Tag Archives: T.E.D. Klein

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

T.E.D. Klein, The Ceremonies (1984): Ondskaben glemt under modernitetens fernis

Hardcover, Viking Press 1984. Den fine omslagsillustration er af David Palladini

Hardcover, Viking Press 1984. Den fine omslagsillustration er af David Palladini

T.E.D. Kleins produktion er forbløffende lille, frustrerende lille faktisk. Der kan nemlig ikke herske nogen tvivl om, at han er en af de 80’ernes mest distinkte horrorforfattere. På samme måde som Robert Aickman skriver Klein ud fra en dyb, litterær traditionen. Han skriver med tidligere giganter som Machen, Blackwood, og Lovecraft i ryggen, men som Aickman gør han traditionen til sin egen. Fylder den med samtidighed og skaber gotik, der hverken er pastiche eller plagierende. Alt det finder man ikke udtrykt bedre noget sted end i debutromanen The Ceremonies fra 1984. En roman der i det store og hele er en genbearbejdning af Kleins kortroman “The Events at Poroth Farm” fra 1972.

Med The Ceremonies tager Klein os ud på landet. Men det er ikke bare landet som sådan. Han fører os ud i et tungsindigt vildnis med lurende, diabolske kræfter. Et vildnis, der i den grad er et ekko af Lovecrafts mytologiske New England.

Hardcover, Viking Press 1984

Hardcover, Viking Press 1984

Ude i vildnisset møder vi det lille religiøse kvækerlignende samfund i Gilead, New Jersey. Litteraten Jeremy Freirs har lejet et hus på en gård i landsbyen, hvor han planlægger at tilbringe sommeren. Han har valgt det afsides sted for at få ro til at arbejde på sin afhandling om gotisk litteratur, og samtidig for at få læst sig gennem de værker, han skal bruge i sin undervisning om samme emne det kommende semester. Sommeren tegner godt for den unge forsker, til trods for, at han, som udpræget bymenneske fra New York, har lidt svært ved at vende sig til de primitive forhold på gården.

Skæbnen vil, at Jeremy møder den unge bibliotekar Carol kort tid før, han skal forlade byen. De beslutter at holde kontakt hen over sommeren og aftaler, at hun skal komme ud til Gilead for at besøge ham. Men der bliver knyttet flere uventede bånd, da Carol pludselig får tilbudt ekstraarbejde som forskningsassistent hos den lidt mærkværdige pusling af en mand ved navn Mr. Rosebottom – også kaldet Rosie. Han er folklorist af en slags og arbejder på en bog om gamle ceremonier. Carol skal læse og sammenfatte tekster for ham, hvilket alt sammen er godt og fint, i hvert fald på overfladen.

Theodore "Eibon" Donald Klein (født 15. juli 1947)

Theodore “Eibon” Donald Klein (født 15. juli 1947)

Vi kommer også tæt ind på livet af det unge ægtepar, Sarr og Deborah Poroth, der har lejet huset til Jeremy. Vi hører om deres problemer med at få gården til at løbe rundt og deres indre tvivl om Gilead-sektens strenge, komfortfjendtlige overbevisninger.

Men, men, men… noget er selvfølgelig i gærde. Jeremy, Carol og ægteparret Poroth har ikke krydset skæbner tilfældigt. Noget større fører dem sammen som brikker i et puslespil. Et dystert spil om ældgammel ondskab, der lurer i landskabet ved Gilead.

Klein lægger ikke skjul på, at den store orkestrator bag det hele er Rosebottom – uskyldige lille Rosie, der umiddelbart fremstår så harmløs. I det navnløse ondes tjeneste har han planlagt den grandiose ceremoni, der skal give form til et ondt væsen, som for længe siden blev fordrevet fra verden.

From Beyond the Dark Gateway 2, december 1972. Fanzinet hvor kortroman "The Events at Poroth Farm" blev trykt for første gang

From Beyond the Dark Gateway 2, december 1972. Fanzinet hvor kortroman “The Events at Poroth Farm” blev trykt for første gang

Ceremonien ligger implicit beskrevet i Machens novelle ”The White People” (1904). En historie som Klein løbende refererer til, og som Rosie faktisk selv fortæller, indeholder viden om det ritual, der skal ske. En finurlig intertekstuel leg, der bliver udbygget i kraft af Jeremys læsninger af gotisk litteratur. Løbende reflekterer Jeremy over de sære hændelser, der sker omkring ham på gården og spejler dem i bøgerne, han læser. Det er mesterligt at følge, hvordan Klein spænder sit litterære net ud gennem The Ceremonies og lægger små fortællinger i fortællingen, der tydeligt viser, hvilke klassiske historier Klein skriver sig sammen med.

The Ceremonies handler om mange ting; religiøsitet, forholdet mellem pligt og individuel frihed, men det er især forholdet mellem modernitet og tradition, der sættes i centrum. Det er ikke bare land og by Klein kontrasterer og sammensmelter i bogen, han lader to epistemer, to tankesystemer tørne sammen. Bymennesket Jeremy rejser ind i en anden verdensforståelse, som han oplever som arkaisk og bagstræberisk. Omvendt oplever folkene i Gilead, at Jeremy kommer fra en ugudelig falsk verden, der forvansker alle værdier. Noget der spores helt ned i Jeremys navn. Jeremias (Jeremiah) er sekten i Gileads vigtigste bibelske profet, og forvanskningen af profetens navn til Jeremy er på det nærmeste indbegrebet af bymenneskernes troløshed.

Paperback, Bantam Books 1985. Første paperbackudgave

Paperback, Bantam Books 1985. Første paperbackudgave

Pointen er imidlertid, at ligegyldig hvor fremmedgjort Jeremy føler sig over for Sarr og Deborah Poroth, så er de ham meget nærmere end den ældgamle ondskab, der langsomt overtager styringen af deres liv. Uden at vide det står Poroth-familien og resten af deres sekt på det modernes side, og præcis som bymenneskene er de blinde for de kræfter, der lever under den moderne kulturs fernis.

The Ceremonies er en lang, jeg er nærmest fristet til at sige, udførlig roman. Der ligger en pertentlighed bag Kleins gradvise opbygning af historien, som måske på overfladen ligner en King’sk eller Straub’sk fortællestrategi. Klein er imidlertid hverken et snakkehoved som King eller en detaljerytter som Straub. Der ligger ganske enkelt en fabelagtig præcision i Kleins sprog, der gør, at han side for side nærmer sig den modbydelige ceremoni, der skal afslutte det hele. Han spiller ping-pong mellem sine hovedpersoner, springer i fortællervinkel og tempo, men konsekvent med henblik på at rulle historien frem mod dens uundgåelige kulmination. At læse The Ceremonies er lidt som at se en gryde med vand, der langsomt kommer i kog. Tung og mastodontisk begynder bogen gradvist at syde og gør det hurtigere og hurtigere.

Paperback, Pan Books 1986

Paperback, Pan Books 1986

Kleins selvsikre håndtering af teksten gør også, at man som læser aldrig tvivler på det overnaturliges berettigelse eller troværdighed. Ved at kamuflere både bogens ”onde” og dets håndlangere i et aldrig fuldt afdækket tusmørke, der kun eksisterer i et referentielt forhold til andre gotiske værker, forbliver de skræmmende skygger uden ansigt. Men man skal ikke være bange for, at det hele er ren dans om den varme grød. The Ceremonies eksploderer både i grusomme, ekspressive scener med mord og smerte, og ganske, ganske ubehagelige, underspillede scener. Der er blandt andet en sexscene i bogen, som sikkert vil få de fleste til at få kuldegysninger (Deborah was so dry…).

The Ceremonies er et mesterværk, intet mindre. Det er en intellektuel bedrift, der skyder kreative gnister i alle retninger. Men samtidig er det også en bog, der yder læseren modstand, fordi den folder sig så langsomt ud. Som læser går man på det nærmeste på opdagelse i Kleins verden, og det forunderlige er, at man aldrig er helt sikker på, hvad der findes bag næste kapitels slør.

Paperback, Martínez Roca 1987. Spansk udgave af romanen

Paperback, Martínez Roca 1987. Spansk udgave af romanen

Skriv en kommentar

Filed under Roman