Tag Archives: Roc

Caitlín R. Kiernan, Low Red Moon (2003): “… Some are born to endless night”

Paperback, Roc 2003. Romanens første udgave

Med sin fjerde roman opsøgte Caitlín Kiernan H.P. Lovecraft-terræn. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, for der havde hun allerede været flere gange i sine noveller, og Low Red Moon, som bogen hedder, lægger sig derfor fint i forlængelse af de tidligere udgivelser i forfatterskabet. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at Kiernan med romanen havde fundet sin stemme. I debutbogen Silk (1998) tangerer sproget noget kunstlet og manieret, men i løbet af de fem år, der ligger imellem Silk og Low Red Moon, er der sket noget. Kiernans postmoderne gotik med punkere og kunstnere på randen af samfundet har (næsten) veget pladsen for et mere nuanceret miljø, der ikke ser alt i det mørkesyn, som præger de tidlige udgivelser. Verden har fået flere facetter, og miljøskildringerne har udvidet sig, men ikke længere end, at man fortsat kan se udgangspunktet.

I Low Red Moon møder vi parret Chance og Deacon. Chance er gravid og er netop gået på barsel fra sin stilling ved universitetet, hvor hun underviser i palæontologi. Deacon er en historie for sig. Han er ældre end Chance og har tilbragt det meste af sin ungdom på druk for dulme sine synske evner; han ser de døde. Som så ofte med den slags synske folk i genrelitteraturen har han haft et samarbejde med politiet og hjulpet til med opklaringen af mordsager. Efter en særligt grotesk sag med kidnappede børn blev det imidlertid for meget for Deacon, og han smuttede fra det hele.  En ny by, en ny bar, hvor han kunne drikke i stilhed. Sådan var det i hvert fald, indtil han ved et tilfælde mødte Chance, som blev vendepunktet i Deacons liv. Han hoppede på vandvognen og prøver nu at indleve sig helt i rollen som hjemmegående, ædru husfar; en opgave, der ikke er helt let for ham.

Paperback, Roc 2003

Det viser sig da også, at fortiden indhenter Deacon. Politiet har brug for ham og hans evner igen. Den besynderlige seriemordersag, som han bliver involveret i, viser sig snart at have tråde tilbage til Deacons sidste sag, og situationen bliver hurtigt personlig, da det går op for ham, at morderen er kommet efter hans ufødte barn.

Seriemorderen er en ung kvinde, opvokset i Massachusetts, ude ved kysten, hvor hendes bedstefar lærte hende om De Gamle, der sover ude under bølgerne og viste hende, hvordan man ofrer til Dem, der lever under jorden. Den dybt forstyrrede pige forstår, at hun er særligt udvalgt til at blive en af disse skabninger, en ”ghoul” i Lovecrafts forstand, hvilket kan ske gennem et særligt ritual, der kræver et offer; et nyfødt spædbarn. Hvordan sammenhængen mellem pigen og Deacon præcis er, skal jeg ikke komme ind på her. Det er en kompliceret sag, som involverer ghouls, forskellige fraktioner i den okkulte underverden og en god del sort uheld.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

 

Med Low Red Moon tager Kiernan, hvad der dybest set er en stor kliché i seriemorder-genren og kobler den med elementer fra den såkaldte Cthulhu mythos. Altså en seriemorderroman om en synsk opdager med okkulte fjender. I sig selv kunne hvem som helst have skrevet dette, men Kiernan føjer sit helt eget, unikke sprog til fortællingen og løfter den dermed langt over stort set alt, hvad man kunne tænke sig af okkulte krimier og seriemorderromaner. Ja selv som mythos-roman giver Kiernans personlige fortolkning af Lovecrafts idéer et nyt og fascinerende liv til ellers tyndslidte troper.

Paperback, Roc 1998

Der er en glødende intensitet bag Kienans ord, som fører hende ud i et sjældent lyrisk sprog. Et sprog, der insisterer på skildringen af stemnings- og sanseerfaringer igennem skæve formuleringer og formfuldendte metaforer. Der er en gravitas bag sproget, som giver en bog som Low Red Moon et poetisk alvor, der på sæt og vis står i skærende kontrast til den i bund og grund lettere uopfindsomme handling.

Hardcover, Subterranean Press 2004

Sagen er nok også den, at Kiernan ikke er nogen stor historiefortæller. Hun er i hvert fald ikke den, der udtænker originale historier eller karakterer. I stedet lever en roman som Low Red Moon på de dybt betagende stemningsskildringer og øjebliksbilleder fra de stadigt mere ubehagelige situationer, som Chance og Deacon havner i.

Man skal da bestemt heller ikke tage fejl her, Low Red Moon er en barsk og ubehagelig bog, der til fulde lever op til de vanlige skildringer af brutalitet, som kendetegner seriemorderhistorierne. Vi får også drama og varme følelser i romanen, ikke mindst takket være de udfordringer, som Deacon og Chance møder i deres parliv, og romanen bevæger sig derfor følelsesmæssigt vidt omkring igennem flittig brug af tilbageblik. Tilbageblik, der kommer til at fungere som små pusterum fra historiens nutid, der kapitel for kapitel bliver mere ond.

Paperback, Roc 2007

Her må det også indskydes, at Kiernan til fulde forløser sin skrækhistorie med en slutning, der både giver os den ubehagelig konklusion, som vi har ventet på, men hun forlænger også afslutningen ind i et hjemsøgt, bittert efterspil, der bliver hængende hos læseren efter endt læsning. Igennem hele romanen ligger der en følelse af noget skæbnesvangert og uundgåeligt. Bogens persongalleri styrer sikkert imod undergangen; ikke mindst vores morderiske pige og Deacon, der ikke helt synes af denne verden, men nærmere synes at være født ind i et mørkt univers, der kun harmonerer dårligt med normalitetens dagslysoplyste hverdag. Deacon forsøger ganske vist at flygte fra dette ophav i mørkelandet, men det lykkes ikke for ham. Han hører ikke hjemme i en ordinær verden.

Caitlín Kiernan er uden tvivl en af de stærkeste stemmer i den moderne skrækfiktion, som vi har i dag. Hun er en stor stilist og en sjælden lyriker, der formår at føje et uendeligt hårdt tiltrængt poetisk alvor til skrækfiktionen. Som historiefortæller har hun måske ikke meget nyt at tilbyde, men det er en bagatel set i forhold til de styrker, som forfatterskabet har udviklet siden debutromanen.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Caitlín R. Kiernan, Silk (1998): Sortsyn som maner

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

I 1998 udsendte Caitlín R. Kiernan sin længe ventede debutroman. Hun havde inden da fået publiceret en række roste noveller, der udmærkede sig som stemningsfulde og sprogligt sofistikerede bud på underspillet skrækfiktionen. Romanen Silk, som debutbogen hedder, leverede da også præcis dette, og den står i dag som et af de mest stilsikre bud på moderne skrækfiktion fra 90’ernes sidste del.

Romanen er både konkret og i overført betydning bygget op omkring et lille ensemble af karakterer, i hvis centrum vi har tre unge kvinder, der hver især står som både stærke og dysfunktionelle individer i en tumultarisk hverdag, som kun knap og nap hænger sammen. Først er det Daria, som vi hører mest om. Hun er sanger og bassist i en punkgruppe. Et band, der kæmper for at bryde igennem, hvilket i stigende grad synes umuligt takket været guitaristens voksende heroinmisbrug. At Daria også er kærester med Keith, som guitaristen hedder, føjer bare flere problemer til situationen.

Paperback, Roc 1998

Paperback, Roc 1998

En nat samler Daria Niki op – en ung kvinde, der er på flugt fra sig selv og sin fortid, efter hendes ven og tidligere kæreste begik selvmord i New Orleans. Den piercede, punkede Niki bliver en del af gruppen omkring bandet, og snart vil tilfældighederne, at de også møder den enigmatiske Spyder. En unge goth-kvinde, der har sin egen hippe undergrundsgenbrugsbutik og altid synes omgivet af et kleresi af unge, sortklædte teens. Den lyse, nærmest albinoagtige Spyder er imidlertid mere end bare galionsfigur for de unge. Sære kræfter omgiver hende, og det viser sig da også snart, at det er med livet som indsats, at man bevæger sig ind i Spyders tilværelse. Præcis det gør Niki, da hun bliver tiltrukket af Spyder, og dermed udløses den bølge af død og undergang, som Kiernans debutroman skildrer.

Spyder er ikke bare et navn. Som edderkoppen i sit spind lokker hun nemlig ulykkelige sjæle til sig og fortærer dem med hud og hår. Spyder suger ganske enkelt livet ud af de søgende eksistenser, der ser hendes hvide dødelys og bliver tiltrukket af det i storbyens gråsorte nat. Spyder, hvis arme er oversået med tatoverede edderkoppespind, bliver næsten på magisk vis opsamlingssted for de åndligt udstødte, hjemløse punks og isolerede, der ikke passer ind nogen steder. Fra randen af samfundet kalder hun de fremmedgjorte til sig, fordi hun er kærlig, og fordi hun er så uendeligt ensom. Sagen er bare den, at Spyder i sin ensomhed også bærer på destruktive kræfter, der er vokset ud af de groteske traumer, hun blev udsat for som barn takket være hendes religiøse fars mishandling. Spyder knuser med andre ord alle, der kommer hende nær, til trods for, at hun vitterligt kun vil dem det bedste og ønsker at elske dem.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964) tilbage i slutningen af 90’erne

Silk beskriver Spyders sidste dage og fortæller os, hvordan det bliver Daria og Niki, der kommer til at være de trin, der tager hende mod den endegyldige forløsning fra det helvede, hun har befundet sig i siden barndommen. Spyder er dermed på en gang figuren, alle andre karakterer i bogen spejles i og bogens modstander. Spyder er med andre ord en ambivalent skikkelse, der ikke lader sig forklare entydigt, fordi hun tilsyneladende er sammensat af dikotomier, der befinder sig i en vedvarende konflikt. Fortabt og svag, men stærk og dominerende, uskyldig og hævngerrig, blid og dræbende.

Som det formentlig allerede fremgår, udspiller Kiernans roman sig i en vild storbyundergrund befolket af rodløse eksistenser, teenagere og skæve typer, der ikke har nogen plads i vores bekvemme, borgerlige opfattelse af det normale. Alt dette bliver tilmed set gennem en misantropisk, snerrende spydig tone, der insisterer på at se forfaldet og det uskønne i alt. Kiernan lægger sig dermed afgjort i slipstrømmen på forfattere som Kathe Koja og Poppy Z. Brite, men med en selvstændig stemme i sproget.

Kiernen har afgjort sin egen plads, men hun deler sit fokus på homoseksualitet, fremmedgørelse og isolation med de to førnævnte forfattere. Kiernan har endda lagt en hilsen ind til to af sine inspirationskilder, for en mindre karakter i romanen er opkaldt efter Koja og en anden henviser til Thomas Ligotti.

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Netop Ligottis excentriske, amorfe gys har tydeligvis også påvirket Kiernens debutbog, for ganske vist er edderkoppen det bærende, truende element i romanen, der bruges til at manifestere gruen og Spyders vrede. Men grundlæggende er gyset i Silk uforståeligt eller ubegribeligt. Det kommer i edderkoppens form, men hvad der ligger under de vage silhuetter af behårede kryb, ved kun Spyder. Kiernan forsøger dermed også mere eksplicit end både Koja og Brite at skabe decideret gru i kapitlerne. Der vokser således snigende uhygge ud af den grå dyne af depressivt forfald, der gennemsyrer alle kapitlerne.

Lyspunker er der kun få af i Silk, og det eneste autentiske bliver duften og smagen af god kaffe, alt andet lykkedes det for Kiernan at forsure eller udstille som falskt. Det greb har vi mødt før – især hos Kathe Koja og man fornemmer, at det er blevet til en maner eller stil hos Kiernan. Det bliver næsten forceret, når alt, hver evig eneste ting, skal skildres i dets mest nedslående form. Det er med andre ord tydeligt, at Kiernans debut opererer inden for rammerne af en genre med særlige sproglige konventioner og tematiske kernepunkter. Nyskabende er det dermed ikke, men hun løfter arbejdet til perfektion. Ikke desto mindre følger der altid en vis forstening med i en genres formalisering eller dannelse; udtrykket stivner og det er måske ikke så sært, at Kiernan relativt hurtigt skrev sig bort fra så entydig en brug af den nygotiske pessimisme. I stedet vendte sig mod langt mere klassiske udtryk, som de eksempelvis kan findes i spøgelseslitteraturen.

Paperback, Roc 2007

Paperback, Roc 2007

Med Silk oplever man en genres formalisering og forstening i samme bog. Var Kiernans sprog ikke så stærkt og billedskabende, ville bogen være ulæselig, men hun får skabt sit værk og udnyttet rammen til på smukkeste vis, men med Silk synes både stilen også endegyldigt udtømt og fortællingen fortalt. Andre fulgte senere efter, men ingen har formået at føje nyt til den gråsorte tone af forfald, der udgår fra romanen.

Silk lukkede og slukkede dermed også for en litterær strømning i 90’erne, som nu står tilbage som et af de mest overraskende og betydningsfulde bidrag til den moderne skrækfiktion, og selvom Kiernan efterfølgende har skabt en lang række pragtfulde genreværker, indtager Silk en særlig status som sidste søm i den kiste, der begravede 90’ernes opgør med en forloren og kommerciel skrækbranche. Opgørets kamp for en ny form for gys endte desværre i en blindgyde, fordi det kommercielle monstergys hurtigt kom tilbage som folks foretrukne skræklæsning, men et værk som Silk står stadig tilbage som isnende højdepunkt og minder os om, at der er alternativer til alle dem, der tør bevæge sig bort fra de vante græsgange.

 

 

1 kommentar

Filed under Roman