Tag Archives: Satanisme

Juris-Karl Huysmans, Là-bas (Dybet) (1891): Ned i sølet og op igen

Paperback, Sphere 1974. Den udgave af romanen, som jeg har læst i oversættelsen fra 1924

Da Juris-Karl Huysmans gik i gang med sit berømte værk Là-bas, var det med baggrund i et dybt personligt udviklingsprojekt, der havde sendt ham fra en sværmerisk kunst for kunstens skyld til i stigende grad at se kunsten som en måde at nærme sig en religiøs erfaring.

Huysmans bliver ofte knyttet til den såkaldte dekadente bevægelse i fransk litteratur i 1800-tallets slutning, hvilket sådan set også er meget rimeligt, selvom han på flere punkter skiller sig ud fra den gruppe. Det gør Huysmans ikke mindst takket være den idealisme, som han i stigende grad kom til at udtrykke i sit forfatterskab, men mere om det lidt længere nede. Først må jeg nemlig hellere præcisere, hvorfor Huysmans’ Là-bas er relevant på Fra Sortsand.

Joris-Karl Huysmans (5. februar 1848 – 12. maj 1907) alias Charles-Marie-Georges Huysmans

I romanen, der udkom 1891, introduceres vi til den anæmiske forfatter Durtal, der slider sig ihjel på et storværk om de historiske, middelalderlige rødder for folkeeventyret om Blåskæg. Det er, som bekendt, en grum fortælling om manden, der myrder sine koner, og Durtals kilder viser, at den ”virkelige” Blåskæg ikke var mindre blodtørstig, men Durtal finder også ud af mere. Den historiske Blåskæg gør nemlig oprør mod de sociale og religiøse bånd, der begrænser hans personlige udfoldelse. Det fører ham i kontakt med diabolske kræfter, der i sidste ende bliver Blåskægs undergang.

Netop det forhold, at Blåskæg satte sig uden for kirken, kommer til at optage Durtal, der bliver fascineret af Blåskægs tilvalg af Djævlen. Han bliver måske endda mere end bare fascineret. Gennem forfattervenner begynder Durtal nu også selv at blive optaget af det diabolske, og det går gradvist op for han, at satanisme ikke bare er noget, der hører fortiden til. Det bliver praktiseret midt i det moderne Paris. Der sker med andre ord en spejling af Blåskæg i Durtal, som på sin vis gentager Blåskægs historie nu blot i en moderne kontekst.

Hardcover, Tresse & Stock 1891. Romanens 1. udgave

Den store kulmination på det hele kommer, da Durtal til sidst bliver taget med til en hemmelig sort messe. Oplevelsen bliver den modgift, som Durtal har søgt efter. Da han ser, hvad der udspiller sig under denne ceremoni, bliver han kureret for enhver fascination af det diabolske, og han flygter hals over hoved bort. Han flygter ind i armene på kirken, som han nu forstår og værdsætter med fornyet kraft.

For alle entusiaster af genrefiktion er det naturligvis Durtals udforskning af den okkulte underverden i Paris, der er bogens attraktion. Huysmans væver i romanen middelaldermystik og melodramatisk spændingsfiktion sammen og føjer dertil et eksistentialistisk lag, som kredser om Durtals ulykkelige fascination af mørket.

Der er ikke nogen tvivl om at Huysmans’ værk lægger sig i forlængelse af en gotisk roman som The Monk (1796), men værket skærper portrættet af satanismen ved at flytte det ind i det dekadente parisiske bourgeoisi, hvor rigmænd og intellektuelle står skulder ved skulder foran Satans alter i en gudstjeneste, der naturligvis bliver anført af en frafalden præst.

Det var absolut skrappe sager, da romanen udkom, og bogen udløste en mindre skandale for sine bramfri skildringer af de seksuelle udskejelser, der skete under den sataniske messe. Noget der naturligvis har været med til at sikre Huysmans en plads i litteraturen, men Là-bas var ikke tænkt som (kun) en provokation.

Hardcover, La Connaissance 1924. Titelbladet i denne fine udgave, der dog ikke for nogen specielt spændende forside

Præcis som Matthew Lewis med The Monk har Huysmans et anliggende med sin skildring af den selvfornedrelse, der sker i Satans navn. Hans alter ego, Durtal, søger autenticitet og en vej til stærkere erkendelse af den åndelige side af livet. Den vej kan han ikke finde i sin samtid, hvor den katolske kirke har mistet sin evne til at skabe en oplevelse af transcendens. Durtal ønsker imidlertid dette åndelig samvær med noget metafysisk større. Durtal har, præcis som Huysmans selv, først søgt dette i naturen, men også her har han mistet kontakt med gudserfaringen, hvorfor denne ulmende satanisme med dens ritualer og gamle hemmeligheder pludselig fremstår som en mulig vej til nye og ægte erkendelser.

Her tager Durtal fejl, må han erkende, og i stedet kaster den søgende forfatter sig over kunsten som den sande kilde til erfaringen af Gud. Æstetikken bliver det svar, som Dural søger, og Huysmans følger dermed Friedrich Schleiermachers tanker om kunstens rolle i religionen, der netop var fremherskende på dette tidspunkt og blev en kilde til fornyet spiritualitet i intellektuelle kredse.

Hardcover, University Books 1958

Med Là-bas beskriver Huysmans tvivleren, der er på nippet til at miste troen helt. Han søger, men ved ikke, hvor han skal gå hen og havner derfor i et spirituelt mørke, der fører ham langt, langt ned – helt ned i dybet. Den grumme, nutidige skrækforfatter ville naturligvis ikke lade Durtal vende tilbage fra dette diabolske mørke, men her går Huysmans en anden vej, fordi bogen skildrer en erkendelsesproces. Kunsten er Durtals redning, og kunsten som kilde til transcendens bliver også hovedtemaet i mere eller mindre alt andet, Huymans skrev efter Là-bas.

Det kan dermed heller ikke overraske, at Huysmans forfatterskab ganske ofte bliver beskrevet som indadvendt, for det er hans fiktion i højeste grad. Romanen er én lang refleksion over troens mysterie og erkendelsen af Gud. Undervejs møder Durtal forskellige individer, der bliver talerør for bestemte synspunkter, der alle på en eller anden måde udfordrer Durtal og sender ham videre ind i den labyrint af tvivl, angst og oplysning, der driver ham.

Hardcover, Garnier-Flammarion 1978

Trods bogens okkulte dimension må man ikke være i tvivl om, at dette først og fremmest er et stykke realistisk fiktion, der ganske vist bruger gotikken og dele af samtidens fascination af det morbide, men fortællingen aktiverer ikke overnaturlige elementer. Satanismen bliver skildret som et absurd, menneskeskabt teater, der i virkeligheden bare er et skalkeskjul for utøjlet, skamløs liderlighed og moralsk forfald. Det er med andre ord ikke nogen egentlig religion, men her adskiller satanismen sig paradoksalt nok heller ikke stort fra den tomme religion, Durtal finder i den katolske kirkes institution, der synes forblændet af sin egen magt og ceremoniel.

Som en anden opdagelsesrejse må Durtal finde sin egen åndelige vej, og det gjorde han, præcis som Huysmans også selv gjorde det. Skal man indpasse værket et sted i genrefiktionens kronologi, er det således relevant at se Huysmans åndelige søgen som noget, der peger frem mod Algernon Blackwoods værker, der i høj grad følger det spor, der blev udstukket med Là-bas og udbyggede dette yderlige i jagten på erkendelse.

Paperback, Penguin 2002

Durtals rejse ned i underverdenen er ikke noget gotisk brag af morbide optrin og forbudt opførsel, det er nærmere en stille samtale, som gradvist bliver mere og mere skummel, før der til sidst bliver luftet ud og sollyset slippes ind. Det er næppe alles kop the, det var det ikke dengang, og det heller ikke i dag, men jeg synes nu, at det er meget sjovt at gå i kødet på et værk som dette, fordi det er litteratur, som kan sætte tankerne i gang hos læseren. Præcis det er sundt, tror jeg.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Satanisk doo-wop

Min gode ven Rasmus, ekspert ud i alt musik, gjorde mig forleden opmærksom på Twin Temple, der lige har udsendt deres debutalbum. Twin Temple spiller noget så særligt som satanisk doo-wop. Jeps, doo-wop i bedste 50’er-stil, der er tilsat et skud LaVey’sk satanisme. Det er ret underholdende, og udfaldet momentant ganske bizart. Den slags har jo høj kurs her på Fra Sortsand. Snyd ikke dig selv for videoen til nummeret ”Sex Magick”; det er formentlig det sjoveste, som du oplever i dag.

Vi ses på søndag, hvor vi skal møde en meget, meget lille mand.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

7 kommentarer

Filed under Roman

Richard Matheson, Hell House (1971): Freudianske shock i knaldhytten

Paperback, Tor 1999. Den meget stemningsfulde forside er skabt af Michael Deas

Richard Matheson har en høj stjerne hos mig, ikke mindst som kreativ og udfordrende novelleforfatter. Han har også skrevet fremragende romaner, men hans skrækroman Hell House fra ’71 hører ikke til blandt hovedværkerne. Romanen blev ikke desto mindre et ganske stort hit for Matheson, hvilket uden tvivl skyldes, at den kunne ride videre på den bølge, som William Peter Blatty havde sat i bevægelse tidligere på året. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Exorcist har inspireret Matheson til selv at prøve kræfter med en klassisk skrækfortælling; noget han ikke havde gjort i et stykke tid.

Hell House handler naturligvis om et hjemsøgt hus, og historien begynder, da parapsykologen Dr. Lionel Barrett bliver hyret af en aldrende rigmand til at undersøge spøgerierne i et berømt og berygtet hjemsøgt hus, hvor der for år tilbage udspillede sig nogle ganske dramatiske begivenheder. Ejeren af huset, Deutsch, har også hyret det kristne medium Florence Tanner og et medium mere, Ben Fischer. Fischer skiller sig ud fra de andre ved at have været med i en tidligere undersøgelse af det berygtede Hell House. Han deltog som ung teenager i spiritistiske eksperimenter i huset, og var den eneste, der slap bort fra stedet med livet i behold. Dr. Barrett har også taget sin kone med på opgaven, og til sammen udgør de fire bogens primære persongalleri.

Paperback, Tor 1999

Allerede kort efter, at selskabet er ankommet til det gamle hus, der er møbleret, men har stået ubenyttet meget længe, er det klart, at stedet hjemsøges af en ond kraft. Alt føles forkert i huset, hvilket ikke mindst demonstreres igennem elektriciteten, der driller, mystiske klapren med dørene mystisk. Dr. Barrett, en ægte videnskabens mand, går metodisk til værks med maskiner og målinger. Han giver ikke meget for de to mediernes psykiske evner, og her har vi en af bogens første og mest åbenlyse konflikter; en konfrontation imellem det rationelle og det irrationale.

Det er tydeligt, at Hell House ikke har fået sit ildevarslende navn og sataniske omdømme uden grund. Spøgerierne tager til, hvilket først rammer Florence Tanner, det kvindelige medium. Snart kaster ånderne også deres kærlighed over Barretts kone, som besættes af husets afdøde ejer og udsættes for en række ganske ydmygende optrin.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Baggrundhistorien er, at Belasco, manden, som opførte det nu hjemsøgte hus, hengav sig til orgier, satanisme og enhver form for depraveret udskejelse. Det siges også, at den gamle sluttede en pagt med Djævlen, før han selv døde, og derfor nu går igen. Denne smag for udskejelser bemærker de fire gæster i spøgelseshuset, for spøgelset prøver gang på gang at komme i lag med de besøgende; faktisk er hjemsøgelsen gennemsyret af seksuelle referencer. Meningen bag det hele falder kun gradvist på plads, og undervejs må de fire gæster gennemgå en række ganske, ganske voldsomme hændelser, som ender med at koste menneskeliv.

Som sagt har Matheson uden tvivl skævet til The Exorcist, da han skrev Hell House. Der er en rå og bramfri tone i bogen, der synes at lægge sig i forlængelse af de beskrivelser, vi får af stakkels besatte Regan. Det egentlige forløb i romanen må imidlertid siges at være hentet i Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Faktisk vil jeg mene, at Mathesons roman er et åbenlyst forsøg på en gendigtning af Jacksons historie, der nu søges tilført mere entydige tematikker og en mere kontant stemningsetablering. En opgave Stephen King også påtog sig med The Shining i ’77.

Hardcover, Viking Press 1971. romanens første udgave

Den øvelse slipper Matheson desværre ikke helt heldigt fra. Der er noget gumpetungt, for ikke at sige dumt, over hans overtydeligt konstruerede konflikter og brug af freudianske motiver. Barrett, der er impotent, kan ikke tilfredsstille sin kone seksuelt; det udnytter huset til at lade hende gå på seksuel opdagelser blandt de to andre gæster. Skyld og skam griber ind i dette, hvilket naturligvis alt sammen kan føres tilbage til de kun halvejs formulerede relationer, som Jackson så elegant etablerede i sin roman. I Hell House er der intet elegant. I stedet bokser Matheson sin hvermands-Freud ind i teksten og dræner sin fiktion for ethvert spor af den tvetydighed, som gør The Haunting of Hill House til et æstetisk hovedværk i den moderne skrækfiktion.

En klog bog kan man derfor absolut ikke kalde Hell House, men den har pulplitteraturens dramatiske fremdriftsform. Det gør den både underholdende og den flittige brug af stort set alle spøgelsesgenrens troper må siges at være charmerende for skrækentusiaster. Præcis det splitter mig i forhold til bogen. På den ene side er den et underholdende stykke skræk-ramasjang, på den anden side er den en uoriginal, dum udgave af Jacksons mesterværk og derfor, som litteratur, uinteressant.

Paperback, Bantam Books 1972. Her sælges bog af uforklarlige årsager som gotisk romance

Set som Jackson-reception bliver Kings The Shining et stykke subtil kunst, målt i forhold til Hell House, og det er i virkeligheden ret trist, for man kan også i den grad klandre Kings bud på en nyfortolkning af The Haunting of Hill House for banalitet. Det er især trist, hvis man som mig holder af Mathesons tidlige fiktion fra 50’erne. Hans spøgelsesfortælling er således endnu en roman, som desværre bekræfter alle fordomme om skrækfiktionen og dens ukritiske læsere. Vi stiller åbenbart meget få krav til vores genrelitteratur.

Paperback, Bantam Books 1973. Nu bekendes der kulør; her er det referencen til tidens bestsellere, der skal inspirere til køb af bogen

Paperback, Warner Books 1985. Bemærk den absurde ros fra “gysets konge” og hans tro væbner 

Hardcover, Gauntlet Press 1996

Hardcover, Severn House 2004

Hardcover, Centipede Press 2011. Bogen er senest udkommet i denne luksusudgave

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lin Carter, The Nemesis of Evil (1975): Hemmelige agenter i den okkulte underverden

Paperback, Popular Library 1978. Den herlige forside er malet af Don Maitz

Jeg vil vove pelsen og hævde, at Lin Carter næppe nogensinde skrev et eneste stykke originalt fiktion i løbet af sin ret lange karriere i genrefiktionens viltre verden. Som den evige opportunist fulgte Carter tidens tendenser og skrev, hvad der var populært. Det førte ham forbi Tolkien, Howard, Lovecraft og mange andre. Carter skabte med andre ord en litterær karriere på pasticher – nogle var gode, andre ganske forfærdelige, og fælles for dem alle var det, at de blev skrevet i en rivende fart, for tid er som bekendt også penge i pulpens verden.

The Nemesis of Evil er uden tvivl en af Carters mere vellykkede pasticher. I romanen griber Carter tilbage til den gamle pulphelt Doc Savage, og som sædvanlig gør han det helt åbenlyst – Savage bliver endda takket i bogens forord. Som læsere er vi med andre ord på forhånd informereret eller advaret. Carter lader os afstemme forventningerne, og heldigvis lykkes det for ham at levere det, vi måtte ønske os af et Savage-plagiat. Vi får nemlig et hæsblæsende eventyr med masser af ildkamp, ramasjang og mystik.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988) fotograferet i 1975

I historien introduceres vi til den tophemmelige gruppe af problemknusere, som den enigmatiske prins Zarkon har samlet omkring sig i den fiktive metropol Knickerbocker City; et af uransaglige grunde introduceret alias for New York. Zarkon, der var monark i et obskurt europæisk land, er abdiceret og har brugt sin nyvundne frihed og personlige formue på at opbygge en lille organisation, der løser prekære problemer for velhavende folk.

”The Omega Crew” kalder Zarkon sit hold. Zarkons trup af flamboyante vovehalse kan alle takke ham for deres liv, og det har garanteret ham deres ubetingede loyalitet. Netop dette hold af specialister er da også absolut et af højdepunkterne i bogen, for Carter får skabt en stemning af en gruppe, der må arbejde sammen og supplere hinanden i løsningen af de utrolige udfordringer, som de møder.

Hardcover, Doubleday 1975

Zarkon selv er smuk, stærk og et videnskabeligt geni, der i hovedparten af bogen omtales som vidundermanden, der hører til blandt de mest utrolige personer, som nogensinde har levet på jorden. Carter underspiller ikke Zarkon’ storhed, men med en sådan superhelt som hovedperson må der naturligvis også være tilsvarende potente skurke, og det møder vi i The Nemesis of Evil i form af den geniale og skrupelløse bagmand, der går under navnet Lucifer. Lucifer, der leder en ring af satanister med templer spredt rundt i USA, er blevet et stort navn i den kriminelle underverden, og nu må Zarkon og hans hold tage kampen op imod okkultisterne, efter slynglerne har myrdet en prominent journalist, der var gået undercover i bevægelsen.

Der er fuld fart over sagen fra begyndelsen. Zarkon og vennerne rammer hurtigt plet og kommer i karambolage med satanisterne, men Lucifer får de ikke fingrene i. De får imidlertid, takket være stort heltemod, opsporet satanisterne hemmelige tilholdssted – et stort hulesystem under et bjerg, som Lucifer har omdannet til et kompleks af lagerhaller og kontorer. Det lugter langt væk af James Bond, og det gør den endelige konfrontation mellem Omega-mændene og satanisterne også. Ikke mindst takket være kampen mod en kulørt skurk, som eksempelvis den kinesiske torturmester, der er Lucifers højre hånd.

Paperback, Borgo Press 1999

Ren ordinær skæg og blå briller er The Nemesis of Evil dog ikke, for Carter lægger endnu et element til sit genreopkog. Den ufattelige og fantastiske Zarkon viser sig således slet ikke at være et almindeligt menneske. Hen imod romanens slutning hører vi, at han kommer fra en fjern fremtid og takket være teknologi og viden fra den avancerede kultur, han kommer fra, er det blevet muligt for ham at rejse tilbage i tiden og her bekæmpe de trusler, der vil plage planetens fremtid.

Der er med andre ord et udtalt SF-element i romanen, som allerede gennemsyrer handlingen fra begyndelsen takket være de geniale opfindelser, som Zarkon har skabt til sit Omega-hold; vi taler finurlige våben, særligt udstyr og utrolige fartøjer, hvis lige ikke kendes noget sted.

Doc Savage Magazine, august 1933

Som det nok fremgår, er The Nemesis of Evil letbenet underholdning. Tonen oser langt væk af brun-orange 70’erne-stemning med lummer drengerøvshumor og hårdkogt, behåret bakkenbart-action. Realisme er der intet af, i stedet leverer Carter en tempofyldt og underholdende røverhistorie, der er fyldt til bristepunktet med tåkrummende stereotyper og klichéer. Det lykkes med andre ord for ham at fange ånden fra Doc Savage-universet og omsætte den til noget velfungerede og interessant. Det er mere, end hvad man kan sige om mange af Carters andre pasticher, og selvom man måske i dag nok griner mere ad end med bogen, så har en fortælling som The Nemesis of Evil sin ret som genfortællingen af den klassiske pulp.

Carters blanding af SF og action-eventyr er da også en meget fin strømpil for tidens tendenser, for det var klart i ’75, hvor bogen som sagt udkom, at pulplæserne i stigende grad opsøgte hårdkogte actionhistorier. Historier, der udspiller sig i nutiden, ikke i eksempelvis sværdsvingende fantasy-miljøer. De traditionelle pulpgenrer levede naturligvis videre, men den hårdkogte actionpulp med narkobaroner, gadebander og korrupte politifolk hører i høj grad 70’ernes anden halvdel til, og her er Carters roman et oplagt eksempel på den retning som spændingsfiktionen skulle gå.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

The Nemesis of Evil solgte også godt – faktisk var den en af Carters største succeser, og han fulgte derfor historien op med flere bind om prins Zarkon og Omega-mændene. Tre bind blev det til i perioden mellem 1975 og ’76. Senere, i 80’erne, skrev Carter to bind mere, men de havde ikke sammen gennemslagskraft og det, der i dag kendes som Zarkon – Lord of the Unknown-serien må derfor i praksis betragtes som et 70’erne-fænomen. 70’ern-fænomen eller ej, så begik Carter en særdeles underholdende fortælling med det første bind i serien, og jeg glæder mig allerede nu til at skrive lidt om, hvordan det hele fortsætter i næste bind.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Heksen fra Kings Cross

Rosaleen Miriam Norton (2. oktober 1917 – 5. december 1979)

Jeg har netop læst tre noveller af Rosaleen Norton; tre noveller inspireret af gode gamle Lovecraft. Det er der jo utrolig mange noveller, som der er, men Norton skiller sig alligevel ud fra mængden. Det gør hendes person i hvert fald, for selve novellerne er måske ikke det mest bemærkelsesværdige i den sag.

Rosaleen Norton var nemlig en kendt skikkelse i 50’erne og 60’ernes engelske presse. Norton var maler og performancekunster, men hun var også drevet af en søgen efter okkult indsigt, og netop det fyldte både i hendes kunst og i den personlighed, som hun optrådte med i offentligheden. Der er således ikke så få paralleller til den skandaleombruste Aleister Crowley i den måde, som Norton lod sig iscenesætte på fra sin lejlighed og sit atelier i London.

Omdrejningspunktet for Nortons bohemeliv i storbyen var hendes billedkunst, der lægger sig et sted mellem ekspressionisme og surrealisme, men som dybest set er præget af en uskolet, prøvende stil, som ikke altid lykkes lige godt. Nortons motiver er hekse og djævle, hedenske guder og magiske situationer. Hendes billedverden tager dermed afsæt i okkulte og sataniske forestillinger, og hun havde intet imod at lade sin egen person og okkulte praksisser ledsage kunsten som kommercielt markedsføringskneb. Norton udførte dermed gladeligt ceremonier for pressen og var ganske åbenmundet omkring sin brug af sexmagi. Den slags lappede sladderpressen naturligvis i sig med frydefuld forargelse.   

Man genkender William Blake her – en af Nortons inspirationskilder

 

I indlægget her kan du få dig et indtryk af den kunst, som ”heksen fra Kings Cross” malede. I et senere indlæg vender jeg tilbage til Nortons noveller, som ikke er helt uden underholdningsværdi.

På genhør

Martin

Bemærk her, hvordan Norton har malet sig selv ind i øverste venstre hjørne, som deltager i heksesabbatten

Hardcover, H.C. Brewster 1945. en bog om kings Cross, som Norton lavede forsiden til

Hardcover, Mandrake of Oxford , 2. ud.1993. Nevill Drurys bog om Rosaleen Nortons liv og kunst

Hardcover, Teitan Press 2010. Genudgivelsen af Rosaleen Nortons skrækhistorier

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Jay Anson, The Amityville Horror (1977): Det sidste sataniske suk

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: "More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!"

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: “More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!”

Den sataniske lavine, der fejede gennem skræklitteraturen i 70’erne, blev sat i gang af Ira Levins Rosemary’s Baby, men fandt først sit momentum i kølvandet på William Peter Blattys The Exorcist. De to bøger har intet andet tilfælles end deres kredsen omkring en satanisk tematik, men tilsammen kom de to bøger til at danne et særdeles potent inspirationsgrundlag, der har ført til utallige imitationer, som trækker på elementer i fra bøger.

Det var imidlertid først i 1977, at bølgen ramte sit zenit. Her greb Jay Anson nemlig Satan-temaet og tog det til sin yderste konsekvens. Ira Levin lod sine sataniske hekse bo i det moderne Manhattan og slå kløerne i den unge, hippe Rosemary. Blatty tog os et skridt nærmere en form dagligdag, fordi han tog os med ind i børneværelset og derved skabte en utvetydig genkendelighed i teksten. At den vilkårlige djævlebesættelse af Regan kunne være sket for min eller din datter, er således en væsentlig pointe i The Exorcist, som Blatty meget åbent forklarede, var inspireret af en lignende besættelse, der udspillede sig i 1949. Blattys fiktion trak med andre ord på virkeligheden som vigtigt værktøj til stemningsopbygning og etableringen af en form for troværdighed.

Paperback, Pan Books 1982

Paperback, Pan Books 1982

Og her kommer Jay Anson så ind i billedet med The Amityville Horror, der utvetydigt postulerer, at bogens hændelser er sket i virkeligheden. I sit efterskrift skriver Anson eksempelvis: ”To the extent that I can verify them, all the events in this book are true”. Dermed lover han ikke for meget, men præmissen for bogen er en ganske anden end Levins og Blattys romaner. Hos Anson slipper vi skønlitteraturen – påstås det – og han tager det endegyldige skridt i retning af at vise, hvordan Satan konkret eksisterer og opererer midt i blandt os.

Blatty ville formentlig være enig i det postulat, men med The Exorcist forlader han aldrig selv fiktionens verden og, men han udnytter skønlitteraturen som det figenblad, der skal afværge en eventuel kritik af bogens metafysiske hændelser. Sådan opererer Anson bestemt ikke. Hans journalistiske bearbejdning af virkelige hændelser fusionerer skamløst stort set alle de kendte klichéer omkring dæmonbesættelse og satandyrkelse, der var vokset frem i løbet af 70’erne, og han smeder dem sammen med den evigt populære fortælling om spøgelseshuset. Derved får han skabt en bog, der mest af alt ligner et katalog over overnaturlige hændelser, og som presser bogens faktuelle koncept ud over enhver form for troværdighed.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Selve historien er velkendt, ikke mindst takket være den efterfølgende filmatiserings enorme succes. Familien Lutz flytter ind i huset på 112 Ocean Avenue i Amityville på Long Island, velvidende, at der for få år siden blev begået massemord i huset. Morderen, der dræbte sin familie, hævdede senere, at han var blevet beordret til drabene af en stemme i huset. Noget ondt hjemsøger med andre ord den store villa, og familien Lutz har da heller ikke meget mere end stillet den sidste flyttekasse, før spøgerierne begynder. Et væld af stadigt voldsommere overnaturlige hændelser udspiller sig nu i løbet af de kommende 28 dage, som familien tilbringer i huset, før de til sidst flygter for livet og sværger, at de aldrig vil sætte deres ben på grunden igen.

Den sataniske vinkel kommer ind i billedet, fordi der angiveligt har fundet offerfester sted på grunden, der har knyttet en form for dæmonisk kraft til huset. Det kommer nu til udtryk i en flimrende kollage af diabolske antydninger, der ikke synes videre sammenhængende. Navnlig da Satan-genrens obligatoriske katolske præst bliver hidkaldt som hjælper og efterfølgende får stigmataseringssår på hænderne, bliver hensigten med de beskrevne manifestationer ganske svære at forstå, for hvori præstens martyrium består, er noget uklart. Men intet metafysisk fænomen er udeladt, og Anson trak på alt den ammunition, han kunne finde for at tilfredsstille de skrækhungrende læsere. Sagen er da også den, at The Amityville Horror – modsat både Rosemary’s Baby og The Exorcist – ikke har noget formål eller nogen dybere mening. Anson antyder i sit efterskrift, at romanen kan tjene som en form for advarsel til læserne, men det fremstår mildest talt som et påskud, og det er svært ikke at se bogen som et ublu forsøg på at tjene penge på tidens sataniske begejstring. Penge, det tjente romanen skam også, men som litterært produkt falder den igennem.

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Fordi Anson har forpligtet sig på historiens autenticitet, fortæller han også historien med en flad, journalistisk nøgternhed. Snusfornuftigt forklarer han os, hvorfor familien Lutz handler, som de gør, og selvom de rædsler, han beskriver i bogen, er ganske, ganske voldsomme, bliver de beskrevet med en for skrækgenren ukarakteristisk tilbageholdenhed, der ikke gør noget godt for stemningsopbygningen.

Anson kan imidlertid ikke holde stilen helt og afslører teksten som fiktion flere steder, når han beskriver stemninger i indfølte vendinger, som han strengt taget ikke burde kende til. Illusionen om, at alt i bogen er bearbejdninger af familiens Lutzs beskrivelser, bliver imidlertid stædigt opretholdt. Anson egen stemme kommer dermed også kun på banen der, hvor han taler direkte til læseren og forklarer os, hvorfor familien ikke forlader huset noget før. Her spiller Anson på genkendeligheden og gør sagen økonomisk. Familien Lutz har ganske enkelt brugt alle deres penge på det nye hus, som de nu er stavnsbundne til. Det burde naturligvis gøre situationen mere tragisk og ubehagelig, men Ansons kluntede efterrationaliseringer formår ikke at udnytte ideén om dårlig økonomi som den lænke, der holder dem fanget i huset.

Paperback, Bantam Books 1979

Paperback, Bantam Books 1979

Ikke desto mindre blev The Amityville Horror en enorm bestseller, og selvom bogen i stort set alle henseender er sjusket og primitiv, har den noget fængende, fordi handlingen er så overgjort, som den er. The Amityville Horror kan ganske enkelt ikke overgås, fordi Anson har stoppet alt ind i romanen, som han kunne finde, og bogen er dermed et enormt satanisk overflødighedshorn. Fordi bogen tilmed ikke har nogen egentlig pointe – episoderne falder som perler på en snor, uden det ene relaterer til det andet – bliver de mange paranormale optrin til en usammenhængende, menigsløs tour de force. Der er nærmest noget karnevaleskt over rædslerne i spøgelseshuset, og det er ikke så sært, at der efter Ansons bog ikke kom flere sataniske gysere af betydning.

Feltet synes udtømt med denne sidste salve, som trak en hel litterær strømning sammen og postulerede, at det hele var den skinbarlige sandhed. Men måske netop fordi bogen er så naiv og uforklarlige, som den er, har den et skær af noget ubehageligt over sig. At den samtidig lukrerede hungrigt på en faktisk mordsag, som endnu hang ved folks bevidstheden, har ikke gjort noget for at hæmme salget. Alt det kan imidlertid ikke skjule det faktum, at The Amityville Horror er et luset stykke litteratur, som ramte det intellektuelle lavpunkt, hvorfra det er svært at komme tilbage.

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pocket Star 2005

Paperback, Pocket Star 2005

 

 

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion, Roman

Sataniske blade til Ham før det blev moderne

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Der var pludseligt penge i Satan, efter Rosemary’s Baby 1967 kom til verden i den dunkle Bramford-bygning, men det var der sådan set allerede flere, der havde regnet ud. Mandebladet Satan blev eksempelvis udsendt i 1957, og bladet Satan’s Scrapbook udkom i midten af 60’erne med sidste nummer i ’66. Indholdet i begge magasiner var dristige billeder, artikler og noveller, der naturligvis spiller på det amoralske og farlige – altså præcis hvad man ville forvente af et blad, der er opkaldt efter den store frister. Bladenes målgruppe var entydigt mænd af alle aldre, der satte pris på det mystiske og eksotiske, især når det var lummert.

Satan, juli 1957

Satan, juli 1957

Begge blade, og der var skam også en lille håndfulde andre magasiner med lignende titler, udkom kun i få numre, før de måtte lukke og slukke. Faktisk ser du det samlede antal af begge blade i dette indlæg, Den opmærksomme læser vil således sikkert kunne indvende, at der åbenbart ikke var så mange penge i Satan alligevel – det var der vel heller ikke – i hvert fald ikke endnu. Snart fik verden imidlertid øjnene op for Hans Sataniske Højhed – og resten af den historie hører til i et andet indlæg.

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan, februar 1957

Satan, februar 1957

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan, april 1957. Her med selveste Bettie Page på forsiden

Satan, april 1957. Her med selveste Bettie Page på forsiden

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan, september 1957

Satan, september 1957

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Satan's Scrapbook

Satan’s Scrapbook

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Festlige forsider – The Black Magic Omnibus

Hardcover, Robson 1976

Hardcover, Robson 1976

Det er jo svært at stå for forsider som disse. Forlaget Robson lagde ellers ganske anstændigt ud med et sobert diabolsk omslag til Peter Hainings fine samling af klassiske historier om okkultisme og satandyrkelse fra 1976. Futura satte imidlertid trumf på, da de splittede antologien op i to bind og udsendte dem som paperbacks året efter. Her forstår køberen med det samme, at der er tale om okkult horror. Som sagt, den slags er slet ikke til at stå for; i hvert fald ikke hvis man samler på bøger af den type. Og det gør jeg (desværre vil min kone sikkert sige), så nu fylder de op på hylderne mellem alle de andre bind. Samlermani er en grum ting!

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Maury Terry, The Ultimate Evil. The Truth about the Cult Murders. Son of Sam and Beyond (1987): Det glade, sataniske vanvid

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Journalisten Maury Terry skriver på s. 14, at der med sikkerhed er folk, som vil dø på grund af denne bog! Store og ildevarslende ord, der på dramatisk vis slår den konspiratoriske tone an, som hele The Ultimate Evil er skrevet i. Maury Terry har nemlig set lyset og gennemskuet en af de mest utrolige sandheder. En sandhed, som det amerikanske politi med vold og magt forsøger at holde skjult. Og så spørger du vel, hvilken sandhed det måtte være. Svaret er satanister. Onde, onde satanister, der lurer alle vegne og fordriver tiden med at myrde, tage samt sælge stoffer, indspille børneporno og alt mulig andet grumt. Det lyder jo ubehageligt, men før jeg følger op på Terrys okkulte feberfantasier, må vi hellere lige få karakteriseret bogen.

The Ultimate Evil er en enorm, minutiøs redegørelse for de såkaldte ”Son of Sam”-drab, der udspillede sig i New York mellem 1976 og ’77. David Berkowitz endte med at blive anholdt for at dræbe seks mennesker og såre syv. Son of Sam, som Berkowitz kaldte sig i et af sine hånebreve til politiet, rystede New York såvel som hele den amerikanske offentlighed, og opklaringsarbejdet blev et af de største, som byen havde oplevet siden de glade gangster-dage.

Paperback, Grafton Books 1989

Paperback, Grafton Books 1989

Seriemoderen Berkowitz satte gang i fantasien, og der gik da heller ikke ret længe efter hans anholdelse, før kritiske røster begyndte at blande sig. For havde man vitterligt fanget den rigtige? Kunne Berkowitz have begået alle de mord, og hvorfor var der så mange modstridende vidneudsagn? Dækkede politiet over noget? Konspirationsteorierne voksede sig hurtigt store og Maury Terry, der dækkede Son of Sam-drabene som freelancejournalist, var en af dem, der var med til at puste til ilden.

Mange af hans tidlige artikler samt den omfattende efterfølgende research, blev samlet og udgivet i The Ultimate Evil. En gigantisk bog, der møjsommeligt forsøger at påvise to ting. For det første, at David Berkowitz kun stod bag to af de drab, som han ellers havde tilstået. Og for det andet, at Berkowitz stod i ledtog med en satanistisk sekt, der havde forbindelser over hele Amerika. Noget Berkowitz i øvrigt selv indrømmede, om end han senere trak det i land igen og forklarede, at påstanden kun var et forsøg på at få opmærksomhed. Og den fik han – i hvert fald Maury Terrys.

Maury Terry

Maury Terry

Nu må det helle præciseres med det samme, at det er helt umuligt at kigge Terry i kortene. Hans bog er ét stort postulat fra en tid, inden DNA-spor og alt mulig andet teknisk blev inkluderet i politiets opklaringsarbejde. Vi har ikke skyggen af chance for at bedømme om bogens såkaldte ”facts” er påfund fra Maury Terrys side eller ej. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi The Ultimate Evil er et særdeles underholdende genrestykke. Et prima eksempel på den såkaldte sataniske skræk, der ramte middelklasse-Amerika i slutningen af 70’erne og levede frem til begyndelsen af 90’erne. Bogen hober ganske enkelt den ene uhyrlige påstand oven på den anden og præsenterer en skrækvision for Amerika, som en horrorroman ikke kunne gøre bedre. Satanisterne er over alt og Berkowitz var kun begyndelsen!

Gennem lange, indfølte beskrivelser og gengivelser af samtaler omsat til skønlitterær form får Terry skildret en grotesk rejse fra New York til Hollywood, blandet Manson-mordene og alt mulig andet med ind i sagen og tegnet et billede af et ondt netværk med rødder helt op i det amerikanske samfunds top. Hvad disse satanister egentlig er ude på, og hvordan de eksempelvis forholder sig til de åbent erklærede satanister fra Church of Satan, berører bogen aldrig. Hos Terry er den sataniske trussel nemlig først og fremmest et hvinende kaotisk gespenst, der er opstået og næres ved Amerikas moralske forfald. Han er således helt på linje med en mand som Daniel Logan, jeg tidligere har skrevet om på bloggen.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Bogen er med andre ord helt absurd, men præcis derfor også underholdende læsning, og den er skam tilmed lærerig. Gennemgangen af Son of Sam-drabene er både systematisk og overskueligt præsenteret hændelse for hændelse. Men det er først når Terry begynder at rulle sine sataniske idéer ud, at det for alvor bliver sjovt. Ikke mindst fordi han bl.a. bruger skønlitterære bøger som Rosemary’s Baby og James Blishs Black Easter som okkulte referencer. Det siger lidt om dybden i hans påståede undersøgende journalistik.

Der, hvor The Ultimate Evil imidlertid for alvor udmærker sig for mig, er som et tidsbillede på Amerika og navnlig New York i 70’erne. Hele Son of Sam-sagen og Maury Terrys sprog, der insisterer på at skildre skidt, snavs og lugte, oser langt væk af gusten storbylede svøbt i negative metaforer. Bogen bliver en form for ufrivillig hårdkogt krimi. En bog drevet af Terrys foragt for satanisterne, for junkierne og alt det andet fra storbyens underverden. Når man dertil føjer korrupte politikere, nederdrægtige betjente og journalister, står vi pludselig begravet i genre-klichéer. Som fakta er det helt hul i hovedet, men som vanvittig odysse ind i en okkult underverden er Terrys bog et fascinerende stykke opportunistisk skrækfiktion.

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) - The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) – The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

The Ultimate Evil har nemlig kun et ærinde, og det er at forarge og chokere læseren med de hemmeligheder, som Terry nu kan afsløre for os. At han samtidig også tegner et portræt af den i tiden mest omtalte seriemorder, gør kun tingene mere spektakulære.

Hele bogens stemning indfanges på intet sted klarere og med tydeligere styrke end i det brev, som Berkowitz sendte til Daily News i maj 1977. Brevet begynder sådan:

Hello from the gutters of N.Y.C. which are filled with dog manure, vomit, stale wine, urine and blood. Hello from the sewers of N.Y.C. which swallow up these delicacies when they are washed away by the sweeper trucks. Hello from the cracks in the sidewalks of N.Y.C. and from the ants that dwell in these cracks and feed in the dried blood of the dead that has settled into the cracks.

Paperback, Bantam Books 1989

Paperback, Bantam Books 1989

Der er jo nærmest smukt, hvad Berkowitz skrev. Rendestensromantik, frygt og lede i New York – kald det, hvad du vil. Både David Berkowitz’ og Maury Terrys varer er rædsel og forfald, og det sælger de forbløffende godt. Præcis som Manson-mordene kom til at spejle bagsiden af hele hippie-bevægelsens såkaldte counter culture, spejler Berwitz-citatet ovenfor en grundstemning, en oplevelse af kulturelt forfald, som havde sneget sig ind i 70’erne. En tomhed, som måske momentant kunne fyldes med livsglad disco og stoffer. Eskapismen kunne imidlertid ikke fjerne den storby tristesse, som periodens bøger, film og kunst udtrykte. Maury Terry er et barn af den bølge, og selv om det vel er nonfiktion, som han her har udgivet, væver han sorte fabler for os, der ikke er andet end skrækfiktion i forklædning.

Hello from the gutters i den grad.

 

Paperback, Barnes & Noble 1999

Paperback, Barnes & Noble 1999

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion