Tag Archives: Vildmarkseventyr

Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Robert R. McCammon, Swan Song (1987): Milleniaristiske sværmerier

Paperback, Pocket Books 1987. Forsiden er malet af den aldeles glimrende Rowena Morrill

Swan Song fra ´87 er uden tvivl Robert R. McCammons bedst kendte værk. Den blev et hit, da den udkom og sikrede ham en plads blandt skrækfiktionens velkendte navne – i hvert fald for en stund, før han som så mange andre i løbet af 90’ernes første halvdel sadlede om og vendte sig mod krimigenren.

Med Swan Song udsendte McCammon sin mest ambitiøse roman, og man kan vel med god ret hævde, at han aldrig efterfølgende har skrevet et tilsvarende magnum opus. Det kan der være gode grunde til, for resultatet står uvægerligt i skyggen af Stephen King. Men først et kig på handlingen, der tager os gennem apokalypsen og ud på den anden side igen, hvor livet viser sig slet ikke at være så værst endda.

Paperback, Pocket Books 1987

I en ganske nær fremtid bryder forholdet mellem koldkrigsmagterne sammen. Krigen bliver hed, alt for hed, og atomkrigen begynder. Bomberne falder og verden, som vi kender den, ophører med at eksistere. Midt i denne ødelæggelse introduceres vi til en vifte karakterer, der befinder sig rundt omkring i USA. De oplever hver især katastrofen på forskellig vis, og da de første støvskyer har lagt sig, er det som om, at fronter har tegnet sig mellem de overlevende. På den én side har vi de arbejdsomme, der drømmer om at genskabe samfundet eller måske endda bygge et nyt og bedre. På den anden side har vi ødelæggerne, der synes at svælge sig i destruktionen og det nedfaldshelvede, som landskabet er blevet omdannet til.

De centrale figurer er her Colonel Macklin, der bliver anføreren for en dystopisk hær af mordere, voldtægtsmænd og banditter, som kæmper for at underlægge sig den nye verden. På den anden side har vi en lettere sindsforvirret posedame fra New York, der går under navnet Sister Creep. Creep har også en mission, men den handler om genforening, genrejsning og genkomst.

Robert Rick McCammon (født 17. juli 1952) fotograferet i 2002

Ideologisk repræsenterer de to figurer hinandens modsætninger, og dikotomien gennemsyrer hele bogen, der klart fordeler sit persongalleri mellem gode og onde. Dette sættes yderligere på spidsen gennem to bipersoner. På den ene side den uskyldige og blinde pige Sue, som har evnen til at genoplive eller vække planter fra deres hi. Hun bærer dermed både symbolsk og konkret fremtiden i sig, og det er omkring Sue, at de lyse kræfter samler sig. Omvendt har vi manden med de mange navne – den omrejsende djævel, der ansporer ødelæggelsen for ødelæggelsens skyld. Som handlingen skrider frem, er det klart, at en ny konfrontation skal udspille sig. Denne gang ikke mellem øst- og vestmagter, men mellem godt og ondt, mellem liv og død, mellem Guds eller Moder Jords udvalgte og Satan tropper.

Hvis alt dette lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt, for Swan Song læner sig, som nævnt, ganske kraftigt op ad Stephen Kings The Stand (1978). Forbløffende tydeligt, må man sige, og selvom der ikke er tale em et decideret plagiat, er det vanskeligt klart at sige, hvad McCammon egentlig føjer til fortællingen, som King ikke allerede havde skrevet. Både The Stand og Swan Song er således kæmpemæssige kollektivromaner, der beskriver to folkefærds vandring og endelige sammenstød. I begge romaner er det metafysiske kræfter, der styrer handlingen i fortællingens baggrund, og i begge fortællinger er det en tydelig kristen tænkning, der danner udgangspunktet for konflikten.

Paperback, Pocket Books 1987. Romanens første udgave

Det er derfor også en smule forbløffende, at McCammon rent faktisk skrev og udgav sit post-apokalyptiske epos, for ingen er et sekund i tvivl om, hvorfra han henter hovedparten af sin inspiration. Sagen er dog nok den, at McCammon slet ikke prøvede at nytænke. I stedet er bogen en form for genfortælling af Kings værk, blot udført i en væsentligt mere løssluppen facon. Hvor The Stand er ubehagelig og grum, foruden at være hjertevarm og sentimental, føjer Swan Song deciderede elementer af pulp og fantasy til udtrykket, hvilket trods alt gør, at det ikke føles identisk med Kings værk. Vores hovedpersoner kæmper eksempelvis flere gange mod muterede dræberdyr a la Hiero’s Journey (1973), og oplever også andre ting, som klart hører hjemme i en mere frimodig litteratur end den alvor, som præger The Stand.

Robert McCammon ville dermed afgjort underholde sin læser, men samtidig er det klart, at han havde noget på hjertet og brugte romanen og skabelonen lånt fra King, til at opdatere historien. Således iscenesætter den tidens frygt for krig og atomvåben. Budskabet er det samme som hos King, nemlig at mennesker drevet af det nedrige, det onde og formørkede altid arbejder på at nedbryde verden. Dermed gør de helt bogstaveligt Djævlens gerning – om det er arbejdet på atomvåben eller en virus som Captain Trips spiller ingen rolle – begge dele er menneskeskabt og skabt af de samme forblændede personer. Men uanset hvor omfattende ødelæggelserne bliver, så vil de retskafne mennesker bestå, så længe de ikke mister håbet. Og skulle de miste håbet, kan de være sikre på, at det vil komme tilbage til dem – hos McCammon i form af en lille pige, der kan få æbletræer med fuldmodne frugter til at skyde op fra den forgiftede jord på en nat.

Paperback, Sphere 1988

Der ligger med andre ord klare messianske forestillinger bag Swan Song, som siger, at de udvalgte vil kunne se et nyt liv i møde, når deres prøvelser er overstået. Den tanke er måske en af den apokalyptiske litteraturs største klichéer, men samtidig formentlig også selve genrens raison d’être, fordi drømmen om udrensningen og den friske start synes at blive selve drivkraften bag den form for fortælling. Sådan er det hos King, og Justin Cronin gentager stort set det samme i sin The Passage fra 2010.

Hvor tragisk og gruopvækkende verdens ødelæggelser end måtte være, bliver den både i Swan Song og genren som sådan til en fortælling om håb og et løfte om bedre tider efter prøvelserne. Apokalypsens huskekage er Guds opdragende hånd, der giver verden en lussing, men så lader menneskene finde sig til rette igen. Nu blot som bedre og stærkere individer, der forstår at værdsætte kloden, livet og åndeligheden. Det tankegods man finder formuleret hos Paulus i første Korintherbrev, hvor man netop hører om Gud, der prøver verden med en rensende ild, som lader de gudløse brænde og de udvalgte blive stærkere.

Hardcover, Dark Harvest 1989

Alt dette er i sidste ende en frygtelig, sødladen klangbund, som gør den såkaldt post-apokalyptiske genre til en suspekt størrelse, som kun sjældent transcenderer sine milleniaristiske ansatser. Men når det er sagt, har en roman som Swan Song en klar underholdningsværdi, fordi den er fyldt med vanvittige optrin og skrevet med en løssluppenhed, som gør den væsentligt mere humørfyldt end den kvælende The Stand. McCammon er ingen god forfatter, hans psykologiske forståelse er næsten fornærmende banal, men desuagtet rammer han en pulpet tone, som punkterer de selvhøjtidelige takter i fortællingen og gør den til letbenet ramasjang. Letbenet ramasjang ville McCammon næppe selv kalde den, men ser man den i det lys, er Swan Song en stedvist fornøjeligt, omend ganske omstændeligt bekendtskab.

Paperback, Pocket Books 1996

Paperback, Pocket Books 2009

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Richard Laymon, Savage (1993): Da Ripperen drog mod vest og blev cowboy

Paperback, Headline 1993. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Ingen kan påstå, at Richard Laymon var noget kunstnerisk geni. Desuagtet var han ekstremt produktiv og arbejdede utrætteligt på at udsende genreromaner, der i en eller anden grad jagtede guldet i form af bestsellergennembruddet. Det fik han aldrig for alvor, men hans som oftest voldsomme og slibrige fortællinger havde afgjort et publikum. Han huskes da også bedst i dag for lummer splat, der helt afgjort er skrevet til husarerne.

Men Laymon forsøgte også at gå andre veje, hvilket absolut tjener til Laymons ære. Om inspirationen til dette kom fordi, læserne efterhånden havde mistet smagen for gys og gru i 90’ernes første halvdel, eller om Laymon rent faktisk følte et behov for at afprøve noget nyt, er et åben spørgsmål. Med Savage fra 1993 forsøgte han sig i hvert fald med en roman, der både tematisk og i omfang adskiller sig fra hovedparten af alt det, som han fik udgivet i løbet af sin karriere.

Savage har den præmis, at grunden til, at Jack the Ripper aldrig blev fanget, er, at han flygtede til Nordamerika i 1888. Her kunne han uhindret fortsætte sit uvæsen i det vilde vesten, hvor lovens arm var en hel del kortere end i metropolen London.

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Jack the Ripper er dermed bogens skurk, men ingen skurk uden en helt, og ham har vi i form af den kun 15 år gamle Trevor Berntley, der ved et uheld kommer med ombord på det lille skib, der skal føre Ripperen over Atlanterhavet. Trevor kommer til at fungere som matros for Jack på rejsen, og da de endelig er ankommet, vil Ripperen skaffe sig af med hele sin besætning, så der ikke er nogen vidner, som kan afsløre hans identitet.

Han tror da også, at han har druknet Trevor, men der tager Ripper-Jack fejl. Trevor overlever mordforsøget, og dermed kan en menneskejagt igennem det vilde vesten begynde. Trevor er nemlig overbevist om, at han aldrig vil få fred, før Ripperen er blevet stoppet, og da det kun er ham, der kender Ripperens identitet, er det også kun ham, som kan stoppe den koldblodige seriemorder.

Med Savage leverer Richard Laymon en rejseberetning, der følger Trevors vej fra London til den endelige konfrontation med Ripperen et sted i ødemarken. Da de to står ansigt til ansigt igen ved romanens afslutning, er der sket meget. Det vilde vesten har gjort Trevor til en mand, han har fået en kæreste og den forskræmte dreng fra London er blevet erstattet af en vejrbidt cowboy. Der er med andre ord tale om en klassisk dannelsesrejse, som trækker frit på drengebøgernes røver-og-soldater-univers. Romanen fremstår derfor også som en hyldest til de spændingsromaner, der var med til at skabe udgangspunktet for pulplitteraturen og dermed også til den fiktion, som Laymon senere selv skrev.

Hardcover, St. Martin’s Press 1993. Romanens første udgave

Rejsen mod USA bærer eksempelvis umiskendelig lighed med Jack Londons fantastiske The Sea-Wolf (1904), mens man mærker en tonstung inspiration fra Twains episodiske skildringer af livet ved Mississippi-floden i den rejseskildring, der begynder, da Trevor sætter i land på den amerikanske kyst. Hertil kan man så også føje velkendte western-troper, der fører os forbi revolvermænd, soldater, svindlere og alt mulig andet.

Det er imidlertid ikke kun i handlingen, at Laymon parafraserede sine forbilleder, han gjorde det samme i selve sproget. Savage er nemlig skrevet i tilstræbt arkaisk sprog, der slår igennem i både beskrivelser og dialog. Det har tydeligvis været en æstetisk udfordring, og man noterer sig hurtigt en hel del vendinger, som Laymon har lært sig fra den historiske fiktion og nu skamrider i sin tekst. Sprogligt har han dermed spændt buen for hårdt og skabt et værk, der føles stift og unaturligt. Ja stedvist nærmest klaustrofobisk, fordi man mærker, hvordan hans stilistiske valg gør det svært for ham at udfolde de mere ambitiøse scener i romanen, hvor unge Trevor får lov at diskutere livets store spørgsmål med de mere tænksomme mennesker, han møder på sin vej.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at det svulstige og manierede, der normalt er negative kendetegn ved Laymons fiktion, i denne sammenhæng rent faktisk arbejder med ham. Der opstår en ny form for synergi mellem sproget og den historiske handling, der på besynderligvis bringer Laymon tættere på en oplevelse af autenticitet end det, som man finder i hans normale, samtidsfiktion.

Paperback, Dorchester Publishing 2007

Man kommer heller ikke uden om at genkende Laymons smag for blod og sex. Han bryder her den historiserende tone og leverer ganske rå beskrivelser af vold og død. Det er eksempelvis særdeles barske sager, hvad Jack the Ripper gør ved sine ofre, og sexscener serverer han også for os. Sidstnævnte er dog her præsenteret i et mere floromvundet sprog end den sædvanlige, mere kontante fremstilling vi ellers kender hos Laymon.

Laymon prøvede noget nyt med Savage, men grundlæggende er der bare tale om en ydre forandring. Bag ordene finder vi selvsamme, gamle Laymon, der gør det, han altid gjorde. Når alt det er sagt, mener jeg faktisk, at Savage må være en af Laymons bedste værker. Romanen er let at pille ned, fordi den stilistisk er så kluntet, som den er, men på trods af det er der en oprigtig passion for vildmarkseventyr og westerns, der kommer til udtryk her. Der er et sus over historien, noget friskt og pågående, som griber læseren og giver en lyst til at følge den ellers småirriterende Trevor på hans eventyr. Man gribes af eventyrets fart og drama, kampenes blodige alvor og Ripperens uendelige ondskab.

Ebog, Headline 2012

På den led er det lykkes for Laymon at skabe et stykke ganske veldrejet pastiche, der rent faktisk opnår, hvad det tilstræber. Han hverken nytænker eller finder på finurlige krumspring, der skal overraske os undervejs og lege med udtrykket. I stedet har han givet os en præcis genrehyldest, som forsøger at indfange et tabt, historisk udtryk, og den formår at gøre det og gør det endda med en betydelig underholdningsværdi. Jeg har i hvert fald en svaghed for den type fortællinger, som Savage trækker på, og Laymons roman gør sig, på sin egen naive måde, godt i dette selskab.

Det er meget ros til Richard Laymon, hvis romaner ellers ikke fortjener ret mange roser, men nogle gange arbejder tingene med os, og det gjorde de i høj grad for Laymon, da han en smule overmodigt satte sig for at skrive Savage.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Fratricide is a Gas (1975): Farvel til verdens mindste agent

Paperback, Futura 1979. Omslaget er fornemt malet af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge fik overraskende stor succes med sin første roman om mikro-agenten Mathew Dilke, der i dronningens tjeneste gik til kamp for England imod diabolske kommunister. Dilke blev skrumpet til under en centimers størrelse ved hjælp af en særlig pille, og dermed åbnede der sig bogstaveligt talt en ny verden for ham. Det fik læserne ikke mindst at opleve gennem Dilkes eventyr i hans egen baghave, der nu pludselig antog karakter af en enorm regnskov fyldt med gigantiske insekter.

Det spor af rendyrket ramasjang genoptog Gutteridge også i anden roman om Dilke, hvor turen gik til Nordamerika. Her måtte han bekæmpe kommunistiske mikro-agenter, der eksperimentelt forsøgte at udnytte skovmyrer som biologisk våben.

Andet bind var ikke helt samme kommercielle succes som det første, men Gutteridge valgte alligevel at fortsætte sin historie i et tredje bind, der skulle vise sig at blive seriens sidste. Denne gang bliver den gæve Dilke sendt til det mørke Peru, hvor han skal infiltrere en isoleret fabrik, anbragt ude i junglen, hvor der måske bliver produceret giftgas. Noget kunne i hvert fald tyde på, at der foregår lyssky ting på stedet, og derfor må Englands bedste spion trække i trøjen igen.

Dilke bliver fløjet til Lima, og derfra går rejsen ind i junglen. Han er skjult i en cigaretpakke, der er blevet komfortabelt indrettet som en form for sovevogn med bl.a. en stol, hvor han kan spænde sig fast, når hans ”vært” bevæger sig omkring med Dilke i lommen.

Hardcover, Jonathan Cape 1975. Romanens 1. udgave

Planen kommer godt i vej, men pludselig begynder tingene at gå galt. Den agent, der har smuglet Dilke ind i Peru, bliver dræbt, og snart ser Dilke sig strandet i den mistænkte fabriksejers hjem. Nu er gode råd dyre, for ikke alene må vores hovedperson på egen hånd finde ud af, hvad der foregår på fabrikken, han må også selv finde en vej hjem igen.

Naturligvis viser det sig, at der er noget råddent ved fabrikken. Kunne det være anderledes, når fabriksejeren er en tidligere nazi-læge, der nu arbejder med sine kemiske eksperimenter langt fra lands lov og ret? Professor Heinrich Lippe, hedder denne læge, og hans vanvid får vi at føle, da Dilke bliver vidne til, hvordan lægen koldblodigt myrder nogle indbudte diplomater fra forskellige slyngelstater for at demonstrere, hvordan hans nyudviklede giftgas fungerer. Gassen forvandler sine ofre til blodtørstige monstrer, der i en blodrus går i gang med at angribe alt, der bevæger sig. Perspektivet er gruopvækkende, for tænk hvis gassen blev kastet ned over en storby.

En gang ond nazist, altid ond nazist, og Dilke forstår, at han må stoppe denne læge, før hans hemmelige recept slipper ud af junglen. Derfor går Dilke i krig, hvilket ikke er helt let, når man kun er omtrent en halv centimeter høj og pludselig, ved et uheld, ryger ud af huset og havner i en fremmed have, fyldt med junglens eksotiske insekter, der vel at mærke alle har gigantstørrelse!

Som afskedssalut til serien er Fratricide is a Gas et ganske underholdende farvel til Dilke og hans verden. Gutteridge har formået endnu en gang at gentænke plottet og skabe en anderledes situation for Dilke, med nye udfordringer og modstandere. Dybest set er det jo det samme i alle tre bøger, som den lille mikromand må slås med, men der er alligevel nogle stemningsmæssige forskelligheder de tre bind imellem, der gør, at de ikke er identiske.

Dermed ikke sagt, at serien vinder i troværdighed. Langt fra. Det er stadig præcis lige så uforståeligt, hvorfor det skulle være en fordel med disse mikloagenter som i de tidligere to bøger, men det må man lade ligge, hvis ikke det hele skal falde sammen. Romanerne er pulp og eventyr, ikke andet.

I tredje bog får vi også en 1:1-tegnign af Dilke – her anbragt under bogens motto. Han måler ca. 6 mm

Hvor andet bind var et vildmarkseventyr, udspiller en stor del af tredje bind sig indendørs. Dilke bestiger møbler på størrelse med bjerge, kæmper sig gennem en pampas af et langhåret gulvtæppe og så fremdeles. Hjemmet bliver omdannet til en vildmark, hvilket faktisk er meget sjovt.

Desuagtet er stemningen i tredje bind mere rå end i de to tidligere, hvilket muligvis skyldes, at det primært var naturen som sådan, der var Dilkes modstander i første og anden bog.

I den sidste roman er det mennesket, som er hans virkelige fjende, og endda et komplet kynisk og skruppelløst et af slagsen. Men forråelsen stikker også dybere. Der er noget ondt, som gennemsyrer bogen, og romanen har ikke samme stemning af pulpet gåpåmod som de tidligere bind. Kampen, der udspiller sig, er kold, og Dilkes desperation over at være standet alene i sin krig mod en overmægtig modstander gør det hele en smule deprimerende og surt. Oplevelsen af farlighed i teksten bliver på den led styrket, men det gør også teksten mindre umiddelbar og sympatisk end de to tidligere, der var præget af en vis drengebogsånd eller uskyld.

Der er ikke for alvor noget dybere budskab at finde bag Gutterirdges univers, i hvert fald ikke i det tredje bind, men alligevel er det som om, at han vil fortælle os et eller andet med sin pessimisme. Han fortæller os noget om sig selv, med det tab af positivitet og tro på videnskaben, der med et blive udfoldet i dette bind. Det er næsten som om, at Gutteridge pludselig med denne sidste historie indså det problematiske i hele idéen med at skrumpe mennesker og isolere individet, som det er blevet gjort med Dilke og hans medagenter. Der ligger en form for fordømmelse af legen med menneskekroppen og menneskets værdighed, om det så handler om at skrumpe kroppen eller at ødelægge den med giftgas.

Af den grund kan det heller ikke overraske, at dette blev sidste bind i serien. Distancen var løbet, og Gutteridge ender med at vrage sit eget univers ved at udstille det som endnu et eksempel på menneskets og videnskabens usunde trang til at forandre verden og bøje den efter egent hoved. Det er næsten lidt trist, at det skulle ende sådan, men omvendt er det interessant at kunne følge den udvikling i Gutteridges lille trilogi. Stor kunst har der ikke været tale om, stor pulp ej heller, men alligevel er der noget stærkt ved hans idé om at lege med skaleringen af den menneskelige krop. Han førte det vel også omtrent så langt om konceptet kunne bære, og måske endda lidt længere end det.

For en god ordens skyld, får I lige alle tre forsider, som Futura udstyrede deres udgave af serien med. Ganske fede, ikke?

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

Paperback, Futura 1979. Omslaget er fornemt malet af Vicente Segrelles

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lin Carter, The Vulcano Ogre (1976): Øhavsramasjang

Paperback, Popular Library 1978. Den seje forside er skabt af Don Maitz

The Vulcano Ogre er tredje bind i Lin Carters retro-pulpserie om Prins Zarkon og hans fantastiske hold af såkaldte ”Omega men”. Sammen bekæmper de store som små forbrydere, godt hjulpet på vej af Zarkons fantastiske, teknologiske opfindelser. Eller rettere teknologi, som Zarkon har taget med sig fra fremtiden, for han er i virkeligheden rejst tilbage i tiden for at bekæmpe den kriminalitet, der har fået katastrofale følger for fremtidens menneskehed.

I denne tredje bog går turen til den fjerne, fiktive ø Luzoon i Stillehavet, et navn lånt fra Doc Savage, hvor et amerikansk mineselskab pludselig plages af mystiske problemer. Folk forsvinder, og da selskabets øverste repræsentant også er forsvundet, må der ske noget. Zarkon og hans Omega-gruppe hyres til at komme til bunds i sagen. De springer således i arbejdstøjet igen, og snart efter begynder efterforskningsarbejdet på øen.

Linwood Vrooman Carter (June 9, 1930 – February 7, 1988)

Alle spor peger ind i junglen og mod den store vulkan, der udgør øens hjerte. Men hvordan hænger det hele sammen, og hvad har de lokales folklore omkring vulkanen med det hele at gøre? Det står nemlig hurtigt klart, at de lokale mener, vulkanen er hjemsøgt af en form for troldelignende monster. Et monster, som Omega-holdet også snart får et glimt af.

Så langt så godt. Nu ved vi jo godt, at man skal stå tidligt op for at snyde prins Zarkon, og mon ikke han også klarer ærterne denne gang? Selvfølgelig gør han det, men ikke før der har været lidt obligatorisk håndgemæng og akrobatik, som naturligvis udspiller sig på kanten af vulkanens munding.

Hardcover, Doubleday 1976. Romanens 1. udgave

Seriens første bind er ret underholdende, fordi Carter her lykkedes med at skabe en stemning af et hold af specialister, der arbejder sammen om løsningen af sagen. Den stemning var desværre borte i andet bind, hvor Zarkon mere eller mindre løste alt selv, og som læser må man spørge sig, hvorfor prinsen egentlig har brug for sit hold omkring sig. Han kan jo alt selv. Med tredje bind er holdstemningen tilbage, hvilket afgjort gør bogen bedre end andet bind, men den når stadig ikke samme niveau som det første bind.

Problemet med The Vulcano Ogre er, at historien dybest set føles banal og lille. Skalaen er i ubalance. Det virker absurd, at den internationalt berømte Omega-gruppe bliver hyret til en sag, som umiddelbart blot er en historie om gemen svindel i et halvstort amerikansk mineselskab. Vi mangler schwung og store pulpede armbevægelser her, fordi det er ret uimponerende, hvad hans helte konfronteres med i denne del af serien.

Paperback, Wildside Press 1999

Der noget prosaisk over historien, som kunne være opklaret af hvem som helst. Zarkon og hans mænd er skabt til at bekæmpe kriminelle superskurke i stil med James Moriarty og Fu Manchu – skurke, der kan give dem udfordringer og true verdensfreden med deres geniale planer. Det er den stemning, som Carter iscenesætter omkring sine helte, men det, han rent faktisk får dem brugt til i seriens tredje bind, rammer langt under målet og fremstår decideret uinspireret.

Man kan dog ikke kalde The Vulcano Ogre kedelig, blot forhastet og underudviklet. Zarkon ankommer til øen og løser sagen på rekordtid. Mere er der ikke i det, men for at trække tiden en smule og give noget længde til historiens omfang, har Carter introduceret en række sidehistorier, der føles uvedkommende i en fortælling, der gerne skulle være en nervepirrende omgang ramasjang.

Bogen er med andre ord ikke specielt vellykket, selvom der er gode takter i den. Præcis som i de tidligere bind er der festlige scener og stedvist herlig pulp-dramatik i junglen, men stoffet rækker ikke til en hel roman. Det hjælper heller ikke meget på det, at gruppens interne konflikter, som gerne skulle virke som humoristiske indslag, efter tre bøger er blevet tamme gentagelser.  

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

Romanens metalag er i den sammenhæng mere underholdende, for hele konceptet med Omega-serien er, at Lin Carter selv har fået adgang til prins Zarkons arkiv og nu udgiver hans arbejder i skønlitterær bearbejdning. Det forhold fylder noget mere i tredje del, hvor Carter løbende har nogle små regibemærkninger, der henvender sig direkte til læseren og kommenterer på historien. Det er et spøjst og sjovt element, og en leg, som Carter helt rigtigt valgt leger uden skyggen af et glimt i øjet. Ganske sjovt er det også, at han med sit tredje bind er begyndt at kunne referere bagud og nævne personer, som vi har mødt tidligere i serien. Det skaber liv og samhørighed de tre bind imellem, måske bare ikke nok, men det ligger til dels i genren. Hovedpersonerne skal ikke udvikle sig. De er som de er; rigtige helte.

Lin Carter har nok selv fornemmet, at han ikke rigtigt fangede formen med sine bøger om prins Zarkon. The Vulcano Ogre blev i hvert fald den sidste, han udgave i små ti år, før Zarkon lidt overraskende vendte tilbage i to bind mere. De bind skal jeg naturligvis også se nærmere på, og jeg er faktisk spændt på at se, om det havde positivt indvirkning, at han fik en pause og dermed mulighed for at udtænke lidt mere interessante fortællinger, end det han endte med i seriens første runde.

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Cold War in a Country Garden (1971): ”One pill makes you larger, and one pill makes you small”

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge udsendte Cold War in a Country Garden i 1971, og romanen blev en mindre bestseller på det engelske bogmarked, vel sagtens af samme grund som at James Herbert få år senere fik så stor succes med Rats (1974). De engelske læsere var nemlig tydeligvis sultne efter genrefortællinger, der ikke udspillede sig i USA eller alle mulige andre steder, men som derimod tog afsæt i en britisk virkelighed og hverdag. Det er da også omtrent udgangspunktet for Lindsay Gutteridges spændingsroman, hvis første halvdel foregår i noget så engelsk som den klassiske ”country garden”.

Da bogen åbner, møder vi vores hårdtslående hovedperson, militærmanden Matthew Dilke, der som led i et videnskabeligt eksperiment udført af efterretningstjenesten har ladet sig skrumpe til mikrostørrelse (via en pille!). Da vi kommer ind i historien, har Dilke levet i sin egen baghave i nogen tid. Formålet er, at han her skal afprøve, hvor svært det er for mennesket at overleve i den skala, og hvilke muligheder samt ikke mindst udfordringer, der viser sig. Dilke er således i kontakt med ”den store verden” gennem et sindrigt kommunikationssystem, men får ellers tiden til at gå som jæger og samler.

Hardcover, Jonathan Cape 1971. Romanens 1.udgave

Der går ikke lang tid før Dilke får følgeskab af en ung videnskabsmand med forstand på insekter samt en berømt storvildtsjæger, der naturligvis skal undervise i kampen mod havens titaner; myrer, hvepse, biller og alt mulig andet kryb, der nu har antaget dimensioner som elefanter og det, der er større.

En stor del af romanens handling er naturligvis tyvstjålet fra Richard Matheson. Alene det faktum, at vi introduceres til historien in medias res, er det samme greb, som Matheson har brugt flere gange, og hvor Mathesons hovedperson har sin nemesis i form af en edderkop, er Dilkes opgør med en jagtbille i stedet. De åbenlyse lån fra The Shrinking Man (1956) til trods tager Gutteridge alligevel læseren med et andet sted hen. Sagen er den, at Dilke jo er skrumpet med vilje modsat Mathesons ufrivilligt formindskede hovedperson. Formålet med at skrumpe Dilke er imidlertid ikke helt klart, men han har en række ganske underholdende og ganske absurde betragtninger omkring perspektiverne ved denne ”skrumpeteknologi”. Blandt andet at verdens hunger og overbefolkning kan afhjælpes ved at lade overskuddet i befolkningen skrumpe og kolonisere mikrouniverset, så man vil få en menneskehed i flere skalaer, levende side om side.

Paperback, Gold Medal Books 1956

Alle de altruistiske perspektiver til trods er Dilke militærmand, og pludselig kommer der bud fra hæren. Man har brug for en mikromand, der kan infiltrere en militærlejr på den anden side af jerntæppet i Rumænien for her at bjerge informationer. En lettere skør tanke, men Dilke bliver i hvert fald udstyret med et mikrokamera og smuglet ind i landet i en cigaretpakke. Snart befinder han sig dybt inde i rødt territorium. Nu går det hverken værre eller bedre end, at den lejr, som han skal infiltrere, er af videnskabeligt tilsnit og her arbejder kommunisterne også… med mikro-mennesker selvfølgelig. Hvad ellers. Dilke, som en anden mikro-Adam, møder dermed sin kommunistiske mikro-Eva midt i alt dette, for pulplitteratur skal naturligvis også have en romance. Dilke skal også igennem en frygtelig masse ubehagelige udfordringer i bedste Mary Norton-stil, før han er sikkert hjemme i sin have igen.

Der sker et ret voldsomt, stemningsmæssigt omslag i handlingen. Første del er rent og skært vildmarkseventyr i en sær, forvrænget verden, hvor kampen om liv og død står mellem de tre isolerede mænd og en enorm jungle fyldt med blodtørstige skabninger. Præcis den del, som måske ikke er videre original, er klart bogens bedste og mest intense. Gutteridge fanger her essensen af pulpeventyret ved at koge sin handling ned til klare, spændingsorienterede konflikter og sørge for, at vi gribes af det eksotiske miljø.

Paperback, Panther 1973

Der er noget fascinerende ved med en simpelt greb at kunne omdanne sin egen baghave til en fantasy-jungle. Jeg er generelt glad for vildmarkseventyr, og Gutteridge føjer afgjort noget spændende til genren ved at lægge dette element af jordbunden fantasy til de velkendte scener med kamp mellem helte og junglens bæster. Måden han eksempelvis får beskrevet hvepsene, er helt forrygende, fordi Gutterridge her virkelig får skrevet noget diabolsk og akut livstruende ind i sin fremstilling.

Lige så underholdende den første del er, lige så ufrivilligt komisk og en smule dum bliver anden del, hvor Dilke, som en anden mikro-James Bond, må udkæmpe en blodtørstig kamp med sit kommunistiske mikro-alter ego i en militærbarak. Idérigdommen fejler ikke noget hos Gutteridge, og man kan sige, at når han omdanner det indre af barakken til en form for farefuldt klippeterræn, som mikro-mændene kun forcerer med møje og besvær, er det ikke anderledes end situationen i haven. Det hele bliver dog for alvor fjollet, når det bliver fortalt, at Østblokken arbejder på at lave en hel armé af mikrosoldater, der vil kunne infiltrere Vesten.

Paperback, Pocket Books 1973

Cold War in a Country Garden er tidstypisk retro-pulp, der i sprog og handling skæver bagud. Det slipper Gutteridge ikke nødvendigvis helt vellykket fra, men romanen blev, som sagt, en ganske stor succes, og jeg kan sagtens se hvorfor. Den rammer noget rigtigt ved at udpege den arketypiske engelske have som sit miljø, og Gutterigde vil noget andet med sin historie end forlægget hos Matheson. Derved bliver Cold War in a Country Garden sin egen fortælling, der ikke udelukkende er et plagiat. Den er nærmere en britisk spejling af Matheson, som kan ske ikke har samme, fascinerende eksistentialistiske problemstillinger, men som i stedet udnytter sit miljø langt mere end Matheson gør det i sin mere indadvendte roman.

Lindsay Gutteridge fangede noget stærkt, da han slap Dilke løs i haven, og det førte til et par efterfølgere, som vi forhåbentlig også snart kan se nærmere på her på bloggen. Efterfølgerne tog i øvrigt ved lære af den uheldige sammenblanding af vildmark og James Bond. Sidste nævnte blev nedtonet i de næste bind, mens den barske kamp om liv og død i baghavens vildnis i stedet kom i forgrunden – præcis som jeg gerne ville have det.

1 kommentar

Filed under Roman

Edgar Rice Burroughs, At the Earth’s Core (1914/22): Pulpens forførende uskyldighed

Paperback, Ace 1962. Forsiden er stemningsfuldt malet af Roy G. Krenkel.

Det er spøjst gang på gang at kunne konstatere i hvor høj grad, Edgar Rice Burroughs kom til at sætte tonen for den amerikanske pulp i 1920’erne og 30’erne. Burroughs selv havde naturligvis flere inspirationskilder, H. Rider Haggard og Mark Twain, for blot at nævne et par. Desuagtet var det mere eller mindre Burroughs’ sammensmeltning af disse inspirationskilder, der skabte den særlige form for tempofyldt spændingslitteratur – uanset genren – som vi i dag kalder pulpfiktion.

Man kan også konstatere, at der sjældent er nogen, som gør det ret meget bedre udi den genre end Burroughs. Jeg taler vel at mærke her ikke om forfattere som eksempelvis Lovecraft og Howard, der forsøgte at forandre pulpens væsen indefra. Nej, jeg taler her om den rendyrkede ramasjang, drevet af glæden ved fortællingens umiddelbare drama og underholdningsværdi. Her var Edgar Rice Burroughs mesteren, og hans værker blev rost og plagieret til døde allerede, mens han levede. Her skal vi se nærmere på en af disse fortællinger, der har efterladt sig et ganske grundigt aftryk på eftertidens eventyrlige fiktion.

En ung Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950) klædt på som friluftshelt

At the Earth’s Core, der først udkom som føljeton i 1914 (og i bogform 1922), er den forrygende underholde historie om den unge David Innes; en rigmandssøn, der arver et mineselskab. Sammen med selskabets nestor, ingeniøren Abner Perry, udvikler de et bemandet højhastighedsbor, der vil kunne undersøge jordskorpen for metaller og mineraler på rekordtid. Innes og Perry må naturligvis afprøve boret, men på minemaskinens jomfrurejse går der noget galt. Styresystemet låser sig fast, og maskinen med de to ombord, borer sig nu direkte ind mod jordklodens centrum. De to mænd er sikre på, at dette er den visse død, men her får de sig en overraskelse. Deres bor fører dem nemlig ind i jordens hule kerne; ind til en hel verden inde i vores, der bedst kan beskrives som en forhistorisk jungle befolket af stenaldermænd, dinosaurusser, menneskeaber og så de frygtede Mahars. Sidstnævnte er intelligente, flyvende øglevæsner, der regerer i den indre verden.

Knap ankommet i dette fremmed miljø bliver vores to venner taget til fange og dermed skydes et hæsblæsende eventyr i gang, hvor David Innes hurtigt antager rollen som den snarrådige helt, der skal frelse stenalderfolket fra øglernes åg. For at nå dertil skal han gå grueligt meget igennem; nedkæmpe utallige fjender, ikke mindst de abelignende væsner, som øglerne holder som slaver, og naturligvis forelske sig i stenalderkvinden Diane the Beautiful.

All Story Weekly, april 1914. Første del af romanen udkom i dette nummer; her med Diane the Beautiful på forsiden

Romanen er, som sagt, utrolig underholdende i al dens uskyldige gåpåmod, men den har også en dybtfølt fascination af det utrolige og eventyrlige, som griber læseren – selv i dag, hvor der ikke er ret meget nyt at hente. Hos Burroughs gnistrer kreativiteten med en umiddelbar, oprindelig form for begejstring, der virker langt stærkere end de senere opkog over samme form for jungleeventyr. Hos Burroughs klinger det rent, fordi det hele udspringer originalt fra hans fantasi og fortælleglæde. Intelligente øgler og abemænd, der ridder på dinosaurusser og slås med stenaldermennesker; idéen er langt ude, men fungerer, fordi det bliver fortalt med en alvor, som den slags ramasjang aldrig ville kunne skrives med i dag, hvor en ironisk distance lægger sig som et metalag ind over fortællingen.

Når det er sagt, er det imidlertid interessant at se lidt ind under handlingen i en roman som At the Earth’s Core, og kaste et blik på de underliggende ideologiske træk, der gør sig gældende. Først og fremmest kan man naturligvis hæfte sig ved nogle af de helt åbenlyse akser i bogen. Eksempelvis, at de fremmedartede Mahars benytter sig af relativt dumme, sorte abeslaver, der ligger i strid med de hvide eller kaukasiske stenalderfolk. Burroughs udfolder her nogle ikke helt stuerene stereotyper, som han dog hverken selv har fundet på eller var alene om. Ikke desto mindre er det påfaldende, at forestillingen om race eller rettere forskellighed betyder så meget i bogen. De forskellige væsner, aber, mennesker og øgler har forskellige agendaer, der ikke kan forenes, og krigen er dermed uundgåelig. Eller sagt på en anden måde – kulturer lader sig ikke blande. Der kommer da også til krig i At the Earth’s Core, hvor Innes selvklart bliver hovedpersonen.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1940

Mere bemærkelsesværdigt er det, at Burroughs lader sine to hovedpersoner udtrykke en form for ”den hvide mands ret”. De kommer til denne frodige, fantastiske verden, og straks ser de det kapitalistiske potentiale. De er to fuldblodsamerikanere, der indtager den store frontier og øjeblikkeligt domesticerer den. De griber med andre ord kontrollen og tøver ikke med at udrydde øglerne, der udgør det reelle styre.

Man kan ikke forhandle med disse Mahars, men det er trods alt slående, hvor kynisk vores venner går til sagen i kamp for stenaldermenneskene samt ikke mindst alle de penge, som de på sigt kan tjene på stedet. Der er noget skrupelløst og kolonialistisk over vennernes adfærd, som med nutidige øjne er ganske uforenelig med den helterolle, de har i romanen. For os i dag fremstår Innes og Perry som grådige imperialister, der ikke tøver med at udrydde den eksisterende kultur for at kunne indsætte deres egen styreform. I Burroughs’ optik er de kloge, gæve mænd, der udnytter chancen, når den er der. Modellen for denne adfærd i romanform har Burroughs fra Mark Twains A Connecticut Yankee, men Burroughs giver problematikken en ny dimension ved at gøre det til et spørgsmål om racernes uforenelighed og den stærkes ret til ressourcerne.

Hardcover, Canaveral Press 1962

Kigger man ind under overfladen, ligger der således et forbløffende kynisk verdenssyn til grund for den ellers letbenede pulphistorie. Der er næppe mange af Burroughs’ læsere, der på udgivelsestidspunktet ville stille spørgsmål ved det verdenssyn, som bogen hviler på. Men som læser i dag mener jeg, at det er værdifuldt at forstå hvilke mekanismer, der ligger til grund for fortællingen, fordi de, om vi kan lide det eller ej, har været med til at forme værket på godt og ondt. Heltenes ubekymrede annektering og nedslagtning af deres modstandere er underholdende, men det er måske knap så underholdende, hvis vi kontekstualiserer handlingen.

Det kan man så lade være med at gøre og bare nyde historien som underholdning, men det, vil jeg mene, er naivt, for præcis som med eksempelvis Lovecrafts racisme skal vi ikke vende det blinde øje til og nedtone den. Vi skal holde det problematiske frem, tale om det og forstå, hvordan det har bidraget til fortællingerne og anerkende det som komponent i teksternes æstetiske virkekraft – også selv om vi ikke er enige eller synes, det er stærkt usympatisk. Det er på den måde, at vi kan komme videre fra disse fortællinger og se dem fra andre sider. Det kan man eksempelvis opleve ved at læse At the Earth’s Core og sidestille den med Pierre Boulles Abernes Planet (1963). Her får vi Burroughs på vrangen. Helten bliver her udsat for præcis det samme, som heltene hos Burroughs gør ved andre. Det er et såre simpelt greb, men også en lille genistreg, der spiller direkte sammen med de troper, som Burroughs skrev.

Paperback, Ace Books 1972

Nuvel, læs At the Earth’s Core. Lad dig forføre af den stærkt underholdende røverhistorie og tænk derefter lidt over, hvad bogen egentlig fortæller os. Det er ikke alt, der smager godt, som er sundt for os.

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Tandem 1975

Hardcover, Doubleday 1976

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Ballantine 1990

Paperback, Bison Books 2000

Paperback, Dover Publications 2001

Skriv en kommentar

Filed under Roman

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman