Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Robert Bloch, Psycho House (1990): Det sidste søm i kisten…

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Tilbage efter en uge med heftig forkølelse.

I 1990 kunne Robert Bloch udsende det tredje og sidste bind i Psycho-serien. Et bind, der på mange måder ligner forgængeren Psycho II. Det kan man ikke ligefrem kalde en ros, og det vil da også være synd at kalde seriens sidste bind for en god bog. Langt fra. Men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik. Lad os lige få handlingen på plads først.

Seriens stjerne, Norman Bates, døde som bekendt i begyndelsen af seriens andet bind, og tredje bind udspiller sig derfor helt og aldeles uden Bates. Ikke desto mindre er han stadig bogens omdrejningspunkt. Et par geschæftige forretningsfolk i Fairvale – Bates’ hjemby – har nemlig sat sig for at bygge en kopi af det berygtede Bates’ Motel. Originalen er brændt ned for længst, og denne kopi skal derfor fungere som turistattraktion med overnatningsmuligheder, restaurant og forlystelser. Kronen på værket er nogle dyre mannequiner, købt i Hollywood, der kan iscenesætte de blodige drab på motellet. Faktisk er alt blevet genskabt ganske nøje, så nøje, at der bliver begået et blodigt mord på en teenager i huset, kort før det skal åbne for offentligheden. Nu er gode råd dyre for husets ejere – eller er det? For spørgsmålet er, hvem der står bag drabet.

Omtrent samtidig med, at teenagepigen stikkes ihjel i forlystelseshuset, ankommer den unge Amy Haines til Fairvale. Hun er i gang med at skrive en bog om Norman Bates og Fairvale er selvfølgelig et vigtigt punkt i hendes research. Da hun hører om mordet, bliver det hele endnu mere vigtigt for hende, og Haines går straks i gang med sin egen efterforskning. En efterforskning, der viser sig at være ganske besværlig, fordi de lokale har fået nok af at blive mindet om Norman Bates, mord og ubehagelige historier.

Vi får lov til at følge i hælene på Haines, mens hun støver sig gennem det vrangvillige Fairvale, alt imens mystiske trusler og tyverier i forlystelseshuset bliver opdaget. Mystikken breder sig således dag for dag. Er det hele mon bare et grotesk PR-stunt eller er mordet, truslerne og tyverierne udført af en af forlystelseshusets rabiate modstandere? Spørgsmålene er mange, og svarene er desværre ikke specielt interessante.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Forgængeren Psycho II er en sær bog, der bedst kan beskrives som et surt opstød fra Robert Blochs side. Et vrissent anslag mod en gyserindustri, der ifølge Bloch havde mistet al anstændighed og lødighed. Psycho House trækker på samme hammel. Denne gang skyder Bloch bare bredere og kritiserer ikke alene filmindustrien, men hele mediebranchen.

Med sin tredje roman om Norman Bates demonstrerer Bloch for sine læsere, at medierne – journalister, filmfolk og forfattere lukrerer på andres død og ødelæggelse. For at illustrere mediernes destruktive indflydelse, bruger Bloch idéen om gentagelsen som et ganske fint motiv i sin bog. Bates forvoldte skade tilbage i ’59, men fordi medierne ikke kan slippe sagen og lade det hele synke ned i glemslen, gentager underholdningsindustrien drabene – i hvert fald rent følelsesmæssigt – og tvinger Fairvale til at genopleve og leve med mordene, som en konstant realitet, så såret Bates påførte samfundet ikke kan få lov at heles.

Bloch stiller naturligvis grundlæggende spørgsmålet, hvor grænsen går for mediernes interesse i andres ulykke. Han kommer ikke selv med noget svar, men man fornemmer tydeligt, at den medieverden, den aldrende Bloch så sig omgivet af i ’90, for længst havde passeret hans grænse.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Det er absolut glædeligt, at Bloch har noget på hjertet med sin roman, og ligeledes glædeligt, at tonen i Psycho House er blevet mindre skinger end forgængerens. Bloch sprutter ikke længere af galde, i stedet møder han os med en bittert ironisk tone, der ikke lægger skjul på pointerne, men undgår at forfalde til helt samme form for næsten hadefulde kariturer, der kendetegner Psycho II. Ikke desto mindre er seriens sidste bind en trist omgang, fordi den er ganske kedsommelig.

Bloch får ganske enkelt malet sig selv op i et hjørne. Han tager afstand fra selve substansen i Psycho-serien, nemlig morderen Norman Bates, og himler op over grafisk vold. Trods det vælger han ganske paradoksalt at fortsætte serien, og hans opgave bliver nu at vise, hvordan man kan skrive en ”sober” Psycho-fortælling. Som jeg allerede skrev om forrige bind i serien, er det lidt som at lokke læserne til med lækkerier og så slå dem irettesættende over fingrene, fordi de har taget imod hans fristelser.

Hardcover, Wings Books 1993

Blochs svar på en ny Bates-bog er en klassisk whodunnit med masser af røgslør og nær-ved-og-næsten-mord, men kun ganske lidt konkret brutalitet. Det er naturligvis heller ikke et krav for succes, men problemet er, at Bloch ikke formår at opfylde ønsket om morderens tilstedeværelse med en overbevisende erstatning. Amy Haines, vores journalist-hovedperson, har ganske enkelt ikke nok pondus til at løfte blikket fra Norman Bates og resultatet bliver et vattet mellemstykke, der ikke gør synderligt indtryk. Bevares, Blochs pen flyder altid let og vittigt, men det er bare ikke nok til at bære bogen igennem.

Efter endt læsning sidder jeg faktisk kun tilbage med to ting. For det første det åbne spørgsmål, hvorfor Bloch ikke turde vende sit kritiske skyts mod læseren, for der er vel en sammenhæng mellem producent og aftager? Altså, at al den død og vold, som medierne sælger, næres af en interesse hos modtagerne i en selvforstærkende synergi. Blochs ensidige fokus på producenterne føles i hvert fald noget skævt. Måske han ikke turde udfordre sine læsere? Måske, men jeg tror det faktisk ikke. Psycho House er snarere en roman, der skal ses som anledning til selvransagelse; hvorfor har jeg lyst til at læse/se/købe den slags død og vold? Og hvorfor egentlig? Spørgsmålet er jo i sig selv ret interessant, men som det udfoldes hos Bloch, bliver det til en omgang belastende moraliseren.

Paperback, ibooks 2003

Mest af alt har jeg bare lidt ondt af Bloch, fordi han havde det så svært med den succes og videre reception, som Psycho fik. Det er trist, men Bloch er hverken den første eller sidste forfatter, der har fortrudt et værk, fordi det efterfølgende fik sit eget liv. Men efter at have brugt to bøger samt et antal noveller plus adskillige interviews på at trække Psycho tilbage, er jeg glad for, at sagen hermed kunne lukkes. Bump. Det var lyden af en skovlfuld muld, der ramte Norman Bates’ kiste. Må han hvile i fred.

Robert Bloch, Psycho II (1982): Forfatterens selvlede

Paperback, Corgi Books 1983

Selvom Robert Blochs Psycho (1959) i dag står helt og holdent i skyggen af Hitchcocks filmatisering, var romanen ubetinget Blochs kommercielle gennembrud, allerede før Hitchcock fik øje for historien. Psycho var med andre ord bogen, der skabte hans karriere og efterfølgende sikrede ham fast indtjening som roman- og manuskriptforfatter. Bloch kunne således takke Psycho for rigtig, rigtig, meget og det kontante vedhæng ”The author of Psycho” fulgte ham sidenhen som en skygge på nærmest alle hans bogforsider. Det kunne i sig selv måske være blevet til en kreativ hæmsko, men sådan forholdt det sig ikke for Bloch. Han accepterede tilsyneladende prædikatet som manden bag den berømte choker, uden det ændrede hans skrivestil eller produktion på nogen måde. Ikke desto blev Bloch i stigende grad frustreret over, den succes Psycho havde fået og den udvikling i skrækindustrien, som han mente at kunne tilskrive sin egen roman.

Bloch oplevede nemlig både bogen og senere også Hitchcocks filmatisering som grundstenen i en radikalisering af underholdningsbranchen, hvor blod, død og vold blev feticheret og fremstilet med bramfri usmagelighed til skade for ungdommen og endda hele kulturen. Bloch var med andre ord langt fra fan af den brutale drejning, som gysergenren tog i løbet af 70’erne. Det udviklede sig til en hel del galde hos Bloch, og den gamle nestor indtog rollen som konservativ senior-skrækmester, der advokerede for de gode gamle dage, hvor gyset var subtilt, eskapistisk og aldrig gik helt tæt på. Den holdning luftede Bloch i adskillige interviews, men Psycho II blev hans første store litterære manifest om samme sag.

Paperback, Corgi Books 1983

Med Psycho II fortsætter Bloch historien om den forkvaklede Norman Bates, men drejer handlingen bort fra det mesterlige, psykologiske portræt af en morder til en harmdirrende bredside mod Hollywood. Resultatet er en rent ud frygtelig bog, der i dag gør sig bedst som mentalitetshistorisk dokument fra en brydningstid, hvor den gamle garde endnu ikke helt havde forladt vagtstuen i horrorforfatternes vindomsuste klubhus.

Da romanen åbner, er der gået lidt over 20 år siden handlingen udspilede sig i Psycho. Norman har været indlagt på et hjem for psykisk syge lige siden drabene i slutningen af 50’erne, og da vi på ny kommer ind i historien, er to nonner kommet på besøg på hjemmet. De gør sjælesørgerisk arbejde på stedet¨, og naturligvis forsøger de også at tale med Norman. Det arbejde tilfalder den yngste af nonnerne, hvilket viser sig at være fatalt. Et uvejr bryder løs, og strømmen går et øjeblik under samtalen. Mere er imidlertid ikke nødvendigt, for Norman myrder nonnen, snupper hendes tøj og snart efter er mr. Bates på fri fod igen.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 23 1994)

Norman flygter ud i natten, og han fortoner sig få kapitler senere ud af handlingen, indtil Bates ikke længere er andet end et fantom, som spøger mellem linjerne. Bloch tager os således et helt andet sted hen. Bates’ flugt falder sammen med, at et ublu filmselskab vil filmatisere Bates’ drab som gyserfilm. Der har været forhandlinger om historien, og optagelserne er på nippet til at begynde, da flugten sker. Men hvad betyder flugten for produktionen? Dr. Adam Claiborne, psykiateren der behandlede Bates, tøver ikke med at sætte efter sin forsvundne patient, fordi politiet hurtigt bliver overbeviste om, at morderen er omkommet i en bilulykke. Det tror psykiateren imidlertid ikke på, og han sætter derfor kurs mod Hollywood, hvor han mener, at Bates vil slå til for at rense sit navn.

Det er dermed i Hollywood, at den egentlige historie udspiller sig. Noget er da også ruskravende galt på filmsettet, hvor Bates’ mord genopføres for rullende kamera. Mystiske hændelser sker løbende, og snart bliver der også begået mord. Spørgsmålet er dog, om Bates rent faktisk er kommet til Hollywood eller om der er en anden, som har påtaget sig hans rolle?

Hardcover, Whispers Press 1982. romanens 1. udg. Et ganske, ganske fint omslag

Psycho II er, som sagt, først og fremmest Robert Blochs arrige angreb på det Hollywood, der til en vis grad har betalt hans løn gennem mange år. Bogen er fyldt med fagmandens indsigter i forhold til filmproduktion, og navnlig forholdet mellem instruktør, producent og manuskriptforfatter bliver udpenslet i en grad, der grænser til det pinagtige. Og netop pinagtig er et springende punkt. Blochs kritik kammer over, og romanen bliver en gumpetung, personlig vendetta, der efterlader historien om Normans arv som en tynd kop the, der nærmest fremstår som en ondskabsfuld vittighed fra Blochs side. Han dingler nemlig løftet om blod og vold foran læseren ved at trække sin gamle litterære kronjuvel op ad hatten, men i stedet for at levere det læseren håber, tager han os alle i søndagsskole og smækker os over fingeren, fordi vi håbede at høre om Norman i aktion igen.

Resultatet er en tåkrummende, moraliserende bog, hvor filmholdets enkelte medlemmer fremstilets som karikaturer eller klichéer, der synes Bloch ganske uværdig. Naturligvis er instruktøren en svedig, seksuelt forstyrret italiener, producenten en skrupelløs pengemand, den smukke starlette villig til at kneppe sig til en karriere, den mandlige hovedrolle er skabsbøsse og sådan fortsætter det hele vejen igennem. Blochs galde kender ikke nogen grænser.

Paperback, Warner Books 1982

Og fordi han et eller andet sted har taget sit afsæt i den oprindelig Psycho-roman, klinger Bates seksuelle traumer med ind over handlingen i seriens andet bind, hvor førnævnte karikaturer konstant væves ind i seksuelt ladede beskrivelser, der skal understrege, hvor perverteret hele Hollywood-maskinen er. Stedvist bliver det ganske ufrivilligt komisk. Som da morderen i afmagt dræber en kattekilling og Dr. Claiborne efterfølgende skal forklare drabet:

’Think for a moment.’ Claiborne’s voice deepened. ’The synonym for kitten is pussy. That’s why it was killed, because that’s what the killer really wanted to do. He stabbed her pussy.’ (s. 252)

Hardcover, Robert Hale 1986

Jeps, kniven stikkes ind i den stakkels pussy(!). Det er ikke Blochs stjernestund, og hele bogen er faktisk et arbejde, som han burde have ladet ligge i skrivebordsskuffen. Psycho II er i dag et kuriosum og et stærkt personligt værk, som muligvis fører os tæt ind på livet af Blochs syn på underholdningsbranchen, men som litterær præstation er det en sørgelig udgivelse. Og det bliver ikke mere sørgeligt af, at Bloch ikke fandt sig for god til at lukrere på sit store mesterværk fra ´59 for at få sine tirader ud til så mange læsere som muligt. Psycho II er en limpind, som mangt en gyserfan, mig selv inklusiv, er hoppet på, men heldigvis ryster man den let af sig igen.

 

Paperback, Tor 1989

 

Paperback, ibooks 2003

 

 

 

Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV (1957), red. Alfred Hitchcock: En morderisk charmerende antologi

At Alfred Hitchcock allerede i 1950’erne blev et synonym for spænding og uhygge, er ikke nogen nyhed. Det er heller ikke nogen nyhed, at Hitchcock meget kløgtigt formåede at udnytte sit navn kommercielt og lukrere på det såkaldte brand, han havde udviklet sig til. Det kom til udtryk på mange fronter, ikke mindst i bøgernes verden. Hitchcock stod således bag en lang række antologier udgivet fra 40’ernes begyndelse og ind i 70’erne.

Sandt at sige var det kun af navn, at Hitchcock var involveret i antologierne. Bag udvælgelsen stod en række både prominente og dygtige redaktører, der tilmed skrev bøgernes forord under påskud af, at det var den engelske skrækmesters egne ord. Verden vil bedrages, men ikke desto mindre lykkedes det som regel for Hitchcocks såkaldte ghostwriters at ramme den finurlige tone, man kendte ham for fra TV.

Paperback, Pan Books 1960

Som sagt er antologierne generelt af høj kvalitet, fordi forlagene, der stod bag, var store og havde råd til at købe rettigheder til historier fra forfattere i samtiden, der naturligvis også var interesserede i at komme med i Hitchcock-planetens kredsløb.

En af de bedste antologier, der blev udsendt i Hitchcocks navn, er for mig at se Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. En omfattende samling udsendt i 1957, der rummer 25 noveller. Faktisk blev antologien så populær, at den allerede i 1958 udkom i en forkortet paperback-udgave med kun 12 noveller og titlen 12 Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. Året efter, i 1959, kunne de sidste 13 noveller så genudsendes under titlen 13 More Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV – men så kunne den sag heller ikke malkes mere.

Alfred Joseph Hitchcock (13. august 1899 – 29. april 1980)

Udvælgelsen blev foretaget af pulpforfatteren Robert Arthur, der selv har en historie med i bogen, og arbejdet er udført med bravur. I indledningen, som sagt skrevet med Hitchcocks signatur, fortæller han, at bogens noveller alle på et eller andet tidspunkt har været overvejet til TV, men blev fundet for voldsomme eller ubehagelige. Det lover jo godt, og Robert Arthur/Hitchcock fortsætter, at antologiens fortællinger alle handler om mord. Nogle er slet og ret små krimimysterier, mens andre er overnaturlige gys, alle kredser dog om drabet.

Bogen slår med andre ord både morbide og makabre strenge an, og det gør den rigtig godt. Faktisk forbløffende godt. De 25 historier er nemlig ikke alene alle af høj kvalitet og forbavsende underholdende. De falder tilmed med sans for timing, idet Robert Arthur har formået at variere bogens stemninger og udtryk, så hver historie skifter tempo og stil i forhold til den forrige og derfor virker frisk. Det er lidt af en bedrift, navnlig når man tænker på, hvor meget af tidens pulp, der mest af alt var halvdårlige, ironiske gentagelser af gamle horrortroper.

Robert Arthur (10. november 1909 – 2. maj 1969)

Alene den sorte åbningsnovelle ”Being a Murderer Myself” om hønseavleren, der myrder en ung kvinde og fodrer hønsene på sin farm med hendes lig, er bogen som helhed værd. Men den lettere vanvittige, galgenhumoristiske tone, det hele begynder med, er dog kun ét spor i bogen. Den berømte novelle ”Lukundoo” følger lige i hælene og viser hurtigt bogens andet spor. Her, i Edvard Whites klassiker, beskrives det grumme resultat af et møde med en afrikansk heksedoktors forbandelse. Mens første historie er et skævt krimigys, er den anden historie et fint eksempel på det pulpede overnaturlige lag, der også optræder i bogen.

De fleste af historierne falder inden for spændet mellem de to første noveller, og hvad man synes bedst, om må være en smagssag. For mig er det afgjort de nærmest diabolske beretninger om koldblodige mordere, der gør størst indtryk og viser, hvor subtile genregrænserne mellem gys, krimi og spænding er. Margaret St. Clairs ”The Perfectionist” er et godt eksempel på en drabsfortælling, hvor vi udmærket kender slutningen allerede efter at være kommet få linjer ind i fortællingen. Det betyder imidlertid slet ikke noget, fordi kvaliteten ligger i selve nydelsen af den gradvise opbygning frem mod det uundgåelige, afsluttende mord. Hos St. Clair sker det i øvrigt i form af en ældre dame, der elsker at tegne efter model, men har problemer med at få sine modeller til at sidde stille. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Hardcover, Simon and Schuster 1957. Antologiens 1. udg.

Den absolut politisk ukorrekte “The Price of the Head” af John Russell er også et af højdepunkterne, fordi novellen om den fordrukne mand, der redes af en indfødt for kun at opdage, at der var en helt særlig grund til den indfødtes venlighed, er også uimodståeligt ondskabsfuld. Det samme gælder Robert Blochs ”Water’s Edge”, der blander gys og hårdkogt krimi på klassisk Bloch’sk vis. Her opsøger en tidligere indsat sin afdøde cellekammerats kæreste i håb om, at hun ved, hvor kammeraten gemte sit bytte efter et røveri. Det kommer der en herlig historie ud af, hvor Bloch formår at vende plottet på hovedet et par gange og udfolde sit galgenhumoristiske talent på bedste vis. Faktisk er ”Water’s Edge” en af Blochs fineste historier, fordi humor og gru går op i en højere enhed og arbejder sammen – noget der bestemt ikke er tilfældet i en stor del af hans andre historier, hvor førstnævnte humor typisk har overtaget.

Går man efter mere substantielle bidrag til bogen, må Sakis stille ”Sredni Vashtar” eller Ray Bradburys ”The October Game” trækkes frem. Begge noveller har begge ben forankret i pulptraditionens løsslupne tematikker, men sprogligt løfter de sig hver på sin måde over de øvrige bidrag og viser, hvordan genrelitteraturen vinder uendelig meget, i det øjeblik den får et poetisk rygstød. Begge noveller har noget fintfølende, raffineret over sig, der sprogligt lægger afstand til de plotorienterede fortællinger, som de er udgivet sammen med i bogen.

Paperback, Dell 1958

I sidste ende forbliver det imidlertid en smagssag, hvad der for alvor skiller sig. For mig at se er det en antologi med 25 særdeles fine fortællinger, og uanset hvor du dykker ned, vil det helt sikkert være en interessant eller god læseoplevelse. Antologien står som et af højdepunkterne i Alfred Hitchcocks antologi-univers og taget i betragtning af, hvor hyppigt bogen er blevet genoptrykt, er der også andre end mig, der holder af denne novellesamling. Det betyder også, at den faktisk er ganske let at få fat i, og dermed er der ingen undskyldninger. Hvis du bare interesserer dig en smule for genreforvridende historier med drilsk glimt i øjet, er Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV lidt af en bibel. Faktisk i en sådan grad, at den næsten synes at etablere sin egen genre. Men det er anden snak.

Paperback, Dell 1959

Novellerne:

Arthur Williams: ”Being a Murderer Myself”

Edward Lucas White: “Lukundoo”

William Sansom: “A Woman Seldom Found”

Margaret St. Clair: “The Perfectionist”

John Russell: “The Price of the Head”

Patrick: “Love Comes to Miss Lucy”

H. Munro (Saki): “Sredni Vashtar”

Philip MacDonald: “Love Lies Bleeding”

Jerome K. Jerome: “The Dancing Partner”

M. R. James: “Casting the Runes novelette”

William Hope Hodgson: “The Voice in the Night”

Robert Hichens: “How Love Came to Professor Guildea”

Stanley Ellin: “The Moment of Decision”

James Francis Dwyer: “A Jungle Graduate”

C. P. Donnel jr.: “Recipe for Murder”

Roald Dahl: “Nunc Dimittis”

Richard Connell: “The Most Dangerous Game”

John Collier: “The Lady on the Grey”

A. M. Burrage: “The Waxwork”

Thomas Burke: “The Dumb Wife”

D. K. Broster: “Couching at the Door”

Ray Bradbury: “The October Game”

Robert Bloch: “Water’s Edge”

Robert Arthur: “The Jokester”

Leonid Andreyev: “The Abyss”

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

Tales of Unknown Horror, red. Peter Haining (1978): En særdeles tam buket

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Peter Hainings lille serie med mindre kendte skrækfortællinger var et sympatisk projekt. Tanken om at grave oversete perler frem i stedet for at blive ved med at genudgive de samme velkendte historier er glimrende. Og Peter Haining var da også afgjort rustet til opgaven. Han var en af de væsentligste engelske horroreksperter og havde et kæmpe kendskab til både den klassiske, britiske spøgelseslitteratur samt det store, amerikanske pulpmarked. Med det udgangspunkt burde det være en snild sag at sammensætte en bog med skrækperler, som de fleste læsere ville være ubekendt med.

Helt så let er det bare ikke, for Tales of Unknown Horror – seriens andet bind – viser med al tydelighed, hvor let det er at falde til patten og slå vanetænkningen til. Vanetænkning er nemlig afgjort den røde tråd gennem denne antologi, der har et konservativt, for ikke at sige gabende kedsommeligt bud på relevant skrækfiktion anno 1978. Faktisk er den største overraskelse, at Haining ikke fandt plads til den obligatoriske Bram Stoker-novelle blandt alle de andre sikre forfatternavne, han har fået stablet sammen.

Paperback, New English Library 1978

Nu kunne man måske indvende, at udvalget af ferske fortællinger skyldes Hainings manglende evner som redaktør. At han, så at sige, savnede sans for horror, men det passer ikke. Haining har gang på gang bevist sit kendskab i den store mængde bøger, han fik redigeret. Der er snarere noget mere grundlæggende på færde i Unknown Tales of Horror, der handler om selve holdningen, til hvad god skrækfiktion er.

Peter Haining har en indledning til bogen, hvor han ud over den obligatoriske fejring af de inkluderede forfattere lufter nogle interessante synspunkter omkring horror. Haining skriver nemlig her imod det, han kalder ”Butcher Shop stories” – en betegnelse for bloddryppende, konfronterende historier, der er skrevet for at chokere. Den slags tager Haining afstand til og definerer den vellykkede gyser som en subtil øvelse – som han skriver:

No, the horror story which achieves the highest ideals of the genre is basically a tale in which the elements of the unknown and supernatural combine to put a person in peril of his life – but do not pointlessly drag him through unpleasantness for its own sake (s. 9).

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Det standpunkt oser langt væk af en forloren puritanisme. En hensunken skrækbogsforståelse, der bliver ved med at sætte navne som Mary Shelley og Richard Marsh som genrens højdepunkter. Men Hainings projekt med bogen fører videre end det. Han kan nemlig indledningsvist konkludere, med henvisning til film som The Exorcist, The Omen og The Sentinel, at horror som genre har triumferet og nu er blevet en fuldt ud valid udtryksform, der nyder enorm popularitet. Tornen i øjet er imidlertid den kunstneriske anerkendelse – den mangler.

Her er det så i bogen, at Haining griber dybt i de genrehistoriske gemmer og hiver arvesølvet frem. Mary Shelleys famlende ”The Reanimated Englishman”, der ikke kan være andet end en skitse til en novelle eller roman, og Richard Marshs fine, klaustrofobiske ”A Silent Witness” skal således garantere den nødvendige klassiskerfernis, som forhåbentlig vil smitte af på bogens øvrige navne. Forstået således, at Haining håber, læseren vil opfatte Lovecraft, Bloch, Bradbury og Rohmer som afskygninger af førnævnte navne.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Om det lykkes eller ej skal jeg ikke kunne sige. De udvalgte historier har alle kvaliteter, men er samtidigt stort set alle som en forsigtige, små overnaturlige pip, der måske med fuld ret er blevet glemt. Selv Lovecraft-novellen ”The Challenge From Beyond”, der egentlig er et kapitel i en ikke synderligt vellykket kortroman skrevet af flere forfattere fra Lovecrafts cirkel, står som noget af det mindre interessante, han skrev. Faktisk er det kun William F. Temples ”The Whispering Gallery”, der æstetisk træder ud af de andres skygge og bider sig fast med et sprog og et isnende ubehag, som huskes efter endt læsning. Her lader Temple nemlig en lille dreng komme i livsfare, da han ledes på afveje af nysgerrighed og overnaturlige kræfter. Historien har stedvist ganske ubehagelige skildringer af en hjemsøgt atmosfære, som faktisk blev hængende hos mig længe efter historien var læst.

Mens Temple leverer mærkbart gys med dybde, står Robert Bloch for et vanligt galgenhumoristisk grin i den kække ”Son of a Witch” om en småkriminel døgenigt, der får fingre i et flyvende tæppe. Historien er vittig og velfungerende, som det meste andet Bloch skrev, og ganske, ganske ligegyldig. Den går imidlertid i spænd med antologiens absolut største stjerne – Stephen King – der har den sidste novelle i bogen.

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Stephen King var allerede blevet en superstjerne, da Tales of Unknown Horror udkom, og Haining kan næsten ikke få armene ned i begejstring over at kunne trykke en King-fortælling, der ikke var udgivet før. At det kunne være i modstrid med bogseriens idé om at trykke oversete historier, synes ikke at påvirke Haining stort. Kings ”Cat From Hell” viser ham desværre fra den uforpligtende, letbenede side, som har karakteriseret hans senere arbejder. Som et trist forvarsel leverer han her en halvhumoristisk historie om en lejemorder, der bliver hyret til at dræbe en satanisk kat. Det går naturligvis grueligt galt og ender i blod, men den Bloch’ske, galgenhumoristiske tone gør det vanskeligt at tage gruen alvorligt, og historien bliver aldrig til mere end forglemmelig, godmodig underholdning uden bid og kløer.

Tales of Unknown Horror føles som en æstetisk oprustning fra Peter Hainings side. Den fremstår som et forsøg på at vise, hvordan stueren horror ser ud. Et forsøg på at vise det højpandede litterære miljø, at gysergenren har kvaliteter og bør tages alvorligt. Det kan jeg jo kun være enig med Peter Haining i, men hans forsøg synes helt forfejlet. Den kunstneriske oprustning han udfører gennem referencer til klassikerne virker forfejlet og vrister gyset ud af dets momentum i nutiden. Han gør det til en stiløvelse i stille pastiche i stedet for en pågående, kreativt udtryk, der udfordrer og flytter læseren ud på dybt vand. Faktisk behøver man bare tænke seks år frem fra udgivelsen af Tales of Unknown Horror og se, hvordan Clive Barker skyder alle Hainings forestillinger om ”Butcher Shop stories” til atomer med sine genredefinerende milepæle, der indvarslede en helt ny tid for gyserlitteraturen.

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

Faktisk må jeg indrømme, at det bedste ved Tales of Unknow Horror er den fantastiske forside malet af Tony Masero. Alene den gør, at jeg er glad for bogen og resten af serien, som han har leveret forsiderne til. Om ikke andet må Hainings fejlslagne antologi få tak for dette. Men det er skam også nok, for hold op, hvor jeg synes, Masero forsider er fantastiske!

 

Novellerne:

Mary Shelley: “The Re-animated Englishman”

Tim Stout: “The Dracula File”

Gaston Leroux: “The Woman with the Velvet Collar”

Sax Rohmer: “Red Mist”

Richard Marsh: “A Silent Witness

H. P. Lovecraft: “The Challenge from Beyond”

Robert Bloch: ”Son of a Witch”

Ray Bradbury: “Undersea Guardians”

William F. Temple: “The Whispering Gallery”

Evan Hunter: “Dream Damsel”

Rosemary Timperley: “The Tunnel”

Stephen King: “Cat From Hell”

 

 

When I was a child growing up in Arkham… En underholdene lytteoplevelse

I halen på mit indlæg fra i søndags kommer her en samling optagelser fra paneldebatterne under den første World Fantasy Convention i 1975. Lyden er stedvist elendig, al snakken er heller ikke lige interessant; ikke desto mindre er de underholdende at lytte igennem. Det er ganske fedt at høre folk som Robert Bloch, Joseph Payne Brennan og Frank Belknap Long fortælle – navnlig når de fortæller om deres vej ind i genrefiktionen.

Bemærk hvor skarp den gode Bob Bloch er, bemærk også hvor gammel Belknap Long lyder og hvordan han omtaler Lovecraft. Jeg må med tilstå, at jeg sluger den slags råt.

Måske du også vil synes det er spændende? Smæk benene op i løbet af weekenden og lyt til de gamle pulpkæmper fortælle.

Joseph Payne Brennan & Donald M. Grant, Act of Providence (1979): En perle i min bogsamling

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1979. Den smukke, stemningsfulde forside er malet af Robert Arrington

Joseph Brennan og Donald Grant udsendte et sært, sympatisk litterært samarbejde i ’79. Bogen er sær, fordi den udspiller sig under den berømte første World Fantasy Convention i 1975. Den store kongres blev afholdt i Providence og havde Lovecraft og kredsen om Lovecraft som særligt tema. Blandt deltagerne var stort set alt, hvad der endnu på det tidspunkt kunne gå og kravle af gamle pulp-mastodonter såvel som hele den nye garde af genreforfattere, der var på vej mod stjernerne.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at det var et historisk møde og en af de begivenheder, som myternes stof er gjort ud af. Det var Brennan og Grant ikke sene til at opdage. De skrev derfor kortromanen Act of Providence som en hyldest til Lovecraft-cirklen og ikke mindst selve kongressens monumentale fejring af genrefiktionen, der på det tidspunkt måske stod stærkere end nogensinde tidligere.

Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990) taler til World Fantasy Convention i 1975

Brennan og Grant bruger kongressen som udgangspunkt for et lille mysterium, som Brennans tilbagevendende privatdetektiv Lucius Leffing må opklare. Og her må det understreges, at Brennan selv er en af bogens to hovedpersoner. I al sin enkelhed overtaler Brennan detektiven til at tage med til Providence, hvor han vil kunne finde lidt ro og nyde de historiske omgivelser. Efter nogle overvejelser tager Leffing med på rejsen, og snart er han involveret i en sag om kidnapning.

Kongressens Lovecraft-ekspert Harry Beckwith er nemlig sporløst forsvundet, og på samme tid forsvinder der nogle hemmeligholdte dokumenter fra John Stanley-biblioteket, skrevet af Lovecraft selv. Sagen er penibel og vil kunne ødelægge kongressen, hvorfor Brennan og Leffing i al diskretion må undersøge, hvad der står bag.

Donald Metcalf Grant (3. april 1927 – 19. august 2009)

Det fører dem på sporet af skrupelløse skattejægere, okkulte hemmeligheder og ældgamle ruiner under Providence, som Lovecraft allerede havde opdaget under sine studier af byens historie. Det hele er naturligvis et stykke kækt metafiktion, der konstant væver faktiske begivenheder fra kongressen ind i fiktionen. Brennan overværer eksempelvis et længere interview med Robert Bloch, der rent faktisk fandt sted og møder mange af tidens unge forfatterløver, der vil frem i verden. Alt sammen ting der skete og ting der kan læses om andre steder.

Normalt er jeg ikke til den type metafiktion og undgår som oftest romaner og historier, hvor eksempelvis Lovecraft, Doyle eller Stoker får lov at optræde som karakterer i de fiktive universer, de selv har skabt. Jeg må derfor også tilstå, at jeg var ganske skeptisk over for Act of Providence, men mine fordomme blev gjort til skamme.

En af bogens fine, fine illustrationer af Robert Arrington

Romanen er ganske, ganske charmerende. Den hæver sig over det umiddelbart letbenede i at bruge virkelige forfattere som statister i det okkulte mysterium. Bogen bliver nemlig til mere end en vittig samling gæsteoptrædender; bogen lykkes som egentlig værk. Den må afgjort regnes som Lovecraft-pastiche, men har så meget kraft og fortælleglæde, at man tilgiver den det uopfindsomme udgangspunkt og opsluges af den skyggerejse, der fortælles om.

Historien skildrer således en nedstigning fra kongressens prosaiske fankultur og dykker langsomt længere og længere ned i en dyster underverden. Gennem et udvalgt af velafprøvede pulp-troper bliver vi hevet ned i et mystisk inferno, der vel bedst beskrives som en lovecraftiansk spejling af Jules Vernes beskrivelser af vejen mod jordens indre.

Et fabelagtigt panel (fra venstre): Fritz Leiber, L. Sprague deCamp, Harry Beckwith (der bliver kidnappet i romanen), Willis Conover og yderst kan man lige se lidt af Frank Belknap Long

Men det er ikke i selve handlingen, at bogen finder sit momentum. Det ligger i de kaotiske, bizarre, stedvist forbløffende stærke beskrivelser, vi får leveret af den underjordiske verden, som Brennan og Leffing besøger. På en stille, lidt underspillet facon får bogen malet fantastiske scenarier frem og sender en hilsen til alle de læsere og forfattere, der deler Brennan og Grants passion for dystre visioner og sære, skjulte verdener.

Hvor meget Grant rent faktisk har bidraget med, er i øvrigt et godt spørgsmål. For mig at se må bogen mere eller mindre være skrevet af Brennan og kun stedvist suppleret af Grant. Det er i hvert fald Brennans tematikker, der går igen i romanen. Det er hans præcise arkitekturiagttagelser og sans for materialitet, som står i forgrunden. Selve plottet har også meget tilfælles med Brennans novelle “Forringer’s Fortune” fra 1975. Grant er måske snarest manden bag selve meta-idéen, der trods alt er en smule mere udfarende og vild end Brennans almindelige, næsten faktuelle stil.

Endnu en af bogens mesterlige illustrationer af Robert Arrington

Der er imidlertid et element mere, som må trækkes frem, og det er selve bogen og dens udstyr. Act of Providence er i førsteudgaven ganske enkelt et smukt stykke boghåndværk, der føjer et skær af højtidelighed til indholdet. For en inkarneret bogsamler som mig er den en perle. Det skyldes ikke mindst Robert Arringtons fabelagtige illustrationer. Hans stil fusionerer på engang en fabulerende 70’er-streg med klassiske victorianske pennetegninger og skaber drømmende scenarier, som fantasien kan gå på opdagelse i.

Helheden er ikke til at stå for. Bogens indhold og udformning bliver et fabelagtigt monument over selve glæden ved det fantastiske, det uhyggelige og det sære. Den er også et væsentligt vidnesbyrd om, at der bliver ved med at ligge et enormt potentiale i eksempelvis Lovecraft-kredsens fortællinger. Et potentiale, der igen og igen kan hentes frem og bruges på ny. Det afgørende er nemlig ikke handlingen, og det der sker i historien. Nej, det er i selve måden, det fortælles på, at historiens virkningskraft skabes og her magien ligger.

Hardcover, Macabre House 1973. Den første opsamling af Lucius Leffing-historier

Brennan og Grant beviser i hvert fald med al tydelighed, at deres lille tour de force gennem Lovecrafts univers står stærkt og levende, selv i dag hvor der udsendes mere Lovecraft-epigoneri og pinagtig ”Cthulhu mythos” end nogensinde før. Bogen er også en lærestreg, i hvert fald for mig, om aldrig at afvise en bog alene på baggrund af et summarisk indtryk af handlingen. Der ligger så mange uopdagede skatte i sproget, og det bliver i den grad fejret med Act of Providence.

Her kan du se flere fantastiske billeder fra den første World Fantasy Convention i 1975.

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1977. Den anden opsamling med Lucius Leffing-noveller

Cutting Edge, red. Dennis Etchison (1986): En lektion i horrorlitteraturens potentiale

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Der findes en nærmest uendelig mængde af gyserantologier; både dem der genudgiver gamle fortællinger og dem med nye noveller. De bedste har som regel en eller anden form for agenda – eksempelvis en ambition om at nå et nyt publikum eller at genfortolke gammelkendte genretroper. Desværre må man nok sige, at det er de færreste antologier, hvor målsætningen står mål med resultatet. Som regel er man heldig, hvis der er mere end en eller to historier, der for alvor brænder igennem.

Sådan forholder det sig ikke med Cutting Edge fra 1986. Denne antologi, redigeret af den velrenommerede Dennis Etchison, er ganske enkelt fremragende fra ende til anden. Faktisk er bogen, efter min mening, måske den bedste gyserantologi, der udkom i 80’erne! Det siger ikke så lidt taget i betragtning, at horror i 80’ernes anden halvdel for alvor oplevede et kreativt opsving og rystede pulparven af sig. Horrorforfatterne engagerede sig pludselig i livets tunge, ubehagelige sider fra helt nye vinkler og afsøgte den moderne tilværelses skyggesider på måder, som det ikke tidligere havde været gjort så klart.

Hardcover, Doubleday 1986

Cutting Edge er et paradigmatisk skrift, der viser, hvor tidens bedste horrorforfattere søgte hen for at finde nye græsgange. Det er et opgør med fortiden og en form for fadermord i forhold til den type nostalgisk, tandløse horror, som den moderne gysers ukronede konge Stephen King var kommet til at repræsentere. Med Cutting Edge vendte forfatterne blikket indad og afsøgte psykiske mørkelande, der stort set er helt befriet for monstre, flagermus og alt det andet hængedynd, som genren sad fast i.

Etchisons antologi er med andre ord tænkt som en cæsur, der skiller det nye fra det gamle: Det skrev vi før, og det skriver vi nu. Sprogligt og tematisk har de fleste af bidragyderne kastet enhver uskyld over bord og forladt de gammelkendte konfrontationer mellem godt og ondt. Den slags åbenlyse, banale dikotomier har ingen plads i Cutting Edge, der udfolder sig i en moralsk gråzone. Her findes ingen helte og ingen skurke, her skildres mennesket på godt og ondt. Det er menneskets tvivl, frygt, smerte, vrede, begær og foragt, der udstilles i bogens dunkle prismeglas og gøres til genstand for selvgenkendelsens gru.

All the young dudes… Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

Fælles for stort set alle bogens noveller er, at de dykker under overfladen og viser sider af os selv, som vi normalt udtrykker eller holder skjult for andre. Antologien er fyldt med misbrug, sex, SM, tvangstangstanker og dunkle, blodige drifter. Det bliver næsten en form for parallelunivers, der skabes i bogen, hvor vores hverdag fremstilles i et evigt tusmørke med meget lidt håb, men vel at mærke ikke uden kærlighed og medmenneskelighed. Og det er vel her, antologien har en af sine forløsende pointer – trods alt mørket finder mennesker sammen og overvinder den uendelige dysterhed, der altid truer med at rive os bort. Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Som sagt er der ikke en eneste dårlig historie i Cutting Edge. Enkelte er måske mere ordinære eller mindre velartikulerede, men her taler vi om nuancer, der i bund og grund handler om smag og behag. En af de mest imponerende bidrag er ”Blue Rose” af Peter Straub. Fortællingen om en dreng fra et socialt belastet hjem, der lader al sin afmagt og vrede gå ud over den uskyldige lillebror. Fortællingen er subtil og snigende, men fyldt med en indestængt, eksplosiv kraft. Den er uendeligt grum og tragisk, og jeg lover dig for, at dens fabelagtige periode- og miljøskildring vil brænde sig ind i hjernen på dig. Bravo mr. Straub, bravo!

Paperback, St Martins Press 1987

Karl Edward Wagners korte ”Lacunae” er også et af de helt stærke bidrag. I dette tilfælde fordi Wagner formår, på ganske få sider, at udfolde sin fortælling som en kinesisk æske, der bliver mere og mere kompliceret for hvert lag, der føjes til. Stilen er Wagners vanlige, hvor vi råt for usødet får serveret brutale, ærlige beskrivelser af sex og stoffer.

Tematisk hænger den godt sammen med Willum H. Pugmires og Jessica Amanda Salmonsons punkede, romantiske fortælling om mødet med døden og tabet af selvstændighed. Faktisk repræsenterer Pugmires og Salmonsons historie meget fint den følsomhed, der går igen i de fleste af bogens bidrag. En sensibilitet der kontrasterer brutalitet med noget forførende blidt, som nærmest har karakter af en eskapisme fra al grusomheden.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Måske er det i virkeligheden en af antologiens mest ubehagelige idéer; nemlig den at al trøst og samvær er desperate forsøg på at lukke omverdenens grusomhed ude, at kærligheden er en indbildt tilstand, der skal gøre det muligt for os at kapere en verden, der grundlæggende er én stor dødedans.

Jeg må også trække Ray Russels ”The Bell” frem. De, der kender Russels arbejde, vil vide, at han stort set altid kredser om religion og død. Det samme gør han også her, men i novellens komprimerede form har han trukket nogle stærke billeder frem, der overskygger det ellers lidt banale bidrags indhold. Hans sammenstillinger af sex og krucifikset, der spiller en stor rolle i historien, har noget særligt underfundigt over sig, som fanger billedet af den korsfæstedes tvetydighed rigtig fint.

Paperback, Futura Books 1987

Samme dragende tvetydighed findes i Whitley Striebers ”Pain”, der runder bogen af som en sidste salut til det perverterede og grumme. Novellen ligner på mange måder det, vi også kender fra Clive Barkers hånd fra samme tid. Kødets lyst udfordres ganske bogstaveligt her, og Strieber leger med tanken om smertens metafysiske potentiale. Ligger der en mulighed i fornedrelsen, der baner vejen for mødet med noget ophøjet? Strieber besvarer ikke spørgsmålet, som får lov at hænge i luften, da hans grumme fortælling om dyster SM når til ende.

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Mest overraskende ved bogen er det at finde gamle Bob Bloch i dette selskab. Og faktisk er Blochs fortælling om døden en af hans bedre. Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har et lidt ambivalent forhold til Robert Bloch, men her har han for en gang skyld skabt en fortælling, der er (næsten) helt fri for hans evindelige galgenhumor.

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Historien går i al sin enkelthed ud på, at en forfatter køber sig til længere liv hos Døden ved at myrde andre. Naturligvis går det galt på en klassisk Blochsk facon, og det er ikke for selve historien, at man husker novellen. Teksten skal huskes for de første to linjer, der står som bogens absolut bedste:

”After the kids have grown up and moved away, a new child comes into your house. His name is Death.”

Stærkere, mere trist, smukt og grumt bliver det ganske enkelt ikke. Jeg får nærmest gåsehud ved bare at tænke på den tekstpassage, og den er efterhånden blevet hængende hos mig i rigtig lang tid nu.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Cutting Edge er fremragende, intet mindre, og alle, der interesserer sig det mindste for horror, bør gøre sig selv den tjeneste at læse bogen. Antologien er en lektion udi opfyldte ambitioner. Den lever til fulde op til sin intention om at vise vejen for en ny type gru, og den gør det med de kraftigste litterære skyts, man kunne ønske sig. For pokker hvor er bogen stærk!

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Samtidig er Cutting Edge et stykke genrehistorie, der viser, hvordan horror skiftede ham i slutningen af 80’erne. Gyset blev psykologisk og indadvendt. Det blev åbenlyst seksuelt og tematiserede sociale tabuer, som vi helt normalt ikke taler om. Etchison havde helt ret, da han udpegede dette gotiske nybrud som ”cutting edge”, men sådan kunne det naturligvis ikke blive ved. I starten af 90’erne mistede stilen gradvist sin kant, og de litterære kvaliteter forduftede fra udtrykket. De bedste penne søgte nye steder hen, og tilbage stod de platte imitationer, der desværre stadig bliver skrevet. Tja, sådan er tingenes gang.

 

Novellerne:

Peter Straub, “Blue Rose”

Joe Haldeman, “The Monster”

Karl Edward Wagner, “Lacunae”

W. H. Pugmire & Jessica Amanda Salmonson, “Pale Trembling Youth”

Marc Laidlaw, “Muzak for Torso Murders”

Roberta Lannes, “Goodbye, Dark Love”

Charles L. Grant, “Out There”

Steve Rasnic Tem, “Little Cruelties”

George Clayton Johnson, “The Little Man With The Hoe”

Les Daniels, “They’re Coming For you”

Richard Christian Matheson, “Vampire”

Chelsea Quinn Yarbo, “Lapses”

William F. Nolan, “The Final Stone”

Nicholas Royle, “Irrelativity”

Ramsey Campbell, “The Hands”

Ray Russell, “The Bell”

Clive Barker, “Lost Souls”

Robert Bloch, “Reaper”

Edward Bryant, “The Transfer”

Whitley Strieber, “Pain”

Weird Tales, red. Leo Margulies (1964): Det kan næppe blive bedre…

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Med antologien Weird Tales fra 1964 forsøgte Leo Magulies – pulpredaktør par exllence – at vise sine læsere, hvad Weird Tales var for et magasin, og hvorfor det fik så står indflydelse. I antologiens korte indledning indkredser Margulies bladets stemning og skitsere dets historie. Med det på plads overlader han sidepladsen til ni forfattere, der alle var væsentlige bidragydere til Weird Tales. Og det er vel at mærke ni formidabelt underholdende fortællinger, som Margulies har udvalgt.

Weird Tales er ikke en ren ”best of”-bog. I stedet for udelukkende at gå efter de store navne og deres bedst kendte fortællinger har Margulies sammensat et intenst ekstrakt af pulpmagasinets sider. Han viser det poetiske fremragende, det dystert uhyggelige og det letbenede gys. Oplagte navne som Clark Ashton Smith, Seabury Quinn og Ray Bradbury er valgt fra, mens hel- og halvglemte navne som Edmond Hamilton og Nictzin Dyalhis er med. Og naturligvis får de mindre kendte navne selskab af sværvægtere som Lovecraft, Howard og Bloch.

Paperback, Pyramid Books 1964

Bogen åbner med Hamiltons Poe’ske ”The Man Who Returned”. Historien om en mand, der er blevet levende begravet og vågner i kisten. Han kæmper sig ud i det fri og vender tilbage til sin familie kun for at opdage, at han slet ikke har været savnet. Som en anden James Stewart tumler han gennem byen og møder det ene deprimerende optrin efter det andet, før han noget nedslået finder fred.

Edmond Hamiltons novelle er en klassisk ”sær fortælling” – den ubestemmelige kategori af historier, der optræder så hyppigt i Weird Tales og tit glemmes i dag, fordi de passer dårligt ind i tematisk snævert formulerede antologier. Som hverken fugl eller fisk kan historien ikke kategoriseres som horror, humor, fantasy eller SF. Det ligger der en særlig styrke i, fordi den type fortællinger kun sjældent tynges af konventioner og genretroper.

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Næste mand i rampelyset er Fritz Leiber, hvis historie ”Spider Mansion” er så overgjort og pulpet, at den er svær ikke at holde af. Leiber smører så uendelig tykt på, at hans gotiske fortælling om en gal videnskabsmand næsten fremstår som en parodi. I hvert fald bliver gyset svært utroværdigt. Ikke desto mindre er novellen skrevet med et overbevisende overskud af fortællerglæde, der gør teksten til en ren fornøjelse.

Det samme gælder Robert Blochs ”A Question of Etiquette” om hekseri og narrestreger. En historie i Blochs vanligt galgenhumoristiske stil. En stil der kom til at tegne en hel gren af horrorgenren. Jeg bliver nok aldrig den store fan af Robert Blochs noveller, men det enkle, enkle sprog, han arbejder i, er imponerende og respektindgydende. Hans helt ukunstlede sætninger drives af korte, præcise beskrivelser og en skarp dialog, som det kun er få forundt at skrive. Om man er til hans tone eller ej, kan man lære rigtig meget om godt skrivehåndværk ved at læse Bloch.

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Antoligien lægger blødt ud med ovenfor nævnte historier, men så kommer Nictzin Dyalhis’ ”The Sea Witch”, bogens længste novelle. En historie der krydser genremæssige grænser og er lige så meget fantasy som gys, men er i virkeligheden mest af alt et kunsteventyr for voksne. ”The Sea Witch” er en hævnhistorie, der væves sammen med nordisk mytologi, vel at mærke uden brug af mytologiens oplagte skikkelser som eksempelvis Thor og Odin.

Nictzin Dyalhis’miljøskildringer er fremragende, og hele historien, der udspiller sig ved en efterårskold kyst, har noget af folkeeventyrets råhed og dragende kvalitet over sig. ”The Sea Witch” sætter således tonen for bogens anden del, hvor de stærkeste historier findes.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

H. P. Lovecrafts ”The Strange High House in the Mist” er den næste i rækken. Jeg har altid været rigtig, rigtig glad for Lovecrafts Lord Dunsany-pasticher, og ”The Strange High House” er blandt hans bedste. Prøv bare at finde din Grafton Lovecraft-omninus bd. 2 frem og læs første passage i novellen. Smukkere, mere stemningsmættet kan det dårligt blive, og det gælder for hele den fabulerende historie om drømme og virkelighedsforskydninger.

August Derleths ”The Drifting Snow” er ligeledes fremragende. Teksten plages af en tung, klodset dialog, men tematisk og handlingsmæssigt er det en af Derleths bedste horrorhistorier. I fortællingen afsøger han samme forfrosne vinterlandskaber, som han også beskriver i hans historier om Ithaqua – her er det bare et vampyrisk spøgelse, der kommer gennem sneen om natten. Alene billedet af spøgelset, der langsomt nærmer sig gennem den faldende sne i tusmørket, er så gribende, at hele novellens narrativ nærmest bliver overflødig.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Midt i Margulies litterære fejring af skatte hentet fra Weird Tales’ gemmer bliver Frank Belknap Longs ”The Body-Masters” hevet frem. Et stykke dystopisk SF, der virker tamt, efter Lovecraft og Derleth har leveret nogle af deres bedste værker. Faktisk er Belknaps novelle om sexrobotter slet ikke dårlig, men stemningsmæssigt falder den igennem og burde være placeret et andet sted i bogen. Ikke desto mindre er den blandt Belknaps bedre SF – hvilket, sandt at sige, ikke siger ret meget.

Kronen på værket er Robert E. Howards ”Pigeons from Hell”, hvis første kapitel i min verden er noget af det bedste, Howard skrev og noget af det bedste skrevne horror overhovedet. Fortællingen om hævn og sortmagi taber intensitet undervejs, men det betyder intet, fordi den viser alt, den behøver, i begyndelsen. To venner overnatter i et forladt hus og kommer ud for grusomme hændelser i nattens løb. Resten kan du næsten selv gætte. Den måde, som Howard får vævet naturerfaring og uhygge sammen, er uforlignelig. Med Howards beskrivelser af det ensomme sydstatsvildnis toner Weird Tales ud.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

I antologien demonstrerer Leo Margulies den brede vifte af stemninger og stilarter, der findes i Weird Tales Magazine. Med en historie som Leibers ”Spider Mansion” bekræfter han på den ene side den stereotype forestilling om pulpens letbenede, overfladiske underholdningsværdi. På den anden side maner han enhver tvivl om manglende litterære kvaliteter til jorden med bidrag som Lovecrafts og Howards.

Skulle jeg sammenfatte det bedste ved i Weird Tales-bladet, er der ikke noget bedre sted at søge hen end Margulies antologi. Gennem bogens sider føres man over et bredt spænd af historier, der lever på deres underholdningsværdi, litterære kvalitet eller begge dele. Bogen er måske en af de bedste pulpopsamlinger af sin slags. Bedre kan det næppe blive.

 

Novellerne:

Edmond Hamilton, “The Man Who Returned” (Weird Tales,  feb. 1934)

Fritz Leiber, “Spider Mansion” (Weird Tales, sep. 1942)

Robert Bloch, “A Question of Etiquette” (Weird Tales, sep. 1942)

Nictzin Dyalhis, “The Sea Witch” (Weird Tales, dec . 1937)

H. P. Lovecraft, “The Strange High House in the Mist” (Weird Tales, okt. 1931)

August Derleth, “The Drifting Snow” (Weird Tales, feb. 1939)

Frank Belknap Long, “The Body-Masters” (Weird Tales, feb.  1935)

Robert E. Howard, “Pigeons from Hell” (Weird Tales, maj 1938)

 

Robert Bloch, Psycho (1959): Mor er vred og skuffet…

Paperback, Corgi Books 1977

Robert Blochs Psycho fra 1959 var en moderat bestseller, men det var Hitchcocks filmatisering fra 1960, der for alvor gjorde bogen berømt. Ikke desto mindre er filmen langt bedre kendt end romanen, og når Bloch i resten af sit aktive forfatterliv blev beskrevet som ”The author of Psycho”, var det mindst lige så meget en reference til filmen som til selve bogen.

Blochs roman savner måske filmmediets ikonicitet, men der er tale om en rigtig fin choker, der ligger i grænselandet mellem gyser og krimi. Historien er de fleste vel bekendt med. Mary stjæler en stor sum penge fra på arbejde og flygter. Undervejs stopper Mary på et motel, Bates Motel, hvor hun brutalt myrdes i brusebadet. I romanen bliver hun faktisk stukket så mange gange, at hendes hoved falder af! Mordet bliver tilsyneladende begået af motelejeren Normans mor.

Paperback, Corgi Books 1977

Mary ville flygte til Fairvale med pengene, hvor Sam, hendes forlovede, bor. Da Mary meldes savnet, begynder Sam, Marys søster Lila samt en privatdetektiv at søge efter hende. Det fører dem ind i en dans om den varme grød, hvor Norman Bates efter bedste evne forsøger at skjule sine spor og beskytte sin morderiske mor.

Det springende punkt i historien, og her kommer jeg så med den store afsløring, er naturligvis, at der slet ikke er nogen mor. Stakkels forkvaklede, skizofrene Norman er selv både søn og mor. Udklædt som kvinde myrder han Mary i badet, fordi (sønnen) Norman er seksuelt tiltrukket af hende. Fanget i en spiral af skyld, skam og moderbinding har Norman i løbet af teenageårene udviklet sig til en isoleret transseksuel mand med en usund interesse i metafysiske og okkulte idéer. Nu lever Norman som eneboer i en bizar fantasiverden fyldt med idéer lånt fra de bøger, han læser.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Det gik galt for Norman, da der kom en mand imellem ham og moderen. I frustration myrder han begge og nulstillede efterfølgende tidens gang ved at udstoppe sin mor. I evig dialog med sig selv spiller han fra da af alle roller i huset og fortsætter barndomslivet, som intet var hændt – Norman og mor i lykkelig forening. Desværre for Norman er der seksuelle behov, som spænder ben for den lille tidslomme, han skaber sig. Drifter og begær, der ikke umiddelbart lader sig bremse, især ikke med whisky, hvilket Norman ellers forsøger.

Psycho er både i omfang og persongalleri en lille roman. Få aktører, få steder og få hændelser. Til gengæld bruger Bloch tiden på at dykke ned i persongalleriets indre – navnlig Normans – og viser os de psykologiske kompleksiteter bag personernes handlinger.

Hardcover, Simon and Schuster 1959. Bogens 1. udg

Bogen er meget, meget fint komponeret. Normans dobbeltidentitet bliver først afsløret i sidste øjeblik, men Bloch har løbende lagt små antydninger ind i teksten, der viser hvad, der ligger i vente. Faktisk bliver hele romanens tematik om moderbinding og undertrykt selvværd udlagt i første kapitel (Corgi Books, s. 8). Norman læser her om inkaernes mytologi og fantaserer over en passage i bogen, der i virkeligheden er et blik ind i Normans forvrængede virkelighed. I bogen beskrives det, hvordan en gammel heks får hele inkastammen til at danse under deres offerritualer. Heksen slår takten an og stammen følger trommernes bud.

Parallellen til Norman, der selv danser til heksens tromme, er åbenlys. Normans mor er naturligvis heksen ved trommen, der styrer alt, men billedet rækker også videre end Norman. Mary, uskyldige Mary, er nemlig også del af dansen. Mary drømmer om frihed. I hendes tilfælde er det ikke moderens kvælende skygge, der tynger, men ansvar – et ansvar for Lila, økonomisk ansvar og erkendelsen af, at livet langsomt passerer hende forbi, uden hun har fundet sig selv. Hos Norman fører de undertrykte behov til drab, hos Mary fører de til uigennemtænkt, håbløst tyveri.

Paperback, Crest 1961

En af de ting i Psycho, der gør romanen så ubehagelig, er det element af vilkårlighed, som Bloch leger med. Mary stopper tilfældigvis på Bates Motel med fatale følger. Og hendes tilfældige død trækker en stribe af mord med sig.  Det er ikke et gotisk monstergys, som Bloch har skrevet. Det er det stik modsatte – det er slet og ret en roman om mennesker. Norman Bates er ikke et monster, han er en helt almindelige ualmindeligt syg mand. Bates kunne være din nabo eller kioskejeren nede på gadehjørnet. Lila, Marys søster, sætter tingene på spidsen, når hun til sidst i roman siger, at hun faktisk ikke er vred på Bates – hun har ondt af ham. Norman Bates har intet at gøre med de maskinelle slashere, som han senere er blevet slået i hartkorn med. Han er en stakkel; en syg mand, og hele historien i Psycho en uforudsigelig, tragisk hændelse.

Vilkårlighedens rolle i romanen indfanges på rammende vis, da Mary under sin flugt beslutter at bøje fra hovedvejen. Hun holder i et kryds og vælger den forkerte afkørsel. Hun skulle være i idylliske Fairview (et næppe tilfældigt valgt forlokkende navn), men havner i stedet i helvede. Bloch forsøger med andre ord at skræmme os med tilfældighedernes gru. En forkert afkørsel og livet slutter. Ingen kender det, der ligger i vente, ingen kan forberede os på verden.

Paperback, Warner Books 1982

Jeg har før, her på bloggen, udtrykt lidt modvilje mod Blochs humoristiske tone. I Psycho er den behageligt nedtonet til nogle ironiske betragtninger og lidt sarkasme. Ikke desto mindre vil jeg mene, at romanen som helhed er én lang galgenhumoristisk kommentar til livets skrøbelighed. Bogen er absolut ikke morsom, men den har trods det noget satanisk-drilsk over sig. Og den sorte humor er faktisk noget, der styrker historiens virkning, fordi den lægger op til et grin, der gradvist forstummer, når romanens budskab går op for læseren.

Psycho er mesterligt udtænkt og skrevet i et trimmet sprog, der let kan måle sig med en knaphedens mester som Ira Levin. Jeg tror faktisk ikke, at Bloch som forfatter blev bedre end det, han leverede i Psycho. Bogen er et lakonisk snøft over verdens nådesløse uretfærdighed. En beretning om brutalitet og afmagt. Og bogens budskab står klart tilbage:

Norman Bates er ikke noget monster – han er dig og mig.

Paperback Tor Books 1989

Paperback, Robert Hale 2013

Paperback, Overlook Press 2011

Paperback, Overlook Press 2010

Paperback, Corgi Books 1982

Paperback, Bruna 1962

Paperback, Award Books 1975

Hardcover, Robert Hale 1960

Hardcover, Gauntlet Press 1994

Hardcover, Crest 1963