Tag Archives: Sam Moskowitz

Horrors Unknown, red. Sam Moskowitz (1971): Næsten glemte gys

Hardcover, Kaye & Ward 1972

Hardcover, Kaye & Ward 1972. Forsidens illustrator er ikke oplyst

Den anerkendte genreredaktør Sam Moskowitz begyndte allerede i 50’erne at indsamle og udgive antologier med navnlig science fiction-noveller fra pulpens storhedstid. Han kastede sig imidlertid også over gys i slutningen af 60’erne, hvor netop den genre havde vind i sejlene. Og takket være et ganske omfattende kendskab til de gamle pulpmagasiner lykkedes det ham også at udsende en række meget vellykkede skrækudgivelser. Horrors Unknown fra 1971 er en af de sidste, som han fik udgivet, og bogen udmærker sig ved at samle noveller fra ellers kendte forfattere, som ikke har været udgivet siden deres oprindelige publicering.

Det er jo i sig selv et værdigt formål for en antologi, men man fornemmer tydeligt, at selve udgangspunktet for Horrors Unknown i bund og grund er den legendariske novelle “The Challenge From Beyond”. Legendarisk, fordi historien blev skrevet som føljeton, hvor en række forfattere byggede videre på de tidligere bidrag. Det er naturligvis ikke i sig selv noget specielt ved, det var bidragyderne imidlertid, som ikke var nogen ringere end C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard og Frank Belknap Long. Det må siges at være et pulp-hold af kaliber, og et samarbejde, som næsten er for utroligt til at være sandt. Sandt er det imidlertid, men resultatet står på ingen måde mål med det, vi ellers kender de højtprofilerede navne for.

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Alle, der har læst Lovecrafts breve i udvalg, vil sikkert huske de mange problemer, der opstår omkring “The Challenge From Beyond”, fordi de to førstnævnte forfattere ikke afleverer til tiden og ej heller bød ind med ret meget. Lovecraft og Howard får dermed æren af for alvor at sætte kød på den historie, der kom til at handle om en mand, der bytter krop med et insektvæsen på en fjern planet og her oplever en form for paladsrevolution blandt de fremmedartede skabninger. Belknap Long, der takket være Lovecraft kom med på holdet, får den tvivlsomme ære af at afslutte den ganske usammenhængende beretning.

Hele herligheden blev trykt 1935 i magasinet Fantasy og blev derefter hurtigt glemt igen, formentlig fordi resultatet er så pinagtigt, som det er. Om der er en lære bag dette, skal jeg ikke gøre mig klog på, men man kan i hvert fald konkludere, at mange stjerner ikke nødvendigvis er det samme som et resultat, der er de mange stjerner værdigt.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Det var måske derfor heller ikke så sært, at det først var i 1971, at historien kunne genudgives, på et tidspunkt, hvor både Lovecraft og Howard var blevet superstjerner, og verden hungerede efter mere fra deres hånd. Takket være ”The Challenge From Beyond” var Moskowitz’ bog Horrors Unknown dermed også hurtigt udsolgt, men formentlig også en kæmpe skuffelse for alle, der forventede noget særligt af det ret utrolige samarbejde.

Bogen som sådan indeholder imidlertid også andet og mere interessant. I den kuriøse ende kan man nævne Ray Bradburys første publicerede novelle “The Pendulum” fra 1939. Den kortfattede historie om en mand, der bliver indespærret i et enormt pendul og derved ikke ældes, før pendulet stopper, er ikke videre fængslende, men den giver et indblik i den unge Bradburys udvikling. Bradbury genudgav senere novellen, denne gang i samarbejde med den mere rutinerede forfatter Henry Hasse, og denne anden udgave er også med i bogen. Muligheden for at kunne sammenligne de to tekster er fascinerende, fordi man pludselig ser, hvordan Hasses rutinerede hånd bevarer Bradburys oprindelige idé, men løfter fortællingen og gør den læseværdig. Det er dermed en lektion i skrivehåndværk, som jeg tror, de fleste, der interesserer sig for den slags, vil kunne se noget spændende i.

Perlevenner - Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Perlevenner – Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Ligeledes kuriøs er Francis Stevens’ ganske fine ”Unseen – Unfeared” fra 1919, der har slående ligheder med en hel del elementer, vi senere kan genfinde hos Lovecraft. I novellen havner hovedpersonen i et bizart mareridtsscenarie, hvor han pludselig bliver bevidst om groteske, amøbeeksistenser, der svævende omgiver os, men som det menneskelige øje ikke kan se. Lovecrafts korte ”From Beyond” (fra 1934) har samme plotidé, og Stevens har endda følgende udsagn ”Fear nothing! Among such as these do you move every hour of the day and night. Only you and I have seen, for God is merciful and has spared our race from sight” (s. 159), som formentlig også vil fremstå bekendt – jeg tænker naturligvis på det berømte “The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents…” fra Call of Cthulhu. Om der er en sammenhæng, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er nærliggende, og idéerne er afgjort effektfulde i Stevens hænder.

Af mere litterær interesse er Edison Marshalls ”The Flying Lion” fra 1919, der med ganske få virkemidler rent faktisk formår at opbygge en ganske intens stemning. En mand kommer ud for en ulykke i en isoleret dal, der eftersigende skulle være hjemsøgt. Manden ligger fanget, mens mørket falder på og således forsvarsløs mærker han pludselig, hvordan noget sniger sig ind på ham. Et stykke rørende enkelt, klassisk skrækfiktion, der afgjort trykker på de rigtige knapper gennem beskrivelser af lyde i natten.

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Bogens absolutte højdepunkt er dog “From Hand to Mouth” af Fitz-James O’Brien – en grotesk, halvfærdig novelle, der bedst kan beskrives som en absurd, galgenhumoristisk fortælling om en ung mand, der mod sin vilje kommer i kløerne på en bizar, skurkagtig gentleman i forsøget på at rede en ung dames dyd. Hovedparten af fortællingen, der udkom i 1858, udspiller sig på et surrealistisk hotel, hvor vægge og døre har såvel øjne som munde. Teksten er spækket med drilske ordspil og gækkerier, hvoraf flere angiveligt skulle henvise til personer i O’Briens samtid. Den slags går desværre hen over hovedet på mig og formentlig også hovedparten af alle andre, der læser novellen i dag. Ikke desto mindre har den surreale atmosfære en særlig virkning, der giver historien et næsten tidløst præg. Noget moderne, som hæver den over ordinær pulp og gør den beslægtet med arbejder af folk som Borges og Peake, for ikke også at nævne Carroll.

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En antologi som Horrors Unknown er spændende, fordi den gør os klogere på pulpens og dermed også det moderne gys’ udgangspunkt. Den er også et sjovt bekendtskab som udgivelse i sig selv, fordi den på den ene side tydeligvis forsøger at trække læsere til med bidrag af folk som Lovecraft, Howard og Bradbury, men samtidig synes bogen ganske idealistisk og meget lidt kommerciel, fordi den dykker ned i det ukendte og ofte svage stof, som kun hærdede genrefans kan interesserer sig for.

Fitz James O'Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

Fitz James O’Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

På den led er bogen i virkeligheden også et meget fint billede på den fankultur, der opstod i slutningen af 60’erne, hvor der pludselig var et stort bogmarked for meget specialiserede læsere, der var interesseret i at bruge penge på genoptryk af pulpfortællinger, der måske ikke var synderligt gode, men som havde genrehistorisk interesse. Talrige små, fandrevne forlag skød i den periode op, der satsede på præcis sådanne udgivelser. Dette specialiserede marked findes fortsat i dag – heldigvis for det – og med de moderne muligheder for kommunikation kan man sige, at den slags udgivelser har fået bedre vilkår end nogensinde før. Men derfor kan man jo også fortsat glæde sig over samlerobjekter som Horros Unknown – en sær bog, som jeg er glad for at have stående i samlingen.

Novellerne:

C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard & Frank Belknap Long: “The Challenge From Beyond”

Edison Marshall: “The Flying Lion”

Frank Norris: “Grettir at Thorhallstead”

C. L. Moore: “Werewoman”

Fitz-James O’Brien: “From Hand to Mouth”

Seabury Quinn: “Body and Soul”

Francis Stevens: “Unseen – Unfeared”

Ray Bradbury: “The Pendulum”

Ray Bradbury & Henry Hasse: “Pendulum”

Edwin L. Sabin: “The Devil of the Picuris”

W. Fenimore: “The Pool of the Stone God”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Lin Carter, Beyond the Gates of Dream (1969): Historier fra pastichernes ukronede konge

Lin Carter er på mange måder en kontroversiel forfatter, der har delt vandene. I sit relativt korte liv, på kun 58 år, skabte han sig en karriere som redaktør og forfatter af genrelitteratur såvel som meget andet. Det særlige ved Carter er, at han gjorde en dyd af at kopiere andres stil. Det vil sige, at Carter bevidst forsøgte at efterligne herrer som eksempelvis H. P. Lovecraft og Robert E. Howards sprog. Det har naturligvis skabt en hel del vrede læsere, der har følt Carters historier snyltede og udvandede forbilledernes værk. Det kan der være noget om, men for Carter har det at skrive i en specifik forfatters univers indebåret at bruge dennes stil og ordvalg, fordi det jo netop er det specifikke sprog, der i udgangspunktet karakteriserer det univers, der digtes videre på.

Belmont Books 1969. Den fine forside er tegnet af Jeff Jones.

Beyond the Gates of Dream fra 1969 er den første novellesamling, som Lin Carter udgav. Bogen består af otte fortællinger, som genremæssigt spænder over horror, science fiction og fantasy. Dermed indfanger samlingen meget fint det genrespektrum, som Carter opererede i. I den selvbiografiske indledning noterer Carter, at han faktisk slet ikke er nogen novelleforfatter. Han ser sig som en ”60.000 words and fifteen chapters”-forfatter, og når man kaster et blik på Lin Carters bibliografi, er det da heller ikke fordi, der er voldsomt mange noveller. På det punkt adskiller han sig tydeligvis fra den flok forfattere fra pulpmagasinernes storhedstid, der var hans livslange forbilleder og inspirationskilder.

Novellesamlingen adskiller sig fra de fleste andre antologier ved at være udstyret med et forord og et efterskrift samt en introduktioner til hver historie skrevet af Lin Carter selv. Den disposition er absolut fascinerende, og de introducerende tekster er faktisk langt mere interessant læsestof end mange af selve novellerne. De små indledninger giver samlingen en raison d’être, fordi vi får sat ord på tankerne bag historiernes udvælgelse. Indledningsvist kan Carter således på en sært tilbageskuende, næsten gammelmandsagtig facon se tilbage på en barndom med pulpmagasiner, film og tegneserier. Her iscenesætter han sig som drengen, der aldrig er blevet helt voksen og faktisk hellere vil drømme sig bort fra samtiden til sære verdener og bizarre fortællinger. Som Carter skriver: ”… there is more pure Magic for me in the single word ”SHAZAM!” than in any given half-a-book by William Burroughs or thirty solid minutes of listening to Bob Dylan or Brahms” (Belmont udg., s. 15).

Belmont Books 1969. Ganske kuriøst er det ikke de korrekte noveller, der beskrives på bagsiden. Man har ændret planer i forhold til bogens indhold og glemt at få skrevet nye tekster.

Alvoren bag synspunktet bliver efterfølgende nedtonet lidt, da Carter kommer med en længere liste over bøger og forfattere, han har ladet sig inspirere af. Grundlæggende har han dog meget lidt til overs for tidens nyere litteratur – Burroughs får endda endnu et syrligt huk med på vejen i en af de efterfølgende novelleintroduktioner.

Humor fylder en del i flere af fortællingerne, men Lin Carter har blikket rettet stift mod ældre genrefiktion, der står som skabelonen for hovedparten af hans prosa og poesi. Af den grund bliver det også svært med sikkerhed at fange Carters egen forfatterstemme, netop fordi han konstant taler med andres ord eller stil. Det gør sig allerede gældende i den gennemført pjattede ”Masters of the Metropolis”, en novelle Carter skrev sammen med Randall Garrett i 1956, og som faktisk er hans første professionelt publicerede historie. Novellen er en satirisk kommentar til den ærværdige science fiction-gigant Sam Moskowitz (1920-1997), der kom for skade at udtale, at Carters generation af forfattere ikke længere mestrede samme grad af eventyr og fantasi i deres fortællinger. Det provokerede den unge Carter og Garrett til et satirisk modsvar med Moskowitz i hovedrollen som ”Sam IM4 SF+”. I indledningen til historien fremstiller Carter spøgen meget hjerteligt og morsomt, men spørgsmålet er, om ikke det har haft en del mere brod end han vil stå ved? Samtidig kan man jo notere sig det ironiske i, at Carter mere eller mindre selv udtrykker samme pessimistiske synspunkter, som Sam Moskowitz i sin vurdering af 60’ernes litteratur.

Belmont Tower Books 1973.

Når pasticherne lykkes, skaber Lin Carter solide fortællinger med sans for tempo og drama. I “The Hand of Nergal” afslutter han eksempelvis en Conan-novelle, som Howard aldrig fik skrevet færdig. Historien har senere fået en hel del kritik, men for mig at se er det en ganske fin novelle, der udnytter et stærkt og ekstremt blodigt oplæg fra Howards hånd på bedste vis. Dog må man vel at mærke først acceptere, at han brygger videre på en anden mands tekst. I indledningen til novellen skriver Carter, at han brugte uhyggeligt mange timer på at studere Howards ordvalg, sætningsstruktur, navneformer og så fremdeles. Det giver os uden tvivl et indblik i den omhu, som Carter lagde i sine pasticher. Eller sagt på en anden måde, det var ikke for at gøre det lettere for sig selv, at han brugte andres udtryk. Det, tror jeg, er en pointe, der alt for ofte bliver overset i kritikken af Lin Carter.

Det for mig at se bedste bud på en pastiche og bogens bedste novelle generelt er ”Uncollected works”. Her tager Carter os med tilbage til århundredeskiftets science fiction eller fantastiske litteratur, om man vil, med en skikkelse som eksempelvis H. G. Wells lurende i kulissen. I historien har en ingeniør opfundet en maskine, der har til opgave at nedfælde alle sprogets tænkelige ordkombinationer. Til opfinderens overraskelse skiver maskinen ordenerne i en litteraturhistorisk kronologi. Den producerer med andre ord eksisterende litterære værker, begyndende med babylonske legender og derfra arbejder den sig op gennem tiden og ud i fremtiden. Novellen, der naturligvis er ret langt ude, er en bittersød refleksion over det at blive gammel. Her er Carter både poetisk og rørende. Han indfanger smukt en aldrende mands vemod ved tanken om alt det, han aldrig skal se eller opleve. Historiens melankoli er helt atypisk for alt andet i bogen, og måske netop derfor står den blændende stærkt.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Mere ærgerligt bliver det, når Carter i den korte gyser ”Keru” åbner med en fabelagtig spøgelsesagtig scene – han beskriver hvordan hovedpersonen opdager kadaveret af en forpjusket hund i vejsiden, på en ensom, måneoplyst nat. Billedet er afsindig stærkt. Jeg havde faktisk lidt svært ved at slippe det bag efter, men fordi Carter skal fortælle historien som klassisk pulpet, weird tale, kræver det en ”chokerende” afslutning, der efterlader novellen som et stykke komplet ligegyldigt prosa uden nogen form for originalitet.

Five Star Paperbacks 1973. Endnu et fint cover, dette er tegnet Jack Faragasso. Dog har det ikke nogen åbenlys relation til bogens indhold

Helt slemt bliver det imidlertid først i ”The Mantichore”, der er Lin Carters forsøg ud i episk Tolkien-fantasy. Historien er egentlig et uddrag af noget, der er tænkt som en roman. Fortællingen fremstår derfor lidt rå og ubearbejdet, men det forhindrer ikke Carter i at mønstre et uhyrligt antal Tolkien-klichéer, lige fra navne som ”Gondomir” til tåbelig ”middelalderlig” dialog, anakronistiske stavemåder og komplet overlæssede beskrivelser. Suk. Måske er det bare mig, der aldrig bliver nogen stor fantasy-fan, men her skraber Carter afgjort bunden. Pastichen har ingen troværdighed. Den står som dum efterligning, uden nogen selvstændig værdi. Det er ikke engang underholdende, fordi det latterligt omstændelige sprog kommer i vejen for handlingen.

Leisure Books 1977. Endnu et ganske fint cover uden relation til bogens noveller. Tegneren er mig ubekendt.

I sidste ende er det jo nok en smagssag, hvornår en af Carters pasticher lykkes, og hvornår de falder igennem. Hans forfatterhåndværk kan man ikke kritisere. Det kræver både sprogsans og disciplin at skrive, som han gjorde det. Det er vel også derfor, at han til trods for den megen kritik var et rigtig stort navn i 70’erne, som absolut var Carters glansperiode. Han leverede ganske enkelt præcis den vare, som læserne efterspurgte – om det så var Conan-action, Lovecraft-horror eller vintage science fiction.

Wildside Press 1999.

Som et lille kuriosum kan det afslutningsvis nævnes, at Lin Carter åbenbart så Beyond the Gates of Dream som første bind i en tilbagevendende serie. I efterskriftet gør han i hvert fald et stort nummer ud af alle de noveller, som han formentlig vil få sammensat til en ny antologi, som allerede skulle komme året efter – altså i 1970. Det skete ikke, i stedet udsendte han uhyggeligt meget and, og det er da absolut heller ikke sidste gang, at jeg tager fat i ham her på bloggen.

Novellerne:

Masters of the Metropolis, med Randall Garrett (tidligere udg. i 1956)

Owlstone

Keru

The Hand of Nergal, med Robert E. Howard (tidligere udg. i 1967)

Harvey Hodges, veebelfetzer

Uncollected works (tidligere udg. i 1965)

The Mantichore

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling