Tag Archives: Steve Harris

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Steve Harris: Wulf (1991): Et engelsk voldsorgie

Paperback, Headline Book Publishing 1991. Forsiden er relevant men ucharmerende illustreret af Steve Crisp

Paperback, Headline Book Publishing 1991. Forsiden er relevant men ucharmerende illustreret af Steve Crisp

Wulf udspiller sig på landet et sted i nærheden af Basingstoke i det sydlige England. Rammen om fortællingen er den fiktive lilleby West Waltham, hvor alt i løbet af nogle få måneder går galt. I bogens forord takker forfatteren Steve Harris (ikke ham fra Iron Maiden!) flere personer – bl. a. en ekspert i kogalskab. Det er derfor ikke nogen stor afsløring, at handlingen i Wulf er bygget op omkring et BSE-udbrud. Nu tænker du jo nok, at det er meget 90’er-agtigt, og det er det sådan set også. Wulf udkom imidlertid allerede i 1991, og Harris var dermed på forkant med den bevågenhed sygdommen senere fik i medierne.

Nu er det ikke nogen helt almindelig kogalskab, som Harris beskriver. Sygdommen spreder sig nemlig til mennesker og omdanner dem til morderiske galninge. Situationen bliver yderligere kompliceret ved det faktum, at der i udkanten af West Waltham ligger en mark, der omtales som ”God’s Teardrop”. Et ufrugtbart stykke jord omgæret af mystik. Der sker ting og sager på God’s Teardrop og sjældent noget godt. Folk mener, stedet taler til dem, og gamle legender, der strækker sig helt tilbage til middelalderen, fortæller om et enormt ulvelignende dyr – den såkaldte ”Wulf” – der beskytter stedet.

Paperback, Headline Book Publishing 1991

Paperback, Headline Book Publishing 1991

Da kogalskaben bryder ud i West Waltham, seks år efter at indbyggerne spiste af samme kæmpe kødpie (!), vågner ulvevæsnet op til dåd. De BSE-syge indbyggere begynder at jage de raske, usmittede borgere, der ikke har andet valg end at slutte sig sammen og gå til modangreb. Det hele udvikler sig til en vanvittig guerillakrig i den ellers stille engelske landsby, hvor indbyggerne går løs på hinanden med alle forhåndenværende våben.

Steve Harris (født 29. september 1954)

Steve Harris (født 29. september 1954)

Wulf er Steve Harris’ anden bog. Den kom året efter debutromanen Adventureland (1990), der blev rigtig fint modtaget i hjemlandet England. At han allerede kunne følge sin debutroman op efter et år, er i sig selv lidt af en bedrift, når man bemærker, at Wulf er en af de der mursten af en horrorroman på 600 sider. Harris trådte relativt sent ind på horrorscenen og på et tidspunkt, hvor den store medvind, som gysergenren havde oplevet siden 70’erne var ved at ebbe ud. Harris fik udsendt syv romaner op gennem 90’erne. Men i 1998 blev Harris forlag Gollancz opkøbt af Orion. I forbindelse med en efterfølgende hovedrengøring af forlagets aktiviteter, blev Harris sat fra bestillingen og han har ikke udgivet noget siden. ”Retired author” står der om ham på Wikipedia. Markedet eksisterede ganske enkelt ikke længere i samme skala for den type horror, Harris skrev.

Den "rigtige" Steve Harris fra Iron Maiden

Den “rigtige” Steve Harris fra Iron Maiden

Og den type horror Harris skrev, har faktisk et navn – den hedder Stephen King. Steve Harris har i hvert fald i de tidlige bøger modelleret sit forfatterskab over King. Mere specifikt vil det sige, at Harris har taget den narrative struktur, som King for første gang anvender for fuld udblæsning i Salem’s Lot (1975). Det vil sige en romanstruktur, hvor en mindre by og dennes forskellige indbyggere er omdrejningspunktet. Forholdet mellem hovedpersoner og bipersoner bliver i nogen grad opløst til fordel for indgående studier af indbyggernes hemmeligheder, intriger og gøremål. En hel masse ligger og ulmer under overfladen, og pludselig, gerne ansporet af noget overnaturligt, kommer alle de skjulte stridigheder op til overfladen.

Stephen King fik enorm succes med den formel. Rent skriveteknisk bygger King en intrige op, som får lov at eskalere til det punkt, hvor den ikke kan kontrolleres mere og munder ud i åben konflikt. Forfatterens opgave bliver her at styre, hvor, hvornår og hvordan konflikterne udfolder sig. Der er næsten et element af autopilot i dette, for King skal sådan set bare sætte noget i gang og resten gør mere eller mindre sig selv (sådan da). Med det mener jeg, at strukturen fremmer en bestemt fremadskriden og afvikling af historien. Hvor meget strukturen betyder, står for alvor klart, når man læser en stilistisk King-imitation som Wulf. Det er nemlig tankevækkende, at både King og Harris udsendte en roman i 1991, der til forveksling ligner hinanden. Kings roman hedder Needful Things, og sammenligner man den med Wulf, kan man nærmest lave en parallellæsning side for side, og se hvordan opbygning og kulmination er praktisk talt identisk.

Hardcover, 1. udg. Viking Press 1991. Forside af Bill Russell

Hardcover, 1. udg. Viking Press 1991. Forside af Bill Russell

Det skyldes ikke, at den ene har skrevet af efter den anden, men at Harris bruger samme recept som King. Lille by+konflikter+overnaturlig katalysator = roman. I Wulf er det den overnaturligt forstærkede BSE, der får folk til at ryge i flæsket på hinanden – i Kings Needful Things er det den diabolske sælger Leland Gaunt. Forskellen betyder imidlertid ingenting, for historien er den samme. Modellen fungerer upåklageligt – især for King – men jeg må blankt erkende, at en stigende rastløshed breder sig hos mig, som mængden af baggrundsviden om de forskellige indbyggere og deres skærmydslers i lillebyen vokser – og det uanset om det er i Harris’ West Waltham eller Kings Castle Rock.

Hvis vi vender tilbage til Wulf, kan man med rette spørge, om bogen fungerer. Til det vil jeg klart svare ja, den fungerer fint. Harris er mere kynisk end King, hvilket smitter af på hans persongalleri, der er mindre sympatisk, end det typisk er hos forbilledet fra Maine. Det kan muligvis skyldes et strejf af noget engelsk bitterhed, der ikke findes i den amerikanske kultur, men her er jeg måske bare fordomsfuld. Teknisk er King også bedre end Harris.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Harris efterlader en stribe relationer og tråde, som ikke følges op senere i bogen. Det ville ikke være sket for King, der altid formår at samle sine handlingstråde til en fin lille pakke til sidst. Problemet hos Harris, hvis man kan tale om et problem, er, at hvis du ikke falder for strukturen og synes, det er underholdende at følge med i de dybest set trivielle hverdagsintriger, der præger en stor del af bogens første halvdel, bliver det en lang og intetsigende affære. Det kan man jo sige om meget, men præcis i den her genre (som man vel godt kan kalde det) er det helt afgørende, at du interesserer dig for bogens personer og deres problemer. Føler du ikke noget for dem, er det også ganske ligegyldigt, hvad der sker med dem, når konflikten bryder ud i lys lue.

Paperback, Headline Book ublishing 1990. Også med forside af Steve Crisp - her lidt federe

Paperback, Headline Book ublishing 1990. Også med forside af Steve Crisp – her lidt federe. Hånden, der rækker ondskabsfuldt ud, gennem en dør er altid en fin detalje

Steve Harris kan sit håndværk, men det gør ikke Wulf til det store sus af den grund. Bogen minder mest af alt om en velfungerende maskine, der drøner upåklageligt og gnidningsfrit af sted. Det eneste, der for alvor stikker ud som noget markant, er de ekstremt voldelige scener, der løbende udspiller sig. Scener, der er en hel del mere ekstreme, end noget King nogensinde har skrevet. Folk hakker, skyder og flår vitterligt hinanden i stumper og stykker med alt fra knive, dolke, spader og motorsave til geværer, fælder og endda en mejetærsker.

Jo, det går vildt for sig i Wulf, og det er da også takket være de ekstremt blodige sekvenser, at jeg havde mod på at kæmpe mig gennem de 600-siders ellers ret triviel Stephen King-parafrase.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman