Tag Archives: Tidsrejser

Leigh Brackett, The Sword of Rhiannon (1953): Pulp-eventyr på Mars

Paperback, Ace Books 1967. Forsiden er malet tidstypisk af John Schoenherr

Leigh Brackett var, ud over at være en af de få, prominente kvinder i det store hav af mandlige genreforfattere, også en af de særdeles stærke stemmer på det amerikanske bladmarked. Hun var en del af pulpens sølvalder i 1940’erne og 50’erne, og hun dyrkede et udtryk, der så tydeligt bagud mod Edgar Rice Burroughs og A. Merritt. Det var uden tvivl med til at fremme hendes popularitet, fordi hendes fortællinger fremstod som trygge, velkendte tekster uden alt for mange moderne, intellektuelle krumspring. Der er noget selvfølgeligt over hendes rendyrkede spændingsfiktion, der ikke undskylder for sin uforbeholdne eskapisme og romance.

Med The Sword of Rhiannon får vi da også præcis det, som Leigh Brackett var bedst til, nemlig eventyrligt ramasjang. Hun blander lige dele SF og fantasy til herlig cocktail, eller en uskøn blanding, alt efter hvordan man stiller sig i forhold til det såkaldte ”science fantasy”-udtryk, der jo bestemt ikke er alles kop the. Jeg elsker det, men det er en sidebemærkning.

Paperback, Ace Books 1967

Som stort set al anden pulp fra denne tid udkom romanen først i en forkortet form (1949), før den blev bearbejdet og udkom i bogform i ’53. Handlingen tager os til den livlige ørkenplanet Mars, hvor røvere, svindlere og andet godtfolk holder til. Her introduceres vi til arkæologen og gravrøveren (han er det ene, når det andet ikke er belejligt) Matthew Carse, der en sen aften indgår en skummel aftale med svindleren Penkawr, som har fundet et sagnomspundet gravkammer ude i ørkenen. Han har opdaget selve Rhiannons grav; en legendarisk figur i planetens historie, der har status af en mytisk forfader, mere sagn end virkelighed.

Carse er naturligvis mere end villig til at se graven, men da han endelig befinder sig i kryptens mørke, sker der noget besynderligt. Han slynges tusindvis af år bagud i tiden, og da han forlader graven, har verden omkring ham forandret sig. Ørkenen er blevet frodig og planetens udtørrede kanaler fyldte med vand. Nu er gode råd dyre for Carse, der på den ene side oplever enhver historikers drøm – han befinder sig nu rent faktisk i fortiden og kan med egne øjne se den verden, han har studeret så længe. Omvendt er det ikke rart at være strandet uden muligheder for at komme hjem.

Leigh Douglass Brackett (7. december 1915 – 18. marts 1978)

Her begynder et hæsblæsende eventyr, for selvfølgelig bliver Carse, der har bevæbnet sig med Rhiannons legendariske sværd, involveret i en politisk strid. Det sker dog ikke, før han er blevet taget til fange og har arbejdet som galejslave, startet et slaveoprør og forført en prinsesse. Som sagt, Edgar Rice Burroughs leverede skabelonen til Bracketts eventyr, og det gør sig ikke mindst gældende i denne roman.

Der er fart over feltet i historien, som udvikler sig og gradvist antager et mere og mere episk udtryk, som Carse stiger i graderne og indtager scenen som central figur i romanens konflikt. Det mest interessante i dette er ikke selve den oprørsfortælling, der ligger til grund for handlingen, men den metahistorie, der udspiller sig i romanens baggrund. Det viser sig, at er Rhiannon er et superintelligent væsen, der forud har planlagt hele det eventyr, vi nu læser, som en måde at korrigere en form for arvesynd. Det var ham, der introducerede moderne teknologi på Mars med frygtelige konsekvenser, og den skade skal Carse nu afhjælpe.

Paperback, Ace Books 1953. Romanens første udgave i bogform

Den del af historien fortælles ved, at Rhiannon flere gange overtager Carses krop i løbet af romanen. Carse mister dermed ikke bare sin egen tid, han mister også sig selv og sin krop. Det rejser nogle interessante overvejsler om, hvem der egentlig styrer hvem i romanen og giver Leigh Brackett mulighed for at lege med en række religiøse myter både fra den antikke og kristne tradition med førnævnte syndefald som absolut vigtigste samtalepartner for fortællingen. Ikke mindst rejser hun indirekte det spørgsmål, om biblens Gud kunne være et superindivid fra en anden planet og gør dermed også Carse analog med Kristus.  

Som sagt er der tale om rendyrket ramasjang, som ikke stiller synderligt store krav til læseren. Det er letbenet spændingsfiktion, der skal underholde. Måske netop derfor er der, som andre også har påpeget, noget slående ved romanens slutning. Her kommer Carse (selvfølgelig) hjem til sin egen tid med (selvfølgelig) en prinsesse ved sin side. Slutningen er dermed (selvfølgelig) lykkelig, men alligevel ikke helt, fordi den også er forbundet med stærk vemod.

Hardcover, T. V. Boardman 1956

Carse forstår først efter sin hjemkomst, hvor død, hvor ødelagt Mars er, da han ser den velkendte ørken igen efter at have været i den frodige fortid. Livet kan med andre ord aldrig blive det samme nu, fordi han indser, at han lever i en ruin skabt af dumhed og misbrug af teknologi. Samtidig er den kvinde, han har med sig hjem, fulgt frivilligt med, men hun er nu også uden hjem og tilknytning i denne ødelagte verden, der i hendes øjne ikke er andet end en askehob. At Brackett her har skrevet med sin egen samtids atomtrussel i tankerne, kan næppe betvivles.

Paperback, Ace Books 1975

Sandheden ligger i øjet, der ser, og Carse ser sig selv og sin verden med et andet blik efter at have oplevet syndefaldet på første parket. Romanens eventyr afsluttes dermed på bittersøde toner, der løfter den generiske pulp til noget mere og stærkere – i hvert fald for et kort øjeblik, der bliver hængende og langt overtrumfer de ellers let glemte fjollerier, som udgør hovedparten af bogen. Den følsomhed, som Brackett skriver med til sidst, ville ikke have gjort hende til nogen berømt pulpforfatter. Ikke desto mindre er det der kommer til udtryk her, er en gave, og det fortæller os, hvad der kunne være kommet fra hendes hånd, hvis hun havde skrevet i en anden tid, under andre forhold, eller hvis hun havde søgt bort fra den entydigt kommercielle stil, hun mestrede så godt.    

Paperback, Tor 1990
Paperback, Paizo Publishing 2009

2 kommentarer

Filed under Roman

Jack London, The Star Rover (1915): “Turn off your mind, relax and float downstream…”

Paperback, Corgi Books 1976

Jack London skrev en stribe fascinerende romaner, der på udgivelsestidspunktet fik betydning som inspirationskilde for en bred vifte af meget forskellige forfattere. Londons romaner har stadig en stærk tiltrækningskraft, fordi de med deres blanding af usentimental voldsomhed og romantisering af navnlig naturen fortsat har et tag i vores moderne følelsesliv. Blandt genreforfatterne har Londons betydning absolut også været stor.

Robert E. Howard var eksempelvis dybt betaget af Jack Londons værker, og en af de romaner, som havde størst betydning for Howard, var The Star Rover, som han plagierede direkte flere gange. Lovecraft havde også læst Londons The Star Rover og lånt fra den, det samme havde Clark Ashton Smith og et utal af andre forfattere, som ligeledes var blevet inspireret. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Star Rover leverede noget tankevækkende og inspirerende i 1915, som var med til at drive nye sider frem i genrefiktionen.

Paperback, Corgi Books 1976

Selve handlingen i Londons roman er en sammensat størrelse, der på den ene side er en ætsende, social kommentar og på en anden side en fabulerende, metafysisk rejse. Romanens hovedperson og fortæller er Darrell Standing, professor i agronomi, der er blevet dømt for mordet på en kollega. At han begik mordet, står ikke til debat, men Standing fortæller os ikke om motivet, blot at det blev udført i ”rødt raseri”. Konsekvensen er, at vores fortæller afsoner en livstidsdom i California State Prison of San Quentin. Baggrunden for fortællingen har da heller ikke nogen betydning, den skal blot tjene til at understrege over for læseren, at det er en dannet og sanddruelig person, som vi her lytter til.

Romanens første lag udspiller sig i fængslet, hvor Standing på grund af sin retfærdighedssans og stædighed ender i en isolationscelle, fordi han ikke vil sladre om en affære, der i forvejen hovedsageligt er det pure opspind. I stedet for at stikke andre medfanger holder Standing mund, og derfor inkasserer han stadigt strengere former for straf (læs: tortur), der skal få ham til at tale.

John Griffith London (12. januar 1876 – 22. november 1916)

Den værste straf er ”the jacket” (romanen blev udgivet i England under den titel), der er en form for heldragt og spændetrøje, som surrer kroppen sammen, gør det umuligt at trække vejret ordentligt og begrænser blodtilførslen til lemmerne. Liggende i længere og længere tid på gulvet i ”jakken” får Standing lov at til overveje, hvornår han har tænkt sig at sladre.

I længden er det klart, at han ikke kan holde til jakken, og han beslutter derfor, at det vil være lettere bare at give op og dø. Før det kommer så vidt, forklarer en af de andre fanger, en livstidsveteran, hvordan man med en relativt simpel teknik kan give efter og lade sindet forlade kroppen. Sindet eller sjælen går på rejse, mens kroppen sover i jakken, hvorved smerterne bliver ubetydelige og straffen uden egentlig konsekvens. Standing gør tøvende forsøget, og snart efter har han en serie utrolige oplevelser på cellens gulv.

Hardcover, Macmillan 1915. Romanens første udgave

Standings frigjorte sjæl går på rejse i hans mange tidligere liv, og vi bliver vidner til en række vigtige optrin i disse liv, der i tid og rum strækker sig tilbage fra stenalderen, over antikken og helt op i 1800-tallet. Hvert nedsalg er dramatisk og skåret eklektisk til. Standing springer ind i sine tidligere liv som passager og oplever situationer som at være en nybygger på den Nordamerikanske prærie i ildkamp med mormoner, der forsøger at plyndre deres karavane, at duellere med pistol i 1700-tallet og mange andre højspændte situationer.

Fælles for alle disse små fortællinger i fortællingen er, at de begynder in medias res og afsluttes uden at være fortalt til ende. Standing zapper ind og ud af episoderne og forsøger gang på gange at finde tilbage til de passager, der gør særligt indtryk. Desværre kan han ikke styre sin rejser og havner nye steder de fleste gange og fylder os, præcis som ham selv, med et uopfyldt ønske om at få mere af historien. Det er intet mindre end mesterligt udført af London, der i stedet for at skabe afsluttede narrativer laver en collage, der ægger nysgerrigheden og efterlader os med et brændende ønske om mere.

Hardcover, The Macmillan Company 1963

Jack London spiller, som sagt, på to strenge i romanen. På den ene side er fortællingen en entydig kritik af det amerikanske rets- og fængselsvæsen. Londons pointe er, at det er omstændigheder, der skaber den kriminelle, ikke noget medfødt, og den respektløse vold, som de indsatte mødes med i fængslet, har kun det ene resultat at forvandle dem til præcis de vilddyr, som samfundet for alt i verden vil holde borte. Londons sociale, venstreorienterede holdninger er velkendte, og The Star Rover indskriver sig tydeligt i den åre, som revsende og spydigt angreb på politi, politikere og systemets skrankepaver. At den kritik fortsat kan være relevant i USA, skal jeg ikke komme nærmere ind på her.   

London var, ud over sit politiske engagement, også optaget af metafysiske spørgsmål og på jagt efter spirituelle sandheder, der lå uden for det kristne samfund. Han søgte efter et åndeligt fællesskab, der gik på tværs af religioner og kulturer. Han troede på reinkarnation og på eksistensen af en sjæl, der krop for krop var under oplæring og på rejse frem mod en endelig åbenbaring. Det er naturligvis denne anden side, som London skrev tydeligt frem i romanen. Standings nye indsigter gør tid og rum til noget ubegrænset, der frit kan krydses, og man kan dårligt forestille sig en større erkendelse, for den, der er låst inde i en lille, mørk celle på livstid.

Paperback, Sutton Publishing 1986

Præcis denne sammenstilling af metafysik og socialrealisme fungerer forbløffende godt, fordi London på den led får balanceret det spekulative og udpeget det som en faktisk mulighed. Samtidig kan man også læse alle Standings eventyr som et resultat af kroppens overlevelsesvilje og sindets evne til at koble fra, når smerterne bliver for voldsomme. Det var dog givetvis ikke denne sidste læsning, London selv ville foretrække. Den rå socialrealisme løfter dramaet, mens udflugterne i tid og rum vinder i magi og styrke ved at udspille sig i fængselscellens kvælertag.

Robert E. Howard troede også på reinkarnation og såkaldt ”racehukommelse”; altså ældgammel, intuitiv viden nedarvet gennem generationerne. Det er derfor heller ikke svært at se, hvordan en roman som The Star Rover kunne gøre så stort indtryk på ham. Romanens intense vrede mod systemet, desperationen over at være indespærret og eventyret, der ligger derude og venter, er alt sammen noget, som direkte pegede ind i Howards eget forfatterskab, hvor London var en vigtig vejviser og intellektuel mentor.

Paperback, The Journeyman Press 1987

Det er også åbenlyst, hvorfor andre af pulpens kanoniserede helte så kvaliteter i The Star Rover, men romanen er fortsat i dag et intenst og gribende stykke spekulativ fiktion, der som eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time opererer med flere mulige læsninger på samme tid og peger på sindets evne til at skabe en vej ud af fangenskab. Om denne vej er reel eller blot fantasi, forbliver ubesvaret, men uanset om vi har at gøre med Jack Londons desperate Darrell Standing eller Piercys undertrykte og mishandlede Connie Ramos, er fantasien et våben og en vej væk fra deres hovedpersoners bødler. Det kan godt være, at systemet kan indfange deres kroppe, men sjælen/fantasiens kraft kan de ikke tøjle, og begge karakterer erkender, at selv i deres livslange indespærring er de ikke egentlige fanger.

Paperback, Valley of the Sun Publishing 1987

Begynder man første at spekulere lidt mere over indholdet i romaner som disse, rejser der sig nogle forstyrrende perspektiver om vores forhold til virkeligheden. Så langt behøver man næppe læse sig ind i hverken Piercys eller Londons roman, men jeg tror, at de fleste vil blive grebet af begge bøger, og jeg må sige, at Londons værk stadig den dag i dag formår at gøre indtryk, præcis som den gjorde det for lidt over hundrede år siden.

Så på med jakken, det store eventyr ligger derude og venter! 

Paperback, Canongate Books 1999
Paperback, Modern Library 2003
Paperback, Dover Publications 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Michael Crichton, Timeline (1999): Bestsellerbluff

Paperback, Ballantine Books 2003

De fleste bestsellerforfattere finder sig hurtigt en komfortabel hylde, hvorfra de kan udsende deres værker i den stil og form, som læserne nu engang elsker. Michael Crichton hører afgjort hjemme i dette bestsellergebet, og han fandt absolut også en hylde. Vel at mærke en hylde, der jævnligt har bragt ham i kontakt med den type genrefiktion, som Fra Sortsand handler om.

Crichton har betaget sit publikum med romaner, der i bedste SF-stil tager afsæt i naturvidenskabelige eller matematiske idéer og udnytter dette til hæsblæsende spændingsfortællinger, som tilmed som oftest irøres en alvorlig moralsk opsang til verden. Som stilist betragtet er Crihcton ligegyldig, men han har ramt den gyldne formel med korte kapitler og løbende, små spændingsmomenter, der sikrer, at læseren holdes til ilden og villigt gnaver sig gennem historien. Det er solidt håndværk, men sprogligt dybt uinteressant. Samtidig lader det sig ikke fornægte, at Crichton først og fremmest var en idéernes mand; stemning og psykologisk indlevelse er dermed så som så i hans romaner, der først og fremmest har et plot, der skal afvikles samt et budskab, der skal hamres hjem. Jeg er ikke nogen fan, som det sikkert fremgår.

John Michael Crichton (23. oktober 1942 – 4. november 2008)

Med Timeline er det kvantemekanik og tidsrejser, der står på programmet. Kort fortalt er det lykkedes for den brillante Robert Doniger at udvikle en teknologi, der tillader at parallelforskyde individer i tid. Doniger er skrupelløs og ønsker dybest set kun at udnytte denne utrolige tidsrejseteknologi til personlig vinding. Teknologiens potentiale skal imidlertid undersøges, før den kan anvendes kommercielt, og derfor har man valgt at bruge arkæologen Edward Johnston som prøveklud. Johnston er ved at undersøge en landsby samt tilhørende borgruin fra middelalderens i Frankrig sammen med et hold af specialister. Arkæologernes undersøgelser og specialviden skal således på sigt bruges til en rekonstruktion af borg og by, der i sidste ende forhåbentlig kan blive et rejsemål for turister.

Alt dette ved arkæologerne kun en brøkdel af, men da deres leder Johnston forsvinder, og hans briller samtidig dukker op i et rum, der har været forseglet siden middelalderen, begynder det hele at blive meget, meget mystisk.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1999. Romanens 1.udgave

Det korte af det lange er, at en lille gruppe af den forsvundne arkæologs nærmeste medarbejdere må rejse tilbage i tiden for at hente Johnston hjem. Denne gruppe anføres af det utrolige talent, den heroiske og ukuelige Andre Marek, der har gjort middelalderen til sit et og alt. Holdet, der rejser tilbage i tiden er dermed i gode hænder, men desværre gøres opgaven en hel del mere indviklet derved, at hjemrejsen til deres egen tid forhindres på grund af tekniske vanskeligheder. Noget ganske tilsvarende sker i Connie Willis’ på alle måder overlegne Doomsday Book (1992), som Crichton tydeligvis har læst og lånt fra.

Holdet i fortiden skal naturligvis en masse igennem, før de atter kan vende hjem til deres egen tid, og turen har fortandret dem alle. Den har faktisk gjort dem til bedre mennesker, fristes man til at sige. Mere om det om et øjeblik.

Hardcover, Century 1999

Den videnskabelige baggrund for bogen skal jeg ikke gøre mig klog på, men dens postulerede saglighed provokerer mig voldsomt. Jeg har ikke et klap forstand på naturvidenskab, men jeg arbejder fagligt med middelalderen til daglig, så den del føler jeg mig nogenlunde på bølgelængde med. Det betyder også, at hvis Crichtons påstående naturvidenskabelige viden er fyldt med lige så megen dumsnak, som hans historiske viden, må den siges at nærme sig det ikke-eksisterende. Hele bogens pseudo-saglighed er derfor utvivlsomt et stort bluffnummer, der først og fremmest skal imponere læseren. Usmageligt, kunne man fristes til at sige.

Nuvel, sådan er det så meget. Mere interessant er det sådan set at undersøge, hvad Crichton bruger sin middelalder og tidsrejse til. Her kan man konstatere, at han så at sige laver en omvendt Mark Twain; hvor Twains hovedperson rejser tilbage i tiden og lærer fortiden om alle fremtidens fortrin, gør Crichton det omvendte. Marek og vennerne rejser tilbage i tiden og opdager, at middelalderens menneske på alle måder var kløgtigere, stærkere, sundere og smukkere end nutidens, sløve, afstumpede mennesker.

Paperback, Random House 2000

Crichton idealisere fortiden ud i det absurde. Marek bliver i den sammenhæng en vigtig figur, fordi han i bogens nutid er en form for ambassadør for fortiden. Marek, med sin kompetence, fysik, viden og integritet, er dermed modpolen på den slatne, grådige moderne kultur, der stort set har inficeret hele bogens todimensionelle persongalleri. Mest manieret bliver de rige amerikanske turister, der besøger udgravningerne i Frankrig og slet ikke forstår noget som helst. Her kan vi sidde og krumme tæer over deres dumheder, mens Marek heldigvis kan sætte dem på plads for os.

Idéen om den omvendte Twain i Timeline går imidlertid også videre. Hvor Twains yankee er en fremskridtets mand, der gør op med et forstenet, konservativt samfund, bliver Timeline Crichtons talerør for alt det, som Twian gør op med. Berøringen med middelalderen forandrer dermed holdet af tidsrejsende arkæologer. Mest bombastisk fremstilles dette ved, at holdets kejtede computernørd lærer at slå fra sig og blive et rigtigt mandfolk, som ikke bare forstår sig på teori og taster. Omvendt havner arkæologgruppens hårdtslående, selvstændige drengepige til sidst i så mange problemer, at der skal en mand til at få hende fri – og her viser det sig, at hun faktisk gerne vil reddes og være den svage, der hengiver sig til ridderen på den hvide hest. Så meget for kønskamp og kvindesyn hr. Crichton!

Paperback, Arrow Books 2000

Lægger man de evindelige bedrevidende betragtninger fra Marek til alt dette, står man med en lettere anstrengende roman, der har sine momenter, men i sidste ende er en pinlig fortælling, som må siges at være forbløffende forstokket i sit tonedøve verdenssyn. På et punkt rammer Crichton dog noget interessant, som ganske sigende griber langt tilbage i mandens forfatterskab.

Selve idéen, der ligger og summer i bogens baggrund om, at vi former historien for vores underholdnings skyld, er en relevant ting at tænke videre med. Tivolificering af kulturarven taler vi meget om i dag, og præcis det problematiserer Crichton også med sin roman. Han bruger det ikke til ret meget, men perspektivet er værd at diskutere, og her havde Crichton i virkeligheden langt mere at hente end de forblommede betragtninger over middelalderens autenticitet og renhed, som han i stedet udfolder. At man tilmed kan indskyde, at Crichtons absurde glansbillede af perioden er lige så meget gøgl, som de tivolier, han advarer sine læsere imod, er en anden snak.

Paperback, Ballantine Books 2003

Man kan kalde Timeline underholdende ramasjang, men den tanke gør mig faktisk lidt trist. Romanen er nemlig et stykke middelmådigt bluff fra en forfatter, som tydeligvis allerede i 1999 havde overlevet sig selv. Måske du lader dig bluffe af Crichton, det håber jeg egentlig ikke, for dybest set er han en reaktionær gøgler, der forsøger at forblinde os med sine nøje iscenesatte ”indsigter”.

Tak for kaffe.

Paperback, Arrow Books 2003

E-bog, Cornerstone Digital 2008

 

 

 

7 kommentarer

Filed under Roman

Mark Twain, A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889): Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien?

Paperback, Tor 1991. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen efterhånden skrevet om en række romaner, der har haft en enorm betydning for udviklingen af pulpfiktionen i 1900-tallets første del. Her skal vi se nærmere på endnu en af disse bøger. Mark Twains tidsrejse-roman A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court fra 1889 kom nemlig til at danne skole for en hel gren af genrelitteraturen, der i en eller anden form gentager Twains fortælling; og det selvom Twains roman også selv trækker på genkendelige forbilleder. Med Twains roman får man således en nøgle til en række forskellige værker, der strækker sig fra en tidlig beundrer af Twain som Edgar Rice Burroughs og til en pastiche-mester som L. Sprague de Camp. Twains roman har også fortsat et ekko, selv i nyere fiktion; noget jeg skal vende tilbage til i en indlæg om nogle uger.

Romanen er vel så kendt, at jeg ikke behøver at bruge ret meget tid på handlingen. Den snusfornuftige Hank Morgan – titlens ”Connecticut Yankee” – får et slag i hovedet og kommer på mystisk vis til sig selv i Kong Arthurs England. Vel at mærke ikke et eventyrets Arthur-England, men et historisk England, hvor Arthur og hans riddere af det runde bord samt troldmanden Merlin og alle de andre karakterer fra universet optræder i noget, man kunne kalde en realistisk facon.

Samuel Langhorne Clemens alias Mark Twain (30. november 1835 – 21. april 1910)

Hank Morgan bliver hurtigt viklet ind i intrigerne ved Arthurs hof, men takket være sin moderne viden, handlekraft og en god dosis snedighed får Morgan sig arbejdet op i systemet og gjort sig uundværlig som Arthurs højre hånd. Det er naturligvis ikke alle, der er lige begejstrede for Morgans tilstedeværelse og position, hvorfor han også får skabt sig en del fjender undervejs – ikke mindst kirkens folk, der bestemt ikke er begejstrede for de ting, som den fremmede amerikaner sætter i gang i Arthurs England.

Hele omdrejningspunktet for Twains roman er, at Hank Morgan ganske hurtigt begynder at genskabe sit moderne, oplyste USA i Arthurs rige. Han genopfinder sine moderne bekvemmeligheder og introducerer alt fra telegrafen og dynamit, til cykler og moderne badefaciliteter. Det fører alt sammen til en række absurde og festlige optrin, som Twain får beskrevet igennem sin snurrige stil. Bogens fortællerstemme kommenterer således løbende på handlingen og iscenesætter sig selv i romanteksten, idet vi hører fortællingen, som Hank Morgan har nedfældet den efter at være kommet tilbage igen til sit moderne USA.

Hardcover, Charles L. Webster and Co. 1889. Romanens første udgave

SF-entusiaster har gjort et nummer ud af at læse Twains roman ind i tidsrejsegenren, hvilket naturligvis ikke er urimeligt. Dog vil jeg mene, at selve det faktum, at Hank rejser i tid, er en biting, et greb, som Twain skal bruge for at udfolde det, der er romanens egentlige anliggende. Med sin satiriske tekst er Twain nemlig slet ikke specielt optaget af Arthurs middelalder; det, der optager ham, er et angreb mod den politiske konservatismes romantisering af fortiden. Romanen er dermed en rungende fortale for idéen om fremskridt og teknologisk udvikling som vej til at hæve levestandarden for samfundet som helhed, men navnlig for de svageste.

I udgangspunktet er Twains bog en parodi på de historiske romaner, som blev så populære i 1800-tallets midte; Walter Scotts fiktion er et eksempel, mens B.S. Ingemann er et hjemligt eksempel på det samme. For Twain bliver disse sværmeriske forestillinger om historien et grotesk forsvar for en verden af undertrykkelse, fattigdom og åndsformørkelse. Principielt er det et synspunkt, som Twain kan fremføre med en vis ret, men hans manierede og stærkt karikerede middelalder er i sidste ende præcis lige så kulørt og manieret som hans egen ganske ukritiske fremskridtsglæde, der med nutidige øjne fremstår mindst lige så karikeret som hans satire over historien.

Paperback, Pocket Books 1948

Twains historieforståelse, som den kommer til udtryk i romanen, tager udgangspunkt i den antagelse, at mennesker er ens tænkende skabninger, der ikke er påvirket af deres kultur, men kun af deres økonomiske og teknologiske vilkår. Det vil sige, at når romanens Hank Morgan introducerer telegrafen og alle de andre moderne vidundere, så forandrer det samfundet, mens mennesket forandres som sådan ikke. Man får derfor det indtryk, at middelalderens menneske i Twains roman bare venter på at blive teknologisk befriet. På samme vis stiller Twain sig helt uforstående over for religionens rolle i middelalderens tænkning og ser den ene og alene som udtryk for en korrupt katolsk kirke, der forsøger at lokke penge fra folk modsat den evangeliske kristendom, som Morgan fremfører som rationel og fri.

Ser man nærmere på de bredsider, som Twain får affyret i løbet af romanem, bliver det da også i stigende grad klart, at Arthurs England er en allegorisk fremstilling af amerikanske forhold. Det er ikke tilfældigt, at netop slaveriet i Arthurs England spiller en væsentlig rolle i romanen og udgør noget, som Morgan indædt forsøger at bekæmpe. Faktisk er hele miljøet omkring Arthurs hof, bestående af velhavende gamle og uduelige slægter med forældede religiøse forestillinger, der undertrykker folket, et billede på Sydstaterne eller i hvert fald dele af Syden. Twain revser dermed sin samtid og samtidens sværmeri for tiden før borgerkrigen, i romanen.

Haardcover, Modern Library 1949

Med den allegoriske brug af historien bliver det derfor også irrelevant at påpege de mange kulturelle og historiske fejlgreb, som Twain gør sig, fordi han slet ikke bekymrer sig om England. Nogen egentlig tidsrejse kan man derfor heller ikke tale om, for Morgan føres tydeligvis igennem en symbolsk spejling, der lige så godt kunne være en drøm; ikke en egentlig historisk virkelighed.

Lægger man alt det til side, står der imidlertid også en utrolig underholdene røverhistorie tilbage, der viser Twain fra den letbenede side. Der er tempo over handlingen, som rummer en god del kamp, spænding og eventyr. Netop derfor blev bogen også opsuget af pulplitteraturen, der fjernede det allegoriske element og fokuserede på den konkrete handling i stedet. Derved blev A Connecticut Yankee skabelon for en hel familie af fortællinger, som alle har moderne hovedpersoner, der flyttes ind i et fremmedartet miljø og her må overleve på deres viden og snarrådighed.

Paperback, Washington Square Press 1960

Var romanen blevet skrevet af en anden forfatter end Twain, kunne den snildt nu være blevet et stykke glemt litteratur. Twains pen har imidlertid garanteret romanen en helt særlig status i genrefiktionens univers og det på dobbelt vis. Den er et interessant stykke allegorisk politisk litteratur på linje med eksempelvis Orwells Animal Farm, men samtidig er den også en forbistret underholdende slyngelfortælling, som kan stå mål med de fleste pulpfortællinger fra 20’erne og 30’erne, når det kommer til benhårdt eventyr og ramasjang. Skulle du være i tvivl, har roman en høj stjerne hos mig, og jeg er sikker på, at de fleste af jer har det på samme måde. Det er i hvert fald en bog, som det lønner sg at gå i dybden med.

Paperback, Airmont Books 1964           

Paperback, Washington Square Press 1965           

Hardcover, The Easton Press 1986

Hardcover, William Morrow 1988

Paperback, Oxford University Press 1997

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, Dover Publications 2001

Paperback, University of California Press 2002

Ebog, Simon & Schuster 2007

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, Simon & Brown 2011

Paperback, Twain Press 2011

Paperback, Small Street 2013

Paperback, Levison Press 2013

4 kommentarer

Filed under Roman

Colin Wilson: The Philosopher’s Stone (1969): En syndflod af ord…

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Sindet og udforskningen af sjælelivet blev et tema i 60’ernes genrefiktion, hvor rejsen ud meget ofte blev til håndfaste metaforer for rejsen ind. En mand som John Fowles, som jeg har skrevet om her på bloggen et par gange, er et eksempel på den tendens. Et andet og måske mere spektakulært eksempel er engelske Colin Wilson, hvis litterære status har gennemgået et forbløffende hamskifte igennem hans karriere. Først var han nemlig en vred, ung og elitær eksistentialist, der dyrkede outsideren i det stadigt tankevækkende debutværk fra ’56. Så blev han romanforfatter, religionsekspert og endelig New Age-mystiker med hang til konspirationsteorier.

Unge Wilson kom i ’61 for skade at omtale H. P. Lovecraft som en sørgelig, talentløs skikkelse. Først og fremmest skal man her bide mærke i, at det i det hele taget er bemærkelsesværdigt, at Wilson havde et blik for Lovecraft i ’61, flere år før gamle Eich-Pi-El var blevet mainstream. Wilsons kritik kom derfor også hurtigt August Derleth for øre, og dermed blev der åbnet en korrespondance mellem de to.

Paperback, Panther 1974

Paperback, Panther 1974

Wilsons hårde dom over Lovecrafts forfattermeritter faldt naturligvis Derleth for brystet, og han udfordrede Wilson og sagde, at hvis det var så let at tackle de problemstillinger, Lovecrafts fiktion tumler med, hvorfor skrev Wilson så ikke en ”Lovecraft-roman”. Den udfordring tog Wilson til sig og, resultatet blev i første omgang romanen The Mind Parasites fra 1967, som Derleth prompte udgav på Arkham House. Arbejdet med Lovecrafts forfatterskab virkede imidlertid så stimulerende Wilson, at han forsatte derfor i samme spor i sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969, som vi skal se lidt nærmere på her.

Romanen er et ordrigt stykke indirekte Cthulhu mythos, der afgjort forsøger at udfordre det, vi i dag opfatter som Cthulhu-genrens klichéer, men samtidig også at finde ind til kernen i Lovecrafts forestillingsunivers. Præcis den øvelse gør The Philosopher’s Stone interessant, til trods for at bogen som helhed er et stykke jammerligt konstrueret litteratur, der formentlig sætter selv de mest tålmodige læsere på en prøvelse.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Wilson skriver i indledningen til bogen, at han, som den eksistentialist han engang og måske fortsat var i ´69, har benyttet fiktionen som redskab til formidlingen af idéer. Den gamle Kirkegaardske tilgang altså, som Wilsons første idoler (Sartre, Beauvoir, Camus m.fl.) havde brugt. Wilson melder dermed også klart ud, at hans roman først og fremmest handler om idéer, ikke om en stor fortælling, der skal udrulles for læseren. Vi er med andre ord på forhånd blevet advaret om, at dette ikke er nogen almindelig skrækroman, og der går da heller ikke mange kapitler, før vi opdager, hvor Wilson vil hen.

Selve handlingen er i virkeligheden ganske kort fortalt. Bogens lovecraftianske jeg-fortæller Howard Lester beretter om en dannelsesrejse, der begyndte fra barnsben, da han kom under en excentrisk polyhistors vinger. Her blev Lester oplært i kultur og naturvidenskab og mestrede naturligvis det hele til perfektion. Gradvist, gennem studier, der kombinerer kulturhistorie, filosofi og naturvidenskab, går det op for Lester, at vores menneskelige bevidsthed måske kun udgør en brøkdel af hjernens fulde kapacitet og, at det måske endda er muligt at opnå en form for udødelighed, hvis kroppens fulde potentiale aktiveres. Desværre har evolutionen åbenbart lagt en form for grænse ind i vores bevidsthed, der umuliggør dette. Den unge videnskabsmand sætter derfor alt ind i sin forskning på at nedbryde disse grænser, og det arbejde udgør romanens broderpart.

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Lester opdager snart, at han har fuldstændig ret, og det lykkes for ham at opnå en nærmest overmenneskelig hjernefunktion, der ikke alene gør ham i stand til at percipere verden i former, vi slet ikke kan fatte med vores begrænsede evner, han er også i stand til at se gennem tiden. Alt det er godt og fint, men bogens dramatiske element er, hvorfor så stor en del af vores hjernekapacitet i det hele taget er blevet afskåret fra os. Det spørgsmål optager selvfølgelig Lester, og en dag kommer den isnende erkendelse, at det er noget udefrakommende, som har lagt disse barrierer ind i os.

Og her kommer vi så ind på Lovecrafts banehalvdel. Det viser sig nemlig, at entiteter fra det kosmiske verdensdyb har befolket vores klode og måske endda skabt mennesket som en slaverace. Og for at stække os har de mentalt blændet vores race for at forhindre udvikling og selvstændighed. Det er jo ikke rart, men hvad værre er, flere af disse skabninger ligger fortsat slumrende på kloden, skjult i inter-dimensionale huler, hvorfra de venter på det rette tidspunkt for deres genkomst. Det kender vi alt sammen til hudløshed.

Hardcover, Crown Publishers 1971

Hardcover, Crown Publishers 1971

Væsnerne opdager på et tidspunkt, at Lester er ved at se ind bag sløret og forstå deres velbevarede hemmelighed. En kamp opstår nu, hvor entiteterne gør, hvad de kan for at stoppe Lester og hans eksperimenter, før hans viden når ud til en bredere kreds. For videnskabsmanden handler det derfor pludselig om overlevelse – både hans egen og resultaternes. Kampen er ulige, og Wilson kender sin Lovecraft godt nok til også at vide, hvordan det går med dem, der snuser for meget rundt i de gamles hemmeligheder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Problemet med The Philosopher’s Stone, hvis det er et problem, er, at rammefortællingen fylder uendelig lidt i den ganske lange roman. Hovedparten af teksten er fyldt med Wilsons direkte tale til læseren om en lang række videnskabsfilosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger omkring menneskets bevidsthed. Wilsons anliggende med bogen er dermed også klart nok – han siger, at vi kan meget mere, end vi tror, men vi er nødt til at udfordre vanetænkning og opøve en bedre brug af hjernen. Wilson går tilmed så langt som at sige, at vi måske må søge hjælp i lægevidenskaben for til fulde at overvinde de spærringer, der ligger i vores bevidsthed. En vej er naturligvis bevidsthedsudvidende stoffer, som kan gøre noget af arbejdet for os (bogen er jo fra ´69) – men mere radikalt forestiller Wilson sig også, at kirurgien på sigt vil kunne åbne partier af hjernen, der kan frigøre ubenyttede energier i kroppen.

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Warner Books 1974

Alt dette formidlers naturligvis gennem Lester, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at det Wilson, der taler til os. Noget der understreges af de løbende fodnoter, som supplerer bogens fiktive dialog med reelle betragtninger fra Wilson selv.

Som tidstypisk fiktion er The Philosopher’s Stone et prima eksempel på 60’ernes kredsen om sindets kringelkroge, og bogen har, som sagt, forfriskende bud på nye greb om Cthulhu-genren. Blot kommer man ikke uden om, at Wilsons skønlitterære sprog er håbløst. Håbløst i den forstand, at hans roman, der gerne skulle fremstå som et stykke intellektuelt erkendelsesteori forklædt som skrækfiktion, er skrevet i det tarveligste, pulpede sprog. Det kunne der måske ligge en pointe i, men det betvivler jeg stærkt.

Paperback, Warner Books 1977

Paperback, Warner Books 1977

Wilson havde jo sådan set advaret os i begyndelsen om, at han ikke ser sig som skønlitterær forfatter, og det må siges at holde stik. Men når han nu alligevel har forpligtet sig på den skønlitterære form, uden at kunne løfte den del, falder projektet fra hinanden. At det tilmed bliver en smule anstrengende at følge Wilsons til stadighed mere udtalte fascination af ”overmennesket”, gør det ikke bedre. Havde Wilson ikke understreget, at han ser den mentale revolution som noget, der skal gælde for alle mennesker, ville han i forbløffende grad lyde som en New Age-Hitler på slap line. Så slemt er det ikke; i hvert fald ikke helt.

Godt bliver det aldrig, og The Philosopher’s Stone må siges i dag primært at være et stykke fiktion for samleren, der enten har interesse for 60’ernes metafysiske overvejelser eller fans af Cthulhu-genren, eller uheldige mennesker som undertegnede, der lider af begge fascinationer på en gang. Uanset hvad, er det et langt og tungt bekendtskab, som her ligger og venter.

Paperback, Panther 1978

Paperback, Panther 1978

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, St. Martin's Press 1989

Paperback, St. Martin’s Press 1989

Paperback, Valancourt Books 2013

Paperback, Valancourt Books 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Julian May, The Many-Colored Land (1981): Ramasjang af den fineste slags

Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den  fine, fine forside er udført af Ron Dilg

Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den fine, fine forside er udført af Ron Dilg

I 1981 udsendte Julian May første bind i det, der skulle gå hen og blive et af hendes absolut mest populære værker. The Many-Colored Land, som bogen hedder, er en del af den såkaldte ”Saga of Pliocene Exile”; en serie, der har tråde ud i hele Mays videre forfatterskab, og som kombinerer science fiction og fantasy med strejf af horror. The Many-Colored Land var da også Mays gennembrudsroman som forfatter og den bog, der har været med til at bane vejen for hendes efterhånden store produktion.

Handlingen åbner i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har befolket verdensrummet og organiseret sig i en form for interplanetarisk styreform. Det spiller imidlertid ikke nogen stor rolle for handlingen. Det gør derimod det faktum, at den isolerede professor Guderian, der fortsat er bosat på vores gamle jordklode, skaber en tidsportal, som åbner sådan cirka et sted mellem 2,5 og 5 millioner år bagud i tid. Portalen er desværre envejs, og professor Guderian dør, før projektet kan udvikles videre.

Julian Clare May (født 10. juli 1931)

Julian Clare May (født 10. juli 1931)

Efter professorens død sker der imidlertid uventede ting og sager, for den afdøde forskers kone får en dag besøg af en rejsende, som frivilligt vil gå gennem envejsportalen til fortiden. Madame Guderian protesterer naturligvis, men den fremmede får til sidst lov at tage turen ud i det ukendte. Det bliver startskuddet på en forbløffende udvikling, hvor passagen tilbage til Pliocæn-tiden pludselig bliver losseplads for galaksens utilpassede og kriminelle indbyggere, men også udskibningshavn for eventyrere og lykkejægere, der ønsker at starte på en frisk i en ny(gammel) verden.

Og der er netop den kombinationen af eventyrere og udskud, som vi får lov at følge på deres rejse tilbage til fortiden. De rejsende bliver sendt af sted i tilfældigt sammensatte grupper, og den gruppe, som vi følger – den såkaldte Gruppe Grøn, er da også et typisk udpluk af sære eksistenser og havarerede romantikere.

Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave

Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at livet i urtiden er helt og aldeles anderledes, end de tidsrejsende havde forventet. Det viser sig nemlig, at en fremmed race fra rummet har slået sig ned på Jorden, og denne race af høje, smukke skabninger med psykiske evner høster nu bekvemt hold efter hold af lykkejægere fra fremtiden og bruger dem som slaver. De rejsendes drømme og forhåbninger får dermed en brutal afslutning, da de kommer gennem portalen og må indse, at de er røget direkte i fangenskab uden håb om at kunne vende tilbage til deres egen tid.

Men naturligvis sker der ting og sager, og selvfølgelig viser det sig, at Gruppe Grøn måske ikke har været helt gennemsnitlig alligevel. Takket være en lille kerne af stærke og kraftigt anarkistiske individer lykkes det nemlig for gruppen at slippe fri af deres fangenskab, og dermed begynder gruppens eventyr for alvor i det fremmede, frodige og farvemættede land.

Paperback, Fawcett Columbine 1982

Paperback, Fawcett Columbine 1982

The Many-Colored Land lykkes med flere ting på samme tid. Først og fremmest har May nemlig formået at skabe et omfattende, men stærkt sympatisk persongalleri i form af Gruppe Grøn. Man fornemmer tydeligt, at der er hovedfigurer og bipersoner, men ikke desto mindre fanger hun en stemning af sammenhold og gruppedynamik, der knytter os til figurerne, og faktisk gør det fascinerende at følge dem på deres noget fortumlede rejse gennem fortiden. En del af kimen til gruppens tiltrækningskraft ligger utvivlsomt i det forhold, at de alle på den ene eller anden måde er ude af balance eller dysfunktionelle individer, som har valgt at flygte fra deres liv i fremtiden.

De er med andre ord sårbare og derfor også meget mere menneskelige end de helte vi sædvanligvis møder i den slags tidsrejsefortællinger. Kan ske enkelte af dem er mere heroisk anlagte end andre, men eksempelvis er gruppens måske største helt, palæontologen Claude, en gammel mand – og hvad nytter det så at være fyldt med selvopofrende iver, når man i sidste ende bare er en svagelig pensionist? Modsat er gruppens mest handlekraftige karakterer dybt problematiske individer, der afgjort må beskrives som antihelte, der på trods af tvivlsomme motiver faktisk fører gruppen til frihed.

Paperback, Pan Books 1982

Paperback, Pan Books 1982

På samme vis er de enigmatiske Tanuer, som den fremmede race fra rummet kalder sig selv, en kompleks størrelse, fordi de tydeligvis er bogens fjender, men der er ikke tale om onde væsner, der har overtaget Jorden, langt fra. Der er snarere tale om en form for imperialisme og et kulturelt sammenstød, og som bogen udvikler sig, bliver det da også ganske mudret, hvem der har retten på sin side.

Der, hvor tingene imidlertid går op i en højere enhed i romanen, sker i selve det konceptuelle rammeværk. Der løber nemlig et metalag gennem bogen, hvor May leger en dristig leg med sin læser, der handler om selve menneskeracens udvikling. Først og fremmest skal det således bemærkes, at der lever menneskeaber, da Tanuerne rammer ned på Jorden. Ved hjælp af deres højtudviklede teknologi bliver disse aber (Ramapithecus) domesticeret af rumvæsnerne. Senere, da menneskene begynder at komme gennem portalen, mister aberne noget af deres betydning, men de er på det tidspunkt blevet en del af Tanu-samfundet.

Paperback, Del Rey 1983

Paperback, Del Rey 1983

Det, May gør her, er at antyde, at Tanu-herrefolket faktisk har været medvirkende til, at mennesket i det hele taget kunne udvikle sig. Der er med andre ord et bånd mellem menneskene fra fremtiden og Tanuerne i fortiden, som er mere kompliceret end som så. At mødet mellem aber og Tanuer rent faktisk har haft ganske stor betydning, går også snart op for læseren, fordi Tanu-kulturen er gennemsyret af keltisk mytologi. May postulerer dermed, at ikke alene har Tanuerne måske været medvirkende til skabelsen af Homo sapiens, deres kultur har klinget med gennem menneskeslægtens lange, lange rejse frem mod i dag.

May arbejder med andre ord med en ganske udvidet forståelse af kulturel erindring, der antyder dybe strukturer i vores kultur, som rækker helt tilbage til rødderne af vores eksistens som kulturelle væsner. Med Aleida Assmanns terminologi kunne vi kalde dette for ”Speichergedächtnis”. Altså lagrede erindringer, som ikke længere umiddelbart har nogen funktion, men som ligger i den kulturelle bevidsthed og snakker med i vores forståelse af verden.

Paperback, Ballantine 1988

Paperback, Ballantine 1988

The Many-Colored Land tager os dermed tilbage til mennesket rødder og stiller os, metaforisk, ansigt til ansigt med Adam og Eva, blot er det nu klart, at det ikke er i den kristne guds billede, disse individer er skabt, men i en fremmed race fra rummets selvbillede. Det er et ret fascinerende koncept, som May dermed folder ud, ikke mindst fordi hun dermed også eksempelvis sætter den lille katolske nonne fra Gruppe Grøn på en forståelsesmæssig prøvelse, for hvor er Gud så henne, hvis mennesket faktisk kan takke Tanuerne for alt? May er katolik, og hun kommer med svar på dette spørgsmål senere i serien, men her i første roman står svaret befriende frit og flagrer i vinden.

Naturligvis er Mays koncept absurd og fyldt med umuligheder, men det gør ikke idéen mindre frugtbar at lege med. Faktisk hæver hun sit eventyr op over den grundlæggende ramasjang-fortælling, som historien dybest set er. Hun illustrerer nemlig, hvor porøs e alle kulturer er og postulerer samtidig, at der kan aflæses en kronologisk stratigrafi i kulturen, som kan føres tilbage til menneskehedens rødder. Sidstnævnte tanke er langt ude, men absolut spændende som baggrund for en roman. Tingene går med andre ord op i en højere enhed i bogen, der favner både tempo og eftertænksomhed i en ekstremt sympatisk symbiose, og det er derfor også fuldt fortjent, at Julian Mays saga om de tidsrejsende er blevet et højtelsket klenodie i genrefiktionens skattekammer.

Paperback, Tor 2013

Paperback, Tor 2013

3 kommentarer

Filed under Roman

Connie Willis, Doomsday Book (1992): Sket er sket

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg er normalt hverken særligt optaget af historier om tidsrejser eller fortællinger, der udspiller sig i middelalderen. Begge dele gør sig gældende i Willis’ roman Doomsday Book fra 1992, som på mange måder gør mine fordomme til skamme, fordi det lykkedes for hende at skrive en eftertænksom roman, der bestemt fortjener anerkendelse for den overordnede vision bag handlingen.

Historiens nutid befinder sig i 2054, hvor rejser tilbage i tiden er blevet mulige. Disse rejser bruges nu som forskningsredskab, og vi møder Institut for Historie i Oxford, der netop er ved at sende en ny ekspedition tilbage i tiden. Denne gang er det unge Kivrin Engle, der skal ud på en rejse. Kivrin er ekspert i middelalderhistorie, og hun har brugt det sidste lange stykke tid på at forberede rejsen tilbage til 1300-tallet.

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Tidsrejserne er ikke noget, man tager let på. Rejserne er både farlige og vanskelige, og for at garantere deres videnskabelige nytte må alt forberedes minutiøst. Trods forberedelserne er professor Dunworthy imidlertid alt andet end begejstret for, at Kivrin skal afsted, fordi han ikke mener, hun er parat til opgaven. Afsted kommer hun dog, og det står næsten øjeblikkeligt klart, at noget gik galt. Kivrin havner ikke der, hvor hun skulle. Godt nok er hun i middelalderen, men hvor og hvornår?

Handlingen spaltes fra det punkt ud i to tråde. I den ene følger vi Kivrin i middelalderen, mens vi i den anden følger Dunworthy og gruppen af videnskabsfolk omkring eksperimentet. Uheldigvis for Kivrin er det ikke bare hos hende, at noget går galt. Samtidigt med hendes afrejse tilbage mod middelalderen udbryder der en dødelig influenzavirus i Oxford, som lukker byen ned og dermed besværliggør alle forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med Kivrin.

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Collin Willis foretager et dristigt greb med Doomsday Book; hun lader nemlig spændingsmomenterne og alt det nervepirrende foregå i bogens nutid. Normalt rejser den tidsrejsende fra en form for normalitet ud i eventyret, men sådan er det ikke hos Willis. I hvert fald ikke i en traditionel forstand, fordi den middelalder, Kivrin ankommer til, præges af et intenst, men næsten stillestående drama med kun få aktører. Her er hverken sværdkamp eller andet ramasjang, i stedet får vi en rørende skæbnefortælling. Præcis det gør hendes tidsrejseskildring ekstremt sympatisk, fordi det ikke handler om pulpet eventyr, men et nært portræt af det sted og de mennesker, som Kivrin havner hos.

Kort efter Kivrin har indfundet sig i fortiden, går det op for hende, at hun befinder sig i en lille landsby i nærheden af Oxford umiddelbart for pesten, den sorte død, hærger egnen. Magtesløs må Kivrin nu se til mens sygdommen spredes, og romanens spændingsmoment ligger naturligvis i, hvorvidt det lykkes for forskerne i fremtiden at finde Kivrin, før hun sluges af begivenhederne omkring hende.

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Bantam 1993

Præcis som Anne Rice, orkestrerer Connie Willis sine beskrivelser af steder og personer som sanseoplevelser, der gør middelalderens mennesker nærværende gennem indfølte beskrivelser af teksturer, dufte, lyde og berøringer. Det skaber en sanselighed i teksten, som helt overskygger de ellers gumpetunge forsøg på dramatik og komik, der udspiller sig i bogens fremtid. Som læser længes man nemlig tilbage til den fortættede verden omkring Kivrin.

Kivrin romantiserede middelalderen, før hun rejste tilbage i tiden, og glimtvis får hun sine romantiske forestillinger bekræftet, men kun i små glimt. Den verden, hun møder er, nemlig rå og vilkårlig. Magtesløs må hun se til, mens pesten sluger den ene efter den anden i byen, og Connie Willis er nådesløs. Én for én dør Kivrins venner, og romanens persongalleri bliver dermed kapitel for kapitel mindre indtil det smertefulde øjeblik, hvor Kivrin står alene tilbage mellem de ødelagte stumper af den drøm, hun håbede at finde i fortiden. Romanen udspiller sig om vinteren, og døden ligger som et iskoldt tæppe over teksten. Kivrin er hjertevarm og sentimental, men hendes kærlighed, naturvidenskabelige viden og klogskab nytter hende ikke noget, fordi pesten, som hun er oppe imod, er langt større end hende selv.

Paperback, Bantam 1994

Paperback, Bantam 1994

Modsat så mange andre tidsrejsefortællinger kommer Kivrin dermed til kort. Alle hendes forsøg på at redde den familie, hun bor hos, fejler brutalt, og Kivrin ender derfor med ikke at være andet end en beskuer; en voyeur, der belurer fortidens lidelser. Lidelserne kan hun imidlertid ikke lade være med at tage på sig, fordi hun forstår sygdommen og dens konsekvenser på en helt anden måde end de middelalderlige mennesker. Resultatet er sønderknusende, fordi Kivrin pludselig bærer hele historiens lidelser på sine skuldre. Hjælpeløs ser hun til, mens de, der har hjulpet hende, kreperer ynkeligt, og Kivrin forstår med et, at hun aldrig burde være rejst tilbage, fordi det, hun er vidne til er ubærligt.

Mere fundamentalt har Connie Willis dermed også eksemplificeret L. P. Hartleys ironiske “The past is a foreign country: they do things differently there“, fordi hun viser den grundlæggende erkendelsesmæssige forskel på verdensopfattelsen mellem fortidens mennesker og Kivrin fra fremtiden. De kan tale sammen, men deres verdener ligner kun overfladisk hinanden, og dets længere tid hun opholder sig i det fremmede, dets mere forstår Kivrin, at fortiden udelukkende bør findes i nutidens bevidsthed, og ikke opsøges konkret, fordi der med fremtidens erkendelser følger et ansvar, og når dette ansvar ikke kan løftes, bliver resultatet det smerteligste nederlag.

Hardcover, The Easton Press 2001

Hardcover, The Easton Press 2001

Jeg har kun ros til Connie Willis indsigter og brug af tidsrejsetematikken. At bogen har sine pinagtigheder, må man bære over med. Willis følte tydeligvis, at hun havde brug for noget forløsende komik for at gøre handlingens dystre sider spiselige. Den komik får vi for fuld udblæsning blandt det fjollede godtfolk i nutidens Oxford, og den del af romanen kunne jeg snildt være foruden, fordi det i virkeligheden udvander bogens gennemslagskraft.

Med mere mod, mere klarsyn og mindre folkelighed kunne Willis have skabt et mesterværk. Ser man imidlertid gennem fingrene med de åbenlyse svagheder, står man med en følelsesfuld tragedie, der tør bruge idéen om tidsrejser til ting, som kun sjældent har været berørt.

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Paperback, Gollancz 2012

Paperback, Gollancz 2012

4 kommentarer

Filed under Roman

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women's Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women's Press 1987

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936)

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women's Press 1991

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women's Press 2000

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

Paperback, Penguin Books 2016

 

1 kommentar

Filed under Roman

Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Allerede året efter Brian Lumley udsendte The Burrowers Beneath, kunne han i ’75 udgive endnu en roman om okkultisten Titus Crow. Sandt at sige var det næppe nogen overraskelse, da Burrowers’ slutning åbenlyst baner vejen for en bog mere. Det, der imidlertid kan overraske, er, hvor forskellig The Transition of Titus Crow er fra seriens første bind. Forgængeren havde en komposit karakter, takket være de mange fortællerstemmer, og samtidig var den rundet af en retrospektiv epistolærstil, der er blevet en af Cthulhu-genrens helt store klichéer. Sådan er det ikke med The Transition, for selvom bogens handling i store træk bliver fortalt til læseren gennem lydoptagelser med Crow, bliver resultatet noget, der ligner den klassiske jegfortæller.

Men lad os se på handlingen. Da vi forlod Crow og hans ven Henri-Laurent de Marigny sidst, var det i ruinerne af Crows hus i England. Ithaqua – August Derleths vinddæmon – havde smadret huset i forsøget på at dræbe de to okkulte opdagere og det tilsyneladende med succes. Det eneste mærkværdige ved ruinen var, at det gamle, ligkisteformede standerur, som stod i Crows arbejdsværelse, var forsvundet. Opdagerens lig blev heller ikke fundet, og nu viser det sig da også i fortsættelsen, at Crow i nødens stund opdagede standerurets hemmelighed (et emne, der blev diskuteret i begyndelsen første bog). Uret er nemlig slet ikke noget ur – nej, det viser sig at være et fartøj til at rejse i tid og rum. Crow og de Marigny er med andre ord undsluppet deres cthulhuide fjender, men kun for en stund, for nu bevæger de sig pludselig ind i nyt farefyldt terræn.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Det korte af det lange er, at Crow og de Marigny pludselig rejser i det åbne rum mellem tid og sted, indtil de Marigny ved et uheld bliver slynget tilbage til Jorden. Crow derimod kommer ikke hjem. Først er han fanget i sit fartøj og må lære, på den hårde måde, hvordan man styrer maskinen. Snart får han dog kontrol over sin kurs, men nu melder det problem sig, at han faktisk ikke aner, hvor i tid og rum han er. Crow er ganske enkelt faret vild i verdensaltets totalitet.

Det koncept er ret fantastisk, og det lykkes da også for Lumley at udnytte idéen om den rejsende, der på må og få brager fra universets skabelse til dens undergang på et øjeblik. H. G. Wells klinger med i fortællingen, men Lumley formår at udnytte rejsetematikken på sin egen måde. Et af de mere bemærkelsesværdige greb i The Transition of Titus Crow er nemlig, at bogen ikke har noget stort plot. Vi følger ganske enkelt Crows forsøg på at finde hjem til sin egen tid på Jorden, hvilket bringer ham ud for en lang række eventyr eller episoder, der hver i sær kan synes som en afsluttet forstælling.

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Lumley får derved lejlighed til at skabe små, meget forskelligartede stemningslommer i bogen. Mest slående for mig er episoden, der udspiller sig på randen af vores sols død. Her formår Lumley i løbet af et relativt kort kapitel at levere noget af det mest stemningsmættede og formfuldendte, som han har skrevet overhovedet. Hans beskrivelser af den nærmest døsige, døde klode befolket af mærkværdige små gnaverlignende skabninger er fyldt med blå toner og stille sorg. Sådan ender det en dag, tænker Crow, da han står i støvet og ser et land, hvor alle spor efter menneskeheden for længst er slidt bort af vind og vejr.

Helt anderledes humørfyldt er en anden fin passage, hvor vores hovedperson havner i en fjern urtid, omringet af dinosaurusser i tropiske omgivelser. Naturligvis er Crow konstant ved at blive ædt af en lang række glubske skabninger, før han slipper videre på sin rejse – præcis som genrekonventionerne byder det for eventyr i kridttiden.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Og det er nok i virkeligheden en af de ting, der gør The Transition of Titus Crow til en ganske underholdende roman. Alle de små optrin, som Crow havner i, er nemlig en leg med klassiske pulp-tematikker. Lumley samler med andre ord alle de drengebogseventyr og ramasjang-fortællinger, han læste som barn, og knytter dem sammen til en pulpkollage, som rent faktisk formår at indfange pulpeventyrets gnist uden at havne i ren nostalgisk parafrase.

Desværre har Lumley forpligtet sig på at fortsætte den fortælling, han begyndte i første bog, og romanen er derfor forankret i Cthulhu-universet. Men sammenhængen mellem de to bøger virker nærmest modstræbende, for romanerne hænger kun løst sammen. De cthulhuide elementer, som Lumley presser ind i handlingen henimod bogens slutning, antager den sædvanlige pinagtige karakter, fordi han er nødsaget til at gøre alvorlige krumspring for at få sit tidsrejse-eventyr til at falde på plads. Lumley introducerer bl.a. Cthulhus mage Cthylla (!) og kaster sig også ud i ganske uoverlagte beskrivelser af Cthulhus rolle i kampen mellem godt og ondt. Alt sammen noget, der gradvist forplumrer den ellers friske pulp-hyldest til en søgt omgang af den sædvanlige surdej fra Lumleys hånd. Alene det faktum, at de såkaldte ”elder things”, der skabte Crows fartøj, i en fjern fortid skulle vælge at formgive det som et standerur, virker så absurd, at det næsten siger alt om de knuder på handlingen, som Lumley må gøre for at få det hele til at gå op.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Nuvel, bogens første del har fart og gejst. Vi møder her en Lumley, der ikke længere står i skyggen af hverken H. P. Lovecraft eller August Derleth, men afprøver kræfter med egne idéer og udtryk. Han søger mod de helteeventyr, der så tydeligt har inspireret hans fiktion, og Lumley gør det langt hen ad vejen utvungent og med mærkbar glæde ved genren. Det er absolut klædeligt for forfatterskabet, fordi han ved at kappe sine mentor-bånd pludselig opdager nye udtryk og stemninger. I den forstand er The Transition of Titus Crow en vigtig bog i Lumleys produktion, som måske ofte bliver glemt, fordi den står i skyggen af The Burrowers Beneath og den senere Necroscope-serie. Romanen er da heller ikke helt vellykket, men den har en fortælleglæde og frihedsfølelse, som er medrivende og værd at opsøge, hvis man har hang til pulp af den klassiske slags.

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

E-bog, Gateway  2012

E-bog, Gateway 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Anders Bodelsen, Frysepunktet (1969): Frit fald gennem fremtiden

Paperback,Gyldendal 1969

Paperback,Gyldendal 1969

Jeg er ret glad for Anders Bodelsen, navnlig hans noveller. Rama Sama fra 1967 er eksempelvis en helt fremragende bog, der til fulde viser spændvidden i forfatterskabet. Et forfatterskab, der i de bedste af bøgerne rent sprogligt når meget med kun ganske få armbevægelser. Der, hvor Bodelsen er bedst, rammer han nemlig en form for stille hverdagspoesi, der står ganske stærkt. Han har en sjælden evne til at udpege stemningsmæssige brændpunkter i helt ordinære situationer og skabe drama i det små. Han fanger formiddagssolen i køkkenet, mens der drikkes kaffe, han fanger smagen af kold øl under frokosten og alle mulige andre genkendelige øjeblikke, som Bodelsen formår at løfte fra det trivielle til noget rammende og potent. At Bodelsens prosa også er formidable tidsbilleder på et Danmark af i går, gør det sådan set bare mere interessant for den kulturhistoriskinteresserede læser.

Frysepunktet skiller sig ud fra Anders Bodelsens vanlige græsgange ved at være en ubehagelig fremtidsfortælling, der tegner et dunkelt billede af den kurs velfærdsstaten, ifølge Bodelsen, har stukket ud for sig selv.  Handlingen åbner i 1973, hvor vi møder Bruno, der er redaktør ved et ugeblad. Bruno har ansvaret for bladets føljetoner og lever ellers et sorgløst ungekarleliv. Lige indtil han en dag får konstateret en uhelbredelig kræft. Lægen, Dr. Ackerman, giver imidlertid Bruno et tilbud. I stedet for at lade sig behandle med medicin, der med sikkerhed ikke vil virke, kan Bruno indgå som forsøgsperson i en ny procedure. På hospitalet har man udviklet en teknik til nedfrysning af patienter, der så kan vækkes fra deres dvale, når man har fundet en behandling for deres lidelser. Bruno tøver, fordi han netop har mødt balletdanserinden Jenny, og faktisk er blevet en smule forelsket i hende. Til sidst accepterer han dog, og dermed falder Bruno ud af tiden for første gang.

Paperback,Gyldendal 1969

Paperback,Gyldendal 1969

Da han vækkes er året 1995, og kræften i Brunos krop helbredt. Men der er sket mere end det. Lægerne har foretaget forbedringer på hans krop, og det bliver også hurtigt klart for Bruno, at muligheden for nedfrysning og genopvækning af mennesker har haft store konsekvenser for samfundet. Det samfund, Bruno møder, er forandret i sin grundvold, fordi jagten på det evige liv synes nærmere målet end nogensinde. Alt er blevet sat ind på at bekæmpe døden, og voldsomme kløfter er opstået mellem dem, der har adgang til den livsforlængende teknologi og dem der ikke har.

Bruno har svært ved at falde til i det nye liv og savner Jenny. Han finder imidlertid ud af, at hun også blev frosset ned, efter en rygskade stoppede hendes karriere som danserinde. Bruno beslutter derfor at lade sig fryse ned igen, så han kan vækkes, når Jenny vågner. Han kommer dermed atter i dvale og vækkes, da han kan genforenes med sin kæreste i 2022. Under genforeningen viser det sig desværre, at alt ikke er, som han havde håbet, og snart kommer Bruno i dvale igen, og sådan fortsætter hans rejse ud i en stadigt mere bizar fremtid.

Der er noget mareridtsagtigt over Bodelsens vision. Bruno stiller sig uden for tidens gang og mister for hver dvale mere kontakt med virkeligheden. Verden, som han kender, den forandres til stadighed og alt Bruno satte pris på i sit gamle liv synes uigenkaldeligt tabt. Men der er sådan set heller ikke plads til Bruno i de samfund, han vækkes til live i. Han forstår ikke kulturen og dårlig nok sproget. Så selvom han genkender brudstykker af verden og sit gamle liv, er alt vredet ud af form i en paradoksal, sygelig jagt på sundhed.

Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)

Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)

Frysepunktet er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden.

Romanen er ganske hurtigt læst og giver kun korte glimt af fremtiden, og vi slipper derfor for ligegyldig ’world building’, som det populært kaldes for tiden. Heldigvis holder Bodelsen også selve det teknologiske aspekt af nedfrysningen på et metaforisk plan, så det kun danner klangbund for beskrivelserne af Brunos stigende frygt og livstræthed. Det er nemlig uden tvivl Brunos mentale forfald, der er romanens egentlig omdrejningspunkt.

Bruno forbliver dermed det eneste faste holdepunkt i en fortælling, hvis rum og tid forandres side for side. Han står tilbage som et skrøbeligt anker i en verden i opløsning. Men dermed ikke sagt, at Bruno bevarer fatningen. For præcis som samfundet bukker under for kampen om evig ungdom, sygner Bruno hen i sin modstand. Hans krop begynder, nedfrysning for nedfrysning, at smuldre og må erstattes med syntetiske udbedringer. Stykvis mister Bruno sig selv, og langsomt står det klart for ham, at han har mistet sig selv. Den erkendelse har flere af romanens tilbagevendende karakterer også gjort, selvom de formentlig næppe ville indrømme det. Det at lade sig nedfryse bliver dermed en flugt fra ansvar og virkeligheden. Det er lettere at lade sig fryse ned og sove fra bekymringer end at møde dem og tage stilling til verden.

Paperback, Gyldendal 1970

Paperback, Gyldendal 1970

Frysepunktet er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen.

Bruno, der har ernæret sig som skønlitterær redaktør, fornemmer straks, hvordan kreativiteten er forsvundet som første offer for lægevidenskabens regime. Der er ikke plads til overflødige tanker i fremtiden, fordi al energi rettes mod at dyrke kroppen. Bodelsens dystopiske verden bliver med andre ord en form for helse-fascistisk samfund, som stilistisk vækker mindelser om en moderniseret udgave af Orwells skrækbillede på fremtiden.

Frysepunktet står først og fremmest som en fejring af de bløde værdier og det uvægerlige forfalds naturlige kvaliteter. Som jeg skrev i begyndelsen, finder Bodelsen meget af sit poetiske stof i hverdagens situationer, og det er her, han henter metaforisk gods til at skildre sine fortællinger om mennesker, der ofte kommer på kant med deres omgivelser, fordi de drømmer om et andet liv, end det de har. At han netop følte sig kaldet til at advare sin samtid om faren ved at give los og ofre fantasien på rationalitetens alter, er derfor heller ikke så sært. Og jeg kan i hvert fald kun tilslutte Bodelsens pointe.

 

4 kommentarer

Filed under Roman