Tag Archives: Richard M. Powers

Keith Laumer, A Trace of Memory (1963): Sjusket og planløs pulp

Paperback, Berkley Medallion 1963. Romanens første udgave. Richard Powers har malet den fine forside i hans vanlige, tidstypiske streg

Keith Laumers A Trace of Memory fra 1963 er på alle måder en sen aftapning af 1940’erne og 50’ernes SF. Romanen blev først udsendt som føljeton 1962 i Amazing Stories, hvilket var alt, alt for sent. Når folk i dag ser med milde øjne på Laumers bog, er det måske fordi, de glemmer, hvor forfejlet bogen allerede var, da den udkom. Problemet er nemlig, at den kun viderefører pulpens værste kvaliteter uden antydninger af de stilistiske og tematiske nybrud, genren oplevede i løbet af 50’erne. Det er mig derfor også en gåde, hvorfor A Trace of Memory er blevet så flittigt genoptrykt, som den er. Men lad os tage et hurtigt kig på handlingen, før vi for alvor går til makronerne.

Historien begynder en solrig formiddag i Tupelo, Mississippi, hvor den udtjente semi-dranker og lykkeridder mr. Legion læser i avisen og falder over følgende annonce: ”Soldier of fortune seeks companion in arms to share unusual adventure.” (s. 1) Legion havde egentlig ikke tænkt sig at svare på annoncen, men skæbnen vil, at han alligevel ender med at gøre det, og snart befinder mr. Legion sig i selskab med den excentriske rigmand Foster, der har indrykket teksten i avisen. Sagen er den, at Foster er i besiddelse af en mærkværdig dagbog, der ikke bare er skrevet på et ubestemmeligt, for ikke at sige ukendt materiale, bogen er også kun delvist skrevet på et læseligt sprog. Endnu mere mystisk er det, at Foster er overbevist om, at det er ham selv, der har skrevet den mærkelige bog i en fjern fortid. Foster virker gal, og Legion vil egentlig smutte fra hans rigmandsvilla så hurtigt som muligt, men så bliver huset angrebet af lysende energivæsner fra rummet, og de to mænd må flygte sammen ud i natten.

Paperback, Berkley Medallion 1963

Det viser sig, at Foster i virkeligheden er et rumvæsen fra planeten Vallon, der er blevet genfødt igen og igen uden ret meget erindring om sine tidligere liv.  Tidligere liv, der strækker sig tilbage til en nødlanding på Jorden tilbage i stenalderen. De landede der, hvor Stonehenge nu er opført, og naturligvis hænger de to ting sammen. Indbyggerne fra Vallon lå i krig med de onde energivæsner, som stadig søger efter overlevende fra nedstyrtningen for mange tusind år siden, og nu befinder Legion sig pludselig midt i en hæsblæsende jagt, der fører ham til England og til sidst videre ud i verdensrummet.

Ganske pludseligt slår handlingen over og blive et rumeventyr på planeten Vallon, der afsløres som udgangspunktet for alle vores jordiske Kong Arthur-fortællinger. Vallon er en forvanskning af Avalon osv. Jordboen Legion ender med at deltage i et oprør på den fjerne planet for at bekæmpe det tyranni, der er blevet etableret efter, at Fosters folk forlod planeten i sin tid.  Og så, og så, og så…

John Keith Laumer (9. juni 1925 – 23. januar 1993)

Ok, her må vi hellere stoppe det, der allerede nu er blevet et alt for langt referat. Den komplet udflydende handling i A Trace of Memory kan bedst beskrives som en føljeton, der løb af sporet. Det, der begynder som hårdkogt SF-gys i Tupelo, slutter som rendyrket rumramasjang, vel at mærke uden, at der på nogen måde knyttes noget bånd i mellem bogens dele. Laumer havde formentlig to-tre noveller eller romanidéer, der var for korte, og han besluttede så at splejse dem sammen til en. Det var en ganske dårlig idé, må man sige. I hvert fald for den læser, der bare holder af en smule konsistens i sin læsning.

Personlig kan jeg kun beklage, at Keith Laumer ikke blev ved historiens første handlingsspor; der, hvor Legion og Foster desperat forsøger at opklare dagbogens mysterium, rejser til Stonehenge, går på opdagelse i den jungianske kollektive erindring og paranoidt frygter for angreb fra energivæsnerne. Her har bogen en sympatisk karakter af skrækfiktion, der vinder ved den hårdkogte tone, som den vrængende hovedperson Legion udfolder.

Paperback, Mayflower 1968

Bogens midte og anden halvdel, der fremstår som en pauver udgave af noget, Robert Heinlein kunne have skrevet, har ikke samme nerve og virker først og fremmest som et sammendrag af en større handling. Selv Legions personlighed transformeres væk fra den alkoholiserede antihelt til en klassisk, ansigtsløs helt med gåpåmod og en proper næve. Kong Arthur-vinklen i bogens anden halvdel giver ikke nogen mening, set i forhold til handlingen i første del, og Laumer kunne da i det mindste have gjort sig den umage at indlægge et par enkelte sætninger i romanudgaven af bogen, som forberedte læserne på den udvikling, men sådan er det ikke.

Entusiastiske SF-læsere vil her måske kunne indvende, at det trods alt er en sjov tanke, som Laumer fremfører. Altså at Arthurlegenden i virkeligheden er menneskehedens videredigtning på hændelser, der udspillede sig i stenalderen og siden er blevet genfortalt  og dermed også gradvist er blevet forvansket til den historie, vi kender. Bevares, den tanke er sjov, men Laumer bruger den ikke til stort andet end et trinbræt for kamp og kage på planeten Vallon, og Colin Wilson gjorde den slags langt bedre få år senere. For mig skal der i hvert fald lidt mere til, for at den slags idéer kan bære værket.

Paperback, Warner Paperback Library 1972

Isoleret set er der således gode takter i A Trace of Memory, men alt det overskygges af det faktum, at bogen er rædderligt skrevet. Normalt skal man ikke forvente sig meget mere end et dynamisk og humørfyldt sprog i litteratur af Laumers pen, men end ikke det formår han at leve op til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor sproget i så høj grad generede mig. Vores hovedperson Legions navn bliver nævnt igen og igen sammen med et begrænset udvalg af andre ord og vendinger, som gør sproget til en lang gentagelse, og reducerer det litterære håndværk til en omgang af det argeste sjusk.

At bogen fandt vej til udgivelse er ene og alene et vidne om den næsten umættelige begejstring for genrelitteratur, der herskede i samtiden, og Laumer hører så afgjort til blandt amatørerne, der kunne lukrere på denne interesse med dybest set elendig fiktion, som bidrog til at holde gang i gryderne. Laumer tilhører den gruppe af forfattere, der stædigt holdt fast i den gamle pulplitteraturers mest primitive sider, og det er ikke noget under, at den ellers produktive Keith Laumer er sunket ned i glemslens suppedas i dag, så at det kun er de mest ihærdige læsere, der får ham hevet frem.

Paperback, Tor 1984

A Trace of Memory er uden tvivl pulplitteratur, når den er værst; triviel, rodet og sjusket, uden plan og andet formål end at give Laumer brød på bordet. Det fik han da sikkert også, men det er formentlig også det eneste for alvor positive, der er at sige i den sammenhæng.

Paperback, Armchair Fiction 2011

Amazing Stories, juli 1962

Amazing Stories, august 1962

Amazing Stories, september 1962

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Philip José Farmer, To Your Scattered Bodies Go (1971): Finurlig ramasjang

Paperback, Berkley Medallion 1971. Forsiden er skabt af Richard Powers

Philip José Farmer fik skabt sig en ganske omfattende skønlitterær produktion, som jeg ikke skal gøre mig alt for klog på. Faktisk er Farmer et noget perifært bekendtskab for mig, men jeg har taget hul på hans såkaldte Riverworld-serie, og det har vist sig at være læsning af den mere muntre slags.

Seriens første bind, To Your Scattered Bodies Go, udkom i 1971, og man genkender straks velkendte troper i åbningskapitlet. Vores hovedperson vågner i et enormt bygningskompleks fyldt med livløse menneskekroppe. Hvad alle disse kroppe betyder, og hvor vores hovedperson kommer ind i billedet, bliver aldrig afklaret, for han bliver få øjeblikke efter at være vågnet op, konfronteret af en robot, der skyder ham ned. Alt går i sort, og scenen skifter. Modsat eksempelvis William Hjortsbergs Gray Matters fra samme år vågner bogens hovedperson ikke i denne opbevaringshal igen, nej, han vågner ved flodbredden i en fremmed verden.

Philip José Farmer (26. januar 1918 – 25. februar 2009)

Her er det så på sin plads at nævne, at romanens hovedperson ikke er nogen ringere end den engelske litterat og opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, der måske er bedst kendt som manden, der som den første oversatte Tusind og en nats eventyr til engelsk. Her aner vi altså, at noget særligt er på færde, og det viser sig da også hurtigt, at Philip José Farmer har udtænkt en ganske sindrig ramme for sin tempofyldte fortælling.

Idéen er den, at et udvalg af Jordens afdøde befolkning ”vågner” i denne fremmede verden. De har en fuld erindring om deres tidligere liv på Jorden, men aner ikke, hvor og hvorfor de nu er, hvor de er. Ved flodbredden mødes der med andre ord et sammenrend af mennesker ikke bare fra forskellige verdensdele og kulturer, men også fra forskellige tidsperioder. Mindst lige så mærkværdigt er det imidlertid, at mekaniske installationer er anbragt regelmæssigt langs flodløbet, der udstyrer menneskene med mad, redskaber og andre goder; narkotika eksempelvis – bogen er jo fra´71. Der ligger altså en eller anden form for organisering bag det hele, men hvorfor? Og af hvem?

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1971. Romanens 1. udgave

Indledningsvist handler det naturligvis for Burton om at finde sig selv i denne nye verden, og han slår sig hurtigt sammen med et noget eklektisk hold af typer fra menneskehedens lange historie – en victoriansk dame, en oldtidsmand og andre kulørte skikkelser. Det kommer der en del muntre sammenstød ud af, ikke mindst takket være forskellige tiders forhold til seksualmoral og indtag af førnævnte narkotika. Det går imidlertid også op for Burton, at han, som den eneste, har en erindring om at være vågnet i den store hal, før han vågnede igen i flodverdenen.

Noget må være sket, og han bliver til stadighed mere sikker på, at det var en fejl, han vågnede. Han skulle aldrig have set, hvad han så. Derfor begynder Burton også målrettet at jagte flodens udspring, fordi han er sikker på, at svaret på dette mysterium må ligge her. Burtons mission udløser en kæde af hændelser, der i sidste ende bringer ham på kollisionskurs med de skabninger, som kontrollerer og muligvis endda har skabt hele den flodverden, som handlingen udspiller sig i.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Farmers sprog er let og ukunstlet. Der ligger en konstant underspillet humor i fortællingen, som gang på gang kammer over i decideret komiske situationer, der mest af alt spiller på det groteske i hele den situation, som Burton og hans venner gennemlever. Naturligvis bliver der diskuteret meget i romanens kapitler, og flere teorier om flodverdenen bliver fremlagt, men Farmer tynger ikke sin tekst med alt for meget forklaring. I stedet fokuserer han på handling og sammenstød mellem flodverdenens forskellige fraktioner.

Der et dermed også en udtalt stemning af retro-pulp over historien, som tydeligvis henter en del af sin inspirationskilder i fortællingerne om fremmede verdener fra pulpens guldalder i begyndelsen af 1900-tallet. Det løsslupne, pulpede i bogen betyder imidlertid ikke, at Farmer ikke arbejder med interessante koncepter. De kan næppe kaldes videre originale, men han leverer dem med overbevisningskraft og stort humør, hvorfor tingene går sammen i en højere enhed i bogen.

Hardcover, Rapp & Whiting 1973

Floden er naturligvis det bærende motiv. Den er et billede på selve livet, der flyder afsted med os. Helt konkret er det klart, at Mark Twains Life on the Mississippi (1883) har dannet klangbund for Farmers brug af flodmotivet, præcis som Hemingway udnyttede det i sine Nick Adams-historier og Norman Maclean gjorde det nogle år efter Farmer i den fine kortroman A River Runs Through It (1976). Tilsammen udgør alle disse fortælling et motivisk kompleks, der som sagt bruger floden som billede på livet, der roligt fører os ud mod fjerne horisonter.

Men det er mere kompleks end som så, for floden er ganske vist i bevægelse, men den er også en konstant, der så at sige ligger, hvor den gør. Vores hovedpersoner kan derfor forlade floden, vende tilbage til den, rejse op ad floden eller rejse ned langs floden. Alt sammen billeder på en indre rejse igennem livets fylde, hvor barndommen, ungdommen eller alderdommen kan (gen)besøges. Floden bliver et meditationsobjekt og et spejl, i hvis refleksion hovedpersonerne kan studere dem selv og deres liv.

Paperback, Panther 1974

Billedet er smukt og fængede, næsten uanset hvordan det udføres, og selv om Farmer måske er den mindst sofistikerede bruger af motivet, indfanger han tankevækkende perspektiver i sin roman. Det må da også for en god ordens skyld nævnes, at Farmer gjorde Mark Twain til hovedpersonen i fortsættelsen til To Your Scattered Bodies Go, men det kan jeg vende tilbage til i et andet indlæg.

Flodmotivet er det, der litterært står som det blivende og mest fængslende ved bogen. Det skyldes, at de underliggende temaer om skabelse og religion, der også spiller ind i Farmers fortælling, aldrig synes helt at blive udfoldet, fordi det meget hurtigt står klart, at der må være tale om en form for videnskabeligt eksperiment, hvorfor de metafysiske overvejelser lægges på hylden.

Paperback, Panther 1978

Den første Riverworld-roman er festlig og stedvist tankevækkende. Mest af alt er den humørfyldt og gør sin læser nysgerrig, takket være de intrikate forviklinger, der opstår, når perioder og kulturer blandes, som de gør ved flodbredden. Det er ikke så sært, at romanen tiltrak sig opmærksomhed, da den udkom, for den er gjort af det samme underholdende stof, som den bedste pulp er skabt ud af. Det gør teksten slidstærk, også dér, hvor tiden er løbet fra indholdet. Farmer leverer sin ramasjang med hjertevarm omhu og så tilpas meget eftertænksomhed, at det ikke bliver til ren, uforpligtende underholdning. Jeg skal derfor også med ham videre ned ad floden; ingen tvivl om det.

Hardcover, Berkley Medallion 1980

Paperback, Panther 1980

Paperback, Berkley Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1986

Paperback, Del Rey 1998

Hardcover, The Easton Press 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

 

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Groff Conklin (red.), 6 Great Short Novels of Science Fiction (1954): Dystert, smukt og pulpet

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-linende omslag er tegnet af Richard Powers

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-lignende omslag er tegnet af Richard Powers

Den navnkundige redaktør Groff Conklin udsendte i 1954 en antologi med seks kortromaner, der ledsages af små vignetter tegnet af David Stone. Valget er spændende, og Conklins indledning til bogen er mindst lige så interessant som de seks historier, han valgte at bringe. Her argumenterer Conklin nemlig for, at kortromanen har vist sig at være særligt velegnet til SF-litteratur. Tanken er spændende at lege med. Som han skriver, har de innovative – ofte spekulative – miljøer, som historierne udspiller sig i, brug for plads. Plads til at opnå en grad af autenticitet og fasthed, som novellens kortfattede form knap nok kan nå at etablere.

Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men tanken om at særlige formater er velegnet til særlige genrer, er interessant. Men vel også dybest set noget vrøvl, fordi det enkelte værks længde principielt må forventes at være afstemt efter præcis den længde, som historien fordrer. Ikke desto mindre har Conklin formentlig ret i, at præcis den type SF, som var fremherskende på bogens udgivelsestidspunkt, havde brug for plads. Plads fordi genren befandt sig i en rivende udvikling, og idéerne havde behov for pladsen til at blive afprøvet. Som det også fremgår af de seks historier, som Conklin udvalgte, er meget af det innovative i ’54 gået hen og blevet klichéer senere, men det kunne de dårligt være blevet uden forgængere som dem, du kan læse i bogen her.

Paperback, Dell Books 1954

Paperback, Dell Books 1954

Man kan også sammenligne Conklins indledning med det ofte fremførte argument, at horror egner sig bedst til novelleformen. Her er argument omvendt. Gyset har ikke brug for plads, det skal komme hurtigt og slutte, før læseren når at vænne sig til det beskrevne. Noget endegyldigt svar på diskussionen kan man næppe finde.

De seks historier, Conklin har fået valgt, er meget forskellige, men har alle en pågående, smittende energi. Den stærkeste er uden tvivl Stuart Cloete, der fik bragt sin genredefinerende fortælling ”The Blast”. En dyster, dyster post-apokalyptisk historie, der har været med til at lægge grundstenene til en hel genre. Handlingen udspiller sig i 1972, mange år efter at en atomkrig har ødelagt verden, som vi kender den. Vores hovedperson, en tidligere forfatter, er nu den eneste overlevende i et tilgroet New York, hvor han klarer dagen af vejen som jæger og samler.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Kortromanen begynder, da jegfortælleren opdager, at han ikke er alene i byen. Han ser to unge piger, der må være blevet født efter ødelæggelserne. Det udløser en voldsom nostalgisk længsel i den gamle forfatter, som får ham til at nedskrive, hvordan det hele kunne gå så galt. Mens vi således læser beretningen om civilisationens undergang, følger vi også fortællerens oplevelser i New York og mødet med pigerne.

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Den verden, Cloete beskriver, er helt forrygende, fordi den har vildmarkseventyrets farlighed og en særlig apokalyptisk melankoli, som kommer til udtryk i fortællerens kredsen om gammel kunst og minder fra det, der var. Alt sammen motiver, som er blevet gentaget igen og igen sidenhen. Hos Cloete har det imidlertid en oprindelig friskhed, som er sædeles forførende. Og så gør det absolut ingenting, at han har inkluderet en masse ramasjang i form af kæmpe, blodsugende mårdyr, enorme ulve og andre muterede væsner. Det giver fortællingens alvor en pulpet løssluppenhed, som gør alt lettere.

Cloete skrev under indtryk af Anden Verdenskrigs afslutning og Hiroshimas ødelæggelser. Det klinger med gennem hele teksten, og hovedpersonen siger paradigmatisk et sted, at atomteknologien enten vil sætte mennesket fri eller ødelægge det. Og Cloete leverer også sit bud på et svar. Hvad der nemlig umiddelbart ligner en ødelæggelse af verden, takket være atomvåben, er i virkeligheden det, der sætter mennesket fri. Atomkrigens ødelæggelser er således blevet en form for tabula rasa, hvor verden har åbnet sig og ryddet vejen for en ny generation af mennesker, som ikke tynges af fortidens laster. En smukt, utopisk billede, skrevet på kanten af en kold tid.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

 

Det samme gør sig gældende for Murray Leinsters episke ”The Other World”, hvor indtryk fra Anden Verdenskrig klinger med. Her må en lille gruppe helte tage kampen op imod et tyrannisk styre i en anden dimension. Historien er måske nok tyndbenet og ligefrem, men Leinster har ramt en fantastisk stemning af kamp og kage. En slags SF-Spartacus, hvor slaverne revolterer og angriber tyrannerne med alle for hånden værende våben. Det er drengebogseventyr af første kaliber, og sværmer man bare en smule for guerillakamp og krigseventyr, er det her den rene vare!

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Langt mere dyster er Anthony Bouchers ”Barrier”. Her har vi en dunkel fremtidsfortælling om tidsrejser og alt hvad det indebærer af paradokser og problemer. Kortromanen er skrevet i ´42, og det er igen frygten for den totalitære tankegang, der har inspireret handlingen. I romanen går det op for den tidsrejsende hovedperson, at Hitler rent faktisk har vundet krigen, og Boucher fabulerer nu frit over den nazistiske tankegangs betydning for historiens videre udvikling.

Det gør han forbistret godt ved at gå mentalitetshistorisk til værks, og vise hvordan sproget gradvist har forandret sig under den politiske renhedsideologi. Der løber noget Orwellsk ind i teksten, som stedvist har en isnende ond atmosfære af kynisk fascisme.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Tilsammen udgør de fire fortællinger en fremragende tidskapsel, der bringer læseren tilbage til samtidsproblemer i slutningen af 40’erne, og man mærker, hvordan det at skrive SF-fortællinger ikke bare er en pulpet leg. Der ligger noget kritisk nødvendigt bag teksterne. Man fornemmer, at forfatterne hver især har kradset sig et lille åndehul i en fortættet atmosfære, hvor ideologier og optimisme for alvor har været udfordret. Der er med andre ord noget på spil i historierne, som rækker videre end almindelig SF-pulp, og det tjener Groff Conklin til ære, at han har set det og samlet historierne.

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Der er næppe mange, som vil blive overrasket over selve handlingen i nogen af novellerne. Deres historier er, som sagt, blevet velafprøvede klichéer sidenhed. Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at de dels er underholdende, dels er skrevet med en oprigtighed og et nervøst nærvær, som ikke kan gentages. Med Conklins samling af kortromaner får vi med andre ord første aftapning af noget historisk. Og forfatternes håb, frygt og smerte står stadig lysende klart i dag som advarende nødråb om en verden, der kunne synes på afveje. Fantastisk. Intet mindre.

Kortromanerne:

Stuart Cloete: The Blast

Robert A. Heinlein: Coventry

Murray Leinster: The Other World

Anthony Boucher: Barrier

James Blish: Surface Tension

Theodore Sturgeon: Maturity

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

R. W. Mackelworth, The Diabols (1969): Vi er igen hvor vi var igår

Paperback, Paperback Library 1969. Forsiden er malet af cool cat Richard M. Powers

Paperback, Paperback Library 1969. Forsiden er malet af cool cat Richard M. Powers

I løbet af 60’erne voksede den litterære selvbevidsthed hos genreforfatterne. Troen på, at det, der engang ”bare var pulp”, kunne og skulle mere end udelukkende at underholde, blev væsentlig for mange unge forfattere. Denne nye bølge af ambitiøs skrivekunst var afgørende for udviklingen af den moderne genrelitteratur og de kvaliteter, vi finder i horror, fantasy og SF i dag. Men… 60’ernes digterfascination fik også stampet en god del vildskud frem, der drukner i deres egen ordflom og litterære ambitioner. Den bog, vi skal se nærmere på her, er et prima eksempel på sidstnævnte. Man skal lede længe efter en forfatter, der forsøger så hårdt at piske dybsindig litteratur frem på siderne. Resultatet er ikke kønt.

R. W. Mackelworths romandebut The Diabols, udgivet året forinden som Firemantle i et ganske lille oplag, er således på mange måder et ganske, ganske typisk stykke psykologisk SF-horror fra sen-60’erne, der med paranoide strøg tegner en dystopisk fremtid for læseren. Mackelworth fører os med til en udbrændt fremtid, hvor Jorden mere eller mindre er blevet gold, verdenssamfundet gået i opløsning og hovedparten af menneskeheden dræbt. Kun få forhutlede lommer af overlevende forsøger at klare dagen af vejen i kampen mod Dem; de invaderende fremmede, der har lagt vores planet øde.

Paperback, Paperback Library 1969 bagside

Paperback, Paperback Library 1969 bagside

Hvem eller hvad de fremmede er, eller hvorfra de kom, får vi aldrig at vide. De ankom i smug og voksede sig i hemmelighed så stærke, at det var for sent, da de endelig skyllede ind over byerne. De invaderende væsner er skabninger af ren energi, der kommunikerer via lyde, der lyder som musik. Der er nærmest noget følsomt, blidt over Mackelworths invaderende fra rummet. Smukke lygtemænd, men præcis som folkesagnenes mystiske lysånder, vil de ikke menneskene noget godt. Alt hvad de kommer i berøring med, brænder ganske enkelt til aske. Det tager dem derfor heller ikke længe at vælte al modstand og etablere deres egne byer af lys over ruinerne af den overvundne menneskehed.

Mange år før det kommer så vidt, sidder en lille gruppe videnskabsmænd og studerer de fremmede. Tilsyneladende har de gennemskuet, hvad der vil ske i løbet af de kommende år. Derfor sender de, ved hjælp af utrolig og dybt hemmelig teknik, Boraston ud i fremtiden, så han der kan studere og måske endda bekæmpe ”The Diabols”, som lysvæsnerne kaldes. Boraston er ikke nogen tilfældigt udvalgt. Han sendes af sted, fordi han fra naturens side har udviklet en form for resistens over for høje varmetemperaturer. Han er med andre ord det perfekte våben mod de fremmede. Sådan da.

Hardcover, Robert Hale 1968. 1. engelske udg. af romanen her udsendt under titlen Firemantle.

Hardcover, Robert Hale 1968. 1. engelske udg. af romanen her udsendt under titlen Firemantle

Det viser sig nemlig, at fremtiden ser noget anderledes ud end ventet. Alene det faktum, at Boraston aldrig indvilliger i selve opgaven, gør, at han absolut ikke handler efter planen, da han vågner i en udbrændt ruinby langt ude i fremtiden. Værre bliver det, da han møder de overlevende. For det går snart op for den vrangvillige hovedperson, at fremtidens vanskabte mennesker er blevet knægtet af de fremmede. En tilværelse i skjul har omdannet dem til aggressive galninge, der nu lever i fascistoide småsamfund.

Mere underligt bliver det imidlertid, da det går op for Boraston, at de personer, der sendte ham af sted rent faktisk stadig er i live i fremtiden. Der er noget sært på færde, og Borastons får i stigende grad en fornemmelse af, at man bruger ham i et dobbeltspil, som han ikke kan gennemskue.

Paperback, New English Library 1975. Her en Mackelworth-roman med en ganske, ganske fin forside af Ian Miller

Paperback, New English Library 1975. Her en Mackelworth-roman med en ganske, ganske fin forside af Ian Miller

The Diabols har i udgangspunktet rigtig mange gode idéer. Det er et stykke grumt, grumt apokalyptisk litteratur, der hamrer undergangsstemingen ind i hjernen på læseren med den ene pessimistiske beskrivelse efter den anden. Alt er gennemvædet af undergang og misantropi på en sjældent bister måde. Boraston, hovedpersonen, afspejler også i den grad sine omgivelser. Bitter, tavs og uudgrundelig vælter han gennem fremtidsverdenen uden at forstå, hvad der sker omkring ham. Hans eneste ønske er at overleve, men det kan være svært, når alt er ude efter en.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at der er meget i The Diabols, der ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Mackelworth afsøger med romanen det samme kafkaske terræn, som Philip K. Dick igen og igen har excelleret i, og Mackelworth tåler da heller ikke nogen nærmere sammenligning med Dick. Ikke desto mindre genkender man legen med virkelighed og de paranoide forvrængninger af relationer, der gør, at hovedpersonen løbende må betvivle sig selv og sine omgivelser.

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

I slutningen af 60’erne begyndte de sære, psykologiske historier om alternative virkeligheder for alvor at blive populære (jeg skriver lidt om den slags her). Man har tilskrevet det hele LSD-kulturens dystre bagside, og der er sikkert noget om snakken. Tanken om det dårlige trip, der aldrig stopper, er afgjort et emne, der præger meget af periodens genrehistorier. Der kom da også rigtig meget god litteratur ud at det tema; Mackelworths The Diabols er bare ikke en af dem.

Når alt kommer til alt, er bogen drøj læsning, fordi den i og for sig finurlige idé bag historien trækkes gennem Mackelworths absurd kunstlede sprog. Enkelte gode passager er der kommet ud af dette, men man ser ham skrive ved skrivebordet med liget af den voldtagne muse på gulvet under ham. Med metafor på metafor klodses handlingen op, mens forsøg på avantgardistiske spring i fortællervinkel og kapitelstruktur gør bogen til en ligegyldig gøgeunge. Frem for at virke poetisk og intellektuel bliver Mackelworths debutroman pinligt blottet for alt det, der gerne vil bryste sig af.

Hardcover, Robert Hale 1981

Hardcover, Robert Hale 1981. Endnu en engelsk 1. udg.

Skriv en kommentar

Filed under Roman