Tag Archives: Spøgelser

Thomas Olde Heuvelt, HEX (2013/16): “Girls on film…”

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016. Omslaget er skabt stemningsfuldt Leo Nickolls

Jeg har læst en del nyere skrækfiktion den seneste tid, der har ligget og ventet mens andre, ældre hængepartier pressede sig på. En af de bøger, som jeg har sjoflet indtil nu, er Thomas Olde Heuvelts HEX. Romanen udkom første gang i Holland tilbage i 2013, Heuvelts hjemland, hvor den blev en kæmpesucces. Faktisk så stor en succes, at forlaget Tor blev interesseret i rettighederne til bogen, således at romanen blev oversat og udkom på engelsk i ’16, hvor den igen solgte godt.

Det i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt, men undervejs fra hollandsk til engelsk gennemgik romanen en ganske stor transformation, hvorved handlingen blev flyttet fra Heuvelts hjemland til USA, med alt hvad det indebærer af ændringer i miljø samt persongalleri. Selve handlingen blev også forandret ganske meget at dømme ud fra, hvad jeg kan læse mig til på Nettet. Jeg har ikke selv læst den oprindelige hollandske udgave, så jeg kan ikke gå ret meget længere ind i dette. Resultatet af denne transformation blev imidlertid en skarpsleben skrækroman, der er så amerikansk, at hvis man ikke kendte udgivelseshistorien, så ville man aldrig forestille sig, at bogen var skrevet af en europæer.

Handlingen i HEX udspiller sig i staten New York, i den fiktive lille by Black Spring, der bærer på en tung arv. Byen er hjemsøgt af et spøgelse; spøgelset af en heks, der i levende live bar navnet Katherine van Wyler. Hun blev henrettet for trolddom i slutningen af 1600-tallet. På sin død forbandede hun Black Springs indbyggere, der siden den dag har må leve i heksens skygge. Ingen, der bor i byen, kan forlade stedet og overleve. Ingen, der er flyttet til Black Spring, kan dermed flytte derfra igen med livet i behold. Det har naturligvis haft stor indflydelses på den måde, som byen agerer i forhold til omverdenen, men der er mere. Katherine van Wylers spøgelse går nemlig fysisk omkring i Black Spring, og enhver der ser heksen ind i øjnene, vil blive vanvittig og dø.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016

Begge forbandelsens elementer er ganske alvorlige, men fordi det allerede begyndte tilbage i 1600-tallet, har det lille samfund nu i 00’erne lært at leve med det. Faktisk er hele samfundet blevet indrettet efter heksens eksistens. En vovehals på et tidspunkt syet gengangerens øjne lukket, så det ikke længere er muligt at se hende ind i øjnene. Det er ganske praktisk.

Der er også nedsat en særlig overvågningsstyrke i byen, der har til opgave altid at monitorere, hvor heksen befinder sig i byen. Der er kameraer over alt, og der er informationspligt blandt de lokale, som skal rapportere tilbage til centralen, så snart de ser Katherine et sted, hvor der ikke er kameraer – ude i landskabet eksempelvis.

Så langt så godt. Der hersker på den led en ganske striks orden i Black Spring, hvor der ikke er plads til at træde ved siden af, uden at samfundet straffer den pågældende for hans eller hendes uagtsomhed. Sagen er jo den, at al uagtsomhed vil kunne skade samfundet som helhed, fordi fejltrin eller provokationer måske kunne udløse heksens vrede. Byens love har dermed både til opgave at beskytte dem selv mod heksen, men i lige så høj grad at beskytte omverdenen mod Katherine van Wyler.’

Thomas Olde Heuvelt (født 16. april 1983)

Men, der er også unge mennesker i Black Spring. Teenagere, der gør, som de vil, med alt hvad det inkluderer af udfordrende opførsel og generationskonflikter. Da vi kommer ind i handlingen, er der et hemmeligt oprør i gang mellem byens unge, der er begyndt at eksperimentere med at filme heksen og lægge hende på de sociale medier. De flirter med den mulighed, at byens historie bliver opdaget af folk udefra. Black Springs voksne aner dog intet om dette, før de unges leg med spøgelset løber dem af hænde og begynder at kræve menneskeliv.

Faktisk går det til sidst præcis så galt, som alle i byen altid har frygtet, at det ville gå, hvis man ikke tog sig i agt for Katherine van Wyler, men spørgsmålet er, hvem der har skylden? De unges skødesløshed eller de voksnes rigide håndhævelse af loven?

Der er flere elementer i HEX, der fortjener at blive trukket frem. Først og fremmest er det en roman, der går lige i kødet på idéen om den personlige frihed og det kollektive ansvar, men den italesætter også både de positive og negative konsekvenser ved sociale medier og den sociale kontrol, der vokser direkte ud af ting som eksempelvis Facebook.

Hardcover, Tor 2016. Romanens første udgave på engelsk

Romanen sætter tingene på spidsen og undersøger, hvad konsekvenserne ved fuld åbenhed og begrænsning af informationer har af indvirkning på individet og kollektivet. Det må jo siges at være relevante tematikker, der gør HEX til en bog, der tager afsæt i meget konkrete nutidige problemstillinger, hvilket absolut er et positivt træk ved romanen, som vil mere med gyset end bare at fortælle en grum røverhistorie.

Black Spring er i den amerikanske udgave blevet til et reformert pionersamfund, der har overlevet sig selv. Det er kerne-calvinistiske tanker, der styrer samfundet, og det gælder ikke mindst den reformerte idé om social transparens, der gennemsyrer byen. Ingen har i hvert fald på overfladen noget at skjule i byen, men det er også næsten umuligt at skjule noget for nogen i det lille samfund, der mere eller mindre frivilligt er blevet fuldstændigt overvåget. Black Spring er sit eget lille lukkede kosmos, der måske nok har omgang med omverdenen, men som aldrig for alvor lader fremmede se byens sande jeg. Præcis dette udfordrer de unge med deres brug af sociale medier, fordi de skaber sig nye identiteter og kontakter. Men dette sker ikke uden at betale en pris, og den pris må i sidste ende siges at være meget, meget høj.

Tematikken i HEX er uden tvivl tankevækkende og den kulturhistoriske kobling til den reformerte baggrund for romanen spændende. Koblingen mellem sociale medier og protestantisk tænkning er et emne, der er blevet diskuteret med stigende akademisk interesse de senere år, og romanen anskueliggør med al tydelighed, hvad denne diskussion handler om. Heuvelts roman kommer med en synligheds- og kuturkritik, som er værd at tænke videre over og diskutere. Det er således en pointe og et åbent spørgsmål i bogen, hvem der egentlig kontrollerer hvem – heksen, de voksne, de unge eller byens omverden?

Paperback, Luitingh-Sijthoff 2013. romanens første udgave på hollandsk

Men selve prosaen må desværre siges at være et stykke karakterløst og glat bestsellerfiktion. HEX lever på sin idé; selve udførelsen ligner til forveksling alt andet tidstypisk metervare inden for genren. Sproget er uinteressant og fordringsløst, karaktergalleriet og stemningsopbygningen nærmest leflende for tidens toner og ligner i høj grad noget fra eksempelvis Joe Hills hånd. Meget af dette kunne meget vel skyldes romanens bearbejdning fra hollandsk til amerikansk, men det er et gæt fra min side, da jeg, som sagt, ikke har læst originalen.

Sprogligt er HEX med andre ord jævnt uvedkommende og stedvist dediceret uheldigt udført, men der brænder et anliggende bag det hele, der gør, at den alligevel er værd at kaste sig over. Ikke mindst må man glæde sig over den absolut kompromisløse slutning, der ikke tøver med at tage konsekvensen af alt det, der er blevet bygget op.

Jeg vil mene, at Heuvelt sikkert er et navn, som vi kommer til at høre mere til i de kommende år, men jeg er ikke sikker på, at der vil komme en strøm af store bøger fra ham. Dertil er HEX alt for ordinær og loyal over for sin genre, til at udløse nogen forhåbninger eller forventninger, og mon ikke det i sidste ende viser sig, at dette blev Heuvelts korte, internationale stjernestund?  Det tror jeg faktisk.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Paul Tremblay, Disappearance at Devil’s Rock (2016): Spøgelser eller bare rotter på loftet?

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016. Bogens første udgave, dengang i hardcover, havde samme omslag

Hvis man gerne vil have et indtryk af, hvem der udmærker sig indenfor skrækfiktionen i skrivende stund, så må Paul Tremblay bestemt trækkes frem som en af de forfattere, der hurtigt har gjort sig bemærket med nogle romaner, som absolut ikke læner sig op ad koryfæer som Stephen King og de andre fra den generation. Tremblay skriver i vores nutid og gør det i en form, som taler direkte ind i vores samtid. Det kommer afgjort til udtryk i Disappearance at Devil’s Rock fra 2016, der spændstigt strækker sig mellem genrerne og leverer en både dybt frustrerende og pinagtigt troværdig skrækroman om tab og håb.

Præmissen for bogen er simpel. En ung teenagedreng forsvinder en aften under en tur ud i skoven med sine to venner. Vennerne aner ikke, hvad der er sket. Tommy, som drengen hedder, løb bare ud i mørket og kom aldrig tilbage. Dermed begynder et mareridt, ikke bare for Tommys mor og hans storesøster, men også for de to drenge og deres forældre. Alle bliver rullet ind i sagen, der måske var en anelse mystisk i udgangspunktet, men snart viser den sig at være langt mere kompliceret end som så.

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016

Først kommer det for dagen, at drengene ikke var alene ude i skoven. De var sammen med en ældre mand, som de åbenbart mødtes med flere gange. Mere sært er det imidlertid, da der begynder at dukke dagbogsider op hjemme hos familien, plantet, som om nogen (eller noget?) ønsker, at siderne skal findes.

Tommys mor er naturligvis ved at gå op i limningen på grund af Tommys forsvinden, mens hans søster gør alt for at holde sammen på sig selv og sin mor. Helt let er det ikke, især ikke fordi de mystiske begivenheder tager til. Snart tyder det rent faktisk på, at Tommys ånd på en eller anden måde forsøger at kontakte sin familie, men betyder det, at han er død? Hvor er han, hvad skete der rent faktisk den nat ude i skoven? Hvorfor har de ildevarslende vandrehistorier om, at man kan møde Djævlen selv ude i skoven en sær genklang i hele historien?

Paul G. Tremblay (født 30. juni 1971)

En forklaring får vi, men den bliver aldrig forløst fuldstændig. Centrale dele forbliver tilhyllet for os, sløret i et spøgelsesagtigt tusmørke, der tillader læseren at vælge den overnaturlige version eller at afvise det hele som desperat ønsketænkning fra den sønderbrudte lille familie, der står tilbage med en forsvunden søn og bror. Amerikanere taler om at få ”closure”, og præcis det giver Paul Tremblay absolut ikke sin læser. Han dyrker tvivlen og efterlader den som en splint i os, som vi efterfølgende må arbejde for at få ud af tankerne.

Jeg skrev ovenfor, at Disappearance at Devil’s Rock er en både frustrerende og pinagtigt troværdig roman. Bogen er frustrerende i sin udformning og i selve sit sprog, fordi den bemærkelsesværdigt sætter os ind i hovederne på de tre teenagedrenge. Drenge der vel at mærke ikke er snusfornuftige, kloge unge, eller romantiserede, nostalgiske størrelser, som vi kender det fra en del ældre værker fra skrækgenren. Tremblays teenagere er selvoptagede, smådumme padder, der er præcis lige så irriterende, som de fleste nok i hvert fald lejlighedsvis oplever den aldersgruppe. Der er med andre ord noget ærligt og usminket over bogens centrale karakterer, men præcis dette gør det også til utrolig dum og frustrerende læsning.

E-bog, Titan Books 2016

Drengenes opførsel, deres fladpandede omgangstone og de latterlige konflikter, som trioen har, er tåkrummende at være vidne til. Men det fremstår også troværdigt. Frustrationen er derfor nærmere en provokation, som Tremblay gør godt. Det grimme og det dumme bliver på en gang noget næsten fornærmede plat ved hans roman og samtidig noget af det mest overbevisende nyere skrækfiktion. Det er bemærkelsesværdigt, og selvom vi også herhjemme har læst masser af historier med unge, der SMS’er og lever deres ungdomsliv, fremstår det ikke ret mange steder lige så vellykket og oprigtigt, som det gør her hos Tremblay.

Når romanen samtidig er pinagtigt troværdig, så skyldes det dels teenagernes opførsel, dels det intense indblik vi får i moderens sammenbrud. Hendes desperate tro på, at Tommy kommer hjem og den snigende anelse om, at han nok alligevel er død, trækker læseren med ind i et koldt, sort kammer, som viser sorgen og håbet som uløseligt sammenvævede og modstridende kræfter. Det er stærkt og det er hjerteskærende, samtidig med at det også er rørende enkelt og stedvist nærmest banalt i sin ukunstlede, umiddelbare skildring af dialogen mellem de efterladte hovedpersoner.

Hardcover, Center Point Publishing 2017

Midt i denne stemning af frygt og usikkerhed toner der pludselig et muligvis overnaturligt fænomen frem, og det udnyttes på mesterligvis som noget både håbefuldt og skrækindjagende. Det er flot udført af Tremblay og vækker mindelser om noget Robert Aickmansk, uden dog helt at komme på højde med dette alligevel.

Med alt dette sagt er det klart, at Disappearance at Devil’s Rock er en følelsesmæssig tung og trist roman, men den er samtidig også et klassisk mysterium, en krimi om man vil, der handler om et mord på en stor dreng eller ung mand. Tonen synes at støde sin læser fra sig, fordi handlingens indhold er så tragisk, som den er, men samtidig drages vi af problemet og forhåbningen om, at der kommer en (for)løsning. Det gør der som bekendt ikke, men i stedet efterlader Paul Tremblay os med en roman, der både fremstår intelligent og naiv på samme tid. Bogen er et stykke skrækfiktion, som er af i dag, og som synes af afspejle dem, vi er lige nu. Det er værd at bide mærke i, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang hr. Tremblay dukker op på bloggen her.

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Dan Simmons, Summer of Night (1991): Nostalgisk gys med børn? Nej tak!

Hardcover, Headline 1991

Så er vi tilbage ved Dan Simmons. Jeg har skrevet det før og gentager det nu: Song of Kali er en fantastisk bog. Simmons debuterede med bravur, men alt det, der gjorde hans debut fremragende, forsvandt forbløffende hurtigt fra forfatterskabet og efterlod alle de mislyde, der sådan set også var i hans første roman. Det er ganske trist, selvom Simmons og hans fans sikkert ser noget anderledes på sagen. Simmons udviklede sig i hvert fald i slutningen af 80’erne til en topsælgende genrebogsforfatter, som for alvor havde en storhedstid i midten af 90’erne, så mine problemer med hans fiktion er jo tydeligvis en smagssag.

En anden ting, som jeg også bemærkede, da jeg skrev om Carrion Comfort (1989), er, at Simmons er lidt af en hamskifter, der springer frit i mellem genrerne på spændingsfiktionens overdrev. Han bevæger sig mellem gys, SF og fantasy, og med et nærmest filmisk blik for den enkelte genres klichéer og ikoniske detaljer. I Carrion Comfort var det eksempelvis techno-thrilleren, som Simmons loyalt tog under behandling. I Summer of Night fra 1991 gik han i en anden retning og gav os sit bud på en genfortælling af Ray Bradburys klassiker Something Wicked This Way Comes (1962).

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Men hov, tænker du nok straks, det har en anden da også gjort. Og ja, Stephen King har gjort præcis det samme med It (1986), og der kan ikke være nogen tvivl om, at Simmons har læst og fordøjet King grundigt, før han gik i gang med sin roman. Med Summer of Night er vi med andre ord dybt inde i en særlig stilistisk tilgang til gyset, som målt i salgstal afgjort er rentabel, men som også på alle andre måder må betragtes som en plat, æstetisk dødssejler.

Handlingen er henlagt til lillebyen Elm Haven i det amerikanske kerneland, og året er 1960. Vores hovedpersoner er fem store børn, fire drenge og en pige, hvor sidstnævnte først for alvor slutter sig til gruppen lidt senere i handlingen. Historien begynder på sidste skoledag før sommerferien, hvor skæbnen vil, at der sker noget mystisk på byens gamle skole. Et barn forsvinder efter at være gået på toilettet midt under en time, og så er tonen ellers lagt for børnenes ferie, som bliver noget anderledes end det, de alle fantaserer om i første kapitel.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1991. Romanens 1. udgave

Kort fortalt viser det sig, at der skjuler sig en form for ældgammel ondskab i byens skole, som ingen af de voksne for alvor opfatter, fordi voksne er kedelige størrelser, der ikke har sans for mystik og eventyr længere. Det har de fem børn imidlertid. De har præcis den rigtige, magiske alder mellem barndom og voksenliv, hvor de er store nok til at forstå og handle i verden, men alligevel for små til for alvor at blive taget alvor. De går med andre ord under radaren, og dermed er de naturligvis den værste fjende, som skolens ”ondskab” kunne frygte at komme op i mod.

Det grundlæggende plot og de forskellige tematikker omkring spirende seksualitet og barndom versus voksenliv har Simmons hentet direkte og skamløst fra Bradbury. Men, som sagt, gennemsyrer Stephen King, og Kings formsprog, alle bogens sider, og det betyder, at flere andre tematikker er lånt fra It. Hovedpersonerne er således meget forskellige både kulturelt og økonomisk; med sympatien entydigt placeret hos den snusfornuftige arbejderklasse, som King også sværmer for.

Hardcover, Penguin 1991

Simmons gør et stort nummer ud af at skildre dranker-familien, den irsk-katolske familie, den klassiske arbejderklassefamilie og så videre. Det er klichéer og skabeloner, som rulles ud her, og præcis som hos King og Bradbury bliver alt sovset ind i en tung stemning af sukkersød nostalgi. Nostalgi både i forhold til barndommens svanesang og i forhold til en svunden tid, der fremstilles som enklere og grundlæggende mere sympatisk end nutiden. Hos King og Bradbury er det 50’erne, der romantiseres, hos Simmons er det 60’erne, men resultatet er den samme kvælende, rosenrøde grød.

Der, hvor Simmons for alvor skiller sig ud fra de to andre, er, at han i sin ganske It-lange roman har slået sig løs og tilføjet en hel del mere overnaturligt og dramatisk ramasjang, end navnlig King fandt plads til. Børnene i Summer of Night kommer derfor ud for voldsomme hændelser i form af levende døde og enorme, kødædende orme, som graver sig frem under jorden i og omkring Elm Haven. Det er vildt og pulpet, det samme er selve forklaringen på det overnaturlige, der tilsyneladende skyldes en stor, forhekset malmklokke, der blev flyttet fra Italien til skolen som en gave for år tilbage. Her er Bradbury og selv King en hel del mere elegante eller subtile i omgangen med det overnaturlige, men Simmons skulle vel også gå sin egen vej et eller andet sted i bogen.

Paperback, Warner Books 1992

Præcis som It lider Summer of Night under sit enorme omfang, som skaber plads til alt for meget ligegyldig, gemytlig karakterbeskrivelse og navlepillende nostalgi. Sentimentalt kapitel på sentimentalt kapitel ruller forbi, mens vi skal være vidne til, hvordan børnenes venskaber udvikler sig og deres karakterer ændres. De svage bliver stærke, de dumme viser sig at være snu, og nye sider opdages i vennegruppens dynamik. Sådan er livet, siger Simmons, mens han behagesygt luller sin læser ind i falske minder om en barndom, som ingen uden for Bulderby nogensinde har haft.

Summer of Night lefler for sin læser og smigrer os med de dummeste tricks fra værktøjskassen. Det virker uden tvivl, for bogen blev et kæmpe hit, men hvor er det dog trist. Det er tarvelig og leflende fiktion, som skemader sin læser med sødsuppe og synger en sang om, at alt var bedre en gang. Imens bogens ”De Fem” i bedste nævenyttig-barneopdagerstil forsikrer os om, at alt ender godt, for vi ved jo, at børnene altid vinder i sidste ende.

Hardcover, Subterranean Press 2016. Romanns seneste udgave i lækkert udstyr, som alt andet Subterranean Press udsender

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Julegys 1988-1995

Hardcover, Michael O’Mara Books 1988

Her kan I se lidt højtidsrelevante antologier. Serien, der selvfølgelig alle kredser tematisk om julen, blev udgivet af det engelske forlag Michael O’Mara i tiden mellem 1988 og 1995. Det er lidt bemærkelsesværdigt, for – som jeg har skrevet om et par gange tidligere på bloggen – var 80’ernes første halvdel et vendepunkt i den engelske skrækverden.

Richard Lawrence Dalby (15. april 1949 – 4. maj 2017) – en helt central skikkelse i det litterære, engelske skrækmiljø. Ære være hans minde

De gamle, hæderkronede antologiserier var nemlig begyndt at sælge dårligere og dårligere. Der var ganske enkelt ikke længere samme opbakning til de serier, der havde præget det engelske skrækbogsmarked siden begyndelsen af 60’erne. Det krævede således en ganske stor dosis optimisme at lancere en ny serie i 1988, men Michael O’Mara viste her, at man med et meget specialiseret fokus kunne få succes.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1989

Du skal også være opmærksom på seriens redaktør Richard Dalby, der desværre døde sidste år. Dalby var nemlig en af de fremmeste kendere af engelsk skrækfiktion og på mange måder en af den type pionerer, der har været med til at vise vejen for de mange specialiserede mikroforlag, der i dag udgiver skrækfiktion.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1990

Dalbys litteraturhistoriske interesse for skrækgenren fik ham til i årenes at opstøve og genudgive ganske mange glemte perler, hvorfor hans bortgang sidste år var et stort slag for den mere litterære del af den engelske skrækscene. Dalby var naturligvis, fristes jeg til at sige, især optaget af M.R. James-traditionen, men han havde også næse for ny fiktion, og præcis den kombination kommer til udtryk i hans juleantologier for Michael O’Mara. Her finder man nyt og gammelt, bekendt og ukendt side om side.

Savner du lidt gys til juledagene, er du med andre ord i godt selskab her.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1991

Paperback, Michael O’Mara 1992

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Elizabeth Walter, In the Mist and Other Uncanny Encounters (1979): Stille, litterære spøgelsesfortællinger

Hardcover, Arkham House 1979. Forsiden er skabt af den altid fantastiske Stephen Fabian

Elizabeth Walter var en velkendt skikkelse i den engelske forlagsverden, hvor hun i en menneskealder arbejdede som redaktør, navnlig som udgiver af krimier i den klassiske whodunnit-stil. I skrækfiktionens verden er hun imidlertid bedre kendt som novelleforfatter, idet hun skrev en række korte, overnaturlige fortællinger, som gradvist blev samlet og udgivet. Arkham House fik i ’79 med In the Mist and Other Uncanny Encounters æren af at udgive den sidste af disse opsamlinger. I hvertvfald den sidste, der udkom mens Walter stadig levede. I 2017 udkom der således en stor opsamling, som også rummer hidtil upublicerede historier fra hendes hånd.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Arkham House valgte at udgive noveller af Walter. Hun lever til fulde op til den stil, medstifteren af forlaget, August Derleth, forfulgte. Novellerne er stille gys uden meget blod eller vold, selvom de fleste (naturligvis) har en grum slutning. Walter indskriver sig dermed klokkeklart i den angelsaksiske spøgelsestradition med alt, hvad det indebærer af literære ambitioner og konservativ tilgang til handling såvel som til sprogtonen.

På den måde udgør Walters skrækhistorier et velkendt terræn, som ikke formår at overraske meget. De er sikre bud på genren og har karakter af en salon-litteratur, der er mere dannet leg end kunst skabt ud af bidende nødvendighed. Man kan med andre ord let affærdige Walters fiktion, som noget forstenet og bedaget, der er helt og aldeles ude af trit med sin samtid. Mens skrækgenren således blev revolutioneret af unge kræfter i både USA og England, skrev Walter noveller, der stadig plaskede omkring i arven efter Charles Dickens og M.R. James.

Hardcover, The Harvill Press 1965. Elizabeth Walters første novellesamling

Den kritik af Walter er fuldt ud berettiget, men imidlertid måske også for let. Set specifikt som bidrag til den genre eller tradition, som hun beskæftiger sig med, er Walter nemlig bestemt en fornyer, der eksempelvis tør skele til sublime Robert Aickman, når der skal hentes inspiration. I novellen “The Island of Regrets” tager Walter os med ind i et drømmende, halvvejs eventyrligt univers, hvor der optræder spøgelser, men hvor det i Aickmansk forstand snarere er stemningen end den specifikke hjemsøgelse, der udgør novellens drivkraft. Den type novelle er klart rundet af den modernitet, som blev introduceret i den engelske spøgelsestradition i løbet af 50’erne, og noget, der klart har påvirket Walters tekster.

På den led er det åbenlyst, at Walter er et moderne bud på en stok konservativ tradition. Hun repræsenterer det, der har forandret sig i noget, som principielt slet ikke har forandret sig. Helt formelt kan man imidlertid også se, hvordan Walter arbejder med fornyelsen af sin tradition. Folklore og historie spiller, genren tro, en væsentlig rolle som inspirationskilde i forfatterskabet. Men der er afgjort også et personligt præg over historierne. En novelle som ”The Sin Eater”, hvor spøgelset vender tilbage for at hævne en retmæssig anklage om mord, afspejler uden tvivl Walters livslange arbejde med krimigenren. Selve handlingen er absolut ikke original, men Walter introducerer et detektivisk element i novellen, som føjer nyt liv til klichéerne.

På samme måde giver hun også liv til sin heksefortælling ”The Hare”, der udspiller sig i grænselandet mellem det gamle Øst- og Vesttyskland. En engelsk spion er her på mission for at møde en afhopper. Hans kontakt viser sig at være en enigmatisk, dragende kvinde. Der er noget mystik ved det hele, ikke mindst takket være den ganske store hare, som holder øje med spionen på vej mod sit møde ude i skoven. Selvom der ikke er noget overaskende ved ”The Hare”, formår Walter at skabe en fascinerende, foruroligende stemning, og novellen er klart den bedste i In the Mist and Other Uncanny Encounters. I lyset af spørgsmålet om forholdet mellem fornyelse og tradition i hendes noveller er det imidlertid spion-elementet, som fortjener at blive trukket frem som en ny, moderne iscenesættelse af folkloristiske motiver.

Paperback, Shadow Publishing 2017. Walters samlede noveller.

Derfor kan Walter heller ikke afskrives blindt som genretomgang. Især ikke for kendere af den specifikke tradition, som hun indskriver sig i. Man kan da også konstatere, at Walter, med sine rødder så dybt forankret i sine forlæg, har skrevet fiktion af den type, som altid har et publikum og altid overlever. Det skyldes givet vis, at den stille form for gys, hun skriver, har en stemning af saglighed og litterært alvor over sig, som genrens mere voldsomme udtryk om oftest ikke rummer. Præcis som det kan fremstå finere at skrive ”gotik” end ”gys” eller ”horror”, har Walters noveller en aura af respektabilitet.

Den soliditet, som hun repræsenterer, er imidlertid også en god indikation på den krise, som Arkham House med al tydelighed var ved at styre imod i slutningen af 70’erne. Skrækgenren havde udviklet sig med forrygende fart siden årtiets begyndelse, og sen-60’ernes begejstring for de gamle pulphistorier, som forlaget havde specialiseret sig i at udgive, var langsomt ved at ebbe ud takket være nye, storsælgende navne på skrækscenen.

Den mest konservative og traditionsbundne i den sammenhæng er således slet ikke Walter, men selve forlaget, der forblev fastlåst i ganske snævert definerede udtryk. Walter er dermed et interessant bekendtskab for alle spøgelsesentusiasterne derude, og det mest interessante er at studere de små moderniseringer af genren, som gør hende til andet og mere end pasticher.

 

Novellerne:

“The Concrete Captain”

“The Sin Eater”

“In the Mist”

“Come and Get Me”

“The Island of Regrets”

“The Hare”

“Davy Jones’s Tale”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Mary Elizabeth Counselman, Half in Shadow (1978): Fra de glemte sydstater

Hardcover, Arkahm House 1978. Den stemningsfulde forside er tegnet af Tim Kirk i vanlig stil. Den finder sit motiv i novellen “The Unwanted”

I 1964 udvalgte Mary Elizabeth Counselman de bedste af sine skræknoveller til en antologi, der var rettet mod det engelske marked. Bogen blev ikke nogen stor succes. Counselsmans rødder i Weird Tales Magazine gjorde hende imidlertid relevant for forlaget Arkham House, der genudgav den britiske novellesamling i 1978, nu blot med seks historier, der var udskiftet i forhold til den oprindelige udgivelse. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Counselman stilistisk hører hjemme i folden hos Arkham House. Hendes bagudskuende pen er af en verden af i går, og hendes tematikker er det samme.

Mary Elizabeth Counselmans absolut bedst kendte novelle er den allegoriske “The Three Marked Pennies” fra 1934, der skulle gå hen og blive en af de hyppigst genoptrykte fortællinger i Weird Tales. Det er lidt af en bedrift, som den dengang ganske unge Counselman næppe kunne forudse. Novellen har imidlertid forsat stor gennemslagskraft med sin uskyldige skildring af tre mønter, der bliver sat omløb i et lille bysamfund ledsaget af et mystisk flyveblad, som fortæller, at den ene mønt vil bringe velstand, den anden sende ejeren på en jordomrejse, mens den sidste penny bringer død. Hvem der får hvad, vil blive afsløret i løbet af en uge. Dette sætter naturligvis den lille by på den anden ende.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Novellens mystik er nervepirrende og idéen enkel, men desuagtet griber Counselman ind i samme raffinerede psykologiske terræn, som også så forskellige forfattere som Shirley Jackson og Bertolt Brecht udforskede. På trods af historiens begrænsede omfang lykkedes det for Counselman at fylde sin lille by med livagtige skikkelser af kød og blod, der ligger langt fra pulplitteraturens vanlige stereotyper. Der er glimt af egentlig psykologisk dybde her, og allegorien over pengeøkonomiens grådighed, skrevet under indtryk af Depressionens trykkede atmosfære, er stadig præcis lige så relevant nu som dengang.

Ser man på hendes efterfølgende fortællinger, er det da også klart, at Counselmans fiktion er gjort ud af et andet stof end det hovedparten af pulplitteraturen udgør. Hendes sværmeriske stil er varm og rørende, men også båret af en subtil, indfølt fornemmelse for beskrivelsen af det indre sjæleliv i hendes typisk kvindelige hovedpersoner. Det gjorde hende til en mønsterbryder, der som en af de få talte med en klar feministisk stemme i den ellers totalt mandsdominerede pulplitteratur.

Et af de egentlige mesterværker i novellesamlingen er ”The Unwanted”, der på mange måder sammenfatter selve gysets væsen i Counselmans forfatterskab. Historiens skildring af en ung kvindes møde med en fattig familie, der lever isoleret i bjergene, står forsat skarpt og rørende. Det samme gør novellens udtalt feministisk perspektiv, hvor en barnløs kvinde virker som magnet på uønskede børn – de aborterede, de udstødte eller slet og ret de myrdede børn, der nu som sjæle finder et hjem på kvindens farm.

I indledningen til Half in Shadow beskriver Counselman spændende sin tilgang til gyset. Her forklarer hun, at hun aldrig været begejstret for de kolde, umenneskeligelige gys, som eksempelvis blev skrevet af H.P. Lovecraft. I stedet, skriver Counselman, er hjemsøgelserne ofte noget positivt i hendes fiktion. Spøgelserne er hjælpende ånder, der søger at genoprette orden og at udstille uretfærdighed. Det giver naturligvis hendes skrækfiktion et specielt moralsk udtryk, som entydigt hører hjemme i den victorianske tradition.

Paperback, Consul Books 1964. Antologiens 1. udgave

Man kan samtidig også konstatere, at selvom der er modbydelige og grumme elementer i Counselmans fiktion, så er hendes noveller grundlæggende båret af en nostalgisk varme og romantisering, som man eksempelvis kan genfinde i M.R. James’ historier. Hvor James dykker ned i sin akademiske og antikvariske verden for at finde en klangbund for sine gys, søger Counselman ofte ind i en sværmerisk sydstatsverden. ”I wish I was in the land of cotton, old times there are not forgotten”, lyder det i “Dixie”, og det fanger fuldstændig Counselmans univers.

Det rige, det varme, det eventyrlige syden, som Counselman beskriver, er ubetinget hendes stærkeste kort, for ikke alene er hendes miljøskildringer båret af en klar, lyrisk vision og et hjertevarmt engagement i det landskab og den kultur, som hun opvoksede og levede i hele sit liv, men hendes valg af hovedpersoner udforer også på uvanlig vis genretroper igennem dette miljø.

Det væsentligste bidrag i den sammenhæng er uden tvivl den drømmende “Seventh Sister”, der beskriver, hvordan en sort albinopige bliver født på en plantage og får rollen som ”heks”.  Novellen er tragisk og blander det overnaturlige med det psykologiske i dybt betagende portræt, hvis alvor får stort set alt andet i bogen til at blegne.

Hardcover, William Kimber 1980. en genudgivelse af Arkham House-udgaven af antologien

Men, og der er et men ved alt dette, Counselmans sydstater er bestemt også et problem for den moderne læser. Hendes sødladne fremstilling af en tabt, fordums verden fører hende til at operere med godmodige slaver og sorte tjenestefolk, som givetvis er typer, der har eksisteret, men i teksten bæres de frem af en fidel accept fra Counselmans side, som formentlig vil få de fleste til at hæve et øjenbryn eller to i dag.

Counselmans fiktion er ikke tænkt racistisk, men den er indirekte påvirket af en fundamental racisme, som er paradoksal, fordi hun aktivt taler de sortes sag i sine noveller. Der er med andre ord nogle kulturelt blinde vinkler her, som vokser ud af det nostalgiske blik på syden som fremføres.

Weird Tales, august 1934, bladet med Counselmans skrækdebut “The Three Marked Pennies”

Ord som ”darkie” og ”nigger” optræder som almindelige vendinger, mens den loyale, sorte tjener i ”The Shot-Tower Ghost” er en ren gentagelse af Poes Jupiter i ”The Gold Bug” fra 1843 – altså en hundrede år ældre novelle. Forskellen er imidlertid, at man på Counselmans tid (novellen er skrevet og udgivet i 1949) havde diskuteret det problematiske i den type sorte stereotyper i flere år. Counselman gør sig altså skyldig i at viderebringe noget, som hun burde vide, var en upassende kliché, men hun overser dette, fordi det er en komponent i det eventyrlige sydstatsbillede, hun sværmer for og gerne vil viderebringe til sine læsere.

Den slags diskussioner er ikke enkle (jf. eksempelvis polemikken omkring Lovecrafts racisme), og jeg mener på ingen måde, at man skal forkaste Counselmans fine fiktion på grund af disse knaster. Men man må som læser være opmærksom på hendes blinde vinkler. Det kan måske i nogen grad mindske begejstringen for historierne, men her må man så også holde sig hendes grundlæggende humanisme for øje, og glædes ved den fine, lyriske tone, der gennemsyrer stort set alt, hvad hun skrev. Man kan derfor måske også sige, at Mary Elizabeth Counselman var en moderne, progressiv kvinde, der først og fremmest var optaget af kvinders rettigheder. Det gør hende til en forløber for førnævnte Shirley Jackson og en interessant skikkelse i skrækfiktionens historie; målt med nutidige øjne må man blot også konstatere, at hendes progressive menneskesyn havde slagsider. Historien er en ubarmhjertig dommer.

 

Novellerne:

“The Three Marked Pennies”

“The Unwanted”

“The Shot-Tower Ghost”

“Night Court”

“The Monkey Spoons”

“The Smiling Face”

“A Death Crown for Mr. Hapworthy”

“The Black Stone Statue”

“Seventh Sister”

“Parasite Mansion”

“The Green Window”

“The Tree’s Wife”

“Twister”

“A Handful of Silver”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Gotisk Ikonografi III: Spøgelseshuset

Dell Ghost Stories, april 1965

Spøgelseshuset, det gamle forfaldne hus, det truende hus, det onde hus. Huse og bygninger spiller en helt særlig rolle i både skrækfiktionen og i den gotiske ikonografi. Man kan vel nærmest sige, at huset er et af de emblematiske ”monstre” i skrækfiktionen, der antager et selvstændigt, truende liv på lige fod med eksempelvis vampyren og varulven.

Paperback, Zebra Books 1994

Om det er The Overlook Hotel, Hill House eller villaen på 112 Ocean Avenue, så drejer det sig om bygninger, der er blevet til tænkende, lurende væsner. Huse, hvis genius loci toner og besjæler alt i dets indre med onde hensigter.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1947

Idéen om et at levendegøre huse og bygninger og beskrive dem som sansende skabninger er da bestemt heller ikke noget unormalt. I den del af fænomenologien, der arbejder med arkitektur, er netop arkitekturens tilstedeværelse som skabning med en egen drivkraft og emotionel agens et tilbagevendende tema. Gernot Böhmes spændende filosofiske arbejde med stemninger ville eksempelvis ikke kunne fungere uden en grundlæggende antagelse om, at steder og huse opsamler og projicerer vores erfaringer.

Hardcover, Mythos Books 2002

Man kan således sige, at det er helt naturligt, at vi viser det der udspiller sig i et hus ind i selve oplevelsen af huset, hvorfor skrækfiktionens hjemsøgte hus er helt i tråd med disse grene af erkendelsesfilosofien. En gammel ugerning, et ubehageligt selvmord eller et voldsomt dødsfald vil indgå i vores oplevelse af stedet og blive en del af dette steds væsen. Huset, eksempelvis, optager dermed det ubehagelige og minder os konstant om dette ubehagelige. Om den erfaring kommer til udtryk som hjemsøgelse i form af selve den afdøde eller i mere abstrakt form som selve huset, der nu hjemsøger de levende, er ikke så afgørende. Det er samme grundlæggende mønster, som der er tale om.

Paperback, Vista Books 1997

Med tanke til Freud kan man sige, at ganske lidt burde være nok til at gøre et hus ubehageligt eller uhyggeligt. En forskydning, som eksempelvis et dødsfald, kan være nok til at tone et rum på en ny måde, så det aldrig opleves på samme måde af de involverede igen. Men nu ved vi jo godt, at det subtile ikke altid er skrækfiktionens stærke side, og derfor har spøgelseshusets ikonografi eller fysiske fremtoning da også udviklet sig til et festligt orgie af mere eller mindre faldefærdige, diabolske rønner, der som oftest er mere tegneserieagtige end uhyggelige i deres manierede formsprog. Det ændrer imidlertid ikke ved det fantastisk underholdende i at gå på opdagelse i disse huse. Så må jeg hellere også bekende, at det hjemsøgte hus er et af mine personlige yndlingsmotiver i skrækfiktionen. Sådan har vi jo alle vores svagheder.

Hardcover, Prima Lifestyles 1995

Paperback, Vista 1996

Hardcover, Tiger Books 1994

Paperback, Tor 1988

Hardcover, Viking Press 1989

Paperback, St Martin’s Press 1988

Paperback, Jove Books 1991 

Paperback, Putnam 1987

Paperback, Running Press 2008

Paperback, Putnam 1978

Paperback, Avon 1981

Paperback, Piccolo Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1979

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Bantam 1972

Paperback, Open Road Media Mystery & Thriller 2014

Paperback, Bantam 1979

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Berkley Books 1957

Paperback, Paperback Library 1966

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Pan Macmillan 2012

Paperback, Damnation Books 2012

Paperback, New English Library 1991

Paperback, Dark Continents 2011

Paperback, Leisure Books 1981

Paperback, Dell 1960

Paperback, Gold Medal Books 1965

Paperback, DelRey 1979

Paperback, Futura 1984

Paperback, Fawcett 1977

Paperback, Futura 1981

Paperback, Feature 1991

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Robert Aickman, The Wine-Dark Sea (1988): Et skræmmende godt udvalg

Paperback, Mandarin Press 1988. Christopher Brown har malet forsiden

Robert Aickmans relativt lille skønlitterære produktion hører til blandt nogle af de vigtigste eksempler på moderne skrækfiktion. Målt i salgstal kan Aickman næppe regnes blandt bestsellerne, og han er af flere blevet karakteriseret som spøgelseslitteraturens bedst skjulte hemmelighed. Sådan er det nok ikke helt længere, men Aickmans status som en såkaldt forfatternes forfatter er aldrig forsvundet. Man behøver heller ikke læse ret mange af hans noveller for at kunne konstatere, at der er langt fra populærkulturens horror til Aickmans sofistikerede, litterære prosa.

Forfatterskabets uforlignelige kvaliteter kan man få et indtryk af i antologien The Wine-Dark Sea fra 1988, der samler et udpluk af noveller fra hele forfatterskabet, som strakte sig fra 1950’ernes begyndelse og små tyve år frem. I løbet af den tid udsendte Aickman en lille buket novellesamlinger, der alle karakteriseres ved ganske lange historier, som på en eller anden måde afviger fra dét, vi forventer af en klassisk spøgelsesfortælling – ja som oftest er der slet ikke noget spøgelse i historien til trods for, at spøgelsesfortælling rent faktisk er et rammende ord for Aickmans hjemsøgte prosa. Efter den første novellesamling begyndte Aickman selv at kalde sine noveller for ”strange tales”, og det er nok også i virkeligheden langt mere dækkende for det landskab, som hans noveller opererer i.

Paperback, Mandarin Press 1988

Hos Aickman flyder tonstunge freudianske motiver sammen med surrealisme, modernistisk realisme og romantisk, metafysisk længsel. Han ligner måske Rudyard Kipling, Henry James og Algernon Blackwood  mere end andre, men Aickman er i sidste ende sin egen, stærkt foruroligende stemme.

”The Trains” fra debutbogen We Are for the Dark (1951) rummer således allerede alt det, vi kan definere som aickmansk. To veninder på vandretur farer vild og havner i en dal, hvor de ser sig nødsaget til at søge ly i et gammelt hus, der er opført nært ved de togskinner, der løber gennem dalen. Veninderne opdager hurtigt, at alt ikke er, som det skal være i huset, og snart er de gidsler hos husets togbesatte ejer. På overfladen leger Aickman her med læserens æstetiske forventninger ved at lade sin gotiske fortælling udspille sig i en industrialiseret ramme fjernt fra genrens normale sætstykker. Går man et stik dybere, bliver novellen et portræt af den erotiske magtkamp, der udspiller sig mellem veninderne. Husets herrer fremstår umiddelbart som deres fangevogter, men i virkeligheden er det ham, der bliver offer for pigernes interne rivalisering. Til sidst står det da også klart, at pigerne havner i rollen som spøgelsesagtige eksistenser, fanget af deres drifter. Mesterligt gør Aickman derved til sidst de to unge kvinder til dødningelignende figurer, der synes mindst lige så uvirkelige som de spøgelsesagtige tog, der bliver ved med at buldre gennem dalen.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

Den surrealistiske Aickman møder vi i novellen ”Growing Boys”; et bizart, fragmentarisk arbejde fra den sidste novellesamling, som Aickman udgav. Omdrejningspunktet er her en mor, der må flygte fra sit eget hjem, fordi hendes to tvillinger har vokset sig gigantiske i størrelse og nu driver omkring i nabolaget, hvor de hærger og seksuelt forulemper deres omgivelser. Kvindens mand må se impotent til, mens hans drenge terroriserer alt og alle. Historien udvikler sig til noget nær en regulær krig mod de to enorme tvillinger, der eksempelvis også uhindret belurer deres mor gennem soveværelsevinduet på første sal. Historien er vanvittig, ubehagelig og galgenhumoristisk. Man bemærker også her, at Clive Barker synes at have en klar forgænger i denne novelle, der på en gang udfordrer og udfolder stereotyp freudiansk symbolik.

Det samme gælder også den foruroligende ”Into the Wood”, der udspiller sig i Sverige. Her følger vi en midaldrende engelsk dame, der tager på kurophold på et lille hjem for mennesker, der lider af søvnløshed. I stedet for at sove klæder de sig hver nat på og vandrer i den labyrintlignende skov, som ligger bag kurstedet. ”De er som vampyrer”, udbryder historiens forbløffede hovedperson, kun for at få at vide af en anden gæst på stedet, ”ja, men de bider skam ikke så hårdt”. Historien er dragende, uvirkelig, sensuel og ubehagelig. Den trækker læseren ind i den labyrintiske underbevidsthed og danner et mareridt for læseren, der givetvis ikke umiddelbart vil være i stand til at glemme fortællingen. Ikke et eneste spøgelse dukker op i denne ”strange tale”, men man kan næppe forestille sig et stykke mere hjemsøgt prosa end dette. Overvældende, det er ganske enkelt det eneste ord, der kan beskrive Aickmans bedrift i en novelle som denne.

Hardcover, Cape 1951. aickmans debutsamling, skrevet sammen med kæresten Elizabeth Jane Howard

”Into the Wod” er uden tvivl mesterværket i The Wine-Dark Sea, og måske Aickmans mesterværk i det hele taget. Novellen ”The Inner Room” hører imidlertid også til blandt det bedste, han skrev og noget af det bedste skrækfiktion i hele taget. En ung pige får her et gammelt victoriansk dukkehus i fødselsdagsgave. Huset er mærkeligt og kan ikke åbnes. Der er underlige, lasede dukker inde i huset (flytter de sig, når pigen ikke kigger? Det virker næsten sådan) og pigens bror opdager, at der må være et skjult rum i husets midte, som man ikke umiddelbart kan komme til.

Før pigen får undersøgt huset ordentligt, sælger forældrene det på grund af den uduelige fars gæld. Her sker der et hop i tid, og vi møder pigen nu igen som voksen, denne gang på ensom vandring gennem en skov, hvor hun er faret vild. Pludselig ankommer hun til et hus, der i forbløffende grad ligner barndommens dukkehus, og endelig står hun ansigt til ansigt med husets beboere.

Paperback, Mandarin Press 1990

”The Inner Room” er et storslået stykke fiktion, der i første del ligner en klassisk skrækfortælling – endda en ganske potent en af slagsen, mens anden del transformeres ind i et surrealistisk mareridt; et vanvittigt selvstudie, hvor kvinden rejser langt ind i sig selv og her finder sin stærkeste, fortrængte frygt i titlens ”indre kammer”.

Alle Robert Aickmans novellesamlinger er mesterværker, men med The Wine-Dark Sea får man måske det bedste af det bedste serveret. De lange, snørklede noveller, der tager sig en evighed at komme i gang, ligger her som hemmelighedsfulde, upolerede ædelstene, parate til at blive afdækket og opdaget af den, som er villig til at dykke ned i forfatterskabet og opleve det voldsomt fængende univers, der eksisterer her. For den, der er villig til at slippe alt og følge stierne ind i Aickmans surrealistiske drømmeunivers, venter der den sjældne belønning, ikke at blive skræmt eller væmmet, men fundamentalt foruroliget, fordi Aickman piller ved vores indre metaforer og tænkning. Han planter sig i vores vågne drømme med sine historier, der taler direkte ind under intellektet, til noget usagt, underbevidst, som vi ikke selv er herre over. Det har kun få mestret før ham, og det gør Aickman til en af genrelitteraturens væsentligste stemmer, som kun tåler sammenligning med de fineste litterære præstationer – genrelitterære eller i al almindelighed. Er du i tvivl, så grav ham frem fra antikvariatets hylder. Hvis du bare tænker en smule som mig, vil det blive et uforglemmeligt bekendtskab.

Paperback, Faber Faber 2014

Novellerne:

The Wine-Dark Sea

The Trans

Your Tiny Hand Is Frozen

Growing Boys

The Fetch

The Inner Room

Never Visit Venice

Into The Wood

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Patrick J. Murphy, Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James (2017): En anbefaling til de nysgerrige

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017. Den ganske, ganske stemningsfulde forside er malet af Jorge González

Der er skrevet ganske, ganske meget om M. R. James’ forfatterskab – både det skønlitterære og hans akademiske produktion, sidstnævnte er dog næppe er kendt udenfor fagkredse. Der er imidlertid aldrig tidligere blevet skrevet et samlet værk, der bygger bro mellem de to sider af James’ virke. Både Tolkien og C. S. Lewis har fået monografier, der frugtbart belyser præcis dette krydsfelt, og nu har M. R. James så også langt om længe fået sit studie. Det er glædeligt, for lad os bare få det frem med det samme; Patrick J. Murphys bog Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James er særdeles tankevækkende læsning, der føjer væsentlige nye facetter til studiet af navnlig James’ skønlitteratur.

Det lykkes for Murphy at skabe overbevisende sammenhænge mellem akademikeren M. R. James og forfatteren M. R. James, der stikker dybere end den umiddelbare rolle, som navnlig middelalderen spiller i hans spøgelsesfortællinger. Murphy graver faktisk langt dybere og når ned i lag, hvor han påviser, hvordan store omvæltninger i den engelske Oxbridge-universitetsverden havde afgørende konsekvenser for James’ stilling og selvopfattelse.

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017

Murphys læsning af spøgelsesfortællingerne er derfor også knyttet ganske nært til en læsning af manden M. R. James, hvilket på den ene side betyder, at vi som læsere bliver en hel del klogere på de biografiske detaljer i forfatterens liv, men samtidig går Murphy også ind på et intrikat fortolkningsspor, hvor han må træde varsomt for ikke at overfortolke eller lægge alt for mange ord i munden på sit studieobjekt. Det gør Murphy sådan set heller ikke. For at få hans læsning af James til at fungere må man imidlertid acceptere den præmis, at M. R. James var en figur, der stod mellem den professionelle historiske forskning og den amatørdrevne forskning, som i tiden omkring år 1900 oplevede et drastisk statustab i kraft af universiteternes professionalisering og fagenes specialisering.

James var en skæv figur i dette felt, fordi han leverede væsentlige forskningsresultater omkring de bevarede middelalderlige manuskripter i England, men han var hverken ansat som underviser eller forsker ved universitetet. James var en del af administrationen, og dermed tilhørte han egentlig officielt en helt anden gruppe end de forskere, som han omgik. Præcis det forhold identificerer Murphy meget overbevisende, synes jeg, som drivkraften bag mange af James spøgelsesfortællinger, der netop tydeligt forholder sig til både den etablerede stand af akademikere og amatørforskere.

Patrick J. Murphy ved mesterens grav

Et andet tema, der fylder meget i bogen, er James’ forhold til historie og navnlig middelalderen. Der bliver brugt en del plads på at diskutere hans spøgelsesnoveller i forhold til ”medievalism”-begrebet. Det er ikke uinteressant, især fordi Murphy meget klart demonstrerer, at James ikke som sådan sværmede for middelalderen eller romantiserede den, men samtidig viser Murphy også, hvor fundamentalt James var modstander af nygotikken og den moderne appropriation eller genoplivelse af middelalderen, der som bekendt har efterladt sig håndfaste aftryk på de middelalderlige bygningsværker i England.

Murphys bog giver os dermed ganske vigtige redskaber til bedre at forstå, hvad der er på færde i James’ spøgelseshistorier. Vi får bedre forudsætninger for at læse novellerne, og det vil utvivlsomt højne kvaliteten af fremtidens studier ud i James’ forfatterskab. En forskning, der vel at mærke traditionelt har haft en tendens til at fokusere på anekdotiske detaljer. Murphy tænker imidlertid bredere, og det kan vi også gøre nu med Murphys bog i baghovedet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Faktisk er der kun to punkter, som generer mig ved Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James. Bogens indledning og første lange kapitel handler i vid udstrækning om personen James – altså en form for psykologisk portræt, set som forfatteren fremstår i kilderne. Her er Murphy, som flere andre har været det før ham, optaget af spørgsmålet om James’ seksualitet. Modsat tidligere James-forskere siger Murphy ikke, at James var bøsse, men han så godt som konkluderer det og vedbliver med at antyde dette igennem resten af bogen.

Spørgsmålet lader sig imidlertid næppe afklare – så ville det jo nok være sket – men hvis Murphy havde meldt sin fortolkning klart ud, ville vi blive sparet for at skulle læse os igennem hentydninger og usagte merbetydning i Murphys fortolkninger. Det havde med andre ord lettet teksten, hvis der blev tonet rent flag. Som kilderne præsenteres i bogen, efterlader Murphy os i hvert fald ikke med nogen tvivl om, at James var stærkt optaget af de unge mænd, som han levede side om side med på universitetet. Spørgsmålet er da heller ikke helt uvæsentligt, fordi Murphy viser, igen som mange andre, at seksualitet og seksualitetens farlighed er en understrøm i James’ fiktion, der hænger nøje sammen med den form, hjemsøgelserne antager i novellerne.

Hardcover, Edward Arnold 1904. Bogens 1. udgave

En anden ting, som generer mig en smule ved bogen, er, at Murphy tydeligvis er vildt og blodigt begejstret for sit studieobjekt. James bliver dermed ophævet til den litterære krone på spøgelseslitteraturens værk. Det mener jeg er et helt forfejlet syn på forfatterskabet. Faktisk er jeg helt på linje med S. T. Joshi her, når han skriver, at James’ fiktion stort set er forstenet i samme form, efter den første novellesamling, Ghost Stories of an Antiquary, udkom i 1904.

Murphy forholder sig faktisk kun kritisk til James de steder, hvor hans synspunkter harmonerer dårligt med vores synspunkter i dag. Han kritiserer således James for et nedsættende kvindesyn og hans ganske ubehagelige udfald mod jøder, men teksternes æstetiske kvalitet forholder Murphy sig ganske ukritisk til. Det skaber mislyd i læsningen, fordi Murphy i virkeligheden kunne understøtte nogle af sine pointer, hvis han faktisk accepterede, at James i høj grad arbejdede ud fra faste skabeloner og selvopstillede skriveregler.

M. R. James i felten o. 1903

Det er dermed tydeligt, at novellernes tilblivelsesomstændighed spiller afgørende ind. James skrev sine historier til højtlæsning for venner og unge studerende, som han samlede i sit hjem til selskabelige sammenkomster. Navnlig juleoplæsningerne var kendte, og James vidste præcis, hvad man forventede af ham, og som Murphy også kan citere fra James’ dagbøger, var James meget optaget af at få den rigtige respons fra sit publikum. Man kommer dermed ikke uden om, at novellerne falder ind i en form for social eller ritual tænkning, hvor de er nøje afpasset i forhold til selskabets forventninger. Det har Murphy ikke blik for. Desværre. Men netop den kontrakt mellem forfatter og publikum har uden tvivl været årsagen til, at James i så ringe grad udfordrede sin skabelon for sine spøgelsesfortællinger.

Den manglende stillingtagen til novellernes kvalitet som helhed betyder i det store hele nok heller ikke så meget for Murphys bog. Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James har i hvert fald gjort mig meget klogere på James og tilmed gjort mig nysgerrig på hans spøgelsesfortællinger igen. Ikke så meget en æstetisk nysgerrighed, som en lyst til at genlæse novellerne med Murphys briller. Alene det, at Murphy inspirerer til at finde de bedagede gys frem igen, er flot, men der er absolut meget mere at hente her. Dette er dermed en anbefaling til de nysgerrige.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

Paperback, Fontana 1976. Den smækre forside er skabt af Justin Todd

Victoriatidens stille gys har haft en enorm indflydelse på dannelsen af den moderne skrækfortælling, og som jeg har skrevet i mindst et tidligere indlæg, er perioden da også nærmest blevet synonym med en stribe helt særlige troper, der er højt elsket blandt genrefiktionslæsere.  Det betyder imidlertid også, at der er blevet udgivet stakkevis af antologier med opsamlinger af især spøgelsesfiktion fra tiårene omkring år 1900. Antologier, der desværre i vid udstrækning fremstår som en endeløs gentagelse af de samme noveller og forfattere. Det gør, at selv den mest energiske samler på et eller andet tidspunkt når et mætningspunkt af præcis den type bøger. Det punkt nåede jeg selv for længe siden, men der er skam også udsendt samlinger, der har så megen friskhed og originalitet, at de træder frem fra mængden som noget særligt. En af den slags skal vi se nærmere på her.

Den rutinerede redaktør og forfatter R. Chetwynd-Hayes kunne således udsende sit bud på den victorianske skrækhistorie i 1976 med bogen Gaslight Tales of Terror, og her benyttede han gaslampens lys som det billede, der knytter fortællingerne sammen. Gaslamper bliver dermed nævnt i næsten alle antologiens noveller, hvilket måske kan fremstå som et arbitrært bindeled, men faktisk er det ganske godt tænkt af Chetwynd-Hayes. Ser man nærmere på det, man lidt bredt kan kalde den victorianske skrækhistorie, er det nemlig ganske klart, at lyset spiller en særlig rolle i teksternes stemningsopbygning. Vi hører, hvordan der skrues op og ned for lampernes lys, vi hører om lampernes hvæsen, og vi hører ikke mindst om de sitrende skygger, som gaslysets levende flammer producerer. Navnlig sidstnævnte fylder en del i antologiens interessante indledning, der bringer den overvejelse, at det måske netop var gaslampernes halvlys og skyggevirkning, der var med til at skabe den særlige atmosfære, som skabte grobund for periodens store produktion af gys.

Paperback, Fontana 1976

Den slags kan man jo spekulere meget over, men der er næppe nogen tvivl om, at gaslamperne med deres uldne lys på mange måder står olie- og petroleumslampen tættere end det elektriske lys. Dermed er der bestemt grundlag for at postulere en helt særlig rumoplevelse, hvor skygger i langt højere grad har været diffuse og konturløse, i hvert fald målt i forhold til den elektriske lampes hårdere lys. Fænomenologisk har gaslyset dermed et særligt potentiale for at skabe overvejsler om mystik og dunke aktiviteter i krogene, som kunne ligne noget overnaturligt – hvis man altså i forvejen er indstillet på den slags tanker. Præcis det var de kære victorianere, der brugte en hel del tid på at bekymre sig om sædernes forfald, bykulturens fremmarch og grænselandet eller rationalitet og metafysisk. Nå, nok om lamper, for Gaslight Tales of Terror rummer en række særdeles fine noveller, der vel at mærke ikke alle er skrevet i victoriatiden.

Et af de moderne, eller nyere bidrag, er således Sydney J. Bounds fortælling ”The Pauper’s Feast”, der er en klassisk grum fortælling i bedste, makabre Weird Tales-tradition. Det samme gælder ”The Last Victim” af Catherine Gleason og Rita Morris (skrevet under pseudonymet Roger Malisson), om kunstneren, der sælger sin sjæl til Djævlen. Begge fortællinger er periode-pasticher, men gør det godt, fordi de forbliver loyale overfor rammen, men løsner op for den sproglige stivhed, der kun dårlig lader sig gentage i dag, og samtidig giver de læseren alt det blod, som victorianerne kun kunne antyde.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

En mere periodenær novelle får vi i den helt og aldeles fantastiske fortælling ”Up, Like a Good Girl!”, skrevet af Dorothy K. Haynes. Dette er uden tvivl samlingens litterære højdepunkt. I det stille, underspillede skrækdrama befinder vi os på et børnehjem for piger. En af stedets guvernanter misbruger en pige (seksuelt?) natligt. Hvad, der egentlig sker, forbliver usagt, men Haynes udmaler med en sønderknusende sikkerhed, hvordan den stakkels pige ligger vågen hver nat og venter på overgebet, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted.

Alene dette kunne være blevet en voldsomt kraftfuld novelle, men hun lægger mere i dette, fordi den misbrugte pige af frygt natligt tisser i sengen, og dette tisseri får alvorlige, sociale konsekvenser, som fører handlingen ud i både tragiske og yderligere grufulde optrin. Haynes leverer alt dette i et smukt, melankolsk sprog, der på en gang fanger pigernes barnlige perspektiv og den voksnes dybere forståelse af det fornedrende, perverse og skrækkelige ved alt, der her berettes.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936). James er et godt eksempel på de evige gengangere, der stort set er med i ale antologier af indeværende type

Mere let i tonen, men ikke mindre fascinerende, er Fitz-James O’Briens absurde ”What was it?”, skrevet i 1859, hvor to logerende i en udlejningsejendom en nat opdager, at der opholder sig et usynligt væsen på den ene mands værelse. De indfanger væsenet efter mange genvordigheder, men når kun delvist at få det undersøgt, før væsnet skabningen dør af sult. Spørgsmålet ligger i titlen – hvad var det, disse mænd fangede i rummets skyggefulde hjørne? Trods en lidt naiv fremføring er der et grundlæggende sært perspektiv i novellens uforklarlighed, som gør, at den også appellerer til den moderne læser. Der ligger ganske enkelt et bizart, foruroligende potentiale her, som O’brien får iscenesat særdeles virkningsfuldt.

Fitz-James O’Brien (25. oktober 1826 – 6. april 1862)

Novellen ligner en type SF-historier, der senere blev populær i pulpmagasinerne, men Fitz-James O’Brien kommer ikke med nogen forklaring på fænomenet. Han efterlader sin læser med forundring, og netop på grund af denne forundring frembringer han et stille gys i læseren, som de senere SF-forfattere aldrig opnåede, eller ønskede at opnå, fordi vi typisk her får leveret et eller andet rationale for hændelser. ”What was it?” kan dermed også bruges som en form for demonstration af, hvad den klassiske SF bragte ind i genrelitteraturen med sit naturvidenskabelige perspektiv.

Den sidste novelle, som jeg vil trække frem, er Edmund Mitchells ”The Phantom of the Lake” fra 1886, fordi det ganske enkelt er et smukt eksempel på den klassiske victorianske spøgelsesfortælling. Vi hører her, hvordan en mystisk skøjteløber toner frem på herregårdens sø, hver gang et medlem af slægten skal dø. Vores hovedperson ser skøjteløberen, men spørgsmålet er jo, for hvem dette varsel gælder. Novellen er enfoldig og troperne reciperet til døde allerede i samtiden, men set isoleret er historien et vidnesbyrd om den forfinede form, den sproglige omhyggelighed og forsigtige omgang med gyset, der kendetegner den victorianske spøgelsesnovelle.

Sydney J. Bounds (1920-2006)

Alt i alt er Gaslight Tales of Terror en forbløffende alsidig antologi, som rummer en lille håndfuld virkelige perler, der ikke bare er litterære museumsstykker. Flere af novellerne er små juveler, der kanske er blevet en smule bedagede, men bruger man tid på dem, slår de med forbløffende kraft. Læren af dette må være, at selvom vi måske tror, at vi kender vores antologier og genrehistorie så godt, at vi kan vælge noget fra, fordi det ikke bringer noget nyt, så er mængden af stof så enorm, at der altid findes uopdagede skatte derude, som gør jagten på den gode genrefiktion til et fortsat eventyr, der aldrig stopper.

 

Novellerne:

Roger Malisson:  “The Last Victim”.
Ukendt forfatter: “A Tale of a Gas-Light Ghost”.
Sydney J. Bounds: “The Pauper’s Feast”
M. R. James: “Number 13″
Dorothy K. Haynes: “Up, Like a Good Girl!”
Joseph Sheridan Le Fanu: “An Authentic Narrative of a Haunted House”
R. Thurston Hopkins: “The Glass Staircase”
Rosemary Timperley: “The Maid, the Madman and the Knife”
Fitz-James O’Brien: “What Was It?”
James Jauncey: ”The Veritable Verasco”
Harold Lawlor: “The Silver Highway”
Lady Eleanor Smith: “Mrs. Raeburn’s Waxwork”
Edmund Mitchell: “The Phantom of the Lake”
R. Chetwynd-Hayes: “Keep the Gaslight Burning”

  

2 kommentarer

Filed under Novellesamling