Tag Archives: Sherlock Holmes

Shadows over Baker Street, red. Michael Reaves & John Pelan (2003): Er du også træt af ufarlig, uambitiøs Cthulhu mythos?

Paperback, Ballantine Books 2003.  Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Paperback, Ballantine Books 2003. Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Jeg synes faktisk, at jeg har læst ret mange antologier med nye Cthulhu mythos-fortællinger. Oprindeligt elskede jeg dem og slugte novellerne råt, men i løbet af de seneste par år er det blevet sværere og sværere for mig at blive begejstret over den måde, som den såkaldte ”Cthulhu mythos” bliver skrevet på. Faktisk er det efterhånden som regel en forstemmende oplevelse at sidde med de altid tentakeludsmykkede bøger, fordi historierne er så gudsjammerligt ligegyldige. Der er meget, meget langt mellem de gode noveller. Min passion for Lovecraft står imidlertid uantastet, og måske er det også derfor, at jeg gang på gang hopper på limpinden og finder en af de nyere antologier ned fra hylden. Måske bliver jeg klogere en dag.

Paperback, Ballantine Books 2003

Paperback, Ballantine Books 2003

Michael Reaves og John Pelan udsendte i 2003 en antologi, hvis idé har ligget in spe i mange år, fordi temaet synes så oplagt. Temaet er nemlig en kobling mellem Victoriatidens England og klassisk pulpet Cthulhu mythos. Allerede August Derleth så et potentiale i den kobling, men fik aldrig gjort noget ved det. Det blev derfor spilfirmaet Chaosium, der som de første for alvor byggede broen med deres Cthulhu by Gaslight-supplement fra 1986. Reaves og Pelan går imidlertid et skridt videre med deres antologi. De har nemlig med tilladelse fra det officielle Doyle Estate koblet selveste Sherlock Holmes med Lovecrafts mythos og derved skabt en supertanker af en litterær konstruktion, som afgjort måtte vække opsigt. Det gjorde bogen skam også. Den fik hæderlige anmeldelser i pressen, da den udkom, men jeg er langt fra glad for den.

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

I bogens forord lægger de to redaktører absolut ikke skjul på, at det er en spektakulær bog, som de nu udgiver. Ikke alene griber de fat i noget af genrelitteraturens fineste arvesølv, de har også mønstret et flot opbud af tidens vigtige genreforfattere.

Det er skam heller ikke hver dag, at der udgives bøger med nye fortællinger om Sherlock Holmes. Desværre klinger redaktørernes entusiasme og stolthed hult, så snart man dykker ned i historierne. Neil Gaiman åbner ellers underholdende og vanligt drilskt med sin lille post-moderne “A Study in Emerald”, der vender alting på hovedet og viser os en mythos-fortælling fra en ganske overraskende vinkel. Men Gaiman og et lille udpluk af andre bidrag er mere eller mindre det eneste, der hæver sig over trivielle plotfinurligheder og sproglig banalitet. Det er med andre ord et fåtal af historier i bogen, der formår at løsrive sig fra pastichens hængedynd og skabe noget selvstændigt.

John C. Pelan (født 1957)

John C. Pelan (født 1957)

Man fornemmer, at de enkelte forfattere har siddet med et valg om at skrive en Sherlock Holmes-fortælling i Lovecrafts univers eller at skrive en Lovecraft-fortælling med Sherlock Holmes. Groft sagt forsøger ingen det sidste. Nærmest alle historierne bruger Doyles sprog og karakterer som deres vigtigste virkemidler, og krydrer derefter handlingen med de sædvanlige mythos-platheder, vi kender til hudløshed. Horror er der ikke meget af. I stedet er bogen fuld af tåkrummende forsøg på at gøre Holmes-karakteren levende og nærværende.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Steve Perrys kække “The Case of the Wavy Black Dagger” er et godt eksempel, der symptomatisk for antologien som helhed fejler over hele linjen – både som Doyle- og Lovecraft-inspireret tekst. Historien er ganske enkelt for blød og ufarlig. Sherlock Holmes bliver en sovepude, der kvæler mystikken og tager brodden ud af enhver trussel, fordi end ikke Lovecrafts ældgamle, gudelignende væsner har en chance imod geniet fra Baker Street. Selv en forfatter som Poppy Z. Brite, der ellers har en høj stjerne hos mig, fejler eklatant med novellen “The Curious Case of Miss Violet Stone”, der i bedste fald må karakteriseres som uoplagt.

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Nu er det naturligvis ikke ren elendighed. Bogen indeholder skam også noveller, der fortjener at blive trukket positivt frem. Allerede da bogen udkom, og jeg læste den for første gang, bed James Lowders “The Weeping Masks” sig fast i min bevidsthed. Historien skildrer Watsons sidste tid i Afghanistan, da han bliver såret og får den berømte lette halten, som Holmes bemærker under deres første møde. “The Weeping Masks” er en intens fortælling fyldt med et barokt, svulmende sprog, der hylder siderne i fremmedartede dufte og sanseindtryk. Han fører os med til et hashtåget Afghanistan fyldt med mystik og ulmende, ældgamle hemmeligheder. Glimtvis fanger han endda noget ganske skræmmende i sin skildring af et mystisk præsteskab, der bærer grædende masker. Den stemning, Lowder her får skrevet frem, er ganske enkelt fremragende og rig på en måde, som man sjældent møder den.

Steve Perry (født 31. august 1947)

Steve Perry (født 31. august 1947)

Caitlín R. Kiernans “The Drowned Geologist” er bogens anden helt og aldeles fremragende historie. Historien fortæller med uskyldig stemme om en ung geologs sære oplevelser langs kysten ud for Whitby i dagene efter, at den russiske skonnert Demeter er løbet på grund (sic!). Med iskolde naturbeskrivelser, der drypper af bølgernes skumsprøjt og ruskes af vinden i den forblæste kystbevoksning, bliver det lille, underspillede drama fortalt. Hun gør det med en elegance og sikkerhed, som jeg tror, de fleste vil misunde hende. Med enkle beskrivelser formår hun at iscenesætte noget stemningsmæssigt stort og truende, der vel at mærke ikke udspiller sig i selve novellen, men i de historier, som novellen er skrevet i dialog med.

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

Til sammen er Lowders og Kiernans noveller kærkomne læseoplevelser i en bog, der desværre skuffer fælt. Jeg ved egentlig ikke, hvem der vil være mest skuffet, Lovecraft-læsere eller Doyle-entusiaster. Formentlig førstnævnte. Det er i hvert fald forbløffende, hvor lidt ”kosmisk horror”, der har fundet vej ind i bogen, som faktisk overvejende har en munter tone. Noget der absolut ikke er hensigtsmæssigt i forhold til de lovecraftianske idéers troværdighed. Faktisk kan jeg ikke fordrage kombinationen af humor og Cthulhu mythos. Det er imidlertid hverken det godmodigt glade eller uforpligtende ved bogens noveller, der irriterer mig. Det er den komplette mangel på kreativt overskud, der ødelægger det hele.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Lowder og Kirenan har leveret det, som ingen andre i bogen har gjort. De har leveret stærke tekster fyldt med liv og nærvær. Ikke alene fortjener de applaus for det, de redder også Shadows over Baker Street fra den rene fiasko. En god idé, der fejler. Et stykke kommerciel metervare, som burde være blevet kasseret. Der går afgjort noget tid, før jeg opsøger nye mythos-fortællinger, men lur mig om jeg ikke om nogle uger sidder med Cthulhu & co. igen.

Jeg bliver nok alligevel aldrig klogere!

 

Novellerne:

Neil Gaiman, “A Study in Emerald”

Elizabeth Bear, “Tiger! Tiger!”

Steve Perry, “The Case of the Wavy Black Dagger”

Steven-Elliot Altman, “A Case of Royal Blood”

James Lowder, “The Weeping Masks”

Brian Stableford, “Art in the Blood”

Poppy Z. Brite & David Ferguson, “The Curious Case of Miss Violet Stone”

Barbara Hambly, ”The Adventure of the Antiquarian’s Niece”

John Pelan, “The Mystery of the Worm”

Paul Finch, “The Mystery of the Hanged Man’s Puzzle”

Tim Lebbon, “The Horror of the Many Faces”

Michael Reaves, “The Adventure of the Arab’s Manuscript”

Caitlín R. Kiernan, “The Drowned Geologist”

John P. Vourlis, “A Case of Insomnia”

Richard A. Lupoff, “The Adventure of the Voorish Sign”

Gwynplaine MacIntyre, “The Adventure of Exham Priory”

David Niall Wilson & Patricia Lee Macomber, “Death Did Not Become Him”

Simon Clark, “Nightmare in Wax”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Roger Zelazny, A Night in the Lonesome October (1993): Zelazny takker af med feelgood-roman

Deter blevet oktober, den første mørkemåned, og det skal markeres med en oktober-roman.  A Night in the Lonesome October blev Roger Zelaznys sidste bog. I hvert fald den sidste bog, som han selv fik fulgt til dørs. Der er nemlig udkommet flere bøger i Zelaznys navn, efter han døde tilbage i 1995, men det er alt sammen romaner baseret på mere eller mindre ufuldstændige efterladte manuskripter og idéer. I grund og bund er den slags posthume samarbejder en skidt ting, men da jeg ikke har læst nogen af bøgerne, må jeg hellere lade være med at dømme dem på forhånd (er der nogen, som har læst nogle post 1995 Zelazny-romaner?).

Paperback, Orbit Books 1994. For- og bagside af Mike Posen

Zelazny var og er en af giganterne indenfor amerikansk science fiction og fantasy. Han er manden bag den omfangsrige og populære Amber-serie og manden bag flere virkelig, virkelig fine enkeltstående romaner og noveller udgivet i forfatterskabets kreative højdepunkt fra slutningen af 60’erne og frem til udgangen af 70’erne. Karakteristisk for de gode Zelazny-ting er en evne til at balancere filosofiske emner med plotdrevne historier, afviklet med højt tempo, i et afmålt, til tider næsten Hemmingwaysk sprog. Meget af Zelaznys fiktion udspiller sig i macho-universer, hvor ordknappe, litterære mænd tackler store problemer og samtidig slår en proper næve.

Måske netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at det skulle blive A Night in the Lonesome October, der blev hans sidste. A Night er en konceptroman, der udspiler sig over 31 kapitler, hvor hvert kapitel er en dag i oktober måned. Hovedpersonen er hunden Snuff. Jeps, vores hovedperson er intet mindre end en blodhund. Snuff er imidlertid også mere end bare en hund. Han er også en tjenende ånd (en familiar, som det hedder på engelsk) hos selveste Jack the Ripper! Det lyder jo vildt, og det er det sådan set også. Romanens præmis er følgende.

Paperback, Orbit Books 1994

Hvert år den 31. oktober er de mystiske kræfter stærkest, og det er muligt at åbne portene til andre dimensioner og lukke De gamle Guder ind i verden. Her taler vi om de vaskeægte Cthulhu mythos-guder – Yog-Sothoth og hele banden af tentakelbegroede væsner. Det forhold er kendt i okkulte kredse, og hvert evig eneste år føler en gruppe af personer sig kaldet til at deltage i Spillet (”The Game”) om kontrollen over portalen. Der er dem, der ønsker at forhindre portene i at åbnes, de såkaldte ”Closers”, og så er der dem, som ønsker at få dem åbnet – ”Openers”. Hvor og hvordan dørene vil åbnes, bliver klart for deltagerne i løbet af året, og den 1. oktober samles de i det pågældende område for at forberede sig på slutkampen og skaffe sig allierede.

Det lyder næsten som oplægget til et brætspil, og det er faktisk også i de retninger, man skal tænke sig forløbet. Det hele er gennemritualiseret, og alle de implicerede agerer ud fra uskrevne regler, der skal sikre, at den afsluttende konfrontation udspilles på korrekt vis.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

I stedet for at lade bogen være fortalt gennem de egentlige aktørers stemmer har Zelazny valgt at lade deres hjælpende ånder være hovedpersonerne. Vi følger dermed ritualet og historiens store træk på afstand – fokus ligger på medhjælpernes intriger og besværligheder. Der er selvfølgelig hunden Snuff, så er der katten Graymalk, uglen Nightwind, flagermusen Needle, rotten Bubo og mange flere. Ganske morsomt og godt tænkt. Bogen minder på den punkt en hel del om Michael Endes Der satanarchäolügenialkohöllische Wunschpunsch (1989).

Men for at vende tilbage til Jack the Ripper så udspiller historien sig i slutningen af 1800-tallets England, ikke langt fra London. Vi får aldrig et årstal, men flere ting peger i retning af Victoriatiden, blandt andet persongalleriet, der udover Ripperen bliver udgjort af ingen ringere end The Count (alias Dracula), The Good Doctor (alias Frankenstein), en heks, en druide, en Rasputin-klon, varulven Larry Talbot, to Golden Dawn-okkultister og en satanistisk præst. Men for at det ikke skal være nok, så bliver kombattanterne holdt under skarpt opsyn af The Great Detective, der ikke kan være andre end selveste mr. Sherlock Holmes.

Paperback, Avon 1994. Samme forside som førsteudgaven fra 1993

Det burde være åbenlyst, at vi har at gøre med en roman af den letbenede slags. Den fungerer som en hyldest til horror og en hyldest til den fortælleglæde og idérigdom, der gennem tiden er blevet investeret i genren – både i bogform og på film. Og netop fordi Zelaznys prosa er knap og kontant, virker den rigtig godt i A Night, hvor den stoiske Snuff beretter alt med en festlig underspillet kølighed. Når man samtidig kan fornemme, at Zelazny har brugt tid på at lægge små referencer ind i teksten, som læseren kan fange og nikke genkendende til, bliver det hele en vældig meta-oplevelse. Ikke mindst på grund af de forskellige elementer fra Cthulhu-mytologien, som han har plantet. Bogen holder ganske enkelt, fordi det er en rutineret hånd, der eksekverer kapitlerne med stor fornemmelse for timing og mådehold.

Det største problem er i virkeligheden, at romanen er så pokkers let og godmodig. Den er så venlig, at vi aldrig helt tvivler på, at de gode (kan man kalde Jack the Ripper det?) vil vinde. Det rimer dårligt med de dramatiske begivenheder, som romanen egentlig handler om, og det lykkes faktisk ikke helt for Zelazny at bevare en fornemmelse af fare gennem de sidste kapitler, hvilket er lidt ærgerligt – det er jo for pokker mere eller mindre jordens undergang, vi taler om.

“The Count”. Tening af Gahan Wilson

Det er vel i virkeligheden et af de grundlæggende problemer ved gyserkomedier. Gyset, hvis A Night, overhovedet prøver at skabe gys, taber uvægerligt til fordel for humoren. Det er nok også derfor, at jeg aldrig har brudt mig ret meget om gyserkomedier generelt. A Night er måske en undtagelse, men det siger mere om Zelazny end genren.

Som litterært farvel er A Night in the Lonesome October umiddelbart noget tyndbenet, men går man bogen efter i sømmene, er det tydeligt, hvor omhyggeligt den er sammensat. Det er slet og ret bund solidt håndværk. Idéen og opgaven er løst upåklageligt, og derfor aftvinger romanen respekt, uanset om det er ren sjov og ballade uden de dybereliggende kvaliteter, der var med til at skabe Zelazny som forfatternavn. Når alt kommer til alt, er der noget smukt i det faktum, at hans sidste bog står tilbage som eksempel på en forfatters kunnen, der har brugt et helt liv på at raffinere sin stil og fortælleteknik. Og når bogen samtidig er én lang hyldest til de fantastiske genrer, så er der ikke et øje tørt.

Nymånen. Tegning af Gahan Wilson

Hvert kapitel i bogen er i øvrigt meget passende illustreret af tegneren Gahan Wilson, der selv har skrevet nogle børnegysere og især kendes for sine humoristiske striber og horror-illustrationer.

The Lovecraft eZine har et temanummer med noveller inspireret af Zelaznys roman i denne måned.

Skriv en kommentar

Filed under Roman