Tag Archives: Vampyrer

John Langan, The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies (2013): Pulp som formeksperiment

Paperback, Hippocampus Press 2013. Det meget fine og stemningsfulde omslag er skabt af Santiago Caruso

En af de slående tendenser i skrækfiktionen efter årtusindskiftet er den forfriskende originalitet, hvormed dele af genreforfatterne genopdager genrens rødder i pulpfiktionen. Det er slående, hvor mange eksperimenterende og nye bud, der findes på de gamle troper, som i den grad synes at stå til genforhandling og nyfortolkning. På den led genfinder man tendenser fra 50’ernes genrefiktion i vores moderne tilgang til pulpfiktionen, hvor navnlig formeksperimenterne igen er blevet et markant fænomen. Læser man forord til antologier som eksempelvis John Langans The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies fra 2013, er eksperimentet nærmest blevet et stilistisk krav, hvis man stadig skal kunne tage pulptroperne alvorlige.

Netop John Langan er da også i den grad en af de førende fortolkere af skræktroper, og igennem et genreforfatterskab, der går tilbage til begyndelsen af 00’erne, har han markeret sig blandt de stærkeste og mest overraskende stemmer på feltet. Langan ligner umiddelbart mange andre i skrækfiktionens landskab, men modsat introverte skribenter som eksempelvis Laird Barron og Livia Llewellyn, er der en umiddelbar genkendelighed og klarhed over Langans tekster, der gør ham langt lettere tilgængelig end førnævnte.

Hvor Barron og Livia Llewellyn fører en dunkel, lyrisk åre ind i pulplitteraturen, står Langan med et ben i den typiske bestsellerfiktion. Man genkender dermed et aftryk af eksempelvis Stephen King i hans værker, men Langans dybest set intellektuelle stiløvelser er i sidste ende for kolde og beregnende til for alvor at kunne opfattes som sidestykker til King. Langan forklarer da også selv, at han helt bevidst udnytter sin akademiske baggrund som underviser i skrivekunst og engelsk litteratur i sin fiktion. Den litteraturhistoriske og ikke mindst litteraturvidenskabelige reference ligger dermed konstant og taler med i hans tekster som et metalag, der viser, at Langan i høj grad er et produkt af 90’ernes skrækfiktion.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Mens Langans udtryk forandrer sig radikalt fra fortælling til fortælling, er der nogle grundlæggende træk, som går igen. Hans varme skildring af sine hovedpersoner, hans forsøg på at indlejre fortællingerne i tydelige, stedsspecifikke miljøer samt ikke mindst en brug af metaforer og vendinger, der trækker helt åbenlyst på skrækgenrens ældste rødder hos eksempelvis Poe.

Alt dette oplever man med al tydelighed i The Wide Carnivorous Sky, der samler noveller fra slutningen af 00’erne og frem til bogens udgivelse, men inkluderer også den ganske lange til bogen skrevne novelle eller kortroman ”Mother of Stone”.

En af samlingens både bedstre og mest sigende fortællinger er ”Technicolor”; en besynderlig metahistorie udformet som en universitetsforelæsning over Poes elskede “The Masque of the Red Death”, hvor novellens forelæser spørger sine elever, hvad de i fortællingen omtalte, skiftende farver betyder. Det fører forelæseren ud i en finurlig leg med Poes til lejligheden opfundne inspirationskilder. Faktisk litterær analyse af Poes novelle blandes elegant og drilsk med værker og elementer digtet af Langan, og mens vi lulles ind i en dybt fascinerende udlægning af den gamle klassiker, går det op for os, at Langan samtidig lader sin forelæser træde i karakter som skurk, der forfører sine studerende og bruger dem som psykisk brændstof i et magisk ritual, der ligner noget inspireret hos Lovecraft.

”Technicolor” er mesterligt udtænkt og mesterligt udført, fordi den lykkes i sin hårfine balancegang mellem åbenlys gækkeri og oprigtig tilegnelse af de dystre, mystiske kvaliteter i Poes historie. Lignende drilsk går Langan til zombiefortællingen som moderne skræktrope. Det sker i ”How the Day Runs Down”, der er skrevet som et teaterstykke, hvor en kirkegårdsgraver fortæller os om livet i en provinsby, der er blevet overendt af levende døde. Novellen er opbygget som en stribe dramatiske dialoger, der iscenesætter zombiernes invasion, og formår gennem sin atypiske fremstilling af genreklichéer at føje en overraskende dynamik til en handling, der dybest set intet originalt rummer.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Man kan da også se, hvordan Langan i The Wide Carnivorous Sky arbejder sig systematisk igennem klassiske skræktroper. Varulvehistorien kommer eksempelvis under behandling i både den selvbiografiske ”The City of the Dog” og i den eksperimenterende ”The Revel”. Den sidst nævnte kan bedst beskrives som et systematisk, kommenteret handlingsreferat, der udlægger spændingskurven og symbolikken bag den typiske varulvehistorie for sine læsere. Igen er det akademikeren Langan, der kommer i spil her, og man genkender formen, som noget Thomas Ligotti allerede udførte sit finurlige essay om at skrive skrækfiktion i ”Professor Nobody’s Little Lectures on Supernatural Horror.

Vi møder også et livtag med seriemoderfortællingen, vampyrfortællingen og Lovecrafts univers i novellesamlingen, og ikke overraskende fortæller Langan selv i efterskriftet, at han helt bevidst forsøger at arbejde sig igennem skrækfiktionens troper for at undersøge, hvordan han kan transformere dem og give dem nyt liv. På den led ligner Langans projekt også Stephen Kings litterære virke, der igennem romanerne trope for trope ligeledes har moderniseret og bearbejdet skrækfiktions typiske motiver til et nutidigt udtryk. Langan gør det imidlertid ud fra et langt mere eksplicit, og ikke mindst akademisk, udgangspunkt.

Langans fiktion er på den led også en interessant videreudvikling af 90’ernes selvbevidste skrækfiktion, som forsøgte meget af det samme, som Langan nu arbejder med. Langans prosa møder vi da også de samme udfordringer i den tydelige brug af metalag. Langans skrækfiktion har altid et element af noget usagt imellem forfatter og læser, der angiver en bevidsthed om selve den genre og læsning af genren, som foregår. Det bliver hurtigt kunstlet, men Langan fejler sjældent, og hans fortællinger er skrevet med så megen kærlighed til skrækgenren, at læseren tilgiver de steder, hvor formeksperimentet overtager indtrykket af teksten og gør den mere til uforpligtende facade end noget lyrisk indtryksfuldt.

Alt dette betyder da også, at John Langan uden tvivl er en væsentlig aktør på skrækfeltet i dag, der både formår at inspirere den kunstneriske gren af genren og han står uden tvivl som kandidat til en dag at ramme rigtigt med et værk, der vil kunne blive en bestseller i stil med Justin Cronins postapokalyptiske værker. Langan har begge sider i sig og balancerer dem så klogt, at hans fiktion aldrig bliver elitær, men heller aldrig mister deres poetiske nerve, og det er jo en sjælden kunst.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Bram Stoker, Dracula (1897): Lyset i vest, mørket i øst og lettelsens suk

Paperback, Wildside Press 2002

Så er det nok engang blevet tid til en klassiker og nok en omgang fri fabulering over en stor tekst. Bram Stokers Dracula fra 1897 behøver ingen nærmere introduktion. Romanens status som et af de afgørende udgangspunkter for skabelsen af den moderne skrækfiktion behøver heller ikke nogen videre kommetarer. Bogen havde stor gennemslagskraft, da den udkom, og efterfølgende er den blevet ved med at fascinere. Gang på gang er forfattere vendt tilbage til Stokers vampyrfortælling for at tage historien op på ny og omsætte den til et andet formsprog og indhold.

Fascinationspunkterne i Dracula er da også mange. Uanset om man lægger vægten på den usagte, erotiske kamp, der udkæmpes mellem vampyrgreven og den gæve samling helte, der stiller sig op imod ham, eller om man ser romanens fornyelse af den gotiske patos, eller brugen af moderne videnskabelighed som den væsentligste akse, så forbliver bogen en utrolig frugtbar inspirationskilde, der vidner om værkets potentente originalitet. Stoker lånte fra andre og plagierede direkte stedvist, men ingen kan betvivle, at det først var med udlægningen af vampyrfiguren i Dracula, at vampyren fandt sin fuldstændige form, som vi kender den i dag.

Hardcover, Archibald Constable & Co. 1897. Romanens 1. udgave

Det er da også summen af alt dette, der gør, at Dracula er et vendepunkt i skræklitteraturen. Bogen peger på alle måder fremad, og dermed udgør den også et farvel til den gotik, som den alt for ofte ukritisk bliver indskrevet i. Ganske vist er romanen vokset ud af den renæssance, som skræklitteraturen fik i victoriatiden med alt, hvad det betyder af bevidste referencer til den klassiske gotik. Dracula er imidlertid rundet af et langt stærkere, realistisk emotionelt portræt af sine karakterer end gotikkens storladne, men ofte tomme udladninger; præcis som Brontë-søstrene mere parafraserede gotikken end at skrive gotik.

Med få virkemidler får Stoker tegnet et imponerende portræt af sine hovedpersoner, der taler til os på tværs af bogens hundredårige historie. Gruppen af umage, heltemodige vampyrjægere er hverdagens helte, som vi fortsat kan spejle os i, selvom vi måske ikke længere kan genfinde de samme heroiske følelser, der driver hovedpersonerne.

Abraham “Bram” Stoker (8. november 1847 – 20. april 1912)

Hvem, der taler tydeligst til os (foruden Dracula selv), har naturligvis varieret over tid, men det er næppe overaskende, at den postmoderne litteratur især har taget bogens tvetydige karakterer til sig. Grev Draculas lydige tjener Renfield og Lucy, Draculas første offer på engelsk grund, står for den moderne læser som stærkt attraktive, ambivalente karakterer. Queer-teorien har en fest med disse to personer, fordi de med deres marginaliserede position i forhold til resten af persongalleriet opfylder den farlige, spændende, usikre og udfordrende outsiderrolle, som vi elsker og dyrker. De står i tekstens periferi og tiltrækker sig langt mere opmærksomhed end flere af de væsentligste karakterer i bogen.

Den i dag svageste figur synes at være Van Helsing, der pompøs og anstrengende har haft vanskeligt ved at modstå tidens tand; måske fordi han allerede hos Stoker formidles en smule ubehjælpeligt. Ikke mindst har utallige imitationer og gentagelser af Van Helsing-karakteren gjort denne vampyrjægernes leder til en uheldigt komisk skikkelse, der i virkeligheden skygger over de kompleksiteter, som kendetegner figuren hos Stoker.

Hardcover, Doubleday & McClure 1899

Dualitet er et nøgleord for enhver analyse af Dracula, og alt i romanen må konstant spejles i vampyren. Van Helsing og vampyrgreven er den positive og negative version af samme paradoksale forhold mellem fortid, nutid og fremtid. Moderne (fremskridtbevidst), men alligevel helt og aldeles indlæst i fortiden bekæmper Van Helsing vampyren i nutiden. Nyt og gammelt brydes i vampyrjægeren, der præcis som hans modstander, må tage til den moderne metropol for at udkæmpe sit livs kamp.

Dualiterne strækker sig også ud i bogens andre karakterer. Den behårede og dystre Dracula beskrives konstant i mørke-metaforer. Han er natten, der naturstridigt kommer fra øst. Hans modpol, det fyrtårn, der kalder ham til England, er Lucy (luci = lys på latin), som fra kysten udsender sit klare lys i vest og vækker Draculas indtørrede blod med løfter om det moderne livs tempo og energi. Om Lucy bruges der således også kun lysmetaforer, som understreger hendes (på overfladen) uskyld. En uskyldighed, der selvfølgelig besudles og ødelægges, da Dracula får fingrene i hende og blotlægger den gemte, indre Lucy med alle de upassende drifter.

Hæfte, Archibald Constable & Co. 1901

En af de store bevægelser i romanen er, at den fortidige vampyr må rejse fra sit pulterkammer af en borg i Transsylvanien til den pulserende, moderne storby i London. Omvendt må de moderne vampyrjægere rejse langt bort fra metropolen til den primitive udkant for her at opsøge vampyren og gøre en ende på ham.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Stoker spiller på en oplevelse af London som verdens centrum og vampyrgreven som en skikkelse, der truende kommer langt, langt ude fra civilisationens periferi. Et af de skræmmende elementer i bogen er da også selve snylteraspektet ved Dracula. Han beskrives igennem hele bogen som noget vildt og dyrisk, men den blodsugende barbar tilpasser sig med lynets hast livet i London.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1927

Denne på overfladen kulturelle assimilation skræmmer tydeligvis Stoker, der gør en dyd ud af dette element. Den mindre flatterende tolkning af dette er, at Stoker her udfolder idéer om kultur og dannelse, der går dybere end den overfladiske viden, som den Dracula kan tilegne sig. Stoker synes at sige, at en barbar er og bliver en barbar. Uanset hvor meget han prøver, bliver han aldrig kultiveret som en englænder. Et træk, som Kim Newman fanger flot i sin første vampyrroman. Hos Stoker får vi dette demonstreret på anden vis gennem den heroiske amerikaner Quincey Morris, der portrætters som usleben vildmand, men modsat Dracula er Morris af den rigtige støbning og en rå helt frisk ud af den udannede, nye verden.

Ondskaben i Dracula er noget perverst og ukultiveret, der udspringer fra menneskets utøjlede drifter. Vildmanden Dracula trænger ind i det civiliserede London og maskerer sig her som anstændigt menneske gennem et slør af efterabet dannelse. Underneden er han imidlertid et bæst på lige linje med hans nærmeste slægtning Mr. Hyde. En parallel, jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.

Paperback, Pocket Books 1947

Når vampyrlitteraturen senere har insisteret på vampyren som erotisk gentleman, en mørkets fyrste a la Anne Rice, har man ladet sig forblænde af Draculas eget rørslør. Stokers Dracula er i hvert alt andet end den kultiverede, natlige forfører. Han er en poseur, der higer efter alt det, som London har, og alt det, som han ikke selv har. Han er et dyr i et anstændigt menneskes klæder, og han taler til det dyriske i mennesker, hvilket de suspekte og svage falder for.

Noget af det, som jeg synes er mest interessant ved Dracula udspiller sig i slutningen af historien på en af de sidste sider i Kapitel 27. Her skriver Mina, efter Morris’ bowiekniv er blevet plantet i greven, at ”I shall be glad as long as I live that even in that moment of final dissolution, there was in the face a look of peace, such as I never could have imagined might have rested there.” Denne lettelse, som går over Dracula i dødsøjeblikket, er ekstremt spændende i forhold til det, som vi kunne kalde vampyrens væsen i bogen. Stedet er vel nærmest nøglen til forståelsen af Draculafiguren i det hele taget.

Paperback, Permabooks 1957

Ved at undergå denne transformation i dødsøjeblikket sættes Dracula fri, og vi forstår, at han har været holdt i en form for sjæleligt fangenskab. Den vampyr, som har jaget og plaget, er dermed ikke et udtryk for den ægte Dracula, men en forbandelse som er blevet ham pålagt. Hans rigtige jeg har eksisteret inde i denne vampyrkrop og stiltiende været vidne til den ondskab, som vampyren har påført verden. Alt dette stopper, da kniven dræber det ydre monster og slipper mennesket i monstret ud. Skal man fortolke lidt på det, kan man sige, at det er vampyrjægernes kultur og dannelse, som sætter barbaren fri og giver ham fred. Det gør Stokers Grev Dracula til en langt mere interessant skikkelse, end han ofte er blevet udlagt som, fordi vampyren ikke bare er et ondt monster. Han er en fange i egen krop, præcis som Dr. Jekyll også er det.

At det netop er denne dualitet, som Stoker tager fat i, kan jo i virkeligheden ikke overraske, fordi emnet lå i tiden, men at temaet også slår igennem i vampyrfortællingen, er alligevel fascinerende og lidt overset, fordi man har haft en tendens til se vampyren som symbol på helt andre ting end den velkendte Jekyll/Hyde-problematik. Selvom Anne Rices vampyrer er langt fra Grev Dracula, ligger splittelsen mellem Louis og Lestat forbløffende tæt på vampyrgenrens udgangspunkt hos Stoker.

Paperback, Permabooks 1958

Som sagt er Stokers Dracula et dybt fascinerende værk, som man kan blive ved med at læse og analysere, fordi der er så mange sider af bogen, der byder sig til som oplagte emner til diskussion og videre overvejelse. Jeg kan derfor heller ikke gøre andet end at opfordre dig til at genlæse den gamle vampyrhistorie og gå på opdagelse i bogens mange små facetter og hemmeligheder.

Paperback, Airmont Books 1965

Paperback, signet 1965

Paperback, Pyramid Books 1965

Hardcover, Limited Editions Club 1965

Paperback, Arrow Books 1967

Paperback, Falcon 1970

Paperback, Arrow Books 1973

Paperback, Tempo Books 1974

Hardcover, Clarkson N. Potter 1975

Paperback, Ballantine Books 1976

Hardcover, Mayfield Books 1980         

Paperback, Bantam Books 1984

Hardcover, Unicorn Publishing House 1985

Paperback, Puffin 1986

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Paperback, Aerie 1988

Paperback, Nelson Thornes 1990

Paperback, Signet 1992

Hardcover, Barnes & Noble Books 1992

Paperback, Brandon Books 1992

Paperback, Plume 1993

Paperback, Penguin Books 1993

Paperback, Penguin books 1993

Paperback, Penguin books 1994

Paperback, Puffin 1995

Hardcover, Barnes & Noble Books 1996

Hardcover, Tor 1997

Paperback, Signet 1997

Hardcover, Books of Wonder 2000

Paperback, Dover Publications 2000

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, BookSurge Classics 2002

Hardcover, Bedford Books of St. Martin’s Press 2002

Hardcover, Collector’s Library 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Penguin Books 2003

Paperback, IDW Publishing 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

F. Paul Wilson, The Keep (1981): Heil til den dæmoniske vampyr

Paperback, Berkley Books 1982. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

The Keep er et stykke klassisk skrækfiktion fra 1980’ernes begyndelse, der var med til at sætte tonen for et nyt årtis bud på horror. Wilson havde allerede skabt sig et navn i slutningen af 70’erne, men The Keep er ubetinget bogen, der cementerede hans status som en prominent aktør på genrescenen. Romanen blev et hit blandt læserne, og Wilson har efterfølgende haft svært ved at slippe fri af bogen, der udviklede sig til en serie på seks bind, hvoraf det seneste (Nightworld) udkom tilbage i 1992.

Man bemærker da også straks, at The Keep ikke er nogen helt almindelig skrækroman. Handlingen udspiller sig i Rumænien i 1941 blandt tyske soldater. Tyskerne har besat en middelalderlig borg i Karpaterne, hvorfra de kan bevogte et stort området. Da vi kommer ind i handlingen, er der begyndt at udspille sig mystiske ting på stedet. Nogen eller noget slår soldaterne ihjel, og SS-officeren Eric Kaempher udkommanderes til at få styr på sagen. Kaempher er en ambitiøs mand med drømme om at stryge til tops i Nazi-partiet, derfor må sagen i Rumænien løses effektivt. Let bliver det bare ikke, fordi Kaempher hurtigt indser, at noget nærmest overnaturligt synes at husere på stedet. Til sidst må han kalde på assistance fra den dødeligt syge jødiske (sic!) historiker Theodore Cuza, der er specialist i egnen og borgens historie.

Francis Paul Wilson (Født 17. maj 1946) i begyndelsen af 80’erne

Vi aner naturligvis, at det må være en slags vampyr, der spøger i borgens skumle kamre. Helt så simpelt er det bare ikke, for der er snarere tale om en form for ældgammel dæmoniske skabning, der faktisk er selve kilden til vampyrmyten, som vi kender den. F. Paul Wilson føjer endda et episk element til historien, ved at introducere en udødelig kelter ved navn Glaeken, der siden tidernes morgen har bekriget den dæmoniske skabning. Faktisk var det denne Glaeken, der i sin tid fangede skabningen og låste den inde i klippen, hvor borgen står. Nu har nazisterne uforvarende vækket dæmonen til live; Glaeken vågner derfor også op til dåd igen og må rejse til Rumænien, hvor lys og mørke kan tørne sammen nok engang.

Der er noget helt formidabelt ved rammen omkring fortællingen i The Keep: En dyster borg med alle de gammelkendte gotiske troper, antydninger af den Bram Stokerske vampyrmyte og nazister som hovedpersoner. For en god ordens skyld iblandes der endda lidt forvirrede referencer til den såkaldte ”Cthulhu mythos” med ind i historien. Til sammen danner det en forfriskende skæv iscenesættelse, der afgjort fanger opmærksomheden fra første side. Navnlig takket være det nuancerede portræt af nazisterne, der ikke er gengivet som de sædvanlige endimensionelle skurke, føjer Wilson en original dimension til sin bog.

Hardcover, William Morrow 1981. Romanens 1. udgave med ganske fint grafisk forside

I de første kapitler, hvor navnlig borgen og borgens persongalleri skal introduceres, foregår der et spændende spil med læseren, hvor Wilson antyder en masse, som vi tror, vi kan genkende, men samtidig opererer han med så mange uforklarligheder, at vi alligevel ikke kan gennemskue, hvad der rent faktisk foregår. Som et nyt bud på den moderne vampyrmyte er The Keep derfor også sjov, fordi det rent faktisk lykkes for Wilson at udnytte Stokers Dracula til noget selvstændigt, som måske nok er genkendeligt, men dybest set slet ikke har noget med vampyrfiguren at gøre.

Desværre, og jeg mener vitterligt desværre, udfolder Wilson ikke sin historie med samme originalitet som fortællingens ramme. Da først bogens miljø og aktører er introduceret,m synker The Keep ned i en helt ordinær, pulpet grød, der på den mest banale facon beskriver kampen mellem godt og ondt. Den udødelige Glaeken trasker op til borgen og klarer ærterne, alt imens han har tid til at kissemisse med den aldrende professor Cuzas smukke datter, der selvfølgelig også er rejst med op til borgen. Historien kører på skinner med ekspresfart mod den lykkelige slutning, der naturligvis skal være der.

Hardcover, New English Library 1982

Det uinteressante sprog og den lettere svulstige dialog gør ikke meget for at forbedre indtrykket af en visionsløs og æstetisk fattig roman, der eksempelvis ikke har modet til lade en af nazisterne optræde som den forløsende figur, der kan nedlægge dæmonen. I stedet har Wilson brug for den ”gæliske” eller anglo-amerikanske frelser, der kommer og ordner problemerne som et sindbillede på den amerikanske befrierfigur under Anden Verdenskrig, der ligeledes kom europæerne til hjælp. Præcis dette kaster et patetisk skær over romanen, fordi den ikke tør udfordre sine læsere.

Trods mine indvendinger imod bogen, er der ikke nogen tvivl om, at The Keep er lettilgængelig og ganske ukompliceret. Dette, sammen med bogens miljø, er sikkert grundene til romanens stjernestatus. Romanen er da også ganske sjov læsning, fordi den er en af de bestsellere, der var med til at formulere en form for gys, der lå langt fra King-skolens gru. Genrehistorisk er The Keep ikke ligefrem et uomgængeligt værk, men den illustrerer fint det skifte, der begyndte at ske i 80’erne, som søgte tilbage mod pulplitteraturen og langt mere løsslupne historier uden tungt fokus på den hverdagsrealisme, der havde præget meget af 70’ernes horror.

Paperback, Berkley Books 1983

The Keep står dermed også som en af de ærgerlige skrækromaner, fordi den kunne være så meget bedre end den er. Det er en bog, som jeg virkelig gerne ville kunne holde af, og jeg har faktisk læst den tre gange nu, fordi jeg håbede, den pludselig ville vise sig at vinde noget, som jeg ikke havde opdaget tidligere. Sådan er det bare ikke, og der er derfor heller ikke andet for end at glædes over de ting interessante ting, som romanen faktisk indeholder i stedet for at ærgre sig over alt det spildte potentiale, som dybest set kendetegner Wilsons episke gotik.

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Tor 2000

Paperback, Tor 2006

Paperback, Tor 2010

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Nancy A. Collins: Sunglasses After Dark (1989): Vampyrisk pulp-pop-punk

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Omnibus-udgave med de første tre romaner i serien. Forsiden er malet af Thom Ang

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Omnibus-udgave med de første tre romaner i serien om Sonja Blue. Forsiden er malet af Thom Ang

Anne Rice satte ting i bevægelse med Interview of the Vampire (1976), men det var først med efterfølgeren The Vampire Lestat fra 1985, at Rice for alvor fik udviklet en moderne vampyr, som slog igennem i skrækfiktionen. The Vampire Lestat har således langt mere tempo, kulørte karakterer og rock ’n roll end forgængeren. Den har tilmed en bande biker-vampyrer, der godt nok spiller en lille rolle i historien, men selve konceptet står ganske tydeligt frem i bogen med stilsikker overbevisning. Patos er der stadig meget af, men den nye bog viste pludselig vampyrerne som nattens hårde negle. Der er med andre ord en anden attitude i efterfølgeren til den mesterlige debutroman, og den første, som for alvor samlede tråden op efter Rice i romanform, var debutanten Nancy A. Collins, der udsendte sin debut i ’89.

Sunglasses After Dark er en actionfyldt vampyrroman, hvis bistre hovedperson er den lille, men fysisk overlegne vampyr Sonja Blue. Sonja blev voldtaget på bagsædet af en limousine i 60’ernes swingin’ London. Voldtægtsmanden var vampyr, og Sonjas skæbne skulle derfor egentlig være beseglet. Sådan går det bare ikke. Vampyren smider Sonja i rendestenen, da han er færdig med hende, men viljen til liv er stærk i pigen og i stedet for at krepere kummerligt, begynder hendes krop at transformeres. Langsomt bliver Sonja selv til en af nattens skabninger. Modsat de fleste andre af hendes slags har Sonja imidlertid bevaret en rest af sin menneskelighed, og da hun først har fundet sig til rette i den nye tilværelse som udød, går hun ikke på jagt efter mennesker, men bruger sine nætter på at opspore og dræbe vampyrer.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995

Hardcover, White Wolf Publishing 1995

Den egentlige handling udspiller sig i nutiden; da bogen åbner, er Sonja fanget på en galeanstalt for helt særlige tilfælde. Fanget og mishandlet ligger hun næsten bevidstløs, låst i vedvarende mareridt. Igen viser viljen til livet sig stærk i Sonja, og det lykkes for hende at slippe ud af fangenskabet. Nu er spørgsmålet så, hvem der har fået Sonja indespærret. Hun har mange fjender, ikke mindst på grund af hendes angreb på vampyrsamfundet. Men andre kræfter truer også i kulissen, og det viser sig hurtigt, at den egentlige fjende er TV-prædikanten Catherine Wheele, der bag den renskurede, kristne facade også skjuler dystre, overnaturlige kræfter.

Nancy Collins har tydeligvis studeret Anne Rices vampyrer nøje, og hun har først og fremmest noteret sig den transformation, som vampyrerne gennemgik mellem Rices første og anden bog. Hos Collins er vampyrerne nemlig punks, gadedrenge, slyngler og samfundets udskud, alt sammen krydret med obligatoriske gentlemen-vampyrer og levendedøde adelige. Alt dette omsluttes af et dybt korrupt amerikansk samfund, som ikke synes stort bedre end de brutale blodsugere, Sonja Blue bekæmper.

Nancy Averill Collins (født 10. september 1959)

Nancy Averill Collins (født 10. september 1959)

Der løber derfor en snerrende punkattitude til livet og samfundet gennem hele Sunglasses After Dark, som først og fremmest skal vise os, hvor pilrådden og hyklerisk vores kultur er, når man først begynder at se ind under overfladen. Med sit budskab er Collins dermed også et sent barn af sin tid. På lige fod med en lang række andre skrækforfattere fra 80’ernes anden halvdel er det tydeligt, at de bruger brutalitet og vildskab i fiktionen for at fange den energi og kreative voldsomhed, der opstod i kølvandet på punkens stormløb mod både finkultur og afslappet hippieselvtilstrækkelighed.

I både sprog og handling ligger der et værdisæt bag Collins’ bog, som måske umiddelbart kan fremstå råt og kynisk, men ser man nøjere efter, står det klart, at Sunglasses After Dark i høj grad er en moralsk roman, der handler om anstændighed, værdighed og ærlighed. Det, den anti-sociale Sonja i virkeligheden jagter, er nemlig falskhed og overgreb – hun jagter dem, der har magten til at træde på andre og slippe godt fra det. I den forstand bliver hun en form for superhelt, der benytter sine kræfter til at jagte dem, der krænker grundlæggende værdier som solidaritet og respekt, hvorfor hun selvfølgelig heller ikke drikker menneskeblod. Hun køber sit blod hos slagteren, så heller ingen uskyldige dyr lider overlast på grund af hendes trang.

Paperback, Onyx 1989. Romanens 1. udgave

Paperback, Onyx 1989. Romanens 1. udgave

En positiv læsning af Nancy Collins’ Sonja Blue-karakter er, at hun er en stærk kvindelig hovedrolle i stil med den type især unge kvinder, der er begyndt at befolke generelitteraturen i de senere år. Det feministiske budskab i bogen er da heller ikke til at tage fejl af – opgørets akse i romanen løber mellem Sonja og prædikanten Catherine Wheele, mens mændene får lov at stå på sidelinjen som mere eller mindre svage fiaskoer. Bogen er dermed også en spejling af det mandsdrevne univers hos Rice.

Alt dette kan man sige meget godt om, men et fundamentalt problem bliver, at den stærke kvindehelt hurtigt bliver præcis lige så uinteressant og ligegyldig som den stærke mandehelt. En bog som Sunglasses After Dark er dermed en tidlig mønsterbryder, som har gjort noget godt for kønskampen, men som litterær fremstilling bliver dens personskildring i sidste ende mangelfuld og en smule pinlig i dens dyrkelse af Sonjas overlegenhed.

Hardcover, Kinnell 1990

Hardcover, Kinnell 1990

Det grundlæggende opråb imod sat, korrupt magt i bogen er sympatisk, men Nancy Collins driver desværre først og fremmest sin roman frem med en tempofyldt handling og en ungdommelig, kæk flabethed, som hurtigt bliver anstrengende. Hæver man blikket fra de underliggende temaer, står der nemlig en ganske triviel spændingsroman tilbage, der mest af alt fremstår som en relativt ung forfatters fantasier om et magtfuldt alter ego (altså Sonja Blue), der kan gøre oprør mod de ”voksne”. De konflikter og det samfund, Collins med andre ord viser os, er sort/hvidt og skildret i noget, der nærmer sig det parodiske.

Føjer man en ulden opbygning og en hang til uvæsentlige deltaljer, er det klart, at Sunglasses After Dark ikke kan karakteriseres som en vellykket roman. Den er et stykke teenagelitteratur forklædt som voksenlæsning (har jeg ikke også lige skrevet det om en anden bog?). Collins har forsøget at indfange alvor og grimhed igennem anti-helten Sonja, men Sonja er slet ikke nogen anti-helt, og den voldsomhed, som Collins beskriver, virker først og fremmest lånt hos hendes idoler. Der er derfor god grund til at se meget kritisk på bogen og den succes, som Collins oplevede med den. For Sunglasses After Dark blev en moderat bestseller og ganske populær blandt genrefans samt ikke mindst superhelte-glade unge mænd.

Paperback, Warner Books 1994

Paperback, Warner Books 1994

Nancy A. Collins kvaliteter som forfatter er tvivlsomme, men Sunglasses After Dark er alligevel en interessant roman, fordi den synes at være et startskud for hele den bølge af sort skrækfiktion, der pludselig vældede frem i begyndelsen af 90’erne. Jeg tror ikke, at navne som Kathe Koja og Poppy Z. Brite har været et sekund inspireret af Collins, men trods forskellige evner og kunstneriske ambitioner udspringer deres fiktion fra samme sted. Et grimt, dunket sted, langt fra Castle Rock, langt fra pæne skrækromaner om middelklassens mavesår og monsterklichéer. Nancy A. Collins var dermed den første, men måske også den svageste, i en prominent række af kvindelige forfattere, der skulle gå hen og føje en helt ny gren til skrækkens stamtræ, og det er da lid af en bedrift, uanset om Collins’ debutroman er god eller ej.

Paperback, White Wolf Publishing 2000

Paperback, White Wolf Publishing 2000

Paperback, Open Road Integrated Media 2014

Paperback, Open Road Integrated Media 2014

Og så må I ikke snydes for den fine sang med The Cramps, der har lagt navn til bogen.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Stephen King, ’Salem’s Lot (1975): Hjørnestenen

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Stephen King har skrevet rigtig, rigtig mange bøger, men jo flere han har skrevet, dets tydeligere er hans skabeloner for romanerne med tiden også blevet. I sig selv er det ikke så bemærkelsesværdigt, at en forfatter bliver ved med at træde omkring i de samme temaer, og King har bestemt eksperimenteret og afprøvet meget forskellige idéer. Ikke desto mindre står hans anden roman ’Salem’s Lot fra 1975 som et nøgleværk, der er blevet ved med at slå sit ekko op gennem hele Kings litterære produktion. King selv pegede flere gange i løbet af 80’erne på, at det var en af hans yndlingsromaner, og han skriver også i forordet til en af de senere udgaver, at den fortsat indtager en særlig plads hos ham.

Forklaringen er uden tvivl den, at det var med ’Salem’s Lot, at han fandt en model for en lang række af hans mest succesfulde romaner – en model, der ikke bare dækker fortællingens opbygning, men som også dækker persongalleret og historiens tematik. Bogen griber også ind i Kings barndomsfascination og hans nostalgiske forhold til 50’erne – alt sammen ting, der løber sammen i den fiktive lilleby Jerusalem’s Lot i Maine.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Her, midt i det lille samfund, der plages af forretningsdød og stille nedsynkning i glemsel, står det gamle Marsten House tomt. En kæmpe, forfalden villa, der efter sigende er hjemsøgt. Om det er sandt, vides ikke, men huset bliver trinbrættet til fortællingen om det lille samfunds endeligt. Da bogen åbner, vender forfatteren Ben Mears hjem til ”The Lot”, som byen hedder i daglig tale. Han er kommet hjem for at skrive om Marsten-huset, fordi det har plaget ham, lige siden han som barn mener at have set et spøgelse i et af de øvre værelser. Samtidig med Bens ankomst får huset, han skriver om, ganske uventet en ny ejer. Den excentriske antikvitetshandler Kurt Barlow flytter nemlig ind og dermed begynder kampen om byen.

Barlow er vampyr, det ved læseren fra begyndelsen, og King udfolder nu et langsomt spil, hvor vi gradvist kommer ind under huden på lillebyens farverige personer. Vampyren Barlow arbejder hurtigt og begynder at drive sit uvæsen blandt indbyggerne, der står forsvarsløse over for den trussel, der pludselig hjemsøger dem natligt. Den eneste, som tilsyneladende ser klart, er Ben Mears, der på en eller anden måde synes knyttet til Barlow og det mørke, der udgår fra Marsten-huset.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

De to mænd – forfatteren og vampyren – står som to poler i romanen, hvorom fortællingen vrider sig, og selvom begge får hjælpere, som handlingen udvikler sig, begynder og slutter det hele med de to. Kings fortællingen udnytter bevidst Bram Stokers Dracula (1897) som samtalepartner, og forløbet i ’Salem’s Lot spejler da også langt henad vejen Stokers gotiske klassiker, men ikke fuldstændigt, for King forvrænger historien så meget, at lighederne fortoner sig langt ind i tekstens baggrund, hvor kun den opmærksomme læser fanger referencerne. Stokers vampyr tager således rejsen fra sit dystre hjem i Transsylvanien til den moderne metropol London, Kings Barlow sniger sig omkring i provinsen; i den døende udkant, som verden ikke kerer sig stort om længere. Her kan han operere uset, fordi resten af Amerika heller ikke ser Jerusalmens Lot længere.

Det interessante er, at kampen om Jerusalem’s Lot bliver en kamp om fortiden, fordi byen i sig selv ikke længere er noget. Ben er flyttet fra stedet og besøger nu sin barndoms land som gæst for at konfrontere gamle dæmoner, og Barlow synes ikke at gøre stort andet end at fremskynde lillebyens uundgåelige død. Bogens ubestridte stjerne er dermed også byen som helhed. Det er stedet, som King væver frem for os, og fortælleglæden synes på det nærmeste at boble ud af bogens sider, mens han beskriver de skæve, dybt ordinære eksistenser, der befolker hans by. Vampyren Barlow angriber dermed heller ikke bare byen, nej han angriber hverdagen. Han sniger sig ind som et perverterende element i byens system og slår alt ud af kurs.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis dette indfanges i små, groteske glimt, som opstår, der hvor bogens helte konfronterer de nye vampyrer, som Barlow har skabt. I absurde scener, der har hentet stor inspiration hos Richard Mathesons I am Legend, bliver de almindelige mennesker pludselig til vampyrjægere og må overveje, hvordan man bedst muligt griber dette an. Han tager her pusten ud af den højstemte jagt i Dracula og gør, præcis som Matheson, drabet på vampyrerne til en modbydelig, gal handling, fordi vores hovedpersonerne naturligvis ikke kan skelne vampyren fra det vampyren var i levende live. Gruen, som det lille samfund oplever, knuser dem en for en, mens al den stillestående normalitet vrides til ugenkendelighed.

’Salem’s Lot har al den fandenivoldskhed, der kendetegner Kings tidlige noveller, men har samtidig roen til at dvæle ved de vadmelstyper, der befolker hans by, og som han med tydelighed holder af på godt og ondt. ’Salems Lot er også en af de bøger, hvor hårdt King forsøger at oparbejde en stemning af tung uhygge. Han spiller på alle strenge, med en entusiasme, som ikke genfindes i meget af det, som han har skrevet senere. Han leverer blodige beskrivelser, han leverer intens spænding og kvalmende gru. Scenen, hvor vi hører, hvordan et lille spædbarn er blevet dræbt af vampyrerne, står stadig som et af de mest forbløffende, voldsomme optrin i forfatterskabet – så voldsomt, at King selv blev nødt til at afbøde passagen ved at antyde, at barnets skæbne måske ikke var meget værre end det liv, det havde i vente den dysfunktionelle familie, hvorind i drengen var født.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Og måske har ’Salems Lot fortsat så meget styrke, fordi vi her møder den første aftapning af det, som King har øset af lige siden. Måske fordi det er her, vi for første gang i romanform møder Kings klassiske bondeknolde og aggressive bøller, de forsmåede, de nysgerrige, de begærlige og hjertevarme mennesker, der befolker det eventyr-Maine, der danner rammen for hans fiktion.  Måske virker ’Salems Lot så stærk, fordi historiefortælleren King tager sig tiden til at genfortælle sin amerikanske version af vampyrfortælling med en omhu og ro, der fylder siderne med liv.

Uanset hvorfor vi stadig tiltrækkes af bogen, så er dens virkning uomtvistelig, fordi den er ægte. Den er skrevet i det troskyldige, næsten enfoldige sprog, som er blevet en maner hos King. Men sproget og den næsten eventyrlige beretning glider sammen her, i et stykke hverdagsheltemod, som ingen andre end King kunne have skabt. Ukunstlet, uprætentiøst og med stor appetit på horrorgenren, sådan fremstår ’Salems lot i dag. Det er et ungdomsværk, som har kastet lange skygger – King er aldrig sluppet fri af det, han skabte her. Det er imidlertid mindst lige så bemærkelsesværdigt, hvordan en hyldest til skrækgenren som denne kunne gå hen og blive den bestseller, som den er. Svaret er nok, at Kings passion og medmenneskelighed talte til læserene dengang, fordi han, dengang som nu, blev opfattet som en af læsernes egne. Han er bare en af os.

Paperback, Signet 1976

Paperback, Signet 1976

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Signet 1979

Paperback, Signet 1979

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 198

 

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1988

Paperback, Signet 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Doubleday 2005

Paperback, Doubleday 2005

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Richard Matheson, I Am Legend (1954): Om Livets manglende mening

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Tors udgave af bogen fra 1995

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Orbs udgave af bogen fra 1997, som igen er en variation over Tors udgave fra 1995

Richard Mathesons roman I Am Legend fra ’54 har vist sig både at være en læserfavorit og en vedvarende inspirationskilde for genreforfattere. Bogen er da også i dag afgjort en af skrækfiktionens klassikere, hvilket synes helt berettiget, for den ganske korte roman når forbløffende meget på kun lidt plads og gør det med en beundringsværdig potens og skræmmende klarhed.

Historiens præmis er så enkel, som den er ubehagelig, og du kender den uden tvivl både forfra og bagfra. En dødelig virus er skyllet over Amerika, og befolkningen dør som fluer. Da vi træder ind i historien, har sygdommen allerede gjort kål på stort set alt og alle – den tilsyneladende eneste overleverende er faktisk Robert Neville, der er bosiddende i det affolkede Los Angeles. Problemet er nu bare, at sygdommen ikke kun dræber, den transformerer sine ofre til en form for lysfølsomme vampyriske skabninger, der driver omkring i nattens muml og mørke på jagt efter blod. Neville er som sagt den eneste overlevende, og nu ser han sig natligt omringet af skabninger, der belejrer hans hus og forsøger at trænge ind eller lokke ham ud med trusler, forføreriske tilråb og magt.

Paperback, Gollancz 1999

Paperback, Gollancz 1999

Isoleret og udmattet svinger Nevilles humør mellem depression og manisk aktivitet. Det ene øjeblik slår han sig på flasken og overvejer selvmord, det næste sætter han alt ind på at sikre sig selv og forstærke det lille fort, som han har omdannet sit hus til. Sagen er imidlertid den, at det ikke klart kan afgøres, om Neville holder de andre ude, eller om de holder ham fanget. Faktum er nemlig, at den stakkels mand måske nok kan skærme sine døre og vinduer, men han kan ikke skærme sig mod minderne om alt det, han har tabt, og Neville er derfor ikke bare omringet af vampyrer, mindernes dæmoner har også omsluttet ham.

Alt det Neville har mistet, møder vi i en serie af tilbageblik, hvor det først er Nevilles barn, der dør af sygdommen og senere også Nevilles kone. Hvor ubehagelig Matheson end får fremmanet stemningen af desperat klaustrofobi i bogens nutid, er det i de grumme tilbageblik, at bogens tyngde for alvor føles. Det er her, de emotionelle udsving i teksten får lov at blomstre frem og udfylde den desperate ramme, som handlingens nutid danner. En fortælleteknik, som Matheson gentog mere eller mindre direkte i hans roman, The Shrinking Man fra ’56, der stort set afsøger samme tematikker som I Am Legend.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Men man kan så spørge sig selv, hvad Matheson gerne vil fortælle sin læsere med den dystopiske tragedie. Ud over at være en nervepirrende historie er det slående, i hvor høj grad bogen er i trit med tidens tanker. Romanen kunne nærmest, i hvert fald tematisk, være blevet udtænkt af en af beatforfatterne. Det er i den sprudlende intellektuelle avangarde, vi finder lignende litterære undersøgelser, og sammenligner vi eksempelvis I Am Legend med den i 50’erne så populære Jean Paul Sartres Kvalme (La Nausée) fra 1938, er det tydeligt, hvor meget tankegods fra eksistentialismen, der sikkert ad mange omveje er løbet ind i Mathesons roman.

I Kvalme beskriver Sartre livets vilkårlighed og grundlæggende meningsløshed. En tilstand, som udløser kronisk kvalme hos hovedperson Roquentin, der føler sig fuldstændig isoleret fra omverden, som han ser som grotesk og destruktiv.  ”Helvede, det er de andre” (L’enfer, c’est les autres) skriver Sartre et andet sted i teaterstykket Lukkede døre (Huis clos) fra ’44, og det synes meget præcist at beskrive den situation, som Neville befinder sig i.

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Mathesons hovedperson er nemlig isoleret og ensom, fordi han nægter at blive som de andre, der omringer ham. I stedet for at bøje sig for tilværelsen udenfor hans dør fastholder han fortiden og forsøger at skabe mening igennem sine handlinger – eksempelvis som når han går på vampyrjagt om dagen og aktivt bekriger sine fjender. Men fordi der ikke er nogen mening at finde, alt er jo tabt og forbi, bliver det at overleve til sidst i sig selv en mening – at overleve for at leve. Sagen er bare den, at det ikke er nok, fordi mennesket fordrer mere for at kunne eksistere.

Hvor hårdt Neville end prøver at leve som eremit, fungerer det ikke for ham. En hund bliver et kortvarigt surrogat for menneskelig kontakt, men da den forsvinder, er livet endnu mere tomt end før. Hans trang til kontakt – både fysisk og intellektuel – er med andre ord præcis den samme sjælelige kvalme, som Sartres Roquentin også kæmper med. For hvor forfærdelige og frygtindgydende ”vampyrerne” end måtte være, så er de samfundet og verden. Det står derfor til sidst klart for Neville, at han kan bevare sin uafhængighed og derved leve i det eksistentialistiske vakuum, han nu befinder sig i, eller underkaste sig samfundet og lade sig absorbere af livets rytme, som det udfolder sig uden for hans dør.

Paperback, Corgi 1960

Paperback, Corgi 1960

Og til sidst bliver det da også for meget for Neville, der bukker under for sit behov for samkvem. Her foretager Matheson imidlertid en fascinerende, om end ikke helt overraskende manøvre. Vi får nu vampyrernes perspektiv på hele situationen. Og set i det lys er det ikke dem, der er monstrene, men Neville selv, der er den diabolske fremmed i fortællingen.

I Am Legend hedder bogen som bekendt, og titlen refererer dobbelt til Nevilles tilstand – først som den sidste og eneste tilbageblivende fra det gamle samfund, og for det andet er han den legendariske skikkelse i det nye samfund, vampyrernes univers, der hjemsøger dem om natten og støder dem en stage i brystet. Her er det Neville, der er det mytiske monster, som hjemsøger dem og Neville, der er den egentlige vampyr eller dræber.

Paperback, Bantam Books 1964

Paperback, Bantam Books 1964

Romanen er en forbistret stærk fortælling, fordi vi kommer så dybt ind under huden på Robert Neville, og fordi han er så fejlbefængt og menneskelig. Modsat de hovedpersoner, vi ellers stifter bekendtskab med i tidens genrelitteratur, er Neville ikke kun køn, kæk og snarrådig. Nej, Neville er kvabset, desperat og alkoholiseret. Han er også snu og dygtig, men han er også en masse andet, der gør ham til et væsen af kød og blod. Vi føler ganske enkelt Nevilles tragedie, og på et dybere plan føler vi også hans lede og angst for de andre i det stille villakvarter, hvor han bor. Den stupide nabo og alle de andre, der plager ham og forsøger at sluge ham med hud og hår. En uendelig frygt for voksenlivets konformitet, og de fleste af os kan sikkert nikke genkendende til den splittelse og mærke kvalmen længst nede i maven, hvor vi stuver den af vejen.

Hardcover, Walker & Co. 1970

Hardcover, Walker & Co. 1970

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Corgi 1971

Paperback, Corgi 1971

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Paperback, Berkley Books 1979

Paperback, Berkley Books 1979

Hardcover, Doubleday 1980

Hardcover, Doubleday 1980

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Tor 1995

Paperback, Tor 1995

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Tor 2007

Paperback, Tor 2007

E-bog, RosettaBooks 2011

E-bog, RosettaBooks 2011

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Anne Rice, Queen of the Damned (1988): … og sandheden skal gøre jer frie

Paperback, Futura 1990

Paperback, Futura 1990

The Vampire Lestat slutter med en ægte cliffhanger, og Anne Rices tredje vampyrroman begynder da også mere eller mindre der, hvor anden bog sluttede. De to romaner hænger med andre ord nøje sammen som første og anden del i én fortælling. Det tog Rice tre år at få afsluttet historien, og vampyrseriens begejstrede læsere måtte derfor væbne sig med tålmodighed, mens de ventede på at få opklaret, hvad der skete med Lestat. Den forventningens glæde oplevede jeg aldrig, fordi fjerde bog, The Tale of the Body Thief (1992), var den første, der udkom, efter jeg opdagede Rice. Men det er et sidespring.

Med sidste kapitel i The Vampire Lestat havde Rice vendt op og ned på sit vampyrunivers. Fra at være en primært metaforisk størrelse i den brillante Interview with the Vampire konkretiserede Rice sin mytologi, gav slip på de bagvedliggende poetiske tematikker og begyndte i stedet at skrive en romantisk, gotisk fortælling om de levende dødes eskapader. Rice malede med en bred pensel og hev læseren gennem mange tusinde års historie via fortællinger fortalt i fortællingen. Et kneb hun gang på gang vender tilbage til – Queen of the Damned er ingen undtagelse.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

I tredje roman fortsætter Rice i samme spor. Det viser sig nemlig nu, at det lykkedes for Lestat at vække Akasha – en af de to første vampyrer – fra en tusindårig slummer. Konsekvenserne er alvorlige, for Akasha er ikke tilfreds med tingenes tilstand i det tyvende århundrede. Opfyldt af had til især mænd vil hun etablere et verdensomspændende matriarkat, hvor hun selv skal indtage pladsen som gudinde. En storslået plan, som stakkels Lestat ufrivilligt bliver indrulleret i. Det betyder blandt andet, at Akasha også indleder en udrensning blandt verdens vampyrer, hvilket vi allerede fik en forsmag på i forrige bog, hvor det stod klart, at vampyrernes dronning nok var ved at vågne.

Lestat er fortælleren i Queen of the Damned. Det oplyser han selv, nærmest som en eftertanke fra Rices side, og indskyder skyndsomt, at han også fortæller ting, han ikke selv oplevede, men først har hørt efterfølgende. Den lille prolog skyldes, at Rice fører en del af handlingen tilbage til dagene op til den store koncert, som afsluttede forrige bog. Hun bruger nu flere kapitler til at beskrive en hel stribe, meget forskellige vampyrers fatale møde med Akasha. Alt sammen for at forberede os på dannelsen af den lille modstandsgruppe, som til sidst tager kampen op mod vampyrdronningen og redder Lestat ud af hendes kløer.

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O'Brien (født den 4. oktober 1941)

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O’Brien (født den 4. oktober 1941)

I folkemunde har Queen of the Damned fået et dårligt navn og bliver ofte udpeget som det sted, hvor Rice for alvor sendte vampyrserien på afveje. Det er i virkeligheden et overraskende synspunkt, fordi de to bøger efter Interview hænger så uløseligt sammen og har altid været tænkt som sammenhængende. Tematisk, stemningsmæssigt og konceptuelt er de identiske. Hvad skyldes modstanden mod den tredje bog så? Godt spørgsmål, men jeg tror, at det drejer sig om to ting. For det første gør Rice brug af et bredspektret ensemble af vampyrer i bogen. Det snævre fokus på Lestat (og Louis) er dermed ikke til stede, og navnlig den af fans så højt elskede Lestat træder i baggrunden. Det kan meget let opleves som et savn, fordi den fortættede kammerstemning derved også forsvinder fra bogen.

For det andet er bogen en hel del mere handlingsorienteret. Hvor de første to romaner har en nærmest biografisk, for ikke at sige selvbiografisk karakter, koncentrerer den tredje bog sig om løsningen af det konkrete, nutidige problem med Akasha. Handlingen, selvom vi har vampyrer som hovedpersoner, ligner derfor langt mere en almindelig spændingsfortælling end de romantiske stykker historisk fiktion, vi ellers kender.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Det er sådan set ikke nogen ukendt side af Rices forfatterskab. Allerede i den midterste del af Interview, hvor opgøret i Paris skildres, viser Rice en smag for action og tempo. Og med Queen of the Damned kommer det til fuld udfoldelse, hvilket vel i virkeligheden kun er rimeligt, fordi hele optakten til historien jo lå i den tidligere bog.

Nu skal det her ikke være et forsvar for Queen of the Damned – min pointe er nærmere, at den er præcis lige så god eller dårlig som forgængeren, fordi de hænger sammen og er skrevet ud fra nøjagtigt samme konceptuelle skabelon. Men faktisk må jeg indrømme, at jeg stedvist foretrækker anden del frem for den første, fordi Rice får en smule mere spillerum her.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

I The Vampire Lestat maler Rice vampyrerne op i et moralsk hjørne og forsøger, med vold og magt, at nedtone deres dæmoniske side til et rent eksistentialistisk anliggende. Sådan er det ikke i fortsættelsen. Fordi vi møder så mange, og så mange forskellige vampyrer her, kan hun også tillade sig at skildre andet end de moralske, kultiverede rigmænd, der ellers har befolket bøgerne. Det er både underholdende og noget mere spændstigt end den stemning af repetition, som hang over The Vampire Lestat. Det er da også Rices tredje bog, der mere end og noget andet, peger ind i den vampyrlitteratur, som prægede 90’ernes første halvdel med navne som Poppy Brite og Nancy Collins.

Præcis som i de tidligere bøger krydser Rice hastigt århundrede, for ikke at sige årtusinder, i sin fiktion og fører ligeledes læseren med ud på en måneoplyst verdensomsejling. Det kræver sit at gennemføre sådanne vue over historien og etablere eksempelvis antikke eller middelalderlige miljøer med troværdighed. For Rice lykkedes det kun sjældent, fordi hendes periodeskildringer konsekvent træder i baggrunden for persongalleriet af vampyrer, der af en eller anden grund altid tænker og agerer som kultiverede, moderne, vestlige mennesker.

Paperback, Warner Books 1995

Paperback, Warner Books 1995

Men modsat de tidligere romaner kommer vi faktisk nærmere Rices historieforståelse i tredje bog. Hendes vampyrer kommenterer nemlig her direkte på tidens gang, og modsat det man måske kunne forvente, har de kun ros til den moderne verden. Rice hylder det vestlige samfund, dets kultur, kunst og religion med sin bog og udtrykker klart, at vejen frem mod 1980’erne er vejen frem mod en frigørelse af mennesket fra undertrykkelse og mental formørkelse. Alt det truer Akasha nu som en gotisk skygge fra de gamle dage. Rices historiebrug kan næppe kaldes andet en tvivlsom og naiv, men spændende er det endelig at få hendes egne ord for hendes historiefascination.

Da Queen of the Damned slutter, har Rice cementeret sit vampyrunivers med en skabelsesberetning, et syndefald og en forsoning. På kanten af udslettelse finder vampyrerne fred og verden ligger dermed åben for Lestat, Louis og alle de andre. Den vestlige kultur og frihed er reddet fra fortidens undertrykkelse og alt kan begynde på en frisk. Rice satte sine karakterer fri med den tredje bog. Der var ikke længere nogen omklamrende fortid, der holdt dem fanget, ej heller nogen overhængende trussel fra fremtiden.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Man kan dermed også sige, at det opgør med katolicismen, som Rice indledte i Interview, nu er fuldbragt. Fortidens spøgelser og myternes magt er brudt. Oprøreren Lestat har ikke alene betvunget Akasha (Kirken), han har også udfordret og overvundet det stokkonservative vampyrsamfund (menigheden) med dets rigide regler og systemer, baseret på ældgamle tanker, hvis ophav ingen længere kan huske. Feltet er nu vidt åbent, navnlig for Lestat, der mest af alt minder om en halvgud ved romanens udgang.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvad man gør, når fortællingen er fortalt og hemmelighederne afsløret? Rice var i tvivl, hvilket tydeligt mærkes på de følgende romaner. Queen of the Damned er dermed også et kritisk punkt i vampyrforfatterskabet, fordi Rice i virkeligheden satte et kreativt punktum her, som hun ikke har formået efterfølgende at overskride med nogen form for overbevisning.

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman