Tag Archives: Raymond Rudorff

Raymond Rudorff, The House of the Brandersons (1973): Okkultisme, spøgelser og selvsving

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt - men uden relation til bogens indhold!

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt – men uden relation til bogens indhold!

Her har vi fat i en stort set glemt bestseller fra 1973. En bog om satanisme, okkultisme, spøgelser. Om mord, en ædende ond troldmand og noget grusomt hinsides universets dybder. Hell ya – 70’er-gys er og bliver en fantastisk ting!

Man tager Lovecrafts The Case of Charles Dexter Ward (1927/43) og rører den op med inspiration fra Levins Rosemary’s Baby (1967), Blattys The Exorcist (1971) og lidt klassisk hjemsøgthus-stemning samt et solidt drys ”black magic story” af Dennis Wheatley. Voila, så har man The House of the Brandersons.

Rudorffs bog er i den grad et barn af sin tid. Horror om satanisme og okkultisme gik som varmt brød, takket være eksempelvis førnævnte bestsellere af Levin og Blatty. Tematisk har Rudorff derfor ikke noget nyt på programmet. The House of the Brandersons er et opkog af tidens populære temaer. Ikke desto mindre har Rudorffs roman nogle kvaliteter, der fortjener at blive trukket frem fra glemmebogen. Modsat de fleste andre sataniske gysere fra 70’ernes første halvdel er The House of the Brandersons en historisk roman. Den udspiller sig nemlig i London mellem 1886-87. Det er med andre ord victoriatidens tågefyldte gader, mystiske loger og dyster storby, der danner rammen for Rudorffs gyser. Det er et fremragende greb for en som mig der elsker den victoriaske horror og alle dens klichéer.

Paperback, Corgi Books 1980

Paperback, Corgi Books 1980

Selve bogen er konstrueret som et manuskript skrevet af Walter Richard Mayhew; en opdager med speciale i det paranormale. Manuskriptet er skrevet i tiden omkring 1950, og hele bogens handling er således Mayhews forsøg på at rekonstruere de grufulde begivenheder, der udspillede sig for år tilbage. Vi møder derfor også ret mange fortællerstemmer i løbet af bogen, fordi Mayhew sammenstykker historien ud fra øjenvidneberetninger og forskellige dokumenter, som sagen om familien Branderson har kastet af sig.

Sagen kan i korthed sammenfattes sådan: I 1886 vender familien Branderson hjem til London efter nogle år i Indien. Mr. Branderson er en dygtig og vellidt forretningsmand, men der går ikke lang tid efter deres hjemkomst, før han ændrer væsen. Branderson bliver mystisk og ubehagelig. Snart kan samme adfærd også bemærkes omkring Branderson-husets andre beboere – konen, de fire børn og deres tjenestefolk. Der begynder at ske sære ting i og omkring huset, og det hele kulminerer efter et år, da hele familien Branderson bliver myrdet brutalt af en mand, der efterfølgende hænges for drabet.

Men hvad var det der skete med familien? Hvordan kunne det komme så vidt? Det sætter Walter Mayhew sig for at undersøge, og resultatet bliver en overraskende omfattende rejse ind i en dyster okkult underverden, der afslører, at det bestemt ikke kun var familien Branderson, der mistede livet i løbet på den konto. Ja det lyder jo som en forløber til Ansons The Amityville Horror (1977), og parallellerne lader sig da heller ikke fornægte.

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover - men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover – men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Raymond Rudorff spiller på flere heste i romanen. Bogen åbner som klassisk fortælling om et hjemsøgt hus med ”kolde steder” i bestemte værelser osv. Sagen bliver imidlertid hurtigt mere kompliceret, og den antager karakter af en fortælling om dæmonbesættelse og forbyttet identitet. Som læser er man jo nok aldrig i tvivl om, hvad det er, der er på færde i historien. Det er imidlertid lige meget, fordi Rudorff har smurt så tykt på, at det langt hen ad vejen er underholdende at opleve ham vælte sig i velkendte horrortematikker.

Bogens væsentligste trumfkort er imidlertid Rudorffs periodekendskab. Han udgav flere populærvidenskabelige historiebøger – bl.a. Belle Epoque: Paris in the Nineties fra samme år som The House of the Brandersons, og naturligvis udspiller en del af romanens handling sig også i Paris. Rudorff er med andre ord i stand til at trække på et ganske solidt kendskab til victoriatidens litteratur, kultur og ikke mindst, tidens okkulte strømninger. Det gør, at The House of the Brandersons måske kan virke lidt overlæsset, men netop fordi der er så meget stof, der klinger med i handlingen, bliver det også en form for ”best of” af alt det spektakulære og fascinerende fra perioden (The Golden Dawn, spiritisme, hemmelige loger osv).

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Desværre er Rudorffs kendskab til perioden også en af de ting, der ender ud med at blive en hæmsko for ham. Ikke så meget fordi vi som læsere får for mange unødvendige information, men fordi Rudorff især i de dele af romanen, der skal gøre det ud for breve fra 1800-tallet, har følt sig forpligtet på tidens sprog. En ret stor del af The House of the Brandersons er skrevet i en underspillet epistolærstil, der forsøger at simulere et 1800-tals sprog. Tilmed er det navnlig Clara Branderson, husets kone, der har ordet. Dermed sætter Rudorff sig for at indfange en forskræmt 1800-tals kvindes brevskriverier. Det bliver i sidste ende en lidt tung og fersk fremstillingsform. Rudorff rammer faktisk tidens tone meget godt, men i længden kommer jeg til at savne noget mere kontant horror, skrevet som det ville blive skrevet i begyndelsen af 70’erne. Problemet er imidlertid ikke større end, at man kan se The House of the Brandersons som en meget gennemført pastiche, der vælger at gå linen ud i både sprog og struktur.

Selve bogens afslutning er i virkeligheden et mere graverende problem. Hele romanen er, som sagt, udgjort af sammenstykkede vidneudsagn, der indbyrdes måske nok hænger sammen, men som savner det store overblik. Vi får derfor ikke alle bevæggrunde og sammenhænge før helt til sidst, hvor Rudorff må introducere en form for mesterkilde, der kan forklare alt og løse de åbne spørgsmål. Det er en kunstig og utilfredsstillende afslutning, der afmystificerer handlingen. Tilmed er det faktisk kedelig læsning, fordi der i høj grad er tale om et referat af handlingen, bare med en præcisering af, hvad der rent faktisk skete på afgørende tidspunkter. Ikke ret vellykket, må man sige.

Hardcover, E P Dutton 1973

Hardcover, E P Dutton 1973

Ikke desto mindre er The House of the Brandersons en fin gyser. Rudorff udgav kun to romaner. Branderson-bogen er hans anden. Den første var – The Dracula Archives (1971) – er en såkaldt ”prequel” til Stokers Dracula (1897). Den blev også et bestseller-hit og nok i virkeligheden den bog, som Rudorff huskes bedst for. Jeg skal helt sikkert have fat i hans første bog, for til trods for sine fejl rammer Rudorff ind i præcis det, jeg synes, er fedt ved horrorlitteraturen.

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det - især detaljen med bloddråberne

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det – især detaljen med bloddråberne

Skriv en kommentar

Filed under Roman