Tag Archives: Robert A. Heinlein

Robert A. Heinlein, Starship Troopers (1959): ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig…”

Oh, oh, oh it’s a lovely war

Who wouldn’t be a soldier, eh?

Oh it’s a shame to take the pay.

–        Engelsk varietésang, 1917.

Robert Heinleins Starship Troopers, udgivet i bogform 1959, hører afgjort til blandt de bedst kendte SF-romaner, og det i en sådan grad, at det er en af de romaner, som man skal udtale sig om med en god portion varsomhed, fordi der er talt og skrevet ganske meget om den siden udgivelsestidspunktet. Det skyldes naturligvis ikke mindst, at Heinlein er en kontroversiel figur, hvis politiske holdninger i den grad farver hans fiktion; desuagtet er det ikke helt enkelt at indpasse ham politisk i en klart defineret kasse.

Heinleins person skygger dermed i nogen grad for selve romanen, der rent faktisk er et ganske fascinerende værk at kaste sig over, fordi den er et stykke ganske inspirerende fiktion, som går egne vegne og tydeligvis har meget på hjertet. Om man så er enig med Heinlein eller ej, er en biting i den sammenhæng, men det kan vi komme tilbage til senere.

Paperback, Berkley Medallion 1980. forsiden er malet af Carl Lundgren

Handlingen behøver jeg vel næppe bruge ret meget tid på; de fleste kender formentlig historien. Vi befinder os ude i fremtiden, hvor verden på den ene side er helt forandret og på den anden side alligevel ligner 50’ernes USA til forveksling selv. Rumfart er nu blevet almindeligt, og det samme er væbnet konflikt i verdensrummet. Kloden styres af en føderation, der desværre ligger i krig med en form for insektvæsner fra en fremmed planet, som ekspanderer ind i jordføderationens områder. Der pågår med andre ord en god gammeldags territorialkrig på fremmede kloder, og for jordboerne er det klart, at bliver disse komplet fremmedartede og grundlæggende uforståelige væsner ikke stoppet, vil de en dag også indtage Jorden. Der er på den led tale om en ren overlevelseskamp; sådan fremlægger systemet i hvert fald sagen for føderationens borgere i de filosofitimer, som alle modtager i noget, der ikke kan beskrives som andet end forsøg på indoktrinering af ungdommen.

Midt i alt dette lader den unge døgenicht Juan “Johnny” Rico sig værge til arbejde i staten og ender med kun at være egnet til tjansen som fodtudse, hvilket betyder, at han snart er skibet afsted til træning og derfra videre til kamp på fremmede planeter.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Vi får lejlighed til at følge processen, eller den forvandling der sker med Rico, som går fra at være en slap rigmandssøn til en trænet og vejrbidt veteran. Det hele fortælles gennem Rico selv, der beretter om sine oplevelser og bevæggrunde for at handle, som han gjorde, da han lod sig indrullere i hæren. Naturligvis er det kåd forelskelse, der fører ham ind i militæret. Først fortryder han bitterligt, men stykke for stykke forstår han, hvad det hele drejer sig om, og Rico ender med at være en mønstersoldat i føderationens militær.

Den helt centrale præmis for, at Rico bliver soldat, er, at han dermed går fra at være civilist til borger. I det nye samfund, som vi her møder, er det nemlig sådan, at alle har de samme grundlæggende rettigheder, men det er kun egentlige borgere, der har stemmeret og dermed direkte indflydelse på eller bestemmelsesret i samfundet. For at opnå denne borgerstatus skal man først udføre samfundstjeneste i to år; vel at mærke det sted, hvor ens evner kan gavne samfundet bedst muligt, og for Ricos vedkommende er det altså som ydmyg infanterist.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1959. Romanens første udgave i bogform

Hele Starship Troopers er opbygget som et forsvar af den samfundsmodel, og romanen igennem beretter Rico, hvordan han bliver konfronteret med personer eller situationer, der gradvist gør det forståeligt for ham, hvorfor netop dette er den bedst tænkelige organisering af magten.

Heinlein forklarede selv, at Starship Troopers blev til ganske hurtigt, ansporet af nyheden om, at USA forhandlede om en nuklear nedrustningsaftale med Sovjetunionen. Det opfattede Heinlein som en katastrofal beslutning. Han var af den overbevisning, at USA skulle være i stand til at møde kommunisterne mand for mand, raket for raket, fordi det var den eneste retorik, de forstod. Magtens sprog er magten selv.

Paperback, Four Square Books 1961

Dermed er vi også allerede havnet langt inde i budskabet eller filosofien bag historien, hvis miljø bedst kan beskrives som et konservativt Utopia. Den militaristiske ramme for romanen og bogens åbenlyse fejring af soldaterlivet har ført til beskyldninger om, at det er fascistiske synspunkter, der bliver luftet. Det er nok at skyde over målet, men alligevel ikke helt forkert, fordi det i Heinleins univers er staten, som går forud for individet. En filosofilærer i bogen forklarer spydigt, at ethvert samfund, der ikke vil forsvare sig selv med magt, ikke fortjener at overleve. Menneskerettigheder er en behagelig luksus, og troen på dem en rar liberal drøm, men i sidste ende en fiktion, fordi det kun er magt og viljen til magt, der skaber fred.

Heinlein indtager her det klassiske, konservative standpunkt, at krigen er uundgåelig, fordi mennesket altid vil sørge for sig selv først, og det betyder, at man skal sikre sig mod de andre, før man kan tage vare på sine egne. Den tanke gjorde Russel Kirk på ny populær i USA med sin indflydelsesrige The Conservative Mind, udsendt 1953, der er en form for moralsk opsang til amerikanerne i kølvandet på lettelsen over afslutningen af Anden Verdenskrig. Heinlein var tydeligvis en af dem, der lyttede til Kirk, selvom Heinlein på en lang række andre områder både var liberal og en mand, der i høj grad satte retten til selvbestemmelse over systemet. Men de Iiberale tendenser gik indad, udad til var han en hård konservativ, der så tydelige fjender, der truede hans frihedsidealer. I fiktionens univers hos Heinlein er trussel denne ikke mennesker, men de ansigtsløse ”bugs”, der ikke vil jordboerne noget godt, mens det i virkelighedens verden var de ansigtsløse kommunister, der ikke ville USA noget godt.

Paperback, Signet 1961

Romanen er således en fejring af dem, der tør gøre en forskel og kæmpe for deres overbevisninger. I handlingen kontrasteres Ricos gradvist mere positive oplevelser af soldaterlivet i civilisternes manglende forståelse og sympati for sagen. Her stikker Heinlein kniven ind i sin samtids politiske debat og udstiller sine politiske modstandere, pacifister, venstreorienterede sværmere, beatniks og andet godtfolk som ligeglade, selvoptagede fantaster, der ikke har gennemskuet, hvordan verden er skruet sammen. Der er milevidt mellem det primært pengeinteresserede miljø Rico er opvokset i, og så de benhårde veteraner, der gør så stort indtryk på ham med deres sobre, men også kyniske syn på livet.

Netop kynismen, her præsenteret som rationel tænkning, er da også det altovervejende indtryk, som Starship Troopers efterlader læseren med. Heinlens kynisme gennemsyrer alt, men han siger samtidig også, at det aldrig er for sent at indse, hvordan verden hænger sammen, og at der med den erkendelse kommer en ny frihedsfølelse. Det oplever Ricos far, der først har latterliggjort hæren, men selv ender med at springe i trøjen og blive en af dem, der har set lyset.

Paperback, Signet 1963

Selvom Heinlien gør en stor dyd ud af at fremlægge sin samfundsmodel som den eneste rimelige og retfærdige afløser for demokratiet, der i hans øjne har slået fejl, ligger der en elitetanke under hans fremstilling, som igen peger i retning af en fascistisk militærkult. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at hæren udgør en ideologisk, men ikke de facto, magtfaktor i samfundet. Gennem Heinleins heroisering af kampen og heltedøden er det imidlertid også klart, at hæren på sigt må blive den egentlige samfundsopretholder, fordi alle gradvist vil forstå, at det er gennem pacificeringen af potentielle fjender, at samfundet kan finde fred.

Sådan kan man blive ved. Der er meget mere at sige om romanen, der, som sagt, er fascinerende og et studie værd. Det der imidlertid er – for mig at se – mindst lige så vigtigt at hæfte sig ved, er romanens formsprog, der er skrevet råt og impulsivt. Man fornemmer den hvidglødende Heinlein, opflammet af den hellige ild, der kastede sig til skrivemaskinen og hamrede teksten ud på ingen tid. Romanen har en stemning af in medias res og slutter uden forløsning eller afklaring. Rico er på vej ind i en ny konflikt, da vi forlader historien. Det giver alt sammen romanen en helt særlig nerve, en fortættet intensitet, som med al tydelighed fortæller læseren, hvor stort et anliggende, dette er for Heinlein.

Paperback, Four Square Books 1967

Dette er ikke bare lystig ”hvad nu hvis”-SF, men tanker skrevet med hjerteblod, på et tidspunkt, hvor Den Kolde Krig begyndte at kunne mærkes. Heinlein mente tydeligvis, at det kun var den stærkeste, der ville stå tilbage, og romanen blev hans argument for dette. Som humanist er hans tanker bag bogen fuldstændig uacceptable, fordi de beror sig på et postulat om mennesket som et grundlæggende destruktivt og usolidarisk væsen, men det fjerner ikke noget ved det faktum, at Heinlen med sin roman leverede et passioneret indlæg til forsvar for viljen til vold og samtidig, næsten som et aber dabei, slyngede han en lang række idéer på bordet, der sidenhen er blevet faste ingredienser i den militære SF.

Starship Troopers fortjener at blive læst mange gange, fordi man står sig klogt i at lytte til Heinlien argumenter og tage stilling til dem. Jeg vil gå så langt som at sige, at man bliver en bedre samfundsborger ved at tage stilling til dem hans idéer (og forhåbentlig forkaste dem!). Men man skal samtidig bide mærke i romanens formsprog, for jeg tror ikke, man finder en skarpere og mere original Heinlien noget sted i hans forfatterskab.

Paperback, Berkley Medallion 1968

Hardcover, New English Library 1975

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1993

Paperback, Ace Books 1997

Paperback, New English Library 1997

Paperback, Hodder & Stoughton 2005

Paperback, Ace Books 2006

Paaperback, Mantikore 2014

Paperback, Hodder Paperbacks 2015

Hardcover, Gollancz 2016

5 kommentarer

Filed under Roman

Robert A. Heinlein, Citizen of the Galaxy (1957): Frihed er det bedste guld

Paperback, Del Rey Ballantine 1978. Forsidens handlingstro billede er udført af Darrell Sweet

Med Citizen of the Galaxy viser Robert Heinlein, hvor let genretroper kan flyttes og modelleres, så miljøet og omstændighederne udskiftes, mens fortællingens grundlæggende substans forbliver den samme. Det er i hvert fald præcis, hvad der sker i denne roman, hvor Heinlein med selverklæret afsæt i Rudyard Kiplings berømte Kim (1901) har lavet en rumparafrase over selvsamme drengebogsfortælling. Heinlein har dermed ikke alene taget tematikken og plotstrukturen fra Kim, men også bevaret en stor del af drengebogens gnists og gåpåmod.

Man kan da også hyppigt se Citizen of the Galaxy omtalt som en af Heinleins ungdomsbøger, hvilket måske kan være meget rigtigt. Den har i hvert fald ikke samme studentikose, lumre mandehumor, der ellers løber som en understrøm gennem ganske meget af Heinleins fiktion. Man kan imidlertid også i samme åndedrag konstatere, at Citizen of the Galaxy stedvist er ganske voldsom, hvorfor vi her er vidne til det velkendte forhold, at unge åbenbart har bedre af at læse om vold end sex.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Nuvel. Handlingen fører os til planeten Jubbul, hvor den forældreløse slavedreng Thorby bliver frikøbt af en gammel tigger ved navn Baslim, som herefter indtager en faderrolle i drengens liv. Det viser sig da også snart, at Baslim ikke er nogen almindelig tigger, men en hemmelig agent, der arbejder for at nedbryde det tyranniske styre på Jubbul, der er baseret på den modbydelige slavehandel. Alt dette ved Thorby kun lidt om, men da myndighederne får færden af Baslims undergravender arbejde, bliver situationen alvorlig og drengen – som efterhånden er blevet en ung mand – får en mission. Han modtager et budskab, som han skal aflevere til de galaktiske myndigheder. Thorby forlader således planeten Jubbul som en fri mand med et formål, og den opgave fører ham vidt omkring.

Som sagt er Citizen of the Galaxy modelleret over Kim, og alt, der har været beskrevet indtil videre, er del af denne parafrase. Heinlein går imidlertid længere, fordi det efter, at Thorby har fuldført sin opgave, bliver afsløret, hvem hans rigtige forældre var. Det viser sig, at Thorby er den eneste arving i en uhyggeligt velhavende slægt. Og naturligvis er der pengemænd, som ikke ligefrem er begejstrede for det forhold, at Thorby nu pludselig dukker op med krav på formuen. Bedst som eventyret egentlig burde være afsluttet, bliver vores unge helt dermed rullet i en grum magtkamp om retten til sin familiens rigdom.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1957. Romanens 1. udgave i bogform. Bemærk i øvrigt, hvor usædvanligt mange indbundne udgaver bogen er udkommet i

De to led i Citizen of the Galaxy har umiddelbart ikke meget med hinanden at gøre, og de kunne for så vidt være to uafhængige fortællinger, men det lykkes for Heinlein at få snøret de to historier sammen til et meningsfyldt hele. Det sker i sidste kapitel, hvor Thorby står som den store sejrherre, der har overvundet alle sine fjender. Han er slaven, der har besejret sin herre og vundet friheden, han er helten, der har kæmpet sig gennem modstanden og vundet ikke bare rigdom undervejs, men også fundet kærligheden. Alt skulle derfor være fint, men sådan er det bare ikke, for Heinlein præsenterer her en næsten Robert E. Howardsk pointe.

Vores helt Thorby er nemlig slet ikke blevet fri alligevel. Kan ske, at han ikke længere er slave, men frihed har han ikke, da han sidder som øverste ansvarshavende for sin families forretninger og formue og tilmed har en kæreste derhjemme, der venter ham til aftensmad hver aften. Den personlige frihed, muligheden for at gøre hvad han vil, findes ikke længere. Slavelænken har han kastet af sig, men nu har samfundet fanget ham i et guldbur. Den erkendelse er smertefuld for Thorby, der har fået det frie soldaterliv i blodet, men må indse, at han ganske frivilligt har ladet sig lænke på ny.

Hardcover, Gollancz 1969

Med bogen illustrerer Heinlein med andre ord, at der ligger et valg, som vi må træffe. Slaven er ufri, men den påstået frie kan også vise sig at være ufri, fordi samfundet binder ham eller hende. Friheden til at handle og eksistere uden at blive tynget af sociale bånd og forpligtelser er dermed noget, som man bevidst må forfølge, hvis man vil bevare den.

Eller sagt på en anden måde, gods og guld er ikke frihed – i hvert fald ikke ægte frihed i den forstand, som den heroiske vagabond oplever den. At netop det tema dukker op i Citizen of the Galaxy er måske ikke så sært, fordi Heinlein har forfulgt det flere gange og understreget, hvor ideologisk vigtigt det var for ham, at individet har mulighed for at handle, uden samfundet stiller sig i vejen for denne handlefrihed.

Paperback, Ace Books 1970

Som roman betragtet er Citizen of the Galaxy et stykke underholdende ramasjang, der med Heinleins vanlige sans for tempo sender Thorby på en hurtig rejse gennem det ene optrin efter det andet. Bogen tåler ikke nogen nærmere æstetisk afdækning, fordi den først og fremmest er et stykke sentimentalt, umiddelbart pulp, hvis hovedanliggende er letbenet SF-underholdning. Men modsat så meget andet ramasjang fra slutningen af 50’erne bliver bogen interessant som mere end bare tidsfordriv, fordi Heinlein er så ideologisk, som han er og tydeligvis har et anliggende med sin brug af Kim som samtalepartner.

Bogen er dermed en politisk/social kommentar til Kiplings værk om frihedens væsen, som Heinlein så og udlagde den. Man kan vel nærmest sige, at Citizen of the Galaxy, med dens frihedssværmeri, bliver en form for oprørsmanifest, der opfordrer sine unge (mandlige) læsere til nøje at tænke sig om, før de blindt følger i forældregenerationens fodspor. Måske er der alternativer, måske er velstand og tryghed slet ikke de goder, man tror?

Paperback, Peacock Books 1972

Havde bogen ikke været indsovset i en særlig form for militaristisk mandsstereotyp, som Heinlein elskede, kunne den ses som et stykke proto-hippielitteratur. Der havner vi dog ikke, men på sin egen bagvendte facon synes Heinlein alligevel at være i kontakt med rørelser i tiden, som peger fremad mod de store kulturelle omvæltninger, som det kommende årti skulle vise sig at rummer. The times they were a-changin’

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1977

Paperback, Penguin Books 1981

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1987

Hardcover, Robert Hale 2001

Hardcover, The Virginia Edition 2008

Ebog, Spectrum Literary Agency 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Robert A. Heinlein, The Puppet Masters (1951): Master of puppets I’m pulling your strings…

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Robert Heinleins kulørte, provokerede og humørfyldte The Puppet Masters fra 1951 danner et brohoved ind i nogle af 50’ernes helt centrale skræktematikker. Derved bliver den også et vigtigt nedslag, hvis man vil forstå, hvordan den gyserfiktion, der udsprang fra SF-genren, kom til at forme sig og dermed også et værk af en vis genrehistorisk betydning. Et værk der for alvor trak gruen ud af gotikkens hengemte favntag og lod skrækken udspille sig midt i en kun alt for genkendelig amerikansk hverdag og virkelighed.

Romanen fører os til begyndelsen af 2000’erne, hvor vi møder agenten Sam, der arbejder for et tophemmeligt, uafhængigt agentur under den amerikanske regering. Historiens stemning er allerede fra de første sider gennemsyret af en underliggende aggression, der tydeligvis er rettet mod den kommunistiske blok, som fortsat i bogens fremtid deler den globale magt med amerikanerne. Stemningen er med andre ord ganske anspændt, og da Sam bliver indkaldt til en ny opgave, står det da også snart klart, at det er en mission af stor betydning.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Et fartøj er styrtet ned i Des Moines, Iowa, men det er ikke bare hvilket som helst fartøj. Det er en såkaldt flyvende tallerken – et fremmed rumskib. Spørgsmålet er bare, om det er et falsum, eksempelvis et kommunistisk komplot af en art, eller om det rent faktisk skulle vise sig at være vidnesbyrd om liv i rummet. Sam får til opgave at undersøge sagen nærmere, og med sig til Des Moine kommer agenten Mary og agenturets leder, der kun går under navnet ”The Old Man”.

Dermed er handlingen skudt i gang til en kompakt, pulpet fortælling, der brager af sted i et afsindigt tempo. For knap er den flyvende tallerken undersøgt, før vores tre hovedpersoner opdager, at der er noget ravruskende galt. Et eller andet rejste til Jorden med rumskibet, og heltene finder skam også hurtigt ud af, hvad det er. Det viser sig nemlig, at der var en form for snyltere om bord, der planter sig mellem skulderbladene på deres menneskevært. Der overtager ikke bare kontrollen over værtens krop, men også dennes vilje. Hvad der først tager sig ud som et lokalt problem i Iowa, er i virkeligheden langt mere omfattende, fordi det nedstyrtede rumskib bare er toppen af isbjerget.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse - den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse – den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Nu går det hverken værre eller bedre end, at vores nævestærke hovedperson Sam bliver fanget og overtaget af en af de fremmede og dermed sat ud af spillet. Som en søvngænger oplever han, hvordan han bliver optaget i en ubehagelig underverden, hvor rumvæsnerne og deres værter arbejder på at vinde verdensherredømmet. Sam kan ikke gøre andet end at arbejde for væsnernes sag og hjælper derfor til med at skaffe nye værtskroppe for parasitterne. Heldigvis får Sams agentur reddet ham, og dermed vender han tilbage fra den anden side med helt uvurderlige informationer. Krigen mod rumvæsnerne kan nu for alvor begynde, og det bliver til en lang og blodig konfrontation, for parasitterne har infiltreret USA langt ind i magtens hjerte.

Heinlein refererer flittigt til de ideologiske og militære modstandere øst for jerntæppet, og han lægger ikke skjul på, at parasitterne til en vis grad sammenlignes med forestillingen om subversive kræfter, der organiserer sig i det skjulte og planlægger at overtage USA. Men Heinlein sætter vel at mærke ikke direkte lighedstegn mellem parasitterne og kommunisterne, faktisk gør han et nummer ud af at understrege, at den fjende, menneskeheden (læs: amerikanerne) nu står over for, er langt, langt mere frygtindgydende, fordi kommunisterne i øst i det mindste har en smule empati – det har væsnerne fra rummet ikke.

Hardcover, Museum Press 1953

Hardcover, Museum Press 1953

Derved iscenesættes et fascinerende dobbeltspil, hvor han på den ene side helt åbenlyst leger med kommunistforskrækkelsen og ganske ublu udnytter en latent, lettere paranoid bekymring i den højredrejede del af USA. Hovedpersonen Sams stikpiller til skrækregimet i Østeuropa sikrer da også med al tydelighed, at læseren ikke et øjeblik glemmer, hvor ubehagelige kommunisterne er, men det er her dobbeltspillet kommer ind. For Sam bliver også ved med at insistere på, at uanset hvad der skulle ske, vil kommunisterne være at foretrække frem for rumvæsnernes kontrol.

Og som handlingen skrider frem, bliver det også klart, at truslen, som The Puppet Masters introducerer, transcenderer klodens politiske alliancer og konflikter. Invasionen fører til en form ideologisk våbenhvile, der gør det muligt for menneskeheden at stå sammen og gøre fællesfront mod deres nye fjende. Dermed får Heinlein også hamret den pointe hjem, som han gang på gang lagde frem i sit forfatterskab, nemlig at mennesket er det grummeste, mest snarrådige og brutale væsen i verdensrummet, og alle, der udfordrer os, med garanti vil få fingeren i klemme.

Paperback, Signet Books 1953

Paperback, Signet Books 1953

Der ligger med andre ord et vigtigt budskab om forsoning i teksten, fordi Heinlein vælger at anskue de geopolitiske konflikter i fugleperspektiv og siger ja, godt nok kan vi ikke enes lige nu, men der er langt større udfordringer, som gør, at vi mennesker må stå sammen uanset overbevisning.

The Puppet Masters er rendyrket pulp af den tyndbenede slags, med alt hvad det indebærer af sjusket og unuanceret sprog, tåbelige dialoger og klodsede beskrivelser. Sådan er det mest af Heinleins fiktion, der sprogligt er noget af en prøvelse. Imidlertid har bogen, som det meste andet Heinlein skrev, en stærk tiltrækningskraft, fordi den er fortalt i et så forrygende tempo, at der ikke er et øjebliks ro i teksten. Handlingen er konstant i fremdrift og konfliktens intensiveres kapitel for kapitel. Samtidig er Heinlein afgjort en af de slemme drenge i klassen. Han fylder sin historie med brutal vold og blod, leverer masser af lumre vittigheder og en hel del studentikose komiske indslag, takket være det faktum, at bogens helte går nøgne omkring, så man kan se, at de ikke er blevet angrebet af parasitterne. Navnlig den smukke agent Mary må lægge ryg til en lind strøm af småsjofle hentydninger og gækkerier, der kan få os læsere til at grynte fornøjet.

Paperback, Panther Books 1960

Paperback, Panther Books 1960

En bog som The Puppet Masters er med andre ord et lummert, larmende pust fra herre/drengeværelset. Det er fiktion til maven, ikke hovedet, og fiktion, der bevidst og frækt bevæger sig på kanten af det acceptable i ’51. I dag har der sneget sig noget ufrivilligt naivt ind over teksten, der ikke nødvendigvis er ældet med ynde, men man kommer ikke uden om, at Heinleins pen er ladet med så meget energi og så stærke kræfter, at han maser alle hensyn til sprog og æstetik til jorden og tonser sin fortælling igennem. Han forfører ikke sin læser, han indfanger og stopfodre nærmere handlingen ind med alle kræfter. Det gør stadig indtryk, og måske er det slet ikke så dumt at læse en bog som The Puppet Masters igen i dag, hvor stærke ideologiske kræfter igen begynder at tale om os og dem, mens langt større, miljøproblemer synes at true vores verden som helhed. Det er i hvert fald et budskab, som er værd at tage med fra Heinleins roman.

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1969

Paperback, Signet 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Baen 2009

Paperback, Baen 2009

 

1 kommentar

Filed under Roman

Rotting Out rykker og Red Fang anbefaler bøger

Rotting Out går rent ind hos mig. Det er uprætentiøst, grænsende til det uopfindsomme og absolut ligeud ad landevejen hardcore, men for pokker hvor de rykker! Giv de vrede drenge et lyt – måske du også bliver indfanget af dem. Og så kan vi jo kun håbe på, at de snart lægger vejen forbi København igen. Se deres spritnye video til sangen “Born” her:

 

Red Fang gav for nylig deres boganbefalinger. Ikke overraskende er det genrelitteraturen der dominerer, hvilket jeg jo kun kan applaudere. Følg linket her og se om du er enig i deres karakteristikker af bøger som Stranger in a Strange Land, The Road og Låt Den Rätta Komma In. Har du glemt, hvem Red Fang er så se deres fantastisk video til den ligeledes fantastisk sang ”Prehistoric Dog”:

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Groff Conklin (red.), 6 Great Short Novels of Science Fiction (1954): Dystert, smukt og pulpet

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-linende omslag er tegnet af Richard Powers

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-lignende omslag er tegnet af Richard Powers

Den navnkundige redaktør Groff Conklin udsendte i 1954 en antologi med seks kortromaner, der ledsages af små vignetter tegnet af David Stone. Valget er spændende, og Conklins indledning til bogen er mindst lige så interessant som de seks historier, han valgte at bringe. Her argumenterer Conklin nemlig for, at kortromanen har vist sig at være særligt velegnet til SF-litteratur. Tanken er spændende at lege med. Som han skriver, har de innovative – ofte spekulative – miljøer, som historierne udspiller sig i, brug for plads. Plads til at opnå en grad af autenticitet og fasthed, som novellens kortfattede form knap nok kan nå at etablere.

Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men tanken om at særlige formater er velegnet til særlige genrer, er interessant. Men vel også dybest set noget vrøvl, fordi det enkelte værks længde principielt må forventes at være afstemt efter præcis den længde, som historien fordrer. Ikke desto mindre har Conklin formentlig ret i, at præcis den type SF, som var fremherskende på bogens udgivelsestidspunkt, havde brug for plads. Plads fordi genren befandt sig i en rivende udvikling, og idéerne havde behov for pladsen til at blive afprøvet. Som det også fremgår af de seks historier, som Conklin udvalgte, er meget af det innovative i ’54 gået hen og blevet klichéer senere, men det kunne de dårligt være blevet uden forgængere som dem, du kan læse i bogen her.

Paperback, Dell Books 1954

Paperback, Dell Books 1954

Man kan også sammenligne Conklins indledning med det ofte fremførte argument, at horror egner sig bedst til novelleformen. Her er argument omvendt. Gyset har ikke brug for plads, det skal komme hurtigt og slutte, før læseren når at vænne sig til det beskrevne. Noget endegyldigt svar på diskussionen kan man næppe finde.

De seks historier, Conklin har fået valgt, er meget forskellige, men har alle en pågående, smittende energi. Den stærkeste er uden tvivl Stuart Cloete, der fik bragt sin genredefinerende fortælling ”The Blast”. En dyster, dyster post-apokalyptisk historie, der har været med til at lægge grundstenene til en hel genre. Handlingen udspiller sig i 1972, mange år efter at en atomkrig har ødelagt verden, som vi kender den. Vores hovedperson, en tidligere forfatter, er nu den eneste overlevende i et tilgroet New York, hvor han klarer dagen af vejen som jæger og samler.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Kortromanen begynder, da jegfortælleren opdager, at han ikke er alene i byen. Han ser to unge piger, der må være blevet født efter ødelæggelserne. Det udløser en voldsom nostalgisk længsel i den gamle forfatter, som får ham til at nedskrive, hvordan det hele kunne gå så galt. Mens vi således læser beretningen om civilisationens undergang, følger vi også fortællerens oplevelser i New York og mødet med pigerne.

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Den verden, Cloete beskriver, er helt forrygende, fordi den har vildmarkseventyrets farlighed og en særlig apokalyptisk melankoli, som kommer til udtryk i fortællerens kredsen om gammel kunst og minder fra det, der var. Alt sammen motiver, som er blevet gentaget igen og igen sidenhen. Hos Cloete har det imidlertid en oprindelig friskhed, som er sædeles forførende. Og så gør det absolut ingenting, at han har inkluderet en masse ramasjang i form af kæmpe, blodsugende mårdyr, enorme ulve og andre muterede væsner. Det giver fortællingens alvor en pulpet løssluppenhed, som gør alt lettere.

Cloete skrev under indtryk af Anden Verdenskrigs afslutning og Hiroshimas ødelæggelser. Det klinger med gennem hele teksten, og hovedpersonen siger paradigmatisk et sted, at atomteknologien enten vil sætte mennesket fri eller ødelægge det. Og Cloete leverer også sit bud på et svar. Hvad der nemlig umiddelbart ligner en ødelæggelse af verden, takket være atomvåben, er i virkeligheden det, der sætter mennesket fri. Atomkrigens ødelæggelser er således blevet en form for tabula rasa, hvor verden har åbnet sig og ryddet vejen for en ny generation af mennesker, som ikke tynges af fortidens laster. En smukt, utopisk billede, skrevet på kanten af en kold tid.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

 

Det samme gør sig gældende for Murray Leinsters episke ”The Other World”, hvor indtryk fra Anden Verdenskrig klinger med. Her må en lille gruppe helte tage kampen op imod et tyrannisk styre i en anden dimension. Historien er måske nok tyndbenet og ligefrem, men Leinster har ramt en fantastisk stemning af kamp og kage. En slags SF-Spartacus, hvor slaverne revolterer og angriber tyrannerne med alle for hånden værende våben. Det er drengebogseventyr af første kaliber, og sværmer man bare en smule for guerillakamp og krigseventyr, er det her den rene vare!

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Langt mere dyster er Anthony Bouchers ”Barrier”. Her har vi en dunkel fremtidsfortælling om tidsrejser og alt hvad det indebærer af paradokser og problemer. Kortromanen er skrevet i ´42, og det er igen frygten for den totalitære tankegang, der har inspireret handlingen. I romanen går det op for den tidsrejsende hovedperson, at Hitler rent faktisk har vundet krigen, og Boucher fabulerer nu frit over den nazistiske tankegangs betydning for historiens videre udvikling.

Det gør han forbistret godt ved at gå mentalitetshistorisk til værks, og vise hvordan sproget gradvist har forandret sig under den politiske renhedsideologi. Der løber noget Orwellsk ind i teksten, som stedvist har en isnende ond atmosfære af kynisk fascisme.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Tilsammen udgør de fire fortællinger en fremragende tidskapsel, der bringer læseren tilbage til samtidsproblemer i slutningen af 40’erne, og man mærker, hvordan det at skrive SF-fortællinger ikke bare er en pulpet leg. Der ligger noget kritisk nødvendigt bag teksterne. Man fornemmer, at forfatterne hver især har kradset sig et lille åndehul i en fortættet atmosfære, hvor ideologier og optimisme for alvor har været udfordret. Der er med andre ord noget på spil i historierne, som rækker videre end almindelig SF-pulp, og det tjener Groff Conklin til ære, at han har set det og samlet historierne.

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Der er næppe mange, som vil blive overrasket over selve handlingen i nogen af novellerne. Deres historier er, som sagt, blevet velafprøvede klichéer sidenhed. Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at de dels er underholdende, dels er skrevet med en oprigtighed og et nervøst nærvær, som ikke kan gentages. Med Conklins samling af kortromaner får vi med andre ord første aftapning af noget historisk. Og forfatternes håb, frygt og smerte står stadig lysende klart i dag som advarende nødråb om en verden, der kunne synes på afveje. Fantastisk. Intet mindre.

Kortromanerne:

Stuart Cloete: The Blast

Robert A. Heinlein: Coventry

Murray Leinster: The Other World

Anthony Boucher: Barrier

James Blish: Surface Tension

Theodore Sturgeon: Maturity

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling