Tag Archives: Sphere Books

Juris-Karl Huysmans, Là-bas (Dybet) (1891): Ned i sølet og op igen

Paperback, Sphere 1974. Den udgave af romanen, som jeg har læst i oversættelsen fra 1924

Da Juris-Karl Huysmans gik i gang med sit berømte værk Là-bas, var det med baggrund i et dybt personligt udviklingsprojekt, der havde sendt ham fra en sværmerisk kunst for kunstens skyld til i stigende grad at se kunsten som en måde at nærme sig en religiøs erfaring.

Huysmans bliver ofte knyttet til den såkaldte dekadente bevægelse i fransk litteratur i 1800-tallets slutning, hvilket sådan set også er meget rimeligt, selvom han på flere punkter skiller sig ud fra den gruppe. Det gør Huysmans ikke mindst takket være den idealisme, som han i stigende grad kom til at udtrykke i sit forfatterskab, men mere om det lidt længere nede. Først må jeg nemlig hellere præcisere, hvorfor Huysmans’ Là-bas er relevant på Fra Sortsand.

Joris-Karl Huysmans (5. februar 1848 – 12. maj 1907) alias Charles-Marie-Georges Huysmans

I romanen, der udkom 1891, introduceres vi til den anæmiske forfatter Durtal, der slider sig ihjel på et storværk om de historiske, middelalderlige rødder for folkeeventyret om Blåskæg. Det er, som bekendt, en grum fortælling om manden, der myrder sine koner, og Durtals kilder viser, at den ”virkelige” Blåskæg ikke var mindre blodtørstig, men Durtal finder også ud af mere. Den historiske Blåskæg gør nemlig oprør mod de sociale og religiøse bånd, der begrænser hans personlige udfoldelse. Det fører ham i kontakt med diabolske kræfter, der i sidste ende bliver Blåskægs undergang.

Netop det forhold, at Blåskæg satte sig uden for kirken, kommer til at optage Durtal, der bliver fascineret af Blåskægs tilvalg af Djævlen. Han bliver måske endda mere end bare fascineret. Gennem forfattervenner begynder Durtal nu også selv at blive optaget af det diabolske, og det går gradvist op for han, at satanisme ikke bare er noget, der hører fortiden til. Det bliver praktiseret midt i det moderne Paris. Der sker med andre ord en spejling af Blåskæg i Durtal, som på sin vis gentager Blåskægs historie nu blot i en moderne kontekst.

Hardcover, Tresse & Stock 1891. Romanens 1. udgave

Den store kulmination på det hele kommer, da Durtal til sidst bliver taget med til en hemmelig sort messe. Oplevelsen bliver den modgift, som Durtal har søgt efter. Da han ser, hvad der udspiller sig under denne ceremoni, bliver han kureret for enhver fascination af det diabolske, og han flygter hals over hoved bort. Han flygter ind i armene på kirken, som han nu forstår og værdsætter med fornyet kraft.

For alle entusiaster af genrefiktion er det naturligvis Durtals udforskning af den okkulte underverden i Paris, der er bogens attraktion. Huysmans væver i romanen middelaldermystik og melodramatisk spændingsfiktion sammen og føjer dertil et eksistentialistisk lag, som kredser om Durtals ulykkelige fascination af mørket.

Der er ikke nogen tvivl om at Huysmans’ værk lægger sig i forlængelse af en gotisk roman som The Monk (1796), men værket skærper portrættet af satanismen ved at flytte det ind i det dekadente parisiske bourgeoisi, hvor rigmænd og intellektuelle står skulder ved skulder foran Satans alter i en gudstjeneste, der naturligvis bliver anført af en frafalden præst.

Det var absolut skrappe sager, da romanen udkom, og bogen udløste en mindre skandale for sine bramfri skildringer af de seksuelle udskejelser, der skete under den sataniske messe. Noget der naturligvis har været med til at sikre Huysmans en plads i litteraturen, men Là-bas var ikke tænkt som (kun) en provokation.

Hardcover, La Connaissance 1924. Titelbladet i denne fine udgave, der dog ikke for nogen specielt spændende forside

Præcis som Matthew Lewis med The Monk har Huysmans et anliggende med sin skildring af den selvfornedrelse, der sker i Satans navn. Hans alter ego, Durtal, søger autenticitet og en vej til stærkere erkendelse af den åndelige side af livet. Den vej kan han ikke finde i sin samtid, hvor den katolske kirke har mistet sin evne til at skabe en oplevelse af transcendens. Durtal ønsker imidlertid dette åndelig samvær med noget metafysisk større. Durtal har, præcis som Huysmans selv, først søgt dette i naturen, men også her har han mistet kontakt med gudserfaringen, hvorfor denne ulmende satanisme med dens ritualer og gamle hemmeligheder pludselig fremstår som en mulig vej til nye og ægte erkendelser.

Her tager Durtal fejl, må han erkende, og i stedet kaster den søgende forfatter sig over kunsten som den sande kilde til erfaringen af Gud. Æstetikken bliver det svar, som Dural søger, og Huysmans følger dermed Friedrich Schleiermachers tanker om kunstens rolle i religionen, der netop var fremherskende på dette tidspunkt og blev en kilde til fornyet spiritualitet i intellektuelle kredse.

Hardcover, University Books 1958

Med Là-bas beskriver Huysmans tvivleren, der er på nippet til at miste troen helt. Han søger, men ved ikke, hvor han skal gå hen og havner derfor i et spirituelt mørke, der fører ham langt, langt ned – helt ned i dybet. Den grumme, nutidige skrækforfatter ville naturligvis ikke lade Durtal vende tilbage fra dette diabolske mørke, men her går Huysmans en anden vej, fordi bogen skildrer en erkendelsesproces. Kunsten er Durtals redning, og kunsten som kilde til transcendens bliver også hovedtemaet i mere eller mindre alt andet, Huymans skrev efter Là-bas.

Det kan dermed heller ikke overraske, at Huysmans forfatterskab ganske ofte bliver beskrevet som indadvendt, for det er hans fiktion i højeste grad. Romanen er én lang refleksion over troens mysterie og erkendelsen af Gud. Undervejs møder Durtal forskellige individer, der bliver talerør for bestemte synspunkter, der alle på en eller anden måde udfordrer Durtal og sender ham videre ind i den labyrint af tvivl, angst og oplysning, der driver ham.

Hardcover, Garnier-Flammarion 1978

Trods bogens okkulte dimension må man ikke være i tvivl om, at dette først og fremmest er et stykke realistisk fiktion, der ganske vist bruger gotikken og dele af samtidens fascination af det morbide, men fortællingen aktiverer ikke overnaturlige elementer. Satanismen bliver skildret som et absurd, menneskeskabt teater, der i virkeligheden bare er et skalkeskjul for utøjlet, skamløs liderlighed og moralsk forfald. Det er med andre ord ikke nogen egentlig religion, men her adskiller satanismen sig paradoksalt nok heller ikke stort fra den tomme religion, Durtal finder i den katolske kirkes institution, der synes forblændet af sin egen magt og ceremoniel.

Som en anden opdagelsesrejse må Durtal finde sin egen åndelige vej, og det gjorde han, præcis som Huysmans også selv gjorde det. Skal man indpasse værket et sted i genrefiktionens kronologi, er det således relevant at se Huysmans åndelige søgen som noget, der peger frem mod Algernon Blackwoods værker, der i høj grad følger det spor, der blev udstukket med Là-bas og udbyggede dette yderlige i jagten på erkendelse.

Paperback, Penguin 2002

Durtals rejse ned i underverdenen er ikke noget gotisk brag af morbide optrin og forbudt opførsel, det er nærmere en stille samtale, som gradvist bliver mere og mere skummel, før der til sidst bliver luftet ud og sollyset slippes ind. Det er næppe alles kop the, det var det ikke dengang, og det heller ikke i dag, men jeg synes nu, at det er meget sjovt at gå i kødet på et værk som dette, fordi det er litteratur, som kan sætte tankerne i gang hos læseren. Præcis det er sundt, tror jeg.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Poul Anderson, Three Hearts and Three Lions (1961): På eventyr i Danmark

Paperback, Sphere Books 1974. Den herlige forside er skabt af Patrick Woodroffe

Jeg har været en smule optaget af Poul Anderson i den seneste tid, efter at jeg blev meget begejstret for hans The Broken Sword (1954) – et lille mesterværk af en genreroman, som varmt kan anbefales til alle, der er løbet sur i fantasygenren, som den ser ud i dag, og nu trænger til noget anderledes fra den kant. Three Hearts and Three Lions fra 1961 er stærkt beslægtet med førnævnte roman, men alligevel er der tale om to meget forskellige bøger. Sidstnævnte, der er under luppen her, kan da heller ikke hamle op med The Broken Sword, men den er trods det underholdende og sjov, fordi den udspiller sig i middelalderens Danmark. Det vil sige en noget eventyrlig udgave af dansk middelalder, men ikke desto mindre Danmark.

Poul Andersons ophold i Danmark som ung mand gjorde indtryk på ham, og den danske indflydelse slog igennem som eksotisk element i flere af hans tekster. I Three Hearts and Three Lions er den danske vinkel, som sagt, meget tydelig, ikke kun på grund af stedet, hvor handlingen udspiller sig, men også fordi det hele drejer sig om den paneuropæiske myte, der under vores himmelstrøg blandt andet har fået navnet Holger Danske.

Hr. Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Romanens anslag udspiller sig under Anden Verdenskrig. Den forældreløse immigrant Holger Carlsen, der lever i USA, oplever en pludselig længsel efter at tage hjem til sit fædreland Danmark og gøre sit for at bekæmpe den tyske besættelsesmagt. Derfor drager Holger over Atlanterhavet og slutter sig til modstandsbevægelsen. Under en natlig aktion ved den sjællandske kyst, ikke langt fra Helsingør, besvimer Holger. Han forstår ikke, hvad der skete, men da han vågner, befinder han sig alene i en skov. En stridshingst med fuldt panser og rustning til en rytter står i nærheden og venter. Noget konfus snupper Holger, efter kort overvejelse, både hest og rustning og begiver sig afsted på det, der bliver et ganske utroligt eventyr.

Holger er forvirret og undrer sig over den vildsomme skov, han pludselig befinder sig i. Det ligner ikke det Danmark, han kender. Mere mystisk bliver det, da han kommer til en hytte, hvor han får mad og husly hos en gammel kone, der kommer med en række uhyrlige påstande. Konen fortæller nemlig, at Holger befinder sig i 1100-tallet. Han må altså være rejst i tid, hvilket Holger naturligvis først nægter at tro på, men snart begynder der at ske så mange ting, at han accepterer, at der må være tale om en form for sjælevandring, der har sendt ham bagud i tid.

Hardcover, Doubleday 1961. Romanens første udgave i bogformat

Konen i hytten er ikke en hvem som helst. Hun er en heks af folkeeventyr-slagsen, som tilbyder at hjælpe Holger med lidt sort magi. Han takker ja, uden helt at vide, hvad han siger ja til, og dermed begynder Holgers rejse ind i eventyrets verden, hvor han må rejse til elverfolkets rige for at kunne komme hjem til sin egen tid igen. Undervejs får han hjælp og følgeskab af en dværg, en svanemø og flere andre, men han møder også fjender. Alvorlige fjender, for elverfolket er bestemt ikke begejstrede for Holger. Men der er også større ting på spil, som involverer Kong Arthur-legendernes fe Morgana.

Den velorienterede læser vil nikke genkendende her, for vores Holger Danske og Kong Arthur er del af samme mytekompleks om den slumrende hjælper, der skal vende tilbage i nødens stund. Romanens Holger Carlsen bruger størstedelen af fortællingen på at overveje, hvem han egentlig er, og hvorfor han er havnet, hvor han er. Sandheden kommer gradvist til ham, og det står klart for os læsere, at Poul Anderson har en underliggende fortælling bag forgrundens historie. En historie om kampen mellem godt og ondt, eller rettere, mellem orden og kaos.

Paperback, Avon 1962

Det, der i begyndelsen kunne fremstå som endnu et opkog på Mark Twains Connecticut Yankee, viser sig at være en episk beretning, som i virkeligheden udspiller sig på tværs af tid og rum, fordi lovens og de kaotiske kræfter strides i alle tider på en gang. Vores hovedperson Holger Carlsen er selvsamme Kong Arthur, Karl den Store, Sven Felding og alle de andre sovende helte fra myternes verden på en gang. På samme måde er feen Morgana blot en ud af mange former, som hans kosmiske, kaotiske modstandere har antaget.

Alt dette går kun langsomt op for Holger. Han vokser med opgaven og træder gradvist i karakter som den episke stridsmand, han er. Den moderne, ”nutidige” Holger forsvinder og viger pladsen for myternes helt, som undervejs udsletter den ordinære Holger og gør ham til en form for ren kraft. Det er spændende, hvad Anderson her leger med, og noget, som efterfølgende har inspireret flere andre forfattere – både Roger Zelazny og Michael Moorcock har eksempelvis taget den idé til sig og ført den videre i en mere klar og konsekvent facon.

Paperback, Avon 1970

Men der ligger også endnu en dimension i dette, for mens historiens Holger kæmper sig vej gennem et eventyrligt Danmark befolket af drager, enhjørninge, elvere og dværge, forstår vi også, at hans kamp spejler en kamp i vores nutid, hvor de kaotiske styrker er aksemagtens kræfter, der har besat store dele af Europa. Hitler og hans mænd er med andre ord vor tids inkarnation af det kaos, som Holger bekæmper i middelalderen.

Three Hearts and Three Lions er afgjort en underholdende og fængende roman, men noget mesterværk kan man dårligt kalde den. Selve strukturen er alt for episodisk og tilfældig til for alvor at binde den sammen til en sammenhængende hele. Holger rejser fra tableau til tableau, fra monster til monster, og nedkæmper al modstand uden, at det for alvor har nogen konsekvenser. Undervejs er der naturligvis højdepunkter, som den klaustrofobiske kamp med trolden i hulerne, mens andre episoder bliver sært uforløste; Holgers møde med en drage er her et godt eksempel.

Paperback, Berkley Medallion 1978

Holgers vej til erkendelse er stødvis, men ikke formidlet synderligt elegant og i udgangspunktet lanceret temmelig kluntet. Noget stort værk har vi med andre ord ikke at gøre med her, men Andersons greb om den eventyrlig historiefortælling er alligevel dragende og ukunstlet. Den er befriende, fordi den ikke tynges af fantasygenrens klichéer, men i stedet går til folkeeventyret som inspiration, og fordi den er fortalt med an blanding af konceptuelle ambitioner og litterær uskyldighed, som ganske enkelt er charmerende.

Der er derfor også god grund til at studere Anderson, for hans betydning for den moderne generefiktions er ikke uvæsentlig. Han var på mange måder en iderig ener, som efterlod sig værker, der måske ikke helt kommer op på siden af pulpæraens titaner, men han har kastet lange skygger ind over fantasygenren, som vi kender den i dag. Så når du har læst The Broken Sword, må Three Hearts and Three Lions være næste stop. Om ikke andet som morsomt og sjældent dansk indslag i den internationale genrefiktion.

Hardcover, Doubleday 1983

Paperback, Ace Books 1984

Paperback, Baen 1993

Hardcover, The Easton Press 1998

Paperback, Gollancz 2003

Hardcover, Science Fiction Book Club 2003

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Hvem kan stå for disse hekse?

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 1. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 1. bind

Sphere Books udsendte i midten af 80’erne en serie om heksejægeren Robert Monk, der får hjælp af den væmmelige håndlanger Cattermole og den stakkels soldaterkaptajn John Farris. Det hele udspiller sig i et borgerkrigshærget USA, hvor jagten på den okkulte trussel driver sit værk midt mellem krigens tummel. Alt det kan vi imidlertid se nærmere på i et andet indlæg. Her skal du nemlig bare glæde dig over de forsider, som Sphere valgte at pryde serien med.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 2. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 2. bind

Lummer 80’er-stemning og muligvis lidt lurende ondskab; men okkult heksejagt under den amerikanske borgerkrig ligger ikke i kortene, når man ser på de her forsider. Mon Sphere alligevel tænkte, at den historiske ramme for serien var lidt for støvet? Skulle der lidt samtidserotik til for at peppe stemningen op? Formentlig. Resultatet er i hvert fald temmelig underholde, og selvom de rent kronologisk ligger langt fra bøgernes pulpede, historiske indhold, så rammer de i hvert fald lidt af den svulmende prosa, som serien bærer præg af.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 3. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 3. bind

Men hvor gyselige forsiderne end måtte være, kunne jeg faktisk ikke ønske mig nogen andre, fordi de føjer et sidste bizart twist til en i forvejen temmelig fordrejet serie. Herligt.

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 4. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 4. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 5. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 5. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 6. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 6. bind

Paperback, Sphere Books 1986. Seriens 7. bind

Paperback, Sphere Books 1986. Seriens 7. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 8. bind

Paperback, Sphere Books 1985. Seriens 8. og sidste bind

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Stephen M. Irwin, The Darkening (2009): Tidens gys i en nøddeskal

Paperback, Sphere Books 2009

Paperback, Sphere Books 2009

Det kan være vanskeligt at indkredse, hvad der karakteriserer den skrækfiktion, som er udkommet i de senere år. Ikke desto mindre synes én fællesnævner at være en tilbagevenden mod mere traditionelle gysertematikker efter nogle eksperimenterende år i 90’erne. Det er næsten som om, den traditionelle gyser havde brug for en skønhedssøvn, efter Stephen King et al. havde hevet genren op på toppen af bestsellerlisterne. Et bjerg, som næppe mange nogensinde havde forestillet sig, at gyserforfattere skulle kunne bestige regelmæssigt. Det skete imidlertid, men ikke uden et vist tab af fokus på det uhyggelige. Hverdagen og livet, på godt og ondt, indtog en central plads i skrækfiktionen og gjorde den genkendelig, men balancegangen mellem det prosaiske og skrækindjagende er vanskelig, og alt for ofte forsvandt gyset i dagligdagsdrama uden ret meget af det, som vi skræk-junkier jagter.

I 90’erne begyndte horror ret hurtigt at trække sig tilbage fra det brede læsende publikum, og selv om genrens mastodonter fortsat udsendte romaner i en lind strøm, havde de ikke længere samme gennemslagskraft. Under alt dette boblede en underskov af nye navne frem, der fra slutningen af 90’erne, rent tematisk, søgte tilbage mod 70’erne og de tidlige 80’ere i stil og indhold. Ikke forstået sådan, at dette nye hold var konservativt i sprog eller fortællemåde, men snarere at bøgerne blev kortere og mere pågående; knap så meget hverdagsdrama, mere blod, skrig, monstre og ubehageligheder. Den gemytlighed, der eksempelvis havde sneget sig ind i navne som Kings og Barkers fiktion, forsvandt for i stedet at give plads for en råhed, som afgjort har været forfriskende for genrens videre vej ind i 00’erne.

Paperback, Sphere Books 2009

Paperback, Sphere Books 2009

Det var en lang indledning, men alt sammen noget der kan tjene som introduktion til Stephen Irwins debutroman fra 2009. Det er nemlig på alle måder et tidstypisk værk, der på sæt og vis favner de bedste kvaliteter i tidens genrelitteratur, men som trods det ikke nødvendigvis er en gennemført fremragende bog. Det vender jeg tilbage til.

The Darkening, som bogen hedder, åbner i London, hvor Nicolas Close lever sammen med sin kone. De er nygifte, og livet tegner lyst, men desværre rammes de af en dobbelt ulykke. Nicholas kører galt på sin motorcykel, mens konen samtidig falder ned fra en trappestige hjemme i deres lejlighed og dør. En trist affære. Nicholas’ trafikuheld får den besynderlige konsekvens, at han pludselig begynder at se spøgelser. Spøgelser, der hjemsøger de steder, hvor de tragisk omkom – Nicholas’ kone ingen undtagelse. Spørgsmålet er naturligvis, om det faktisk er spøgelser, han ser eller om det måske er noget, han bilder sig ind.

Stephen Mark Irwin (født 1966)

Stephen Mark Irwin (født 1966)

Det korte af det lange er, at Nicholas sælger alt i London og rejser hjem til den lille by i New Zealand, hvor han er født og opvokset. Hans hjemvenden er ikke ubetinget nogen rar ting, fordi den river op i gamle affærer. Mest ubehageligt er det, at Nicholas største barndomstraume pludselig kommer op til overfladen igen. Hans bedste ven blev myrdet under mystiske omstændigheder i skoven bag byen, og nu forsvinder der igen børn i byen. Politiet synes umiddelbart, at det er pudsigt, at børn begynder at forsvinde netop som Nicholas vender hjem, og læseren spørger sig naturligvis også, hvordan det hele hænger sammen.

Som romanen udvikler sig, kommer den psykisk ustabile Nicholas gradvist til at stå ansigt til ansigt med en ældgammel ondskab, der længe har luret ude i skoven, hvor mange generationer af børn har måttet lade livet som mad for bæstet. Nicholas får hjælp fra byens præst, sin søster og en lille pige, der næsten blev væsnets offer, men da det kommer til stykket, må han drage alene ud på et hævntogt for at dræbe monstret.

Hardcover,  Doubleday 2009. Romanens 1. udg. med den titel, som den fik i Australien

Hardcover, Doubleday 2009. Romanens 1. udg. med den titel, som den fik i Australien

Stephen Irwin var egentlig kendt som en ganske succesfuld novelleforfatter, før han kastede sig over The Darkening, og det kan mærkes i teksten. Kapitlerne har en dvælende, meditativ karakter, som fokuserer mere på nuet end den egentlige handlingsfremdrift. Vejret og lyset bliver beskrevet i detaljer, og det gør Irwin rigtig stærkt. Der er noget nærværende, nærmest taktilt, over hans miljøbeskrivelser, som tydeligvis kommer ud af en forfatter, der er vant til at fokusere på specifikke små forløb, nærmere end lange fortællinger over mange sider. Det giver bogen en særlig sprogøkonomi, som er rig på metaforer og ord med betydningsmæssig tyngde.

Det er ikke ret tit, at jeg egentlig bliver påvirket eller ligefrem skræmt af skræklitteratur, men det sker nu og da, og Irwin er en af dem, der fik mig. Bogens onde dame har en lille hvid hund, og Irwin har en mesterlig beskrivelse af, hvordan hovedpersonen Nicholas en aften ser ud af vinduet og opdager hunden sidde ude på gaden og betragte hans hus. Der er noget uendelig banalt over scenen, som blandes med implikationer om overnaturlig intelligens i dyret. Det virkede af en eller anden grund stærkt foruroligende på mig. Sjovt hvad der engang imellem rammer en.

Paperback, Anchor Books 2012

Paperback, Anchor Books 2012

Stilistisk bevæger The Darkening sig ind på Peter Straubs territorium af hjemsøgte barndomslande befolket af undertrykte traumer og væsner, der vender tilbage for at kræve sin pant. Sprogligt kommer de to også tæt på hinanden, hvilket alt sammen gør, at Irwins debutroman virker bekendt – både i udførelse og indhold. Det er på ingen måde et problem, men jeg må blot konstatere, at Irwin har et stærkere sprog i bogen end den historie, han fortæller.

The Darkening plages nemlig af en gradvist mere banal handling og en del unødvendigt fyld, som eksempelvis det faktum, at Nicholas kan se spøgelser – noget der stort set ikke bruges til andet end at kunne beskrive ubehageligt udseende gengangere i ny og næ. Som Nicholas får trevlet bogens mange tråde ud, står det klart, at han med våben i hånden kan nedkæmpe sin fjende. Alt bliver pludselig meget konkret og filmisk, hvorved bogens dystre, lyriske atmosfære forsvinder ud i ingenting. At handlingen tilmed drives frem i pludselige stød, gør heller ikke bogen mere harmonisk.

Paperback, Hachette  Books 2012. Irwins forsøg i ud i krimigenren - hvor der også optræde overnaturlige elementer

Paperback, Hachette Books 2012. Irwins forsøg i ud i krimigenren – hvor der også optræde overnaturlige elementer

Trods sine åbenlyse fejlgreb er The Darkening en flot bog, som er spændende at trække frem, fordi den så at sige repræsenterer en tematisk normaltype for skrækfiktion i dag. Den ligner i forbløffende grad en lang række andre fortællinger, også ting vi kender herhjemme fra (Teddy Vorks Ex eksempelvis). Irwins sprog er hans særkende, men bogen som helhed er et fortrinligt billede på den alvorlige skræklitteratur, der skrives lige nu. En nyttig iagttagelse, synes jeg, for den der interesserer sig for genrehistorien og skrækfiktionens udvikling.

Skriv en kommentar

Filed under Roman