Shockrock-horror i Satans navn

Paperback, Erich Pabel Verlag 1976

Rock ‘n roll har fordærvet ungdommen, lige fra det første vrik blev udført på scenen, og musikken har stået i det ondes tjeneste siden da – ingen tvivl om det. I Daniel Logans America Bewitched (1973) er det klart, at Satan sponserer hver evig eneste rockband. Med deres albums underminerer de moral, anstændighed og sender i sidste ende sjæle direkte i Helvede.

Paperback, Zebra 1994

Jo-jo, det er skam alvor. For Logan var de ondeste navne alle del af den bølge af britiske bands, der slog igennem i USA i 60’erne; hvem sagde sympati for Djævlen? Rækken af bandnavne er endeløs og den strækker sig helt op til i dag, hvor grupper stadig nu og da kan udløse rædsel.

Paperback, Zebra 1990

I løbet af 70’erne blev modkulturen som arnested for ondskab og forfald et tema i genrefiktionen. Charles Manson og hans familie spillede en vigtig rolle her, men det samme gjorde den tydelige krydsbefrugtning mellem okkultisme, LaVeys satanisme og rock-scenen. Jimmy Pages magiske evner er velkendte og Bowies okkulte kokain-sammenbrud ligeledes. Sådan kan man kan blive ved. Rock ’n roll fandt relativt hurtigt ind i genrelitteraturen, og refereres både i SF, fantasy og gys. Det var imidlertid i 60’erne, at rocken for alvor fandt sin plads som kulturelt referencepunkt.

Paperback, Zebra 1986

Da der for alvor kom kamp om pengene på horrorbogmarkedet i 80’erne, efter underskoven af Stephen King-kloner for havde vokset sig stor, blev shockrock naturligvis også et tema, man kunne spille på. Ikke mindst fordi metalmusikken havde fundet sig selv som egentlig genre og netop spillede på præcis de ting, som forskrækkede forældre, puritanere og religiøst godtfolk anklagede musikken for. For stakkels Ozzy var det knap så muntert, da han blev anklaget for at opfordre til selvmord på sin solodebutplade – når man altså spillede albummet bagfra – og han var ikke den eneste, der fik ”det moralske flertals” vrede at føle i Reagan-æraens USA.  

Paperback, Wyndham Publications 1976

For horrorromanerens vedkommende blev det til en række muntre forsider, men desværre kun ganske få underholdende romaner. Oftest er det faktisk ganske pinligt, som når Anne Rice skal beskrive den musik, som Lestat og hans band spiller, da hendes supervampyr beslutter sig for at blive rockstjerne. David Schows The Kill Riff (1988) er stadig den bedste indenfor genren, og selv Schow, der ellers er dybt indlejret i musikkulturen, rammer ikke helt rent. Han formår i hvert fald ikke for alvor at omsætte horrorrock til egentlig skrækfiktion.

Paperback, Uni Books 1970

Et af problemerne er formentligt, at de fleste horrorrockfortællinger kredser om to velkendte grundfortællinger. Enten hjemsøges bandet og deres scene i en slags variation over ”Fantomet i operaen” eller også er der tale om en klassisk, faustisk handel med Djævlen. Begge motiver er genbrugte til hudløshed, og en indpakning i løssluppen rock eller metalmusik gør ikke nogen nævneværdig forskel.

Paperback, Tor 1991

Senest har Grady Hendrix forsøgt sig med genren. Jeg er ikke voldsomt begejstret for Hendrix’ udgivelser. Han har fået ganske meget opmærksomhed med sin Paperbacks From Hell-bog (2017), der har ramt rent hos et nostalgisk publikum, som gerne vil grine af de skøre 70’erne og 80’ere. Som forfatter er han lidt for ironisk smart og genrebevidst, men det er smag og behag. Selvfølgelig har han prøvet kræfter med shockrock-horror, for temaet gør sig godt som koncept og smager af præcis den form for selvrefererende genrelitteratur, han skriver. Resultatet er desværre bare ikke nogen succes.

Paperback, Tor 1989

Jeg har, som sagt, stadig til gode at læse en for alvor god roman eller novelle, der fusionerer rock og horror. Det kommer nok en dag. Jeg ved, at historien er derude.   

Paperback, Tor 1995

Paperback, Tom Doherty 1997

Paperback, Selvudgivelse 2017

Paperback, ROC 1990

Paperback, Riverdale Avenue Books 2019

Paperback, Quirk Books 2018

Paperback, Popular Library 1986

Paperback, Popular Library 1972

Paperback, Pocket Books 1992

Paperback, Paperback Library 1971

Paperback, Onyx Books 1988

Paperback, New American Library 1970

Paperback, HEK Publishing 2015

Paperback, Chick Pub 1988

Paperback, Chick Pub 1986

Astounding Science Fiction, juni 1950

Paperback, Bantam Books 1986

Paperback, Pocket Books 1984

Algernon Blackwood, The Complete John Silence Stories (2011): “… Who you gonna call?”

Paperback, Dover Publications 2011

Algernon Blackwood hører til blandt de sære fortællingers mestre, og han er desværre alt for ofte blevet læst udelukkende som skrækforfatter. Der er skam også masser af gys og gru i dele af Blackwoods tidlige forfatterskab, men det udgør kun en lille del af hans litterære produktion. Blackwood beklagede da også selv, at hans tidlige bøger i så høj grad kom til at farve offentlighedens opfattelse af ham som forfatter. Han var nemlig en mand med noget på hjertet, og det var smerteligt for Blackwood, når han af både læsere og anmeldere blev reduceret til kommercielt underholdningsstof.

Bag Blackwoods noveller og romaner lå der mere eller mindre fra begyndelsen en filosofisk tilgang til verden, som han igen og igen forsøgte at formulere på ny og videreudvikle, så hans budskab om eksistensen af en upåagtet, åndelig dimension måske ville blive taget alvorligt. Nogle hørte ham da også, men de fleste var ligeglade og nøjedes med at interessere sig for de overfladiske, men afgjort spændende elementer i hans historier.

Paperback, Dover Publications 2011

Som menneske var Blackwood et klassisk spirituelt søgende individ, og det er derfor heller ikke overraskende, at han som så mange andre af tidens intellektuelle blev tiltrukket af okkultisme, spiritisme og alt andet, der lugter af det samme. Han blev eksempelvis nærmest selvfølgeligt medlem af The Hermetic Order of the Golden Dawn, og Blackwood korresponderede flittigt med tidens store magikere. Indtil et vist punkt, hvor boblen bristede for ham, og han indså, at okkultismen var et blålys, en meningsløs leg uden egentligt metafysisk betydning. Blackwood forkastede med andre ord det overnaturlige i dets populære forstand for i stedet at vende sig mod en åndelig naturmystik af meget mere diffus karakter.

Det var en lang indledning, men den er nødvendig for at forstå ansatserne til det utrolig populære værk, som Blackwood udgav i 1908. Novellesamlingen, der fik titlen John Silence — Physician Extraordinary, gjorde Blackwood til et kendt navn, og bogen skabte mere eller mindre hans forfatterkarriere. Novellerne handler om den overnaturlige eller paranormale detektiv John Silence – en læge, der har specialiseret sig i det mystiske og uforklarlige.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

I victoriatidens litteratur havde idéen om den paranormale opdager været antydet i nogen tid. Som figur ligger den allerede før dette in spe hos Poe i form af M. Dupin, og vi finder noget lignende i Wilkie Collins romaner The Woman in White (1860) samt The Moonstone (1868). Doktor Van Helsing må heller ikke glemmes i den sammenhæng og ej heller le Fanus dokter Hesselius, men i John Silence møder vi for første gang figuren i rendyrket form.

Novellerne er da også opbygget helt efter Sherlock Holmes-modellen og genfortæller gamle sager, viderebragt til os af John Silences trofaste assistent. I sagerne skal Silence opklare en række meget forskelligartede mysterier, der går fra spøgelseshjemsøgelser over egyptiske ånder og varulve til sataniske hekse.

Hardcover, Eveleigh Nash 1908. Samlingens første udgave

Blackwood gennemspiller på den måde et bredt register af klassiske motiver fra skrækfiktionens repertoire, og hver enkelt læser vil uden tvivl finde præcis sin favorit i samlingen. Der er noget for enhver smag. For mig er den mest fascinerende novelle ”Secret worship”, der beretter om en forretningsrejsende, der vender tilbage til sin gamle kostskole i Tyskland for at genbesøge stedet efter mange år. Det besøg kommer tæt på at koste ham livet, da han pludseligt bliver det udvalgte offer i lærernes sataniske messe. Den okkulte del af novellen er underholdende, men det egentligt interessante ved novellen er selve optakten og rammen for fortællingen. Den er helt tydelig er selvbiografisk og afspejler Blackwoods egene oplevelser fra sin tid som kostskoleelev i et stærkt pietistisk skolemiljø i Tyskland. Hele første del, hvor den rejsende mindes sin tidlige ungdom, er formidabelt skrevet, og samspillet mellem miljø og natur i novellen er dybt betagende. Ikke mindst takket være den psykologiske indsigt, som Blackwood diskret får vævet ind i tekstens baggrundsstof.

Jeg kommer heller ikke uden om at nævne den mesterlige ”The Camp of the Dog”; en varulvefortælling, som jeg har skrevet om flere gange, og jeg skal derfor ikke bruge mere tid på den her, men det er altså fra samlingen af John Silence-historier, at den oprindeligt blev udgivet.

Hardcover, E.P. Dutton 1922

Nuvel, vi kom fra, hvorfor John Silence og Blackwoods opgør med okkultismen hænger sammen.

Med sin novellesamling gik Blackwood i kødet på okkultismen, og gennem Silence-figuren kunne han afmontere og udstille store dele af tidens okkulte praksisser. Det vigtige er her, at Blackwood (gennem John Silence) ikke afviste det overnaturlige, men i stedet forklarede tingenes rette sammenhæng. Novellerne er derfor, i populær form, et forsøg på at sende læseren i retning af den spiritualitet, som Blackwood selv jagtede. Den paranormale detektiv afslører misforståelse, men peger samtid på den ægte magi i verden. De nuancer går hurtigt tabt ved en for rask læsning, men det lønner sig at tænke disse ting med ind, når man læser de generelt meget underholdende noveller.

Samlingen blev, som sagt, en kæmpesucces for Blackwood. Stilistisk er det ikke alle novellerne, der er lige elegante, men de har generelt det tilfælles, at det centrale mysterie fremstår som et ægte mysterium. Der er med andre ikke tale om ordinære spøgelser og ånder. Alt hos Blackwood får en særlig drejning, der giver novellernes univers en speciel stemning af nærvær og fare. Det er Blackwoods særkende, at mestre denne foruroligende atmosfære af, at verden ikke er, som den burde være. Kun få har opnået dette i samme grad som ham.

Paperback, House of Stratus 2012

Den version af novellerne, som jeg sidder med, er en samling af alle historierne om John Silence. Det vil sige, at den inkluderer den sidste Silence-novelle, som Blackwood udsendte kort efter, bogen var udgivet i 1908. Den novelle, “A Victim of Higher Space”, har en helt anden karakter end de første fem, og det er ikke så mærkeligt, at den ikke blev inkluderet i den oprindelige samling. Novellen minder mere om den type spekulativ fiktion, som vi kender fra Ray Bradbury og Charles Beaumont i 1950’erne, idet den beskriver en mand, der så at sige eksisterer i flere dimensioner på en gang. Det er indviklet, så læs den selv. Traditionelt, okkult gys er det i hvert fald ikke.

Som skrækfiktion er novellerne fremragende, men de er mindst lige så spændende som vigtige indlæg i udviklingen af Blackwoods forfatterskab. Den, der gerne vil blive klogere på Blackwoods tanker, kan derfor med fordel begynde her og på den led følge hans egen udvikling fra at være betaget af det sene 1800-tals typiske okkulte sværmerier til langsomt at udvikle sin helt egen form for gnostisk mysticisme. I min verden kommer kun få op på siden af Blackwood, når det gælder forunderlige, forstyrrende eller tankevækkende fortællinger, og selv her, i mere letbenet udgave, er han stadig formidabel.

Roland Cutler, The Firstborn (1978): Et barn er født i… Jerusalem?

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens første udgave

Den mindre kendte skræk- og thrillerforfatter Roland Cutler havde en lille håndfuld udgivelser i 1980’erne. Han debuterede imidlertid ved at springe på gysertoget i 1978 med den religiøse The Firstborn. Romanen indskriver sig i den uendelige kæde af værker, der tog direkte afsæt i Blattys The Exorcist (1971) og mere eller mindre krampagtigt forsøgte at finde en ny vinkel på historien om satanisk besættelse. Cutler havde da også en klar og ny idé, da han skrev sin roman, men lige lidt hjalp det, og der er gode grunde til, at Cutlers roman faldt død ud på gulvet i den litterære fødselsklinik. Lidt liv var der nu nok i den alligevel, for bogen udkom i et andet oplag allerede samme år, men derefter forsvandt den i glemslens tåger.

Det er ærgerligt, for på papiret er The Firstborn en gyser af præcis den slags, som jeg har en stor, stor svaghed for. Den rammer nemlig det gode sted i 70’ernes genrefiktion, hvor okkultisme og metafysik møder paranoia og drama. Cutlers roman indeholder tilmed en god del vildmarkseventyr, som også er en genre, jeg holder rigtig meget af. Her er det således Afghanistans ødeland, der udgør miljøet i romanens første del.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978

Efter en kort, klassisk nervepirrende prolog åbner handlingen således i Afghanisten, hvor vi introduceres til Girard, der er en plaget sjæl. Han er rejst til landet fra USA for at søge efter meningen med sit eget liv, og måske søger han i sidste ende også efter Gud. Imens har han en gravid kone derhjemme, der tålmodigt har ventet på Girard, mens han udlever sin selvrealisering under fjerne himmelstrøg. En spiritual oplevelse i bjergene får imidlertid Girard til at skynde sig hjem, men hjemkomsten bliver ikke som ventet. Laura, Girards kone, har oplevet mystiske ting, og mystikken bliver ikke mindre nu. Der er tilsyneladende nogen eller nærmere ”noget”, der er efter Laura og hendes barn.

Girard har en mistanke, for hans egen opvækst har også været præget af mystik. Hans mor og far døde under mærkværdige omstændigheder (prologens indhold), og han har hele livet igennem følt en form for tilstedeværelse i sit liv. Nu er spørgsmålet så bare, om denne tilstedeværelse, der hjemsøger Laura, er ude efter Girard eller det barn, han har skabt sammen med Laura? Alt dette udløser en form for metafysisk jagt, der fører vores hovedpersoner fra USA til London og videre til Israel, hvor det hele kan kulminere mellem arkæologer, soldater og skumle typer.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens andet oplag fra samme år

Som sagt kunne alt dette umiddelbart lyde som ingredienser til et ganske fint og nervepirrende stykke skrækfiktion, men det er bare ikke tilfældet. Roland Cutlers roman savner helt og aldeles nerve. Det sker meget sjældent, at jeg decideret keder mig, når jeg læser skønlitteratur, men med The Firstborn ramte jeg en mur, som det krævede viljestyrke at forcere. Romanen er en langstrakt pine, hvor den stakkels læser skal plage sig gennem en strøm af følelsesladede indre dialoger, ligeledes følelsesladede samtaler og ligegyldige, omfattende beskrivelser, der til sammen skal fortælle os, hvor rædselsvækkende og mystisk det hele er for stakkels Girard og hans familie.

Roland Cutler følte formentlig også, at der skulle leveres konkret gru, for at romanen ville gøre sig som den bestseller, han håbede, den ville blive. Derfor er der indlagt en række korte, lettere akavede drabsscener, hvor den mystiske kraft, der hjemsøger Girard, dræber et udvalg af romanens bipersoner. Mest overvældende er drabet på en usympatisk arkæolog i London, der bliver myrdet ved at få en stor, forhistorisk lerfallos stukket ned i halsen. Det er skrap kost, men ikke nogen veludført scene. Den spiller imidlertid sammen med den kuriøse, homofobiske undertone, der hænger over romanen og flere gange kommer til udtryk gennem små udfald, der ikke her nogen egentlig kontekst i historien, men emnet var åbenbart noget, Cutler følte for.

Paperback, Dial Press 1980

På trods af fascinerende rammer og særdeles grafiske beskrivelser forbliver The Firstborn med andre ord totalt uinteressant. Det er ikke desto mindre oplagt at spørge sig, hvad Cutler så bruger sin historie til; hvad er hans bud på en fornyelse af besættelsestematikken?

Humlen i alt dette er naturligvis det barn, som Laura bærer rundt på. Gennem hovedparten af romanen har læseren en mistanke om, at det næppe er noget godt, der kan komme ud af denne graviditet. Med tanke på Rosemary’s Baby (1967) er det oplagte naturligvis en formodning om, at det er Djævlen eller noget dæmonisk, som hun vil sætte i verden.

Paperback, Jove Books 1980

Her er det imidlertid, at Cutler snyder sin læser med en tematisk kovending på de sidste sider. Det viser sig nemlig at være det stik modsatte, der er tilfældet. Det er ikke det onde selv, men i stedet Messias, som Laura bærer i livet, og romanen slutter da også med et citat fra Første Mosebog (22:15), hvor Abraham accepterer, at Gud har valgt at prøve ham. Vi forstår her, på sidste side, at Girard er den nye Abraham og bogens afslutning er dermed også begyndelsen på enden af den jordiske verden.  

Roland Culter, der i et lille forord skriver, at han udtænkte bogens historie sammen med sin bror, leverer et stykke kristent gru. Det onde, som har forfulgt Laura og Girard, er sataniske kræfter, som vil gøre alt for at forhindre fødslen, der udspiller sig i Israel, og den tilstedeværelse, som Girard livet igennem har følt, er naturligvis Guds nærvær. Prologen, hvor Girards forældre blev angrebet og dræbt, var udført af Satans tjenere, der gik til angreb for at gribe ind i frelseshistorien og forhindre, at Girard skulle medvirke i at få Messias til verden.

Paperback, Dell 1984

Man må give Cutler, at dette er en ny variation over 70’ernes sataniske tematik. Han udnytter og spiller på udtrykket gennem hovedparten af fortællingen, før han i sidste øjeblik gør det til en fortælling om Kristus. Dermed lægger han sig også i virkeligheden langt tættere på Blattys roman end hovedparten af de mange efterfølgere, der red med på Satan-bølgen uden det tonstunge, kristne budskab, men der er Cutler ikke. Hans budskab ti læseren er, at selvom Satan prøver os, så er Guds plan større og Kristus vil komme til sidst.

Paperback, Berkley Books 1987

Jeg er sikker på, at den type gudfrygtigt gys har et publikum og med bedre færdigheder kunne det måske også være blevet en interessant roman. Det blev det så ikke. I stedet står vi tilbage med en homofobisk, pro-Israelsk og millenaristisk roman, der famlende forsøger at kede sin læser ihjel. The Fristborn skuffer mig oprigtigt, fordi den er så forfejlet, men samtidig er den også et ganske godt billede på den type af stærkt underlødige skrækromaner, der fik lov at udkomme i 70’erne, på grund af den store gyserbegejstring, der prægede tiden. Devisen var: Hellere udgive for meget i jagten på den nye bestseller end at overse en guldmine. The Firstborn var ikke nogen guldmine, og måske skulle den være blevet aborteret seneste 12 uger efter brødrene Cutler undfangede idéen.  

Arturo Pérez-Reverte, Dumas-Klubben (1993): Snydt, men ikke snydt igen

Paperback, Samlerens Bogklub 1996

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg læste Dumas-Klubben (originaltitlen er El Club Dumas) første gang, og jeg har ikke fået den genlæst før nu. Dengang var jeg fuldstændig opslugt af bogen, men da jeg læste den igen for ikke ret lang tid siden, var det med en følelse af let forundring og stigende uro, fordi jeg under min læsning studsede over den ene mere eller mindre tåkrummende detalje efter den anden. Men lad mig vende tilbage til dette. Først må vi lige få handlingen på plads, selvom det vel næppe er nødvendigt – romanen var en bestseller, og I har formentlig alle læst (og elsket?) den.

Den uafhængige bogsælger, litterære detektiv og skruppelløse, antikvariske gavtyv Lucas Corso bliver hyret til at verificere, om et håndskrevet kapitel af De Tre Musketerer (1844) rent faktisk er skrevet af Alexandre Dumas selv – altså om manuskriptet er den ægte vare eller et falskneri. Det fører Corso ud på en indviklet rejse, fordi han samtidig accepterer en opgave for rigmanden Varo Borja, der ønsker, at Corso skal undersøge et værk, hvis forkortede titlen lyder ”De Ni Døre” – en okkult bog, der angiveligt beskriver, hvordan man hidkalder Djævlen selv. Der skulle ifølge overleveringen kun findes ét eksemplar af dette værk, men Vara kender til tre, hvilket må betyde, at der formentlig er tale om to falsknerier, hvis legenden altså taler sandt. Nu er spørgsmålet bare, hvilken af de tre udgaver, der er den ægte. Varo vil gøre alt for at få fingrene i det rigtige værk, og Corso må med Varos eksemplar af De Ni Døre drage til Toledo og Paris, hvor de to andre udgaver af den okkulte bog befinder sig.

En yngre Arturo Pérez-Reverte (født 25. november 1951)

Så langt så godt, men bogdetektiven har stadig også opgaven med Dumas’ manuskript, og sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at der tilsyneladende er kræfter omkring Corso, som ikke vil ham noget godt. En mystisk mand med et ar i ansigtet forfølger og angriber ham. Corso døber passende manden Rochefort, efter en af håndlangerne i De Tre Musketerer, og dermed er metalaget i romanen i fuld udvikling. Corso møder også en beskyttende engel, der kalder sig Irene Adler efter karakteren fra Sherlock Holmes-universet, og sådan kan man blive ved. Hele romanen er opbygget i dialog med en lang række romaner, vigtigst af alt De Tre Musketerer, spørgsmålet er så bare, hvem der indtager hvilken rolle.

Reverte væver på den led en stor, mystisk sammensværgelse frem for læseren, der sender Corso dybere og dybere ind i en litterær labyrint af metareferencer og gækkerier, hvor han selv – tydeligt modelleret over Philip Maarlowe – udgør det egentlige omdrejningspunkt for alt. Samtidig er der også plottet omkring De Ni Døre, og de træsnit, som bøgerne er illustreret med. Hvorfor er de forskellige i de tre udgaver? Corso aner, at sagen er mere kompliceret, end Varo Borja først præsenterede den.

Hardcover, Alfaguara 1993. Romanens første udgave – tror jeg nok

Der udfolder sig et rigt liv omkring Corso, fordi han tilsyneladende eksisterer i en sky af litterære referencer, som læseren selv kan gå på opdagelse i. Det er sjovt, og uden tvivl en af bogens absolut stærkeste træk, fordi Reverte formår at fremtrylle en illusion af kompetent viden, der skal afspejle den utrolige Lucas Corsos viden og verden. At meget af dette er bluff, fra Revertes side, står imidlertid også klart, fordi man ikke behøver have ret meget kendskab til hverken Dumas, middelalderen eller ældre litteratur generelt, for at gennemskue, hvor meget der i virkeligheden er almindeligheder, som Reverte får solgt som særlige, intellektuelle erkendelser.

Reverte er ofte, lidt hånligt, og med fuldt rette blevet beskrevet som ”Umberto Eco-light”, og når den karakteristik rammer plet, er det fordi, Reverte med sine to berømte krimier Det Flamske Maleri (1990) og Dumas-Klubben tilsyneladende forsøger at gøre Eco kunsten efter og formidle et erkendelsesteoretisk perspektiv gennem genrefiktion. Det er i hvert fald Ecos projekt gennem detektivfortællingen at forsøge at optrevle kulturens indvirkning på vores opfattelse af os selv og vores omgivelser; selve vores virkelighedsforståelse, kan man sige, for derved at forklare noget om det at være menneske.

Et af de gådefulde træsnit, der optræder i bogen

Dette er, som sagt, Ecos anliggende. Revertes romaner søger overfladisk det samme, men har reelt intet af dette, selvom han måske foregiver det. Han vil bare gerne fortælle en røverhistorie, men låner sit formsprog hos Eco. At han fuldt ud var klar over de lånte fjer, lader han os da også forstå i Dumas-Klubben, hvor vi under den afsluttende fest i titlens ”Dumas-klub” lader Corso konstatere, at der blandt festens deltagere også befinder sig en berømt italiensk professor i semiotik – hvilket naturligvis er Umberto Eco, der på den led er blevet indfældet i romanen, helt i metalegens ånd.

Alt dette er for så vidt godt og fint; det er underholdende, og det var uden tvivl også alt dette, der opslugte mig ved første læsning af romanen. Men under genlæsningen, hvor plottet ikke længere rummer nogen overraskelser, kunne jeg nok læse romanen med lidt mere nøgterne øjne, hvilket ikke var nogen køn oplevelse. Det er nemlig grumme forbavsende at opleve, hvor utrolige mængder af sproglige klichéer, plat seksualiseret drama og utroværdige, indre dialoger, som Reverte får hobet op. Romanen er skrevet i et tarveligt svulstigt sprog, der på ingen måde kan overbevise mig om, at det er et bevist valg fra Revertes side, således at den sensationshungerende prosa skal gå hånd i hånd med plottets udtryk. Nej, der er slet og ret tale om utrolig jævn metervarefiktion med et plot, der er mere eksotisk end vanligt.  

En andet af bogens fine illustrationer

Sideløbende med dette kan man så konstatere, at den til stadighed mere komplicerede historie til sidst falder fra hinanden i noget, der viser sig at være én stor vittighed. Den litterære spøg kunne da også være meget sjov og helt i Ecos og Jorge Luis Borges’ ånd, men i Revertes hænder bliver det klodset og dumt. Romanen skuffer ganske enkelt, når man opdager, at Reverte som en anden tryllekunster afleder vores opmærksomhed fra det konkrete og i stedet får os til at tænke på alt muligt andet, mens man læser. Ikke mindst er forholdet mellem de to plotakser, Dumas-delen og den okkulte del, så kejtet og skuffende sammensat, at man må spørge sig, om romanen i det hele taget hænger sammen. Jeg tvivler; klogt er det i hvert fald ikke.

Hardcover, Penguin Random House 2019. Den signerede 25-års jubilæumsgave af romanen

Jeg kan faktisk ikke få mig til at rose Dumas-Klubben længere. Den læses som en billig krimi, der forsøger at være begavet, men som i sidste ende bare er en udmajet tekst, som med sit sært slibrige sprog og platte menneskeportræt til fulde formår at leve op til alle de fordomme, man kan have om bestsellere. Noget af dette kan naturligvis skyldes en dårlig oversættelse fra spansk, men jeg vil nødig give oversætteren Hans H. Rasmussen skylden for noget. Jeg må derfor med en vis mængde foragt sætte Reverte tilbage på hylden og ærgre mig, nok mest fordi jeg ikke fattede, hvad jeg læste første gang, jeg sad med bogen.

Juris-Karl Huysmans, Là-bas (Dybet) (1891): Ned i sølet og op igen

Paperback, Sphere 1974. Den udgave af romanen, som jeg har læst i oversættelsen fra 1924

Da Juris-Karl Huysmans gik i gang med sit berømte værk Là-bas, var det med baggrund i et dybt personligt udviklingsprojekt, der havde sendt ham fra en sværmerisk kunst for kunstens skyld til i stigende grad at se kunsten som en måde at nærme sig en religiøs erfaring.

Huysmans bliver ofte knyttet til den såkaldte dekadente bevægelse i fransk litteratur i 1800-tallets slutning, hvilket sådan set også er meget rimeligt, selvom han på flere punkter skiller sig ud fra den gruppe. Det gør Huysmans ikke mindst takket være den idealisme, som han i stigende grad kom til at udtrykke i sit forfatterskab, men mere om det lidt længere nede. Først må jeg nemlig hellere præcisere, hvorfor Huysmans’ Là-bas er relevant på Fra Sortsand.

Joris-Karl Huysmans (5. februar 1848 – 12. maj 1907) alias Charles-Marie-Georges Huysmans

I romanen, der udkom 1891, introduceres vi til den anæmiske forfatter Durtal, der slider sig ihjel på et storværk om de historiske, middelalderlige rødder for folkeeventyret om Blåskæg. Det er, som bekendt, en grum fortælling om manden, der myrder sine koner, og Durtals kilder viser, at den ”virkelige” Blåskæg ikke var mindre blodtørstig, men Durtal finder også ud af mere. Den historiske Blåskæg gør nemlig oprør mod de sociale og religiøse bånd, der begrænser hans personlige udfoldelse. Det fører ham i kontakt med diabolske kræfter, der i sidste ende bliver Blåskægs undergang.

Netop det forhold, at Blåskæg satte sig uden for kirken, kommer til at optage Durtal, der bliver fascineret af Blåskægs tilvalg af Djævlen. Han bliver måske endda mere end bare fascineret. Gennem forfattervenner begynder Durtal nu også selv at blive optaget af det diabolske, og det går gradvist op for han, at satanisme ikke bare er noget, der hører fortiden til. Det bliver praktiseret midt i det moderne Paris. Der sker med andre ord en spejling af Blåskæg i Durtal, som på sin vis gentager Blåskægs historie nu blot i en moderne kontekst.

Hardcover, Tresse & Stock 1891. Romanens 1. udgave

Den store kulmination på det hele kommer, da Durtal til sidst bliver taget med til en hemmelig sort messe. Oplevelsen bliver den modgift, som Durtal har søgt efter. Da han ser, hvad der udspiller sig under denne ceremoni, bliver han kureret for enhver fascination af det diabolske, og han flygter hals over hoved bort. Han flygter ind i armene på kirken, som han nu forstår og værdsætter med fornyet kraft.

For alle entusiaster af genrefiktion er det naturligvis Durtals udforskning af den okkulte underverden i Paris, der er bogens attraktion. Huysmans væver i romanen middelaldermystik og melodramatisk spændingsfiktion sammen og føjer dertil et eksistentialistisk lag, som kredser om Durtals ulykkelige fascination af mørket.

Der er ikke nogen tvivl om at Huysmans’ værk lægger sig i forlængelse af en gotisk roman som The Monk (1796), men værket skærper portrættet af satanismen ved at flytte det ind i det dekadente parisiske bourgeoisi, hvor rigmænd og intellektuelle står skulder ved skulder foran Satans alter i en gudstjeneste, der naturligvis bliver anført af en frafalden præst.

Det var absolut skrappe sager, da romanen udkom, og bogen udløste en mindre skandale for sine bramfri skildringer af de seksuelle udskejelser, der skete under den sataniske messe. Noget der naturligvis har været med til at sikre Huysmans en plads i litteraturen, men Là-bas var ikke tænkt som (kun) en provokation.

Hardcover, La Connaissance 1924. Titelbladet i denne fine udgave, der dog ikke for nogen specielt spændende forside

Præcis som Matthew Lewis med The Monk har Huysmans et anliggende med sin skildring af den selvfornedrelse, der sker i Satans navn. Hans alter ego, Durtal, søger autenticitet og en vej til stærkere erkendelse af den åndelige side af livet. Den vej kan han ikke finde i sin samtid, hvor den katolske kirke har mistet sin evne til at skabe en oplevelse af transcendens. Durtal ønsker imidlertid dette åndelig samvær med noget metafysisk større. Durtal har, præcis som Huysmans selv, først søgt dette i naturen, men også her har han mistet kontakt med gudserfaringen, hvorfor denne ulmende satanisme med dens ritualer og gamle hemmeligheder pludselig fremstår som en mulig vej til nye og ægte erkendelser.

Her tager Durtal fejl, må han erkende, og i stedet kaster den søgende forfatter sig over kunsten som den sande kilde til erfaringen af Gud. Æstetikken bliver det svar, som Dural søger, og Huysmans følger dermed Friedrich Schleiermachers tanker om kunstens rolle i religionen, der netop var fremherskende på dette tidspunkt og blev en kilde til fornyet spiritualitet i intellektuelle kredse.

Hardcover, University Books 1958

Med Là-bas beskriver Huysmans tvivleren, der er på nippet til at miste troen helt. Han søger, men ved ikke, hvor han skal gå hen og havner derfor i et spirituelt mørke, der fører ham langt, langt ned – helt ned i dybet. Den grumme, nutidige skrækforfatter ville naturligvis ikke lade Durtal vende tilbage fra dette diabolske mørke, men her går Huysmans en anden vej, fordi bogen skildrer en erkendelsesproces. Kunsten er Durtals redning, og kunsten som kilde til transcendens bliver også hovedtemaet i mere eller mindre alt andet, Huymans skrev efter Là-bas.

Det kan dermed heller ikke overraske, at Huysmans forfatterskab ganske ofte bliver beskrevet som indadvendt, for det er hans fiktion i højeste grad. Romanen er én lang refleksion over troens mysterie og erkendelsen af Gud. Undervejs møder Durtal forskellige individer, der bliver talerør for bestemte synspunkter, der alle på en eller anden måde udfordrer Durtal og sender ham videre ind i den labyrint af tvivl, angst og oplysning, der driver ham.

Hardcover, Garnier-Flammarion 1978

Trods bogens okkulte dimension må man ikke være i tvivl om, at dette først og fremmest er et stykke realistisk fiktion, der ganske vist bruger gotikken og dele af samtidens fascination af det morbide, men fortællingen aktiverer ikke overnaturlige elementer. Satanismen bliver skildret som et absurd, menneskeskabt teater, der i virkeligheden bare er et skalkeskjul for utøjlet, skamløs liderlighed og moralsk forfald. Det er med andre ord ikke nogen egentlig religion, men her adskiller satanismen sig paradoksalt nok heller ikke stort fra den tomme religion, Durtal finder i den katolske kirkes institution, der synes forblændet af sin egen magt og ceremoniel.

Som en anden opdagelsesrejse må Durtal finde sin egen åndelige vej, og det gjorde han, præcis som Huysmans også selv gjorde det. Skal man indpasse værket et sted i genrefiktionens kronologi, er det således relevant at se Huysmans åndelige søgen som noget, der peger frem mod Algernon Blackwoods værker, der i høj grad følger det spor, der blev udstukket med Là-bas og udbyggede dette yderlige i jagten på erkendelse.

Paperback, Penguin 2002

Durtals rejse ned i underverdenen er ikke noget gotisk brag af morbide optrin og forbudt opførsel, det er nærmere en stille samtale, som gradvist bliver mere og mere skummel, før der til sidst bliver luftet ud og sollyset slippes ind. Det er næppe alles kop the, det var det ikke dengang, og det heller ikke i dag, men jeg synes nu, at det er meget sjovt at gå i kødet på et værk som dette, fordi det er litteratur, som kan sætte tankerne i gang hos læseren. Præcis det er sundt, tror jeg.

Satanisk doo-wop

Min gode ven Rasmus, ekspert ud i alt musik, gjorde mig forleden opmærksom på Twin Temple, der lige har udsendt deres debutalbum. Twin Temple spiller noget så særligt som satanisk doo-wop. Jeps, doo-wop i bedste 50’er-stil, der er tilsat et skud LaVey’sk satanisme. Det er ret underholdende, og udfaldet momentant ganske bizart. Den slags har jo høj kurs her på Fra Sortsand. Snyd ikke dig selv for videoen til nummeret ”Sex Magick”; det er formentlig det sjoveste, som du oplever i dag.

Vi ses på søndag, hvor vi skal møde en meget, meget lille mand.

Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

Richard Matheson, Hell House (1971): Freudianske shock i knaldhytten

Paperback, Tor 1999. Den meget stemningsfulde forside er skabt af Michael Deas

Richard Matheson har en høj stjerne hos mig, ikke mindst som kreativ og udfordrende novelleforfatter. Han har også skrevet fremragende romaner, men hans skrækroman Hell House fra ’71 hører ikke til blandt hovedværkerne. Romanen blev ikke desto mindre et ganske stort hit for Matheson, hvilket uden tvivl skyldes, at den kunne ride videre på den bølge, som William Peter Blatty havde sat i bevægelse tidligere på året. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Exorcist har inspireret Matheson til selv at prøve kræfter med en klassisk skrækfortælling; noget han ikke havde gjort i et stykke tid.

Hell House handler naturligvis om et hjemsøgt hus, og historien begynder, da parapsykologen Dr. Lionel Barrett bliver hyret af en aldrende rigmand til at undersøge spøgerierne i et berømt og berygtet hjemsøgt hus, hvor der for år tilbage udspillede sig nogle ganske dramatiske begivenheder. Ejeren af huset, Deutsch, har også hyret det kristne medium Florence Tanner og et medium mere, Ben Fischer. Fischer skiller sig ud fra de andre ved at have været med i en tidligere undersøgelse af det berygtede Hell House. Han deltog som ung teenager i spiritistiske eksperimenter i huset, og var den eneste, der slap bort fra stedet med livet i behold. Dr. Barrett har også taget sin kone med på opgaven, og til sammen udgør de fire bogens primære persongalleri.

Paperback, Tor 1999

Allerede kort efter, at selskabet er ankommet til det gamle hus, der er møbleret, men har stået ubenyttet meget længe, er det klart, at stedet hjemsøges af en ond kraft. Alt føles forkert i huset, hvilket ikke mindst demonstreres igennem elektriciteten, der driller, mystiske klapren med dørene mystisk. Dr. Barrett, en ægte videnskabens mand, går metodisk til værks med maskiner og målinger. Han giver ikke meget for de to mediernes psykiske evner, og her har vi en af bogens første og mest åbenlyse konflikter; en konfrontation imellem det rationelle og det irrationale.

Det er tydeligt, at Hell House ikke har fået sit ildevarslende navn og sataniske omdømme uden grund. Spøgerierne tager til, hvilket først rammer Florence Tanner, det kvindelige medium. Snart kaster ånderne også deres kærlighed over Barretts kone, som besættes af husets afdøde ejer og udsættes for en række ganske ydmygende optrin.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Baggrundhistorien er, at Belasco, manden, som opførte det nu hjemsøgte hus, hengav sig til orgier, satanisme og enhver form for depraveret udskejelse. Det siges også, at den gamle sluttede en pagt med Djævlen, før han selv døde, og derfor nu går igen. Denne smag for udskejelser bemærker de fire gæster i spøgelseshuset, for spøgelset prøver gang på gang at komme i lag med de besøgende; faktisk er hjemsøgelsen gennemsyret af seksuelle referencer. Meningen bag det hele falder kun gradvist på plads, og undervejs må de fire gæster gennemgå en række ganske, ganske voldsomme hændelser, som ender med at koste menneskeliv.

Som sagt har Matheson uden tvivl skævet til The Exorcist, da han skrev Hell House. Der er en rå og bramfri tone i bogen, der synes at lægge sig i forlængelse af de beskrivelser, vi får af stakkels besatte Regan. Det egentlige forløb i romanen må imidlertid siges at være hentet i Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Faktisk vil jeg mene, at Mathesons roman er et åbenlyst forsøg på en gendigtning af Jacksons historie, der nu søges tilført mere entydige tematikker og en mere kontant stemningsetablering. En opgave Stephen King også påtog sig med The Shining i ’77.

Hardcover, Viking Press 1971. romanens første udgave

Den øvelse slipper Matheson desværre ikke helt heldigt fra. Der er noget gumpetungt, for ikke at sige dumt, over hans overtydeligt konstruerede konflikter og brug af freudianske motiver. Barrett, der er impotent, kan ikke tilfredsstille sin kone seksuelt; det udnytter huset til at lade hende gå på seksuel opdagelser blandt de to andre gæster. Skyld og skam griber ind i dette, hvilket naturligvis alt sammen kan føres tilbage til de kun halvejs formulerede relationer, som Jackson så elegant etablerede i sin roman. I Hell House er der intet elegant. I stedet bokser Matheson sin hvermands-Freud ind i teksten og dræner sin fiktion for ethvert spor af den tvetydighed, som gør The Haunting of Hill House til et æstetisk hovedværk i den moderne skrækfiktion.

En klog bog kan man derfor absolut ikke kalde Hell House, men den har pulplitteraturens dramatiske fremdriftsform. Det gør den både underholdende og den flittige brug af stort set alle spøgelsesgenrens troper må siges at være charmerende for skrækentusiaster. Præcis det splitter mig i forhold til bogen. På den ene side er den et underholdende stykke skræk-ramasjang, på den anden side er den en uoriginal, dum udgave af Jacksons mesterværk og derfor, som litteratur, uinteressant.

Paperback, Bantam Books 1972. Her sælges bog af uforklarlige årsager som gotisk romance

Set som Jackson-reception bliver Kings The Shining et stykke subtil kunst, målt i forhold til Hell House, og det er i virkeligheden ret trist, for man kan også i den grad klandre Kings bud på en nyfortolkning af The Haunting of Hill House for banalitet. Det er især trist, hvis man som mig holder af Mathesons tidlige fiktion fra 50’erne. Hans spøgelsesfortælling er således endnu en roman, som desværre bekræfter alle fordomme om skrækfiktionen og dens ukritiske læsere. Vi stiller åbenbart meget få krav til vores genrelitteratur.

Paperback, Bantam Books 1973. Nu bekendes der kulør; her er det referencen til tidens bestsellere, der skal inspirere til køb af bogen

Paperback, Warner Books 1985. Bemærk den absurde ros fra “gysets konge” og hans tro væbner 

Hardcover, Gauntlet Press 1996

Hardcover, Severn House 2004

Hardcover, Centipede Press 2011. Bogen er senest udkommet i denne luksusudgave

 

 

Lin Carter, The Nemesis of Evil (1975): Hemmelige agenter i den okkulte underverden

Paperback, Popular Library 1978. Den herlige forside er malet af Don Maitz

Jeg vil vove pelsen og hævde, at Lin Carter næppe nogensinde skrev et eneste stykke originalt fiktion i løbet af sin ret lange karriere i genrefiktionens viltre verden. Som den evige opportunist fulgte Carter tidens tendenser og skrev, hvad der var populært. Det førte ham forbi Tolkien, Howard, Lovecraft og mange andre. Carter skabte med andre ord en litterær karriere på pasticher – nogle var gode, andre ganske forfærdelige, og fælles for dem alle var det, at de blev skrevet i en rivende fart, for tid er som bekendt også penge i pulpens verden.

The Nemesis of Evil er uden tvivl en af Carters mere vellykkede pasticher. I romanen griber Carter tilbage til den gamle pulphelt Doc Savage, og som sædvanlig gør han det helt åbenlyst – Savage bliver endda takket i bogens forord. Som læsere er vi med andre ord på forhånd informereret eller advaret. Carter lader os afstemme forventningerne, og heldigvis lykkes det for ham at levere det, vi måtte ønske os af et Savage-plagiat. Vi får nemlig et hæsblæsende eventyr med masser af ildkamp, ramasjang og mystik.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988) fotograferet i 1975

I historien introduceres vi til den tophemmelige gruppe af problemknusere, som den enigmatiske prins Zarkon har samlet omkring sig i den fiktive metropol Knickerbocker City; et af uransaglige grunde introduceret alias for New York. Zarkon, der var monark i et obskurt europæisk land, er abdiceret og har brugt sin nyvundne frihed og personlige formue på at opbygge en lille organisation, der løser prekære problemer for velhavende folk.

”The Omega Crew” kalder Zarkon sit hold. Zarkons trup af flamboyante vovehalse kan alle takke ham for deres liv, og det har garanteret ham deres ubetingede loyalitet. Netop dette hold af specialister er da også absolut et af højdepunkterne i bogen, for Carter får skabt en stemning af en gruppe, der må arbejde sammen og supplere hinanden i løsningen af de utrolige udfordringer, som de møder.

Hardcover, Doubleday 1975

Zarkon selv er smuk, stærk og et videnskabeligt geni, der i hovedparten af bogen omtales som vidundermanden, der hører til blandt de mest utrolige personer, som nogensinde har levet på jorden. Carter underspiller ikke Zarkon’ storhed, men med en sådan superhelt som hovedperson må der naturligvis også være tilsvarende potente skurke, og det møder vi i The Nemesis of Evil i form af den geniale og skrupelløse bagmand, der går under navnet Lucifer. Lucifer, der leder en ring af satanister med templer spredt rundt i USA, er blevet et stort navn i den kriminelle underverden, og nu må Zarkon og hans hold tage kampen op imod okkultisterne, efter slynglerne har myrdet en prominent journalist, der var gået undercover i bevægelsen.

Der er fuld fart over sagen fra begyndelsen. Zarkon og vennerne rammer hurtigt plet og kommer i karambolage med satanisterne, men Lucifer får de ikke fingrene i. De får imidlertid, takket være stort heltemod, opsporet satanisterne hemmelige tilholdssted – et stort hulesystem under et bjerg, som Lucifer har omdannet til et kompleks af lagerhaller og kontorer. Det lugter langt væk af James Bond, og det gør den endelige konfrontation mellem Omega-mændene og satanisterne også. Ikke mindst takket være kampen mod en kulørt skurk, som eksempelvis den kinesiske torturmester, der er Lucifers højre hånd.

Paperback, Borgo Press 1999

Ren ordinær skæg og blå briller er The Nemesis of Evil dog ikke, for Carter lægger endnu et element til sit genreopkog. Den ufattelige og fantastiske Zarkon viser sig således slet ikke at være et almindeligt menneske. Hen imod romanens slutning hører vi, at han kommer fra en fjern fremtid og takket være teknologi og viden fra den avancerede kultur, han kommer fra, er det blevet muligt for ham at rejse tilbage i tiden og her bekæmpe de trusler, der vil plage planetens fremtid.

Der er med andre ord et udtalt SF-element i romanen, som allerede gennemsyrer handlingen fra begyndelsen takket være de geniale opfindelser, som Zarkon har skabt til sit Omega-hold; vi taler finurlige våben, særligt udstyr og utrolige fartøjer, hvis lige ikke kendes noget sted.

Doc Savage Magazine, august 1933

Som det nok fremgår, er The Nemesis of Evil letbenet underholdning. Tonen oser langt væk af brun-orange 70’erne-stemning med lummer drengerøvshumor og hårdkogt, behåret bakkenbart-action. Realisme er der intet af, i stedet leverer Carter en tempofyldt og underholdende røverhistorie, der er fyldt til bristepunktet med tåkrummende stereotyper og klichéer. Det lykkes med andre ord for ham at fange ånden fra Doc Savage-universet og omsætte den til noget velfungerede og interessant. Det er mere, end hvad man kan sige om mange af Carters andre pasticher, og selvom man måske i dag nok griner mere ad end med bogen, så har en fortælling som The Nemesis of Evil sin ret som genfortællingen af den klassiske pulp.

Carters blanding af SF og action-eventyr er da også en meget fin strømpil for tidens tendenser, for det var klart i ’75, hvor bogen som sagt udkom, at pulplæserne i stigende grad opsøgte hårdkogte actionhistorier. Historier, der udspiller sig i nutiden, ikke i eksempelvis sværdsvingende fantasy-miljøer. De traditionelle pulpgenrer levede naturligvis videre, men den hårdkogte actionpulp med narkobaroner, gadebander og korrupte politifolk hører i høj grad 70’ernes anden halvdel til, og her er Carters roman et oplagt eksempel på den retning som spændingsfiktionen skulle gå.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

The Nemesis of Evil solgte også godt – faktisk var den en af Carters største succeser, og han fulgte derfor historien op med flere bind om prins Zarkon og Omega-mændene. Tre bind blev det til i perioden mellem 1975 og ’76. Senere, i 80’erne, skrev Carter to bind mere, men de havde ikke sammen gennemslagskraft og det, der i dag kendes som Zarkon – Lord of the Unknown-serien må derfor i praksis betragtes som et 70’erne-fænomen. 70’ern-fænomen eller ej, så begik Carter en særdeles underholdende fortælling med det første bind i serien, og jeg glæder mig allerede nu til at skrive lidt om, hvordan det hele fortsætter i næste bind.

 

Heksen fra Kings Cross

Rosaleen Miriam Norton (2. oktober 1917 – 5. december 1979)

Jeg har netop læst tre noveller af Rosaleen Norton; tre noveller inspireret af gode gamle Lovecraft. Det er der jo utrolig mange noveller, som der er, men Norton skiller sig alligevel ud fra mængden. Det gør hendes person i hvert fald, for selve novellerne er måske ikke det mest bemærkelsesværdige i den sag.

Rosaleen Norton var nemlig en kendt skikkelse i 50’erne og 60’ernes engelske presse. Norton var maler og performancekunster, men hun var også drevet af en søgen efter okkult indsigt, og netop det fyldte både i hendes kunst og i den personlighed, som hun optrådte med i offentligheden. Der er således ikke så få paralleller til den skandaleombruste Aleister Crowley i den måde, som Norton lod sig iscenesætte på fra sin lejlighed og sit atelier i London.

Omdrejningspunktet for Nortons bohemeliv i storbyen var hendes billedkunst, der lægger sig et sted mellem ekspressionisme og surrealisme, men som dybest set er præget af en uskolet, prøvende stil, som ikke altid lykkes lige godt. Nortons motiver er hekse og djævle, hedenske guder og magiske situationer. Hendes billedverden tager dermed afsæt i okkulte og sataniske forestillinger, og hun havde intet imod at lade sin egen person og okkulte praksisser ledsage kunsten som kommercielt markedsføringskneb. Norton udførte dermed gladeligt ceremonier for pressen og var ganske åbenmundet omkring sin brug af sexmagi. Den slags lappede sladderpressen naturligvis i sig med frydefuld forargelse.   

Man genkender William Blake her – en af Nortons inspirationskilder

 

I indlægget her kan du få dig et indtryk af den kunst, som ”heksen fra Kings Cross” malede. I et senere indlæg vender jeg tilbage til Nortons noveller, som ikke er helt uden underholdningsværdi.

På genhør

Martin

Bemærk her, hvordan Norton har malet sig selv ind i øverste venstre hjørne, som deltager i heksesabbatten

Hardcover, H.C. Brewster 1945. en bog om kings Cross, som Norton lavede forsiden til

Hardcover, Mandrake of Oxford , 2. ud.1993. Nevill Drurys bog om Rosaleen Nortons liv og kunst

Hardcover, Teitan Press 2010. Genudgivelsen af Rosaleen Nortons skrækhistorier