Tag Archives: Satanisme

Heksen fra Kings Cross

Rosaleen Miriam Norton (2. oktober 1917 – 5. december 1979)

Jeg har netop læst tre noveller af Rosaleen Norton; tre noveller inspireret af gode gamle Lovecraft. Det er der jo utrolig mange noveller, som der er, men Norton skiller sig alligevel ud fra mængden. Det gør hendes person i hvert fald, for selve novellerne er måske ikke det mest bemærkelsesværdige i den sag.

Rosaleen Norton var nemlig en kendt skikkelse i 50’erne og 60’ernes engelske presse. Norton var maler og performancekunster, men hun var også drevet af en søgen efter okkult indsigt, og netop det fyldte både i hendes kunst og i den personlighed, som hun optrådte med i offentligheden. Der er således ikke så få paralleller til den skandaleombruste Aleister Crowley i den måde, som Norton lod sig iscenesætte på fra sin lejlighed og sit atelier i London.

Omdrejningspunktet for Nortons bohemeliv i storbyen var hendes billedkunst, der lægger sig et sted mellem ekspressionisme og surrealisme, men som dybest set er præget af en uskolet, prøvende stil, som ikke altid lykkes lige godt. Nortons motiver er hekse og djævle, hedenske guder og magiske situationer. Hendes billedverden tager dermed afsæt i okkulte og sataniske forestillinger, og hun havde intet imod at lade sin egen person og okkulte praksisser ledsage kunsten som kommercielt markedsføringskneb. Norton udførte dermed gladeligt ceremonier for pressen og var ganske åbenmundet omkring sin brug af sexmagi. Den slags lappede sladderpressen naturligvis i sig med frydefuld forargelse.   

Man genkender William Blake her – en af Nortons inspirationskilder

 

I indlægget her kan du få dig et indtryk af den kunst, som ”heksen fra Kings Cross” malede. I et senere indlæg vender jeg tilbage til Nortons noveller, som ikke er helt uden underholdningsværdi.

På genhør

Martin

Bemærk her, hvordan Norton har malet sig selv ind i øverste venstre hjørne, som deltager i heksesabbatten

Hardcover, H.C. Brewster 1945. en bog om kings Cross, som Norton lavede forsiden til

Hardcover, Mandrake of Oxford , 2. ud.1993. Nevill Drurys bog om Rosaleen Nortons liv og kunst

Hardcover, Teitan Press 2010. Genudgivelsen af Rosaleen Nortons skrækhistorier

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Jay Anson, The Amityville Horror (1977): Det sidste sataniske suk

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: "More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!"

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: “More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!”

Den sataniske lavine, der fejede gennem skræklitteraturen i 70’erne, blev sat i gang af Ira Levins Rosemary’s Baby, men fandt først sit momentum i kølvandet på William Peter Blattys The Exorcist. De to bøger har intet andet tilfælles end deres kredsen omkring en satanisk tematik, men tilsammen kom de to bøger til at danne et særdeles potent inspirationsgrundlag, der har ført til utallige imitationer, som trækker på elementer i fra bøger.

Det var imidlertid først i 1977, at bølgen ramte sit zenit. Her greb Jay Anson nemlig Satan-temaet og tog det til sin yderste konsekvens. Ira Levin lod sine sataniske hekse bo i det moderne Manhattan og slå kløerne i den unge, hippe Rosemary. Blatty tog os et skridt nærmere en form dagligdag, fordi han tog os med ind i børneværelset og derved skabte en utvetydig genkendelighed i teksten. At den vilkårlige djævlebesættelse af Regan kunne være sket for min eller din datter, er således en væsentlig pointe i The Exorcist, som Blatty meget åbent forklarede, var inspireret af en lignende besættelse, der udspillede sig i 1949. Blattys fiktion trak med andre ord på virkeligheden som vigtigt værktøj til stemningsopbygning og etableringen af en form for troværdighed.

Paperback, Pan Books 1982

Paperback, Pan Books 1982

Og her kommer Jay Anson så ind i billedet med The Amityville Horror, der utvetydigt postulerer, at bogens hændelser er sket i virkeligheden. I sit efterskrift skriver Anson eksempelvis: ”To the extent that I can verify them, all the events in this book are true”. Dermed lover han ikke for meget, men præmissen for bogen er en ganske anden end Levins og Blattys romaner. Hos Anson slipper vi skønlitteraturen – påstås det – og han tager det endegyldige skridt i retning af at vise, hvordan Satan konkret eksisterer og opererer midt i blandt os.

Blatty ville formentlig være enig i det postulat, men med The Exorcist forlader han aldrig selv fiktionens verden og, men han udnytter skønlitteraturen som det figenblad, der skal afværge en eventuel kritik af bogens metafysiske hændelser. Sådan opererer Anson bestemt ikke. Hans journalistiske bearbejdning af virkelige hændelser fusionerer skamløst stort set alle de kendte klichéer omkring dæmonbesættelse og satandyrkelse, der var vokset frem i løbet af 70’erne, og han smeder dem sammen med den evigt populære fortælling om spøgelseshuset. Derved får han skabt en bog, der mest af alt ligner et katalog over overnaturlige hændelser, og som presser bogens faktuelle koncept ud over enhver form for troværdighed.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Selve historien er velkendt, ikke mindst takket være den efterfølgende filmatiserings enorme succes. Familien Lutz flytter ind i huset på 112 Ocean Avenue i Amityville på Long Island, velvidende, at der for få år siden blev begået massemord i huset. Morderen, der dræbte sin familie, hævdede senere, at han var blevet beordret til drabene af en stemme i huset. Noget ondt hjemsøger med andre ord den store villa, og familien Lutz har da heller ikke meget mere end stillet den sidste flyttekasse, før spøgerierne begynder. Et væld af stadigt voldsommere overnaturlige hændelser udspiller sig nu i løbet af de kommende 28 dage, som familien tilbringer i huset, før de til sidst flygter for livet og sværger, at de aldrig vil sætte deres ben på grunden igen.

Den sataniske vinkel kommer ind i billedet, fordi der angiveligt har fundet offerfester sted på grunden, der har knyttet en form for dæmonisk kraft til huset. Det kommer nu til udtryk i en flimrende kollage af diabolske antydninger, der ikke synes videre sammenhængende. Navnlig da Satan-genrens obligatoriske katolske præst bliver hidkaldt som hjælper og efterfølgende får stigmataseringssår på hænderne, bliver hensigten med de beskrevne manifestationer ganske svære at forstå, for hvori præstens martyrium består, er noget uklart. Men intet metafysisk fænomen er udeladt, og Anson trak på alt den ammunition, han kunne finde for at tilfredsstille de skrækhungrende læsere. Sagen er da også den, at The Amityville Horror – modsat både Rosemary’s Baby og The Exorcist – ikke har noget formål eller nogen dybere mening. Anson antyder i sit efterskrift, at romanen kan tjene som en form for advarsel til læserne, men det fremstår mildest talt som et påskud, og det er svært ikke at se bogen som et ublu forsøg på at tjene penge på tidens sataniske begejstring. Penge, det tjente romanen skam også, men som litterært produkt falder den igennem.

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Fordi Anson har forpligtet sig på historiens autenticitet, fortæller han også historien med en flad, journalistisk nøgternhed. Snusfornuftigt forklarer han os, hvorfor familien Lutz handler, som de gør, og selvom de rædsler, han beskriver i bogen, er ganske, ganske voldsomme, bliver de beskrevet med en for skrækgenren ukarakteristisk tilbageholdenhed, der ikke gør noget godt for stemningsopbygningen.

Anson kan imidlertid ikke holde stilen helt og afslører teksten som fiktion flere steder, når han beskriver stemninger i indfølte vendinger, som han strengt taget ikke burde kende til. Illusionen om, at alt i bogen er bearbejdninger af familiens Lutzs beskrivelser, bliver imidlertid stædigt opretholdt. Anson egen stemme kommer dermed også kun på banen der, hvor han taler direkte til læseren og forklarer os, hvorfor familien ikke forlader huset noget før. Her spiller Anson på genkendeligheden og gør sagen økonomisk. Familien Lutz har ganske enkelt brugt alle deres penge på det nye hus, som de nu er stavnsbundne til. Det burde naturligvis gøre situationen mere tragisk og ubehagelig, men Ansons kluntede efterrationaliseringer formår ikke at udnytte ideén om dårlig økonomi som den lænke, der holder dem fanget i huset.

Paperback, Bantam Books 1979

Paperback, Bantam Books 1979

Ikke desto mindre blev The Amityville Horror en enorm bestseller, og selvom bogen i stort set alle henseender er sjusket og primitiv, har den noget fængende, fordi handlingen er så overgjort, som den er. The Amityville Horror kan ganske enkelt ikke overgås, fordi Anson har stoppet alt ind i romanen, som han kunne finde, og bogen er dermed et enormt satanisk overflødighedshorn. Fordi bogen tilmed ikke har nogen egentlig pointe – episoderne falder som perler på en snor, uden det ene relaterer til det andet – bliver de mange paranormale optrin til en usammenhængende, menigsløs tour de force. Der er nærmest noget karnevaleskt over rædslerne i spøgelseshuset, og det er ikke så sært, at der efter Ansons bog ikke kom flere sataniske gysere af betydning.

Feltet synes udtømt med denne sidste salve, som trak en hel litterær strømning sammen og postulerede, at det hele var den skinbarlige sandhed. Men måske netop fordi bogen er så naiv og uforklarlige, som den er, har den et skær af noget ubehageligt over sig. At den samtidig lukrerede hungrigt på en faktisk mordsag, som endnu hang ved folks bevidstheden, har ikke gjort noget for at hæmme salget. Alt det kan imidlertid ikke skjule det faktum, at The Amityville Horror er et luset stykke litteratur, som ramte det intellektuelle lavpunkt, hvorfra det er svært at komme tilbage.

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pocket Star 2005

Paperback, Pocket Star 2005

 

 

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion, Roman

Sataniske blade til Ham før det blev moderne

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Der var pludseligt penge i Satan, efter Rosemary’s Baby 1967 kom til verden i den dunkle Bramford-bygning, men det var der sådan set allerede flere, der havde regnet ud. Mandebladet Satan blev eksempelvis udsendt i 1957, og bladet Satan’s Scrapbook udkom i midten af 60’erne med sidste nummer i ’66. Indholdet i begge magasiner var dristige billeder, artikler og noveller, der naturligvis spiller på det amoralske og farlige – altså præcis hvad man ville forvente af et blad, der er opkaldt efter den store frister. Bladenes målgruppe var entydigt mænd af alle aldre, der satte pris på det mystiske og eksotiske, især når det var lummert.

Satan, juli 1957

Satan, juli 1957

Begge blade, og der var skam også en lille håndfulde andre magasiner med lignende titler, udkom kun i få numre, før de måtte lukke og slukke. Faktisk ser du det samlede antal af begge blade i dette indlæg, Den opmærksomme læser vil således sikkert kunne indvende, at der åbenbart ikke var så mange penge i Satan alligevel – det var der vel heller ikke – i hvert fald ikke endnu. Snart fik verden imidlertid øjnene op for Hans Sataniske Højhed – og resten af den historie hører til i et andet indlæg.

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan, februar 1957

Satan, februar 1957

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan, april 1957. Her med selveste Bettie Page på forsiden

Satan, april 1957. Her med selveste Bettie Page på forsiden

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan, september 1957

Satan, september 1957

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Festlige forsider – The Black Magic Omnibus

Hardcover, Robson 1976

Hardcover, Robson 1976

Det er jo svært at stå for forsider som disse. Forlaget Robson lagde ellers ganske anstændigt ud med et sobert diabolsk omslag til Peter Hainings fine samling af klassiske historier om okkultisme og satandyrkelse fra 1976. Futura satte imidlertid trumf på, da de splittede antologien op i to bind og udsendte dem som paperbacks året efter. Her forstår køberen med det samme, at der er tale om okkult horror. Som sagt, den slags er slet ikke til at stå for; i hvert fald ikke hvis man samler på bøger af den type. Og det gør jeg (desværre vil min kone sikkert sige), så nu fylder de op på hylderne mellem alle de andre bind. Samlermani er en grum ting!

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Maury Terry, The Ultimate Evil. The Truth about the Cult Murders. Son of Sam and Beyond (1987): Det glade, sataniske vanvid

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Journalisten Maury Terry skriver på s. 14, at der med sikkerhed er folk, som vil dø på grund af denne bog! Store og ildevarslende ord, der på dramatisk vis slår den konspiratoriske tone an, som hele The Ultimate Evil er skrevet i. Maury Terry har nemlig set lyset og gennemskuet en af de mest utrolige sandheder. En sandhed, som det amerikanske politi med vold og magt forsøger at holde skjult. Og så spørger du vel, hvilken sandhed det måtte være. Svaret er satanister. Onde, onde satanister, der lurer alle vegne og fordriver tiden med at myrde, tage samt sælge stoffer, indspille børneporno og alt mulig andet grumt. Det lyder jo ubehageligt, men før jeg følger op på Terrys okkulte feberfantasier, må vi hellere lige få karakteriseret bogen.

The Ultimate Evil er en enorm, minutiøs redegørelse for de såkaldte ”Son of Sam”-drab, der udspillede sig i New York mellem 1976 og ’77. David Berkowitz endte med at blive anholdt for at dræbe seks mennesker og såre syv. Son of Sam, som Berkowitz kaldte sig i et af sine hånebreve til politiet, rystede New York såvel som hele den amerikanske offentlighed, og opklaringsarbejdet blev et af de største, som byen havde oplevet siden de glade gangster-dage.

Paperback, Grafton Books 1989

Paperback, Grafton Books 1989

Seriemoderen Berkowitz satte gang i fantasien, og der gik da heller ikke ret længe efter hans anholdelse, før kritiske røster begyndte at blande sig. For havde man vitterligt fanget den rigtige? Kunne Berkowitz have begået alle de mord, og hvorfor var der så mange modstridende vidneudsagn? Dækkede politiet over noget? Konspirationsteorierne voksede sig hurtigt store og Maury Terry, der dækkede Son of Sam-drabene som freelancejournalist, var en af dem, der var med til at puste til ilden.

Mange af hans tidlige artikler samt den omfattende efterfølgende research, blev samlet og udgivet i The Ultimate Evil. En gigantisk bog, der møjsommeligt forsøger at påvise to ting. For det første, at David Berkowitz kun stod bag to af de drab, som han ellers havde tilstået. Og for det andet, at Berkowitz stod i ledtog med en satanistisk sekt, der havde forbindelser over hele Amerika. Noget Berkowitz i øvrigt selv indrømmede, om end han senere trak det i land igen og forklarede, at påstanden kun var et forsøg på at få opmærksomhed. Og den fik han – i hvert fald Maury Terrys.

Maury Terry

Maury Terry

Nu må det helle præciseres med det samme, at det er helt umuligt at kigge Terry i kortene. Hans bog er ét stort postulat fra en tid, inden DNA-spor og alt mulig andet teknisk blev inkluderet i politiets opklaringsarbejde. Vi har ikke skyggen af chance for at bedømme om bogens såkaldte ”facts” er påfund fra Maury Terrys side eller ej. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi The Ultimate Evil er et særdeles underholdende genrestykke. Et prima eksempel på den såkaldte sataniske skræk, der ramte middelklasse-Amerika i slutningen af 70’erne og levede frem til begyndelsen af 90’erne. Bogen hober ganske enkelt den ene uhyrlige påstand oven på den anden og præsenterer en skrækvision for Amerika, som en horrorroman ikke kunne gøre bedre. Satanisterne er over alt og Berkowitz var kun begyndelsen!

Gennem lange, indfølte beskrivelser og gengivelser af samtaler omsat til skønlitterær form får Terry skildret en grotesk rejse fra New York til Hollywood, blandet Manson-mordene og alt mulig andet med ind i sagen og tegnet et billede af et ondt netværk med rødder helt op i det amerikanske samfunds top. Hvad disse satanister egentlig er ude på, og hvordan de eksempelvis forholder sig til de åbent erklærede satanister fra Church of Satan, berører bogen aldrig. Hos Terry er den sataniske trussel nemlig først og fremmest et hvinende kaotisk gespenst, der er opstået og næres ved Amerikas moralske forfald. Han er således helt på linje med en mand som Daniel Logan, jeg tidligere har skrevet om på bloggen.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Bogen er med andre ord helt absurd, men præcis derfor også underholdende læsning, og den er skam tilmed lærerig. Gennemgangen af Son of Sam-drabene er både systematisk og overskueligt præsenteret hændelse for hændelse. Men det er først når Terry begynder at rulle sine sataniske idéer ud, at det for alvor bliver sjovt. Ikke mindst fordi han bl.a. bruger skønlitterære bøger som Rosemary’s Baby og James Blishs Black Easter som okkulte referencer. Det siger lidt om dybden i hans påståede undersøgende journalistik.

Der, hvor The Ultimate Evil imidlertid for alvor udmærker sig for mig, er som et tidsbillede på Amerika og navnlig New York i 70’erne. Hele Son of Sam-sagen og Maury Terrys sprog, der insisterer på at skildre skidt, snavs og lugte, oser langt væk af gusten storbylede svøbt i negative metaforer. Bogen bliver en form for ufrivillig hårdkogt krimi. En bog drevet af Terrys foragt for satanisterne, for junkierne og alt det andet fra storbyens underverden. Når man dertil føjer korrupte politikere, nederdrægtige betjente og journalister, står vi pludselig begravet i genre-klichéer. Som fakta er det helt hul i hovedet, men som vanvittig odysse ind i en okkult underverden er Terrys bog et fascinerende stykke opportunistisk skrækfiktion.

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) - The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) – The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

The Ultimate Evil har nemlig kun et ærinde, og det er at forarge og chokere læseren med de hemmeligheder, som Terry nu kan afsløre for os. At han samtidig også tegner et portræt af den i tiden mest omtalte seriemorder, gør kun tingene mere spektakulære.

Hele bogens stemning indfanges på intet sted klarere og med tydeligere styrke end i det brev, som Berkowitz sendte til Daily News i maj 1977. Brevet begynder sådan:

Hello from the gutters of N.Y.C. which are filled with dog manure, vomit, stale wine, urine and blood. Hello from the sewers of N.Y.C. which swallow up these delicacies when they are washed away by the sweeper trucks. Hello from the cracks in the sidewalks of N.Y.C. and from the ants that dwell in these cracks and feed in the dried blood of the dead that has settled into the cracks.

Paperback, Bantam Books 1989

Paperback, Bantam Books 1989

Der er jo nærmest smukt, hvad Berkowitz skrev. Rendestensromantik, frygt og lede i New York – kald det, hvad du vil. Både David Berkowitz’ og Maury Terrys varer er rædsel og forfald, og det sælger de forbløffende godt. Præcis som Manson-mordene kom til at spejle bagsiden af hele hippie-bevægelsens såkaldte counter culture, spejler Berwitz-citatet ovenfor en grundstemning, en oplevelse af kulturelt forfald, som havde sneget sig ind i 70’erne. En tomhed, som måske momentant kunne fyldes med livsglad disco og stoffer. Eskapismen kunne imidlertid ikke fjerne den storby tristesse, som periodens bøger, film og kunst udtrykte. Maury Terry er et barn af den bølge, og selv om det vel er nonfiktion, som han her har udgivet, væver han sorte fabler for os, der ikke er andet end skrækfiktion i forklædning.

Hello from the gutters i den grad.

 

Paperback, Barnes & Noble 1999

Paperback, Barnes & Noble 1999

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Sabbath Bloody Sabbath: Kom med til den sorte messe

Paperback, Corgi Books 1971

Paperback, Corgi Books 1971

Så er jeg tilbage fra påskeferie og taget i betragtning, at vi netop har lagt en højtid bag os, fortsætter jeg her i det religiøse spor og tager dig med til den sorte messe. Eller i hvert fald noget, der lugter lidt af svovl.

Bizarre Magazine, vol. 1 nr. 3 1968

Bizarre Magazine, vol. 1 nr. 3 1968

Lovecraft-kredsen sværmede for ritualmagi og messer for bizarre gudeskabninger fejret i skjul. Alt blev dog beskrevet på afstand, så de klandestine møder forblev indhyllet i et obskurt og fascinerende mørke. Dennis Wheatley gjorde det modsatte. Han tog os med ind i begivenhedernes hjerte og gjorde sig endda den umage, nærmest led for led, at beskrive den sorte messes struktur. Derved fik han trukket begivenhederne ned på jorden, men det bliver de ikke, med horror-brillerne på, mindre fascinerende af.

Detective Mystery Novel, sommer 1948

Detective Mystery Novel, sommer 1948

I spændet mellem obskure riter og sataniske spejlinger af kristne ritualer har der i horrorpulpens verden kunnet udvikle sig en hel satanisk genre, hvis visuelle udtryk bliver ved med at fascinere mig. Og der er skam masser af ikonografiske tematikker i Satan-pulpen, som er et nærstudie værd. Fortolkningerne af den store gedebukke-djævel eksempelvis eller de remedier, der benyttes under messen. Alt sammen noget, som jeg forhåbentlig får mulighed for snart at skrive lidt mere om på Fra Sortsand.

Fearful Tales of the Occult, nr. 1 1977

Fearful Tales of the Occult, nr. 1 1977

Her i indlægget kan du boltre dig i et bredt udsnit af den sorte messes pulp. Jeg vil dog gerne udpege et enkelt tema, som, jeg synes, er ganske spændende – nemlig forholdet mellem den nøgne kvindekrop og pentagrammet. De to følges ganske ofte ad, og det er, for en inkarneret freudianer som undertegnede, vanskeligt ikke at se de overgjorte seksuelle konnotationer bag den lange offerkniv, der svæver over den nøgne krop. Som oftest ligger pigen forsvarsløs på pentagrammet og hvirvler derved forestillinger frem om den næsten nøgne Kristus på korset. Alt sammen noget, der rejser fascinerende fortolkningsmuligheder om forholdet mellem værdien af henholdsvis manden og kvinden som blodoffer.

Hardcover, Les Editions de Lutèce 1929

Hardcover, Les Editions de Lutèce 1929

Til tider er hun imidlertid slet ikke så forsvarsløs på pentagrammet. Nej, her sidder hun til tider som sirenen og lokker os med ind til ritualet. Og hvem er egentlig så offeret her? I hvert fald ikke kvinden. Alt vendes pludselig på hovedet, og det bliver os – betragteren, der hives ind som den uskyldige, der ledes på afveje. Her er det nemlig Lilith og Eva, der lurer og byder sig til. På den led afdækkes det gamle, kvindefjendske syndefaldsmotiv bag den sataniske staffage og bekræfter igen, hvordan pulpens næsten altid moralsk forstenede verdenssyn klinger med – selv der, hvor vi umiddelbart synes ude i et grænsesøgende overdrev.

Men ud over det – så er det da fantastiske forsider, ikke? Det synes jeg i hvert fald.

Hardcover, Sphere Books 1971

Hardcover, Sphere Books 1971

Paperback, Arrow Books 1964

Paperback, Arrow Books 1964

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Award Books 1968

Paperback, Award Books 1968

Paperback, Award Books 1970 (2)

Paperback, Award Books 1970

Paperback, Award Books 1970

Paperback, Award Books 1970

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Editions Alain Lefeuvre 1980

Paperback, Editions Alain Lefeuvre 1980

Paperback, Fawcett Crest 1971

Paperback, Fawcett Crest 1971

Paperback, Fontana 1969

Paperback, Fontana 1969

Paperback, New English Library  1979

Paperback, New English Library 1979

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1982

Paperback, New English Library 1982

Paperback, Nightstand Books 1968

Paperback, Nightstand Books 1968

Paperback, Paperback Library 1961

Paperback, Paperback Library 1961

Paperback, Signet Books 1975

Paperback, Signet Books 1975

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Spectrum Books 1971

Paperback, Spectrum Books 1971

WEB Terror Stories, august 1962

WEB Terror Stories, august 1962

Paperback, Tandem Books 1968

Paperback, Tandem Books 1968

Weird Tales, juli 1928

Weird Tales, juli 1928

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

The Magick Powerhouse of Oz : Transcendental, okkult hippierock fra ’67

Her kan du syre ud til The Magick Powerhouse of Oz’ okkulte hippie-avantgardemusik, der udspringer direkte fra sen-60’ernes sværmeri for dunkel mystik og transcendens. Alene det Crowleyske ’k’ i ordet magic siger det hele. Det er flippet instrumentalmusik, der i høj grad blev drevet frem af multikunstneren Bobby Beausoleils højspændte, okkulte fascination.

The Magick Powerhouse of Oz med Bobby Beausoleil i midten. Bemærk hjertet med indskriften 666. En kæk lille detalje!

The Magick Powerhouse of Oz med Bobby Beausoleil i midten. Bemærk hjertet med indskriften 666. En kæk lille detalje!

Musikken stammer fra ’67 og skulle i første omgang være brugt i Kenneth Angers film Lucifer Rising. Det gik i vasken og bandet blev kort efter opløst, da Beausoleil blev bonkammerat med Charles Manson og pludselig sad i fængsel med en dom for mord. Her hjalp ingen kære Satan!

Den såkaldte Equinox-Festival afholdt i Straight Theatre i San Francisco d.  21. September  1967. Filminstruktøren Kennth Anger var hovedarrangør og The Magick Powerhouse of Oz optrådte for uden Anger selv, der udførte et Crowley-ritual på scenen. Den ret fede plakat blev skabt af Randy Salas. Prøv at bemærk detaljerne.

Den såkaldte Equinox-Festival afholdt i Straight Theatre i San Francisco d. 21. September 1967. Filminstruktøren Kennth Anger var hovedarrangør og The Magick Powerhouse of Oz optrådte for uden Anger selv, der udførte et Crowley-ritual på scenen. Den ret fede plakat blev skabt af Randy Salas. Prøv at bemærk detaljerne.

 

Selve musikken er faktisk ganske, gasnke fed. Det er larmende, sært og vildt – men Beausoleil og resten af gruppen fanger en særlig stemning, der er ret uimodståelig. God fredag.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video