Tag Archives: Spøgelser

Robert Aickman, The Wine-Dark Sea (1988): Et skræmmende godt udvalg

Paperback, Mandarin Press 1988. Christopher Brown har malet forsiden

Robert Aickmans relativt lille skønlitterære produktion hører til blandt nogle af de vigtigste eksempler på moderne skrækfiktion. Målt i salgstal kan Aickman næppe regnes blandt bestsellerne, og han er af flere blevet karakteriseret som spøgelseslitteraturens bedst skjulte hemmelighed. Sådan er det nok ikke helt længere, men Aickmans status som en såkaldt forfatternes forfatter er aldrig forsvundet. Man behøver heller ikke læse ret mange af hans noveller for at kunne konstatere, at der er langt fra populærkulturens horror til Aickmans sofistikerede, litterære prosa.

Forfatterskabets uforlignelige kvaliteter kan man få et indtryk af i antologien The Wine-Dark Sea fra 1988, der samler et udpluk af noveller fra hele forfatterskabet, som strakte sig fra 1950’ernes begyndelse og små tyve år frem. I løbet af den tid udsendte Aickman en lille buket novellesamlinger, der alle karakteriseres ved ganske lange historier, som på en eller anden måde afviger fra dét, vi forventer af en klassisk spøgelsesfortælling – ja som oftest er der slet ikke noget spøgelse i historien til trods for, at spøgelsesfortælling rent faktisk er et rammende ord for Aickmans hjemsøgte prosa. Efter den første novellesamling begyndte Aickman selv at kalde sine noveller for ”strange tales”, og det er nok også i virkeligheden langt mere dækkende for det landskab, som hans noveller opererer i.

Paperback, Mandarin Press 1988

Hos Aickman flyder tonstunge freudianske motiver sammen med surrealisme, modernistisk realisme og romantisk, metafysisk længsel. Han ligner måske Rudyard Kipling, Henry James og Algernon Blackwood  mere end andre, men Aickman er i sidste ende sin egen, stærkt foruroligende stemme.

”The Trains” fra debutbogen We Are for the Dark (1951) rummer således allerede alt det, vi kan definere som aickmansk. To veninder på vandretur farer vild og havner i en dal, hvor de ser sig nødsaget til at søge ly i et gammelt hus, der er opført nært ved de togskinner, der løber gennem dalen. Veninderne opdager hurtigt, at alt ikke er, som det skal være i huset, og snart er de gidsler hos husets togbesatte ejer. På overfladen leger Aickman her med læserens æstetiske forventninger ved at lade sin gotiske fortælling udspille sig i en industrialiseret ramme fjernt fra genrens normale sætstykker. Går man et stik dybere, bliver novellen et portræt af den erotiske magtkamp, der udspiller sig mellem veninderne. Husets herrer fremstår umiddelbart som deres fangevogter, men i virkeligheden er det ham, der bliver offer for pigernes interne rivalisering. Til sidst står det da også klart, at pigerne havner i rollen som spøgelsesagtige eksistenser, fanget af deres drifter. Mesterligt gør Aickman derved til sidst de to unge kvinder til dødningelignende figurer, der synes mindst lige så uvirkelige som de spøgelsesagtige tog, der bliver ved med at buldre gennem dalen.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

Den surrealistiske Aickman møder vi i novellen ”Growing Boys”; et bizart, fragmentarisk arbejde fra den sidste novellesamling, som Aickman udgav. Omdrejningspunktet er her en mor, der må flygte fra sit eget hjem, fordi hendes to tvillinger har vokset sig gigantiske i størrelse og nu driver omkring i nabolaget, hvor de hærger og seksuelt forulemper deres omgivelser. Kvindens mand må se impotent til, mens hans drenge terroriserer alt og alle. Historien udvikler sig til noget nær en regulær krig mod de to enorme tvillinger, der eksempelvis også uhindret belurer deres mor gennem soveværelsevinduet på første sal. Historien er vanvittig, ubehagelig og galgenhumoristisk. Man bemærker også her, at Clive Barker synes at have en klar forgænger i denne novelle, der på en gang udfordrer og udfolder stereotyp freudiansk symbolik.

Det samme gælder også den foruroligende ”Into the Wood”, der udspiller sig i Sverige. Her følger vi en midaldrende engelsk dame, der tager på kurophold på et lille hjem for mennesker, der lider af søvnløshed. I stedet for at sove klæder de sig hver nat på og vandrer i den labyrintlignende skov, som ligger bag kurstedet. ”De er som vampyrer”, udbryder historiens forbløffede hovedperson, kun for at få at vide af en anden gæst på stedet, ”ja, men de bider skam ikke så hårdt”. Historien er dragende, uvirkelig, sensuel og ubehagelig. Den trækker læseren ind i den labyrintiske underbevidsthed og danner et mareridt for læseren, der givetvis ikke umiddelbart vil være i stand til at glemme fortællingen. Ikke et eneste spøgelse dukker op i denne ”strange tale”, men man kan næppe forestille sig et stykke mere hjemsøgt prosa end dette. Overvældende, det er ganske enkelt det eneste ord, der kan beskrive Aickmans bedrift i en novelle som denne.

Hardcover, Cape 1951. aickmans debutsamling, skrevet sammen med kæresten Elizabeth Jane Howard

”Into the Wod” er uden tvivl mesterværket i The Wine-Dark Sea, og måske Aickmans mesterværk i det hele taget. Novellen ”The Inner Room” hører imidlertid også til blandt det bedste, han skrev og noget af det bedste skrækfiktion i hele taget. En ung pige får her et gammelt victoriansk dukkehus i fødselsdagsgave. Huset er mærkeligt og kan ikke åbnes. Der er underlige, lasede dukker inde i huset (flytter de sig, når pigen ikke kigger? Det virker næsten sådan) og pigens bror opdager, at der må være et skjult rum i husets midte, som man ikke umiddelbart kan komme til.

Før pigen får undersøgt huset ordentligt, sælger forældrene det på grund af den uduelige fars gæld. Her sker der et hop i tid, og vi møder pigen nu igen som voksen, denne gang på ensom vandring gennem en skov, hvor hun er faret vild. Pludselig ankommer hun til et hus, der i forbløffende grad ligner barndommens dukkehus, og endelig står hun ansigt til ansigt med husets beboere.

Paperback, Mandarin Press 1990

”The Inner Room” er et storslået stykke fiktion, der i første del ligner en klassisk skrækfortælling – endda en ganske potent en af slagsen, mens anden del transformeres ind i et surrealistisk mareridt; et vanvittigt selvstudie, hvor kvinden rejser langt ind i sig selv og her finder sin stærkeste, fortrængte frygt i titlens ”indre kammer”.

Alle Robert Aickmans novellesamlinger er mesterværker, men med The Wine-Dark Sea får man måske det bedste af det bedste serveret. De lange, snørklede noveller, der tager sig en evighed at komme i gang, ligger her som hemmelighedsfulde, upolerede ædelstene, parate til at blive afdækket og opdaget af den, som er villig til at dykke ned i forfatterskabet og opleve det voldsomt fængende univers, der eksisterer her. For den, der er villig til at slippe alt og følge stierne ind i Aickmans surrealistiske drømmeunivers, venter der den sjældne belønning, ikke at blive skræmt eller væmmet, men fundamentalt foruroliget, fordi Aickman piller ved vores indre metaforer og tænkning. Han planter sig i vores vågne drømme med sine historier, der taler direkte ind under intellektet, til noget usagt, underbevidst, som vi ikke selv er herre over. Det har kun få mestret før ham, og det gør Aickman til en af genrelitteraturens væsentligste stemmer, som kun tåler sammenligning med de fineste litterære præstationer – genrelitterære eller i al almindelighed. Er du i tvivl, så grav ham frem fra antikvariatets hylder. Hvis du bare tænker en smule som mig, vil det blive et uforglemmeligt bekendtskab.

Paperback, Faber Faber 2014

Novellerne:

The Wine-Dark Sea

The Trans

Your Tiny Hand Is Frozen

Growing Boys

The Fetch

The Inner Room

Never Visit Venice

Into The Wood

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Patrick J. Murphy, Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James (2017): En anbefaling til de nysgerrige

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017. Den ganske, ganske stemningsfulde forside er malet af Jorge González

Der er skrevet ganske, ganske meget om M. R. James’ forfatterskab – både det skønlitterære og hans akademiske produktion, sidstnævnte er dog næppe er kendt udenfor fagkredse. Der er imidlertid aldrig tidligere blevet skrevet et samlet værk, der bygger bro mellem de to sider af James’ virke. Både Tolkien og C. S. Lewis har fået monografier, der frugtbart belyser præcis dette krydsfelt, og nu har M. R. James så også langt om længe fået sit studie. Det er glædeligt, for lad os bare få det frem med det samme; Patrick J. Murphys bog Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James er særdeles tankevækkende læsning, der føjer væsentlige nye facetter til studiet af navnlig James’ skønlitteratur.

Det lykkes for Murphy at skabe overbevisende sammenhænge mellem akademikeren M. R. James og forfatteren M. R. James, der stikker dybere end den umiddelbare rolle, som navnlig middelalderen spiller i hans spøgelsesfortællinger. Murphy graver faktisk langt dybere og når ned i lag, hvor han påviser, hvordan store omvæltninger i den engelske Oxbridge-universitetsverden havde afgørende konsekvenser for James’ stilling og selvopfattelse.

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017

Murphys læsning af spøgelsesfortællingerne er derfor også knyttet ganske nært til en læsning af manden M. R. James, hvilket på den ene side betyder, at vi som læsere bliver en hel del klogere på de biografiske detaljer i forfatterens liv, men samtidig går Murphy også ind på et intrikat fortolkningsspor, hvor han må træde varsomt for ikke at overfortolke eller lægge alt for mange ord i munden på sit studieobjekt. Det gør Murphy sådan set heller ikke. For at få hans læsning af James til at fungere må man imidlertid acceptere den præmis, at M. R. James var en figur, der stod mellem den professionelle historiske forskning og den amatørdrevne forskning, som i tiden omkring år 1900 oplevede et drastisk statustab i kraft af universiteternes professionalisering og fagenes specialisering.

James var en skæv figur i dette felt, fordi han leverede væsentlige forskningsresultater omkring de bevarede middelalderlige manuskripter i England, men han var hverken ansat som underviser eller forsker ved universitetet. James var en del af administrationen, og dermed tilhørte han egentlig officielt en helt anden gruppe end de forskere, som han omgik. Præcis det forhold identificerer Murphy meget overbevisende, synes jeg, som drivkraften bag mange af James spøgelsesfortællinger, der netop tydeligt forholder sig til både den etablerede stand af akademikere og amatørforskere.

Patrick J. Murphy ved mesterens grav

Et andet tema, der fylder meget i bogen, er James’ forhold til historie og navnlig middelalderen. Der bliver brugt en del plads på at diskutere hans spøgelsesnoveller i forhold til ”medievalism”-begrebet. Det er ikke uinteressant, især fordi Murphy meget klart demonstrerer, at James ikke som sådan sværmede for middelalderen eller romantiserede den, men samtidig viser Murphy også, hvor fundamentalt James var modstander af nygotikken og den moderne appropriation eller genoplivelse af middelalderen, der som bekendt har efterladt sig håndfaste aftryk på de middelalderlige bygningsværker i England.

Murphys bog giver os dermed ganske vigtige redskaber til bedre at forstå, hvad der er på færde i James’ spøgelseshistorier. Vi får bedre forudsætninger for at læse novellerne, og det vil utvivlsomt højne kvaliteten af fremtidens studier ud i James’ forfatterskab. En forskning, der vel at mærke traditionelt har haft en tendens til at fokusere på anekdotiske detaljer. Murphy tænker imidlertid bredere, og det kan vi også gøre nu med Murphys bog i baghovedet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Faktisk er der kun to punkter, som generer mig ved Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James. Bogens indledning og første lange kapitel handler i vid udstrækning om personen James – altså en form for psykologisk portræt, set som forfatteren fremstår i kilderne. Her er Murphy, som flere andre har været det før ham, optaget af spørgsmålet om James’ seksualitet. Modsat tidligere James-forskere siger Murphy ikke, at James var bøsse, men han så godt som konkluderer det og vedbliver med at antyde dette igennem resten af bogen.

Spørgsmålet lader sig imidlertid næppe afklare – så ville det jo nok være sket – men hvis Murphy havde meldt sin fortolkning klart ud, ville vi blive sparet for at skulle læse os igennem hentydninger og usagte merbetydning i Murphys fortolkninger. Det havde med andre ord lettet teksten, hvis der blev tonet rent flag. Som kilderne præsenteres i bogen, efterlader Murphy os i hvert fald ikke med nogen tvivl om, at James var stærkt optaget af de unge mænd, som han levede side om side med på universitetet. Spørgsmålet er da heller ikke helt uvæsentligt, fordi Murphy viser, igen som mange andre, at seksualitet og seksualitetens farlighed er en understrøm i James’ fiktion, der hænger nøje sammen med den form, hjemsøgelserne antager i novellerne.

Hardcover, Edward Arnold 1904. Bogens 1. udgave

En anden ting, som generer mig en smule ved bogen, er, at Murphy tydeligvis er vildt og blodigt begejstret for sit studieobjekt. James bliver dermed ophævet til den litterære krone på spøgelseslitteraturens værk. Det mener jeg er et helt forfejlet syn på forfatterskabet. Faktisk er jeg helt på linje med S. T. Joshi her, når han skriver, at James’ fiktion stort set er forstenet i samme form, efter den første novellesamling, Ghost Stories of an Antiquary, udkom i 1904.

Murphy forholder sig faktisk kun kritisk til James de steder, hvor hans synspunkter harmonerer dårligt med vores synspunkter i dag. Han kritiserer således James for et nedsættende kvindesyn og hans ganske ubehagelige udfald mod jøder, men teksternes æstetiske kvalitet forholder Murphy sig ganske ukritisk til. Det skaber mislyd i læsningen, fordi Murphy i virkeligheden kunne understøtte nogle af sine pointer, hvis han faktisk accepterede, at James i høj grad arbejdede ud fra faste skabeloner og selvopstillede skriveregler.

M. R. James i felten o. 1903

Det er dermed tydeligt, at novellernes tilblivelsesomstændighed spiller afgørende ind. James skrev sine historier til højtlæsning for venner og unge studerende, som han samlede i sit hjem til selskabelige sammenkomster. Navnlig juleoplæsningerne var kendte, og James vidste præcis, hvad man forventede af ham, og som Murphy også kan citere fra James’ dagbøger, var James meget optaget af at få den rigtige respons fra sit publikum. Man kommer dermed ikke uden om, at novellerne falder ind i en form for social eller ritual tænkning, hvor de er nøje afpasset i forhold til selskabets forventninger. Det har Murphy ikke blik for. Desværre. Men netop den kontrakt mellem forfatter og publikum har uden tvivl været årsagen til, at James i så ringe grad udfordrede sin skabelon for sine spøgelsesfortællinger.

Den manglende stillingtagen til novellernes kvalitet som helhed betyder i det store hele nok heller ikke så meget for Murphys bog. Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James har i hvert fald gjort mig meget klogere på James og tilmed gjort mig nysgerrig på hans spøgelsesfortællinger igen. Ikke så meget en æstetisk nysgerrighed, som en lyst til at genlæse novellerne med Murphys briller. Alene det, at Murphy inspirerer til at finde de bedagede gys frem igen, er flot, men der er absolut meget mere at hente her. Dette er dermed en anbefaling til de nysgerrige.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

Paperback, Fontana 1976. Den smækre forside er skabt af Justin Todd

Victoriatidens stille gys har haft en enorm indflydelse på dannelsen af den moderne skrækfortælling, og som jeg har skrevet i mindst et tidligere indlæg, er perioden da også nærmest blevet synonym med en stribe helt særlige troper, der er højt elsket blandt genrefiktionslæsere.  Det betyder imidlertid også, at der er blevet udgivet stakkevis af antologier med opsamlinger af især spøgelsesfiktion fra tiårene omkring år 1900. Antologier, der desværre i vid udstrækning fremstår som en endeløs gentagelse af de samme noveller og forfattere. Det gør, at selv den mest energiske samler på et eller andet tidspunkt når et mætningspunkt af præcis den type bøger. Det punkt nåede jeg selv for længe siden, men der er skam også udsendt samlinger, der har så megen friskhed og originalitet, at de træder frem fra mængden som noget særligt. En af den slags skal vi se nærmere på her.

Den rutinerede redaktør og forfatter R. Chetwynd-Hayes kunne således udsende sit bud på den victorianske skrækhistorie i 1976 med bogen Gaslight Tales of Terror, og her benyttede han gaslampens lys som det billede, der knytter fortællingerne sammen. Gaslamper bliver dermed nævnt i næsten alle antologiens noveller, hvilket måske kan fremstå som et arbitrært bindeled, men faktisk er det ganske godt tænkt af Chetwynd-Hayes. Ser man nærmere på det, man lidt bredt kan kalde den victorianske skrækhistorie, er det nemlig ganske klart, at lyset spiller en særlig rolle i teksternes stemningsopbygning. Vi hører, hvordan der skrues op og ned for lampernes lys, vi hører om lampernes hvæsen, og vi hører ikke mindst om de sitrende skygger, som gaslysets levende flammer producerer. Navnlig sidstnævnte fylder en del i antologiens interessante indledning, der bringer den overvejelse, at det måske netop var gaslampernes halvlys og skyggevirkning, der var med til at skabe den særlige atmosfære, som skabte grobund for periodens store produktion af gys.

Paperback, Fontana 1976

Den slags kan man jo spekulere meget over, men der er næppe nogen tvivl om, at gaslamperne med deres uldne lys på mange måder står olie- og petroleumslampen tættere end det elektriske lys. Dermed er der bestemt grundlag for at postulere en helt særlig rumoplevelse, hvor skygger i langt højere grad har været diffuse og konturløse, i hvert fald målt i forhold til den elektriske lampes hårdere lys. Fænomenologisk har gaslyset dermed et særligt potentiale for at skabe overvejsler om mystik og dunke aktiviteter i krogene, som kunne ligne noget overnaturligt – hvis man altså i forvejen er indstillet på den slags tanker. Præcis det var de kære victorianere, der brugte en hel del tid på at bekymre sig om sædernes forfald, bykulturens fremmarch og grænselandet eller rationalitet og metafysisk. Nå, nok om lamper, for Gaslight Tales of Terror rummer en række særdeles fine noveller, der vel at mærke ikke alle er skrevet i victoriatiden.

Et af de moderne, eller nyere bidrag, er således Sydney J. Bounds fortælling ”The Pauper’s Feast”, der er en klassisk grum fortælling i bedste, makabre Weird Tales-tradition. Det samme gælder ”The Last Victim” af Catherine Gleason og Rita Morris (skrevet under pseudonymet Roger Malisson), om kunstneren, der sælger sin sjæl til Djævlen. Begge fortællinger er periode-pasticher, men gør det godt, fordi de forbliver loyale overfor rammen, men løsner op for den sproglige stivhed, der kun dårlig lader sig gentage i dag, og samtidig giver de læseren alt det blod, som victorianerne kun kunne antyde.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

En mere periodenær novelle får vi i den helt og aldeles fantastiske fortælling ”Up, Like a Good Girl!”, skrevet af Dorothy K. Haynes. Dette er uden tvivl samlingens litterære højdepunkt. I det stille, underspillede skrækdrama befinder vi os på et børnehjem for piger. En af stedets guvernanter misbruger en pige (seksuelt?) natligt. Hvad, der egentlig sker, forbliver usagt, men Haynes udmaler med en sønderknusende sikkerhed, hvordan den stakkels pige ligger vågen hver nat og venter på overgebet, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted.

Alene dette kunne være blevet en voldsomt kraftfuld novelle, men hun lægger mere i dette, fordi den misbrugte pige af frygt natligt tisser i sengen, og dette tisseri får alvorlige, sociale konsekvenser, som fører handlingen ud i både tragiske og yderligere grufulde optrin. Haynes leverer alt dette i et smukt, melankolsk sprog, der på en gang fanger pigernes barnlige perspektiv og den voksnes dybere forståelse af det fornedrende, perverse og skrækkelige ved alt, der her berettes.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936). James er et godt eksempel på de evige gengangere, der stort set er med i ale antologier af indeværende type

Mere let i tonen, men ikke mindre fascinerende, er Fitz-James O’Briens absurde ”What was it?”, skrevet i 1859, hvor to logerende i en udlejningsejendom en nat opdager, at der opholder sig et usynligt væsen på den ene mands værelse. De indfanger væsenet efter mange genvordigheder, men når kun delvist at få det undersøgt, før væsnet skabningen dør af sult. Spørgsmålet ligger i titlen – hvad var det, disse mænd fangede i rummets skyggefulde hjørne? Trods en lidt naiv fremføring er der et grundlæggende sært perspektiv i novellens uforklarlighed, som gør, at den også appellerer til den moderne læser. Der ligger ganske enkelt et bizart, foruroligende potentiale her, som O’brien får iscenesat særdeles virkningsfuldt.

Fitz-James O’Brien (25. oktober 1826 – 6. april 1862)

Novellen ligner en type SF-historier, der senere blev populær i pulpmagasinerne, men Fitz-James O’Brien kommer ikke med nogen forklaring på fænomenet. Han efterlader sin læser med forundring, og netop på grund af denne forundring frembringer han et stille gys i læseren, som de senere SF-forfattere aldrig opnåede, eller ønskede at opnå, fordi vi typisk her får leveret et eller andet rationale for hændelser. ”What was it?” kan dermed også bruges som en form for demonstration af, hvad den klassiske SF bragte ind i genrelitteraturen med sit naturvidenskabelige perspektiv.

Den sidste novelle, som jeg vil trække frem, er Edmund Mitchells ”The Phantom of the Lake” fra 1886, fordi det ganske enkelt er et smukt eksempel på den klassiske victorianske spøgelsesfortælling. Vi hører her, hvordan en mystisk skøjteløber toner frem på herregårdens sø, hver gang et medlem af slægten skal dø. Vores hovedperson ser skøjteløberen, men spørgsmålet er jo, for hvem dette varsel gælder. Novellen er enfoldig og troperne reciperet til døde allerede i samtiden, men set isoleret er historien et vidnesbyrd om den forfinede form, den sproglige omhyggelighed og forsigtige omgang med gyset, der kendetegner den victorianske spøgelsesnovelle.

Sydney J. Bounds (1920-2006)

Alt i alt er Gaslight Tales of Terror en forbløffende alsidig antologi, som rummer en lille håndfuld virkelige perler, der ikke bare er litterære museumsstykker. Flere af novellerne er små juveler, der kanske er blevet en smule bedagede, men bruger man tid på dem, slår de med forbløffende kraft. Læren af dette må være, at selvom vi måske tror, at vi kender vores antologier og genrehistorie så godt, at vi kan vælge noget fra, fordi det ikke bringer noget nyt, så er mængden af stof så enorm, at der altid findes uopdagede skatte derude, som gør jagten på den gode genrefiktion til et fortsat eventyr, der aldrig stopper.

 

Novellerne:

Roger Malisson:  “The Last Victim”.
Ukendt forfatter: “A Tale of a Gas-Light Ghost”.
Sydney J. Bounds: “The Pauper’s Feast”
M. R. James: “Number 13″
Dorothy K. Haynes: “Up, Like a Good Girl!”
Joseph Sheridan Le Fanu: “An Authentic Narrative of a Haunted House”
R. Thurston Hopkins: “The Glass Staircase”
Rosemary Timperley: “The Maid, the Madman and the Knife”
Fitz-James O’Brien: “What Was It?”
James Jauncey: ”The Veritable Verasco”
Harold Lawlor: “The Silver Highway”
Lady Eleanor Smith: “Mrs. Raeburn’s Waxwork”
Edmund Mitchell: “The Phantom of the Lake”
R. Chetwynd-Hayes: “Keep the Gaslight Burning”

  

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Peter Straub, Ghost Story (1979): Det victorianske ekko

Paperback, Futura 1979

Spøgelseslitteraturen er måske den vanskeligste genre i skrækfiktionen, fordi den er en af hovedårene i selve den moderne gyserlitteratur, men samtidig også en genre, der synes næsten helt fastlåst i de genrekonventioner, som M. R. James endegyldigt formulerede med sine skabelonagtige noveller. Ikke desto mindre har spøgelseslitteraturen budt sig til som emne for den moderne fiktion og inviteret til balancegang mellem nyskabelse og genretro dyrkelse af forbillederne.

Det ældgamle, gotiske motiv med spøgelset, der som repræsentant for fortiden, hjemsøger nutiden, har dermed trods modernismen tilsyneladende ikke mistet meget af sin umiddelbare, konceptuelle styrke.  Spøgelsernes tag i både læsere og forfattere synes umindsket, men de fleste radikale nyfortolkninger af genren har ikke vundet noget stort publikum, fordi man åbenbart fortsat helst vender tilbage til genrens guldalder i tiårene omkring 1900.

Paperback, Futura 1979

Man kan imidlertid også skabe livskraftige værker på bagudskuende litterære værdier. Det viste Peter Straub, for hvem det lykkedes at skabe et værk, der bygger bro mellem den traditionelle spøgelsesfortælling og en moderne iscenesættelse. Et værk uden genrens vante og stærkt klichéprægede rammeværk i form af kirkegårde, hvæsende gaslamper og forladte huse på heden. Straub havde allerede arbejdet med spøgelsesfortællingen i If You could See Me Now fra ’77, der fremstår som et langt mere moderne og udfordrende værk, men det var i hans efterfølgende roman fra ’79, der slet og ret hedder Ghost Story, at han tog skridtet fuldt ud og skrev en klassisk spøgelsesfortælling, som omfavner alle genrens troper med den kloge litterats sans for mådehold.

Den ganske lange roman udspiller sig i den fiktive provinsby Milburn i staten New York, hvor en gruppe aldrende mænd indhentes af fortiden og pludselig hjemsøges af en ganske brutal dæmonisk kraft. Mændene, der alle fungerer som hovedpersoner, er velhavende og prominente medlemmer af det lille bysamfund, og de ser nu tilbage på et langt liv i lillebyen, hvor de har stået ved roret som samfundets spidser. Derfor virker hjemsøgelsen også ekstra voldsomt på dem, fordi den ødelægger det, der burde være de gamle gubbers ærefulde farvel.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Hjemsøgelsen ydmyger de sympatiske, statelige herrer, skubber dem ud på dybt vand, og vigtigst af alt, så fremmedgør hjemsøgelsen vennerne fra deres elskede by. Spøgelserne, der plager dem, isolerer ganske enkelt vennerne i en sådan grad, at de henimod bogens slutning vandrer alene omkring i et øde Milburn, der er blevet lammet og låst fuldstændig af et enormt snefald.

Vennerne har kendt hinanden siden barnsben og mødes nu fortsat i det, de uformelt kalder ”The Chowder Soceity”, en særlig form for sammenkomst, hvor de på skift fortæller historier for hinanden. Allerede før de har indrømmet overfor hinanden, at noget truende synes at være under opsejling, har deres fortællinger antaget en dyster karakter, fordi de er begyndt at fortælle spøgelseshistorier. Gradvist bliver disse spøgelsesfortællinger en form for bekendelse for gruppen, hvor vennerne bid for bid får tilstået, hvad der plager dem og stykket brikkerne sammen til det, der udgør billedet af deres fjende eller fjender.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1979. Romanens 1. udgave

What was the worst thing you’ve ever done? I won’t tell you that, but I’ll tell you the worst thing that ever happened to me… the most dreadful thing…  lyder det i bogens første linjer, og naturligvis ligger der en løgn gemt her, for tingene hænger sammen og de værste gerninger I fortiden er nøje knyttet til den overnaturlige straf, der hjemsøger nutiden.

Ghost Story er som sagt en ganske lang roman, hvor hovedparten af bogen er udgjort af fortællinger i fortællingen. Vi hører vennernes historier, men får også andre tilføjet, der tilsammen danner en bred mosaik af genkendelige spøgelsesmotiver, som alle fortælles i jegpersonens indlevende form. Det gør strukturelt romanen til en fragmenteret læseoplevelse, men det lykkes for Straub at etablere sine fortællere og selve rammen om deres beretninger så sikkert, at vi aldrig er et øjeblik i tvivl om, at historierne hænger uløseligt sammen og bærer frem mod samme slutning.

Hardcover, Jonathan Cape 1979

For Straub er fortællingerne i fortællingen dermed et vigtigt redskab i selve skildringen af den hjemsøgelse, der plager bogens venner. Disse indbyggede historier tillader ham i noget, der ligner novellens form, at opsøge ”spøgelserne” i forskellige aspekter og situationer. Det står da også hurtigt klart for læseren, at vennerne hjemsøges af de samme spøgelser, der blot antager forskellige former i tid og rum.

Og fordi vi kun får små bidder af baggrunden leveret, kan Straub tillade sig at lade uvisheden råde og efterlade sine personer med en følelse af blind rædsel og rådvildhed. Og præcis dette er det mesterlige træk ved romanen, der spiller på så mange strenge på en gang, at vi som læsere først meget sent kan læne os tilbage med en forventning om at kende resten af bogens indhold.

Paperback, Pocket Books 1980

Længe fremstår spøgelserne da også som fortidens synder i materialiseret form, men de er også mere end det. Spøgelserne bliver dødens repræsentanter, der sniger sig ind på bogens venner, som udtryk for uforløste længsler, forbudte drifter og tabte drømme. De er et pust af noget andet og større, der fylder vennerne med lige dele rædsel og fascination. En fascination, der stedvist bliver til en form for fanatisme og besættelse, men som i sidste ende må vige pladsen for gruen og undergangen.

Straubs force i romanen er således, at han formår at opbygge et intenst mysterium, der drager sin læser, fordi vi for hver ny historie i historien får nye muligheder for fortolkning. Den store fortælling bag Ghost Story stivner dermed først sent i sit endelige spor, og netop usikkerheden skaber en potent mulighed for indlevelse og derfor også for gys. Vi lulles ganske enkelt ind i bogens flimrende net af antydninger og løse plottråde, som hver for sig rammer os forskellige steder i psyken.

Paperback, Pocket Books 1981

Man behøver imidlertid heller ikke læse ret mange sider i bogen, før man forstår, hvorfor den er blevet så stor en bestseller, som den er. Straub lægger sig i slipstrømmen på tidens store succesromaner, og parallellen til eksempelvis Stephen Kings bøger er oplagt. Peter Straub tager sig tid, fylder beretningen med små anekdotiske krøller og ligegyldige detaljer, der åbner hans univers for os. Hans karakterer er mennesker på godt og ondt, varmblodede skabninger med fejl og kærlige sider; sympatiske og usympatiske træk. De bliver vores venner i løbet af bogen, og vi gider rent faktisk lytte, når de fortæller deres sære beretninger.

Ghost Story kommer dermed også til at handle om mennesker og mellem-menneskelige relationer, fortalt i en ordglad form, der stedvist næsten gør beskrivelserne af dagligdagsproblemer til et hovedanliggende i teksten. Det er da også her, at Straubs flirt med den folkelige, kommercielle romanform bliver tydeligst og mest problematisk, fordi han konstant nærmer sig det banale.

Hardcover, Hill House 1984

Det, der imidlertid hæver Straubs Ghost Story over den jævne bestsellergrød, er en skarp, poetisk pen, der modsat hans tidligere spøgelsesroman fra ’77 nu er trukket ind i fortællingens baggrund, så den ligger i små sætninger og beskrivende iagttagelser. Formen er bestsellerens, men Straubs sprog er grundlæggende mere ambitiøst end som så, og det gør bogen til en af de stærkestes moderne spøgelsesfortællinger, der er skrevet siden Shirley Jacksons The Haunting of Hill House.

Ghost Story er faktisk sprogligt så stærk, at vi også må tilgive Straub, at han i bogens afslutning vælger at forlade hjemsøgelsens vage land, hvor skruen strammes smukt om læseren med mystiske omvindinger. I stedet trækker han sin historie ind i realiteternes plan. Han konkretiserer sit gys og forklarer det for os. Han giver spøgelset form og skaber konkrete monstre, som Straubs helte rent faktisk kan tage kampen op imod. Her bliver det plat, som kun gysergenren kan blive plat, og Straubs storværk synker dermed i kraft og vision kort før målstregen.

Paperback, Pocket Books 1994

Ghost Story mister ganske enkelt en stor del af sin charme i denne sidste del, hvor plottråde skal udredes og beretningen strømlines. Læseren må ikke længere være i tvivl om, hvad der skete og hvorfor. Det er ærgerligt, for Straub gør her et ekstraordinært værk ordinært, og han viser, at kommerciel mainstream-fiktion trods alt ikke lader sig forene med poetisk mystik. Ærgerligt. Ikke desto mindre er Ghost Story en milepæl, der afkræver respekt.

Bogen er tilmed måske det sidste store farvel til en genretradition – det er i hvert fald ganske, ganske svært at følge efter Straub, fordi han noget så eftertrykkeligt får vendt hele genrens troper. Ser man på spøgelseslitteraturen efter Straub, er den da også forbløffende svag. Det er nærmest som om, at Straub tømte den sidste kraft ud af spøgelset, da han skrev sin mammutroman, der nu har kastet skygger over skrækfiktionens landskab og gør grobunden for nyt vanskelig, fordi den har dækket alle indfaldsveje til emnet. Men mon ikke, der kommer et nybrud igen? Det gør der jo altid.

Paperback, Gollancz 2008

Hardcover, The Stephen King Horror Library 2008

Paperback Berkley Books 2015

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Weekend-gys?

Paperback, Harmsworth 1981. Antologiens 1. udgave

Paperback, Harmsworth 1981. Antologiens 1. udgave

Har du brug for gys til weekenden, så er Harmsworths lille serie af omnibusser fra begyndelsen af 80’erne måske lige sagen for dig. Udvalget er helt traditionelt og minder ganske meget om det udvalg, vi eksempelvis møder i en klassisk, hjemlig antologi som Nye Spøgelseshistorier fra Carit Andersens Forlag. Faktisk ligner Weekend-serien Carit Andersens udgivelser på flere måder. Forlaget udgav nemlig en bred vifte af antologier, der samlede tematiske historier og genrer – præcis som Carit Andersens Forlag. Det vil sige hårdkogte krimier, detektivmysterier, humoristiske fortællinger og så fremdeles.

Paperback, Carit Andersens Forlag 1968. En klassiker på landets loppemarkeder

Paperback, Carit Andersens Forlag 1968. En klassiker på landets loppemarkeder

Der udkom således også en Weekend Book of Science Fiction. Den afgørende forskel mellem de danske antologier og Weekend-serien ligger i virkeligheden i forsiderne, for den engelske serie har en særlig charme – navnlig deres fotoforsider, som oser langt væk af billige gys og indestængt lummerhed.

Paperback, Harmsworth 1982

Paperback, Harmsworth 1982. Er det ikke en fantastisk forside!

Paperback, Associated Press 1985

Paperback, Associated Press 1985. Og denne er mindst lige så storartet

Paperback, Harmsworth 1981

Paperback, Harmsworth 1981

Jeg har svært ved at stå for den slags, og selvom den fine forside til førsteudgaven af The Weekend Book of Ghosts and Horror er dejligt grotesk, ville jeg nok til enhver tid vælge de dumme fotoforsider, fordi de indfanger en helt særlig tidsånd. Sådan noget står i høj kurs her på bloggen, men hvad mon dine medpassagerer i S-toget ville tænke om dig, hvis du sad og læste i bogen? Ak ja, folk forstår ikke, hvad der er fedt.

På snarligt genhør

Martin

 

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Marjorie Bowen, Kecksies and Other Tweilight Tales (1976): Stille, hjemsøgt gotik

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens illustration er udført af fabelagtige Stephen Fabian

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens illustration er udført af fabelagtige Stephen Fabian

Arkham House udsendte i ’76 et udvalg af engelske Majorie Bowens overnaturlige fortællinger. Noveller, der alle oprindelig var udgivet i perioden mellem 1923 og ’33 og udsendt i en bred vifte af tidens magasiner. Bowens litterære produktion er overvældende og tæller langt over hundrede romaner og antologier. Hun spænder bredt fra historiske fortællinger og gotiske historier til egentlige spøgelsesgys, som dem vi har med at gøre her i bogen. Med en så stor produktion vil der naturligvis være udsving i kvaliteten, og Bowen kan derfor både roses for mesterværker og kritiseres skarpt for at udsende sentimentalt pladder. Begge dele er rigtigt, men novellerne i Arkham Houses samling kommer afgjort tættere på mesterværkerne end hendes uinspirerede romancer.

Fælles for alle Bowens spøgelsesfortællinger er den stille, atmosfæriske brug af lyde og landskaber, der gennemsyrer alt. Selve novellernes strukturer følger som oftest velafprøvede modeller fra 1800-tallets slutning, og Bowen indskriver sig ubetinget i forlængelsen af den litterære spøgelsestradition, der vokser frem i England på det tidspunkt. Men Bowen føjer et unikt greb til tingene, fordi hendes overnaturlige fortællinger først og fremmest bruger hjemsøgelserne til at spejle hovedpersonernes indre sjæleliv og kvaler. Dermed er spøgeriet, modsat eksempelvis hos Dickens og M. R. James, ikke novellernes egentlige hovedanliggende, snarere er de prikken over i’et, der afrunder historierne stemningsmæssigt og forløsende.

Marjorie Bowen (1. november 1885 – 23. december 1952)

Marjorie Bowen (1. november 1885 – 23. december 1952)

Novellen ”Kecksies” er et ekstremt vellykket eksempel på Bowens greb om gyset. Hun blander her skrækfiktion og historisk fiktion ved at lade sin handling foregå i middelalderen. En gruppe mænd søger ly i et hus, og omstændigheder fører til den ene af mændenes død. Han begraves bag huset mellem de vildtvoksende skarntyder (Kecksie er et engelsk 1500-tals ord for skarntyde, som Bowen sikkert har hentet hos Shakespeare). Det skulle de imidlertid ikke have gjort, for det medfører, at manden vil gå igen. Det kommer han da også til, og Bowen formår til fulde at udfolde dette. Den latente aggression i mellem mændene, uroen over den enes død og anelserne om, at noget er galt, bliver her snøret sammen til et ubehageligt strammende greb om læseren, der først løsnes, da hjemsøgelsen endelig sker. Spøgelset bliver dermed i sidste ende en form for lettelsens suk, fordi al spændingen og gruen ligger i forventningen om det, der skal ske.

Naturligvis er novellen i dag bedaget og gyset subtilt, men for den, der har overskud til det, lønner det sig at læse ”Kecksies” i et dvælende tempo, hvor kraften i Bowens sætninger får lov at fylde. Der er en dyster poesi bag hendes ord, og de skærende, psykologiske persontegninger kan bestemt kan måle sig med det meste moderne skrækfiktion.

Hardcover, John Kane 1933. Her optrådte novellen "The hidden ape" for første gang

Hardcover, John Kane 1933. Her optrådte novellen “The hidden ape” for første gang

En anden novelle, “The House by the Poppy Field”, bevæger sig ind i det makabre, hjemsøgte land, som Poe så smukt og morbidt opdyrkede og for bestandig gjorde til sit revir. Majorie Bowen formår imidlertid også her at sætte sit eget præg på udtrykket, og hun leverer en fortælling, der i langt højere grad end eksempelvis ”Kecksies”, peger fremad i tid med sine tågede referencer til spirituelle mysterier og dødsvarsel. I novellen er en arving vendt hjem til sin slægts hus. Huset, der har stået tomt længe, ligger ved siden af en enorm valmuemark, der står i flor, da han kommer hjem.

I huset begynder vores hovedperson at få mærkelige drømme, fyldt med død og ildevarslende budskaber om undergang. Oplevelserne er nedbrydende for den hjemvendte, som langsomt fyldes med en lyst til at vandre ud i mellem valmuerne og mærke deres duft. Det gør han da også til sidst, og der forstår vi, at det hele har været én lang dødsskildringen, hvor det tomme slægtshus er billedet på et limbo før sansernes endeligt. Her, i “The House by the Poppy Field”, er Bowen uden tvivl stærkset og smukkest. Hun skriver rørende og dystert drømmende med billedet af den blodrøde mark uden for huset som konstant metafor, der flagrer gennem teksten og fortæller os, at der ligger en større verden uden for huset og venter på hovedpersonen.

Hardcover, John Lane 1949

Hardcover, John Lane 1949

Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse fra min side at kalde Bowens overnaturlige noveller i bogen for spøgelseshistorier, endsige overnaturlige, for der er flere eksempler på, at gyset faktisk mest af alt hviler i en spøgelsesagtig eller hjemsøgt stemning, uden det nødvendigvis konkret handler om gengangere. I fortællingen ”The Hiddan Ape” går Bowen eksempelvis tilbage til Robert Louis Stevensons Jekyll/Hyde-dikotomi og fortæller om en doktor, der opfinder en kemisk mikstur, der kan føre et menneske tilbage gennem evolutionen. Intellekt og følelsesliv bliver med andre ord skrællet af, så personen til sidst står tilbage som det ”skjulte abe”, der bor i os alle. Det siger sig selv, at det ikke er noget kønt bekendtskab, og naturligvis får det alvorlige konsekvenser for den gode doktor at slippe den indre abe løs. Her betræder Bowen da også en velbetrådt sti uden at føje stort nyt eller tankevækkende til idéen.

Alle bogens noveller er dermed heller ikke lige interessante, men som helhed giver de et formidabelt indblik i et kraftfuldt forfatterskab fra 1900-tallets første fjerdedel, som let bliver afskygget af genrens mere højtprofillerede aktører fra den periode. Ikke desto mindre er Majorie Bowens gotik et smukt og skummelt bekendtskab, som fortjener at blive læst, fordi hun demonstrerer, hvor lidt der skal til for at flytte stemninger og indtryk over i en sfære, der kun kan beskrives som hjemsøgt eller overnaturlig.

Hardcover, Odhams Press 1921

Hardcover, Odhams Press 1921

Desværre må jeg nok indrømme, at tiden er løbet fra Bowen, som de fleste skræklæsere nok vil finde både kedelig og uinteressant, fordi hun er helt ude af trit med det, vi forstår ved gys i dag. Desværre, for Bowens litterære, menneskelige prosa er i den grad et oplagt trinbræt for den, der gerne vil tage gyset et sted hen, hvor eftertænksomhed og stemning går forud for trivielle monstre og chokeffekter.

 

Novellerne:

“The Hidden Ape”

“Kecksies”

“Raw Material”

“The Avenging of Ann Leete”

“The Crown Derby Plate”

“The Sign-Painter and the Crystal Fishes”

“Scoured Silk”

“The Breakdown”

“One Remained Behind”

“The House by the Poppy Field”

“Florence Flannery”

“Half-Past Two”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Julia Briggs, Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story (1977): Akademisk blåstempling

Hardcover, Faber 1977

Hardcover, Faber 1977

Som jeg har skrevet et par gange her på bloggen, så arbejder jeg for tiden på en bog om skrækfiktion. Det arbejde har givet mig anledning til at genlæse Julia Briggs’ fagbog Night Visitors fra 1977. Faktisk er det tredje gang, jeg læser den, fordi der er så meget stof i bogen, som er værd at genbesøge og genoverveje. Julia Briggs har da også utvivlsomt skabt en klassiker med sin bog, der må regnes som en af de første nyere, akademiske analyser af skrækfortællingen, som ikke udspringer fra fankredse. Ikke alene står Briggs dermed på delvist ukendt terræn i bogen, hun kæmper også op imod et væld af gamle, ubegrundede antagelser såvel som akademiske fordomme i forhold til stoffet. Tiden har imidlertid arbejdet for Briggs, hvis bog kun er blevet mere relevant, som årene er gået, fordi hun pludselig blev et af udgangspunkterne for en gren af litteraturvidenskaben, der tog ”gyserne” alvorlige som validt litterært udtryk.

I bogen gennemgås den engelske spøgelsesfortælling fra 1800-tallets slutning, med særlig fokus på Dickens, og frem til Walter de la Mare i 1950’erne. De mellemliggende kapitler er alle centreret omkring en eller to væsentlige forfattere, der bliver indgående diskuteret og analyseret. Udvalget af forfattere, der stort set tæller alle de velkendte, engelske skikkelser med undtagelse af Bram Stoker, som kun behandles perifært, er ikke synderligt overraskende, og Briggs’ tilgang til stoffet er da også ganske klassisk. Det gør Night Visitors til komfortabel læsning, fordi stoffet, hun lægger frem og diskuterer, er velkendt. Dermed bliver det også let at komme i dybden med teksterne, fordi vi ikke først behøver forstå, hvad det er for historier, hun skriver om.

Hardcover, Faber 1977

Hardcover, Faber 1977

Bogens genredefinition er derimod værd at snakke mere om. Den fulde titel lyder Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story, og dermed har Briggs allerede fastlagt to ting; hun skriver om engelske forfattere – Henry James medregnet – og bogen skildrer en genres fremvækst og fald. Hun bruger termen ”ghost story”, altså ”spøgelsesfortælling”, om sit emne, men læser man hendes definition, står det klart, at betegnelsen dækker alle former for gys, der på en eller anden måde rummer noget overnaturligt.

Det kan synes upræcist eller forkert, for eksempelvis varulve har vel ikke noget med spøgelser at gøre? Men faktisk ligger der en væsentlig reference i titlen. Det var nemlig først i slutningen af mellemkrigsårene, at betegnelsen ”horror” begyndte at blive almindeligt brugt som paraply-term for alle typer skrækfiktion. Før var betegnelsen ”spøgelseshistorie” den almindelige, og vi ser faktisk det samme herhjemme, hvor en stor del af de ældre antologier refererer til spøgelser i titlen, selvom langtfra alle novellerne handler om gengangere.

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Ved at tale om den engelske spøgelsesfortælling signalerer Briggs med andre ord, at hun ikke bare er optaget af fiktionen som sådan, men at hun er optaget af den som et historisk produkt, der ikke skal sidestilles med den ”horror”, som er fulgt efter. Fiktion hun i øvrigt antyder, efter hendes mening ikke har mange kvaliteter.

Der er da også god grund til at se bogens omtrent 50 år med engelske spøgelseshistorier, for nu at blive i terminologien, som noget særligt. Mens tyskerne i 1800-tallets anden halvdel udviklede en sentimental, længselsfuld litteratur, der sværmede for fortidens skønhed, og franskmændene borede sig ned i en dekadent fejring af det morbide, vendte man sig i Storbritannien mod spiritistiske fantasier. Spøgelsesfortællingen, som vi kender den i dag, blev dermed utvivlsomt destilleret i England, og takket være den folkekære og ekstremt toneangivne Charles Dickens’ smag for præcis den genre, formåede spøgelseshistorien at blive en del af den acceptable, litterære palet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Forbløffende mange anerkendte forfattere, der normalt slet ikke identificeres med gys, har nemlig efter Dickens forsøgt sig med en eller flere spøgelseshistorier, og hver gang har de bidraget til at bekræfte opfattelsen af genren som noget litterært acceptabelt. Det er ganske unikt, og selvom den engelske begejstring for spøgelseshistorien har haft en grad af afsmitning på omverden, genfinder man ikke den samme agtelse uden for Storbritannien. Dog har man i USA en snært af dette, takket være urfædre i den amerikanske litteratur som Washington Irving og Poe. Præcis den store, engelske respekt for genren fornemmes da også tydeligt i Julia Briggs’ bog, der skriver sine analyser med stor veneration.

Mere bemærkelsesværdig end terminologien er det imidlertid, at Briggs vælger at fortælle sin bog ud fra en model, der taler om storhed og fald. Hun skriver med andre ord om en fremvækst, en guldalder og en hensygnen af spøgelsesfortællingen, hvilket naturligvis bør få alarmklokkerne til at ringe, for den slags forestillinger er altid udtryk for en iscenesættelse af helt bestemte tolkninger eller præferencer. For Briggs handler historien da også i høj grad om at vise, hvordan Dickens samler de tidlige tendenser og skaber spøgelseshistorien som moderne litterært udtryk. Denne fakkel gives så videre til Dickens discipel M. R. James, som raffinerer formen til perfektion. Alt efter James er således enten imitation eller forringelser af formen.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Formelt har Briggs her fuldstændig ret. Dickens er uden tvivl den, der skaber skabelonen for spøgelsesfortællingen, og det er ligeledes fuldstændig rigtigt, at James fortsætter, hvor Dickens slap. James skaber således en række noveller, der i dag står som arketyperne for det, vi normalt forstår som en spøgelseshistorie. Der, hvor jeg er uenig med Briggs, er i hendes primære fokus på struktur frem for indhold.

At M. R. James eksempelvis skal krones som spøgelsesfortællingernes mester, er ganske problematisk, fordi han i en sådan grad har sat sine noveller på formel, at de allerede efter hans første novellesamling Ghost Stories of an Antiquary (1904) gentager sig selv til hudløshed. Langt mere spraglede forfattere som Arthur Machen, Algernon Blackwood og Walter de la Mare byder her ind med egentlige litterære bud på spøgelsesfortællingen, som både sprogligt og tematisk til enhver tid kan gøre M. R. James rangen stridig. I hvert fald så længe vi ikke taler konceptuel klarhed, for der er James uden tvivl den stærkeste.

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Julia Briggs’ bog er som sagt fra ’77, og der er sket og skrevet meget siden. På nogle punkter er den dermed også blevet forældet, ikke mindst efter en mand som Peter Mashalls arbejde, der dokumenterer, at spøgelsestroen i moderne forstand vokser frem som resultat af 1500-tallets religiøse omvæltninger. Præcis det metafysiske har ikke nogen stor rolle hos Briggs, som dermed til tider får en lidt enstrenget, psykoanalytisk tilgang til novellerne og forfatterne.

Ikke desto mindre er Night Visitors en væsentlig bog, som fortsat er værd at trække frem, fordi Briggs var en af dem, der har været med til at bygge bro mellem genrelitteraturen og den seriøse litteraturkritik. Den slags broer kan vi ikke få nok af, fordi det er sikkert og vist, at vedvarende samtaler om bøger, der ikke rækker ud over begejstrede fankredse, kun alt for hurtigt fører til triviel nørdsnak. En bog som Night Visitiors åbner med andre ord horisonten og peger på både dybden og meningerne bag de klassiske noveller, som vi alle elsker så højt. Briggs er derfor også en form for forbillede, i hvert fald for mig, fordi hun hiver gyset ind i et intellektuelt samtalerum og viser, hvor uendelig meget rigere litteraturen bliver, når den behandles kritisk, seriøst og som andet end filmatiserbar underholdning.

1 kommentar

Filed under Nonfiktion