Tag Archives: Vildmarkseventyr

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Tag med på jungleeventyr

adventure-september-1947

Adventure, september 1947

Det er ikke så sært, at jungleeventyret var en af de første pulpgenrer, for jungleeventyrets rødder går langt tilbage. Faktisk kan man trække en linje fra senmiddelalderens rejsebøger, med Mandevilles rejse i 1300-tallet som væsentlig inspirationskilde, over Edgar Rice Burroughs’ bøger om Tarzan til pulpens guldalder og ud i den videre, moderne reception af pulplitteraturen. Og litterært er jungleeventyret ikke mindst mesterligt indfanget af Joseph Conrad.

true-adventures-december-1967

True Adventures, december 1967.jpg

Fællesnævneren i alt dette er naturligvis den eksotiske ramme; det vil sige ”stedet” langt hjemmefra. En ramme, hvor læseren kan gå på opdagelse i en verden, som på alle måder synes fremmedartet i forhold til det hjemlige og velkendte. Præcis dette er noget, der kendetegner en meget stor del af pulplitteraturen, men jungleeventyret udmærker sig alligevel som noget særligt, fordi junglen samler flere elementer og forstærker dem.

true-adventure-oktober-1965

True Adventure, oktober 1965.jpg

Rejsen ind i junglen er dermed en rejse ind i en urskov – et billede på en vandring ind i en form for urtilstand, hvor den (hvide, vestlige) opdagelsesrejsende bliver konfronteret med en ikke-domesticeret verden, hvor dyr er store og farlige, og hvor menneskene i dette vildnis afspejler deres omgivelser i vildskab og følelsesmæssig tøjleløshed. Man kan sige, at junglen er billedet på Paradis efter syndefaldet; en utæmmet verden ude af balance, men som trods dette rummer glimt af skønhed og storhed.

tales-of-the-jungle-juli-1935

Tales of the Jungle, juli 1935.jpg

Først og fremmest gemmer junglen imidlertid voldsomme farer, og den civiliserede rejsende, der bevæger sig ind mellem stammernes mørke, må hurtigt sande, at junglens lov ikke tilgodeser kultur og dannelse. Ikke desto mindre viser det sig også ofte, at junglens værste modstander er præcis det, skovens vildnis ikke har – nemlig intellekt og logisk tænkning. Dannelsen bliver dermed ganske ofte det, der reder vores helte fra kannibalstammer og prekære situationer, og civilisationen viser sig således altid til sidst at være stærke end urskovens potens.

Det er koldt udenfor, så du inviteres derfor her til selv at gå på opdagelse mellem lianerne.

rolf-torrings-abenteuer-nr-238-1959

Rolf Torring’s Abenteuer, nr. 238 1959

 

real-oktober-1966

REAL, oktober 1966

 

Peril (Nov., 1959). Cover Art by Basil Gogos

PERIL, november 1959

 

 

short-stories-november-1935

Short Stories, november 1935

 

 

paperback-roc-1985

Paperback, ROC 1985

 

paperback-popular-library-1952

Paperback, Popular Library 1952

paperback-popular-library-1952-2

Paperback, Popular Library 1952

paperback-new-english-library-1968

Paperback, New English Library 1968

paperback-horwitz-1967

Paperback, Horwitz 1967

paperback-horwitz-1965

Paperback, Horwitz 1965

paperback-harpercollins-1970

Paperback, HarperCollins 1970

paperback-dove-books-1981

Paperback, Dove Books 1981

paperback-daw-books-1974

Paperback, DAW Books 1974

paperback-mayflower-1971

Paperback, Mayflower 1971

mans-exploits-august1957

Mans Exploits, august1957

mans-action-november-1962

MAN’S ACTION, november 1962

mans-action-juni-1969

MAN’S ACTION, juni 1969

man-to-man-oktober-1942

Man to Man, oktober 1942

jungle-stories-forar-1951

Jungle Stories, forår 1951

fantastic-adventures-november-1941

Fantastic Adventures, november 1941

 

exotic-adventures-vol-1-nr-2-1958

EXOTIC ADVENTURES, vol. 1, nr. 2, 1958

 

escape-november-1966

ESCAPE, november 1966

danger-trail-februar-1928

The Danger Trail, februar 1928

danger-trail-december-1926

The Danger Trail, december 1926.jpg

paperback-gryphonwood-press-2011

Paperback, Gryphonwood Press 2011

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Genrefiktion eller exploitation?

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Der findes litteratur, der går til kanten og videre. Litteratur, der først og fremmest forsøger at levere et så chokerende indhold, at læseren ganske enkelt ikke kan lade være med at købe flere bøger af samme slags for at få sin nysgerrighed og fascination styret. ”Exploitation fiction” kalder man den slags på engelsk – jeg tror ikke, vi har et navn på dansk. En term, der vækker associationer til filmens verden, men som i virkeligheden dækker over al den litteratur fra før Anden Verdenskrig, der bevægede sig i udkantgen af pulpmarkedet og forsøgte at lokke læsere til med ekstremt indhold. Altså præcis samme strategi som filmfolk senere begyndte at bruge. Den type bøger findes da også afgjort endnu, men deres første storhedstid lå altså for en hel del årtier siden.

Paperback, Scripts Publications 1974

Paperback, Scripts Publications 1974

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man kan definere denne exploitation-fiktion. Den optræder inden for alle genrer og former, men vi er alligevel sjældent i tvivl, når vi møder den. Eller er vi? Personlig smag og behag synes også at spille med ind, så hvad der er den enes grovkornede underholdning, bliver den andens exploitation – altså rendyrket, kommerciel udnyttelse af meget voldsomme elementer; ekstremt blodige mord, porno, tortur og så fremdeles.  

Paperback, Scripts Publications 1974

Paperback, Scripts Publications 1974

Et godt eksempel på litteratur, der udfordrer vores genredefinitioner, er forlagspseudonymet John Slaters ekstreme krigs- og vildmarksberetninger, hvis forsider har fundet et perfekt talerør igennem Col Camerons fabelagtige og nedrige billeder, som du kan se i dette indlæg.

Paperback, Scripts Publications 1973

Paperback, Scripts Publications 1973

Slaters romaner opfylder overfladisk betragtet alle krigs- og vildmarkslitteraturens troper, men dykker man ned i substansen, bliver det tydeligt, at bøgernes dramaturgi er bygget op omkring situationer, der indeholder tortur, sex og vold. Plot og historiefortælling træder dermed i baggrunden for det, der synes at være bøgernes egentlige anliggende.

Paperback, Scripts Publications 1972

Paperback, Scripts Publications 1972

Nuvel, man kan kalde Slaters bøger krigslitteratur, og man kan kalde det pulp, men i virkeligheden synes exploitation som den eneste dækkende betegnelse. Faktum er, at de voldsomme bøger stadig har en stor tiltrækningskraft – ikke mindst på alle elskere af gammelt skrammel fra populærkulturens store losseplads.

Paperback, Scripts Publications 1972

Paperback, Scripts Publications 1972

Ikke mere sniksnak. Kast et blik på Col Camerons forsider og nyd absurditeterne i fulde drag,

Tak for ordet.

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1968

Paperback, Scripts Publications 1968

 

Paperback, Scripts Publications 1967

Paperback, Scripts Publications 1967

 

Paperback, Scripts Publications 1967

Paperback, Scripts Publications 1967

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1962

Paperback, Horwitz 1962

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

H. Rider Haggard, She. A History of Adventure (1887): Kærligheden i mørkets hjerte

Hardcover, Castle Books 1987. Forsidens hyldets til pulpgenren er skabt af Eric Kincaid

Hardcover, Castle Books 1987. Forsidens hyldets til pulpgenren er skabt af Eric Kincaid

Der er ikke ret mange af de bøger, som er blevet omtalt her på bloggen, der kan måle sig med She i popularitet og salgstal. Siden fortællingen udkom i samlet bogform i 1887 – den havde tidligere været udgivet som føljeton – har den aldrig været ude af tryk. Det er en bedrift, der siger noget om tekstens vedvarende tiltrækningskraft. H. Rider Haggard oplevede også stor succes med den et par år ældre King Solomon’s Mines (1885), men She blev bjergtoppen, han aldrig fik overgået. Faktisk kom Rider Haggard aldrig ud af romanens slagskygge, og en række desværre ikke helt vellykkede efterfølgere tegner billedet af det økonomiske og kreative jerngreb, som She holdt ham i.

De fleste af jer kender uden tvivl historien. Universitetsmanden Horace Holly får overdraget ansvaret for unge og umyndige Leo Vincey, fordi hans far står for døden. Før Leos far dør, fortæller han Holly en lang og bizar fortælling om Leos ophav i en ældgammel slægt med rødder tilbage til oldtiden. Historien er absurd, men Holly får også overdraget en kasse, der først må åbnes på Leos 25-års fødselsdag. Som sagt så gjort, og da Holly og Leo åbner kassen i fællesskab, finder de et potteskår i den, der bekræfter den fortælling, Holly fik fra Leos far.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 - 14. maj 1925)

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

Holly og Leo beslutter derfor at forfølge beretningen til dens udgangspunkt i det mørke Afrika og udruster en ekspedition, hvor de to får følgeskab af Hollys trofaste tjener Job. Sammen stikker de til havs med kurs mod det afrikanske kontinent. Desværre når de ikke deres mål, for skibet forulykker, og rejsen må derfor fortsætte mod kontinentets hjerte til fods.

Snart viser det sig, at de trods ulykken er på rette spor. Før de ved af det, bliver ekspeditionen nemlig kidnappet af vilde indfødte, og ved et lykketræf slæber stammekrigerne dem til ekspeditionens bestemmelsessted – den tabte by Kôr, hvor handlingen kan forløses. Her står Holly og Leo således pludselig ansigt til ansigt med den gudeskønne Ayesha, der regerer over den svundne stad. Det viser sig nu også, at Leo er reinkarnationen af Kallikrates – Ayeshas elskede, som døde for årtusinder siden. Ayesha selv har ventet blandt stammefolkene på Leos/Kallikrates’ hjemkomst og holdt sig ung gennem et sært flammelignende energifænomen, der findes i hjertet af ruinbyen. Desværre er Ayesha mindst lige så dæmonisk, som hun er smuk, og Leo såvel som Holly står nu over for et valg – skal de slutte dem til Ayesha og opnå udødelighed eller skal de pænt takke nej og rejse hjem – hvis de altså kan få lov.

Hardcover, Longmans, Green and Co. 1887. Romanens 1. udg.

Hardcover, Longmans, Green and Co. 1887. Romanens 1. udg.

She har det hele. Den er pakket med spænding, følelser, spekulative elementer og overnaturlig mystik. Den udspiller sig under eksotiske rammer og har et humørfyldt persongalleri. Det er derfor ikke så underligt, at romanen er blevet så populær, som den er. Man kan sige, at Rider Haggard her definerede skabelonen for en særlig genre spændingslitteratur, der har vist sig at være særdeles slidstærk. At han selv sammenstykkede sin fortælling fra en række andre kilder, er i den sammenhæng mindre betydningsfuldt, fordi det innovative ligger i selve det amalgam, som Rider Haggard fik skabt.

Og receptionen af bogen har da også været enorm – så stor, at man kan møde påvirkninger fra She i såvel genrelitteratur som i den såkaldte litterære fiktion. Tag for eksempel Stephen King, der bruger She som forlæg for den fortælling, som stakkels Paul Sheldon er tvunget til at skrive i Misery, Umberto Eco, der på fornem vis bruger Rider Haggards roman som sparingspartner i Dronning Loanas Mystiske Flamme eller Anne Rice, der flittigt trækker på She i hendes dobbeltroman The Vampire Lestat/Queen of the Damned; et lån, der gøres officielt med sammenfaldet mellem Ayesha tilnavn ” She-who-must-be-obeyed” og urvampyrerne Akasha (!) og Enkils tilnavn ”Those Who Must Be Kept”.  Dertil kunne man så også føje den velkendte og massive påvirkning, som Rider Haggard havde på pulplitteraturen i begyndelsen af 1900-tallet.

Paperback, Grosset & Dunlap 1926

Paperback, Grosset & Dunlap 1926

Ud over grundlæggende at være en underholdende fortælling ligger en stor del af tiltrækningskraften ved She i selve Aysha og den verden, hun eksisterer i. Aysha udfordrer og bekræfter ikke bare de victorianske kønsroller men køn og seksualitet generelt. Hun er skruppelløs og dominerende, men samtidig også blid og underdanig over for hendes elskede Leo/Kallikrates. Kærligheden har dermed en pris for Leo, for han kan kun alt for let lade sig forføre af Aysha, men hendes skyggeside følger med, og accepterer han den, ophører enhver form for moral.

Kærlighed og begær bliver dermed et centralt tema, fordi Aysha forfører (næsten) alle mænd, hun møder. Hun er Helene og Afrodite, en anti-Maria eller den evige Eva, der sætter tumultariske bevægelser i gang, så snart hun viser sit ansigt. Derfor går Aysha også med slør, fordi hun, præcis som Medusa, ved, at hendes ansigt dræber. Aysha er kærlighed og Eros i dets destillerede form, renset til perfektion i den mystiske grønne flamme, som hun bader sig i. Og i den form er kærligheden udødelig – den æder sig vej gennem årtusinder uden at mindskes. Kærligheden i den form er også tyrannisk og destruktiv, fordi den kun kender de elskendes ret – alt andet bliver ligegyldigt, og andres liv mister dermed også sin betydning.

Hardcover, Books, Inc. 1944

Hardcover, Books, Inc. 1944

Ekspeditionens tre mænd; Holly, Leo og tjeneren Job repræsenterer her arketyper, der alle fristes af Eros. Leo, det unge brushoved falder straks for fristelsernes kødelige aspekter. Holly, den asketiske universitetsmand – mere intellekt end krop – holder længere stand, men Ayshas kraft ormer sig også vej ind i hans sind. Den eneste, som går fri, er Job – den jordnære underklassemand af protestantisk observans.

At han går fri, skyldes flere ting, ikke mindst Rider Haggards arrogante forestilling om den enkle tjeners simple forstand. Der ligger imidlertid også en religionsæstetisk lektie her – netop det protestantiske fremhæves nemlig ved Job, og her mere end antydes det, at Jobs religiøse baggrund har afmonteret hans sans for skønheden og det metafysiske aspekt i Aysha. Et skub fra Rider Haggards side til en anglikansk kirke, som han og mange af hans samtidige oplevede, havde mistet kontakten med religionens mystiske eller spirituelle side.

Paperback, Dell o. 1942

Paperback, Dell o. 1949

Hverken krop eller intellekt kan i bogen stå mål med kærlighedens eller erotikkens opslugende kraft; redningen ligger i moral, og det er moralen, som fører vores hovedpersoner tilbage på ret køl. Det koster dem imidlertid dyrt at nå dertil.

Billedet af Aysha som en form for bitter Tornerose, der venter i tusinder år på sin elskede, der skal komme vække hende fra hendes halvsøvn eller frivillige fangenskab i Kôr, er nærliggende og uden tvivl en af bogens inspirationskilder. Det er måske også netop denne nærmest eventyrlige kvalitet, som romanen har, der gør den så læselig i dag. Bogen bliver en drømmende fabel om kærlighed og destruktivt begær, en puritansk advarsel om det slumrende, der ligger i os alle og moralen som eneste redningsplanke mod de kræfter inden i os, som forsøger at nedbryde vores værdighed og menneskelighed.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1949

Hardcover, Hodder & Stoughton 1949

Bogens budskaber er tiden for længst løbet fra. De ligger nu som resterne af de ældgamle civilisationer, som ekspeditionen opdager under deres rejse gennem junglen. Som fascinerende monumenter stikker Rider Haggard idéer nu frem fra fiktionens vildnis og opfordrer os til at studere dem, og måske bliver vi endda lidt klogere på os selv af at gøre det. De følelser, som Rider Haggard udfolder i sin roman eksisterer i hvert fald stadig, og kærlighedens vrangside er mindst lige så ubehagelig i dag som i 1887.

Paperback, Colins 1957

Paperback, Colins 1957

Paperback, Hodder and Stoughton 1961

Paperback, Hodder and Stoughton 1961

Paperback, Lancer Books 1961

Paperback, Lancer Books 1961

Paperback, Lancer 1965

Paperback, Lancer 1965

Paperback, Hodder & Stoughton 1965

Paperback, Hodder & Stoughton 1965

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Airmont Books 1967

Paperback, Airmont Books 1967

Paperback, Marabout 1969

Paperback, Marabout 1969

Paperback, Hodder Paperbacks 1971

Paperback, Hodder Paperbacks 1971

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Coronet 1980

Paperback, Coronet 1980

Paperback, Librairie des Champs-Elysées 1980

Paperback, Librairie des Champs-Elysées 1980

Paperback, Néo 1988

Paperback, Néo 1988

Paperback, Signet 1994

Paperback, Signet 1994

Paperback, Wordsworth Editions 1995

Paperback, Wordsworth Editions 1995

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Penguin Books 2001

Paperback, Penguin Books 2001

Paperback, Modern Library 2002

Paperback, Modern Library 2002

Paperback, Penguin Books  2007

Paperback, Penguin Books 2007

Paperback,Oxford University Press 2008

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, Hesperus Press 2013

Paperback, Hesperus Press 2013

E-bog, Some Good Press 2014

E-bog, Some Good Press 2014

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

A. Merritt, Dwellers in the Mirage (1932): Smukt, pulpet og drøn kedeligt

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Merritts blanding af SF, fantasy og gys gjorde ham til en væsentlig aktør i pulpmagasinernes storhedstid. Han var blandt andet en af Lovecrafts inspirationskilder, og Lovecrafts ros har da også afgjort været med til at forlænge Merritts berømmelse og indflydelse ud over det forventelige. Det er således almindeligt accepteret, at Merritts kortroman The Moon Pool fra 1918 havde afgørende betydning for skabelsen af Lovecrafts formative ”The Call of Cthulhu” skrevet i 1926.

Det morsomme er, at Merritt gengældte Lovecrafts inspiration i romanen Dwellers in the Mirage fra 1932, der afgjort trækker på HPLs univers. Dybt stikker inspirationen imidlertid ikke, men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Handlingen fører os i første omgang til Alaska, hvor eventyreren Leif Langdon og hans indianske følgesvend er på opdagelsesrejse i vildmarken. Da bogen åbner, afslører Langdon, at deres rejse mest af alt er en flugt fra den fortid, der plager ham. Hvad han præcis mener, finder vi først ud af lidt senere i historien. De to venner opdager nemlig ved et tilfælde en skjult dal, der takket være et særligt naturfænomen er isoleret fra omgivelserne ved et tæt tågelag, der ikke alene gør dalen varm men også ekstremt frugtbar.

Vennerne tumler bogstaveligt talt ned i dalen, og snart ruller de også ind i en forviklet historie om magtintriger, gamle hemmeligheder og sære folkeslag. Der lever to racer i dalen, der har bekriget hinanden altid. På den ene side af floden, der løber gennem dalen, bor de fredelige og barnligt uskyldige pygmælignende mennesker, på den anden side af floden lever de blodtørstige, blonde krigere.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Pygmæerne (The Little People, som de kaldes) er ekstremt mistrioske over for Langdon, og snart viser det sig også hvorfor. Småfolket genkender nemlig Langdon som værende beslægtet med deres arvefjende, og de blonde krigere ser, at Langdon ligner deres sagnomspundne helt Dwayanu, hvorom det siges, at han skal komme tilbage til en dag.

Langdon er naturligvis betaget af de blonde krigere, der anføres af et brutalt præsteskab, og snart kommer han under deres trolddomskraft. Sagen er den, at det ikke er første gang, det sker. Langdon oplevede det samme en gang tideligere, da han var på en ekspedition i Mongoliet, og her havde han visioner om samme blonde folk. Nu er han imidlertid indfanget og tror langsomt fuld og fast på, at han er den sagnomspundne Dwayanu, men så husker han også det blonde folks hemmelighed, som har plaget ham lige siden ekspeditionen.

Paperback, Avon Books 1944

Paperback, Avon Books 1944

Krigerne dyrker en glubsk guddom fra det hinsides. En kæmpemæssig blækspruttelignende skabning ved navn Khalk’ru, som de hidkalder gennem menneskeofringer. Den groteske guds dæmoni får hevet Langdon tilbage til virkeligheden, men da han genfinder sig selv, er kampen mellem dalens stammer allerede i fuld gang, og han har svært ved at komme bort fra af sin mytiske fortid.

Der er ikke langt fra Khalk’ru til Cthulhu, der er heller ikke langt fra Lovecrafts slumrende skabning på havets bund til Merritts trans-dimensionale kæmpeblæksprutte, men her hører lighederne også op. Merritt savner Lovecrafts kosmiske perspektiv. I stedet kan man fornemme Rider Haggards indflydelse på Merritts roman, der løbende render ud af tangenter og synes at flyde i alle retninger uden nogen klar fremdrift. Glemte erindringer, tilfældige opdagelser og lykkelige sammentræf driver historien frem, og plottet bliver mere og mere indviklet, hvilket måske kan fornemmes ud fra mit lidt lange handlingsreferat.

Hardcover, Grandon 1950

Hardcover, Grandon 1950

Sandt at sige er det da heller ikke nogen stor oplevelse at læse Dwellers in the Mirage, der har alle de pulpede ingredienser, som et godt vildmarkseventyr kræver, men som savner enhver form for tempo. Gang på gang punkteres fortællingen af lange monologer fra bogens melodramatiske persongalleri eller beretningen om Langdons oplevelser i dalen skubbes til side for længere historier i historien, fortalt for at forklare hvorfor dalen er som den er.

Det er på ingen måde stor fortællekunst og den eneste grund til, at en bog som denne fortsat kunne genoptrykkes som paperback i 1974, hvor min udgave er fra, er, at Lovecraft dryssede sit stjernestøv over Merritt og derved gjorde hans navn (næsten) udødeligt.

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Avon Books 1952

Man hvad gjorde Merritt så rigtigt? Hvorfor fremhæve ham? Stedvist får Merritt, midt mellem den almindelige pulp-ramasjang, bragt små passager af naturbeskrivelser ind, der ikke alene er ekstremt smukke, men også båret af en sær klang, fyldt med fremmedartet aroma og drømmestof. Da vennerne ser dalen for første gang; ser blomsterne og mosset de ligger på, ser planterne og træerne, får Merritt skildret det som noget fremmede, nærmest overjordiske, med en uovertruffen mesterlighed. Hans prosa er med andre ord ladet med samme poetiske kraft som Dunsany, Clark Ashton Smith og Lovecraft. De har alle samme vilje til at fæstne farver og indtryk i en fremmeartet facon, som på en gang bliver dragende og foruroligende.

Det finder man ikke mange steder, og af den grund bør Merritt fortsat læses. Som guldgraver må man vaske sig gennem tyndbenet, dårligt pulp-eventyr for at finde frem til de små funklende passager, der gemmer sig mellem alle trivialiteterne. Arbejdet er slidsomt og enerverende, men når man pludselig sidder med to-tre sammenhængende sætninger, der hæver sig over resten, er alt besværet glemt.

Paperback, Paperback Library 1962

Paperback, Paperback Library 1962

Det kræver nok en særlig glæde ved selve læsningen og arbejdet med tekster for at gide den øvelse, og man kan naturligvis også bare glæde sig over Merritts indfald og idérigdom. Men en glemt dal, hvor tiden har stået stille og de lidt hokus-pokus-agtige naturvidenskabelige forklaringer, der skal gøre det hele plausibelt, hverken synderligt originale eller noget, der interesserer mig stort. For mig er Merritts bøger en jagtmark for sære, sjældne ordoplevelser, og derfor vil jeg sikkert blive ved med at læse ham – også selvom de samme historier findes fortalt langt mere underholdende af andre.

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1976

Paperback, Avon 1976

 

Paperback, Collier 1991

Paperback, Collier 1991

Paperback, Benediction Classics 2011

Paperback, Benediction Classics 2011

E-bog, eStar Books 2014

E-bog, eStar Books 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Adam – Fact, Fiction, Humor!

Adam, april 1970

Adam, april 1970

Mandepulp er som regel synonymt med action, eventyr og ukomplicerede romantiske eskapader. Stakkevis af romaner er brygget over den kombination, og variationsmulighederne synes uendelige. Jeg har selv en kæmpe svaghed for vildmarkseventyr – om det så drejser sig om overlevelse imod alle odds i et menneskefjendsk miljø eller om opdagelsesrejsende med kurs mod sagnomspundne hvide pletter på landkortet. Den slags slugte jeg råt som barn, og det er fortsat historier, der går lige i blodet på mig. Men det er jo bare to eksempler på en enorm vifte af pulpgenrer, der traditionelt tænkes som rettet mod mandlige læsere. Andre eksempler kunne være krigseventyr, selvtægtshistorier, bandeopgør og meget, megt andet.

Adam, april 1974

Adam, april 1974

Et af de steder, der trofast leverede varen på alle pulphylderne, var mandemagasinet Adam. Et magasin med letpåklædte damer, tegneserier, noveller og faktuelle artikler om kulørte emner. Bladet var med andre ord en blanding af Seriemagasinet og Ugens Rapport, og udkom fra begyndelsen af 1950’erne og frem til slutningen af 70’erne.

Adam, august 1957

Adam, august 1957

Bladet var et månedsmagasin og fik dermed udsendt et utal af numre, der alle var sprængfyldt med pulp, eventyr og ramasjang. Tonen er en blanding af det friskfyrsvittige og hårdkogte, og det meste fiktion i magasinet jævn metervare. Det, man imidlertid kan glæde sig over i dag, er den rå mængde fabelagtige illustrationer, som blev lavet til bladet. Hvert nummer var udstyret med farvebilleder, og indvendigt blev både artikler og noveller illustreret. Bladet er med andre ord en guldgrube for alle, der holder af at snage sig gennem pulpens troper og visuelle udtryk. Her finder du det hele – lige fra gys og gru til rå action og lummer romantik. Alene forsiderne, du ser her, er et studie værd.

Herligt, ikke? Hvem kan stå for billedernes cocktail af erotik og action?

Adam, december 1966

Adam, december 1966

Adam, december 1967

Adam, december 1967

 

Adam, december 1967. Action!

Adam, december 1967. Action!

Adam, februar 1955

Adam, februar 1955

Adam, februar 1964

Adam, februar 1964

Adam, februar 1967

Adam, februar 1967

Adam, januar 1964

Adam, januar 1964

Adam, januar 1964. På pulp-eventyr i det mørke Afrika

Adam, januar 1964. På pulp-eventyr i det mørke Afrika

Adam, januar 1967

Adam, januar 1967

Adam, januar 1968

Adam, januar 1968

 

Adam, juli 1976

Adam, juli 1976

Adam, juni 1961

Adam, juni 1961

Adam, juni 1961. Fiktion - en pige i nød

Adam, juni 1961. Fiktion – en pige i nød

Adam, juni 1967

Adam, juni 1967

Adam, juni 1968

Adam, juni 1968

Adam, juni 1976

Adam, juni 1976

Adam, maj 1963

Adam, maj 1963

 

Adam, maj 1968

Adam, maj 1968

Adam, maj 1970

Adam, maj 1970

Adam, maj 1973

Adam, maj 1973

Adam, maj 1973. Pikant indholdsfortegnelse

Adam, maj 1973. Pikant indholdsfortegnelse

Adam, maj 1973. En faktuel sag om yetier - ja tak!

Adam, maj 1973. En faktuel sag om yetier – ja tak!

Adam, marts 1970

Adam, marts 1970

Adam, marts 1975

Adam, marts 1975

Adam, marts 1975. Krudt og kugler

Adam, marts 1975. Krudt og kugler

Adam, marts 1975. Klassisk dykkereventyr

Adam, marts 1975. Klassisk dykkereventyr

Adam, marts 1975. En Eva til Adam

Adam, marts 1975. En Eva til Adam

Adam, november 1976

Adam, november 1976

Adam, november 1976.Mere pulp-eventyr

Adam, november 1976.Mere pulp-eventyr

Adam, oktober 1964

Adam, oktober 1964

Adam, september 1963

Adam, september 1963

Adam, september 1974

Adam, september 1974

Adam, september 1974. Til pulpet Nazi-fest

Adam, september 1974. Til pulpet Nazi-fest

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Arthur Conan Doyle, The Ring of Thoth and other Stories (1968): Hjemsøgte Victorianske gækkerier og nogle betragtninger omkring Doyles sprog

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Der er mange af os, der har en stille passion for Sherlock Holmes. Hvad der imidlertid tiltrækker os ved Doyles noveller om detektiven fra Baker Street, er sikkert ganske forskelligt. Og der er utvivlsomt mange spændende ting ved Holmes-historierne, men for mig er det de stedvist mystiske, overnaturlige overtoner, som gør særligt indtryk. Beskrivelserne af heden i The Hound of the Baskervilles, måden den lille pygmæ fra The Sign of Four omtales på eller rigtig mange andre, mindre velkendte steder fanger noget helt formidabelt, der ikke står tilbage for nogen egentlig skrækhistorie. Selve de sindrige kriminalgåder eller den stedvise humor siger mig imidlertid ikke ret meget, men sådan er vi jo så forskellige.

Arthur Conan Doyle var tydeligvis optaget af forholdet mellem naturvidenskabelig rationalisme og sansernes bedrageriske hang til digt og fabuleren. I Holmes-universet udstilles det skisma igen og igen. Hvad der således indledningsvist kunne synes som noget overnaturligt og skræmmende, viser sig altid i sidste ende at være noget banalt og menneskeskabt. Holmes optræder som tryllekunstneren, der efter endt nummer afslører, hvordan han udførte sine tricks og knuser derved illusionen som troldbandt læseren i stille gru.

Det samme greb får vi lejlighed til at følge i The Ring of Thoth fra 1968. En antologi med et udvalg af Doyles mystiske eller overnaturlige noveller, der vel at mærke ikke har nogen relation til Sherlock Holmes. Og så dog, for den maniske detektiv udebliver ganske vist, men novellerne er stort set alle stærkt beslægtet med Holmes-historiernes konstrastering mellem sansernes førstehåndsindtryk og fakta.

Antologien kommer vidt omkring i forfatterskabet og rummer tilmed et par af Doyles bedste noveller. Den fanger Victoriatidens smag for orientalisme med fortællinger som ”The Ring of Thoth” og ”Lot 249”, der begge handler om egyptiske mumier. Den krydser ind over det meget engelske tema med mystiske kostskoler i ”The Usher of Lee House School” og et klassisk ”lukket rum”-mysterium i ”The Striped Chest”. Som sagt, vi kommer tematisk vidt omkring, og alene det er garant for en behagelig varieret læseoplevelse.

Paperback, John Murray 1968

Paperback, John Murray 1968

”J. Habakuk Jephson’s Statement” er uden tvivl den mest spektakulære historie og min personlige favorit. Her følger vi en læges skæbnesvangre sørejse fra Amerika til Europa. Der er noget storladent over historien, som har ekkoer af den type gru, som Lovecraft-kredsen senere dyrkede. Handlingen opererer med ældgammel afrikansk magi, en mystisk mulat med morderiske tendenser og rigelige mængder af vildmarkseventyr. Novellen er en af bogens længste, men den er ikke en side for kort. Doyles greb om den stigende gru ombord på det lille fartøj, som lægen krydser Atlanten med, er formidabel og intensiveres forbilledligt side for side. Med en blanding af rå, blodig realisme og en blåøjet naivitet hos fortælleren, får han nemlig skabt en fortælling, der opererer på kanten af det overnaturlige og samtidig fokuserer på dramaet, der udspiller sig mellem de pressede sømænd.

En af de berømte noveller i bogen er ”Playing with Fire”, hvis paradigmatiske titel skal tages ganske bogstaveligt. Historien skildrer en spiritistisk seance af den type, som blev populære i 1800-tallets sidste tiår. Alene det gør novellen spændende, fordi den sandsynligvis omsætter Doyles egne spiritistiske oplevelser til fiktion. Novellens seance udvikler sig drastisk, og Doyles pointe synes at være, at man skal passe på, hvad man gør. Universet rummer kræfter, vi endnu ikke forstår, og den spiritistiske videnskab kunne, synes Doyle at sige, være en af disse. Som titlen afslører, leger hovedpersonerne med andre ord med ilden og er nær ved at komme grueligt galt afsted.

Bogens andre historier savner i høj grad ”J. Habakuk Jephson’s Statement” s dystre storhed. Navnlig de små dunkle kriminalmysterier, som eksempelvis ”B. 24”, der har samme uskyldige charme som en del af Holmes-novellerne, men som savner enhver form for bid. Jeg kan i hvert fald ikke rigtigt hidse mig op over dem.

Hovedparten af noveller er skrevet med en velformuleret jegfortæller, der beretter om de sære begivenheder, der er tilstødt ham. Der er noget snusfornuftigt roligt over mange af historiernes tone, selv der hvor sære eller muligvis overnaturlig hændelser beskrives. Doyles rationalisme bliver med andre ord en form for seletøj om fortællingen, der holder sproget og handlingen på plads. Sprogets tone og handlingen kan derfor, i nogle af historierne, fremstå som værende i et modsætningsforhold. Der ligger i hvert fald noget paradoksalt i sammenstillingen mellem den rationelle tone og de irrationelle oplevelser, som hovedpersonerne fortæller om.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Det forhold viser os vel i virkeligheden to sider af Doyles interesser. På den ene side har vi den naturvidenskabeligt interesserede forfatter, der lader sig opsluge af videnskabernes konstante transformation af verden. På den anden side har vi litteraten Doyle, der tydeligvis har en sværmerisk åre. Hans sprog slår i hvert fald stedvist ud i romantikkens billedtunge formsprog. Eksempelvis i ”The Ring of Thoth”, hvor han har følgende metaforiske beskrivelse af fortidens:

Here was the flotsam and jetsam washed up by the great ocean of time from that far-off empire. From stately Thebes, from lordly Luxor, from the great temples of Heliopolis, from a hundred rifled tombs, these relics had been brought (s. 12)”.

Doyle rammer her noget smukt. Han læner sig op ad antikverede litterære idealer, der står i modsætning til den afmålte naturvidenskabelig verdensanskuelse, men det er netop i disse små, indfølte steder, at poeten Doyle kommer på bane. Det er her, sproget flammer op og løfter mysteriet til noget stærkere end bare rent mekanisk plot-afvikling. Og det er i virkeligheden også præcis steder som disse, hvor stemningen får lov at ulme, der tiltrækker mig ved de Holmes-historier, jeg nævnte i begyndelsen.

Der er med andre ord et dobbeltløb i Doyles fiktion, som giver teksterne to stemmer. Den saglige gentleman, der med sanddru stemme beretter fortællingen, og digteren, der stedvist løber af med Doyle og hvisker ind over den nøgterne beretnings konstaterende form. Hvisk, der spænder ben for historiens fornuftsbestemte univers og fylder den med flygtige overnaturlige trolderier, der hurtigt manes til jorden igen. Når man læser Doyle, bliver jagten på disse små digteriske hvisk en form for litterært guldgraveri. Det er nemlig, når man rammer de bløde lag under rationaliteten, at historierne eksploderer i noget både smukt og skræmmende.

Doyle havde sikkert være mindst lige så populær uden denne digteriske side, men uden den ville der mangle en væsentlig komponent i forfatterens værk.

 

Novellerne:

”The Ring of Thoth”

“The Brown Hand”

“Playing with Fire”

“B. 24”

“Lot 249”

“The Usher of Lee House School”

“The Striped Chest”

“J. Habakuk Jephson’s Statement”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling