Tag Archives: Stephen E. Fabian

Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Marjorie Bowen, Kecksies and Other Tweilight Tales (1976): Stille, hjemsøgt gotik

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens illustration er udført af fabelagtige Stephen Fabian

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens illustration er udført af fabelagtige Stephen Fabian

Arkham House udsendte i ’76 et udvalg af engelske Majorie Bowens overnaturlige fortællinger. Noveller, der alle oprindelig var udgivet i perioden mellem 1923 og ’33 og udsendt i en bred vifte af tidens magasiner. Bowens litterære produktion er overvældende og tæller langt over hundrede romaner og antologier. Hun spænder bredt fra historiske fortællinger og gotiske historier til egentlige spøgelsesgys, som dem vi har med at gøre her i bogen. Med en så stor produktion vil der naturligvis være udsving i kvaliteten, og Bowen kan derfor både roses for mesterværker og kritiseres skarpt for at udsende sentimentalt pladder. Begge dele er rigtigt, men novellerne i Arkham Houses samling kommer afgjort tættere på mesterværkerne end hendes uinspirerede romancer.

Fælles for alle Bowens spøgelsesfortællinger er den stille, atmosfæriske brug af lyde og landskaber, der gennemsyrer alt. Selve novellernes strukturer følger som oftest velafprøvede modeller fra 1800-tallets slutning, og Bowen indskriver sig ubetinget i forlængelsen af den litterære spøgelsestradition, der vokser frem i England på det tidspunkt. Men Bowen føjer et unikt greb til tingene, fordi hendes overnaturlige fortællinger først og fremmest bruger hjemsøgelserne til at spejle hovedpersonernes indre sjæleliv og kvaler. Dermed er spøgeriet, modsat eksempelvis hos Dickens og M. R. James, ikke novellernes egentlige hovedanliggende, snarere er de prikken over i’et, der afrunder historierne stemningsmæssigt og forløsende.

Marjorie Bowen (1. november 1885 – 23. december 1952)

Marjorie Bowen (1. november 1885 – 23. december 1952)

Novellen ”Kecksies” er et ekstremt vellykket eksempel på Bowens greb om gyset. Hun blander her skrækfiktion og historisk fiktion ved at lade sin handling foregå i middelalderen. En gruppe mænd søger ly i et hus, og omstændigheder fører til den ene af mændenes død. Han begraves bag huset mellem de vildtvoksende skarntyder (Kecksie er et engelsk 1500-tals ord for skarntyde, som Bowen sikkert har hentet hos Shakespeare). Det skulle de imidlertid ikke have gjort, for det medfører, at manden vil gå igen. Det kommer han da også til, og Bowen formår til fulde at udfolde dette. Den latente aggression i mellem mændene, uroen over den enes død og anelserne om, at noget er galt, bliver her snøret sammen til et ubehageligt strammende greb om læseren, der først løsnes, da hjemsøgelsen endelig sker. Spøgelset bliver dermed i sidste ende en form for lettelsens suk, fordi al spændingen og gruen ligger i forventningen om det, der skal ske.

Naturligvis er novellen i dag bedaget og gyset subtilt, men for den, der har overskud til det, lønner det sig at læse ”Kecksies” i et dvælende tempo, hvor kraften i Bowens sætninger får lov at fylde. Der er en dyster poesi bag hendes ord, og de skærende, psykologiske persontegninger kan bestemt kan måle sig med det meste moderne skrækfiktion.

Hardcover, John Kane 1933. Her optrådte novellen "The hidden ape" for første gang

Hardcover, John Kane 1933. Her optrådte novellen “The hidden ape” for første gang

En anden novelle, “The House by the Poppy Field”, bevæger sig ind i det makabre, hjemsøgte land, som Poe så smukt og morbidt opdyrkede og for bestandig gjorde til sit revir. Majorie Bowen formår imidlertid også her at sætte sit eget præg på udtrykket, og hun leverer en fortælling, der i langt højere grad end eksempelvis ”Kecksies”, peger fremad i tid med sine tågede referencer til spirituelle mysterier og dødsvarsel. I novellen er en arving vendt hjem til sin slægts hus. Huset, der har stået tomt længe, ligger ved siden af en enorm valmuemark, der står i flor, da han kommer hjem.

I huset begynder vores hovedperson at få mærkelige drømme, fyldt med død og ildevarslende budskaber om undergang. Oplevelserne er nedbrydende for den hjemvendte, som langsomt fyldes med en lyst til at vandre ud i mellem valmuerne og mærke deres duft. Det gør han da også til sidst, og der forstår vi, at det hele har været én lang dødsskildringen, hvor det tomme slægtshus er billedet på et limbo før sansernes endeligt. Her, i “The House by the Poppy Field”, er Bowen uden tvivl stærkset og smukkest. Hun skriver rørende og dystert drømmende med billedet af den blodrøde mark uden for huset som konstant metafor, der flagrer gennem teksten og fortæller os, at der ligger en større verden uden for huset og venter på hovedpersonen.

Hardcover, John Lane 1949

Hardcover, John Lane 1949

Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse fra min side at kalde Bowens overnaturlige noveller i bogen for spøgelseshistorier, endsige overnaturlige, for der er flere eksempler på, at gyset faktisk mest af alt hviler i en spøgelsesagtig eller hjemsøgt stemning, uden det nødvendigvis konkret handler om gengangere. I fortællingen ”The Hiddan Ape” går Bowen eksempelvis tilbage til Robert Louis Stevensons Jekyll/Hyde-dikotomi og fortæller om en doktor, der opfinder en kemisk mikstur, der kan føre et menneske tilbage gennem evolutionen. Intellekt og følelsesliv bliver med andre ord skrællet af, så personen til sidst står tilbage som det ”skjulte abe”, der bor i os alle. Det siger sig selv, at det ikke er noget kønt bekendtskab, og naturligvis får det alvorlige konsekvenser for den gode doktor at slippe den indre abe løs. Her betræder Bowen da også en velbetrådt sti uden at føje stort nyt eller tankevækkende til idéen.

Alle bogens noveller er dermed heller ikke lige interessante, men som helhed giver de et formidabelt indblik i et kraftfuldt forfatterskab fra 1900-tallets første fjerdedel, som let bliver afskygget af genrens mere højtprofillerede aktører fra den periode. Ikke desto mindre er Majorie Bowens gotik et smukt og skummelt bekendtskab, som fortjener at blive læst, fordi hun demonstrerer, hvor lidt der skal til for at flytte stemninger og indtryk over i en sfære, der kun kan beskrives som hjemsøgt eller overnaturlig.

Hardcover, Odhams Press 1921

Hardcover, Odhams Press 1921

Desværre må jeg nok indrømme, at tiden er løbet fra Bowen, som de fleste skræklæsere nok vil finde både kedelig og uinteressant, fordi hun er helt ude af trit med det, vi forstår ved gys i dag. Desværre, for Bowens litterære, menneskelige prosa er i den grad et oplagt trinbræt for den, der gerne vil tage gyset et sted hen, hvor eftertænksomhed og stemning går forud for trivielle monstre og chokeffekter.

 

Novellerne:

“The Hidden Ape”

“Kecksies”

“Raw Material”

“The Avenging of Ann Leete”

“The Crown Derby Plate”

“The Sign-Painter and the Crystal Fishes”

“Scoured Silk”

“The Breakdown”

“One Remained Behind”

“The House by the Poppy Field”

“Florence Flannery”

“Half-Past Two”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Kan du høre dem hviske?

Nr. 1,  juli 1973

Nr. 1, juli 1973

Nu skal vi se nærmer på forsiderne til en af skrækfiktionens små solstråle historier, nemlig magasinet Whispers, der udkom i USA i 1970’erne og 80’erne. Et magasin, der sammen med Robert M. Prices magasin Crypt of Cthulhu må siges at høre til blandt de absolut mest indflydelsesrige fanmagasiner siden de store SF-fanzines guldalder.

Nr. 2, december 1973

Nr. 2, december 1973

Manden bag Whispers var tandlægen Stuart David Schiff, der brændte for horrorgenren og sære fortællinger i Weird Tales-traditionen. Han savnede imidlertid en platform, som kunne samle nye forfattere og fans, så derfor skabte han sit eget litterære blad. Resultatet blev Whispers, med en titel, der sendte en hilsen til gode gamle HPL.

Nr. 3, marts 1974

Nr. 3, marts 1974

Fordi Schiff havde penge til at finansiere projektet, kunne han også betale sine forfattere, hvilket ikke kun betød, at gamle mastodonter som Robert Bloch og Fritz Leiber skrev noveller til bladet, nej Schiff fik også nye stemmer med ind i magasinet. Unge, vilde forfattere som Dennis Etchison, Karl Edward Wagner og Ramsey Campbell fik dermed også trykt historier i bladet.

Nr. 4, juli 1974

Nr. 4, juli 1974

Men det stopper ikke der – hans forsider er ganske enkelt helt, helt fantastiske. Han kom nemlig hurtigt i kontakt med gamle Arkham House-veteraner som Frank Utpatel og Stephen Fabian, der navnlig skabte små sort/hvide-mesterværket til bladet.

Nr. 5, november 1974

Nr. 5, november 1974

Whispers overlevede ikke 80’erne, men Schiff udgav senere en række antologier, der samlede de bedste fortællinger i bogform. Og når jeg siger blade bør det i øvrigt nævnes, at de med tiden voksede sig til paperbacks med langt over hundrede sider lange. Pamfletter er der dermed absolut ikke tale om.

Nr. 6-7, juli 1975

Nr. 6-7, juli 1975

Bladet kunne uden tvivl være blevet til noget rigtig stort, men den type skrækfiktion, Schiff dyrkede, ramte desværre skævt i forhold til den mainstream-horror, der buldrede løs i 70’erne og 80’erne. Bestsellergysere gjorde ikke meget for salget af smalle udgivelser; det gjorde de ikke dengang, og det gør de ikke i dag. Desværre, så nu må stakkels samlere som undertegnede jagte det hedengangne magasin på Nettet og mærke skrækhistoriens vingesus, når en lille kuvert med et nyt samlerobjekt dumper ind ad brevsprækken.

Nr. 8, december 1975

Nr. 8, december 1975

Nr. 9, december 1976

Nr. 9, december 1976

Nr. 10, august 1978

Nr. 10, august 1978

Nr. 11-12, oktober 1978

Nr. 11-12, oktober 1978

Nr. 13-14, oktober 1979

Nr. 13-14, oktober 1979

Nr. 15-16, marts 1982

Nr. 15-16, marts 1982

Nr. 17-18, august 1982

Nr. 17-18, august 1982

Nr. 19-20, oktober 1983

Nr. 19-20, oktober 1983

Nr. 21-22, december 1984

Nr. 21-22, december 1984

Nr. 23-24, december 1987. Det sidste nummer af magasinet

Nr. 23-24, december 1987. Det sidste nummer af magasinet

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Glimt af fremmede verdener – Stephen Fabians forsider

Hardcover, Houghton Mifflin 1983

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Stephen E. Fabian som purung rollespiller i de såkaldte Gazetteers til D&D. Her stod Fabian for de indvendige illustrationer, ikke de spraglede forsider, som Clyde Caldwell var mester for. Det var imidlertid først i forbindelse med kampagneverden Ravenloft til AD&D, at jeg for alvor fik øjnene op for Stephen Fabian – igen de her helt fabelagtige indvendige illustrationer. Det var her Fabians dystre, ekstremt stemningsfulde, gotiske streg for alvor kom til sin fulde ret under hans tid med TSR. Senere kunne jeg så med glæde opdage, at han i 70’erne var manden bag forsiden til flere Arkham House-udgivelser og meget mere. Man kan måske her tænke på Fabians rigtig, rigtig mange forsider til paperbackudgaver af Rober E. Howard-noveller.

Stephen Emil Fabian (født 1930)

I sit arbejde forbinder Stephen Fabian det bedste fra pulpens guldalder med et mere eksperimenterende, ekspressivt udtryk, der har rod i 60’ernes frie, fabulerende forsider. Den uldne streg, han bruger, kommer måske bedst til sin ret i sort/hvid, men Fabians farveforsider fanger for mig at se på smukkeste vis noget sløret, næsten drømmende, der gør hans mættede forsider til fascinerende vinduer ind i fremmede verdener.  Bemærk eksempelvis hvordan Fabians mennesker i flere tilfælde er helt underordnet i forhold til baggrunden. Landskabet og himmelen er helt cenrale ingredienser i billederne, der sætter tonen for, hvordan vi skal aflæse de personer, vi ser.

Stephen Fabian har selv peget på gamle pulptegnere som Virgil Finlay og uovertrufne Hannes Bok som sine forbilleder. Relationen lader sig ikke fornægte, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at Fabian også selv er en af de tydeligste og mest interessante profiler blandt forsideillustratorerne fra forsideillustrationernes sidste storhedstid. Det da også fuldt fortjent, at Fabian modtog World Fantasy Award for Life Achievement i 2006 efter at være blevet nomineret til to Hugoer tilbage i ’70 og ’71. For mig er det her ren, nostalgisk drømmestof. Billeder af den type, som til tider er mindst lige så gode som den bog de pryder.

Hardcover, Belson Doubleday 1984

Paperback, Baronet 1977

Hardcover, Donald M. Grant 1977

Hardcover, Arkham House 1977

Whispers Magazine nr. 13-14, Oktober 1979

Paperback, Zebra 1977

Hardcover, Arkham House 1978

Hardcover, Oswald Train 1979

Paperback, Pyramid Books 1976

Hardcover, Oswald Train 1977

Hardcover, Underwood-Miller 1977

Hardcover, Underwood-Miller 1982

Hardcover, Arkham House 1983

Paperback, Avon 1976

Paperback, Avon 1977

Hardcover, Arkham House 1979

Paperback, Ace 1979

Paperback, Avon 1977

Paperback, Centaur Books 1980

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret