Tag Archives: Stephan Garmark

David Garmark & Stephan Garmark, Love City (2018): Sproglig bolledej

Paperback, Kandor 2018

Brødrene David og Stephan Garmark kunne udsende deres anden fælles roman i år. Love City hedder den, og takket være en effektiv reklamekampagne fra både forlag og forfattere er der næppe ret mange, som interesserer sig bare en lille smule for dansk genrefiktion, der ikke har fået med, at bogen er udkommet. Den velsmurte markedsføring er blevet fulgt op af generelt gode anmeldelser, hvorfor jeg også efterhånden selv blev en smule nysgerrig. Desværre må jeg sige, at jeg ikke helt deler den begejstring, bogen er blevet mødt med.

Historien tager os til Jomfruøerne, hvor fattigdom og problemer i kølvandet på naturkatastrofer har udløst et oprør i det i forvejen skrøbelige samfund. King Malcolm kalder oprørets leder sig, og han har nu kontrollen med øerne. Desværre er der også udbrudt en besynderlig epidemi på St. John, og da vi kommer ind i bogen, følger vi en gruppe danske nødhjælpsarbejdere samt deres private, engelske vagtværn, der er taget til Øerne for at forsøge at afhjælpe den humanitære krise. Der er imidlertid ugler i mosen; soldaternes leder Danny og hans tro væbner Wolfkiller (!) har også en anden mission, som snart kommer på tværs af nødhjælpsarbejdet. Men hvad godt skal nødhjælpen i det hele taget gøre, når epidemiens karakter ikke kan bestemmes? Der er noget mystisk ved det hele, som da også til sidst viser sig at have rod i det overnaturlige.

Paperback, Kandor 2018

Roman tager udgangspunkt i konkrete, sociale problemstillinger, hvilket er et sympatisk træk, der sammen med et overraskende og spændende miljø absolut tjener til Garmark-brødrenes ære. Det er godt set, at der ligger et stort potentiale for historiefortælling omkring den gamle danske koloni og den danske bid af stedets historie. Formidlingen af denne historie, der i romanen primært sker gennem det omvandrende leksikon Gert, kunne måske være blevet forløst mere elegant, men tankerne bag bogen fejler absolut ikke noget.

Love City er en smule misvisende blevet iscenesat som skrækroman, men bogen er først og fremmest en røverhistorie om macho-mænd, våben og seje replikker, der næsten reducerer det ovenfor beskrevne miljø til ren staffage. Uhyggen er fraværende i hovedparten af teksten, i stedet får vi detaljerede beskrivelser af soldaternes gøren og laden i stil med noget vi kender fra amerikanske actionfilm. Det er da også klart, at forfatterne i en eller anden grad har sat sig for med stor drengerøvsbegejstring for våbennavne og kampsportsdetaljer at omsætte den stemning til litterær form.

Præcis den type spændingshistorier giver mig personlig ikke ret meget, og jeg må derfor også erkende, at jeg bortset fra bogens sidste 40 sider synes, handlingen i Love City er totalt uinteressant. Jeg må imidlertid her også straks sige, at det klart er et udtryk for smag og behag. Når jeg har kraftige indvendinger imod bogen, skyldes det altså ikke som sådan handlingen og det bogen prøver at være, men i stedet den sproglige dragt, som Garmark-brødrene har givet deres roman.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

Det kan hurtigt konstateres, at bogen er en af de tætteste sammenstillinger af filmiske klichéer, jeg længe har mødt. Bogens ”monster” og brug af afrikansk folklore er veludnyttet, men det er omtrent også det eneste strejf af originalitet, når vi ser bort fra selve miljøet. Det føles næsten som om forfatterne har siddet med en checkliste over filmiske elementer, de gerne ville have med. Prikken over i’et er uden tvivl bogens obligatoriske sexscene, der udspiller sig under den ligeledes obligatoriske storm, der naturligvis må være med til sidst som en dramatisk effekt. Scenen gentager pinligt, som et kreativt lavpunkt, et øjeblik i et uendeligt antal TV-film, som du har set og glemt igen.

Jeg overvejede faktisk, om det hele var en form for kærlig satire, men det er det jo nu nok næppe. Kærlighedserklæring er den formentlig ja, men satire næppe. Der er alt for meget sproglig selvhøjtidelighed i Love City til, at den kan opfattes som andet end et forsøg på at skabe en bidende alvorlig spændingsroman. Det har Garmark-brødrene bare ikke formået at håndtere på overbevisende facon. Romanen mangler skarphed og dynamik i sproget, der hænger fast i pompøse og melodramatiske vendinger.

Vil man skrive den type spændingsroman, som brødrene er ude i, bør man i det mindste forsøge at efterligne dem, der har gjort det godt, i stedet for at blive hængende i et bolledejsblødt, metafortungt sprog. En sætning som ”Ud af øjenkrogen så Danny nu monsteret – en sort levendegørelse af ren terror.” (s. 247) siger næsten alt om den grad af ubehjælpelighed vi møder. ‘

Hardcover, Kandor 2017. Brødrene Garmarks første romansamarbejde

Sproget i bogen står med andre ord famlende, og der, hvor forfatterne med præcision burde formidle nervepirrende intensitet, bliver det enten gumpetungt eller forfalder til staccato-lignende passager, som den man finder på s. 100: ”Han listede hen til huset, stillede sig foran døren og trykkede den ind. Husets indre var mørkt. Han anede konturerne af ødelagte møbler i gangen. En stol lå på gulvet. Op ad den ene væg var en kommode med tre ben væltet. Han trådte indenfor. En filmplakat hang på væggen. The Hunger med David Bowie. Huset sukkede. Noget knagede længere inde. Der var intet spor af manden.

Den slags sætninger er naturligvis et validt æstetisk udtryk, men de falder igennem her, fordi tekstopbygningen mere fremstår som sproglig afmagt end selvvalgt minimalisme. Især fordi disse mikro-sætninger totalt overskygges af den ellers dominerende, svulmende sprogtone. Sætningssammensætningen vidner således om et udtalt fravær af musikalitet i teksten.

Bogens manierede dialog slog mig også ganske hurtigt som en smule besynderlig, uden jeg helt kunne sætte en finger på hvorfor, men pludselig gik det op for mig, at den mere eller mindre konsekvent mimer filmisk dialog. Vel at mærke engelsk dialog, oversat til dansk. Det udløser en række ganske mærkværdige vendinger og ordvalg. Som når Danny på s. 79 ”realiserer” noget. Her kunne man måske tænke, at det drejer sig om at opføre eller virkeliggøre et eller andet, som ordet normalt betyder, men nej, Danny erkender noget.

Den officielle Love City-øl!

Sætningen skal altså give mening gennem det engelske, og den slags er der flere eksempler på. Samtidig er der så megen usikkerhed i sprogtonen, at jeg flere steder er usikker på, om forfatterne rent faktisk har brugt de ord, de gerne ville, i deres beskrivelse. Danny (igen) beskrives på et tidspunkt som værende i et nederdrægtigt humør (s. 144), da han er i dårligt humør. I sig selv er det ikke forkert, men det får en mislyd i konteksten, hvor jeg ganske enkelt er i tvivl, om forfatterne og jeg opfatter ordenes betydning ens.

For mig at se vidner Love City om et forfatterpar, der har noget på hjertet, og som er vokset siden deres fælles første bog. De vil gerne fortælle en historie, der både er intens, og samtidig har et budskab, i form af en magtkritik, der lader hånt om menneskeliv. Det er en glorværdig ambition; tak for det. Det er bare ikke nok. Bogen fremstår ikke gennemarbejdet på det dybe niveau under plottet og miljøet. Der er ganske enkelt arbejdet for lemfældigt med teksten og sprogtonen. Hvis tonen ikke sidder i skabet, så vælter læsset, og det vælter i den grad her.

En stor del af skylden må ligge hos bogens forlag Kandor og navnlig den redaktør, der tydeligvis har været udfordret over evne og derfor svigter sine forfattere. Jeg håber, de får mere kompetent støtte næste gang. Arbejdet med Love City var langt fra afsluttet, da bogen i gik i trykken. Det, der kunne være blevet et skarpslebent spændingseventyr med et stort publikum, er blevet en klodset og ubehjælpelig bog af den type, som kun en lille, taknemmelig kreds af genrefans vil kunne holde af.

3 kommentarer

Filed under Roman

David Garmark & Stephan Garmark, Rakelsminde (2017): Tvivlsom fanfiktion fra den jyske hede

Hardcover, Kandor 2017

 

Horrorromanen Rakelsminde sigter mod et bredere publikum uden for det lille fanmiljø, men den mangler originalitet og er ikke ordentligt gennemarbejdet.

Journalisten Tea Ehlers tager til fødebyen Rakelsminde for at undersøge en mystisk sag om en jæger, der har begået selvmord ved, i fuld offentlighed, at sprætte sin mave op med en jagtkniv. I byen bliver Tea mødt af mistænksomme blikke og en mur af tavshed, ikke mindst fra byens religiøse fanatikere, Jesu Salige. Tea hører dog snak om en lydbølge, der ramte Rakelsminde kort før selvmordet, og byens nye tilflytter, den syriske flygtning Sayid, er heldigvis mere imødekommende over for hende. Lydbølgen rammer den lille flække med tre dages mellemrum, og hver gang følger blodige mord eller selvmord. Og som om det ikke var nok, er et hus sporløst forsvundet, og byen overrendes af dyreplager fra varmere og koldere himmelstrøg.

I Rakelsminde af forfatterbrødrene David og Stephan Garmark er alle de velkendte horrorelementer på plads. Det kan man så synes er godt eller skidt. Vi har en by med hemmeligheder (”Lad de døde være,” messer landbetjenten), en sekt, der mødes til sære messer – lidt a la Esoteric Order of Dagon – en ung sektbroder, som får billeder i hovedet af en konstruktion med umulige ’Lovecraft-vinkler’, og op til flere karakterer har the shining. Og lad mig ikke forglemme, at de uundgåelige tentakler også indfinder sig i løbet af historien.

Klichéerne står simpelthen i kø, og bogen fremstår mest som en række tilfældige paranormale hændelser smidt i gryden. Man savner selvstændighed, i et univers sammenstykket af amerikanske filmklichéer, King, Lovecraft og en smule Barker. ”Det lyder som en dårlig film,” udbryder en af karaktererne halvvejs gennem bogen – et metareflekterende udbrud, jeg har set i meget nyere, dansk horror – og der ligger noget selverkendelse i den sætning.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

For Rakelsminde illustrerer tydeligt, hvor svært det er at skabe horror med en egentlig dansk identitet. Så længe der skues så meget mod forbillederne, i stedet for at trække på egne indre verdener og drømme, lykkes det ikke, og gyset strander ved at være en slags stiløvelse, hvori en række konventioner skal følges.

Historiens personer slægter krimiens karaktertegning på, men fremstår lovligt klichétunge, fra den onde sektleder, til landbetjenten, der bærer en ’pump-action Remington 870 shotgun’ – hvorfor ikke bare et haglgevær? – og harker efter han er kommet med udbrud, der leder tankerne til en hillbilly-sherif fra en amerikansk setting i 50’erne.

Og klicheerne begrænser sig desværre ikke til bipersonerne. Den ene hovedperson, den syriske flygtning, Sayid, fremstår i dele som en parodi. ”Når man flygter for livet, har man ikke andet end en taske under armen,” fortæller han lidet nuanceret til en gæst og byder på noget arabisk kage. Altså, fordi han jo er araber. Jeg sad lidt og spekulerede over, hvor han mon havde kagerne fra. I Rakelsminde, syd for Holstebro.

Den overfladiske behandling af Sayid skinner også igennem i hans alt for perfekte sprogegenskaber. Efter et år på et dansk asylcenter bruger han ord som ’aggregat’, ’proptrækkerkrøller’ eller: ”Det lyder, som om de bare profilerer på ulykkerne for at forstærke deres egen indskrænkede tro.” Jeg kender kun ganske få etniske danskere, der kan formulere sig sådan. Samtidig strør han om sig med gammeldansk og faste vendinger.

Og når vores syriske flygtning i sine tanker repeterer Roosevelts velkendte og skambrugte citat om at frygte frygten selv, tænker han egentlig mere som en tvivlsom forfatter, end som Sayid selv.

Fra bogens bagside. Med sådan en anbefaling, og anbefaler, kan det jo ikke blive finere…

Brugen af Roosevelt-citatet bør der dvæles ved, for det er symptomatisk for romanen, som synes at bygge på, hvad jeg vil kalde ’Wikipedia-viden’, tilsat en smule hentet fra tabloidernes flygtningedebat og et skvæt populærvidenskab. Det er ikke særlig berigende læsning, og det bliver en hakket og rodet læseoplevelse. Til tider føles Rakelsminde som at læse Illustreret Videnskab, andre steder, i de karikerede splatscener – som da byens slagter ’halalslagter’ sin familie – er vi ovre i børne/ungdomsgys, og endelig får den sine steder karakter af kogebog; madingredienser remses af uvisse årsager op i ét væk. Over tre-fire sider tales om krydderier og pies, senere får vi opskriften på æggekage, arabisk slik og mangt andet. Man har næsten fornemmelsen af, at siderne bare skal fyldes ud med et eller andet, og som læser håber man inderligt, at al den snak om krydderier og lignende vil få en betydning senere, men nej.

Det med overflødighederne er generelt for bogen. Der er simpelthen for lidt prioritering til stede. Stift opremsende, skal vi høre om alverdens ligegyldigheder. Her har du f.eks. en manual til at tale i telefon, hvis du skulle være i tvivl om, hvordan det gøres: ”Hun trykkede på nummeret, lagde telefonen til øret og ventede på, at den ringede op.” Og fra samme side: ”Hun kørte hen til butikstorvet, parkerede bilen og gik ind i Brugsen.” Og stadig samme side (!): ”Hun købte et par rundstykker med ost, en yoghurt naturel og en banan.

”Og da vi er kommet igennem alle bananerne og rundstykkerne med ost, og horrorplottet rigtigt tager fat, er vi i sikkert Lovecraft-King-territorie, og nej, dette bør ikke citeres ud af kontekst, for jeg mener det ikke som en ros. Dele udspiller sig som Kings ”The Mist”, når religiøse fanatikere i lillebyen tolker de overnaturlige hændelser som guddommelige tegn og varsler, og de obligatoriske tentakler bryder da også frem, i hvilken forbindelse der begås ikke én, men to litterære kardinalsynder. Den ene er ’kyklopisk’, den anden er ’amorf’. Næst efter ’eldritch’ er ’cyclopean’ og ’amorphous’ (som i øvrigt lyder så meget smukkere på engelsk) de mest brugte fremmedord i Lovecrafts fiktion, og at bruge begge på én og samme side giver umiskendeligt et værk karakter af fanfiktion.

Plottet skrider videre frem i velkendt Lovecraft-territorie, med introduktionen af old ones, en hel del sci-fi-forviklinger, en dosis saftige familiehemmeligheder og – uden at afsløre noget – en af de mest corny afrundinger, jeg længe er stødt på.

Som tidligere citeret: ”Det lyder som en dårlig film”. Det gør det. Men det burde det ikke. Barren for dansk horror må hæves, og det må først og fremmest gøres ved at trække fra egne verdener og ikke lave tvivlsomme kopier af sine forbilleders værker.

– Af Jonas Wilmann

3 kommentarer

Filed under Roman