Tag Archives: Unwin Books

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman

J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten, der dannes i øjeblikket

Paperback, Unwin Books 1975. Skaberen af forsidens fine akvarel er Tolkien selv

Det er noget tid siden, at jeg skrev om første bind af Lord of the Rings, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg skal heller ikke denne gang kede jer med et handlingsreferat af en tekst, som I naturligvis kender forfra og bagfra. Derfor må det også være tilstrækkeligt at sige, at trilogiens andet bind mere eller mindre fortsætter præcis dér, hvor første bind stopper.

Man fornemmer imidlertid straks, at The Two Towers er et andet sted end The Fellowhip of the Ring. Første bind handler netop om følgeskabet og venskabet, der udvikler sig i gruppen om Frodo og ringen. Der opstår en form for soldaterfællesskab, hvor det, som opgavens alvor står klart for deltagerne, viser sig, at alle har ting at bidrage til gruppen. Både de magtfulde krigere og de ydmyge hobbitter har således funktioner, og det nivellerer gruppens forskelle i erfaring, status og magt. Man fornemmer lige dele fascination af sagateksternes beretninger om våbenbroderskaber her og Tolkiens egne erfaringer fra både et kostskoleliv og de efterfølgende krigsoplevelser, der hver på sin vis synes at bidrage til ringfælleskabets emotionelle bånd.

Paperback, Unwin Books 1975

Sådan er det imidlertid ikke længere i The Two Towers, for første bog slutter netop ved, at Boromir lader sig friste af ringen og derved brydes fælleskab uden nogensinde at blive genetableret i samme form. Det er et dramatisk punkt i fortællingen – måske et af de meste dramatiske og smertefulde overhovedet – der er en voldsom parafrase over Syndefaldet. Der går således noget uerstatteligt tabt, da Boromir fristes. Ringens fællesskab er nemlig noget smukt, og det er tydeligt, hvor meget Tolkien selv sværmede for dette fællesskab, og man føler med ham, fordi rejsens første del kommer til at stå som en gylden, uskyldig tid.

Alt der kommer efter opløsningen af ringens fælleskab, er blod sved og tårer. I deres ansigts sved må bogens helte stride sig frem mod den uundgåelige konfrontation med mørket. Det er da også med god grund, at heltene herefter konsekvent må tvivle på, hvorvidt det gode rent faktisk findes, for alt synes nu mere dystert og ubehageligt end før. Det eneste forløsende lyspunkt synes rent faktisk at være de små hobbitter Merry og Pippin, der bliver den ventil, som Tolkien kan bruge til, en smule satirisk, at gengive menigmands noget fortegnede billede af de katastrofale begivenheder, der er ved at udspille sig i verden.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Nu skrev jeg allerede i første indlæg om trilogien, at jeg mener, at Tolkiens ambition om at skabe en ny mytologi skal tages ganske bogstaveligt. Det skal jeg ikke gentage her, men i stedet fortsætte med samme synspunkt, fordi The Two Towers bidrager væsentligt til præcis det perspektiv. I Fellowship of the Ring drager selskabet gennem et ødeland, hvor de så at sige rejser fra det ene mytiske tableau til det andet. Deres vandring bliver dermed en form for passage gennem hele universets kosmologi, og hvert sted, de besøger, er en ny station i myten, der belyser facetter af den samlede historie. I dette er Frodo og hans ledsagere mest af alt iagttagere, der hverken gør stort fra eller til i forhold til det, de oplever. Deres rolle kommer først senere.

Præcis det ændrer sig i andet bind. Den vise Aragorn fortæller til Éomer, at de nu står midt i fortællingen, og alt, hvad de fra dette øjeblik foretager sig, vil have betydning for den måde, som man vil fortælle om dem senere. ”Do we walk in legends or on the green earth in the daylight?”, spørger Éomer, hvortil Aragorn svarer ”A man may do both” (s. 30). Aragorn adresserer dermed tydeligt det forhold, at selskabet har indhentet myterne og nu er trådt ind i en ny fase, hvor de selv er blevet aktører i en fortælling, som vil blive genfortalt senere. Den samme bevidsthed om at være del af et narrativ bliver også senere italesat af Sam (s. 285), der konstaterer, at han er i tvivl om, hvad folk vil fortælle om Frodo og ham – dog ved han, at man vil berette om deres rejse, og han håber, at det vil blive en lykkelig fortælling.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udgave

Tolkien viser dermed sine læsere, at det er en gammel fortælling, som præsentres i første bind, og en ny fortælling, som symbolsk begynder, da ringens fællesskab brydes. Hans karakterer er sig fuldt ud bevidste dette og forstår deres status som aktører i et mytologisk univers, hvor alt bærer hen imod den endelige kulmination.

The Two Towers er dermed det tidspunkt, hvor heltene træder ind i det, man kunne kalde mytens ’nu’. Altså det sted, hvor narrativet dannes eller den nye myte får sin form. Det udløser selvfølgelig den bekymring, at modsat alle tidligere myter, så kender hovedpersonerne i denne nye historie ikke det præcise udfald af deres fortælling, og derved lykkes det for Tolkien både at skabe spænding for sine læsere og føje en gribende følelse af anspændt, smertefuld intensitet ind i beretningen, der naturligvis er stærkest omkring den hårdtprøvede Frodo og hans elskede ven Sam.

Hardcover, Houghton Mifflin 1955

Præcis venskabet mellem hobbitterne er da også et helt essentielt greb i Tolkiens epos, fordi de vedbliver med at være det følelsesmæssige alibi i værket, der giver ham mulighed for rent faktisk at udtrykke affekter og reaktioner, vi kan genkende og identificere os med. Alt andet i bøgerne er stiliserede helte og skurkes tale, mytens dialog om man vil, der her dikteres til senere genfortælling. Hobbitterne er gruset i maskineriet, der bliver outsiderens blik på det store, kosmiske spil. Hvor vigtigt dette er for bøgerne som helhed, står imidlertid først for alvor klart med fortællingens anden del.

Paperback, Ballantine Books 1965

The Two Towers er fremragende læsning, og måske den bedste del i værket som helhed, fordi Tolkien rent faktisk her udfolder ganske komplicerede temaer, der ikke findes i hverken første eller tredje bind. Der er noget eminent ved at følge denne gigantiske fortælling i præcis denne del af historien, hvor det hele så at sige er i bevægelse. Det er her, at myten samler momentum og bygger op. Forløsningen kommer senere, og den er måske nok storladen og følelsesfuld, men den er hverken overraskende eller så stemningsmæssigt sammensat, som det blik ind i myternes ’nu’ vi får her.

Nu må vi se, om ikke også kongen, på sin vej tilbage, kan få lejlighed til svinge forbi Fra Sortsand snart.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unicorn 1986

Paperback, Ballantine Books 1988

Hardcover, Houghton Mifflin1988

Paperback, Houghton Mifflin 1999

Paperback, HarperCollins 2002

Hardcover, Thorndike Press 2003

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

J. R. R. Tolkien, The Fellowship of the Ring (1954): Nogle overvejelser

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Der kan være noget næsten uoverkommeligt i at skrive om de helt store mastodonter. Og om noget er Tolkiens trebindsværk om hobbitter, ringe og ringånder en monolitisk størrelse, der ikke er til at komme uden om; i hvert fald ikke, hvis man interesserer sig bare en lille smule for fantasy og eventyr. Jeg er ikke Tolkien-ekspert, og jeg bilder mig da heller ikke et øjeblik ind, at jeg har særligt originale eller nyskabende indsigter i forhold til værket, men en gang imellem lønner det sig at skrive nogle umiddelbare overvejelser ned, og det er sådan set også, hvad jeg har tænkt mig at gøre i løbet af tre indlæg – et for hvert bind forstås.

Det er ved at være længe siden, at jeg har genlæst Lord of the Rings. Filmatiseringer og overeksponering af universet fik kvalt enhver interesse for Tolkien hos mig, men jeg må blankt erkende, at genbesøget har lønnet sig, fordi jeg helt og aldeles havde glemt, hvor rig en oplevelse det rent faktisk er at gå i kødet på hans enorme epos.

Paperback, Unwin Books 1975

Paperback, Unwin Books 1975

Allerede i den forbløffende lange introduktion fornemmer man den sproglige varme og dybtfølte kærlighed til livets små glæder, som Tolkien gang på gang i løbet af de tre bind får demonstreret – ikke bare gennem de gæve hobbitters gøren og laden, men gennem hele persongalleriet. Det er imidlertid ikke så meget i selve handlingen, som i ordvalget og ordvalgets omhu, at man fornemmer Tolkiens tilstedeværelse i teksten. Det er her, i den fortællende, aldrig krukkede, men stærkt antikverede fortællerstemme, at ordene vælder frem som en langsom, varm omfavnelse.

Tolkien har selv berømt sagt, at han med sine bøger forsøgte at skabe en samlende mytologi for England. En magisk fortid, som kunne danne en form for metafysisk og kulturel klangbund for nutiden og forankre landets eksistens i noget større end politik. Altså en form for fortælling, som englænderen kunne tage til sig, spejle sig i, og måske blive et bedre menneske ved at tilegne sig de værdier, der ligger til grund for mytologien.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 - 2. september 1973)

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Samtidig har Tolkien paradoksalt også sagt, at hans arbejde ikke var nogen stor allegori, og at han faktisk ikke var ret begejstret for at fortolke værket. Det tilsyneladende paradoks er fascinerende, fordi Tolkien vel ikke kan få det på begge måder – for myten er jo netop noget, der fortælles for at opdrage og iscenesætte bestemte værdier. Men svaret ligger sådan set allerede i storværkets første bind.

Med mytologien voksede et kæmpe univers frem, som Tolkien blev ved med at udbygge og omskrive igennem hele sit voksenliv. Og resultatet blev, som bekendt, en fantastisk verden befolket af dværge, elvere og troldtøj. På overfladen gjorde Tolkien altså det, der med en ganske anstrengende, moderne term kaldes ”world building”. Hans arbejde kunne på den led umiddelbart ligne de utallige efterligninger og plagiater, som er udsprunget fra hans værk, men der er én afgørende forskel mellem Tolkien og hovedparten af alle andre fantasyforfattere. Jeg mener, at man alt for ofte har misforstået, eller rettere undervurderet Tolkiens ambition om at skabe en mytologi. Tolkien lavede nemlig ikke en fantasyverden, han skabte et legendeunivers. Forskellen er ganske, ganske stor.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Middle-Earth er, modsat eksempelvis George R. R. Martins populære univers, ikke et realistisk univers, lige så lidt som sagaerne om de nordiske guder og helte eksempelvis er realistiske gengivelser af en naturtro verden. Nej, det er en gennemæstetiseret forstælling, renset for alt umiddelbart overflødigt og henlagt til en stærkt idealiseret virkelighed. Fortællingens verden hos Tolkien rummer kun det, der er nødvendigt for fortællingens budskab, alt andet er skåret fra. Derfor er Middle-Earth også et stort, tomt spøgelsesland fyldt med fortidens ånder og meget lidt nutid og fremtid. Nuet er så at sige skrevet ud af fortællingen, fordi handlingen ikke handler om politik, mennesker og følelser, men beskæftiger sig fundamentalt med selve vilkåret for liv i et eskatologisk perspektiv.

På Frodo og hans venners vej ind i fortællingen er det hurtigt slående, hvor mennesketomt Middle-Earth er. Som rejseselskabet kommer frem, virker stederne, de besøger – eksempelvis landsbyen Bree eller hos Elrond i Rivendell – mest af alt som små øer i enormt hav af vildnis. Og har man først bidt mærke i dette, er det også klart, at det er noget betydningsfuldt. Vi kommer nemlig her helt tæt på Tolkiens egentlige struktur i bøgerne. For som vi læser os frem gennem historien, er det tydeligt, at hvert kapitel synes at være et lille univers i sig selv. En lille mytisk lomme, knyttet til et specifikt sted, hvor fortid og fremtid væves sammen uden klart at kunne adskilles. Alt, rejseselskabet passerer i handlingen, er således forbundet med fortiden, og skikkelserne, de møder undervejs, er indlejret i en stor mesterfortælling om tilværelsens natur eller essens.

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Nærmere end at skildre en sammenhængende verden lader Tolkens sine helte rejse fra én mytisk episode til den næste. Et narrativt ødeland uden egentlig betydning forbinder episoderne, præcis som havet forbinder øerne af oplevelse, som Odysseus og hans besætning møder i et andet epos, man strukturelt nødvendigvis må sidestile Lord of the Rings med.

De enkelte kapitler er dermed en form for tableauer, som vores helte træder ind og ud af. De aktiverer fortiden, når de træder ind i det enkelte kapitels narrativ, og de tager fortiden med sig videre frem til næste stop i den overordnede mytefortælling. Myten udvides dermed bestandigt, gøres rigere og dybere, velvidende, at vi ganske udemærket ved, hvor det hele slutter. Sådan er det nemlig også med myter. Den konkrete handling kan muligvis overraske os – for vi ved jo ikke, hvad Frodo og de andre kommer ud for, men vi kender mytens anliggende og konklusion, for den fortælles nærmest henkastet i et af bogens første kapitler.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Bogen handler nemlig, som alle mytologier, om verdens opbygning og frelse. Da Gandalf forklarer Frodo om Ringen for første gang, fortæller han, at der ligger en langt større kraft bag Ringens ondskab. En kraft bag kraften, så at sige. Det kan kun forstås som en form for guddommeligt forsyn, og er i virkeligheden det sted, der klarest identificerer trilogien som en parafrase over et kristent værdigrundlag. For den ondskab, stakkels Frodo skal stå ansigt til ansigt med i løbet af historien, kan måske nok synes uovervindelig, men med Gandalfs forsikring før det går løs, ved vi, at så snart hobbitterne begiver sig ud på deres rejse, overgiver de sig til forsynet, og det man kunne kalde den guddommelige plan.

Vi ved dermed allerede fra første binds begyndelse, at alt, der vil ske i løbet af de kommende mange sider, er ment til at ske og sker, fordi noget større, end de kræfter, der brydes i bøgernes handling, vil, at det skal ske. Hverken Frodo, Gandalf eller nogen af de andre forstår måske klart, hvorfor denne større kraft lader ondskaben husere i verden, men som den centrale Tom Bombadil afgørende forklarer hobbitterne, så er historien slet ikke ment til at blive forstået, nej den skal forfølges som en kædedans – underforstået, at historien må forstås bagfra i en nærmest Kierkegaardsk forstand. Frodo må altså vandre den tunge gang, følge sit lod, og forsøge at bevare troen på det uforståelige, selv der, hvor det bliver allermest vanskeligt og sort.

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Hvorvidt trilogien som sådan er et kristent værk eller ej, kan naturligvis diskuteres, men det er uomtvisteligt, at historien er rejst over et skelet af kristne troper, der strækker sig lige fra skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente til selvopofrelsen i Det Nye Testamente. Det kløgtige greb er imidlertid, at Tolkien begraver sine kilder dybt i de eventyrberetninger og sagaer, som han elskede så højt. Dermed skabte han også et værk, der kunne stå på egne ben uden det bibelske forlæg og et værk, der endda kunne løsrive sig fra udgangspunktet og vitterligt blive til den selvstændige myte, som Tolkien håbede at kunne skabe.

For netop med Tom Bombadils stemme – der er selve livskraften i universets stemme – skal handlingen slet ikke fortolkes eller forstås. Den skal ind under huden, og først der, langsomt og umærkelig, vokse sig til en egentlig paradoksal, uforstået erkendelse. Derfor kan Tolkien også, som nævnt i indledningen, både have ambitioner om en mytologi og værge sig mod fortolkning, fordi fortolkningen er en fremskyndet eller forceret erkendelse, der så at sige kun får hovedet og ikke hjertet med. Det er bundkatolsk tankegods, som Tolkien her serverede. Han serverede det i en sovs af eventyr, men substansen er ikke til at tage fejl af. Det spor kan man sige meget mere om, men der er også andre spændende ting at pege på, så snakken kan fortsætter i et nyt indlæg om lidt tid. Så hæng på.

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1981

Paperback, Ballantine Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1984

Hardcover, The Easton Press 1984

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Collins 1994

Paperback, Collins 1994

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, HarperCollins 2009

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2012

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

Hardcover, HarperCollins 2013

3 kommentarer

Filed under Roman