Tag Archives: Robert Aickman

Robert Aickman, The Wine-Dark Sea (1988): Et skræmmende godt udvalg

Paperback, Mandarin Press 1988. Christopher Brown har malet forsiden

Robert Aickmans relativt lille skønlitterære produktion hører til blandt nogle af de vigtigste eksempler på moderne skrækfiktion. Målt i salgstal kan Aickman næppe regnes blandt bestsellerne, og han er af flere blevet karakteriseret som spøgelseslitteraturens bedst skjulte hemmelighed. Sådan er det nok ikke helt længere, men Aickmans status som en såkaldt forfatternes forfatter er aldrig forsvundet. Man behøver heller ikke læse ret mange af hans noveller for at kunne konstatere, at der er langt fra populærkulturens horror til Aickmans sofistikerede, litterære prosa.

Forfatterskabets uforlignelige kvaliteter kan man få et indtryk af i antologien The Wine-Dark Sea fra 1988, der samler et udpluk af noveller fra hele forfatterskabet, som strakte sig fra 1950’ernes begyndelse og små tyve år frem. I løbet af den tid udsendte Aickman en lille buket novellesamlinger, der alle karakteriseres ved ganske lange historier, som på en eller anden måde afviger fra dét, vi forventer af en klassisk spøgelsesfortælling – ja som oftest er der slet ikke noget spøgelse i historien til trods for, at spøgelsesfortælling rent faktisk er et rammende ord for Aickmans hjemsøgte prosa. Efter den første novellesamling begyndte Aickman selv at kalde sine noveller for ”strange tales”, og det er nok også i virkeligheden langt mere dækkende for det landskab, som hans noveller opererer i.

Paperback, Mandarin Press 1988

Hos Aickman flyder tonstunge freudianske motiver sammen med surrealisme, modernistisk realisme og romantisk, metafysisk længsel. Han ligner måske Rudyard Kipling, Henry James og Algernon Blackwood  mere end andre, men Aickman er i sidste ende sin egen, stærkt foruroligende stemme.

”The Trains” fra debutbogen We Are for the Dark (1951) rummer således allerede alt det, vi kan definere som aickmansk. To veninder på vandretur farer vild og havner i en dal, hvor de ser sig nødsaget til at søge ly i et gammelt hus, der er opført nært ved de togskinner, der løber gennem dalen. Veninderne opdager hurtigt, at alt ikke er, som det skal være i huset, og snart er de gidsler hos husets togbesatte ejer. På overfladen leger Aickman her med læserens æstetiske forventninger ved at lade sin gotiske fortælling udspille sig i en industrialiseret ramme fjernt fra genrens normale sætstykker. Går man et stik dybere, bliver novellen et portræt af den erotiske magtkamp, der udspiller sig mellem veninderne. Husets herrer fremstår umiddelbart som deres fangevogter, men i virkeligheden er det ham, der bliver offer for pigernes interne rivalisering. Til sidst står det da også klart, at pigerne havner i rollen som spøgelsesagtige eksistenser, fanget af deres drifter. Mesterligt gør Aickman derved til sidst de to unge kvinder til dødningelignende figurer, der synes mindst lige så uvirkelige som de spøgelsesagtige tog, der bliver ved med at buldre gennem dalen.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

Den surrealistiske Aickman møder vi i novellen ”Growing Boys”; et bizart, fragmentarisk arbejde fra den sidste novellesamling, som Aickman udgav. Omdrejningspunktet er her en mor, der må flygte fra sit eget hjem, fordi hendes to tvillinger har vokset sig gigantiske i størrelse og nu driver omkring i nabolaget, hvor de hærger og seksuelt forulemper deres omgivelser. Kvindens mand må se impotent til, mens hans drenge terroriserer alt og alle. Historien udvikler sig til noget nær en regulær krig mod de to enorme tvillinger, der eksempelvis også uhindret belurer deres mor gennem soveværelsevinduet på første sal. Historien er vanvittig, ubehagelig og galgenhumoristisk. Man bemærker også her, at Clive Barker synes at have en klar forgænger i denne novelle, der på en gang udfordrer og udfolder stereotyp freudiansk symbolik.

Det samme gælder også den foruroligende ”Into the Wood”, der udspiller sig i Sverige. Her følger vi en midaldrende engelsk dame, der tager på kurophold på et lille hjem for mennesker, der lider af søvnløshed. I stedet for at sove klæder de sig hver nat på og vandrer i den labyrintlignende skov, som ligger bag kurstedet. ”De er som vampyrer”, udbryder historiens forbløffede hovedperson, kun for at få at vide af en anden gæst på stedet, ”ja, men de bider skam ikke så hårdt”. Historien er dragende, uvirkelig, sensuel og ubehagelig. Den trækker læseren ind i den labyrintiske underbevidsthed og danner et mareridt for læseren, der givetvis ikke umiddelbart vil være i stand til at glemme fortællingen. Ikke et eneste spøgelse dukker op i denne ”strange tale”, men man kan næppe forestille sig et stykke mere hjemsøgt prosa end dette. Overvældende, det er ganske enkelt det eneste ord, der kan beskrive Aickmans bedrift i en novelle som denne.

Hardcover, Cape 1951. aickmans debutsamling, skrevet sammen med kæresten Elizabeth Jane Howard

”Into the Wod” er uden tvivl mesterværket i The Wine-Dark Sea, og måske Aickmans mesterværk i det hele taget. Novellen ”The Inner Room” hører imidlertid også til blandt det bedste, han skrev og noget af det bedste skrækfiktion i hele taget. En ung pige får her et gammelt victoriansk dukkehus i fødselsdagsgave. Huset er mærkeligt og kan ikke åbnes. Der er underlige, lasede dukker inde i huset (flytter de sig, når pigen ikke kigger? Det virker næsten sådan) og pigens bror opdager, at der må være et skjult rum i husets midte, som man ikke umiddelbart kan komme til.

Før pigen får undersøgt huset ordentligt, sælger forældrene det på grund af den uduelige fars gæld. Her sker der et hop i tid, og vi møder pigen nu igen som voksen, denne gang på ensom vandring gennem en skov, hvor hun er faret vild. Pludselig ankommer hun til et hus, der i forbløffende grad ligner barndommens dukkehus, og endelig står hun ansigt til ansigt med husets beboere.

Paperback, Mandarin Press 1990

”The Inner Room” er et storslået stykke fiktion, der i første del ligner en klassisk skrækfortælling – endda en ganske potent en af slagsen, mens anden del transformeres ind i et surrealistisk mareridt; et vanvittigt selvstudie, hvor kvinden rejser langt ind i sig selv og her finder sin stærkeste, fortrængte frygt i titlens ”indre kammer”.

Alle Robert Aickmans novellesamlinger er mesterværker, men med The Wine-Dark Sea får man måske det bedste af det bedste serveret. De lange, snørklede noveller, der tager sig en evighed at komme i gang, ligger her som hemmelighedsfulde, upolerede ædelstene, parate til at blive afdækket og opdaget af den, som er villig til at dykke ned i forfatterskabet og opleve det voldsomt fængende univers, der eksisterer her. For den, der er villig til at slippe alt og følge stierne ind i Aickmans surrealistiske drømmeunivers, venter der den sjældne belønning, ikke at blive skræmt eller væmmet, men fundamentalt foruroliget, fordi Aickman piller ved vores indre metaforer og tænkning. Han planter sig i vores vågne drømme med sine historier, der taler direkte ind under intellektet, til noget usagt, underbevidst, som vi ikke selv er herre over. Det har kun få mestret før ham, og det gør Aickman til en af genrelitteraturens væsentligste stemmer, som kun tåler sammenligning med de fineste litterære præstationer – genrelitterære eller i al almindelighed. Er du i tvivl, så grav ham frem fra antikvariatets hylder. Hvis du bare tænker en smule som mig, vil det blive et uforglemmeligt bekendtskab.

Paperback, Faber Faber 2014

Novellerne:

The Wine-Dark Sea

The Trans

Your Tiny Hand Is Frozen

Growing Boys

The Fetch

The Inner Room

Never Visit Venice

Into The Wood

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Nameless Places, red. Gerald W. Page (1975): Arkham House gør status

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Arkham House har løbende udgivet antologier. De første indsamlede Lovecraft-kredsens historier, men gradvist blev nettet kastet længere, ud og kredsen af faste forfattere blev udvidet, som det gamle materiale blev udtømt, og nye forfatternavne meldte sig på banen. Der er tale om en næsten umærkelig overgang, fordi de gamle mastodonter som Derleth, Belknap Long, Bloch og Whitehead var så produktive, at deres historier kunne blive ved med at holde forbindelsen tilbage til forlagets udgangspunkt og tiden omkring Weird Tales storhedstid. Det kunne imidlertid ikke blive ved, og Nameless Places fra 1975 er den første bog Arkham House udsendte, hvor det for alvor mærkes, at tingene er ved at ændre sig.

Samlingen består af 26 hidtil upublicerede noveller med Carl Jacobi og E. Hoffmann Price som de bedste kendte fra den gamle garde. Hovedparten af bogens historier er skrevet af på udgivelsestidspunktet relativt ukendte navne. Man finder dog også etablerede navne som Ramsey Campbell og Brian Lumley såvel som et stort navn i form af Lin Carter og den altid formidable Robert Aickman, for ikke at nævne Joseph Payne Brennan.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

På papiret er det en interessant sammenstilling af forfattere, fordi det antyder, at man ikke præcis, ved hvad man skal forvente af de overvejende unge folk. Forventningerne bliver ydermere skruet i vejret af bogens redaktør, forfatteren Gerald Page. Han vedkender sig nemlig, at antologien ikke har noget samlende tema, men, fortæller han i bogens indledning, novellerne er skrevet af generelitteraturens bedste navne. Det er store ord, der desværre ikke helt står mål med resultatet. Faktisk er Nameless Places en sympatisk, men lettere uinteressant rodebunke af korte og lange noveller, der kun har enkelte lyspunkter. I sig selv er det manglende tema naturligvis ikke noget problem, sagen er snarest den, at historierne generelt savner saft og kraft.

Jeg har tidligere skrevet om vægtige 80’er antologier som Prime Evil og Cutting Edge, der hver især indfanger væsentlige bevægelser i tidens horrorlitteratur. Begge novellesamlinger, der ligeledes savner et samlende tema, rammer imidlertid en tidsånd og er på forkant med udviklingen. Page postulerer nogenlunde det samme for Nameless Places, men desværre peger bogen bare ikke frem, den gør status og ser tilbage.

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

To ting skal bemærkes i den forbindelse. For det første blev Arkham House meget hurtigt et konservativt, bagudskuende forlag. Det lå delvist i selve udgangspunktet, der handlede om at få udgivet Lovecrafts historier og senere at få sikret Lovecraft-kredsens litterære eftermæle. Samtidig afspejler bøgerne August Derleths smag og holdning til genrelitteratur, som i høj grad holdt fast i de gamle, velafprøvede pulpmodeller og samtidig forsøgte at nedtone genrens vildere, mere burleske udtryk. Selvom Lovecraft og Robert E. Howards popularitet var støt voksende og inspirerede stadigt flere nye forfattere, forblev perspektivet for Arkham House rettet bagud, og man kan sige, at selv da de havde chancen for at komme på forkant med den litterære udvikling i 60’ernes slutning, skete det ikke, fordi August Derleth og senere April Derleth holdt fast de gamle former og forståelser, af hvordan en Arkham House-historie skulle være.

Jeg er langt hen ad vejen rigtig glad for den milde, antikverede stemning, der hænger over de fleste Arkham House-antologier. Det var der også folk, der var i 70’erne, hvor man begynder at kunne se en voksende pulp-nostalgi blandt yngre forfattere, der eksempelvis tager Robert Bloch som et af deres store forbilleder. Gerald Page var en af dem, og han var blandt andet redaktør på magasinet Witchcraft & Sorcery, der begyndte under navnet Coven 13; et blad der dyrkede præcis den type litteratur, som Arkham House udsendte. Det er da heller ikke overraskende, at stort set hele det kuld af unge navne, som Gerald Page har inkluderet i Nameless Places, er blevet hentet ind fra hans magasin. På den led er ringen sluttet, men resultatet er i virkeligheden dybt utilfredsstillende.

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 - 25. august 1997)

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 – 25. august 1997)

Sagen er nemlig den, at der ganske enkelt ikke er kvalitet nok i de fortællinger, som Page har valgt at bringe. De yngre forfattere, med deres pulpede historier, der let kunne være skrevet 20-30 år tidligere, er gabende kedsommelige og står ikke mål med den håndfuld hidtil upublicerede noveller, som lå på forlaget i forvejen og kom med i bogen. En af undtagelserne er førnævnte Robert Aickman, der med sin tunge gotik formår at løfte arven fra den klassiske weird tale og gøre den til noget interessant; i dette tilfælde en følsomt fængende spøgelsesberetning.

Hvor meget bogen er ude af trit med samtiden bliver tydeligt, hvis man husker at Stephen King udsendte sin milepæl Carrie i 1974. Carrie blæser på orkanagtig vis stort set alt omkuld i Nameless Places, der ved sammenligning mest af alt ligner en hengemt mindestue for det, der var en gang uden sans for det litterære nybrud, som gysergenren oplevede i de år.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Og så dog. Der er et lille udpluk af historier, der peger frem mod den personnære, samtidsgru som kom til at kendetegne 70’er-gyset. Ramsey Campbells ”The Christmas Present” er et stykke fremragende, mærkelig weird fiction, der er tåget og fragmenteret på præcis den måde, vi kender Campbells tekster fra den tid. Trods den lakoniske form formår Campbell imidlertid med sin korte novelle at opbygge en ubehagelig, urovækkende stemning, der baserer sig på alt andet end pulplitteraturens melodramatiske afsløringer på de sidste linjer.

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Jeg vil også trække Arthur Byron Covers novelle “Lifeguard” frem som et indslag, der peger fremad og synes helt i trit med sin samtid. Han tager udgangspunkt i en rodløs, jegfortællende studerende, der midlertidigt bor hjemme og arbejder som livreder ved en badesø. Tiden går med at kigge på damer og ryge pot. Alene her har vi flyttet os så langt fra de vanlige Arkham House-temaer, som man næsten kan; men alligevel ikke helt. Som en anden Peter Straub får Cover nemlig vævet en spøgelseshistorie ind i beretningen, og gennem hjemsøgelsen gøres barndommens onde ånder pludseligt ganske manifeste. Faktisk forsøger Cover i en form for alegorisk-poetisk fremstilling at bruge spøgelset som billede på den lammende kraft, der kan kvæle udlængslen og få den unge til at blive ved reden og aldrig for alvor flytte ud af forældrenes skygge.

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

Hovedparten af Nameless Places er ikke dårlig, bare uinspirerende, og det er måske i virkeligheden langt værre. Omvendt er det ufarligt og uforpligtende læsning, der vel bedst kan karakteriseres som forglemmelig tidsfordriv. Dele af det har jeg en svaghed for, men dybest set hører teksterne en anden tid til. Det gjorde de allerede dengang, de blev skrevet, og det er ikke blevet bedre siden.

 

Novellerne:

A.A. Attanasio, “Glimpses”

Thomas Burnett Swann, “The Night of the Unicorn”

Brian Ball, “The Warlord of Kul Satu”

G.N. Gabbard, “More Things”

Robert Aickman, “The Real Road to the Church”

Gary Myers, “The Gods of Earth”

Robert E. Gilbert, “Walls of Yellow Clay”

Scott Edelstein, “Businessman’s Lament”

Joseph F. Pumilia, “Dark Vintage”

David A. English, “Simaitha”

Stephen Goldin, “In the Land of Angra Mainyu”

Gerald W. Page, “Worldsong”

Brian Lumley, “What Dark God?”

Bob Maurus, “The Stuff of Heroes”

Joseph Payne Brennan, “Forringer’s Fortune”

Denys Val Baker, “Before the Event”

Walter C. DeBill, Jr., “In ‘Ygiroth”

Ramsey Campbell, “The Last Hand”

Lin Carter, “Out of the Ages”

Carl Jacobi, “Chameleon Town”

Scott Edelstein, “Botch”

David Drake, “Black Iron”

E. Hoffmann Price, “Selene”

Ramsey Campbell, “The Christmas Present”

Arthur Byron Cover, “Lifeguard”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Robert Aickman, Cold Hand in Mine (1975): Sære fortællinger i mesterklasse

Man kan vel godt sige, at Robert Aickman havde sære fortællinger i blodet. Han var barnebarn af Richard Marsh (1857–1915), der forfattede en hel del skrækhistorier, men vel nok er bedst kendt for gyserromanen The Beetle (1897). Ikke at der er nogen direkte relation mellem Aickmans noveller og bedstefaderens udgivelser. Det skulle da lige være selve fascinationen af det mystiske og ukendte.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975. Forsideillustration af Edward Gorey

Cold Hand in Mine fra 1975 er Robert Aickmans femte novellesamling, der indeholder otte lange fortællinger. Tematisk spænder novellerne ret vidt, og den eneste fællesnævner, ud over et par stilistiske særtræk hos Aickman, er deres rod i det fantastiske eller overnaturlige. Aickman kaldte selv sine historier for ”strange tales”, og det er meget præcist. Der er nemlig ikke nødvendigvis tale om horror i alle novellerne, om end de fleste rummer gys i en eller anden form.

I bogens otte fortællinger bliver vi ført gennem bizarre historier som ”The Swords”, ”The Same Dog” og ”The Clock Watcher”, der måske ikke direkte indeholder noget åbenlyst overnaturligt, men som dog antyder eksistensen af kræfter og muligheder, der udfordrer vores virkelighed. Vi kommer forbi en vampyrfortælling i “Pages from a Young Girl’s Journal”, passerer en klassisk gotisk historie i ”Niemandswasser” og endelig har vi spøgelsesfortællinger i ”The Hospice” og “Meeting Mr Millar”.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975. Bemærk de store navnes roser til Aickman

Der skal ikke herske nogen tvivl, Robert Aickman er en stor mester. Han skrev aldrig, målt i forhold til så mange andre, specielt meget, men omvendt er hans historier lange og gennemarbejdede. Man har virkelig en fornemmelse af at sidde med et værk mellem hænderne, når man læser en bog som Cold Hand in Mine.

Det Aickman kan, er at lulle læseren ind i historien, så man først meget sent opdager, at der er noget mystisk på færde. Vi ved det naturligvis godt, vi forventer faktisk, at det skal være der, men fordi novellerne er så lange, som de er, har Aickman god tid til detaljen. Dermed kamuflerer han mystikken og lader den ganske roligt snige sig ind i teksten. I den fine ”The Swords” følger vi en ung sælgers vandring gennem et nedslidt kvarter, over en markedsplads og endelig, først langt inde i historien, når han frem til det telt på markedspladsen, hvor selve fortællingen egentlig begynder. Samme teknik går igen i de fleste af historierne. De er alle rige på informationer og detaljer. Ikke at det nødvendigvis er relevante oplysninger, vi får. Det er vel nærmest en blanding af dagligdagsbeskrivelser og tilfældige iagttagelser, som hovedpersonerne gør sig. Den causerende stil er en vej til indlevelse. Det er derfor måske heller ikke så mærkeligt, at eksempelvis Stephen King roser Aickman til skyerne. Kings murstensromaner er udtryk for præcis samme narrative strategi. Læseren væves ind i historiens virkelighed gennem detaljen, og når detaljen står klar, rives tæppet væk under den verden, der er blevet stillet op.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

I Cold Hand in Mine fungerer Aickmans greb om fortællingen eminent i flere af novellerne. ”The Hospice” er min favorit. Her må en omrejsende sælger (igen en sælger) søge ly for natten på et ganske besynderligt hotel, som, han først sent forstår, er et regulært hospice for døende. Stemningen er forskruet og næsten surrealistisk. Og episoderne på værelset, da vores hovedperson skal dele rum med en anden gæst, er både fantastisk og besynderlig læsning. De groteske optrin, der udspiller sig, balanceres af sælgerens indre dialog, der konsekvent forsøger at rationalisere episoderne og komme med en fornuftig forklaring.  ”The Hospice” er imidlertid lidt atypisk, fordi forholdet mellem de mystiske hændelser og mondæne optrin i høj grad er vægtet mod førstnævnte.

”The Same Dog” er anderledes. Her læger novellen ud med at skildre en barndomsoplevelse hos jeg-fortælleren – igen meget King’sk – og går så frem til den nu voksne unge mand, der genoplever barndommens gru. Det fascinerende er her, at hele novellen bygger op til en sætning eller et billede, om man vil. Én formulering, der vælter læsset for hovedpersonen, og står lysende klart for læseren i al sin enkle, men særdeles forstyrrende gru. Som et glimt toner billedet frem i teksten og forsvinder så ind i fortællingen igen (jeg kan naturligvis ikke afsløre, hvad det handler om). Ikke desto mindre står den opdagelse, som hovedpersonen gør, tilbage som et af bogens højdepunkter. Én kort sætning, mere skal der ikke til, men det kræver så også 25 sider at få den serveret ordentlig.

Paperback, Robinson 1988. Her med smukt cover af altid fabelagtige Ian Miller

Det, Aickman for alvor mestrer, er at skildre mødet mellem en ganske almindelig, moderne britisk virkelighed og det uforklarlige. Og netop det uforklarlige er helt afgørende for hans historier. På en af de første sider i Cold Hand in Mine citerer han Sacherverell Sitwell og skriver ”In the end it is the mystery that lasts and not the explanation”. Det er en form for nøgle til alle historierne, for Aickman er faktisk ikke specielt interesseret i forklaringer. Han beskriver mødet med det uforklarlige og efterlader læseren med fornemmelsen af det nagende, uafklarede og åbne spørgsmål – hvad var det egentlig der skete? Det greb er måske nok hans største bedrift, netop fordi Aickman både undgår at blive alt for konkret og afslørende i sine historier, men samtidig drukner det heller ikke i vage antydninger. På den led, fortsætter Aickman den engelske spøgelsestradition fra slutningen af 1800-tallet på fornemste vis og for mig at se måske som sin generations bedste forfatter af spøgelsesfortællinger.

Robert Aickmans forfatterstemme er afgjort stærkest, der hvor han befinder sig i det arketypiske engelske rum, som han tydeligvis både elsker, men samtidig distancerer sig ironisk fra. Aickmans hovedpersoner er nostalgiske, de længes efter en verden af i går. En verden før anden verdeskrig – det gode gamle England. Deres konservative længsel bliver imidlertid også en mild satire, der aldrig tager overhånd, men som ofte ligger snublende nær i de mange socialrealistiske glimt, vi får, mens fortællingen bygges op. Et godt eksempel er ”The Swords”, hvor hovedpersonen beskriver de luderhoteller, han til tider må overnatte på og industribyernes stigende fattigdom. Alt sammen brutalt beskrevet og gennemvæddet af en længsel efter et pænt og nydeligt England, som ikke længere er og aldrig har været.

Paperback, Berkley Publishing 1979. Endnu en rigtig fin forside. Meget stemningsfuld

I en bog som Cold Hand in Mine står Aickman derfor også svagest, der hvor han kommer længst hjemme fra. Vampyrfortællingen “Pages from a Young Girl’s Journal”, måske den mest satiriske af dem alle, er en fin pastiche på en 1800-talsfortælling, men havde den ikke haft en helt fabelagtig afslutning, var den faldet igennem, fordi historien slet ikke har samme nærvær og nerve, som mange af de øvrige. Det samme kan man sige om ”Niemandswasser”, der med sin Friedrich Schiller/Goethe-agtige facon, både bliver en smule manieret og tom. Smuk, ja, men igen uden det nærvær, der gør Aickman så fremragende.

I det synspunkt må jeg nok erkende, at jeg står lidt alene. Aickman vandt the World Fantasy Award i 1975 for vampyrnovellen. En hædring jeg sådan set godt kan forstå. Novellen beskriver i dagbogsform, hvordan en pige i begyndelsen af 1800-tallet bliver hjemsøgt af en vampyr og gradvist transformeres. Næsten som fulgte vi Mina Harkers dagbog.  Det er en god og ny vinkel på vampyrhistorien, fra tiden umiddelbart før fru Anne Rice forandrede måden, man kunne skrive om vampyrer på for altid. Det vil sige, at Aickmas historie forbliver i den gamle Dracula-genre, men viser den fra en ny side. Desværre bliver hovedparten af den lange novelle brugt på at gøre rede fra den unge piges lidt naive idéer og forestillinger om kærlighed, hendes forældre og hendes dagligdag. Aickman rammer tidens tone godt, men for mig at se står det ikke mål med en historie som ”The Hospice”.

Paperback, Faber & Faber 2009. Her kan man så tale om en ret ligegyldig forside

Bemærk i øvrigt forsiden, der er blevet illustreret af den altid fantastiske Edward Gorey. Forsiden til præcis Cold Hand in Mine er måske ikke hans mest gribende, men absolut et godt match til bogens subtile indhold.

Den seneste udgave af bogen i flot indbinding og limited edition. Hardcover, Tartarus Press 2001

Novellerne:

The Swords
The Real Road to the Church
Niemandswasser
Pages from a Young Girl’s Journal
The Hospice
The Same Dog
Meeting Mr Millar
The Clock Watcher

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling