Tag Archives: Richard Marsh

Richard Marsh, The Beetle. A Mystery (1897): Orientalismens spøgelse slår til igen

Paperback, Wordsworth Editions 2007

Litteraturhistorien er fyldt med glemte skrækromaner. En af dem, der mere eller mindre fra udgivelsestidspunktet i 1897 har kæmpet imod glemslens tåger, er Richard Marshs The Beetle, der allerede fra begyndelsen var udfordret ved at blive udgivet samme år som Stokers Dracula. Selv metropolen London var ikke stor nok til at kunne rumme to gotiske bestsellere på samme tid, og taberen blev i den sammenhæng The Beetle, der da også må siges at være Stokers værk underlegen på snart sagt alle punkter. Dermed ikke sagt, at Marshs roman er ringe, for det er den langt fra. Tidstypisk og gumpetung, men absolut et underholdende bekendtskab, der rummer den samme form for dystert pikanteri, som vi eksempelvis også finder i Dracula.

I romanen møder vi et firkløver af karakterer, der hver især står for at fortælle en del af handlingen, og dermed stykker de fire stemmer det mysterium sammen, der udgør bogen. Fordi vi har flere fortællere, som hver især kun kender en bid af historien, får vi aldrig fuldstændig afdækket, hvad der rent faktisk udspiller sig, og The Beetle efterlader derved sin læser med en snigende form usikkerhed, som navnlig på udgivelsestidspunktet må være blevet oplevet som ganske ubehagelig. En stor del af romanens momentum opstår da også igennem skiftet mellem de fire fortællere, der ved hver især kaster nyt lys over centrale aspekter af historien.

Richard Marsh alias Richard Bernard Heldmann (12. oktober 1857 – 9. august 1915). Marsh var i øvrigt bedstefar til selveste Robert Aickman

Det hele begynder, da en ung, arbejdsløs og nu hjemløs kontorassistent traver omkring i London for at finde et sted at overnatte. Han kommer forbi et hus, der ser ubeboet ud, og han beslutter sig for at søge ly for natten derinde. Det skulle han aldrig have gjort, for i det tomme hus oplever han noget skrækindjagende. En gigantisk bille kommer til syne foran ham og overtager hans sind med en form for hypnose.

Robert Holt, som kontorassistenten hedder, bliver derefter værktøj i et nedrigt komplot imod politikeren Paul Lessingham, der på en eller anden måde har noget at gøre med denne mystiske bille. Men hvad? Det får vi gradvist, men kun delvist, opklaret i løbet af romanen, som ikke alene byder på den allerede omtalte mystiske, kæmpeskarabæ, den byder også på en truende orientalsk mand af sært kønsløs fremtoning og en dunkel kvinde, ligeledes af orientalsk afstamning. Det hele peger mod Kairo som stedet, hvor den dunkle affære tog sin begyndelse i en fjern fortid, og dermed også tilbage mod oldtidens Egypten.

Hardcover, Skeffington & Son 1897. Romanens første udgave

Den velbevandrede, moderne læser aflurer naturligvis hurtigt, at alle disse fjender sandsynligvis er sider af samme skabning, men i sidste ende får vi aldrig entydigt forklaret, hvad denne skabning egentlig er. Mere væsentligt er det da også, hvordan politikeren Lessingham kan undgå at blive dræbt, for det er tydeligt, at denne okkulte ondskab fra Kairo er kommer til London for at gøre det af med ham.

Historien har rod i Lessinghams fortid, og var det ikke for hans rival Sydney Atherton, ville det se sort ud. Athortons videnskabelige sindelag og analytiske hjerne er imidlertid det perfekte våben mod de ældgamle skygger, der truer Lessingham. De to rivaler gør derfor, som ægte gentlemen, fælles front mod den større trussel, der til sidst kan blive konfronteret efter en hæsblæsende jagt tværs gennem landet i drosche og med tog.

Paperback, World Distributors 1959

The Beetle er et tidstypisk bud på en eventyrfortælling, der krydser flere genrer. Handlingen svinger mellem dybe, sentimentale samtaler om store følelser, og ligeledes stort drama i form af kamp, magi og gru. Har man læst Rider Haggard, vil man straks føle sig hjemme hos Marsh, hvis mystiske bille kunne være en ny inkarnation af ”Hun”. Det er i hvert fald i samme univers, vi bevæger os. Et univers, hvor civilisationens bolværk, indfanget metaforisk gennem Londons gasoplyste gader, konstant trues udefra af destruktive kræfter, der lurer i mørket og nu melder sig fra historiens dybder.

Det glemte vender tilbage og hjemsøger nutiden. Det motiv var omdrejningspunktet i den gotiske litteratur, men forfattere i det senere 1800-tal omdannede temaet og forflyttet til det glemte kulturer i fremmede kontinenters afkroge. Perspektivet blev globalt, præcis som det britiske imperium, således at glemte civilisationer i Afrika og andre vildsomme landmasser langt fra London kunne blive det sted, hvorfra fortiden igen meldte sig ildevarslende og beviste, at der er mere mellem himmel og jord end den rationalistiske industris tidsalder anerkendte.

Paperback, Consul Books 1965

H.P. Lovecraft trak senere ganske åbenlyst på dette som en tematisk arv, lånt fra de spændingsfortællinger, han havde læst som barn. Men den voksne Lovecraft greb især det uforståelige og mystiske i disse kulturmøder med det glemte fra fortiden. Derved adskilte han sig fundamentalt fra forgængere som Marsh, Rider Haggard og Stoker, som alle var romantiske forfattere, der var betaget af dualiteten i det eksotiske. De så det mørke som lige dele indbydende og ødelæggende. Den dæmoniske bille, den forføreriske manipulator Hun eller voldtægtsforbryderen Dracula er dermed tre sider af samme sag.

En videre fællesnævner for disse store antagonister er, at de alle er drevet af eros. Erotikken spiller en vigtig rolle i alle tre forfatterskaber, og med eros kommer døden selvfølgelig også ind i billedet. Tankevækkende i den sammenhæng er det, at Stokers Dracula rummede tydelige homo-erotiske elementer, og det samme gør sig gældende for den ambivalente bille hos Marsh, med dens både mandlige og kvindelige aspekt. Som en tvetydig størrelse af ubestemt køn er Billen således en stærk, moderne figur, som taler direkte ind i vores nuværende samtaler om køn og kønsidentifikation. Alene af den grund er The Beetle en roman, som man burde få trukket frem igen.

Paperback, Broadview Press 2004

Nogen genopdaget bestseller bliver den dog næppe, selvom den er relevant i dag, for det kræver en smag for victoriansk litteratur, hvis man vil gnave sig gennem romanen. Der er meget snak og mange svinkeærinder i teksten, som kan føles dybt irrelevante med moderne øjne. Læst ud fra sit udgangspunkt er det klart, at disse samtaler etablerer det moralske univers, hvorigennem truslen fra Billen skal vurderes, men det greb fremstår nu forældet og dogmatisk.

Ikke desto mindre er The Beetle en fascinerende bog at kaste sig ud i, ikke mindst fordi den kaster mere lys over spændingsromanen i 1800-tallets slutning og binder flere tekster sammen, som jeg også har gjort det her. At den så også stedvist er ufrivilligt komisk, er så en anden snak. Den store videnskabsmand Sydney Atherton arbejder på at udvikle kemiske våben, hvilket præsenteres som en opgave af en hvis national betydning. Det er ikke ligefrem en beskæftigelse, man ville give en helt i dag, men sådan skifter tiderne jo.

Paperback, Valancourt Books 2008

 

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, BBBZ Books 2010

Paperback, Bibliolis Classics 2010

Paperback, British Library, Historical Print Editions 2011

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, The Echo Library 2012

Paperback, CreateSpace 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Tales of Unknown Horror, red. Peter Haining (1978): En særdeles tam buket

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Peter Hainings lille serie med mindre kendte skrækfortællinger var et sympatisk projekt. Tanken om at grave oversete perler frem i stedet for at blive ved med at genudgive de samme velkendte historier er glimrende. Og Peter Haining var da også afgjort rustet til opgaven. Han var en af de væsentligste engelske horroreksperter og havde et kæmpe kendskab til både den klassiske, britiske spøgelseslitteratur samt det store, amerikanske pulpmarked. Med det udgangspunkt burde det være en snild sag at sammensætte en bog med skrækperler, som de fleste læsere ville være ubekendt med.

Helt så let er det bare ikke, for Tales of Unknown Horror – seriens andet bind – viser med al tydelighed, hvor let det er at falde til patten og slå vanetænkningen til. Vanetænkning er nemlig afgjort den røde tråd gennem denne antologi, der har et konservativt, for ikke at sige gabende kedsommeligt bud på relevant skrækfiktion anno 1978. Faktisk er den største overraskelse, at Haining ikke fandt plads til den obligatoriske Bram Stoker-novelle blandt alle de andre sikre forfatternavne, han har fået stablet sammen.

Paperback, New English Library 1978

Paperback, New English Library 1978

Nu kunne man måske indvende, at udvalget af ferske fortællinger skyldes Hainings manglende evner som redaktør. At han, så at sige, savnede sans for horror, men det passer ikke. Haining har gang på gang bevist sit kendskab i den store mængde bøger, han fik redigeret. Der er snarere noget mere grundlæggende på færde i Unknown Tales of Horror, der handler om selve holdningen, til hvad god skrækfiktion er.

Peter Haining har en indledning til bogen, hvor han ud over den obligatoriske fejring af de inkluderede forfattere lufter nogle interessante synspunkter omkring horror. Haining skriver nemlig her imod det, han kalder ”Butcher Shop stories” – en betegnelse for bloddryppende, konfronterende historier, der er skrevet for at chokere. Den slags tager Haining afstand til og definerer den vellykkede gyser som en subtil øvelse – som han skriver:

No, the horror story which achieves the highest ideals of the genre is basically a tale in which the elements of the unknown and supernatural combine to put a person in peril of his life – but do not pointlessly drag him through unpleasantness for its own sake (s. 9).

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Det standpunkt oser langt væk af en forloren puritanisme. En hensunken skrækbogsforståelse, der bliver ved med at sætte navne som Mary Shelley og Richard Marsh som genrens højdepunkter. Men Hainings projekt med bogen fører videre end det. Han kan nemlig indledningsvist konkludere, med henvisning til film som The Exorcist, The Omen og The Sentinel, at horror som genre har triumferet og nu er blevet en fuldt ud valid udtryksform, der nyder enorm popularitet. Tornen i øjet er imidlertid den kunstneriske anerkendelse – den mangler.

Her er det så i bogen, at Haining griber dybt i de genrehistoriske gemmer og hiver arvesølvet frem. Mary Shelleys famlende ”The Reanimated Englishman”, der ikke kan være andet end en skitse til en novelle eller roman, og Richard Marshs fine, klaustrofobiske ”A Silent Witness” skal således garantere den nødvendige klassiskerfernis, som forhåbentlig vil smitte af på bogens øvrige navne. Forstået således, at Haining håber, læseren vil opfatte Lovecraft, Bloch, Bradbury og Rohmer som afskygninger af førnævnte navne.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Om det lykkes eller ej skal jeg ikke kunne sige. De udvalgte historier har alle kvaliteter, men er samtidigt stort set alle som en forsigtige, små overnaturlige pip, der måske med fuld ret er blevet glemt. Selv Lovecraft-novellen ”The Challenge From Beyond”, der egentlig er et kapitel i en ikke synderligt vellykket kortroman skrevet af flere forfattere fra Lovecrafts cirkel, står som noget af det mindre interessante, han skrev. Faktisk er det kun William F. Temples ”The Whispering Gallery”, der æstetisk træder ud af de andres skygge og bider sig fast med et sprog og et isnende ubehag, som huskes efter endt læsning. Her lader Temple nemlig en lille dreng komme i livsfare, da han ledes på afveje af nysgerrighed og overnaturlige kræfter. Historien har stedvist ganske ubehagelige skildringer af en hjemsøgt atmosfære, som faktisk blev hængende hos mig længe efter historien var læst.

Mens Temple leverer mærkbart gys med dybde, står Robert Bloch for et vanligt galgenhumoristisk grin i den kække ”Son of a Witch” om en småkriminel døgenigt, der får fingre i et flyvende tæppe. Historien er vittig og velfungerende, som det meste andet Bloch skrev, og ganske, ganske ligegyldig. Den går imidlertid i spænd med antologiens absolut største stjerne – Stephen King – der har den sidste novelle i bogen.

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Stephen King var allerede blevet en superstjerne, da Tales of Unknown Horror udkom, og Haining kan næsten ikke få armene ned i begejstring over at kunne trykke en King-fortælling, der ikke var udgivet før. At det kunne være i modstrid med bogseriens idé om at trykke oversete historier, synes ikke at påvirke Haining stort. Kings ”Cat From Hell” viser ham desværre fra den uforpligtende, letbenede side, som har karakteriseret hans senere arbejder. Som et trist forvarsel leverer han her en halvhumoristisk historie om en lejemorder, der bliver hyret til at dræbe en satanisk kat. Det går naturligvis grueligt galt og ender i blod, men den Bloch’ske, galgenhumoristiske tone gør det vanskeligt at tage gruen alvorligt, og historien bliver aldrig til mere end forglemmelig, godmodig underholdning uden bid og kløer.

Tales of Unknown Horror føles som en æstetisk oprustning fra Peter Hainings side. Den fremstår som et forsøg på at vise, hvordan stueren horror ser ud. Et forsøg på at vise det højpandede litterære miljø, at gysergenren har kvaliteter og bør tages alvorligt. Det kan jeg jo kun være enig med Peter Haining i, men hans forsøg synes helt forfejlet. Den kunstneriske oprustning han udfører gennem referencer til klassikerne virker forfejlet og vrister gyset ud af dets momentum i nutiden. Han gør det til en stiløvelse i stille pastiche i stedet for en pågående, kreativt udtryk, der udfordrer og flytter læseren ud på dybt vand. Faktisk behøver man bare tænke seks år frem fra udgivelsen af Tales of Unknown Horror og se, hvordan Clive Barker skyder alle Hainings forestillinger om ”Butcher Shop stories” til atomer med sine genredefinerende milepæle, der indvarslede en helt ny tid for gyserlitteraturen.

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

Faktisk må jeg indrømme, at det bedste ved Tales of Unknow Horror er den fantastiske forside malet af Tony Masero. Alene den gør, at jeg er glad for bogen og resten af serien, som han har leveret forsiderne til. Om ikke andet må Hainings fejlslagne antologi få tak for dette. Men det er skam også nok, for hold op, hvor jeg synes, Masero forsider er fantastiske!

 

Novellerne:

Mary Shelley: “The Re-animated Englishman”

Tim Stout: “The Dracula File”

Gaston Leroux: “The Woman with the Velvet Collar”

Sax Rohmer: “Red Mist”

Richard Marsh: “A Silent Witness

H. P. Lovecraft: “The Challenge from Beyond”

Robert Bloch: ”Son of a Witch”

Ray Bradbury: “Undersea Guardians”

William F. Temple: “The Whispering Gallery”

Evan Hunter: “Dream Damsel”

Rosemary Timperley: “The Tunnel”

Stephen King: “Cat From Hell”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Robert Aickman, Cold Hand in Mine (1975): Sære fortællinger i mesterklasse

Man kan vel godt sige, at Robert Aickman havde sære fortællinger i blodet. Han var barnebarn af Richard Marsh (1857–1915), der forfattede en hel del skrækhistorier, men vel nok er bedst kendt for gyserromanen The Beetle (1897). Ikke at der er nogen direkte relation mellem Aickmans noveller og bedstefaderens udgivelser. Det skulle da lige være selve fascinationen af det mystiske og ukendte.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975. Forsideillustration af Edward Gorey

Cold Hand in Mine fra 1975 er Robert Aickmans femte novellesamling, der indeholder otte lange fortællinger. Tematisk spænder novellerne ret vidt, og den eneste fællesnævner, ud over et par stilistiske særtræk hos Aickman, er deres rod i det fantastiske eller overnaturlige. Aickman kaldte selv sine historier for ”strange tales”, og det er meget præcist. Der er nemlig ikke nødvendigvis tale om horror i alle novellerne, om end de fleste rummer gys i en eller anden form.

I bogens otte fortællinger bliver vi ført gennem bizarre historier som ”The Swords”, ”The Same Dog” og ”The Clock Watcher”, der måske ikke direkte indeholder noget åbenlyst overnaturligt, men som dog antyder eksistensen af kræfter og muligheder, der udfordrer vores virkelighed. Vi kommer forbi en vampyrfortælling i “Pages from a Young Girl’s Journal”, passerer en klassisk gotisk historie i ”Niemandswasser” og endelig har vi spøgelsesfortællinger i ”The Hospice” og “Meeting Mr Millar”.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975. Bemærk de store navnes roser til Aickman

Der skal ikke herske nogen tvivl, Robert Aickman er en stor mester. Han skrev aldrig, målt i forhold til så mange andre, specielt meget, men omvendt er hans historier lange og gennemarbejdede. Man har virkelig en fornemmelse af at sidde med et værk mellem hænderne, når man læser en bog som Cold Hand in Mine.

Det Aickman kan, er at lulle læseren ind i historien, så man først meget sent opdager, at der er noget mystisk på færde. Vi ved det naturligvis godt, vi forventer faktisk, at det skal være der, men fordi novellerne er så lange, som de er, har Aickman god tid til detaljen. Dermed kamuflerer han mystikken og lader den ganske roligt snige sig ind i teksten. I den fine ”The Swords” følger vi en ung sælgers vandring gennem et nedslidt kvarter, over en markedsplads og endelig, først langt inde i historien, når han frem til det telt på markedspladsen, hvor selve fortællingen egentlig begynder. Samme teknik går igen i de fleste af historierne. De er alle rige på informationer og detaljer. Ikke at det nødvendigvis er relevante oplysninger, vi får. Det er vel nærmest en blanding af dagligdagsbeskrivelser og tilfældige iagttagelser, som hovedpersonerne gør sig. Den causerende stil er en vej til indlevelse. Det er derfor måske heller ikke så mærkeligt, at eksempelvis Stephen King roser Aickman til skyerne. Kings murstensromaner er udtryk for præcis samme narrative strategi. Læseren væves ind i historiens virkelighed gennem detaljen, og når detaljen står klar, rives tæppet væk under den verden, der er blevet stillet op.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

I Cold Hand in Mine fungerer Aickmans greb om fortællingen eminent i flere af novellerne. ”The Hospice” er min favorit. Her må en omrejsende sælger (igen en sælger) søge ly for natten på et ganske besynderligt hotel, som, han først sent forstår, er et regulært hospice for døende. Stemningen er forskruet og næsten surrealistisk. Og episoderne på værelset, da vores hovedperson skal dele rum med en anden gæst, er både fantastisk og besynderlig læsning. De groteske optrin, der udspiller sig, balanceres af sælgerens indre dialog, der konsekvent forsøger at rationalisere episoderne og komme med en fornuftig forklaring.  ”The Hospice” er imidlertid lidt atypisk, fordi forholdet mellem de mystiske hændelser og mondæne optrin i høj grad er vægtet mod førstnævnte.

”The Same Dog” er anderledes. Her læger novellen ud med at skildre en barndomsoplevelse hos jeg-fortælleren – igen meget King’sk – og går så frem til den nu voksne unge mand, der genoplever barndommens gru. Det fascinerende er her, at hele novellen bygger op til en sætning eller et billede, om man vil. Én formulering, der vælter læsset for hovedpersonen, og står lysende klart for læseren i al sin enkle, men særdeles forstyrrende gru. Som et glimt toner billedet frem i teksten og forsvinder så ind i fortællingen igen (jeg kan naturligvis ikke afsløre, hvad det handler om). Ikke desto mindre står den opdagelse, som hovedpersonen gør, tilbage som et af bogens højdepunkter. Én kort sætning, mere skal der ikke til, men det kræver så også 25 sider at få den serveret ordentlig.

Paperback, Robinson 1988. Her med smukt cover af altid fabelagtige Ian Miller

Det, Aickman for alvor mestrer, er at skildre mødet mellem en ganske almindelig, moderne britisk virkelighed og det uforklarlige. Og netop det uforklarlige er helt afgørende for hans historier. På en af de første sider i Cold Hand in Mine citerer han Sacherverell Sitwell og skriver ”In the end it is the mystery that lasts and not the explanation”. Det er en form for nøgle til alle historierne, for Aickman er faktisk ikke specielt interesseret i forklaringer. Han beskriver mødet med det uforklarlige og efterlader læseren med fornemmelsen af det nagende, uafklarede og åbne spørgsmål – hvad var det egentlig der skete? Det greb er måske nok hans største bedrift, netop fordi Aickman både undgår at blive alt for konkret og afslørende i sine historier, men samtidig drukner det heller ikke i vage antydninger. På den led, fortsætter Aickman den engelske spøgelsestradition fra slutningen af 1800-tallet på fornemste vis og for mig at se måske som sin generations bedste forfatter af spøgelsesfortællinger.

Robert Aickmans forfatterstemme er afgjort stærkest, der hvor han befinder sig i det arketypiske engelske rum, som han tydeligvis både elsker, men samtidig distancerer sig ironisk fra. Aickmans hovedpersoner er nostalgiske, de længes efter en verden af i går. En verden før anden verdeskrig – det gode gamle England. Deres konservative længsel bliver imidlertid også en mild satire, der aldrig tager overhånd, men som ofte ligger snublende nær i de mange socialrealistiske glimt, vi får, mens fortællingen bygges op. Et godt eksempel er ”The Swords”, hvor hovedpersonen beskriver de luderhoteller, han til tider må overnatte på og industribyernes stigende fattigdom. Alt sammen brutalt beskrevet og gennemvæddet af en længsel efter et pænt og nydeligt England, som ikke længere er og aldrig har været.

Paperback, Berkley Publishing 1979. Endnu en rigtig fin forside. Meget stemningsfuld

I en bog som Cold Hand in Mine står Aickman derfor også svagest, der hvor han kommer længst hjemme fra. Vampyrfortællingen “Pages from a Young Girl’s Journal”, måske den mest satiriske af dem alle, er en fin pastiche på en 1800-talsfortælling, men havde den ikke haft en helt fabelagtig afslutning, var den faldet igennem, fordi historien slet ikke har samme nærvær og nerve, som mange af de øvrige. Det samme kan man sige om ”Niemandswasser”, der med sin Friedrich Schiller/Goethe-agtige facon, både bliver en smule manieret og tom. Smuk, ja, men igen uden det nærvær, der gør Aickman så fremragende.

I det synspunkt må jeg nok erkende, at jeg står lidt alene. Aickman vandt the World Fantasy Award i 1975 for vampyrnovellen. En hædring jeg sådan set godt kan forstå. Novellen beskriver i dagbogsform, hvordan en pige i begyndelsen af 1800-tallet bliver hjemsøgt af en vampyr og gradvist transformeres. Næsten som fulgte vi Mina Harkers dagbog.  Det er en god og ny vinkel på vampyrhistorien, fra tiden umiddelbart før fru Anne Rice forandrede måden, man kunne skrive om vampyrer på for altid. Det vil sige, at Aickmas historie forbliver i den gamle Dracula-genre, men viser den fra en ny side. Desværre bliver hovedparten af den lange novelle brugt på at gøre rede fra den unge piges lidt naive idéer og forestillinger om kærlighed, hendes forældre og hendes dagligdag. Aickman rammer tidens tone godt, men for mig at se står det ikke mål med en historie som ”The Hospice”.

Paperback, Faber & Faber 2009. Her kan man så tale om en ret ligegyldig forside

Bemærk i øvrigt forsiden, der er blevet illustreret af den altid fantastiske Edward Gorey. Forsiden til præcis Cold Hand in Mine er måske ikke hans mest gribende, men absolut et godt match til bogens subtile indhold.

Den seneste udgave af bogen i flot indbinding og limited edition. Hardcover, Tartarus Press 2001

Novellerne:

The Swords
The Real Road to the Church
Niemandswasser
Pages from a Young Girl’s Journal
The Hospice
The Same Dog
Meeting Mr Millar
The Clock Watcher

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling