Tag Archives: Rumeventyr

Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

Paperback, Ace Books 1968. forsiden er malet af Jack Gaughan

Her skal vi se lidt nærmere på den feterede Philip K. Dicks første roman Solar Lottery, der så dagens lys i 1955. Dicks mange meritter som forfatter skal jeg ikke opliste her, men blot konstatere, at man retrospektivt kan genkende ting i debutromanen, som fik stor betydning i det senere forfatterskab. Bedømt ud fra denne bog alene ville man dog næppe spå Dick nogen lang og glorværdig karriere. I hvert fald ikke en karriere, der skulle føre ham ud i så utroligt og tankevækkende terræn, som det rent faktisk blev til. Det skal jeg vende tilbage til.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid; samfundet er blevet indrettet som et diktatur, hvor diktatoren, kaldet ”The Quizmaster” bliver udvalgt tilfældigt blandt dem, der vælger at stille op til posten. Samtidig med udvælgelsen af diktatoren bliver en drabsmand eller morder tilfældigt udvalgt, hvis opgave det er at dræbe den nyvalgte diktator. Diktatorens ansvar er nu at styre sit folk efter forgodtbefindende, men samtidig også at beskytte sig imod morderens attentater. Nogle diktatorer overlever længe, andre dør nærmest øjeblikkeligt, men konsekvensen er principielt den, at magten holdes i skak og, at der sikres retfærdighed igennem tilfældighed. Som ekstra dimension i dette bliver alt omkring både morder og diktator transmitteret som underholdningsfjernsyn til masserne, der på den led kan følge ”den politiske udvikling” hen over aftenkaffen.

Paperback, Ace Books 1955. Bogens første udgave, hvor den udkom som såkaldt dobbeltroman

Midt i alt dette møder vi den unge bureaukrat Ted Bentley, der bliver fyret fra sit arbejde og nu håber at kunne gøre sig en karriere i det politiske system. Han lykkedes ikke med selv at blive Quizmaster, men han bliver ad omveje indrulleret i den siddende diktator Reeze Verricks administration, netop som denne står for fald. Det får alvorlige konsekvenser, og vores unge hovedperson befinder sig snart i den politiske orkans øje og i et komplot, der indbefatter en kybernetisk lejemorder, talfusk i systemet, kærlighed og et enormt magtbegær. Dertil kommer så også en underliggende mystisk eller religiøs dimension, som længe lever sit eget liv i handlingen, men som henimod slutningen gradvist føjer sig ind i historiens hovedspor.

Solar Lottery er på alle måder et tidstypisk stykke fiktion. Den er et eksempel på klassisk, handlingsorienteret pulp, med en historie, der er centreret om en mandlige hovedfigur konflikt med andre alfahanner. Det er de slagkraftige karakterers univers, som vi her befinder os i, og handlingens primære fremdrift er konfrontation og ildkamp. Denne opskrift kender vi til hudløshed, og Dick føjer intet nyt til udtrykket. Faktisk kan man sige, at hans debutroman hører til i den mere kluntede ende af pulpgenren, fordi han besværer sin fortælling med alt for meget sidehistorie. Den fejl ville den skarpslebne Robert Heinlein eksempelvis aldrig begå.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982)

Der, hvor romanen alligevel tillader os at se den feterede Dick in spe, ligger i bogens miljø, men først og fremmest ligger det diskret i baggrunden af selve sprogtonen. Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.

I dette 50’er-udtryk står Dicks stemme interessant, fordi der under hans grundlæggende satiriske fremtidsvision, som sagt, skjuler sig en mystisk åre, der tager disse talforestillinger om tilfældighed mere alvorlig end som så. Tilfældigheden bliver noget, der ligger forsynet snublende nær, og man fornemmer, at mennesket i Solar Lottery i virkeligheden leger med kræfter, som de dybest set ikke helt forstår. Små ti år senere skrev Dick The Man in the High Castle, og forbindelseslinjerne imellem de to bøger er ganske åbenlyse.

Hardcover, Rich & Cowan 1956. romanen blev også udgivet under denne alternative titel

Solar Lottery favner pulpudtrykket fuldstændig, og Dick har ikke haft til hensigt at skrive andet end præcis den type fortælling, der var moderne på dette tidspunkt. Noget i Dicks natur har imidlertid lagt noget uventet, en form for mislyd, ind over handlingen og udtrykket, som trækker fortællingens udtryk bort fra det rendyrkede og giver det en snert af noget andet. Det er ikke ret meget, men tilstedeværelsen af disse antydede metafysiske idéer er alligevel nok til, at man bemærker dem – ikke mindst takket være Dicks senere tekster, som hjælper os til at identificere hans bagvedliggende tanker i en tidlig bog som Solar Lottery.

Dicks debutroman synes først og fremmest at kunne takke sin udgivelse det faktum, at genren var så utrolig populær i midten af 50’erne, og det forhold, at Dick samtidig gør meget lidt for at udfordre det ønskede udtryk. Det er imidlertid vores held, at Dicks romankarriere blev skudt i gang, for han voksede efterfølgende bog for bog, frem til den mentale formørkelse slugte ham helt til sidst.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1957

Solar Lottery er dermed også en form for ikke helt vellykket svendestykke. En fortælling, som leverer det forventede uden dog at gøre det helt overbevisende. Den blev imidlertid også adgangsbilletten til mere, og det er præcis dette, som vi skal tage med fra bogen. Historien var Dicks vej ind i romanformen, som blev det udtryk, han skulle komme til at excellerer i og udvikle sig mere og mere originalt indenfor; navnlig i løbet af 60’erne. Her gav forandringer i kulturen og litteraturen Dicks særlige udtryk vind i sejlene, men det er stof til et senere indlæg.

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Panther 1959

Paperback, Arrow Books 1972

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Macmillan 1990. Bemærk det lille citat af LeGuin. Solar Lottery sælges her på baggrund af det senere forfatterskab, hvilket må karakteriseres som en noget optimistisk form for markedsføring

Paperback, Macmillan 1992

Paperback, Vintage Books 2003

Paperback, Gollancz 2003

Paperback, Mariner Books 2012

1 kommentar

Filed under Roman

Gordon R. Dickson & Harry Harrison, The Lifeship (1976): En ganske dårlig sejltur i rummet

Paperback, Baen 1985. Forsiden er malet af Frank Kelly Freas

I 1976 slog de to SF-veteraner Gordon R. Dickson og Harry Harrison pjalterne sammen og udsendte rumeventyret The Lifeship (tidligere udgivet, som føljeton, under titlen Lifeboat); en kompakt lille fortælling, der fik en del opmærksomhed på udgivelsestidspunktet, men senere mere eller mindre er sunket ned som et af begge forfatteres mindre kendte værker. Det er da også vanskeligt at forsvare en bog som The Lifeship, der synes at slå fejl på nærmest alle tænkelige parametre – den er hverken spændende, overraskende eller æstetisk udfordrende. I stedet er den omtrent så kedsommelig som den lange, rumrejse den skildrer.

Handlingen fører os ud i en fjern rumalder, hvor et menneskestyret regime har kontrollen med flere planeter. I dette univers findes der både andre racer og subversive kræfter, som bestemt ikke er lykkelige for det menneskelige overherredømme. Konflikter ulmer lige underoverfladen, og da vi kommer ind i historien, er undercoveragenten Giles Steel blevet udsendt for at dræbe en leder fra en af disse oprørsbevægelser. Denne rebel skulle angiveligt opholde sig på en stor rumbase, men knap er Giles ankommet på basen, før en eksplosion ødelægger stedet, og vores hovedperson må flygte ud i et redningsfartøj sammen med en lille gruppe andre tilfældige passagerer fra stationen.

Paperback, Baen 1985

Nu er gode råd dyre, for ikke alene befinder Giles Steel sig ombord på et fremmed fartøj (rumskibet, de tilfældigt har søgt ly i, er bygget af og til en anden race), de må finde en sikker rumhavn, før deres mad, vand og ilt slipper op. Dertil kommer så også, at Giles aldrig fik sat denne oprørsleder ud af spillet.

Handlingen i The Lifeship udspiller sig mere eller mindre ombord på det lille redningsfartøj, og stemningen ligner til forveksling scener fra en ubåd. Det er trangt, varmt og besværligt. Hvad der imidlertid gør tingene endnu værre, er, at der ikke alene viser sig at være et forbløffende stort antal intriger blandt skibets passagerer, det hele hænger også i mistænkelig grad sammen med Giles’ mission. Vi er da heller ikke kommet langt ind i bogen, før det står klart, at der mindst er én forræder ombord, som ikke har tænkt sig at lade Giles og redningsskibet nå i sikkerhed.

Gordon Rupert Dickson (1. november 1 1923 – 31. januar 2001) fotograferet i 1974

Man fornemmer, hvordan Harrison og Dickson krampagtigt har forsøgt at finde på episoder eller optrin, som kunne udspille sig på det lille, lukkede rumskib og dermed give deres fortælling noget, som tilnærmelsesvis ligner romanlængde. Det fører en del med sig, men dybest set er det spild af tid, fordi alle de pludseligt opstående problemer hurtigt overvindes igen. Mest irriterende er det dog, at netop som deres mangel på mad og vand er kritisk, ankommer de i sikkerhed. Stor ståhej for ingenting, hvilket vi vidste det ville være fra begyndelsen.

Det er en kunst at skabe fortættede intriger og spænding omring et lukket rum, hvor der ikke kan introduceres nye karakterer. Agatha Christie mestrede eksempelvis den slags; hun udviklede i hvert fald skabeloner, der fungerede for hende og hendes læsere. Dickson og Harrison klarer det ikke, og de har formentlig undervurderet, hvor subtilt man må arbejde for at få den type fortælling til at fungere.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Snøvlende får de to herrer os slæbt gennem optrin, som da det viser sig, at en musiker ombord har et narkoproblem, og pludselig ikke længere kan styre sine abstinenser (naturligvis, for det har musikere selvfølgelig). Desværre viser det sig også, at præcis den form for afhængighed, han har, får hans krop til at længes efter papir (!). Det eneste papir ombord er skibets logbog med alle koordinaterne for deres navigation. Det er selvfølgelig den bog, som junkien kaster sig over og æder afgørende sider af, før han bliver stoppet. Rumskibet kan nu ikke længere ramme den præcise kurs, hvilket er kritisk på grund af de begrænsede livsnødvendige ressourcer ombord. Man spørger sig, om dette kriseelement ikke kunne være blevet introduceret mere elegant? Situationen med logbogen, som den beskrives, er helt absurd og utroværdig. Måske skal det forstås som sort humor? I så fald leveres det så underspillet, at det går hen over hovedet på mig.

Litterære samarbejder kan være sjove og givtige, men i tilfældet The Lifeboat, er resultatet alt andet end inspirerende. Man ser de to forfattere for sig, der hver især har holdt sig tilbage for at give plads til den andens idéer. Resultatet er, at teksten ikke kommer nogen steder, fordi begge lurepasser. Måske har deres grundidé slet og ret også været så vanskelig at udfolde, at de ikke kunne få den i hus og undervejs manglede selverkendelsen til at indse dette.

Hardcover, Harper & Row 1976. Romanens 1. udgave i bogform

Det eneste positive, der er at sige om The Lifeboat, er, at den blanding af noget fremmedartet og klaustrofobisk, som hænger over det lille rumskibs indre, kommer tydeligt frem, og det er for så vidt ganske fængslende i de første par kapitler. Desværre føjes der ikke mere til dette – i hvert fald ikke andet end absurde optrin.

Det er imidlertid også bemærkelsesværdigt, hvor amputeret romanen er, fordi vi normalt er vant til ganske spraglede og tempofyldte historier fra begge forfattere. Det får vi ikke her, og de står derved nærmest med hænderne bundet på ryggen. Den manglende fart i handlingen skaber naturligvis mere fokus på sproget, og det er ingen af de to herrers skrivestil skabt til. The Lifeship kommer på den led til at udstille det svageste i både Dicksons og Harrisons forfatterskab.

Paperback, Pocket Books 1977

Jeg bliver aldrig den helt store fan af hverken Harrison eller Dickson, men der er ikke nogen tvivl om, at de begge har skrevet flere ting, der er langt, langt bedre end dette. Ikke desto mindre genkender man hen imod slutningen de mere dynamiske elementer i begges produktion. Til sidst viser det hele sig nemlig at være et kæmpe (utroværdigt) komplot, og det kommer til ildkamp og ramasjang. Her kan man som læser drage et lettelsens suk, fordi der endelig er en eller anden form for forløsning. Ikke at det redder bogen, men det får i mindste de sidste sider til at glide lettere ned.

The Lifeboat fremstår mest af alt som en fiks idé, en sjov tanke opstået under nogle øl eller lignende. Det er nok også en af de bøger, der bare burde være blevet i skrivebordsskuffen, eller forblevet som en sjov tanke, vennerne Dickson og Harrison kunne sludre om i hyggelige stunder. De samtaler ville helt sikkert være mere underholdende end den kejtede dødsejler, der blev resultatet af deres samarbejde.

Paperback, Orbit 1977

Hardcover, Dennis Dobson 1978

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Orbit 1985

Paperback, Orbit 1988

Hardcover, Severn House 1997

Ebog, Orion 2013

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Robert A. Heinlein, Citizen of the Galaxy (1957): Frihed er det bedste guld

Paperback, Del Rey Ballantine 1978. Forsidens handlingstro billede er udført af Darrell Sweet

Med Citizen of the Galaxy viser Robert Heinlein, hvor let genretroper kan flyttes og modelleres, så miljøet og omstændighederne udskiftes, mens fortællingens grundlæggende substans forbliver den samme. Det er i hvert fald præcis, hvad der sker i denne roman, hvor Heinlein med selverklæret afsæt i Rudyard Kiplings berømte Kim (1901) har lavet en rumparafrase over selvsamme drengebogsfortælling. Heinlein har dermed ikke alene taget tematikken og plotstrukturen fra Kim, men også bevaret en stor del af drengebogens gnists og gåpåmod.

Man kan da også hyppigt se Citizen of the Galaxy omtalt som en af Heinleins ungdomsbøger, hvilket måske kan være meget rigtigt. Den har i hvert fald ikke samme studentikose, lumre mandehumor, der ellers løber som en understrøm gennem ganske meget af Heinleins fiktion. Man kan imidlertid også i samme åndedrag konstatere, at Citizen of the Galaxy stedvist er ganske voldsom, hvorfor vi her er vidne til det velkendte forhold, at unge åbenbart har bedre af at læse om vold end sex.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Nuvel. Handlingen fører os til planeten Jubbul, hvor den forældreløse slavedreng Thorby bliver frikøbt af en gammel tigger ved navn Baslim, som herefter indtager en faderrolle i drengens liv. Det viser sig da også snart, at Baslim ikke er nogen almindelig tigger, men en hemmelig agent, der arbejder for at nedbryde det tyranniske styre på Jubbul, der er baseret på den modbydelige slavehandel. Alt dette ved Thorby kun lidt om, men da myndighederne får færden af Baslims undergravender arbejde, bliver situationen alvorlig og drengen – som efterhånden er blevet en ung mand – får en mission. Han modtager et budskab, som han skal aflevere til de galaktiske myndigheder. Thorby forlader således planeten Jubbul som en fri mand med et formål, og den opgave fører ham vidt omkring.

Som sagt er Citizen of the Galaxy modelleret over Kim, og alt, der har været beskrevet indtil videre, er del af denne parafrase. Heinlein går imidlertid længere, fordi det efter, at Thorby har fuldført sin opgave, bliver afsløret, hvem hans rigtige forældre var. Det viser sig, at Thorby er den eneste arving i en uhyggeligt velhavende slægt. Og naturligvis er der pengemænd, som ikke ligefrem er begejstrede for det forhold, at Thorby nu pludselig dukker op med krav på formuen. Bedst som eventyret egentlig burde være afsluttet, bliver vores unge helt dermed rullet i en grum magtkamp om retten til sin familiens rigdom.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1957. Romanens 1. udgave i bogform. Bemærk i øvrigt, hvor usædvanligt mange indbundne udgaver bogen er udkommet i

De to led i Citizen of the Galaxy har umiddelbart ikke meget med hinanden at gøre, og de kunne for så vidt være to uafhængige fortællinger, men det lykkes for Heinlein at få snøret de to historier sammen til et meningsfyldt hele. Det sker i sidste kapitel, hvor Thorby står som den store sejrherre, der har overvundet alle sine fjender. Han er slaven, der har besejret sin herre og vundet friheden, han er helten, der har kæmpet sig gennem modstanden og vundet ikke bare rigdom undervejs, men også fundet kærligheden. Alt skulle derfor være fint, men sådan er det bare ikke, for Heinlein præsenterer her en næsten Robert E. Howardsk pointe.

Vores helt Thorby er nemlig slet ikke blevet fri alligevel. Kan ske, at han ikke længere er slave, men frihed har han ikke, da han sidder som øverste ansvarshavende for sin families forretninger og formue og tilmed har en kæreste derhjemme, der venter ham til aftensmad hver aften. Den personlige frihed, muligheden for at gøre hvad han vil, findes ikke længere. Slavelænken har han kastet af sig, men nu har samfundet fanget ham i et guldbur. Den erkendelse er smertefuld for Thorby, der har fået det frie soldaterliv i blodet, men må indse, at han ganske frivilligt har ladet sig lænke på ny.

Hardcover, Gollancz 1969

Med bogen illustrerer Heinlein med andre ord, at der ligger et valg, som vi må træffe. Slaven er ufri, men den påstået frie kan også vise sig at være ufri, fordi samfundet binder ham eller hende. Friheden til at handle og eksistere uden at blive tynget af sociale bånd og forpligtelser er dermed noget, som man bevidst må forfølge, hvis man vil bevare den.

Eller sagt på en anden måde, gods og guld er ikke frihed – i hvert fald ikke ægte frihed i den forstand, som den heroiske vagabond oplever den. At netop det tema dukker op i Citizen of the Galaxy er måske ikke så sært, fordi Heinlein har forfulgt det flere gange og understreget, hvor ideologisk vigtigt det var for ham, at individet har mulighed for at handle, uden samfundet stiller sig i vejen for denne handlefrihed.

Paperback, Ace Books 1970

Som roman betragtet er Citizen of the Galaxy et stykke underholdende ramasjang, der med Heinleins vanlige sans for tempo sender Thorby på en hurtig rejse gennem det ene optrin efter det andet. Bogen tåler ikke nogen nærmere æstetisk afdækning, fordi den først og fremmest er et stykke sentimentalt, umiddelbart pulp, hvis hovedanliggende er letbenet SF-underholdning. Men modsat så meget andet ramasjang fra slutningen af 50’erne bliver bogen interessant som mere end bare tidsfordriv, fordi Heinlein er så ideologisk, som han er og tydeligvis har et anliggende med sin brug af Kim som samtalepartner.

Bogen er dermed en politisk/social kommentar til Kiplings værk om frihedens væsen, som Heinlein så og udlagde den. Man kan vel nærmest sige, at Citizen of the Galaxy, med dens frihedssværmeri, bliver en form for oprørsmanifest, der opfordrer sine unge (mandlige) læsere til nøje at tænke sig om, før de blindt følger i forældregenerationens fodspor. Måske er der alternativer, måske er velstand og tryghed slet ikke de goder, man tror?

Paperback, Peacock Books 1972

Havde bogen ikke været indsovset i en særlig form for militaristisk mandsstereotyp, som Heinlein elskede, kunne den ses som et stykke proto-hippielitteratur. Der havner vi dog ikke, men på sin egen bagvendte facon synes Heinlein alligevel at være i kontakt med rørelser i tiden, som peger fremad mod de store kulturelle omvæltninger, som det kommende årti skulle vise sig at rummer. The times they were a-changin’

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1977

Paperback, Penguin Books 1981

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1987

Hardcover, Robert Hale 2001

Hardcover, The Virginia Edition 2008

Ebog, Spectrum Literary Agency 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, The Mote in God’s Eye (1974): Universets junglelov

Paperback, Orbit 1977

Paperback, Orbit 1977. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på det seneste læst rigtig meget horror og som lidt tematisk adspredelse fik jeg lyst til at dykke længere ned i de herrer Larry Nivens og Jerry Pournelles forfatterskab. Et forfatterskab, jeg for nogen tid siden skrev om, da jeg omtalte bogen Lucifer’s Hammer. Henning Andersen skrev tilmed efterfølgende en fin gæsteartikel om dele af makkerparrets romaner. Desværre må jeg straks sige, at Nivens og Pournelles populære roman The Mote in God’s Eye fra 1974 savner det pågående element af smudsig underholdning, som førnævnte Lucifer’s Hammer har. Nogen stor læseoplevelse kom der således ikke ud af min lille ekskurs fra skrækfiktionen, og jeg fortrækker mig derfor skyndsomt tilbage til uhyggens land efter dette lille indlæg.

Handlingen i The Mote in God’s Eye fører os ud i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu beboer flere planeter og slikker sårene efter en interplanetarisk borgerkrig, der bredte sig mellem alle de beboede verdener. En ny tid har imidlertid indfundet sig, og midt i denne optur sker det utrolige, at der for første gang opfanges signaler, som må stamme fra en anden form for intelligent liv. Mennesket er med andre ord ikke længere alene i universet, og den erkendelse sætter selvfølgelig politiske bølger i gang.

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Rumskibet MacArthur og kampskibet Lenin sætter kurs mod de fremmede væsners hjemplanet under ledelse af den unge adelsmand kaptajn Roderick “Rod” Blaine. Med sig ombord på de to skibe har han naturligvis en række specialister, så som antropologen Sally Fowler, admiral Lavrenti Kutuzov med ansvar for den militærstrategiske del af missionen og sådan kunne man blive ved. Vi har tilmed den obligatoriske forræder med ombord – den skruppelløse forretningsmand Horace Hussein Bury, der egentlig skulle sættes for en militær domstol, men som alligevel i de tumultariske dage op imod afrejsen alligevel havner ombord på MacArthur.

Således parat står besætningen ombord på de to skibe nu ansigt til ansigt med den nye race af komplet fremmedartede skabninger, der på ingen måde ligner os fysisk. Hvordan væsnerne præcis ser ud, er faktisk en lille smule vanskeligt at forstå ud fra bogens beskrivelser, ikke mindst fordi der øjensynlig er flere racer af de frememde væsner, der er ganske forskellige og alligevel genetisk nært beslægtede.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at MacArthurs besætning kommer med ned på væsnernes planet, og her får de den helt store omvisning. Alt ånder fred, de fremmede vil gerne handle og synes helt og aldeles samarbejdsvillige. Der er imidlertid ugler i mosen, og det står da også snart klart, at vores besætning ikke får sandheden om de fremmede at vide. For deres intentioner er absolut ikke fredelige, men i stedet for et traditionelt militært angreb planlægger de fremmede væsner, hvis livscyklus er langt kortere end vores, en langsigtet invasion, som i løbet af mange år vil fortrænge menneskeheden og redde deres fremtidige generationer fra en udpint, overbefolket planet.

Alt dette udfoldes gennem en række handlingstråde, hvor vi følger forskellige grupperinger ombord på de to rumskibe. Som et noget søgt greb lader Pournelle og Niven også de fremmede få deres egne små kapitler, hvor deres store plan langsomt udfoldes for læseren, mens bogens egentlige hovedpersoner naivt stoler på rumvæsnernes løgne. Noget, der utvivlsomt er udtænkt for at højne spændingen, men resultatet er alt andet end overbevisende.

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Larry Nivens og Jerry Pournelles mest bemærkelsesværdige idé i bogen er at iscenesætte deres handling og univers som en spejling af 1700-tallets maritime verden. Selvom det hele handler om rumskibe, planeter og obskur teknologi, er perspektivet arkaisk. Som en anden James Cook står bogens kaptajn Blaine over for en ny verden, der udvider horisonten og udfordrer den gamle europæiske civilisation. Den arkaiske tone gennemsyrer alt fra de små glimt af livet på menneskets planeter til organiseringen af skibene og hele termonologien omkring rumfarten.

Det i sig selv kunne være blevet til noget ganske vellykket, hvis ikke Niven og Pournelle skrev så gumpetungt og konformt, som de gør. De får nemlig hverken sprogligt eller intellektuelt brugt deres referenceramme for historien til andet end overfladiske paralleller. I stedet for at udnytte chancen til eksempelvis at udforske rationalismens erkendelsesmæssige betydning i forhold til rumfart og liv på andre planeter end Jorden forbliver det historiserende element mest af alt en banal gimmick.

Paperback, Pocket Books 1975

Paperback, Pocket Books 1975

Mere problematisk er de fremmed imidlertid. Rumvæsnerne, der beskrives så kompliceret, at man dårligt forstår, hvordan de ser ud, virker nemlig først ganske uforklarlige, men så begår bogens forfattere den store synd, at antropomorfisere væsnernes psykologi. Til trods for alle de fysiologiske forskelle tænker og agerer de med andre ord som mennesker, hvilket gør kapitlerne, hvor vi følger rumvæsnernes interne diskussioner tåkrummende pinlige, fordi det lykkes forfatterne at trivialisere deres eget projekt og gøre alle deres beskrivelser af ”ikke-jordisk” kultur helt og aldeles ligegyldig. Allerede Lovecraft hasselerede sukkende over den slags i SF-litteraturen, og Niven og Pournelle burde vide bedre.

Desuagtet synes bogens væsentligste pointe at udstille det forhold, at alle i sidste ende er dem selv nærmest. Menneskeheden kæmper internt, det samme gør rumvæsnerne, og selvfølgelig skal mennesker og rumvæsner derfor også kæmpe. Alles kamp mod alle ligger med andre ord lige under den tynde fernis af civilisation, og det hele er i sidste ende et spørgsmål om, hvor hurtigt man indser dette. Skal man være forfatterne venligt stemt, så kan rumvæsnerne opfattes som allegori for ”den anden”, hvorved rumvæsnernes egentlige fremmedartethed bliver af mindre betydning fordi de bare er et billede.

Paperback, Timescape 1982

Paperback, Timescape 1982

Bogens præst har naturligvis sværmeriske idéer om det gode i både mennesket og rumvæsnerne, og hans illusioner knuses på grummeste vis. Jungleloven hersker på jorden såvel som i verdensrummet, og kun den der forståer at ruste sig, vil kunne overleve. Man genkender dermed både tematiske strenge tilbage til Robert E. Howard og Robert Heinlein i The Mote in God’s Eye og ikke mindst førnævnte apokalyptiske roman Lucifer’s Hammer, som også synes at træde omkring i samme pseudo-fascistiske sværmeri for den handlekraftige leder, der kan trænge igennem rænker og civiliseret, humanistisk pladder.

The Mote in God’s Eye blev en kæmpe succes i SF-kredse, og man har rost bogen for dens friske tempo og underholdende handling. For mig et se er den mest af alt en kilde til irritation, fordi den ikke formår at udfylde de idéer, som egentlig ligger til grund for handlingen og rammen. Hvis man skriver så enkelt og uambitiøst som Pournelle og Niven, må deres bog leve på tekstens koncepter, men her fejler de også. Resultatet bliver tyndbenet underholdning med mildest talt tvivlsomme sociale idéer. Jeg er med andre ord ikke så sikker på, at jeg orker at forfølge de to herrer dybere ind i deres forfatterskab. Men man skal jo aldrig sige aldrig. Og nu tilbage til det gotiske lønkammer.

Paperback, Simon & Schuster 1987

Paperback, Simon & Schuster 1987

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

3 kommentarer

Filed under Roman

Joe Haldeman, The Forever War (1974): It ain’t me, it ain’t me, I ain’t no fortunate one

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Der er noget fantastisk underholdende, fantastisk sympatisk og fantastisk dumt ved Joe Haldemans anden og utvivlsomt bedst kendte roman anti-krigsfortællingen The Forever War fra ’74. Og jeg må med det samme tilstå, at jeg har en stor svaghed for bogen til trods for alle dens fejl og uigennemtænkte små krøller. Bogens vilje til provokation og forfatterens ønske om, at teksten måske vil kunne påvirke et eller andet, gør den nemlig til mere end bare et flygtigt bekendtskab. At den samtidig også kan ses som et genreopgør, eller måske endda fadermord, gør den bestemt ikke mindre spændende.

Selve historien er egentlig ganske enkel. Rumfart er blevet almindeligt på Jorden. Under menneskets ekspeditioner ud i det fremmede er man stødt på de såkaldte Taurans’ – en svært forståelige, svært beskrivelig og på alle måder udefinerbar fjende, som må bekæmpes med alle midler. Derfor har man indført en værnepligt, som nu pumper unge mænd og kvinder ud i verdensrummet i kampen mod den grusomme fjende. Nu er sagen bare den, at den måde, man rejser i rummet på, sker ved at udnytte noget, der vel bedst kan beskrives som en form for ormehuller, hvilket jo sådan set er en helt traditionel SF-idé.

Paperback, Ballantine Books 1976

Paperback, Ballantine Books 1976

I Haldemans version betyder det at springe gennem ormehullerne imidlertid en forskydning i tid, så den, der bevæger sig gennem hullet, også bevæger sig ud i Jordens fremtid uden selv at blive ældet. Det er en smule kompliceret, og jeg skal ikke påstå, at jeg helt forstår Haldemans idé. Det er sådan set heller ikke så væsentligt, det vigtige er, at soldaterne, der tager afsted, ikke bare kommer langt væk hjemmefra målt i kilometer, de siger også farvel til deres familie og venner, der vil være ældet og måske endda døde, når de en dag kommer hjem fra krigen.

Nuvel, midt i alt dette møder vi William Mandella, der har sluttet sig til hæren og kampen mod de onde Taurans. Mandella er således bogens vrangvillige hovedperson, som vi følger fra den første militære træning og så videre gennem en lang række skarpe missioner. Vi følger også Mandella, da han endelig vender hjem, som veteran, og atter slutter sig til hæren igen, fordi han ikke længere kan finde sig til rette som civilist.

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Fælles for alle Mandellas handlinger og oplevelser er det, at han egentlig slet ikke har lyst til at være soldat, og han er rent faktisk heller ikke særlig dygtig til det. Det er her, vi kommer ind på romanen som det indledningsviste genreopgør. Bogens forfatter Joe Haldeman gør på en gang kløgtigt brug af et pulpet formsprog fra 50’erne, men gør samtidig op med hele den macho-helterolle, som eksempelvis Robert Heinleins mandlige hovedpersoner helt og aldeles er formet efter. The Forever War er dermed et væsentligt opgør med en ældre generation af SF-forfatteres tekster, udført i en handling, der ellers overfladisk synes næsten identisk med de gamle pulp mestres historier.

Bogen er derfor også stærkt beslægtet med den samme form for fadermord, som Len Deighton gjorde i forhold til Ian Flemmings verdensberømte James Bond-romaner, da han slap sin lurvede, jazz-elskende Harry Palmer løs og derved skabte en helt ny type pulpet anti-helt, der henvendte sig direkte til 60’ernes anti-autoritære ungdom. Og Haldemans romanfigur i The Forever War udspringer fra nøjagtigt samme sted og taler til præcis samme generation. Mandella, hovedpersonen klarer sig med andre ord slet og ret ved held, ikke duelighed eller særlige kompetencer, og gennem en form for absurd logik stiger han endda længere og længere op i militærsystemets grader. Præcis som Harry Palmer i øvrigt også gør det.

Hardcover, St. Martin's Press 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, St. Martin’s Press 1974. Romanens 1. udgave

Joe Haldeman bruger ikke mange ord på personkarakteristikker eller miljøbeskrivelser. Den slags fortaber sig i fortællingen, der brager afsted i højt, højt tempo og løbende synes at komme faretruende ud af kurs. Handlingen og personerne betyder da heller ikke det helt store for ham, fordi Haldemans vigtigste opgave er at udmale sine frustrationer over og erfaringer fra Vietnamkrigen for læseren i den tyndeste tænkelige allegori; en krig, der fortsatte endnu et år efter, Haldemans bog var trykt.

Man er med andre ord ikke i tvivl om, hvad Haldemen egentlig skriver om, når han beskriver krigen mod fjenden ude i verdensrummet. En fjende soldaterne aldrig helt forstår, hvorfor de bekæmper, endsige hvem fjenden egentlig er. Men faktisk er bogens entydige fokus også den store styrke, fordi det giver Haldeman rum til at udforske sit emne med en åbenhed og grundighed, som en mere kamufleret eller tvetydig allegori måske havde forhindret.

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at Haldeman indfanger tidsånden perfekt i sin bog. Den rå soldaterstemning, ildkampenes brutalitet og vanvid, militærsystemets grosteske logik, og ikke mindst de enorme personlige omkostninger, som veteranerne oplever, når de først kommer hjem. Alt det rammer Haldeman med præcis den gennemslagskraft, som man kan ønske sig af en anti-krigsbog. Men i stedet for at fortælle sin beretning som egentlig Vietnambog, har Haldeman, som sagt, valgt at henlægge handlingen til fremtiden. Det får konsekvenser for allegoriens fremstilling og føjer lag til fortællingen, som egentlig ikke kan siges at have noget med Vietnam-protesten at gøre.

Haldemans fremtid er et forstærket billede på 70’erne, hvor fri kærlighed og åbne parforhold, hash og stærke stoffer, og alt hvad vi ellers forbinder med ’68, er blevet en del af den almindelige kultur. Hippiernes vision er med andre ord blevet hverdag – men kun delvist, for verdenssamfundet har jo stadig besluttet at sende folk i krig, og livet er dermed ikke ren kærlighed, fred og harmoni.

Paperback, Futura 1976

Paperback, Futura 1976

I sig selv er Haldemans 70’er-fremtid ganske underholdende at læse om, fordi det, han egentlig gør, er at foretage en vurdering af sin samtid og vise os, hvad han tror, vil blive optaget i kultren som almindeligt og dermed viser han os også, hvor han tror, hippie-utopien vil komme til kort. Noget han vel dybest set beklager at dømme ud fra hovedpersonens drømme og bogens afslutning.

Men nu er det jo sådan, at bogens soldater hele tiden bevæger sig længere og længere ud i fremtiden, fordi de bruger disse ormehuller. Livet på Jorden udvikler sig dermed drastisk i løbet af bogen, først til et dystopisk voldssamfund, og senere, da vi er noget rigtig mange år længere ud i fremtiden, har svaret på overbefolkningsproblemet vist sig at være en hård indsats fra verdensregeringens side for, at homoseksualitet skal være det almindelige.

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Vores hovedperson Mandella kommer dermed i den besynderlige situation, da han som hærdet veteran skal deltage i en af sine sidste militærkampagner, at han er den eneste heteroseksuelle i kompagniet, noget han bliver kraftigt diskrimineret for. Haldeman spiller tydeligvis på chokeffekten og bevæger sig her ind på stærkt tabuiseret terræn. En hær af homoseksuelle – man kan næsten ikke forestille sig nogen større provokation af det selvbillede, som den amerikanske hær havde, og har, opdyrket omkring sig selv.

Desværre vedkender Haldeman sig, at det blot er drillerier, som han udsætter læseren for, fordi han hen imod slutningen kalder sin samfundsudvikling tilbage og lader Mandellas heteroseksualitet inspirere andre til at vende tilbage til samme levevis. Her kunne jeg have ønsket mig, at han holdt fast, fordi provokationerne på den måde ville virke mere snerrende og stærke, men i sidste ende er Haldeman sentimental og længes efter ordende forhold, som vi kender dem.

Hardcover, Avon 1997

Hardcover, Avon 1997

Og det er måske her, at Haldeman begår det største og mest iøjefaldende fejlgreb i bogen. Tonen har hele vejen igennem været grum, grim og voldsom, men til sidst falder han til patten og giver os den lykkelige udgang på Mandalas liv, som vi læseren faktisk ikke forventer. Vi forventer død og undergang, fordi det synes det eneste logiske i bogens sorte univers, men her tager man åbenbart fejl. Naturligvis viser den groteske krig mod de fremmede sig at være et røgslør, og naturligvis har tusindvis og atter tusindvis af unge mænd og kvinder givet deres liv forgæves i kampen mod en fiks idé, men med kampens afslutning kommer freden også til Mandella, der rejser ud i solnedgangen med sit hjertes udkårne. Slapt giver Haldeman her slip på fortællingen og lader sin anti-helt fortrække til landlig idyl – og det vel at mærke uden ironi eller sarkasme.

På trods af det, som jeg egentlig betragter som et ganske alvorligt kontraktbrud med bogens integritet og læserens forventninger, er The Forever War en finurlig bog, der udfolder counterculture og politisk krigssatire i et ganske dragende genrespil. Den er usleben, ujævn og mange steder uigennemtænkt, men den er samtidig både provokerende og befriende bramfri. Det gør bogen læseværdig, ikke mindst fordi den bestemt må siges at være et af de mere karakterfulde bud på en kritik af den amerikanske krigsindsats i Vietnam. Det må jo siges at være et værdigt emne for en roman, og vel at mærke et emne, der desværre fortsat i dag er ganske relevant.

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Eos  2003

Paperback, Eos 2003

Paperback, Gollancz 2004

Paperback, Gollancz 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, St. Martin's Griffin 2009

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gateway 2011

Paperback, Gateway 2011

Ebog, Ridan Publishing 2012

Ebog, Ridan Publishing 2012

Hardcover, Centipede Press 2013

Hardcover, Centipede Press 2013

Ebog,  Iconic ebooks 2014

Ebog, Iconic ebooks 2014

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Kim Stanley Robinson, Red Mars (1992): … Is there life on Mars?

Paperback, Bantam 1993. Forsiden er stemningsfuldt malet af Don Dixon

Paperback, Bantam 1993. Forsiden er stemningsfuldt malet af Don Dixon

Her er jeg, blankt indrømmet, på udebane. Kim Stanley Robinsons Red Mars fra 1992 er nemlig dét, Brian Aldiss engang kaldte ”the pure quill”. Det vil sige hård science fiction, der handler om menneskets forhold til teknologi, hvordan teknologien former fremtiden og vice versa. Præcis den type litteratur har aldrig sagt mig ret meget, og det SF, jeg foretrækker, lægger sig afgjort nærmere gys eller fantasy. Altså alt det, som de naturvidenskabeligt inklinerede SF-fans slet ikke gider beskæftige sig med. Sådan er vi jo forskelligt indrettet oppe i hovedet.

Jeg må også indrømme, at jeg har nogle genrefordomme. Helt generelt mener jeg nemlig, at det er i SF-litteraturen, at vi finder de fleste originale tanker, den største vilje til at eksperimentere og reflektere. Det bedste arbejde med sproget finder man derimod i skræklitteraturen, hvor der lægges langt mere vægt på omhyggelig omgang med ordenes virkning og prægnans. Fantasy står så tilbage som den forkølede taber, hvor man som oftest hverken finder nye tanker eller en nævneværdig sprogbrug. Jeg er afgjort mest til skrækfiktion, og det er som sagt min umiddelbare genrefordom, der her gør sig gældende. Naturligvis er det ikke noget, der tåler nærmer granskning, men alligevel er det en fornemmelse, som jeg har haft lidt svært ved at ryste af mig.

Kim Stanley Robinson (født 25. marts 1952)

Kim Stanley Robinson (født 25. marts 1952)

Kim Stanley Robinsons Red Mars er et ganske godt eksempel på en idébåren SF-roman, hvis velkonstruerede handling og tematik sprudler af holdning og idéer, men som takket være sit praktiske, håndværksprægede sprog hurtigt dræber mit engagement i fortællingen. Bogen beskriver de første marskolonisters lange rejse til den røde planet og deres kamp for at få etableret kolonien på den fjerne planet. Vi hører om træningen op til missionens afrejse, og vi hører også om det lange efterspil, da kolonien er velfungerende og livet på Mars er blevet dagligdag.

Den lange rejse mod Mars bruges til at præsentere bogens omfattende persongalleri primært bestående af amerikanske og russiske astronauter. Vi introduceres til de politiske og filosofiske spændinger, der er mellem kolonisterne og de muligheder, der ligger dem i vente, når de kommer frem. For sagen er den, at ingen af kolonisterne skal vende tilbage til Jorden. Deres fremtid ligger på Mars, og som den radikale Arkady Bogdanov påpeger, er missionen en mulighed for at skabe et nyt og bedre samfund. En mulighed for at starte forfra og gøre alt det rigtigt, som er gået galt på den udpinte jordklode, de nu forlader. Tanken er lige så smuk, som den er utopisk, og selvom den gribes af flere blandt kolonisterne, er det bestemt ikke alle, der ser sagen fra samme side.

Hardcover, HarperCollins 1992. Romanens 1. udg.

Hardcover, HarperCollins 1992. Romanens 1. udg.

Der går med andre ord lynhurtigt politik i missionen, og konflikterne bryder for alvor ud i noget, der ligner åben krig, da spørgsmålet om såkaldt ”terraforming” bringes på bane. For spørgsmålet er, i hvor høj grad kolonisterne skal tilpasse sig miljøet eller mangel på samme på Mars, eller aktivt gå ind og manipulere planeten for at skabe en jordlignende atmosfære.

Sagen falder ud til pro-siden, hvilket fører til dyb splittelse i gruppen. Tingene går deres gang og årene passerer. Mars bliver en egentlig koloni, og man får blik for planeten fra Jordens side. Nye immigranter kommer til og med dem også selskaber med kommercielle interesser. Den røde planet begynder mere og mere at ligne den jordklode, som de oprindelige kolonister forlod og læren synes at være, at man aldrig kan løbe fra sin egen skygge. Eller sagt på en anden måde – måske troede de oprindelige astronauter, at de rejste væk fra alt, men der tog de fejl. Mars er bare en forlængelse, en udpost til Jorden, og dermed synes en smuk idé ødelagt.

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Der er noget storladent, noget panoramisk over Red Mars. Kim Stanley Robinson maler med en bred pensel og væver skæbner ind og ud imellem hinanden. Det storladne skyldes både bogens store etiske problemstillinger og selve romanens tidsspand, idet handlingen strækker sig over rigtig mange år samt ikke mindst det enorme, uopdyrkede land, det hele handler om.

Ved et enkelt, men noget kunstigt, greb lader Robinson sit persongalleri overleve hele den lange proces, som bogen beskriver. Det kan ske fordi, man ved et lykketræf udvikler en biologisk renselsesproces på Mars, der virker foryngende på kroppen, og derved bliver de første kolonister pludselig vidner til forandringsprocesser, der strækker sig over generationer. Det er søgt, men et effektivt greb.

Bogen blev rigtig fint modtaget, da den udkom, og den har da også oplagte, nærmest klassiske, bestsellerkvaliteter. Fronterne trækkes tydeligt op, problemerne er klare og persongalleriet opdelt i letgenkendelige arketyper. Frontier-stemning og americana er altid populært, og Robinson bruger begge dele i sin iscenesættelse af Mars. Det er nok også her, at vi ser bogens egentlige ærinde; den er nemlig en form for spejling af Amerikas historie og alt det, der i følge Robinson er gået galt for Guds eget land.

Paperback, HarperCollins 1999

Paperback, HarperCollins 1999

Desværre er det også i romanens i lettilgængelige form, at jeg genkender et tilbagevendende problem ved en hel del SF af denne type. Det er nemlig hele tiden historien, der er i centrum. Sprogligt er Red Mars lidt en ørkenvandring. Den er skrevet i et ferskt, stedvist næsten fladpandet, sprog. På trods af førnævnte wildwest-associationer har bogen ganske enkelt ikke nogen egentlig stemning eller tone. Der er ingen emotionel resonans i ordene, fordi handlingen brager afsted som et lyntog uden tid, lyst eller evner til at dvæle ved det majestætiske potentiale, der ligger i mødet med den enorme, røde planet.

Dette ensidige fokus på handlingen har jeg et problem med, fordi handlingen som sådan ret hurtigt bliver for entydig og ukompliceret. Teksten giver for lidt modstand og pointerne mades til læseren i overskuelige, velmente kapitler. Red Mars er bestemt ikke nogen kort bog, og jeg må erkende, at jeg blev voldsomt utålmodig allerede halvvejs gennem teksten, fordi Kim Stanley Robinsons historie i min verden ikke formår at løfte den opgave, det er at skrive så lang en prosatekst. Og netop det er et problem, som jeg har oplevet mange gange med SF af denne type. Og Red Mars er endda en af de mere letlæste af slagsen.

Paperback, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2009

Når det er sagt, må man så også notere sig flere aspekter ved romanen, som gør den påfaldende aktuel. Bogen er nemlig skrevet med hele den pondus, der ligger bag forståelsen af USA som verdens førende og eneste fornuftige nation. At russerne har sneget sig med ind i handlingen, virker mest af alt som et besynderligt relikt af noget koldkrigstænkning, der kun kan forklares som et udslag af vanetænkning hos forfatteren. Mere bekymrende end Kim Stanley Robinsons nationalistiske begejstring er imidlertid den underliggende fremmedforskrækkelse, der klinger med. En ting er nemlig nogle besværlige europæere og asiater – dem kan man til nøds forstå – men bogens slyngler er de muslimer, som begynder at dukke op på den røde planet. De bringer sandelig ikke noget godt med sig, og forfatteren roder sig hurtigt ud i tanker om civilisationernes sammenstød. Det er ikke kønt, og man bør nok ikke tænke alt for meget over den side af sagen, når man stiger på lyntoget til Mars.

Red Mars har fået to efterfølgere, men jeg tvivler på, at jeg tager med Robinson på flere ture. I hvert fald ikke foreløbigt.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Allerede året efter Brian Lumley udsendte The Burrowers Beneath, kunne han i ’75 udgive endnu en roman om okkultisten Titus Crow. Sandt at sige var det næppe nogen overraskelse, da Burrowers’ slutning åbenlyst baner vejen for en bog mere. Det, der imidlertid kan overraske, er, hvor forskellig The Transition of Titus Crow er fra seriens første bind. Forgængeren havde en komposit karakter, takket være de mange fortællerstemmer, og samtidig var den rundet af en retrospektiv epistolærstil, der er blevet en af Cthulhu-genrens helt store klichéer. Sådan er det ikke med The Transition, for selvom bogens handling i store træk bliver fortalt til læseren gennem lydoptagelser med Crow, bliver resultatet noget, der ligner den klassiske jegfortæller.

Men lad os se på handlingen. Da vi forlod Crow og hans ven Henri-Laurent de Marigny sidst, var det i ruinerne af Crows hus i England. Ithaqua – August Derleths vinddæmon – havde smadret huset i forsøget på at dræbe de to okkulte opdagere og det tilsyneladende med succes. Det eneste mærkværdige ved ruinen var, at det gamle, ligkisteformede standerur, som stod i Crows arbejdsværelse, var forsvundet. Opdagerens lig blev heller ikke fundet, og nu viser det sig da også i fortsættelsen, at Crow i nødens stund opdagede standerurets hemmelighed (et emne, der blev diskuteret i begyndelsen første bog). Uret er nemlig slet ikke noget ur – nej, det viser sig at være et fartøj til at rejse i tid og rum. Crow og de Marigny er med andre ord undsluppet deres cthulhuide fjender, men kun for en stund, for nu bevæger de sig pludselig ind i nyt farefyldt terræn.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Det korte af det lange er, at Crow og de Marigny pludselig rejser i det åbne rum mellem tid og sted, indtil de Marigny ved et uheld bliver slynget tilbage til Jorden. Crow derimod kommer ikke hjem. Først er han fanget i sit fartøj og må lære, på den hårde måde, hvordan man styrer maskinen. Snart får han dog kontrol over sin kurs, men nu melder det problem sig, at han faktisk ikke aner, hvor i tid og rum han er. Crow er ganske enkelt faret vild i verdensaltets totalitet.

Det koncept er ret fantastisk, og det lykkes da også for Lumley at udnytte idéen om den rejsende, der på må og få brager fra universets skabelse til dens undergang på et øjeblik. H. G. Wells klinger med i fortællingen, men Lumley formår at udnytte rejsetematikken på sin egen måde. Et af de mere bemærkelsesværdige greb i The Transition of Titus Crow er nemlig, at bogen ikke har noget stort plot. Vi følger ganske enkelt Crows forsøg på at finde hjem til sin egen tid på Jorden, hvilket bringer ham ud for en lang række eventyr eller episoder, der hver i sær kan synes som en afsluttet forstælling.

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Lumley får derved lejlighed til at skabe små, meget forskelligartede stemningslommer i bogen. Mest slående for mig er episoden, der udspiller sig på randen af vores sols død. Her formår Lumley i løbet af et relativt kort kapitel at levere noget af det mest stemningsmættede og formfuldendte, som han har skrevet overhovedet. Hans beskrivelser af den nærmest døsige, døde klode befolket af mærkværdige små gnaverlignende skabninger er fyldt med blå toner og stille sorg. Sådan ender det en dag, tænker Crow, da han står i støvet og ser et land, hvor alle spor efter menneskeheden for længst er slidt bort af vind og vejr.

Helt anderledes humørfyldt er en anden fin passage, hvor vores hovedperson havner i en fjern urtid, omringet af dinosaurusser i tropiske omgivelser. Naturligvis er Crow konstant ved at blive ædt af en lang række glubske skabninger, før han slipper videre på sin rejse – præcis som genrekonventionerne byder det for eventyr i kridttiden.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Og det er nok i virkeligheden en af de ting, der gør The Transition of Titus Crow til en ganske underholdende roman. Alle de små optrin, som Crow havner i, er nemlig en leg med klassiske pulp-tematikker. Lumley samler med andre ord alle de drengebogseventyr og ramasjang-fortællinger, han læste som barn, og knytter dem sammen til en pulpkollage, som rent faktisk formår at indfange pulpeventyrets gnist uden at havne i ren nostalgisk parafrase.

Desværre har Lumley forpligtet sig på at fortsætte den fortælling, han begyndte i første bog, og romanen er derfor forankret i Cthulhu-universet. Men sammenhængen mellem de to bøger virker nærmest modstræbende, for romanerne hænger kun løst sammen. De cthulhuide elementer, som Lumley presser ind i handlingen henimod bogens slutning, antager den sædvanlige pinagtige karakter, fordi han er nødsaget til at gøre alvorlige krumspring for at få sit tidsrejse-eventyr til at falde på plads. Lumley introducerer bl.a. Cthulhus mage Cthylla (!) og kaster sig også ud i ganske uoverlagte beskrivelser af Cthulhus rolle i kampen mellem godt og ondt. Alt sammen noget, der gradvist forplumrer den ellers friske pulp-hyldest til en søgt omgang af den sædvanlige surdej fra Lumleys hånd. Alene det faktum, at de såkaldte ”elder things”, der skabte Crows fartøj, i en fjern fortid skulle vælge at formgive det som et standerur, virker så absurd, at det næsten siger alt om de knuder på handlingen, som Lumley må gøre for at få det hele til at gå op.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Nuvel, bogens første del har fart og gejst. Vi møder her en Lumley, der ikke længere står i skyggen af hverken H. P. Lovecraft eller August Derleth, men afprøver kræfter med egne idéer og udtryk. Han søger mod de helteeventyr, der så tydeligt har inspireret hans fiktion, og Lumley gør det langt hen ad vejen utvungent og med mærkbar glæde ved genren. Det er absolut klædeligt for forfatterskabet, fordi han ved at kappe sine mentor-bånd pludselig opdager nye udtryk og stemninger. I den forstand er The Transition of Titus Crow en vigtig bog i Lumleys produktion, som måske ofte bliver glemt, fordi den står i skyggen af The Burrowers Beneath og den senere Necroscope-serie. Romanen er da heller ikke helt vellykket, men den har en fortælleglæde og frihedsfølelse, som er medrivende og værd at opsøge, hvis man har hang til pulp af den klassiske slags.

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

E-bog, Gateway  2012

E-bog, Gateway 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman