Tag Archives: Victoriatiden

Bram Stoker, Dracula (1897): Lyset i vest, mørket i øst og lettelsens suk

Paperback, Wildside Press 2002

Så er det nok engang blevet tid til en klassiker og nok en omgang fri fabulering over en stor tekst. Bram Stokers Dracula fra 1897 behøver ingen nærmere introduktion. Romanens status som et af de afgørende udgangspunkter for skabelsen af den moderne skrækfiktion behøver heller ikke nogen videre kommetarer. Bogen havde stor gennemslagskraft, da den udkom, og efterfølgende er den blevet ved med at fascinere. Gang på gang er forfattere vendt tilbage til Stokers vampyrfortælling for at tage historien op på ny og omsætte den til et andet formsprog og indhold.

Fascinationspunkterne i Dracula er da også mange. Uanset om man lægger vægten på den usagte, erotiske kamp, der udkæmpes mellem vampyrgreven og den gæve samling helte, der stiller sig op imod ham, eller om man ser romanens fornyelse af den gotiske patos, eller brugen af moderne videnskabelighed som den væsentligste akse, så forbliver bogen en utrolig frugtbar inspirationskilde, der vidner om værkets potentente originalitet. Stoker lånte fra andre og plagierede direkte stedvist, men ingen kan betvivle, at det først var med udlægningen af vampyrfiguren i Dracula, at vampyren fandt sin fuldstændige form, som vi kender den i dag.

Hardcover, Archibald Constable & Co. 1897. Romanens 1. udgave

Det er da også summen af alt dette, der gør, at Dracula er et vendepunkt i skræklitteraturen. Bogen peger på alle måder fremad, og dermed udgør den også et farvel til den gotik, som den alt for ofte ukritisk bliver indskrevet i. Ganske vist er romanen vokset ud af den renæssance, som skræklitteraturen fik i victoriatiden med alt, hvad det betyder af bevidste referencer til den klassiske gotik. Dracula er imidlertid rundet af et langt stærkere, realistisk emotionelt portræt af sine karakterer end gotikkens storladne, men ofte tomme udladninger; præcis som Brontë-søstrene mere parafraserede gotikken end at skrive gotik.

Med få virkemidler får Stoker tegnet et imponerende portræt af sine hovedpersoner, der taler til os på tværs af bogens hundredårige historie. Gruppen af umage, heltemodige vampyrjægere er hverdagens helte, som vi fortsat kan spejle os i, selvom vi måske ikke længere kan genfinde de samme heroiske følelser, der driver hovedpersonerne.

Abraham “Bram” Stoker (8. november 1847 – 20. april 1912)

Hvem, der taler tydeligst til os (foruden Dracula selv), har naturligvis varieret over tid, men det er næppe overaskende, at den postmoderne litteratur især har taget bogens tvetydige karakterer til sig. Grev Draculas lydige tjener Renfield og Lucy, Draculas første offer på engelsk grund, står for den moderne læser som stærkt attraktive, ambivalente karakterer. Queer-teorien har en fest med disse to personer, fordi de med deres marginaliserede position i forhold til resten af persongalleriet opfylder den farlige, spændende, usikre og udfordrende outsiderrolle, som vi elsker og dyrker. De står i tekstens periferi og tiltrækker sig langt mere opmærksomhed end flere af de væsentligste karakterer i bogen.

Den i dag svageste figur synes at være Van Helsing, der pompøs og anstrengende har haft vanskeligt ved at modstå tidens tand; måske fordi han allerede hos Stoker formidles en smule ubehjælpeligt. Ikke mindst har utallige imitationer og gentagelser af Van Helsing-karakteren gjort denne vampyrjægernes leder til en uheldigt komisk skikkelse, der i virkeligheden skygger over de kompleksiteter, som kendetegner figuren hos Stoker.

Hardcover, Doubleday & McClure 1899

Dualitet er et nøgleord for enhver analyse af Dracula, og alt i romanen må konstant spejles i vampyren. Van Helsing og vampyrgreven er den positive og negative version af samme paradoksale forhold mellem fortid, nutid og fremtid. Moderne (fremskridtbevidst), men alligevel helt og aldeles indlæst i fortiden bekæmper Van Helsing vampyren i nutiden. Nyt og gammelt brydes i vampyrjægeren, der præcis som hans modstander, må tage til den moderne metropol for at udkæmpe sit livs kamp.

Dualiterne strækker sig også ud i bogens andre karakterer. Den behårede og dystre Dracula beskrives konstant i mørke-metaforer. Han er natten, der naturstridigt kommer fra øst. Hans modpol, det fyrtårn, der kalder ham til England, er Lucy (luci = lys på latin), som fra kysten udsender sit klare lys i vest og vækker Draculas indtørrede blod med løfter om det moderne livs tempo og energi. Om Lucy bruges der således også kun lysmetaforer, som understreger hendes (på overfladen) uskyld. En uskyldighed, der selvfølgelig besudles og ødelægges, da Dracula får fingrene i hende og blotlægger den gemte, indre Lucy med alle de upassende drifter.

Hæfte, Archibald Constable & Co. 1901

En af de store bevægelser i romanen er, at den fortidige vampyr må rejse fra sit pulterkammer af en borg i Transsylvanien til den pulserende, moderne storby i London. Omvendt må de moderne vampyrjægere rejse langt bort fra metropolen til den primitive udkant for her at opsøge vampyren og gøre en ende på ham.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Stoker spiller på en oplevelse af London som verdens centrum og vampyrgreven som en skikkelse, der truende kommer langt, langt ude fra civilisationens periferi. Et af de skræmmende elementer i bogen er da også selve snylteraspektet ved Dracula. Han beskrives igennem hele bogen som noget vildt og dyrisk, men den blodsugende barbar tilpasser sig med lynets hast livet i London.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1927

Denne på overfladen kulturelle assimilation skræmmer tydeligvis Stoker, der gør en dyd ud af dette element. Den mindre flatterende tolkning af dette er, at Stoker her udfolder idéer om kultur og dannelse, der går dybere end den overfladiske viden, som den Dracula kan tilegne sig. Stoker synes at sige, at en barbar er og bliver en barbar. Uanset hvor meget han prøver, bliver han aldrig kultiveret som en englænder. Et træk, som Kim Newman fanger flot i sin første vampyrroman. Hos Stoker får vi dette demonstreret på anden vis gennem den heroiske amerikaner Quincey Morris, der portrætters som usleben vildmand, men modsat Dracula er Morris af den rigtige støbning og en rå helt frisk ud af den udannede, nye verden.

Ondskaben i Dracula er noget perverst og ukultiveret, der udspringer fra menneskets utøjlede drifter. Vildmanden Dracula trænger ind i det civiliserede London og maskerer sig her som anstændigt menneske gennem et slør af efterabet dannelse. Underneden er han imidlertid et bæst på lige linje med hans nærmeste slægtning Mr. Hyde. En parallel, jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.

Paperback, Pocket Books 1947

Når vampyrlitteraturen senere har insisteret på vampyren som erotisk gentleman, en mørkets fyrste a la Anne Rice, har man ladet sig forblænde af Draculas eget rørslør. Stokers Dracula er i hvert alt andet end den kultiverede, natlige forfører. Han er en poseur, der higer efter alt det, som London har, og alt det, som han ikke selv har. Han er et dyr i et anstændigt menneskes klæder, og han taler til det dyriske i mennesker, hvilket de suspekte og svage falder for.

Noget af det, som jeg synes er mest interessant ved Dracula udspiller sig i slutningen af historien på en af de sidste sider i Kapitel 27. Her skriver Mina, efter Morris’ bowiekniv er blevet plantet i greven, at ”I shall be glad as long as I live that even in that moment of final dissolution, there was in the face a look of peace, such as I never could have imagined might have rested there.” Denne lettelse, som går over Dracula i dødsøjeblikket, er ekstremt spændende i forhold til det, som vi kunne kalde vampyrens væsen i bogen. Stedet er vel nærmest nøglen til forståelsen af Draculafiguren i det hele taget.

Paperback, Permabooks 1957

Ved at undergå denne transformation i dødsøjeblikket sættes Dracula fri, og vi forstår, at han har været holdt i en form for sjæleligt fangenskab. Den vampyr, som har jaget og plaget, er dermed ikke et udtryk for den ægte Dracula, men en forbandelse som er blevet ham pålagt. Hans rigtige jeg har eksisteret inde i denne vampyrkrop og stiltiende været vidne til den ondskab, som vampyren har påført verden. Alt dette stopper, da kniven dræber det ydre monster og slipper mennesket i monstret ud. Skal man fortolke lidt på det, kan man sige, at det er vampyrjægernes kultur og dannelse, som sætter barbaren fri og giver ham fred. Det gør Stokers Grev Dracula til en langt mere interessant skikkelse, end han ofte er blevet udlagt som, fordi vampyren ikke bare er et ondt monster. Han er en fange i egen krop, præcis som Dr. Jekyll også er det.

At det netop er denne dualitet, som Stoker tager fat i, kan jo i virkeligheden ikke overraske, fordi emnet lå i tiden, men at temaet også slår igennem i vampyrfortællingen, er alligevel fascinerende og lidt overset, fordi man har haft en tendens til se vampyren som symbol på helt andre ting end den velkendte Jekyll/Hyde-problematik. Selvom Anne Rices vampyrer er langt fra Grev Dracula, ligger splittelsen mellem Louis og Lestat forbløffende tæt på vampyrgenrens udgangspunkt hos Stoker.

Paperback, Permabooks 1958

Som sagt er Stokers Dracula et dybt fascinerende værk, som man kan blive ved med at læse og analysere, fordi der er så mange sider af bogen, der byder sig til som oplagte emner til diskussion og videre overvejelse. Jeg kan derfor heller ikke gøre andet end at opfordre dig til at genlæse den gamle vampyrhistorie og gå på opdagelse i bogens mange små facetter og hemmeligheder.

Paperback, Airmont Books 1965

Paperback, signet 1965

Paperback, Pyramid Books 1965

Hardcover, Limited Editions Club 1965

Paperback, Arrow Books 1967

Paperback, Falcon 1970

Paperback, Arrow Books 1973

Paperback, Tempo Books 1974

Hardcover, Clarkson N. Potter 1975

Paperback, Ballantine Books 1976

Hardcover, Mayfield Books 1980         

Paperback, Bantam Books 1984

Hardcover, Unicorn Publishing House 1985

Paperback, Puffin 1986

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Paperback, Aerie 1988

Paperback, Nelson Thornes 1990

Paperback, Signet 1992

Hardcover, Barnes & Noble Books 1992

Paperback, Brandon Books 1992

Paperback, Plume 1993

Paperback, Penguin Books 1993

Paperback, Penguin books 1993

Paperback, Penguin books 1994

Paperback, Puffin 1995

Hardcover, Barnes & Noble Books 1996

Hardcover, Tor 1997

Paperback, Signet 1997

Hardcover, Books of Wonder 2000

Paperback, Dover Publications 2000

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, BookSurge Classics 2002

Hardcover, Bedford Books of St. Martin’s Press 2002

Hardcover, Collector’s Library 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Penguin Books 2003

Paperback, IDW Publishing 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

Paperback, Fontana 1976. Den smækre forside er skabt af Justin Todd

Victoriatidens stille gys har haft en enorm indflydelse på dannelsen af den moderne skrækfortælling, og som jeg har skrevet i mindst et tidligere indlæg, er perioden da også nærmest blevet synonym med en stribe helt særlige troper, der er højt elsket blandt genrefiktionslæsere.  Det betyder imidlertid også, at der er blevet udgivet stakkevis af antologier med opsamlinger af især spøgelsesfiktion fra tiårene omkring år 1900. Antologier, der desværre i vid udstrækning fremstår som en endeløs gentagelse af de samme noveller og forfattere. Det gør, at selv den mest energiske samler på et eller andet tidspunkt når et mætningspunkt af præcis den type bøger. Det punkt nåede jeg selv for længe siden, men der er skam også udsendt samlinger, der har så megen friskhed og originalitet, at de træder frem fra mængden som noget særligt. En af den slags skal vi se nærmere på her.

Den rutinerede redaktør og forfatter R. Chetwynd-Hayes kunne således udsende sit bud på den victorianske skrækhistorie i 1976 med bogen Gaslight Tales of Terror, og her benyttede han gaslampens lys som det billede, der knytter fortællingerne sammen. Gaslamper bliver dermed nævnt i næsten alle antologiens noveller, hvilket måske kan fremstå som et arbitrært bindeled, men faktisk er det ganske godt tænkt af Chetwynd-Hayes. Ser man nærmere på det, man lidt bredt kan kalde den victorianske skrækhistorie, er det nemlig ganske klart, at lyset spiller en særlig rolle i teksternes stemningsopbygning. Vi hører, hvordan der skrues op og ned for lampernes lys, vi hører om lampernes hvæsen, og vi hører ikke mindst om de sitrende skygger, som gaslysets levende flammer producerer. Navnlig sidstnævnte fylder en del i antologiens interessante indledning, der bringer den overvejelse, at det måske netop var gaslampernes halvlys og skyggevirkning, der var med til at skabe den særlige atmosfære, som skabte grobund for periodens store produktion af gys.

Paperback, Fontana 1976

Den slags kan man jo spekulere meget over, men der er næppe nogen tvivl om, at gaslamperne med deres uldne lys på mange måder står olie- og petroleumslampen tættere end det elektriske lys. Dermed er der bestemt grundlag for at postulere en helt særlig rumoplevelse, hvor skygger i langt højere grad har været diffuse og konturløse, i hvert fald målt i forhold til den elektriske lampes hårdere lys. Fænomenologisk har gaslyset dermed et særligt potentiale for at skabe overvejsler om mystik og dunke aktiviteter i krogene, som kunne ligne noget overnaturligt – hvis man altså i forvejen er indstillet på den slags tanker. Præcis det var de kære victorianere, der brugte en hel del tid på at bekymre sig om sædernes forfald, bykulturens fremmarch og grænselandet eller rationalitet og metafysisk. Nå, nok om lamper, for Gaslight Tales of Terror rummer en række særdeles fine noveller, der vel at mærke ikke alle er skrevet i victoriatiden.

Et af de moderne, eller nyere bidrag, er således Sydney J. Bounds fortælling ”The Pauper’s Feast”, der er en klassisk grum fortælling i bedste, makabre Weird Tales-tradition. Det samme gælder ”The Last Victim” af Catherine Gleason og Rita Morris (skrevet under pseudonymet Roger Malisson), om kunstneren, der sælger sin sjæl til Djævlen. Begge fortællinger er periode-pasticher, men gør det godt, fordi de forbliver loyale overfor rammen, men løsner op for den sproglige stivhed, der kun dårlig lader sig gentage i dag, og samtidig giver de læseren alt det blod, som victorianerne kun kunne antyde.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

En mere periodenær novelle får vi i den helt og aldeles fantastiske fortælling ”Up, Like a Good Girl!”, skrevet af Dorothy K. Haynes. Dette er uden tvivl samlingens litterære højdepunkt. I det stille, underspillede skrækdrama befinder vi os på et børnehjem for piger. En af stedets guvernanter misbruger en pige (seksuelt?) natligt. Hvad, der egentlig sker, forbliver usagt, men Haynes udmaler med en sønderknusende sikkerhed, hvordan den stakkels pige ligger vågen hver nat og venter på overgebet, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted.

Alene dette kunne være blevet en voldsomt kraftfuld novelle, men hun lægger mere i dette, fordi den misbrugte pige af frygt natligt tisser i sengen, og dette tisseri får alvorlige, sociale konsekvenser, som fører handlingen ud i både tragiske og yderligere grufulde optrin. Haynes leverer alt dette i et smukt, melankolsk sprog, der på en gang fanger pigernes barnlige perspektiv og den voksnes dybere forståelse af det fornedrende, perverse og skrækkelige ved alt, der her berettes.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936). James er et godt eksempel på de evige gengangere, der stort set er med i ale antologier af indeværende type

Mere let i tonen, men ikke mindre fascinerende, er Fitz-James O’Briens absurde ”What was it?”, skrevet i 1859, hvor to logerende i en udlejningsejendom en nat opdager, at der opholder sig et usynligt væsen på den ene mands værelse. De indfanger væsenet efter mange genvordigheder, men når kun delvist at få det undersøgt, før væsnet skabningen dør af sult. Spørgsmålet ligger i titlen – hvad var det, disse mænd fangede i rummets skyggefulde hjørne? Trods en lidt naiv fremføring er der et grundlæggende sært perspektiv i novellens uforklarlighed, som gør, at den også appellerer til den moderne læser. Der ligger ganske enkelt et bizart, foruroligende potentiale her, som O’brien får iscenesat særdeles virkningsfuldt.

Fitz-James O’Brien (25. oktober 1826 – 6. april 1862)

Novellen ligner en type SF-historier, der senere blev populær i pulpmagasinerne, men Fitz-James O’Brien kommer ikke med nogen forklaring på fænomenet. Han efterlader sin læser med forundring, og netop på grund af denne forundring frembringer han et stille gys i læseren, som de senere SF-forfattere aldrig opnåede, eller ønskede at opnå, fordi vi typisk her får leveret et eller andet rationale for hændelser. ”What was it?” kan dermed også bruges som en form for demonstration af, hvad den klassiske SF bragte ind i genrelitteraturen med sit naturvidenskabelige perspektiv.

Den sidste novelle, som jeg vil trække frem, er Edmund Mitchells ”The Phantom of the Lake” fra 1886, fordi det ganske enkelt er et smukt eksempel på den klassiske victorianske spøgelsesfortælling. Vi hører her, hvordan en mystisk skøjteløber toner frem på herregårdens sø, hver gang et medlem af slægten skal dø. Vores hovedperson ser skøjteløberen, men spørgsmålet er jo, for hvem dette varsel gælder. Novellen er enfoldig og troperne reciperet til døde allerede i samtiden, men set isoleret er historien et vidnesbyrd om den forfinede form, den sproglige omhyggelighed og forsigtige omgang med gyset, der kendetegner den victorianske spøgelsesnovelle.

Sydney J. Bounds (1920-2006)

Alt i alt er Gaslight Tales of Terror en forbløffende alsidig antologi, som rummer en lille håndfuld virkelige perler, der ikke bare er litterære museumsstykker. Flere af novellerne er små juveler, der kanske er blevet en smule bedagede, men bruger man tid på dem, slår de med forbløffende kraft. Læren af dette må være, at selvom vi måske tror, at vi kender vores antologier og genrehistorie så godt, at vi kan vælge noget fra, fordi det ikke bringer noget nyt, så er mængden af stof så enorm, at der altid findes uopdagede skatte derude, som gør jagten på den gode genrefiktion til et fortsat eventyr, der aldrig stopper.

 

Novellerne:

Roger Malisson:  “The Last Victim”.
Ukendt forfatter: “A Tale of a Gas-Light Ghost”.
Sydney J. Bounds: “The Pauper’s Feast”
M. R. James: “Number 13″
Dorothy K. Haynes: “Up, Like a Good Girl!”
Joseph Sheridan Le Fanu: “An Authentic Narrative of a Haunted House”
R. Thurston Hopkins: “The Glass Staircase”
Rosemary Timperley: “The Maid, the Madman and the Knife”
Fitz-James O’Brien: “What Was It?”
James Jauncey: ”The Veritable Verasco”
Harold Lawlor: “The Silver Highway”
Lady Eleanor Smith: “Mrs. Raeburn’s Waxwork”
Edmund Mitchell: “The Phantom of the Lake”
R. Chetwynd-Hayes: “Keep the Gaslight Burning”

  

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Beretninger fra et rædselsregime?

Hardcover, Severn House 1977

Efter diskussionen af Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde skal vi fortsætte lidt i det victorianske spor. Englænderne havde, som flere gange berørt her på bloggen, en stolt tradition for skrækantologier. En af de bedste redaktører i den sammenhæng var Michel Parry (1947-2014), der havde en særdeles fin næse for horror og sans for at grave noveller frem, som ikke hørte til den sædvanlige bunke historier, der alt for ofte optræder i den slags antologier.

Paperback, Corgi Books 1976

En af Parrys mest spændende serier er Reign of Terror, der kom i slutningen af hele den store, engelske antologi-bølge, der allerede var begyndt i starten af 60’erne. En serie, der egentlig bare var et enkelt bind, som Severn House udsendte i 1977. Bogens noveller er, lidt atypisk for Parry, et ret ordinært udvalg, men det victorianske tema havde potentiale. Corgi Books snuppede derfor idéen til en hel serie, der fik lov at løbe over fire bind, før salget i den slags antologier ikke længere var rentabelt.

Paperback, Corgi Books 1977

De tre sidste bind i serien er mere spændende, fordi den rutinerede skræklæser her vil møde et par sjældenheder, som ikke har været udgivet tidligere. Det gør Reign of Terror til et fint lille samler-projekt, og så vil man tilmed have glæden af at læse Parrys særdeles gode introduktion til første bind, der giver en indsigtsfuld karakteristik af det sene 1800-tals gys.

Paperback, Paperback, Corgi Books 1977

Vi må heller ikke glemme Corgis forsider; så dem får du her.

Paperback, Corgi Books 1978

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Robert Louis Stevenson, Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886): Den bedste skrækkomedie

Paperback, Penguin Books 2002

Der er skrevet ufatteligt meget om Robert Louis Stevensons kortroman Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, og det er vel egentlig også ganske rimeligt, for fortællingen blev et af de vigtige punktfundamenter i konstruktionen af den moderne skrækfiktion. Fortællingen er tilmed, trods sin bedagede form, fortsat et stykke levende fiktion, der i kraft af sine psykologiske indsigter og Stevensons underspillede, skarpe vid  leverer en prosa, der afgjort taler til læseren i dag.

Romanen blev da også en sensation i samtiden – berømt og berygtet for sit grufulde indhold, og alle kender anekdoten om, at første udgave af manuskriptet blev brændt, fordi Stevensons kone fandt det alt for skrækindjagende. Det er den slags stof, som legender finder grobund i, og bogen har da også efterfølgende antaget en næsten mytologisk størrelse i gysergenren på linje med Dracula (1897) og Frankenstein (1818). I Danse Macabre har Stephen King ganske klogt udpeget Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, som et af de tematiske hjørner i hans gennemgang af gysets anatomi. Han sidestiller her varulvefortællingen med Stevensons historie om den gode Dr. Jekyll, der takket være et sælsomt serum forvandler sig til den dyriske Mr. Hyde.

Robert Louis Balfour Stevenson (13 November 1850 – 3 December 1894)

Fortællingen er kendt af alle, og jeg skal derfor ikke gå længere ind i handlingen. I stedet vil jeg gerne pege på et par ting i romanens struktur, som måske er blevet lidt overset, fordi man har fokuseret analysen af romanen på dobbeltgængermotivet, der er så fremtrædende i romantikkens kunst og litteratur.

Spejlingen mellem Hyde og Jekyll har da også nøje paralleller i andre skræmmende fortællinger, men modsat historier som eksempelvis Wildes ” The Picture of Dorian Gray” (1890) eller H. C. Andersens ”Skyggen” (1847), sker der som bekendt ikke en spaltning mellem Jekyll og hans indre dæmoner. I stedet transformeres Jekyll til Hyde. Det gør en forskel, og det er også derfor, at King overbevisende kan rulle varulvemyten frem.

Paperback, Longmans, Green and Co. 1886. Romanens 1. udgave

Men ved nærmere eftertanke er parallellen alligevel ikke helt overbevisende, for vi har måske en tendens til at overdrive Hydes ondskab og dyriske natur. Sagen er nemlig den, at før han begår det mord, der er kronen på Hydes depraverede geringer, har hans største synd været af seksuel eller hedonistisk karakter. Det antydes løbende, at Hyde lever et stærkt udsvævende natteliv, og det er denne hæmningsløshed og amoralske opførsel, der slider hans krop og moralske kompas op.

Valulven beskriver en forvandling fra menneske til dyr, og med dyrets form kommer rovdyrets appetit på kød og blod. Der er Hyde bestemt ikke. Det ville uden tvivl være endt galt for Hyde før eller siden, men man kan faktisk mene, at Hydes største problem er det omkringliggende, borgerlige samfund – altså Jekylls verden – der ikke vil lade den stærkt usympatiske Hyde være i fred. Samfundet presser med andre ord Hyde, der ikke vil indordne sig, og derfor ender historien i en tragedie.

Paperback, Charles Scribner’s Sons 1886

Set i det perspektiv bliver varulve-analogien ganske overfladisk og måske endda misvisende, til trods for den umiddelbare lighed. Jeg vil nemlig også mene, at varulvetanken til en vis grad skygger for bogens anliggende som satirisk, social kommentar. For der kan ikke være nogen tvivl om, at Stevensons journalistiske pen er fyldt med satire, og netop humoren i Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde bliver meget ofte overset, fordi bogens anliggende i bund og grund slet ikke er morsomt.

Man behøver imidlertid ikke læse sig mange sider ind i romanen, før vi får indtryk af de små, ironiske bidder, som Stevenson har strøet med let hånd ud over hele teksten. Richard Enfield, den første figur, vi hører om i fortællingen, dulmer således sin appetit på livet med gin derhjemme. Gin var arbejderklassens foretrukne rusmiddel – en billig sprut, der blev opfattet som synonym for hæmningsløs druk i tidens aviser.

Paperback, Royce Publishers 1945

Den moralske Enfield undertrykker således sin lyst til god vin og mad med stærk sprut af den værste slags. Senere, da vi får beskrevet, hvordan Enfeild og hans gode ven Utterson traver gennem et aftenøde London og stopper foran en frønnet dør, hører vi, at hele kvarteret de opholder dem i ”… was all as empty as a church”. Jo-jo, her får Stevenson igen spiddet de gudsfrygtige moralister, der åbenbart har bedre ting at tage sig til end at være i de kirker, hvorfra de henter deres moralske skyts.

Når man læser Stevensons roman, må man altså være opmærksom på de mange små henvisninger og antydninger, som han har lagt ind i teksten. Små provokationer, der kan fremstå ligegyldige i dag, men som for læseren i 1886 har været stærkt provokerende, hvis ikke flabede udsagn, til den borgerlige kultur. Og her mener jeg faktisk, at vi som læsere står overfor en udfordring i forståelsen af værkets oprindeluge virkning. Stevensons provokationer bidder nemlig ikke på os længere, og hans spydigheder går næsten hen over hovederne på os.

Paperback, Airmont Books 1964

En del af den chokværdi og uro, som bogen udløste på udgivelsestidspunktet, er dermed faldet bort. Og det var jo netop her, i dens udfordring af samfundet, at kimen til dens renommé som forargeligt og skræmmende værk lå. Som den dimension gradvist har fortonet sig i takt med samfundsudviklingen, er det naturligt, at Hyde står lidt ensomt tilbage som ”varulven”, der kæmper med egne drifter. Helt så enkelt var det bare ikke i 1886, hvorfor romanen altså indeholder en hel del mere komplekse relationer mellem tekst og samfund, end vi måske opfanger i dag.

Og den største ironiske pointe ligger naturligvis i det forhold, at alle i romanen er enige om, at Hyde er et frygteligt monster og Jekyll en anstændig mand, der lod sig lede på afveje, forført af videnskabens sirenesang. Nøjagtig dette er endnu et tilbagevendende tema i tiden, hvor videnskabens med skepsis kan sammenlignes med okkult aktivitet, som en form for diabolsk alkymi og dermed bestemt ikke noget, som en anstændig kristen burde beskæftige sig med.

Hardcover, J. M. Dent & E. P. Dutton 1925

Der er næppe nogen tvivl om, at Stevenson tog afstand fra Hyde, men hans bog er samtidig en satirisk udpensling af den pointe, at alle har en indre Hyde, der venter på at bruse frem. Alle bør kæmpe imod dette indre bæst, som i virkeligheden er en del af det at være menneske. Den store synd, som Stevenson portrætterer det, er dermed ikke det indre udyr, men det forhold, at man forsøger at fornægte dets eksistens i os alle. Ingen er rene eller uden et slumrende udyr; hverken de ludere og godtfolk, som Hyde frekventerer, eller de moralsk forargede bedsteborgere, som med gru er vidner til Jekylls fald.

Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde er en vigtig litteraturhistorisk fortælling for gyset, men den er måske også en af de bedste eller mest vellykkede eksempler på en sammensmeltning af gys og humor. Stevenson har således mesterligt tilrettelagt sin roman, så det letbenede gradvist transformeres over i det alvorlige og slutter med mordet, som bestemt ikke er for sjov. Den øvelse har kun meget, meget få efterfølgende mestret, men måske skyldes det først og fremmest, at skræktraditionen hurtigt udviklede sig et sted hen, hvor det subtile og underspillede ikke rigtigt længere stod i høj kurs.

Paperback, Vintage Books 1991

Paperback, University of Nebraska Press 1998

Paperback, Trident Press International 2001

Paperback, Trans-Atlantic Publications 1995

Paperback, Tor 1990

Paperback, Signet 1994

Paperback, Scholastic Book Services 1963

Paperback, Scholastic 1991

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Pocket Books 1941

Paperback, Penguin Books 1985

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Pendulum Press 1991

Paperback, Pearson Education 2000

Paperback, Oxford University Press 2000

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Magnum Books 1968

Paperback, Laurel-Leaf 1966

Paperback, J. M. Dent 1996

Paperback, J. M. Dent 1992

Paperback, Dover Publications 1991

Paperback, Dalmatian Press 2002

Paperback, Copley Publishing Group 2000

Paperback, Andor Publishing Company 1976

Paperback, Puffin 1997

Paperback, Oxford University Press 1998

Paperback, Oxford University Press 1992

Hardcover, Viking 2000

Hardcover, Perfection Learning Prebound 1982

Hardcover, Perfection Learning Prebound 1982

Hardcover, P. Noordhoff 1954

Hardcover, Könemann 1996

Hardcover, Amereon 1978

4 kommentarer

Filed under Roman

H. Rider Haggard, She. A History of Adventure (1887): Kærligheden i mørkets hjerte

Hardcover, Castle Books 1987. Forsidens hyldets til pulpgenren er skabt af Eric Kincaid

Hardcover, Castle Books 1987. Forsidens hyldets til pulpgenren er skabt af Eric Kincaid

Der er ikke ret mange af de bøger, som er blevet omtalt her på bloggen, der kan måle sig med She i popularitet og salgstal. Siden fortællingen udkom i samlet bogform i 1887 – den havde tidligere været udgivet som føljeton – har den aldrig været ude af tryk. Det er en bedrift, der siger noget om tekstens vedvarende tiltrækningskraft. H. Rider Haggard oplevede også stor succes med den et par år ældre King Solomon’s Mines (1885), men She blev bjergtoppen, han aldrig fik overgået. Faktisk kom Rider Haggard aldrig ud af romanens slagskygge, og en række desværre ikke helt vellykkede efterfølgere tegner billedet af det økonomiske og kreative jerngreb, som She holdt ham i.

De fleste af jer kender uden tvivl historien. Universitetsmanden Horace Holly får overdraget ansvaret for unge og umyndige Leo Vincey, fordi hans far står for døden. Før Leos far dør, fortæller han Holly en lang og bizar fortælling om Leos ophav i en ældgammel slægt med rødder tilbage til oldtiden. Historien er absurd, men Holly får også overdraget en kasse, der først må åbnes på Leos 25-års fødselsdag. Som sagt så gjort, og da Holly og Leo åbner kassen i fællesskab, finder de et potteskår i den, der bekræfter den fortælling, Holly fik fra Leos far.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 - 14. maj 1925)

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

Holly og Leo beslutter derfor at forfølge beretningen til dens udgangspunkt i det mørke Afrika og udruster en ekspedition, hvor de to får følgeskab af Hollys trofaste tjener Job. Sammen stikker de til havs med kurs mod det afrikanske kontinent. Desværre når de ikke deres mål, for skibet forulykker, og rejsen må derfor fortsætte mod kontinentets hjerte til fods.

Snart viser det sig, at de trods ulykken er på rette spor. Før de ved af det, bliver ekspeditionen nemlig kidnappet af vilde indfødte, og ved et lykketræf slæber stammekrigerne dem til ekspeditionens bestemmelsessted – den tabte by Kôr, hvor handlingen kan forløses. Her står Holly og Leo således pludselig ansigt til ansigt med den gudeskønne Ayesha, der regerer over den svundne stad. Det viser sig nu også, at Leo er reinkarnationen af Kallikrates – Ayeshas elskede, som døde for årtusinder siden. Ayesha selv har ventet blandt stammefolkene på Leos/Kallikrates’ hjemkomst og holdt sig ung gennem et sært flammelignende energifænomen, der findes i hjertet af ruinbyen. Desværre er Ayesha mindst lige så dæmonisk, som hun er smuk, og Leo såvel som Holly står nu over for et valg – skal de slutte dem til Ayesha og opnå udødelighed eller skal de pænt takke nej og rejse hjem – hvis de altså kan få lov.

Hardcover, Longmans, Green and Co. 1887. Romanens 1. udg.

Hardcover, Longmans, Green and Co. 1887. Romanens 1. udg.

She har det hele. Den er pakket med spænding, følelser, spekulative elementer og overnaturlig mystik. Den udspiller sig under eksotiske rammer og har et humørfyldt persongalleri. Det er derfor ikke så underligt, at romanen er blevet så populær, som den er. Man kan sige, at Rider Haggard her definerede skabelonen for en særlig genre spændingslitteratur, der har vist sig at være særdeles slidstærk. At han selv sammenstykkede sin fortælling fra en række andre kilder, er i den sammenhæng mindre betydningsfuldt, fordi det innovative ligger i selve det amalgam, som Rider Haggard fik skabt.

Og receptionen af bogen har da også været enorm – så stor, at man kan møde påvirkninger fra She i såvel genrelitteratur som i den såkaldte litterære fiktion. Tag for eksempel Stephen King, der bruger She som forlæg for den fortælling, som stakkels Paul Sheldon er tvunget til at skrive i Misery, Umberto Eco, der på fornem vis bruger Rider Haggards roman som sparingspartner i Dronning Loanas Mystiske Flamme eller Anne Rice, der flittigt trækker på She i hendes dobbeltroman The Vampire Lestat/Queen of the Damned; et lån, der gøres officielt med sammenfaldet mellem Ayesha tilnavn ” She-who-must-be-obeyed” og urvampyrerne Akasha (!) og Enkils tilnavn ”Those Who Must Be Kept”.  Dertil kunne man så også føje den velkendte og massive påvirkning, som Rider Haggard havde på pulplitteraturen i begyndelsen af 1900-tallet.

Paperback, Grosset & Dunlap 1926

Paperback, Grosset & Dunlap 1926

Ud over grundlæggende at være en underholdende fortælling ligger en stor del af tiltrækningskraften ved She i selve Aysha og den verden, hun eksisterer i. Aysha udfordrer og bekræfter ikke bare de victorianske kønsroller men køn og seksualitet generelt. Hun er skruppelløs og dominerende, men samtidig også blid og underdanig over for hendes elskede Leo/Kallikrates. Kærligheden har dermed en pris for Leo, for han kan kun alt for let lade sig forføre af Aysha, men hendes skyggeside følger med, og accepterer han den, ophører enhver form for moral.

Kærlighed og begær bliver dermed et centralt tema, fordi Aysha forfører (næsten) alle mænd, hun møder. Hun er Helene og Afrodite, en anti-Maria eller den evige Eva, der sætter tumultariske bevægelser i gang, så snart hun viser sit ansigt. Derfor går Aysha også med slør, fordi hun, præcis som Medusa, ved, at hendes ansigt dræber. Aysha er kærlighed og Eros i dets destillerede form, renset til perfektion i den mystiske grønne flamme, som hun bader sig i. Og i den form er kærligheden udødelig – den æder sig vej gennem årtusinder uden at mindskes. Kærligheden i den form er også tyrannisk og destruktiv, fordi den kun kender de elskendes ret – alt andet bliver ligegyldigt, og andres liv mister dermed også sin betydning.

Hardcover, Books, Inc. 1944

Hardcover, Books, Inc. 1944

Ekspeditionens tre mænd; Holly, Leo og tjeneren Job repræsenterer her arketyper, der alle fristes af Eros. Leo, det unge brushoved falder straks for fristelsernes kødelige aspekter. Holly, den asketiske universitetsmand – mere intellekt end krop – holder længere stand, men Ayshas kraft ormer sig også vej ind i hans sind. Den eneste, som går fri, er Job – den jordnære underklassemand af protestantisk observans.

At han går fri, skyldes flere ting, ikke mindst Rider Haggards arrogante forestilling om den enkle tjeners simple forstand. Der ligger imidlertid også en religionsæstetisk lektie her – netop det protestantiske fremhæves nemlig ved Job, og her mere end antydes det, at Jobs religiøse baggrund har afmonteret hans sans for skønheden og det metafysiske aspekt i Aysha. Et skub fra Rider Haggards side til en anglikansk kirke, som han og mange af hans samtidige oplevede, havde mistet kontakten med religionens mystiske eller spirituelle side.

Paperback, Dell o. 1942

Paperback, Dell o. 1949

Hverken krop eller intellekt kan i bogen stå mål med kærlighedens eller erotikkens opslugende kraft; redningen ligger i moral, og det er moralen, som fører vores hovedpersoner tilbage på ret køl. Det koster dem imidlertid dyrt at nå dertil.

Billedet af Aysha som en form for bitter Tornerose, der venter i tusinder år på sin elskede, der skal komme vække hende fra hendes halvsøvn eller frivillige fangenskab i Kôr, er nærliggende og uden tvivl en af bogens inspirationskilder. Det er måske også netop denne nærmest eventyrlige kvalitet, som romanen har, der gør den så læselig i dag. Bogen bliver en drømmende fabel om kærlighed og destruktivt begær, en puritansk advarsel om det slumrende, der ligger i os alle og moralen som eneste redningsplanke mod de kræfter inden i os, som forsøger at nedbryde vores værdighed og menneskelighed.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1949

Hardcover, Hodder & Stoughton 1949

Bogens budskaber er tiden for længst løbet fra. De ligger nu som resterne af de ældgamle civilisationer, som ekspeditionen opdager under deres rejse gennem junglen. Som fascinerende monumenter stikker Rider Haggard idéer nu frem fra fiktionens vildnis og opfordrer os til at studere dem, og måske bliver vi endda lidt klogere på os selv af at gøre det. De følelser, som Rider Haggard udfolder i sin roman eksisterer i hvert fald stadig, og kærlighedens vrangside er mindst lige så ubehagelig i dag som i 1887.

Paperback, Colins 1957

Paperback, Colins 1957

Paperback, Hodder and Stoughton 1961

Paperback, Hodder and Stoughton 1961

Paperback, Lancer Books 1961

Paperback, Lancer Books 1961

Paperback, Lancer 1965

Paperback, Lancer 1965

Paperback, Hodder & Stoughton 1965

Paperback, Hodder & Stoughton 1965

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Airmont Books 1967

Paperback, Airmont Books 1967

Paperback, Marabout 1969

Paperback, Marabout 1969

Paperback, Hodder Paperbacks 1971

Paperback, Hodder Paperbacks 1971

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Coronet 1980

Paperback, Coronet 1980

Paperback, Librairie des Champs-Elysées 1980

Paperback, Librairie des Champs-Elysées 1980

Paperback, Néo 1988

Paperback, Néo 1988

Paperback, Signet 1994

Paperback, Signet 1994

Paperback, Wordsworth Editions 1995

Paperback, Wordsworth Editions 1995

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Penguin Books 2001

Paperback, Penguin Books 2001

Paperback, Modern Library 2002

Paperback, Modern Library 2002

Paperback, Penguin Books  2007

Paperback, Penguin Books 2007

Paperback,Oxford University Press 2008

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, Hesperus Press 2013

Paperback, Hesperus Press 2013

E-bog, Some Good Press 2014

E-bog, Some Good Press 2014

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Arthur Conan Doyle, The Ring of Thoth and other Stories (1968): Hjemsøgte Victorianske gækkerier og nogle betragtninger omkring Doyles sprog

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Der er mange af os, der har en stille passion for Sherlock Holmes. Hvad der imidlertid tiltrækker os ved Doyles noveller om detektiven fra Baker Street, er sikkert ganske forskelligt. Og der er utvivlsomt mange spændende ting ved Holmes-historierne, men for mig er det de stedvist mystiske, overnaturlige overtoner, som gør særligt indtryk. Beskrivelserne af heden i The Hound of the Baskervilles, måden den lille pygmæ fra The Sign of Four omtales på eller rigtig mange andre, mindre velkendte steder fanger noget helt formidabelt, der ikke står tilbage for nogen egentlig skrækhistorie. Selve de sindrige kriminalgåder eller den stedvise humor siger mig imidlertid ikke ret meget, men sådan er vi jo så forskellige.

Arthur Conan Doyle var tydeligvis optaget af forholdet mellem naturvidenskabelig rationalisme og sansernes bedrageriske hang til digt og fabuleren. I Holmes-universet udstilles det skisma igen og igen. Hvad der således indledningsvist kunne synes som noget overnaturligt og skræmmende, viser sig altid i sidste ende at være noget banalt og menneskeskabt. Holmes optræder som tryllekunstneren, der efter endt nummer afslører, hvordan han udførte sine tricks og knuser derved illusionen som troldbandt læseren i stille gru.

Det samme greb får vi lejlighed til at følge i The Ring of Thoth fra 1968. En antologi med et udvalg af Doyles mystiske eller overnaturlige noveller, der vel at mærke ikke har nogen relation til Sherlock Holmes. Og så dog, for den maniske detektiv udebliver ganske vist, men novellerne er stort set alle stærkt beslægtet med Holmes-historiernes konstrastering mellem sansernes førstehåndsindtryk og fakta.

Antologien kommer vidt omkring i forfatterskabet og rummer tilmed et par af Doyles bedste noveller. Den fanger Victoriatidens smag for orientalisme med fortællinger som ”The Ring of Thoth” og ”Lot 249”, der begge handler om egyptiske mumier. Den krydser ind over det meget engelske tema med mystiske kostskoler i ”The Usher of Lee House School” og et klassisk ”lukket rum”-mysterium i ”The Striped Chest”. Som sagt, vi kommer tematisk vidt omkring, og alene det er garant for en behagelig varieret læseoplevelse.

Paperback, John Murray 1968

Paperback, John Murray 1968

”J. Habakuk Jephson’s Statement” er uden tvivl den mest spektakulære historie og min personlige favorit. Her følger vi en læges skæbnesvangre sørejse fra Amerika til Europa. Der er noget storladent over historien, som har ekkoer af den type gru, som Lovecraft-kredsen senere dyrkede. Handlingen opererer med ældgammel afrikansk magi, en mystisk mulat med morderiske tendenser og rigelige mængder af vildmarkseventyr. Novellen er en af bogens længste, men den er ikke en side for kort. Doyles greb om den stigende gru ombord på det lille fartøj, som lægen krydser Atlanten med, er formidabel og intensiveres forbilledligt side for side. Med en blanding af rå, blodig realisme og en blåøjet naivitet hos fortælleren, får han nemlig skabt en fortælling, der opererer på kanten af det overnaturlige og samtidig fokuserer på dramaet, der udspiller sig mellem de pressede sømænd.

En af de berømte noveller i bogen er ”Playing with Fire”, hvis paradigmatiske titel skal tages ganske bogstaveligt. Historien skildrer en spiritistisk seance af den type, som blev populære i 1800-tallets sidste tiår. Alene det gør novellen spændende, fordi den sandsynligvis omsætter Doyles egne spiritistiske oplevelser til fiktion. Novellens seance udvikler sig drastisk, og Doyles pointe synes at være, at man skal passe på, hvad man gør. Universet rummer kræfter, vi endnu ikke forstår, og den spiritistiske videnskab kunne, synes Doyle at sige, være en af disse. Som titlen afslører, leger hovedpersonerne med andre ord med ilden og er nær ved at komme grueligt galt afsted.

Bogens andre historier savner i høj grad ”J. Habakuk Jephson’s Statement” s dystre storhed. Navnlig de små dunkle kriminalmysterier, som eksempelvis ”B. 24”, der har samme uskyldige charme som en del af Holmes-novellerne, men som savner enhver form for bid. Jeg kan i hvert fald ikke rigtigt hidse mig op over dem.

Hovedparten af noveller er skrevet med en velformuleret jegfortæller, der beretter om de sære begivenheder, der er tilstødt ham. Der er noget snusfornuftigt roligt over mange af historiernes tone, selv der hvor sære eller muligvis overnaturlig hændelser beskrives. Doyles rationalisme bliver med andre ord en form for seletøj om fortællingen, der holder sproget og handlingen på plads. Sprogets tone og handlingen kan derfor, i nogle af historierne, fremstå som værende i et modsætningsforhold. Der ligger i hvert fald noget paradoksalt i sammenstillingen mellem den rationelle tone og de irrationelle oplevelser, som hovedpersonerne fortæller om.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Det forhold viser os vel i virkeligheden to sider af Doyles interesser. På den ene side har vi den naturvidenskabeligt interesserede forfatter, der lader sig opsluge af videnskabernes konstante transformation af verden. På den anden side har vi litteraten Doyle, der tydeligvis har en sværmerisk åre. Hans sprog slår i hvert fald stedvist ud i romantikkens billedtunge formsprog. Eksempelvis i ”The Ring of Thoth”, hvor han har følgende metaforiske beskrivelse af fortidens:

Here was the flotsam and jetsam washed up by the great ocean of time from that far-off empire. From stately Thebes, from lordly Luxor, from the great temples of Heliopolis, from a hundred rifled tombs, these relics had been brought (s. 12)”.

Doyle rammer her noget smukt. Han læner sig op ad antikverede litterære idealer, der står i modsætning til den afmålte naturvidenskabelig verdensanskuelse, men det er netop i disse små, indfølte steder, at poeten Doyle kommer på bane. Det er her, sproget flammer op og løfter mysteriet til noget stærkere end bare rent mekanisk plot-afvikling. Og det er i virkeligheden også præcis steder som disse, hvor stemningen får lov at ulme, der tiltrækker mig ved de Holmes-historier, jeg nævnte i begyndelsen.

Der er med andre ord et dobbeltløb i Doyles fiktion, som giver teksterne to stemmer. Den saglige gentleman, der med sanddru stemme beretter fortællingen, og digteren, der stedvist løber af med Doyle og hvisker ind over den nøgterne beretnings konstaterende form. Hvisk, der spænder ben for historiens fornuftsbestemte univers og fylder den med flygtige overnaturlige trolderier, der hurtigt manes til jorden igen. Når man læser Doyle, bliver jagten på disse små digteriske hvisk en form for litterært guldgraveri. Det er nemlig, når man rammer de bløde lag under rationaliteten, at historierne eksploderer i noget både smukt og skræmmende.

Doyle havde sikkert være mindst lige så populær uden denne digteriske side, men uden den ville der mangle en væsentlig komponent i forfatterens værk.

 

Novellerne:

”The Ring of Thoth”

“The Brown Hand”

“Playing with Fire”

“B. 24”

“Lot 249”

“The Usher of Lee House School”

“The Striped Chest”

“J. Habakuk Jephson’s Statement”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Shadows over Baker Street, red. Michael Reaves & John Pelan (2003): Er du også træt af ufarlig, uambitiøs Cthulhu mythos?

Paperback, Ballantine Books 2003.  Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Paperback, Ballantine Books 2003. Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Jeg synes faktisk, at jeg har læst ret mange antologier med nye Cthulhu mythos-fortællinger. Oprindeligt elskede jeg dem og slugte novellerne råt, men i løbet af de seneste par år er det blevet sværere og sværere for mig at blive begejstret over den måde, som den såkaldte ”Cthulhu mythos” bliver skrevet på. Faktisk er det efterhånden som regel en forstemmende oplevelse at sidde med de altid tentakeludsmykkede bøger, fordi historierne er så gudsjammerligt ligegyldige. Der er meget, meget langt mellem de gode noveller. Min passion for Lovecraft står imidlertid uantastet, og måske er det også derfor, at jeg gang på gang hopper på limpinden og finder en af de nyere antologier ned fra hylden. Måske bliver jeg klogere en dag.

Paperback, Ballantine Books 2003

Paperback, Ballantine Books 2003

Michael Reaves og John Pelan udsendte i 2003 en antologi, hvis idé har ligget in spe i mange år, fordi temaet synes så oplagt. Temaet er nemlig en kobling mellem Victoriatidens England og klassisk pulpet Cthulhu mythos. Allerede August Derleth så et potentiale i den kobling, men fik aldrig gjort noget ved det. Det blev derfor spilfirmaet Chaosium, der som de første for alvor byggede broen med deres Cthulhu by Gaslight-supplement fra 1986. Reaves og Pelan går imidlertid et skridt videre med deres antologi. De har nemlig med tilladelse fra det officielle Doyle Estate koblet selveste Sherlock Holmes med Lovecrafts mythos og derved skabt en supertanker af en litterær konstruktion, som afgjort måtte vække opsigt. Det gjorde bogen skam også. Den fik hæderlige anmeldelser i pressen, da den udkom, men jeg er langt fra glad for den.

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

I bogens forord lægger de to redaktører absolut ikke skjul på, at det er en spektakulær bog, som de nu udgiver. Ikke alene griber de fat i noget af genrelitteraturens fineste arvesølv, de har også mønstret et flot opbud af tidens vigtige genreforfattere.

Det er skam heller ikke hver dag, at der udgives bøger med nye fortællinger om Sherlock Holmes. Desværre klinger redaktørernes entusiasme og stolthed hult, så snart man dykker ned i historierne. Neil Gaiman åbner ellers underholdende og vanligt drilskt med sin lille post-moderne “A Study in Emerald”, der vender alting på hovedet og viser os en mythos-fortælling fra en ganske overraskende vinkel. Men Gaiman og et lille udpluk af andre bidrag er mere eller mindre det eneste, der hæver sig over trivielle plotfinurligheder og sproglig banalitet. Det er med andre ord et fåtal af historier i bogen, der formår at løsrive sig fra pastichens hængedynd og skabe noget selvstændigt.

John C. Pelan (født 1957)

John C. Pelan (født 1957)

Man fornemmer, at de enkelte forfattere har siddet med et valg om at skrive en Sherlock Holmes-fortælling i Lovecrafts univers eller at skrive en Lovecraft-fortælling med Sherlock Holmes. Groft sagt forsøger ingen det sidste. Nærmest alle historierne bruger Doyles sprog og karakterer som deres vigtigste virkemidler, og krydrer derefter handlingen med de sædvanlige mythos-platheder, vi kender til hudløshed. Horror er der ikke meget af. I stedet er bogen fuld af tåkrummende forsøg på at gøre Holmes-karakteren levende og nærværende.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Steve Perrys kække “The Case of the Wavy Black Dagger” er et godt eksempel, der symptomatisk for antologien som helhed fejler over hele linjen – både som Doyle- og Lovecraft-inspireret tekst. Historien er ganske enkelt for blød og ufarlig. Sherlock Holmes bliver en sovepude, der kvæler mystikken og tager brodden ud af enhver trussel, fordi end ikke Lovecrafts ældgamle, gudelignende væsner har en chance imod geniet fra Baker Street. Selv en forfatter som Poppy Z. Brite, der ellers har en høj stjerne hos mig, fejler eklatant med novellen “The Curious Case of Miss Violet Stone”, der i bedste fald må karakteriseres som uoplagt.

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Nu er det naturligvis ikke ren elendighed. Bogen indeholder skam også noveller, der fortjener at blive trukket positivt frem. Allerede da bogen udkom, og jeg læste den for første gang, bed James Lowders “The Weeping Masks” sig fast i min bevidsthed. Historien skildrer Watsons sidste tid i Afghanistan, da han bliver såret og får den berømte lette halten, som Holmes bemærker under deres første møde. “The Weeping Masks” er en intens fortælling fyldt med et barokt, svulmende sprog, der hylder siderne i fremmedartede dufte og sanseindtryk. Han fører os med til et hashtåget Afghanistan fyldt med mystik og ulmende, ældgamle hemmeligheder. Glimtvis fanger han endda noget ganske skræmmende i sin skildring af et mystisk præsteskab, der bærer grædende masker. Den stemning, Lowder her får skrevet frem, er ganske enkelt fremragende og rig på en måde, som man sjældent møder den.

Steve Perry (født 31. august 1947)

Steve Perry (født 31. august 1947)

Caitlín R. Kiernans “The Drowned Geologist” er bogens anden helt og aldeles fremragende historie. Historien fortæller med uskyldig stemme om en ung geologs sære oplevelser langs kysten ud for Whitby i dagene efter, at den russiske skonnert Demeter er løbet på grund (sic!). Med iskolde naturbeskrivelser, der drypper af bølgernes skumsprøjt og ruskes af vinden i den forblæste kystbevoksning, bliver det lille, underspillede drama fortalt. Hun gør det med en elegance og sikkerhed, som jeg tror, de fleste vil misunde hende. Med enkle beskrivelser formår hun at iscenesætte noget stemningsmæssigt stort og truende, der vel at mærke ikke udspiller sig i selve novellen, men i de historier, som novellen er skrevet i dialog med.

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

Til sammen er Lowders og Kiernans noveller kærkomne læseoplevelser i en bog, der desværre skuffer fælt. Jeg ved egentlig ikke, hvem der vil være mest skuffet, Lovecraft-læsere eller Doyle-entusiaster. Formentlig førstnævnte. Det er i hvert fald forbløffende, hvor lidt ”kosmisk horror”, der har fundet vej ind i bogen, som faktisk overvejende har en munter tone. Noget der absolut ikke er hensigtsmæssigt i forhold til de lovecraftianske idéers troværdighed. Faktisk kan jeg ikke fordrage kombinationen af humor og Cthulhu mythos. Det er imidlertid hverken det godmodigt glade eller uforpligtende ved bogens noveller, der irriterer mig. Det er den komplette mangel på kreativt overskud, der ødelægger det hele.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Lowder og Kirenan har leveret det, som ingen andre i bogen har gjort. De har leveret stærke tekster fyldt med liv og nærvær. Ikke alene fortjener de applaus for det, de redder også Shadows over Baker Street fra den rene fiasko. En god idé, der fejler. Et stykke kommerciel metervare, som burde være blevet kasseret. Der går afgjort noget tid, før jeg opsøger nye mythos-fortællinger, men lur mig om jeg ikke om nogle uger sidder med Cthulhu & co. igen.

Jeg bliver nok alligevel aldrig klogere!

 

Novellerne:

Neil Gaiman, “A Study in Emerald”

Elizabeth Bear, “Tiger! Tiger!”

Steve Perry, “The Case of the Wavy Black Dagger”

Steven-Elliot Altman, “A Case of Royal Blood”

James Lowder, “The Weeping Masks”

Brian Stableford, “Art in the Blood”

Poppy Z. Brite & David Ferguson, “The Curious Case of Miss Violet Stone”

Barbara Hambly, ”The Adventure of the Antiquarian’s Niece”

John Pelan, “The Mystery of the Worm”

Paul Finch, “The Mystery of the Hanged Man’s Puzzle”

Tim Lebbon, “The Horror of the Many Faces”

Michael Reaves, “The Adventure of the Arab’s Manuscript”

Caitlín R. Kiernan, “The Drowned Geologist”

John P. Vourlis, “A Case of Insomnia”

Richard A. Lupoff, “The Adventure of the Voorish Sign”

Gwynplaine MacIntyre, “The Adventure of Exham Priory”

David Niall Wilson & Patricia Lee Macomber, “Death Did Not Become Him”

Simon Clark, “Nightmare in Wax”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling