Tag Archives: Robotter

Waiting for the Machines to Fall Asleep, red. Peter Öberg (2015): Svenske dystopier

Forget about cheap furniture, meatballs and crime fiction. Sweden has so much more to offer…

I kølvandet på nogle af de diskuterende indlæg, der har været her på bloggen, er det interessant at se nærmere på en antologi som Waiting for the Machines to Fall Asleep, der udkom på det lille svenske forlag Affront tilbage i 2015. Bogen er en samling af 26 SF-noveller skrevet af svenske forfattere. Novellerne, der alle er på engelsk, er tænkt som et internationalt vindue ind i det, der rører sig på den svenske SF-scene i disse år. Idéen er fremragende, og selvom jeg måske ikke ligefrem er begejstret for alle historier i bogen, må jeg blankt erkende, at Peter Öberg og forlaget Affront har skabt en gennemarbejdet udgivelse, der både i redaktion og udstyr byder sig til med en professionalisme, der ligger et stykke over det, vi møder i eksempelvis Science Fictions-Cirklens udgivelser.

Paperback, Affront 2015. Forsiden er skabt af Andreas Raninger

Der er ikke noget overordnet tema for bogen, og novellerne stikker derfor i mange retninger. Dog bemærker man hurtigt, at der er en række fællesnævnere i historierne. De dystre fremtidsudsigter er gennemgående, det samme er de stærke kvindelige hovedpersoner og endelig er der fremstillingen af teknologien som et fremmegørende element, der tager magten fra individet. Det er velkendt stof, som fraregnet det feministiske perspektiv ikke kan siges at være synderligt revolutionerende indenfor genren. Vi er dog heller ikke blevet lovet nogen revolution i bogen, der desværre mangler en indledning, men det er alligevel slående at konstatere, at ny svensk SF ligner klassisk amerikansk SF til forveksling.

Man kan da også spørge sig, hvori det svenske islæt egentlig består. Eller rettere om det giver mening at promovere en bog som specifikt svensk, hvis indholdet ikke afspejler dette? Mange af bogens noveller tager dog udgangspunkt i Sverige og bruger svenske navne og steder, men det stikker ikke dybere end det. Det svenske perspektiv bliver mest af alt en tynd fernis over universelle eller generiske genrefortællinger. Et krydderi, om man vil, der giver læseoplevelsen en diskret drejning i en ny retning.

Den drejning kunne sådan set være nok, men jeg føler alligevel, at der er et tabt potentiale, som muligvis hænger sammen med forfatternes meget loyale, for ikke at sige klichéfyldte, tilgang til indholdet i deres historier. Man kan sige, at et mere tydeligt engagement i svenske forhold og kulturliv automatisk ville have skabt en bedre samklang mellem historiernes miljø og tematikkerne i handlingen. Præcis den slags har krimilitteraturen været god til, og måske kunne SF-litteraturen generelt lære noget her ved at få hovedet ud af de uforpligtende abstraktioners sky og se mere konkret på den verden, der omgiver os.

Med et så loyalt udgangspunkt i genretypiske problemstillinger er det imidlertid tvivlsomt, om forfatterne i Waiting for the Machines to Fall Asleep egentlig har ret meget på hjertet. Det er i hvert fald tydeligt at drivkraften bag hovedparten af fortællingerne er et ønske om at skrive filmiske, handlingsorienterede spændingshistorier, der først og fremmest benytter dystopien som en scenisk ramme, uden der ligger det store budskab bag dette. Tekster behøver heller ikke have store budskaber, men hvis teksten ikke står på egne ben og kun mimetisk forsøger at formidle et andet kunstnerisk medies formsprog, bliver det for tamt og kraftløst.

En novelle som Hans Olssons ”The Melody of the Yellow Bard” om videnskabsmænd, der rejser gennem et ormehul for at undersøge en fremmed planet, kan her trækkes frem som et arketypiske eksempel på intetsigende genre-tomgang. Det samme kan siges om Markus Skölds ”Outpost Eleven”, der er endnu en filmisk pastiche uden nogen sproglig nerve, men med ivrige (fejlslagne) forsøg på at skabe gys og spænding.

Paperback, Affront 2015

Naturligvis er der også underholdende ramasjang i bogen, som Love Kölles ”Jump to the Left, Jump to the Right”, og der er også historier, som formår at løfte fortællingen og skabe noget, der rent faktisk gør indtryk.

Den første novelle, som fortjener at blive trukket særligt frem, er Jonas Larssons ”Punch Card Horses”. Den sikkert fortalte historie formår med et nedtonet sprog at sætte liv i ellers ganske slidte, såkaldte ”steampunk”-klichéer. Det underspillede i novellen om en svensk landmand, der mere eller mindre tvinges til at udskifte sin gamle trækhest med en mekanisk hest er rørende og fascinerende, takket være det lag af folkeeventyr, som Larsson væver ind i sproget. Han får dermed et dybt uoriginalt udgangspunkt vendt til en genrefortælling, der bliver nærværende og langt mere engagerende end mange af de buldrende actionfortællinger, som bogen byder på.

En anden novelle, som hurtigt gør sig positivt bemærket, er veteranen KG Johanssons ” The Membranes in the Centering Horn”. Novellen er strengt taget i periferien af SF-genren og må nærmere betragtes som jungleeventyr i Rider-Haggard-traditionen. Det er imidlertid en biting. Johanssons rutinerede, sikre skrivestil leverer uden svinkeærinder en fortælling i et tidløst udtryk, som kunne være skrevet hvornår som helst i løbet af de sidste 100 år. Til forskel fra ganske mange af bogens øvrige bidrag fornemmer man her, at Johansson for længst han fundet sin forfatterstemme. Det giver ro og overskud i teksten. Nogen stor historie er der ikke talte om, men når man læser sig igennem antologien og endelig ankommer hos Johansson, mærker man straks som læser, at vi her har forladt amatørernes verden og nu er i sikre hænder. Johansson er den dygtige håndværker, og værdien af godt håndværk bliver i den grad åbenlyst, når man sidder med en samling som denne.

Det absolut stærkeste bidrag i bogen er imidlertid Sara Kopljars kompromisløse ”The Mirror Talks”. En kvinde ønsker sig for alt i verden et barn og bestiller en kunstig dreng – altså en robot. Det går godt den første tid, men snart begynder kviden at føle sig fremmedgjort over for barnet, der ligner og opfører sig som et lille menneske, men robotten lærer og agerer alligevel ikke rigtigt som et egentligt individ. Det udløser vrede og frustrationer i kvinden, som emotionelt ikke ved, hvordan hun skal håndtere det lille væsen i sin lejlighed, som hun både hader og elsker. Hun begynder gradvist at mishandle barnet i en eskalerende spiral, der fører fortællingen ud i en grumt og stærkt frastødende terræn.

Selve grundtematikken i novellen er velkendt, men Kopljar skriver med en rå emotionel styrke, som vitaliserer temaet og i en relativt kort novelle formår at ramme essensen i hele det forhold mellem menneske og maskine, som så mange af bogens historier kredser om. Modsat de fleste andre skriver sara Kopljar imidlertid ud fra et dybt personligt ståsted og dykker ned i et emotionelt morads, der griber os med sin ærlige og grænseoverskridende brutalitet. Alene ”The Mirror Talks” er hele Waiting for the Machines to Fall Asleep værd at læse, fordi novellen rammer rent og griber sin læser i nerverødderne. Den er det stød, den radikale vision, som har manglet i stort set alle bogens øvrige noveller.

Hvor hovedparten af historierne bevæger sig rundt i et univers, der lugter af popcorn, er ”The Mirror Talks” et af de få bud på en litterær tilgang til SF-litteraturen, der ikke lukrerer på et overgjort spændingselement som væsentlig drivkraft. Modsat de forpustede helte og antihelte i bogens øvrige noveller står kvinden i Kopljars novelle sårbar og angrebet af sig selv og sit følelsesliv.

Selvom jeg ikke er lige begejstret for alle historierne i Waiting for the Machines to Fall Asleep, er selve idéen bag projektet fremragende. Det er en glimrende status og tidsbillede på SF-litteraturen, som den ser ud lige nu, og man kunne overveje at udsende en lignende bog herhjemme. Det er derfor også relevant og lærerigt at opsøge Peter Öbergs antologi, blot må man forberede sig på, at det fremmede og særligt svenske i forbløffende grad ligner noget, vi kender i forvejen.

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

Paperback, Ace Books 1968. forsiden er malet af Jack Gaughan

Her skal vi se lidt nærmere på den feterede Philip K. Dicks første roman Solar Lottery, der så dagens lys i 1955. Dicks mange meritter som forfatter skal jeg ikke opliste her, men blot konstatere, at man retrospektivt kan genkende ting i debutromanen, som fik stor betydning i det senere forfatterskab. Bedømt ud fra denne bog alene ville man dog næppe spå Dick nogen lang og glorværdig karriere. I hvert fald ikke en karriere, der skulle føre ham ud i så utroligt og tankevækkende terræn, som det rent faktisk blev til. Det skal jeg vende tilbage til.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid; samfundet er blevet indrettet som et diktatur, hvor diktatoren, kaldet ”The Quizmaster” bliver udvalgt tilfældigt blandt dem, der vælger at stille op til posten. Samtidig med udvælgelsen af diktatoren bliver en drabsmand eller morder tilfældigt udvalgt, hvis opgave det er at dræbe den nyvalgte diktator. Diktatorens ansvar er nu at styre sit folk efter forgodtbefindende, men samtidig også at beskytte sig imod morderens attentater. Nogle diktatorer overlever længe, andre dør nærmest øjeblikkeligt, men konsekvensen er principielt den, at magten holdes i skak og, at der sikres retfærdighed igennem tilfældighed. Som ekstra dimension i dette bliver alt omkring både morder og diktator transmitteret som underholdningsfjernsyn til masserne, der på den led kan følge ”den politiske udvikling” hen over aftenkaffen.

Paperback, Ace Books 1955. Bogens første udgave, hvor den udkom som såkaldt dobbeltroman

Midt i alt dette møder vi den unge bureaukrat Ted Bentley, der bliver fyret fra sit arbejde og nu håber at kunne gøre sig en karriere i det politiske system. Han lykkedes ikke med selv at blive Quizmaster, men han bliver ad omveje indrulleret i den siddende diktator Reeze Verricks administration, netop som denne står for fald. Det får alvorlige konsekvenser, og vores unge hovedperson befinder sig snart i den politiske orkans øje og i et komplot, der indbefatter en kybernetisk lejemorder, talfusk i systemet, kærlighed og et enormt magtbegær. Dertil kommer så også en underliggende mystisk eller religiøs dimension, som længe lever sit eget liv i handlingen, men som henimod slutningen gradvist føjer sig ind i historiens hovedspor.

Solar Lottery er på alle måder et tidstypisk stykke fiktion. Den er et eksempel på klassisk, handlingsorienteret pulp, med en historie, der er centreret om en mandlige hovedfigur konflikt med andre alfahanner. Det er de slagkraftige karakterers univers, som vi her befinder os i, og handlingens primære fremdrift er konfrontation og ildkamp. Denne opskrift kender vi til hudløshed, og Dick føjer intet nyt til udtrykket. Faktisk kan man sige, at hans debutroman hører til i den mere kluntede ende af pulpgenren, fordi han besværer sin fortælling med alt for meget sidehistorie. Den fejl ville den skarpslebne Robert Heinlein eksempelvis aldrig begå.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982)

Der, hvor romanen alligevel tillader os at se den feterede Dick in spe, ligger i bogens miljø, men først og fremmest ligger det diskret i baggrunden af selve sprogtonen. Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.

I dette 50’er-udtryk står Dicks stemme interessant, fordi der under hans grundlæggende satiriske fremtidsvision, som sagt, skjuler sig en mystisk åre, der tager disse talforestillinger om tilfældighed mere alvorlig end som så. Tilfældigheden bliver noget, der ligger forsynet snublende nær, og man fornemmer, at mennesket i Solar Lottery i virkeligheden leger med kræfter, som de dybest set ikke helt forstår. Små ti år senere skrev Dick The Man in the High Castle, og forbindelseslinjerne imellem de to bøger er ganske åbenlyse.

Hardcover, Rich & Cowan 1956. romanen blev også udgivet under denne alternative titel

Solar Lottery favner pulpudtrykket fuldstændig, og Dick har ikke haft til hensigt at skrive andet end præcis den type fortælling, der var moderne på dette tidspunkt. Noget i Dicks natur har imidlertid lagt noget uventet, en form for mislyd, ind over handlingen og udtrykket, som trækker fortællingens udtryk bort fra det rendyrkede og giver det en snert af noget andet. Det er ikke ret meget, men tilstedeværelsen af disse antydede metafysiske idéer er alligevel nok til, at man bemærker dem – ikke mindst takket være Dicks senere tekster, som hjælper os til at identificere hans bagvedliggende tanker i en tidlig bog som Solar Lottery.

Dicks debutroman synes først og fremmest at kunne takke sin udgivelse det faktum, at genren var så utrolig populær i midten af 50’erne, og det forhold, at Dick samtidig gør meget lidt for at udfordre det ønskede udtryk. Det er imidlertid vores held, at Dicks romankarriere blev skudt i gang, for han voksede efterfølgende bog for bog, frem til den mentale formørkelse slugte ham helt til sidst.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1957

Solar Lottery er dermed også en form for ikke helt vellykket svendestykke. En fortælling, som leverer det forventede uden dog at gøre det helt overbevisende. Den blev imidlertid også adgangsbilletten til mere, og det er præcis dette, som vi skal tage med fra bogen. Historien var Dicks vej ind i romanformen, som blev det udtryk, han skulle komme til at excellerer i og udvikle sig mere og mere originalt indenfor; navnlig i løbet af 60’erne. Her gav forandringer i kulturen og litteraturen Dicks særlige udtryk vind i sejlene, men det er stof til et senere indlæg.

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Panther 1959

Paperback, Arrow Books 1972

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Macmillan 1990. Bemærk det lille citat af LeGuin. Solar Lottery sælges her på baggrund af det senere forfatterskab, hvilket må karakteriseres som en noget optimistisk form for markedsføring

Paperback, Macmillan 1992

Paperback, Vintage Books 2003

Paperback, Gollancz 2003

Paperback, Mariner Books 2012

1 kommentar

Filed under Roman

Frank Herbert, The Eyes of Heisenberg (1966): Om perfektionens umulighed

Paperback, New English Library 1976. Fantastiske Ian Miller har illustreret forsiden. Den har ikke meget med handlingen at gøre, men billedet er alligevel helt fantastisk

Paperback, New English Library 1976. Fantastiske Ian Miller har illustreret forsiden. Den har ikke meget med handlingen at gøre, men billedet er alligevel helt fantastisk

Med den velestimerede forfatter Frank Herberts The Eyes of Heisenberg bevæger vi os langt ud i fremtiden. Mindst 80.000 er gået, og alt har forandret sig, om ikke til ukendelighed, så i hvert fald ganske, ganske dramatisk. Verden, som vi kender den, har ophørt med at eksistere, og billedet af fremtidens dystopiske liv er ikke køn læsning. To klasser har udviklet sig; ”Folket” og de såkaldte ”Optimen”. De sidste er genmodificerede, optimale (for at bruge bogens terminologi) mennesker, der takket være en særlig heldig genetisk sammensætning har opnået evigt liv. Resten af befolkningen er også blevet optimeret, men savner den sjældne genetiske sammensætning, der fører til kropslig perfektion.

Hovedparten af jordklodens beboere er sterile, men enkelte individer er i stand til at få børn, og når det sker, er det lægevidenskabens opgave at optimere fosteret genetisk før fødslen for at sikre, at barnet bliver så optimalt som muligt. Drømmen er naturligvis, at man måske kan skabe en ny udødelig Optiman, men det sker så sjældent, at det næsten er blevet en mytisk begivenhed. Ikke overraskende er det klassen af Optimen, der styrer verden, mens de lever i ophøjet isolation fra rosset, der behandler de udødelige som afguder.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Da vi træder ind i historien, er det unge par Harvey og Lizbeth Durant til en fertilitetssamtale hos lægen, der skal justere (’to cut’, som de kaldes i bogen) deres foster. Her må det indskydes, at befrugtningen og graviditeten ikke foregår i moderen, men i dertil indrettede kar. Mand og kvinde leverer derfor kun råvarerne til barnet, lægerne ordner resten. Som gestus er det imidlertid tilladt for folk at se lægerne justere deres kommende barn, og det vælger Liz og Harvey. Det er en udsædvanlig beslutning, som skyldes, at det unge par ikke har helt rent mel i posen. De tilhører nemlig en oprørsk undergrund, der kræver kontrollen over deres børn tilbage fra Optimen-klassen og deres håndgangne læger.

Dermed er vi også kommet på sporet af en væsentlig side af handlingen. Harvey og Liz venter sig nemlig et barn, der med al sandsynlighed er en ny Optiman, og derfor er der pludselig mange interessenter, som melder sig på banen. Tingene tager imidlertid hurtigt fart og det, der begynder med et stille oprør fra parrets side, ender i en borgerkrigslignende situation, hvor folk dør i hobevis. Og så har jeg slet ikke nævnt gruppen af såkaldte Cyborgs, der også blander sig i sagen som tredje part.

En meget ung Frank Herbert (8. oktober 1920 – 11. februar 1986) ved tasterne i 1950'erne

En meget ung Frank Herbert (8. oktober 1920 – 11. februar 1986) ved tasterne i 1950’erne

The Eyes of Heisenberg er på mange måder et ganske tidstypisk værk. Idéerne, Herbert udfolder, forfulgte han efterfølgende mange gange i sine senere arbejder, men som de står her, oser de langt væk af deres tilblivelsestid og de bekymringer, som den fremskridtsorienterede ”rumalder” udløste. Helt grundlæggende for bogen forsøger Herbert at skitsere et samfund, hvor mennesket er blevet fremmedgjort fra sig selv. Individet har fortonet sig til fordel for en dyrkelse af kroppen, hvorved menneske og maskine gradvist har nærmet sig hinanden ganske meget. Man optimerer kroppen ud fra samme funktionsbaserede logik, som man optimerer maskiner, og resultatet er blevet en verden, hvor kropslig perfektion er slutmålet. Desværre aner kun de færreste, hvad de skal stille op med deres perfekte legemer, og den herskende klasse af Optimen bestiller derfor heller ikke andet end at vegetere hen i en stille døs af euforiserende adspredelser og kedsomhed.

Nu er jeg ikke naturvidenskabsmand og må blankt erkende, at jeg aldrig havde hørt om Heisenbergs usikkerhedsprincip, som bogens titel refererer til, før jeg læste Wikipidia-opslaget om dette. For lægfolk som mig betyder Heisenbergs princip (tror jeg), at der altid må påregnes et usikkert eller kaotisk element i alle matematiske forhold. Total sikkerhed findes ikke. Præcis det har Frank Herbert taget op i bogen, der beskriver et samfund i tilsyneladende perfekt, eller sikker, status quo. Samfundet, kulturen, og mennesket er blevet gennemmekaniseret og står nu stille i et kulturelt dødvande. Mens kroppen dyrkes og livet fortsættes, dør menneskene sjæleligt. Det mekaniske, konservative samfund kvæler sig selv i perfektionens utilsigtede, selvdestruktive, åndlige stilstand. En rigtig fascinerende tanke.

Paperback, Berkley Books 1966. Romanens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1966. Romanens 1. udg.

Romanen udkom oprindelig som føljeton i to dele under titlen ”Heisenberg’s Eyes” i magasinet Galaxy, og det episodiske kan ikke fornægtes. Selvom Herbert har bearbejdet teksten noget, før den kom som bog, har den en ujævn karakter og foretager nogle stedvist overraskende stemningsmæssige skift, som givetvis skyldes, at teksten er skrevet løbende, som bladene udkom. Det gør bogen æstetisk svingende, men ikke desto mindre har både de første og sidste kapitler en helt særlig, grum stemning, som er svær ikke at lade sig gribe af.

De første mange sider, der beskriver det unge par hos lægerne, mens deres foster skal justeres, har en brutal kulde over sig, hvor hele det mekaniske, lægevidenskabelige monster af et samfund tårner sig op over læseren. Fremmedgørelsen er fuldstændig og synes helt uden håb. Herbert svælger her i fascistoid kulde og kropsforskrækkelse. Han sætter tingene på spidsen, da det står klart for Liz Durant, at det eneste sted, hun kan skjule sit foster for læger og Optimen, er ved at få det lagt op i livmoderen. En uhyrlig, barbarisk praksis, som Liz må acceptere, hvis barnet skal forblive hendes.

Paperback, Sphere 1968

Paperback, Sphere 1968

I de sidste kapitler må dystopien vige pladsen for den lettere udsyrede konfrontation mellem folket og de få Optimen. Fastlåst i konservativ ækvilibrium og total stilstand viser det sig, at de fine, perfekte legemer, som herskerne har, slet ikke kan holde til folkets uro og kaos. Forsamlingen af Optimen begynder ganske enkelt at falde fra hinanden, da de stilles ansigt til ansigt med den voldsomhed, kreativitet og det engagement, som sammenstødet med folket har udløst i dem.

Her bevæger Herbert sig pludselig over et i metaforisk plan, hvor han cementerer sit synspunkt om, at (kropslig) perfektion aldrig vil kunne eksistere, fordi den kun kan eksistere momentant, før noget har forandret sig, og den perfekte konstellation derved er ødelagt. Optimenklassen har kun kunnet opnå perfektion ved at fryse øjeblikket og foldholde dem i total passivitet. Derved er de blevet uforanderlige, men samtidig mistede de deres individualitet eller hele deres væsen om man vil.

Paperback, Berkley Books 1972

Paperback, Berkley Books 1972

Der var revolution i luften i ’66, da Frank Herbert skrev fortællingen, og der er revolution i luften, da fremtidens folk rejser sig mod den herskende klasse. Bogen kunne derfor let opfattes som bredside mod en konservativ forældregeneration, der ikke forstår sig på ungdomsoprør og deres råb om medindflydelse, demokrati og social retfærdighed. Det kan sikkert også være meget rigtigt, men så skrev Herbert om rørelser, han så fra sidelinjen uden selv at være del af de unges oprør. Han var 46 på det tidspunkt og dermed absolut ikke en af de unge. Herbert sigtede snarere, under indtryk af sin samtid, efter at skildre langt større tendenser.

Herberts kritik af en vestlig kultur, der konstant arbejder for at optimere sig selv både teknologisk og kropsligt, er dybtfølt og fortsat relevant.  Bogen rejser i hvert fald spørgsmålet om, hvad vi egentlig jagter? Hvilke værdier vi forventer at finde, der hvor fremskridtets regnebue ender? Herbert giver os skam også svaret: Intet. Der ligger intet derude, bag perfektionens mållinje. Kun stilstand og stagnation. Men ikke nok med det: Hvis perfektionen skal gennemføres, kræver det, ifølge Herbert, uoverskuelige sociale og demokratiske ofre.

Paperback, Sphere 1973

Paperback, Sphere 1973

Skal vi tage Frank Herberts advarsel for pålydende, er spørgsmålet desværre om vi i det hele taget er i stand til at styre uden om den udvikling eller om, vi med deterministisk sikkerhed har indrettet os sådan, at samfundet kun kan følge de spor, som her beskrives?

Ren kulturpessimist er Herbert dog ikke, for folket rejser sig jo mod systemet; det er jo det hele bogen handler om. Der med andre ord håb forude, men hold op, hvor bliver det sort, før det vender igen.

Godt det først sker om 80.000 år!

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, New English Library 1983

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Tor 2002

Paperback, Tor 2002

Galaxy, juni 1966. Magasinet hvor første del af historien udkom

Galaxy, juni 1966. Magasinet hvor første del af historien udkom

Galaxy, august 1966. Bladet med anden og sidste del af historien

Galaxy, august 1966. Bladet med anden og sidste del af historien

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Nick O’Donohoe, Too, Too Solid Flesh (1989): Menneskemaskinens eksistentielle angst

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Det kan være svært at tro i dag, men rollespilsfirmaet TSR forsøgte faktisk, da de var på toppen af deres kommercielle succes, at udsende skønlitteratur, der ikke udspiller sig i en af firmaets spilverdener. En af de mest interessante bøger i den sammenhæng er Nick O’Donohoes nærfremtidsroman Too, Too Solid Flesh fra 1989. Jeg tager hatten af for TSR, fordi deres forlagsvirksomhed fandt plads til en bog af den type. Romanen er skæv og krævende uden at være rettet specifikt mod det rollespillende publikum.

Faktisk viser Too, Too Solid Flesh, at TSR havde overskud til og ambitioner om at nå ud over spilmiljøet. Bogen rækker bredt armen frem mod et SF-interesseret publikum og forsøger måske endda at nå helt ud til læsere, der ikke nødvendigvis er synderligt begejstrede for genrelitteratur. Bogen er i hvert fald et vidnesbyrd om et forlag, der turde satse.

Paperback, TSR 1989

Paperback, TSR 1989

Man må ikke være blind for, at TSRs enorme succes med Margaret Weis’ og Tracy Hickmans Dragonlance-serie, hvis første bind så dagens lys i 1984, skabte et økonomisk råderum, der gjorde det muligt for forlaget at udsende smallere titler. Desværre gik TSR først i 90’erne hårde tider i møde, og de litterære eksperimenter forsvandt hurtigt fra forlaget. I stedet fokuserede man snusfornuftigt på fladpandet bestsellermateriale, der trak direkte på selskabets spilmateriale. Sammenligner man eksempelvis en gennemført pauver roman som R. A. Salvatores Homeland fra 1990 med O’Donohoes Too, Too Solid Flesh, bliver det pinagtigt illustreret, hvordan TSRs redningsplanker kom til at se ud. Fra 1990 og frem var det næsten kun småinfantil fantasy, som selskabet udsendte i store mængder, og ganske overraskende lappede læserne det i sig.

Desværre er TSRs udvikling ikke unik. Spilfirmaer som Games Workshop og White Wolf benyttede ligeledes deres kommercielle succes til at udsende spændende og tankevækkende litteratur, men i det øjeblik salgstallene begyndte at dale, vendte selskaberne sig mod fiktion baseret på deres egne spilprodukter og ikke mindst baseret på spillenes præmisser. Derved blev al kreativiteten og originaliteten suget ud af værkerne og efterlod deres bøger som knap nævneværdig dum fanboy-fiktion.

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1984

Hvad er Too, Too solid Flesh så for en roman?  Historien tager os, som sagt, til en nær fremtid og udspiller sig i et dystert New York, der emmer af koldkrigsstemning, atomkrigsgru og cyberpunk. Her, midt i al dystopien, finder man et lille teater nær Broadway, der har specialiseret sig i Shakespeares Hamlet. Det særlige er, at hele skuespilstruppen er andrioder, altså kunstigt skabte mennesker. Androiderne ligner stort set mennesker i et og alt, men de er skabt til at spille og være som deres rolle i stykket. Det har naturligvis afgørende betydning i forhold til deres livssyn og ageren i verden.

Historien begynder da den tekniker, der har det overordnede ansvar for andrioderne, bliver fundet død på teateret. Umiddelbart bliver dødsfaldet betragtet som en ulykke, men noget kunne tyde på et mord. Derfor bliver der hyret en opdager, der må gå undercover som android på teateret og forsøge at komme til bunds i sagen.

Paperback, TSR 1990

Paperback, TSR 1990

Opdageren får rollen som Horatio og kaldes ikke andet igennem hele romanen. Nu vil de fleste sikkert vide, at Horatio er Hamlets bedste ven og fortrolige. Det betyder naturligvis også, at han bliver venner med androiden Hamlet på teateret. Hamlet blander sig hurtigt i opklaringsarbejdet, fordi han opfatter mordet på teknikeren som mordet på sin far.

Dermed er der også åbnet for den komplicerede dobbelte handling, der på den ene side gentager teaterstykket Hamlets historie, og på den anden side udfolder en mordgåde, hvis eksistentielle problemstillinger hentes i stykkets temaer. Et væsentligt omdrejningspunkt er selvfølgelig, at teaterets androider ikke kan gøre andet end at agere og gentage skuespillets mønstre. De er skabt til at tænke og handle som stykkets roller. Mordet er imidlertid en form for intervention ind i teaterets orden, der pludselig lader stykkets blodige fortælling finde vej ud i virkeligheden.

Paperback,  Paperjacks 1986. En af O'Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Paperback, Paperjacks 1986. En af O’Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Too, Too Solid Flesh diskuterer spørgsmål om ansvar og personlig frihed, og gør det gennem den moderne, dystre reception af Hamlet-figuren. Den sortseende prins med de morbidt melankolske monologer får tilmed lov til at sætte ord på flere af de etiske temaer, der har optaget filosoffer siden Anden Verdenskrig. Det, der med andre ord står i centrum for handlingen, er spørgsmålet om menneskets værdighed.  Menschenwürde, som det kaldes i den tyske etiske filosofi, der har haft dominerende betydning på feltet, bliver aktualiseret gennem androiderne og den brug-og-smid-væk-mentalitet, som teaterets ejere udviser i forhold til deres kunstige skuespillere. Det er skrap etisk kost, som Nick O’Donohoe tumler med.

Tematisk er Too, Too Solid Flesh spændende, og formen er udfordrende og fascinerende, men helheden er desværre ikke specielt vellykket. Sprogligt er bogen kluntet og dialogen ulykkeligt kunstlet. Det skyldes delvist, at den læner sig op ad Hamlet-stykkets ordunivers, men også fordi O’Donohoe har vanskeligt ved at formidle sine dialoger. Teksten føles mest af alt som et teaterstykke med angivelse af roller, replikker og scenebeskrivelser. Det kan der være en pointe i, men havde det været tiltænkt, burde skridtet være blevet taget fuldt ud. I den form det har nu, bliver det tungt og ubehjælpeligt.

Det samme gælder selve mordmysteriet og dets opklaring. Handlingen har tydeligvis ikke interesseret O’Donohoe meget. Han har arbejdet med monologerne og karakterernes eksistentielle overvejelser, mens selve mordmysteriet kun er et alibi, der skal holde sammen på det hele. Og fordi mordmysterier aldrig får lov at komme i forgrunden, bliver opklaringsarbejdet tilfældigt og ligegyldigt. Alt løses med computere, og man kan undre sig over, hvorfor der i det hele taget har været brug for at få en opdager sneget ind på teateret.

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O'Donohoe-titel

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O’Donohoe-titel

For en god ordens skyld må jeg dog nævne, at der stedvist er fine beskrivelser i bogen. Eksempelvis de herlige antropomorfe væsner, som Horatio og Hamlet bliver konfronteret med eller alt det mildest talt bizarre bohave, der står i newyorkernes hjem. Jeg synes især idéen om den levende seng med kød og hud, der altid har kropstemperatur, er modbydeligt fascinerende.

Trods velartikulerede moralske problemstillinger og stedvist kreative idéer har Too, Too Solid Flesh ikke ret meget at byde på som roman. Ikke desto mindre er den et vidnesbyrd om et overskud hos TSR, der kunne udmøntes i noget anderledes og grænsesøgende. Det er en skam, at de ikke fortsatte i det spor. Trods romanens svagheder fortjener forlaget en præmie for at have gjort et forsøg på at flytte deres fiktion et andet sted hen. Den er et udtryk for alt det, som TSRs skønlitterære gren kunne være blevet til. Tænk over det, hvis du render ind i Nick O’Donohoes debutroman i en rodekasse et sted.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Ira Levin, The Stepford Wives (1972): Den forlorne hjemlige hygge

Paperback, HarperCollins 2002. Min desværre ganske tamme udgave af romanen

Paperback, HarperCollins 2002. Min desværre ganske tamme udgave af romanen

The Stepford Wives (1972) er en af de romaner, der er blevet så berømt, at den på lige fod med eksempelvis Frankenstein har ormet sig vej ind i sproget. Hun er en ren ”Stepford wife” og så videre. Uden at have læst bogen eller set en af filmatiseringerne ved de fleste sikkert, hvad der menes. Levins hysterisk arbejdsomme, perfekte husmødre er blevet billedet på den forlorne familieidyl. Et billede på forræderisk småborgerlig forstadsromantik. En facade, der dækker over grumme hemmeligheder. Det ironiske er, at bogen i så høj grad er blevet reciperet, at selve romanens indhold til tider bliver glemt.

Den relativt korte historie udspiller sig i det idylliske forstadsmiljø Stepford, hvortil Joanna og hendes mand Walter netop er flyttet. De er rykket til byen med deres to børn, og alt ånder fred og ro. Joanna arbejder på en karriere som fotokunstner. I virkeligheden er hun nok i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige valg at flytte fra storbyen. Ikke desto mindre har Stepfords rolige atmosfære en stor tiltrækning på parret.

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, HarperCollins 2002

Walter bliver hurtigt medlem af den lokale mandeforening, der mødes flere gange ugentligt for at spille kort og snakke. Mange af Stepfords mænd er med i foreningen, mens kvinderne foretrækker at blive hjemme og holde huset. Den prioritering støder Joanna, der har været aktiv i kvindebevægelsen. Heldigvis bliver hun veninder med en anden tilflytter – den lidt forhutlede Bobbie, der ligeledes er kommet til forstaden mand og børn.

Sammen forsøger Joanna og Bobbie at få mobiliseret Stepfords smukke husmødre, men uden held. De elsker deres arbejde i hjemmet og nægter at engagere sig uden for huset. Først da Joanna og Bobbie render ind i Charmaine, finder de en ligesindet. Charmaine har boet i Stepford noget tid, og hun kan en skrækhistorie eller to om byens perfekte husmødre.

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Charmaine er langt fra nogen begejstret hausfrau selv, det kommer derfor også som et chok for Joanna og Bobbie, da hun fra den ene dag til anden skifter attitude og vender sig mod hjemmet. Hun ændrer personlighed og måske endda også udseende. Mystisk. Noget sært er på færde, og Bobbie er sikker på, at det er noget i drikkevandet. Måske kemikalier, der hjernevasker byens kvinder.

En smule desperate lykkes det for Joanna og Bobbie at få overbevist deres mænd om at flytte. Men før de når så langt, er det pludselig Bobbie, der ændrer væsen. Nu begynder Joanna for alvor at blive bange, for hvem skal hun vende sig til. Hvem vil tro hendes historie om de vanvittige Stepford-kvinder? Og vil hun selv blive en af dem, hvis hun ikke kommer væk i tide? Meget tyder på det.

Hardcover, Random House 1972. Romanens 1. udg.

Hardcover, Random House 1972. Romanens 1. udg.

Stephen King har rammende i Danse Macabre (1981) beskrevet Ira Levins romaner som perfekte små urværker, der med uendelig præcision arbejder sig frem mod slutningen. The Stepford Wives er ingen undtagelse. Med få virkemidler og et nedbarberet sprog glider bogen frem mod den uundgåelige konklusion, hvor alle komponenter mødes og falder i hak. Det er mesterligt håndværk, der på beundringsværdig enkel og ukunstlet facon får leveret en drilsk historie med grumme, grumme undertoner.

Peter Straub, der har skrevet forordet til min udgave af bogen, berører blandt andet også dette punkt. Han beklager med rette, hvor ofte man overser Ira Levins fantastiske greb om sproget og reducerer hans bøger til veldrejet spændingslitteratur med finurlige pointer.

Paperback, Fawcett Crest 1973. Her har bogens handling fået en herlig gotisk fortolkning. Jeg elsker Fawcetts tidlige 70'er-forsider!

Paperback, Fawcett Crest 1973. Her har bogens handling fået en herlig gotisk fortolkning. Jeg elsker Fawcetts tidlige 70’er-forsider!

Det finurlige, det drilske, det satiriske er afgjort en del af Levins stil og genfindes i næsten alle hans romaner. På overfladen kunne The Stepford Wives måske virke som en af de mere satiriske, men det er kun på overfladen. Læseren narres ganske enkelt af de perfekte husmødre.

Som tryllekunstneren, der afleder sit publikums opmærksomhed, får Levin os til at se væk fra handlingens egentlige problem. Han dirigerer os mod Joanna og de andre kvinder. Vi føler Joannas panik og uro – hvad er der galt med kvinderne, tænker man? Men i virkeligheden er det jo byens mænd, der er problemet. Det er mændene, der driver deres skurkagtige uvæsen skjult bag deres alt for perfekte koner. Det er mændene, der har udlevet deres fantasi og omdannet Stepford til et rædselskabinet.

Paperback, Fawcett Crest 1975

Paperback, Fawcett Crest 1975

The Stepford Wives er afgjort et indlæg i en kønsdebat. Levin er tydeligvis på kvindernes side i den sag, men hans budskab er tvetydigt. Romanens mænd har valgt kujonernes løsning og brugt vold for at sikre et hurtigt smuldrende kønsrollemønster. Men Levin antyder samtidig, at et radikalt feministisk projekt kan virke præcis lige så fremmedgørende.

De af bogens stærke kvinder, Bobbie og Charmaine, der begge forsøger at underkende mandlige drifter, fremstår i hvert fald isolerede og fremmedgjorte. Levins ideal er, naturligvis fristes man til at sige, et spørgsmål om kompromis og åben dialog. Præcis på det punkt har kønsdiskussionen flyttet sig meget, siden Levins roman udkom, og bogens polemiske element har måske derfor ikke helt samme genklang længere.

Paperback, Bantam Books 1991

Paperback, Bantam Books 1991

Det betyder imidlertid ikke, at bogens altfavnende stemning af paranoia bliver mindre virkningsfuld. Joanna bliver hurtigt isoleret fra sine omgivelser og ved til sidst ikke længere, hvem der er ven eller fjende. På det punkt ligner hun stakkels Rosemary – en anden af Levins stærke kvindekarakterer – og de to damer har afgjort mange fællestræk. Jeg vil endda hævde, at romanerne tematisk har meget mere tilfælles, end man normalt ser det fremstillet.

Begge bøger, Rosemary’s Baby (1967) og The Stepford Wives, afsøger forskellige sider af bymenneskets samliv og udstiller vores ikke altid rationelle følelser og drifter. Stepfords mænd skaber noget sygt ud af afmagt, mens Rosemarys moderinstinkt får hende til at acceptere det forkvaklede, der trykkes ned over hovedet på hende. I begge romaner knækker vores heltinder under presset fra deres omgivelser og retter – eller bliver rettet – ind. Men forskellen er den samme, om det er Stepfords mænd eller ægteparret Castevet og deres sære venner. De repræsenterer samme sociale diskrepans mellem facade og underliggende motiver/drifter.

Paperback, Bloomsbury Publishing 1998

Paperback, Bloomsbury Publishing 1998

The Stepford Wives er en fantastisk lille bog, der rummer så meget mere, end den ofte bliver forgrovet til. Den fortjener at blive læst med samme langsomme fordybelse, som det har taget Levin at skabe teksten. Præcis som Rosemary’s Baby ikke bare er en bog om damen, der føder djævlens barn, er Stepford Wives langt fra en umiddelbar satire på middelklasse og retarderende småborgerlighed. Det er en nuanceret social kommentar pakket ind som herlig paranoid skrækfiktion.

Paperback, Easy Readers 2004

Paperback, Easy Readers 2004

Paperback, HarperCollins 2004

Paperback, HarperCollins 2004

Paperback, Corsair 2011

Paperback, Corsair 2011

 

2 kommentarer

Filed under Roman