Tag Archives: Satire

Mark Twain, A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889): Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien?

Paperback, Tor 1991. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen efterhånden skrevet om en række romaner, der har haft en enorm betydning for udviklingen af pulpfiktionen i 1900-tallets første del. Her skal vi se nærmere på endnu en af disse bøger. Mark Twains tidsrejse-roman A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court fra 1889 kom nemlig til at danne skole for en hel gren af genrelitteraturen, der i en eller anden form gentager Twains fortælling; og det selvom Twains roman også selv trækker på genkendelige forbilleder. Med Twains roman får man således en nøgle til en række forskellige værker, der strækker sig fra en tidlig beundrer af Twain som Edgar Rice Burroughs og til en pastiche-mester som L. Sprague de Camp. Twains roman har også fortsat et ekko, selv i nyere fiktion; noget jeg skal vende tilbage til i en indlæg om nogle uger.

Romanen er vel så kendt, at jeg ikke behøver at bruge ret meget tid på handlingen. Den snusfornuftige Hank Morgan – titlens ”Connecticut Yankee” – får et slag i hovedet og kommer på mystisk vis til sig selv i Kong Arthurs England. Vel at mærke ikke et eventyrets Arthur-England, men et historisk England, hvor Arthur og hans riddere af det runde bord samt troldmanden Merlin og alle de andre karakterer fra universet optræder i noget, man kunne kalde en realistisk facon.

Samuel Langhorne Clemens alias Mark Twain (30. november 1835 – 21. april 1910)

Hank Morgan bliver hurtigt viklet ind i intrigerne ved Arthurs hof, men takket være sin moderne viden, handlekraft og en god dosis snedighed får Morgan sig arbejdet op i systemet og gjort sig uundværlig som Arthurs højre hånd. Det er naturligvis ikke alle, der er lige begejstrede for Morgans tilstedeværelse og position, hvorfor han også får skabt sig en del fjender undervejs – ikke mindst kirkens folk, der bestemt ikke er begejstrede for de ting, som den fremmede amerikaner sætter i gang i Arthurs England.

Hele omdrejningspunktet for Twains roman er, at Hank Morgan ganske hurtigt begynder at genskabe sit moderne, oplyste USA i Arthurs rige. Han genopfinder sine moderne bekvemmeligheder og introducerer alt fra telegrafen og dynamit, til cykler og moderne badefaciliteter. Det fører alt sammen til en række absurde og festlige optrin, som Twain får beskrevet igennem sin snurrige stil. Bogens fortællerstemme kommenterer således løbende på handlingen og iscenesætter sig selv i romanteksten, idet vi hører fortællingen, som Hank Morgan har nedfældet den efter at være kommet tilbage igen til sit moderne USA.

Hardcover, Charles L. Webster and Co. 1889. Romanens første udgave

SF-entusiaster har gjort et nummer ud af at læse Twains roman ind i tidsrejsegenren, hvilket naturligvis ikke er urimeligt. Dog vil jeg mene, at selve det faktum, at Hank rejser i tid, er en biting, et greb, som Twain skal bruge for at udfolde det, der er romanens egentlige anliggende. Med sin satiriske tekst er Twain nemlig slet ikke specielt optaget af Arthurs middelalder; det, der optager ham, er et angreb mod den politiske konservatismes romantisering af fortiden. Romanen er dermed en rungende fortale for idéen om fremskridt og teknologisk udvikling som vej til at hæve levestandarden for samfundet som helhed, men navnlig for de svageste.

I udgangspunktet er Twains bog en parodi på de historiske romaner, som blev så populære i 1800-tallets midte; Walter Scotts fiktion er et eksempel, mens B.S. Ingemann er et hjemligt eksempel på det samme. For Twain bliver disse sværmeriske forestillinger om historien et grotesk forsvar for en verden af undertrykkelse, fattigdom og åndsformørkelse. Principielt er det et synspunkt, som Twain kan fremføre med en vis ret, men hans manierede og stærkt karikerede middelalder er i sidste ende præcis lige så kulørt og manieret som hans egen ganske ukritiske fremskridtsglæde, der med nutidige øjne fremstår mindst lige så karikeret som hans satire over historien.

Paperback, Pocket Books 1948

Twains historieforståelse, som den kommer til udtryk i romanen, tager udgangspunkt i den antagelse, at mennesker er ens tænkende skabninger, der ikke er påvirket af deres kultur, men kun af deres økonomiske og teknologiske vilkår. Det vil sige, at når romanens Hank Morgan introducerer telegrafen og alle de andre moderne vidundere, så forandrer det samfundet, mens mennesket forandres som sådan ikke. Man får derfor det indtryk, at middelalderens menneske i Twains roman bare venter på at blive teknologisk befriet. På samme vis stiller Twain sig helt uforstående over for religionens rolle i middelalderens tænkning og ser den ene og alene som udtryk for en korrupt katolsk kirke, der forsøger at lokke penge fra folk modsat den evangeliske kristendom, som Morgan fremfører som rationel og fri.

Ser man nærmere på de bredsider, som Twain får affyret i løbet af romanem, bliver det da også i stigende grad klart, at Arthurs England er en allegorisk fremstilling af amerikanske forhold. Det er ikke tilfældigt, at netop slaveriet i Arthurs England spiller en væsentlig rolle i romanen og udgør noget, som Morgan indædt forsøger at bekæmpe. Faktisk er hele miljøet omkring Arthurs hof, bestående af velhavende gamle og uduelige slægter med forældede religiøse forestillinger, der undertrykker folket, et billede på Sydstaterne eller i hvert fald dele af Syden. Twain revser dermed sin samtid og samtidens sværmeri for tiden før borgerkrigen, i romanen.

Haardcover, Modern Library 1949

Med den allegoriske brug af historien bliver det derfor også irrelevant at påpege de mange kulturelle og historiske fejlgreb, som Twain gør sig, fordi han slet ikke bekymrer sig om England. Nogen egentlig tidsrejse kan man derfor heller ikke tale om, for Morgan føres tydeligvis igennem en symbolsk spejling, der lige så godt kunne være en drøm; ikke en egentlig historisk virkelighed.

Lægger man alt det til side, står der imidlertid også en utrolig underholdene røverhistorie tilbage, der viser Twain fra den letbenede side. Der er tempo over handlingen, som rummer en god del kamp, spænding og eventyr. Netop derfor blev bogen også opsuget af pulplitteraturen, der fjernede det allegoriske element og fokuserede på den konkrete handling i stedet. Derved blev A Connecticut Yankee skabelon for en hel familie af fortællinger, som alle har moderne hovedpersoner, der flyttes ind i et fremmedartet miljø og her må overleve på deres viden og snarrådighed.

Paperback, Washington Square Press 1960

Var romanen blevet skrevet af en anden forfatter end Twain, kunne den snildt nu være blevet et stykke glemt litteratur. Twains pen har imidlertid garanteret romanen en helt særlig status i genrefiktionens univers og det på dobbelt vis. Den er et interessant stykke allegorisk politisk litteratur på linje med eksempelvis Orwells Animal Farm, men samtidig er den også en forbistret underholdende slyngelfortælling, som kan stå mål med de fleste pulpfortællinger fra 20’erne og 30’erne, når det kommer til benhårdt eventyr og ramasjang. Skulle du være i tvivl, har roman en høj stjerne hos mig, og jeg er sikker på, at de fleste af jer har det på samme måde. Det er i hvert fald en bog, som det lønner sg at gå i dybden med.

Paperback, Airmont Books 1964           

Paperback, Washington Square Press 1965           

Hardcover, The Easton Press 1986

Hardcover, William Morrow 1988

Paperback, Oxford University Press 1997

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, Dover Publications 2001

Paperback, University of California Press 2002

Ebog, Simon & Schuster 2007

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, Simon & Brown 2011

Paperback, Twain Press 2011

Paperback, Small Street 2013

Paperback, Levison Press 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Kristoffer J. Andersen, Dansk Tusmørke (2013): Gys og gru i Fjollerup

Paperback, Kandor 2013

For snart nogen tid siden kom Jonas Wilmann og jeg med et lille opråb om dansk horror, og det var tanken, at indlægget skulle bakkes op af en række mindre indlæg, som kunne kaste lys over vores opråb. Jonas har efterfølgende allerede været flittig ved tasterne, og jeg vil med indlægget her også indlede en serie indlæg om danske udgivelser, som vil komme drypvis her på bloggen i den kommende tid.

I indeværende indlæg har jeg valgt at tage fat i Kristoffer J. Andersens novellesamling Dansk Tusmørke fra 2013. En lille samling på ni fortællinger, der tematisk er opdelte under overskrifterne ”Humor”, ”Horror” og ”Fantasy”.  Det er med andre ord en blandet buket, som vi her har med at gøre. Det sjove er imidlertid, at bogen slet ikke virker så sammensat, som man skulle tro. Faktisk er der nærmest ingen forskel de ni fortællinger imellem. Ganske vist skifter miljøerne, og fantasy-fortællingerne skiller sig her især ud, men grundtonen i alle novellerne er mere eller mindre identiske. Det er da også derfor, at bogen skal trækkes frem.

Tonen i Andersens horror er båret af præcis samme kækhed som hans humor og fantasy. Man kan på samme tid også notere sig en nærmest lemfældig omgang med overnaturlige elementer, der slynges ind i skrækfortællingerne uden noget forsøg på at indlejre disse elementer troværdigt, hvilket kun forstærker parallellerne til fantasy-historierne.

Paperback, Kandor 2013

Der er noget naivt over Andersens noveller, der enstrenget bygger op imod en klassisk aha-slutning. I ”Røde dæmoner” forsøger en vampyr at drive en stakkels mand til selvmord, mens ”De døde børns hus” er en pinagtig historie om pagt med mørke kræfter. Den tredje, egentlige horrorfortælling ”2000 år i Helvede” er en triviel historie om den bibelske Brabbas, fangen der blev frigivet i stedet for Jesus.

Som læser spørger jeg mig, hvem målgruppen til bogen egentlig er? At dømme ud fra bogens indhold synes den i lige så høj grad rettet mod voksne som børn. Stedvist går Andersen ind i modne problemstillinger som i ”Røde dæmoner” og ”Ninja”, men andre steder er teksterne skrevet i børnehøjde. Men selv for børne- eller ungdomslitteratur er der tale om ganske simple tekster.

Bogen har, som sagt, titlen Dansk Tusmørke, hvilket må betyde et eller andet. Henrik Harksen udgav antologien Dystre Danmark i 2009, og Lars Kramhøft kaldte i Således forgår al verdens herlighed (2016), på lidt tvivlsomt grundlag, sine noveller for ”ny nordisk horror”. Der er med andre ord en vis opmærksomhed omkring det at finde ind til en særlig dansk tone eller indhold. Det er et vanskeligt projekt, som Jonas Wilmann også berørte i sin anmeldelse af romanen Rakelsminde; for findes denne ”danske stemning” i miljøet, i sprogtonen eller i begge dele tilsammen?

Kristoffer J. Andersen

Jeg må straks konstatere, at Kristoffer J. Andersen rent faktisk rammer noget meget hjemligt og bekendt i sine noveller. Det skyldes brugen af velkendte miljøer som eksempelvis den klassiske brune bodega i ”Ninja”, hvis første halvdel uden tvivl er bogens bedste tekst. Andersen kommer her tæt på en nostalgisk Finn Søeborg-humor, der desværre tabes på gulvet til sidst i unødvendige overdrivelser, der er symptomatiske for bogen som helhed. Det er et sidespring, for den væsentligste årsag til, at Dansk Tusmørke virker så bekendt eller dansk, er, at den på det nærmeste fremstår som destillat af Dennis Jürgensens forfatterskab.

Andersen gør således principielt intet i Dansk Tusmørke, som Dennis Jürgensen ikke allerede har gjort. Jeg tror ikke, at der er tale om noget bevidst forsøg på imitation fra Andersens side; jeg tror snarere, at han er en del af det faderkompleks, som dansk horror har i forhold til Jürgensen. Jeg vil nemlig mene, at Dennis Jürgensens forfatterskab på godt og ondt har præget forståelsen af, hvad horror på dansk er eller skal være. Der er da heller ikke mange andre end Jürgensen, der har oplevet samme succes med sin kombination af skrækmotiver og humor. Sagen er bare den, at det sjældent fungerer synderligt godt for andre end Jürgensen. Ikke desto mindre genfinder man ekkoer af Dennis Jürgensen i ganske meget af den danske horror, der åbenbart har svært ved at slippe de toner, der ligger i Jürgensens fortællinger.

Min pointe med dette er, at arven fra Jürgensen i nogen grad har lagt sig som en hæmsko for udviklingen af ny horror, navnlig til voksne. Den humoristiske (under)tone, der snakker med i teksterne, skaber et slør i forhold til det forpligtende ved gruen. Som model for succes er Jürgensen uden tvivl et godt sted at se hen, og der kan ikke være nogen tvivl om, at tekster inspireret hos Jürgensen kommer til at fremstå meget ”danske”. Men de værker, der kommer ud af sådanne lån, står samtidig også langt fra den form for skrækfiktion, som jeg selv finder stimulerende og interessant. Det hele bliver for let og uforpligtende. Der fordres ganske enkelt for lidt for af læseren. Det virker derfor også en smule forskruet, når Andersen i bogens formentlig ironiske efterskrift skriver:

Fandt du ikke en snært af uhygge i hver eneste novelle, er det, fordi du er et følelseskoldt og kynisk menneske, der er blevet så forhærdet af virkelighedens ondskab, at du ikke længere finder selv de mest gruopvækkende oplevelser det mindste skræmmende (s. 164). 

Jeg er absolut en af disse følelseskolde, kyniske mennesker, der ikke fandt en snært af uhygge i en eneste af novellerne.

Paperback, Kandor 2016. Fortsættelsen til Dansk Tusmørke

For mig at se er der et opgør her, som må tages. Der er i hvert fald en arv, som vi må være bevidste om og måske aktivt italesætte. En ny dansk horror bør tage en dyb indånding og slippe den folkelighed, der kendetegner Jürgensens tekster, og i stedet rette ambitionerne et helt andet sted hen. Især handler det om at turde skrive til voksne og turde skrive med eftertænksomhed til voksne. Drengerøvsdagene i dansk horror fra 00’erne er ved at være overstået; det har i hvert fald vist sig at være en både kommerciel og æstetisk fiasko. Ingen gider læse eller købe det – især ikke, når den, som i Dansk Tusmørke, kombineres med bedaget rollespilshumor.

I alt dette er Andersens Dansk Tusmørke jo mest af alt en anledning, et gidsel kan man sige. Men ikke desto mindre, mener jeg, at bogen repræsenterer meget af det, som vi burde lægge bag os. Som det nok fremgår, er jeg alt andet end imponeret over novellesamlingen, og jeg er sikker på, at Andersens virke som børnebogsforfatter er mere vellykket, end det han her har skrevet til voksne(?). Jeg undrer mig over, at bogen i det hele taget er udkommet, men forlaget Kandor så åbenbart et potentiale her, som jeg ikke har opfanget. Jeg tror imidlertid, at bogen først og fremmest kan takke Jürgensen-syndromet sin eksistens. Den minder os om vores barndomslæsning, og så må det jo være godt… desværre fungerer det bare ikke.

Man kan sige, at Dansk Tusmørke til fulde lever op til sit navn. Den er meget ”dansk”, men hvis det er tilfældet, bør vi nok stoppe med at sværme for præcis denne form for ”danskhed” og i stedet rette vores visioner for skrækfiktionen mod et andet og mere udfordrende sted. En bog som denne har i hvert fald intet bidraget til at højne niveauet blandt vores genreudgivelser herhjemme.

Nå, diskussionen fortsætter i næste indlæg, hvor der også bliver plads til positive eksempler.

Giv gerne dit besyv med.

 

 

5 kommentarer

Filed under Novellesamling

Joe Haldeman, The Forever War (1974): It ain’t me, it ain’t me, I ain’t no fortunate one

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Der er noget fantastisk underholdende, fantastisk sympatisk og fantastisk dumt ved Joe Haldemans anden og utvivlsomt bedst kendte roman anti-krigsfortællingen The Forever War fra ’74. Og jeg må med det samme tilstå, at jeg har en stor svaghed for bogen til trods for alle dens fejl og uigennemtænkte små krøller. Bogens vilje til provokation og forfatterens ønske om, at teksten måske vil kunne påvirke et eller andet, gør den nemlig til mere end bare et flygtigt bekendtskab. At den samtidig også kan ses som et genreopgør, eller måske endda fadermord, gør den bestemt ikke mindre spændende.

Selve historien er egentlig ganske enkel. Rumfart er blevet almindeligt på Jorden. Under menneskets ekspeditioner ud i det fremmede er man stødt på de såkaldte Taurans’ – en svært forståelige, svært beskrivelig og på alle måder udefinerbar fjende, som må bekæmpes med alle midler. Derfor har man indført en værnepligt, som nu pumper unge mænd og kvinder ud i verdensrummet i kampen mod den grusomme fjende. Nu er sagen bare den, at den måde, man rejser i rummet på, sker ved at udnytte noget, der vel bedst kan beskrives som en form for ormehuller, hvilket jo sådan set er en helt traditionel SF-idé.

Paperback, Ballantine Books 1976

Paperback, Ballantine Books 1976

I Haldemans version betyder det at springe gennem ormehullerne imidlertid en forskydning i tid, så den, der bevæger sig gennem hullet, også bevæger sig ud i Jordens fremtid uden selv at blive ældet. Det er en smule kompliceret, og jeg skal ikke påstå, at jeg helt forstår Haldemans idé. Det er sådan set heller ikke så væsentligt, det vigtige er, at soldaterne, der tager afsted, ikke bare kommer langt væk hjemmefra målt i kilometer, de siger også farvel til deres familie og venner, der vil være ældet og måske endda døde, når de en dag kommer hjem fra krigen.

Nuvel, midt i alt dette møder vi William Mandella, der har sluttet sig til hæren og kampen mod de onde Taurans. Mandella er således bogens vrangvillige hovedperson, som vi følger fra den første militære træning og så videre gennem en lang række skarpe missioner. Vi følger også Mandella, da han endelig vender hjem, som veteran, og atter slutter sig til hæren igen, fordi han ikke længere kan finde sig til rette som civilist.

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Fælles for alle Mandellas handlinger og oplevelser er det, at han egentlig slet ikke har lyst til at være soldat, og han er rent faktisk heller ikke særlig dygtig til det. Det er her, vi kommer ind på romanen som det indledningsviste genreopgør. Bogens forfatter Joe Haldeman gør på en gang kløgtigt brug af et pulpet formsprog fra 50’erne, men gør samtidig op med hele den macho-helterolle, som eksempelvis Robert Heinleins mandlige hovedpersoner helt og aldeles er formet efter. The Forever War er dermed et væsentligt opgør med en ældre generation af SF-forfatteres tekster, udført i en handling, der ellers overfladisk synes næsten identisk med de gamle pulp mestres historier.

Bogen er derfor også stærkt beslægtet med den samme form for fadermord, som Len Deighton gjorde i forhold til Ian Flemmings verdensberømte James Bond-romaner, da han slap sin lurvede, jazz-elskende Harry Palmer løs og derved skabte en helt ny type pulpet anti-helt, der henvendte sig direkte til 60’ernes anti-autoritære ungdom. Og Haldemans romanfigur i The Forever War udspringer fra nøjagtigt samme sted og taler til præcis samme generation. Mandella, hovedpersonen klarer sig med andre ord slet og ret ved held, ikke duelighed eller særlige kompetencer, og gennem en form for absurd logik stiger han endda længere og længere op i militærsystemets grader. Præcis som Harry Palmer i øvrigt også gør det.

Hardcover, St. Martin's Press 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, St. Martin’s Press 1974. Romanens 1. udgave

Joe Haldeman bruger ikke mange ord på personkarakteristikker eller miljøbeskrivelser. Den slags fortaber sig i fortællingen, der brager afsted i højt, højt tempo og løbende synes at komme faretruende ud af kurs. Handlingen og personerne betyder da heller ikke det helt store for ham, fordi Haldemans vigtigste opgave er at udmale sine frustrationer over og erfaringer fra Vietnamkrigen for læseren i den tyndeste tænkelige allegori; en krig, der fortsatte endnu et år efter, Haldemans bog var trykt.

Man er med andre ord ikke i tvivl om, hvad Haldemen egentlig skriver om, når han beskriver krigen mod fjenden ude i verdensrummet. En fjende soldaterne aldrig helt forstår, hvorfor de bekæmper, endsige hvem fjenden egentlig er. Men faktisk er bogens entydige fokus også den store styrke, fordi det giver Haldeman rum til at udforske sit emne med en åbenhed og grundighed, som en mere kamufleret eller tvetydig allegori måske havde forhindret.

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at Haldeman indfanger tidsånden perfekt i sin bog. Den rå soldaterstemning, ildkampenes brutalitet og vanvid, militærsystemets grosteske logik, og ikke mindst de enorme personlige omkostninger, som veteranerne oplever, når de først kommer hjem. Alt det rammer Haldeman med præcis den gennemslagskraft, som man kan ønske sig af en anti-krigsbog. Men i stedet for at fortælle sin beretning som egentlig Vietnambog, har Haldeman, som sagt, valgt at henlægge handlingen til fremtiden. Det får konsekvenser for allegoriens fremstilling og føjer lag til fortællingen, som egentlig ikke kan siges at have noget med Vietnam-protesten at gøre.

Haldemans fremtid er et forstærket billede på 70’erne, hvor fri kærlighed og åbne parforhold, hash og stærke stoffer, og alt hvad vi ellers forbinder med ’68, er blevet en del af den almindelige kultur. Hippiernes vision er med andre ord blevet hverdag – men kun delvist, for verdenssamfundet har jo stadig besluttet at sende folk i krig, og livet er dermed ikke ren kærlighed, fred og harmoni.

Paperback, Futura 1976

Paperback, Futura 1976

I sig selv er Haldemans 70’er-fremtid ganske underholdende at læse om, fordi det, han egentlig gør, er at foretage en vurdering af sin samtid og vise os, hvad han tror, vil blive optaget i kultren som almindeligt og dermed viser han os også, hvor han tror, hippie-utopien vil komme til kort. Noget han vel dybest set beklager at dømme ud fra hovedpersonens drømme og bogens afslutning.

Men nu er det jo sådan, at bogens soldater hele tiden bevæger sig længere og længere ud i fremtiden, fordi de bruger disse ormehuller. Livet på Jorden udvikler sig dermed drastisk i løbet af bogen, først til et dystopisk voldssamfund, og senere, da vi er noget rigtig mange år længere ud i fremtiden, har svaret på overbefolkningsproblemet vist sig at være en hård indsats fra verdensregeringens side for, at homoseksualitet skal være det almindelige.

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Vores hovedperson Mandella kommer dermed i den besynderlige situation, da han som hærdet veteran skal deltage i en af sine sidste militærkampagner, at han er den eneste heteroseksuelle i kompagniet, noget han bliver kraftigt diskrimineret for. Haldeman spiller tydeligvis på chokeffekten og bevæger sig her ind på stærkt tabuiseret terræn. En hær af homoseksuelle – man kan næsten ikke forestille sig nogen større provokation af det selvbillede, som den amerikanske hær havde, og har, opdyrket omkring sig selv.

Desværre vedkender Haldeman sig, at det blot er drillerier, som han udsætter læseren for, fordi han hen imod slutningen kalder sin samfundsudvikling tilbage og lader Mandellas heteroseksualitet inspirere andre til at vende tilbage til samme levevis. Her kunne jeg have ønsket mig, at han holdt fast, fordi provokationerne på den måde ville virke mere snerrende og stærke, men i sidste ende er Haldeman sentimental og længes efter ordende forhold, som vi kender dem.

Hardcover, Avon 1997

Hardcover, Avon 1997

Og det er måske her, at Haldeman begår det største og mest iøjefaldende fejlgreb i bogen. Tonen har hele vejen igennem været grum, grim og voldsom, men til sidst falder han til patten og giver os den lykkelige udgang på Mandalas liv, som vi læseren faktisk ikke forventer. Vi forventer død og undergang, fordi det synes det eneste logiske i bogens sorte univers, men her tager man åbenbart fejl. Naturligvis viser den groteske krig mod de fremmede sig at være et røgslør, og naturligvis har tusindvis og atter tusindvis af unge mænd og kvinder givet deres liv forgæves i kampen mod en fiks idé, men med kampens afslutning kommer freden også til Mandella, der rejser ud i solnedgangen med sit hjertes udkårne. Slapt giver Haldeman her slip på fortællingen og lader sin anti-helt fortrække til landlig idyl – og det vel at mærke uden ironi eller sarkasme.

På trods af det, som jeg egentlig betragter som et ganske alvorligt kontraktbrud med bogens integritet og læserens forventninger, er The Forever War en finurlig bog, der udfolder counterculture og politisk krigssatire i et ganske dragende genrespil. Den er usleben, ujævn og mange steder uigennemtænkt, men den er samtidig både provokerende og befriende bramfri. Det gør bogen læseværdig, ikke mindst fordi den bestemt må siges at være et af de mere karakterfulde bud på en kritik af den amerikanske krigsindsats i Vietnam. Det må jo siges at være et værdigt emne for en roman, og vel at mærke et emne, der desværre fortsat i dag er ganske relevant.

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Eos  2003

Paperback, Eos 2003

Paperback, Gollancz 2004

Paperback, Gollancz 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, St. Martin's Griffin 2009

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gateway 2011

Paperback, Gateway 2011

Ebog, Ridan Publishing 2012

Ebog, Ridan Publishing 2012

Hardcover, Centipede Press 2013

Hardcover, Centipede Press 2013

Ebog,  Iconic ebooks 2014

Ebog, Iconic ebooks 2014

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Bret Easton Ellis, American Psycho (1991): Sjov, flamboyant og forfejlet

Paperback, Picador 1991. Forsiden her prydes af Marshall Arismans ikoniske maleri, der ubetinget har fanget Patrick Batemans ikke-person. Bravo!

Paperback, Picador 1991. Forsiden her prydes af Marshall Arismans ikoniske maleri, der ubetinget har fanget Patrick Batemans ikke-person. Bravo!

Elsket, forhadt, rost og kritiseret: Bret Easton Ellis’ American Psycho har fået rigtig mange ord med på vejen, og nu vil jeg da også lige føje lidt til hoben. Romanen om den dysfunktionelle Patrick Bateman med de morderiske tendenser behøver i virkeligheden næppe megen introduktion, men lad os da lige få handlingen på plads alligevel.

Igennem en række korte, sceniske kapitler skildrer romanen den unge forretningsmand Patrick Batemans liv på Manhattan. Han arbejder på Wall Street, tjener kassen og er stille og roligt ved at brænde mentalt sammen. Som bogen skrider frem, bliver Batemans opførsel mere og mere excentrisk. Indledningsvist kan man bare notere sig hans besættelse af tøj, materielle goder, sex og letbenet TV-underholdning, men gradvist bobler der også en smag for mord og lemlæstelse op til overfladen. Bateman har nemlig appetit på andres smerte, og som bogen skrider frem, bliver det morderen Bateman, der kommer i fokus. Ludere, hjemløse, børn, tilfældigt forbipasserende og selv venner og kolleger kan ikke vide sig sikre for Batemans blodtørst, der fører ham længere og længere ud. Så langt, at da vi forlader Patrick i sidste kapitel, må man forvente, at spillet snart er ude for ham.

Paperback, Picador 1991

Paperback, Picador 1991

American Psycho blev en bestseller, der gik verden rundt og chokerede læsere med sine pågående skildringer af Batemans morderiske excesser. Den blev et fænomen, der i nyere tid måske bedst kan sammenlignes med den diskussion, E. L. James’ Fifty Shades of Grey har udløst. Desværre må man også notere sig, at myten om American Psycho hurtigt fik sit egen liv og kaprede forståelsen af romanen. Romanen er således oftest forstået i lyset af de polemiske diskussioner om skildringen af vold, sex og Ellis kvindesyn, som bogen udløste end på grundlag af den egentlige tekst.

Kigger man bag al den polemik og virak, der omgærder romanen, må det i hvert fald konstateres, at American Psycho’ status som enestående værk synes noget tvivlsom. Romanen er en sort, sort farce, der med et tegneserieunivers af surreale dimensioner fjerner sig fra enhver realisme og gør sig morsom på 80’er-yuppiernes bekostning. Bret Easton Ellis ser hånligt, parodisk tilbage på det forgangne årti og latterliggør de stortjenende forretningsmænd på Wall Streets fladpandede materialisme. Han spidder dem som tanketomme kar, der styret af libido og grådighed kræver mere og mere, mens de træder alt under dem i stykker på deres vej frem.

Bret Easton Ellis (født 7. marts 1964)

Bret Easton Ellis (født 7. marts 1964)

Drevet af manglende idealisme og ideologi handler det kun om penge, magt og udseende – alt andet er irrelevant i yuppiernes univers. For Ellis er det en syg livsindstilling, som fører til fremmedgørelse og håbløs tomhed. Faktisk er tomheden så stor, at Patrcik Bateman, som en anden teenager, er nødsaget til skære ikke i sig selv, men i samfundet for at mærke det og føle interaktion med sine medmennesker. Budskabet sættes med andre ord på spidsen, men billedet er potent. Og Ellis har en fest, mens hans skildrer Batemans patologiske eskapader, der alle kan opfattes som desperate nødråb fra det dybt lidende menneske Patrick, som er fanget i et yuppie-monsters krop.

Alt dette er der kommet en særdeles morsom bog ud af, der med sine konsekvent underspillede humor stedvist er stærkt latterfremkaldende. Som når Bateman beskrives siddende nøgen foran fjernsynet med en halskæde af sine ofres fingre om halsen, mens han spekulerer på, hvilket nyt stereoanlæg han skal købe, eller når han sagligt gennemgår Huey Lewis and the News’ diskografi album for album og ophøjer deres kønsløse radiorock til en kunstnerisk magtpræstation. Satiren er tonstung, men åbenbart ikke tungere end at den er gået hen over hovedet på mange læsere, der ikke forstår voldens karikerede Tom og Jerry-dimensioner og fremstiller bogen som dyster horrorroman eller bestialsk morderportræt.

Paperback, Random House 2006

Paperback, Random House 2006

Umiddelbart virker romanen da heller ikke ligefrem som komedie, fordi bogens fremstillingsform er iskold og distanceret. Bateman er fortælleren, og det er Batemans oplevelser af verden, der viderebringes i kapitlerne. Dermed får vi ikke alene lov til at følge hans fantasier og overvejelser om alle de ugerninger, han gerne ville begå, vi kan også følge Batemans endeløse litanier om det tøj, han selv går i og det tøj hans omgangskreds bruger. Alt opregnes nøje fra top til tå for at understrege at han Bateman aldrig ser dybere end overfladen. Joken er konsekvent gennemført og skrevet næsten brutalt nøgternt og omhyggeligt. En nøgternhed, der naturligvis viser, hvor syg Bateman er, men som også tjener til at skubbe ham længere væk fra læseren, fordi det ganske enkelt er umuligt at relatere til ham som menneske af kød og blod, præcis som hans handlinger konstant svæver i grænselandet mellem fantasi og virkelighed, og derfor også bliver mere og mere umulige.

Romanen er absolut underholdende læsning, men noget mesterværk er den bestemt ikke. American Psycho åbner med et for bogen relativt langt kapitel, hvor Patrick, Patricks kæreste og nogle venner spiser middag sammen. I løbet af dette første kapitel får Ellis stort set præsenteret alle sine pointer med romanen og brugt de stilistiske greb, der karakteriser de følgende kapitler. Efter de første sider er alt med andre ord en gentagelse af den samme pointe, som igen og igen hamres ind i læserens bevidsthed. Den eneste forskel er den stigende voldsomhed i Patricks adfærd, men det i sig selv er sådan set også bare udtryk for bogens tematiske cirkelgang.

Paperback, Picador 2012. En særlig jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Picador 2012. En særlig jubilæumsudgave af romanen

For mig at se er der imidlertid et større, fundamentalt problem ved American Psycho, som ligger i selve bogens samfundskritik. Der findes ikke noget så let i verden som at udstille en allerede forhadt person eller samfundsgruppe. Yuppierne – hvis de nogensinde har eksisteret uden for arketypernes eventyrland – var en universelt forhadt gruppe i 80’erne. Alle kendte dem, alle hadede dem og dem, der identificerede sig med yuppierne, elskede rollen som rige røvhuller, der kunne opføre sig som de ville, og dermed lignede de i virkeligheden en borgerlig spejling af den engelske punkbevægelses asociale tenderser. Når Ellis stiller skarpt på yuppierne, er det med andre ord et mål, der på forhånd er ramt, og hans pointer er alle de sædvanlige fordomme, som vi kender til hudløshed – hos Ellis har de bare fået en noget mere grotesk indpakning end sædvanlig. Bogen bekræfter derfor bare noget, som de fleste i forvejen mener og tror.

American Psycho har dermed noget overfladisk, letkøbt over sig. Pointerne er tydelige og enkle, hvilket uden tvivl har fremmet bogens bestsellerpotentiale. Men hvis man skal tage romanens samfundskritik alvorligt, må man sige, at Ellis forfejler sit mål helt og aldeles. Han udstiller yuppierne for deres sanseløse materialisme og åndsløse adfærd, men ignorerer det forhold, at yuppie-idéen sådan set bare er det kondenserede udtryk for det kapitalistiske forbrugersamfund. Altså at yuppierne er den yderste konsekvens af en kultur, vi alle er en del af. I stedet for at stille skarpt på forbrugersamfundets som sådan, vælger han at slå ned på et marginalt, i forvejen ugleset segment og skaber en os-og –dem-forståelse, hvor vi læsere kan grine af yuppierne.

Paperback, Picador  2006

Sagen er bare den, at vi ikke er et hak bedre end yuppierne, fordi vi alle er fedtet ind i samme kultur. Den store, masseforbrugende dig-og-mig middelklasse er i virkeligheden den helt store synder, som bærer alle de mærker, Ellis håner den lille yuppie-klub for. Vi er alle yuppier i det små, men det glemmes bekvemt, når vi kan grine af nogen, som er meget værre end os selv. Det er en ussel retorisk stil, som gør Ellis til intellektuel kujon og American Psycho til et skinhelligt projekt. En skrækbog til middelklassen, der kan blive bekræftet i, at deres værdier og holdninger er gode, som de er.

Vil man kritisere forbrugersamfundet, må man gribe ind i hjertet af systemet. Det gør Ellis ikke, og romanen bliver derfor præcis lige så overfladisk og tyndbenet som de talkshows, Patrick Bateman er så glad for. Jeg kunne være fristet til at se det som en pointe fra Ellis’ side, men det næppe. Bogen rammer skævt og lefler for middelmådigheden i os alle.

Paperback, Pan 2011

Paperback, Pan 2011

Elllis er absolut en kompetent herre, der med sin skarpe ironi og snerrende sarkasme skriver både underholdende og læseværdigt. Og American Psycho er skam læseværdig, det er bare synd, den har fået den status, den har, for romanen er blevet blæst op til meget mere end den kan bære. I stedet burde vi hylde Ellis for den fine, fine debutroman Less than Zero fra ’85, der i langt højere grad synes i kontakt med det miljø og de mennesker, han skildrer. Her fornemmer man, at Ellis er en til en med de mennesker og tematikker, han udstiller, og gør alt det rigtigt, som American Psycho ikke formår.

 

Paperback, Pan 2002

Paperback, Pan 2002

 

Paperback, Pan 2000

Paperback, Pan 2000

5 kommentarer

Filed under Roman