Tag Archives: Tony Destefano

Jeffrey Lord, Blade bd. 1. The Bronze Axe (1969): Wham bam thank you mam…

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Nu skal vi et dyk helt ned i genrelitteraturens mest vulgære, underlødige og fladpandede dynd, hvilket ikke er så lidt underholdende. Mest af alt fordi vi her er vidner til lige dele utøjlet galskab og dumhed, leveret uden skyggen af selvironi.

Pulplitteraturen vendte for alvor tilbage i 60’ernes anden halvdel, hvor gamle koryfæer udkom i nye paperback-antologier, der gik som varmt brød blandt de unge læsere. Der var imidlertid også et ældre læsersegment, som var interesserede i sværdsvingende muskelmænd og gæve, intergalaktiske rumhelte. Af den grund begyndte flere forlag hurtigt at udsende serier med nyskrevne historier til et lidt mere modent publikum, hvilket dybest set vil sige bøger med højt og bramfrit indhold af sex og vold. Altså bøger, der beskrev meget af det, som den oprindelige pulplitteratur kun kunne antyde eller gengive i floromvundne vendinger.

En af de markante serier i den sammenhæng er forlaget Pinnacles romaner om den engelske agent Richard Blade. En langlivet serie, der først blev påbegyndt hos Macfadden Books i ’69, men senere overtaget af Pinnacle. Takket være et ganske enkelt greb var serien i stand til at være forbløffende varieret uden at ændre ved grundkonceptet. Præmissen for Blade-serien er nemlig, at den geniale videnskabsmand Lord Leighton har skabt en supercomputer, der skal stå til rådighed for den britiske efterretningstjeneste.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Formålet med computeren er ikke helt klart, men mennesker kan koble sig til den og derved blive sendt til Dimension X, og hver bog udspilles sig således i en ny del af denne dimension. Hvorfor det skulle være nyttigt, er ikke helt klart, men det antydes, at man måske i det fremmede vil kunne finde viden eller ting, der kan hjælpe den britiske regering. Richard Blade, agent i en tophemmelig enhed, bliver af sin chef ”J” (nej, ikke ”M”) udvalgt som forsøgskanin og befinder sig efter kun fire sider allerede i Dimension X. Jeffery Lord, et forlagsalias, spilder dermed ikke tiden på unødig palaver. Manden bag navnet er i øvrigt her sleaze-mesteren Manning Lee Stokes.

Blade lander i en vildsom fantasyverden med vikinger, barbarer og kannibaler. Knap landet, nøgen, opdager han en smækker pige – en prinsesse forstås – i nød. Prinsesse Taleen angribes af blodtørstige, ulvelignende væsner, men heldigvis har hun et sværd, som hun kan give til supermennesket Blade. Dermed er Blades eventyr ind i en fremmedartet verden kaldet Alb begyndt. Han tumler fra den ene kamp til den anden seng og så tilbage igen, alt imens han på en eller anden måde har fået viklet sig ind i en intrige omkring prinsesse Taleen og en vikingelignende barbar af en høvding.

En væsentlig detalje, som kort bør nævnes, er i øvrigt, at Blade delvist har mistet sin hukommelse, da han kommer til Alb. Han har derfor alle sine nyttige færdigheder – blandt andet våbentræning fra ”The Medieval Club” i London, men han husker kun vagt sit egentlige liv i England, hvorfor han naturligvis kan kaste sig helhjertet ind i Albs fristelser uden at føle snerrende bånd hjemmefra.

Paperback, MacFadden 1969. Romanens 1.udgave

Det hele er ganske dumt og grænsende til det meningsløse, men Lord formår at fange noget af Robert E. Howards lyriske tilgang til kamp og tempo. En scene, som den første kamp mellem Blade og ulvene, er eksempelvis et godt bud på en intens pulplitteratur, der formår at gribe sin læser, vel vidende, at Blade naturligvis vil gå uskadt ud af det hele. Sådan er spillereglerne.

Desværre er The Bronz Axe en titel, der henviser til vikingernes ledersymbol, alt for lang for sit eget bedste. Selvom Blade render ind i den ene modstander efter den anden og slagter dem så blodet sprøjter, hjernemassen vælter ud og maver skæres op; på trods af, at han går i seng med en perlerække af smukke kvinder og endda bliver voldtaget i en lettere ubehagelig scene af en gammel troldkvinde, bliver det hele langtrukkent og mister det tempo, som bogen egentlig sælger sig på.

Om ikke andet kan man derfor muntre sig med bogens kulørte indslag – og dem er der mange af! Man kan eksempelvis notere sig en homoerotisk understrøm, der løber gennem bogen. Blade får således en meget loyal tjener; en mand, som Jeffrey Lord igen og igen udpenslende beskriver som ganske hæslig. Ikke desto mindre holder tjeneren med stor trofasthed fast i Blade, og da de en aften har redet langt, klager Blade over ømme baller, hvorefter hans tjener masserer Blades røv med olie, imens han i rosende vendinger fortæller sin herre, hvor velskabt den er. Lignende optrin er der flere af, hvilket blandes med beskrivelser som denne: ”There was a small linen loincloth hanging on a hook in the wall. Blade stripped and twisted the cloth about his waist. It barely covered his genitals.” (s. 11)

En hurtig smøgreklame har også fundet vej ind i Blades pakkede eventyr

Gang på gang gør Jeffrey lord os opmærksomme på Blades letpåklædte tilstand, og kvinder kan dårligt holde øjnene fra den letpåklædte gigant af en mand. Grundlæggende er The Bronz Axe et stykke sjofelt sword and sorcery, der lever i kraft af sine excesser. Alt i bogen er lånt andre steder fra, men man må give Jeffrey Lord, at sammensmeltningen af Conan og James Bond, som Richard Blade er, er underholdende og uset. Det ændrer imidlertid ikke noget ved det grundlæggende faktum, at bogen er en ulykkelig blanding af vold, sex og tomgang.

Paperback, Kelter 1976. Her har du Blade i tysk udgave

Selvom vi skraber bunden her, må jeg blankt indrømme, at jeg er blevet nysgerrig efter at høre mere om, hvad Blade kommer ud for i den næste bog. Jeg er helt sikker på, at tonen er den samme, men forhåbentlig holder den pusten bedre end den første bog.

Ah, Blade! You are monstrous big. I begin to feel afraid. I am a virgin, Blade. Will it hurt me much?” He led her toward the bed. “It will hurt, Taleen. But not for long, and in the end you will enjoy the hurting. And I will go as gentle as I can.” (s. 208)

 

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Roman

Daniel Logan, America Bewitched. The Rise of Black Magic and Spiritism (1973): Kapitler fra en verden hvor Djævlen går omkring som en brølende løve

Paperback, Manor Books 1975. Den ganske stemningsfulde forside er malet af Tony Destefano

Paperback, Manor Books 1975. Den ganske stemningsfulde forside er malet af Tony Destefano

I 60’erne blev forskellige grader af mystik og spiritualisme hverdagskost, hvor en generation af søgende unge for alvor begyndte at dyrke alternative livs- og virkelighedssyn. Men det var ikke bare blandt hippier, ungdomsoprørere og fritænkere, at mystikken vandt genklang. Interessen for åndelige spørgsmål kom, måske ansporet af 50’ernes økonomiske opsving, ind i ganske almindelige hjem. Mor og far begyndte at læse bøger, der berørte metafysiske emner.

Jungs gestaltterapi og eksempelvis Alexis Carrels L’Homme, cet inconnu (på dansk : Menensket, Det Ukendte) fra 1935 blev pludselig igen en bestseller. Bogen blev så aktuelt, at den sneg sig helt ind folkekomedierne. Jeg mener, at det er i Passer Passer Piger (1965), at kvinderne i boligblokken begynder at interessere sig for selvudvikling og bl.a. læser førnævnte bog af Carrel.

Paperback, Manor Books 1975

Paperback, Manor Books 1975

Med den store interesse for det åndelige og overnaturlige fik gysergenren naturligvis også gode kår. Resultatet blev en ny horrorbølge, som jeg har skrevet om flere gange her på bloggen. Det skabte rum for en række bestsellere – eksempelvis Levins Rosemary’s Baby (1967) – der i den grad lukrerede på fascinationen af okkultisme og satanisme, der også havde medvind i de alternative miljøer.

Med al den virak omkring det okkulte, måtte der naturligvis også komme en modreaktion. Den kom på den ene side fra vrede kristne, der gik til kamp mod satanisme og djævledyrkere. På den anden side fra videnskabsmænd, der forsøgte at afmystificere meditation, stofkultur og alt andet, som hippierne trak med på slæb.

Daniel Logan (født 1936). Dette er det bedste billede jeg kunne finde af manden

Daniel Logan (født 1936). Dette er det bedste billede jeg kunne finde af manden

Midt i alt dette udsendte spiritisten og astrologen Daniel Logan en bekymret bog, der tager temperaturen på USA anno 1973. Bogen er en advarsel; et opråb om eftertænksomhed og forsigtighed. Logan, der i den grad er i kontakt med mystiske kræfter, forklarer nemlig, at han har set tegn i tiden, der viser, at Satans kræfter vokser blandt ungdommen. Kunst og kultur spiller en væsentlig rolle i Logans argumentation, og førnævnte Rosemary’s Baby – både bog og film – er et af hans væsentlige nedslag. Dertil kommer lange tirader om narkotika, Alice Cooper, Aleisteir Crowley, Anton Lavey, Charles Manson, performancekunst og alt mulig andet, som Logan fremstiller som agenter for diabolske kræfter.

Og her skal man bide mærke i, at Logan ikke taler ud fra et fundamentalistisk kristent standpunkt. Han taler som en selverklæret ”hvid magiker”, der tror på magiske kræfters eksistens. Han regner eksempelvis den populistiske Wicca-heks Sybil Leek blandt sine gode venner, hvilket siger en hel del om det type mystikere, han gerne vil sættes i forbindelse med.

Hardcover, William Morrow 1973. Bogens 1. udg.

Hardcover, William Morrow 1973. Bogens 1. udg.

Med America Bewitched får vi altså en okkultists advarsel – en der så at sige selv har været der. Endda ganske bogstaveligt, for Logan kan berette, at han i et tidligere liv var heksemester i Salem og der drev sit uvæsen, før de så berygtede afbrændinger fandt sted. Resultatet er en ganske absurd, men meget underholdende bog, der indfanger tidsånden perfekt og handler om alt det, jeg elsker ved horror fra den tid.

Bogens hovedargument er, at sataniske kræfter har forført amerikanerne. Logan benytter samme argumentation, som Dennis Wheatley udfolder i sine ”Black magic stories”. Her tilskriver Wheatley nemlig først nazisterne, men senere kommunisterne bag jerntæppet, rollen som Satans håndlangere. Wheatley citeres i begyndelsen af bogen som en autoritet på hekseri-feltet, og Logan følger da også hans eksempel. Kunst og kulturelle fænomener, som Daniel Logan ikke finder passende, bliver på den led fremstillet som fælder opstillet af Djævlens håndlangere. Hippiebevægelsen og hele ungdomsoprøret er med andre ord blevet lokket på afveje af satanister, der har forblændet dem med løgne!

TIME, juni 1972. Et eksempel på den okkulte begejstring, som Daniel Logan skriver om

TIME, juni 1972. Et eksempel på den okkulte begejstring, som Daniel Logan skriver om

Grundlæggende er der naturligvis tale om en udtalt kulturkonservatisme. Logan forsøger ganske ublu at skræmme sit publikum til fornuft. Bogen åbner med en grum gennemgang af de såkaldte Manson-mord, og derefter går Logan ellers i gang med at underminere tidens trends. Hippiebevægelsen, ungdomsoprøret og venstreorienteret tænkning bliver kapitel for kapitel udstillet i det dårligst tænkelige lys.

Daniel Logan er naturligvis en grundig mand, der baserer sine overvejelser på historisk ”fakta”. Vi får derfor en hurtig gennemgang af djævletilbedelsens historie fra stenalderen ind i middelalderen og videre til Salem og The Golden Dawn i London. Det hele er ganske kortfattet og ganske langt ude i hampen. Men her ligger en del af bogens charme, og det bliver bedre endnu.

Sybil Leek (22. februar 1917 - 26. oktober 1982). Okkultist, heks og åbenbart en nær ven af Daniel Logan

Sybil Leek (22. februar 1917 – 26. oktober 1982). Okkultist, heks og åbenbart en nær ven af Daniel Logan

Logan kan nemlig ikke nøjes med at understøtte sine kulturkritiske iagttagelser med fakta. Han er jo også okkultist og magiker, derfor må han dokumentere sine evner som mystiker. Det fører til en række kapitler, hvor han belyser sine pointer med oplevelser fra sit eget liv. Og her må jeg konstatere, at okkultister oplever mere end alle os andre.

Vi taler rum med blod løbende ned ad væggene, sataniske troldmænd, der bruger deres magi til ondt, poltergejster, dæmoner og alt mulig andet i samme dur. Faktisk fortæller Logan i bogens efterskrift, at han løbende blev angrebet af onde kræfter, mens han arbejdede på bogen. Bogen var så farlig for Satans horder, at den ikke måtte se dagens lys! Heldigvis for os og verden holdt han stand. Logan kan tilmed berette, at han forudså mordene på John og Robert Kennedy. Han fortalte det i radioen, men ingen ville lytte. Suk. Man kunne jo så håbe, at Logans visdomsord ville blive hørt, da de udkom i 1973, parat til at blive katapulteret ind på bestseller-listerne.

Anton Szandor LaVey (11. april 1930 – 29. oktober 1997). Den berygtede satanist, kirkestifter og en af Daniel Logans vigtige fjender

Anton Szandor LaVey (11. april 1930 – 29. oktober 1997). Den berygtede satanist, kirkestifter og en af Daniel Logans vigtige fjender

Sidstnævnte skete faktisk. Bogen blev læst af ganske mange, men jeg tror ikke, folk lyttede ret meget. Daniel Logan, til trods for sine utrolige færdigheder, er da også kun forblevet en perifer figur, der aldrig formåede at følge sin bestseller op med værker af samme vægtige karakter.

America Bewitched er fascinerende læsning, fordi handler om alt det samme, som tidens horrorlitteratur også kredser om. Bogen står til halsen i samtidens metafysiske diskurser, men insisterer på at være en outsider. En stemme ude fra, der kan sætte tingene på plads. Sådan er det bare ikke. Daniel Logans bog er i bedste fald et udtryk for sensationshungrende opportunisme. Han spiller på de rigtige chokerende stereotyper og trykker på de præcis rigtige knapper for at skræmme stakkels mødre og fædre fra vid og sans. Gulp, er det den verden, min lille engel går omkring i?! Gisp, er det sådan, hippier opfører sig!? Osv.

No more mr. nice guy. Vincent Damon Furnier (4. februar 1948) - bedre kendt som Alice Cooper. Endnu en af Logans diabolske fjender

No more mr. nice guy. Vincent Damon Furnier (4. februar 1948) – bedre kendt som Alice Cooper. Endnu en af Logans diabolske fjender

Logans bog et stykke gyserlitteratur fra den virkelige verden. Den leverer et stemningsbillede fra det kulturelle klima, som Levins Rosemary’s Baby var med til at gøre populært og den klangbund, der gjorde en bog og film som The Exorcist mulig. Med Logan får vi et tidsbillede, der både tegner rammerne for det, der skabte tidens store gyserbestsellere, og samtidig viser, hvor provokerende disse gysere kunne være for publikum. Logans bog er med andre ord nyttig læsning i dag, for alle, der gerne vil ind under huden på 60’ernes store gyser-revival. Og derudover er det jo sjov, grotesk læsning, når Daniel Logan folder den ene okkulte spøgelsesoplevelse ud efter den anden.

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion