Tag Archives: Robert Allison Wade

Whit Masterson, The Dark Fantastic (1959): Pest og pulp

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Bag navnet Whit Masterson gemmer sig det produktive makkerpar Robert Wade og H. Bill Miller. De skrev et utal af hårdkogte kriminalromaner sammen og krydsede jævnligt pulpens porøse genreskel. Det gjorde de også med The Dark Fantastic fra 1959; et stykke apokalyptisk actionfiktion af den underholdende slags.

Historien er såre enkel. En bande røvere har plyndret en etruskisk grav i Italien, og det rige gravgods kan sælges for store penge på det sorte antikvitetsmarked i USA. De stjålne arkæologiske genstande må imidlertid smugles ind i landet, og røverne skjuler sig derfor med deres varer ombord på et fragtskib, som har kurs mod Mexico. Planen er at føre deres gods over landgrænsen til Amerika, og derfra køre det videre til deres kontakt på det sorte marked i Californien. Nu går det bare hverken værre eller bedre end, at den plyndrede grav var inficeret med en muteret pest – det præciseres aldrig, hvilken sygdom det egentlig drejer sig om. Denne dødelige sygdom er stadig pokkers smittefarlig, og naturligvis er røverne pludselig blevet en tikkende bombe. De aner ikke selv, at de bærer rundt på sygdommen, men snart står det klart for dem, at noget er rav ruskende galt, og et kapløb mod tiden begynder.

Paperback, Avon Books 1966

Paperback, Avon Books 1966

På den anden side af fortællingen står lovens lange arm, repræsenteret ved den nørdede (men smukke) dyrlæge Cloris, der som en af de første bemærker, at noget lusket er på vej mod den Mexicanske grænse. Hendes far bliver offer for sygdommen, men han når at advare sin datter om, at noget er på færde. Han har nemlig sendt Cloris en vævsprøve med pesten, og prøven sætter snart vagterne ved den amerikansk-mexicanske grænse på den anden ende. Sagen er politisk penibel, og amerikanerne vil have banditterne stoppet, før de krydser grænsen og forsvinder ind i USA. En særlig kommando, anført af Cloris og den bistre macho-betjent Ross, får derfor overdraget sagen. Dermed er der lagt i ovnen til en hæsblæsende menneskejagt i skyggen af den muterede pest, som støt og roligt spreder død i røvernes fodspor.

Ser man bort fra en hel del faktuelle oplysninger om grænsen mellem USA og Mexico og de værn, der patruljerer den på den amerikanske side, er handlingen et studie i højspændt, pulpet vrøvl. Det hele udspiller sig i et parallelunivers, hvor navnløse betjente må se til, mens nogle få individualister tager sagen i egen hånd og klarer ærterne for Amerika. De famlende forsøg på at etablere dybde i karaktererne gennem kluntede samtaler med en bartender eller efter en sen hyrdetime på hotelværelset gør det ikke mindre underholdende.

De to forfattere bag navnet Whit Masterson - Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

De to forfattere bag navnet Whit Masterson – Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

The Dark Fantastic finder imidlertid, som meget andet pulp, sin styrke i overfladiskheden og det karikerede, intense univers, som bogen skildrer. Handlingen begynder lige på og hårdt, hovedpersonerne forstår straks, hvad der er på spil, og skurkene tøver aldrig med at gøre, hvad der er nødvendigt for at komme frem. Historien kører som en velsmurt, vanvittig maskine, hvor enhver intellektuel dybde er smidt overbord som unødig ballast. Det giver bogen en befriende lethed, som man kun kan holde af.

Alene persongalleriet gør romanen til en oplevelse. Og her stjæler den morderiske røverbande afgjort billedet. Deres leder er en hårløs albino, der går med paryk og sminker sine øjenbryn på. Han går klædt som en dandy og har en blodtørstig chimpanse som kæledyr. Han ledsages af en stor, smådum tidligere alfons og en skrupelløs voldsmand. Til sammen er de et livsfarligt trekløver, der dræber, før de spørger. Naturligvis må hovedpersonerne blegne i forhold til det. Cloris er den klassiske heltinde, der er både smuk og sexet. Hun ved det bare ikke selv, og det gør hende naturligvis bare mere tiltrækkende i Ross’ øjne.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Ross giver i øvrigt anledning til at pege på et af de greb, som Whit Masterson bruger i bogen. Der arbejdes flittigt med kontrasteringer, og skurkenes groteske fremtoning spejler således heltenes kvaliteter. Det ses bedst i Ross, der er en egenrådig handlingens mand, som modsat bandelederens syge chimpanse har en trofast hund som kæledyr.

Forfatterne bag pseudonymet Whit Masterson kan deres kram, og de ved præcis, hvordan en spændingshistorie skal serveres. Det eneste problem ved The Dark Fantastic er sådan set, at de bruger deres trumfer i bogens første halvdel. De får etableret banden, de får etableret et galleri af mindre bipersoner – hvoriblandt en sindssyg mexicansk gangsterboss må nævnes – og får præsenteret dræbersygdommens apokalyptiske konsekvenser. Med alt det på skinner er der ikke ret mange overraskelser tilbage. Bogens anden halvdel handler mest af alt om at bringe handlingen sikkert i havn, og vi tvivler naturligvis ikke et sekund på, at det ikke vil lykkes for helteholdet. Som nervepirrende fiktion har The Dark Fantastic derfor, trods sit underholdende, fabulerende udgangspunkt, en slagside, og bogen føles afgjort lidt for lang.

Paperback, Corgi Books 1962

Paperback, Corgi Books 1962

Ikke desto mindre er det fascinerende at kigge Whit Masterson i kortene og se, hvordan ”han” arbejder med historiens fremdrift. Interesserer man sig for tekstopbygning, er den et skoleeksempel på pulplitteraturens forcer. Den går lige på plottet med et fåtal af svinkeærinder, og knap har den sidste skurk fået skudt en kugle for panden, før bogen slutter. Jeg har stor sympati for denne nærmest glimtagtige tilgang til fortællingen, fordi den koger idéen ind til dens essens. Historien står blottet for al pynt og krummeluer, og læseren må tage den for, hvad den er. Et hårdkogt litterært standpunkt., som jeg til tider kan savne i meget moderne genrelitteratur.

The Dark Fantastic er ikke fantastisk, men underholdende, det er den absolut.

Skriv en kommentar

Filed under Roman