Tag Archives: Ursula K. le Guin

Ursula K. Le Guin, The Tombs of Atuan (1971): Gennem mørket, ned i lyset

Paperback, Bantam Books 1975. Den fine forside er malet af Pauline Ellison

Øv, lidt sygdom og uventede deadlines fik mig ud af spillet i denne uge. Næste uge bliver desværre heller ikke meget bedre, men så skal jeg nok vende stærkt tilbage med nye indlæg på bloggen. Nå, til sagen.

Ursula K. Le Guin skabte noget helt særligt med sin roman A Wizard of Earthsea i 1969; en roman, der i dag må regnes som noget af det væsentligste fantasy skrevet, efter Tolkien og Howard havde leveret deres formative værker. Jeg skrev om romanen for noget tid siden, og skal ikke gentage noget her, men vil blot konstatere, at den har en helt særlig status hos mig. Trods alle de rosende ord, som jeg gerne vil sende i retning af A Wizard of Earthsea, så er jeg faktisk endnu mere begejstret for Le Guins fortsættelse, der fik titlen The Tombs of Atuan.

Det var i virkeligheden ikke synderligt oplagt, at der skulle komme en fortsættelse til fortællingen om troldmanden Ged. Historien i A Wizard of Earthsea tager os hele vejen igennem Geds historie fra barn til mægtig voksen magiker, hvor alle indre og ydre konflikter til sidst er forsonet. I den anden roman i serien traf Le Guin imidlertid det modige valg at flytte handlingen til et helt andet sted i sin verden, Jordhavet. Hun valgte også en anden hovedperson, og selvom Ged spiller en væsentlig rolle i fortsættelsen, kan det hurtigt konstateres, at de to bøger ikke har meget med hinanden at gøre.

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 – 22. januar 2018)

Med The Tombs of Atuan var Le Guin dermed fritstillet til at udforske nye idéer, og denne gang valgte hun en kvindelig hovedperson. Det er således pigen Tenar, vi følger i romanen. Tenar lever isoleret på øen Atuan, hvor hun har titlen som ypperstepræstinde for ”The Nameless Ones”; guder, der slumrer i det enorme, labyrintiske kompleks af gravkamre og tunneler, som gennemhuller Atuans undergrund. Tenar er kultens overhoved, men hun er ung, og den virkelige magt på øen har de ældre kvindelige formyndere Thar og Kossil, der fungerer som hendes rådgivere og spirituelle lærere.

Alt på øen går sin stille gang, men en uro nager i Tenar. Deres religion fortæller, at hun er den reinkarnerede præstinde Arha, hvorfor Tenar som 14-årig ophørte med at være sig selv og i stedet antager Arhas identitet. Desværre fungerer det ikke helt så let i praksis, fordi hun efterfølgende stadig føler sig som Tenar. Transformationen er dermed ikke fuldstændig, og denne følelse af usikkerhed slår sprækker i Tenars religiøse verdensbillede.

Hardcover, Atheneum 1971. Romanens første udgave

Men der sker mere. Præstinderne opdager og fanger en gravrøver nede i krypterne under øen. En tyv, en fremmed troldmand, der søger efter en sagnomspunden ring, er blevet fanget dernede. Det er det samme som en dødsdom at betræde de hellige huler under øen, og troldmanden dømmes derfor til at sulte ihjel i krypternes mørke. Sagen er nu bare den, at Tenar bliver nysgerrig. Hun vil se denne fremmed ved selvsyn, og det bliver begyndelsen på en rivende udvikling, der vælter murene i Tenars univers, og sætter hende fri som menneske. Tyven i krypten er i øvrigt ingen anden end vores gamle ven Ged, der her indtager rollen som bifigur.

Handlingen i The Tombs of Atuan er dybest set ganske begrænset og veksler mellem Tenars samtaler med Ged nede i hulerne og så beskrivelserne af livet i den monastiske tilværelse, som hun lever på øen. Som fantasyfortælling betragtet er der ikke meget spræl over Le Guins historie, men netop det er absolut befriende. I stedet for at sende sin hovedperson ud på en lang og farefuld rejse, hvor der skal nedkæmpes monstre og læres nye færdigheder (jf. handlingen i første bind), lader hun her denne rejse ske i Tenars indre.

Hardcover, Gollancz 1972

Det, der ved bogens begyndelse udgør hele Tenars verden og væsen, bliver gradvist gennem selverkendelse og samtaler med Ged transformeret til et fængsel. Atuans ældgamle kultur med dens ritualer og metafysiske forestillinger smuldrer omkring Tenar, der opdager, at hun helt alene i verden, fordi alt omkring hende har vist sig at være løgn.

Le Guin har begået et mesterligt kulturelt og psykologisk studie med The Tombs of Atuan. Ikke alene får hun skabt et sammenhængende univers omkring øen og de navnløses kult, hun får også brugt dette til en tidløs skildring af problemer i forhold til identitet, frihed, tvang og intellektuelle revolutioner. Parallellen mellem udvælgelsen af den nye Dalai Lama, og så den måde, som Tenar bliver udvalgt som den næste Arha, er dermed slående, og Le Guin bruger dette lån til en isende skildring af gråzonen mellem tro og religiøs tvang.

Hardcover, Gollancz 1977

Det fascinerende ved bogen er nemlig Le Guins pointe, at tvangen først bliver til tvang i det øjeblik, hvor den erkendes som tvang. Det vil sige, at Tenar måske nok aner usikkerhed og en følelse af tristhed over at have tabt sin familie, da hun blev hentet til øen. Problemerne opstår imidlertid først for alvor i mødet med Ged, der gør hende usikkerhed og udvider Tenars horisont radikalt. Le Guins budskab er da også, at viden sætter os fri og sætter os i stand til at træffe valg, fordi vi intellektuelt kan hæve os over problemstillinger og se dem fra flere sider. Præcis det gør Tenar, da hun pludselig ser sit samfund og kultur i et helt nyt lys og opdager, at det ikke er noget for hende.

Le Guin adresserer her ganske mange forhold på en gang og gør det på en kompleks og ekstremt fascinerende måde. Den døende kultur på Atuan skildres dragende, men samtidig får hun vævet det gamles betagende storhed sammen med en knusende religiøs undertrykkelse. Le Guin fordømmer imidlertid ikke direkte præsteskabet på Atuan, snarere fordømmer hun, at Tenar ikke frivilligt har sagt ja til den plads, som hun nu har.

Paperback, Puffin 1978

The Tombs of Atuan er et helt og aldeles fremragende stykke psykologisk prosa, der dykker ned i stadigt relevante spørgsmål om individualitet og kulturel afhængighed. Hvor meget er vi vores kultur, hvordan skabes individualitet og hvad skal der ti, for at flytte vores ideologiske opfattelse? Man kan ikke kalde Le Guins andet bind i serien for et decideret religionskritisk værk – det er nærmere en sønderlemmende kritik af religiøse institutioner og deres magtapparater. Le Guin går dermed en fin balancegang mellem på den ene side at beskrive de smukke i mytologiske forestillinger, også der, hvor de i virkeligheden er uhyggelige, men samtidig at udstille de magtsystemer, som varetager mytologien på bekostning af individet.

Alt dette gør romanen til et begavet stykke fantasy, som formår utrolig meget uden at forfalde til genrens vanlige klichéer og pjank. The Tombs of Atuan er fyldt med mod og svære valg, som så meget fantasy er det, men Le Guin har skrumpet det episke helt ned på et personligt plan, hvor det store vises igennem det små. Hvor ville jeg ønske, at flere fulgte Le Guins stille tilgang i stedet for at for falde til den sværdsvingene rabalder, som genren desværre er blevet reduceret til i løbet af 80’erne.

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Aladdin 2001

Paperback, Pocket Books 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Turtleback Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Farvel til Ursula K. Le Guin

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 — 22. januar 2018)

Ursula K. Le Guin er død 88 år gammel. Det er trist nyt. Hendes fiktion, både til børn, unge og voksne, står nu tilbage som et levende bevis på, at genrefiktion og litterære ambitioner kan gå hånd i hånd. Hovedparten af Le Guins bøger er skrevet i en helt anden tid end vores, hvor især krav til hurtigt tempo og mættet handling er blevet alfa og omega.

Hendes Earth Sea-bøger, som jeg holder meget af, henvender sig både til unge og voksne. Ja de henvender sig også til børn. Det gør de med samme dybde og tillid til, at børn og unge kan forstå og forholde sig til store, komplicerede spørgsmål; især hvis det formidles lyrisk, gennem billeder, som læseren kan tage med sig videre og tænke over. Astrid Lindgren gjorde eksempelvis det samme i sine bedste værker, og det er da også på det niveau, at Le Guins arbejde skal må læses. I hvert fald hvis det står til mig. Det kunne meget af tidens friskfyrsfantasy og kæk humorgys til børn og unge lære noget af.

I næste uge må jeg hellere få skrevet lidt om en Le Guin-bog igen.
M.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Apropos A Wizard of Earthsea

Da tårerne stoppede, fandt jeg den bog mor havde købt og læste videre. Langt tilbage i bevidstheden registrerede jeg at Yngve gik i seng, at skydedøren blev lukket, at de spillede musik derinde, men uden at den nogensinde blev tydelig, for fra første sætning gled jeg ind i fortællingen jeg læste, og jeg gled længere og længere ind. Hovedpersonen hed Gæt, en dreng der boede på en ø, han havde specielle evner, og da de blev opdaget, blev han sendt på en troldmandsskole… (s. 330)

Sådan begynder en meget fin passage i Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Her kan man i bind tre læse, hvordan den ganske unge Knausgård pludselig opdager Ursula K. le Guins verden og opsluges helt af den. Der er noget rørende ved denne passage i bogen, især fordi Knausgård på det tidspunkt ikke har det særlig godt. Le Guins bog bliver en flugt til et andet sted, som Knausgårds selvbiografiske romanfigur kan søge ly i. Han går i et med le Guins hovedperson Ged/Gæt, og det fører frem til denne stærke passage i Min Kamp, hvor vi efter et længere handlingsreferat får ord på den sorg og rædsel Knausgårds romanego føler igennem le Guins unge troldmand:

Så vidste han det pludselig. Ude på havet, alene i en båd med skyggen der kom tættere og tættere på, vidste han det. Skyggen hed Gæt. Skyggen havde hans navn. Skyggen var ham selv.

Da jeg slukkede lyset efter at have læst den sidste side, var klokken næsten tolv, og mine øjne fulde af tårer.

Skyggen var ham selv! (s. 332)

-Min Kamp, bd. 3, Lindhart og Ringhof 2015.

Bemærk rytmen i Knausgårds  linjer, og den energiske nerve han føjer til sin genfortælling. Geds oplevelser bliver her parallelle med Knausgårds, og den synergi genskaber han nu kunstnerisk som voksen på flotteste vis i sin roman. Det er den slags erkendelser og læseoplevelser, som vi alle sukker efter. De kommer sjældent, men når de kommer, husker vi dem hele livet.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Ursula K. Le Guin, A Wizard of Earthsea (1968): En lille perle

Paperback, Bantam Books 1975. Den charmerende forside er skabt af Pauline Ellison

Når man taler om fantasylitteraturens store, kanoniske, værker begynder man typisk hos Tolkien og C. S. Lewis, men hvor snakken derfra går videre hen, varierer; de fleste ser typisk til pulp-giganter som Robert E. Howard og Fritz Leiber. Pulpens sword and sorcery er da også helt central for udviklingen af fantasygenren, som vi forstår den. Ser vi på den fantasy, som bliver skrevet i dag, kan man også hurtigt konstatere, at det er fra pulpen de blivende impulser er kommet efter at have absorberet, hvad der kunne absorberes hos Tolkien. Her skal vi imidlertid se nærmere på et af de værker, der hverken lader sig indskrive entydigt i Tolkien-traditionen eller har noget med pulpens sword and sorcery at gøre.

Ursula K. le Guin udsendte i 1968 den nu vidt berømte roman A Wizard of Earthsea, der på alle måder er et øjenåbnende værk – det var det dengang i slutningen af 60’erne, og det er det stadig den dag i dag. Dette skyldes først og fremmest romanens sproglige pondus, men også dens slående originalitet, som er det element, jeg gerne vil trække frem i dette lille indlæg.

Hardcover, Parnassus Press 1968. Romanens 1. udgave

Historien er sikkert bekendt for de fleste. Handlingen udspiller sig i den eventyrlige Earthsea-verden, der er udgjort af en utal af små og store øer i et gigantisk hav. Her stifter vi bekendtskab med drengen Ged (et ufrivilligt komisk navn på dansk), hvis kaldenavn er Sparrowhawk. Ged vokser op blandt fattige bønder på en lille ø. Røvere angriber øen, og under angrebet opdager Ged, at han er i stand til at trække på mærkelige, magiske kræfter. Dermed er Geds skæbne beseglet, for rygtet går, og snart bliver han samlet op af den gamle, magtfulde magiker Ogion, der gør Ged til sin lærling.

Ged lærer på en gang meget og ganske lidt i sin tid hos Ogion, men da hans læretid er omme, bliver den vemodige og spændte lærling sendt til troldmændenes skole på øen Roke, hvor hans uddannelse kan fortsætte. Her, blandt ørigernes fremmeste hoveder, møder Ged en ny, sprudlende verden, men han bliver også her ført i fristelse og hidkalder en ”skygge” – en form for dæmon, der bliver en del af ham. Ged tegner til at blive en stor troldmand, men episoden med skyggen er et nederlag, og til sidst må Ged stikke til søs og få taget konfrontationen mod det væsen, der truer ham. Det bliver en lang rejse ud over øhavet, hvor Ged gennemgår flere prøvelser, før han kan stå ansigt til ansigt med mørket i ham.

Ursula Kroeber Le Guin (født 21.oktober 1929)

Fortællingen er helt åbenlyst en dannelsesrejse, der beskriver den proces, som bondedrengen Ged må gennemgå for at blive en intellektuel magiker med verden som sin legeplads. Magien hos le Guin er dramatisk og voldsom, men den er i høj grad også et indre, filosofisk anliggende, og lærlingenes skoling handler dybest set om at reflektere over og erkende tingenes inderste væsen. Magien er en refleksion over ”Das ding an sich” (i bogen omtalt som tingenes sande navn: ”the true name”), som fører troldmanden til en sansning af den kraft, der ligger bag den materielle verden.

Troldmændene beskæftiger sig således i høj grad med illusioner og manipulationer, mens egentlig skabelse er yderst vanskelig og dybest set noget forkert, fordi man her griber ind i selve verdens substans. Den kantianske tænkning gennemsyrer hele romanens metafysiske rammeværk, og det er klart, at le Guin i fuld samklang med ’68-ånden transformerer Kants billede af den uerkendbare Gud til en panteistisk verdenskraft, der binder natur og mennesker sammen til et forpligtende fællesskab.

Paperback, Ace Books 1970

At der ligger en gennemtænkt idé bag romanens magiske univers, er i sig selv ikke noget hverken nyt eller originalt. Det originale ligger derimod i hele bogen som helhed. Den ligner ikke noget andet, selvom man fornemmer antydningerne af de myter og tekster, der har inspireret le Guin. A Wizard of Earthsea står dermed som selvstændigt, eventyrligt univers, som med ganske få virkemidler formår at åbne en helt verden for læseren. Le Guins primære aktiv ligger imidlertid ikke i selve verdensbeskrivelsen – her får vi heldigvis kun de nødvendigste komponenter og bliver i stedet overladt til selv at digte med og tænke videre.

Den fremherskende litterære parole i det meste plot-orienterede fiktion lyder i dag populært ”show it, don’t tell”, men le Guin gør præcis det modsatte. A Wizard of Earthsea er en fortalt historie, der med omhyggelig og forsigtig poesi får malet det eventyrlige frem for os og danner et univers, der kan måle sig med Tolkiens mastodontiske kreation på trods af drastiske forskelle i omfang.

Hardcover, Gollancz 1971

Le Guin giver os ganske enkelt en unik vision, der er så rig i sin skildring af den ydre og indre rejse, som Ged foretager, at den leder os ind i denne verden uden de engagerende greb, som vi normalt mener læseren har brug for. Værket er derfor også flot og rummer sin egen fantasy, uden begrænsede knæfald til generekonventioner, hvilket er noget ganske sjældent.

Det er forbløffende befriende at læse en roman som denne, fordi den hviler i sig selv og på ingen måde forsøger at lefle for læseren. Den er kompleks og smuk, den er gribende og har samtidig folkeeventyrets enkelhed. Bogen er traditionelt markedsført som ungdomsroman, og det gør sådan set bare det hele bedre, fordi le Guin faktisk tør stille krav til sin (unge) læser, fordi hun har investeret substantielt tankegods i sin tekst. De uendelige strømme af ungdomsfantasy, som spyttes ud, og så herhjemme, står som triste ligegyldigheder målt i forhold til dette. Den ulidelige, visionsløse friskfyrsgenre, som ungdomsfantasy (og -horror) er blevet til i dag, kunne lære meget af le Guins kunstneriske magtpræstation.

Paperback, Ace Books 1973

Paperback, Puffin Books 1974

Paperback, Puffin Books 1975

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Puffin Books 1986

Paperback, Roc 1991

Paperback, Bantam Spectra 2004

Paperback, Bantam Spectra 2004

Hardcover, Turtleback Books 2012

Paperback, Puffin Books 2016

3 kommentarer

Filed under Roman