Tag Archives: Tegneserie

Stephen King, Danse Macabre (1981): Skrækkens anatomi?

Paperback, Warner Books 2000

Paperback, Warner Books 2000

Stephen King behøver ikke nogen introduktion, og det gør hans Danse Macabre fra ’81 nok heller ikke. En bog, der ikke handler om skrækfiktionens udvikling, men selve dens struktur. Bogen er dermed Kings syn på den genre, han arbejder i, og før han udsendte sin lettere trivielle On Writing, var Danse Macabre uden tvivl det væsentligste udsagn fra Kings side vedrørende både sit eget virke som genreforfatter og gyset som sådan. Det gør Danse Macabre til fascinerende læsning, fordi vi ikke kommer uden om King, hvis vi vil forstå skrækfiktionen, som den udviklede sig i løbet af 80’erne og 90’erne. Man bliver med andre ord klogere på King ved at læse bogen. Om man også bliver klogere på skrækfiktionens strukturer, er så en anden snak.

Kings vej ind i materialet sker ved en dobbelt systematisering af stoffet. Først introduceres vi til en række arketyper, der grundlæggende kan koges ned til de klassiske, gotiske monstre (vampyren, varulven osv.). Med udgangspunkt i en ganske bred forståelse af disse væsner peger King på arketypens mange ansigter og udformninger. Dr. Jekyll and Mr. Hyde bliver eksempelvis udgangspunktet for varulven, hvilket viser meget godt, hvordan han konceptuelt kan transformere sine arketyper ved at søge efter kernen i det enkelte monster. Typisk som det optræder i dets mest berømte form; altså eksempelvis vampyren i Stokers Dracula eller det King kalder ”tingen uden navn” i Shelleys Frankenstein.

Paperback, Warner Books 2000

Paperback, Warner Books 2000

Efter arketyperne og de tematikker, som synes at knytte sig til dem (vampyren=sex etc.), er gennemgået, begynder King på en fremstilling af gyset i de enkelte medier. Radio, film, tegneserier og endelig litteraturen. På den led får King skabt et omtrentligt kronologisk og tematisk grit, som læseren kan navigere i. Alt dette bliver så løbende krydret med både korte og meget lange personlige anekdoter og iagttagelser fra Kings liv og arbejde, hvilket næppe kan komme som nogen overraskelse, for sådan er Kings nonfiktion altid.

Man kan forholde sig til Danse Macabre på to måder. Den åbenlyse er at se den som en lang samtale med den altid sniksnakkende King, der i højt humør taler om stort og småt i en skønsom blanding. Personlige historier illustrerer pointerne, mens små vittigheder og udfald sikrer, at man ikke kan kalde teksten tør eller kedelig. Set i det lys bliver bogen næsten en håndsrækning fra Kings side – ”kom, lad mig føre dig ind i min verden”, synes han at sige med bogen. Den funktion må man da bestemt heller ikke forklejne, for det at være King-læser hverken var eller er ensbetydende med, at man når længere ud i genrelitteraturen end til King. Her kommer Danse Macabre ind som et bindeled eller en opfordring. Hver nysgerrig, siger King, mens han med slet skjult nostalgi beretter om sine barndomsoplevelser med pulpet SF og gys.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1981

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1981

Som ambassadør for skrækgenren har Danse Macabre dermed afgjort sin berettigelse, og takket være Kings hyggelige tone er det et ufarligt bekendtskab skrevet i samme ”en snak med din gamle ven”-tone, som alle Kings indledninger og efterskrifter er. Den genre mestrer King til perfektion, og selvom der både sprogligt og indholdsmæssigt kommer alt for meget tomgang i Danse Macabre, er det en bog af den type, som man snildt kan læse igen, fordi onkel King er godt selskab, når han fortæller på slap line.

Den anden side af Danse Macabre er værket som genreanalyse. Her mener jeg, bogen kommer til kort på flere punkter. Først og fremmest må man nemlig hæfte sig ved det irriterende, for ikke at sige en smule uanstændige, dobbeltspil, som King har med sin læser. Han melder nemlig hurtigt ud, at dette ikke er et akademisk arbejde, at han faktisk aldrig har kunnet udstå tørre underviseres litteraturanalyser. En praksis, der nærmest bliver beskrevet som en vampyrisk sugen al liv ud af værket. Men samtidig, mens King påberåber sig et anti-akademisk, lægmandsstandpunkt, går han meget, meget langt i sin strukturalistiske analyse og fortolkning af genrefiktionens væsen. Han stiller dermed et skjold op, der gør, at han altid vil kunne afværge kritik ved at hævde, at dette jo bare er ham selv, der snakker frit fra leveren – ikke noget lærd bogværk. Men når han samtidig gerne vil lufte sine tolkninger og lærde pointer, går det ikke. Resultatet bliver en krysteragtig kispus og en usmagelig underspillet intellektualitet, som bestemt ikke er klædelig.

Hardcover, Everest House 1981. Bogens 1. udgave

Hardcover, Everest House 1981. Bogens 1. udgave

Samtidig må man hæfte sig ved, at Danse Macabre er forbløffende konservativ i dens valg af værker og tolkninger. Faktisk synes King at bidrage med utrolig lidt, som ikke står i de referenceværker han selv opregner som inspirationskilder bagerst i bogen. Igen kan man så hævde, at Danse Macabre bare er formidling, men her burde læseren vel egentlig forvente lidt mere af bogen, hvis den ikke bare skal kunne klassificeres som Kings sammenskrivning af andres arbejde. Og det er Danse Macabre desværre langt hen ad vejen. At jeg så også er uenig i flere af Kings konklusioner, er en anden sag. At Blattys The Exorcist afvises som et makværk, er eksempelvis ganske forbløffende og en smule fortænkt, at Jay Ansons The Amityville Horror dybest set skule handle om frygten for pengeproblemer.

At King ydermere bruger ganske meget tid på alt det gys, der påvirkede ham som barn – dvs. 50’erne – gør desværre også, at man på det nærmeste kan mærke, hvordan Kings perspektiv indsnævres side for side, som vi nærmer os samtiden. Det er uden tvivl et helt bevidst valg, men resultatet bliver, at skræk og rædsel i Kings verden er forbundet med en sentimental barndomsoplevelse af gysergenren.

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Berkley Books 1982

At skrive skrækfiktion er dermed en måde for King at være i dialog med sin tabte barndom og alt det, der formede ham som person. Graham Greene svarede berømt engang, da man spurgte ham, hvorfor han noget overraskende pegede på Majorie Bowen som inspirationskilde, når hun primært havde skrevet gotiske romancer. Til det svarede Greene, at den litteratur, der formede en som forfatter, var den litteratur, der have gjort indtryk i barne- og ungdomsårene. Det kan der være noget om, og i Kings tilfælde er det helt sikkert rigtigt. Problemet er bare, at man ud fra det synspunkt ikke er synderligt godt rustet til at skrive om genrelitteratur, fordi forestillingen om en tabt guldalder uvægerligt sniger sig ind.

For mig bliver Kings nostalgiske omfavnelse af 50’erne en spændetrøje, der gør gyset til en bagud skuende og mest af alt til en irrelevant størrelse. Samtidig forpasser King den mulighed faktisk at kunne drysse sit stjernestøv på en ny generation af forfattere, som kunne have nyt godt af at blive nævnt i hans sammenhæng og dermed blive introduceret for et kæmpemæssigt læsermarked.

Paperback, Futura 1982

Paperback, Futura 1982

Den ting, der imidlertid både undrer og irriterer mig mest ved Danse Macabre, er det faktum, at gyserlitteraturen fylder utrolig lidt. Han taler om film – rigtig meget om film. Han taler om TV, han taler om radio, han taler om tegneserie. Bøgerne får derimod et lille forkølet kapitel, der slet ikke kan måle sig med bogens øvrige kapitler i grundighed og passion. Det er næsten bizart, at forfatteren King vælger at se på alt andet end bøger. Der kan være mange grunde til den prioritering, som man kun kan gisne om. Faktum er imidlertid, at Danse Macabre i sidste end bliver meget lidt litterær. Måske siger det i virkeligheden en hel del om Kings tilgang til hans egen litteratur.

Mest af alt er Danse Macabre derfor blot en gemytlig, nostalgisk snak med horrorkongen King, der fortæller lidt i øst og vest. Det er skam ikke dumt, det King skriver, men synderligt nyt eller klogt er det ikke. Det bliver bare aldrig til andet end en jovial tur tilbage til ungdommens land. Bogens potentiale som reklamesøjle for genrens mulighed må man dog ikke forklejne, og det skal King have tak for.

Paperback, Warner Books 1991

Paperback, Warner Books 1991

Paperback, Berkley Books 2001

Paperback, Berkley Books 2001

Paperback, Gallery Books 2010

Paperback, Gallery Books 2010

Paperback, Hodder Paperbacks 2012

Paperback, Hodder Paperbacks 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

Bogbekendtkaber: Tom Kristensen

Det er blevet tid til endnu et Bogbekendtskab, og denne gang har tegneren Tom Kristensen overtaget fortællerrollen. Som de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert ved, går jeg en hel del op i bøgernes forsideillustrationer og for den sags skyld også deres indre udsmykning, der hvor en sådan findes. Derfor er det også spændende at få en tegner til at sætte ord på en udgivelse, der har betydet noget for ham.

I nyere tid har Tom således bl.a. leveret illustrationerne til den af Henrik Harksen udsendte antologi Grufulde Mørke fra 2012. Og faktisk har Tom arbejdet en del med gysergenren og udgivet tegneserien ”Innsmouth” i Nyarlathotep tilbage i 2011. Senest har han høstet prisen for årets horrorudgivelse med Made Flesh. Et flot samarbejde mellem Tom og Lars Kramhøft.

Toms streg er moderne, psykologiserende og ekstremt stemningsfuld. Faktisk var jeg allerede begejstret, da jeg første gang læste den ordløse ”Innsmouth” tilbage i ’11, og siden synes jeg, at hans arbejde er blevet bedre og bedre.

Det er derfor også med stor glæde, at jeg kunne få Tom overtalt til at lave denne udgave af Bogbekendtskaber. Ikke overraskende, og lidt anderledes end de tidligere, har Tom valgt at introducere os til en tegneserie. Men ikke mere snak; hermed går ordet videre til Tom Kristensen.

 

Den gule skygges dukker…

Jeg har læst rigtigt mange tegneserier. Mange flere end jeg kan huske. Én, som har gjort særligt indtryk på mig, er Den gule skygges dukker.

Jeg har nok været omkring de otte år og læste lystigt i bunken af tegneserier, vi havde i mit barndomshjem. Der var en masse hæfter og albums. Albummene havde vi til at stå i en kasse i køkkenet. Det var en solid trækasse med låg, som var blevet ophøjet til tegneserieskrin. Der var mange forskellige tegneserier i dette overflødighedshorn. Der var sjove, spændende, forvirrende og nogle med lettere voksne temaer, og så var der Den gule skygges dukker.

Hæfte, Lademann 1972

Hæfte, Lademann 1972

Den har gjort et uigenkaldeligt indtryk på mig. Jeg syntes rent ud sagt, at den var skideuhyggelig. Jeg var så skræmt af den, at efter endt læsning så kom den altid i kassen med låg på igen, og ting blev stablet oven på, så den ikke skulle kom ud efter mig. Jeg kunne dog ikke holde mig fra den, og den blev genlæst ofte. Altid med samme resultat; at den blev gemt godt af vejen lige bagefter.

Derfor skræmte det mig da også så meget desto mere, da jeg fandt den på stuebordet, efter jeg havde gemt den væk. Med hjertet bankende tog jeg forsigtigt tegneserien med den genkendelige orange og grønne forside og gemte den i kassen igen. Flere ting blev stablet oven på, og jeg følte mig lidt mere sikker. Det var først senere, jeg fandt ud af, at vi havde to eksemplarer, og at jeg ikke var den eneste i familien, som havde hang til uhyggelige gule dukker.

Tom Kristensen (født 1983)

Tom Kristensen (født 1982)

Hukommelsen er en sjov størrelse. Jeg har i ny og næ gennem de sidste 25 år tænkt på Den gule skygges dukker, og genkaldt mig historien og den frydefulde frygt, som den indgød mit unge sind. Jeg husker den som en skræmmende historie om en morderisk gul dukke i stil med Chucky, som jagtede hovedpersonerne gennem hele hæftet. Jeg havde endda gentagne mareridt om den dukke.

Efter 25 år har jeg nu genlæst Den gule skygges dukker, og frygten udeblev. Ligeledes blev min hukommelse om plottet gjort til skamme. Jo, der er da en masse små gulgrønne dukker, men den ene ondskabsfulde dukke med den store kniv, som min fantasi havde gjort til det centrale i tegneserien, var der ikke. I stedet handler Den gule skygges dukker om den handlekraftige eventyrer Bob Morane og hans dumsmarte makker Bill Ballantine, som skal redde nogle smukke, unge kvinder, de kender, samt hele San Francisco, fordi skurken, Den Gule Skygge, har besluttet sig for at lave ravage i byen med hundredevis af små bomstærke dukker.

Dukken i al dens sære gru

Dukken i al dens sære gru

Bob og Bill skal ligeledes forsvare sig mod Bumserne, den Gule Skygges håndlangere, som tilsyneladende bare er hjemløse med knive, som vore to helte standhaftigt skyder ned. Hele historien bærer præg af at være en del af en lang serie, og da jeg kun har læst dette ene Bob Morane hæfte, mangler jeg nok noget baggrundsviden. Der bliver dog forklaret en smule i form af fodnoter under de enkelte paneler. Et kneb som er ligeså prydeligt i en tegneserie som pile, der viser hen til det næste panel.

Historien udvikler sig til at være en lettere psykedelisk omgang, som også bliver understøttet af den ret outrerede farvelægning. Den er tegnet i Vances realistiske stil, og det er da også den, jeg er mest begejstret for i dag. Vance er også kendt som en af de helt store europæiske tegneserieskabere.

Den dumsmarte makker Bill Ballantine

Den dumsmarte makker Bill Ballantine

En interessant opdagelse er, at i et enkelt panel på side 6 bliver den fjerde væg brudt. Bill Ballantine vender sig mod læseren, blinker, og tænker underforstået til os. Begrebet kommer fra teatret, og den fjerde væg betegner overgangen mellem scene og publikum. I nyere tegneserier bliver dette virkemiddel i særdeleshed brugt af Marvels Deadpool til stor forvirring for de omkringstående karakterer. Til de af jer, som ikke læser tegneserier, men alligevel er kommet så langt i teksten, så bliver grebet også brugt i film som Fight Club og High Fidelity samt serien House of Cards.

Rent historiemæssigt halter Den gule skygges dukker noget efter det visuelle. Dialogen er fyldt med dumsmarte replikker, og slutningen kræver da også en del samarbejdsvilje af læserens fantasi. Når det så er sagt, så er Den gule skygges dukker bestemt et kig værd. Specielt hvis man er otte år gammel. Du glemmer den aldrig.

Den gule dukkes skygge er en Bob Morane historie udgivet af Dargaud Editeur i 1970. Udgivet i Danmark i 1972 af Lademann. Original titel: Les poupées de l’Ombre Jaune. Skrevet af Henri Vernes og tegnet af William Vance.

 

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret