Tag Archives: Roger Sarac

Roger Sarac, The Throwbacks (1965): Absurd mutantgys i ødemarken

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Normalt, når jeg omtaler og skriver om bøger her på bloggen, forsøger jeg egentlig at holde handlingsreferaterne på et minimum. Dels er referater lette at finde på nettet, dels synes jeg faktisk ikke selv, at det er specielt interessant læsning. Med det sagt gør jeg en undtagelse her. The Throwbacks fra 1965 er ganske enkelt så absurd, at handlingen ikke kan forbigås i tavshed. Dermed også sagt, at jeg kommer med et par afsløringer undervejs, men der er næppe nogen, der læser bogen for at blive overrasket.

Med The Throwbacks fortsætter jeg i øvrigt i det samme frontier-spor, som jeg skrev om tidligere på ugen. Bogen tager os nemlig til den californiske ødemark, hvor dybe skove og vildsomme bjerge strækker sig så langt øjet rækker. Her, midt ude i vildmarken, er det nygifte par Paul og Joanne på vej hjem fra en campingtur. De kører gennem mørket, da bilen rammer noget, de umiddelbart tror, er en bjørn. Da Paul undersøger sagen, opdager han, at det, de påkørte, er blevet slynget ned over bjergsiden og nu forsvundet. Men var det en bjørn? Det er Paul faktisk sikker på. Det lignede ikke nogen bjørneart, han kender, og Paul er naturfotograf, så han ved en del om den slags.

 

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

 

Sagen bliver mere mystisk, da de den samme aften får et værelse på et motel, hvor hører de lokale snakke om mærkelige indianerlegender og behårede væsner, der lever i bjergenes vildnis. Bigfoot eller Sasquatch, kær abe har mange navne, og det er naturligvis det mytiske abevæsen, som der er på tale. Væsnet, Paul og Jo påkører, bliver aldrig omtalt som Bigfoot, men vi ved naturligvis godt, hvad de hentyder til, når de taler om en abeligende, nærmeste menneskelig pelsklædt ting.

Desværre er liget eller kadaveret jo forsvundet, men heldigvis er der rester af blod og pels på kofangeren, så Paul tager sporene til nærmere undersøgelse på universitetet. Således kommer biologen Prof. Bergen på bane. Med speciale i californisk dyreliv og Afrikas store aber er han den helt rigtige at tale med. Bergen kan noget overraskende konkludere, at det hår og blod, som Paul har givet ham, ikke stammer fra noget kendt væsen! Det er store sager, og universitetet beslutter derfor at støtte en (meget lille) ekspedition ud i ødemarken, hvor der skal iværksættes en eftersøgning efter dette abevæsen. Således tager Paul, Jo, Bergen og den unge studerende Mike ud i vildnisset i en veludstyret stationcar.

Roger Andrew Caras (28. maj 1928 – 18. februar 2001). Caras den store dyreven

Roger Andrew Caras (28. maj 1928 – 18. februar 2001). Caras den store dyreven

Humøret er højt, Jo leverer kaffen (I’m the coffemaker, siger hun glad et sted), mens hun muntert lytter til de lumre kommentarer fra gruppens tre mænd. Den gode biologiprofessor Bergen er eksempelvis en selverklæret ”dirty old man”, og de to andre mænd er ikke meget bedre. Det høje testosteronniveau bliver ikke mindre, da ekspeditionen bliver henvist til to brødre – brødrene Bradshaw – der lever som eneboere. Brødrene ved alt om vildnisset, og skal nogen kunne hjælpe dem med at finde abevæsnerne, må det være de to Bradshaw-brødre.

Historien tager en uventet drejning, da ekspeditionen forsøger at komme frem til brødrenes hytte. De får et tilfældigt glimt af et abevæsen undervejs og kører galt. Mike brækker armen, da han efterfølgende forsøger at skifte et dæk på bilen. Således hober problemerne sig. Det hele er noget værre møg, men så kommer de to overraskende kultiverede eneboer-brødre dem til undsætning. Alle er naturligvis glade for hjælpen, ikke desto mindre må ekspeditionens deltagere undre sig: Hvad laver de to veluddannede mænd ude i ødemarken? Og hvorfor opfører brødrene sig, som om de er plaget af en dyb, dyster hemmelighed. Som du nok kan se ud fra dette, tager Roger Sarac os pludselig og uventet ind i noget, der lugter langt væk af southern gothic-kerneland.

Det klassiske stillbillede fra Patterson og Gimlins berømte Bigfoot-film fra 1967

Det klassiske stillbillede fra Patterson og Gimlins berømte Bigfoot-film fra 1967

Gradvist fortaber abejagten sig til fordel for de spændinger, der opstår, da selskabet bliver indkvarteret hos de to Bradshaws. Aggressioner og liderlighed driver af væggene, og var det ikke fordi en storm bryder ud, var det sikkert kommet til en gruppevoldtægt af Jo. Det vil sige næsten, for den ældste bror er bøsse og forelsket i sin yngre bror (!). Da han ikke kan få sin lillebror i kanen, tæsker han ham i stedet, og det virker udmærket som seksuelt afløb, oplyses det.

Sex er den helt store ting i historien, og ser vi bort fra de efterlyste abemenneske, er pistoler og geværer helt centrale. Både Bergen og den ældste bror har en skydevåbensfetich. Vi får derfor flere stærkt erotisk betonede fremstillinger af geværets kraft, kuglens potens osv. Alt sammen i en svedig, indestængt jargon. The gun is good. The penis is evil, kunne den ældste bror vel lige så godt hviske, mens han baldrer løs med sin riffel, eller når de andre mænd begærligt betragter den homoseksuelle brors geværsamling. Han er sandelig veludstyret, bemærker de, mens de helt glemmer stakkels Jo.

Paperback, Belmont Books, 1. udg 1965

Paperback, Belmont Books, 1. udg 1965

Den mandlige seksualitet er absolut et væsentligt omdrejningspunkt. Det er derfor både overraskende og passende, da det kvindelige abevæsen stik imod alle konventioner bryder ind i brødrenes hytte og kidnapper den unge student Mike. Jo må se snydt til, mens den dyriske kvinde på stenaldervis trækker afsted med sit mandlige bytte. Jo, som moderne kvinde, står hjælpeløs med en riffel i hånden, ude af stand til at hjælpe, og problemet bliver først løst, da resten af mændene kommer tilbage – akkurat tidsnok til at redde deres kammerat fra en omgang abesex i krybekælderen under brødrenes hytte.

The Throwbacks er en ringe bog, men på den gode måde. Den er dum, den er billig og den er lummer. Men faktisk er der også nogle rigtig fine horrorsekvenser. Den scene, hvor abekvinden belurer den sovende Mike, er faktisk er ganske, ganske klam. Og scenen, hvor hun endelig stjæler sin udvalgte, er også meget vellykket. At det lykkes for Sarac at skabe troværdige gys, er lidt af et mirakel og et kæmpe plus i en bog, der ellers lever på sin absurditet og ufrivilligt komiske indhold.

Hardcover, Bristol Park Books 1999. En antologi med hundehistorier, som Caras i hvert fald har redigeret af navn

Hardcover, Bristol Park Books 1999. En antologi med hundehistorier, som Caras i hvert fald har redigeret af navn

Roger Sarac skrev ikke andre romaner end The Throwbacks, men jeg skylder at nævne, at Sarac er et pseudonym for Caras. Roger Caras var ikke en hvem som helst. Han var en stor amerikansk medie-darling i 60’erne og 70’erne, der skrev rigtig mange naturbøger og var vært på en lang række natur- og dyreprogrammer. Med The Throwbacks har Caras vel på en eller anden måde bearbejdet sine erfaringer i skønlitterær form og tilføjet et spekulativt ”hvad nu hvis”-element – for abekvinden, der nu har været nævnt nogle gange, er en mutant. En freak der ikke kan forklares. I bogen prøver de kloge hoveder naturligvis at komme med nogle bud på abemenneskernes eksistens, men de kommer ikke til bunds i sagen og i sidste ende er det de menneskelige relationer, der først og fremmest optager Caras/Sarac.

I bedste southern gothic-tradition sender The Throwbacks os meget uventet i favnen på en gammel familiehemmelighed, triste skæbner og perverse forhold, som de kun kan formuleres i gotikken. Spændende sager, der i Caras’ hånd bliver til en absurd og lummer omgang, som oser langt væk af drive-in-stemning og pulpgys. Underlødigt og dumt, ja, men også sjov læsning!

Skriv en kommentar

Filed under Roman