Tag Archives: Teori

Erik A. Nielsen, Fortolkningens Veje. Et lærestykke om Edgar Allan Poe (1978): Om erkendelsen af verden

Paperback, Gyldendal 1978. Forsidens billede er en reproduktion af Odilon Redons tegning “Som en sælsom ballon…” fra 1878. En meget relevant kunstner i forhold til bogens tematik.

Der bliver skrevet mere og mere akademisk faglitteratur om genrefiktion herhjemme. Det meste udkommer som artikler i internationale tidsskrifter eller i tematiske antologier; sådan fungerer vidensdelingen i den akademiske verden i dag. Der udkommer naturligvis også ting på dansk, hvilket sker hyppigere nu end for bare ti år siden, men det hører sig alligevel til sjældenhederne at se danske bøger om genrefiktion. Desuagtet skete den slags endnu sjældnere tidligere, og Erik A. Nielsens Fortolkningens Veje fra 1978 om Edgar Allan Poes fortællinger er derfor noget særligt. Den er mere eller mindre en ener, kan man sige, hvis vi ikke regner Poul Ørums bidrag om Poe med her.

Nielsens bog taler dermed heller ikke ind i nogen specifik tradition for danske Poe-studier, i stedet er den ganske klart blevet ansporet af en stigende interesse for kriminallitteratur i samtiden. Poe bliver jo, som bekendt, regnet som stamfar eller en af stamfædrene, til krimien, og Fortolkningens Veje går dermed direkte til genrens arvesølv.

Paperback, Gyldendal 1978

Det er da også ud fra krimigenrens perspektiv, ikke gysets, at Nielsen går til et udvalg af Poes værker, der bliver analyseret stringent i et forsøg på at afkode det dybere anliggende med teksterne. Bogens greb er således gennem diskussionen af en stribe tekster at vise, hvordan Poe arbejdede sig frem mod en erkendelsesteori og – ikke uvæsentligt – grænserne for den menneskelige erfaringsverden. Den berømte novelle ”The Gold-Bug” står centralt tidligt i Nielsens arbejde, fordi han ønsker at vise sin læser, hvordan Poe gennem den novelle nærmer sig etableringen af en systematisk afkodning af verden. ”The Gold-Bug” handler, som de fleste vil vide, om en skattejagt, og det bærende er her, hvordan persongalleriet kommer tættere og tættere på mysteriets opklaring ved at se rationelt eller analytisk på verden og konkludere ud fra det, der bliver set. Poes hovedperson erkender på baggrund af naturen, i modsætning til den sorte tjener Jupiter, der hjælper skattejægerne; han ser og konkluderer gennem et forudindfattet verdenssyn baseret på overtro, hvorved han aldrig når til sandheden.

Den forudsætning tager Nielsen med videre ind i sin læsning af Poes “The Murders in the Rue Morgue” og de to efterfølgende historier “The Mystery of Marie Rogêt” og “The Purloined Letter”, hvor opdageren C. Auguste Dupin optræder igen.

Erik Aksel Nielsen (født 20. maj 1941) i dag

Det er dermed velkendt stof, som Nielsen bringer i spil, og han udfolder ganske overbevisende, hvordan Poe med disse historier til stadighed får tematiseret erkendelsen af verden, og ikke mindst skabelsen af verden som et narrativ, igennem novellerne. For, som Nielsen demonstrerer, gør Poe sin læser igennem Dupins deduktioner opmærksom på, hvordan iagttagelsen af minutiøse forhold kan udfolde sig til gigantiske, komplekse årsagssammenhænge. Dette illustreres gennem detektiven, der fra sin lænestol er i stand til at udfolde en hel mordsag baseret på ganske få præmisser.

Ved den objektive iagttagelse af et fodspor, en blodplet eller lignende er detektiven i stand til at afsløre verden, som den egentlig ser ud, når vi ikke lader os narre af alt det umiddelbare, som vores sanser har tilbøjelighed til at lade sig forblænde af. Kan ske, at dette lyder banalt i dag, men man skal huske, at Poe trådte ny grund her og gødede grunden for en karakter som eksempelvis Sherlock Holmes.

Jeg synes, at dette er ret spændende perspektiver, men det bliver ikke mindre interessant, når Nielsen i bogens sidste del fremfører, hvordan Poe var sig fuldt ud bevidst om erkendelsernes pris. For med klarsyn følger noget destruktivt, der blotter verden. Verden bliver enten til en kakofoni af informationer, som det sker billedligt i novellen ”A Descent into the Maelström”, eller også bliver de frilagte erkendelser for meget, som det sker i den stribe fortællinger, Poe skrev om skyldige, der bukker under for deres egen anger (”The Tell-Tale Heart etc.”).

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at man rent faktisk kan påvise den bevidste, stringente udvikling af erkendelsestematikken hos Poe, som Nielsen fremfører det, men der er ikke nogen tvivl om, at Fortolkningens Veje peger på et helt afgørende element i forfatterskabet, som går videre end den sædvanlige diskussion af Poes psykologiske indsigter. Nielsens greb om verdenserkendelsen gør Poes tekster større og mere vedkommende, og samtidig beriger tanken portrættet af Poe som et søgende menneske, der selv forsøgte at forstå verden.

Med Nielsens perspektiver i baghovedet bliver Poes store prosadigt ”Eureka” også endnu mere fascinerende, fordi digtet netop handler om skabelsen af en verden, og den måde, som skabelsen kan erkendes på. Poes sammenligner i ”Eureka” den skabende gud med en forfatter, der indskriver sit narrativ, frelseshistorien, i materiens stof. Det er, så at sige, præcis den præmis, der ligger til grund for Poes proto-krimifortællinger og mange andre af Poes historier. Narrativet, sandheden som fortælling, ligger indlejret i verden som en kode eller en gåde, der skal løses gennem observation, præcis som det kendes fra emblemkunstens ikonografi, der utvivlsom må have sat Poes tanker i denne retning.

Sandheden som kode. Et eksempel på et emblem, her fra Daniel Cramers berømte emblemsamling Emblemata Sacra fra 1624

Fortolkningens Veje er skrevet i et opgør mod samtidens benhårde marxistiske tekstanalyser. Nielsen plæderer for den hermeneutiske læsning, og kvaliteterne ved den tilgang bliver helt åbenlyse, når man læser hans værk. Det er nemlig et skoleeksempel på, hvor langt man kan komme med en tekst ved at se den indefra og udfolde teksten på dens egne præmisser uden af analysere den igennem en forudindfattet skabelon. Det er i hvert fald idealet for denne læsningsmetode, der fik ny vind i sejlene med Hans-Georg Gadamers strålende Wahrheit und Methode fra 1960.

Med det sagt kan det dog fra 2020 være en smule spøjst at læse den relativt lange indledning om fortolkning og akademikerens rolle i samfundet. Den indledning kunne ikke være skrevet på et andet tidspunkt end i 70’erne, og bogens åbning er dermed også fuldstændig bundet til sin egen tid. Når man læser Fortolkningens Veje nu, bliver man derfor ikke meget klogere på indholdet igennem indledningen, der synes at kæmpe sin helt egen kamp. Den er eta lille stykke kulturhistorie i sig selv. Det samme er selve bogen rent faktisk, for hvor er det længe siden, at et forlag som Gyldendal kunne forventes at udgive en bog som denne. Det var en gang. Men hvor er det også herligt, at der findes den slags små studier, der stadig efter mere end 40 år på bagen kan skærpe blikket og føje nye facetter til de klassikere, vi kender alt, alt for godt, men alligevel aldrig bliver færdige med.                 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Tzvetan Todorov, The Fatastic. A structural Approach to a Literary Genre (1970): Jagten på fantastikkens hjerte

Paperback, Cornell University Press 1975

Paperback, Cornell University Press 1975

Den bulgarske litterat Tzvetan Todorov, der mere eller mindre har haft sit akademiske hjemsted i Paris, udgav i 1970 et fascinerende værk om fantastikkens og navnlig gysets væsen. Bogen udkom på fransk, som det meste af alt det Todorov har skrevet, og havde oprindelig titlen Introduction à la littérature fantastique. Min udgave er en version af den amerikanske oversættelse fra ’73, der blev udsendt i forbindelse med Todorovs besøg ved en række førende universiteter i USA. Den amerikanske udgave indeholder også små ændringer i forhold til den oprindelige franske, så man kan med nogen rigtighed tale om en revideret udgave af værket. Bogen er skam også udkommet på dansk i 2007, men på det tidspunkt havde jeg allerede fået mit engelske eksemplar.

Nuvel, udgivelseshistorien er mindre vigtig. I stedet er det spændende at dykke ned i Todorovs strukturalistiske søgen på orden i den vildsomme litterære genre, han fosøger at indfange med termen ”fantastisk litteratur” eller måske rettere ”fantastik”; en term, der jo har vundet en vis præcedens herhjemme bl.a. gennem foreningen af samme navn.

Todorovs første anliggende med bogen er at udstikke en bred ramme for en særlig litteratur, der på en eller anden måde overskrider grænserne for vores normale virkelighedsopfattelse og udvider horisonten mod fænomener og situationer, der grundlæggende kan kaldes naturstridige. På den måde, som ordet fantastik bruges af mange i dag, dækker det en bred vifte af genrelitteratur, som går lige fra SF og horror til fantasy. Todorov anlægger et mere snævert greb, der dybest set må karakteriseres som et eurocentrisk blik, der mere eller mindre handler om især fransk 1800-tals-litteratur. De fleste værker, han skriver om, har jeg aldrig hørt om før, og han forholder sig eksempelvis ikke til den amerikanske pulp fra 1900-tallets første del, og kun i begrænset omfang til den engelske spøgelseslitteratur.

Paperback, Cornell University Press 1975

Paperback, Cornell University Press 1975

I dag, hvor vi stort set har afsværget hovedparten af 1800-tallets fantastik til fordel for alt det, som Todorov undlader, kan hans bog derfor fremstå skæv og ikke mindst helt forfejlet. Forfejlet, fordi det er vanskeligt at se, hvordan Todorov rent faktisk kunne skrive sit værk uden at inddrage eksempelvis den førnævnte amerikanske pulp – et tekstkorpus, han vel at mærke var bekendt med, ikke mindst gennem H. P. Lovecraft, som han omtaler og bruger i sin bog. Todorovs analyse kan dermed let affejes som forfejlet, borgerligt arrogant og uvidende. Alt sammen kritikpunkter, der med rette må rejses.

Men der er vigtigere og langt mere afgørende dele i The Fantastic, som jeg har enorm respekt for, og som jeg oplever som et væsentligt erkendelsesmæssigt projekt. For Todorov er det nemlig ikke så meget det formelle indhold (altså plot og handling), der er vigtigt, men det fantastikken bevirker i læseren. Det, synes jeg, er spændende at diskutere, ikke mindst fordi det grundlæggende er horror, som optager Todorov. Og horror er og bliver mit hjertebarn, uanset hvor mange afstikkere jeg måtte tage ind i andre genrer. Todorov spørger med andre ord, hvad det er, gyset gør, og hvorfor vi opsøger det.

Tzvetan Todorov (f. 1. marts 1939)

Tzvetan Todorov (f. 1. marts 1939)

Det har mange forsøgt at besvare, og jeg ved ærlig talt ikke, om Todorov kommer et svar nærmere end så mange andre. Imidlertid postulerer han, at der så at sige findes et særligt stemningsmæssigt momentum i gyset, og det er præcis dette momentum, han jagter. Det moment har vel at mærke hverken noget med væmmelse eller forskrækkelse at gøre, men drejer sig om en grundlæggende foruroligende følelse, der i et splitsekund kan få os til at overveje, om verden måske er skuret anderledes sammen, end vi gik og troede.

Den jagt fører ham til at opdele fantastikken i kategorier – han er jo strukturalist: På den ene side er der den litteratur, Todorov kalder ”uncanny” (forstået som det freudianske unheimlich). Det er alt den sære litteratur, som på overfladen synes at beskrive overnaturlige eller naturstridge forhold, men som i sidste ende viser sig at have en naturlig eller naturalistisk forklaring. Doyles The Hound of the Baskervilles er et oplagt eksempel. På den anden side er den litteratur, han kalden ”marvelous”  – altså utrolig eller fantastisk. Og her er der tale om fortællinger, der rent faktisk bekriver forhold, som slipper grebet om virkeligheden og åbner sig helt mod det overnaturlige.

Hardcover,  The Press of Case Western Reserve University, 1973. Den første engelske udgave af bogen

Hardcover, The Press of Case Western Reserve University, 1973. Den første engelske udgave af bogen

Mellem disse to brede kategorier kan man så indsætte en lang række mellemstationer eller gradbøjninger, som på en eller anden måde relativerer kategorierne. Det virkelig spændende i alt dette er imidlertid Todorovs forsøg på at fange fantastikkens unikke potentiale. Det potentiale, siger Todorov, ligger hverken i det, der er unheimlich eller i det rendyrkede fantastiske, nej potentialet ligger i et flygtigt øjeblik midt imellem disse kategorier. Det er den tilstand i værket, hvor historien og stemningen endnu ikke har bevæget sig entydigt i den ene eller anden retning, men befinder sig udspændt i et indholdsmæssigt og forståelsesmæssigt limbo, hvor bogens hermeneutiske verden ikke er defineret.

Præcis den usikerhedstilstand skaber en særlig ”fantastisk” stemning, mener Todorov, som er præcis den litterære eller poetiske oplevelse, som genren kan tilbyde. Og præcis det, som ingen andre genrer kan, fordi vi drages og skræmmes af oplevlsens åbenhed. Mens man på den ene side kan se den realistiske og naturtro forklaring på historiens hændelser som en forsoning med læserens verden, hvor orden så at sige genskabes efter en tilstand af uro, er den rene fantastik på samme vis en vej ud af tekstens intensitet, fordi læseren her forstår, at det er et eventyr, vi læser, som ikke har rod i realismen.

Paperback, Klim 2007

Paperback, Klim 2007

Det er altså i denne tilstand af åbenhed eller tvetydighed, at det foruroliugende ligger, fordi vores kategoriseringsivrige hjerner gerne vil skabe orden. Det får tankerne imidlertid ikke lov til i Todorovs ”fantastiske” moment, fordi vi ganske enkelt ikke kan kategorisere det, vi erfarer. Dets længere teksten kan opretholde denne tilstand af usikkerhed, dets mere foruroligende og potent bliver værket. Og her kan jeg kun være enig med ham.

De tanker, som Todorov udfolder her, mener jeg, er ganske, gasnke væsentligte. På et personligt plan, er det nemlig præcis den usikerhedstilstand, som jeg både som læser og skribent eftersøger i min genrelitteratur. Og langt vigtigere, mener jeg, at vi her nærmer os det, som jeg vil kalde den gode horror. Den horror, der betyder noget, den horror, der skaber noget med sin brug af skræk og arbejder litterært.

Paperback, Broché 2001. en af de nyeste franske udgaver af bogen

Paperback, Broché 2001. en af de nyeste franske udgaver af bogen

Det afspejler jo uden tvivl personlige præferencer hos mig, men med Todorovs idéer i baghovedet vil man måske bedre kunne forstå, hvorfor så mange skrækromaner, der eksempelvis åbentlyst definerer sig ud fra klassiske monstre (vampyrer et al.), slår fejl og bliver ligegyldige. Romanen forlader nemlig denne gyldne zone, dette særlige elektriske moment i fiktionen, alt for hurtigt og går i stedet over i det, vi i dag forstår som fantasy – et sted, der efterhånden må siges at være blevet de ligegyldige teksters kirkegård.

The Fantastic sætter ord på en tilstand, som udgør noget helt centralt i den bedste skrækfiktion. Bogen er dermed et endda meget nyttigt og inspirerende bekendtskab. Jeg er i hvert fald meget betaget af bogens tese, fordi den næsten kan læses som programerklæring for en ny type horror. For sandt at sige er Todorovs ”fantastik” lige så meget en poetisk utopi, som det er en definition, men det er måske også netop det – et poetisk-litterært formål, som vi har brug for, for at bringe genrelitteraturen videre herhjemme.

9 kommentarer

Filed under Nonfiktion