Larry Niven & Jerry Pournelle, Inferno (1976): Komedie, ja, men ikke ligefrem guddommelig

Paperback, Star 1977. Forsiden er skabt af Peter Jones

De herrer Niven og Pournelle har efterhånden været turneret et par gange her på bloggen, og jeg må indrømme, at de ikke har nogen særlig høj stjerne hos mig. Jeg har imidlertid længe haft lyst til at læse deres Inferno, som tog genremiljøet med storm, da romanen udkom tilbage i ’76, efter at være blevet bragt som populær føljeton året forinden. Den voldsomme begejstring kan synes en smule uforståelig i dag, men stilen og bogens humor gik åbenbart rent ind på det tidspunkt, og romanen er da også noget af det mere underholdende, jeg har læst fra makkerparrets hånd.

Dermed er det også sagt, at Inferno bestemt ikke er uhyggelig, hvilket titlen ellers kunne foranledige en til at tro. I stedet er det en absurd komedie med en sund dosis samfunds- og institutionskritik. Bogen har tilmed nogle metafysiske overvejelser, hvilket alt sammen fortæller, at de to forfattere rent faktisk har noget på hjertet med de mere eller mindre gakkede situationer, der udspiller sig i løbet af romanen.

Jerry Eugene Pournelle (7. august 7 1933 – 8. september 2017) (t.v.) og aurence van Cott Niven (født 30. april 1938)

Handlingen begynder omkring bogens udgivelsestidspunkt, hvor vi hører om en falleret SF-forfatter, der omkommer i en fordrukken ulykke midt under en kongres eller såkaldt ”convention”, hvor han udfører et trick for at imponere nogle ellers ret uimponerede, unge læsere. Det resulterer i, at han pladask falder ud fra et højt siddende vindue. Så langt så godt. Vores hovedperson Allen Carpentier dør ikke af faldet. Eller gør han? Han vågner nemlig på en græsmark et helt andet sted.

Carpentier, der er en fuldblods SF-forfatter, går naturligvis straks i gang med at overveje de plotmæssige muligheder, der ligger i den situation, han nu befinder sig i. Han konkluderer hurtigt, at han må befinde sig i en eller anden form for drømmestilstand, og derfor tager han absolut ikke sin opvågnen på dette fremmede sted alvorligt. Så let er det bare ikke, for det skal snart vise sig, at han med al sandsynlighed er død og nu havnet i Helvede. Allen Carpentier er alt andet end tilfreds med dette, og derfor tager han imod et tilbud om hjælp, da han møder den mystiske Benito, som tilsyneladende er lidt af en udbryderkonge. Han tilbyder i hvert fald Carpentier, at han kan føre ham til udgangen af Helvede.

Galaxy, august 1975. Magasinet hvor første del af romanen udkom i bladform

Det bliver begyndelsen på en lang og sær rejse, der scene for scene leder Carpentier og Benito gennem underverdenens rædsler. Egentligt uhyggeligt bliver det, som sagt, aldrig, men der er ikke nogen tvivl om, at de to rejsende bliver vidner til både spidsfindige og ubehagelig former for tortur, som primært har med psykisk vold at gøre.

Undervejs møder Allen Carpentier ganske mange af sine gamle venner og bekendte – forfatterkollegaer, udgivere og andre, som han har stiftet bekendtskab med i løbet af sit liv. Disse situationer bliver ofte ironiske, fordi de afdødes sande jeg nu udstilles her i Helvede, hvor de har fået den straf, som bekom dem. Kun Carpentier og Benito synes at være gået fri, hvilket naturligvis rejser en del spørgsmål om deres sande natur.

Paperback, Pocket Books 1976. Historiens første udgave i bogform. Den virkeligt fine forside er malet af Harry Bennett

Alt dette vil formentlig lyde ganske bekendt, og romanen er jo selvfølgelig også en parafrase over Dantes berømte ”Inferno”, som Niven og Pournelle har kastet sig ud i. De har, så at sige, taget den formelle handling i Dantes værk og genfortalt den, som den ville se ud, set fra en SF-forfatters stol, hvilket giver dem lejlighed til at gøre sig morsomme på deres miljø og metier. De har ydermere krydret deres tekst med talrige samtidsreferencer, koryfæer og drilske idéer, som mere eller mindre subtilt gør det muligt for læseren at gå på opdagelse i bogens intertekstuelle univers.

Idéen er slet ikke dum, og deres ironiske portræt af den selvhøjtidelige, iderige forfatter, som kun tænker i plot og handling, underholdende. Satiren bider mange steder som eksempelvis i fremstillingen af L. Ron Hubbard, men samtidig er der noget slapt over romanen, fordi den aldrig for alvor kommer til at fungere som andet end muntre scener på snor. Den underholdende idé halter i udfoldelsen. Andre har da også gjort det bedre. Faktisk er det slående, hvor mange paralleller der er til Farmers overlegne To Your Scattered Bodies Go (1971). Disse paralleller kunne være, og er nok, endnu en kæk metakommentar fra Nivens og Pournelles side. Hvis det er tilfældet, bliver vittigheden dog aldrig forløst. Er det ikke tænkt som en hilsen til Farmer, må man sige, at Inferno fremstår som et åbenlyst plagiat.

Paperback, Pocket Books 1978

Det afgørende er imidlertid i sidste ende, hvad bogen egentlig prøver at fortælle os. Hvad er dette ”helvede”, som Niven og Pournelle udmaler for os? Det er først og fremmest et selvskabt rædselskabinet, hvor vores egen selvoptagethed og manglende empati holder os fanget. Vejen ud fra dette sted, der i bedste kafkaske ånd naturligvis også er dybt bureaukratisk, går gennem selverkendelse. Det er dermed ikke hverken kirken som institution eller et fromt levned, der fører de fordømte ud fra Inferno – vejen går gennem forståelsen af os selv; altså det rent faktisk at forstå, hvad vi har gjort forkert, åbner døren til paradisisk frigørelse. Det lyder let, men at dømme ud fra de selvretfærdige og selvmedlidenhedsplagede individer, som Carpentier rejser forbi, har flertallet af os svært ved at se egne brister og fejl, hvorfor vi bliver hængende mudderet.   

Helvede er naturligvis et faktisk sted i bogen, men Helvede er også en mental tilstand, som vi skal overkomme for at flytte os videre. Det budskab er ikke ligefrem nogen stor erkendelse, men det giver alligevel lidt substans til gækkerierne, vi konfronteres med undervejs. Måske bare ikke substans nok, for det er svært at slippe mistanken om, at bogen først og fremmest bare var en sjov idé, Niven og Pournelle fik en dag og efterfølgende skrev sammen til en spinkel roman. Idéen rakte desværre ikke meget videre end nogle morsomme tableauer. Bogen lugter af pjank forklædt som alvor, men alvoren bliver aldrig andet end et let krydderi, der skal sætte kulør på morskaben. Og sørme om folk ikke lo rigtig meget i ’76, da bogen udkom. Jeg lo også lidt her i ´19, men bestemt ikke lige så meget. Der må have været noget andet i luften, dengang i ’76.  

Paperback, Pocket Books 1981

Paperback, Orb 2008

Richard Laymon, Flesh (1987): Blod og liderlige studiner

Paperback, Star Books 1988. Forsiden er malet af Danny Flynn

I min omtale af første bind i Blade-serien skrev jeg, at vi her var helt nede i pulpens bundfald. Jeg kan nu konstatere, at vi skal derned igen for en stund. Vi skal nemlig se nærmere på Richard Laymons skrækroman Flesh fra 1987. Det kan da også lige så godt blive sagt med det samme – bogen er blottet for stort set enhver kvalitet. Den er faktisk så fornærmende dårlig, at den ikke engang har den samme form for ufrivillige underholdningsværdi som eksempelvis førnævnte Blade-bind.

Men lad os lige få styr på handlingen, før jeg går videre. I en lille amerikansk universitetsby begynder der at ske mystiske ting efter en dødulykke på landevejen. En bilist forsøger pludselig at presse en motorcyklist af vejen. Bilisten omkommer selv i ulykken, men efter det bliver betjenten Jake Corey vidne til andre, lignende bizarre overfald. Hvorfor begynder de ellers fredelige indbyggere at overfalde hinanden? Hænger disse overfald sammen?

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Ja selvfølgelig gør de det. En sær, ormelignende parasit på størrelse med en ål er kommet til byen, og den vandrer nu fra værtskrop til værtskrop. Dens eneste tanke er friskt menneske kød, og den bruger sine værter til at skaffe sig sin mad.

Nu fik jeg nævnt, at det hele udspiller sig i en universitetsby, hvilket betyder, at Laymon bekvemt kan gøre en gruppe unge studiner til sine hovedpersoner. Naturligvis kommer de nemlig i kontakt med denne ubehagelige parasit, der besætter unge mænd i deres vennekreds. Dette er i sidste ende alt sammen et snedigt udtænkt greb, der giver Laymon mulighed for at kombinere sex og blodigt splat i store mængder.

Hardcover, W. H. Allen 1987. Rmanens 1. udgave

Handlingens hovedspor følger parasittens vej fra vært til vært, men Laymon introducerer også en række sidespor, der tydeligvis skal trække tiden og forlænge en i praksis ganske hurtigt fortalt historie. Vi hører om betjenten Coreys privatliv, problemerne med ekskonen, vi hører også en del om studineres kærestesorger og får endda glimtvis lov til at følge med i lignende, trivialiteter hos en række af byens andre stereotype indbyggere.

Det hele ender naturligvis i et ikke specielt hæsblæsende, men meget blodigt, opgør mellem betjenten og ormen. Undervejs har Laymon gjort sit for at opbygge en stemning af paranoia, for hvem er nu besat af parasitten? Hvem er en ven, og hvem er en fjende? Han lægger endda røgslør ud, som da betjentens datter pludselig er forsvundet. Vi tænker straks åh nej, men ånder lettet op kort efter.

Paperback, Tor 1988

Som man nok fornemmer, bevæger Laymon sig rundt i stof, som John Campbell allerede skrev tilbage i 30’erne. Laymon føjer da absolut heller ikke noget nyt til hele den form for besættelsestematik. Det har han nu nok heller ikke tænkt sig, men man kunne i det mindste forlange af ham, at han forsøgte at overaske med selve udførelsen. Her fejler Laymon imidlertid totalt. I hvert fald i min verden, for Laymons roman solgte rigtig godt, hvorfor der bestemt var læsere til hans bras.

Laymon gør ellers, hvad han kan, for at ruske op i læserne. Teksten er fyldt med voldsomme, blodige scener, hvor forfatteren får lov at benytte alle zombie-genrens eksplicitte elementer. Der gnaskes flittigt lig, men endnu mere væsentlig er selve tekstens seksualisering af alle forhold. De unge, labre studiner, og deres grimme, fede veninde (som hurtigt dør), oser af sex, de tænker primært på sex og alle mænd, der kommer i kontakt med dem, tænker på sex.

Paperback, Leisure Books 2009

Det fører til en række umotiverede, bizarre scener, hvor overfaldsofre få øjeblikke efter at være undsluppet en blodtørstig ormebesat galning pludselig overvejer om det måske ikke kunne være spændende at hoppe i kanen med betjent Corey. Eller da ekskonen, ud af det blå, forsøger at forføre Corey. Lillebyens indbyggere er varmblodede!

Det er imidlertid kun den konkrete brug af sex som motiv i handlingen. Selve Laymons sprog gør alt for at aktivere en tone af blød pornografi. Vi hører vedvarende beskrivelser af pigernes kroppe, og man kan notere sig en udtalt fascination hos Laymon af kvindernes bagpartier. Ordet ”rump” kommer igen og igen i teksten. Bogens mildest talt primitive fremstilling af relationen mellem køn er da også det stærkeste indtryk, man sidder tilbage med efter endt læsning.

Richard Laymons Flesh er en roman, som ene og alene har overflade. Der en ingen dybde i teksten, som udelukkende består af den konkrete hændelser. Selve handlingen er imidlertid kun et påskud for at kunne knytte en serie af scener sammen, der tydeligvis er komponeret for at tilfredsstille et særligt læserpublikum, der interesserer sig for eksplicitte beskrivelser og intet andet. Vi taler altså om litteratur af den mest fordringsløse slags.

Ebog, Headline 2012

Det primitive er i sig selv ikke problemet. Problemet er udførelsen, som der absolut intet forsonende er at sige om. Flesh er langtrukken, dum og trods sine hede anslag totalt usexet. Bogen er hverken båret af nogen æstetisk bevidsthed eller nogen litterær ambition; den er ikke engang vellykket som ordinær spændingsfiktion. I stedet får vi en jammerlig roman i et underlødigt sprog, som serverer lummer blodsuppe til sine læsere.

Laymon skabte sig ene og alene et navn i skrækbranchen ved at fylde sine bøger med så meget larm, at man lagde mærke til ham. Det lykkedes da også, men det er trist, at det er folk som Laymon og Dean Koontz, der har fået lov til at præge opfattelse af skrækgenren. Nogle gange ligger vi skrækentusiaster, som vi selv har redt!

 

 

Graham Masterton, The Manitou (1975): Indianer-rabalder på 10. sal

Paperback, Star 1983. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Man kan sige meget om Graham Mastertons forfatterskab, og det meste er sådan set dårligt, men han har aldrig præsenteret sine bøger som andet, end det de er; ligefrem rendyrket ramasjang, der ene og alene sigter mod underholdning. Det gør Mastertons bøger en smule naive og nærmest lidt pinlige, men det forunderlige er, at det trods alle forbehold på en eller anden måde lykkes for ham at få skabt romaner, som holder sin læser fanget.

Masterton har efterhånden udgivet ganske mange romaner, og hans stil har ændret sig undervejs; den er blevet mere jordnær og afdæmpet. Sådan er det ikke i debutromanen The Manitou fra 1975, der blev en mindre bestseller. Romanen skød Mastertons karriere i gang med flyvende fart og om noget, må man sige, at debutromanen kom til at tegne den skabelon, som Masterton skulle komme til at arbejde efter i de næste mange år.

Paperback, Star 1983

The Manitou introducerer i bogen den vrangvillige, lettere anløbne Harry Erskine, der ernærer sig som spåmand, drømmetyder og spiritistisk medie i New York. Han er en charmerende charlatan, der ikke går af vejen for at udnytte en mulighed, når den byder sig. Som handlingen skrider frem i The Manitou, står det dog også klart, at Erskine ligeledes har et godt hjerte, for hans involvering i den sag, som romanen omhandler, har sådan set slet ikke noget med ham at gøre.

En kvinde er nemlig blevet indlagt på et privathospital i New York med en mærkelig knude i nakken. Kort før hun indlægges, besøger hun Erskine, der herefter bliver interesseret i sagen. Det er ikke nogen kræftknude, der vokser på kvinden – det ligner mest af alt et foster, som dagligt gror sig større og større. Til sidst har den groteske knude vokset sig på størrelse med en sæk, og der befinder sig tydeligvis noget levende inde i denne ”kødpose”.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) fotograferet i 1985

Lægerne står målløse og handlingslammede over for dette, men Erskine har et bud på, hvad det er, der plager kvinden. Erskine tror, lidt imod sin natur, at det må være en gammel indiansk medicinmand, der har besluttet at lade sig genføde gennem kvindens krop. Denne medicinmand, der går under navnet Misquamacus, vil ikke den hvide mand noget godt, og snart bryder helvedes løs på privathospitalet. Erskine allierer sig nu med kvindens læge og en indiansk shaman. Sammen må de tre forsøge at redde kvinden og stoppe den genfødte medicinmand, der kort efter sin genfødsel begynder at forberede påkaldelsen af den gigantiske dæmon ”The Great Old One” – et enormt blækspruttelignende væsen, som Masterton tydeligvis har lånt fra den såkaldte ”Cthulhu mythos”, hvor han også har hentet navnet på den onde indianske shaman.

Som det utvivlsomt fremgår, er der ikke lagt fingre imellem i The Manitou. Romanen er kort og handlingen tætpakket; der bliver ikke brugt megen tid på realistiske refleksioner over problemets enorme, metafysiske konsekvenser, ej heller har folk svært ved at tro Erskine, når han fortæller dem, hvad de er oppe imod. Faktisk er de eneste, som af en eller anden grund ikke tror på ham, politiet, der således bekvemt kan bruges som kanonføde i en af bogens mest brutale scener. Blod og splat er der en del af, der er også en god dosis humor og fup-videnskabelige forklaringer, hvilket alt sammen er ingredienser i en ganske festlig og dum fortælling.

Hardcover, Neville Spearman 1975. Romanens 1. udgave

The Manitou fortjener imidlertid nærmere omtale af to punkter. For det første er bogen interessant, fordi Masterton med sin debutbog gjorde det præcis samme for horrorgenren, som Len Deighton gjorde for spion-thrilleren. Der er nøje paralleller mellem Deightons Harry Palmer, der blev introduceret i The Ipcress File i 1962 og Mastertons Harry Erskine. Ja de deler tilmed fornavn. Deightons Harry Palmer var den vrangvillige spion, der punkterede hele Ian Flemmings Bond-univers, og i stedet skabte en cool, anti-autoritær opdager, der hader sit job og hader sin chef. Palmer var ikke den glamourøse helt, men en forpjusket rebel. Mastertons Harry Erskine gør præcis det samme. Han tager luften ud af gyserlitteraturens selvhøjtidelige okkulte opdagere og spiritister.

Erskine tror ikke på ånder og tager ikke det overnaturlige alvorligt. Han går efter pengene, og udnytter de rige, gamle tanter, der er dumme nok til at falde for hans billige teatertricks. Men som sagt har han et hjerte af guld, præcis som også Harry Palmer har værdierne på rette plads. Masterton menneskeliggør dermed sin hovedperson og skaber på den led en helt ny figur i skrækfiktionen, som ikke hidtil havde været der. Det er godt set af Masterton, og præcis som Deightons spionfiktion er underholdende, fordi den hele tiden forsøger at være vrangbilledet på Bond-romanerne, er Mastertons historier om Harry Erskine underholdende, fordi han i bund og grund ironiserer over skrækgenrens selvhøjtidelighed.

Paperback, Pinnacle Books 1976

Det bringer mig til den anden pointe omkring The Manitou og Mastertons videre forfatterskab, nemlig at han modsat stort set al anden bestsellerfiktion, hverken postulerer psykologisk indsigt eller kunstnerisk alvor. Hans roman er vokset direkte ud af pulptraditionen, og det nærmeste forlæg for en bog som The Manitou må være Dennis Wheatleys The Devil Rides Out, som den ligner på flere måder. Masterton holder sig dermed ikke tilbage, men giver los og vælter det ene utrolige optrin ind over sin læser efter det andet, så bogen til sidst synes at krydse ind over fantasy-genren. Heri ligger Mastertons styrke. Han appellerer til laveste fællesnævner og gør det uden at kamuflere sin lavpandede tilgang, og netop dette afkræver en form for respekt.

The Manitou blev startskuddet på en karriere, der mere eller mindre har gentaget, hvad han slap løs på privathospitalet i New York. Læserne elskede det i 70’erne og 80’erne. Senere har Mastertons fiktion haft det svært, men præcis hans type underlødig ramasjang finder altid læsere, og jeg må blankt indrømme, at jeg har et ømt punkt for hans fascinerende møg.

Paperback, Star 1977  

Paperback, Pinnacle Books 1978

Paperback, Tor 1987

Hardcover, Severn House 1988

Paperback, Olmstead Press 2001

Hardcover, Telos Publishing 2002

Paperback, Telos Publishing 2002

Ebog, Open Road Integrated Media 2014

Graham Masterton, The Pariah (1983): Aboslut fornøjelig gotisk skræk og ballade

Papeback, Star Books 1983. Romanens 1. udg. Forsidens skaber ikke oplyst

Der er ikke meget, som slår Graham Mastertons tidlige romaner, i hvert fald så længe vi taler ren og skær underholdningsværdi. De skuffer faktisk aldrig, fordi Masteton bekender kulør og skriver uforfalsket, pulpet gys uden det fjerneste forsøg på at intellektualisere eller at gøre romanerne til mere, end de er. Den tilgang til (skræk)fiktion er naturligvis ikke i sig selv noget nyt; faktisk tror jeg, mange genreforfattere sikkert vil hævde, at deres vigtigste opgave er at skrive underholdende historier. Det særlige ved Masteton er imidlertid, at der ikke er tale om falsk beskedenhed eller krukkeri. Han gør som lovet, og han er tilmed pokkers god til sin valgte metier.

The Pariah fra 1983 tager os ind i Lovecrafts kerneland. Vi kommer nemlig med til et efterårsomsust New England, hvor Masterton har skabt den lille kystby Granitehead til lejligheden. Den er naturligvis baseret på Marblehead; den by, som Lovecraft brugte som inspiration til Kingsport. Masterton spiller da også et dobbeltspil i romanen, hvor han både lader sin hovedperson referere til Lovecrafts fiktion, og samtidig gør brug af Lovecrafts fiktive stednavne i handlingen.

Papeback, Star Books 1983

I den lille, idylliske turistby har John indtil fornyelig haft en antikforretning med sin kone. Desværre er konen netop omkommet i en trafikulykke, og katastrofen bliver kun mere tragisk af det faktum, at hun var højgravid, da det skete. John har været på druk siden ulykken, og butikken er på vej ned ad bakke, men så sker der noget mærkeligt. Han begynder at se spøgelser, konens spøgelse, for at være præcis. Men ikke nok med det, under en auktion får han fat i en gammel skitse af havnen i Granitehead. Det bliver startskuddet på en hæsblæsende, okkult jagt efter et skib, der gik ned ud for lillebyen for flere århundreder siden. Spøgelset, John ser, og billedet er nemlig forbundet og har begge rod i historien om mystiske hændelser, der udspillede sig i kølvandet på hekseforfølgelserne i Salem 1692.

Masterton er ikke en mand, der hverken underspiller sine gys eller plotidéer, og John ser sig snart involveret i dykkerekspeditioner efter en dyster vrag, der angiveligt skulle have en indiansk dæmon ombord, alt imens en armé af levende døde truende nærmer sig Granitehead. Jo-jo, der er skam ramasjang for alle pengene her.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) anno 1985

Til trods for, at Masterton har skrevet over 100 bøger i løbet af sin karriere, er han faktisk ikke specielt kendt i Danmark. Men har du læst noget af ham før, vil alt virke velkendt i The Pariahs overgjorte univers, hvor den sorgtyngede John stadig har overskud til selvironi og aldrig går af vejen for et hurtigt knald med de tilfældige damer, han møder på sin vej gennem bogen. Sådan er det nemlig hos Masterton; tilfældig sex, vold og dramatiske overnaturlige manifestationer kommer i et væk og holder læseren fastlåst, fordi man lige skal have det næste kapitel med for at se, hvad han nu smider i hovedet på sin forfulgte hovedperson.

Mastertons kvalitet ligger da også netop i den nærmest uforskammede ligefremme måde, historien udfolder sig på. Hans fladpandede, klichéfyldte persongalleri accepterer straks, at der må være noget overnaturligt på færde, og naturligvis er det ikke noget problem for John at lære at dykke på et par dage og være så god til det, at han kan deltage på lige fod med professionelle arkæologer bagefter. Man kan med andre ord trygt slå hjernen fra, når man er i selskab med Mastertons romaner, fordi han skriver til maven, ikke hovedet.

Paperback, Tor Books 1984

The Pariah, som dybest set handler om en dæmon, der forsøger at trænge ind i vores verden, gentager et plot, Masterton har brugt flere gange – eksempelvis i The Manitou eller The Djinn. Han har imidlertid slået en anden tone an her, som skiller den fra de to tidligere romaner. I The Pariah prøver Masterton kræfter med gotikken, hvilket betyder, at han bruger langt mere tid på stemnings- og miljøbeskrivelser end i tidligere bøger.

Som han skriver et sted: ”… In spite of the constant wind, in spite of the ocean, I felt that Salem and Granitehead were small and dark and constricting and old. A great suffocating weight of history pressed on me here, layer upon layer of ancient buildings, long-dead people, mysterious events. Layer upon layer of prejudice and argument and pain. (s. 129)”

Paperback, Star Books 1986

En klarere formulering af den gotiske optik kan man næppe finde og citatet er et godt billede på bogens tone, som han selvfølgelig ikke kan opretholde hele vejen igennem. Gang på gang falder Masterton tilbage i sit vante, ironiske sprog, fordi tempo og burleske optrin, af den type han beskriver, kun dårligt lader sig forene med dvælende gotik.

Ikke desto mindre er der noget stærkt fascinerende ved en bog som The Pariah. Fascinerende, fordi den så ubesværet, og med så åbenlys glæde, kaster sig ud i en skrækfortælling, der nærmest bliver til fantasy, fordi dens rod i virkeligheden synes så uendelig spinkelt funderet. Og igen må jeg konstatere, at der er mange andre, som gør det samme, men Masterton gør det bare bedre. Hans neo-pulp er blottet for ironiske metareferencer til genren. Den er skrevet som rendyrket underholdning, der bæres igennem af en bizar blanding af skarphed og udflydende galskab, leveret med en troskyldig ligefremhed, blottet for psykologiske indsigter og troværdighed.

Paperback, Sphere 1992

Mastertons bøger er med andre ord en uhyre vanskelig balancegang mellem alvorsfuldt gys og letbenet underholdning. Den kunst mestrer kun meget få, og Masterton mestrer den skam heller ikke helt selv. Hans bøger er nemlig ikke det fjerneste uhyggelige, men de er underholdende på en beskidt, billig facon, der ligger langt fra den kække, postmordene tilgang til pulpen, som vi har set siden 90’erne. Derfor er det også altid en fornøjelse at læse til en roman som The Pariah.

Bogen er nemlig et litterært åndehul, hvor tiden har stået stille, og hvor man kan få mulighed for at få stimuleret alle sine teenagefantasier om sex, gys og det overnaturlige på den mest hæmningsløse facon. På den led ligner Masterton sin landsmand og kollega James Herbert. Og præcis som Herbert, gik det også galt for Masterton i slutningen af 80’erne, hvor hans bøger mistede pusten, da han forsøgte sig med en langt mere jordnær eller ligefrem realistisk tone. Her slog Masterton fejl på eklatant vis, men det er en historie, jeg kan gemme til et andet indlæg.

Paperback, Hammer Books 2011

The Star Book of Horror 1-2: To skrækperler

Paperback, Star Books 1975, 2. udg.

Som jeg har skrevet et par gange før, så skulle ethvert forlag med respekt for sig selv i 70’erne forsøge at søsætte en serie med horrorantologier. Horror boomede og der var penge i novellesamlingerne. Fontana og Pan viste vejen med deres utrolig succesfulde udgivelser, men en vilter underskov af mindre serier voksede også frem. Hovedparten af disse serier var kortlivede og havde et stærkt svingende indhold. ikke desto mindre var der også små perler i blandt. En af disse var Star Books serie, der kun udkom i to bind.

Paperback, Star Books 1975, 1. udg.

Første bind så dagens lys i ’75 og andet bind udkom et år senere, hvorefter serien lukkede og slukkede. Første bind blev i udsendt med et ganske stemningsfuldt fotoomslag, men i et forsøg på at højne seriens grafiske udtryk fik man efterfølgende den altid mesterlige Les Edwards til at lave en ny forside til både bind et, der blev genudgivet sammen med andet bind, og så det nye bind.

Det kom der to fremragende billeder ud af, som bærer Edwards umiskendelige streg og sans for horror. Forsider, der i øvrigt efterfølgende har fået nyt liv i Frankrig, hvor de blev brugt på et par andre horrorudgivelser.

Paperback, Star Books 1976

Men er det kun forsiderne, der holder? Absolut ikke. Den rutinerede redaktør Hugh Lamb har foretaget et særdeles fint udvalg af nyt og gammelt. I første bind finder man således nye noveller af John Blackburn og Ramsey Campbell side om side med fine 60’er-forfattere som Charles Birkin, Robert Haining, J. G. Ballard samt en lang række andre, ældre navne, hvoriblandt vi (som altid) har Robert Bloch. Sjovt nok er det stort set den samme besætning, som vi genfinder i andet bind. Denne gang dog også med et navn som Ambrose Bierce, hvilket jo ikke er nogen dårlig ting.

Paperback, Fleuve Noir 1984

Jeg kan ikke andet end at holde af en serie som denne her, der både indholdsmæssigt og på omslaget indfanger en særlig tidsånd, fra dengang hvor horror var noget progressivt, der blev drevet frem af en utrolig kreativ energi. Den slags kan mit samlerhjerte ikke undgå at falde for – men sådan har vi jo alle vores laster.

Graham Masterton, The Djinn (1977): Forrygende okkult horror i corny særklasse

Britiskfødte Graham Mastertons tidlige romaner fra 70’erne og 80’erne er forrygende underholdning. Masterton skriver i et hurtigt, letflydende sprog med sans for kulørte detaljer og skarpe iagttagelser. Der er afgjort tale om overlæsset 70’er-sleaze, men det gør kun læseoplevelsen mere underholdende i denne sammenhæng. Det betyder med andre ord også, at der er rigeligt med lumre undertoner, skuragtige personer, blod og indvolde, alt sammen kronet af en stålsat vilje hos forfatteren til at gå linen ud. Der ruller hoveder i Mastertons romaner, ikke mindst i The Djinn fra 1977!

Paperback, Star Books 1977.Cool forside, der faktisk passer nogenlunde til bogens indhold

Med The Djinn vender Mastertons uheldige helt Harry Erskine tilbage, efter han blev introduceret i debutromanen The Manitou (1975). Erskine er en falleret liderbuks af en fup-spåmand, der ernærer sig ved at fortælle rige enker, hvad de gerne vil høre om fremtiden. Til det kan man så føje karakteristika som spydig som bare fanden, lidt krysteragtig og på ingen måde nogen sportsmand. Alt dette er med til at gøre Mastertons Harry Erskine til en særdeles livlig hovedperson, der med sin vrangvillighed og platte bemærkninger famler sig gennem handlingen, mens okkulte kræfter raser ud omkring ham.

I The Djinn er Erskine taget til begravelse hos sin gamle onkel Max Greaves. Onklen var en sær snegl, der samlede på arabiske antikviteter og rygtet vil vide, at han for alvor blev mærkelig i de sidste måned, før han stillede træskoene. Aha-aha, her lugter vi jo allerede ballade. Ganske rigtigt, for Erskines tante Marjorie kan fortælle, at onklen faktisk begik selvmord. Han skar sit eget ansigt af og døde af blodmangel! Det skete efter, at han havde fjernet alle billeder og gengivelser af ansigter i deres store, gamle hus. Grunden til det bizarre selvmord skulle være en gådefuld gammel krukke, der bærer billeder af øjenløse heste på siderne. Krukken er forseglet, og onkel Max frygtede åbenbart det, der var inde i den.

Paperback, Star Books 1977

Erskine må til bunds i sagen, og han slår pjalterne sammen med en ung (smuk og eksotisk) pige, der har sneget sig ind til begravelsen. Hun er på stedet for at bringe selvsamme antikke krukke hjem til det arabiske land, hvorfra den blev stjålet for snart længe siden.

Så går den vilde, okkulte kamp ellers over stok og sten. Masterton formår, på uhyggelig økonomisk vis, at komponere en lille okkult choker, der i min udgave kun strækker sig over sølle 210 sider. Handlingen udspiller sig næsten udelukkende i og omkring onklens gamle villa, og persongalleriet er indsnævret til nogle få aktører, der alle har et eller andet at skjule. Det er næsten som at læse en ekstra-pulpet whodunnit af Agatha Christie-skolen tilsat en solid omgang 70’er-atmosære. Tænk rød velour, buksedragter, panfljøtemuik og masser og atter masser af sjusser.

Graham Masterton (født 16. januar 1946). Foto anno 1985

Alt er naturligvis helt overskruet, fordi Masterton ikke er bleg for at smide et monster eller to efter sin hovedperson. I The Manitou trak han på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer, og selv om de er mindre eksplicitte i The Djinn, nikker vi genkendende til de skrækindjagende tentakelvæsner, der toner frem i slutningen af bogen. Det eneste, der redder handlingens troværdighed blot en smule, er, at historien strækker sig over så relativt få timer, at Erskine og de andre hovedpersoner dårligt nok har tid til at reflektere over det, de er havnet i, før det er forbi.

Der, hvor The Djinn for alvor byder ind med noget substantielt, er i selve tematikken hentet i arabisk folklore og eventyr. Jeg har ikke læst nogen romaner, der på samme måde, som Masterton gør det her i bogen, på bedste pseudo-videnskabelige facon har blandet fiktion og faktisk mellemøstlig mytologi. Han belærer os om ældgamle djævletilbedende sekter i den arabiske ørken, om dæmonologi, om 1001 Nats Eventyr og ikke mindst den allestedsnærværende Djinni, som det hele handler om.

Paperback, Pinnacle 1977. Først The Omen, så Kings Salems Lot og nu The Djinn – store ord!

Jeg lapper altid den slags i mig, og The Djinn er et virkelig godt eksempel på, hvordan mytologi og folklore kan udnyttes kreativt til fiktive okkulte hemmeligheder, der ikke står meget tilbage for det vi kender fra Cthulhu-mytologien.

Paperback, Tor Books 1988

En rigtig interessant detalje, synes jeg, er den måde, som Masterton formår at bruge den islamiske modvilje mod menneskefremstillinger som afsæt for en alternativ mytedannelse, der ikke bunder i Islam, men i ældgamle forestillinger om ånders magt. Med ret få virkemidler formår Masterton på den led at skabe et univers for romanens handling, som faktisk fungerer. Et univers, der faktisk også fungerer bedre end den indianer-mytologi, som han strikker sammen til The Manitou og de efterfølgende bøger, der udspiller sig omkring samme indianerånd.

Et eller andet sted ligger der vel en modsætning i den alvor, som Masterton præsenterer i romanens metafysiske overbygning og så den uhøjtidelige facon, som omgiver Harry Erskine. Men måske netop fordi handlingen hurtigt flytter sig helt ud i overdrevet, går det hele op i en højere enhed.

Fransk udgave af The Djinn. Paperback, Novelles Editions Oswald 1988. Forsiden er illustreret af den helt og aldeles fremragende Jean-Michel Nicollet

Det Graham Masterton kan, er at fortælle bloddryppende historier, der sandt at sige ikke er specielt uhyggelige, men som brager igennem, takket være deres fandenivoldskhed og veloplagte sprog. Masterton er ikke nogen stor kunstner, og teksten er tydeligvis skrevet så hurtigt, at der ikke har været tid til at luge de værste gentagelser ud. Vi hører eksempelvis rigtig mange gang, at Harry Erskine fisker sin zippolighter frem på snart den ene snart den anden måde. Det er imidlertid ikke så afgørende, for Masterton leverer den rene, uforfalskede vare. Han skriver det, der er en ækvivalent til grindhouse-film, hvilket der naturligvis er mange, der gør. Masterton har imidlertid et vid og en boglig begavelse, der giver hans bøger en tynd fernis af noget intellektuelt. Vi taler den at tyndteste af det tynde, men akkurat nok til, at man føler sig i sikre hænder. Og så er det altid rart, når en forfatter tør gå linen ud – monstre der voldtager, blod, indvolde, sort magi… Jeg kan faktisk næsten ikke vendte, til jeg får kastet mig over den næste Masterton-roman!

Paperback, Telos Publishing 2010. Den seneste udgave af romanen