlige mørke metaforer og dystre kræfter, der er den litterære benzin, som holder min begejstring for genrefiktion kørende. Beaumonts underspillede gru er på en gang et banalt personportræt og et voldsomt, stormfuldt stykke gotisk litteratur, der stikker langt dybere end selve billedet af den forsagte Miss Maple.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Ken W. Purdys absurde ”The Golden Frog” er endnu et højdepunkt, fordi vi her møder genreoverskridende, surrealistisk fiktion, der genstridigt undviger vores trang til kassetænkning og skaber noget eminent foruroligende. Klokkespilsentusiasten(!) John Vanyon er oppe i et kirketårn for at se på klokkerne, da et uvejr bryder løs. Et vindstød smækker døren til tårnet i, og han er nu fanget. Mens uvejret nærmer sig , ser John pludselig en ung mand komme op til tårnet nede på jorden.

Først står manden bare for foden af tårnet, men snart begynder den fremmede at kravle op ad muren kun ved brug af de bare hænder. En fysisk umulighed, og mens stormen tager til, bliver historien også tiltagende mærkværdig. Jeg kan næsten stadig få gåsehud, når jeg tænker på den bizarre unge mands entré i historien, som er en omgang uforligneligt skrækfiktion, men afgjort ikke vanlig horror. Det viser sig nemlig snart, at historien er en metafysisk fabel, og næppe overraskende er novellen en af de senere, skrevet i ’63, hvor præcis spørgsmålet om verdens beskaffenhed og østlig filosofi holdt sit indtog i populærkulturen.

Gerald Kersh (1911–1968)

Gerald Kersh (1911–1968)

En tredje, fascinerende fortælling er Gerald Kershs ”Somewhere not far from here”, der er et mærkværdigt, forvrænget bud på en pulpet krigsberetning om oprørskamp og selvopofrelse. Historien er en bidsk krigskritik, og Kersh får til fulde hamret sin pointe hjem om krigens meningsløshed. Vi kommer ind et tilfældigt sted i beretningen og forlader den igen et tilfældigt sted, præcis som guerillasoldaternes liv i novellen toner frem og forsvinder igen.

Et sidste eksempel på antologiens alsidige kvaliteter kunne være den humoristiske ”The Dispatcher” af Gerald Green. Her afsløres det, at den amerikanske hær formentlig har brugt et stof på sin egen befolkning, der skal militarisere hele landet. Resultatet er en skør fortælling om en jeg-fortæller, der stykke for stykke ser sin verden bryde sammen i soldaterterminologi og absurd meningsløshed.

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Som jeg skrev i begyndelsen, er et af de eneste fællestræk ved historierne i bogen deres insisteren på at nedbryde den verden, vi kender og at gøre grunden under vores fødder usikker. Det sker på vidt forskellige måder, men resultatet er lige foruroligende hver gang. Bagsidens tekst holder med andre ord til fulde stik. Det i sig selv er jo lidt af en bedrift.

Det er også slående hvor befriende det er at læse genrefiktion, der udfordrer grænser og undviger lette definitioner. I 60’erne og 70’erne var Playboy ganske enkelt en af de væsentligste amerikanske kanaler for genrehistoriske nybrud. Listen og litterære bedrifter, der er udgået fra bladets forlag, er slående (William Hjortsberg, Peter Blatty, Stephen King etc., etc. for blot at nævne nogle af de bedst kendte). Hatten af for Playboy, der trods sin status som letbenet mandeblad turde satse hårdt på skæv fiktion. Fiktion, der grundlæggende må betragtes som smal og dermed lident kommerciel.

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle "The Dark Music" blev trykt

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle “The Dark Music” blev trykt

Der er mere kreativt overskud og græsrodsstemning over en bog som denne her end hovedparten af de antologier, vi ser fra vores små forlag herhjemme, hvilket et eller andet sted siger meget om vores tilgang til genrefiktion herhjemme. Det er i hvert fald slående, hvor altmodisch og konservativt det føles at sidde med bøger som Vampyr og Varulv fra Kandor efter at have læst en antologi som denne. Bøger, som før nævnte, synes mere end noget andet at bekræfte de problemer, som horrorgenren oplever (herhjemme såvel som i udlandet) i dag, hvor den som oftest fremstår som repetitiv stiløvelser, der insisterer på at opfylde publikums stereotype forventninger.

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange er stof til eftertanke og en perfekt lille samling noveller, som slidstærkt stadig har lige så stor virkning i dag som dengang, de blev skrevet for snart mange år siden. Ah, jeg tror næsten, at jeg skal læse Beaumonts novelle igen, før jeg sætter bogen på plads på hylden

Bravo Playboy, bravo!

 

Novellerne:

Irwin Shaw, “The Mannichon Solution” (1967)

Charles Beaumont, “The Dark Music” (1956)

Gerald Kersh, “Somewhere Not Far from Here” (1965)

Bruce Jay Friedman, “The Investor” (1962)

Ray Russell, “Ripples” (1967)

Gerald Green, “The Dispatcher” (1967)

John Wyndham, “Wise Child” (1967)

Kurt Vonnegut Jr., “Welcome to the Monkey House” (1961)

L. Tassone, “Room 312” (1967)

Ken W. Purdy, “The Golden Frog” (1963)

John D. MacDonald, “The Annex” (1968)

 

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling