H. Beam Piper, Space Viking (1963): Røverjagt på den galaktiske prærie

Paperback, Ace Books 1977. Den herlige forside er skabt af Michael Whelan

Henry Beam Piper var en af de moderat flittige SF-forfattere, der havde hængt på siden 1940’erne. Han døde i ’64, og hans historier blev derfor aldrig for alvor udfordret af den rivende udvikling, som skete indenfor både SF og fantasy-litteraturen i 60’erne. Piper fik med andre ord lov til at skrive sine korte romaner og noveller, som han altid havde gjort det. Når man læser Space Viking, der her er i søgelyset, er det da også forbløffende, hvor bedaget den fremstår. Faktisk tror jeg, at de færreste ville gætte på, at den udkom første gang, som føljeton, så sent som i ’62. Romanen er med andre ord et litterært fossil eller en roman, der missede sit vagtskifte, men det forandrer ikke noget ved, at det er en ret så morsom røverhistorie.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu lever i en spredt rumføderation af planeter, der løseligt er navngivet efter mytologiske sværd fra Jordens historie. Disse planeter, ”The Sword Worlds”, er principielt uafhængige politiske størrelser, hvilket naturligvis skaber god grund for krig og konflikter.

Paperback, Ace Books 1963. Romanens første udgave i bogform

Da romanen åbner, er der netop ved at blive indgået en politisk alliance på planeten Excalibur. Den relativt anonyme og måske endda lidt kedelige baron Lucas Trask skal her gifte sig med Elaine Karvall under stor pomp og pragt samt med forventninger om betydelige fremtidige gevinster ved den nye alliance. Så langt kommer det bare ikke. Brylluppet bliver afbrudt, da den vanvittige Andray Dunnan angriber festen med sine håndgangne mænd. Dunnan ville selv gifte sig med Elaine, men da han ikke kan få hende, må verden betale prisen.

Med maskingeværer mejer de brutalt bryllupsgæsterne ned. Eliane bliver dræbt og Lucas Trask såret, men han overlever. Da han rejser sig fra sit sygeleje, har han kun en tanke: Hævn! Han overvejer kort selvmord, men forkaster det, fordi han ikke kan lade Dunnans udåd gå ustraffet hen. Den, som sagt, ellers lidt støvede Trask kaster sit gamle liv fra sig og vier hele sin eksistens til hævnen.

Henry Beam Piper (23. marts 1904 – o. 6. november 1964)

Dermed går jagten på Dunnan ind. Trask køber og udstyrer et gammelt rumskib, han kalder Nemesis, og hyrer samtidig en hærdet rumrøver – en såkaldt ”space viking” som kaptajn, og derefter kan hævntogtet for alvor begynde. Nu er problemet bare, at rummet er stort og Dunnan snedig, hvorfor det ikke er så lige til at fange en skurk, der ikke vil findes. Trask og hans hold af lejesvende bruger derfor ganske lang tid på at søge efter spor, og gradvist begynder der at dukke ting op, men samtidig med alt dette vokser både de politiske og personlige implikationer. Til sidst, ved romanens udgang, er der tale om en storstilet krig mellem planeter, både i rummet og på jorden, med tusindvis af tabte menneskeliv.   

Historien i Space Viking udvikler sig overraskende, men trods alle krumspring, kan det ikke skjules, at vi her dybest set har at gøre med en western i rummet. Frontier-stemningen og konfrontationen mellem mere eller mindre lovløse bander, løst organiseret af den velhavende rancher, ligger lige for som model for handlingen. Beam Pipers roman er dermed endnu et eksempel på den type SF, der kun benytter fremtidsteknologien – altså rumfart og den slags – som en æstetisk kolorit, uden det egentlig har noget at gøre med romanens substans. Rumskibe erstatter heste, hvilket er et virkningsfuldt greb for fantasien, men som naturligvis også gør det hele ganske uforpligtende.

Paperback, Sphere Books 1978

Når det er sagt, må man også konstatere, at Beam Piper gør nogle få, men interessante sproglige greb for at illustrere, hvor langt ude i fremtiden vi befinder os. Han forvrænger almindelige vendinger fra romanens samtid (1960’erne) til overraskende, nye konstruktioner, der bliver ved med at påkalde sig læseren opmærksomhed, fordi det er så anderledes.

Eksempelvis erstatter han Guds navn med Satans. Som i ”By Satan!”. Det er mesterligt, synes jeg, fordi Beam Piper her går ind i en sproglig leg med sin læser og efterlader os med en stor usikkerhed omkring, hvordan vi rent faktisk skal forstå sådanne henvisninger til Satan. Hvad er der sket mellem vores nutid og den fjerne fremtid, romanen udspiller sig i? Hvordan blev den bibelske Gud ombyttet med Satan? Den slags meningsforskydninger over tid er et ekstremt interessant fænomen, og Beam fanger her noget helt centralt i den måde, som kultur bliver transmitteret på i tid og rum. Det er sådanne elementer i romanen, der gør den værd at læse.

Paperback, Temps Futurs 1982

Et andet bemærkelsesværdigt træk ved Space Viking, det lønner sig at bide mærke i, er den forandring, der sker med hovedperson Trask i løbet af romanen. Fra at være en støvet rigmand til en skarpsleben, hævntørstig krigsherre er en ting, men at han samtidig også i løbet af teksten vender tilbage til livet og får en horisont på den anden side af sit opgør, er også bemærkelsesværdigt, men måske knap så overraskende. Mindre overraskende fordi, der selvfølge skal være en romance i bogen, der kan reformere helten.

Det egentligt bemærkelsesværdige er da også her, at selvom Trask i løbet af handlingen bliver et helt menneske med en udviklet moralsk forståelse i det ellers ganske lovløse og barbariske univers, han befinder sig i, så vælger han alligevel til sidst at skyde den forsvarsløse skurk med koldt blod.

Paperback, Dorchester Publishing 2008

Hævnen skal med andre ord fuldbyrdes, for at han kan komme videre med livet, også selvom hævnen i virkeligheden slet ikke smager ham længere. Det paradoks, synes jeg, er et interessant motiv. Da Trask skyder Dunnan til sidst, er det derfor også det selvmord, han udfører, som han valgte fra ved romanens begyndelse. Det er det gamle jeg, han koldt afliver og det nye og bedre menneske, der står tilbage.

Space Viking er først og fremmest forsinket pulp og ramasjang, men det er underholdende ramasjang og tilmed ramasjang med pointer. Pointerne er ikke specielt udviklede, men de er der, og præcis som rumskibe sætter fantasien i gang, sætter de spredte små pointer tankerne i gang. Det er meget mere, end hvad man normalt kan forvente af den type romaner, og jeg kan derfor også kun sige, at man ikke skal lade sig narre af titlen Space Viking, for der er langt mere seriøst anlagt SF-romaner, som leverer væsentligt mindre end det, Beam gør her.

Paperback, Wildside Press 2007

Paperback, IndoEuropeanPublishing 2010

Hardcover, Pequod Press 2011

Ebog, Orion 2015

Paperback, Fiction House Press 2018

George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

Paperback, Pyramid 1969. Forsiden er skabt fint af Jack Gaughan

George O. Smith huskes vel i dag bedst som manden, der snuppede den store SF-legende John W. Campbells kone og giftede sig med hende, hvorefter Smiths og Campbells samarbejde blev indstillet. Sådan kan det gå.

Smith var ganske produktiv i 50’erne, hvor han smed en række tidstypiske SF-fortællinger på markedet. Hellflower, der udkom i bogform 1953, som vi her skal se lidt nærmere på, var en af disse. I romanen introduceres vi til den nedslidte rumpilot Farradyne, der har slået sig på flasken, efter han forulykkede med en rumfærge, og derved var skyld i et stort antal passagerers død. Han overlevede selv, hvilket har efterladt ham med skylden, og døden synes derfor nu et kærkomment alternativ til livet med skammen. Men var han vitterligt skyld i ulykken? Farradyne er faktisk ikke helt sikker, for der var noget uldent ved hændelserne, og han er overbevist om, at der pludselig var en fremmed i cockpittet med ham, kort før ulykken skete. Alt dette står dog nu uklart for Farradyne, der ikke helt kan afgøre, hvad han har drømt sig til, og hvad der rent faktisk skete.

Paperback, Pyramid 1969

En dag bliver vores nedbrudte pilot eller ”Space Master”, som hans egentlige titel var, kontaktet af en efterretningsagent, der ønsker at hente Farradyne ud af svampemarkerne på Venus, hvor han bor nu og slår tiden ihjel med druk. Agenten ønsker, at Farradyne skal gå undercover og infiltrere en interplanetar narkoring, der er begyndt at sælge en euforiserende blomst, der går under navnet ”hellflower”. Som kasseret pilot har Farradyne den helt rette profil som agent, og han går modvilligt med til opgaven med den bagtanke, at han samtidig vil grave i sin egen ulykke, der muligvis kan knyttes til narkosmugling.

Så langt så godt. Farradyne kommer på vingerne igen, og derfra begynder en indviklet historie, der fører ham til Ganymedes og på kollisionskurs med en narkobande, som viser sig at være ganske meget mere magtfulde end først antaget. Undervejs løber Farradyne også ind i en hel del udforinger, ikke mindst takket være enken efter en af de passagerer, der omkom i den ulykke, som han (måske) var skyld i.

George Oliver Smith (9. april 1911 – 27. maj 1981)

Enken, Norma, er blevet afhængig af hellflower, og det er gennem hende, at vi for alvor forstår, hvor vanedannende stoffet er. Planten beskrives som ekstremt potent heroin, og blomster-junkierne vil gøre hvad som helst for at få fingre i nyt stof, så snart de har indtaget bare en ganske lille smule af den djævelske vækst.

Noget stikker imidlertid under hele denne narkosag, for nogen lækker informationer om Farradynes arbejde til banden, og snart står det klart, at dette er en sag, der går videre end bare narkosalg. Der er storpolitik i dette, og da brikkerne endelig falder på plads, går det op for vores hovedperson, at det rent faktisk er ondsindede rumvæsner fra planeten Lyra 357, der har sat en langsigtet plan i værk for at erobre Jorden ved først at slavegøre planetens befolkning med hellflower.

Hardcover, Abelard Press 1953. Romanens første udgave i bogform

Hellflower er på alle måder en jævn roman, der med sin prosaiske stil og generiske greb om alt fra sprog til karakterer, handling og miljø egentlig kun udmærker sig ved selve udtrykket som SF-fortælling. Sagen er den, at hvis man fjernede de interplanetare rejser, erstattede de onde rumvæsner med eksempelvis kommunister og gjorde det forkætrede hellflower-stof til super-herion, så stod vi med en helt ordinær krimi. Hele romanens futuristiske udtryk er en yderst sparsom projicering af Smiths hverdag ud i en ubestemt, fjern fremtid, der dybest set begrænser sig til en udskiftning af ord. Smith har dermed taget en samtidskrimi og udført ganske overfladiske ændringer for så at sælge sin roman som SF-fortælling.

Det er et klogt greb fra en pulpforfatter, der skulle arbejde hurtigt og følge pengene. Solgte den ikke som SF, kunne den hurtigt omarbejdes til krimi, eller den anden vej rundt. Set fra Smiths stol har dette været smart, men det efterlader SF-læseren med en noget fersk fremstilling, der savner kreativitet og eventyrlighed. Svampemarkerne på Venus er i sig selv en herlig idé, der emmer af Edgar Rice Burroughs, men det er bare ikke helt nok til at drive en hel roman frem.

Hardcover, The Bodley Head 1955

Den hårdkogte krimi, der dybest set er bogens væsen, er moderat underholdende læsning på grund af det bedagede portræt af kønsroller. Farradyne involverer sig med to kvinder i løbet af bogen, og begge giver hver på sin måde et interessant indblik i, hvad der bliver forventet af en kvinde på udgivelsestidspunktet. Den seksuelle vildskab, som den ene af kvinderne tilbyder, viser sig at være en faldgrube, og heldigvis kommer Farradyne til fornuft og vælger i sidste ende damen, der kan give ham stabilitet og et godt hjem. Lige hvad man trænger til efter flere års druk på Venus.

Romanen er med andre ord en banal fortælling, som i sidste ende bedst kan beskrives som metervare fra 50’ernes SF-fabrik. Der blev spyttet et utal af den slags romaner ud i løbet af det tiår, og læserne var helt sikkert derude, men set retrospektivt har en fortælling som Hellflower ikke mange andre kvaliteter end sit udtryk som produkt af sin tid. Den er på den led også et meget godt billede på de bekymringer, som blev ventileret i tidens pulplitteratur.

Paperback, Pyramid Books 1957

Truslen ude fra, sædernes forfald og ungdommens fordærv er alt sammen ingredienser, der går igen på tværs af genrerne og tydeligvis noget, som læserne kunne spejle sig i. Narko-tematikken er da formentlig også grunden, til at bogen blev genoptrykt forbavsende mange gange frem til 1969. Man kan på den måde nærmest beskrive Hellflower som en utilsigtet eller underspillet allegori over tidens store spørgsmål og bekymringer. Det sigtede George O. Smith helt sikkert ikke efter med sin lille roman, der lugter langt væk af kassetænkning, men det blev desuagtet resultatet.

Paperback, Mayflower-Dell 1964

Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

Paperback, CreateSpace 2016. Forsidens skaber er ikke oplyst

Jeg prøver at udfordre mig selv og læse ting, som jeg på forhånd kan sige, vil blive en prøvelse for mig. Den slags udfordringer er der ikke mindst mange af inden for SF-genren, der har flere afkroge, jeg kun ugerne besøger. Vaughn Heppners navn har været på min radar i noget tid. Ikke for noget godt vel at mærke, men fordi han har skabt sig et navn som succesfuld selvudgiver med hårdtslående, macho-SF af militærstøbning, der ofte er blevet sammenlignet med Robert Heinleins forfatterskab. Han er ydermere ganske, ganske produktiv, og dermed formentlig også populær blandt læserne, så da jeg tilfældigvis faldt over første bind i hans Invaders-serie, tænkte jeg, at tiden måske var kommet til dykke ned i Heppners oeuvre og se, hvad al virakken handler om.

Man behøver ikke læse meget mere end første kapitel i Invaders fra 2016, før man mere eller mindre har fået kortlagt hele romanen, dens tone og indhold. Vi introduceres til den pensionerede soldat Logan, der nu arbejder for et privat vagtværn. Da Logan en sen aften er på vej til jobbet som nattevagt, bliver han vidne til et angreb af en slags. Den virksomhed, han skal beskytte, er ved at blive plyndret, og det tager ikke Logan mange sekunder at finde sin gamle kommandosoldat-identitet frem. Der uddeles tæv, skud og ligene hober sig op på et øjeblik.

Paperback, CreateSpace 2016

Det mystiske er, at det ikke er almindelige røvere, som Logan er oppe i mod. Det er rumvæsner forklædt som mennesker, han slås med, og det er ikke bare hans firma, der er under angreb. Logan finder snart ud af, at et større, globalt angreb er under opsejling, og nu er det op til ham at stoppe invasionen.

Vores actionhelt stjæler et rumskib, og ved hjælp af en kunstig intelligens ombord, der også belejligt arbejder imod disse invaderende rumvæsner, er han snart i gang med en enmandskamp imod overmagten. Væsnerne vil i øvrigt ikke bare indtage jorden. De søger efter noget, de kalder ”The Starcore”, som skulle være en kilde til enorm energi, og Logan må nu forsøge at finde ud af, hvordan han kan sætte en stopper for deres jagt, før det er for sent.

Vaughn Heppner – “Best selling author”, som det hedder på hans hjemmeside. ellers er det sparsomt med oplysninger om manden

Den præmis fører os ud på en ganske vild rejse, der både indeholder en tur ud i verdensrummet, et smut fra USA til Grønland og et besøg i en tidslomme af en slags ude i Nevadas ørken, hvor klokken altid er 1950’erne, og UFO’erne kun lige er ankommet i Roswell. Tjubang, må man nok sige.

Alt dette er jo i og for sig typisk pulpet spændingsfiktion, men det, der skiller Heppners roman ud fra mængden, er sprogtonen, der navnlig formidles gennem Logans indre dialog. Den bitre veteran er nemlig en omvandrende kliché på en stærkt højreorienteret amerikaner, og man skal ikke et sekund tro, at dette er skrevet som parodi eller med glimt i øjet. Invaders er skabt til rødtoppede MAGA-tropper med smag for det fantastiske. Logan konstaterer hånligt, hvordan det kun er Fox News, der fatter, hvor store problemer jordkloden er havnet i, efter at rumvæsnerne begynder at infiltrere planeten. Alle de øvrige venstreorienterede stationer er naturligvis for blødsødne og fordummede til at forstå sagens alvor.

Paperback, CreateSpace 2017. Seriens andet bind

Logan er den klassiske proto-fascistiske actionhelt, der gennem livslang erfaring med vold har forstået, at verden er rådden og mennesket et kryb. Den eneste måde at overleve på er ved at forsvare sig selv og helst med en så stor en pistol som muligt. Han har nul respekt for andre, men alligevel betyder USA som idé alt for ham, og han har ingen problemer med at myrde alt, hvad der stiller sig i vejen for ham.

Den kunstige intelligens, som bliver Logans hjælper, indtager hurtigt rollen som følgesvend og komisk indslag. Computerskabningen er iscenesat som en klynkende tøsedreng, hvis pivede kvindagtighed skal måles i forhold til den kontante, maskuline Logan. Flere gange siger computeren, at dette eller hint statistisk set ikke kan lade sig gøre, men Logan træder selvfølgelig i karakter og viser, at han er så sej, at han gør ting, som slet ikke burde være mulige ifølge datamaskinens beregning. Æd den, data-væsen; intet overgår superseje muskler og virkelige soldatererfaringer!

Paperback, CreateSpace 2018. Seriens tredje bind

Den slags kan være ganske underholdende at læse, men Vaughn Heppner formår at trække ganske meget af underholdningsværdien ud af sin roman, fordi den er så forbistret åbenmundet og prædikende. Invaders har karakter af en politiske opsang fra højre, og Logan er det sendebud, der skal hamre de dårlige nyheder ind i alle os svæklinge, der ikke forstår, at verden er pilrådden og kræver en grundig oprydning. I den sammenhæng er en invasion fra rummet jo sådan set bare en kærkommen anledning til at sætte den oprydning i værk, og det er da også netop, hvad Logan begynder at gøre.

Som fiktion betragtet er Invaders banal pulp og æstetisk ikke værd at diskutere, men der er smæk for skillingen, og det er vel her, at man finder forklaringen på Heppners popularitet. Kapitlerne er så korte, at du ikke skal anstrenge dig for at holde koncentration, og du behøver heller ikke være bange for, at det bliver kedeligt i de otte-ti minutter, det tager dig at læse om Logans næste eskapade. Alt hos Heppner er kogt ind til essensen, og resultatet bliver en – for mig at se – ganske usmagelig cocktail af testosteron og totalitære våde drøm.

Der er flere bind i serien, men jeg tør ikke garantere, at jeg orker at bevæge mig dybere ind i Heppners verden. Som sagt, man skal udfordre sig selv en gang imellem, men derfra og til selvpineri er der et stykke.

 

Arthur C. Clarke, Profiles of the Future (1962): Fremtiden er nu engang uforudsigelig

Paperback, Pan 1973

Her skal det handle om et essay, som Arthur C. Clarke udgav første gang i 1962. Jeg vil dog lige begynde med et par indrømmelser: For det første har jeg kun meget lidt forstand på teknologi i bred forstand, og det interesserer mig egentlig heller ikke ret meget. Jeg har heller ikke læst voldsomt meget af Clarkes skønlitteratur, selvom jeg sådan set føler, at jeg har et udmærket indtryk af hans stil. Nogen stor fan er jeg ikke, men der er alligevel noget udholdende ved hans prosa, som har fået mig til at genbesøge ham en gang imellem.

Nuvel, Profiles of the Future er ikke skønlitteratur, men i stedet et essay, hvor Clarke giver sit bud på, hvad fremtiden vil bringe. Bogen udkom, som sagt, i ’62, men den udgave, jeg har læst, er den reviderede version fra 1973, hvor vi foruden Clarkes oprindelige vision også bliver udstyret med hans bemærkninger til den gamle teksts konklusioner samt nye betragtninger ansporet af de erfaringer, han havde høstet i mellemtiden.

Paperback, Pan 1973

Man skal ikke tro, at bogen er en skildring af et Clarkesk Utopia, hvor han beskriver en verden, som den burde se ud. Dertil er Clarke alt for snu. Allerede i bogens første kapitel, ”The Hazards of Prophecy: The Failure of Nerve” beskriver han for os, hvor vanskeligt det er med disse fremtidsprognoser. Clarke var samtidig en mand, der ikke stillede sit lys under en skæppe, og han kan, oplyser han os venligt i kapitlet, faktisk gøre det, som mange andre har fejlet i. Clarke kan nemlig, mener han selv, give nogle bud på en realistisk fremtid, fordi han modsat mange andre tør tænke vildt og kreativt uden at lade sig binde af politiske eller økonomiske teorier. Han er udstyret med en særligt, modigt klarsyn, om man vil.

Det handler med andre ord om at kunne læse samtiden og se de brændpunkter for udvikling, hvor mennesket for alvor vil flytte sig. Og det kan Clarke altså, ikke mindst fordi han gennem sin fiktion har fået trænet sin kreativitet og skærpet blikket for de udfordringer, der nødvendigvis vil kræve løsninger på sigt.

Sir Arthur Charles Clarke (16. december 1917 – 19. marts 2008)

Som sagt er Clarke er ikke bange for at rose sig selv, og han kan da også igennem bogens 19 kapitler levere en række studier af centrale fænomener som rumfart, transport, madproduktion, tidsrejser og meget andet. Clarkes betragtninger, som eksempelvis når han giver sig i kast med en analyse af fremtidens vejnet og begrænsningerne ved nutidens forståelse af fart, er da også drevet af en stor kreativitet og passion. Idéerne kan man ikke tage fra ham, men man kan måske også spørge sig selv, om det ikke bliver en anelse for let. I sine perspektiver kommer Clarke nemlig ikke med forsøg på skildringer af processer, men udelukkende slutprodukter. Hvordan vi rent faktisk skal opnå de teknologiske tigerspring, han skriver om, overlader han til andre. Den slags arbejde er tydeligvis langt fra det åndens værksted, som Clarke sidder i. På den led ligner hans essay alligevel mere skønlitteratur end en egentlig debatbog. Eller en gratis omgang kan man sige.

Man kan dog ikke tage fra Clarke, at han frimodigt kaster sig ud i stærkt spekulative overvejelser. I kapitlet ”The Road to Lilliput” er han eksempelvis optaget af mikroskala og de muligheder, der ligger i at skrumpe ting. Her er han på flere måder helt på linje med Lindsay Gutteridge, der skrev sin pulp-trilogi om mikroagenten Matthew Dilke. Clarke tænker dermed sprælsk og udnytter helt bevidst troper udviklet i fællesskab med sine SF-kolleger, men han gør samtidig en dyd ud af at påpege, hvorfor mange andre enten er naive eller uambitiøse i deres forståelse af de specifikke fænomener og deres udfordringer.

Hardcover, Gollancz 1962. Bogens første udgave

Med det sagt er det selvfølgelig interessant at se, hvordan Clarke rent faktisk lykkedes med sit projekt. Til det må man svare: Ikke ret godt. Han forudså eksempelvis koloniserede planeter i år 2000, foruden en lang række andre ganske optimistiske forudsigelser, der alt sammen er projiceringer af en rumudforskning, der ikke har udfoldet sig som ventet. Hele IT-revolutionen er naturligvis eller ikke spået, hvilket alt sammen får Clarkes fremtid til at virke ganske bedaget. At han rammer rigtigt i forhold til andre ting, skyldes nok først og fremmest, at han skriver så vagt, at man hurtigt kan forme hans tekst i den retning, det nu passer bedst. Trods de selvhøjtidelige ord er resultatet ikke voldsomt imponerende.

Grundlæggende må man da også sige, at Clarkes største problem er, at hans optimistiske fremtidsprognoser udelukkende baserer sig på betragtninger baseret på teknologiske udviklinger. Han har ikke den menneskelige side med i sit billede af udviklingen. Clarke har dermed været totalt tonedøv over for den såkaldte counter-culture, og denne strømnings antiautoritære søgen mod økologi, teknologisk tilbageholdenhed samt ikke mindst spørgsmål om ligestilling, køn, åndelighed og så fremdeles.

Hardcover, The Scientific Book Club 1962

Clarkes rationelle verdensbillede greb ikke de længsler og behov, som mange unge følte, da han skrev bogen, og det var vel at mærke disse unge, der kom til at præge den fremtid, han skrev om. Clarke var på den led allerede bag om dansen, da han med sit snusfornuftige ingeniørsindelag skrev SF-drømme om en bedre verden.

Mens Clarke var optaget af at uddele verbale øretæver til kolleger, der bliver beskyldt for at være uambitiøse eller at tænke småt, kunne samfundet omkring ham passende synge med på Dylans linjer ”Because something is happening here but you don’t know what it is – Do you, Mr. Clarke?” Teknologi former mennesker, jovist, men mennesker former også teknologi, og jeg vil bestemt mene, at det er sidstnævnte forhold, der er det vigtigste.

Paperback, Bantam Books 1964

Clarke bliver på den led hurtigt et let offer for sin egen arrogance, hvilket kan synes velfortjent. Men med det sagt, vil jeg også sige, at Profiles of the Future er ganske underholdende læsning. Bogen solgte godt, og den har uden tvivl talt til et særligt publikum af læsere, der har følt sig hjemme i denne stemning af ”far ved bedst”. Bogens underholdningsværdi ligger da også i høj grad i Clarkes forfatterstemme. Han er fræk og kritiserer andre åbent. Han kommer også med udfald, som når han udpeger H.P. Lovecrafts fiktion som pjat, eller når han roser sig selv som en anden hr. Tudse.

Jeg vil da også sige, at det kræver mod at udgive en bog som Profiles of the Future, fordi den vel nærmest var dømt til at fejle. Det kræver også et stort ego, og Arthur C. Clarke havde uden tvivl begge dele. I medierne blev han sammen med Ray Bradbury SF-litteraturens repræsentanter, på samme måde som Stephen King har været skrækfiktionens ansigt i pressen. Den form for opmærksomhed forpligter. King skrev Danse Macabre (1981), og Clarke gav os et SF-essay – et portræt af fremtidens muligheder, som den burde tage sig ud i en rationel verden. Men, som Tocotronic synger smukt: ”Pure Vernunft darf niemals siegen”. Jeg tror, King slap en hel del heldigere fra sit essay-statement end Clarke, selvom Clarkes opgave naturligvis også er en hel del vanskeligere, men når det kommer til stykker er Profiles of the Future mindst lige så sjov læsning som Kings bog alligevel.

Paperback, Pan 1964

Paperback, Bantam Books 1967

Hardcover, Harper & Row 1973

Paperback, Popular Library 1977

Hardcover, Gollancz 1982

Paperback, Pan 1983

Hardcover, Gollancz 1999

Poul Anderson, The High Crusade (1960): Undskyld, der er en ridder i mit rumskib?!

Paperback, Berkley Medallion 1978. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne var Poul Anderson en af kongerne blandt de genreforfattere, der beskæftigede sig med SF og det, som vi i dag kalder fantasy. Han var både produktiv og innovativ, men vigtigst af alt formåede han at ramme den rigtige balance mellem alvor og letbenet underholdning samt ikke mindst mellem plot og tempo, som tiden læsere satte pris på. Hovedværket The Broken Sword udfordrede afgjort denne skabelon, mens indeværende værk, The High Crusade til fulde demonstrerer den og viser, hvorfor Anderson blev så populær.

Handlingen begynder i England i det herrens år 1345, hvor en lille lokal herremand er i færd med at forberede sig på deltagelse i krigen mod Frankrig. Sir Roger, som ridderen hedder, når imidlertid aldrig at komme afsted til Frankrig, for ud af det blå lander der et rumskib i udkanten af hans landsby. Rumskibet er bemandet med en besætning af arrogante rumvæsner; spejdere, der er på udkig efter nye verdener, som Wersgorix-imperiet kan indtage og udnytte.

Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Helt så let går det bare ikke denne gang, for Sir Roger har en masse riddere udstationeret i sin fæstning, der skal med ham i krigen mod Frankrig. Da rumskibet lander, tror ridderne indledningsvist, at det er et fransk trick eller noget sendt fra djævlen. Uanset hvad beslutter de sig for at slå først, og ridderne overrumpler dermed rumvæsnerne, som slet ikke er forberedte på modstand fra de ”primitive” jordboer.

For at gøre en lang historie kort, indtager ridderne rumskibet og lærer, gennem et overlevende rumvæsen, hvordan det fremmede fartøj kan flyves. Sir Roger beslutter sig for at gå på opdagelse med rumskibet, og han sender derfor hele sin hær ombord. Så langt så godt. De engelske riddere, de våbenføre mænd samt alle hjælperne, der ledsager krigstogtet, er snart efter i det ydre rum med kurs mod en fremmed planet.

Hardcover, Doubleday 1960. Romanens første udgave i bogform

Dermed begynder en utrolig krigshistorie, hvor Sir Roger og hans gæve riddere langsomt får knæsat rumvæsnernes imperie gennem snarrådighed, dristighed og held. Roger og ridderne er naturligvis godt hjulpet på vej af de ”rumvåben”, som de undervejs lærer at bruge, samt ikke mindst støtten fra andre befolkninger på ligeledes invaderede planeter.

Men, men, men. Sejren har en pris. Med sig ombord på rumskibet har Sir Roger sin unge, smukke kone Cathrine, der slet ikke er begejstret for al den krig og død. Hun føler sig overset, og mens Sir Roger indtager imperiet, taber han indadtil sit bagland.

Paperback, Dolphin Books 1962

The High Crusade er en røverhistorie på speed. Det er en absurd fortælling, der forsøger at jonglere langt flere stemninger på en gang, end hvad godt er, og det er en tåbelig, underholdende omgang ballade. Hele præmissen for fortællingen er omtrent så dum og utroværdig, som det kan blive, men pointen er naturligvis også, at læseren bare skal læne sig tilbage og lade herligheden udfolde sig i al sine uforpligtende flor.

Desuagtet er det alligevel interessant at kigge Anderson lidt i kortene og, så at sige, bevæge sig ind i romanens maskinrum. Der er nemlig to helt oplagte inspirationskilder for bogen, der har efterladt sig et kraftigt aftryk på handlingen.

Paperback, Macfadden-Bartell 1964

For det første har Anderson nemlig taget Mark Twains Connecticut Yankee og vendt den på hovedet. I stedet for at lade en moderne, teknologisk overlegen mand rejse tilbage til middelalderen, flytter han middelalderen ind i den teknologisk overlegne fremtid. Det bruger han til at demonstrere middelalderens kreativitet og vitalitet. Han kontrasterer altså den rå vildskab og viljestyrke, som middelalderens menneske er i besiddelse af, med de svage og dovne skabninger i rumimperiet, som teknologien har ødelagt. Robert E. Howard kunne ikke have udtænkt det bedre.

I alt dette er rumvæsnerne fra Wersgorix da heller ikke meget mere end statister, som vi kun får det vageste indtryk af. De er dovne, lumske og lettere uduelige, meget mere har vi sådan set heller ikke brug for at vide. Historien er nemlig mere eller mindre en parodisk fejring af mennesket som den hårdeste hund i universet, hvilket fremstår som en kærlig hilsen til forfatterkolleger som eksempelvis Robert Heinleins fiktion.

Paperback, Macfadden-Bartell 1968

Det andet væsentlige afsæt for romanen kommer fra Kong Arthur-myten. The High Crusade bliver nemlig en form for genfortælling af kerneelementerne i den fortælling. Takket være et utroligt våben (rumskibet = Excalibur) lykkes det Roger at samle et folk og føre dem fra den ene triumf til den anden, men sejrens pris er, at han mister sin dronning Guenevere, Cathrine, til sin betroede højre hånd. Midt i den episke kamp og kage lurer tragedien dermed i baggrunden og gør sejren bitter for Roger.

The High Crusade løb som føljeton, før den blev skrevet sammen i romanform, og det kan som altid mærkes. Handlingen gør flere gange nogle stemningsmæssige spring og efterlader hver gang løse ender. Der er på den led ganske meget uforløst og uklart i romanen, der trods sin slående enkelthed alligevel afsluttes med en del åbne spørgsmål.

Paperback, Manor Books 1975

Det er med andre ord alt for let at finde mangler i romanen, der er præget af en god portion dilettanteri. Men omvendt er det netop i den løsslupne, famlende fremstillingsform, at styrken i bogen ligger. Anderson drøner afsted med sin læser som blind passager og ser sig ikke tilbage. Det er gonzo-SF eller pulp af den reneste aftapning, skrevet før udtrykket endegyldigt stagnerede i pasticher og nostalgisk sværmeri.

Som du nok fornemmer, har jeg et ømt punkt for bogen, der er et hurtigt læst, fornøjeligt bekendtskab, man ikke sådan uden videre glemmer. Om ikke andet, fordi den er så umanerligt tåbelig…

Paperback, Corgi 1981

Hardcover, Severn House 1982

Paperback, Berkley Books 1983

Hardcover, Baen 1991

Paperback, Baen 1991

Paperback, Baen 2010

Paul Lehr – En science fiction-mester

Paperback, Fawcett 1971

Her kan du snuse lidt til mesterlige Paul Lehrs forsider. Sammen med Richard Powers var han uden tvivl en af de mest fremtrædende forsideskabere til bøger udi SF-genren i 1960’erne og 70’erne. Mens Powers stil var kraftigt psykedelisk, har Lehrs kunst en mere præcis og naturalistisk tilgang. Hvor Powers er fabulerende, er Lehr nøjagtig. Begge dele rummer nogle faldgruber, men der, hvor de er bedst, leverer de begge helt storslåede billeder.

Paul Lehr (1930-1998)

Hos Lehr er jeg især begejstret for hans landskabsscener. De futuristiske og fremmedartede miljøer, han får lavet, indbyder i den grad til at lade tanken gå på opdagelse. Der er drivstof til indlevelse og eskapisme i Lehrs billeder, som gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til dem. Sådan har jeg det i hvert fald.

Paperback, St. Martin’s Press 1987

Hans saglighed gør samtidig, at billederne har en alvor, som de mere pulp-orienterede kunstnere i tiden savnede. Det er da uden tvivl også Lehrs nøjagtighed og alvor, der gjorde ham til en eftertragtet illustrator, der gik godt i spænd med den nyvundne selvforståelse og entusiasme, som SF-genren oplevede i 60’erne efter ingeniør-forfatternes tid lykkeligvis var ved være omme.

Paperback, Signet 1964

Lehrs enorme produktion gør også, at han er en af de forsideskabere, som man har set mange gange, måske uden at vide, hvem kunstneren bag billedet mon er. Det er synd, for man bør kunne genkende en Lehr, når man ser den – det fortjener hans billedunivers.

Paperback, Signet 1959

Paperback, Dell 1974

Paperback, Dell 1973

Paperback, Dell 1967

Paperback, DAW Books 1976

Paperback, Cardinal 1958

Paperback, Berkley Medallion 1977

Paperback, Berkley Medallion 1976

Paperback, Berkley Books 1969

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Bantam Books 1980

Paperback, Bantam Books 1980

Paperback, Bantam Books 1979

Paperback, Bantam Books 1979. Dette er en af mine absolutte favoritter!

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1965

Paperback, Bantam Books 1958

Paperback, Avon Books 1987

Paperback, Avon 1971

Paperback, Avon 1970

Paperback, Bantam Books 1982

Hardcover, Tor 1994

Hardcover, Tor 1997. Paul Lehrs sidste forside, som han lavede relativt kort før sin død i ’98

Keith Laumer, A Trace of Memory (1963): Sjusket og planløs pulp

Paperback, Berkley Medallion 1963. Romanens første udgave. Richard Powers har malet den fine forside i hans vanlige, tidstypiske streg

Keith Laumers A Trace of Memory fra 1963 er på alle måder en sen aftapning af 1940’erne og 50’ernes SF. Romanen blev først udsendt som føljeton 1962 i Amazing Stories, hvilket var alt, alt for sent. Når folk i dag ser med milde øjne på Laumers bog, er det måske fordi, de glemmer, hvor forfejlet bogen allerede var, da den udkom. Problemet er nemlig, at den kun viderefører pulpens værste kvaliteter uden antydninger af de stilistiske og tematiske nybrud, genren oplevede i løbet af 50’erne. Det er mig derfor også en gåde, hvorfor A Trace of Memory er blevet så flittigt genoptrykt, som den er. Men lad os tage et hurtigt kig på handlingen, før vi for alvor går til makronerne.

Historien begynder en solrig formiddag i Tupelo, Mississippi, hvor den udtjente semi-dranker og lykkeridder mr. Legion læser i avisen og falder over følgende annonce: ”Soldier of fortune seeks companion in arms to share unusual adventure.” (s. 1) Legion havde egentlig ikke tænkt sig at svare på annoncen, men skæbnen vil, at han alligevel ender med at gøre det, og snart befinder mr. Legion sig i selskab med den excentriske rigmand Foster, der har indrykket teksten i avisen. Sagen er den, at Foster er i besiddelse af en mærkværdig dagbog, der ikke bare er skrevet på et ubestemmeligt, for ikke at sige ukendt materiale, bogen er også kun delvist skrevet på et læseligt sprog. Endnu mere mystisk er det, at Foster er overbevist om, at det er ham selv, der har skrevet den mærkelige bog i en fjern fortid. Foster virker gal, og Legion vil egentlig smutte fra hans rigmandsvilla så hurtigt som muligt, men så bliver huset angrebet af lysende energivæsner fra rummet, og de to mænd må flygte sammen ud i natten.

Paperback, Berkley Medallion 1963

Det viser sig, at Foster i virkeligheden er et rumvæsen fra planeten Vallon, der er blevet genfødt igen og igen uden ret meget erindring om sine tidligere liv.  Tidligere liv, der strækker sig tilbage til en nødlanding på Jorden tilbage i stenalderen. De landede der, hvor Stonehenge nu er opført, og naturligvis hænger de to ting sammen. Indbyggerne fra Vallon lå i krig med de onde energivæsner, som stadig søger efter overlevende fra nedstyrtningen for mange tusind år siden, og nu befinder Legion sig pludselig midt i en hæsblæsende jagt, der fører ham til England og til sidst videre ud i verdensrummet.

Ganske pludseligt slår handlingen over og blive et rumeventyr på planeten Vallon, der afsløres som udgangspunktet for alle vores jordiske Kong Arthur-fortællinger. Vallon er en forvanskning af Avalon osv. Jordboen Legion ender med at deltage i et oprør på den fjerne planet for at bekæmpe det tyranni, der er blevet etableret efter, at Fosters folk forlod planeten i sin tid.  Og så, og så, og så…

John Keith Laumer (9. juni 1925 – 23. januar 1993)

Ok, her må vi hellere stoppe det, der allerede nu er blevet et alt for langt referat. Den komplet udflydende handling i A Trace of Memory kan bedst beskrives som en føljeton, der løb af sporet. Det, der begynder som hårdkogt SF-gys i Tupelo, slutter som rendyrket rumramasjang, vel at mærke uden, at der på nogen måde knyttes noget bånd i mellem bogens dele. Laumer havde formentlig to-tre noveller eller romanidéer, der var for korte, og han besluttede så at splejse dem sammen til en. Det var en ganske dårlig idé, må man sige. I hvert fald for den læser, der bare holder af en smule konsistens i sin læsning.

Personlig kan jeg kun beklage, at Keith Laumer ikke blev ved historiens første handlingsspor; der, hvor Legion og Foster desperat forsøger at opklare dagbogens mysterium, rejser til Stonehenge, går på opdagelse i den jungianske kollektive erindring og paranoidt frygter for angreb fra energivæsnerne. Her har bogen en sympatisk karakter af skrækfiktion, der vinder ved den hårdkogte tone, som den vrængende hovedperson Legion udfolder.

Paperback, Mayflower 1968

Bogens midte og anden halvdel, der fremstår som en pauver udgave af noget, Robert Heinlein kunne have skrevet, har ikke samme nerve og virker først og fremmest som et sammendrag af en større handling. Selv Legions personlighed transformeres væk fra den alkoholiserede antihelt til en klassisk, ansigtsløs helt med gåpåmod og en proper næve. Kong Arthur-vinklen i bogens anden halvdel giver ikke nogen mening, set i forhold til handlingen i første del, og Laumer kunne da i det mindste have gjort sig den umage at indlægge et par enkelte sætninger i romanudgaven af bogen, som forberedte læserne på den udvikling, men sådan er det ikke.

Entusiastiske SF-læsere vil her måske kunne indvende, at det trods alt er en sjov tanke, som Laumer fremfører. Altså at Arthurlegenden i virkeligheden er menneskehedens videredigtning på hændelser, der udspillede sig i stenalderen og siden er blevet genfortalt  og dermed også gradvist er blevet forvansket til den historie, vi kender. Bevares, den tanke er sjov, men Laumer bruger den ikke til stort andet end et trinbræt for kamp og kage på planeten Vallon, og Colin Wilson gjorde den slags langt bedre få år senere. For mig skal der i hvert fald lidt mere til, for at den slags idéer kan bære værket.

Paperback, Warner Paperback Library 1972

Isoleret set er der således gode takter i A Trace of Memory, men alt det overskygges af det faktum, at bogen er rædderligt skrevet. Normalt skal man ikke forvente sig meget mere end et dynamisk og humørfyldt sprog i litteratur af Laumers pen, men end ikke det formår han at leve op til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor sproget i så høj grad generede mig. Vores hovedperson Legions navn bliver nævnt igen og igen sammen med et begrænset udvalg af andre ord og vendinger, som gør sproget til en lang gentagelse, og reducerer det litterære håndværk til en omgang af det argeste sjusk.

At bogen fandt vej til udgivelse er ene og alene et vidne om den næsten umættelige begejstring for genrelitteratur, der herskede i samtiden, og Laumer hører så afgjort til blandt amatørerne, der kunne lukrere på denne interesse med dybest set elendig fiktion, som bidrog til at holde gang i gryderne. Laumer tilhører den gruppe af forfattere, der stædigt holdt fast i den gamle pulplitteraturers mest primitive sider, og det er ikke noget under, at den ellers produktive Keith Laumer er sunket ned i glemslens suppedas i dag, så at det kun er de mest ihærdige læsere, der får ham hevet frem.

Paperback, Tor 1984

A Trace of Memory er uden tvivl pulplitteratur, når den er værst; triviel, rodet og sjusket, uden plan og andet formål end at give Laumer brød på bordet. Det fik han da sikkert også, men det er formentlig også det eneste for alvor positive, der er at sige i den sammenhæng.

Paperback, Armchair Fiction 2011

Amazing Stories, juli 1962

Amazing Stories, august 1962

Amazing Stories, september 1962

 

 

 

Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

Paperback, Ace Books 1968. forsiden er malet af Jack Gaughan

Her skal vi se lidt nærmere på den feterede Philip K. Dicks første roman Solar Lottery, der så dagens lys i 1955. Dicks mange meritter som forfatter skal jeg ikke opliste her, men blot konstatere, at man retrospektivt kan genkende ting i debutromanen, som fik stor betydning i det senere forfatterskab. Bedømt ud fra denne bog alene ville man dog næppe spå Dick nogen lang og glorværdig karriere. I hvert fald ikke en karriere, der skulle føre ham ud i så utroligt og tankevækkende terræn, som det rent faktisk blev til. Det skal jeg vende tilbage til.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid; samfundet er blevet indrettet som et diktatur, hvor diktatoren, kaldet ”The Quizmaster” bliver udvalgt tilfældigt blandt dem, der vælger at stille op til posten. Samtidig med udvælgelsen af diktatoren bliver en drabsmand eller morder tilfældigt udvalgt, hvis opgave det er at dræbe den nyvalgte diktator. Diktatorens ansvar er nu at styre sit folk efter forgodtbefindende, men samtidig også at beskytte sig imod morderens attentater. Nogle diktatorer overlever længe, andre dør nærmest øjeblikkeligt, men konsekvensen er principielt den, at magten holdes i skak og, at der sikres retfærdighed igennem tilfældighed. Som ekstra dimension i dette bliver alt omkring både morder og diktator transmitteret som underholdningsfjernsyn til masserne, der på den led kan følge ”den politiske udvikling” hen over aftenkaffen.

Paperback, Ace Books 1955. Bogens første udgave, hvor den udkom som såkaldt dobbeltroman

Midt i alt dette møder vi den unge bureaukrat Ted Bentley, der bliver fyret fra sit arbejde og nu håber at kunne gøre sig en karriere i det politiske system. Han lykkedes ikke med selv at blive Quizmaster, men han bliver ad omveje indrulleret i den siddende diktator Reeze Verricks administration, netop som denne står for fald. Det får alvorlige konsekvenser, og vores unge hovedperson befinder sig snart i den politiske orkans øje og i et komplot, der indbefatter en kybernetisk lejemorder, talfusk i systemet, kærlighed og et enormt magtbegær. Dertil kommer så også en underliggende mystisk eller religiøs dimension, som længe lever sit eget liv i handlingen, men som henimod slutningen gradvist føjer sig ind i historiens hovedspor.

Solar Lottery er på alle måder et tidstypisk stykke fiktion. Den er et eksempel på klassisk, handlingsorienteret pulp, med en historie, der er centreret om en mandlige hovedfigur konflikt med andre alfahanner. Det er de slagkraftige karakterers univers, som vi her befinder os i, og handlingens primære fremdrift er konfrontation og ildkamp. Denne opskrift kender vi til hudløshed, og Dick føjer intet nyt til udtrykket. Faktisk kan man sige, at hans debutroman hører til i den mere kluntede ende af pulpgenren, fordi han besværer sin fortælling med alt for meget sidehistorie. Den fejl ville den skarpslebne Robert Heinlein eksempelvis aldrig begå.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982)

Der, hvor romanen alligevel tillader os at se den feterede Dick in spe, ligger i bogens miljø, men først og fremmest ligger det diskret i baggrunden af selve sprogtonen. Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.

I dette 50’er-udtryk står Dicks stemme interessant, fordi der under hans grundlæggende satiriske fremtidsvision, som sagt, skjuler sig en mystisk åre, der tager disse talforestillinger om tilfældighed mere alvorlig end som så. Tilfældigheden bliver noget, der ligger forsynet snublende nær, og man fornemmer, at mennesket i Solar Lottery i virkeligheden leger med kræfter, som de dybest set ikke helt forstår. Små ti år senere skrev Dick The Man in the High Castle, og forbindelseslinjerne imellem de to bøger er ganske åbenlyse.

Hardcover, Rich & Cowan 1956. romanen blev også udgivet under denne alternative titel

Solar Lottery favner pulpudtrykket fuldstændig, og Dick har ikke haft til hensigt at skrive andet end præcis den type fortælling, der var moderne på dette tidspunkt. Noget i Dicks natur har imidlertid lagt noget uventet, en form for mislyd, ind over handlingen og udtrykket, som trækker fortællingens udtryk bort fra det rendyrkede og giver det en snert af noget andet. Det er ikke ret meget, men tilstedeværelsen af disse antydede metafysiske idéer er alligevel nok til, at man bemærker dem – ikke mindst takket være Dicks senere tekster, som hjælper os til at identificere hans bagvedliggende tanker i en tidlig bog som Solar Lottery.

Dicks debutroman synes først og fremmest at kunne takke sin udgivelse det faktum, at genren var så utrolig populær i midten af 50’erne, og det forhold, at Dick samtidig gør meget lidt for at udfordre det ønskede udtryk. Det er imidlertid vores held, at Dicks romankarriere blev skudt i gang, for han voksede efterfølgende bog for bog, frem til den mentale formørkelse slugte ham helt til sidst.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1957

Solar Lottery er dermed også en form for ikke helt vellykket svendestykke. En fortælling, som leverer det forventede uden dog at gøre det helt overbevisende. Den blev imidlertid også adgangsbilletten til mere, og det er præcis dette, som vi skal tage med fra bogen. Historien var Dicks vej ind i romanformen, som blev det udtryk, han skulle komme til at excellerer i og udvikle sig mere og mere originalt indenfor; navnlig i løbet af 60’erne. Her gav forandringer i kulturen og litteraturen Dicks særlige udtryk vind i sejlene, men det er stof til et senere indlæg.

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Panther 1959

Paperback, Arrow Books 1972

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Macmillan 1990. Bemærk det lille citat af LeGuin. Solar Lottery sælges her på baggrund af det senere forfatterskab, hvilket må karakteriseres som en noget optimistisk form for markedsføring

Paperback, Macmillan 1992

Paperback, Vintage Books 2003

Paperback, Gollancz 2003

Paperback, Mariner Books 2012

Gordon R. Dickson & Harry Harrison, The Lifeship (1976): En ganske dårlig sejltur i rummet

Paperback, Baen 1985. Forsiden er malet af Frank Kelly Freas

I 1976 slog de to SF-veteraner Gordon R. Dickson og Harry Harrison pjalterne sammen og udsendte rumeventyret The Lifeship (tidligere udgivet, som føljeton, under titlen Lifeboat); en kompakt lille fortælling, der fik en del opmærksomhed på udgivelsestidspunktet, men senere mere eller mindre er sunket ned som et af begge forfatteres mindre kendte værker. Det er da også vanskeligt at forsvare en bog som The Lifeship, der synes at slå fejl på nærmest alle tænkelige parametre – den er hverken spændende, overraskende eller æstetisk udfordrende. I stedet er den omtrent så kedsommelig som den lange, rumrejse den skildrer.

Handlingen fører os ud i en fjern rumalder, hvor et menneskestyret regime har kontrollen med flere planeter. I dette univers findes der både andre racer og subversive kræfter, som bestemt ikke er lykkelige for det menneskelige overherredømme. Konflikter ulmer lige underoverfladen, og da vi kommer ind i historien, er undercoveragenten Giles Steel blevet udsendt for at dræbe en leder fra en af disse oprørsbevægelser. Denne rebel skulle angiveligt opholde sig på en stor rumbase, men knap er Giles ankommet på basen, før en eksplosion ødelægger stedet, og vores hovedperson må flygte ud i et redningsfartøj sammen med en lille gruppe andre tilfældige passagerer fra stationen.

Paperback, Baen 1985

Nu er gode råd dyre, for ikke alene befinder Giles Steel sig ombord på et fremmed fartøj (rumskibet, de tilfældigt har søgt ly i, er bygget af og til en anden race), de må finde en sikker rumhavn, før deres mad, vand og ilt slipper op. Dertil kommer så også, at Giles aldrig fik sat denne oprørsleder ud af spillet.

Handlingen i The Lifeship udspiller sig mere eller mindre ombord på det lille redningsfartøj, og stemningen ligner til forveksling scener fra en ubåd. Det er trangt, varmt og besværligt. Hvad der imidlertid gør tingene endnu værre, er, at der ikke alene viser sig at være et forbløffende stort antal intriger blandt skibets passagerer, det hele hænger også i mistænkelig grad sammen med Giles’ mission. Vi er da heller ikke kommet langt ind i bogen, før det står klart, at der mindst er én forræder ombord, som ikke har tænkt sig at lade Giles og redningsskibet nå i sikkerhed.

Gordon Rupert Dickson (1. november 1 1923 – 31. januar 2001) fotograferet i 1974

Man fornemmer, hvordan Harrison og Dickson krampagtigt har forsøgt at finde på episoder eller optrin, som kunne udspille sig på det lille, lukkede rumskib og dermed give deres fortælling noget, som tilnærmelsesvis ligner romanlængde. Det fører en del med sig, men dybest set er det spild af tid, fordi alle de pludseligt opstående problemer hurtigt overvindes igen. Mest irriterende er det dog, at netop som deres mangel på mad og vand er kritisk, ankommer de i sikkerhed. Stor ståhej for ingenting, hvilket vi vidste det ville være fra begyndelsen.

Det er en kunst at skabe fortættede intriger og spænding omring et lukket rum, hvor der ikke kan introduceres nye karakterer. Agatha Christie mestrede eksempelvis den slags; hun udviklede i hvert fald skabeloner, der fungerede for hende og hendes læsere. Dickson og Harrison klarer det ikke, og de har formentlig undervurderet, hvor subtilt man må arbejde for at få den type fortælling til at fungere.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Snøvlende får de to herrer os slæbt gennem optrin, som da det viser sig, at en musiker ombord har et narkoproblem, og pludselig ikke længere kan styre sine abstinenser (naturligvis, for det har musikere selvfølgelig). Desværre viser det sig også, at præcis den form for afhængighed, han har, får hans krop til at længes efter papir (!). Det eneste papir ombord er skibets logbog med alle koordinaterne for deres navigation. Det er selvfølgelig den bog, som junkien kaster sig over og æder afgørende sider af, før han bliver stoppet. Rumskibet kan nu ikke længere ramme den præcise kurs, hvilket er kritisk på grund af de begrænsede livsnødvendige ressourcer ombord. Man spørger sig, om dette kriseelement ikke kunne være blevet introduceret mere elegant? Situationen med logbogen, som den beskrives, er helt absurd og utroværdig. Måske skal det forstås som sort humor? I så fald leveres det så underspillet, at det går hen over hovedet på mig.

Litterære samarbejder kan være sjove og givtige, men i tilfældet The Lifeboat, er resultatet alt andet end inspirerende. Man ser de to forfattere for sig, der hver især har holdt sig tilbage for at give plads til den andens idéer. Resultatet er, at teksten ikke kommer nogen steder, fordi begge lurepasser. Måske har deres grundidé slet og ret også været så vanskelig at udfolde, at de ikke kunne få den i hus og undervejs manglede selverkendelsen til at indse dette.

Hardcover, Harper & Row 1976. Romanens 1. udgave i bogform

Det eneste positive, der er at sige om The Lifeboat, er, at den blanding af noget fremmedartet og klaustrofobisk, som hænger over det lille rumskibs indre, kommer tydeligt frem, og det er for så vidt ganske fængslende i de første par kapitler. Desværre føjes der ikke mere til dette – i hvert fald ikke andet end absurde optrin.

Det er imidlertid også bemærkelsesværdigt, hvor amputeret romanen er, fordi vi normalt er vant til ganske spraglede og tempofyldte historier fra begge forfattere. Det får vi ikke her, og de står derved nærmest med hænderne bundet på ryggen. Den manglende fart i handlingen skaber naturligvis mere fokus på sproget, og det er ingen af de to herrers skrivestil skabt til. The Lifeship kommer på den led til at udstille det svageste i både Dicksons og Harrisons forfatterskab.

Paperback, Pocket Books 1977

Jeg bliver aldrig den helt store fan af hverken Harrison eller Dickson, men der er ikke nogen tvivl om, at de begge har skrevet flere ting, der er langt, langt bedre end dette. Ikke desto mindre genkender man hen imod slutningen de mere dynamiske elementer i begges produktion. Til sidst viser det hele sig nemlig at være et kæmpe (utroværdigt) komplot, og det kommer til ildkamp og ramasjang. Her kan man som læser drage et lettelsens suk, fordi der endelig er en eller anden form for forløsning. Ikke at det redder bogen, men det får i mindste de sidste sider til at glide lettere ned.

The Lifeboat fremstår mest af alt som en fiks idé, en sjov tanke opstået under nogle øl eller lignende. Det er nok også en af de bøger, der bare burde være blevet i skrivebordsskuffen, eller forblevet som en sjov tanke, vennerne Dickson og Harrison kunne sludre om i hyggelige stunder. De samtaler ville helt sikkert være mere underholdende end den kejtede dødsejler, der blev resultatet af deres samarbejde.

Paperback, Orbit 1977

Hardcover, Dennis Dobson 1978

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Orbit 1985

Paperback, Orbit 1988

Hardcover, Severn House 1997

Ebog, Orion 2013

 

Robert A. Heinlein, Citizen of the Galaxy (1957): Frihed er det bedste guld

Paperback, Del Rey Ballantine 1978. Forsidens handlingstro billede er udført af Darrell Sweet

Med Citizen of the Galaxy viser Robert Heinlein, hvor let genretroper kan flyttes og modelleres, så miljøet og omstændighederne udskiftes, mens fortællingens grundlæggende substans forbliver den samme. Det er i hvert fald præcis, hvad der sker i denne roman, hvor Heinlein med selverklæret afsæt i Rudyard Kiplings berømte Kim (1901) har lavet en rumparafrase over selvsamme drengebogsfortælling. Heinlein har dermed ikke alene taget tematikken og plotstrukturen fra Kim, men også bevaret en stor del af drengebogens gnists og gåpåmod.

Man kan da også hyppigt se Citizen of the Galaxy omtalt som en af Heinleins ungdomsbøger, hvilket måske kan være meget rigtigt. Den har i hvert fald ikke samme studentikose, lumre mandehumor, der ellers løber som en understrøm gennem ganske meget af Heinleins fiktion. Man kan imidlertid også i samme åndedrag konstatere, at Citizen of the Galaxy stedvist er ganske voldsom, hvorfor vi her er vidne til det velkendte forhold, at unge åbenbart har bedre af at læse om vold end sex.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Nuvel. Handlingen fører os til planeten Jubbul, hvor den forældreløse slavedreng Thorby bliver frikøbt af en gammel tigger ved navn Baslim, som herefter indtager en faderrolle i drengens liv. Det viser sig da også snart, at Baslim ikke er nogen almindelig tigger, men en hemmelig agent, der arbejder for at nedbryde det tyranniske styre på Jubbul, der er baseret på den modbydelige slavehandel. Alt dette ved Thorby kun lidt om, men da myndighederne får færden af Baslims undergravender arbejde, bliver situationen alvorlig og drengen – som efterhånden er blevet en ung mand – får en mission. Han modtager et budskab, som han skal aflevere til de galaktiske myndigheder. Thorby forlader således planeten Jubbul som en fri mand med et formål, og den opgave fører ham vidt omkring.

Som sagt er Citizen of the Galaxy modelleret over Kim, og alt, der har været beskrevet indtil videre, er del af denne parafrase. Heinlein går imidlertid længere, fordi det efter, at Thorby har fuldført sin opgave, bliver afsløret, hvem hans rigtige forældre var. Det viser sig, at Thorby er den eneste arving i en uhyggeligt velhavende slægt. Og naturligvis er der pengemænd, som ikke ligefrem er begejstrede for det forhold, at Thorby nu pludselig dukker op med krav på formuen. Bedst som eventyret egentlig burde være afsluttet, bliver vores unge helt dermed rullet i en grum magtkamp om retten til sin familiens rigdom.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1957. Romanens 1. udgave i bogform. Bemærk i øvrigt, hvor usædvanligt mange indbundne udgaver bogen er udkommet i

De to led i Citizen of the Galaxy har umiddelbart ikke meget med hinanden at gøre, og de kunne for så vidt være to uafhængige fortællinger, men det lykkes for Heinlein at få snøret de to historier sammen til et meningsfyldt hele. Det sker i sidste kapitel, hvor Thorby står som den store sejrherre, der har overvundet alle sine fjender. Han er slaven, der har besejret sin herre og vundet friheden, han er helten, der har kæmpet sig gennem modstanden og vundet ikke bare rigdom undervejs, men også fundet kærligheden. Alt skulle derfor være fint, men sådan er det bare ikke, for Heinlein præsenterer her en næsten Robert E. Howardsk pointe.

Vores helt Thorby er nemlig slet ikke blevet fri alligevel. Kan ske, at han ikke længere er slave, men frihed har han ikke, da han sidder som øverste ansvarshavende for sin families forretninger og formue og tilmed har en kæreste derhjemme, der venter ham til aftensmad hver aften. Den personlige frihed, muligheden for at gøre hvad han vil, findes ikke længere. Slavelænken har han kastet af sig, men nu har samfundet fanget ham i et guldbur. Den erkendelse er smertefuld for Thorby, der har fået det frie soldaterliv i blodet, men må indse, at han ganske frivilligt har ladet sig lænke på ny.

Hardcover, Gollancz 1969

Med bogen illustrerer Heinlein med andre ord, at der ligger et valg, som vi må træffe. Slaven er ufri, men den påstået frie kan også vise sig at være ufri, fordi samfundet binder ham eller hende. Friheden til at handle og eksistere uden at blive tynget af sociale bånd og forpligtelser er dermed noget, som man bevidst må forfølge, hvis man vil bevare den.

Eller sagt på en anden måde, gods og guld er ikke frihed – i hvert fald ikke ægte frihed i den forstand, som den heroiske vagabond oplever den. At netop det tema dukker op i Citizen of the Galaxy er måske ikke så sært, fordi Heinlein har forfulgt det flere gange og understreget, hvor ideologisk vigtigt det var for ham, at individet har mulighed for at handle, uden samfundet stiller sig i vejen for denne handlefrihed.

Paperback, Ace Books 1970

Som roman betragtet er Citizen of the Galaxy et stykke underholdende ramasjang, der med Heinleins vanlige sans for tempo sender Thorby på en hurtig rejse gennem det ene optrin efter det andet. Bogen tåler ikke nogen nærmere æstetisk afdækning, fordi den først og fremmest er et stykke sentimentalt, umiddelbart pulp, hvis hovedanliggende er letbenet SF-underholdning. Men modsat så meget andet ramasjang fra slutningen af 50’erne bliver bogen interessant som mere end bare tidsfordriv, fordi Heinlein er så ideologisk, som han er og tydeligvis har et anliggende med sin brug af Kim som samtalepartner.

Bogen er dermed en politisk/social kommentar til Kiplings værk om frihedens væsen, som Heinlein så og udlagde den. Man kan vel nærmest sige, at Citizen of the Galaxy, med dens frihedssværmeri, bliver en form for oprørsmanifest, der opfordrer sine unge (mandlige) læsere til nøje at tænke sig om, før de blindt følger i forældregenerationens fodspor. Måske er der alternativer, måske er velstand og tryghed slet ikke de goder, man tror?

Paperback, Peacock Books 1972

Havde bogen ikke været indsovset i en særlig form for militaristisk mandsstereotyp, som Heinlein elskede, kunne den ses som et stykke proto-hippielitteratur. Der havner vi dog ikke, men på sin egen bagvendte facon synes Heinlein alligevel at være i kontakt med rørelser i tiden, som peger fremad mod de store kulturelle omvæltninger, som det kommende årti skulle vise sig at rummer. The times they were a-changin’…

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1977

Paperback, Penguin Books 1981

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1987

Hardcover, Robert Hale 2001

Hardcover, The Virginia Edition 2008

Ebog, Spectrum Literary Agency 2013