Tag Archives: The Vampire Chronicles

Anne Rice, The Tale of the Body Thief (1992): Min krop, din krop, vores krop

Paperback, Ballantine Books 1992. Den forside arbejdede de nok længe med hos Ballantine…

Da Anne Rice vendte tilbage til sit vampyrunivers med The Tale of the Body Thief, var hun blevet en superstjerne og et kulturelt ikon. Der var med andre ord sket meget i hendes professionelle virke, hvilket afgjort også afspejles i seriens fjerde bind. Ser man forfatterskabet som helhed, kan det da heller ikke komme som nogen overraskelse, at bogens form og tone er, som den er. Men mere om det senere.

I romanen genintroduceres vi til en livstræt Lestat de Lioncourt, der har slikket sine sår efter oplevelserne, som vi fik skildret i Queen of the Damned (1988). Vi hører, at den fælles kamp mod Akasha først førte til en form for forbrødring mellem de overlevende vampyrer, men som tiden er gået, er de gradvist drevet fra hinanden igen. Mørkets skabninger er i sidste ende enspændere, der ikke trives i flok. Alt dette har imidlertid efterladt Lestat med en akut følelse af livslede, der driver ham til et ikke helt oprigtigt selvmordsforsøg i Gobiørkenen. Men netop i kølvandet på dette følelsesmæssige lavpunkt indtræffer en interessant mulighed.

Paperback, Ballantine Books 1992

 

Lestat bliver tilbudt at bytte krop med et menneske – altså en dødelig mand af kød og blod. Han opsøges nemlig af den enigmatiske slyngel Raglan James, der er i besiddelse af betragtelige paranormale, psykiske evner; bl.a. evnen til at bytte krop med andre. Det sker ved en form for sjælevandring, der beskrives som noget i retning af at gøre et ”hop med sjælen”. Hvordan det rent faktisk sker er ikke så vigtigt, det centrale er, at Lestat ikke kan modstå fristelsen. Han siger ja, til trods for advarsler fra sin ven og fortrolige skriftefader David Talbot fra Talamasca-ordenen; en størrelse som Rice introducerede i romanen The Witching Hour (1990).

Aftalen mellem Lestat og Raglan James lyder, at Lestat får 24 timer som menneske, hvorefter de skal bytte deres kroppe igen. Ikke overraskende overholder Raglan ikke denne aftale, og nu begynder en hæsblæsende rutsjetur, hvor Lestat og David Talbot sammen jager ”the body thief”, så Lestat kan komme tilbage til sit vante vampyriske jeg.

Anne Rice (født 4. oktober 1941) fotograferet 19. oktober 1992

Som det fremgår af handlingsreferatet, er der tale om en ganske ligefrem røverhistorie med tempo og højt humør. Lestat er vores entusiastiske fortæller, og vanen tro kommenterer han undervejs direkte på handlingen. I indledningen fortæller han os endda, at dette ikke er en historie om sukkende vampyrer og fortrolige samtaler. Dette er en anden slags historie, og her kan man kun give ham ret.

Med førnævnte Queen of the Damned skiftede Rice for alvor udtryk. Hun flyttede sig fra det meditative, indadvendte drama, vi fik udfoldet i Interview with the Vampire (1976) til en langt mere udadvendt og pågående stil. Det gjorde, at hendes romaner i høj grad kom til at fremstå som erotisk spændingslitteratur. The Tale of the Body Thief har således kun ganske lidt til fælles med seriens udgangspunkt, men den finder derimod en nær slægtning i The Mummy (1989), som Rice havde udgivet året forinden. De to romaner er, så at sige, båret af samme narrative ånd, og deres udtryk skulle også komme til at kendetegne en stor del af de videre bøger i Rices forfatterskab – eksempelvis Lasher (1993), der ligger omtrent så langt fra The Witching Hour, som The Tale of the Body Thief ligger fra Interview with the Vampire.

Hardcover, Chatto & Windus 1992. Romanens 1. udgave

Anne Rice var med andre ord ikke længere den samme forfatter. Overfladisk havde hun bevaret sit indfølte, stemningsbårne udtryk; men så snart man ser om bag tekstens forgrund, er det klart, at den er blevet til noget ganske andet. Det, der begyndte som eksistentialistisk, litterær behandling af livets store spørgsmål, er med The Tale of the Body Thief blevet staffage. Det er et formsprog, der først og fremmest skal danne afsæt for den romantiske spændingsfiktion om underskønne helte, der udkæmper deres kampe i al den kultiverede luksus, som verden kan tilbyde.

The Tale of the Body Thief er sentimental, som det meste Rice har skrevet, men Rice havde efterhånden også på dette tidspunkt fået etableret sin hovedperson Lestat så tydeligt, at han som skælmsk enfant terrible formår at gøre selv de tungeste passager lettere med en vittig bemærkning. Men alligevel insisterer Rice på at føje gravitas til handlingen og lade sine hovedpersoner diskuterer meningen med livet, forholdet mellem ungdom og alderdom samt ikke mindst livets flygtighed. Alt dette er der til overflod i romanen her, men det sikker ikke dybt. Det er stemningsskabende røgslør, som mere tjener som intellektuelle og finkulturelle markører end egentlige, oprigtige afsøgninger af disse umuligt store temaer.

Paperback, Ballantine Books 1993

På et punkt må man imidlertid konstatere, at Rice har skærpet sine synspunkter. Hvor Interview with the Vampire var båret af en fundamental seksualisering af alle relationer, og dermed afgjort et stykke såkaldt queer-litteratur, er fokus forflyttet i The Tale of the Body Thief. Sex er ikke muligt for Rices vampyrer, men i sin nye menneskekrop er det en anden sag for Lestat. Han går dermed i seng med en kvinde, men alle bogens øvrige relationer handler om homoseksuelle forhold mellem mænd. Rice skubber på den led homoseksualiteten helt frem blandt handlingens hovedtematikker.

Det er uden tvivl et udtryk for Rices behov for at tale homoseksuelles sag; noget, der har fulgt hende siden 80’erne. Den katolske kirkes holdning til homoseksualitet har eksempelvis været en af årsagerne til hendes tumultariske forhold til den kirke, som hun har elsket og kæmpet imod i hele sit forfattervirke. En kamp der ikke mindst har gjort Rice til et queer-ikon.

Paperback, Penguin Books 1996

Romanen har med andre ord et budskab og en kamp at kæmpe, men bagsiden af dette er, at hendes vampyrunivers desværre også bliver en smule enstrenget. Alle de gode intentioner til trods, kan man så også notere sig, at det kun er sex mellem mand og kvinde, der beskrives; alt andet forbigås med floromvundne vendinger. Rice gik med andre ord ikke linen ud i bogen; måske fordi hun alligevel var bange for at skubbe læsere bort med alt for konkrete skildringer.

Det vittige fylder, som sagt, en hel del i fortællingen, der stedvist har karakter af en farce. Det er således indledningsvist underholdende at læse Rice udlægge Lestats genvordigheder med transformationen fra vampyr til menneske, men det bliver også hurtigt søgt. Især fordi Rice forsøger at vende sit sprog og sin metaforik på vrangen. Hendes sensualisering af sproget og verden har været et karakteristikum for hendes beskrivelser af vampyrernes verden, men nu udnytter hun selvsamme til at beskrive erfaringen af de dødeliges verden, og det greb lykkes ikke.

Paperback, Ballantine Books 1997

Tale of the Body Thief er en roman, som man ikke må tage for mere, end den er. Man skal således tage Lestat på ordet, når han fortæller sine læsere, at dette er en røverhistorie. At Rice her givetvis forsøger at underspille sine intentioner med romanen, er der dog nogen tvivl om; de litterære prætentioner er altid til stede i hendes forfatterskab, ligegyldigt hvor banalt det bliver for hende.

Som sagt er det en bog, som man umuligt kan tage seriøst, også selvom Rice sikkert gerne ville have, at vi skulle gøre det. Den solgte godt, da den kom på gaden. Jeg købte den selv, dengang den udkom, men der var formentlig mange som vendte hende ryggen efter denne roman. Min Rice-periode var i hvert fald ved at ebbe ud på dengang, hvilket er paradoksalt, taget i betragtning, at det var den første Rice-roman, jeg rent faktisk fik købt på udgivelsestidspunktet. Sådan kan det gå. Jeg må også indrømme, at dette formentlig er min endestation for hendes vampyrunivers. Det, der kom efter Tale of the Body Thief, er ulideligt og fortjener hverken læsning eller genlæsning.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Arrow Books 2004

Paperback, Arrow Books 2010

Ebog, Ballantine Books 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

Der skulle gå næsten ti år, før Anne Rice vendte tilbage til de højtelskede vampyrer, der så verden i Interview with the Vampire tilbage i ’76. Hun havde bestemt ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Rice udgave den fine og roste Feast of All Saints i ’79 og to erotiske bind i den såkaldte Sleeping Beauty-serie, udgivet under pseudonym. Alt det er velkendt, og min pointe er, at det sådan set ikke var af kreativ nød, at Rice vendte tilbage til vampyruniverset. Det enorme momentum, hendes debutroman havde opbygget i mellemtiden, virkede ganske enkelt inspirerende på hende. Sådan har hun i hvert fald selv formuleret det. Fortsættelsen digter dermed videre på universet og løfter sløret for noget af alt det, der forbliver usagt eller uforløst i den første roman.

Resultatet blev en af Anne Rices mest populære bøger, men uden tvivl også en dramatisk omkalfatring af det univers, hun havde skabt i første bog. The Vampire Lestat, som fortsættelsen hedder, er en fundamentalt anden historie, hvis eneste parallel til Interview er Rices stærke, karakteristiske fortællerstemme, der ledsager os som en varm brise gennem den nat hun maner frem. Og der er skam ingen tvivl om, at Rice er en mester ud i det sanselig sprog. Hendes prosa er rig på indtryk og sanseoplevelser, formidlet i smukke, beherskede vendinger. Desværre formår den fine sproglige indpakning ikke at skjule det faktum, at Rices anden vampyrbog er en tyndbenet fortælling uden den knusende blanding af skønhed, melankoli og smerte, der karakteriserede den første roman.

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

 

Nu har de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert læst The Vampire Lestat. Bogen var fast teenage-læsning, før andre gik på strandhugst i samme gebet og gjort Rice rangen stridig som vampyr-gothens dronning. Handlingen kan derfor også sammenfattes ganske hurtigt uden, tror jeg, at ret mange bliver hægtet af. Som titlen antyder, er det skurken fra første bog, der nu er blevet hovedpersonen. Lestat får dermed talerøret i en bog, der strukturelt minder ganske meget om Interview. Det er således blevet Lestats tur til at fortælle sin historie, fra han blev vampyr til tiden, hvor han møder Louis i New Orleans.

Samtidig har bogen et spor i nutiden, hvor Lestat er kommet sig over den miserable forfatning, Rice efterlod ham i, da vi forlod ham i sidst. Fuld af virkelyst og konfronterende vrede er Lestat besluttet på at ruske op i det stivnakkede vampyrsamfund. Han tager derfor tingene et skridt længere end Louis, der jo som bekendt afslørede sine hemmeligheder til en journalist. Lestat springer ud som rockstjerne, der med sit band udbasunerer alt, hvad der er vampyrerne helligt. Dermed kommer Lestat alvorligt i fedtefadet, men mon ikke han klarer sig alligevel?

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Med The Vampire Lestat får vi serveret bogens hovedperson i et nyt lys. En genfortolknign af karakteren, om man vil, idet Rice til fulde udnytter det faktum, at Interview er fortalt med Louis’ stemme. Nu er det, som sagt, Lestat, der har ordet, og han omskriver mere eller mindre hele handlingen fra første roman til sin fordel. Det kunne der være kommet en fantastisk bog ud af, men desværre taber Rice – i min optik – sit værk på gulvet.

I løbet af de ti år, der er gået mellem de to bind i serien, har Rice åbenbart mistet sin appetit på den erotiske leg med død og religion. Hun kan i det mindste ikke skrive om den længere med samme intense nerve. Det, der drev første roman, synes helt afsluttet, og den nye bog er skrevet af en skarpsleben bestseller-forfatter, der har fået appetit på spændingsfiktion.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

The Vampire Lestat er en ganske konform fortælling, hvor vi hører, at Lestat faktisk slet ikke er en skrupelløs tyran, der myrder uden hæmninger. Nej, det viser sig nu, at Lestat kun dræber mordere og andre grove forbrydere. Han opererer altså ud fra en form for gammeltestamentlig retfærdighedskodeks, præcis som en del af bogens andre vampyriske hovedpersoner. Allerede her er vampyrenes monstrøsitet nedtonet betydeligt, men Rice gør flere af den slags manøvre.

Rice hiver nemlig sine vampyrer ud af det gråtonede, moralske tusmørkeland og får dem gjort til ganske anstændige væsner. Det er da også bemærkelsesværdigt, at Rice efter The Vampire Lestat begyndte at omtale sine vampyrfigurer som ”helte” – ikke karakterer eller personer, helte.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Det er i virkeligheden her, vi finder den helt store forandring. Fra at være et udtryk, et billede på fundamental menneskelig tvivl, angst, smerte og længsel er Rices vampyrer ti år senere blevet romantiske superhelte. Helte, som modsat de dødelige kan hengive sig helt til den æstetiske nydelse af verden og diskutere meningen med livet i et væk, uden at føle den brod af død, der gør samme diskussion kritisk nødvendig for ”almindelige mennesker”. Det smertelige drama fra Interview reduceres således til en uforpligtende tidsfordriv; en selskabsleg blandt udødelige levemænd og pseudo-intellektuelle.

Et eller andet sted forsøger Rice dermed også stadig at fastholde og forpligte sine hovedpersoner på de klassiske, eksistentialistiske grundspørgsmål, som sendte voldsomme rystelser gennem den første bog. Nu bare uden troværdighed. Det skyldes uden tvivl, at vampyrerne ikke længere er metaforer. De er blevet omdannet til konkrete helte, der slippes løs i en fortælling for fortællingens skyld.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Sandt at sige er The Vampire Lestat en lang, lettere ensformig bog, der præges af gentagelser og en systematisk nedbrydning af alt det, der gør Interview with the Vampire til et mesterværk. Bogens projekt er ganske klart. Rice har følt sig kaldet til at give sine læsere en række forklaringer på ting, hun ikke tidligere havde givet svar på. Hvad er vampyrerne, hvem var den første vampyr osv. Alt sammen typiske fanspørgsmål, og desværre gik Rice ind på læsernes leg og fortalte alt. Alle kort lægges på bordet, myten blottes og vampyrernes inderste væsen vises frem. Med svaret følger tom ligegyldighed.

Jeg kan sagtens se, hvorfor Lestat har betaget millioner af læsere. Jeg var selv en af dem, da jeg som glad teenager så ham som den mest übercoole hovedpersoner. I dag har jeg svært ved at genfinde samme begejstring. The Vampire Lestat har mistet enhver forankring i de stemninger og sensuelle ekskursioner ind i en blodfyldt, erotisk nat, som drev den første roman. Bogens forsøger måske at fremstå finkulturel og filosofisk, men er i bund og grund et helteepos om et smukt og rigt liv, der ikke er stort anderledes end enhver romantisk lægeroman.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Sphere 2008

Paperback, Sphere 2008

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Anne Rice, Interview with the Vampire (1976): Smuk blasfemi og gotisk patos

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Af alle de bøger, som jeg har og nok kommer til at skrive om her på bloggen, er Interview with the Vampire formentlig blandt de absolut mest betydningsfulde. Den er en af de romaner, der flyttede – for ikke at sige genopfandt – en genre og transcenderede selve romanens univers. Den var med til at skabe en subkultur og inspirerede et æstetisk udtryk, som har fundet vej ind i musik, film og naturligvis litteraturen.

Dertil, på et privat plan, kan jeg så også tilføje, at jeg har læst bogen ret mange gange efterhånden. Måske fordi jeg mødte Anne Rices første vampyrroman som ung teenager, hvor jeg var særligt modtagelig overfor bogens erotiske, mystiske univers, er den blevet hos mig som et vendepunkt. Et af de steder, hvor jeg opdagede genrelitteratur, kunne være mere end bare skrækhistorier eller fornøjelig fantasy. Dengang dyrkede jeg bogen meget, og selvom mit forhold til Anne Rice og Interview er kølnet betydeligt sidenhen, har den stadig en helt særlig, jeg vil ikke sige nostalgisk, men nærmere irrationel status hos mig. Nå, nu skal det ikke handle om mig, men bogen.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Du kender jo sikkert handlingen til hudløshed. Bogens første del begynder ved udgangen af 1700-tallet i New Orleans. Den unge plantageejer Louis tumler fordrukken gennem livet med døden i tankerne, efter hans bror er omkommet under lettere mystiske omstændigheder. Louis plages af skyld, og netop som han synes at være sunket endegyldigt ned i depressionen, møder Louis vampyren Lestat. Det møde forandrer alt, for Lestat har planer med Louis. Han vil gøre Louis til sin ledsager og overtage Louis’ plantage, fordi den vil give sikkerhed og økonomisk råderum. Som sagt så gjort, og Louis mister livet for kun at genfødes ind i nattilværelsen som vampyr. En dyb og foruroligende transformation, der både er skræmmende og smuk.

Sammen kan de to vampyrer nu se evigheden i møde, men så let er det bare ikke. Louis og Lestat er nemlig som hund og kat. Mens Lestat hedonistisk jagter alt, hvad New Orleans kan tilbyde af forlystelser, forlanger Louis svar. Hvad er meningen med livet, hvorfor findes der vampyrer? Har Gud skabt vampyrerne eller er de Djævlens værk? Det er store spørgsmål, og da Lestat nægter både at besvare og diskutere dem, synker Louis atter ned i en depressiv døs, blot denne gang uden døden som mulighed.

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941)

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941) i 1976

Tingene forandrer sig imidlertid, da Lestat mere eller mindre spidsfindigt narrer Louis til at gøre den lille pige Claudia til vampyr. Resultatet bliver en grufuld, dukkelignende barnevampyr. To bliver til tre, og den dysfunktionelle familie finder en form for fred. En fred, der varer i mange år, indtil Claudia begynder at stille egne krav og spørgsmål. Det bliver et vendepunkt, og tiden i New Orleans kommer til sin ende. Louis og Claudia forlader New Orleans med kurs mod Europa i håb om at finde andre vampyrer. Dem finder de skam også, i byernes by Paris, hvor det snart viser sig, at de måske har været alt for naive.

Det er nærmest lidt fjollet, når man stadig ser Interview with the Vampire fremstillet som horror-roman. Der er grumme, ubehagelige passager i bogen og vidunderligt morbide scener, som da Lestat danser rundt med liget af sin døde far, men gys er der ikke rigtigt. Snarere er der tale om en fantastisk metaforisk rejse ind i eksistentielt kerneland. Rices vampyrer har således ikke meget med tidligere inkarnationer af figuren at gøre. Faktisk kun det, at vampyren er et udtryk for det utøjlede libido. Men netop dette gør Rice også til et omdrejningspunkt for hele bogen. Vampyrerne er en utilsløret drift, blottet til fulde, fordi de ikke længere har nogen bånd til verden. Lestat synes indbegrebet af dette og lille Claudia ligeså, mens Louis tøvende anerkender tilfredsstillelsens glæder, men samtidig forlanger en begrundelse. Er det nok bare at søge glæde? Er der ikke mere i livet? Står vi ikke til regnskab for noget som helst?

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Ganske interessant afspejles disse spørgsmål i selve bogens opbygning. For godt nok er historien en kronologisk beretning om Louis’ vampyrliv, men tekstens egentlige omdrejningspunkt er en række centrale samtaler mellem Louis og de forskellige karakterer, han møder på sin vej gennem natten. Hver af disse samtalepartenere ser livet anderledes end Louis, og hver gang må Louis konkludere, at han ikke får de svar, han søger. Tættest på en følelse af sandhed kommer han dog, da han langt om længe møder vampyren Armand – en af de ældste vampyrer. Men også her må Louis til sidst konkludere, at Armands svar til dels er baseret på en løgn.

Dette peger selvfølgelig hen imod en grundlæggende overvejelse omkring godt og ondt og endelig, hvordan mennesket er stillet i en verden, hvor der ikke eksisterer nogen højere magter; ingen Gud eller Djævel. For Anne Rice er dette helt afgørende spørgsmål, og man behøver ikke læse ret mange kapitler, før det står klart, i hvor høj grad bogen er skrevet i et vidunderligt blasfemisk sprog, der skamløst og dekadent låner fra de klassiske meditative katolske tekster, som Rice må kende godt fra sit tumultariske forhold til katolicismen. Eksempelvis i sprogbrugen omkring Louis’ bror eller endnu tydelige i Louis’ første møde med Lestat. Her beskriver hun, hvordan Louis’ sjæl smelter, da han ser vampyren. Hvordan han længes efter at forenes med ham og hvordan vampyrens ansigt brænder sig ind i Louis’ sind. Alt sammen kristologiske metaforer, som vi finder dem hos Thomas à Kempis og Heinrich Suso, der skildrer deres metafysiske møde med Kristus.

Paperback, Ballantine Books 1977

Paperback, Ballantine Books 1977

Naturligvis, præcis som hos de førnævnte middelalderlige mystikere, som Anne Rice parafraserer, er mødet ladet med tunge erotiske konnotationer, og dette er altafgørende. Rice går imidlertid et skridt videre og erotiserer alt omkring vampyren; alle relationer, uanset køn og alder får en sanselig, lystfuld dimension. Konkret sex er der imidlertid ikke noget af. Rice får på den led med al tydelighed demonstreret sin kongstanke om, at den drift, der først og fremmest styrer os alle, er behovet for at blive elsket og høre til. Vampyren, revet ud af tid og sted, er det perfekte billede på dette. Ensomt står de som evige iagttagere, der aldrig helt er del af den verden, de betragter. Livet passerer dem forbi, og det eneste, de kan gøre for at fastholde den, er at nyde den. Smage den, røre den. Disse indtryk er imidlertid flygtige og fortoner sig alt for hurtigt. Ultimativt markeres denne manglende evne til at fastholde eller forankre sig i verden og andre gennem fraværet af konkret sex. Vampyrerne kan opføre sig, som havde de sex og opleve alt i erotiske baner, men den faktisk handling sker ikke, hvorfor vampyrerne impotent må søge surrogater.

De udødelige vampyrer opfatter sig som uforanderlige, men det er de ikke. De forandrer sig som alt andet, de forandrer sig bare ikke i takt med den verden, de nu lever i skyggen af. Svælget mellem verden og vampyren vokser således stille og roligt, og en skønne dag opdager vampyren sig isoleret fra alt, fordømt til evig ensomhed. Louis ser dette med det samme. Og da han i sin søgen efter sandhed langt om længe må konkludere, at det eneste reale der findes, er de mellemmenneskelige relationer, han ikke kan være en del af, fører det til en forstening af ham. Han fryser sjæleligt og affinder sig med rollen som evig, passiv tilskuer. Omvendt er det med Lestat, der fornægter alt og vedholdende dyrker sanseerfaringen som sit højeste mål. Også han indhentes af fremmedgørelsens svælg og rammes så hårdt, at det får knusende konsekvenser.

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

 

En af hemmelighederne bag bogens succes er uden tvivl, at Rices svulstige prosa sælger vampyrerne og deres vampyriske tilværelse som noget uendeligt smukt og tiltrækkende. Alt er billedskønt, rigt og overdådigt hos Rice, hvis roman har noget barokt, frodigt over sig. Og det er ironisk, at vi oplever bogen sådan, for den unge journalist, der fører samtalen med Louis (deraf bogens titel), gør det samme, og derved misforstår han alt, hvad Louis har fortalt ham. Louis budskab er nemlig, at journalisten skal elske sin menneskelighed og evnen til at leve i takt med andre og verden. Journalisten fatter det imidlertid ikke, og han forstår ikke, at Louis er fanget i helvede. Journalisten ser kun den skønhed og mystik, som vampyren beretter om, og dumme som vi er, gør vi læsere det samme. Vi fascineres af det sanselige tusmørkeland, som vampyrerne lever i og overhører alle advarslerne.

At det samme også skete for Anne Rice, der efterfølgende også lod sig forføre af sine vampyrer og skabte tåkrummende elendig fiktion, gør nærmest bare romanens pointe endnu tydeligere: Kan ske skønheden lokker os, men skønheden kan aldrig stå alene, fordi den visner indefra og bliver en hul skal.

Paperback, Futura 1993.

Paperback, Futura 1993.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

E-bog, Ballantine Books 2011

E-bog, Ballantine Books 2011

6 kommentarer

Filed under Roman