Tag Archives: Vildmarkseventyr

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Cold War in a Country Garden (1971): ”One pill makes you larger, and one pill makes you small”

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge udsendte Cold War in a Country Garden i 1971, og romanen blev en mindre bestseller på det engelske bogmarked, vel sagtens af samme grund som at James Herbert få år senere fik så stor succes med Rats (1974). De engelske læsere var nemlig tydeligvis sultne efter genrefortællinger, der ikke udspillede sig i USA eller alle mulige andre steder, men som derimod tog afsæt i en britisk virkelighed og hverdag. Det er da også omtrent udgangspunktet for Lindsay Gutteridges spændingsroman, hvis første halvdel foregår i noget så engelsk som den klassiske ”country garden”.

Da bogen åbner, møder vi vores hårdtslående hovedperson, militærmanden Matthew Dilke, der som led i et videnskabeligt eksperiment udført af efterretningstjenesten har ladet sig skrumpe til mikrostørrelse (via en pille!). Da vi kommer ind i historien, har Dilke levet i sin egen baghave i nogen tid. Formålet er, at han her skal afprøve, hvor svært det er for mennesket at overleve i den skala, og hvilke muligheder samt ikke mindst udfordringer, der viser sig. Dilke er således i kontakt med ”den store verden” gennem et sindrigt kommunikationssystem, men får ellers tiden til at gå som jæger og samler.

Hardcover, Jonathan Cape 1971. Romanens 1.udgave

Der går ikke lang tid før Dilke får følgeskab af en ung videnskabsmand med forstand på insekter samt en berømt storvildtsjæger, der naturligvis skal undervise i kampen mod havens titaner; myrer, hvepse, biller og alt mulig andet kryb, der nu har antaget dimensioner som elefanter og det, der er større.

En stor del af romanens handling er naturligvis tyvstjålet fra Richard Matheson. Alene det faktum, at vi introduceres til historien in medias res, er det samme greb, som Matheson har brugt flere gange, og hvor Mathesons hovedperson har sin nemesis i form af en edderkop, er Dilkes opgør med en jagtbille i stedet. De åbenlyse lån fra The Shrinking Man (1956) til trods tager Gutteridge alligevel læseren med et andet sted hen. Sagen er den, at Dilke jo er skrumpet med vilje modsat Mathesons ufrivilligt formindskede hovedperson. Formålet med at skrumpe Dilke er imidlertid ikke helt klart, men han har en række ganske underholdende og ganske absurde betragtninger omkring perspektiverne ved denne ”skrumpeteknologi”. Blandt andet at verdens hunger og overbefolkning kan afhjælpes ved at lade overskuddet i befolkningen skrumpe og kolonisere mikrouniverset, så man vil få en menneskehed i flere skalaer, levende side om side.

Paperback, Gold Medal Books 1956

Alle de altruistiske perspektiver til trods er Dilke militærmand, og pludselig kommer der bud fra hæren. Man har brug for en mikromand, der kan infiltrere en militærlejr på den anden side af jerntæppet i Rumænien for her at bjerge informationer. En lettere skør tanke, men Dilke bliver i hvert fald udstyret med et mikrokamera og smuglet ind i landet i en cigaretpakke. Snart befinder han sig dybt inde i rødt territorium. Nu går det hverken værre eller bedre end, at den lejr, som han skal infiltrere, er af videnskabeligt tilsnit og her arbejder kommunisterne også… med mikro-mennesker selvfølgelig. Hvad ellers. Dilke, som en anden mikro-Adam, møder dermed sin kommunistiske mikro-Eva midt i alt dette, for pulplitteratur skal naturligvis også have en romance. Dilke skal også igennem en frygtelig masse ubehagelige udfordringer i bedste Mary Norton-stil, før han er sikkert hjemme i sin have igen.

Der sker et ret voldsomt, stemningsmæssigt omslag i handlingen. Første del er rent og skært vildmarkseventyr i en sær, forvrænget verden, hvor kampen om liv og død står mellem de tre isolerede mænd og en enorm jungle fyldt med blodtørstige skabninger. Præcis den del, som måske ikke er videre original, er klart bogens bedste og mest intense. Gutteridge fanger her essensen af pulpeventyret ved at koge sin handling ned til klare, spændingsorienterede konflikter og sørge for, at vi gribes af det eksotiske miljø.

Paperback, Panther 1973

Der er noget fascinerende ved med en simpelt greb at kunne omdanne sin egen baghave til en fantasy-jungle. Jeg er generelt glad for vildmarkseventyr, og Gutteridge føjer afgjort noget spændende til genren ved at lægge dette element af jordbunden fantasy til de velkendte scener med kamp mellem helte og junglens bæster. Måden han eksempelvis får beskrevet hvepsene, er helt forrygende, fordi Gutterridge her virkelig får skrevet noget diabolsk og akut livstruende ind i sin fremstilling.

Lige så underholdende den første del er, lige så ufrivilligt komisk og en smule dum bliver anden del, hvor Dilke, som en anden mikro-James Bond, må udkæmpe en blodtørstig kamp med sit kommunistiske mikro-alter ego i en militærbarak. Idérigdommen fejler ikke noget hos Gutteridge, og man kan sige, at når han omdanner det indre af barakken til en form for farefuldt klippeterræn, som mikro-mændene kun forcerer med møje og besvær, er det ikke anderledes end situationen i haven. Det hele bliver dog for alvor fjollet, når det bliver fortalt, at Østblokken arbejder på at lave en hel armé af mikrosoldater, der vil kunne infiltrere Vesten.

Paperback, Pocket Books 1973

Cold War in a Country Garden er tidstypisk retro-pulp, der i sprog og handling skæver bagud. Det slipper Gutteridge ikke nødvendigvis helt vellykket fra, men romanen blev, som sagt, en ganske stor succes, og jeg kan sagtens se hvorfor. Den rammer noget rigtigt ved at udpege den arketypiske engelske have som sit miljø, og Gutterigde vil noget andet med sin historie end forlægget hos Matheson. Derved bliver Cold War in a Country Garden sin egen fortælling, der ikke udelukkende er et plagiat. Den er nærmere en britisk spejling af Matheson, som kan ske ikke har samme, fascinerende eksistentialistiske problemstillinger, men som i stedet udnytter sit miljø langt mere end Matheson gør det i sin mere indadvendte roman.

Lindsay Gutteridge fangede noget stærkt, da han slap Dilke løs i haven, og det førte til et par efterfølgere, som vi forhåbentlig også snart kan se nærmere på her på bloggen. Efterfølgerne tog i øvrigt ved lære af den uheldige sammenblanding af vildmark og James Bond. Sidste nævnte blev nedtonet i de næste bind, mens den barske kamp om liv og død i baghavens vildnis i stedet kom i forgrunden – præcis som jeg gerne ville have det.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Edgar Rice Burroughs, At the Earth’s Core (1922): Pulpens forførende uskyldighed

Paperback, Ace 1962. Forsiden er stemningsfuldt malet af Roy G. Krenkel.

Det er spøjst gang på gang at kunne konstatere i hvor høj grad, Edgar Rice Burroughs kom til at sætte tonen for den amerikanske pulp i 1920’erne og 30’erne. Burroughs selv havde naturligvis flere inspirationskilder, H. Rider Haggard og Mark Twain, for blot at nævne et par. Desuagtet var det mere eller mindre Burroughs’ sammensmeltning af disse inspirationskilder, der skabte den særlige form for tempofyldt spændingslitteratur – uanset genren – som vi i dag kalder pulpfiktion.

Man kan også konstatere, at der sjældent er nogen, som gør det ret meget bedre udi den genre end Burroughs. Jeg taler vel at mærke her ikke om forfattere som eksempelvis Lovecraft og Howard, der forsøgte at forandre pulpens væsen indefra. Nej, jeg taler her om den rendyrkede ramasjang, drevet af glæden ved fortællingens umiddelbare drama og underholdningsværdi. Her var Edgar Rice Burroughs mesteren, og hans værker blev rost og plagieret til døde allerede, mens han levede. Her skal vi se nærmere på en af disse fortællinger, der har efterladt sig et ganske grundigt aftryk på eftertidens eventyrlige fiktion.

En ung Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950) klædt på som friluftshelt

At the Earth’s Core, der først udkom som føljeton i 1914 (og i bogform 1922), er den forrygende underholde historie om den unge David Innes; en rigmandssøn, der arver et mineselskab. Sammen med selskabets nestor, ingeniøren Abner Perry, udvikler de et bemandet højhastighedsbor, der vil kunne undersøge jordskorpen for metaller og mineraler på rekordtid. Innes og Perry må naturligvis afprøve boret, men på minemaskinens jomfrurejse går der noget galt. Styresystemet låser sig fast, og maskinen med de to ombord, borer sig nu direkte ind mod jordklodens centrum. De to mænd er sikre på, at dette er den visse død, men her får de sig en overraskelse. Deres bor fører dem nemlig ind i jordens hule kerne; ind til en hel verden inde i vores, der bedst kan beskrives som en forhistorisk jungle befolket af stenaldermænd, dinosaurusser, menneskeaber og så de frygtede Mahars. Sidstnævnte er intelligente, flyvende øglevæsner, der regerer i den indre verden.

Knap ankommet i dette fremmed miljø bliver vores to venner taget til fange og dermed skydes et hæsblæsende eventyr i gang, hvor David Innes hurtigt antager rollen som den snarrådige helt, der skal frelse stenalderfolket fra øglernes åg. For at nå dertil skal han gå grueligt meget igennem; nedkæmpe utallige fjender, ikke mindst de abelignende væsner, som øglerne holder som slaver, og naturligvis forelske sig i stenalderkvinden Diane the Beautiful.

All Story Weekly, april 1914. Første del af romanen udkom i dette nummer; her med Diane the Beautiful på forsiden

Romanen er, som sagt, utrolig underholdende i al dens uskyldige gåpåmod, men den har også en dybtfølt fascination af det utrolige og eventyrlige, som griber læseren – selv i dag, hvor der ikke er ret meget nyt at hente. Hos Burroughs gnistrer kreativiteten med en umiddelbar, oprindelig form for begejstring, der virker langt stærkere end de senere opkog over samme form for jungleeventyr. Hos Burroughs klinger det rent, fordi det hele udspringer originalt fra hans fantasi og fortælleglæde. Intelligente øgler og abemænd, der ridder på dinosaurusser og slås med stenaldermennesker; idéen er langt ude, men fungerer, fordi det bliver fortalt med en alvor, som den slags ramasjang aldrig ville kunne skrives med i dag, hvor en ironisk distance lægger sig som et metalag ind over fortællingen.

Når det er sagt, er det imidlertid interessant at se lidt ind under handlingen i en roman som At the Earth’s Core, og kaste et blik på de underliggende ideologiske træk, der gør sig gældende. Først og fremmest kan man naturligvis hæfte sig ved nogle af de helt åbenlyse akser i bogen. Eksempelvis, at de fremmedartede Mahars benytter sig af relativt dumme, sorte abeslaver, der ligger i strid med de hvide eller kaukasiske stenalderfolk. Burroughs udfolder her nogle ikke helt stuerene stereotyper, som han dog hverken selv har fundet på eller var alene om. Ikke desto mindre er det påfaldende, at forestillingen om race eller rettere forskellighed betyder så meget i bogen. De forskellige væsner, aber, mennesker og øgler har forskellige agendaer, der ikke kan forenes, og krigen er dermed uundgåelig. Eller sagt på en anden måde – kulturer lader sig ikke blande. Der kommer da også til krig i At the Earth’s Core, hvor Innes selvklart bliver hovedpersonen.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1940

Mere bemærkelsesværdigt er det, at Burroughs lader sine to hovedpersoner udtrykke en form for ”den hvide mands ret”. De kommer til denne frodige, fantastiske verden, og straks ser de det kapitalistiske potentiale. De er to fuldblodsamerikanere, der indtager den store frontier og øjeblikkeligt domesticerer den. De griber med andre ord kontrollen og tøver ikke med at udrydde øglerne, der udgør det reelle styre.

Man kan ikke forhandle med disse Mahars, men det er trods alt slående, hvor kynisk vores venner går til sagen i kamp for stenaldermenneskene samt ikke mindst alle de penge, som de på sigt kan tjene på stedet. Der er noget skrupelløst og kolonialistisk over vennernes adfærd, som med nutidige øjne er ganske uforenelig med den helterolle, de har i romanen. For os i dag fremstår Innes og Perry som grådige imperialister, der ikke tøver med at udrydde den eksisterende kultur for at kunne indsætte deres egen styreform. I Burroughs’ optik er de kloge, gæve mænd, der udnytter chancen, når den er der. Modellen for denne adfærd i romanform har Burroughs fra Mark Twains A Connecticut Yankee, men Burroughs giver problematikken en ny dimension ved at gøre det til et spørgsmål om racernes uforenelighed og den stærkes ret til ressourcerne.

Hardcover, Canaveral Press 1962

Kigger man ind under overfladen, ligger der således et forbløffende kynisk verdenssyn til grund for den ellers letbenede pulphistorie. Der er næppe mange af Burroughs’ læsere, der på udgivelsestidspunktet ville stille spørgsmål ved det verdenssyn, som bogen hviler på. Men som læser i dag mener jeg, at det er værdifuldt at forstå hvilke mekanismer, der ligger til grund for fortællingen, fordi de, om vi kan lide det eller ej, har været med til at forme værket på godt og ondt. Heltenes ubekymrede annektering og nedslagtning af deres modstandere er underholdende, men det er måske knap så underholdende, hvis vi kontekstualiserer handlingen.

Det kan man så lade være med at gøre og bare nyde historien som underholdning, men det, vil jeg mene, er naivt, for præcis som med eksempelvis Lovecrafts racisme skal vi ikke vende det blinde øje til og nedtone den. Vi skal holde det problematiske frem, tale om det og forstå, hvordan det har bidraget til fortællingerne og anerkende det som komponent i teksternes æstetiske virkekraft – også selv om vi ikke er enige eller synes, det er stærkt usympatisk. Det er på den måde, at vi kan komme videre fra disse fortællinger og se dem fra andre sider. Det kan man eksempelvis opleve ved at læse At the Earth’s Core og sidestille den med Pierre Boulles Abernes Planet (1963). Her får vi Burroughs på vrangen. Helten bliver her udsat for præcis det samme, som heltene hos Burroughs gør ved andre. Det er et såre simpelt greb, men også en lille genistreg, der spiller direkte sammen med de troper, som Burroughs skrev.

Paperback, Ace Books 1972

Nuvel, læs At the Earth’s Core. Lad dig forføre af den stærkt underholdende røverhistorie og tænk derefter lidt over, hvad bogen egentlig fortæller os. Det er ikke alt, der smager godt, som er sundt for os.

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Tandem 1975

Hardcover, Doubleday 1976

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Ballantine 1990

Paperback, Bison Books 2000

Paperback, Dover Publications 2001

Skriv en kommentar

Filed under Roman

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Tag med på jungleeventyr

adventure-september-1947

Adventure, september 1947

Det er ikke så sært, at jungleeventyret var en af de første pulpgenrer, for jungleeventyrets rødder går langt tilbage. Faktisk kan man trække en linje fra senmiddelalderens rejsebøger, med Mandevilles rejse i 1300-tallet som væsentlig inspirationskilde, over Edgar Rice Burroughs’ bøger om Tarzan til pulpens guldalder og ud i den videre, moderne reception af pulplitteraturen. Og litterært er jungleeventyret ikke mindst mesterligt indfanget af Joseph Conrad.

true-adventures-december-1967

True Adventures, december 1967.jpg

Fællesnævneren i alt dette er naturligvis den eksotiske ramme; det vil sige ”stedet” langt hjemmefra. En ramme, hvor læseren kan gå på opdagelse i en verden, som på alle måder synes fremmedartet i forhold til det hjemlige og velkendte. Præcis dette er noget, der kendetegner en meget stor del af pulplitteraturen, men jungleeventyret udmærker sig alligevel som noget særligt, fordi junglen samler flere elementer og forstærker dem.

true-adventure-oktober-1965

True Adventure, oktober 1965.jpg

Rejsen ind i junglen er dermed en rejse ind i en urskov – et billede på en vandring ind i en form for urtilstand, hvor den (hvide, vestlige) opdagelsesrejsende bliver konfronteret med en ikke-domesticeret verden, hvor dyr er store og farlige, og hvor menneskene i dette vildnis afspejler deres omgivelser i vildskab og følelsesmæssig tøjleløshed. Man kan sige, at junglen er billedet på Paradis efter syndefaldet; en utæmmet verden ude af balance, men som trods dette rummer glimt af skønhed og storhed.

tales-of-the-jungle-juli-1935

Tales of the Jungle, juli 1935.jpg

Først og fremmest gemmer junglen imidlertid voldsomme farer, og den civiliserede rejsende, der bevæger sig ind mellem stammernes mørke, må hurtigt sande, at junglens lov ikke tilgodeser kultur og dannelse. Ikke desto mindre viser det sig også ofte, at junglens værste modstander er præcis det, skovens vildnis ikke har – nemlig intellekt og logisk tænkning. Dannelsen bliver dermed ganske ofte det, der reder vores helte fra kannibalstammer og prekære situationer, og civilisationen viser sig således altid til sidst at være stærke end urskovens potens.

Det er koldt udenfor, så du inviteres derfor her til selv at gå på opdagelse mellem lianerne.

rolf-torrings-abenteuer-nr-238-1959

Rolf Torring’s Abenteuer, nr. 238 1959

 

real-oktober-1966

REAL, oktober 1966

 

Peril (Nov., 1959). Cover Art by Basil Gogos

PERIL, november 1959

 

 

short-stories-november-1935

Short Stories, november 1935

 

 

paperback-roc-1985

Paperback, ROC 1985

 

paperback-popular-library-1952

Paperback, Popular Library 1952

paperback-popular-library-1952-2

Paperback, Popular Library 1952

paperback-new-english-library-1968

Paperback, New English Library 1968

paperback-horwitz-1967

Paperback, Horwitz 1967

paperback-horwitz-1965

Paperback, Horwitz 1965

paperback-harpercollins-1970

Paperback, HarperCollins 1970

paperback-dove-books-1981

Paperback, Dove Books 1981

paperback-daw-books-1974

Paperback, DAW Books 1974

paperback-mayflower-1971

Paperback, Mayflower 1971

mans-exploits-august1957

Mans Exploits, august1957

mans-action-november-1962

MAN’S ACTION, november 1962

mans-action-juni-1969

MAN’S ACTION, juni 1969

man-to-man-oktober-1942

Man to Man, oktober 1942

jungle-stories-forar-1951

Jungle Stories, forår 1951

fantastic-adventures-november-1941

Fantastic Adventures, november 1941

 

exotic-adventures-vol-1-nr-2-1958

EXOTIC ADVENTURES, vol. 1, nr. 2, 1958

 

escape-november-1966

ESCAPE, november 1966

danger-trail-februar-1928

The Danger Trail, februar 1928

danger-trail-december-1926

The Danger Trail, december 1926.jpg

paperback-gryphonwood-press-2011

Paperback, Gryphonwood Press 2011

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Genrefiktion eller exploitation?

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Der findes litteratur, der går til kanten og videre. Litteratur, der først og fremmest forsøger at levere et så chokerende indhold, at læseren ganske enkelt ikke kan lade være med at købe flere bøger af samme slags for at få sin nysgerrighed og fascination styret. ”Exploitation fiction” kalder man den slags på engelsk – jeg tror ikke, vi har et navn på dansk. En term, der vækker associationer til filmens verden, men som i virkeligheden dækker over al den litteratur fra før Anden Verdenskrig, der bevægede sig i udkantgen af pulpmarkedet og forsøgte at lokke læsere til med ekstremt indhold. Altså præcis samme strategi som filmfolk senere begyndte at bruge. Den type bøger findes da også afgjort endnu, men deres første storhedstid lå altså for en hel del årtier siden.

Paperback, Scripts Publications 1974

Paperback, Scripts Publications 1974

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man kan definere denne exploitation-fiktion. Den optræder inden for alle genrer og former, men vi er alligevel sjældent i tvivl, når vi møder den. Eller er vi? Personlig smag og behag synes også at spille med ind, så hvad der er den enes grovkornede underholdning, bliver den andens exploitation – altså rendyrket, kommerciel udnyttelse af meget voldsomme elementer; ekstremt blodige mord, porno, tortur og så fremdeles.  

Paperback, Scripts Publications 1974

Paperback, Scripts Publications 1974

Et godt eksempel på litteratur, der udfordrer vores genredefinitioner, er forlagspseudonymet John Slaters ekstreme krigs- og vildmarksberetninger, hvis forsider har fundet et perfekt talerør igennem Col Camerons fabelagtige og nedrige billeder, som du kan se i dette indlæg.

Paperback, Scripts Publications 1973

Paperback, Scripts Publications 1973

Slaters romaner opfylder overfladisk betragtet alle krigs- og vildmarkslitteraturens troper, men dykker man ned i substansen, bliver det tydeligt, at bøgernes dramaturgi er bygget op omkring situationer, der indeholder tortur, sex og vold. Plot og historiefortælling træder dermed i baggrunden for det, der synes at være bøgernes egentlige anliggende.

Paperback, Scripts Publications 1972

Paperback, Scripts Publications 1972

Nuvel, man kan kalde Slaters bøger krigslitteratur, og man kan kalde det pulp, men i virkeligheden synes exploitation som den eneste dækkende betegnelse. Faktum er, at de voldsomme bøger stadig har en stor tiltrækningskraft – ikke mindst på alle elskere af gammelt skrammel fra populærkulturens store losseplads.

Paperback, Scripts Publications 1972

Paperback, Scripts Publications 1972

Ikke mere sniksnak. Kast et blik på Col Camerons forsider og nyd absurditeterne i fulde drag,

Tak for ordet.

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1968

Paperback, Scripts Publications 1968

 

Paperback, Scripts Publications 1967

Paperback, Scripts Publications 1967

 

Paperback, Scripts Publications 1967

Paperback, Scripts Publications 1967

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1962

Paperback, Horwitz 1962

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

H. Rider Haggard, She. A History of Adventure (1887): Kærligheden i mørkets hjerte

Hardcover, Castle Books 1987. Forsidens hyldets til pulpgenren er skabt af Eric Kincaid

Hardcover, Castle Books 1987. Forsidens hyldets til pulpgenren er skabt af Eric Kincaid

Der er ikke ret mange af de bøger, som er blevet omtalt her på bloggen, der kan måle sig med She i popularitet og salgstal. Siden fortællingen udkom i samlet bogform i 1887 – den havde tidligere været udgivet som føljeton – har den aldrig været ude af tryk. Det er en bedrift, der siger noget om tekstens vedvarende tiltrækningskraft. H. Rider Haggard oplevede også stor succes med den et par år ældre King Solomon’s Mines (1885), men She blev bjergtoppen, han aldrig fik overgået. Faktisk kom Rider Haggard aldrig ud af romanens slagskygge, og en række desværre ikke helt vellykkede efterfølgere tegner billedet af det økonomiske og kreative jerngreb, som She holdt ham i.

De fleste af jer kender uden tvivl historien. Universitetsmanden Horace Holly får overdraget ansvaret for unge og umyndige Leo Vincey, fordi hans far står for døden. Før Leos far dør, fortæller han Holly en lang og bizar fortælling om Leos ophav i en ældgammel slægt med rødder tilbage til oldtiden. Historien er absurd, men Holly får også overdraget en kasse, der først må åbnes på Leos 25-års fødselsdag. Som sagt så gjort, og da Holly og Leo åbner kassen i fællesskab, finder de et potteskår i den, der bekræfter den fortælling, Holly fik fra Leos far.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 - 14. maj 1925)

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

Holly og Leo beslutter derfor at forfølge beretningen til dens udgangspunkt i det mørke Afrika og udruster en ekspedition, hvor de to får følgeskab af Hollys trofaste tjener Job. Sammen stikker de til havs med kurs mod det afrikanske kontinent. Desværre når de ikke deres mål, for skibet forulykker, og rejsen må derfor fortsætte mod kontinentets hjerte til fods.

Snart viser det sig, at de trods ulykken er på rette spor. Før de ved af det, bliver ekspeditionen nemlig kidnappet af vilde indfødte, og ved et lykketræf slæber stammekrigerne dem til ekspeditionens bestemmelsessted – den tabte by Kôr, hvor handlingen kan forløses. Her står Holly og Leo således pludselig ansigt til ansigt med den gudeskønne Ayesha, der regerer over den svundne stad. Det viser sig nu også, at Leo er reinkarnationen af Kallikrates – Ayeshas elskede, som døde for årtusinder siden. Ayesha selv har ventet blandt stammefolkene på Leos/Kallikrates’ hjemkomst og holdt sig ung gennem et sært flammelignende energifænomen, der findes i hjertet af ruinbyen. Desværre er Ayesha mindst lige så dæmonisk, som hun er smuk, og Leo såvel som Holly står nu over for et valg – skal de slutte dem til Ayesha og opnå udødelighed eller skal de pænt takke nej og rejse hjem – hvis de altså kan få lov.

Hardcover, Longmans, Green and Co. 1887. Romanens 1. udg.

Hardcover, Longmans, Green and Co. 1887. Romanens 1. udg.

She har det hele. Den er pakket med spænding, følelser, spekulative elementer og overnaturlig mystik. Den udspiller sig under eksotiske rammer og har et humørfyldt persongalleri. Det er derfor ikke så underligt, at romanen er blevet så populær, som den er. Man kan sige, at Rider Haggard her definerede skabelonen for en særlig genre spændingslitteratur, der har vist sig at være særdeles slidstærk. At han selv sammenstykkede sin fortælling fra en række andre kilder, er i den sammenhæng mindre betydningsfuldt, fordi det innovative ligger i selve det amalgam, som Rider Haggard fik skabt.

Og receptionen af bogen har da også været enorm – så stor, at man kan møde påvirkninger fra She i såvel genrelitteratur som i den såkaldte litterære fiktion. Tag for eksempel Stephen King, der bruger She som forlæg for den fortælling, som stakkels Paul Sheldon er tvunget til at skrive i Misery, Umberto Eco, der på fornem vis bruger Rider Haggards roman som sparingspartner i Dronning Loanas Mystiske Flamme eller Anne Rice, der flittigt trækker på She i hendes dobbeltroman The Vampire Lestat/Queen of the Damned; et lån, der gøres officielt med sammenfaldet mellem Ayesha tilnavn ” She-who-must-be-obeyed” og urvampyrerne Akasha (!) og Enkils tilnavn ”Those Who Must Be Kept”.  Dertil kunne man så også føje den velkendte og massive påvirkning, som Rider Haggard havde på pulplitteraturen i begyndelsen af 1900-tallet.

Paperback, Grosset & Dunlap 1926

Paperback, Grosset & Dunlap 1926

Ud over grundlæggende at være en underholdende fortælling ligger en stor del af tiltrækningskraften ved She i selve Aysha og den verden, hun eksisterer i. Aysha udfordrer og bekræfter ikke bare de victorianske kønsroller men køn og seksualitet generelt. Hun er skruppelløs og dominerende, men samtidig også blid og underdanig over for hendes elskede Leo/Kallikrates. Kærligheden har dermed en pris for Leo, for han kan kun alt for let lade sig forføre af Aysha, men hendes skyggeside følger med, og accepterer han den, ophører enhver form for moral.

Kærlighed og begær bliver dermed et centralt tema, fordi Aysha forfører (næsten) alle mænd, hun møder. Hun er Helene og Afrodite, en anti-Maria eller den evige Eva, der sætter tumultariske bevægelser i gang, så snart hun viser sit ansigt. Derfor går Aysha også med slør, fordi hun, præcis som Medusa, ved, at hendes ansigt dræber. Aysha er kærlighed og Eros i dets destillerede form, renset til perfektion i den mystiske grønne flamme, som hun bader sig i. Og i den form er kærligheden udødelig – den æder sig vej gennem årtusinder uden at mindskes. Kærligheden i den form er også tyrannisk og destruktiv, fordi den kun kender de elskendes ret – alt andet bliver ligegyldigt, og andres liv mister dermed også sin betydning.

Hardcover, Books, Inc. 1944

Hardcover, Books, Inc. 1944

Ekspeditionens tre mænd; Holly, Leo og tjeneren Job repræsenterer her arketyper, der alle fristes af Eros. Leo, det unge brushoved falder straks for fristelsernes kødelige aspekter. Holly, den asketiske universitetsmand – mere intellekt end krop – holder længere stand, men Ayshas kraft ormer sig også vej ind i hans sind. Den eneste, som går fri, er Job – den jordnære underklassemand af protestantisk observans.

At han går fri, skyldes flere ting, ikke mindst Rider Haggards arrogante forestilling om den enkle tjeners simple forstand. Der ligger imidlertid også en religionsæstetisk lektie her – netop det protestantiske fremhæves nemlig ved Job, og her mere end antydes det, at Jobs religiøse baggrund har afmonteret hans sans for skønheden og det metafysiske aspekt i Aysha. Et skub fra Rider Haggards side til en anglikansk kirke, som han og mange af hans samtidige oplevede, havde mistet kontakten med religionens mystiske eller spirituelle side.

Paperback, Dell o. 1942

Paperback, Dell o. 1949

Hverken krop eller intellekt kan i bogen stå mål med kærlighedens eller erotikkens opslugende kraft; redningen ligger i moral, og det er moralen, som fører vores hovedpersoner tilbage på ret køl. Det koster dem imidlertid dyrt at nå dertil.

Billedet af Aysha som en form for bitter Tornerose, der venter i tusinder år på sin elskede, der skal komme vække hende fra hendes halvsøvn eller frivillige fangenskab i Kôr, er nærliggende og uden tvivl en af bogens inspirationskilder. Det er måske også netop denne nærmest eventyrlige kvalitet, som romanen har, der gør den så læselig i dag. Bogen bliver en drømmende fabel om kærlighed og destruktivt begær, en puritansk advarsel om det slumrende, der ligger i os alle og moralen som eneste redningsplanke mod de kræfter inden i os, som forsøger at nedbryde vores værdighed og menneskelighed.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1949

Hardcover, Hodder & Stoughton 1949

Bogens budskaber er tiden for længst løbet fra. De ligger nu som resterne af de ældgamle civilisationer, som ekspeditionen opdager under deres rejse gennem junglen. Som fascinerende monumenter stikker Rider Haggard idéer nu frem fra fiktionens vildnis og opfordrer os til at studere dem, og måske bliver vi endda lidt klogere på os selv af at gøre det. De følelser, som Rider Haggard udfolder i sin roman eksisterer i hvert fald stadig, og kærlighedens vrangside er mindst lige så ubehagelig i dag som i 1887.

Paperback, Colins 1957

Paperback, Colins 1957

Paperback, Hodder and Stoughton 1961

Paperback, Hodder and Stoughton 1961

Paperback, Lancer Books 1961

Paperback, Lancer Books 1961

Paperback, Lancer 1965

Paperback, Lancer 1965

Paperback, Hodder & Stoughton 1965

Paperback, Hodder & Stoughton 1965

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Airmont Books 1967

Paperback, Airmont Books 1967

Paperback, Marabout 1969

Paperback, Marabout 1969

Paperback, Hodder Paperbacks 1971

Paperback, Hodder Paperbacks 1971

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Coronet 1980

Paperback, Coronet 1980

Paperback, Librairie des Champs-Elysées 1980

Paperback, Librairie des Champs-Elysées 1980

Paperback, Néo 1988

Paperback, Néo 1988

Paperback, Signet 1994

Paperback, Signet 1994

Paperback, Wordsworth Editions 1995

Paperback, Wordsworth Editions 1995

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Penguin Books 2001

Paperback, Penguin Books 2001

Paperback, Modern Library 2002

Paperback, Modern Library 2002

Paperback, Penguin Books  2007

Paperback, Penguin Books 2007

Paperback,Oxford University Press 2008

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, Hesperus Press 2013

Paperback, Hesperus Press 2013

E-bog, Some Good Press 2014

E-bog, Some Good Press 2014

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret