Tag Archives: Varulve

Thomas Tessier, The Nightwalker (1979): Ulven i os alle

Paperback, Pan Books 1980. forsiden er malet af Chris Moore

I 1979 udsendte amerikanske Thomas Tessier en lille roman, der dykker ned i et af hans generations store traumer, nemlig Vietnamkrigens indvirkning både på de unge, der blev sendt afsted, og de unge, der blev tilbage. Selve Vietnamkrigen er blevet beskrevet skønlitterært ganske mange gange, det samme gør sig gældende for livet som hjemvendt veteran, men der er alligevel ikke ret mange bøger, der ligner Tessiers The Nightwalker.

På overfladen synes romanen rørende enkel, ja man kan endda sige banal, men graver man i teksten, står det klart, at letheden er bedragerisk. Tessier har indlagt et antal komplekse spørgsmål i fortællingen, som gør den værd at læse flere gange. Men først til handlingen.

Thomas Tessier (født 10. maj 1947)

Vietnamveteranen Bobby Ives driver omkring i London med en smule penge på lommen. Han bruger dagene på druk og ingenting. Han plages af migræne og depressive tendenser; alt sammen symptomer på det vi må opfatte som posttraumatisk stress. Rodløs og modløs giver livet ikke rigtigt mening for ham længere, men heldigvis har han mødt den unge Annie, der tager sig af ham. De er kærester, men Bobby har problemer med at åbne sig for hende, og der hænger derfor alvorlige skygger over deres forhold, selvom de i virkeligheden er meget glade for hinanden.

Alt det tager en uventet drejning, da Bobby og Annie en regnvejrsdag går en tur i byen sammen. De går og snakker, men pludselig ligger Annie død foran en bus. Bobby er overbevist om, at det var ham, der skubbede Annie ud på vejen, men alle andre omkring ham synes at opleve det som en ulykke. Hvad er realitet og hvad er fantasi?

Hardcover, Macmillan 1979. Romanens første udgave

Her begynder Bobbys deroute for alvor, for med Annies død opdager han en lyst til at påføre sin omverden smerte. Han bliver besat af tanken om andres blod, og dermed åbner han buret ind til et indre dyr, der gradvist overtager ham helt. Men kun gradvist, for han finder hurtigt en ny kæreste; en ung punker, der lever på gaden. De indleder et sadistisk forhold, hvor Bobby er herren og hun hans lydige slave. Kønt er det ikke, men det holder Bobbys morderiske tendenser stangen for en tid.

Med The Nightwalker kobler Thomas Tessier idéen om den psykisk nedbrudte veteran sammen med varulvemyten. Bobby er fremmedgjort fra sig selv og sin omverden på alle tænkelige måder, og netop som det lykkes for Annie at få ham til at åbne sig op, så dør hun belejligt. Bobby har dermed intet andet tilbage i London end sine egne tanker og følelser. Det kaster ham i favnen på et totalt sammenbrud, som Tessier elegant beskriver med en dobbelthed, der er ekstremt dragende.

Hardcover, Atheneum 1980

På den ene side er vi inde i Bobbys tanker og hører om hans langsomme forvandling fra menneske til varulv, men på den anden side får vi også stemmer udefra, der antyder, at Bobby og Bobbys oplevelser måske ikke er det mest troværdige. De blodige drab, som Bobby begår i løbet af bogen, er imidlertid en realitet, og den virkelighed indhenter ham selvfølgelig til sidst.

Det er ikke let at gøre noget nyt med varulvefiguren uden at foretage en total omfortolkningen af myten. Det gør Tessier heller ikke; i stedet vælger han at gå til idéen metaforisk, og han gør det, som sagt, med en dobbelthed, som sikrer, at vi aldrig fuldstændig kan afvise, at han rent faktisk gennemgår denne transformation. Der er litterær indsigt bag Tessiers disposition, og hans roman ligner vores hjemlige, nærmest samtidige Ulvetid i sit komplekse greb om varulven som sindbillede på en psykisk sindstilstand.

Paperback, Signet 1981

Går man lidt dybere ind i varulvefiguren hos Tessier, er det klart, at hans hovedperson er et ødelagt individ, som har brug for hjælp. Krigen er tydeligvis det, der har skubbet Bobby ud over kanten, og London er blevet et surrogat for den fjerne jungle, han kæmpede i. Det er ikke for ingenting, at varulven indtager en særlig plads i den freudianske tænkning som ufrivillig manifestation af indestængte følelser, der ikke lader sig holde indespærret. I sig selv er billedet af veteranen, der ikke magter at lægge kampen fra sig, da heller ikke noget nyt, men ser vi på Tessiers bog Finishing Touches fra 1986, er det klart, at der også er andre tematikker her, som har en særlig betydning for ham i sit forfattervirke.

I Finishing Touches er det igen den rodløse amerikaner i London, som er i centrum. Også her må hovedpersonen ind i galskabens labyrint, og der er således klare paralleller de to romaner igennem. De deler et blik på hjemløsheden og isolationen, der givetvis helt eller delvist er erfaringer, som Tessier selv oplevede, da han studerede og levede i Dublin og London i en årrække.

Paperback, Berkley Books 1989

Fælles for de to romaner er det også, at de rejser fundamentale spørgsmål omkring det at forstå og erkende ens medmennesker. Den smerte, følelse af tomhed og isolation, som vi kan bære rundt på indvendig, manifesterer sig ikke umiddelbart i det ydre; men så gør den det alligevel, hvis tingene sættes på spidsen. Bobby som varulv er sådan en manifestation, og den dødspornografi, der beskrives i Finishing Touches, er det samme. I begge romaner ser vi også samme udtalte fokus på den kropslige transformation som den sjælelige lidelses spejl. I The Nightwalker forsøger Bobby at kontrollere sin krop gennem overdreven brug af helsemidler og druk, mens hovedpersonen i Finishing Touches drukner sig i sex.

Der er ikke nogen tvivl om, at Thomas Tessier er en begavet forfatter og en mand, hvis romaner stort set altid rammer rent hos mig. Der er en dybde i teksterne, som gør dem fascinerende at arbejde videre med, men samtidig er han oprigtigt interesseret i genrefiktionens troper og virkemidler. Desværre er Tessier en af de oversete skrækforfattere, hvis kyniske kulde og menneskefjendske perspektiver har holdt ham på sikker afstand af bestsellerlisternes øvre lag, hvor langt mere varme og venlige former for gys har floreret. Det er en skam, for Tessier har utrolig meget at byde på, og jeg håber, han en dag får den anerkendelse han fortjener.

Paperback, Leisure Books 2008

Hardcover, Centipede Press 2012

Ebog, Endeavour Press 2016

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Langan, The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies (2013): Pulp som formeksperiment

Paperback, Hippocampus Press 2013. Det meget fine og stemningsfulde omslag er skabt af Santiago Caruso

En af de slående tendenser i skrækfiktionen efter årtusindskiftet er den forfriskende originalitet, hvormed dele af genreforfatterne genopdager genrens rødder i pulpfiktionen. Det er slående, hvor mange eksperimenterende og nye bud, der findes på de gamle troper, som i den grad synes at stå til genforhandling og nyfortolkning. På den led genfinder man tendenser fra 50’ernes genrefiktion i vores moderne tilgang til pulpfiktionen, hvor navnlig formeksperimenterne igen er blevet et markant fænomen. Læser man forord til antologier som eksempelvis John Langans The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies fra 2013, er eksperimentet nærmest blevet et stilistisk krav, hvis man stadig skal kunne tage pulptroperne alvorlige.

Netop John Langan er da også i den grad en af de førende fortolkere af skræktroper, og igennem et genreforfatterskab, der går tilbage til begyndelsen af 00’erne, har han markeret sig blandt de stærkeste og mest overraskende stemmer på feltet. Langan ligner umiddelbart mange andre i skrækfiktionens landskab, men modsat introverte skribenter som eksempelvis Laird Barron og Livia Llewellyn, er der en umiddelbar genkendelighed og klarhed over Langans tekster, der gør ham langt lettere tilgængelig end førnævnte.

Hvor Barron og Livia Llewellyn fører en dunkel, lyrisk åre ind i pulplitteraturen, står Langan med et ben i den typiske bestsellerfiktion. Man genkender dermed et aftryk af eksempelvis Stephen King i hans værker, men Langans dybest set intellektuelle stiløvelser er i sidste ende for kolde og beregnende til for alvor at kunne opfattes som sidestykker til King. Langan forklarer da også selv, at han helt bevidst udnytter sin akademiske baggrund som underviser i skrivekunst og engelsk litteratur i sin fiktion. Den litteraturhistoriske og ikke mindst litteraturvidenskabelige reference ligger dermed konstant og taler med i hans tekster som et metalag, der viser, at Langan i høj grad er et produkt af 90’ernes skrækfiktion.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Mens Langans udtryk forandrer sig radikalt fra fortælling til fortælling, er der nogle grundlæggende træk, som går igen. Hans varme skildring af sine hovedpersoner, hans forsøg på at indlejre fortællingerne i tydelige, stedsspecifikke miljøer samt ikke mindst en brug af metaforer og vendinger, der trækker helt åbenlyst på skrækgenrens ældste rødder hos eksempelvis Poe.

Alt dette oplever man med al tydelighed i The Wide Carnivorous Sky, der samler noveller fra slutningen af 00’erne og frem til bogens udgivelse, men inkluderer også den ganske lange til bogen skrevne novelle eller kortroman ”Mother of Stone”.

En af samlingens både bedstre og mest sigende fortællinger er ”Technicolor”; en besynderlig metahistorie udformet som en universitetsforelæsning over Poes elskede “The Masque of the Red Death”, hvor novellens forelæser spørger sine elever, hvad de i fortællingen omtalte, skiftende farver betyder. Det fører forelæseren ud i en finurlig leg med Poes til lejligheden opfundne inspirationskilder. Faktisk litterær analyse af Poes novelle blandes elegant og drilsk med værker og elementer digtet af Langan, og mens vi lulles ind i en dybt fascinerende udlægning af den gamle klassiker, går det op for os, at Langan samtidig lader sin forelæser træde i karakter som skurk, der forfører sine studerende og bruger dem som psykisk brændstof i et magisk ritual, der ligner noget inspireret hos Lovecraft.

”Technicolor” er mesterligt udtænkt og mesterligt udført, fordi den lykkes i sin hårfine balancegang mellem åbenlys gækkeri og oprigtig tilegnelse af de dystre, mystiske kvaliteter i Poes historie. Lignende drilsk går Langan til zombiefortællingen som moderne skræktrope. Det sker i ”How the Day Runs Down”, der er skrevet som et teaterstykke, hvor en kirkegårdsgraver fortæller os om livet i en provinsby, der er blevet overendt af levende døde. Novellen er opbygget som en stribe dramatiske dialoger, der iscenesætter zombiernes invasion, og formår gennem sin atypiske fremstilling af genreklichéer at føje en overraskende dynamik til en handling, der dybest set intet originalt rummer.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Man kan da også se, hvordan Langan i The Wide Carnivorous Sky arbejder sig systematisk igennem klassiske skræktroper. Varulvehistorien kommer eksempelvis under behandling i både den selvbiografiske ”The City of the Dog” og i den eksperimenterende ”The Revel”. Den sidst nævnte kan bedst beskrives som et systematisk, kommenteret handlingsreferat, der udlægger spændingskurven og symbolikken bag den typiske varulvehistorie for sine læsere. Igen er det akademikeren Langan, der kommer i spil her, og man genkender formen, som noget Thomas Ligotti allerede udførte sit finurlige essay om at skrive skrækfiktion i ”Professor Nobody’s Little Lectures on Supernatural Horror.

Vi møder også et livtag med seriemoderfortællingen, vampyrfortællingen og Lovecrafts univers i novellesamlingen, og ikke overraskende fortæller Langan selv i efterskriftet, at han helt bevidst forsøger at arbejde sig igennem skrækfiktionens troper for at undersøge, hvordan han kan transformere dem og give dem nyt liv. På den led ligner Langans projekt også Stephen Kings litterære virke, der igennem romanerne trope for trope ligeledes har moderniseret og bearbejdet skrækfiktions typiske motiver til et nutidigt udtryk. Langan gør det imidlertid ud fra et langt mere eksplicit, og ikke mindst akademisk, udgangspunkt.

Langans fiktion er på den led også en interessant videreudvikling af 90’ernes selvbevidste skrækfiktion, som forsøgte meget af det samme, som Langan nu arbejder med. Langans prosa møder vi da også de samme udfordringer i den tydelige brug af metalag. Langans skrækfiktion har altid et element af noget usagt imellem forfatter og læser, der angiver en bevidsthed om selve den genre og læsning af genren, som foregår. Det bliver hurtigt kunstlet, men Langan fejler sjældent, og hans fortællinger er skrevet med så megen kærlighed til skrækgenren, at læseren tilgiver de steder, hvor formeksperimentet overtager indtrykket af teksten og gør den mere til uforpligtende facade end noget lyrisk indtryksfuldt.

Alt dette betyder da også, at John Langan uden tvivl er en væsentlig aktør på skrækfeltet i dag, der både formår at inspirere den kunstneriske gren af genren og han står uden tvivl som kandidat til en dag at ramme rigtigt med et værk, der vil kunne blive en bestseller i stil med Justin Cronins postapokalyptiske værker. Langan har begge sider i sig og balancerer dem så klogt, at hans fiktion aldrig bliver elitær, men heller aldrig mister deres poetiske nerve, og det er jo en sjælden kunst.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Whitley Strieber, The Wolfen (1978): Ulve løs i Laksegade

Paperback, Coronet 1979

Så er jeg tilbage fra en lille efterårsferie med et indlæg om en bog, som Patrick Leis allerede har fortalt om på bloggen.

Whitley Strieber debuterede som romanforfatter med en radikal nyfortolkning af varulvemyten, og den slyngede ham straks ind på bestsellerlisterne. Med sin skrækroman plantede Striber sig imidlertid solidt i krimigenrens univers. Det gør, at bogen umiddelbart fremstår betydeligt mindre nichepræget end den meste andet skræklitteratur, og det er uden tvivl baggrunden for romanens succes. Mere om det senere.

Historien udspiller sig i et vinterkoldt New York, hvor to betjente bliver brutalt myrdet på et afleveringssted for skrottede biler. Læseren er med under mordet og ved, at de to betjenet blev offer for nogle ulvelignende væsner, og den sandhed går efterfølgende også op for opdagerne, som nu forsøger at finde ud af, hvad der skete med betjentene. Det umage makkerpar Becky Neff og George Wilson får således til opgave at opklare dobbeltmordet, og det fører dem ud på en opgave, der viser sig at være mindst lige så dødbringende, som den er utrolig.

Paperback, Coronet 1979

De to betjente fra drabsafdelingen kan nemlig, til deres forbløffelse, konstatere, at der efter al sandsynlighed lever et kobbel af intelligente ulvelignende væsner i New Yorks gader, der skjult for verdens søgelys har kunnet overleve som jægere med de hjemløse og svaglige som bytte. Angrebet på betjentene var en fejl, og nu er ulvene – ”The Wolfen”, som en zoolog døber dem i bogen – blevet afsløret. I stedet for at flygte beslutterne ulvene sig for at tage kampen op imod Neff og Wilson, før de to betjente får spredt deres historie. Jægerne bliver pludselig byttet, og romanen igennem udfolder Whitley Strieber et kompleks vendespil, hvor det konstant bølger frem og tilbage, hvem der har overhånden – betjentene eller ulvene.

Man mærker som sagt straks på de første sider, at The Wolfen ikke er nogen almindelig skrækroman. Tonen er ganske vist rå, og Strieber presser stemningen i retningen af klassisk gru, men handlingen er først og fremmest indsvøbt i alle den hårdkogte krimis troper. Man kan med lethed udskifte ulvevæsnerne med en bande farlige forbrydere, og romanen ville stadig fungere, fordi teksten først og fremmest handler om opklaringsarbejde og personrelationerne mellem Neff og Wilson såvel som Neff og hendes kæreste.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Strieber svælger i politijargon og filmiske attituder, der både sætter troværdigheden og tålmodigheden på prøve, fordi han serverer sin pulpfortælling uden kritisk filter eller ironisk distance til klichéerne. Formen må også siges at blive udfordret af selve præmissen for bogen, nemlig at to betjente jagter ulvevæsner i New York, uden dette påvirker dem synderlig meget i deres tilgang til arbejdet. For at holde spændingen i kog må Strieber også gribe til det stadigt mere utroværdige greb at isolere sine to hovedpersoner. ”The damn brass” i politisystemet gør således alt for at forhindre deres opklaringsarbejde til trods for de ganske sensationelle ting, som betjentene opdager. Vores to hovedpersoner er imidlertid insisterende og går derfor, selvfølgelig, op imod systemet.

Sprogligt falder The Wolfen let og uelegant, men Strieber har sans for stemning, og det lykkes ham flere steder at piske så meget intensitet sammen, at han faktisk griber sin læser. Som eksempelvis da Neff og Wilson trænger ind i et forladt hus for at se, om ulvene skulle gemme sig der. De ved ikke, at de er gået i en fælde, og at væsnerne lurer på betjentene i mørket. Her har Strieber solidt fat i os og formår meget overbevisende at skabe nervepirrende intensitet af den fineste slags.

Hardcover, William Morrow 1978. Romanens 1. udgave

Det mest bemærkelsesværdige ved Striebers tilgang til romanen er tydeligvis ikke hans litterære kvaliteter, men snarere det faktum, at han med sin bog forsøger at skabe en helt naturlig forklaring på det, der dybest set fremstår som en fortælling om overnaturlige væsner. Vi får dermed leveret en naturvidenskabelig forklaring, så der rent faktisk opstår en form for logisk realisme i teksten, der spiller sammen med krimigenrens jordbundne form. Selvom man umiddelbart forventer det, er der er med andre ord ikke tale om nogen overnaturlig historie, men nærmere en eksperimenterende genrehybrid.

Striebers roman sniger på den led næsten ubemærket gyset ind i noget, der først fremstår som hårdkogt thriller, men trækker omvendt også gyset ind i en helt ordinær politi-roman, så både krimi-og skrækentusiaster slynges rundt mellem genretroper og hovedparten af tiden læser noget andet end det, de tror.

Paperback, Bantam Books 1979

Mere interessant er det imidlertid, at Whitley Strieber har taget inspiration fra Jack Londons roman White Fang og indføjet små kapitler i sin roman, hvor vi følger livet og tankerne blandt ulvevæsnerne. Han portrætterer med andre ord væsnernes psykologi efter samme mønster, som London benyttede i sit ulveportræt fra 1906. Hos London fungerede dette fint, men i Striebers tilfælde fungerer det endda bedre, fordi væsnerne, der beskrives, rent faktisk er intelligente og ikke kunstigt må tilføres menneskelignende bevidsthed, som London gør det. Dette gør de små scener blandt væsnerne til stærke og stedvist ganske forstyrrende og fremmedartede oplevelser, der må betragtes som ganske vellykkede i portrættet af en fundamental ikke-menneskelig bevidsthed.

Strieber beviste senere i andre sammenhænge, at han kunne skrive fiktion med mere interessant prosa, men i debutromanen er der tale om et sprog og en historiefortælling, der først og fremmest er drevet af metafortunge beskrivelser og livstræt, klichéfyldt dialog, som de fleste læsere vil føle sig bekendte med. The Wolfen er da også ganske ukompliceret og langt hen ad vejen uinteressant. Men takket være de små afsnit om væsnernes psykologi serverer Strieber en roman, der ikke bare kan reduceres til jævn bestsellergrød, men også må tilskrives et vist elmenet af nytænkning, der peger frem mod 80’ernes glæde ved seriemodergys, hvor netop selvsamme krimi-æstetik også udfoldes. At lade Strieber få æren for den bevægelse er for meget sagt, men hans The Wolfen er afgjort et trin på vejen.

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Avon Books 1988

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Helle Stangerup, Ulvetid (1980): Hey wolf moon come cast your spell on me…

Hardcover, Conamore 1984

Hardcover, Conamore 1984

Helle Stangerup udsendte i 1980 en lille intens roman, der dykker ned i varulvemytologien, og det kom der noget forbløffende godt ud af. Faktisk er det formenlig den bedste danske varulvfortælling, vi har, hvis du spørger mig. Bogens overraskende kraft skyldes uden tvivl, at Stangerup nærmede sig emnet fra den afdæmpede psykologisk indfølte romantype, som hovedparten af hendes bøger er rodfæstet i. Man fornemmer således også tydeligt, at hendes vej ind i tematikken går gennem studier af folkloren om varulven, ikke traditionel horror.

Den klaustrofobiske handling udspiller sig i en ubestemt jysk hedeegn, hvor romanens fortæller Anna bor med sin mand Tom. Anna havde egentlig sin egen karriere, før hun mødte Tom, men den er nu gået i stå. Tom er en succesful forfatter, der skriver fagbøger om natur og naturoplevelser, og da vi kommer ind i fortællingen, arbejder han på en bog om jagt. Man forstår fra historiens begyndelse, at Anna er den hjælpende ånd i huset og Tom det centrum, hvorom alting drejer sig.

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 - 29. marts 2015)

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 – 29. marts 2015)

En skønne dag op dukker Ellinor op. Ikke helt uanmeldt, for hun har skrevet med Tom i forvejen. Hun kommer med nogle ulve, som skal have et nyt hjem, fordi de ellers skal aflives. Tom og Anna har plads nok, og de indvilliger i at tage imod dyrene. Knap er ulvene installeret, før Ellinor også er blevet en del af husholdningen. Med Ellinor i huset ændres dynamikken ikke bare i hjemmet, Ellinor på det nærmeste overtager Tom og efterlader Anna isoleret og svigtet. Der går imidlertid ikke lang tid, før Anna opdager, at der er noget sært ved Ellinor og hendes ulve. Et ildevarslende bånd eksisterer imellem deres husgæst og dyrene, der kun bliver mere skræmmende, som Anna graver i sagen, og snart bliver hun overbevist om, at Ellinor er en form for varulv.

Som allerede nævnt er romanens stemning ekstremt fortættet. De tre mennesker indgår i et dybt dysfunktionelt fælleskab, der gnistrer af aggression og undertrykte følelser. Anna har haft en abort, før bogens historie begynder, og de psykiske men efter den oplevelse plager hende stadig. Det gør Anna sky og skamfuld, fordi hun føler, aborten var hendes skyld. Hun finder sig derfor også i Toms vedvarende psykiske vold, fordi Anna underbevist føler, at hun skal straffes for tabet af deres barn. Tom drages samtidig mod Ellinor, der både synes mere dyr end menneske og mere pige end kvinde. Det gør hende tvetydighed i mere end en forstand. Tom og Ellinor forsvinder hver nat ind i lange samtaler om ulve, men hvor meget eller hvor lidt, der også er tale om en seksuel tiltrækning imellem de to, er svært at afgøre. Om der rent faktisk er sket noget fysisk imellem dem, er egentlig heller ikke så vigtigt, fordi deres forhold tydeligvis er en form for affære, der ekskluderer Anna helt.

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Romanen er bygget op omkring lurende blikke. Husets beboere betragter, studerer og iagttager mistænksomt hinanden i en stadig kredsen om noget, der side for side kun synes at eskalere i en voldelig retning. Men det er ikke kun husets beboere, der lurer. Natten har også øjne. Det ensomme hus, der danner rammen for bogen, ligger åbent i landet, og noget ser ind på de tre aktører i ly af mørket. Rovdyr holder dem i skak som onde ånder i kulissen, der næsten parallelt med læseren ser ind på dramaet.

Med sit korte kammerspil tematiserer Helle Stangerup de indestængte følelser, der ligger som åbne sår på psyken. Følelser, der flytter den ellers lykkelige Tom og Anna ind i et sadomasochistisk, skamfuldt parforhold. Da Ellinor toner frem, nærmest ud af det blå, er det som en form for projicering af parrets frustrationer. Den mystiske Ellinor fremstår nemlig ikke et eneste øjeblik som egentlig skabning af kød og blod. Uden baggrund og identitet er hun knap nok fysisk tilstede i huset. Alt drejer sig om hendes ulve og ulvenes blodige mad, der ligger i køkkenvasken og fylder huset som en grotesk påmindelse om Annas abort.

Paperback, Gyldendal 1981

Paperback, Gyldendal 1981

Stangerup slipper med andre ord Ellinor løs i hjemmet som en psykopomp, dannet af parrets uforløste smerte, og det er tydeligt, at Ellinor kun har ét formål; nemlig at føre både Tom og Anna ud i det fortabelsens ingenmandsland, der ligger i tågerne omkring deres hus. Spørgsmålet er bare, om den skrøbelige Anna kan få samlet kræfter til at gøre op med den trussel, der har taget bo i det frosne land imellem hende og Tom.

Præcis som hos Aksel Sandemose er varulven hos Stangerup primært en psykologisk-metaforisk konstruktion, der er billedet på de destruktive kræfter mellem Anna og Tom. Stangerup løfter imidlertid det metaforiske over i det konkrete, så Ellinor rent faktisk kan forstås som værende til stede og rent faktisk kan læses som værende en varulv. Det giver også Stangerup anledning til at bruge det uhyggelige som greb, for at vise det indre sammenbrud, der truer Anna. Som skrækfiktion kommer Ulvetid således fra det psykologiske drama og låner fra gysergenren. Det skaber både fascinerende og isnende momenter i bogen, som næppe ville kunne opstå i en mere klassisk horror-tilgang til varulven som konkret monster.

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Helle Stangerups enkle prosa kan stedvist skurre, men hendes poetiske naturiagttagelser er formidable, og alene af den grund er Ulvetid et besøg værd. Men romanen er også et sjældent stykke vellykket stemningsmæssigt romanarbejde. Den folkloristiske varulvemyte bliver måske en tand for indstuderet og slavisk udnyttet, men det kan vi let se over med, fordi Stangerups tekst lever et dybtfølt gru, der som ulvens kæber bider sig sammen om læseren og holder fast, indtil sidste side er løbet igennem.

Paperback, Politikens paperbacks 2008

Paperback, Politikens paperbacks 2008

 

 

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Algernon Blackwood, Selected Tales (1964): Gruen der gemmer sig i sindets afkroge

Hardcover, John Baker 1970. En på en gang uendeligt dum og fantastisk forside.

Hardcover, John Baker 1970. En på en gang uendeligt dum og fantastisk forside

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Algernon Blackwood hører til mine absolutte favoritter i den ældre kanon af skrækfiktion. Det skyldes flere ting, men stort set alt det, som jeg synes, er så fantastisk ved Blackwoods værk, findes samlet i denne lille antologi. Man kan nemlig her, i bogens 11 fortællinger, få et indtryk af de væsentligste hovedspor i forfatterskabet og de tematiske forbindelseslinjer, der trods indbyrdes forskelligheder gør Blackwoods historier til et forbløffende homogent corpus.

Samlingen åbner med ”The Willows”, der hører til blandt de bedste skrækfortællinger nogensinde skrevet. En fortælling fyldt med stigende rædsel og dødsangst. For alle, der aldrig har læst novellen, kan jeg kun med misundelse sige, at de har noget stort i vente. For os andre, der for længst har været igennem den og sikkert genlæst beretningen flere gange, står novellen om de to venner, der strander på en lille ø i Donau, lysende klart. Øen synes nærmest besjælet af en besynderlig, destruktiv naturånd, og det er hurtigt klart, at vennerne næppe vil forlade stedet i live. Beretningens tematiske pendul svinger mellem de konkrete, nærmest surreale oplevelser på øen, og de feberfantasier, som fortælleren maner frem om øens rædsler, når mørket falder på.

Hardcover, John Baker 1970

Hardcover, John Baker 1970

Tematisk stærkt beslægtet er ”The Wendigo”, hvor vi følger et jagtselskab i den canadiske ødemark. Også her bevæger hovedpersonerne sig ud i vildnisset og møder en besjælet natur, der ikke alene viser sig mennesket overlegen, den er også mennesket fjendtligt stemt. Den isende rædsel, som hovedpersonerne føler på henholdsvis øen i Donau og ved søbredden langt oppe i Yukon, er den samme. Alene står de ansigt til ansigt med en form for dæmoni, der bid for bid flår deres verdens billede i stumper og stykker.

En nøgle til forståelsen af Blackwoods symboler og hans brug af vildnisset som rædselsmark finder man i den lange ”Camp of the Dog”, der nok engang tager os med ud i ødemarken – denne gang til den svenske skærgård. En gruppe friluftselskende englændere har her slået lejr for at tilbringe sommeren langt fra storbyens tummel. Alt går imidlertid ikke som planlagt, for en stor hund begynder hver nat at hjemsøge lejren. Det mærkværdige er imidlertid, at hunden ikke har noget sted at skjule sig på klippeøen – så hvor kommer den fra?

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Indefra er svaret. Hunden vokser frem i en ung mand i lejren, der er dybt forelsket i den unge kvinde, som også er i blandt dem. Beretningen er med andre ord en ublodig varulvefortælling om dyrisk begær og mennesket, der smider sin ham og blotter sit indre. Vildnisset er her det betydningsbærende. Det er nemlig i vildnissets forgrenede vildsomhed, at psyken spejles og transformeres. Rejsen ud i det øde er rejsen ind i det indre og rædslerne, Blackwoods hovedpersoner møder ude i vildmarken, er i virkeligheden spejlinger af dem selv. Dybt bekymrende spejlinger af det indre sjæleliv, der ligger så uendelig langt fra den rem af kultur, som spænder vores drifter sammen og holder dem på plads.

”Camp of the Dog” kunne da også nærmest synes som en kommentar til Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886), fordi Blackwood i sidste ende plæderer for seksualdrifternes naturlighed – ikke bare hos manden, men også i kvinden. Novellens unge par, der liderligt hyler som ulve mod månen hos Blackwood, gør det i utvungen harmoni og opnår en form for dyrisk skønhed, der ligger langt fra Dr. Jekyll, der krøller sammen under vægten af den skam og bondeanger, som han føler over sine lyster og behov.

Hardcover, Eveleigh Nash 1906

Hardcover, Eveleigh Nash 1906

Blackwood var et barn af sin tid og dybt involveret i tidens tænkning. Han omsatte dermed tanker, som bl.a. Nietzsche satte ord på i sin skildring af mødet med den iskolde, moralske intethed. For stirrer vi længe nok på os selv, ser vi til sidst ind under overfladen og opdager, at der lurer noget andet i os, som vi måske helst vil være foruden. Noget, der glubsk ser tilbage på os med lummert begær.

Blackwood var stærkt optaget af Freuds tanker og den blomstrende psykoanalytiske tilgang til forståelsen af mennesket. Det ligger som en grundsten i hans forfatterskab. Men der er ikke bare tale om en intellektuel fascination, der ligger også et eksistentialistisk perspektiv her; en personlig erkendelse hos Blackwood, der voksede frem under hans mange rejser og vildmarksture. Erkendelsen af naturen som billede på mennesket i følelsernes vold er således med stor sandsynlighed udsprunget af de følelsesmæssige erfaringer, som Blackwood selv havde gjort sig. Og netop denne levede tilgang til det psykoanalytiske gør, at teorien indlejres og lægger sig implicit under teksterne som naturligt afsæt.

Hardcover, Eveleigh Nash 1907

Hardcover, Eveleigh Nash 1907

Man må imidlertid ikke være blind for, at novellerne i vid udstrækning står forankret i victoriatidens reception af gotikkens uhygge og periodens fascination af metafysik. Blackwoods fortællinger tager i høj grad udgangspunkt i traditionelle handlingsmønstre og velkendte troper. Gotikkens landskabssymbolik og den engelske spøgelsestradition er modellerne, som Blackwoods historier grundlæggende vokser ud af. Det udgangspunkt gør nogle af fortællingerne mere ordinære eller genkendelige end førnævnte vildmarkshistorier, men selv i en spøgelsesfortælling som ”Miss Slumbubble” eller ”Max Hensig” er det legen med frygtens selvforstærkende kvalitet og dødsangstens kispus med sindet, der driver historien frem. Det er med andre ord den psykologiske vinkel, der først og fremmest er i centrum, ikke spøgeriet som sådan.

Både Freud og Nietzsche er hovedakser i 1900-tallets tænkning og forfattere, hvis bøger vi stadig fordøjer i dag. Det er derfor heller ikke så underligt, at Algernon Blackwoods tekster, trods et udgangspunkt i en ældre og dybt konservativ litterær genre, fremstår som moderne litteratur helt og holdent i 1900-tallets tegn. Blackwood er en af dem, der danner brohoved ind i det nye århundredes litterære strømninger, og gennem hans relativt begrænsede forfatterskab gør han det med en sproglig elegance og intellektuel overbevisning, som kun kan betegnes som beundringsværdig. Det er modernitetens gru, det moderne menneskes frygt og selvlede, som her vises frem i smerternes vildnis, som Morrison kalder det.

Hardcover, Spring Books 1968

Hardcover, Spring Books 1968

Det meste skræklitteratur blegner, når det sammenstilles med Blackwoods, fordi hans litterære projekt om  at skildre menneskets vrangside og hans sværmeriske, lidt arkaiske digterhjerte forener intellekt og poesi  til en ubesværet helhed. Man skal helt op i 1950’erne for at finde forfattere, der for alvor forstår at omsætte psykologiske indsigter til litteratur på samme niveau, som Blackwood gjorde det.

En novellesamling som denne bliver dermed også til andet og mere end en smagsprøve på Algernon Blackwoods forfatterskab. Den bliver et vidnesbyrd om, at skræklitteratur kan være meget mere end ferske gys og pulpet festivitas. Blackwood er bidende alvorlig, også der, hvor han er sjov eller ironisk. Han er en af de rødder, som den seriøse, moderne skrækfiktion vokser ud af, men hans anliggende bliver alt for sjældent husket i en genre, som generelt har det bedre med det banale end komplekse. Tvivler du i ny og næ på, at skrækfiktion kan skrives klogt og samtidig skræmme, så find Blackwood frem. Han er vores genres samvittighed og fyrtårn, når kursen kan synes uklar.

 

Novellerne:

The Willows

The Woman’s Ghost Story

Max Hensig

The Listener

The Old Man of Visions

May Day Eve

The Insanity of Jones

The Dance of Death

Miss Slumbubble

The Wendigo

The Camp of the Dog

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Bogbekendtskaber: Patrick Leis

Patrick Leis tager ordet i denne udgave af Bogbekendtskaber. Jeg tror ikke, at bloggens læsere behøver nogen nærmere introduktion til Patricks arbejde. Han er en af dansk horrors store veteraner, der holdt genrelitteraturens fane højt længe før, de mange små forlag, vi kender i dag, begyndte at udsende gys, fantasy og SF i store mængder. Selvom Patrick har udgivet børne- eller ungdomslitteratur, udmærker hans bedste gys sig ved at være dystre, kontante og rettet mod et modent publikum. I den forstand har han været et kærkomment alternativ til bl.a. Dennis Jürgensens bud, grænsende til et monopol, på gysergenren herhjemme, før det store genrelitteratursboom kom.

Der er således løbende kommet flere genreforfattere til herhjemme, men ikke desto mindre står Patrick Leis stadig som en af dem, der har vist vejen og bevist, at det rent faktisk er muligt at udsende gys til voksne i Danmark. Han har uden tvivl været en vigtig inspirationskilde for mange, og det er derfor også spændende her at kunne lade Patrick fortælle lidt om en bog, der har gjort indtryk på ham.     

 

The Wolfens slagskygger

Der var vist nok engang, hvor man valfartede til den nærmeste biograf, når der hver anden måned blev skiftet program, og der var også en tid, hvor Internettet ikke engang eksisterede på tegnebrættet og fjernsynet kun havde en enkelt kanal.

Underholdning måtte man selv stå for (måske netop derfor blev der tidligere lavet flere børn end i dag?) og skulle man være en af de, som hengav sig til læsning, var boghandlere og biblioteker den eneste måde at få fat på bøger på.

Patrick Leis (født 1964)

Patrick Leis (født 1964)

I dag er udbuddet af underholdning nærmest eksploderet, information blandes med fiktion, og det kan være svært at afgøre, hvor virkeligheden begynder og fantasien holder op. Men er udbuddet så blevet bedre? Jeg ved det ikke, men jeg ser i hvert fald flere halve film end før og zapper hurtigere væk, hvis programmet keder mig.

I mange tilfælde er kultur blevet en industri i stedet for et personligt udtryk, og det er både godt & skidt. Flere mainstreamproduktioner men også nemmere tilgang til offentligheden via Nettet for en voksende undergrund. Alle kan komme ud med deres budskab, og det er så op til verden, om den gider lytte eller at lade være. Det er både blevet billigere at lave film, indspille musik og publicere bøger, og når kunst ikke behøver at gå via de få, velrenommerede institutioner, får vi et langt bredere udvalg end tidligere generationer har haft.

Hardcover, Doubleday 1977

Hardcover, Doubleday 1977

Og heldigvis for det, for hvad DU synes er lokumslitteratur, opfatter jeg måske som underholdning af guds nåde. I de fornemmeste litteraturkredse herhjemme (så som Statens Kunstfond der for længst har besluttet sig for, at Horror og Science Fiction ikke er det papir værd, det er skrevet på men med rund hånd uddeler legater til venner og kollegaer, der skriver på samme måde som dem selv) er der stadig visse genrer, der er mindre stuerene end Al Quida, og som ingen kendte forlag sådan rigtigt vil røre ved… Men det har de nye, små og innovative forlag heldigvis ikke samme indfaldsvinkel til, og der bliver efterhånden udgivet en pæn portion smudslitteratur i det gamle Danevang.

Jeg selv har haft mine allerbedste læseoplevelser med netop de Underlødige genrer. Et eksempel er The Shining og Pet Sematary, der skræmte mig fra vid & sans da, jeg var knægt, men en anden og lige så god bog er den nok mindre kendte Skygger i Natten. Den blev skrevet af forfatteren Whitley Strieber og udkom også i paperbackversion herhjemme med titlen Varulvenætter, og så skulle temaet jo ligesom være på plads.

Hardcover, William Morrow 1978

Hardcover, William Morrow 1978

Jeg læste den første gang, da jeg var 14 og har siden haft et noget anstrængt forhold til ødemarker. For denne bog handler ikke om mænd med lange tænder og Gillette-allergi, der transformeres til opretstående skødehunde, når fuldmånen stiger op. Der er heller ingen af Underworlds Teknovarulve eller moralske skrupler fra unge knægte, der bare leder efter den store kærlighed, og hvor ulvehammen er en metafor for bare at være en misforstået bølle.

Næh i The Wolfen, som er bogens amerikanske titel, er varulvene af en helt anden kaliber. De beskrives, så man tror på dem og faktisk overvejer muligheden af deres eksistens som en race, der lever og altid har levet side om side med klodens andre skabninger. Man får beskrevet, hvordan de lever i et kobbel og opfører sig næsten som ulve. Hvordan de har en alfahan, hvordan de jager, hvordan de afmærker deres territorier og hvordan de unge lærer at begå sig.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Mennesket aner intet om deres eksistens… Lige indtil den dag hvor de to yngste i kuldet af vanvare dræber et par politibetjente. NYPD indleder jagten på politimorderne, men snart står de overfor en del mere, end de kan gabe over, og omvendt går varulveflokken til modangreb. Deres lugtesans er bedre end en blodhund, de arbejder sammen og kan med deres fingerledsformede forpoter åbne døre og klatre op ad bygninger. Og som der, frit efter hukommelsen står, ”mens vi lukkede vores hoveddør for at (den almindelige) ulv ikke skulle komme ind, sneg den virkelige fjende ind gennem kælderdøren”.

De søde små væsner har andre kneb til deres rådighed, f.eks. lokkekaldet som er en høj men næsten lydløs tone, der næsten lyder som babygråd. Det er en af den slags lyde, som kun kvinder instinktivt opfatter, og den bliver nok så fint brugt, da ulvene vil skille et makkerpar (M/K) ad for at kunne nappe dem en for en.

Hardcover, Danske Bogsamleres Klub 1981

Hardcover, Danske Bogsamleres Klub 1981

Det er en roman, jeg har genlæst op til flere gange og jeg, goddamnit, ville ønske, at jeg selv havde fundet på den. Men det er ikke finkultur, og der er ingen dybe skildringer af en ung husmors personlige kvaler og efterfølgende udvikling.

Nej, der er kun horror og gys, og efter endt læsning en mærkbar lettelse over, at det vist nok kun var fiktion.

Men alligevel satte jeg i mange år hasperne ordentligt på vinduet, før jeg slukkede lyset i mit soveværelse.

 

Læg også vejen forbi Patricks hjemmeside her.

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman