Tag Archives: Vampyrer

Kristine Kathryn Rusch, Sins of the Blood (1994): Vampyrjagt og barndomstraumer

Paperback, Abyss 1994

I begyndelsen af 90’erne viste navne som Kathe Koja og Poppy Z. Brite vejen for en ny drejning i skrækfiktion, der tog afsæt i den sorteste weltschmerz og omdannede gyset til et smerteskrig fra samfundets rand. Det skrig, var der mange, som hørte. Blandt disse er Caitlín R. Kiernan i dag nok den mest prominente, men andre fulgte, som sagt, også trop. En af dem var Kristine Kathryn Rusch, der først og fremmest var og er en SF- og fantasy-forfatter. Gyset fristede imidlertid Rusch, og hendes anden skrækroman blev vampyrfortællingen Sins of the Blood fra 1994.

I romanen Sins of the Blood er vampyrer blevet en almindelig del af samfundet siden 1960’erne, forstået sådan, at vampyrisme betragtes som en sygdom. En uhelbredelig sygdom vel at mærke, der er underlagt lidt varierende jurisdiktion i USA. Nogle stater behandler vampyrer som kronisk syge, andre stater indførte tidligt en udryddelsespolitik, hvor blodsugerne jages og dræbes for at beskytte samfundet. Alt dette er naturligvis en kilde til store sociale uroligheder og problemer.

Paperback, Abyss 1994

Midt i alt dette møder vi den autoriserede vampyrjæger Cammie, der under en rutineopgave gør en chokerende opdagelse. Da hun sammen med sin makker trænger ind i en vampyrs lejlighed en formiddag (vampyrerne tåler ikke sollys) og udrydder blodssugeren med en stage gennem hjertet, konstaterer de, at vampyren har et ”menneskebarn”. Vampyren levede altså som enlig forsørger med sit barn, og barnet er nu forældreløst. Den erkendelse sætter gang i selvransagelserne hos Cammie, der også selv er et forældreløst barn. Men der er mere; Cammie får en mistanke om, at hun måske også selv er barn af en vampyr.

Cammie har en bror, Ben, som hun aldrig har haft kontakt til. Hun beslutter sig nu for at finde ham, men på det tidspunkt ved vi læsere allerede, at Ben er en vampyr. De store spørgsmål er, hvad Cammie gør, når hun møder Ben og om Cammie er fordømt til at blive til en vampyr som sin far, fordi vampyrisme ofte er noget arveligt, der gradvist kan udvikles over tid.

Kristine Kathryn Rusch (født 4. juni 1960)

Som man fornemmer, er vi inde at røre ved nogle eksistentielle problemstillinger her, der formidles omtrent så gumpetungt, som de lyder i mit referat. Der er intet elegant eller subtilt over Sins of the Blood, der gennem Cammie og Ben diskuterer den sociale arvs byrde med en ungdommelig, selvhøjtidelig alvor.

Vampyrerne var absolut en af skrækgenrens mest populære figurer i 90’ernes først halvdel, og Rusch har mere eller mindre overtaget hele tidens iscenesættelse af blodsugerne. Hendes roman udspiller sig i en sortklædt underverden befolket af punks og junkier. Et miljø, Rusch i bedste Anne Rice-stil kontrasterer med den overdådige rigdom, som de ældste vampyrer har opnået med tiden. Historien veksler på den led mellem rendesten og luksus.

Paperback, Millennium 1995

Naturligvis er der også erotik i rigt mål. Vampyrerne er erotiske, pan-seksuelle skabninger, der udlever deres lyster frit. Blod, sex og vold glider hos Rusch sammen til et mættet, natunivers af dekadence og dødsromantik. Alt dette lyder jo vældig bekendt, og man kan da heller ikke kalde det originalt. Men Rusch vil også noget med sine vampyrer; der er en idé bag værket (hun er jo ikke SF-forfatter for ingenting). Desværre er det temmelig uklart, hvad hendes vampyrer er metaforer for. Bogens titel, Sins of the Blood, antyder noget arveligt. Der bliver da også bogen igennem spillet på sammenligning mellem vampyrismen og AIDS, såvel som vampyrisme og narkomani. Tilmed spiller hun også på den modtagelse, som de amerikanske veteraner fra Vietnamkrigen fik, da de kom tilbage til hjemlandet.

Vampyrerne bliver i det lys en form for sociale, stigmatiserede ofre, og gennem Ben, Cammies bror, får vi som læsere opbygget en vis sympati for vampyren, der ikke selv er herre over sin skæbne eller sine tilbøjeligheder. I hvert fald indledningsvist, hvor disse aspekter fylder mest i historien.

Paperback, WMG Publishing 2012

Helt så let er det bare ikke, for mens Rusch har en pointe om, at vi skal behandle vores socialt udstødte ”monstre” ordentligt, er hun også en plotorienteret forfatter, der gerne vil fortælle en spændingshistorie, hvor vampyrerne er skurkene. Det skaber en temmelig forvirret symbolik, fordi hun så at sige lader sin handling overskrive symbolikken, så vampyren som klassisk monster pludseligt overtager historien. På den ene side skal vi fatte sympati for blodsugene, på den anden side insisterer Rusch på at bruge vampyrerne som helt klassiske, onde pulp-monstre, der med hugtænder og stor appetit kaster sig over vores heltinde Cammie.

Det vrider bogen af led; i hvert fald hvis man som læser forsøger at forstå budskabet bag den umiddelbare historie. Det kan man så bare lade være med, men her er det, at Rusch bliver ved med at slynge om sig med metaforer, som understreger den indledningsvist introducerede subtekst, hvilket alt sammen i sidste ende skaber en ganske mudret fortællingen.

Paperback, WMG Publishing 2014

Sins of the Blood er ikke nogen god bog. Det er faktisk på mange måder en ganske anstrengende bog, men Rusch er, trods sin uelegante håndtering af tematikkerne og overtydelige symbolik, en kompetent håndværker, der formår at stykke en handling sammen, der faktisk inviterer til læsning. Man drages med andre ord af Cammies jagt på Ben, og som læser vil man gerne vide, hvad der sker, når bror og søster endeligt forenes. Når dette er sagt, er Sins of the Blood især interessant som udtryk for en særlig gren af 90’ernes skrækfiktion. Bogen er omtrent så tidstypisk, som det kan lade sig gøre. Det gør romanen sjov som studieobjekt og trope-katalog for alle, der gerne vil forstå skrækgenrens udvikling i 90’erne.

Bogen bliver aldrig uhyggelig eller skræmmende. Rusch beskriver mange ubehagelig ting, men dybest set er det en dyster, erotisk spændingsroman, som hun har skrevet, og jeg forstår godt, hvorfor hun et par bøger efter Sins of the Blood lagde gyset på hylden og dedikerede sig helt til fantasy og SF, der formentlig ligger hendes hjerte nærmere, mens gyset tydeligvis kun et formsprog, som hun flirtede med. At hendes fantasy og SF er lige så klichéfyldt og sødlandet som hendes gys, er en anden snak, og nok også grunden til, at Kristine Kathryn Rusch aldrig vil få nogen høj stjerne hos mig.

2 kommentarer

Filed under Roman

Dan Simmons, Carrion Comfort (1989): Psykisk vampyrterror

Paperback, Headline 1990. som sædvanlig oplyser Headline ikke, hvem der har skabt forsiden

Jeg synes, at Dan Simmons er en lidt sær størrelse i genrefiktionen. Han har skrevet den formidable skrækroman Song of Kali (1985) og den særdeles underholdende SF-roman Hyperion (1989), men samtidig har han også skrevet ganske forfærdelige ting. Ting så skrækkelige, at jeg har svært ved at tro, at det er samme mand, der står bag.

Sagen er den, at Simmons i høj grad skifter stil, tematik og udtryk fra bog til bog. Det gør naturligvis, at han er lidt af en hamskifter, som aldrig står stille. I hvert fald hvad indholdet angår, for Simmons er stilistisk altid til den svulmende, pyntede side, og hans psykologiske portrætter typisk en anelse entydige. Når Simmons er bedst, bliver disse slagsider af mindre betydninger, men i andre af hans projekter kommer skavankerne tydeligt frem, som det eksempelvis sker i den næsten ulidelige Summer of Night (1991); en bog jeg også snart skriver om her på bloggen, så ikke mere om den nu.        

Paperback, Headline 1990

Carrion Comfort er på mange måder en klassisk Simmons’ bog. Det er en konceptuelt skarpskåren roman med tydelige genrereferencer og idéer, der viser, at Simmons loyalt går ind i de genreuniverser, han arbejder med. Carrion Comfort er også en lang roman, som tillader Simmons at komme ganske vidt omkring i et omfattende persongalleri, der kronologisk strækker sig fra Anden Verdenskrig og frem til bogens nutid (midten af 80’erne).

Handlingen er, kort fortalt, at en gruppe ”psykiske vampyrer”, der lever af frygt og smerte, har arbejdet bag facaderne i umindelige tider. Her, fra skyggerne, har de påvirket såvel storpolitik som møder mellem mennesker i det små. Vampyrerne holder sig unge ved at optage den smerte, de forvolder, og for mange af vampyrerne er deres gerninger blevet en form for leg, hvor de dyster om, hvem der kan påføre verden de mest chokerende og overraskende lidelser, uden at dette naturligvis blive opdaget af de dødelige. For det er selvfølgelig idéen med det hele; vampyrerne driver deres uvæsen i det skjulte, selvom mange af dem lever fuldt offentlige liv. En af bogens vampyrer er en fremtrædende embedsmand, en anden er TV-prædikant, en tredje filmproducent i Hollywood og så fremdeles. Det var således vampyrer, der stod bag mordene på Lennon og Kennedy, og vampyrer, der mere eller mindre har stået bag alle andre ubehagelige og uhyrlige ting, som vi kender fra den nyere historie.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Det gælder dermed også Anden Verdenskrig, eller rettere Nazisternes massemord. Netop det er omdrejningspunktet for Carrion Comfort, fordi bogens bærende protagonist er den aldrende, jødiske psykolog og universitetsmand Saul Laski. Som ganske ung blev Laski interneret med sin familie i en udryddelseslejr, og her, midt i al gruen, møder Laski en SS-officer, der er langt værre end alle andre. Faktisk er mødet med denne officer næsten overnaturligt, fordi han overtager unge Laskis sind med en form for tankekontrol og tvinger den stakkels knægt til at deltage i et skakspil, hvor brikkerne er jøder, der kæmper for livet på spilbrættet. På mirakuløs vis lykkes det Laski at undslippe dødsspillet, men oplevelsen præger selvsagt Laski resten af livet, og som en anden Simon Wiesenthal bruger han efter krigen sin tid på at jagte denne officer, han er overbevist om ikke er død.

Vejen ind i fortællingen bliver da også, at Laski, nu som aldrende mand, genkender denne officer og begynder at forfølge han, hvilket gradvist fører ham og en spraglet gruppe medhjælpere ud i åben kamp mod de vampyriske bagmænd.

Hardcover, Dark Harvest 1989. Romanens 1. udgave

Som sagt er Carrion Comfort på mange måder en klassisk Simmons-roman. Genremæssigt låner han en del fra skræklitteraturen her, men bogen er først og fremmest en technothriller, der lader sine hovedpersoner udkæmpe en kamp mod system i bedste David-og-Goliat-stil. Vampyrerne sidder på magtapparatet, men trods deres enorme indflydelse kan de ikke kontrollerer alt, og vores hovedpersoner får bl.a. hjælp fra Mossad og en bande sorte fra slummen.

Til sammen udgør alt dette en omtrent underholdende roman, som måske er en smule længere, end historien kan bære, men Simmons har fået sprøjtet så meget spænding og ramasjang ind i historien, at man nysgerrigt læser videre for at se, hvordan det hele ender.

Paperback, Warner Books 1990

Så langt så godt. Jeg har imidlertid alvorlige problemer med selve bogens underliggende tematik, som desværre ikke er helt klar. Hvis man kaster sig ud i fortolkningernes overdrev, kan man måske læse Carrion Comfort som en magtkritik eller en lettere paranoid, konspiratorisk forestilling om grå mænd, der styrer vores verden og virkelighed – altså ”the masters of war”, som Dylan bl.a. synger om. Den tolkning når man langt med, men problemet er bare, at det eksempelvis bliver uklart, hvordan Simmons’ lettere idyllisk fremstilling af staten Israel passer ind i dette. Han portræt af magt og magtanvendelse er dermed langt fra entydig, og egentlig kritik kan der derfor heller ikke være tale om.

Mine problemer med handlingen er imidlertid større, hvis man går knap så langt ind i fortolkningen og blot registrere handlingens umiddelbare lag. Her får vi præsenteret disse tanke- og kropskontrollerende vampyrer, der driver deres uvæsen i verden og i virkeligheden er roden til alt ondt. Præcis det er for let og for ufarligt. Idéen er naturligvis sjov, men konsekvensen er, at Simmons får fraskrevet mennesket alle destruktive tendenser. Al ”ond” agens bliver flyttet over i vampyrerne, og menneske fremstilles som relativt uskyldige ofrer, der ufrivilligt lader sig lede gennem tankekontrol. Præcis det er for slapt. Det er det nøjagtigt omvendte af den misantropi, som Simmons udtrykker mesterligt i Song of Kali, og det bliver en nærmest irriterende, blåøjet næstekærlighed, der trods bogens store mængder vold og blod, gør det hele til en form for fraværende, social eskapisme.

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Bogens koncept irriterer mig med andre ord ganske voldsomt, fordi det er for pjanket at bruge vampyrer som syndebukke for vores handlinger og problemer. Idéen, som plot, er kanske underholdende tænkt, men i praksis bliver det for uforpligtende og tandløst. Jeg vil have min skrækfiktion og min technothriller indhyllet i sort kynisme og grim ærlighed, der udstiller vores menneskelige svagheder og fejl; og særligt for technothrilleren må magtapparatets undertrykkende vold ikke skubbes til side og reduceres til noget udefrakommende eller distanceret. Vampyrerne er ikke overnaturlige monstre, de er mennesker af kød og blod.

Paperback, Quercus 2010

2 kommentarer

Filed under Roman

Steen Langstrup, I Lygternes Skær (2019): Nye gys fra dengang far var ung

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019. forsiden er skabt af Steen Langstrup

Steen Langstrup behøver næppe den store introduktion her på bloggen. Han er en af de bedst kendte skrækforfattere, vi har herhjemme, og han har efterhånden været aktiv i en god del år. Hans bøger har generelt modtaget ros, hvilket man blandt anden kan forsikre sig om ved at kaste et blik på den jubelfest, der udfolder sig på bagsiden af den bog, dette indlæg handler om. Den slags superlative udsagn, der udtrykkes på bagsiden, sætter jo også unægtelig forventningerne i vejret. Jeg må imidlertid indrømme, at jeg efter endt læsning af Langstrups seneste samling af noveller står temmelig splittet i forhold til teksterne, og det har faktisk også taget mig lidt tid at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle skrive om dem. Men mere om det om et øjeblik.

Bogens 11 noveller er en blandet buket af skrækfortællinger, der tematisk kommer ganske langt omkring i gysets landskab. Vi når fra helt korte, galgenhumoristiske fortællinger som ”Første jul uden mor” til stemningsmæssigt mere sammensatte fortællinger som ”Kryb” eller ”Hvide piger i lygternes skær”, der tydeligvis har inspireret bogens titel.

Som sådan er der ikke tale om nogen rød tråd i samlingen, og der synes vel nærmest at være en pointe i det store spænd i udtryk, som Langstrup udfolder. Ikke desto mindre er der en gennemgående fornemmelse af hverdagslivets nærvær i novellerne. Langstrups historier udspiller sig i mit og dit dagligliv, helt tæt på familie, arbejde, sure pligter og trummerum. Han skriver om skilsmisser, Apple-TV, indholdet i køleskabet og ventetid i Københavns metro. Det ordinære bliver Langstrups vej til gyset, idet han med få, simple greb får transformeret det velkendte om til livstruende og horrible optrin.

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019

Det overnaturlige tematiseres ikke nævneværdigt i historierne, selvom flere af novellerne synes drevet af en form for dæmonisk agens, der manipulerer med vores hverdag. Hovedskurken er imidlertid dybest set os selv – alle os helt ordinære mennesker, der går og skjuler lyster og behov, som pludselig får lov at udfolde sig på andres bekostning. På det punkt adskiller Langstrups fiktion sig også fra en hel del andre forfatteres udgivelser på den hjemlige skrækscene, hvor det overnaturlige og glæden ved ”monstergyset” er en hel del mere udtalt.

En af forklaringerne på Langstrups popularitet er vel også netop, at selvom hans gys er voldsomme og blodige, så udfordrer de kun i ringe grad det, som man kan kalde realismen. Hans historier er udtalt ”u-magiske” eller slet og ret prosaiske i kraft af deres hverdagsforankring, og præcis det træk ved novellerne er jeg meget begejstret for. Det legende og spændende skal her ikke findes i konstruktionen af nye metafysiske koncepter eller forsøg på genfortolkning af velkendte monsterfigurer, men i stedet i hverdagslivets små og store oplevelser. I sig selv er dette naturligvis ikke noget nyt, men Langstrups præcise blik ind i normal-Danmark anno i dag skaber en høj grad af sympatis genkendelighed i novellerne.

Der er noget kærkomment jordnært over historierne, som går et helt andet sted hen end eksempelvis den gotikbegejstrede undergrund af skrækforfattere. Langstrup ser dagligdagen i øjnene og er ikke bange for at beskrive det banale, hvilket jeg har stor respekt for. Måske netop derfor skiller førnævnte ”Hvide piger i lygternes skær” sig også negativt ud som triviel og uvedkommende. Handlingen er henlagt til efteråret 1918 og fremstår som et livløst og uenergisk forsøg på historieformidling. Den gejst, der driver resten af novellerne, er fraværende her, og i stedet får vi et stykke lettere diffust kostumedrama, der ikke står mål med resten af samlingen.

Steen Langstrup (født 3. september 1968)

Trods det sympatiske i Langstrups litterære modus, der gør fortællingerne til små hverdagsportrætter, og Langstrups sprog, der formidles, som vi rent faktisk taler og tænker, er bogen en næsten chokerende uambitiøs og banal samling noveller. Langstrups opfattelse af gys eller ”horror” er så bedaget og ureflekteret, at jeg er en smule forbløffet over, at nogen stadig skriver sådan til voksne. Historierne hører stilistisk en helt anden tid til; bogens noveller er gys, der holder sig for ører og øjne og lader som om, at tiden har stået stille de sidste 30 år eller mere. Det er de samme gamle troper, som Langstrup udfolder, og hver eneste novelle holder krampagtigt fast i at slutte med et ”overraskende” twist – en rask kovending, som skal forbløffe læseren med sin grumme afsløring. Sagen er bare den, at ingen lader sig overraske af den slags; Langstrup har i hvert fald ikke opfundet nogen nye, overbevisende finurligheder, som berettiger et så bedaget greb ned genrens kasse med udrangeret værktøj. Det virker næsten naivt, at Langstrup insisterer på at mene, at gyset for alvor skal findes eller lever i de sidste to tre linjer. Hvorfor denne skabelontænkning? Hvorfor dette misforståede forsøg på at være overraskende? Er vi ikke for lænbsgt rykket vider?

Mestrene udi dette ”twist” var uden tvivl Robert Bloch og Roald Dahl, hvilket fortæller lidt om, hvor vi kronologisk skal søge hen for at finde en tid, hvor det var spændende at skrive sådan. Hos Langstrup bliver det mest af alt en træt og anakronistisk fortælleform, som måske bedst har overlevet i gys skrevet til børn. Børn og helt unge er imidlertid næppe målgruppen taget novellernes relativt konsekvente erotiske element i betragtning.

Samlingens danske vinkel iscenesat dramatisk på Steen Langstrups blog

Langstrups seneste novellesamling fremstår som en ret uskyldig samling nostalgiske gys, skrevet helt upåvirket af de forandringer, genren har gennemlevet siden begyndelsen af 90’erne. Det bringer mig til et andet punkt. For hvad skal man egentlig forvente sig af sin skræklitteratur? Hvad er god litteratur? For mig at se falder en samling som denne igennem, fordi novellerne – trods Langstrups fine håndtering af hverdagen – er skrevet på fordringsløs autopilot. Det er så ordinært og uopfindsomt, at jeg har svært ved at tage teksterne alvorlige. En historie som ”Aben smiler”, hvor en mystisk abebamse hjemsøger en lejlighed og flytter sig, når lejlighedens ejer ikke er til stede, er så klichéfyldt, at det næsten bliver grinagtigt. En anden fortælling, ”Metro”, bliver kun dummere af stædigt at forsøge sig med et twist og sin trætte skildring af en voldtægt. Jeg spørger mig derfor igen, hvem Langstrups publikum egentlig er?

Jeg er ganske paradoksalt nok fuldstændig sikker på, at alle, der ikke læser skrækfiktion normalt, vil opleve I Lygternes Skær som en novellesamling, præcis som de forventer at finde den. Den er indbegrebet af klichéen om en gyserantologi og lever af sine knæfald til det forventede med stor og loyal andagt. Intet bliver udfordret, intet bliver nytænkt. Den nye læser vil dermed få sine forhåbninger indfriet, hvilket jo sådan set er godt. Eller er det? For mig er samlingen et billede på en stille, stagneret død. Det er stivnet kreativitet og spildte kræfter. Ingen har brug for denne bog, fordi den intet nyt bringer med sig. Hverken i indhold eller på et æstetisk plan formår historierne at føre sine læsere ud af en verden, som er fortalt alt, alt for mange gange før. Man kan være af den gamle skole på den gode og den uinteressante måde; Langstrup hører her afgjort til sidstnævnte gruppe.

Det er ganske enkelt for let og for uforpligtende. Der skal mere til, vil jeg mene, hvis man vil sende en seriøs novellesamling på gaden i dag, der skal kunne tages alvorligt som andet end genretomgang til de læsere, som sværmer for retro-udgivelser som denne. Det ligger et stort potentiale i Langstrups afsæt i hverdagen, men det får han ikke forløst her. Desværre.

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Lars Ahn, Rød Høst (2018): Detaljernes labyrint

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

Lars Ahn har medvirket med noveller i et væld af antologier (mest sci-fi, fantasy og horror), og man kunne nemt fremhæve Ahns bidrag som værende blandt de måske to-tre bedste i en stor del af de udgivelser. I perioden 2006-2012, sådan cirka, kom der ubegribeligt mange antologier (alt for mange) fra småforlag, og efter at have læst min del, var jeg nået til en rutine, hvor jeg kun skimmede et par sider af de fleste noveller – størstedelen ubehjælpeligt rod til skrivebordsskuffen – for at springe frem til Lars Ahn eller A. Silvestris bidrag. For der var kvaliteten da nogenlunde sikret!

Ahn er nemlig uden tvivl en teknisk dygtig forfatter, der absolut ikke forfalder til den ’sproglige bolledej’, Martin belyste her på bloggen for nogle måneder siden. Hans sprog er enkelt og præcist og med hensyn til indhold har han på finurlige måder evnet at bryde formen igen og igen og serveret små, sære eksperimenter for sine læsere. Jeg husker livligt ”Mordene på Katarina” om en fyrs komplicerede forhold til sin real life sexdukke (det er en af Ahns bedste) og ”Blomstervanding”, der var skrevet i facebookopdateringer (vel og mærke før det blev skambrugt), og effektivt tegnede op hvor uhyggelig vores tidsalder er. Horroren er overalt! Sådanne eksperimenter kan fungere rigtig godt, men det er også en disciplin, hvor historiens idé er alfa og omega. Og deri ligger faren selvfølgelig for, at det bliver for idérigt og substansen kvæles. Det er da heller ikke alle Ahns noveller, jeg finder lige vellykkede, men det ligger til disciplinen, at det må være lidt hit and miss.

Med Ahns vampyrkrimi havde jeg en rimelig formodning om, at jeg ville kunne lide bogen, netop fordi jeg normalt føler mig i ret trygge hænder, når jeg ’starter på en Ahn’, men læsningen endte desværre i frustration og en længere klageliste.

Lars Ahn (født 1973)

Men først et par ord om handlingen, før vi dykker dybere ned i stoffet. I Rød Høst (opkaldt efter Dashiell Hammetts Red Harvest fra 1929) befinder vi os i en verden, hvor vampyrer – eller ’nattere’, som de kaldes – uforklarligt har eksisteret siden 1962. Vi får kort beskrevet årtier med stridigheder mellem mennesker og nattere, og først da blodsubstitutten ArtSangre (fedt navn) blev opfundet, dæmpede kampene sig. Spændingerne er der dog stadig, og i skyggerne lurer forskellige ekstreme grupper, der måske længes efter det store opgør.

Ahn sigter efter noirstilen med et persongalleri, der kalder hinanden ’knægt’, ’doc’ og kommer med udbrud som ’bullshit’ og ’no more mister nice guy’. Tonen er ærkeamerikansk, men miljøet er nærmere neutral grund, det kunne være Danmark, det kunne være Tyskland, det kunne være hvor som helst. Stednavne nævnes ikke, og personernes navne er af forskellig, international karakter. Dette synes jeg ikke er noget problem, det fungerer rimeligt. Vores hovedperson er kriminalbetjent og natter Gabriel, som bliver viklet ind i en mordsag, hvor en natterpige er blevet myrdet af en religiøs galning. Det hele trækker selvfølgelig tråde til diverse ekstremistgrupper, og i klassisk noirstil udfolder forviklingerne sig en masse.

Dog føles bogen ofte mere som science fiction end noir, og det skyldes den lidt for flittige world building. Her kommer så min første anke. De små, spekulative detaljer om samfundet fylder side op og side ned og kommer som perler på en snor. En meget lang snor. Det er jo klart en smagssag, hvor meget world building man bryder sig om. Horrorlæsere skyer det som regel og science fiction-læsere labber det i sig. Til en vampyrkrimi må jeg sige, at det blev for meget. Og man kan godt få den tanke, at det idérige fra Ahns noveller simpelthen ikke bærer til at blive strukket over de små 300 sider.

Paperback, Kandor 2017. Ahns novellesamling, der modtog prisen som årets danske horrorudgivelse i 2018

Det hjælper så heller ikke, at detaljerne som oftest er reduceret til fjollerier som f.eks. kister med pude og dyne, særlige rullegardiner til vampyrer, ArtSangre med hvidløgssmag (!) eller detaljer som at natterne effektivt afskaffede lukkeloven. Det meste skal selvfølgelig læses humoristisk, men kommer til at være uhensigtsmæssigt simpelt og giver en forstyrrende stemning af 12+ litteratur.

I den uundgåelige spejling af vores samfund, paralleller til fjendebilleder, racespændinger og demagoger, bliver samfundskritikken heller ikke særligt moden. Vi har for eksempel natterforeningen, Frie Borgere, der kæmper imod restriktioner og forbud for nattere. At Liberal Alliance er vampyrer, er en tanke jeg klart kan tilslutte mig, men det bliver simpelthen for åbenlyst og for fjollet. Samtidig er ’vampyrracismen’, som fylder en del, et gammelt tema, der næppe kan vække begejstring anno 2018. Jeg mindedes da også flere gange vampyrfilmen ”Daybreakers”, som der synes at være lånt lidt fra.

En anden manér, der blev mere og mere forstyrrende gennem læsningen, er den måde, universets illusion konstant brydes. Rød Høst er en bog med en meget stor bevidsthed om, at den er en bog. Igen og igen skal vi have at vide, at der altså ikke findes varulve og spøgelser, selvom der findes vampyrer, og Gabriel beretter, at han ikke kan forvandle sig til tåge eller en flagermus, men må tage sin bil. Der tales ret direkte ud til os læsere, i vores verden hvor vampyrer ikke eksisterer, og det skader universets troværdighed, da Gabriel jo netop beretter fra en verden, hvor nattere har været almindelige siden begyndelsen af 60’erne.

De konstante referencer til den fiktive vampyr er derfor forstyrrende. En karakter omtales som ’vor tids Van Helsing’ (en mærkværdig sammenligning, da Van Helsing er fiktiv). Der er vampyrjægere, der har taget navnet Abrahams (Van Helsing) Børn eller militsen, Valakiets Sønner. Det kommer til at virke fjollet med alle de referencer til Dracula, og værre bliver det, da der refereres til vampyrværker, som er udkommet efter 1962. En kvinde kaldes ironisk ’Vampirella’, og Gabriel erklærer, at det må være til stor skuffelse for paranormal romance-fansene at der som vampyr venter en tilværelse i cølibat. Sådan en kommentar skulle simpelthen være udslettet af en redaktør. For hvorfor skulle der overhovedet være opstået paranormal romance og Robert Pattinsons elskede sexdyr i en verden, hvor vampyren har været symbol på impotens siden starten af 60’erne? Her ville vampyrskikkelsen næppe dunste af erotik og gøre teenagepiger vilde i varmen.

Denne maner med disse metareferencer er især det, der får bogen til at virke som en øvelse, ude af stand til at ryste fanfiktionen og lillemiljøet af sig. Det er en hård kritik, men det skal ganske enkelt være bedre, med langt mindre nørderi og glimt i øjet, hvis et horrorværk skal kunne tages seriøst i bredere kredse. Hvor er redaktøren lige henne, spørger jeg …?

Selve krimiplottet med sine tusind forviklinger fangede mig heller ikke just. Nu skal jeg måske lige indskyde, at jeg absolut(!) ikke er krimilæser (men tænkte måske en vampyrkrimi ville gå).

Paperback, Perma Books 1956. Hammetts fantastiske klassiker med en en herligt periodetypisk forside fra 50’erne. Det kræver sin mand at spille op imod Hammett værk

Under læsningen kunne jeg næsten se opslagstavlen med tegnestifterne og snorene, der forbinder de mange plotelementer, som er i spil, men jeg følte mig på intet tidspunkt inddraget og kedede mig det meste af turen. Havde personerne så fanget, men nej. Gabriel danner umage makkerpar med betjenten, Helena Ravn. Meget klassisk, men det bliver for lidt til at holde koncentrationen. Gabriel er, som alle nattere, aseksuel og desuden uskyldigheden selv, på trods af mange år på natholdet. Karakteren er ganske enkelt for tør, og da spændingerne mellem ham og Ravn ikke kan føre nogen vegne, bliver det kedsommeligt. Selv ikke da Gabriel smager rigtigt blod, fører det videre. Her havde jeg håbet, at dyret vågnede, men intet sker desværre.

Rød Høst var absolut en skuffelse. Jeg havde håbet på hårdkogt vampyrnoir, men min oplevelse var en lidt kedelig krimi parret med en meget detaljerig sci-fibog med fanfiktionens referencer og glimt i øjet. Det er ikke en elendig bog – til det er Ahn dog for sprogligt stærk – og jeg er sikker på, at krimilæsere vil være mere positivt stemt, men den markerer bestemt heller ikke de seriøse horrorbevægelser, jeg gerne så.

Til sidst skal lyde en kritik af forlagets groteske reklamesider sidst i bogen. Der går jo rent Bilkakatalog i den! En af forlagets andre udgivelser Randvad lanceres med følgende tekst: ”NU TRYKT I 2. OPLAG. 1. OPLAG UDSOLGT PÅ KUN TO MÅNEDER.” Unødvendigt kræmmeragtigt og meget morsomt, når det er almen viden, at småforlag typisk trykker i 200 eksemplarer. Til allersidst får vi en side med teksten: ”Kunne du lide Rød Høst? Så husk at fortælle vidt og bredt om bogen – på sociale medier, til venner, familie, bekendte.” Ikke meget anderledes end de internetshops, der minder os om at smide en femstjernet Trustpilot-anmeldelse … Det kan også bare blive for poppet!

– Af Jonas Wilmann

4 kommentarer

Filed under Roman

David Garmark & Stephan Garmark, Love City (2018): Sproglig bolledej

Paperback, Kandor 2018

Brødrene David og Stephan Garmark kunne udsende deres anden fælles roman i år. Love City hedder den, og takket være en effektiv reklamekampagne fra både forlag og forfattere er der næppe ret mange, som interesserer sig bare en lille smule for dansk genrefiktion, der ikke har fået med, at bogen er udkommet. Den velsmurte markedsføring er blevet fulgt op af generelt gode anmeldelser, hvorfor jeg også efterhånden selv blev en smule nysgerrig. Desværre må jeg sige, at jeg ikke helt deler den begejstring, bogen er blevet mødt med.

Historien tager os til Jomfruøerne, hvor fattigdom og problemer i kølvandet på naturkatastrofer har udløst et oprør i det i forvejen skrøbelige samfund. King Malcolm kalder oprørets leder sig, og han har nu kontrollen med øerne. Desværre er der også udbrudt en besynderlig epidemi på St. John, og da vi kommer ind i bogen, følger vi en gruppe danske nødhjælpsarbejdere samt deres private, engelske vagtværn, der er taget til Øerne for at forsøge at afhjælpe den humanitære krise. Der er imidlertid ugler i mosen; soldaternes leder Danny og hans tro væbner Wolfkiller (!) har også en anden mission, som snart kommer på tværs af nødhjælpsarbejdet. Men hvad godt skal nødhjælpen i det hele taget gøre, når epidemiens karakter ikke kan bestemmes? Der er noget mystisk ved det hele, som da også til sidst viser sig at have rod i det overnaturlige.

Paperback, Kandor 2018

Roman tager udgangspunkt i konkrete, sociale problemstillinger, hvilket er et sympatisk træk, der sammen med et overraskende og spændende miljø absolut tjener til Garmark-brødrenes ære. Det er godt set, at der ligger et stort potentiale for historiefortælling omkring den gamle danske koloni og den danske bid af stedets historie. Formidlingen af denne historie, der i romanen primært sker gennem det omvandrende leksikon Gert, kunne måske være blevet forløst mere elegant, men tankerne bag bogen fejler absolut ikke noget.

Love City er en smule misvisende blevet iscenesat som skrækroman, men bogen er først og fremmest en røverhistorie om macho-mænd, våben og seje replikker, der næsten reducerer det ovenfor beskrevne miljø til ren staffage. Uhyggen er fraværende i hovedparten af teksten, i stedet får vi detaljerede beskrivelser af soldaternes gøren og laden i stil med noget vi kender fra amerikanske actionfilm. Det er da også klart, at forfatterne i en eller anden grad har sat sig for med stor drengerøvsbegejstring for våbennavne og kampsportsdetaljer at omsætte den stemning til litterær form.

Præcis den type spændingshistorier giver mig personlig ikke ret meget, og jeg må derfor også erkende, at jeg bortset fra bogens sidste 40 sider synes, handlingen i Love City er totalt uinteressant. Jeg må imidlertid her også straks sige, at det klart er et udtryk for smag og behag. Når jeg har kraftige indvendinger imod bogen, skyldes det altså ikke som sådan handlingen og det bogen prøver at være, men i stedet den sproglige dragt, som Garmark-brødrene har givet deres roman.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

Det kan hurtigt konstateres, at bogen er en af de tætteste sammenstillinger af filmiske klichéer, jeg længe har mødt. Bogens ”monster” og brug af afrikansk folklore er veludnyttet, men det er omtrent også det eneste strejf af originalitet, når vi ser bort fra selve miljøet. Det føles næsten som om forfatterne har siddet med en checkliste over filmiske elementer, de gerne ville have med. Prikken over i’et er uden tvivl bogens obligatoriske sexscene, der udspiller sig under den ligeledes obligatoriske storm, der naturligvis må være med til sidst som en dramatisk effekt. Scenen gentager pinligt, som et kreativt lavpunkt, et øjeblik i et uendeligt antal TV-film, som du har set og glemt igen.

Jeg overvejede faktisk, om det hele var en form for kærlig satire, men det er det jo nu nok næppe. Kærlighedserklæring er den formentlig ja, men satire næppe. Der er alt for meget sproglig selvhøjtidelighed i Love City til, at den kan opfattes som andet end et forsøg på at skabe en bidende alvorlig spændingsroman. Det har Garmark-brødrene bare ikke formået at håndtere på overbevisende facon. Romanen mangler skarphed og dynamik i sproget, der hænger fast i pompøse og melodramatiske vendinger.

Vil man skrive den type spændingsroman, som brødrene er ude i, bør man i det mindste forsøge at efterligne dem, der har gjort det godt, i stedet for at blive hængende i et bolledejsblødt, metafortungt sprog. En sætning som ”Ud af øjenkrogen så Danny nu monsteret – en sort levendegørelse af ren terror.” (s. 247) siger næsten alt om den grad af ubehjælpelighed vi møder. ‘

Hardcover, Kandor 2017. Brødrene Garmarks første romansamarbejde

Sproget i bogen står med andre ord famlende, og der, hvor forfatterne med præcision burde formidle nervepirrende intensitet, bliver det enten gumpetungt eller forfalder til staccato-lignende passager, som den man finder på s. 100: ”Han listede hen til huset, stillede sig foran døren og trykkede den ind. Husets indre var mørkt. Han anede konturerne af ødelagte møbler i gangen. En stol lå på gulvet. Op ad den ene væg var en kommode med tre ben væltet. Han trådte indenfor. En filmplakat hang på væggen. The Hunger med David Bowie. Huset sukkede. Noget knagede længere inde. Der var intet spor af manden.

Den slags sætninger er naturligvis et validt æstetisk udtryk, men de falder igennem her, fordi tekstopbygningen mere fremstår som sproglig afmagt end selvvalgt minimalisme. Især fordi disse mikro-sætninger totalt overskygges af den ellers dominerende, svulmende sprogtone. Sætningssammensætningen vidner således om et udtalt fravær af musikalitet i teksten.

Bogens manierede dialog slog mig også ganske hurtigt som en smule besynderlig, uden jeg helt kunne sætte en finger på hvorfor, men pludselig gik det op for mig, at den mere eller mindre konsekvent mimer filmisk dialog. Vel at mærke engelsk dialog, oversat til dansk. Det udløser en række ganske mærkværdige vendinger og ordvalg. Som når Danny på s. 79 ”realiserer” noget. Her kunne man måske tænke, at det drejer sig om at opføre eller virkeliggøre et eller andet, som ordet normalt betyder, men nej, Danny erkender noget.

Den officielle Love City-øl!

Sætningen skal altså give mening gennem det engelske, og den slags er der flere eksempler på. Samtidig er der så megen usikkerhed i sprogtonen, at jeg flere steder er usikker på, om forfatterne rent faktisk har brugt de ord, de gerne ville, i deres beskrivelse. Danny (igen) beskrives på et tidspunkt som værende i et nederdrægtigt humør (s. 144), da han er i dårligt humør. I sig selv er det ikke forkert, men det får en mislyd i konteksten, hvor jeg ganske enkelt er i tvivl, om forfatterne og jeg opfatter ordenes betydning ens.

For mig at se vidner Love City om et forfatterpar, der har noget på hjertet, og som er vokset siden deres fælles første bog. De vil gerne fortælle en historie, der både er intens, og samtidig har et budskab, i form af en magtkritik, der lader hånt om menneskeliv. Det er en glorværdig ambition; tak for det. Det er bare ikke nok. Bogen fremstår ikke gennemarbejdet på det dybe niveau under plottet og miljøet. Der er ganske enkelt arbejdet for lemfældigt med teksten og sprogtonen. Hvis tonen ikke sidder i skabet, så vælter læsset, og det vælter i den grad her.

En stor del af skylden må ligge hos bogens forlag Kandor og navnlig den redaktør, der tydeligvis har været udfordret over evne og derfor svigter sine forfattere. Jeg håber, de får mere kompetent støtte næste gang. Arbejdet med Love City var langt fra afsluttet, da bogen i gik i trykken. Det, der kunne være blevet et skarpslebent spændingseventyr med et stort publikum, er blevet en klodset og ubehjælpelig bog af den type, som kun en lille, taknemmelig kreds af genrefans vil kunne holde af.

3 kommentarer

Filed under Roman

John Langan, The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies (2013): Pulp som formeksperiment

Paperback, Hippocampus Press 2013. Det meget fine og stemningsfulde omslag er skabt af Santiago Caruso

En af de slående tendenser i skrækfiktionen efter årtusindskiftet er den forfriskende originalitet, hvormed dele af genreforfatterne genopdager genrens rødder i pulpfiktionen. Det er slående, hvor mange eksperimenterende og nye bud, der findes på de gamle troper, som i den grad synes at stå til genforhandling og nyfortolkning. På den led genfinder man tendenser fra 50’ernes genrefiktion i vores moderne tilgang til pulpfiktionen, hvor navnlig formeksperimenterne igen er blevet et markant fænomen. Læser man forord til antologier som eksempelvis John Langans The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies fra 2013, er eksperimentet nærmest blevet et stilistisk krav, hvis man stadig skal kunne tage pulptroperne alvorlige.

Netop John Langan er da også i den grad en af de førende fortolkere af skræktroper, og igennem et genreforfatterskab, der går tilbage til begyndelsen af 00’erne, har han markeret sig blandt de stærkeste og mest overraskende stemmer på feltet. Langan ligner umiddelbart mange andre i skrækfiktionens landskab, men modsat introverte skribenter som eksempelvis Laird Barron og Livia Llewellyn, er der en umiddelbar genkendelighed og klarhed over Langans tekster, der gør ham langt lettere tilgængelig end førnævnte.

Hvor Barron og Livia Llewellyn fører en dunkel, lyrisk åre ind i pulplitteraturen, står Langan med et ben i den typiske bestsellerfiktion. Man genkender dermed et aftryk af eksempelvis Stephen King i hans værker, men Langans dybest set intellektuelle stiløvelser er i sidste ende for kolde og beregnende til for alvor at kunne opfattes som sidestykker til King. Langan forklarer da også selv, at han helt bevidst udnytter sin akademiske baggrund som underviser i skrivekunst og engelsk litteratur i sin fiktion. Den litteraturhistoriske og ikke mindst litteraturvidenskabelige reference ligger dermed konstant og taler med i hans tekster som et metalag, der viser, at Langan i høj grad er et produkt af 90’ernes skrækfiktion.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Mens Langans udtryk forandrer sig radikalt fra fortælling til fortælling, er der nogle grundlæggende træk, som går igen. Hans varme skildring af sine hovedpersoner, hans forsøg på at indlejre fortællingerne i tydelige, stedsspecifikke miljøer samt ikke mindst en brug af metaforer og vendinger, der trækker helt åbenlyst på skrækgenrens ældste rødder hos eksempelvis Poe.

Alt dette oplever man med al tydelighed i The Wide Carnivorous Sky, der samler noveller fra slutningen af 00’erne og frem til bogens udgivelse, men inkluderer også den ganske lange til bogen skrevne novelle eller kortroman ”Mother of Stone”.

En af samlingens både bedstre og mest sigende fortællinger er ”Technicolor”; en besynderlig metahistorie udformet som en universitetsforelæsning over Poes elskede “The Masque of the Red Death”, hvor novellens forelæser spørger sine elever, hvad de i fortællingen omtalte, skiftende farver betyder. Det fører forelæseren ud i en finurlig leg med Poes til lejligheden opfundne inspirationskilder. Faktisk litterær analyse af Poes novelle blandes elegant og drilsk med værker og elementer digtet af Langan, og mens vi lulles ind i en dybt fascinerende udlægning af den gamle klassiker, går det op for os, at Langan samtidig lader sin forelæser træde i karakter som skurk, der forfører sine studerende og bruger dem som psykisk brændstof i et magisk ritual, der ligner noget inspireret hos Lovecraft.

”Technicolor” er mesterligt udtænkt og mesterligt udført, fordi den lykkes i sin hårfine balancegang mellem åbenlys gækkeri og oprigtig tilegnelse af de dystre, mystiske kvaliteter i Poes historie. Lignende drilsk går Langan til zombiefortællingen som moderne skræktrope. Det sker i ”How the Day Runs Down”, der er skrevet som et teaterstykke, hvor en kirkegårdsgraver fortæller os om livet i en provinsby, der er blevet overendt af levende døde. Novellen er opbygget som en stribe dramatiske dialoger, der iscenesætter zombiernes invasion, og formår gennem sin atypiske fremstilling af genreklichéer at føje en overraskende dynamik til en handling, der dybest set intet originalt rummer.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Man kan da også se, hvordan Langan i The Wide Carnivorous Sky arbejder sig systematisk igennem klassiske skræktroper. Varulvehistorien kommer eksempelvis under behandling i både den selvbiografiske ”The City of the Dog” og i den eksperimenterende ”The Revel”. Den sidst nævnte kan bedst beskrives som et systematisk, kommenteret handlingsreferat, der udlægger spændingskurven og symbolikken bag den typiske varulvehistorie for sine læsere. Igen er det akademikeren Langan, der kommer i spil her, og man genkender formen, som noget Thomas Ligotti allerede udførte sit finurlige essay om at skrive skrækfiktion i ”Professor Nobody’s Little Lectures on Supernatural Horror.

Vi møder også et livtag med seriemoderfortællingen, vampyrfortællingen og Lovecrafts univers i novellesamlingen, og ikke overraskende fortæller Langan selv i efterskriftet, at han helt bevidst forsøger at arbejde sig igennem skrækfiktionens troper for at undersøge, hvordan han kan transformere dem og give dem nyt liv. På den led ligner Langans projekt også Stephen Kings litterære virke, der igennem romanerne trope for trope ligeledes har moderniseret og bearbejdet skrækfiktions typiske motiver til et nutidigt udtryk. Langan gør det imidlertid ud fra et langt mere eksplicit, og ikke mindst akademisk, udgangspunkt.

Langans fiktion er på den led også en interessant videreudvikling af 90’ernes selvbevidste skrækfiktion, som forsøgte meget af det samme, som Langan nu arbejder med. Langans prosa møder vi da også de samme udfordringer i den tydelige brug af metalag. Langans skrækfiktion har altid et element af noget usagt imellem forfatter og læser, der angiver en bevidsthed om selve den genre og læsning af genren, som foregår. Det bliver hurtigt kunstlet, men Langan fejler sjældent, og hans fortællinger er skrevet med så megen kærlighed til skrækgenren, at læseren tilgiver de steder, hvor formeksperimentet overtager indtrykket af teksten og gør den mere til uforpligtende facade end noget lyrisk indtryksfuldt.

Alt dette betyder da også, at John Langan uden tvivl er en væsentlig aktør på skrækfeltet i dag, der både formår at inspirere den kunstneriske gren af genren og han står uden tvivl som kandidat til en dag at ramme rigtigt med et værk, der vil kunne blive en bestseller i stil med Justin Cronins postapokalyptiske værker. Langan har begge sider i sig og balancerer dem så klogt, at hans fiktion aldrig bliver elitær, men heller aldrig mister deres poetiske nerve, og det er jo en sjælden kunst.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Bram Stoker, Dracula (1897): Lyset i vest, mørket i øst og lettelsens suk

Paperback, Wildside Press 2002

Så er det nok engang blevet tid til en klassiker og nok en omgang fri fabulering over en stor tekst. Bram Stokers Dracula fra 1897 behøver ingen nærmere introduktion. Romanens status som et af de afgørende udgangspunkter for skabelsen af den moderne skrækfiktion behøver heller ikke nogen videre kommetarer. Bogen havde stor gennemslagskraft, da den udkom, og efterfølgende er den blevet ved med at fascinere. Gang på gang er forfattere vendt tilbage til Stokers vampyrfortælling for at tage historien op på ny og omsætte den til et andet formsprog og indhold.

Fascinationspunkterne i Dracula er da også mange. Uanset om man lægger vægten på den usagte, erotiske kamp, der udkæmpes mellem vampyrgreven og den gæve samling helte, der stiller sig op imod ham, eller om man ser romanens fornyelse af den gotiske patos, eller brugen af moderne videnskabelighed som den væsentligste akse, så forbliver bogen en utrolig frugtbar inspirationskilde, der vidner om værkets potentente originalitet. Stoker lånte fra andre og plagierede direkte stedvist, men ingen kan betvivle, at det først var med udlægningen af vampyrfiguren i Dracula, at vampyren fandt sin fuldstændige form, som vi kender den i dag.

Hardcover, Archibald Constable & Co. 1897. Romanens 1. udgave

Det er da også summen af alt dette, der gør, at Dracula er et vendepunkt i skræklitteraturen. Bogen peger på alle måder fremad, og dermed udgør den også et farvel til den gotik, som den alt for ofte ukritisk bliver indskrevet i. Ganske vist er romanen vokset ud af den renæssance, som skræklitteraturen fik i victoriatiden med alt, hvad det betyder af bevidste referencer til den klassiske gotik. Dracula er imidlertid rundet af et langt stærkere, realistisk emotionelt portræt af sine karakterer end gotikkens storladne, men ofte tomme udladninger; præcis som Brontë-søstrene mere parafraserede gotikken end at skrive gotik.

Med få virkemidler får Stoker tegnet et imponerende portræt af sine hovedpersoner, der taler til os på tværs af bogens hundredårige historie. Gruppen af umage, heltemodige vampyrjægere er hverdagens helte, som vi fortsat kan spejle os i, selvom vi måske ikke længere kan genfinde de samme heroiske følelser, der driver hovedpersonerne.

Abraham “Bram” Stoker (8. november 1847 – 20. april 1912)

Hvem, der taler tydeligst til os (foruden Dracula selv), har naturligvis varieret over tid, men det er næppe overaskende, at den postmoderne litteratur især har taget bogens tvetydige karakterer til sig. Grev Draculas lydige tjener Renfield og Lucy, Draculas første offer på engelsk grund, står for den moderne læser som stærkt attraktive, ambivalente karakterer. Queer-teorien har en fest med disse to personer, fordi de med deres marginaliserede position i forhold til resten af persongalleriet opfylder den farlige, spændende, usikre og udfordrende outsiderrolle, som vi elsker og dyrker. De står i tekstens periferi og tiltrækker sig langt mere opmærksomhed end flere af de væsentligste karakterer i bogen.

Den i dag svageste figur synes at være Van Helsing, der pompøs og anstrengende har haft vanskeligt ved at modstå tidens tand; måske fordi han allerede hos Stoker formidles en smule ubehjælpeligt. Ikke mindst har utallige imitationer og gentagelser af Van Helsing-karakteren gjort denne vampyrjægernes leder til en uheldigt komisk skikkelse, der i virkeligheden skygger over de kompleksiteter, som kendetegner figuren hos Stoker.

Hardcover, Doubleday & McClure 1899

Dualitet er et nøgleord for enhver analyse af Dracula, og alt i romanen må konstant spejles i vampyren. Van Helsing og vampyrgreven er den positive og negative version af samme paradoksale forhold mellem fortid, nutid og fremtid. Moderne (fremskridtbevidst), men alligevel helt og aldeles indlæst i fortiden bekæmper Van Helsing vampyren i nutiden. Nyt og gammelt brydes i vampyrjægeren, der præcis som hans modstander, må tage til den moderne metropol for at udkæmpe sit livs kamp.

Dualiterne strækker sig også ud i bogens andre karakterer. Den behårede og dystre Dracula beskrives konstant i mørke-metaforer. Han er natten, der naturstridigt kommer fra øst. Hans modpol, det fyrtårn, der kalder ham til England, er Lucy (luci = lys på latin), som fra kysten udsender sit klare lys i vest og vækker Draculas indtørrede blod med løfter om det moderne livs tempo og energi. Om Lucy bruges der således også kun lysmetaforer, som understreger hendes (på overfladen) uskyld. En uskyldighed, der selvfølgelig besudles og ødelægges, da Dracula får fingrene i hende og blotlægger den gemte, indre Lucy med alle de upassende drifter.

Hæfte, Archibald Constable & Co. 1901

En af de store bevægelser i romanen er, at den fortidige vampyr må rejse fra sit pulterkammer af en borg i Transsylvanien til den pulserende, moderne storby i London. Omvendt må de moderne vampyrjægere rejse langt bort fra metropolen til den primitive udkant for her at opsøge vampyren og gøre en ende på ham.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Stoker spiller på en oplevelse af London som verdens centrum og vampyrgreven som en skikkelse, der truende kommer langt, langt ude fra civilisationens periferi. Et af de skræmmende elementer i bogen er da også selve snylteraspektet ved Dracula. Han beskrives igennem hele bogen som noget vildt og dyrisk, men den blodsugende barbar tilpasser sig med lynets hast livet i London.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1927

Denne på overfladen kulturelle assimilation skræmmer tydeligvis Stoker, der gør en dyd ud af dette element. Den mindre flatterende tolkning af dette er, at Stoker her udfolder idéer om kultur og dannelse, der går dybere end den overfladiske viden, som den Dracula kan tilegne sig. Stoker synes at sige, at en barbar er og bliver en barbar. Uanset hvor meget han prøver, bliver han aldrig kultiveret som en englænder. Et træk, som Kim Newman fanger flot i sin første vampyrroman. Hos Stoker får vi dette demonstreret på anden vis gennem den heroiske amerikaner Quincey Morris, der portrætters som usleben vildmand, men modsat Dracula er Morris af den rigtige støbning og en rå helt frisk ud af den udannede, nye verden.

Ondskaben i Dracula er noget perverst og ukultiveret, der udspringer fra menneskets utøjlede drifter. Vildmanden Dracula trænger ind i det civiliserede London og maskerer sig her som anstændigt menneske gennem et slør af efterabet dannelse. Underneden er han imidlertid et bæst på lige linje med hans nærmeste slægtning Mr. Hyde. En parallel, jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.

Paperback, Pocket Books 1947

Når vampyrlitteraturen senere har insisteret på vampyren som erotisk gentleman, en mørkets fyrste a la Anne Rice, har man ladet sig forblænde af Draculas eget rørslør. Stokers Dracula er i hvert alt andet end den kultiverede, natlige forfører. Han er en poseur, der higer efter alt det, som London har, og alt det, som han ikke selv har. Han er et dyr i et anstændigt menneskes klæder, og han taler til det dyriske i mennesker, hvilket de suspekte og svage falder for.

Noget af det, som jeg synes er mest interessant ved Dracula udspiller sig i slutningen af historien på en af de sidste sider i Kapitel 27. Her skriver Mina, efter Morris’ bowiekniv er blevet plantet i greven, at ”I shall be glad as long as I live that even in that moment of final dissolution, there was in the face a look of peace, such as I never could have imagined might have rested there.” Denne lettelse, som går over Dracula i dødsøjeblikket, er ekstremt spændende i forhold til det, som vi kunne kalde vampyrens væsen i bogen. Stedet er vel nærmest nøglen til forståelsen af Draculafiguren i det hele taget.

Paperback, Permabooks 1957

Ved at undergå denne transformation i dødsøjeblikket sættes Dracula fri, og vi forstår, at han har været holdt i en form for sjæleligt fangenskab. Den vampyr, som har jaget og plaget, er dermed ikke et udtryk for den ægte Dracula, men en forbandelse som er blevet ham pålagt. Hans rigtige jeg har eksisteret inde i denne vampyrkrop og stiltiende været vidne til den ondskab, som vampyren har påført verden. Alt dette stopper, da kniven dræber det ydre monster og slipper mennesket i monstret ud. Skal man fortolke lidt på det, kan man sige, at det er vampyrjægernes kultur og dannelse, som sætter barbaren fri og giver ham fred. Det gør Stokers Grev Dracula til en langt mere interessant skikkelse, end han ofte er blevet udlagt som, fordi vampyren ikke bare er et ondt monster. Han er en fange i egen krop, præcis som Dr. Jekyll også er det.

At det netop er denne dualitet, som Stoker tager fat i, kan jo i virkeligheden ikke overraske, fordi emnet lå i tiden, men at temaet også slår igennem i vampyrfortællingen, er alligevel fascinerende og lidt overset, fordi man har haft en tendens til se vampyren som symbol på helt andre ting end den velkendte Jekyll/Hyde-problematik. Selvom Anne Rices vampyrer er langt fra Grev Dracula, ligger splittelsen mellem Louis og Lestat forbløffende tæt på vampyrgenrens udgangspunkt hos Stoker.

Paperback, Permabooks 1958

Som sagt er Stokers Dracula et dybt fascinerende værk, som man kan blive ved med at læse og analysere, fordi der er så mange sider af bogen, der byder sig til som oplagte emner til diskussion og videre overvejelse. Jeg kan derfor heller ikke gøre andet end at opfordre dig til at genlæse den gamle vampyrhistorie og gå på opdagelse i bogens mange små facetter og hemmeligheder.

Paperback, Airmont Books 1965

Paperback, signet 1965

Paperback, Pyramid Books 1965

Hardcover, Limited Editions Club 1965

Paperback, Arrow Books 1967

Paperback, Falcon 1970

Paperback, Arrow Books 1973

Paperback, Tempo Books 1974

Hardcover, Clarkson N. Potter 1975

Paperback, Ballantine Books 1976

Hardcover, Mayfield Books 1980         

Paperback, Bantam Books 1984

Hardcover, Unicorn Publishing House 1985

Paperback, Puffin 1986

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Paperback, Aerie 1988

Paperback, Nelson Thornes 1990

Paperback, Signet 1992

Hardcover, Barnes & Noble Books 1992

Paperback, Brandon Books 1992

Paperback, Plume 1993

Paperback, Penguin Books 1993

Paperback, Penguin books 1993

Paperback, Penguin books 1994

Paperback, Puffin 1995

Hardcover, Barnes & Noble Books 1996

Hardcover, Tor 1997

Paperback, Signet 1997

Hardcover, Books of Wonder 2000

Paperback, Dover Publications 2000

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, BookSurge Classics 2002

Hardcover, Bedford Books of St. Martin’s Press 2002

Hardcover, Collector’s Library 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Penguin Books 2003

Paperback, IDW Publishing 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman