Tag Archives: Stephen E. Fabian

H. Warner Munn, The Werewolf of Ponkert (1976): Månesyg i Østeuropa

Paperback, Centaur Books 1976. forsiden er malet af den altid fantastiske Stephen Fabian

I marts 1924, da magasinet Weird Tales fyldte ét år, skrev H.P. Lovecraft ind til dets brevkasse ”The Eyrie” og reflekterede lidt over magasinets rolle og muligheder. Lovecraft var ikke helt tilfreds, fordi han så et stort og uudnyttet potentiale i magasinet, der ikke blev realiseret, fordi forfatterne konstant faldt tilbage på de samme grundfortællinger. For at illustrere sin pointe spurgte Lovecraft: “Take a werewolf story, for instance—who ever wrote one from the point of view of the wolf, and sympathizing strongly with the devil to whom he has sold himself?

Det spørgsmål blev taget som en konkret udfordring, som unge Harold Warner Munn greb. Han gav sig til at skrive en varulvefortælling med præcis det udgangspunkt, og resultatet blev den relativt lange novelle ”The Werewolf of Ponkert”, der kom i Weird Tales i juli 1925. Det var bare første gang, den novelle skulle blive trykt i magasinets sider, for den gik hen og blev en evergreen. Munn fulgte da også sin succes op og skrev en hel serie af fortællinger, der efterfølgende er blevet døbt ”Tales of the Werewolf Clan”, fordi Munn gradvist udbyggede et familieunivers i sine varulvenoveller, der udkom frem til ’77.

Paperback, Centaur Books 1976

I 1976 genoptrykte Centaur Books for anden gang ”The Werewolf of Ponkert” i bogform, og de bragte, præcis som første gang, novellen sammen med ”The Werewolf’s Daughter”, der løb som føljeton i Weird Tales fra oktober 1928 til december samme år. ”The Werewolf’s Daughter” var den tredje varulvehistorie, som Munn skrev, men det var den første, hvori han udbyggede sit familieunivers, og novellen er derfor et velvalgt supplement til den første fortælling.

Pyh! Det var meget baggrund, men, når man som mig er fascineret af pulplitteraturens udgivelseshistorier, er det svært at lade være med at dykke ned i disse ting.

Handlingen i ”The Werewolf of Ponkert ” lader sig hurtigt beskrive. Den fører os til Ungarn i 1400-tallet, hvor købmanden Wladislaw Brenryk en sen vinternat er på vej hjem i kane til sin landsby Ponkert. Undervejs bliver han overfaldet af ulve, men det lykkes ham at undvige. Under flugten bemærker Wladislaw, at ulvene tilsyneladende anføres af en dunkel skikkelse, der holder sig i baggrunden. Da han er kommet sikkert hjem, går det op for Wladislaw, at han ikke kan løsrive sig fra indtrykket af denne mystiske skikkelse, og dermed er hans skæbne beseglet. Dybt betaget lader han sig indrullere i skikkelsen, ”Mesterens”, tjeneste, og Wladislaw bliver en del af det sataniske ulvekobbel, der driver sit uvæsen på egnen. For Wladislaw kulminerer det hele, da han angriber sin egen familie og derved endegyldigt ødelægger sit liv til ære for den Mester, som han har solgt sin sjæl til.

Harold Warner Munn (5. november 1903 – 10. januar 1981) med en ganske ung. ligeledes nu afdød Wilum Pugmire på besøg

Den anden fortælling, ”The Werewolf’s Daughter”, udspiller sig nogle år efter den første og beskriver, hvordan Mesteren nu er tilbage og atter hjemsøger Plonkert, hvor Wladislaws datter kommer i problemer og anklages for at være en heks på grund af sin fars ugerninger. Heldigvis har en deling soldater slået lejr i udkanten af landsbyen, og en ung mand af god familie er i stand til at gennemskue hendes uskyld og kommer til undsætning.

Der er flere ting at bemærke omkring Munns varulvefortællinger. Først og fremmest må man nemlig konstatere, at Alexandre Dumas allerede havde besvaret Lovecrafts udfordring ganske mange år tidligere. Lovecraft kendte åbenbart ikke Dumas’ historie, der først blev bragt som føljeton i Weird Tales under titlen The Wolf Leader mellem august 1931 og marts 1932. Omvendt kan der ikke være nogen tvivl om, at Munn kendte Dumas’ roman, fordi lighederne er mange – ikke mindst perspektivet med varulven som hovedperson og tropen med at sælge sin sjæl, der går igen i begge fortællinger.

Hardcover, Grandon 1958. Samlingens første udgave

Munns ”The Werewolf of Plonkert” er da også et stykke rendyrket nygotik, som stilistisk læner sig op ad alle de patoselementer, der kendetegner genren. Selvransagelsen, kvalerne og tragedien fylder meget i den ulykkelige fortælling om Wladislaw, der kommer i kløerne på en Satans tjener. ”Mesteren” (”The Master”), som varulvenes anfører kaldes i Plonkert, er præcis samme skyggefulde inkarnation af det onde, der kendes i talrige variationer fra den gotiske litteratur. I den forstand lever Munns novelle også fuldstændig op til profilen i de tidlige numre af Weird Tales, der netop havde de gotiske klassikere som stilistisk forbillede. Tilmed opfylder Munns novelle endnu en kliché fra de tidligere fortællinger i magasinet ved at være en bekendelseshistorie; denne er således fortalt af Wladislaw, mens han sidder i cellen og afventer sin henrettelse for de ugerninger, han har begået.

Som tidstypisk historie opfylder Munn alle forventningerne, men når det er konstateret, må man også hæfte sig ved en fornem stemning af eventyr og glemt Europa i navnlig den første novelle. Der er noget tidløst over Plonkert og universet omkring landsbyen. Bjergene, de dybe nåleskove, vinternatten og Mesterens uforklarede hjemsøgelse af egnen er alt sammen elementer, Munn iscenesætter med stor sans for det foruroligende og med et drys af magi, der skaber illusionen af noget alderdommeligt og skjult. De øvrige varulve, samt ikke mindst de scener, hvor Wladislaw er i varulveform og løber med sit kobbel, fanger da også noget diabolsk og pirrende, som afgjort gør det fortjent, at novellen blev så berømt. At selve grebet om handlingen så er lånt hos Dumas, betyder ikke noget, for Dumas havde jo allerede lånt det hos andre.

Weird Tales, juli 1925

Med den anden novelle fornemmer man allerede, at der er sket meget med Munn som forfatter og Weird Tales som magasin. ”The Werewolf’s Daughter” er en mere moderne fortælling; væk er det bedagede bekendelseselement, og patosformlerne er reduceret til et stedvist floromvundet sprog. I stedet er der fokus på handling, spænding og melodrama. Derved opfylder Munn også her en generel udvikling i Weird Tales-fortællingerne. Desværre er noget gået tabt i den proces. Stemningen er ikke intakt, og den ulmende uhygge, der lå i første historie, er erstattet af noget mere letbenet; underholdende er det dog fortsat.

Weird Tales, oktober 1928

Der er mange grunde til, at man burde opsøge Munns varulvefortællinger, ikke mindst hvis man er interesseret i dem som bidrag til skrækgenrens udvikling. Munn blev et forbillede og et kendt navn. I dag er han stort set gået i glemmebogen, og da han kortvarigt i 70’ernes anden halvdel vendte tilbage til et bredere publikum, var det nu som koryfæ og mest af alt som en af de få overlevende ”vidner”, der havde mødt og talt med Lovecraft. Hans fiktion talte man ikke meget om, men heldigvis kan den stadig opdrives, og alene den vedvarende fascination af Weird Tales og alt dette magasin førte med sig, vil formentlig garantere, at hans ting genudgives i ny og næ. Det kan jeg ikke klage over, for Plonkert er stadig den dag i dag et læseværdigt stop på den litterære rejse gennem genrefiktionens lande og riger.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Elizabeth Walter, In the Mist and Other Uncanny Encounters (1979): Stille, litterære spøgelsesfortællinger

Hardcover, Arkham House 1979. Forsiden er skabt af den altid fantastiske Stephen Fabian

Elizabeth Walter var en velkendt skikkelse i den engelske forlagsverden, hvor hun i en menneskealder arbejdede som redaktør, navnlig som udgiver af krimier i den klassiske whodunnit-stil. I skrækfiktionens verden er hun imidlertid bedre kendt som novelleforfatter, idet hun skrev en række korte, overnaturlige fortællinger, som gradvist blev samlet og udgivet. Arkham House fik i ’79 med In the Mist and Other Uncanny Encounters æren af at udgive den sidste af disse opsamlinger. I hvertvfald den sidste, der udkom mens Walter stadig levede. I 2017 udkom der således en stor opsamling, som også rummer hidtil upublicerede historier fra hendes hånd.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Arkham House valgte at udgive noveller af Walter. Hun lever til fulde op til den stil, medstifteren af forlaget, August Derleth, forfulgte. Novellerne er stille gys uden meget blod eller vold, selvom de fleste (naturligvis) har en grum slutning. Walter indskriver sig dermed klokkeklart i den angelsaksiske spøgelsestradition med alt, hvad det indebærer af literære ambitioner og konservativ tilgang til handling såvel som til sprogtonen.

På den måde udgør Walters skrækhistorier et velkendt terræn, som ikke formår at overraske meget. De er sikre bud på genren og har karakter af en salon-litteratur, der er mere dannet leg end kunst skabt ud af bidende nødvendighed. Man kan med andre ord let affærdige Walters fiktion, som noget forstenet og bedaget, der er helt og aldeles ude af trit med sin samtid. Mens skrækgenren således blev revolutioneret af unge kræfter i både USA og England, skrev Walter noveller, der stadig plaskede omkring i arven efter Charles Dickens og M.R. James.

Hardcover, The Harvill Press 1965. Elizabeth Walters første novellesamling

Den kritik af Walter er fuldt ud berettiget, men imidlertid måske også for let. Set specifikt som bidrag til den genre eller tradition, som hun beskæftiger sig med, er Walter nemlig bestemt en fornyer, der eksempelvis tør skele til sublime Robert Aickman, når der skal hentes inspiration. I novellen “The Island of Regrets” tager Walter os med ind i et drømmende, halvvejs eventyrligt univers, hvor der optræder spøgelser, men hvor det i Aickmansk forstand snarere er stemningen end den specifikke hjemsøgelse, der udgør novellens drivkraft. Den type novelle er klart rundet af den modernitet, som blev introduceret i den engelske spøgelsestradition i løbet af 50’erne, og noget, der klart har påvirket Walters tekster.

På den led er det åbenlyst, at Walter er et moderne bud på en stok konservativ tradition. Hun repræsenterer det, der har forandret sig i noget, som principielt slet ikke har forandret sig. Helt formelt kan man imidlertid også se, hvordan Walter arbejder med fornyelsen af sin tradition. Folklore og historie spiller, genren tro, en væsentlig rolle som inspirationskilde i forfatterskabet. Men der er afgjort også et personligt præg over historierne. En novelle som ”The Sin Eater”, hvor spøgelset vender tilbage for at hævne en retmæssig anklage om mord, afspejler uden tvivl Walters livslange arbejde med krimigenren. Selve handlingen er absolut ikke original, men Walter introducerer et detektivisk element i novellen, som føjer nyt liv til klichéerne.

På samme måde giver hun også liv til sin heksefortælling ”The Hare”, der udspiller sig i grænselandet mellem det gamle Øst- og Vesttyskland. En engelsk spion er her på mission for at møde en afhopper. Hans kontakt viser sig at være en enigmatisk, dragende kvinde. Der er noget mystik ved det hele, ikke mindst takket være den ganske store hare, som holder øje med spionen på vej mod sit møde ude i skoven. Selvom der ikke er noget overaskende ved ”The Hare”, formår Walter at skabe en fascinerende, foruroligende stemning, og novellen er klart den bedste i In the Mist and Other Uncanny Encounters. I lyset af spørgsmålet om forholdet mellem fornyelse og tradition i hendes noveller er det imidlertid spion-elementet, som fortjener at blive trukket frem som en ny, moderne iscenesættelse af folkloristiske motiver.

Paperback, Shadow Publishing 2017. Walters samlede noveller.

Derfor kan Walter heller ikke afskrives blindt som genretomgang. Især ikke for kendere af den specifikke tradition, som hun indskriver sig i. Man kan da også konstatere, at Walter, med sine rødder så dybt forankret i sine forlæg, har skrevet fiktion af den type, som altid har et publikum og altid overlever. Det skyldes givet vis, at den stille form for gys, hun skriver, har en stemning af saglighed og litterært alvor over sig, som genrens mere voldsomme udtryk om oftest ikke rummer. Præcis som det kan fremstå finere at skrive ”gotik” end ”gys” eller ”horror”, har Walters noveller en aura af respektabilitet.

Den soliditet, som hun repræsenterer, er imidlertid også en god indikation på den krise, som Arkham House med al tydelighed var ved at styre imod i slutningen af 70’erne. Skrækgenren havde udviklet sig med forrygende fart siden årtiets begyndelse, og sen-60’ernes begejstring for de gamle pulphistorier, som forlaget havde specialiseret sig i at udgive, var langsomt ved at ebbe ud takket være nye, storsælgende navne på skrækscenen.

Den mest konservative og traditionsbundne i den sammenhæng er således slet ikke Walter, men selve forlaget, der forblev fastlåst i ganske snævert definerede udtryk. Walter er dermed et interessant bekendtskab for alle spøgelsesentusiasterne derude, og det mest interessante er at studere de små moderniseringer af genren, som gør hende til andet og mere end pasticher.

 

Novellerne:

“The Concrete Captain”

“The Sin Eater”

“In the Mist”

“Come and Get Me”

“The Island of Regrets”

“The Hare”

“Davy Jones’s Tale”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Marjorie Bowen, Kecksies and Other Tweilight Tales (1976): Stille, hjemsøgt gotik

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens illustration er udført af fabelagtige Stephen Fabian

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens illustration er udført af fabelagtige Stephen Fabian

Arkham House udsendte i ’76 et udvalg af engelske Majorie Bowens overnaturlige fortællinger. Noveller, der alle oprindelig var udgivet i perioden mellem 1923 og ’33 og udsendt i en bred vifte af tidens magasiner. Bowens litterære produktion er overvældende og tæller langt over hundrede romaner og antologier. Hun spænder bredt fra historiske fortællinger og gotiske historier til egentlige spøgelsesgys, som dem vi har med at gøre her i bogen. Med en så stor produktion vil der naturligvis være udsving i kvaliteten, og Bowen kan derfor både roses for mesterværker og kritiseres skarpt for at udsende sentimentalt pladder. Begge dele er rigtigt, men novellerne i Arkham Houses samling kommer afgjort tættere på mesterværkerne end hendes uinspirerede romancer.

Fælles for alle Bowens spøgelsesfortællinger er den stille, atmosfæriske brug af lyde og landskaber, der gennemsyrer alt. Selve novellernes strukturer følger som oftest velafprøvede modeller fra 1800-tallets slutning, og Bowen indskriver sig ubetinget i forlængelsen af den litterære spøgelsestradition, der vokser frem i England på det tidspunkt. Men Bowen føjer et unikt greb til tingene, fordi hendes overnaturlige fortællinger først og fremmest bruger hjemsøgelserne til at spejle hovedpersonernes indre sjæleliv og kvaler. Dermed er spøgeriet, modsat eksempelvis hos Dickens og M. R. James, ikke novellernes egentlige hovedanliggende, snarere er de prikken over i’et, der afrunder historierne stemningsmæssigt og forløsende.

Marjorie Bowen (1. november 1885 – 23. december 1952)

Marjorie Bowen (1. november 1885 – 23. december 1952)

Novellen ”Kecksies” er et ekstremt vellykket eksempel på Bowens greb om gyset. Hun blander her skrækfiktion og historisk fiktion ved at lade sin handling foregå i middelalderen. En gruppe mænd søger ly i et hus, og omstændigheder fører til den ene af mændenes død. Han begraves bag huset mellem de vildtvoksende skarntyder (Kecksie er et engelsk 1500-tals ord for skarntyde, som Bowen sikkert har hentet hos Shakespeare). Det skulle de imidlertid ikke have gjort, for det medfører, at manden vil gå igen. Det kommer han da også til, og Bowen formår til fulde at udfolde dette. Den latente aggression i mellem mændene, uroen over den enes død og anelserne om, at noget er galt, bliver her snøret sammen til et ubehageligt strammende greb om læseren, der først løsnes, da hjemsøgelsen endelig sker. Spøgelset bliver dermed i sidste ende en form for lettelsens suk, fordi al spændingen og gruen ligger i forventningen om det, der skal ske.

Naturligvis er novellen i dag bedaget og gyset subtilt, men for den, der har overskud til det, lønner det sig at læse ”Kecksies” i et dvælende tempo, hvor kraften i Bowens sætninger får lov at fylde. Der er en dyster poesi bag hendes ord, og de skærende, psykologiske persontegninger kan bestemt kan måle sig med det meste moderne skrækfiktion.

Hardcover, John Kane 1933. Her optrådte novellen "The hidden ape" for første gang

Hardcover, John Kane 1933. Her optrådte novellen “The hidden ape” for første gang

En anden novelle, “The House by the Poppy Field”, bevæger sig ind i det makabre, hjemsøgte land, som Poe så smukt og morbidt opdyrkede og for bestandig gjorde til sit revir. Majorie Bowen formår imidlertid også her at sætte sit eget præg på udtrykket, og hun leverer en fortælling, der i langt højere grad end eksempelvis ”Kecksies”, peger fremad i tid med sine tågede referencer til spirituelle mysterier og dødsvarsel. I novellen er en arving vendt hjem til sin slægts hus. Huset, der har stået tomt længe, ligger ved siden af en enorm valmuemark, der står i flor, da han kommer hjem.

I huset begynder vores hovedperson at få mærkelige drømme, fyldt med død og ildevarslende budskaber om undergang. Oplevelserne er nedbrydende for den hjemvendte, som langsomt fyldes med en lyst til at vandre ud i mellem valmuerne og mærke deres duft. Det gør han da også til sidst, og der forstår vi, at det hele har været én lang dødsskildringen, hvor det tomme slægtshus er billedet på et limbo før sansernes endeligt. Her, i “The House by the Poppy Field”, er Bowen uden tvivl stærkset og smukkest. Hun skriver rørende og dystert drømmende med billedet af den blodrøde mark uden for huset som konstant metafor, der flagrer gennem teksten og fortæller os, at der ligger en større verden uden for huset og venter på hovedpersonen.

Hardcover, John Lane 1949

Hardcover, John Lane 1949

Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse fra min side at kalde Bowens overnaturlige noveller i bogen for spøgelseshistorier, endsige overnaturlige, for der er flere eksempler på, at gyset faktisk mest af alt hviler i en spøgelsesagtig eller hjemsøgt stemning, uden det nødvendigvis konkret handler om gengangere. I fortællingen ”The Hiddan Ape” går Bowen eksempelvis tilbage til Robert Louis Stevensons Jekyll/Hyde-dikotomi og fortæller om en doktor, der opfinder en kemisk mikstur, der kan føre et menneske tilbage gennem evolutionen. Intellekt og følelsesliv bliver med andre ord skrællet af, så personen til sidst står tilbage som det ”skjulte abe”, der bor i os alle. Det siger sig selv, at det ikke er noget kønt bekendtskab, og naturligvis får det alvorlige konsekvenser for den gode doktor at slippe den indre abe løs. Her betræder Bowen da også en velbetrådt sti uden at føje stort nyt eller tankevækkende til idéen.

Alle bogens noveller er dermed heller ikke lige interessante, men som helhed giver de et formidabelt indblik i et kraftfuldt forfatterskab fra 1900-tallets første fjerdedel, som let bliver afskygget af genrens mere højtprofillerede aktører fra den periode. Ikke desto mindre er Majorie Bowens gotik et smukt og skummelt bekendtskab, som fortjener at blive læst, fordi hun demonstrerer, hvor lidt der skal til for at flytte stemninger og indtryk over i en sfære, der kun kan beskrives som hjemsøgt eller overnaturlig.

Hardcover, Odhams Press 1921

Hardcover, Odhams Press 1921

Desværre må jeg nok indrømme, at tiden er løbet fra Bowen, som de fleste skræklæsere nok vil finde både kedelig og uinteressant, fordi hun er helt ude af trit med det, vi forstår ved gys i dag. Desværre, for Bowens litterære, menneskelige prosa er i den grad et oplagt trinbræt for den, der gerne vil tage gyset et sted hen, hvor eftertænksomhed og stemning går forud for trivielle monstre og chokeffekter.

 

Novellerne:

“The Hidden Ape”

“Kecksies”

“Raw Material”

“The Avenging of Ann Leete”

“The Crown Derby Plate”

“The Sign-Painter and the Crystal Fishes”

“Scoured Silk”

“The Breakdown”

“One Remained Behind”

“The House by the Poppy Field”

“Florence Flannery”

“Half-Past Two”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Kan du høre dem hviske?

Nr. 1,  juli 1973

Nr. 1, juli 1973

Nu skal vi se nærmer på forsiderne til en af skrækfiktionens små solstråle historier, nemlig magasinet Whispers, der udkom i USA i 1970’erne og 80’erne. Et magasin, der sammen med Robert M. Prices magasin Crypt of Cthulhu må siges at høre til blandt de absolut mest indflydelsesrige fanmagasiner siden de store SF-fanzines guldalder.

Nr. 2, december 1973

Nr. 2, december 1973

Manden bag Whispers var tandlægen Stuart David Schiff, der brændte for horrorgenren og sære fortællinger i Weird Tales-traditionen. Han savnede imidlertid en platform, som kunne samle nye forfattere og fans, så derfor skabte han sit eget litterære blad. Resultatet blev Whispers, med en titel, der sendte en hilsen til gode gamle HPL.

Nr. 3, marts 1974

Nr. 3, marts 1974

Fordi Schiff havde penge til at finansiere projektet, kunne han også betale sine forfattere, hvilket ikke kun betød, at gamle mastodonter som Robert Bloch og Fritz Leiber skrev noveller til bladet, nej Schiff fik også nye stemmer med ind i magasinet. Unge, vilde forfattere som Dennis Etchison, Karl Edward Wagner og Ramsey Campbell fik dermed også trykt historier i bladet.

Nr. 4, juli 1974

Nr. 4, juli 1974

Men det stopper ikke der – hans forsider er ganske enkelt helt, helt fantastiske. Han kom nemlig hurtigt i kontakt med gamle Arkham House-veteraner som Frank Utpatel og Stephen Fabian, der navnlig skabte små sort/hvide-mesterværket til bladet.

Nr. 5, november 1974

Nr. 5, november 1974

Whispers overlevede ikke 80’erne, men Schiff udgav senere en række antologier, der samlede de bedste fortællinger i bogform. Og når jeg siger blade bør det i øvrigt nævnes, at de med tiden voksede sig til paperbacks med langt over hundrede sider lange. Pamfletter er der dermed absolut ikke tale om.

Nr. 6-7, juli 1975

Nr. 6-7, juli 1975

Bladet kunne uden tvivl være blevet til noget rigtig stort, men den type skrækfiktion, Schiff dyrkede, ramte desværre skævt i forhold til den mainstream-horror, der buldrede løs i 70’erne og 80’erne. Bestsellergysere gjorde ikke meget for salget af smalle udgivelser; det gjorde de ikke dengang, og det gør de ikke i dag. Desværre, så nu må stakkels samlere som undertegnede jagte det hedengangne magasin på Nettet og mærke skrækhistoriens vingesus, når en lille kuvert med et nyt samlerobjekt dumper ind ad brevsprækken.

Nr. 8, december 1975

Nr. 8, december 1975

Nr. 9, december 1976

Nr. 9, december 1976

Nr. 10, august 1978

Nr. 10, august 1978

Nr. 11-12, oktober 1978

Nr. 11-12, oktober 1978

Nr. 13-14, oktober 1979

Nr. 13-14, oktober 1979

Nr. 15-16, marts 1982

Nr. 15-16, marts 1982

Nr. 17-18, august 1982

Nr. 17-18, august 1982

Nr. 19-20, oktober 1983

Nr. 19-20, oktober 1983

Nr. 21-22, december 1984

Nr. 21-22, december 1984

Nr. 23-24, december 1987. Det sidste nummer af magasinet

Nr. 23-24, december 1987. Det sidste nummer af magasinet

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Glimt af fremmede verdener – Stephen Fabians forsider

Hardcover, Houghton Mifflin 1983

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Stephen E. Fabian som purung rollespiller i de såkaldte Gazetteers til D&D. Her stod Fabian for de indvendige illustrationer, ikke de spraglede forsider, som Clyde Caldwell var mester for. Det var imidlertid først i forbindelse med kampagneverden Ravenloft til AD&D, at jeg for alvor fik øjnene op for Stephen Fabian – igen de her helt fabelagtige indvendige illustrationer. Det var her Fabians dystre, ekstremt stemningsfulde, gotiske streg for alvor kom til sin fulde ret under hans tid med TSR. Senere kunne jeg så med glæde opdage, at han i 70’erne var manden bag forsiden til flere Arkham House-udgivelser og meget mere. Man kan måske her tænke på Fabians rigtig, rigtig mange forsider til paperbackudgaver af Rober E. Howard-noveller.

Stephen Emil Fabian (født 1930)

I sit arbejde forbinder Stephen Fabian det bedste fra pulpens guldalder med et mere eksperimenterende, ekspressivt udtryk, der har rod i 60’ernes frie, fabulerende forsider. Den uldne streg, han bruger, kommer måske bedst til sin ret i sort/hvid, men Fabians farveforsider fanger for mig at se på smukkeste vis noget sløret, næsten drømmende, der gør hans mættede forsider til fascinerende vinduer ind i fremmede verdener.  Bemærk eksempelvis hvordan Fabians mennesker i flere tilfælde er helt underordnet i forhold til baggrunden. Landskabet og himmelen er helt cenrale ingredienser i billederne, der sætter tonen for, hvordan vi skal aflæse de personer, vi ser.

Stephen Fabian har selv peget på gamle pulptegnere som Virgil Finlay og uovertrufne Hannes Bok som sine forbilleder. Relationen lader sig ikke fornægte, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at Fabian også selv er en af de tydeligste og mest interessante profiler blandt forsideillustratorerne fra forsideillustrationernes sidste storhedstid. Det da også fuldt fortjent, at Fabian modtog World Fantasy Award for Life Achievement i 2006 efter at være blevet nomineret til to Hugoer tilbage i ’70 og ’71. For mig er det her ren, nostalgisk drømmestof. Billeder af den type, som til tider er mindst lige så gode som den bog de pryder.

Hardcover, Belson Doubleday 1984

Paperback, Baronet 1977

Hardcover, Donald M. Grant 1977

Hardcover, Arkham House 1977

Whispers Magazine nr. 13-14, Oktober 1979

Paperback, Zebra 1977

Hardcover, Arkham House 1978

Hardcover, Oswald Train 1979

Paperback, Pyramid Books 1976

Hardcover, Oswald Train 1977

Hardcover, Underwood-Miller 1977

Hardcover, Underwood-Miller 1982

Hardcover, Arkham House 1983

Paperback, Avon 1976

Paperback, Avon 1977

Hardcover, Arkham House 1979

Paperback, Ace 1979

Paperback, Avon 1977

Paperback, Centaur Books 1980

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret