Tag Archives: Teenage

Thomas Olde Heuvelt, HEX (2013/16): “Girls on film…”

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016. Omslaget er skabt stemningsfuldt Leo Nickolls

Jeg har læst en del nyere skrækfiktion den seneste tid, der har ligget og ventet mens andre, ældre hængepartier pressede sig på. En af de bøger, som jeg har sjoflet indtil nu, er Thomas Olde Heuvelts HEX. Romanen udkom første gang i Holland tilbage i 2013, Heuvelts hjemland, hvor den blev en kæmpesucces. Faktisk så stor en succes, at forlaget Tor blev interesseret i rettighederne til bogen, således at romanen blev oversat og udkom på engelsk i ’16, hvor den igen solgte godt.

Det i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt, men undervejs fra hollandsk til engelsk gennemgik romanen en ganske stor transformation, hvorved handlingen blev flyttet fra Heuvelts hjemland til USA, med alt hvad det indebærer af ændringer i miljø samt persongalleri. Selve handlingen blev også forandret ganske meget at dømme ud fra, hvad jeg kan læse mig til på Nettet. Jeg har ikke selv læst den oprindelige hollandske udgave, så jeg kan ikke gå ret meget længere ind i dette. Resultatet af denne transformation blev imidlertid en skarpsleben skrækroman, der er så amerikansk, at hvis man ikke kendte udgivelseshistorien, så ville man aldrig forestille sig, at bogen var skrevet af en europæer.

Handlingen i HEX udspiller sig i staten New York, i den fiktive lille by Black Spring, der bærer på en tung arv. Byen er hjemsøgt af et spøgelse; spøgelset af en heks, der i levende live bar navnet Katherine van Wyler. Hun blev henrettet for trolddom i slutningen af 1600-tallet. På sin død forbandede hun Black Springs indbyggere, der siden den dag har må leve i heksens skygge. Ingen, der bor i byen, kan forlade stedet og overleve. Ingen, der er flyttet til Black Spring, kan dermed flytte derfra igen med livet i behold. Det har naturligvis haft stor indflydelses på den måde, som byen agerer i forhold til omverdenen, men der er mere. Katherine van Wylers spøgelse går nemlig fysisk omkring i Black Spring, og enhver der ser heksen ind i øjnene, vil blive vanvittig og dø.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016

Begge forbandelsens elementer er ganske alvorlige, men fordi det allerede begyndte tilbage i 1600-tallet, har det lille samfund nu i 00’erne lært at leve med det. Faktisk er hele samfundet blevet indrettet efter heksens eksistens. En vovehals på et tidspunkt syet gengangerens øjne lukket, så det ikke længere er muligt at se hende ind i øjnene. Det er ganske praktisk.

Der er også nedsat en særlig overvågningsstyrke i byen, der har til opgave altid at monitorere, hvor heksen befinder sig i byen. Der er kameraer over alt, og der er informationspligt blandt de lokale, som skal rapportere tilbage til centralen, så snart de ser Katherine et sted, hvor der ikke er kameraer – ude i landskabet eksempelvis.

Så langt så godt. Der hersker på den led en ganske striks orden i Black Spring, hvor der ikke er plads til at træde ved siden af, uden at samfundet straffer den pågældende for hans eller hendes uagtsomhed. Sagen er jo den, at al uagtsomhed vil kunne skade samfundet som helhed, fordi fejltrin eller provokationer måske kunne udløse heksens vrede. Byens love har dermed både til opgave at beskytte dem selv mod heksen, men i lige så høj grad at beskytte omverdenen mod Katherine van Wyler.’

Thomas Olde Heuvelt (født 16. april 1983)

Men, der er også unge mennesker i Black Spring. Teenagere, der gør, som de vil, med alt hvad det inkluderer af udfordrende opførsel og generationskonflikter. Da vi kommer ind i handlingen, er der et hemmeligt oprør i gang mellem byens unge, der er begyndt at eksperimentere med at filme heksen og lægge hende på de sociale medier. De flirter med den mulighed, at byens historie bliver opdaget af folk udefra. Black Springs voksne aner dog intet om dette, før de unges leg med spøgelset løber dem af hænde og begynder at kræve menneskeliv.

Faktisk går det til sidst præcis så galt, som alle i byen altid har frygtet, at det ville gå, hvis man ikke tog sig i agt for Katherine van Wyler, men spørgsmålet er, hvem der har skylden? De unges skødesløshed eller de voksnes rigide håndhævelse af loven?

Der er flere elementer i HEX, der fortjener at blive trukket frem. Først og fremmest er det en roman, der går lige i kødet på idéen om den personlige frihed og det kollektive ansvar, men den italesætter også både de positive og negative konsekvenser ved sociale medier og den sociale kontrol, der vokser direkte ud af ting som eksempelvis Facebook.

Hardcover, Tor 2016. Romanens første udgave på engelsk

Romanen sætter tingene på spidsen og undersøger, hvad konsekvenserne ved fuld åbenhed og begrænsning af informationer har af indvirkning på individet og kollektivet. Det må jo siges at være relevante tematikker, der gør HEX til en bog, der tager afsæt i meget konkrete nutidige problemstillinger, hvilket absolut er et positivt træk ved romanen, som vil mere med gyset end bare at fortælle en grum røverhistorie.

Black Spring er i den amerikanske udgave blevet til et reformert pionersamfund, der har overlevet sig selv. Det er kerne-calvinistiske tanker, der styrer samfundet, og det gælder ikke mindst den reformerte idé om social transparens, der gennemsyrer byen. Ingen har i hvert fald på overfladen noget at skjule i byen, men det er også næsten umuligt at skjule noget for nogen i det lille samfund, der mere eller mindre frivilligt er blevet fuldstændigt overvåget. Black Spring er sit eget lille lukkede kosmos, der måske nok har omgang med omverdenen, men som aldrig for alvor lader fremmede se byens sande jeg. Præcis dette udfordrer de unge med deres brug af sociale medier, fordi de skaber sig nye identiteter og kontakter. Men dette sker ikke uden at betale en pris, og den pris må i sidste ende siges at være meget, meget høj.

Tematikken i HEX er uden tvivl tankevækkende og den kulturhistoriske kobling til den reformerte baggrund for romanen spændende. Koblingen mellem sociale medier og protestantisk tænkning er et emne, der er blevet diskuteret med stigende akademisk interesse de senere år, og romanen anskueliggør med al tydelighed, hvad denne diskussion handler om. Heuvelts roman kommer med en synligheds- og kuturkritik, som er værd at tænke videre over og diskutere. Det er således en pointe og et åbent spørgsmål i bogen, hvem der egentlig kontrollerer hvem – heksen, de voksne, de unge eller byens omverden?

Paperback, Luitingh-Sijthoff 2013. romanens første udgave på hollandsk

Men selve prosaen må desværre siges at være et stykke karakterløst og glat bestsellerfiktion. HEX lever på sin idé; selve udførelsen ligner til forveksling alt andet tidstypisk metervare inden for genren. Sproget er uinteressant og fordringsløst, karaktergalleriet og stemningsopbygningen nærmest leflende for tidens toner og ligner i høj grad noget fra eksempelvis Joe Hills hånd. Meget af dette kunne meget vel skyldes romanens bearbejdning fra hollandsk til amerikansk, men det er et gæt fra min side, da jeg, som sagt, ikke har læst originalen.

Sprogligt er HEX med andre ord jævnt uvedkommende og stedvist dediceret uheldigt udført, men der brænder et anliggende bag det hele, der gør, at den alligevel er værd at kaste sig over. Ikke mindst må man glæde sig over den absolut kompromisløse slutning, der ikke tøver med at tage konsekvensen af alt det, der er blevet bygget op.

Jeg vil mene, at Heuvelt sikkert er et navn, som vi kommer til at høre mere til i de kommende år, men jeg er ikke sikker på, at der vil komme en strøm af store bøger fra ham. Dertil er HEX alt for ordinær og loyal over for sin genre, til at udløse nogen forhåbninger eller forventninger, og mon ikke det i sidste ende viser sig, at dette blev Heuvelts korte, internationale stjernestund?  Det tror jeg faktisk.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Paul Tremblay, Disappearance at Devil’s Rock (2016): Spøgelser eller bare rotter på loftet?

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016. Bogens første udgave, dengang i hardcover, havde samme omslag

Hvis man gerne vil have et indtryk af, hvem der udmærker sig indenfor skrækfiktionen i skrivende stund, så må Paul Tremblay bestemt trækkes frem som en af de forfattere, der hurtigt har gjort sig bemærket med nogle romaner, som absolut ikke læner sig op ad koryfæer som Stephen King og de andre fra den generation. Tremblay skriver i vores nutid og gør det i en form, som taler direkte ind i vores samtid. Det kommer afgjort til udtryk i Disappearance at Devil’s Rock fra 2016, der spændstigt strækker sig mellem genrerne og leverer en både dybt frustrerende og pinagtigt troværdig skrækroman om tab og håb.

Præmissen for bogen er simpel. En ung teenagedreng forsvinder en aften under en tur ud i skoven med sine to venner. Vennerne aner ikke, hvad der er sket. Tommy, som drengen hedder, løb bare ud i mørket og kom aldrig tilbage. Dermed begynder et mareridt, ikke bare for Tommys mor og hans storesøster, men også for de to drenge og deres forældre. Alle bliver rullet ind i sagen, der måske var en anelse mystisk i udgangspunktet, men snart viser den sig at være langt mere kompliceret end som så.

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016

Først kommer det for dagen, at drengene ikke var alene ude i skoven. De var sammen med en ældre mand, som de åbenbart mødtes med flere gange. Mere sært er det imidlertid, da der begynder at dukke dagbogsider op hjemme hos familien, plantet, som om nogen (eller noget?) ønsker, at siderne skal findes.

Tommys mor er naturligvis ved at gå op i limningen på grund af Tommys forsvinden, mens hans søster gør alt for at holde sammen på sig selv og sin mor. Helt let er det ikke, især ikke fordi de mystiske begivenheder tager til. Snart tyder det rent faktisk på, at Tommys ånd på en eller anden måde forsøger at kontakte sin familie, men betyder det, at han er død? Hvor er han, hvad skete der rent faktisk den nat ude i skoven? Hvorfor har de ildevarslende vandrehistorier om, at man kan møde Djævlen selv ude i skoven en sær genklang i hele historien?

Paul G. Tremblay (født 30. juni 1971)

En forklaring får vi, men den bliver aldrig forløst fuldstændig. Centrale dele forbliver tilhyllet for os, sløret i et spøgelsesagtigt tusmørke, der tillader læseren at vælge den overnaturlige version eller at afvise det hele som desperat ønsketænkning fra den sønderbrudte lille familie, der står tilbage med en forsvunden søn og bror. Amerikanere taler om at få ”closure”, og præcis det giver Paul Tremblay absolut ikke sin læser. Han dyrker tvivlen og efterlader den som en splint i os, som vi efterfølgende må arbejde for at få ud af tankerne.

Jeg skrev ovenfor, at Disappearance at Devil’s Rock er en både frustrerende og pinagtigt troværdig roman. Bogen er frustrerende i sin udformning og i selve sit sprog, fordi den bemærkelsesværdigt sætter os ind i hovederne på de tre teenagedrenge. Drenge der vel at mærke ikke er snusfornuftige, kloge unge, eller romantiserede, nostalgiske størrelser, som vi kender det fra en del ældre værker fra skrækgenren. Tremblays teenagere er selvoptagede, smådumme padder, der er præcis lige så irriterende, som de fleste nok i hvert fald lejlighedsvis oplever den aldersgruppe. Der er med andre ord noget ærligt og usminket over bogens centrale karakterer, men præcis dette gør det også til utrolig dum og frustrerende læsning.

E-bog, Titan Books 2016

Drengenes opførsel, deres fladpandede omgangstone og de latterlige konflikter, som trioen har, er tåkrummende at være vidne til. Men det fremstår også troværdigt. Frustrationen er derfor nærmere en provokation, som Tremblay gør godt. Det grimme og det dumme bliver på en gang noget næsten fornærmede plat ved hans roman og samtidig noget af det mest overbevisende nyere skrækfiktion. Det er bemærkelsesværdigt, og selvom vi også herhjemme har læst masser af historier med unge, der SMS’er og lever deres ungdomsliv, fremstår det ikke ret mange steder lige så vellykket og oprigtigt, som det gør her hos Tremblay.

Når romanen samtidig er pinagtigt troværdig, så skyldes det dels teenagernes opførsel, dels det intense indblik vi får i moderens sammenbrud. Hendes desperate tro på, at Tommy kommer hjem og den snigende anelse om, at han nok alligevel er død, trækker læseren med ind i et koldt, sort kammer, som viser sorgen og håbet som uløseligt sammenvævede og modstridende kræfter. Det er stærkt og det er hjerteskærende, samtidig med at det også er rørende enkelt og stedvist nærmest banalt i sin ukunstlede, umiddelbare skildring af dialogen mellem de efterladte hovedpersoner.

Hardcover, Center Point Publishing 2017

Midt i denne stemning af frygt og usikkerhed toner der pludselig et muligvis overnaturligt fænomen frem, og det udnyttes på mesterligvis som noget både håbefuldt og skrækindjagende. Det er flot udført af Tremblay og vækker mindelser om noget Robert Aickmansk, uden dog helt at komme på højde med dette alligevel.

Med alt dette sagt er det klart, at Disappearance at Devil’s Rock er en følelsesmæssig tung og trist roman, men den er samtidig også et klassisk mysterium, en krimi om man vil, der handler om et mord på en stor dreng eller ung mand. Tonen synes at støde sin læser fra sig, fordi handlingens indhold er så tragisk, som den er, men samtidig drages vi af problemet og forhåbningen om, at der kommer en (for)løsning. Det gør der som bekendt ikke, men i stedet efterlader Paul Tremblay os med en roman, der både fremstår intelligent og naiv på samme tid. Bogen er et stykke skrækfiktion, som er af i dag, og som synes af afspejle dem, vi er lige nu. Det er værd at bide mærke i, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang hr. Tremblay dukker op på bloggen her.

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Marge Piercy, Dance the Eagle to Sleep (1970): “No, you won’t fool the children of the revolution…!”

Paperback, Fawcett Crest 1985

Med sin anden roman bevægede Marge Piercy sig i retning af genrefiktionen i en kompakt fortælling om oprør og ungdom. Historien udspiller sig i en nær fremtid, hvor USA har udviklet sig til et betydeligt mere styret samfund, der ikke har så få paralleller til staten Israel. Når unge fylder 18, kræves det således, at de gør en årelang samfundstjeneste. Det skal både tjene som bidrag til nationen, og samtidig også som en kulturel skoling, der skal hjælpe dem i overgangen fra den sorgløse barnetilværelse til voksenlivets alvor.

Fremtidssamfundet, Piercy beskriver, har ikke, rent materielt, forandret sig meget fra bogens udgivelsestidspunkt. Det har ungdomskulturen heller ikke; blomsterbørnenes ungdomsoprør og protester er dermed absolut til stede. De store børn, teenagerne, der står på nippet til at skulle gøre deres samfundstjeneste, finder dermed sammen i musikken og stofferne, fordi de her kan klynge sig til resterne af et liv i frihed.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Midt i stemningen af oprør møder vi fire unge, der på hver sin måde søger et opgør med forældrenes verden. Vi møder den vilde pige, utilpassede pige Joanna, vi møder rockstjernen Shawn, der har stået i spidsen for et af tidens mest populære bands, vi møder den tykke nørd Billy og vi møder Corey, der er af halvt indiansk afstamning. Med vidt forskellige udgangspunkter og ambitioner vil tilfældighederne, at dette firkløver finder sammen og gøre fælles front i deres ønske om at skabe en bedre verden.

Netop Corey bliver en central figur. Fremmedgjort fra samfundet, halvt bundet til drømmen om en anpart i indianernes gamle kultur, halvt fanget i ønsket om at høre til i et samfund, der ikke vil have ham. For Corey bliver indianernes kamp mod den hvide mand en vej mod noget større; en inspiration til at tage kampen op imod ”magtsystemet”, der har besat hans liv. Det, der begynder som en spontan lokal besættelse af en high school, ledet af Corey, transformeres hurtigt til et fuldblodsoprør, hvor mange hundredvis af børn og unge slutter sig sammen under Coreys ledelse. De kalder sig ”Indianere” og går til kamp mod ”Systemet” med de selvsamme våben, som systemet har bedt dem betjene og bruge.

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1970

I flere kronologiske spring er vi vidner til, hvordan det isolerede oprør på skolen vokser til gadeoptøjer i New York og derfra til guerillakrig. Systemet slår naturligvis brutalt og kynisk tilbage mod Indianerne, og selvom de unges leder Corey formår at fastholde dem alle på drømmen om en bedre verden, begynder systemets modstand af fragmentere gruppen. Der er de militante, der er de passive sværmere, og så er der alle dem midt imellem, der bare gerne vil have lov at leve livet, som det passer dem.

Syndefaldet for de unge kommer, da der bliver afsløret en stikker i deres midte. Stikkeren må henrettes, sådan er deres krigsret, men med et har de alle blod på hænderne. Uskyldigheden er definitivt borte, og grænsen mellem Indianere og System pludselig ikke så klare længere. Da vinteren samtidig sætter ind, forstår vi, at døden har lagt sig over ikke bare over Indianerne og deres oprør, men også over hele det samfund, der så villigt har udslettet sit eget afkom for at opretholde sig selv.

Hardcover, Doubleday 1970. Romanens første udgave

Alt det, Indianerne gør oprør imod, er sammenfattet sådan:

”There’s only one thing we can deny the man who owns everything: ourselves. He owns the streets and the skyscrapers and the water that comes out of the tap and the gas we burn. He owns the music we make and the cigarettes we smoke. He takes away our minds in his schoolrooms. Then he sells us back our dreams and charges us our lives. He reaches into our pants and manipulates our wants and sells us images to feed those desires, so we will want and want and want. So we will become men defined by owning things made of pasteboard. The man taught you to take women like tissues and wipe yourself in them and throw them away” (s. 110).

Her udmaler Piercy med Coreys stemme sit fjendebillede og trækker fronterne op. Systemet har ikke meget respekt for Indianerne, der beskrives som ”… a violent, pseudo-fascist group of adolescent misfits, a band of bottle-throwing Peter Pans.” (s. 146) Her er det ”systemets” stemme, vi får at hører, og det er dermed klart, at det er to uforsonlige fronter, der står over for hinanden. Det er had, der driver værket og gør konfliktens parter til dødsfjender.

Hardcover, W.H. Allen 1971

Set med nutidige øjne er Dance the Eagle to Sleep et værk, der meget tydeligt indlejrer sig i en bestemt tidsånd og politisk venstrefløjsretorik, som kan fremstå både naiv og sværmerisk i dag. Var bogen dybest set ikke en tragedie, der dog slutter med antydningen af et daggry, ville man ganske let kunne affeje den som metervare. Men bogen lader sig ikke affeje. Piercys roman finder nemlig sin styrke i præcis det enkle og sværmeriske udgangspunkt, der kendetegner bogens tilblivelsestidspunkt. Dens entydige, smertelige opråb til ungdommen står lige så stærkt i dag som dengang, fordi Piercy rejser spørgsmålet om, hvem der ejer fremtiden? Og om, hvem har størst anpart i fremtiden? De unge eller systemets repræsentanter?

Marge Piercy var 34, da bogen udkom, og dermed var hun allerede betydeligt ældre end bogens hovedpersoner. At hun idealiserer den ungdom, der er kommet efter hende, er der ikke nogen tvivl om, men hendes opfordring til kamp er ikke til at tage fejl af. Dance the Eagle to Sleep er et vredeshyl mod et destruktivt samfund, der undertrykker diversitet og kreativitet. Bogens harme runger på hver eneste side og slår fast, at det kun er igennem troen på utopier, at man kan overleve systemets mentale undertrykkelse. Det kan derfor også virke paradoksalt, at hun netop benytter tragedien som modus for sin fortælling. Hendes tekst kan nemlig fremstå som et opgivende suk, der defaitistisk stikker halen mellem benene. Men sådan er det ikke. Piercy siger snarere, at kampen er den eneste udvej og bruger her 1800-tallets nordamerikanske indianerstammers håbløse kamp for deres land som billedet på den alvor, der ligger bag de unges krig.

Paperback, Fawcett Crest 1971

Det ligger i tragediebegrebet, at det fremmer erfaringen af skønhed og patos. Idéerne bliver ganske enkelt mere betagende, fordi de synes dømt til døden. Tragedien skærper blikket for budskabet og giver det tyngde; hvilket præcis er resultatet i romanen. Men Piercy har, som sagt, også plantet håb i sin fortælling. Der vokser nyt liv ud af Indianernes gruppe, der til sidst synes at beskrive et helt nyt samfund, der ikke er baseret på den gamle kernefamiliemodel, og måske er det begyndelsen på systemets fald, som vi bliver vidne til i sidste kapitel. Måske. Måske er det bare de sidste, overlevende Indianere, der endelig har fundet et lille, skjult hjørne af landet, hvor de kan være i fred for en stund.

Med sin oprørsroman puster Piercy til gløder i alle rebelske hjerter og inviterer os til drømme om et bedre samfund. Hun skriver om en ungdom, der griber nuet og et forstenet samfund, der kun har magtens brutalitet i sit ordforråd. Man skal sikkert dele en hel del af Piercys ideologiske gods for alvor at værdsætte romanen, men jeg vil alligevel påstå, at man skal være usædvanligt forhærdet for ikke at mærke romanens emotionelle register, der svinger mellem ekstatisk frihedsoplevelse og håbløshed. Det følelsesmæssige sus alene gør det værd at genbesøge Dance the Eagle to Sleep, som fortsat taler præcist lige så rent til længslerne, som den gjorde, da den udkom i ’70.

Paperback, Coronet 1976

Paperback, PM Press 2011

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Teenage Wildlife

Paperback, Monarch Books 1962

I årene efter Anden Verdenskrig holdt en ny figur for alvor sit indtog i pulplitteraturen; teenageren meldte sig på banen. Før krigen var der naturligvis også unge mennesker i pulpens univers, men det, man kan kalde den arketypiske teenager, var ikke helt blevet konciperet, og ser vi eksempelvis på skrækfiktionen før ’45, spiller unge ikke nogen synderlig rolle. Sådan var det også i de fleste andre traditionelle genrer. De steder, hvor vi møder unge, er det primært i rollen som rationelle, små voksne, og ikke som de sprængfarlige størrelser, der snart skulle træde ind på den litterære scene.

True Crime Detective, juli 1973

I dag kan det naturligvis virke overraskende, at teenageren som idé kunne være noget nyt, men sådan var det altså, og jeg skal ikke optrevle ungdommens kulturhistorie her. Den er velkendt og fortalt mange gange. I stedet synes jeg, at det er sjovt at bide mærke i publikummet for disse tidlige historier med og om teenagere. Langt de fleste pulpudgivelser var nemlig rettet mod et modent publikum, der havde penge på lommen. Det vil sige, at fortællingerne om teenagere typisk var skrevet til et ældre publikum. Det er stik modsat i dag, hvor stort set al underholdning med teenagere er rettet mod det samme alderssegment.

Paperback, Universal Publishing-Beacon 1964

Sådan var det bare ikke i pulpens verden. Her var teenageren et faretruende og fremmedartet fænomen i de voksnes verden, som pludselig indtog gader og stræder. De skabte grobund for overspændte, utrygge fantasier om kriminalitet, kulturelt forfald, fri sex og misbrug. Teenageren, som uansvarlig og kaotisk kraft i samfundet var dermed skabt, og temaet kunne fra slutningen af 40’erne og små 30 år frem varieres i det uendelige.

Paperback, Stag Books 1963

De unges depraverede adfærd kunne findes alle steder; lige fra motorcykelbander til hemmelige sexklubber og illegale hashhuler drevet af teens. Det skandaløse og chokerende gik hånd i hånd med teenagerne. Læserne kunne således gyse over de unge, og samtidig længselsfuldt drømme om den frihed, de egentlig burde fordømme. Nabokov tog naturligvis nælden ved roden, da han i sin Thomas Mann-parafrase fra ’55 om den fjortenårige Lolita gik ind i denne erotiske ungdomsfascination, hvorved emnet også fik et litterært udtryk uden for pulplitteraturens aflukke.

Paperback, Signet Books 1967

Som sagt forandrede teenagemotivet sig over tid; læderjakker bliver til løse gevandter, druk og springknive til LSD og fri sex. Grundlæggende er alt dette imidlertid bare overfladiske samtidsmarkøre, der dækker over den samme grundfortælling. En fortælling, der fortsat findes i dag, men som i nogen grad har mistet sin potens, efter det såkaldte ungdomsoprør gav de unge en stemme, der i nogen grad var mor-og-far-generationen ligeværdig. Teenagerne er derfor stadig scarry monsters og super creeps, men de er også meget andet i litteraturen; men først og fremmest er de blevet del af deres eget litterære reservat i form af den så uskønt benævnte Young Adult-litteratur.

Paperback, Random House 1976

Paperback, Pulp Press 2010

Paperback, Original Novel 1948

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Monarch Books 1962

Paperback, Midwwood 1962

Paperback, Midwood Books 1966

Paperback, Midwood 1967

Paperback, Midwood 1965

Paperback, Mayflower Books 1971. En oversættelse af “Jeg, en pige” fra ’65, nu blot med en mere hip, pulpet titel

Paperback, Macfadden-Bartell 1970

Paperback, Greenleaf Classics 1974

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Domiono Books 1963

Paperback, Digit Books 1959

Paperback, Crest Books 1960

Paperback, Corgi Books 1963

Paperback, Bedstand Books 1971

Paperback, Beacon Books 1962

Paperback, Beacon 1960

Paperback, Bantam Books 1951

Paperback, Avon 1958

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, New American Library 1970

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Vrooom! Vroom! Tilbage fra sommerferien med et forkromet indlæg

Paperback, Onyx Books 1988

Personbilen har måske været et af de mest brugte symboler på velstand, personlig frihed og moderne kultur i en vestlig sammenhæng. Futuristerne elskede bilen, og den blev et afgørende element i 50’ernes amerikanske ungdomskultur. Velstanden i USA efter Anden Verdenskrig gjorde det pludselig muligt, at helt almindelige familier fik biler, og der var endda mange unge, som fik en bil selv. Bilen blev i 50’erne et symbol på et samfund i fremdrift, og naturligvis måtte dette også slå igennem i genrelitteraturen.

Paperback, Warner Books 1973

50’erne og 60’erne bugner med pulplitteratur om unge og biler. Naturligvis handler de ikke som sådan om biler, men nærmere det, som de unge laver i og med deres biler. Det ved vi jo godt, hvad er – nemlig forbudte, umoralske udskejelser af forskellig beskaffenhed.

Argosy, februar 1938

J. G. Ballard greb dette mesterligt i Crash (1973), og bilmotivet har fulgt genrelitteraturen lige siden 50’erne. Den altid nostalgiske Stephen King gav os den absurde roman Christine i 1983, og mange andre udgivelser er fulgt i hælene på ham. Som Ballard havde King imidlertid blik for bilens potentiale i skrækfiktionen, hvilket ikke er uvæsentligt.

Paperback, Vintage Books 1985

Bilen har formentlig fortsat, som kulturelt symbol, bevaret meget af den ikonografiske potens, som den opnåede i 50’erne, men alligevel er det ikke helt det samme længere. Noget har forandret sig, hvilket sikkert skyldes, at vi måske nok intuitivt anerkender symbolikkens validitet, men bilens status har samtidig ændret sig så fundamentalt, at der nok først og fremmest er tale om en form for symbolsk fossil, der ligger indlejret i vores kultur.

Ebog, Amazon 2011

Faktisk vil jeg mene, at bilens oprindelige kulturelle symbolværdi er blevet annekteret af den mobile teknologi som tablets og telefoner. Her bevæger jeg mig imidlertid ind på et felt, som jeg ikke aner noget som helst om, og jeg må hellere stoppe her. I stedet kan du læne dig tilbage i førersædet og tage en tur gennem disse dynamiske forsider.

Paperback, Putnam 1977

Paperback, Popular Library 1954

Paperback, Pinnacle Books 1980

Paperback, Nightstand Books 1965

Paperback, Monarch Books 1963

Paperback, Medallion Press 2011

Paperback, Lancer Books 1968

Paperback, Hodder 1995

Paperback, Gollancz 2013

Paperback, Gold Medal Books 1956

Paperback, Ember Books 1963

Paperback, Digit Books 1959

Paperback, Dell 1963

Paperback, Dell 1961

Paperback, Belmont Tower 1980

Paperback, Belmont 1952

Paperback, Bantam 1963

Paperback, Bantam 1956

Paperback, Bantam 1951

Paperback, Ballantine Books 1959

Paperback, Ace Books 1960

Paperback, Eraserhead Press 2012

Modern Boy, september 1936

Hardcover, W. H. Allen 1987

Hardcover, Viking 1983

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Stephen King, Carrie (1974): Stakkels pige…

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har skrevet en del om Stephen King på det sidste, fordi jeg har tygget mig gennem en række af hans ældre bøger i forbindelse med min egen bog om skrækfiktion. Jeps, den arbejder jeg fortsat støt og roligt på. King skal naturligvis have en plads i bogen, hvor han på godt og ondt må siges at være en af de centrale figurer. Nuvel, det her indlæg bliver det næstsidste sidste, du læser om King på Fra Sortsand i et stykke tid, og det er måske også godt nok, for sandt at sige har jeg ikke nerver til for alvor at genbesøge det han har skrevet siden slutningen af 80’erne.

Bogen, som King romandebuterede med for snart mange tusind sider siden i ’74, handlede om pigen Carries dramatiske død og lillebyen Chamberlains ødelæggelse. Set retrospektivt bærer romanen umiskendeligt Kings fingeraftryk, men den står hans tidlige noveller langt nærmere end de efterfølgende romaner. Man fornemmer en sproglig usikkerhed i teksten og et svagere greb om det omfattende persongalleri, der ikke ligner den sikre fortællestemme, der gør sig gældende i den efterfølgende roman ’Salems Lot.

Paperback, New English Library 1985

Paperback, New English Library 1985

Ikke desto mindre møder vi allerede i Carrie alle de mennesketyper, der senere har befolket Kings univers. Bogen fremstår derfor også i høj grad som et landkort over hans fremtidige fiktion og ikke mindst det fiktive Maine, som King gradvist har fået opbygget. Et fiktivt Maine befolket af tydelige arketyper hentet fra populærkulturens repertoire, set gennem et oftest både naivt og nostalgisk filter. Desuagtet er Carrie en forbløffende stærk roman, men før vi ser nærmere på bogens kvaliteter, skal historien, vanen tro, på plads.

Carrietta N. White – kaldet Carrie – er Chamberlains klovn. Hun er fed, hun er klodset, hun virker smådum, hun er grim, og Carries mor er en fanatisk kristen, der bestemt ikke gør livet lettere for sin datter. Carrie falder uden for på skolen, og hun kan i hvert fald ikke måle sig med de andre elever på byens gymnasium; derfor er hun også deres oplagte mobbeoffer. Specielt et slæng piger, anført af isdronningen Chris Hargensen, har et ondt øje til stakkels Carrie.

Hardcover, Douybleday 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udgave

Da bogen åbner, er konflikten mellem Carrie og pigerne netop eskaleret til nye højder. Ingen har nogensinde fortalt Carrie om menstruation, og da hun efter idræt begynder at bløde i bruseren, udløser det en tumultarisk stemning blandt pigerne, der i en af bogens mest ubehagelige scener samles om Carrie og skriger ”Plug it! Plug it!”, mens de tæppebomber den stakkels, ydmygede pige med tamponer.

Seancen i bruseren fører til sanktioner, og Chris Hargensen bliver forment adgang til det store afdansningsbal – prom – som hastigt nærmer sig. Det kræver hævn, for Chris mener afgjort, at det hele er Carries egen skyld. Skæbnen vil da også, at Sue Snell, den ene af pigerne i Chris’ slæng, angrer ydmygelsen af Carrie og overtaler sin populære kæreste til at invitere Carrie med til det store ”prom”. Han gør det tøvende, men ofrer sig for Sues dårlige samvittighed. Den mulighed griber Chris og hendes bøllekæreste straks og iværksætter en sataniske ydmygelse af Carrie.

Hardcover, New English Library 1974

Hardcover, New English Library 1974

Netop som Carrie er kronet som ballets dronning, hvilket naturligvis var planlagt på forhånd, overskylles hun med svineblod. Hverken Chris eller hendes rockabilly-kæreste kunne imidlertid forudse konsekvensen af deres handling, for Carrie har båret på en hemmelighed. Hun har telekinetiske evner og kan ved tankens kraft flytte rundt på ting. Da hun står badet i blod foran hele skolen, bliver det for meget for hende, og hun går til modangreb på det samfund, der har pint og plaget hende længe. Ved hjælp af sine evner får Carrie først skolen, så store dele af byens centrum til at ramle sammen i flammer, eksplosioner, død og undergang.

Da vi kommer ind i historien, er det hele sket, og handlingen fortælles gennem øjenvidneberetninger og uddrag fra bøger, der beskriver den tragiske og uforklarlige ”Chamberlain-hændelse”, mens King også giver os også indblik i Carries egne tanker, de steder hvor der skal bygges bro mellem bogens mange fortællerstemmer. Den væsentligste blandt disse stemmer er Sue Snell, der efter begivenhederne har lettet sit hjerte i en selvbiografisk bog om hele sagen. På den led leger King med romanens form og sætter den sammen som et eklektisk stykke metafiktion, men fordi vi også kommer ind i hovedet på Carrie selv, er grebet ikke entydigt gennemført, hvilket nok heller ikke har været hans hensigt.

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Snarere end bare at fortælle historien på en alternativ måde for eksperimentets skyld ligger der en væsentlig pointe bag de mange stemmer, der gør sig kloge på Carries død og paranormale kræfter. Alle som en misforstår de nemlig Carrie. Gennem hele sit liv blev hun underkuet både af bogens egentlig skurk – Carries mor – og hele bysamfundet. Ingen så Carrie som menneske, de så kun den patetiske pige. Nu, hvor det hele er oversået, er der stadig ingen, der ser mennesket Carrie. Alle er optaget af katastrofen, ødelæggelserne og ikke mindst hendes utrolige evner. Pigen Carrie er der ingen som kerer sig om. En undtagelse skulle da lige være Sue Snell, der synes at formulere hele Kings anliggende med romanen, da hun siger: ”… forgetting Carrie White may be a bigger mistake than anyone realizes” (s. 96). Vi må aldrig glemme Carrie – og her taler hun ikke om Carries evner eller hendes voldsomme angreb på Chamberlain. Nej, vi må ikke glemme pigen Carrie, som for en kort bemærkning får lov at blomstre frem, før hun brutalt trækkes ned i sølet.

Carrie kan i virkeligheden bedst forstås som grum modernisering af fortællingen om Askepot. Først pines og plages pigen, men så får hun ganske uventet mulighed for at komme med til ballet på slottet og får lov til at danse med prinsen. Undervejs forvandles den uheldige pige til en smuk prinsesse – så smuk, at hendes partner når at forelske sig en smule i hende. Men så slår klokken tolv og magien forsvinder. Carrie falder tilbage i den gamle rolle og taber endda sin ene sko (en ”slipper”!) (s. 169) på trappen foran skolen, da hun flygter hals over hoved.

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Her viser King sig som en nedrig, ubarmhjertig fortæller. Prinsen vender nemlig ikke tilbage og henter Carrie ind i eventyret igen. Alt er vitterligt forbi, da klokken slår tolv, og Carrie sørger selv eftertrykkeligt for, at hendes plageånder går ned med hende. Moralen, for der er vitterligt tale om en morale her, er den samme som i eventyret, men den lykkelige slutning udebliver.

Carrie er vidunderligt raffineret udtænkt, og når man først har forstået eventyrstrukturen bag bogen, bliver det også tydeligt, hvorfor Kings persongalleri fremstår så todimensionelt – det er nemlig arketyper, han opererer med. De er præcis så tyndbenede som eventyrets personer, fordi de ikke tjener til andet end trin på Carries vej gennem fortællingens stationer.

Paperback, Pocket Books 1999

Paperback, Pocket Books 1999

Romanen er en hård og nådesløs bog, men trods det skinner Kings hjertevarme pen igennem, og han leverer sit portræt af gymnasieeleverne med en rørende, overbevisende kraft, der formentlig er lige dele fyldt af egne erfaringer fra Kings teenageår og de iagttagelser, som han gjorde sig i den korte tid, hvor han arbejdede som engelsklærer. Vigtigst af alt er det nemlig, at King leverer sin bog uden ironiske svinkeærinder eller forbehold. Der er alvor bag teksten, også der hvor det bliver absurd – som når han postulerer, at der rent faktisk kunne ske noget liggende hvor som helst igen.

Kings debutroman er en skæv og fascinerende kile ind i skræktraditionen, der ikke ligner noget andet. Den er en perle i forfatterskabet, der konceptuelt og fortællemæssigt rammer rent, fordi den utynget aflægger sit forlokkende enkle budskab. Det er imidlertid ironisk, at eftertidens læsere og King-fans har valgt at fokusere på Carries paranormale evner – præcis som bogens ”eksperter” – og derved helt har overset centrale aspekter i romanen. Der er derfor god grund til at vende tilbage til Kings udgangspunkt, for det er her forfatterskabets eventyr begynder og måske her det er stærkest?

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

1 kommentar

Filed under Roman

Farligt, depraveret… og lidt frækt. Unge på afveje

“All these stories have to do with juvenile malignancy. They were written to shock you and we make no apology for their stark violence. They are stories behind today’s terrifying headlines – stories about a strange, new, frightening cult … of teen-age fury.”

Leo Margulies, introduktion til The Young Punks, 1957.

Man kan gyse over meget – spøgelser, dæmoner og varulve. Det handler alt sammen om truslen fra det ukendte, det vi ikke kan styre. Med sikker sans for markedsføringsværdien, udsendte Crest Books og andre forlag novellesamlinger om vilde, farlige unge i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Teens ude af kontrol – Rebel Without a Cause og alt det der. Det er bøger, som sikkert skal sælge til både de unge, betaget af deres eget skyggebillede, bekymrede mødre og fædre og så alle de lumre læsere, der tænder på en god gang exploitation. De fleste af novellerne er redigeret af Leo Margulies, som jeg snart ser nærmere på i mere regulær horrorsammenhæng.

Check de her forsider!

Teenage Jungle (Pyramid, 1957)

The Young Punks… Why Do They Go Wrong? Ja, hvorfor går det egentlig galt for dem?

Bad Girls (Crest Books, 1958)

They prowl the fringe of the underworld for kicks. Eleven masterpieces of today’s beat generation by America’s top writers. Forsiden siger næsten det hele – lediggang er roden til alt ondt. Læs de små handlingsresumeer fra bagsiden. Mrs. Hicks, har de hørt om Lolita?

Fra bagsiden på Bad Girls

Young and Deadly (Crest Books, 1959)

10 top stories of today’s teen-age jungle. En sort læderjakke kommer snigende. Mon ikke det er en springkniv han har i lommen? Eller er det i virkeligheden den rygende pige vi skal være bange for? En smuk forside.

 

Back Alley Jungle (Crest Books, 1960)

Juvenile delinquents. Her er den lille dame kommet i dårligt selskab. Hun skulle aldrig være gået med ind i gyden. Biker boots, denim og anderumper – den direkte vej til helvede.

The Young Punks (Pyramid, 1957)

 

The Young Punks (1963)

The savage, frightening story of the teen-age jungle. Den kommer to gange. Moden skifter. Interessant med den sidste udgave, der har et fotografi på forsiden. De er sikkert ekstra gruopvækkende på grund af fotografiets stemning af autenticitet og realisme.

Og lige lidt ekstra

Belmont Books 1962

Popular Library 1954

Og bogen med den fedeste titel

Signet Books 1960

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling