Tag Archives: Theodore Sturgeon

Theodore Sturgeon, Godbody (1986): Et messiansk farvel

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Theodore Sturgeon var, som så mange andre af hans samtidige genreforfattere, særdeles produktiv. Han skrev et utal af noveller samt en håndfuld romaner. Sturgeons foretrukne genre var SF, men han krydsede af og til ind i andre territorier som eksempelvis horror. Uanset genren er hans historier stort set altid centreret omkring et nært, menneskeligt, for ikke at sige psykologisk fokus. Hans fortællinger tilhører dermed absolut den mindre teknologifokuserede gren af SF-genren, hvilken har gjort, at flere af Sturgeons historier har overlevet tidens tand bedre end så mange andre noveller fra samme periode.

Sturgeon udgav, som sagt, rigtig, rigtig meget, men ingen af hans noveller eller romaner kommer kunstnerisk op på siden af Godbody, der blev udsendt posthumt i 1986 – ét år efter hans død. Det er naturligvis trist, at Sturgeon ikke nåede at høste frugterne af sit arbejde, men kortromanens tema taget i betragtning er den vel nærmest at opfatte som et farvel til verden. En afskedssalut, hvor Sturgeon en sidste gang præsenterede sit menneskesyn og tilbagevendende budskab om næstekærlighed.

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Signet Books 1987

Handlingen i Godbody tager os til Catskill Mountains i staten New York, hvor et lille samfund pludselig kommer på den anden ende, da en mystisk fremmed en dag dukker op ud af det blå. Og det er vel at mærke ikke nogen helt almindelig fremmed, der gæster stedet. Manden, der kommer til byen, er først og fremmest nøgen, men ud over det er han sært ubeskrivelig for de personer, der møder ham. Alle er dog enige om, at han er i besiddelse af noget, der ikke kan beskrives som andet end et ekstremt, dragende nærvær. Han tryllebinder alle, han kommer i kontakt med, og snart sætter den fremmedes ankomst til byen en række hændelser i gang, der næppe kan ende godt. Det står i hvert fald hurtigt klart, at den fremmede bliver en udløsende faktor for de interne, sociale spændinger, der hersker i byen.

Den fremmede, der ikke præsenterer sig som andet end Godbody, hverken siger eller gør ret meget. Faktisk synes berøringen at være hans primære kommunikationsform – men præcis disse berøringer har da også en voldsom, nærmest ekstatisk, effekt på dem, han møder. Første vidne til Godbodys evner bliver byens evangeliske præst, siden en række andre prominente personer i lokalsamfundet.

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985)

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985) fotograferet i begyndelsen af 70’erne

Konkret er romanen bygget op som en serie af sammenvævede førstehåndsskildringer, hvor en ny person får ordet i hvert kapitel. Fortællingen springer dermed som kædedans fra person til person og leverer en række forskellige perspektiver på hændelserne i byen – alt sammen fortalt med forskellige stemmer og forskellige syn. Det skaber en helt særlig dynamik i teksten og formidler perfekt det forhold, at romanens absolutte omdrejningspunkt ligger i beskrivelsen af folks første møde med Godbody.

Bogen har med andre ord en usædvanlig opbygning, og man kan da også hurtigt konstatere, at Sturgeons kortroman er en nytestamentlig parafrase. Det er en gendigtning af passionens sidste, afgørende fase og fortsætter så videre frem mod den første menigheds stiftelse efter Kristi død. Det interessante bliver derfor også selve beskrivelsen og indholdet af Sturgeons eksegese. Hans fremstilling af mødet med Godbody(Kristus) sker nemlig gennem en sprogbrug rodfæstet i genrelitteraturen, hvilket utvivlsomt er et bevidst valg.

Hardcover, Dutton Adult  1986. Romanens 1. udg.

Hardcover, Dutton Adult 1986. Romanens 1. udg.

Mødet med Godbody bliver iscenesat med samme intensitet og fremmedartethed som beskrivelser af konfrontationen med rumvæsner eller liv fra andre planeter. Det er et tankevækkende greb, fordi Sturgeon på den led undgår de sædvanlige numinøse eller sublime diskurser, der har præget religiøs litteratur siden romantikken. Sturgeon gør med andre ord noget klogt, idet han går fænomenologisk til beskrivelserne og trækker samtidigt på hele hans gamle SF-værktøjskasse. Han bruger på den led en velkendt genre, men transformere den til noget andet. Det, Sturgeon gør, bliver med andre ord skriveteknisk spændende og litterært ganske potent.

Man må så spørge, hvad Sturgeons himmelfaldne Kristus (Godbody) repræsenterer; hvad han står for? Svaret er ganske enkelt næstekærlighed. Sturgeons sidste roman er et råb om medmenneskelighed og kærlighed. Hans Kristusfigur, der har mere med Nietzsches fromme idiot-Jesus at gøre end både protestantiske og katolske Kristus-forståelser, synes først og fremmest at være materialiseret, karismatisk kærlighed. En umiddelbar følelse i kød og blod, der er så enkel, at dens klarhed kan virke skræmmende og forstyrrende. Flere af bogens personer gribes således af frygt, da de ser Godbody, og det er på grund af frygt, at han til sidst bliver dræbt og gravlagt.

Ebog, Gateway 2014

Ebog, Gateway 2014

Med Sturgeons kristusforståelse løber en kraftig institutionskritik af etablerede kirkesamfund, der ifølge forfatteren har fremmedgjort sig fra kærlighedsbudskabet, og i stedet er forstenet i former og praksisser langt fra udgangspunktet. Den kritik er velkendt og kunne være blevet gumpetung og overgjort, men et af de mesterlige træk ved romanen er, at den netop undgår dette. Den udspiller nemlig passionen i en ny ramme og efterlader hovedpersonerne i et vadested efter offerdøden er fuldbragt. Her kan de nu følge Godbodys immaterielle bud om kærlighed og leve sværmerisk og frigjorte eller de kan begynde forfra og skabe en ny kirkeinstitution. Hvilken vej hovedpersonerne vælger, får vi aldrig at vide, og valget bliver dermed implicit ført videre til læseren. Hvor står du, spørger Sturgeon?

Nu fremstår alt det her meget fromt og indfølt, men man behøver absolut ikke være specielt optaget af kristne tanker for at værdsætte Godbody. Romanens metafysiske overvejelser går nemlig videre end en strengt kristen tænkning; de løber ind i en overvejelse om mødet med noget større end os selv, og hvordan dette møde både intellektuelt og socialt kan transformere vores verden. Det nyreligiøse udtryk, som Sturgeon vælger, runger af spirituel, glad New Age og hippie-romantik, men det er bare den ene side af mønten.  På den anden side finder vi H. P. Lovecrafts lakoniske, skræmmende øer af komfortabel uvidenhed, der opretholder den verdensorden, vi kender. Godbody favner begge sider. Den viser hvordan verden kan blive rigere og smukkere ved at få udvidet sine horisonter gennem mødet med noget ”større”, men han viser også frygten og chokket, når de sociale konventioners mure brydes ned. Gruen, der udstiller, at alt, vi har opbygget og troet på, er konstruktioner og illusioner.

Sturgeons bog er skrevet omtrent så enkelt som Godbodys budskab, men filosofisk trækker han måske – måske ikke – bevidst på lange traditioner i den vestlige filosofi, og leverer her en dybsindig roman, som kroner et langt liv i pulpens verden. Man kan være enig eller uenig med hans fokus på Kristus som kærlighedsmetafor, men selv når man, som mig, regner sig som ikke-troende, rummer billedet en enorm, arketypisk potens, der er værd at tænke videre over. Godbody er ganske enkelt stimulerende læsning og et smukt sidste kapitel i forfatterens liv. Ære være Theodore Sturgeons minde.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Groff Conklin (red.), 6 Great Short Novels of Science Fiction (1954): Dystert, smukt og pulpet

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-linende omslag er tegnet af Richard Powers

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-lignende omslag er tegnet af Richard Powers

Den navnkundige redaktør Groff Conklin udsendte i 1954 en antologi med seks kortromaner, der ledsages af små vignetter tegnet af David Stone. Valget er spændende, og Conklins indledning til bogen er mindst lige så interessant som de seks historier, han valgte at bringe. Her argumenterer Conklin nemlig for, at kortromanen har vist sig at være særligt velegnet til SF-litteratur. Tanken er spændende at lege med. Som han skriver, har de innovative – ofte spekulative – miljøer, som historierne udspiller sig i, brug for plads. Plads til at opnå en grad af autenticitet og fasthed, som novellens kortfattede form knap nok kan nå at etablere.

Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men tanken om at særlige formater er velegnet til særlige genrer, er interessant. Men vel også dybest set noget vrøvl, fordi det enkelte værks længde principielt må forventes at være afstemt efter præcis den længde, som historien fordrer. Ikke desto mindre har Conklin formentlig ret i, at præcis den type SF, som var fremherskende på bogens udgivelsestidspunkt, havde brug for plads. Plads fordi genren befandt sig i en rivende udvikling, og idéerne havde behov for pladsen til at blive afprøvet. Som det også fremgår af de seks historier, som Conklin udvalgte, er meget af det innovative i ’54 gået hen og blevet klichéer senere, men det kunne de dårligt være blevet uden forgængere som dem, du kan læse i bogen her.

Paperback, Dell Books 1954

Paperback, Dell Books 1954

Man kan også sammenligne Conklins indledning med det ofte fremførte argument, at horror egner sig bedst til novelleformen. Her er argument omvendt. Gyset har ikke brug for plads, det skal komme hurtigt og slutte, før læseren når at vænne sig til det beskrevne. Noget endegyldigt svar på diskussionen kan man næppe finde.

De seks historier, Conklin har fået valgt, er meget forskellige, men har alle en pågående, smittende energi. Den stærkeste er uden tvivl Stuart Cloete, der fik bragt sin genredefinerende fortælling ”The Blast”. En dyster, dyster post-apokalyptisk historie, der har været med til at lægge grundstenene til en hel genre. Handlingen udspiller sig i 1972, mange år efter at en atomkrig har ødelagt verden, som vi kender den. Vores hovedperson, en tidligere forfatter, er nu den eneste overlevende i et tilgroet New York, hvor han klarer dagen af vejen som jæger og samler.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Kortromanen begynder, da jegfortælleren opdager, at han ikke er alene i byen. Han ser to unge piger, der må være blevet født efter ødelæggelserne. Det udløser en voldsom nostalgisk længsel i den gamle forfatter, som får ham til at nedskrive, hvordan det hele kunne gå så galt. Mens vi således læser beretningen om civilisationens undergang, følger vi også fortællerens oplevelser i New York og mødet med pigerne.

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Den verden, Cloete beskriver, er helt forrygende, fordi den har vildmarkseventyrets farlighed og en særlig apokalyptisk melankoli, som kommer til udtryk i fortællerens kredsen om gammel kunst og minder fra det, der var. Alt sammen motiver, som er blevet gentaget igen og igen sidenhen. Hos Cloete har det imidlertid en oprindelig friskhed, som er sædeles forførende. Og så gør det absolut ingenting, at han har inkluderet en masse ramasjang i form af kæmpe, blodsugende mårdyr, enorme ulve og andre muterede væsner. Det giver fortællingens alvor en pulpet løssluppenhed, som gør alt lettere.

Cloete skrev under indtryk af Anden Verdenskrigs afslutning og Hiroshimas ødelæggelser. Det klinger med gennem hele teksten, og hovedpersonen siger paradigmatisk et sted, at atomteknologien enten vil sætte mennesket fri eller ødelægge det. Og Cloete leverer også sit bud på et svar. Hvad der nemlig umiddelbart ligner en ødelæggelse af verden, takket være atomvåben, er i virkeligheden det, der sætter mennesket fri. Atomkrigens ødelæggelser er således blevet en form for tabula rasa, hvor verden har åbnet sig og ryddet vejen for en ny generation af mennesker, som ikke tynges af fortidens laster. En smukt, utopisk billede, skrevet på kanten af en kold tid.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

 

Det samme gør sig gældende for Murray Leinsters episke ”The Other World”, hvor indtryk fra Anden Verdenskrig klinger med. Her må en lille gruppe helte tage kampen op imod et tyrannisk styre i en anden dimension. Historien er måske nok tyndbenet og ligefrem, men Leinster har ramt en fantastisk stemning af kamp og kage. En slags SF-Spartacus, hvor slaverne revolterer og angriber tyrannerne med alle for hånden værende våben. Det er drengebogseventyr af første kaliber, og sværmer man bare en smule for guerillakamp og krigseventyr, er det her den rene vare!

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Langt mere dyster er Anthony Bouchers ”Barrier”. Her har vi en dunkel fremtidsfortælling om tidsrejser og alt hvad det indebærer af paradokser og problemer. Kortromanen er skrevet i ´42, og det er igen frygten for den totalitære tankegang, der har inspireret handlingen. I romanen går det op for den tidsrejsende hovedperson, at Hitler rent faktisk har vundet krigen, og Boucher fabulerer nu frit over den nazistiske tankegangs betydning for historiens videre udvikling.

Det gør han forbistret godt ved at gå mentalitetshistorisk til værks, og vise hvordan sproget gradvist har forandret sig under den politiske renhedsideologi. Der løber noget Orwellsk ind i teksten, som stedvist har en isnende ond atmosfære af kynisk fascisme.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Tilsammen udgør de fire fortællinger en fremragende tidskapsel, der bringer læseren tilbage til samtidsproblemer i slutningen af 40’erne, og man mærker, hvordan det at skrive SF-fortællinger ikke bare er en pulpet leg. Der ligger noget kritisk nødvendigt bag teksterne. Man fornemmer, at forfatterne hver især har kradset sig et lille åndehul i en fortættet atmosfære, hvor ideologier og optimisme for alvor har været udfordret. Der er med andre ord noget på spil i historierne, som rækker videre end almindelig SF-pulp, og det tjener Groff Conklin til ære, at han har set det og samlet historierne.

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Der er næppe mange, som vil blive overrasket over selve handlingen i nogen af novellerne. Deres historier er, som sagt, blevet velafprøvede klichéer sidenhed. Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at de dels er underholdende, dels er skrevet med en oprigtighed og et nervøst nærvær, som ikke kan gentages. Med Conklins samling af kortromaner får vi med andre ord første aftapning af noget historisk. Og forfatternes håb, frygt og smerte står stadig lysende klart i dag som advarende nødråb om en verden, der kunne synes på afveje. Fantastisk. Intet mindre.

Kortromanerne:

Stuart Cloete: The Blast

Robert A. Heinlein: Coventry

Murray Leinster: The Other World

Anthony Boucher: Barrier

James Blish: Surface Tension

Theodore Sturgeon: Maturity

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Ghoul Keepers (1961), Leo Margulies, red.: Vintage weirdness

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Leo Margulies, pulp-redaktør extraordinaire, købte i 1950’erne rettighederne til de historier, der var blevet trykt i Weird Tales under magasinets sidste storhedstid. Det vil stort set sige alt det, der blev udgivet fra Anden Verdenskrig og frem til 1954, hvor bladet for første gang lukkede og slukkede helt. Fra sin redaktørstol for et utal af pulp-antologier og romanblade havde Margulies god fornemmelse for tidens smag i slutningen af 50’erne. Det udnyttede han navnlig i udvælgelsen af ældre materiale til genudgivelse. The Ghoul Keepers fra 1961 er en rigtig fint eksempel på Margulies linje. Bogen, der indeholder noveller skrevet mellem 1938 og 1951, viser nemlig, hvordan den traditionelle horrorfortælling er gledet i baggrunden for andre typer ”weird tales”.

Det nye store, der hvor kreativiteten for alvor blomstrede, var inden for SF. Den såkaldte ”New Wave of Science Fiction” var så småt ved at vinde momentum i begyndelsen af 60’erne. Mange af de klassiske gysertemaer virkede med et støvede og gammeldags målt i forhold til de nye horisonter, som SF-forfatterne opdyrkede. Dermed ikke sagt, at horror var helt yt. Slet ikke, men det var i andre genrer, at forfatterne for alvor begyndte at udfordre konventionerne.

Paperback, Pyramid Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1961

Alt det kan meget fint fornemmes i The Ghoul Keepers. Titlen antyder jo helt sikkert horror, men både omslaget og mange af novellerne befinder sig inden for klassisk SF-territorium. Det giver antologien et lidt skizofrent præg, men omvendt er der noget befriende spraglet over sammensætningen.

Overordnet må man desværre nok erkende, at novellerne i de fleste tilfælde savner friskhed og gennemslagskraft. De var utvivlsomt gode historier, da de oprindeligt udkom i Weird Tales, men jeg er ret sikker på, at de, i 1961 såvel som i dag, har fremstået noget konservative. De lider med andre ord under præcis det, der i sidste ende også var med til at dræbe bladet Weird Tales. Tiderne skiftede, men kredsen af gamle forfattere og bladets skiftende redaktører havde svært ved at ændre de redaktionelle retningslinjer, der havde gjort bladets til pulpens absolutte mastodont.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

The Ghoul Keepers åbner solidt med ”The Sorcerer’s Apprentice” af Robert Bloch. Det er historien om en ikke helt velfungerende pukkelryg, der kommer til at arbejde for en omrejsende tryllekunster. Pukkelryggen bliver pludselig til en brik i et grimt spil, der får en noget overraskende afslutning. Novellen er en grusom, sort fortælling, der godt nok har en dosis ironi, men som sådan er fri for Blochs ellers altid meget karakteristiske galgenhumor. Personlig er jeg mest til Bloch, når han er alvorlig, men præcis her rammer han en god blanding af humor og uhygge, som virker ganske overbevisende.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Dernæst følger en række charmerende historier, der, måske lige med undtagelse af Theodore Sturgeons stille, humoristiske novelle om radiokontakt med Mars, er hurtigt glemt igen. Det ændrer sig imidlertid, når man kommer til Ray Bradburys bidrag ”The Lake”. En kort novelle, der handler om en dreng, hvis første kærlighed drukner i en sø. Mange år senere vender han tilbage til søen, nu som voksen mand, og gennemlever noget af det, han oplevede den gang, pigen druknede. Bradburys fortælling er intet mindre end fremragende.

Antologien har frem til ”The Lake” levet et stille pulpliv med uforpligtende fortællinger, men pludselig brager Bradbury igennem. Fyldt med psykologisk indsigt og mesterlig kontrol over sproget maler han situationer frem, der både står lysende klart og samtidig bliver badet i et flimrende, overnaturligt skær, der gør teksten tvetydig og skræmmende. Jeg erkender blankt, at jeg er en kæmpe fan af Bradburys tidlige arbejde. Hans prosa er fortsat nærværende og skarp – præcis som den tydeligvis fremstod tilbage i 50’erne. Og når man møder Bradbury i selskab med andre af tidens genreforfattere, går det op for en, hvor meget bedre kunster og forfatter han er. Bradbury ligger ganske enkelt milevidt over samtlige af de andre bidragsydere til bogen.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Efter Bradbury fortsætter bogen med ansigtsløse pulphistorier uden meget bid eller gennemslagskraft. Den eneste novelle, der dog for alvor falder decideret igennem, er Harry Altshulers ”The Witch in the Fog”, der er en parafrase over den victorianske spøgelses- eller okkult fortælling. Tonen er mislykket og udførelsen slap, men med kun én decideret dårlig historie ligger The Ghoul Keepers betydeligt over gennemsnittet af weird-antologier

Med bogens to sidste noveller bliver det hele ganske spændende igen. Først er der Seabury Quinns ”Clair de Lune”; en Jules de Grandin-fortælling, hvor den okkulte detektiver bliver konfronteret med en lidt atypisk vampyr i form af en ung skuespillerinde, der har betaget mænd gennem generationer. Novellen bygger tydeligvis på Elizabeth Báthory-legenden, og er hverken synderligt overraskende eller original. Der, hvor Seabury Quinn skiller sig ud, er i selve forfatterhåndværket. Quinn skriver med et overskud, der gør fortællingen rig på tekstur og nærvær. Personerne tegner sig tydeligt for læseren, han har plads til leg med sproget og mestrer at føre sit plot igennem uden unødigt flæsk. Seabury Quinn er med andre ord en af pulp-stjernerne, der leverer genrens sprog og konventioner til perfektion.

Seabury Grandin Quinn (dDecember 1889 - 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Lidt anderledes forholder det sig med bogens sidste bidrag, ”Spawn of Dagon”, skrevet af Henry Kuttner. Novellen er bogens ældste – skrevet i 1938. Novellen er en Robert E. Howard-pastiche, der trækker på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer på præcis samme måde, som også Howard omsatte Lovecrafts og Clark Ashton Smiths mytologier. Novellen er en blodig fantasyhistorie om to tyve, der bliver hyret til at dræbe en ond, dæmondyrkende troldmand. Det hele afvikles i høj fart med rigelige mængder vold, snavs og monsteraction. Det er ganske, ganske underholdende – om end hverken originalt eller elegant udført. Novellens to hovedpersoner – en stor og en lille tyv – minder i øvrigt del om Leibers Fafhrd og Gray Mouser. Kuttners bidrag er rendyrket sword-and-sorcery, når det er blodigst og mest underholdende. Samtidig kan Cthulhu mythos-buffs glæde sig over, at heltene må nedkæmpe talrige såkaldte ”deep ones”.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Som altid med den slags antologier er The Ghoul Keepers en blandet omgang. Overordnet er bogen underholdende, men hvad der måske er mere interessant, så kan bogen være med til at skærpe ens blik for god og dårlig pulp. Netop fordi Margulies har inddraget både helt store navne og mindre kendte og kompetente skikkelser, har man i bogen en oplagt mulighed for, at se, hvorfor eksempelvis nogle forfattere var i stand til at transcendere den brede pulpgrød og blive store navne, der kan anerkendes for deres litterære kvaliteter uden for genrelitteraturens felt. Her tænker jeg naturligvis især på Bradbury, der står som et fyrtårn i bogen.

Vil du studere pulp i af kvaliteter, byder The Ghoul Keepers både på det mest trivielle og noget af det bedste.

Novellerne:

Robert Bloch: “The Sorcerer’s Apprentice” (Weird Tales, jan. 1949)

Theodore Sturgeon: “The Martian and the Moron” (Weird Tales, mar. 1949)

Edmond Hamilton: “The Isle of the Sleeper” (Weird Tales, maj 1938, genoptrykt may 1951)

Helen W. Kasson: “Please Go ‘Way and Let Me Sleep” (Weird Tales, mar. 1945)

Ray Bradbury: “The Lake” (Weird Tales, maj 1944)

Harry Altshuler: “The Witch in the Fog” (Weird Tales, sept. 1938, som Alexander Faust)

L. Sprague de Camp & Fletcher Pratt: “When the Night Wind Howls” (Weird Tales, nov. 1951)

Seabury Quinn: “Clair de Lune” (Weird Tales, nov. 1947)

Henry Kuttner: “Spawn of Dagon” (Weird Tales, juli 1938)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Unexpected, red. Leo Margulies (1961): Fortællinger fra Weird Tales’ senere årgange

Paperback, Pyramid Books 1961. Ukendt illustrator, men faktisk en meget cool forside. Der er noget dejligt dramatisk over samspillet mellem tegning og opsætning

Leo Margulies er en vigtig skikkelse inden for den amerikanske genrefiktion – ikke fordi han har haft betydning som forfatter, men fordi han var en af de væsentlige kendere af litteratur fra pulpmagasinernes storhedstid. Det var dermed også som redaktør og genudgiver af noveller fra ældre magasiner, at Margulies fik skabt sit navn. Vi kan bl.a. takke Leo Margulies for at have bjerget talrige science-fiction-, horror- og kriminalnoveller, som ellers ville være gået i glemmebogen. Kaster man et blik på listen over hans udgivelser, står det imidlertid også klart, at han ikke indskrænkede sig til en bestemt genre eller type fiktion.

Margulies udgav alle former for genrefiktion – sportsfortællinger, westerns, krigseventyr, ungdomslitteratur og så videre. Det blev til en hel del bøger op gennem 60’erne og 70’erne. Man kan derfor også overveje, om det vitterligt var Margulies selv, der havde det nødvendige overblik til at kunne foretage udvælgelsen af den anseelige mængde noveller, han gennem tiden fik lagt sit redaktørnavn til. Det var det jo næppe, og en anden stjerneredaktør, Sam Moskowitz, har blandt andet fortalt Robert M. Price, at han var ”ghost editor” på to af Margulies horror-antologier (Crypt of Cthulhu 16/3 1997, s. 2). Ikke at det betyder så meget, Leo Margulies er og bliver et stort navn. Men jeg synes alligevel, det er et relevant perspektiv at have med, når man ser på en novellesamling som The Unexpected fra 1961.

Paperback, Pyramid Books 1961

Ikke mindst fordi at alle bogens 11 historier bliver præsenteret med en lille personlig indledning, der fortæller lidt om forfatteren og novellens indhold. Det er redaktørens stemme, der fortæller, og man får afgjort det indtryk, at der er tale om en personlig udvælgelse, baseret på et stort kendskab til genren. Det kendskab har Margulies uden tvivl også haft, men i sidste ende lagde han nok navn til flere bøger, end han rent faktisk redigerede selv.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1962. Nu med et SF-cover, der hverken er fugl eller fisk i forhold til bogens indhold

The Unexpected, som det egentlig handler om her, består udelukkende af historier gravet frem fra den tilsyneladende uudtømmelige guldmine, som Weird Tales har været. Antologi på antologi er blevet udgivet, baseret på historier fra magasinet, og navnet alene har tydeligvis været en garant for en eller anden form for kvalitet. I The Unexpected møder vi stort set kun velkendte forfatternavne, hvilket naturligvis højner forventninger til bogens indhold.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Imidlertid viser The Unexpected meget godt, hvor blandet indholdet i Weird Tales er og samtidig, hvor langt der er mellem snapsene – også selv om der er tale om navne som eksempelvis Robert Bloch og Isaac Asimov. Her må det så også være på sin plads at nævne, at bogen faktisk er en af de få antologier, der udelukkende henter materiale fra Weird Tales’ sidste storhedstid – det vil sige fra perioden (1940-1954) hvor Dorothy McIlwraith var ansvarshavende redaktrør.

Fælles for alle bogens fortællinger er den uventede eller overraskende afslutning (the unexpected!). De tangerer ikke helt den typiske pulp-kliché med noveller, der ender med en chokerende afslutning skrevet i kursiv, men vi kommer tæt på. Næsten alle novellerne gør brug af en form for radikal kovending i handlingen, der utvivlsomt har virket overraskende, dengang ruder konge var knægt. I dag er der næppe meget i bogen, som vil komme bag på læseren, men det betyder jo mindre, hvis novellerne i øvrigt har kvaliteter. Det er der flere af dem, der har, men før jeg udpeger bogens highlights, skal vi lige have en ting på plads.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

En del af historierne i The Unexpected er ikke horror – de er sære eller utrolige fortællinger, der skildrer fantastiske begivenheder. Flere gør det med rig brug af humor. Det ser vi i “Legal Rites”, et samarbejde mellem Isaac Asimov og Frederik Pohl, hvor et spøgelse sagsøger en husejer efter at være blevet manet ud fra huset, det har hjemsøgt i hundrede år. Meget vittigt, men også plat ad Pommern til.

Et andet godt eksempel er Robert Blochs ”The strange island of Dr. Nork”. En historie om en gal videnskabsmand, der har slået sig ned på en øde ø for her at udvikle koncepter og effekter til tegneserier. Det vil sige, at han afprøver og udvikler virkelige helte, skurke og monstre for gennem eksperimenter på dem at kunne gøre tegneserierne så realistiske som muligt. Her er naturligvis tale om en vanvittig farce, der ganske vist er velskrevet, men også rigtig letbenet.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Til tider spekulerer jeg faktisk på, om jeg egentlig overhovedet bryder mig om den ofte humoristiske Blochs ting, men så behøver jeg jo bare tænke på Mysteries of the Worm (1981) eller Psycho (1959), og straks kommer jeg på bedre tanker. Jeg tænder ganske enkelt generelt ikke på humor, når den bliver kombineret med horror eller sære fortællinger. Det diskvalificere for mig at se flere bidrag i The Unexpected, som måske har fortjent en mere venligstemt læser.

Bogen rummer imidlertid bestemt også gode ting. Først har Margaret St. Clair en rigtig fin lille gyserfortælling, ”Mrs. Hawk”, der parafraserer en episode fra Odysseen. Og det bliver endnu bedre i den efterfølgende historie af Ray Bradbury. Hans ”The Handler” kunne uden problemer være blandt historierne fra The October Country (1955). Bradburys novelle kommer som lidt af en åbenbaring i The Unexpected, fordi det er det første bidrag, der for alvor hæver sig op over de jævne pulp-fortællinger. Novellen formår på ganske få sider at tegne et levende billede af en patologisk bedemand, der kommer grueligt galt afsted. Fortællingen blander klassiske morbide temaer med glimt fra en amerikansk provinsbyvirkelighed, fortalt i bittersøde vendinger, der kun gør de makabre afsløringer mere ubehagelige. Bradbury går man ikke fejl af, og ”The Handler” viser afgjort hvorfor.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En anden helt igennem fremragende fortælling, der i kvalitet ligger milevidt fra stort set alle andre noveller i bogen, er Fritz Leibers ”The automatic pistol”. Handlingen udspiller sig i forbudstidens USA og drejer sig om nogle kriminelle småfisk, der smugler sprut. Mere præcist handler det om en af gangsternes særlige pistol, der nærmest har sit eget liv. Tænk Kings Christine (1983) bare med en pistol i stedet for en bil, og så er du meget tæt på. Leibers sprog er ganske enkelt overlegent. Samtidig formår han at levere en historie, der mere eller mindre afslører alt på de første sider og trods det, holder spændingen frem til sidste linje. Det skyldes ene og alene de mesterlige miljøskildringer og Leibers stemningsfulde stil. ”The automatic pistol” er sådan set grund nok i sig selv til at anskaffe sig The Unexpected.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af Mary Elizabeth Counselman. Hun er damen, der har skrevet novellen “The Three Marked Pennies” – en af de oftest genudgivne noveller fra Weird Tales overhovedet. I The Unexpected optræder hun med historien ”The unwanted”. Det er en stille spøgelsesfortælling ud af den victorianske tradition om en fattig redneck-familie og deres mystiske børn. Den er hverken skræmmende eller synderligt overraskende, men den måde hvorpå Counselman får sære begivenheder til at mødes med en rå socialrealisme, er ganske, ganske virkningsfuld læsning. Hun formår at bygge en fortælling op, der faktisk giver et bud på et nærmest troværdigt møde med noget overnaturligt.

Forlaget Pyramid udsendte flere horror-antologier med historier hentet fra pulpmagasiner. The Unexpected er måske ikke den bedste af dem, men trods det har den en lille kerne af gennemført fine historier, der gør bogen vedkommende. Ikke mindst fordi det er en bog af den type, der åbner muligheden for at forstå diversiteten i de historier, der fandt vej til Weird Tales, hvis man ikke har lyst til at betale en bondegård for de oprindelige blade.

Novellerne:

Theodore Sturgeon: “The Professor’s Teddy Bear”

Isaac Asimov & Frederik Pohl: “Legal Rites”

Robert Bloch: “The Strange Island Of Dr. Nork”

Margaret St. Clair: “Mrs. Hawk”

Ray Bradbury:  ”The Handler”

Fritz Leiber: “The Automatic Pistol”

Mary E. Counselman: “The Unwanted”

Manly Wade Wellman: “The Valley Was Still”

Anthony Boucher: “The Scrawney One”

Frederic Brown: “Come And Go Mad”

E. F. Russell: “The Big Shot”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling