Tag Archives: Teddy Vork

Randvad på Blodig Weekend

Jeg skal snakke lidt om Randvad og horror i selskab med meriterede folk som Anne-Marie Vedsø Olesen og Teddy Vork til årets Blodig Weekend-festival i København. Vores paneldebat afholdes lørdag d. 13. april kl. 11.00. Tid, sted og nærmere info kan findes her.

Min medforfatter Jacob Holm Krogsøe kan desværre ikke stille op, så jeg må forsøge at repræsentere vores bog alene. Det bliver sikkert en sjov snak, så læg vejen forbi; også – gulp- selvom det er en filmfestival, der vel egentlig slet ikke handler om litteratur. Det er rigtig fint, at Dansk Horrorselskab laver den slags arrangementer.

Men, vigtigere end al den slags reklame, er der i dag kun at sige: Hvil i fred mr. Wilum Hopfrog Pugmire, du har en høj stjerne her på bloggen og din lyrik vil blive savnet!

Wilum Hopfrog Pugmire (3.maj 1951 – 26. marts 2019)

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Teddy Vork

Jeg kan i denne uge bringe et Bogbekendtskab, som jeg har glædet mig meget til. Teddy Vork har nemlig skrevet om sit forhold til Nathaniel Hawthorne, og det gør han både vidende og inspirerende. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der søger hen til reolen efter endt læsning og finder Hawthorne frem.

Teddy behøver vel ikke nogen nærmere introduktion for bloggens læsere. Han har gennem de seneste år været en fast bestanddel af den hårde horror-kerne i danske litteratur og for mig at se en af de bedste. Han er en af de få, hvis historier jeg altid ser frem til at læse og Teddys rolige, indfølte måde at arbejde med stemninger og beskrivelser er noget af det stærkeste, vi har set herhjemme. Skulle du af en eller anden grund ikke kende hr. Vorks arbejde, kan du med fordel begynde med romanerne Diget eller Ex. Du vil ikke blive skuffet!

Og hermed gives ordet videre til Teddy. God læselyst.

 

Gotik og moral:

Nathaniel Hawthorne

 Da jeg blev spurgt, om jeg ville fortælle om en bog eller en forfatter, som har betydet meget for mig, vidste jeg med det samme, at jeg måtte skrive om Nathaniel Hawthorne.

Egentligt er der nok andre forfattere og bøger, som har efterladt et mindst lige så stort indtryk på mig og inficeret min fantasi (Dennis Jürgensen, Dragon Lance, det meste af Marvel-universet, Erik Mennskesøn, adskillige gyserantologier fra børnebiblioteket, Stephen King osv.), alligevel var det Hawthorne, som poppede først op.

Teddy Vork (f. 1977)

Teddy Vork (f. 1977)

Før jeg kunne skrive dette, har jeg brugt noget tid på at finde ud af, hvorfor det lige netop skulle være Hawthorne. Umiddelbart er der nok ret indlysende: Jeg skrev speciale om ham og har derfor læst hans værker indgående, og han er den eneste forfatter, hvor jeg har læst alt, hvad vedkommende har skrevet, fra den første roman, Fanshawe – som han selv forsøgte at opkøbe det resterende oplag af for at brænde – til hans erindringer og notesbøger. Men jeg tror ikke, dette er hele forklaringen, det har også noget at gøre med, hvad Hawthorne kunne gøre med den “genre” eller tradition, han skrev sig selv ind i.

Nathaniel Hawthorne (1804-1864) er ikke så kendt i Danmark som sin samtidige og nogenlunde ligesindede i hældningen mod den dystre side af Romantikken, Edgar Allan Poe. I USA har Hawthorne samme status som Grundtvig hos os, og hans portræt hænger i mange klasseværelser. Hawthornes ophøjelse skyldes først og fremmest, at han blev den første egentlige internationalt anerkendte, amerikanske forfatter. Den nationale forfatter, hele landet higede efter. I 1800-tallet havde USA nemlig endnu ikke en national litteratur, primært fordi britiske bøger af etablerede forfattere kunne sælges meget billigt, da copyrighten ikke gjaldt i Amerika. Derfor udgjorde britiske udgaver, kopierede som ægte, næsten hele markedet.

At Hawthorne nu står som den første store amerikanske forfatter skyldes netop, at hans værker i høj grad var amerikanske. På Hawthornes tid skelnede man mellem to litterære traditioner: en realisme, som man så mange engelske romaner fra perioden; og så en mere imaginær tradition med brug af overnaturlige elementer fra Romantikken (førstnævnte havde størst status). Hawthorne tilhørte den imaginative gren – den gotiske gren, om man vil – og sammen med Poe og Charles Brockden Brown skabte han en amerikansk variant af skrækromantikken, American Gothic.

Nathaniel Hawthorne (4. juli 1804 –19.  maj 1864)

Nathaniel Hawthorne (4. juli 1804 –19. maj 1864)

Amerikansk gotik blev væsensforskellig fra den oprindelige europæiske gotik, da den måtte søge i nye retninger. I USA ikke havde de traditionelle lokationer og remedier fra gotikken, såsom borge, fangekældre, klostre, ruiner, osv., og truslen kunne ikke komme fra et dekadent, indavlet aristokrati eller korrupte munke. Man havde heller ikke en ældgammel fortid, myldrende med genfærd, som kunne hjemsøge nutiden. Poe vendte i stedet gotikken indad, væk fra ydre (europæiske) scenerier, og sagde det selv således med de berømte ord: “If in many of my productions terror has been the thesis, I maintain that terror is not of Germany, but of the soul.”

Hawthorne vinklede også gotikken på en ny måde og vendte den indad, men ikke helt som Poe. Hvor Poe drejede skriften mod psyken, det irrationelle, vanviddet, i en stil jeg vil karakterisere som intens, forblev Hawthorne mere balanceret. Hawthornes gotik krattede (i et mere adstadigt tempo) i overvejelser omkring menneskets moralske valg, bevidste som ubevidste. Stilmæssigt og temamæssigt befinder Hawthorne sig et godt stykke fra Poe, som jeg mener, er bedre udviklet rent dramaturgisk, narrativt, end Hawthorne, eller i hvert fald mere interesseret i denne del af en tekst. Hawthornes styrke ligger i beskrivelserne og fortællerens refleksioner.

Hawthorne færdiggjorde fem romaner, den mest berømte er Det brændende bogstav/The Scarlet Letter (1850). Et værk, hvor Hawthorne skrev om sine forfædre, de puritanske pilgrimme, og disses fordømmelse af den unge enke Hester Prynne, som indleder en affære med byens præst og får et barn med ham. Hun dømmes af sine medborgere til at bære et A som symbol på sin synd. Endnu værre bliver det, da hendes noget ældre mand viser sig ikke at være død under sin tilfangetagelse hos indianerene. Han kommer hjem og begynder sin egen afstraffelse af Hester, mens han på samme tid ihærdigt forsøger leder efter manden, som har gjort ham til hanrej.

Paperback, Signet Books 1959

Paperback, Signet Books 1959

The Scarlet Letter er et glimrende eksempel på Hawthorne originale brug af gotiske virkemidler. En dyster stemning driver fra hans ord som fugt fra en smuldrende kældervæg. Ofte benyttes chiaroscuro-belysning – den tilstand af halvt mørke, halvt lys, som ikke skjuler genstande, men forvrænger, gør dem tvetydige og suggesterer eksistensen af en anden verden. Teksten alluderer til hekse og sortekunsten, og Hesters mand beskrives med dæmoniske træk og sammenlignes i sin monomaniske søgen med faustiske figurer. Handlingen udspiller sig i det overnaturliges halvskygge. Intet decideret overnaturligt finder sted, men gennem Hawthornes billedsprog og sansedetaljer lurer det fantastiske konstant i baggrunden.

Gotisk tvetydighed er nøgleordet i Hawthornes stil og gør sig ikke kun gældende i hans sproglige stil, men også indholdsmæssigt. Det er Hawthorne han for alvor tilfører traditionen noget nyt. En tøven mellem fortolkninger, ofte mellem en rationel eller fantastisk forklaring på tilsyneladende overnaturlige hændelser er central for den gotiske fortælling. Hawthorne udvider denne tøven til også at inkludere fortolkningen af tekstens symboler og figurer. Mange af hans værker er blevet kaldt allegorier, hvor hver karakter har en symbolsk betydning, og hele narrativen kan oversættes fra et konkret handlingsplan til et abstakt. Tænk på fx John Bunyans Pilgrim’s Progress eller Orwells Animal Farm, hvor dyrene symboliserer forskellige mennesketyper. Men hvor traditionelle allegorier har en én til én-fortolkning, præsenterer Hawthorne en vifte af fortolkningsmuligheder. Hvis vi vender tilbage til The Scarlet Letter udvides betydningen af det brændende A på Hesters bryst fra at stå for Adultress til Able og endnu flere betydninger. På denne måde skrider enhver moralsk entydighed, og Hawthorne påvirker læseren til at tvivle på tidligere antagelser om rigtigt og forkert.

Paperback, Airmont Books 1960. Bemærk den herligt nygotiske 60'er-forside - for naturligvis blev Hawthorne en del af den store gotiske bølge i 60'erne

Paperback, Airmont Books 1960. Bemærk den herligt nygotiske 60’er-forside – for naturligvis blev Hawthorne en del af den store gotiske bølge i 60’erne

The Scarlet Letter er et mesterværk, som fortjener sin position i verdenslitteraturen. Men jeg vil vove at påstå, at mange af Hawthornes noveller (han skrev over hundrede) er mindst lige så vellykkede. Heldigvis er en del af dem nu også tilgængelig på dansk, da Forlaget Klim tidligere i år udgav Præstens sorte slør og andre fortællinger.

De fleste af Hawthornes noveller benytter gotikkens virkemidler på samme måde som The Scarlet Letter. Blandt mine favoritter er: “The Birth-Mark”, der handler om en alkymist, som er gift med den perfekte kvinde, indtil han bliver opmærksom på en skønhedsplet på hendes kind og ikke finder ro, før han opdager en måde at fjerne pletten på. “The Minister’s Black Veil”, om præsten, som skjuler sit ansigt bag et sort slør, “Rappaccini’s Daughter”, hvor den unge Giovanni opdager en skøn have og en lige så skøn kvinde, Beatrice, derinde. Alle blomsterne er giftige, det samme er Beatrice. “Drowne’s Wooden Image”, hvor en skulptør skaber en galionsfigur, der er så smuk, at alle, der ser hende, tror hun er i live. “Ethan Brand”, hvor en dreng og hans far en nat ved en ovn i et kalkbrænderi taler med en Ethan Brand, som fortæller, at han passede netop denne ovn, før han tog af sted for at finde ‘the Unpardonable Sin’. Han fortæller, hvad denne synd er, og næste morgen finder faren og sønnen Brands knogler i ovnen.

Paperback, Klim 2014

“Young Goodman Brown” er af mange kritikere blevet kaldt én af de bedste amerikanske short stories nogensinde. Den foregår som The Scarlet Letter i 1600-tallet hos Hawthornes puritanske slægtninge (hans bedstefar var en af dommerne ved hekseprocesserne i Salem) og handler om Goodman Brown, som netop har sagt farvel til sin hustru Faith!, før han begiver sig på en rejse. På vej gennem skoven møder han en anden rejsende, som kunne være djævlen selv (den gotiske tvetydighed og usikre lyssætning). De slår følge, og snart tror Goodman Brown, at han kan skimte andre skikkelser – selv sin kone – i den mørke skov. Historien ender i en lysning, hvor Goodman Brown ser alle beboerne i sin landsby deltage i den Sorte Messe.

 

Det er en superb, stemningsfuld historie, hvor alle fortolkninger- fra sanseindtryk til tematik – hos både læseren og Goodman Brown hele tiden forstyrres gennem Hawthornes særlige gotiske tvetydighed. Her er en enkelt atmosfærefyldt passage med Goodman Brown og hans følgesvend:

It was now deep dusk in the forest, and deepest in that part of it where these two were journeying. As nearly as could be discerned, the second traveller was about fifty years old, apparently in the same rank of life as Goodman Brown, and bearing a considerable resemblance to him, though perhaps more in expression than features. Still they might have been taken for father and son. And yet, though the elder person was as simply clad as the younger, and as simple in manner too, he had an indescribable air of one who knew the world, and who would not have felt abashed at the governor’s dinner table or in King William’s court, were it possible that his affairs should call him thither. But the only thing about him that could be fixed upon as remarkable was his staff, which bore the likeness of a great black snake, so curiously wrought that it might almost be seen to twist and wriggle itself like a living serpent. This, of course, must have been an ocular deception, assisted by the uncertain light.

Jeg kan tydeligt se, hvor inspireret jeg har været af Hawthorne, og hvorfor han trængte sig på som mit emne til Bogbekendtskaber. “Young Goodman Brown” danner base for en stor scene i min roman Diget, og jeg ville ikke have fået ideen til novellen “Isolde” uden at have læst “Drowne’s Wooden Image” og “The Birth-Mark”. Og Hawthorne hjemsøger en stor del af mine skriverier, ikke blot som ide-base, men også i mere overordnet forstand.

Paperback, Tor Books 1989. Her får I endnu en udgave af The Scarlet Letter - denne gang på 80'er-facon fra Tor Books

Paperback, Tor Books 1989. Her får I endnu en udgave af The Scarlet Letter – denne gang på 80’er-facon fra Tor Books

Hawthorne har lært mig at gotikken/gys/horror – kald det, hvad du vil – er ufattelig fleksibel. At der ikke er nogen begrænsninger. At det ikke er en genre, eller en tradition – som jeg egentligt har kaldt genre i hele denne tekst – eller en modus. Men mere en måde at se verden på; et aspekt af ens personlighed, et udtryk som trænger frem i ens produktion lige meget hvilket emne eller udgangspunkt, man behandler.

Hele Hawhornes produktion ligger tilgængelig på nettet, hvis man er blevet nysgerrig.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Teddy Vork, Ex (2012): Tiden læger ikke alle sår

Hardcover, Tellerup 2012

Hardcover, Tellerup 2012. Den ferske forsideillustration er lavet af Mette B. Klausen

Antikkens grækere opstillede et alter til Lethe, til glemslen, på Akropolis – deres vigtigste tempel. Alteret blev brugt i forbindelse med borgerkrig, fejder og store uoverensstemmelser. Efter endt konflikt ofrede de stridende parter ved alteret og hengav på den led rituelt deres stridigheder til glemslen. Idéen er fascinerende, fordi den giver form til nogle alment menneskelige vilkår. Glemsel er en nødvendighed, hvis vi som individer skal kunne navigere uden konstant at blive tynget af alle fortidens konflikter.

Det dårlige må nødvendigvis glemmes, hvis fortiden ikke skal æde sig ind på nuet og fremtiden. Man kan tale om en glemslens nødvendighed. Men helt så enkelt er det ikke, for man kan mene, at nogle uhyrligheder er så omfattende, at de ikke må glemmes. At Holocaust eksempelvis er et så afgørende kapitel i menneskets nyere kulturhistorie, at det grundlæggende har ændret vores syn på, hvad mennesker er i stand til at gøre. At glemme vil i det tilfælde være en løgn og en videreførelse af selve overgrebet. På en noget mindre skala kan man måske lytte til Freud, der vil sige, at glemsel – både af det ubehagelige og behagelige – ikke er mulig. Vi kan undertrykke følelserne, stuve dem af vejen, men de vil altid ligge og murre et sted i underbevidstheden.

Hardcover, Tellerup 2012

Hardcover, Tellerup 2012

Det var en lang smøre, men ikke desto mindre væsentlig, fordi det er i dette terræn, Teddy Vork navigerer med romanen Ex. Her tager han udgangspunkt i det for skræklitteraturen velkendte tema om fortiden, der hjemsøger nutiden. Mere præcist bliver bogens hovedperson Edmund hjemsøgt af ungdomskæresten Regitze. Forholdet var ungt og stormfuldt. De nåede at flytte sammen i en kort periode efter gymnasiet, før det gik skævt imellem dem. Efterfølgende har Edmund ikke tænkt meget på Regitze og det med god grund, for som det ret hurtigt står klart, var Edmund formentlig skyld i bruddet.

Edmund er flyttet tilbage til Esbjerg efter endt studietid og bor sammen med Agnete og deres toårige søn Andreas. Edmund underviser på et af de lokale gymnasier, men drømmer i virkeligheden om en karriere som filmskaber. Han har lavet en dokumentarfilm, der høstede roser, og nu arbejder han på et nyt dokumentarprojekt. Et projekt om familier, der blev fordrevet fra deres hjem, da der skulle anlægges et stort militært øvelsesområde.

Teddy Vork (f. 1977)

Teddy Vork (f. 1977)

Regitze og tiden med Regitze har, som sagt, været glemt eller fortrængt, men en aften får Edmund pludselig at vide, at Regitze er død. Ud af det blå bliver fortiden nærværende. Oplysningen overvælder Edmund, der bliver mere og mere opslugt af Regitze, årsagen til hendes død og tiden med hende. Fortiden presser sig på og vil ikke afvises.

Det er imidlertid andet og mere end bare gode og dårlige minder, der optager Edmund. Han begynder nemlig at se Regitze; se hendes hvide kadaver. Først er det bare som et sløret ansigt, et flygtigt glimt, men gradvist bliver manifestationerne mere præsente og truende. Regitze er tydeligvis ude efter en eller anden form for kontakt eller hævn – men hvorfor?

Edmunds jagt efter svar fører ham vidt omkring, både ud i teologiske og okkulte tekster, men også tilbage i det fortidens land han egentlig havde lagt bag sig. Det nu smertefulde land han rømmede, da han gik fra Regitze. Præcis som i den dokumentarfilm, han laver, bliver han imidlertid nødt til at besøge fortidens golde tomter, der har stået upåagtet hen. Og det, han opdager i ruinerne, er absolut ikke noget, Edmund er glad for at se.

Ex er en klog og stemningsfuld roman. Teddy Vorks leg med fortid og nutid er fascinerende og inspirerende, især fordi han formår at skrive en spøgelseshistorie, hvor spøgelset er præcis så virkeligt, som læseren har lyst til at gøre det. Bogen kan læses som en psykisk deroute, og bogen kan læses som en voldsom paranormal hjemsøgelse. Hvilken tolkning man anlægger, er sådan set lige meget, fordi romanens rammeværk forbliver det samme. Fortiden kan ikke fornægtes, og den hjemsøger os.

Paperback, Tellerup 2010. Vorks roste debutroman

Paperback, Tellerup 2010. Vorks roste debutroman

Et af de væsentlige elementer bag bogens virkningsfulde udtryk er dens indlejring i det stedspecifikke. Handlingen udspiller sig i og omkring Esbjerg, og det realiserer Vork til fulde. Ikke bare ved at nævne gadenavne og steder, men på et dybere niveau. Han gør nemlig sanseoplevelserne til noget primært og lader derved læseren opleve det vinterdystre, gotiske Esbjerg, som Vork digter frem. Han beskriver det faktisk selv på s. 41, hvor Vork skriver: ”Mennesket havde behov for at høre hjemme og indtage stedet som sit domæne. Det var selve afsættet for livet, ens selvforståelse.” To spændende sætninger, der præcist viser hvorfor Ex formår at drage læseren. Vork lader nemlig læseren indtage romanens udgave af Esbjerg og tage bo i de dystre omgivelser.

Det stedspecifikke går hos Teddy Vork hånd i hånd med et sprog, der balancerer mellem en prosaisk, dagligdagssnakkende form og dystre, til tider ekstreme ordbilleder. Det banale og velkendte udfordres af stærke billeder, som eksempelvis, når tapet på s. 308 beskrives som ”blævrende hud drægtig med et eller andet”. Den slags mørke, ildevarslende metaforer er der mange af, og de er nødvendige for teksten. Det er nemlig her, Vork sætter handlingens trivialitet på spidsen. Ikke at forstå som handlingen er dårlig eller dum, tværtimod.

Tellerups ikoniske ulv. Tellerup kan være særdeles tilfredse med Vork på forfatterlisten

Tellerups ikoniske ulv. Forlaget kan være særdeles tilfredse med Vork på forfatterlisten

Vork tager en historie der, ganske vist er tragisk og beklagelig, men næppe noget man almindeligvis vil sætte sammen med hjemsøgelser og hævn fra hinsides graven, og kontrasterer den med et gotisk tekstapparat. Det skaber en virkningsfuld synergi mellem Edmunds dybest set ordinære og uinteressante tilværelse og det kaos, der ligger i det fortrængtes mørke.

Regitze har formentlig altid kradset og flået i Edmunds underbevidsthed. Forsøgt at rive sig vej ind i det nærværende, men det er først, da hendes død slår revner i skotterne til det fortrængte, at hun slipper fri. Med Regitze følger en helt ny verden fyldt med dystre og utrolige erkendelser, der driver Edmund ud på en både makaber og hjerteskærende rejse. Og netop fordi Edmund er så genkendelig, så almindelig og kedelig som os alle, suger hans problemer og fald sig til os, som kun stærke romanfigurer kan gøre det.

Tak for Ex Teddy!

2 kommentarer

Filed under Roman