Tag Archives: V. C. Andrews

Ruby Jean Jensen – de onde børns mor

Paperback, Warner Books 1974. Ruby Jeans debut i romanform

Der er noget fascinerende ved Zebra Books’ forsider fra 1980’erne. De er grafisk pågående på en helt særlig måde og formår på mange måder at forny den gamle pulp-ikonografi ved at snævre billedet motivisk ind til det absolut centrale.

Paperback, Manor Books 1978

Manden bag de fleste af Zebras skrækforsider var Richard Newton, der på godt og ondt kom til at give ansigt til noget af det værste bras, som den nyere skrækfiktionen har produceret. Faktisk kan man med rette sige, at det bedste ved de fleste af Zebras bøger er Newtons overgjorte billeder.

Ruby Jean Jensen (1. marts 1927 – 16. november 2010)

Nå, det er ikke Zebra som sådan, der er i fokus her, for jeg har faktisk skrevet om Zebra allerede i et ældre indlæg.  

Paperback, Leisure Books 1982

Det egentlige omdrejningspunkt i dette indlæg er nemlig Ruby Jean Jensen, der har skrevet helt og aldeles jammerlig skrækfiktion, men som alligevel formåede at sælge så godt, at hun udsendte en til to bøger om året hos Zebra i løbet af 80’erne.

Paperback, Manor Books 1978

Jensen er en skæv størrelse, fordi hun i en relativt sen alder debuterede som romanforfatter. Hun var 47 år gammel, da hendes første roman udkom. Bogen var en klassisk gotisk romance; et genreudtryk der på det tidspunkt havde mistet sit store publikum og hurtigt var ved at ryge i mølposen. Ruby Jean læste imidlertid sin samtid korrekt. Den store skrækbølge i litteraturen var for alvor ved at vinde momentum, og hun gentænkte derfor sin ”gotiske romance”-stil til en dyster hybrid form, der satsede mere på spænding og mindre på romance.

Paperback, Tor 1982

Ruby Jean bibeholdt samtidig romancens patos og fik derved skabt sin egen stærkt sentimentale form for skrækfiktion, der ganske vist beskriver onde og ubehagelige handlinger og situationer (som det meste gys), men som egentlig handler om store følelser af kærlighed, sorg og lykke. Ledestjernen i den transformationsproces var uden tvivl V. C. Andrews, der havde vist vejen for en ny, mere rå form for gotisk romance og opnået en ufattelig stor kommerciel succes på den måde.

Paperback, Tor 1983

Hos Andrews var barnet en væsentlig figur, og de romaner, Ruby Jean Jensen udsendte i løbet af 80’erne, blev da også en kavalkade af bøger om børn i livsfare – typisk trues de af noget overnaturligt, men i sidste ende ligger der altid ond, menneskelig agens bag miseren. Egentlig onde børn optræder også i Ruby Jeans fiktion, men de er et fåtal og altid et produkt af ydre omstændigheder.

Paperback, Zebra Books 1983. Ruby Jeans Zebra-debut, som satte tonen for hendes øvrige romaner

Skal man indpasse hendes romaner mere generelt, kan man sige, at hendes bøger er den litterære ækvivalent til hele ”grædende børn”-genren fra billedkunsten. Den billedgenre var vældig populær, det samme var Ruby Jean Jensens bøger, men de vil næppe finde mange læsere i dag. Richard Newton og hans forsider har derimod stadig et entusiastisk publikum.

     

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988. vi genkender forsiden fra Andrews’ Flowers in the Attic her

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1994

Paperback, Zebra Books 1995. Ruby Jeans sidste roman for Zebra og hendes sidste skrækroman

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

V. C. Andrews, Flowers in the Attic (1979): Gotisk melodrama i loftshøjde

Paperback, Pocket Books 1979. Romanens 1. udgave. Kunstneren bag billedet er desværre ikke oplyst

Af alle de nyere bøger, der har været omtalt her på bloggen, er V. C. Andrews’ roman Flowers in the Attic måske den mest solgte og læste overhovedet. Romanen blev ufatteligt populær – den når måske ikke Dan Browns Da Vinci Code (2003) i salgstal, men vi skal op i betragtelige højder for at forstå omfanget af den succes, som Andrews oplevede med bogen. Andrews’ succes fortsatte tilmed, da hun udsendte efterfølgerne til Flowers in the Attic. Der opstod nærmest en hel lille industri omkring hende, og da hun døde, blev Andrew Niederman hyret ind som ghostwriter, så han kunne færdiggøre de uafsluttede manuskripter, som Andrews efterlod sig i ’86. Vi taler om således store penge her, og vi taler også om et voldsomt melodrama, men mere om det nedenfor.

Historien i Flowers in the Attic er forbløffende enkel og forbløffende virkningsfuld. Den smukke, velhavende, lykkelige Dollenganger-familie har alt, men en dag dør Christopher, familiens far, hvorved tæppet økonomisk rives væk under dem. Corrine, familiens mor, må tage sine fire børn ved hånden og rejse hjem til sine forældre, der egentlig har slået hånden af hende for år tilbage. Her er vi dermed allerede inde ved et af bogens kernemotiver, nemlig incest. Corrine forelskede sig som 15-årig i sin unge onkel Christopher og sammen stak de af, da Corrines forældre ikke kunne acceptere dette. Onkel og niece opbyggede derfor en tilværelse som mand og kone på egen hånd, men det er slut nu, og Corrine må vende hjem igen.

Paperback, Pocket Books 1979

Corrines familie er uhyggeligt rig, men de er også fanatisk religiøse, og de vil aldrig kunne acceptere, at Christopher og Corrine fik børn i blodskam. Navnlig Corrines døende far er problemet her, så da de kommer hjem til forældrenes enorme palæ, skjuler Corrine og Corinnes mor de fire børn oppe på loftet, hvor de må holde sig skjult, enten indtil Corrine er blevet forsonet med sin far eller også til han er død.

Det viser sig at blive en lang affære, for børnene kommer til at tilbringe tre år oppe på loftet, og som tiden går, bliver de vidner til en særdeles ubehagelig transformation af deres mor. Hun var en tynget enke, da de kom til huset, men gradvist finder hun tilbage til livet, og pludselig er hun forlovet igen. Alt imens sidder børnene på loftet og venter. Deres mor bliver mere og mere ligeglad med dem, og deres tyranniske bedstemor gør alt, hvad hun kan, for at gøre livet surt for dem.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19, december 1986)

Flowers in the Attic er fortalt af den ældste datter Cathy, der beretter historien retrospektivt. Vi ved altså, at børnene kommer ned fra loftet, men hvordan det sker, er naturligvis det store spørgsmål. Trods de begrænsede rammer lykkes det da også for Andrews at klemme så meget drama ind i børnenes fangenskab, at hun faktisk formår at holde sin læser fanget til trods for de relativt få udfoldelsesmuligheder, der ligger i at skildre en historie, som stort set kun udspiller sig på loftet af et gammelt hus.

Der løber flere tråde sammen i Flowers in the Attic, som gør den til en oplagt bestseller. På overfladen fremstår den som et stykke realistisk fiktion, men det er kun på overfladen. Bogen er dybest set et moderne eventyr, der udspiller sig i en forstærket virkelighed, hvor følelserne er store, rammerne utrolige og ondskaben håndgribelig. De fire børn er engle, der kan alt; små kunstnerske genier, hvis uskyldighed konstant skal sættes op imod familiens ondskab. Lys/mørke-dikotomien gennemspilles på flere måder, og læseren er aldrig i tvivl om, hvem der står på den gode og den dårlige side.

Paperback, Pocket Books 1990

Melodramaet svulmer derved konstant og kammer løbende over i situationer, som slipper sit greb i realismen og bevæger sig ind i form for eventyrlig virkelighed, befolket af hekse og onde feer. Det eventyrlig understreges af bogen barnlige fortællestemme, der i ordvalg og formulering har et sært, naivt præg. Cathy, der beretter, er en fascinerende stemme, men samtidig er der noget dybt aparte – for ikke at sige ulogisk – i det forhold, at bogens fortælles retrospektivt af en voksen kvinde, som så vælger at fortælle sin historie med en 13-14-årigs stemme.

Man kan med fuld ret kalde Flowers in the Attic et sentimentalt drama, men allerede ved bogens lancering blev den fremført som skrækroman. Umiddelbart synes alt at stritte imod den betegnelse, men omvendt har V. C. Andrews indarbejdet så meget af både den klassiske gotik og den romantiske nygotik i bogen, at romanens indskrivning i gysergenren synes rimelig.

Paperback, Gallery Books 2005

Især den lurende, farlige seksualitet, der syder og koger i det dystre, gamle hus, er en rendyrket genreklichéer. Andrews viser sig imidlertid også at være en hel del mere hård i filten end de andre forfattere, der skriver samme form for gotiske romancer. Det skyldes ikke mindst bogens incestuøse forhold. Den slags antydes normalt kun, men i bogen her er seksualiseringen af familien et tema fra næsten første kapitel.

Cathys liderlige beskrivelser af sin mors smukke krop, hendes beskrivelse af sin fars smukke krop, broderens smukke krop og hendes egen smukke krop fylder side op og side ned. Andrews pirrer derved sine læseres fantasi, og lokker dem også til sidst med sex mellem bror og søster. De to ældste børn bliver nemlig teenagere under deres fangenskab, og det fylder dem med drifter, de ikke kan få afløb for. Stemningen omkring forholdet mellem bror og søster bygges derfor løbende op, og til sidst, næsten henimod bogens slutning, får vi serveret det endelige samleje og beskrivelsen af broderens stive lem, der glider ind i sin søsters underliv. Det er skrap kost, der skildres bemærkelsesvist fordomsfrit i teksten. Andrews gør sig i hvert fald ikke til dommer over de to søskendes handlinger, men overlader dette til læseren.

Paperback, HarperCollins 2005. forsider som denne viser jo tydeligt, at vi her har med noget at gøre, som bevæger sig i den yderste kant af gotikken og gysets verden

Flowers in the Attic er på mange måder en grotesk roman; den er ubehagelig og sentimental, den er romantisk og grænseoverskridende, den er svulmende patetisk og modig. Litterært kan Andrews afvises blankt, men noget ved historien om børnene på loftet hænger ved på en klæbrigt fascinerende måde. Den er en beskidt lille hemmelighed, som man ikke helt kan slippe, selvom den egentlig ikke er værd at beskæftige sig med. Præcis her er vi vel også inde ved det, der gør V. C. Andrews første bog om familien Dollenganger til så stor en succes; den er et stykke manieret patos, der bevæger sig ud over en hver form for god smag og taler til de mest primitive sider i os. Hvis den gotiske romance nogensinde havde brug for en slem pige i klassen, så fik genren den med V. C. Andrews, og læserne har elsket hende lige siden.

Paperback, Dymocks 2011

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion