Tag Archives: Tor Books

Mark Twain, A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889): Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien?

Paperback, Tor 1991. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen efterhånden skrevet om en række romaner, der har haft en enorm betydning for udviklingen af pulpfiktionen i 1900-tallets første del. Her skal vi se nærmere på endnu en af disse bøger. Mark Twains tidsrejse-roman A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court fra 1889 kom nemlig til at danne skole for en hel gren af genrelitteraturen, der i en eller anden form gentager Twains fortælling; og det selvom Twains roman også selv trækker på genkendelige forbilleder. Med Twains roman får man således en nøgle til en række forskellige værker, der strækker sig fra en tidlig beundrer af Twain som Edgar Rice Burroughs og til en pastiche-mester som L. Sprague de Camp. Twains roman har også fortsat et ekko, selv i nyere fiktion; noget jeg skal vende tilbage til i en indlæg om nogle uger.

Romanen er vel så kendt, at jeg ikke behøver at bruge ret meget tid på handlingen. Den snusfornuftige Hank Morgan – titlens ”Connecticut Yankee” – får et slag i hovedet og kommer på mystisk vis til sig selv i Kong Arthurs England. Vel at mærke ikke et eventyrets Arthur-England, men et historisk England, hvor Arthur og hans riddere af det runde bord samt troldmanden Merlin og alle de andre karakterer fra universet optræder i noget, man kunne kalde en realistisk facon.

Samuel Langhorne Clemens alias Mark Twain (30. november 1835 – 21. april 1910)

Hank Morgan bliver hurtigt viklet ind i intrigerne ved Arthurs hof, men takket være sin moderne viden, handlekraft og en god dosis snedighed får Morgan sig arbejdet op i systemet og gjort sig uundværlig som Arthurs højre hånd. Det er naturligvis ikke alle, der er lige begejstrede for Morgans tilstedeværelse og position, hvorfor han også får skabt sig en del fjender undervejs – ikke mindst kirkens folk, der bestemt ikke er begejstrede for de ting, som den fremmede amerikaner sætter i gang i Arthurs England.

Hele omdrejningspunktet for Twains roman er, at Hank Morgan ganske hurtigt begynder at genskabe sit moderne, oplyste USA i Arthurs rige. Han genopfinder sine moderne bekvemmeligheder og introducerer alt fra telegrafen og dynamit, til cykler og moderne badefaciliteter. Det fører alt sammen til en række absurde og festlige optrin, som Twain får beskrevet igennem sin snurrige stil. Bogens fortællerstemme kommenterer således løbende på handlingen og iscenesætter sig selv i romanteksten, idet vi hører fortællingen, som Hank Morgan har nedfældet den efter at være kommet tilbage igen til sit moderne USA.

Hardcover, Charles L. Webster and Co. 1889. Romanens første udgave

SF-entusiaster har gjort et nummer ud af at læse Twains roman ind i tidsrejsegenren, hvilket naturligvis ikke er urimeligt. Dog vil jeg mene, at selve det faktum, at Hank rejser i tid, er en biting, et greb, som Twain skal bruge for at udfolde det, der er romanens egentlige anliggende. Med sin satiriske tekst er Twain nemlig slet ikke specielt optaget af Arthurs middelalder; det, der optager ham, er et angreb mod den politiske konservatismes romantisering af fortiden. Romanen er dermed en rungende fortale for idéen om fremskridt og teknologisk udvikling som vej til at hæve levestandarden for samfundet som helhed, men navnlig for de svageste.

I udgangspunktet er Twains bog en parodi på de historiske romaner, som blev så populære i 1800-tallets midte; Walter Scotts fiktion er et eksempel, mens B.S. Ingemann er et hjemligt eksempel på det samme. For Twain bliver disse sværmeriske forestillinger om historien et grotesk forsvar for en verden af undertrykkelse, fattigdom og åndsformørkelse. Principielt er det et synspunkt, som Twain kan fremføre med en vis ret, men hans manierede og stærkt karikerede middelalder er i sidste ende præcis lige så kulørt og manieret som hans egen ganske ukritiske fremskridtsglæde, der med nutidige øjne fremstår mindst lige så karikeret som hans satire over historien.

Paperback, Pocket Books 1948

Twains historieforståelse, som den kommer til udtryk i romanen, tager udgangspunkt i den antagelse, at mennesker er ens tænkende skabninger, der ikke er påvirket af deres kultur, men kun af deres økonomiske og teknologiske vilkår. Det vil sige, at når romanens Hank Morgan introducerer telegrafen og alle de andre moderne vidundere, så forandrer det samfundet, mens mennesket forandres som sådan ikke. Man får derfor det indtryk, at middelalderens menneske i Twains roman bare venter på at blive teknologisk befriet. På samme vis stiller Twain sig helt uforstående over for religionens rolle i middelalderens tænkning og ser den ene og alene som udtryk for en korrupt katolsk kirke, der forsøger at lokke penge fra folk modsat den evangeliske kristendom, som Morgan fremfører som rationel og fri.

Ser man nærmere på de bredsider, som Twain får affyret i løbet af romanem, bliver det da også i stigende grad klart, at Arthurs England er en allegorisk fremstilling af amerikanske forhold. Det er ikke tilfældigt, at netop slaveriet i Arthurs England spiller en væsentlig rolle i romanen og udgør noget, som Morgan indædt forsøger at bekæmpe. Faktisk er hele miljøet omkring Arthurs hof, bestående af velhavende gamle og uduelige slægter med forældede religiøse forestillinger, der undertrykker folket, et billede på Sydstaterne eller i hvert fald dele af Syden. Twain revser dermed sin samtid og samtidens sværmeri for tiden før borgerkrigen, i romanen.

Haardcover, Modern Library 1949

Med den allegoriske brug af historien bliver det derfor også irrelevant at påpege de mange kulturelle og historiske fejlgreb, som Twain gør sig, fordi han slet ikke bekymrer sig om England. Nogen egentlig tidsrejse kan man derfor heller ikke tale om, for Morgan føres tydeligvis igennem en symbolsk spejling, der lige så godt kunne være en drøm; ikke en egentlig historisk virkelighed.

Lægger man alt det til side, står der imidlertid også en utrolig underholdene røverhistorie tilbage, der viser Twain fra den letbenede side. Der er tempo over handlingen, som rummer en god del kamp, spænding og eventyr. Netop derfor blev bogen også opsuget af pulplitteraturen, der fjernede det allegoriske element og fokuserede på den konkrete handling i stedet. Derved blev A Connecticut Yankee skabelon for en hel familie af fortællinger, som alle har moderne hovedpersoner, der flyttes ind i et fremmedartet miljø og her må overleve på deres viden og snarrådighed.

Paperback, Washington Square Press 1960

Var romanen blevet skrevet af en anden forfatter end Twain, kunne den snildt nu være blevet et stykke glemt litteratur. Twains pen har imidlertid garanteret romanen en helt særlig status i genrefiktionens univers og det på dobbelt vis. Den er et interessant stykke allegorisk politisk litteratur på linje med eksempelvis Orwells Animal Farm, men samtidig er den også en forbistret underholdende slyngelfortælling, som kan stå mål med de fleste pulpfortællinger fra 20’erne og 30’erne, når det kommer til benhårdt eventyr og ramasjang. Skulle du være i tvivl, har roman en høj stjerne hos mig, og jeg er sikker på, at de fleste af jer har det på samme måde. Det er i hvert fald en bog, som det lønner sg at gå i dybden med.

Paperback, Airmont Books 1964           

Paperback, Washington Square Press 1965           

Hardcover, The Easton Press 1986

Hardcover, William Morrow 1988

Paperback, Oxford University Press 1997

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, Dover Publications 2001

Paperback, University of California Press 2002

Ebog, Simon & Schuster 2007

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, Simon & Brown 2011

Paperback, Twain Press 2011

Paperback, Small Street 2013

Paperback, Levison Press 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Richard Matheson, Hell House (1971): Freudianske shock i knaldhytten

Paperback, Tor 1999. Den meget stemningsfulde forside er skabt af Michael Deas

Richard Matheson har en høj stjerne hos mig, ikke mindst som kreativ og udfordrende novelleforfatter. Han har også skrevet fremragende romaner, men hans skrækroman Hell House fra ’71 hører ikke til blandt hovedværkerne. Romanen blev ikke desto mindre et ganske stort hit for Matheson, hvilket uden tvivl skyldes, at den kunne ride videre på den bølge, som William Peter Blatty havde sat i bevægelse tidligere på året. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Exorcist har inspireret Matheson til selv at prøve kræfter med en klassisk skrækfortælling; noget han ikke havde gjort i et stykke tid.

Hell House handler naturligvis om et hjemsøgt hus, og historien begynder, da parapsykologen Dr. Lionel Barrett bliver hyret af en aldrende rigmand til at undersøge spøgerierne i et berømt og berygtet hjemsøgt hus, hvor der for år tilbage udspillede sig nogle ganske dramatiske begivenheder. Ejeren af huset, Deutsch, har også hyret det kristne medium Florence Tanner og et medium mere, Ben Fischer. Fischer skiller sig ud fra de andre ved at have været med i en tidligere undersøgelse af det berygtede Hell House. Han deltog som ung teenager i spiritistiske eksperimenter i huset, og var den eneste, der slap bort fra stedet med livet i behold. Dr. Barrett har også taget sin kone med på opgaven, og til sammen udgør de fire bogens primære persongalleri.

Paperback, Tor 1999

Allerede kort efter, at selskabet er ankommet til det gamle hus, der er møbleret, men har stået ubenyttet meget længe, er det klart, at stedet hjemsøges af en ond kraft. Alt føles forkert i huset, hvilket ikke mindst demonstreres igennem elektriciteten, der driller, mystiske klapren med dørene mystisk. Dr. Barrett, en ægte videnskabens mand, går metodisk til værks med maskiner og målinger. Han giver ikke meget for de to mediernes psykiske evner, og her har vi en af bogens første og mest åbenlyse konflikter; en konfrontation imellem det rationelle og det irrationale.

Det er tydeligt, at Hell House ikke har fået sit ildevarslende navn og sataniske omdømme uden grund. Spøgerierne tager til, hvilket først rammer Florence Tanner, det kvindelige medium. Snart kaster ånderne også deres kærlighed over Barretts kone, som besættes af husets afdøde ejer og udsættes for en række ganske ydmygende optrin.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Baggrundhistorien er, at Belasco, manden, som opførte det nu hjemsøgte hus, hengav sig til orgier, satanisme og enhver form for depraveret udskejelse. Det siges også, at den gamle sluttede en pagt med Djævlen, før han selv døde, og derfor nu går igen. Denne smag for udskejelser bemærker de fire gæster i spøgelseshuset, for spøgelset prøver gang på gang at komme i lag med de besøgende; faktisk er hjemsøgelsen gennemsyret af seksuelle referencer. Meningen bag det hele falder kun gradvist på plads, og undervejs må de fire gæster gennemgå en række ganske, ganske voldsomme hændelser, som ender med at koste menneskeliv.

Som sagt har Matheson uden tvivl skævet til The Exorcist, da han skrev Hell House. Der er en rå og bramfri tone i bogen, der synes at lægge sig i forlængelse af de beskrivelser, vi får af stakkels besatte Regan. Det egentlige forløb i romanen må imidlertid siges at være hentet i Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Faktisk vil jeg mene, at Mathesons roman er et åbenlyst forsøg på en gendigtning af Jacksons historie, der nu søges tilført mere entydige tematikker og en mere kontant stemningsetablering. En opgave Stephen King også påtog sig med The Shining i ’77.

Hardcover, Viking Press 1971. romanens første udgave

Den øvelse slipper Matheson desværre ikke helt heldigt fra. Der er noget gumpetungt, for ikke at sige dumt, over hans overtydeligt konstruerede konflikter og brug af freudianske motiver. Barrett, der er impotent, kan ikke tilfredsstille sin kone seksuelt; det udnytter huset til at lade hende gå på seksuel opdagelser blandt de to andre gæster. Skyld og skam griber ind i dette, hvilket naturligvis alt sammen kan føres tilbage til de kun halvejs formulerede relationer, som Jackson så elegant etablerede i sin roman. I Hell House er der intet elegant. I stedet bokser Matheson sin hvermands-Freud ind i teksten og dræner sin fiktion for ethvert spor af den tvetydighed, som gør The Haunting of Hill House til et æstetisk hovedværk i den moderne skrækfiktion.

En klog bog kan man derfor absolut ikke kalde Hell House, men den har pulplitteraturens dramatiske fremdriftsform. Det gør den både underholdende og den flittige brug af stort set alle spøgelsesgenrens troper må siges at være charmerende for skrækentusiaster. Præcis det splitter mig i forhold til bogen. På den ene side er den et underholdende stykke skræk-ramasjang, på den anden side er den en uoriginal, dum udgave af Jacksons mesterværk og derfor, som litteratur, uinteressant.

Paperback, Bantam Books 1972. Her sælges bog af uforklarlige årsager som gotisk romance

Set som Jackson-reception bliver Kings The Shining et stykke subtil kunst, målt i forhold til Hell House, og det er i virkeligheden ret trist, for man kan også i den grad klandre Kings bud på en nyfortolkning af The Haunting of Hill House for banalitet. Det er især trist, hvis man som mig holder af Mathesons tidlige fiktion fra 50’erne. Hans spøgelsesfortælling er således endnu en roman, som desværre bekræfter alle fordomme om skrækfiktionen og dens ukritiske læsere. Vi stiller åbenbart meget få krav til vores genrelitteratur.

Paperback, Bantam Books 1973. Nu bekendes der kulør; her er det referencen til tidens bestsellere, der skal inspirere til køb af bogen

Paperback, Warner Books 1985. Bemærk den absurde ros fra “gysets konge” og hans tro væbner 

Hardcover, Gauntlet Press 1996

Hardcover, Severn House 2004

Hardcover, Centipede Press 2011. Bogen er senest udkommet i denne luksusudgave

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Charles L. Grant, The Hour of the Oxrun Dead (1977): Den diabolske overklasse

Paperback, Tor 1987. Forsiden er stemningsfuldt malet af David Mann

1970’erne var et fantastisk årti for skrækfiktionen. Store bestsellere skabte økonomisk interesse for genren, hvilket var med til at bane vejen for nye talenter med spændende projekter. En af de forfattere, der voksede ud af skrækkens undergrund, var Charles L. Grant, der udsendte The Hour of the Oxrun Dead i 1977. Romanen udspiller sig i den fiktive lille provinsby Oxrun Station, som efterfølgende kom til at danne rammen om en hel serie af Grants historier i stil med Kings fiktive Castle Rock eller Lovecrafts Arkham.

Handlingen foregår i dagene op til halloween. Et år tidligere er Natalies mand Ben, der var politibetjent i Oxrun, blevet dræbt på jobbet. Morderen er aldrig fundet, men nu – et år senere – begynder der at ske sære ting omkring Natalie. Noget forfølger hende tilsyneladende, og selvom Bens bror Sam, der også er betjent, gør, hvad han kan for at beskytte Natalie, hjælper det ikke meget.

Paperback, Tor 1987

Heldigvis har Natalie langt om længe åbnet sig overfor byens journalist Marc, og sammen forsøger de nu at opklare, hvad der er på færde. Kirker i byen er blevet skændet og bøger bliver stjålet på biblioteket. Det hele er meget mystisk, ikke mindst da Natalie opdager, at alle byens spidser går med den samme type mærkelige fingerring. Faktisk gik Ben, Natalies afdøde mand, også med sådan en ring. Snart viser det sig, at en okkult sammensværgelse holder Oxrun under opsyn, og Natalie spiller en eller anden rolle i dette.

Desværre er bogen, der på flere måder har mindelser om Ira Levins Rosemary’s Baby, dybest set ganske uinteressant. Den er hverken nervepirrende eller har noget særligt på hjertet, hvorfor Charles Grants første skrækroman står som en forbløffende tam omgang, hvis stærkeste træk er de afdæmpede personskildringer af Natalie, Marc og Sam.

Charles Lewis Grant (12. september 12 1942 – 15. september 2006)

Præcis det afdæmpede er da også det, der skabte Grants forfatterkarriere og danner det, man kan kalde hans stil. Grant var nemlig en af de fremmeste repræsentanter for den såkaldte ”stille horror”, der voksede frem i 70’erne som modstykke til bestsellernes ofte larmende historier og voldsomme konfrontationer mellem godt og ondt. Hos Grant trækkes tempoet ud af teksten, og historien får lov at udspille sig i hverdagslivets rolige rammer. I hvert fald næsten.

Det da også tydeligt, hvor han stilistisk vil hen med sin tekst. For Grant handler gyset om virkelige mennesker af kød og blod, der konfronteres med skræmmende optrin, som knuser deres hverdag. Det er dig og mig, der går omkring i Grants romaner og pludselig jages af mørke silhuetter i natten. Præcis den præmis er sympatisk og på mange måder den helt rigtige reaktion på monstergysets bulder og brag. Samtidig er roman kort. Grant kender med andre ord sin besøgstid og overlæsser ikke sin skrækfiktion med flere af hverdagens trivialiteter end det, der skal til for at skabe miljøet. Også her stiller Grant sig anderledes end bestsellerforfattere som eksempelvis Stephen King.

Paperback, Doubleday 1977. Bogens første udgave

Desværre mislykkes meget af dette i The Hour of the Oxrun Dead, fordi Grant ikke får doseret sin fortælling rigtigt. Det, der burde være en roman med stigende paranoid rædsel, der vokser kapitel for kapitel, som sammensværgelsens omfang går op for Natalie, forbliver en flad og udramatisk omgang, hvis klimaks afvikles på de sidste fem sider i en række hektiske beskrivelser, der ikke formår at indfri de forventninger, som bogen har opbygget.

Ærgrelsen bliver ikke mindre af, at Grant rent faktisk løbende leverer gode optakter og momenter, som principielt burde være perfekte små skrækscener; sådan bliver det bare ikke. Hans tydeligvis meget filmiske forståelse af litteratur og scenerne, der stedvist har karakter af pasticher over sort/hvide monstergys (en tågeindsvøbt kirkegård figurerer eksempelvis prominent), får hverken nerve eller liv.

Paperback, Popular Library 1979

Man skal dermed ikke læse Grants første skrækroman, fordi den er synderligt spændende eller god, men man skal læse den, fordi den blev et vigtigt startskud for en gren af horrorgenren, der havde høj kurs fra slutningen af 70’erne og frem til 80’ernes midte. Den har således genrehistorisk interesse.

Det kan indvendes, at der altid har eksisteret stille gru, som bevirker meget med små armbevægelser, hvilket er helt rigtigt. Det var imidlertid først i slutningen af 70’erne, at der opstod en hel lille bevægelse af romaner, der principielt brugte samme tematikker og monstre som bestsellergyserene, men som fortalte historierne i et helt andet tempo. Denne form for ”stille gys” blev naturligvis aldrig for alvor populær blandt horrorfans, men ikke desto mindre er den udtryk for en særlig æstetisk tilgang til gyset, der levede i bedste velgående i skrækfiktionens græsrodslag.

Paperback, Crossroad Press 2018

Som det fremgår, er The Hour of the Oxrun Dead er tydeligvis ikke nogen stor oplevelse, og bogen er en beklagelig introduktion til det, der blev en ganske populær serie af løseligt sammenhængende romaner. Tingene blev da også bedre for Grant senere, da han blev mere sikker i sin vision og bedre forstod, hvor der skulle holdes igen og hvor der skulle presses på.

3 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King, Le Morte D’Avalon (2003): Psykotisk heks eller girl power?

Hardcover, Tor 2003. romanens 1. udgave. forsiden er, som seriens øvrige, skabt af Gary Ruddell

Med denne bog kunne J. Robert King afslutte sin trilogi af uafhængige romaner, der udspiller sig i Kong Arthurs mytiske Britannia. Serien lagde fremragende ud med første bind, tabte en del under anden bog, men får lykkeligvis genvundet meget i den sidste del. Som i de to tidligere romaner har tredje bind, Le Morte D’Avalon (en titel, der selvsagt spiller på Malorys Le Morte d’Arthur) også et klart fokus på et enkelt individ. Denne gang er det Morgan le Fay, som indtager scenen, og dermed antydes der allerede fra begyndelsen, at dette formentlig ikke vil være en traditionel genfortælling af Arthur-myten. Det burde man nu heller ikke forvente, hvis man har læst de to tidligere bøger, men til forskel fra de andre er det ikke en af Arthur-historiens helte, men skurken over dem alle der her kommer i centrum. Morgan er da også uomtvisteligt Arthurs fjende i romanen, men der skal som bekendt to til at slås, og med denne roman får vi således den anden side af historien.

Et af de interessante greb, som King introducerede i seriens andet bind, var at genfortælle den historie, han allerede havde fortalt i første bog. Hele Kong Arthur-myten blev dermed fortalt i bind et, set med Merlins øjne, i bind to fik vi så den samme fortælling fra Lancelots perspektiv, og nu gør King det samme igen fra Morgans vinkel. Denne gang begynder historien, da Uther Pendragon voldtager Igraine, Morgans mor. Ud af den voldtægt kommer Arthur – Morgans halvbror – og kimen til et livslangt fjendskab udspringer også fra denne voldtægt.

Hardcover, Tor 2003

Morgan vokser, ikke helt overraskende, op med et dybt had til både Uther, Arthur og senere også til Igraine, fordi hun hurtigt føjer sig Uther uden modstand. Morgan er allerede fra barnsben anderledes; hun taler med ånder, har en form for telepatiske evner og en dyb forståelse for trolddom. Det betyder, at hun hurtigt kommer ud på et sidespor som uregerlig særling, og her, ude på kanten af samfundet, får Morgan kontakt med kræfter, der lærer hende om magi og gamle legender, der er ved at gå i glemmebogen.

Som årene går, bliver Arthur til den magtfulde kong, som vi kender, men for Morgan repræsenterer han alt ondt i verden, og Morgans mål er derfor at tilintetgøre sin halvbror. Den kamp har vi sådan set allerede hørt genfortalt i de to første bøger, og den fylder derfor ikke helt så meget, som man måske kunne tro, i det tredje bind. I stedet handler bogen i høj grad om tilblivelsen af Morgan, og heri ligger i virkeligheden et af bogens absolut stærkeste ved bogen, fordi hun faktisk skrives frem som et menneske, vi kan forstå og føle sympati for, uanset hvor ubehagelige eller blodige hendes handlinger bliver.

John Robert King

Det helt afgørende for Le Morte D’Avalon er, at ingen rigtigt tror på Morgan og hendes påståede trolddomskræfter. Det er således først meget sent i bogen, at der tonens rent flag og beskrives, hvordan hun rent faktisk er i besiddelse af overnaturlige evner; men selv her er der noget ambivalent eller tvetydigt over magien. Indtil da veksler King da også mellem beskrivelser af andres oplevelser af den ”sindsforvirrede” Morgan og Morgans egen magiske verden befolket af ånder og alfer, som hun selv oplever den.

Historien handler også om andet og mere end Morgans kamp mod sin halvbror. Det blev allerede i første bind klart, at King bruger Arthur som billede på rationalitet og modernitet, på kristen kultur og alt det, der peger ind i dannelsen af et moderne samfund. Arthur knuser alt, der ikke harmonere med fremskridtet på sin vej frem, og det er tydeligt, at hans regering er en form for afslutning af legendernes tid. Magien og alt det overnaturlige bliver hugget til smadder af korset (Excalibur), der triumferende uddriver de gamle ånder, så et fornuftens samfund kan indsættes i stedet.

Paperback, Tor 2001

Morgan står i pagt med denne gamle, kaotiske verdensorden – hun er legendernes og magiens bannerfører. Hendes kamp mod Arthur er dermed også en kamp mod forandringen af verden; en kamp mod alt det Arthurs monoteistiske kultur repræsenterer.

Set med Morgans øjne er det samfund af riddere, som Arthur indsætter, en mandsdomineret verden af vold og rå, kynisk magtudfoldelse uden sans for naturens kræfter, mangfoldighed og skønhed. Alt det påtager Morgan sig at kæmpe imod, og naturligvis taber hun den kamp – det ved vi jo allerede fra første bind. Med Morgan går den gamle, eventyrlige verden dermed endegyldigt under, og Arthurs regime får lov at bestå.

Men så let går det alligevel ikke helt, for Morgans magi er mægtig, og da hun dør, slynger hun sin ånd ind i landet – så at sige ind i verdens væsen – og derved optages Morgans sjæl i selve tilværelsens substans. Morgans hekseånd og kontakt med naturen bliver del af verdensaltet, og konsekvensen af dette møder vi i bogens epilog. Her er vi pludselig i vores egen nutid, hvor King i en række korte vignetter beskriver situationer, hvor han indirekte siger, at det er igennem Morgans ånd, at kvinder finder styrken til at stå imod kønsdiskrimination. Vi følger eksempelvis en ung pige på vej ind på en abortklinik, mens hun konfronteres med tilråb fra abortmodstandere. Det er et dristigt forsøg fra Kings side, som rent faktisk fungerer, og som giver hans fantasy-trilogi en kønspolitisk dimension, der måske ikke ligefrem er subtilt formidlet, men alligevel meget fint udtænkt.

Paperback, Tor 2003

Det betyder også, at J. Robert Kings Arthur-trilogi er ganske original, og alle bøgerne er tilmed stedvist sprogligt særdeles stærke. Han har med sine genfortællinger af Kong Arthur-myten formået at udnytte fortællingen om ridderne ved det runde bord til at skabe en i virkeligheden ganske trist historie om magiens og fantasiens død i verden. Hans påstand er, at Arthurs tilvejebringelse af velstand og orden har skabt et materialismens regime, og at vi desværre har glemt alt det, der lå før dette regime.

Morgans ånd lever imidlertid videre, og det bliver i bøgernes regi en central lysstråle i en fortælling, som ellers slutter på bitre og uforsonlige toner. Sådan slutter Arthur-myten jo også generelt, men King har formået at transformere dette, så det faktisk er Arthur, der er problemet, og ham, der i virkeligheden er den fjende, som alle tre bøger gør op med. Den eneste, som klart erkender dette og tør tage kampen op, er Morgan, men hun kan ikke løfte slagte alene. På den måde har Arthurlegenden ikke været fortalt før, og Kings trilogi har derfor bestemt skabt noget nyt, der fortjener at blive læst og diskuteret på lige linje med de efterhånden mange andre vægtige genfortællinger af den gamle middelalderlige legendekreds.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King, Lancelot Du Lethe (2001): Ménage à trois

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Jeg skrev ganske begejstret om J. Robert Kings Mad Merlin for nogen tid siden, og Lancelot Du Lethe er andet bind i J. Robert Kings løse Arthur-trilogi. Løs, fordi romanerne er selvstændige bøger, der kun tematisk er knyttet sammen omkring Kong Arthur-mytologien.

Mens Merlin var første bogs hovedperson, er det Lancelot, der indtager scenen i anden roman. Lancelot, den perfekte ridder, der ikke møder sin overmand, før han står ansigt til ansigt med Arthur og sværger ham evig troskab. Mytologien har imidlertid dybe rødder i kristen mytologi, og den perfekte ridder finder sig hurtigt modstandsløs mod Arthurs kone Guineveres fristelser. Syndefaldet gentages dermed igen i det paradisiske Avalon, hvor ridder og dronning gør den evigt gode Arthur til hanrej og ødelægger freden.  Og præcis som Adams og Evas synd får katastrofale følger, betyder Lancelots og Guineveres tillidsbrud pine og smerte for det engelske folk. Landet styrtes i grus, og sviget kan kun sones ved et blodoffer – ikke Kristi død på korset, men Arthurs selvoffer.

Paperback, Tor 2003

Paperback, Tor 2003

Dermed er legenden gengivet, og handlingen i Kings roman følger stort set samme skema. Lancelot ankommer til Camelot og forelsker sig, går efter lange samvittighedskvaler i seng med Guinevere og bandlyses fra hoffet, England går i hundene, og freden genskabes til sidst. Myten udfordres ikke af King, men desværre formår han heller ikke at sætte nyt kød på de gamle knogler.

Mad Merlin, seriens første bind, var netop underholdende og spændende, fordi King havde et nyt greb om mytologien og skabte sin egen vision. Med Lancelot Du Lethe forholder det sig desværre ikke sådan. Halvforkølet forsøger han at udvide fortællingen, men resultatet forbliver livløst og skematisk.

John Robert King

John Robert King

I Kings udgave er Lancelot et barn af alferne, jordens eller måske rettere landets folk, præcis som Guinevere tilhører jorden og Avalon. De er med andre ord to sider af samme sag, og derfor opstår den enorme tiltrækning imellem dem. I sig selv er det selvfølgelig spændende, at King går ind i forholdet mellem de elskende og undersøger, hvorfor den pludselige forelskelse kan finde sted.

Og faktisk følger han tematikken helt til dørs ved at skildre det platoniske forhold mellem Arthur og Guinevere som det perfekte ægteskab, der sikrer fred og balance i riget. Jord og himmel er forenet, men aldrig i kødelig forstand. Begge er viet til Avalon, præcis som kyske munke og nonner viet til Kristus, eller som Dronning Elizabeth, der blev fremstilet som trolovet med nationen. Men hverken Arthur eller Guinevere kan holde sig på måtten i Kings bog. Arthur fostrer sønnen Mordred med sin halvsøster, og Guinevere går som sagt i lag med Lancelot.

Hardcover, Forge 2008

Hardcover, Forge 2008

Mens Mad Merlin skildrede Arthurs vej mod magten, bliver kongens storhed og fald portrætteret i anden bog. Denne gang mere indirekte, fordi hovedpersonen er den bandlyste Lancelot, der må iagttage hoffet på afstand. Bogens tone er dermed også en anden end den første, ikke alene på grund af den ulykkelige kærlighed, der er selve udgangspunktet for handlingen, mens også fordi den tematiserer Arthurs alderdom og kongerigets kollaps.

Det kunne sagtens være udgangspunktet for en stor roman, men i Kings hænder bliver det til en tam omgang, der grænser til det dødkedelige. At glemslen og Lancelots mangel på fortid etableres som en tematisk rød tråd, får heller aldrig for alvor den kraft, som man kunne håbe på, og bogen ender derfor med at stå tilbage som en omgang triviel, bittersød romantik.

Paperback, Pocket Star Books 2011

Paperback, Pocket Star Books 2011

Selve det erotiske tema har muligvis udfordret Kings pen, der ellers mest har smag for krig og kamp. Noget forlorent, for ikke at sige pubertært, løber ind i fortællingen og gør kærlighedshistorien, der grundlæggende handler om dyb, liderlig tiltrækning mellem de to hovedpersoner, til en bornert affære, som savner de safter som handlingen egentlig synes at fordre. I stedet kan vi så glæde os over slagsscenerne, der igen er en del af, og som fortsat har en fængende, dynamisk kvalitet.

Lancelot Du Lethe snøvler sig frem mod enden. Bogen skuffer, fordi Kings svulstige sprog bliver ligegyldigt og trivielt, når det ikke bakkes op af en interessant idé, som det gjorde i første bog. Dermed synes min mistanke om, at den lidt usikre fremføring i første bog kunne skyldes, at romanen var båret af et koncept, som formentlig voksede sig større end Kings evner, at være helt bekræftet. Lancelot er på ingen måde en god roman. Ikke desto mindre må man give King en ting; Hans Wagnerske Arthur-univers, der låner med arme og ben fra et operadisk formsprog (eller bare John Boorman), har en patos, som stedvist er ganske medrivende.

Paperback, Angry Robot 2011

Paperback, Angry Robot 2011

Da Arthur, Lancelot og Guinevere således til sidst genforenes i deres alderdom, i et absurd triumvirat, er der noget smukt over teksten. En patetisk stemning af lykkelig slutning, som King kort efter får smurt ind i malurt, da han lader Mordred og Arthur mødes i tvekamp med døden til følge for dem begge. Romanen ender dermed også med monarkens fald, men arvesynden (Mordred) dør med monarken, mens Avalon renses og overlades til menneskene, fordi Lancelot og Guinevere langt om længe kan drage hjem til alfernes rige.

Da bogen slutter, er Arthur-legenden stort set fortalt. Vi mangler imidlertid historien om Morgana (Morgan i Kings bøger), og det er den, vi har til gode i tredje bind. Det tyder umiddelbart på en mere saftig fortælling end det andet bind, men mon King magter at føre sin Arthur-fortælling til ende med maner? Jeg tvivler.

2 kommentarer

Filed under Roman

Robert Bloch, Psycho House (1990): Det sidste søm i kisten…

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Tilbage efter en uge med heftig forkølelse.

I 1990 kunne Robert Bloch udsende det tredje og sidste bind i Psycho-serien. Et bind, der på mange måder ligner forgængeren Psycho II. Det kan man ikke ligefrem kalde en ros, og det vil da også være synd at kalde seriens sidste bind for en god bog. Langt fra. Men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik. Lad os lige få handlingen på plads først.

Seriens stjerne, Norman Bates, døde som bekendt i begyndelsen af seriens andet bind, og tredje bind udspiller sig derfor helt og aldeles uden Bates. Ikke desto mindre er han stadig bogens omdrejningspunkt. Et par geschæftige forretningsfolk i Fairvale – Bates’ hjemby – har nemlig sat sig for at bygge en kopi af det berygtede Bates’ Motel. Originalen er brændt ned for længst, og denne kopi skal derfor fungere som turistattraktion med overnatningsmuligheder, restaurant og forlystelser. Kronen på værket er nogle dyre mannequiner, købt i Hollywood, der kan iscenesætte de blodige drab på motellet. Faktisk er alt blevet genskabt ganske nøje, så nøje, at der bliver begået et blodigt mord på en teenager i huset, kort før det skal åbne for offentligheden. Nu er gode råd dyre for husets ejere – eller er det? For spørgsmålet er, hvem der står bag drabet.

Omtrent samtidig med, at teenagepigen stikkes ihjel i forlystelseshuset, ankommer den unge Amy Haines til Fairvale. Hun er i gang med at skrive en bog om Norman Bates og Fairvale er selvfølgelig et vigtigt punkt i hendes research. Da hun hører om mordet, bliver det hele endnu mere vigtigt for hende, og Haines går straks i gang med sin egen efterforskning. En efterforskning, der viser sig at være ganske besværlig, fordi de lokale har fået nok af at blive mindet om Norman Bates, mord og ubehagelige historier.

Vi får lov til at følge i hælene på Haines, mens hun støver sig gennem det vrangvillige Fairvale, alt imens mystiske trusler og tyverier i forlystelseshuset bliver opdaget. Mystikken breder sig således dag for dag. Er det hele mon bare et grotesk PR-stunt eller er mordet, truslerne og tyverierne udført af en af forlystelseshusets rabiate modstandere? Spørgsmålene er mange, og svarene er desværre ikke specielt interessante.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Forgængeren Psycho II er en sær bog, der bedst kan beskrives som et surt opstød fra Robert Blochs side. Et vrissent anslag mod en gyserindustri, der ifølge Bloch havde mistet al anstændighed og lødighed. Psycho House trækker på samme hammel. Denne gang skyder Bloch bare bredere og kritiserer ikke alene filmindustrien, men hele mediebranchen.

Med sin tredje roman om Norman Bates demonstrerer Bloch for sine læsere, at medierne – journalister, filmfolk og forfattere lukrerer på andres død og ødelæggelse. For at illustrere mediernes destruktive indflydelse, bruger Bloch idéen om gentagelsen som et ganske fint motiv i sin bog. Bates forvoldte skade tilbage i ’59, men fordi medierne ikke kan slippe sagen og lade det hele synke ned i glemslen, gentager underholdningsindustrien drabene – i hvert fald rent følelsesmæssigt – og tvinger Fairvale til at genopleve og leve med mordene, som en konstant realitet, så såret Bates påførte samfundet ikke kan få lov at heles.

Bloch stiller naturligvis grundlæggende spørgsmålet, hvor grænsen går for mediernes interesse i andres ulykke. Han kommer ikke selv med noget svar, men man fornemmer tydeligt, at den medieverden, den aldrende Bloch så sig omgivet af i ’90, for længst havde passeret hans grænse.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Det er absolut glædeligt, at Bloch har noget på hjertet med sin roman, og ligeledes glædeligt, at tonen i Psycho House er blevet mindre skinger end forgængerens. Bloch sprutter ikke længere af galde, i stedet møder han os med en bittert ironisk tone, der ikke lægger skjul på pointerne, men undgår at forfalde til helt samme form for næsten hadefulde kariturer, der kendetegner Psycho II. Ikke desto mindre er seriens sidste bind en trist omgang, fordi den er ganske kedsommelig.

Bloch får ganske enkelt malet sig selv op i et hjørne. Han tager afstand fra selve substansen i Psycho-serien, nemlig morderen Norman Bates, og himler op over grafisk vold. Trods det vælger han ganske paradoksalt at fortsætte serien, og hans opgave bliver nu at vise, hvordan man kan skrive en ”sober” Psycho-fortælling. Som jeg allerede skrev om forrige bind i serien, er det lidt som at lokke læserne til med lækkerier og så slå dem irettesættende over fingrene, fordi de har taget imod hans fristelser.

Hardcover, Wings Books 1993

Hardcover, Wings Books 1993

Blochs svar på en ny Bates-bog er en klassisk whodunnit med masser af røgslør og nær-ved-og-næsten-mord, men kun ganske lidt konkret brutalitet. Det er naturligvis heller ikke et krav for succes, men problemet er, at Bloch ikke formår at opfylde ønsket om morderens tilstedeværelse med en overbevisende erstatning. Amy Haines, vores journalist-hovedperson, har ganske enkelt ikke nok pondus til at løfte blikket fra Norman Bates og resultatet bliver et vattet mellemstykke, der ikke gør synderligt indtryk. Bevares, Blochs pen flyder altid let og vittigt, men det er bare ikke nok til at bære bogen igennem.

Efter endt læsning sidder jeg faktisk kun tilbage med to ting. For det første det åbne spørgsmål, hvorfor Bloch ikke turde vende sit kritiske skyts mod læseren, for der er vel en sammenhæng mellem producent og aftager? Altså, at al den død og vold, som medierne sælger, næres af en interesse hos modtagerne i en selvforstærkende synergi. Blochs ensidige fokus på producenterne føles i hvert fald noget skævt. Måske han ikke turde udfordre sine læsere? Måske, men jeg tror det faktisk ikke. Psycho House er snarere en roman, der skal ses som anledning til selvransagelse; hvorfor har jeg lyst til at læse/se/købe den slags død og vold? Og hvorfor egentlig? Spørgsmålet er jo i sig selv ret interessant, men som det udfoldes hos Bloch, bliver det til en omgang belastende moraliseren.

Paperback, ibooks 2003

Paperback, ibooks 2003

Mest af alt har jeg bare lidt ondt af Bloch, fordi han havde det så svært med den succes og videre reception, som Psycho fik. Det er trist, men Bloch er hverken den første eller sidste forfatter, der har fortrudt et værk, fordi det efterfølgende fik sit eget liv. Men efter at have brugt to bøger samt et antal noveller plus adskillige interviews på at trække Psycho tilbage, er jeg glad for, at sagen hermed kunne lukkes. Bump. Det var lyden af en skovlfuld muld, der ramte Norman Bates’ kiste. Må han hvile i fred.

Skriv en kommentar

Filed under Roman