Tag Archives: Stephen King

Bogbekendtskaber: Peter Ole Pedersen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang har jeg lokket Peter Ole Pedersen til at skrive om Stephen Kings The Long Walk, og det er der kommet en særdeles god artikel ud af. Peter er tydeligvis en hel del mere begejstret for King end mig, men han formår i teksten, meget præcist, at fremhæve, hvorfor The Long Walk er en både interessant og relevant roman, som måske endda er blevet mere relevant nu, end da den udkom i ’79. Jeg må også i samme ombæring bruge lejligheden til at gøre opmærksom på, at Peter i skrivende stund er (næsten) bogaktuel med værket Paranoia På Film, der er udkommet i den underholdende Kosmos-serie på forlaget antipyrine. En særdeles spændende sag, som jeg er sikker på, at Fra Sortsands læsere vil kunne få glæde af at snuse lidt til.

Ikke mere snak fra mig – jeg vil i stedet overlade talerøret til Peters kloge læsning af King.

 ***

Gå for livet!

Stephen King: The Long Walk (1979)

Af Peter Ole Pedersen

 

I would encourage every American to walk as often as possible. It’s more than healthy; it’s fun.

– Præsident John F. Kennedy, 1962

 

Hundrede teenagedrenge udvælges gennem en landsdækkende session til at deltage i tidens mest populære konkurrence i Amerika. Udfordringen består i at gå så lang en distance, som man har udholdenhed til. Hvis man på noget tidspunkt bevæger sig med under seks kilometer i timen, så får man en advarsel. Ved fjerde advarsel bliver man skudt. Konkurrence slutter, når der er én levende deltager tilbage, der kåres, som vinderen af den lange vandring.

Det er scenariet i den hyperpopulære forfatter Stephen Kings The Long Walk, en fortælling om et fremtidigt Amerika, hvor masserne lader sig underholde af andres undergang, og hvor unge frivilligt deltager i et spil, der med stor sandsynlighed vil koste dem livet.

Peter Ole Pedersen (født 1978)

I disse tider, hvor Hollywood-filmatiseringen af IT og The Dark Tower har genoplivet interessen for Kings dybe mytologi og den kommende TV-serie Castle Rock vender blikket mod de mange mindeværdige lilleby-karakterer, han har skabt gennem årene, virker det passende at kigge tilbage i forfatterskabet på en af hans mest interessante og mindeværdige bøger – og faktisk også hans første.

Den Lange Vandring, som bogen meget passende kom til at hedde i den danske oversættelse, er ikke Kings debutroman, men han skrev den som sin første fortælling i romanlængde i sluttresserne flere år før sit egentlige gennembrud. Først ti år senere, i 1979, blev den udgivet under pseudonymet Richard Bachman, et alias, der ikke længere er en velbevaret hemmelig, men som de fleste nu forbinder med den verdensberømte forfatter.

 

Praise the King

I went down the road, the road was muddy.

I stubbed my toe, my toe was bloody.

You all here?

– Børnerim til gemmeleg

 

Mit eget forhold til bogen er både karakteriseret ved en nostalgisk længsel tilbage til teenageårene, hvor det føltes som om, der var uendelig tid til at pløje sig igennem alverdens gysende og højdramatiske fortællinger, men også af en vedvarende fascination af Kings evne til at finde på enkle, uforglemmelige scenarier. Rammefortællinger der får læsningen af hans bøger til at opleves som at se en intens spændingsfilm, hvor plottet kontinuerligt byder på overraskelser og historien samtidig sænker dig ned i et radikalt samfundsportræt, som det er svært at løsrive tankerne fra, for hvad nu hvis…?

King er ikke finkultur (whatever that is) med aspirationer om at passe ind i forhold til specifikke litterære kvalitetskriterier. King er genrelitteratur, der spiller på særlige formater, situationer og figurer, som man frydefuldt glæder sig til at stifte bekendtskab med eller genbesøge. Når han er bedst, transcenderer han disse genreformler på en legende og veloplagt måde, når han er mindre veloplagt skriver han stadig bedre end mange af de bestseller-forfattere, der har gjort det til et profitabelt levebrød at skrive historier med fantastiske eller skræmmende elementer (tænk Dan Brown og deslige).

Paperback, Signet Books 1979. Romanens 1. udgave

I Den Lange Vandring er King virkelig veloplagt, uden tvivl fordi det er hans første længere beretning og fortælleglæden er frisk og uspoleret, men også fordi bogen i udpræget grad bruger sine personskildringer og situationer til at skildre en særlig impuls hos mennesket og de omstændigheder, der følger med den.

I Kings roman er denne impuls overlevelse og hvad der skaber historiens egentlige elementer af uhygge, er alt, hvad der følger i kølvandet på denne basale drivkraft. For det går hurtigt op for de konkurrerende drenge, at viljen til at vinde langt fra er tilstrækkelig motivation for at overleve det radikale maraton. Efterhånden som tiden går, bliver deres individuelle motiver for at deltage i den livsfarlige ekstremsport mere og mere uklare.

De fysiske anstrengelser som de vedvarende udsætter deres kroppe for, sætter psykiske mekanismer i gang, der truer med at bortviske de oprindelige bevæggrunde for at konkurrere, eller helt udslette deres bevidsthed. Sidstnævnte ender som tomme hylstre, der blot trasker robotlignende afsted drevet af en primal overlevelsesmekanisme. Det er disse ulykkelige skæbner, de øvrige deltagere kalder for ’de vandrende døde’.

 

Krig og konkurrence

I don’t care if you win or lose, just as long as you win.

– Vince Lombardi, tidligere cheftræner for Green Bay Packers

 

Allegorien i Den Lange Vandring er ligefrem, men virkningsfuld. Det handler om krig. King skrev romanen i skyggen af Vietnam-krigen og det brutale scenarie er tydeligvis en meditation over, hvad det vil sige at blive indrulleret i en desperat væbnet konflikt. Tanken om de vandrende drenge, der bare ikke må stoppe og den konstante mediedækning af begivenheden ringer klart i forhold til den første ”televised war”. Det er unge mennesker, som er fanget i en dødsensfarlig situation, hvorfra de ikke kan undslippe, og overlever man, så er det med vedvarende ar på både krop og sjæl og yderste fare for ens forstand. Lyder det bekendt? Ja, det er nærmest fortællingen om enhver krig, hvor unge soldater hverves til at kæmpe for et land eller en sag, de egentlig er fremmedgjorte overfor.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) fotograferet o. 1976

King anvender flere af bogens scenarier til at levendegøre den rugende angst, der uden tvivl må følge med en sådan skæbne. Oplevelsen af ukontrollabel frygt står stærkest i beskrivelsen af drengenes natlige vandringer. Når mørket falder på og kulden tager til, udfordres den rå overlevelsesdrift endnu mere. Det bliver svært at orientere sig og alting foregår i en zombielignende døs, indtil geværernes brag minder dem om, at hvis man gentagende gange falder i søvn, så ender man med at tage det evige hvil. Hver dag i den lange vandring bydes morgenen velkommen som en vital lettelse og påmindelsen om, at man måske alligevel besidder de fornødne kræfter til at fortsætte.

På den måde bliver teenagedrengenes fatale gåtur også til en mere generel lignelse om livet. Der er dog tale om en hård lektie, hvor tilværelses ubarmhjertighed og dens ubestemmelige mål kommer til at stå helt tydelig for læseren. At deltage er at dø, men de fleste af bogens karakterer har ikke nogen klar forestilling om, hvad de har på spil, eller hvordan tingene vil udvikle sig, og dem der tror de har, står til at få sig en slem overraskelse. Denne nådesløse erkendelse er som sådan banal, men i Kings håndtering bliver det til udlægningen af forskellige livssyn og i sidste ende på godt og ondt de drivkræfter og overbevisninger, som får os videre i tilværelsen. Ligesom drengene ved vi alle, hvad der bliver slutpunktet, men det der kommer til at ske på vejen dertil, er en kamp, vi selv må kæmpe.

 

Individet og massen

The Ultimate game show would be one where the losing contestant was killed.

– Chuck Barris, gameshow-skaber og vært for The Gong Show

 

Ray Garraty kæmper kampen. Han er en af de hundrede drenge på den nådesløse maraton. Det er Ray, vi som læsere følger tættest og gennem hans oplevelse af den strabadserende konkurrence får vi indsigt i både de andre drenge, hans egen baggrund og hele det afsporede samfund, der står bag en mediebegivenhed som den lange vandring. Vi lærer, at Garratys motivation for at deltage er ligeså uafklaret som mange af de andre drenges. Det holder ham i gang, at han kommer til at se sin kæreste og sin mor, når vandringen passerer igennem en af de mindre byer på ruten, men da de endelig ankommer dertil, er denne forventning blevet til en frygt for, at han faktisk skal miste sin overlevelsesdrift, i det øjeblik han får øje på dem i mængden. Ray får sin korte stund med familien, men den bliver besættende og koster ham tre advarsler og næsten livet.

Paperback, Signet Books 1990

Det er også i denne intense situation, nær vandringens afslutning at vi får den mest skræmmende og tankevækkende beskrivelse af masserne, den mængde af publikummer der i tiltagende grad er stimlet sammen nær ruten for at følge med i drengenes udpinende anstrengelser, når de passerer forbi. I Den lange vandring bliver folkemængden en karakter i sig selv, en bølgende, ustyrlig vrimmel, der truer med at opsluge deltagerne. I masserne ophører enhver kontrol og selvstændighed og man må blot overgive sig til at blive revet med i den frådende begejstring over andres lidelser og kamp.

Hos King er dette menneskemonster også dybt forbundet til medierne. Kameraer, mikrofoner og højttalerannonceringer fremstilles som groteske legemsdele eller lyde, der udstødes fra dette kollektive væsen. I det hele taget skildres forholdet mellem individet og massen, som en kompleks og anstrengt relation, hvor den enkelte soler sig i begejstringen, indtil den forræderisk ændrer sig og opleves som en snyltende afhængighed.

Kings optagethed af massernes lige dele euforiske og destruktive kraft resonerer i en tid, hvor offentlighed og privatsfære blandes mere og mere sammen, og den berømmelseshungrende impuls hos almindelige mennesker er blevet et hovedfokus for medierne. Den lange vandring beskriver reality showets logik taget til det yderste: Vores fascination af at betragte andre hensat i en ekstrem situation, med alt hvad det indebærer af ydmygelser, gys, væmmelse og begejstring.

Paperback, New English Library 1980

Oven i denne skildring af massernes skuelyst kommer så beskrivelsen af magtens monitorering som en påmindelse om, at overvågningen er hele bevæggrunden for, at deltagerne adlyder og den udøvende magt kan opretholde samfundets strenge restriktioner. Her går King i detaljer med, hvordan overvågningsteknologi er blevet noget, man kan læse om i magasiner som Popular Mechanics og hvordan denne eksponering adfærdskontrollerer ikke bare deltagerne i den lange vandring, men også den almene borger.

I det hele taget, er det yderst sigende, at bogens centrale omdrejningspunkt er det vanhellige ægteskab mellem massemedierne og iscenesættelsen af lydighed og regler. Her er gameshowet det ultimative billede på at opsætte en række love for deltagerne og så lade beskuerne leve sig ind i deres anstrengelser med at efterleve dem. Når først kameraerne ruller, er der ikke langt fra sport til krig.

Paperback, Signet 2012

Krigsmetaforikken i Den Lange Vandring er da som tidligere nævnt også tydelig, og Kings greb med at forskyde en kritik af krigsmageri og konflikten i Vietnam til et fremtidigt fascistoidt Amerika giver gjaldende genlyd i landets nuværende udvikling. Fanatisk heltedyrkelse og statslegitimeret vold og mord er ikke langt borte, når politik føres som en underholdende fremvisning af magt.

 

Livet som ekstremsport

The blood has begun to flow! Liston is staggering!

Clay is rocking him with combinations! …

boring in! Clay is killing him! Clay is killing him!

Ladies and Gentlemen, Liston is down!

Sonny Liston is down! Clay is dancing …

waving … yelling into the crowd!

Oh, ladies and gentlemen, I don’t know how

to describe this scene!

– Radiokommentator, anden kamp mellem Muhammad Ali og Sonny Liston

 

Forskyder man læsningen af romanen fra dens historiske samtid og frem til vores nutid, er det selve konceptet for fortællingen, der står stærkest. Den ekstreme konkurrence beskrives som en perverteret og nærmest uforståelig drivkraft for samfundet, men samtidig også en besættelse for deltagerne. Vandringen er en prøvelse, der gennem psykisk og fysisk udmattelse fremmaner yderpolerne i deres personligheder og får dem til at knytte spontane venskaber. Venskaber de godt er klar over, på forhånd er dømt til at få en smertefuld afslutning. I dette ellers skræmmende narrativ, glider hverdagens trivialiteter i baggrunden og det bliver den sanselige oplevelse af at være i live, der tager fuldstændig over for de unge drenge. Marchen bliver deres stof og den bringer både tøjlesløs liderlighed, ukontrollabel latter og blændende raseri med sig, alt sammen følelsesudbrud, vi i et civiliseret samfund stræber efter at undertrykke, eller i det mindste gemme væk fra offentlighedens øjne.

Paperback, Scribner 2016

I den lange vandring står de til frit skue og bogens måske mest skræmmende element består i, at vi som læsere kan spejle os i disse drifter og frydefuldt forestille os hvilken lyst og destruktion, der potentielt følger i kølvandet på dem. Derfor er det også en lille genistreg fra Kings side, at han har valgt at lade sin fortælling udspille sig mellem teenagere, denne vidunderligt selvoptagne alder, hvor verden enten synes at ligge for ens fødder, eller hele tilværelsen er i færd med at styrte sammen som en skrøbelig drøm.

Ray Garraty og de andre drenges strabadser på turen gennem staten Maine er en blændende fortælling om magt, lyst, desperation og overlevelse. Fortællingens præmis er simpel, men gribende: Vi lægger ud med hundrede karakterer og når historien ender, vil der kun være én tilbage. King balancerer mesterligt sin bog mellem undergangsfabel og transcenderende dannelsesroman, og selvom Den Lange Vandring gør ondt, er den fra start til slut en rystende fornøjelse.

 

Samtlige citater i teksten er hentet fra kapitelindledningerne i The Long Walk, Signet Books, 1986

Mød også Peter her.

Reklamer

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

“We are Masters of Horror”

Her er et sjovt lille klip til weekenden – grand old man Stevey King på slap line med hotshot Clive Barker under optagelserne til Sleepwalkers i 1991. På det tidspunkt havde King for længst givet faklen, som den førende skrækforfatter, videre til Barker. Barker selv havde endnu to vigtige skrækromaner i sig før horrorgenren begyndte at lugte alt for hengemt for ham, og han i stedet søgte mod det nye forjættede land – ”urban fantasy”.

Ja-ja, tingene ændrer sig hele tiden.

Vi ses på søndag, hvor der står nazister og episk kamp mellem godt og ondt på menuen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Douglas E. Winter, Stephen King. The Art of Darkness (1984): Kongen blev hyldet før han faldt

 

paperback-new-american-library-1986

Paperback, Signet 1986. Bogens anden, reviderede udgave

 

Douglas Winter er en vigtig skikkelse i 80’ernes genrehistorie, fordi han med stor ildhu kastede sig over at dokumentere den litterære gyserscene, som den tog sig ud på det tidspunkt. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor gys og gru fortsat var ekstremt populær, og familien af forfattere med mindst én skræk-bestseller i bagagen var voksende. Winter lagde imidlertid heller ikke skjul på, at hans største oplevelse med skrækfiktionen kom, da han i ’74, i et venteværelse, faldt over en novelle af en ”Stephen King”. Et navn, der var ham totalt ubekendt, men historien gjorde indtryk, og Winter gik på jagt efter mere. Og mere, det fandt han, for kun få måneder senere slog King igennem med debutromanen Carrie. Det blev startskuddet til en lavine af fiktion, som forandrede skræklitteraturens vilkår for bestandig, og Douglas Winter var med fra begyndelsen.

Winter skrev flere artikler og anmeldelser af Kings bøger i 70’erns anden halvdel, og efter et møde med forfatteren på en kongres blev det også til en form for venskab og arbejdsfællesskab. Winter fik nemlig lov til at lave en række timelange samtaler med King, der resulterede først i en lille biografi om King (1982) og efterfølgende bogen Stephen King. The Art of Darkness, der så dagens lys i ’84.

 

paperback-new-american-library-1986_bagside

Paperback, Signet 1986

 

Bogen er en lidt sær sammensyning af interview, biografi, litterær analyse og bibliografi. I de glade dage før internet og Google har bogen utvivlsomt været guld værd for Stephen King-samleren på jagt efter hans romaner og spredt publicerede noveller. I dag har den omfattende bibliografiske del af Winters bog desværre overlevet sig selv, og de fleste ville nok nu ønske, at der i stedet havde været et par kapitler mere med bogens andre aspekter, men det kan man jo ikke ændre på.

Fra første side er det tydeligt, at Douglas Winter elsker Stephen Kings værker, og The Art of Darkness er en lang og komplet ukritisk hyldest til Kings forfatterskab. Det gør bogen til en ganske ensidig affære, der har det dobbelte formål dels at udlægge Kings tekster for hans mange interesserede fans, dels at modgå den etablerede presses lunkne modtagelse af King. Winter går dermed til kamp for Kings litterære kvaliteter og demonstrer meget tydeligt, at der skam er alvorlige tematikker hos King, der i Winters univers sidestiller King med en skikkelse som eksempelvis Mark Twain.

 

douglas-e-winter-anno-1985

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

 

Jubelbegejstringen kender med andre ord ingen grænser, men Winter har blik for litterær analyse. Han formår derfor at trække de bedste og stærkeste elementer frem i forfatterskabet. Bogen er således interessant læsning, selv for den, der ikke har synderlig megen begejstring for Kings bøger, fordi Winter faktisk beriger forståelsen af King.

Mens Winter lægger vægtige argumenter for Kings litterære kvaliteter, kan man samtidig læse en række mildest talt problematiske udsagn fra forfatteren selv i bogens interview-dele. Her sammenligner Stephen King sin egen skrivestil med intet mindre end en Big Mac. Han ser sig selv som et brand, en stil eller et udtryk, som læseren præcis ved, hvad er. Hvordan Winter kan arbejde for Kings litterære status, når forfatteren selv tydeligvis bevidst sigter ganske lavt med sit arbejde, er lidt af en gåde for mig.

 

paperback-new-american-library-1984_1ed

Paperback, New English Library 1984. Bogens 1. udgave

 

King beskriver et andet sted sine bøger som hængekøjer, som læseren kan slænge sig i. Igen fornemmer man den komplette mangel på kunstneriske ambitioner hos King, der tydeligvis hellere vil omfavne og behage sine læsere med det, de forventer, end at udfordre dem med noget uventet. En anti-intellektuel og anti-kunstnerisk selviscenesættelse fra Kings side, som også vil være bekendt for den, der har læst hans Danse Macabre.

Winter får ganske enkelt ikke enderne til at mødes i sin bog, fordi alt ved King synes at modsige den litterære forfatterperson, som Winter gerne vil ophøje ham til. Men at King alligevel gerne selv vil ses i det litterære lys, kunne måske ligge antydet i nogle af hans mere ambitiøse bøger (eksempelvis The Stand og It), men det er gætværk fra min side og under alle omstændigheder irrelevant, fordi Kings bøger i min verden er og bliver den Big Mac, han sammenligner sig selv med.

 

stephen-king

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Winters fascination af King og bogens udgivelsestidspunkt er også interessant at se nærmere på. The Art of Darkness udkom, som sagt, i 1984, og på det tidspunkt gik Kings kurs stadig mod stjernerne. Han havde udgivet stort set alle de romaner, der i dag betragtes som hans hovedværker, og King var for længst blevet et verdensomspændende synonym for horror.

Det fører Douglas Winter til, i et lille efterskrift, at filosofere over, hvad fremtiden mon vil bringe for King. Winter er ikke i tvivl om, at der ligger store ting ude i horisonten, men her skulle han vise sig at tage fejl. Der lå ikke store ting i vente, snarere det modsatte. Der kom bare mere af det samme, og Kings forfatterskab overlevede ikke 80’erne med kreativiteten i behold. Ved indgangen til det nye årti – 90’erne – var han blevet en forstenet dinosaur, der var blevet overhalet af yngre, kreative kræfter på skrækscenen. Kings bogsalg gik fortsat fint, men hans popularitet har været faldende lige siden storhedstiden i 80’erne.

 

 

paperback-plume-1986

Paperback, Plume 1986

 

Douglas Winters bog er først og fremmest et tidsbillede af Stephen King på toppen, da han enerådigt regerede skrækscenen. Et billede på den entusiasme og friskhed, som en generation af læsere oplevede, da de mødte værker som The Shining og ’Salems Lot for første gang. Den begejstring er bestemt ikke uberettiget eller ubegrundet, men Kings momentum forduftede hurtigt, mens han sled sig op på tusindsiders romanfortællinger. Winters bog er derfor et bittersødt gravskrift; en lettere løgnagtig ligprædiken, der pynter på Kings forfatterskab ved at ignorere alt det, der umuliggør at måle hans bøger på den kunstneriske vægt, som Winter gerne vil anbringe King på.

Man taler ikke ondt om de skindøde.

 

paperback-new-english-library-1989

Paperback, New English Library 1989

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Stephen King, Carrie (1974): Stakkels pige…

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har skrevet en del om Stephen King på det sidste, fordi jeg har tygget mig gennem en række af hans ældre bøger i forbindelse med min egen bog om skrækfiktion. Jeps, den arbejder jeg fortsat støt og roligt på. King skal naturligvis have en plads i bogen, hvor han på godt og ondt må siges at være en af de centrale figurer. Nuvel, det her indlæg bliver det næstsidste sidste, du læser om King på Fra Sortsand i et stykke tid, og det er måske også godt nok, for sandt at sige har jeg ikke nerver til for alvor at genbesøge det han har skrevet siden slutningen af 80’erne.

Bogen, som King romandebuterede med for snart mange tusind sider siden i ’74, handlede om pigen Carries dramatiske død og lillebyen Chamberlains ødelæggelse. Set retrospektivt bærer romanen umiskendeligt Kings fingeraftryk, men den står hans tidlige noveller langt nærmere end de efterfølgende romaner. Man fornemmer en sproglig usikkerhed i teksten og et svagere greb om det omfattende persongalleri, der ikke ligner den sikre fortællestemme, der gør sig gældende i den efterfølgende roman ’Salems Lot.

Paperback, New English Library 1985

Paperback, New English Library 1985

Ikke desto mindre møder vi allerede i Carrie alle de mennesketyper, der senere har befolket Kings univers. Bogen fremstår derfor også i høj grad som et landkort over hans fremtidige fiktion og ikke mindst det fiktive Maine, som King gradvist har fået opbygget. Et fiktivt Maine befolket af tydelige arketyper hentet fra populærkulturens repertoire, set gennem et oftest både naivt og nostalgisk filter. Desuagtet er Carrie en forbløffende stærk roman, men før vi ser nærmere på bogens kvaliteter, skal historien, vanen tro, på plads.

Carrietta N. White – kaldet Carrie – er Chamberlains klovn. Hun er fed, hun er klodset, hun virker smådum, hun er grim, og Carries mor er en fanatisk kristen, der bestemt ikke gør livet lettere for sin datter. Carrie falder uden for på skolen, og hun kan i hvert fald ikke måle sig med de andre elever på byens gymnasium; derfor er hun også deres oplagte mobbeoffer. Specielt et slæng piger, anført af isdronningen Chris Hargensen, har et ondt øje til stakkels Carrie.

Hardcover, Douybleday 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udgave

Da bogen åbner, er konflikten mellem Carrie og pigerne netop eskaleret til nye højder. Ingen har nogensinde fortalt Carrie om menstruation, og da hun efter idræt begynder at bløde i bruseren, udløser det en tumultarisk stemning blandt pigerne, der i en af bogens mest ubehagelige scener samles om Carrie og skriger ”Plug it! Plug it!”, mens de tæppebomber den stakkels, ydmygede pige med tamponer.

Seancen i bruseren fører til sanktioner, og Chris Hargensen bliver forment adgang til det store afdansningsbal – prom – som hastigt nærmer sig. Det kræver hævn, for Chris mener afgjort, at det hele er Carries egen skyld. Skæbnen vil da også, at Sue Snell, den ene af pigerne i Chris’ slæng, angrer ydmygelsen af Carrie og overtaler sin populære kæreste til at invitere Carrie med til det store ”prom”. Han gør det tøvende, men ofrer sig for Sues dårlige samvittighed. Den mulighed griber Chris og hendes bøllekæreste straks og iværksætter en sataniske ydmygelse af Carrie.

Hardcover, New English Library 1974

Hardcover, New English Library 1974

Netop som Carrie er kronet som ballets dronning, hvilket naturligvis var planlagt på forhånd, overskylles hun med svineblod. Hverken Chris eller hendes rockabilly-kæreste kunne imidlertid forudse konsekvensen af deres handling, for Carrie har båret på en hemmelighed. Hun har telekinetiske evner og kan ved tankens kraft flytte rundt på ting. Da hun står badet i blod foran hele skolen, bliver det for meget for hende, og hun går til modangreb på det samfund, der har pint og plaget hende længe. Ved hjælp af sine evner får Carrie først skolen, så store dele af byens centrum til at ramle sammen i flammer, eksplosioner, død og undergang.

Da vi kommer ind i historien, er det hele sket, og handlingen fortælles gennem øjenvidneberetninger og uddrag fra bøger, der beskriver den tragiske og uforklarlige ”Chamberlain-hændelse”, mens King også giver os også indblik i Carries egne tanker, de steder hvor der skal bygges bro mellem bogens mange fortællerstemmer. Den væsentligste blandt disse stemmer er Sue Snell, der efter begivenhederne har lettet sit hjerte i en selvbiografisk bog om hele sagen. På den led leger King med romanens form og sætter den sammen som et eklektisk stykke metafiktion, men fordi vi også kommer ind i hovedet på Carrie selv, er grebet ikke entydigt gennemført, hvilket nok heller ikke har været hans hensigt.

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Snarere end bare at fortælle historien på en alternativ måde for eksperimentets skyld ligger der en væsentlig pointe bag de mange stemmer, der gør sig kloge på Carries død og paranormale kræfter. Alle som en misforstår de nemlig Carrie. Gennem hele sit liv blev hun underkuet både af bogens egentlig skurk – Carries mor – og hele bysamfundet. Ingen så Carrie som menneske, de så kun den patetiske pige. Nu, hvor det hele er oversået, er der stadig ingen, der ser mennesket Carrie. Alle er optaget af katastrofen, ødelæggelserne og ikke mindst hendes utrolige evner. Pigen Carrie er der ingen som kerer sig om. En undtagelse skulle da lige være Sue Snell, der synes at formulere hele Kings anliggende med romanen, da hun siger: ”… forgetting Carrie White may be a bigger mistake than anyone realizes” (s. 96). Vi må aldrig glemme Carrie – og her taler hun ikke om Carries evner eller hendes voldsomme angreb på Chamberlain. Nej, vi må ikke glemme pigen Carrie, som for en kort bemærkning får lov at blomstre frem, før hun brutalt trækkes ned i sølet.

Carrie kan i virkeligheden bedst forstås som grum modernisering af fortællingen om Askepot. Først pines og plages pigen, men så får hun ganske uventet mulighed for at komme med til ballet på slottet og får lov til at danse med prinsen. Undervejs forvandles den uheldige pige til en smuk prinsesse – så smuk, at hendes partner når at forelske sig en smule i hende. Men så slår klokken tolv og magien forsvinder. Carrie falder tilbage i den gamle rolle og taber endda sin ene sko (en ”slipper”!) (s. 169) på trappen foran skolen, da hun flygter hals over hoved.

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Her viser King sig som en nedrig, ubarmhjertig fortæller. Prinsen vender nemlig ikke tilbage og henter Carrie ind i eventyret igen. Alt er vitterligt forbi, da klokken slår tolv, og Carrie sørger selv eftertrykkeligt for, at hendes plageånder går ned med hende. Moralen, for der er vitterligt tale om en morale her, er den samme som i eventyret, men den lykkelige slutning udebliver.

Carrie er vidunderligt raffineret udtænkt, og når man først har forstået eventyrstrukturen bag bogen, bliver det også tydeligt, hvorfor Kings persongalleri fremstår så todimensionelt – det er nemlig arketyper, han opererer med. De er præcis så tyndbenede som eventyrets personer, fordi de ikke tjener til andet end trin på Carries vej gennem fortællingens stationer.

Paperback, Pocket Books 1999

Paperback, Pocket Books 1999

Romanen er en hård og nådesløs bog, men trods det skinner Kings hjertevarme pen igennem, og han leverer sit portræt af gymnasieeleverne med en rørende, overbevisende kraft, der formentlig er lige dele fyldt af egne erfaringer fra Kings teenageår og de iagttagelser, som han gjorde sig i den korte tid, hvor han arbejdede som engelsklærer. Vigtigst af alt er det nemlig, at King leverer sin bog uden ironiske svinkeærinder eller forbehold. Der er alvor bag teksten, også der hvor det bliver absurd – som når han postulerer, at der rent faktisk kunne ske noget liggende hvor som helst igen.

Kings debutroman er en skæv og fascinerende kile ind i skræktraditionen, der ikke ligner noget andet. Den er en perle i forfatterskabet, der konceptuelt og fortællemæssigt rammer rent, fordi den utynget aflægger sit forlokkende enkle budskab. Det er imidlertid ironisk, at eftertidens læsere og King-fans har valgt at fokusere på Carries paranormale evner – præcis som bogens ”eksperter” – og derved helt har overset centrale aspekter i romanen. Der er derfor god grund til at vende tilbage til Kings udgangspunkt, for det er her forfatterskabets eventyr begynder og måske her det er stærkest?

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Stephen King, ’Salem’s Lot (1975): Hjørnestenen

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Stephen King har skrevet rigtig, rigtig mange bøger, men jo flere han har skrevet, dets tydeligere er hans skabeloner for romanerne med tiden også blevet. I sig selv er det ikke så bemærkelsesværdigt, at en forfatter bliver ved med at træde omkring i de samme temaer, og King har bestemt eksperimenteret og afprøvet meget forskellige idéer. Ikke desto mindre står hans anden roman ’Salem’s Lot fra 1975 som et nøgleværk, der er blevet ved med at slå sit ekko op gennem hele Kings litterære produktion. King selv pegede flere gange i løbet af 80’erne på, at det var en af hans yndlingsromaner, og han skriver også i forordet til en af de senere udgaver, at den fortsat indtager en særlig plads hos ham.

Forklaringen er uden tvivl den, at det var med ’Salem’s Lot, at han fandt en model for en lang række af hans mest succesfulde romaner – en model, der ikke bare dækker fortællingens opbygning, men som også dækker persongalleret og historiens tematik. Bogen griber også ind i Kings barndomsfascination og hans nostalgiske forhold til 50’erne – alt sammen ting, der løber sammen i den fiktive lilleby Jerusalem’s Lot i Maine.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Her, midt i det lille samfund, der plages af forretningsdød og stille nedsynkning i glemsel, står det gamle Marsten House tomt. En kæmpe, forfalden villa, der efter sigende er hjemsøgt. Om det er sandt, vides ikke, men huset bliver trinbrættet til fortællingen om det lille samfunds endeligt. Da bogen åbner, vender forfatteren Ben Mears hjem til ”The Lot”, som byen hedder i daglig tale. Han er kommet hjem for at skrive om Marsten-huset, fordi det har plaget ham, lige siden han som barn mener at have set et spøgelse i et af de øvre værelser. Samtidig med Bens ankomst får huset, han skriver om, ganske uventet en ny ejer. Den excentriske antikvitetshandler Kurt Barlow flytter nemlig ind og dermed begynder kampen om byen.

Barlow er vampyr, det ved læseren fra begyndelsen, og King udfolder nu et langsomt spil, hvor vi gradvist kommer ind under huden på lillebyens farverige personer. Vampyren Barlow arbejder hurtigt og begynder at drive sit uvæsen blandt indbyggerne, der står forsvarsløse over for den trussel, der pludselig hjemsøger dem natligt. Den eneste, som tilsyneladende ser klart, er Ben Mears, der på en eller anden måde synes knyttet til Barlow og det mørke, der udgår fra Marsten-huset.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

De to mænd – forfatteren og vampyren – står som to poler i romanen, hvorom fortællingen vrider sig, og selvom begge får hjælpere, som handlingen udvikler sig, begynder og slutter det hele med de to. Kings fortællingen udnytter bevidst Bram Stokers Dracula (1897) som samtalepartner, og forløbet i ’Salem’s Lot spejler da også langt henad vejen Stokers gotiske klassiker, men ikke fuldstændigt, for King forvrænger historien så meget, at lighederne fortoner sig langt ind i tekstens baggrund, hvor kun den opmærksomme læser fanger referencerne. Stokers vampyr tager således rejsen fra sit dystre hjem i Transsylvanien til den moderne metropol London, Kings Barlow sniger sig omkring i provinsen; i den døende udkant, som verden ikke kerer sig stort om længere. Her kan han operere uset, fordi resten af Amerika heller ikke ser Jerusalmens Lot længere.

Det interessante er, at kampen om Jerusalem’s Lot bliver en kamp om fortiden, fordi byen i sig selv ikke længere er noget. Ben er flyttet fra stedet og besøger nu sin barndoms land som gæst for at konfrontere gamle dæmoner, og Barlow synes ikke at gøre stort andet end at fremskynde lillebyens uundgåelige død. Bogens ubestridte stjerne er dermed også byen som helhed. Det er stedet, som King væver frem for os, og fortælleglæden synes på det nærmeste at boble ud af bogens sider, mens han beskriver de skæve, dybt ordinære eksistenser, der befolker hans by. Vampyren Barlow angriber dermed heller ikke bare byen, nej han angriber hverdagen. Han sniger sig ind som et perverterende element i byens system og slår alt ud af kurs.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis dette indfanges i små, groteske glimt, som opstår, der hvor bogens helte konfronterer de nye vampyrer, som Barlow har skabt. I absurde scener, der har hentet stor inspiration hos Richard Mathesons I am Legend, bliver de almindelige mennesker pludselig til vampyrjægere og må overveje, hvordan man bedst muligt griber dette an. Han tager her pusten ud af den højstemte jagt i Dracula og gør, præcis som Matheson, drabet på vampyrerne til en modbydelig, gal handling, fordi vores hovedpersonerne naturligvis ikke kan skelne vampyren fra det vampyren var i levende live. Gruen, som det lille samfund oplever, knuser dem en for en, mens al den stillestående normalitet vrides til ugenkendelighed.

’Salem’s Lot har al den fandenivoldskhed, der kendetegner Kings tidlige noveller, men har samtidig roen til at dvæle ved de vadmelstyper, der befolker hans by, og som han med tydelighed holder af på godt og ondt. ’Salems Lot er også en af de bøger, hvor hårdt King forsøger at oparbejde en stemning af tung uhygge. Han spiller på alle strenge, med en entusiasme, som ikke genfindes i meget af det, som han har skrevet senere. Han leverer blodige beskrivelser, han leverer intens spænding og kvalmende gru. Scenen, hvor vi hører, hvordan et lille spædbarn er blevet dræbt af vampyrerne, står stadig som et af de mest forbløffende, voldsomme optrin i forfatterskabet – så voldsomt, at King selv blev nødt til at afbøde passagen ved at antyde, at barnets skæbne måske ikke var meget værre end det liv, det havde i vente den dysfunktionelle familie, hvorind i drengen var født.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Og måske har ’Salems Lot fortsat så meget styrke, fordi vi her møder den første aftapning af det, som King har øset af lige siden. Måske fordi det er her, vi for første gang i romanform møder Kings klassiske bondeknolde og aggressive bøller, de forsmåede, de nysgerrige, de begærlige og hjertevarme mennesker, der befolker det eventyr-Maine, der danner rammen for hans fiktion.  Måske virker ’Salems Lot så stærk, fordi historiefortælleren King tager sig tiden til at genfortælle sin amerikanske version af vampyrfortælling med en omhu og ro, der fylder siderne med liv.

Uanset hvorfor vi stadig tiltrækkes af bogen, så er dens virkning uomtvistelig, fordi den er ægte. Den er skrevet i det troskyldige, næsten enfoldige sprog, som er blevet en maner hos King. Men sproget og den næsten eventyrlige beretning glider sammen her, i et stykke hverdagsheltemod, som ingen andre end King kunne have skabt. Ukunstlet, uprætentiøst og med stor appetit på horrorgenren, sådan fremstår ’Salems lot i dag. Det er et ungdomsværk, som har kastet lange skygger – King er aldrig sluppet fri af det, han skabte her. Det er imidlertid mindst lige så bemærkelsesværdigt, hvordan en hyldest til skrækgenren som denne kunne gå hen og blive den bestseller, som den er. Svaret er nok, at Kings passion og medmenneskelighed talte til læserene dengang, fordi han, dengang som nu, blev opfattet som en af læsernes egne. Han er bare en af os.

Paperback, Signet 1976

Paperback, Signet 1976

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Signet 1979

Paperback, Signet 1979

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 198

 

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1988

Paperback, Signet 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Doubleday 2005

Paperback, Doubleday 2005

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Stephen King, Danse Macabre (1981): Skrækkens anatomi?

Paperback, Warner Books 2000

Paperback, Warner Books 2000

Stephen King behøver ikke nogen introduktion, og det gør hans Danse Macabre fra ’81 nok heller ikke. En bog, der ikke handler om skrækfiktionens udvikling, men selve dens struktur. Bogen er dermed Kings syn på den genre, han arbejder i, og før han udsendte sin lettere trivielle On Writing, var Danse Macabre uden tvivl det væsentligste udsagn fra Kings side vedrørende både sit eget virke som genreforfatter og gyset som sådan. Det gør Danse Macabre til fascinerende læsning, fordi vi ikke kommer uden om King, hvis vi vil forstå skrækfiktionen, som den udviklede sig i løbet af 80’erne og 90’erne. Man bliver med andre ord klogere på King ved at læse bogen. Om man også bliver klogere på skrækfiktionens strukturer, er så en anden snak.

Kings vej ind i materialet sker ved en dobbelt systematisering af stoffet. Først introduceres vi til en række arketyper, der grundlæggende kan koges ned til de klassiske, gotiske monstre (vampyren, varulven osv.). Med udgangspunkt i en ganske bred forståelse af disse væsner peger King på arketypens mange ansigter og udformninger. Dr. Jekyll and Mr. Hyde bliver eksempelvis udgangspunktet for varulven, hvilket viser meget godt, hvordan han konceptuelt kan transformere sine arketyper ved at søge efter kernen i det enkelte monster. Typisk som det optræder i dets mest berømte form; altså eksempelvis vampyren i Stokers Dracula eller det King kalder ”tingen uden navn” i Shelleys Frankenstein.

Paperback, Warner Books 2000

Paperback, Warner Books 2000

Efter arketyperne og de tematikker, som synes at knytte sig til dem (vampyren=sex etc.), er gennemgået, begynder King på en fremstilling af gyset i de enkelte medier. Radio, film, tegneserier og endelig litteraturen. På den led får King skabt et omtrentligt kronologisk og tematisk grit, som læseren kan navigere i. Alt dette bliver så løbende krydret med både korte og meget lange personlige anekdoter og iagttagelser fra Kings liv og arbejde, hvilket næppe kan komme som nogen overraskelse, for sådan er Kings nonfiktion altid.

Man kan forholde sig til Danse Macabre på to måder. Den åbenlyse er at se den som en lang samtale med den altid sniksnakkende King, der i højt humør taler om stort og småt i en skønsom blanding. Personlige historier illustrerer pointerne, mens små vittigheder og udfald sikrer, at man ikke kan kalde teksten tør eller kedelig. Set i det lys bliver bogen næsten en håndsrækning fra Kings side – ”kom, lad mig føre dig ind i min verden”, synes han at sige med bogen. Den funktion må man da bestemt heller ikke forklejne, for det at være King-læser hverken var eller er ensbetydende med, at man når længere ud i genrelitteraturen end til King. Her kommer Danse Macabre ind som et bindeled eller en opfordring. Hver nysgerrig, siger King, mens han med slet skjult nostalgi beretter om sine barndomsoplevelser med pulpet SF og gys.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1981

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1981

Som ambassadør for skrækgenren har Danse Macabre dermed afgjort sin berettigelse, og takket være Kings hyggelige tone er det et ufarligt bekendtskab skrevet i samme ”en snak med din gamle ven”-tone, som alle Kings indledninger og efterskrifter er. Den genre mestrer King til perfektion, og selvom der både sprogligt og indholdsmæssigt kommer alt for meget tomgang i Danse Macabre, er det en bog af den type, som man snildt kan læse igen, fordi onkel King er godt selskab, når han fortæller på slap line.

Den anden side af Danse Macabre er værket som genreanalyse. Her mener jeg, bogen kommer til kort på flere punkter. Først og fremmest må man nemlig hæfte sig ved det irriterende, for ikke at sige en smule uanstændige, dobbeltspil, som King har med sin læser. Han melder nemlig hurtigt ud, at dette ikke er et akademisk arbejde, at han faktisk aldrig har kunnet udstå tørre underviseres litteraturanalyser. En praksis, der nærmest bliver beskrevet som en vampyrisk sugen al liv ud af værket. Men samtidig, mens King påberåber sig et anti-akademisk, lægmandsstandpunkt, går han meget, meget langt i sin strukturalistiske analyse og fortolkning af genrefiktionens væsen. Han stiller dermed et skjold op, der gør, at han altid vil kunne afværge kritik ved at hævde, at dette jo bare er ham selv, der snakker frit fra leveren – ikke noget lærd bogværk. Men når han samtidig gerne vil lufte sine tolkninger og lærde pointer, går det ikke. Resultatet bliver en krysteragtig kispus og en usmagelig underspillet intellektualitet, som bestemt ikke er klædelig.

Hardcover, Everest House 1981. Bogens 1. udgave

Hardcover, Everest House 1981. Bogens 1. udgave

Samtidig må man hæfte sig ved, at Danse Macabre er forbløffende konservativ i dens valg af værker og tolkninger. Faktisk synes King at bidrage med utrolig lidt, som ikke står i de referenceværker han selv opregner som inspirationskilder bagerst i bogen. Igen kan man så hævde, at Danse Macabre bare er formidling, men her burde læseren vel egentlig forvente lidt mere af bogen, hvis den ikke bare skal kunne klassificeres som Kings sammenskrivning af andres arbejde. Og det er Danse Macabre desværre langt hen ad vejen. At jeg så også er uenig i flere af Kings konklusioner, er en anden sag. At Blattys The Exorcist afvises som et makværk, er eksempelvis ganske forbløffende og en smule fortænkt, at Jay Ansons The Amityville Horror dybest set skule handle om frygten for pengeproblemer.

At King ydermere bruger ganske meget tid på alt det gys, der påvirkede ham som barn – dvs. 50’erne – gør desværre også, at man på det nærmeste kan mærke, hvordan Kings perspektiv indsnævres side for side, som vi nærmer os samtiden. Det er uden tvivl et helt bevidst valg, men resultatet bliver, at skræk og rædsel i Kings verden er forbundet med en sentimental barndomsoplevelse af gysergenren.

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Berkley Books 1982

At skrive skrækfiktion er dermed en måde for King at være i dialog med sin tabte barndom og alt det, der formede ham som person. Graham Greene svarede berømt engang, da man spurgte ham, hvorfor han noget overraskende pegede på Majorie Bowen som inspirationskilde, når hun primært havde skrevet gotiske romancer. Til det svarede Greene, at den litteratur, der formede en som forfatter, var den litteratur, der have gjort indtryk i barne- og ungdomsårene. Det kan der være noget om, og i Kings tilfælde er det helt sikkert rigtigt. Problemet er bare, at man ud fra det synspunkt ikke er synderligt godt rustet til at skrive om genrelitteratur, fordi forestillingen om en tabt guldalder uvægerligt sniger sig ind.

For mig bliver Kings nostalgiske omfavnelse af 50’erne en spændetrøje, der gør gyset til en bagud skuende og mest af alt til en irrelevant størrelse. Samtidig forpasser King den mulighed faktisk at kunne drysse sit stjernestøv på en ny generation af forfattere, som kunne have nyt godt af at blive nævnt i hans sammenhæng og dermed blive introduceret for et kæmpemæssigt læsermarked.

Paperback, Futura 1982

Paperback, Futura 1982

Den ting, der imidlertid både undrer og irriterer mig mest ved Danse Macabre, er det faktum, at gyserlitteraturen fylder utrolig lidt. Han taler om film – rigtig meget om film. Han taler om TV, han taler om radio, han taler om tegneserie. Bøgerne får derimod et lille forkølet kapitel, der slet ikke kan måle sig med bogens øvrige kapitler i grundighed og passion. Det er næsten bizart, at forfatteren King vælger at se på alt andet end bøger. Der kan være mange grunde til den prioritering, som man kun kan gisne om. Faktum er imidlertid, at Danse Macabre i sidste end bliver meget lidt litterær. Måske siger det i virkeligheden en hel del om Kings tilgang til hans egen litteratur.

Mest af alt er Danse Macabre derfor blot en gemytlig, nostalgisk snak med horrorkongen King, der fortæller lidt i øst og vest. Det er skam ikke dumt, det King skriver, men synderligt nyt eller klogt er det ikke. Det bliver bare aldrig til andet end en jovial tur tilbage til ungdommens land. Bogens potentiale som reklamesøjle for genrens mulighed må man dog ikke forklejne, og det skal King have tak for.

Paperback, Warner Books 1991

Paperback, Warner Books 1991

Paperback, Berkley Books 2001

Paperback, Berkley Books 2001

Paperback, Gallery Books 2010

Paperback, Gallery Books 2010

Paperback, Hodder Paperbacks 2012

Paperback, Hodder Paperbacks 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

Stephen King, It (1986): Barndommens land belejret

Paperback, Signet 1987

Paperback, Signet 1987. Den klassiske forside er malet af Bob Giusti

 

Hermed træder vi ind i Stephen King-kerneland, for It er uden tvivl en af de vigtigste bøger i Kings forfatterskab. Tilmed blev bogen ikke alene godt modtaget af læserne tilbage i ’86, den har efterfølgende vist sig at være blandt dem, som King-fans regelmæssigt udpeger som den bedste i den efterhånden voldsomme produktion. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at It viser alle sider af Kings forfatterskab. Bogen kan dermed problemfrit kaldes en nøgleroman i Kings virke, hvilket naturligvis gør den interessant for de analytisk inklinerede.

Som før, når jeg har skrevet om Kings bøger, er en introduktion til handlingen næppe nødvendig. Men vanen tro må vi hellere lige få det grundlæggende på plads. Lillebyen Derry i Maine plages af en gammel rædsel, der lurer under byen og næres af andres frygt. Væsnet under Derry har formentlig altid været der og var der nok også, før byen blev etableret. Hvordan væsnet ser ud, endsige hvad det egentlig er, forbliver uklart igennem hovedparten af bogen. For byens børn, der navnlig ser skabningen, har væsnet imidlertid antaget en grotesk klovns skikkelse.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Med regelmæssige intervaller vågner denne skabning op til dåd, lokker sine ofre til med rænkespil og dræber, indtil det er mæt og atter kan falde til ro. 1957 er et af de år, hvor væsnet er vågnet, og det dræber den lille George Denbrough, men dermed er første skridt frem mod væsnets endeligt blevet taget. George Denbrough har nemlig en storebror – Bill Denbrough – og han finder via en række mere eller mindre tilfældige omstændigheder sammen med en gruppe af andre store børn, der gradvist opdager hemmeligheden om ”Pennywise”, som klovneskabningen selv kalder sig.

Fælles for børnene er det, at de alle på en eller anden måde er utilpassede og står udenfor skolens fællesskab. Én er fed, én stammer, én er sort, én kommer fra et fattigt, belastet hjem osv. Romanens ene halvdel beskriver børnenes kamp mod ”it” i 1957-’58. Bogens anden del beskriver børnene som voksne og deres hjemvenden til Derry for atter at tage kampen op mod væsnet og denne gang gøre det definitivt forbi med skabningen.

Hardcover, Viking 1986. Romanens 1. udgave

Hardcover, Viking 1986. Romanens 1. udgave

Der er noget storladent, næsten mægtigt, over det historiske spænd, som King væver frem med It. Ikke alene får vi et detaljeret tidsbillede af en amerikansk lilleby i 50’erne, han leverer også et portræt af børnenes vej mod succes, efter de har forladt Derry. Bogen beskriver dermed et bredt udsnit af den amerikanske middelklasses vej frem i livet. Der er således tale om et generationsportræt, vel at mærke Kings egen. Dermed også sagt, at It i høj grad handler om de udfordringer, som King oplevede sin generation mødte og måtte overkomme.

For naturligvis er det navnløse ”it” – ”det onde”, som det kom til at hedde i den danske oversættelse – langt hen ad vejen en metaforisk størrelse. Hvad det onde imidlertid præcis konnoterer, er vanskelig at indkredse fuldstændig, dels fordi Kings tematikker er mange, dels fordi han i sidste ende vælger at punktere sin stedvist elegante konstruktion og gøre det hele til et udtryk for en konkret kamp mod en konkret modstander, der øjensynlig kommer fra det ydre rum.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1986

Hardcover, Hodder & Stoughton 1986

It beskriver en form for rite de passage for børnene, ”The Loser’s Club”, som de kalder sig selv. De er på brinken til at blive teenagere og mærker voksenlivet som noget diffust og mystisk ånde dem i nakken. Voksenlivet med alle dets komplikationer og faldgruber, følelser og ansvar. Det navnløse”It”, med klovens ellers venlige ansigt, der lurer i dybet under bugen på byen, er alt det på en gang. Det onde, der sniger sig ind i barndommens land og korrumperer uskylden. Slangen i Paradis, der pludselig en dag dukker op og smider grus i et ellers velordnet maskineri.

Det er næppe tilfældigt, at der er ganske kort fra ”it” til ”id” på engelsk. For gang på gang lader King os dykke ned i både børn og voksens tildækkede, frygtsomme væsen og blotlægger deres inderste rædsler. En rejse ned i underbevidstheden, som King endda gør helt åbenlys, da bogens kulmination udspiller sig dybt nede under Derry i kloakkerne – stedet hvor alt smuds, alt uønsket, alt affald bliver skyllet ned eller gemt af vejen. Et billede på lillebyens, for ikke at sige alle voksnes, kollektive angst og fortrængte skyggesider.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

I sig selv kunne det være mere end nok for en roman, men King føjer endnu dimension mere til fortællingen. Børnene får nemlig, som sagt, ikke dræbt det onde i første omgang. I stedet slår de væsnet tilbage, og som afledningsmanøvre velsigner deres fjende børnene med en form for lykke, der lader dem glemme alt det grusomme og forfører dem med succes uden for Derry. Men voksenlivet kan ikke leves uden konsekvenser, og en dag i midten af 80’rne må de vende hjem og afslutte det arbejde, de efterlod uafsluttet i barndommens land.

Man kan sige, at vennegruppen kommer hjem for at betale den regning, de ikke betalte dengang. Og det nye opgør er om muligt endnu mere grumt og dystert, fordi de denne gang opdager, at de ikke længere står ved indgangen til livet med verden og mulighederne åbne, men med ansigtet rettet mod alderdommen og har mere fortid end fremtid.

Paperback, Perfection Learning 1987

Paperback, Perfection Learning 1987

It er en af de romaner, som jeg ville ønske, jeg kunne holde mere af, end jeg gør. Den har nemlig afgjort en tematisk overbygning, som King har brygget på længe og finpudset til noget ganske raffineret. Desværre lykkes det for King at kaste så meget ekstra vægt ind på sin idé, at han ender med at forplumre det enkelte og slående ved bogen. Ud over de for King sædvanlig, og ret mange, fladpandede passager og dialoger (eksempelvis scenen hvor Bill Denbrough fortæller om sine forældres adfærd, efter hans lillebror er blevet dræbt), bliver It næsten ulideligt sentimental i forsøget på at få klemt så meget idealiseret 50’ern-nostaglgi ind i romanen som muligt.

Men bogen er ikke kun en overgjort 50’er hyldest, den er et imponerende katalog over barndomsklichéer. Børnenes venskab og vennegruppens tanker om deres venskab i 50’erne, da de mødes igen efter mange år, grænser til det sødlandende. Man kan indvende, at King havde brug for at sætte sin barndomsskildring på spidsen for at tydeliggøre den grænsezone mellem barn og voksen, som børnene befinder sig i. Men mindre havde også kunnet gøre det. Langt mindre faktisk, som eksempelvis bevist i hans kortroman The Body fra ´82, der lider under det samme som It, men alligevel fremstår langt mere spiselig.

Paperback, Signet 1990

Paperback, Signet 1990

Jeg er imidlertid ikke et sekund i tvivl om, at en stor del af Its popularitet blandt King-fans skyldes de romantiske barndomsbeskrivelse. Ikke alene er den skildret i et så gyldent og varmt lys, at man uvilkårligt ønsker sig derhen og pludselig længes mod det at være barn, han har også så mange ting med, at de fleste sikkert vil føle en form for forbindelse til enkelte afsnit. Problemet er bare, at det er formidlet så idealiseret, at selvom King punkterer hyggen med dræberklovnens ofte lidt fjollede og meget snakkende tilstedeværelse, forbliver stemningen af en tabt guldalder det overvejende, lettere patetiske, indtryk.

Det har været skrevet flere gange, at It i bund og grund er en kristen roman. Det er meget muligt, for det er de fleste af Kings bøger, men præcis det kristne perspektiv synes ikke synderligt tydeligt her. Klovnen som fristeren og den store manipulator kan let forstås som en djævel, men her kommer man hurtigt ud i en lidt tvivlsom konstruktion, som King næppe havde til hensigt.

Paperback, Signet 1990

Paperback, Signet 1990

Bogen er først og fremmest en skildring af kampen mellem godt og ondt. Og det er synd og skam. Synd og skam fordi, at King ikke kunne slippe sin fetichering af de klassiske godt mod ondt-dikotomier og åbne sig helt mod den tvivl og usikkerhed, der egentlig ligger så centralt i romanen. I stedet fastholder han stereotyper og lader skurkene få deres straf. De stærkt karikerede ”onde” børn, som naturligvis bliver fodtusser i væsnets bøllearmé, får alle som fortjent, og selvom vennerne også har deres offer og martyr, går de gode uskadt gennem fortællingen.

Den slags fungerer i min optik kun dårligt, fordi King dermed ikke formår at beskrive voksenlivets farer og konfrontationer troværdigt. Det bliver i stedet et velfriseret glansbillede, han tegner, som stjæler den følelse af egentlig gru og usikkerhed, som skulle være fyldt med. It er aldrig kedelig, men bogen slider sig selv i stykker, fordi konflikten mellem tematik og udførelse i sidste ende bliver for stor. Resultatet er en oppustet, ufarlig omgang barndomsromantisering, der er præcis så tandløst, at den ubesværet kan glide ned hos de fleste.

Paperback, Hodder & Stoughton  2011

Paperback, Hodder & Stoughton 2011

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2011. 25-års jubilæumsudgaven af bogen

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2011. 25-års jubilæumsudgaven af bogen

2 kommentarer

Filed under Roman