Tag Archives: Signet Books

Henry N. Beard & Douglas C. Kenney, Bored of the Rings (1969): Studentikos skæg og ballade i Middle-earth

Paperback, Signet 1971. Forsiden er skabt af Michael K. Frith

For nogen tid siden fik jeg afsluttet min genlæsning af Lord of the Rings, og det var derfor naturligt at fortsætte ind i Henry Beards og Douglas Kenneys kærlige, absurde parodi på Tolkiens store epos. Parodien, der udkom i ’69, fik navnet Bored of the Rings, og den er en grovkornet satire på både den storladne trilogi og samtidens amerikanske kultur. Parodien er også et vidnesbyrd om den enorme gennemslagskraft, som Tolkiens værker oplevede blandt 60’ernes unge, hvilket gør den til mere end bare en vittig replik til Tolkien, den er også et interessant produkt af sin egen tid, kultur og kontekst.

Forfatterne, Henry Beard og Douglas Kenney, går absolut seriøst til værket, forstået sådan, at de fanger Tolkien præcis der, hvor det er lettest at gøre nar ad den gamle Oxfordprofessor. Den højtidelige sprogtone, alt den lettere meningsløse ”world building”, og det løst sammensatte narrativ bliver alt sammen grebet af Beard og Kenney og omsat til en fuldstændig absurd fortælling, der i grundtræk gentager trilogiens handling i stærkt forkortet form, omend det navnligt er første bind, som står for skud.

Paperback, Signet 1971

En stor del af morskaben i Bored of the Rings opstår ved at fordreje handlingen i forlæggets kapitler, så den højtidelige rejse pludseligt antager karakter af noget grotesk, som er ganske morsomt, fordi Beard og Kenney opretholder Tolkiens tørre, deskriptive sprog uanset, hvor vildt tingene udvikler sig i handlingen. De underspiller med andre ord humoren, hvilket de langt hen ad vejen lykkes ganske godt med.

I historien følger vi en lille gruppe ”buggies”, anført af Frito Bugger (nevø til Dildo Bugger(!)), der sammen med Spam Gangree samt Moxie og Pepsie Dingleberry (slang for ”røvribs”) rejser ud på en lang og farefuld rejse, ledsaget af troldmanden Goodgulf, vandringsmanden Stomper, elveren Legolam, dværgen Gimlet (son of Groin) og Bromosel. Navne alene siger en del om den humor, der ligger læseren i vente, og som vi kommer frem gennem teksten, bliver tingene ikke mindre fjollede. Alle de centrale scener og møder fra Tolkiens trilogi har fået en drejning i som oftest latrinær retning, og selvom sprogtonen forsøger at opretholde en passende episke stemning, bliver den massivt sjofle undertone umulig at ignorere.

Paperback, Roc 1993

60’ernes udsvævende ungdomskultur maser sig også ind i handlingen. Hobbitterne, eller buggies, som de hedder her, ryger flittigt pot i deres piber, og besøget hos Tom Bombadil bliver en af de mest muntre optrin i hele bogen, fordi Bombadil i Bored of the Rings er blevet til et gammelt syrehoved ved navn Tim Benzedrine. Rejseselskabet indtager således LSD, eller det der ligner, og har sig en ganske voldsomt fest, før de kan fortsætte den næste dag med svære tømmermænd.

Bored of the Rings sætter sig et sted mellem studentikos ordleg, forvekslingshumor og skarp kulturel satire. Den svinger mellem letbenede fjollerier og ganske fine, velplacerede stikpiller til kapitalistisk kommercialisering af kultur og landsskab. Det øde kulturlandskab, som Tolkiens rejseselskab drager igennem, er hos Beard og Kenney blevet befolket af det argeste kommercielle bras. Middle-earth er så at sige blevet spoleret af turisme, som har suget sjælen ud af landet og gjort det til en stor forlystelsespark. På den led klinger Tolkiens egen længselsfulde jagt efter autenticitet også med i parodien, men i stedet for at fremføre en verden fri for kapitalismens markedskræfter bliver konsekvensernes klart udmalet hos Beard og Kenney.

Hardcover, Gollancz 2001

Det subversive i Bored of the Rings kommer også frem i forgrunden gennem den stofkultur, der indirekte bliver fremført som noget positivt. Det potrygende rejseselskab møder ikke gobliner, orker og trolde i bogen – nej, mørkets soldater bliver repræsenteret ved de nedrige ”narcs” – små, gemene væsner, der tjener det onde. Narcs er naturligvis slang for ”narkostrømer”, og dermed er fronterne tydeligvis trukket op mellem en grum, kapitalistisk verden og den glade counter culture; alt sammen noget, der kunne være løftet direkte ud af siderne på Gilbert Sheltons The Fabulous Furry Freak Brothers.

Faktisk er der ikke så få paralleller mellem bogen og Freak Brothers, når det kommer til både humoren og selve handlingens opbygning. Men der kan heller ikke være nogen tvivl om, at de to udgivelser langt hen ad vejen blev båret af samme ånd og henvendte sig til samme miljø. Bored of the Rings var hashhumor til hippier, præcis som Freak Borthers var det i begyndelsen.

Paperback, Gollancz 2003

Henry Beards og Douglas Kenneys parodi er underholdende læsning. Hvor sjov man synes den er, bliver i sidste ende et temperamentsspørgsmål. Jeg er personlig ikke til al den navnesjov, men desuagtet er det en bog, som fortjener at blive læst, ikke mindst fordi den som barn af sin tid bidrager til at kaste lys over Tolkien-receptionen i slutningen af 60’erne, hvor den moderne fantasy blev født som genre. Bored of the Rings er imidlertid nok ved at gå i glemmebogen i dag, hvilket er en skam, både for Tolkien-receptionen, men også for fantasylitteraturen generelt. Det er nemlig eksempelvis svært at se den voldsomt populære Terry Pratchetts enorme produktion uden et afsæt hos Beard og Kerrey. Parodien kom med andre ord til at inspirere andre parodier.

En sidste kommentar. Da Tolkien-filmatiseringerne genoplivede kulten omkring ham for en stund, blev Bored of the Rings genudgivet i en lettere opdateret udgave, hvor nye navne og referencer blev lagt ind som erstatning for gamle navne og betegnelser, der ikke længere var aktuelle. Der kom eksempelvis referencer til skuespilerne i filmatiseringen. Den opdatering er synd og skam, synes jeg, og jeg vil til enhver tid anbefale, at man finder sig en ældre udgave, hvor det er de oprindelig referencer, der stadig kan opleves i deres bedagede 60’er-helhed.

Paperback, Gollancz 2011

Paperback, Simon & Schuster 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Black Samurai coolness

Paperback, Signet 1974

Mens jeg gik og pakkede bøger i kasser for noget tid siden, faldt jeg over første bind i Marc Oldens Black Samurai-serie. En af de stakkels bøger, der er havnet købt, men ulæst på hylderne. Det kender du vil ikke? Jeg har altså aldrig fået den læst, men nu skal det være. Jeg tror, at den hårdkogte 70’er-action blandet med pulpede tosserier er det helt rigtige for mig lige nu. Hele serien eksisterede ikke specielt længe; det blev til otte bind, der udkom mellem 1974 og ´75. Det er ikke ret mange bøger målt i forhold til en del af 70’ernes andre action-serier, men måske var hele den såkaldte blaxploitation-bølge relativt kortlivet. Her må de filmkloge læsere af bloggen træde til med svar (Jack J!?). Det er jo sådan set bare en fordel i dag, fordi det gør livet lettere som samler af den slags kulørte sager fra dengang.

Marc Olden (25. december 1933 – 5. september 2003)

Black Samurai-serien indskriver sig, som sagt, helt åbenlyst i den store blaxploitationbølge og viser meget godt, hvordan den underholdningsorienterede ende af bogbranchen i 70’erne forsøgte at følge med tendenserne i filmens verden. Set med nutidens øjne er der noget rørende ved bogmarkedets kamp for at levere præcis det samme, som biograferne leverede. En brav, men tabt kamp. Den gik naturligvis ikke længere, da hjemmevideo og alt det der blev almindeligt, men for en stund var der faktisk et smukt parløb mellem filmbranchen og forlagsverdenen.

Paperback, Signet 1974

Alt dette ændrede sig i 80’erne, hvor serier som Black Samurai forsvandt og blev afløst af de enkeltstående thrillere. Man kunne ikke længere regne med et loyalt marked af bogkøbere, som fulgte med i bestemte serier, hvorfor der måtte tænkes nyt. Det gav for alvor plads til bestsellerforfatterne, som i den grad overtog markedet i 80’erne, men det er en anden snak, som ikke har ret meget med Black Samurai at gøre.

Paperback, Signet 1974

Paperback, Signet 1974

Paperback, Signet 1974

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Douglas E. Winter, Stephen King. The Art of Darkness (1984): Kongen blev hyldet før han faldt

 

paperback-new-american-library-1986

Paperback, Signet 1986. Bogens anden, reviderede udgave

 

Douglas Winter er en vigtig skikkelse i 80’ernes genrehistorie, fordi han med stor ildhu kastede sig over at dokumentere den litterære gyserscene, som den tog sig ud på det tidspunkt. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor gys og gru fortsat var ekstremt populær, og familien af forfattere med mindst én skræk-bestseller i bagagen var voksende. Winter lagde imidlertid heller ikke skjul på, at hans største oplevelse med skrækfiktionen kom, da han i ’74, i et venteværelse, faldt over en novelle af en ”Stephen King”. Et navn, der var ham totalt ubekendt, men historien gjorde indtryk, og Winter gik på jagt efter mere. Og mere, det fandt han, for kun få måneder senere slog King igennem med debutromanen Carrie. Det blev startskuddet til en lavine af fiktion, som forandrede skræklitteraturens vilkår for bestandig, og Douglas Winter var med fra begyndelsen.

Winter skrev flere artikler og anmeldelser af Kings bøger i 70’erns anden halvdel, og efter et møde med forfatteren på en kongres blev det også til en form for venskab og arbejdsfællesskab. Winter fik nemlig lov til at lave en række timelange samtaler med King, der resulterede først i en lille biografi om King (1982) og efterfølgende bogen Stephen King. The Art of Darkness, der så dagens lys i ’84.

 

paperback-new-american-library-1986_bagside

Paperback, Signet 1986

 

Bogen er en lidt sær sammensyning af interview, biografi, litterær analyse og bibliografi. I de glade dage før internet og Google har bogen utvivlsomt været guld værd for Stephen King-samleren på jagt efter hans romaner og spredt publicerede noveller. I dag har den omfattende bibliografiske del af Winters bog desværre overlevet sig selv, og de fleste ville nok nu ønske, at der i stedet havde været et par kapitler mere med bogens andre aspekter, men det kan man jo ikke ændre på.

Fra første side er det tydeligt, at Douglas Winter elsker Stephen Kings værker, og The Art of Darkness er en lang og komplet ukritisk hyldest til Kings forfatterskab. Det gør bogen til en ganske ensidig affære, der har det dobbelte formål dels at udlægge Kings tekster for hans mange interesserede fans, dels at modgå den etablerede presses lunkne modtagelse af King. Winter går dermed til kamp for Kings litterære kvaliteter og demonstrer meget tydeligt, at der skam er alvorlige tematikker hos King, der i Winters univers sidestiller King med en skikkelse som eksempelvis Mark Twain.

 

douglas-e-winter-anno-1985

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

 

Jubelbegejstringen kender med andre ord ingen grænser, men Winter har blik for litterær analyse. Han formår derfor at trække de bedste og stærkeste elementer frem i forfatterskabet. Bogen er således interessant læsning, selv for den, der ikke har synderlig megen begejstring for Kings bøger, fordi Winter faktisk beriger forståelsen af King.

Mens Winter lægger vægtige argumenter for Kings litterære kvaliteter, kan man samtidig læse en række mildest talt problematiske udsagn fra forfatteren selv i bogens interview-dele. Her sammenligner Stephen King sin egen skrivestil med intet mindre end en Big Mac. Han ser sig selv som et brand, en stil eller et udtryk, som læseren præcis ved, hvad er. Hvordan Winter kan arbejde for Kings litterære status, når forfatteren selv tydeligvis bevidst sigter ganske lavt med sit arbejde, er lidt af en gåde for mig.

 

paperback-new-american-library-1984_1ed

Paperback, New English Library 1984. Bogens 1. udgave

 

King beskriver et andet sted sine bøger som hængekøjer, som læseren kan slænge sig i. Igen fornemmer man den komplette mangel på kunstneriske ambitioner hos King, der tydeligvis hellere vil omfavne og behage sine læsere med det, de forventer, end at udfordre dem med noget uventet. En anti-intellektuel og anti-kunstnerisk selviscenesættelse fra Kings side, som også vil være bekendt for den, der har læst hans Danse Macabre.

Winter får ganske enkelt ikke enderne til at mødes i sin bog, fordi alt ved King synes at modsige den litterære forfatterperson, som Winter gerne vil ophøje ham til. Men at King alligevel gerne selv vil ses i det litterære lys, kunne måske ligge antydet i nogle af hans mere ambitiøse bøger (eksempelvis The Stand og It), men det er gætværk fra min side og under alle omstændigheder irrelevant, fordi Kings bøger i min verden er og bliver den Big Mac, han sammenligner sig selv med.

 

stephen-king

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Winters fascination af King og bogens udgivelsestidspunkt er også interessant at se nærmere på. The Art of Darkness udkom, som sagt, i 1984, og på det tidspunkt gik Kings kurs stadig mod stjernerne. Han havde udgivet stort set alle de romaner, der i dag betragtes som hans hovedværker, og King var for længst blevet et verdensomspændende synonym for horror.

Det fører Douglas Winter til, i et lille efterskrift, at filosofere over, hvad fremtiden mon vil bringe for King. Winter er ikke i tvivl om, at der ligger store ting ude i horisonten, men her skulle han vise sig at tage fejl. Der lå ikke store ting i vente, snarere det modsatte. Der kom bare mere af det samme, og Kings forfatterskab overlevede ikke 80’erne med kreativiteten i behold. Ved indgangen til det nye årti – 90’erne – var han blevet en forstenet dinosaur, der var blevet overhalet af yngre, kreative kræfter på skrækscenen. Kings bogsalg gik fortsat fint, men hans popularitet har været faldende lige siden storhedstiden i 80’erne.

 

 

paperback-plume-1986

Paperback, Plume 1986

 

Douglas Winters bog er først og fremmest et tidsbillede af Stephen King på toppen, da han enerådigt regerede skrækscenen. Et billede på den entusiasme og friskhed, som en generation af læsere oplevede, da de mødte værker som The Shining og ’Salems Lot for første gang. Den begejstring er bestemt ikke uberettiget eller ubegrundet, men Kings momentum forduftede hurtigt, mens han sled sig op på tusindsiders romanfortællinger. Winters bog er derfor et bittersødt gravskrift; en lettere løgnagtig ligprædiken, der pynter på Kings forfatterskab ved at ignorere alt det, der umuliggør at måle hans bøger på den kunstneriske vægt, som Winter gerne vil anbringe King på.

Man taler ikke ondt om de skindøde.

 

paperback-new-english-library-1989

Paperback, New English Library 1989

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Robert A. Heinlein, The Puppet Masters (1951): Master of puppets I’m pulling your strings…

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Robert Heinleins kulørte, provokerede og humørfyldte The Puppet Masters fra 1951 danner et brohoved ind i nogle af 50’ernes helt centrale skræktematikker. Derved bliver den også et vigtigt nedslag, hvis man vil forstå, hvordan den gyserfiktion, der udsprang fra SF-genren, kom til at forme sig og dermed også et værk af en vis genrehistorisk betydning. Et værk der for alvor trak gruen ud af gotikkens hengemte favntag og lod skrækken udspille sig midt i en kun alt for genkendelig amerikansk hverdag og virkelighed.

Romanen fører os til begyndelsen af 2000’erne, hvor vi møder agenten Sam, der arbejder for et tophemmeligt, uafhængigt agentur under den amerikanske regering. Historiens stemning er allerede fra de første sider gennemsyret af en underliggende aggression, der tydeligvis er rettet mod den kommunistiske blok, som fortsat i bogens fremtid deler den globale magt med amerikanerne. Stemningen er med andre ord ganske anspændt, og da Sam bliver indkaldt til en ny opgave, står det da også snart klart, at det er en mission af stor betydning.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Et fartøj er styrtet ned i Des Moines, Iowa, men det er ikke bare hvilket som helst fartøj. Det er en såkaldt flyvende tallerken – et fremmed rumskib. Spørgsmålet er bare, om det er et falsum, eksempelvis et kommunistisk komplot af en art, eller om det rent faktisk skulle vise sig at være vidnesbyrd om liv i rummet. Sam får til opgave at undersøge sagen nærmere, og med sig til Des Moine kommer agenten Mary og agenturets leder, der kun går under navnet ”The Old Man”.

Dermed er handlingen skudt i gang til en kompakt, pulpet fortælling, der brager af sted i et afsindigt tempo. For knap er den flyvende tallerken undersøgt, før vores tre hovedpersoner opdager, at der er noget ravruskende galt. Et eller andet rejste til Jorden med rumskibet, og heltene finder skam også hurtigt ud af, hvad det er. Det viser sig nemlig, at der var en form for snyltere om bord, der planter sig mellem skulderbladene på deres menneskevært. Der overtager ikke bare kontrollen over værtens krop, men også dennes vilje. Hvad der først tager sig ud som et lokalt problem i Iowa, er i virkeligheden langt mere omfattende, fordi det nedstyrtede rumskib bare er toppen af isbjerget.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse - den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse – den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Nu går det hverken værre eller bedre end, at vores nævestærke hovedperson Sam bliver fanget og overtaget af en af de fremmede og dermed sat ud af spillet. Som en søvngænger oplever han, hvordan han bliver optaget i en ubehagelig underverden, hvor rumvæsnerne og deres værter arbejder på at vinde verdensherredømmet. Sam kan ikke gøre andet end at arbejde for væsnernes sag og hjælper derfor til med at skaffe nye værtskroppe for parasitterne. Heldigvis får Sams agentur reddet ham, og dermed vender han tilbage fra den anden side med helt uvurderlige informationer. Krigen mod rumvæsnerne kan nu for alvor begynde, og det bliver til en lang og blodig konfrontation, for parasitterne har infiltreret USA langt ind i magtens hjerte.

Heinlein refererer flittigt til de ideologiske og militære modstandere øst for jerntæppet, og han lægger ikke skjul på, at parasitterne til en vis grad sammenlignes med forestillingen om subversive kræfter, der organiserer sig i det skjulte og planlægger at overtage USA. Men Heinlein sætter vel at mærke ikke direkte lighedstegn mellem parasitterne og kommunisterne, faktisk gør han et nummer ud af at understrege, at den fjende, menneskeheden (læs: amerikanerne) nu står over for, er langt, langt mere frygtindgydende, fordi kommunisterne i øst i det mindste har en smule empati – det har væsnerne fra rummet ikke.

Hardcover, Museum Press 1953

Hardcover, Museum Press 1953

Derved iscenesættes et fascinerende dobbeltspil, hvor han på den ene side helt åbenlyst leger med kommunistforskrækkelsen og ganske ublu udnytter en latent, lettere paranoid bekymring i den højredrejede del af USA. Hovedpersonen Sams stikpiller til skrækregimet i Østeuropa sikrer da også med al tydelighed, at læseren ikke et øjeblik glemmer, hvor ubehagelige kommunisterne er, men det er her dobbeltspillet kommer ind. For Sam bliver også ved med at insistere på, at uanset hvad der skulle ske, vil kommunisterne være at foretrække frem for rumvæsnernes kontrol.

Og som handlingen skrider frem, bliver det også klart, at truslen, som The Puppet Masters introducerer, transcenderer klodens politiske alliancer og konflikter. Invasionen fører til en form ideologisk våbenhvile, der gør det muligt for menneskeheden at stå sammen og gøre fællesfront mod deres nye fjende. Dermed får Heinlein også hamret den pointe hjem, som han gang på gang lagde frem i sit forfatterskab, nemlig at mennesket er det grummeste, mest snarrådige og brutale væsen i verdensrummet, og alle, der udfordrer os, med garanti vil få fingeren i klemme.

Paperback, Signet Books 1953

Paperback, Signet Books 1953

Der ligger med andre ord et vigtigt budskab om forsoning i teksten, fordi Heinlein vælger at anskue de geopolitiske konflikter i fugleperspektiv og siger ja, godt nok kan vi ikke enes lige nu, men der er langt større udfordringer, som gør, at vi mennesker må stå sammen uanset overbevisning.

The Puppet Masters er rendyrket pulp af den tyndbenede slags, med alt hvad det indebærer af sjusket og unuanceret sprog, tåbelige dialoger og klodsede beskrivelser. Sådan er det mest af Heinleins fiktion, der sprogligt er noget af en prøvelse. Imidlertid har bogen, som det meste andet Heinlein skrev, en stærk tiltrækningskraft, fordi den er fortalt i et så forrygende tempo, at der ikke er et øjebliks ro i teksten. Handlingen er konstant i fremdrift og konfliktens intensiveres kapitel for kapitel. Samtidig er Heinlein afgjort en af de slemme drenge i klassen. Han fylder sin historie med brutal vold og blod, leverer masser af lumre vittigheder og en hel del studentikose komiske indslag, takket være det faktum, at bogens helte går nøgne omkring, så man kan se, at de ikke er blevet angrebet af parasitterne. Navnlig den smukke agent Mary må lægge ryg til en lind strøm af småsjofle hentydninger og gækkerier, der kan få os læsere til at grynte fornøjet.

Paperback, Panther Books 1960

Paperback, Panther Books 1960

En bog som The Puppet Masters er med andre ord et lummert, larmende pust fra herre/drengeværelset. Det er fiktion til maven, ikke hovedet, og fiktion, der bevidst og frækt bevæger sig på kanten af det acceptable i ’51. I dag har der sneget sig noget ufrivilligt naivt ind over teksten, der ikke nødvendigvis er ældet med ynde, men man kommer ikke uden om, at Heinleins pen er ladet med så meget energi og så stærke kræfter, at han maser alle hensyn til sprog og æstetik til jorden og tonser sin fortælling igennem. Han forfører ikke sin læser, han indfanger og stopfodre nærmere handlingen ind med alle kræfter. Det gør stadig indtryk, og måske er det slet ikke så dumt at læse en bog som The Puppet Masters igen i dag, hvor stærke ideologiske kræfter igen begynder at tale om os og dem, mens langt større, miljøproblemer synes at true vores verden som helhed. Det er i hvert fald et budskab, som er værd at tage med fra Heinleins roman.

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1969

Paperback, Signet 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Baen 2009

Paperback, Baen 2009

 

1 kommentar

Filed under Roman

Stephen King, It (1986): Barndommens land belejret

Paperback, Signet 1987

Paperback, Signet 1987. Den klassiske forside er malet af Bob Giusti

 

Hermed træder vi ind i Stephen King-kerneland, for It er uden tvivl en af de vigtigste bøger i Kings forfatterskab. Tilmed blev bogen ikke alene godt modtaget af læserne tilbage i ’86, den har efterfølgende vist sig at være blandt dem, som King-fans regelmæssigt udpeger som den bedste i den efterhånden voldsomme produktion. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at It viser alle sider af Kings forfatterskab. Bogen kan dermed problemfrit kaldes en nøgleroman i Kings virke, hvilket naturligvis gør den interessant for de analytisk inklinerede.

Som før, når jeg har skrevet om Kings bøger, er en introduktion til handlingen næppe nødvendig. Men vanen tro må vi hellere lige få det grundlæggende på plads. Lillebyen Derry i Maine plages af en gammel rædsel, der lurer under byen og næres af andres frygt. Væsnet under Derry har formentlig altid været der og var der nok også, før byen blev etableret. Hvordan væsnet ser ud, endsige hvad det egentlig er, forbliver uklart igennem hovedparten af bogen. For byens børn, der navnlig ser skabningen, har væsnet imidlertid antaget en grotesk klovns skikkelse.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Med regelmæssige intervaller vågner denne skabning op til dåd, lokker sine ofre til med rænkespil og dræber, indtil det er mæt og atter kan falde til ro. 1957 er et af de år, hvor væsnet er vågnet, og det dræber den lille George Denbrough, men dermed er første skridt frem mod væsnets endeligt blevet taget. George Denbrough har nemlig en storebror – Bill Denbrough – og han finder via en række mere eller mindre tilfældige omstændigheder sammen med en gruppe af andre store børn, der gradvist opdager hemmeligheden om ”Pennywise”, som klovneskabningen selv kalder sig.

Fælles for børnene er det, at de alle på en eller anden måde er utilpassede og står udenfor skolens fællesskab. Én er fed, én stammer, én er sort, én kommer fra et fattigt, belastet hjem osv. Romanens ene halvdel beskriver børnenes kamp mod ”it” i 1957-’58. Bogens anden del beskriver børnene som voksne og deres hjemvenden til Derry for atter at tage kampen op mod væsnet og denne gang gøre det definitivt forbi med skabningen.

Hardcover, Viking 1986. Romanens 1. udgave

Hardcover, Viking 1986. Romanens 1. udgave

Der er noget storladent, næsten mægtigt, over det historiske spænd, som King væver frem med It. Ikke alene får vi et detaljeret tidsbillede af en amerikansk lilleby i 50’erne, han leverer også et portræt af børnenes vej mod succes, efter de har forladt Derry. Bogen beskriver dermed et bredt udsnit af den amerikanske middelklasses vej frem i livet. Der er således tale om et generationsportræt, vel at mærke Kings egen. Dermed også sagt, at It i høj grad handler om de udfordringer, som King oplevede sin generation mødte og måtte overkomme.

For naturligvis er det navnløse ”it” – ”det onde”, som det kom til at hedde i den danske oversættelse – langt hen ad vejen en metaforisk størrelse. Hvad det onde imidlertid præcis konnoterer, er vanskelig at indkredse fuldstændig, dels fordi Kings tematikker er mange, dels fordi han i sidste ende vælger at punktere sin stedvist elegante konstruktion og gøre det hele til et udtryk for en konkret kamp mod en konkret modstander, der øjensynlig kommer fra det ydre rum.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1986

Hardcover, Hodder & Stoughton 1986

It beskriver en form for rite de passage for børnene, ”The Loser’s Club”, som de kalder sig selv. De er på brinken til at blive teenagere og mærker voksenlivet som noget diffust og mystisk ånde dem i nakken. Voksenlivet med alle dets komplikationer og faldgruber, følelser og ansvar. Det navnløse”It”, med klovens ellers venlige ansigt, der lurer i dybet under bugen på byen, er alt det på en gang. Det onde, der sniger sig ind i barndommens land og korrumperer uskylden. Slangen i Paradis, der pludselig en dag dukker op og smider grus i et ellers velordnet maskineri.

Det er næppe tilfældigt, at der er ganske kort fra ”it” til ”id” på engelsk. For gang på gang lader King os dykke ned i både børn og voksens tildækkede, frygtsomme væsen og blotlægger deres inderste rædsler. En rejse ned i underbevidstheden, som King endda gør helt åbenlys, da bogens kulmination udspiller sig dybt nede under Derry i kloakkerne – stedet hvor alt smuds, alt uønsket, alt affald bliver skyllet ned eller gemt af vejen. Et billede på lillebyens, for ikke at sige alle voksnes, kollektive angst og fortrængte skyggesider.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

I sig selv kunne det være mere end nok for en roman, men King føjer endnu dimension mere til fortællingen. Børnene får nemlig, som sagt, ikke dræbt det onde i første omgang. I stedet slår de væsnet tilbage, og som afledningsmanøvre velsigner deres fjende børnene med en form for lykke, der lader dem glemme alt det grusomme og forfører dem med succes uden for Derry. Men voksenlivet kan ikke leves uden konsekvenser, og en dag i midten af 80’rne må de vende hjem og afslutte det arbejde, de efterlod uafsluttet i barndommens land.

Man kan sige, at vennegruppen kommer hjem for at betale den regning, de ikke betalte dengang. Og det nye opgør er om muligt endnu mere grumt og dystert, fordi de denne gang opdager, at de ikke længere står ved indgangen til livet med verden og mulighederne åbne, men med ansigtet rettet mod alderdommen og har mere fortid end fremtid.

Paperback, Perfection Learning 1987

Paperback, Perfection Learning 1987

It er en af de romaner, som jeg ville ønske, jeg kunne holde mere af, end jeg gør. Den har nemlig afgjort en tematisk overbygning, som King har brygget på længe og finpudset til noget ganske raffineret. Desværre lykkes det for King at kaste så meget ekstra vægt ind på sin idé, at han ender med at forplumre det enkelte og slående ved bogen. Ud over de for King sædvanlig, og ret mange, fladpandede passager og dialoger (eksempelvis scenen hvor Bill Denbrough fortæller om sine forældres adfærd, efter hans lillebror er blevet dræbt), bliver It næsten ulideligt sentimental i forsøget på at få klemt så meget idealiseret 50’ern-nostaglgi ind i romanen som muligt.

Men bogen er ikke kun en overgjort 50’er hyldest, den er et imponerende katalog over barndomsklichéer. Børnenes venskab og vennegruppens tanker om deres venskab i 50’erne, da de mødes igen efter mange år, grænser til det sødlandende. Man kan indvende, at King havde brug for at sætte sin barndomsskildring på spidsen for at tydeliggøre den grænsezone mellem barn og voksen, som børnene befinder sig i. Men mindre havde også kunnet gøre det. Langt mindre faktisk, som eksempelvis bevist i hans kortroman The Body fra ´82, der lider under det samme som It, men alligevel fremstår langt mere spiselig.

Paperback, Signet 1990

Paperback, Signet 1990

Jeg er imidlertid ikke et sekund i tvivl om, at en stor del af Its popularitet blandt King-fans skyldes de romantiske barndomsbeskrivelse. Ikke alene er den skildret i et så gyldent og varmt lys, at man uvilkårligt ønsker sig derhen og pludselig længes mod det at være barn, han har også så mange ting med, at de fleste sikkert vil føle en form for forbindelse til enkelte afsnit. Problemet er bare, at det er formidlet så idealiseret, at selvom King punkterer hyggen med dræberklovnens ofte lidt fjollede og meget snakkende tilstedeværelse, forbliver stemningen af en tabt guldalder det overvejende, lettere patetiske, indtryk.

Det har været skrevet flere gange, at It i bund og grund er en kristen roman. Det er meget muligt, for det er de fleste af Kings bøger, men præcis det kristne perspektiv synes ikke synderligt tydeligt her. Klovnen som fristeren og den store manipulator kan let forstås som en djævel, men her kommer man hurtigt ud i en lidt tvivlsom konstruktion, som King næppe havde til hensigt.

Paperback, Signet 1990

Paperback, Signet 1990

Bogen er først og fremmest en skildring af kampen mellem godt og ondt. Og det er synd og skam. Synd og skam fordi, at King ikke kunne slippe sin fetichering af de klassiske godt mod ondt-dikotomier og åbne sig helt mod den tvivl og usikkerhed, der egentlig ligger så centralt i romanen. I stedet fastholder han stereotyper og lader skurkene få deres straf. De stærkt karikerede ”onde” børn, som naturligvis bliver fodtusser i væsnets bøllearmé, får alle som fortjent, og selvom vennerne også har deres offer og martyr, går de gode uskadt gennem fortællingen.

Den slags fungerer i min optik kun dårligt, fordi King dermed ikke formår at beskrive voksenlivets farer og konfrontationer troværdigt. Det bliver i stedet et velfriseret glansbillede, han tegner, som stjæler den følelse af egentlig gru og usikkerhed, som skulle være fyldt med. It er aldrig kedelig, men bogen slider sig selv i stykker, fordi konflikten mellem tematik og udførelse i sidste ende bliver for stor. Resultatet er en oppustet, ufarlig omgang barndomsromantisering, der er præcis så tandløst, at den ubesværet kan glide ned hos de fleste.

Paperback, Hodder & Stoughton  2011

Paperback, Hodder & Stoughton 2011

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2011. 25-års jubilæumsudgaven af bogen

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2011. 25-års jubilæumsudgaven af bogen

3 kommentarer

Filed under Roman

Theodore Sturgeon, Godbody (1986): Et messiansk farvel

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Theodore Sturgeon var, som så mange andre af hans samtidige genreforfattere, særdeles produktiv. Han skrev et utal af noveller samt en håndfuld romaner. Sturgeons foretrukne genre var SF, men han krydsede af og til ind i andre territorier som eksempelvis horror. Uanset genren er hans historier stort set altid centreret omkring et nært, menneskeligt, for ikke at sige psykologisk fokus. Hans fortællinger tilhører dermed absolut den mindre teknologifokuserede gren af SF-genren, hvilken har gjort, at flere af Sturgeons historier har overlevet tidens tand bedre end så mange andre noveller fra samme periode.

Sturgeon udgav, som sagt, rigtig, rigtig meget, men ingen af hans noveller eller romaner kommer kunstnerisk op på siden af Godbody, der blev udsendt posthumt i 1986 – ét år efter hans død. Det er naturligvis trist, at Sturgeon ikke nåede at høste frugterne af sit arbejde, men kortromanens tema taget i betragtning er den vel nærmest at opfatte som et farvel til verden. En afskedssalut, hvor Sturgeon en sidste gang præsenterede sit menneskesyn og tilbagevendende budskab om næstekærlighed.

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Signet Books 1987

Handlingen i Godbody tager os til Catskill Mountains i staten New York, hvor et lille samfund pludselig kommer på den anden ende, da en mystisk fremmed en dag dukker op ud af det blå. Og det er vel at mærke ikke nogen helt almindelig fremmed, der gæster stedet. Manden, der kommer til byen, er først og fremmest nøgen, men ud over det er han sært ubeskrivelig for de personer, der møder ham. Alle er dog enige om, at han er i besiddelse af noget, der ikke kan beskrives som andet end et ekstremt, dragende nærvær. Han tryllebinder alle, han kommer i kontakt med, og snart sætter den fremmedes ankomst til byen en række hændelser i gang, der næppe kan ende godt. Det står i hvert fald hurtigt klart, at den fremmede bliver en udløsende faktor for de interne, sociale spændinger, der hersker i byen.

Den fremmede, der ikke præsenterer sig som andet end Godbody, hverken siger eller gør ret meget. Faktisk synes berøringen at være hans primære kommunikationsform – men præcis disse berøringer har da også en voldsom, nærmest ekstatisk, effekt på dem, han møder. Første vidne til Godbodys evner bliver byens evangeliske præst, siden en række andre prominente personer i lokalsamfundet.

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985)

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985) fotograferet i begyndelsen af 70’erne

Konkret er romanen bygget op som en serie af sammenvævede førstehåndsskildringer, hvor en ny person får ordet i hvert kapitel. Fortællingen springer dermed som kædedans fra person til person og leverer en række forskellige perspektiver på hændelserne i byen – alt sammen fortalt med forskellige stemmer og forskellige syn. Det skaber en helt særlig dynamik i teksten og formidler perfekt det forhold, at romanens absolutte omdrejningspunkt ligger i beskrivelsen af folks første møde med Godbody.

Bogen har med andre ord en usædvanlig opbygning, og man kan da også hurtigt konstatere, at Sturgeons kortroman er en nytestamentlig parafrase. Det er en gendigtning af passionens sidste, afgørende fase og fortsætter så videre frem mod den første menigheds stiftelse efter Kristi død. Det interessante bliver derfor også selve beskrivelsen og indholdet af Sturgeons eksegese. Hans fremstilling af mødet med Godbody(Kristus) sker nemlig gennem en sprogbrug rodfæstet i genrelitteraturen, hvilket utvivlsomt er et bevidst valg.

Hardcover, Dutton Adult  1986. Romanens 1. udg.

Hardcover, Dutton Adult 1986. Romanens 1. udg.

Mødet med Godbody bliver iscenesat med samme intensitet og fremmedartethed som beskrivelser af konfrontationen med rumvæsner eller liv fra andre planeter. Det er et tankevækkende greb, fordi Sturgeon på den led undgår de sædvanlige numinøse eller sublime diskurser, der har præget religiøs litteratur siden romantikken. Sturgeon gør med andre ord noget klogt, idet han går fænomenologisk til beskrivelserne og trækker samtidigt på hele hans gamle SF-værktøjskasse. Han bruger på den led en velkendt genre, men transformere den til noget andet. Det, Sturgeon gør, bliver med andre ord skriveteknisk spændende og litterært ganske potent.

Man må så spørge, hvad Sturgeons himmelfaldne Kristus (Godbody) repræsenterer; hvad han står for? Svaret er ganske enkelt næstekærlighed. Sturgeons sidste roman er et råb om medmenneskelighed og kærlighed. Hans Kristusfigur, der har mere med Nietzsches fromme idiot-Jesus at gøre end både protestantiske og katolske Kristus-forståelser, synes først og fremmest at være materialiseret, karismatisk kærlighed. En umiddelbar følelse i kød og blod, der er så enkel, at dens klarhed kan virke skræmmende og forstyrrende. Flere af bogens personer gribes således af frygt, da de ser Godbody, og det er på grund af frygt, at han til sidst bliver dræbt og gravlagt.

Ebog, Gateway 2014

Ebog, Gateway 2014

Med Sturgeons kristusforståelse løber en kraftig institutionskritik af etablerede kirkesamfund, der ifølge forfatteren har fremmedgjort sig fra kærlighedsbudskabet, og i stedet er forstenet i former og praksisser langt fra udgangspunktet. Den kritik er velkendt og kunne være blevet gumpetung og overgjort, men et af de mesterlige træk ved romanen er, at den netop undgår dette. Den udspiller nemlig passionen i en ny ramme og efterlader hovedpersonerne i et vadested efter offerdøden er fuldbragt. Her kan de nu følge Godbodys immaterielle bud om kærlighed og leve sværmerisk og frigjorte eller de kan begynde forfra og skabe en ny kirkeinstitution. Hvilken vej hovedpersonerne vælger, får vi aldrig at vide, og valget bliver dermed implicit ført videre til læseren. Hvor står du, spørger Sturgeon?

Nu fremstår alt det her meget fromt og indfølt, men man behøver absolut ikke være specielt optaget af kristne tanker for at værdsætte Godbody. Romanens metafysiske overvejelser går nemlig videre end en strengt kristen tænkning; de løber ind i en overvejelse om mødet med noget større end os selv, og hvordan dette møde både intellektuelt og socialt kan transformere vores verden. Det nyreligiøse udtryk, som Sturgeon vælger, runger af spirituel, glad New Age og hippie-romantik, men det er bare den ene side af mønten.  På den anden side finder vi H. P. Lovecrafts lakoniske, skræmmende øer af komfortabel uvidenhed, der opretholder den verdensorden, vi kender. Godbody favner begge sider. Den viser hvordan verden kan blive rigere og smukkere ved at få udvidet sine horisonter gennem mødet med noget ”større”, men han viser også frygten og chokket, når de sociale konventioners mure brydes ned. Gruen, der udstiller, at alt, vi har opbygget og troet på, er konstruktioner og illusioner.

Sturgeons bog er skrevet omtrent så enkelt som Godbodys budskab, men filosofisk trækker han måske – måske ikke – bevidst på lange traditioner i den vestlige filosofi, og leverer her en dybsindig roman, som kroner et langt liv i pulpens verden. Man kan være enig eller uenig med hans fokus på Kristus som kærlighedsmetafor, men selv når man, som mig, regner sig som ikke-troende, rummer billedet en enorm, arketypisk potens, der er værd at tænke videre over. Godbody er ganske enkelt stimulerende læsning og et smukt sidste kapitel i forfatterens liv. Ære være Theodore Sturgeons minde.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

L. Sprague de Camp, Rogue Queen (1951): Kønskamp og Rumromancer

Paperback, Signet Books 1972. Forsidens skaber er desværre ikke krediteret

Paperback, Signet Books 1972. Forsidens skaber er desværre ikke krediteret

En af de måske bedst kendte og mest omdiskuterede bøger fra denne romanrække, der samlet kaldes for Viagens Interplanetarias-serien, er Rogue Queen. Et hæsblæsende rumeventyr, der udspiller sig på planeten Lalande. De ganske humanoide klaner, der lever på denne planet, er organiseret i matriarkater, men hvad der måske er mere væsentligt, planetens befolkning er organiseret i samfund, der på mange måder ligner bier eller myrers organisation.

Der er en dronning i hver stamme, der holder et harem af hanner, som befrugter hendes æg, mens kvinderne arbejder og slås som soldater. Og når jeg nu i øvrigt skriver æg, er det ikke æg i en æggestok, der tales om. Nej, planetens dronninger lægger ganske bogstaveligt æg, hvilket uden tvivl er et af de mere bizarre indslag i bogen.

Paperback, Signet Books 1972

Paperback, Signet Books 1972

Planetens forskellige samfund er skarpt inddelt i et kastesystem, hvor alle medlemmer har specifikke roller. Der er mulighed for at avancere i systemet, men det kan koste dyrt at stikke næsen for langt frem på det forkerte tidspunkt. Den hierarkiske opdeling bliver nemlig brutalt håndhævet. Især de mandlige droner lever et kort liv, idet de aflives, så snart deres virilitet begynder at dale. Imidlertid er det ikke alle, der accepterer samfundet, som det er. Både mænd og kvinder er flygtet ud i ødemarken, hvor de har sluttet sig sammen i røverbander, der plyndrer og hærger, hvor de kan.

Naturligvis bekriger planetens forskellige klaner også hinanden for et godt ord. Netop som en ny blodig krig skal til at udspille sig, sker der imidlertid noget. Et rumskib fra Jorden lander på planeten. Besætningen er på en forskningsmission, og den har egentlig ordre om ikke at blande sig i lokale forhold. Det bliver imidlertid vanskeligt, da de hurtigt bliver indblandet i stribevis af intriger. Ikke mindst takket være krigerkvinden Iroedh, der ser potentialet i jordboernes overlegne teknologi og materialer. Da hun stjæler en machete af stål, bliver det således gnisten, der udløser en lavine af uforudsete politiske konsekvenser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Det er med fuld berettigelse, at Rogue Queen indtager en vigtig rolle i den tidlige, moderne SF. Sprague de Camps greb om fortællingen og det litterære udtryk støtter sig til hele den skole af rumeventyr, som bl.a. Edgar Rice Burroughs var med til at forme. Det vil sige helteeventyr i verdensrummet, som efterfølgende er blevet imiteret til hudløshed af enorme mængder af pulpforfattere. De Camp står med begge ben forankret i denne pulptradition, hvor det er handling, spænding og eventyr, der er i hovedsædet. Men modsat mange af sine samtidige tog de Camp store skridt i en ny retning med Rogue Queen.

Bag al den lystige ramasjang, der fylder bogens sider med kamp og vildmarksoplevelser, ligger der nemlig et fascinerende forsøg på at italesætte det vestlige kønsrollemønster, der var begyndt at ændre sig efter Anden Verdenskrig. Men diskussionen af kønsrollerne er i virkeligheden kun en vej ind til en langt vigtigere diskussion i bogen, der handler om sex og det erotiske forhold mellem køn. Den slags er jo ikke noget nyt i dag, men i ’51, da romanen udkom, var det et drastisk skridt for en genre, der ellers primært havde beskæftiget sig med politik og videnskab.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens 1. udg.

Med Rogue Queen forsøgte de Camp nærmest advarende, at vise, hvordan magt og sex hænger sammen. Planetens brutale matriarkat bliver sat op som en spejling af kvindebevægelsen. ”Vil I sådan et samfund?” spørger de Camp retorisk kvinderne, og naturligvis er der ikke nogen, der ønsker det fascistoide system, der eksisterer på planeten. Et system, der ifølge de Camp, fører til et tab af mandens maskulinitet og samtidig et tab af kvindens femininitet.

Bogens ideelle forhold mellem kønnene er en drøm om paradisisk ligestilling, hvor begge parter utvungent af omgivelserne kan bidrage ligeligt til forholdet. For en kort stund får de Camp også vist, hvordan denne arkadiske tilstand kan udformes, da bogens helte kommer ud på en længere vildmarksrejse. Men de Camp er naturligvis fuldt ud bevidst om, at dette er en kortvarig drøm. En illusion, der ikke kan overleve mødet med virkelighedens verden.

Paperback, Dell Books 1952

Paperback, Dell Books 1952

Derfor må han også fremstille et realistisk bud på et harmonisk forhold mellem mand og kvinde. Og det er måske her, filmen vil knække for de fleste læsere i dag. Sprague de Camp bruger nemlig Winston Bloch og Barbe Dulac fra jordboernes rumskib som billede på dette. De to forskere forelsker sig undervejs gennem romanen og får derved lejlighed til at vise planetens kvinder, hvordan man kan leve sammen på Jorden.

Den piberygende akademiker Bloch er den traditionelle, maskuline udadvendte figur – også selv om han rent faktisk ikke fysisk er nogen helt. Han er snarerest en klassisk antihelt, som får lov at spille rollen som helt. Bag manden er det nemlig Barbe, der styrer alt og giver plads til, at Bloch opretholder illusionen om hans forrang og kontrol. Eller sagt på en anden måde, manden er ren facade, mens kvinden er den reelle magt i forholdet. Det kan man så mene om, hvad man vil, men det de Camp glemmer, i sin fejring af kvindens diskrete overmagt i hjemmet, er den pris, der betales for magten. Barbe er nemlig en helt traditionel husmor, til trods for, at hun er kommet med ombord på rumskibet.

Paperback, Pinnacle Books 1954

Paperback, Pinnacle Books 1954

Bogen har modtaget en hel del kritik i de senere år, fordi den punkterer det feministiske projekt om ligestilling, som antydes i romanens første del. Den kritik er der vel noget om. På det punkt er bogens budskab ikke videre sympatisk i dag, men jeg vil stadig mene, at de Camps roman er væsentlig. Den har været med til at bringe kønsdebatten ind i SF-genren. Samtidig har hele hans etnografiske tilgang til den fremmede planet, hvor handlingen udspiller sig, klare paralleller til eksempelvis det, Jack Vance senere excellerer i. Dermed peger romanen tydeligt frem mod den type SF, der for alvor begyndte at blomstre i ´60’erne.

Alt dette kan måske lyde tørt, men det er det slet, slet ikke. Som jeg nævnte indledningsvist, skriver de Camp ud fra en letbenet pulptradition, der først og fremmest handler om at fremstille en underholdende fortælling. Det gør han i den grad. Bogen er fyldt med krig og kamp, sære væsner og hurtig action. Faktisk så meget, at de Camp måske mister tråden undervejs, men det er en biting. Romanen er et spændende udtryk for en amerikansk kultur i opbrud. Hjemmefronten var ikke længere, hvad den havde været, og kønskampen skulle kun blive mere udtalt. Rogue Queen var dermed bagstræberisk få år efter at være skrevet, men som underholdende oplæs til diskussion har romanen absolut fortsat værdi.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Hardcover, Remploy Books 1974

Hardcover, Remploy Books 1974

Paperback, Bluejay Books 1985

Paperback, Bluejay Books 1985

Paperback, Phoenix Pick, 2012

Paperback, Phoenix Pick, 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mona Williams, The Messenger (1977): Familiedrama med overnaturlig fernis

Paperback, 2. udg., Signet Books 1978. Forside med Signets klassiske layout

Paperback, 2. udg., Signet Books 1978. Forside med Signets klassiske layout

Mona Williams debutroman The Messenger har i grunden mange elementer, der umiddelbart peger i helt andre retninger end den roman, hun faktisk skrev. En meteor styrter i 1926 ned på en lille, næsten ubeboet, ø ud for kysten i Maine. Kort efter forsvinder en familie på øen (måske ikke) sporløst, og fra da af kalder de lokale på fastlandet øen hjemsøgt. Så skulle der jo egentlig være lagt i kakkelovnen til en klassisk pulp-gyser. Sådan er det bare ikke. Mona Williams skrev nemlig i virkeligheden et familiedrama, der godt nok udspiller sig med skræmmende, overnaturlige begiveheder i kulissen, men som dybest set handler om tre generationer af kvinder og deres mænd, der mange år efter 1926 samles på øen. De mødes i det hus, hvorfra familien i sin tid forsvandt, samlet for at dele nogle uger på øen, før det gamle hus bliver revet ned og omdannet til hotel og rekreativt område.

Familiedramaet er navnlig centreret om to problemstillinger. Først de tre søstres forhold til deres dominerende mor, der aldrig har villet påtage sig rollen som den ansvarlige forsøger. I stedet har hun misundt døtrene deres ungdom og påtvunget dem ansvar, som egentlig burde være hendes. Den problemstilling forgrener sig ud i søstrenes indbyrdes relation og forholdet til deres mænd og børn som en langsomt virkende gift, der for alvor vinder styrke, da de alle samles for første gang i mange år.

Paperback, 2. udg., Signet Books 1978

Paperback, 2. udg., Signet Books 1978

Den afgørende og måske mest alvorlige problemstilling udspiller sig om den lille familie på tre – Cynthia, hendes mand Edwin og deres teenagedatter Gertrude, bare kaldet Trudy. Problemerne er her helt anderledes alvorlige, for Trudy har fået konstateret leukæmi. Sygdommen og deres meget forskellige forsøg på at håndtere sorgen over Trudys dødsdom har drevet familien fra hinanden. Da de kommer til øen, sker der imidlertid et tilsyneladende mirakel. Trudy får det bedre – men er hun virkelig rask?

Familiens intriger og problemer snor sig ind mellem hinanden, og de tørner sammen på kryds og tværs i det store hus. Bag de dybest set ret trivielle konflikter løber der et mystisk spor, som får indflydelse på intrigerne. Noget på øen eller måske endda i huset spøger. Et gammelt ægtepar bor angiveligt i en hytte på øens yderste spids. Ingen har set dem i nyere tid, men det fortælles om dem, at de skulle være kommet til øen, da den oprindelige familie forvandt efter meteornedslaget i ’26. Har de mon noget at gøre med de sære begivenheder i huset? Er det dem, der forsøger at skræmme beboerne bort for at forhindre planerne om at rive den gamle bygning ned? Eller går de døde igen på øen?

Hardcover, 1. udg., Scribner 1977. En fin forside, der fanger bogens tidløse stemning godt

Hardcover, 1. udg., Scribner 1977. En fin forside, der fanger bogens tidløse stemning godt

Bevidst eller ej krydser Mona Williams flere traditionelle genreskel og blander spøgelsesfortællingen med det, der må karakteriseres som traditionelt SF-tankegods. Der er dog dybest set tale om staffage. Et overnaturligt eller uforklarligt element, der skal fungere som katalysator for fortællingen uden egentlig at være selve omdrejningspunktet. Som Williams skriver: ”An island is a little world in itself – it need not necessarily submit to any laws existing outside its own boundaries” (Signet, s. 20). Det virkelige drama udspiller sig mellem husets gæster under påvirkning af øens og husets skyggefulde atmosfære.

Grundtonen i Mona Williams historie er gotisk. Romanen indskriver sig som en sen udløber af den særdeles populære gotiske bølge, der havde været en væsentlig romangenre siden 50’erne og fortsat var det op gennem 1960’erne. En stor del af de gotiske romaner, der udkom under genrens storhedstid, blev skrevet af kvinder og havde kvinder som den præmære læsergruppe. I 1977, da Mona Williams debuterede med The Messenger, var den gotiske genre imidlertid mere eller mindre blevet overhalet af andre former for gys og kærlighedsromaner. Af den grund er der også noget konservativt eller altmodisch over Williams gotik, der fremstår ude af trit med tiden og sit potentielle publikum.

Som horrorroman er The Messenger næsten for afdæmpet – ikke subtil vel at mærke, men afdæmpet, fordi Mona Williams i virkeligheden indsnævrer gyset til nogle få scener, hvoraf enkelte, det må man give hende, faktisk fungerer rigtig fint. Men hovedparten af historien handler om familien, deres tanker, følelser, skænderier og lidt bornert-beskrevet sex. Alt sammen noget der ikke falder meget uden for det, man finder i 10-20 år ældre gotiske romaner. Det er imidlertid mere interessant at notere sig, at Signet Books, der udgav romanens anden udgave i 1978, lancerede den som okkult chocker i stil med eksempelvis Blattys bestseller The Exorcist (1971). Det er i den grad falsk varebetegnelse, og den, der regner med at finde et okkult gys, når man snupper The Messenger ned fra hylden, vil blive slemt skuffet. 

Hardcover, 1. udg, Harper & Row 1971. Jeg har altid været ret glad for den forside. Bemærk pigens øjne. Creepy stuff!

Hardcover, 1. udg, Harper & Row 1971. Jeg har altid været ret glad for den forside. Bemærk pigens øjne. Creepy stuff!

Da bogen udkom boomede horror, og Signet havde blandt andet haft stor succes med deres paperback-udgaver af Stephen Kings romaner. Gys var blevet til bestseller-materiale. For at leve op til den nye stil og trend skulle der kraftigere, mindre subtil fiktion på bordet. Her faldt de gotiske romaner igennem og blev stigmatiseret som bedstemor-horror. Og det er da også præcis, hvad Mona Williams debutroman er. Den mangler enhver fornemmelse af friskhed og bid. Den gentager velafprøvede dramatiske konventioner fra pulpede romantiske historier og lader endda sit klimaks udspille sig under en voldsom storm, hvor lidenskaben raser bag husets gamle vægge, mens stormen bruser uden for.

Signet gav Mona Williams’ bog en ny indpakning, der kamuflerer indholdet og fremhæver præcis de punkter, som der faktisk er mindst af i historien. På den måde kan man faktisk blive lidt klogere på de fremherskende tendenser i tidens gys ved at se nærmere på The Messenger. På mange måder fremstår den som et symptomatisk eksempel fra en brydningstid, hvor omslag eller indpakning peger frem, mens indholdet viser sit ståsted i gamle for længst udtømte temaer.

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

En af anmeldelserne på Signet-udgavens bagside sammenligner romanen med Shirley Jackson, og der er da også nogle overfladiske slægtskaber mellem Williams fiktion og mesterlige Jacksons værker. Sammenligning må dog siges at være ganske overfladisk, for The Messenger står som et stykke ordinært metervare, der stedvist har virkningsfulde horror-episoder, men mindst lige så ofte går med begge ben i klichéernes grøfter. Til det kan man så også føje et lidt famlende, overdramatisk sprog og en jævnt utroværdig dialog, hvilket alt sammen gør bogen til en tvivlsom affære. Ikke desto mindre er den interessant som studieobjekt i et genrehistorisk øjemed, men her er vi vel også ude i det så specialiserede, at de fleste vil være stået af for længst.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman