Tag Archives: S.T. Joshi

Sonia H. Davis, The Private Life of H.P. Lovecraft (1985): Afsløringens time… eller?

Hæfte, Necronomicon Press 1985. Omslagets fine tegning er skabt af Jason Eckhardt

Sonia H. Davis, bedre kendt som Sonia Greene, har indskrevet sig i genrefiktionens historie ved at være kvinden, der kortvarigt var gift med H.P. Lovecraft. Alt, der i en eller anden facon har været i kontakt med Lovecraft, har jo som bekendt opnået en pseudo-sakral status i den fortsat voksende dyrkelse af forfatteren, hvilket derfor naturligvis også gør sig gældende for Greene. Iscenesættelsen af Lovecraft som indadvendt, mystisk kunstner og filosof med asociale tendenser lever fortsat, og det samme gør feticheringen af Lovecraft som selvlært intellektuel. I alt dette har Sonia Greene, ikke uden grund, indtaget en særlig stilling, fordi hun enten er blevet opfattet som den, der bekræftede alle myterne om Lovecraft eller omvendt, at hun er kvinden, der modbeviser det hele. Fortolkningen af deres forhold, så langt som vi kender det, afhænger således af øjnene, der ser.

Det var Sonia, der fik Lovecraft til at flytte fra Providence til New York; et enormt skridt, der fik ganske store konsekvenser i Lovecrafts liv og forfattervirke. Det var også Sonia, som på mange måder åbnede Lovecraft for verden – altså den fysiske verden, ikke den han udlevede i sine breve; uden hende var Lovecraft næppe heller taget ud de mange rejser, som han indledte i sine sidste år. Deres ægteskab holdt imidlertid ikke; de blev gift i 1924, og ’26 var det slut. Lovecraft afskyede livet i New York, og økonomisk var han på spanden. Det var Sonia, der tjente penge, mens Lovecraft ikke bidrog med ret meget. Der var sikkert mange grunde til, at Lovecraft og Greene gik fra hinanden, men der kan næppe være nogen tvivl om, at det økonomiske pres fik en ganske stor og negativ betydning i deres forhold; det fremgår både af Lovecrafts breve og Sonias egen beretning om deres liv sammen.

Sonia Haft Greene Lovecraft Davis (16. marts– 26. december 1972)

 

Som sagt har mytedannelsen omkring Lovecrafts person også skabt ganske meget interesse for mennesket Lovecraft. Sådan var det allerede i hans levetid, hvilket blandt andet fremgår af nysgerrige læserbreve i Weird Tales. Ægteskabet mellem Greene og Lovecraft blev eksempelvis også mødt med forbløffelse blandt deres venner, dels fordi de ikke havde kendt hinanden ret længe, dels fordi Lovecraft blev opfatte som inkarneret ungkarl – præcis som C.S. Lewis. Men modsat Lewis, der i en sen alder giftede sig, og frem til dette ægteskab levede i et uofficielt, men ægteskabslignende forhold med sin flere år ældre husholderske, blev Lovecraft slet ikke sat i relation til noget amorøst. Her har både samtidens og eftertidens forståelse af Lovecraft været helt anderledes end C.S. Lewis’. Lovecraft er nærmest blevet betragtet som aseksuel, ikke mindst takket være egne udtalelser i den retning. Det har naturligvis rejst spekulationer i retning af Lovecrafts mulige homoseksualitet, hans neuroser påført af forholdet til moderen samt meget andet, men intet af dette har i sidste ende kunnet dokumenteres på nogen overbevisende måde, og det er derfor kun forblevet vedvarende spekulationer. Ikke desto mindre har Sonia Greene været genstand for en hel del opmærksomhed, fordi hun jo måtte antages at ligge inde med detaljer om manden Lovecraft, som kun få eller ingen andre nogensinde oplevede.

Den fascination mærkede Sonia Greene allerede kort efter Lovecrafts død i ’36. Hun udgav derfor i 1948 en lille kronik med titlen ”Howard Phillips Lovecraft as His Wife Remembers Him”, som netop var det længe ventede kig ind bag facaden. Ikke mindst blev hun ansporet af W. Paul Cooks Lovecraft-biografi In Memoriam Howard Phillips Lovecraft fra 1941, som hun opfattede som ganske fejlagtig på flere punkter. Kronikken blev redigeret kraftigt, før den udkom, men det oprindelige manuskript blev bevaret. Det manuskript fik August Derleth fat i, og han genudgav nu Greeens tekst i 1949, men i en ny redigering og nu med titlen ”Lovecraft as I knew Him”. Greenes tekst var dermed aldrig blevet udgivet i sin helhed, før Necronomicon Press og S. T. Joshi udgav teksten i 1985, hvor de eneste tilføjelser og ændringer var en rettelse af slåfejl samt nogle få, forklarende fodnoter.

Hardcover, Arkham House 1949. Boger, hvor Greenes essay udkom i Derleths redaktion

Necronomicon Press’ udgivelse fik den inciterende titel The Private Life of H. P. Lovecraft, og dermed spillede forlaget naturligvis på læserens håb om dyneløfteri og afslørede hemmeligheder. Det finder man imidlertid ikke i teksten, hvilket vel ikke kan komme som nogen overraskelse. Faktisk er Greens tekst et kejtet, lettere ustruktureret stykke selvbiografi, der handler mindst lige så meget om Sonia selv, som den handler om Lovecraft.

Greene fortæller en sød og stedvist ganske underholdende række anekdoter om sin egen baggrund, om forholdet til Lovecraft og tiden efter deres brud. Det meste er skrevet i et lettere romantiserende eller nostalgisk sprog, men trods det kommer der alligevel et par tankevækkende ting frem. Ikke mindst bliver vi lidt klogere på Sonia Greene, der på den ene side tydeligvis var dybt betaget af Lovecrafts person og væsen. På den anden side var hun en stejl kvinde, der helt åbenlyst ikke var bange for at gå egne veje. Hun var eksempelvis ikke villig til at flytte med Lovecraft til Providence og leve hos hans tanter, fordi hun ville forsørge sig selv og stå på egne ben – et behov Lovecraft tydeligvis ikke selv følte i samme grad.

Redaktøren Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

I forordet til teksten hæfter Joshi sig da også med rette ved, at Greene selv kalder sit møde med Lovecraft for et møde mellem to stærke individer, der tiltrækkes, men begge er uvillige til for alvor at gå på kompromis.

I teksten er det tydeligvis magtpåliggende for hende at demonstrere over for læseren, i hvor høj grad det var hende, som holdt Lovecraft oven vande. Hun gav ham lommepenge, mens han drev omkring i New York, og teksten får en snert af bitterhed, når Greene beskriver, hvordan han spillede vært og gentleman for hendes penge. Som sagt ligger økonomien og nager i narrativet om ægteskabet. Hos Greene fornemmer vi med andre ord også antydninger af noget verdensfjernt, uansvarligt eller barnligt i Lovecrafts væsen, som ikke harmonerer helt med billedet af ham som den anstændige, intellektuelle gentleman.

Lovecraft og Greene sammen i 1924

Greenes selvbiografi gør heller ikke meget for at nedtone Lovecrafts velkendte racisme. Hun har flere passager, som desværre viser sider af Lovecraft, der ikke kan siges at stille ham i et flatterende lys. At det forholder sig sådan, er jo ikke noget nyt, men det er alligevel slående, hvordan Greene i 1948 kunne se tilbage på Lovecrafts udfald med en lettere uforstående, bekymret tone, og det små ti år før borgerrettighedsbevægelsen for alvor begyndte at markere sig. Bemærkninger hos Greene som eksempelvis, at Lovecraft læste Hitlers Mein Kampf kort efter, at den blev oversat til engelsk, og blev dybt begejstret for den, viser også den tynde linje mellem det infantile og brillante, som al Lovecrafts såkaldte filosofiske tænkning balancerer imellem.

Man må naturligvis heller ikke glemme, at Sonia Greene var jøde, og da Greene, ifølge hende selv, på et tidspunkt konfronterede Lovecraft med det faktum, var hans svar, at hun – som individ – var blevet assimileret ind i den amerikanske kultur og derfor ikke længere udgjorde nogen trussel. Netop det svar synes da også symptomatisk for, hvad vi ved om Lovecrafts offentlige persona: nemlig, at stort set alle hans idealer og filosofiske overvejelser fortonede sig i mødet med individer af kød og blod. Der var med andre ord langt fra realiteterne i Lovecrafts liv til de højtsvævende idéer formuleret i breve ved skrivebordet ud på de små timer. Netop det forhold synes Lovecraft-fandommen at have haft svært ved at acceptere eller indse.

Den aldrende Greene fotograferet i midten af 60’erne

Bag de søde og sjove anekdoter hos Greene gemmer der sig således også alvorlige sider, som i høj grad er med til at punktere den ensidige fremstilling af Lovecraft som alvorsfuld nattevandrer. Mellem linjerne får Greene beskrevet Lovecraft som umoden, fordomsfuld og ignorant, men samtidig også som varm, sjov og uendeligt hjælpsomt menneske, der mere end noget andet længtes efter opmærksomhed og selskab med andre.

Lærestregen er i dette er uden tvivl, at alle mennesker er mange-facetterede, og (selv)fortællingen om Lovecraft har i høj grad været fremstillet som en enstrenget historie om den selvvalgte enegænger, der filosofisk og æstetisk var på forkant med sin samtid. Det billede rummer nok også noget rigtigt, men andre ting hører også med, som trækker hans væsen ud af æteren og ned på jorden.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

John D. Haefele, August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 (2009): Skyggeboksning?

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Alle, der bare interesserer sig perifært for H. P. Lovecraft, er utvivlsomt støt på navnet August Derleth. Mange har sikkert også haft antologier redigeret af manden mellem hænderne. Eller ligefrem læst nogle af Derleths rigtig, rigtig mange noveller. Derleth er med andre ord en prominent skikkelse, men afgjort også en problematisk herre. En herre, der har fået lov at spille rollen som skurken i det litterære drama omkring Lovecrafts eftermæle.

Kort fortalt har man anklaget August Derleth for at udnytte Lovecrafts stigende popularitet kommercielt, at forgribe sig på Lovecrafts noveller, at forvanske det filosofiske grundlag for den såkaldte ”Cthulhu mythos” og at udsende noveller, hvor han selv har skrevet 95% af teksten som posthume samarbejder. Alt sammen alvorlige anklager, der i vid udstrækninger udspringer af Derleths rolle som medstifter og ejer af forlaget Arkham House. Det forlag, der uomtvisteligt banede vejen for den heltedyrkelse af Lovecraft, som vi kender i dag.

Mere perifært og perfidt bliver Derleth også angrebet som dårlig forfatter, problematisk menneske og sjuskehoved. Som eksempelvis, når Robert M. Price får spiddet både kvaliteten af hans mythos-forståelse og skrivefærdigheder i Dagon (nr. 14, 1986, s. 5): ”It is difficult to tell how much this is to be blamed on Derleth’s mythos or his atrociously bad writing.” Meget af modviljen mod Derleth skyldes uden tvivl de ovenforstående punkter, men omvendt er der næppe tvivl om, at Derleth var en problematisk personlighed. Noget selv en trofast støtte som Brian Lumley nølende må vedkende sig i forordet til Beneath the Moors (1974), hvor han skriver: “… whatever Derleth’s shortcomings (and it would appear, if we can accept what others say, that they were many)” (s. XV).

Paperback, H. Harksen Productions 2009

Paperback, H. Harksen Productions 2009

En af de skikkelser, der har givet modstanden mod August Derleth en akademisk vinkel, er S. T. Joshi – den måske bedst kendte Lovecraft-forsker, vi har haft til dato. Joshi har ikke lagt fingrene imellem, hvad angår kritikken af Derleths behandling af Lovecraft, og Joshi har heller ikke fundet anledning til megen ros af Derleths egen fiktion.

John Haefele har imidlertid sat som litterært mål at genetablere – eller måske ligefrem bare at etablere –  Derleths gode navn. Den lille bog August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 er således første skridt i en flerledet udgivelsesstrategi, der har til formål at vise, hvorfor verden er gået fejl af August Derleth. Et interessant projekt, men også et modigt projekt, fordi Haefele til en vis grad udfordrer hele mytologien omkring Lovecraft som misforstået geni. Projektets ambitionsniveau er med andre stort, og derfor er bogens ringe omfang – kun 40 sider – overraskende. For kan man forandre den nærmest dogmatiske opfattelse af Derleth på så lidt plads? Næppe.

Især ikke når man får læst, hvad Haefele rent faktisk skriver i bogen. Han går nemlig knap til Derleth som person, går ikke nærmere ind på hans fiktion og berører stort set ikke hele det betændte spørgsmål om de redaktionelt tvivlsomme beslutninger omkring udgivelsen af Lovecrafts tekster. Det, Haefele i stedet gør, er at gå bibliografisk til værks og cementerer Derleths og Arkham Houses enorme betydning for udbredelsen af kendskabet ikke bare til Lovecraft, men alle forfatterne fra kredsen om Lovecraft. Haefele dokumenterer med al tydelighed, hvordan de tidlige Arkham House-bøger blev genudgivet, brugt, oversat og plagieret i store dele af Europa og Sydamerika i løbet af 1960’erne.

John D. Haefele

John D. Haefele

Det er afgjort interessant læsning, fordi Haefele får demonstreret, hvor sært stødvis Lovecrafts popularitet udviklede sig, og hvor vanskeligt det reelt var for Derleth at spekulere økonomisk i Lovecrafts navn på den korte bane. En væsentlig pointe, der i hvert fald problematiserer én af anklagerne mod Arkham House-ejeren.

I det lange løb var Lovecraft, Derleths penneven og mentor, afgjort en pengemaskine, men langt hen ad vejen er det åbenlyst, at Arkham House blev båret frem af Derleths idealisme og tro på genrefiktionens litterære kvaliteter.

Et underliggende spor, der løber sammen med de udgivelseshistoriske perspektiver, er Haefeles forsøg på at indsætte Derleth som den første store eksponent af Lovecraft – eller sagt på en anden måde, uden Derleth havde vi ikke haft nogen Lovecraft-forskning og dermed heller ikke nogen kritisk S. T. Joshi. Man fornemmer da også, at bogen er skrevet som et monologlignende svar på Joshis arbejde – faktisk i en sådan grad, at Haefele helt glemmer at inddrage sin modstanders synspunkter i diskussionen. Spørgsmålet er imidlertid, om Haefele ikke løber åbne døre ind?

Jeg tror i hvert fald ikke, at nogen på noget tidspunkt har bestridt den udgivelseshistorie, som Haefele her er i stand til at fremlægge for os. Derleths bøger var naturligvis med til at skabe et kendskab og en interesse for Lovecrafts fiktion, men det har vel heller aldrig stået til debat? Kritikken af Derleth, fraregnet de småperfide anklager om dårlig fiktion osv., hviler på hans rolle som redaktør af de konkrete tekster og navnlig hans håndfaste omkalfatring af Lovecrafts filosofisk/ideologiske udgangspunkt som forfatter. Med Derleth blev det, vi i dag opfatter som Cthulhu mythos, formaliseret og forfladiget, og det var Derleth (sammen med Donald Wandrei), der foretog de til tider hårdhændede beskæringer af Lovecrafts breve. Alt sammen noget, der har fået alvorlige konsekvenser for den litterære udforskning af Lovecrafts forfatterskab. Og naturligvis, der hvor Joshi navnlig har sat kniven ind i sine efterhånden talrige bøger om den gamle gentleman fra Providence.

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

Alt dette går Haefele imidlertid stort set ikke ind på i bogen. Faktisk har han kun få linjer om de forhold, der for alvor er problematiske. Om man skal opfatte det som blindevinkler, dårlig dømmekraft eller usaglig litteraturhistorie må være en temperamentssag. Godt tilrettelagt er diskussionen i hvert fald ikke, taget bogens pompøse ambitionsniveau i betragtning. Jeg spørger mig derfor, hvad Haefele egentlig forestiller sig, at han reformerer med teksten? Min opfattelse af Derleth, der sådan set er meget positiv, forandres eksempelvis ikke af de fakta, der lægges frem her. Var bogens ambitionsniveau mon en eftertanke, skabt i dialog med forlæggeren Henrik Harksen?

Haefeles lille bog bliver i hvert fald en sær form for skyggeboksning, hvor bokseren står med ryggen til den egentlige modstander. Nu ved jeg jo godt, at han senere har udsendt A Look Behind the Derleth Mythos: Origins of the Cthulhu Mythos (2012), hvor de ubehagelige sager tages op. Det har imidlertid ikke noget at gøre med indeværende bog, der synes helt at forbigå problemets kerne.

For mig at se er August Derleth Redux et forfejlet projekt, fordi Haefele postulerer ét og gør noget andet. Han vil reformere vores opfattelse af Derleth, men leverer ikke noget grundlag for en sådan revision. I stedet har han skrevet et absolut spændende belæg for en udvikling, som vi vel godt kendte i forvejen, men savnede det statiske grundlag for. Litteraturhistorisk er den lille bog væsentlig, men gør på ingen måde det, Haefele drømmer om. Faktisk virker hans til tider ganske skingre lovsang af Derleth hovedsageligt som tomme postulater uden egentlig substans.

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Han bruger udgivelseshistorien som argument for et positivt syn på Derleth, men det virker ikke helt rimeligt, for sagen er vel den, at vi slet ikke taler om det samme. Derleth som redaktør og forfatter på den ene side og Derleth som købmand med Lovecraft som vare på den anden side er to forskellige ting og to forskellige arenaer. Hvor Haefele vælger at forsvare den sidste, står alle fjenderne i den første.

Måske en mere ydmyg titel og programerklæring havde gavnet bogen? Måske en mere konsistent argumentationsgang havde fremmet budskabet? John Haefele lykkes i hvert fald ikke med August Derleth Redux, til trods for at bogen er absolut læseværdig; især for en Arkham house-samler som mig. Og hvor er det flot, at et lille dansk forlag på den måde kan blande sig i en international diskussion!

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Robert H. Barlow, Eyes of the God. The Weird fiction and Poetry of R. H. Barlow (2002): Stille fantastik fra Lovecrafts sidste legekammerat

Paperback, Hippocampus Press 2002. Forsidebilledet er skabt af R. Saunders 1936

Paperback, Hippocampus Press 2002. Forsidebilledet er skabt af R. Saunders 1936

Med denne uges bogomtale fortsætter jeg i H. P. Lovecrafts fodspor. Vi skal nemlig her se lidt nærmere på den opsamling af Robert Barlows noveller og digte, som Hippocampus Press udsendte i 2002. En antologi redigeret af de navnkundige weird fiction-specialister S.T. Joshi, Douglas A. Anderson og David E. Schultz.

Robert Barlow var ganske ung og boende hos sine forældre i Florida, da han begyndte at udveksle breve med Lovecraft. Modsat så mange af de andre korrespondancer, som Lovecraft førte, udviklede forholdet sig til et regulært venskab mellem dem, og Lovecraft besøgte Barlow flere gange i Florida. Besøg der både socialt og rent helbredsmæssigt glædede den ærværdige gentleman fra Providence så meget, at man i hans breve kan læse, at han legede med tanken om at flytte til Florida. Store ord fra en mand, hvis gravsten bærer indskriften ”I am Providence”.

Paperback, Hippocampus Press 2002

Paperback, Hippocampus Press 2002

Robert Barlow var som sagt ganske ung, men han skrev godt, og han var dybt betaget af den stil, som især Lovecraft og Clark Aston Smith havde opdyrket. Som tidligere med andre, unge forfattere gik Lovecraft ind i en mentorrolle og hjalp Barlow. De samarbejdede om flere fortællinger og lagde mange planer for fremtiden, der desværre aldrig blev realiseret på grund af Lovecrafts pludselige død.

Der kan næppe være nogen tvivl om, at Barlow betød meget for Lovecraft i de sidste år. Rigtig meget endda. Måske – og her psykologiserer jeg nok mere, end hvad godt er – fordi Barlows beundring af Lovecraft var så ligefrem. I Barlow fandt Lovecraft den uforbeholdne anerkendelse og ligesindede, som han tidligere havde fundet i Alfred Galpin og Frank Belknap Long. Forholdet til de to sidst nævnte ændrede sig over tid, men med Barlow fandt Lovecraft tilbage til en ven, der igen lod ham genopleve tidligere tiders fascinationer ved det sære, makabre og mytologiske. Det bør nok også nævnes, at Lovecraft udpegede Barlow som forvalter af sit litterære eftermæle. En tillidserklæring, der fortæller, hvor nært forholdet var mellem de to.

Robert Hayward Barlow (18. maj 1918 – 1. januar 1951)

Robert Hayward Barlow (18. maj 1918 – 1. januar 1951)

Man kan med rette spørge, om Robert Barlows fiktion kan stå på egne ben. Eller sagt på en anden måde – er den noget uden Lovecraft-referencen? Til det må jeg absolut svare ja. Især i de korte fantasyfortællinger, samlet under titlen Annals of the Jinns. Her skriver Barlow i den flimrende, drømmende stil, han har hentet hos Dunsany, Lovecraft og Smith, men han gør det både enklere og klarere end førnævnte. Det store i Barlows tekster er, at han på få linjer fremtryller fremmedartede miljøer og optrin, der har myternes storladne luftighed, men fanger stemninger og steder med digterens præcise ordvalg.

Styrken ligger i det glimtagtige, der med narkotisk sødme æder sig ind i bevidstheden på læseren. Satyrer, dæmoner, guder og troldmænd er hovedpersonerne i fortællinger, der udspiller sig i ruinerne af ældgamle civilisationer og tabte verdener.

H. P. Lovecraft (1890-1937) på besøg hos Familien Barlow i Florida o. 1935

H. P. Lovecraft (1890-1937) på besøg hos familien Barlow i Florida o. 1935

Måske fordi han er så stærk i den helt korte form, står Barlows længere tekster også noget svagere. Hans vævende, billedtunge stil har svært ved at bære længere forløb. Teksten mister intensitet, bliver gentagende eller for vag. En undtagelse er ”The Night Ocean” – et samarbejde med Lovecraft. I bogens forord fortæller redaktørerne, at man ud fra det oprindelige manuskript kan se, at Lovecraft kun stod for mindre end ti procent af teksten.

”The Night Ocean” må derfor mere eller mindre regnes som et selvstændigt værk fra Barlows hånd. Det er ikke uvæsenligt, fordi novellen er helt og aldeles fremragende. En mesterlig gotisk fremstilling af velkendte temaer, i hvilken en kunstner søger ud til havet for at finde hvile efter at have afsluttet et vigtigt maleri. På stranden, mellem land og hav, hvor bølgerne brydes, og vinden hyler, oplever maleren, hvordan det natsorte hav drager ham. Jeg skal ikke komme nærmere ind på selve historien, for den er egentlig ikke så interessant. Det er den stemning og billederne, som Barlow skriver frem for os, der er så utroligt stærke, at det natsorte hav, bølgernes brusen og vinden hænger i rummet omkring en, når man læser.

Hæfte, Necronomicon Press 1992

Hæfte, Necronomicon Press 1992

Robert Barlows poesi, der udgør bogens anden halvdel, er også potent læsning. De første mange digte afspejler det stilistiske afhængighedsforhold til Lovecraft-kredsen. Der er tale om de typiske, romantiske sonetter med fantasytematikker. Det er traditionel, tilbageskuende poesi, men det ændrer sig.

Barlow skrev ikke meget fiktion efter Lovecrafts død, men fortsætter sin digtning. I løbet af 40’erne begynder tidens avantgarde at påvirke hans skriverier, uden tvivl ansporet af de nye miljøer Barlow kom i kontakt med, da han flyttede hjemmefra og indledte sine universitetsstudier. Mødet med den moderne poesi fører Barlow videre som forfatter. Han frigøres af de gamle idealer, men ikke de gamle tematikker, og han begynder at skrive digte, der stilistisk taler ind i hans samtid.

Det er en udvikling, der får teksterne til at blomstre og leve selvstændigt, uden at tynges af fortidens skygger. Alene den forvandling gør dem læseværdige, men hans ulykkelige nødråb har så mange smertefulde kvaliteter, at Barlow indskriver sig i historien som en af Lovecraft-kredsens stærkeste litterære stemmer.

Robert Balow blev kun 32 år gammel. Han havde gjort hurtig karriere som antropolog, med speciale i centralamerikansk/mexicansk arkæologi, og skrev samtidig sine stille skrigende digte. Barlow levede imidlertid et dobbeltliv. Han var bøsse, og de selvfornægtende omstændigheder, han levede under, drev ham ud i depression og selvmord. Robert Barlow tog livet af sig selv nytårsdag 1951.

Hans litterære arv blev det, man finder i denne bog, og Hippocampus Press skal have tak for, at den ikke går i glemmebogen.

Nekrolog over Robert H. Barlow i Mexico City Collegian, 18. janunar 1951

Nekrolog over Robert H. Barlow i Mexico City Collegian, 18. janunar 1951

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling