Tag Archives: Vintage pulp

Keith Laumer, A Trace of Memory (1963): Sjusket og planløs pulp

Paperback, Berkley Medallion 1963. Romanens første udgave. Richard Powers har malet den fine forside i hans vanlige, tidstypiske streg

Keith Laumers A Trace of Memory fra 1963 er på alle måder en sen aftapning af 1940’erne og 50’ernes SF. Romanen blev først udsendt som føljeton 1962 i Amazing Stories, hvilket var alt, alt for sent. Når folk i dag ser med milde øjne på Laumers bog, er det måske fordi, de glemmer, hvor forfejlet bogen allerede var, da den udkom. Problemet er nemlig, at den kun viderefører pulpens værste kvaliteter uden antydninger af de stilistiske og tematiske nybrud, genren oplevede i løbet af 50’erne. Det er mig derfor også en gåde, hvorfor A Trace of Memory er blevet så flittigt genoptrykt, som den er. Men lad os tage et hurtigt kig på handlingen, før vi for alvor går til makronerne.

Historien begynder en solrig formiddag i Tupelo, Mississippi, hvor den udtjente semi-dranker og lykkeridder mr. Legion læser i avisen og falder over følgende annonce: ”Soldier of fortune seeks companion in arms to share unusual adventure.” (s. 1) Legion havde egentlig ikke tænkt sig at svare på annoncen, men skæbnen vil, at han alligevel ender med at gøre det, og snart befinder mr. Legion sig i selskab med den excentriske rigmand Foster, der har indrykket teksten i avisen. Sagen er den, at Foster er i besiddelse af en mærkværdig dagbog, der ikke bare er skrevet på et ubestemmeligt, for ikke at sige ukendt materiale, bogen er også kun delvist skrevet på et læseligt sprog. Endnu mere mystisk er det, at Foster er overbevist om, at det er ham selv, der har skrevet den mærkelige bog i en fjern fortid. Foster virker gal, og Legion vil egentlig smutte fra hans rigmandsvilla så hurtigt som muligt, men så bliver huset angrebet af lysende energivæsner fra rummet, og de to mænd må flygte sammen ud i natten.

Paperback, Berkley Medallion 1963

Det viser sig, at Foster i virkeligheden er et rumvæsen fra planeten Vallon, der er blevet genfødt igen og igen uden ret meget erindring om sine tidligere liv.  Tidligere liv, der strækker sig tilbage til en nødlanding på Jorden tilbage i stenalderen. De landede der, hvor Stonehenge nu er opført, og naturligvis hænger de to ting sammen. Indbyggerne fra Vallon lå i krig med de onde energivæsner, som stadig søger efter overlevende fra nedstyrtningen for mange tusind år siden, og nu befinder Legion sig pludselig midt i en hæsblæsende jagt, der fører ham til England og til sidst videre ud i verdensrummet.

Ganske pludseligt slår handlingen over og blive et rumeventyr på planeten Vallon, der afsløres som udgangspunktet for alle vores jordiske Kong Arthur-fortællinger. Vallon er en forvanskning af Avalon osv. Jordboen Legion ender med at deltage i et oprør på den fjerne planet for at bekæmpe det tyranni, der er blevet etableret efter, at Fosters folk forlod planeten i sin tid.  Og så, og så, og så…

John Keith Laumer (9. juni 1925 – 23. januar 1993)

Ok, her må vi hellere stoppe det, der allerede nu er blevet et alt for langt referat. Den komplet udflydende handling i A Trace of Memory kan bedst beskrives som en føljeton, der løb af sporet. Det, der begynder som hårdkogt SF-gys i Tupelo, slutter som rendyrket rumramasjang, vel at mærke uden, at der på nogen måde knyttes noget bånd i mellem bogens dele. Laumer havde formentlig to-tre noveller eller romanidéer, der var for korte, og han besluttede så at splejse dem sammen til en. Det var en ganske dårlig idé, må man sige. I hvert fald for den læser, der bare holder af en smule konsistens i sin læsning.

Personlig kan jeg kun beklage, at Keith Laumer ikke blev ved historiens første handlingsspor; der, hvor Legion og Foster desperat forsøger at opklare dagbogens mysterium, rejser til Stonehenge, går på opdagelse i den jungianske kollektive erindring og paranoidt frygter for angreb fra energivæsnerne. Her har bogen en sympatisk karakter af skrækfiktion, der vinder ved den hårdkogte tone, som den vrængende hovedperson Legion udfolder.

Paperback, Mayflower 1968

Bogens midte og anden halvdel, der fremstår som en pauver udgave af noget, Robert Heinlein kunne have skrevet, har ikke samme nerve og virker først og fremmest som et sammendrag af en større handling. Selv Legions personlighed transformeres væk fra den alkoholiserede antihelt til en klassisk, ansigtsløs helt med gåpåmod og en proper næve. Kong Arthur-vinklen i bogens anden halvdel giver ikke nogen mening, set i forhold til handlingen i første del, og Laumer kunne da i det mindste have gjort sig den umage at indlægge et par enkelte sætninger i romanudgaven af bogen, som forberedte læserne på den udvikling, men sådan er det ikke.

Entusiastiske SF-læsere vil her måske kunne indvende, at det trods alt er en sjov tanke, som Laumer fremfører. Altså at Arthurlegenden i virkeligheden er menneskehedens videredigtning på hændelser, der udspillede sig i stenalderen og siden er blevet genfortalt  og dermed også gradvist er blevet forvansket til den historie, vi kender. Bevares, den tanke er sjov, men Laumer bruger den ikke til stort andet end et trinbræt for kamp og kage på planeten Vallon, og Colin Wilson gjorde den slags langt bedre få år senere. For mig skal der i hvert fald lidt mere til, for at den slags idéer kan bære værket.

Paperback, Warner Paperback Library 1972

Isoleret set er der således gode takter i A Trace of Memory, men alt det overskygges af det faktum, at bogen er rædderligt skrevet. Normalt skal man ikke forvente sig meget mere end et dynamisk og humørfyldt sprog i litteratur af Laumers pen, men end ikke det formår han at leve op til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor sproget i så høj grad generede mig. Vores hovedperson Legions navn bliver nævnt igen og igen sammen med et begrænset udvalg af andre ord og vendinger, som gør sproget til en lang gentagelse, og reducerer det litterære håndværk til en omgang af det argeste sjusk.

At bogen fandt vej til udgivelse er ene og alene et vidne om den næsten umættelige begejstring for genrelitteratur, der herskede i samtiden, og Laumer hører så afgjort til blandt amatørerne, der kunne lukrere på denne interesse med dybest set elendig fiktion, som bidrog til at holde gang i gryderne. Laumer tilhører den gruppe af forfattere, der stædigt holdt fast i den gamle pulplitteraturers mest primitive sider, og det er ikke noget under, at den ellers produktive Keith Laumer er sunket ned i glemslens suppedas i dag, så at det kun er de mest ihærdige læsere, der får ham hevet frem.

Paperback, Tor 1984

A Trace of Memory er uden tvivl pulplitteratur, når den er værst; triviel, rodet og sjusket, uden plan og andet formål end at give Laumer brød på bordet. Det fik han da sikkert også, men det er formentlig også det eneste for alvor positive, der er at sige i den sammenhæng.

Paperback, Armchair Fiction 2011

Amazing Stories, juli 1962

Amazing Stories, august 1962

Amazing Stories, september 1962

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 2. The Jade Warrior (1969): Kineserier i Dimension X

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Så er det blevet tid til at se nærmere på andet bind i serien om Richard Blade; den supertrænede, hemmelige agent, der rejser ind i Dimension X for den engelske regering. Første bind var en grotesk og underholdende omgang skraldelitteratur. De bizarre scener kom som perler på en snor, og handlingen var ikke stort andet end et langt påskud for at få det halvnøgne muskelbundt Blade i lag med så mange kvinder som muligt. Det er klart, at den slags må sætte forventninger højt hos enhver fornuftig læser. Med andet bind viser det sig imidlertid, at Manning Lee Stokes, forfatteren, der gemmer sig bag aliasset ”Jeffrey Lord”, havde andre ting i tankerne.

The Jade Warrior begynder, da Blade slapper af med sin forlovede i en idyllisk hytte ude ved kysten. Den unge dame presser på for at få høre mere om Blades hemmelighedsfulde liv og arbejde, men han nægter. Han kan og vil ganske enkelt ikke afsløre noget om sin rolle som agent og Dimension X. I stedet kan Blade proklamere sin store kærlighed til pigen, hvilket lukker munden på hende, og alt er godt. Det vil sige næsten, for knap er amorinerne luftet før Blade må tage til London – Dimension X kalder med en ny opgave. Blade må afsted i en farlig fart; hvorfor får vi aldrig helt at vide, men det er formentlig håbet, at han en dag vil få andet med sig hjem fra den fremmede dimension end erotiske eventyr og ar fra slåskampe.

Denne gang havner Blade i en steppeverden, hvor et vældigt slag udfolder sig foran en gigantisk mur. Ryttere belejrer muren, og Blade bliver hurtigt involveret i kampene. Snu og nøgen som han er, snupper han en rustning fra en falden kriger, og snart viser det sig, at det er selve storfyrstens rustning, som han har hugget. Dermed begynder et langvarigt eventyr, hvor Blade må balancere sin støtte til den civiliserede kultur på den ene side af muren, og de bestialske rytterfolk, som lever på den anden side. Begge parter i den tilsyneladende evige strid er lige lumske og skrupelløse, hvorfor Blade efter bedste evne forsøger at holde sig neutral. Det er naturligvis i sidste ende helt umuligt, ikke mindst fordi Blade hopper i kanen med prinsesser på begge sider af muren, og dermed bliver dybt indviklet i de to hoffers intriger.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Her er det så, at læseren formentlig tænker ”hmmm, kunne det mon være en form for Kina, som Blade er havnet i?” og svaret er absolut ja. Faktisk gør Jefferey Lord/Manning Stokes omtrent alt for, at vi skal forstå, hvad det er for to kulturer, som her støder sammen foran muren. Det besynderlige er imidlertid, at Blade på intet tidspunkt reflekterer over dette. Han stiller sig komplet uforstående over for alt, hvad han møder, endda selvom han modsat den første bog ikke har mistet sin hukommelse under rejsen ind i Dimension X. Ja, man kan vel nærmest kalde det for en form for selektivt hukommelsessvigt, som Blade praktiserer.

Selektivt, fordi Blade ikke bruger så lidt tid hos de to prinsesser på hver side af muren. Den ene behandler ham som prins, den anden som sexslave, og han får endda et barn med den ene af kvinderne, hvilket alt sammen sker uden, at den store fyr sender bare så meget som en enkelt varm tanke til sin stakkels forlovede, som han havde proklameret sin kærlighed til i begyndelsen af bogen. Hvad der sker i Dimension X, er åbenbart noget, der bliver i Dimension X.

Der er en solid dosis kamp og kage i The Jade Warrior, men der er mindre af det end i første bind. Bogens tone er tungere og mere alvorlig, Manning Stokes gør mere ud af de kulturer, som Blade møder, og handlingen hænger rent faktisk sammen. Der gør alt sammen, at The Jade Warrior langt fra er så dum og festlig som The Bronze Axe. Ikke at man kan kalde seriens andet bind for seriøs litteratur; man kan nærmere blot konstatere, at Stokes denne gang havde en mere konsistent vision for sit pulpeventyr.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

På den ene side er det ærgerligt, for Blade bliver en hel del mere ordinær, når han ikke vader fra det ene skøre påfund til det andet, men omvendt er det lykkedes for Stokes med The Jade Warrior at skabe en form for hårdkogt, eksotisk actionfortælling, hvor Blades kamp og eventyr betyder lidt mere. Der er rent faktisk noget på spil i handlingen; Blade udfordres og presses af sine modstandere. Netop det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Det giver serien lidt mere pondus, uden at den bliver kedelig, og Stokes har fortsat tilpas megen dum dialog, forloren prosa og så mange overskruede situationer til at serien ikke kan forveksles med noget alvorligt.

The Jade Warrior viser dermed en ny og mere ambitiøs side af Blade-serien, som jo tyder på en lidt større spændvidde i historierne, end jeg egentlig havde regnet med. Seriens andet bind er, præcis som første bog, relativt lang set i forhold til genren, og The Jade Warrior er vel også for lang for sit eget bedste, men af en eller anden grund blev romanen i højere grad hængende hos mig end det første eventyr. Den gjorde i hvert fald indtryk på en anden måde, og derfor er jeg stadig spændt på at se, hvordan ”Jeffrey Lord” kommer til at udfolde sine eventyr i de næste bind af serien. Det må vi se på i senere indlæg.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Atlantis – Drømmenes havn

Paperback, Lancer Books 1970

En af de væsentlige forskelle mellem ældre og yngre fantasy er fortællingens univers. Ældre fantasy forstået ganske bredt som noget, der genremæssigt også kan krydse ind i det, vi opfatter som SF og gys, udspiller sig i langt de fleste tilfælde i verdener, der på en eller anden måde står i relation til vores egen. Edgar Rice Burroughs fører sine helte ud i solsystemet eller ind i jordens indre, mens andre benytter sig af skjulte dale og parallelle dimensioner. En anden strategi er at bruge tidens gang som alibi, hvorved eksempelvis Robert E. Howards eventyr om Kull og Conan kunne udspille sig på Jorden, blot for meget, meget, meget længe siden.

Hardcover, Centaur Press 1971

Tolkien lader også til (i hvert fald en gang imellem) at have opfattet sit univers på samme måde; som en form for mytisk fortid, der hænger sammen med vores egen verden. Sådan er det imidlertid ikke i det meste moderne fantasy, hvor fortællingernes universer som oftest er noget fuldstændig løsrevet fra vores virkelighed.

Amazing Stories, februar 1936

Hvorfor denne forskydning sker er ikke helt enkelt at besvare, fordi der givetvis er tale om mange forskellige grunde, der løber sammen. Jeg tror imidlertid, at det konceptuelt har været langt sværere at bane vejen for fortællingen, som slet ikke har nogen relation til Jorden og vores virkelighed, end man umiddelbart forestiller sig.

Wonder Stories, juli 1934

Når det sker, så tror jeg, at det har noget med plausibilitet at gøre. I stedet for at acceptere en mere eller mindre forkølet forklaring på, at en historie kan udspille sig i noget, vi grundlæggende må opfatte som urealistisk (en verden inde i vores egen eksempelvis), er det lettere at løsrive sig fuldstændig og skabe fantasi fantasiens skyld. Modet til at tage det skridt tog imidlertid lang tid og kom først for alvor i slutningen 60’erne, som modsvar til den i dele af SF-litteraturen eksisterende idé naturvidenskabelig og social nøjagtighed. Fantasien lod sig ikke tøjle på den måde, og resultatet blev en litteratur, der turde digte såvel som at fabulere frit.

Amazing Stories, november 1941

Nu er dette jo et onsdagsindlæg, og derfor et indlæg fokuseret på billeder. Derfor kan du her se nærmere på Atlantis, der om noget er blevet udnyttet flittigt som frirum for fantasy og fantasi i ældre genrelitteratur. Myten om det forsvundne kontinent har således været den perfekte ramme for forbløffende meget tidlig fantasy, og myten lever skam stadig, som det også fremgår her. Så tag her en tur med til den sunkne verden.

Weird Tales, juli 1935

Argosy, maj 1940

Thrilling Wonder Stories, oktober 1938

FATE, juli 1953

Paperback, Warner Paperback Library 1974

Hardcover, John C. Winston 1953

Paperback, Tor Books 1993

Hardcover, Meuienhoff 1961

Paperback, Signet 1988

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1960

Paperback, Penguin 2007

Paperback, Ace 1979

Paperback, Panther 1975

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Paizo 2007

Paperback, Airmont Books 1960

Paperback, Gryphonwood Press 2013

Paperback, Arrow Books 1946

Paperback, Del Rey 2007

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Del Rey 1977

Paperback, DAW Books 1970

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Engel af navn, ikke af indhold

Paperback, Phantom Books 1958

Lidt ad omveje kom jeg til at tænke på engle og pulplitteratur forleden. Ser man generelt på navnlig skræk- og mystik-enden af genrefiktionen, er det ikke udsædvanligt at finde noveller, der på en eller anden måde rummer engle. Der er de gode engle, der træder frelsende til i sidste øjeblik, og så er der de hævnende engle, der gør gammel gæld op. Sidstnævnte er naturligvis en noget mere grum udgave af de førstnævnte engle.

Angels on Earth, juli-august 2012

Begge historier er ikke desto mindre lige velafprøvede og uinteressante, selvom de på ingen måde er ens i udtrykket. Noget taler imidlertid for, at engle-fortællingerne generelt allerede i 1920’erne og 30’erne var blevet en kliché, som ikke tålte alt for meget opmærksomhed. Det er således slående, at man bedømt ud fra magasinernes forsideillustrationer nærmest ikke finder nogen engle i bladene. Det snyder imidlertid, for novellerne er der, de bliver bare ikke promoveret og derfor mere eller mindre forbigået i tavshed.

West end Detective, no. 31, 1956

Samtidig kan man konstatere, at englen som metafor er udsædvanlig populær i pulpfiktionens titelunivers; specielt i krimi-genren. Faldne engle og engle-allusioner, der spiller på forholdet mellem tilsyneladende uskyldighed og indre drifter, er enorm. Noget der især bliver brugt om kvinder, hvilket burde fremgå med al tydelighed ud fra det udvalg, som du ser i indlægget her.

Strange Detective Mysterie, november 1943

De egentlige engle skal man således kigge langt efter, mens legen med idéen om englen nærmest er tilstede i så overvældende en grad, at det uden tvivl også må udpeges som en pulptrope, der går på tvær af genrer og stil. Her er der imidlertid tale om engle af navn, ikke af indhold, hvilket man kun kan være taknemmelig for. Historierne og de egentlige engle er nemlig som oftest dødsyge. Næh, så er der generelt mere fest og farver hos Satan og hans dæmoner.

Paperback, Signet Books 1962

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Popular Library 1959

Paperback, Popular Library 1958

Paperback, Pan Books 1961

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Gold Star Books 1965

Paperback, Gold Medal Books 1957

Paperback, Ecstasy Books 1951

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1947

Paperback, Century Mysteries 1952

Paperback, Bantam Books 1950

Paperback, Ballantine Books 1977

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Ace Books 1969

Marvel Tales, december 1939

Angels and Heavenly Visitations (The Best of FATE Magazine), 2014

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Ulve uden forklædning

Strange Tales, januar 1932

Ulven hører afgjort til blandt skrækfiktionens mest populære billedmotiver. Den optræder hyppigt som frygtindgydende modstander og uhyggeligt væsen i genrefiktionen fra pulpens guldalder i 1920’erne og 30’erne, men med tiden er dens status som blodtørstigt bæst gået tabt.

Adam, april 1977

Vores syn på naturen har ændret sig, og ulven er gået fra at være symbol på det onde og ukendte, der lurer derude i skoven, til at være et billede på frihed, naturkraft og ensom ophøjethed. Meget af den gru, som man i pulpdagene stadig føjede til ulvens mytologi, er naturligvis ældgammelt gods, der kan føres tilbage til antikken.

Weird Tales, december 1930

Der blev således ikke opfundet noget nyt i pulpens genrefiktion, når alt fra cowboys og eventyrere til ensomme rejsende og stakkels kvinder står ansigt til ansigt med ulvene. Episoder, som den i Jack Londons White Fang (1906), hvor en guldgraver overfaldes af en ulveflok, gjorde stort indtryk den gang og blev efterfølgende plagieret igen og igen i pulpmagasinerne – ikke mindst fordi scenen er forbistret skræmmende og fortsat formår at skræmme sin læser.

Famous Fantastic Mysteries, august 1952

Men med tiden mistede ulven, som sagt, sin ondskab og blev et dyr, der måske nok er omgærdet af en særlig stemning, men som dog kun er noget ordinær. Selve ondskaben forsvandt imidlertid ikke – den blev skubbet over i varulven, hvor man med god samvittighed kunne dyrke det ”unaturlige” i ulven.

Weird Tales Magazine, september 1927

Man kan samtidig også konstatere, at ulvens monstrøse status kun overfladisk er blevet udlånt til varulven, for følger man debatten om ulve, som den verserer i disse dage, er det tydeligt, at frygten for dyret lever i bedste velgående, uden at den adskiller sig stort fra det, der blev sagt om ulven i både antikken og middelalderen.

Blue Book Magazine, august 1930

Weird Tales Magazine, august 1938

Blue Book Magazine, februar 1942

Short Stories, februaar 1940

Detective Fiction Weekly, august 1939

 

Real Northwest Adventures, november 1936

E-bog, Pulp Electronique 2012

Paperbaack, Dark Valentine Press 2012

Hardcover, Taplinger 1974

Paperback, Transport Publishing 1948

Man’s Wildcat Adventures, januarr 1962

Paperback, Pocket Books 1990

North West Stories, vinter 1949

Paperback, Fawcett Gold Medal Books 1993

North West Stories, vinter 1950

Paperback, DAW 1977 – Elric, ulven over dem alle

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Teenage Wildlife

Paperback, Monarch Books 1962

I årene efter Anden Verdenskrig holdt en ny figur for alvor sit indtog i pulplitteraturen; teenageren meldte sig på banen. Før krigen var der naturligvis også unge mennesker i pulpens univers, men det, man kan kalde den arketypiske teenager, var ikke helt blevet konciperet, og ser vi eksempelvis på skrækfiktionen før ’45, spiller unge ikke nogen synderlig rolle. Sådan var det også i de fleste andre traditionelle genrer. De steder, hvor vi møder unge, er det primært i rollen som rationelle, små voksne, og ikke som de sprængfarlige størrelser, der snart skulle træde ind på den litterære scene.

True Crime Detective, juli 1973

I dag kan det naturligvis virke overraskende, at teenageren som idé kunne være noget nyt, men sådan var det altså, og jeg skal ikke optrevle ungdommens kulturhistorie her. Den er velkendt og fortalt mange gange. I stedet synes jeg, at det er sjovt at bide mærke i publikummet for disse tidlige historier med og om teenagere. Langt de fleste pulpudgivelser var nemlig rettet mod et modent publikum, der havde penge på lommen. Det vil sige, at fortællingerne om teenagere typisk var skrevet til et ældre publikum. Det er stik modsat i dag, hvor stort set al underholdning med teenagere er rettet mod det samme alderssegment.

Paperback, Universal Publishing-Beacon 1964

Sådan var det bare ikke i pulpens verden. Her var teenageren et faretruende og fremmedartet fænomen i de voksnes verden, som pludselig indtog gader og stræder. De skabte grobund for overspændte, utrygge fantasier om kriminalitet, kulturelt forfald, fri sex og misbrug. Teenageren, som uansvarlig og kaotisk kraft i samfundet var dermed skabt, og temaet kunne fra slutningen af 40’erne og små 30 år frem varieres i det uendelige.

Paperback, Stag Books 1963

De unges depraverede adfærd kunne findes alle steder; lige fra motorcykelbander til hemmelige sexklubber og illegale hashhuler drevet af teens. Det skandaløse og chokerende gik hånd i hånd med teenagerne. Læserne kunne således gyse over de unge, og samtidig længselsfuldt drømme om den frihed, de egentlig burde fordømme. Nabokov tog naturligvis nælden ved roden, da han i sin Thomas Mann-parafrase fra ’55 om den fjortenårige Lolita gik ind i denne erotiske ungdomsfascination, hvorved emnet også fik et litterært udtryk uden for pulplitteraturens aflukke.

Paperback, Signet Books 1967

Som sagt forandrede teenagemotivet sig over tid; læderjakker bliver til løse gevandter, druk og springknive til LSD og fri sex. Grundlæggende er alt dette imidlertid bare overfladiske samtidsmarkøre, der dækker over den samme grundfortælling. En fortælling, der fortsat findes i dag, men som i nogen grad har mistet sin potens, efter det såkaldte ungdomsoprør gav de unge en stemme, der i nogen grad var mor-og-far-generationen ligeværdig. Teenagerne er derfor stadig scarry monsters og super creeps, men de er også meget andet i litteraturen; men først og fremmest er de blevet del af deres eget litterære reservat i form af den så uskønt benævnte Young Adult-litteratur.

Paperback, Random House 1976

Paperback, Pulp Press 2010

Paperback, Original Novel 1948

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Monarch Books 1962

Paperback, Midwwood 1962

Paperback, Midwood Books 1966

Paperback, Midwood 1967

Paperback, Midwood 1965

Paperback, Mayflower Books 1971. En oversættelse af “Jeg, en pige” fra ’65, nu blot med en mere hip, pulpet titel

Paperback, Macfadden-Bartell 1970

Paperback, Greenleaf Classics 1974

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Domiono Books 1963

Paperback, Digit Books 1959

Paperback, Crest Books 1960

Paperback, Corgi Books 1963

Paperback, Bedstand Books 1971

Paperback, Beacon Books 1962

Paperback, Beacon 1960

Paperback, Bantam Books 1951

Paperback, Avon 1958

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, New American Library 1970

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Onde japanere og djærve amerikanere

Battle Cry, november 1960

Ser man på den amerikanske pulplitteraturs sølvalder, er det interessant at notere sig, hvor stor en rolle japanere spillede som fjendebillede i 50’erne og 60’erne. Det er faktisk overraskende på flere punkter, men den væsentligste er nok den, at vi fra et eurocentrisk perspektiv ofte overser, hvor stor betydning kampene i Stillehavet havde for amerikanerne under Anden Verdenskrig. For os, var Stillehavet en fjern arena, som automatisk blev tilskrevet sekundær betydning i forhold til alt det, der udspillede sig i Europa.

Wings, marts 1944

For professionelle historikere har Stillehavskrigen naturligvis været nærværende hele tiden, men pulpmagasinerne tillader os rent faktisk også at få et glimt af de åbne sår, som stadig sad på den amerikanske befolkning ganske længe efter, at Anden Verdenskrig var afsluttet. At der så samtidig også opstod nye krigssituationer i Østen, der holdt disse kulturelle sår åbne, har naturligvis forlænget krigens eftervirkninger og gjort, at billedet af ”den onde japaner” kunne suppleres med andre asiatiske folkeslag.

Stag, juni 1963

Japaneren indtager imidlertid afgjort hovedsædet, hvilket betyder, at man i de amerikanske pulpmagasiner og pulpudgivelser ser ganske mange fortællinger dedikeret til kampen mod japanere, der skildres som ekstremt afstumpede og onde individer.

Amazing Stories, september 1942

Det er ligeledes sjovt, så meget japanerne fylder i forhold til eksempelvis fjenderne på den anden side af jerntæppet. Kineserne optræder også i pulpens verden, man slet ikke i samme omfang, der samme gør cubanerne eksempelvis heller ikke. Faktisk overgås japanerne kun af karikerede fremstillinger af russere og nazister.

Stag, juli 1964

Her er sagen da nok også den, at japanerne var en overstået trussel, der kunne henlægges til en ufarlig fortid, mens kommunisterne var en aktuel trussel, som man skulle træde en smule mere varsomt med at fremstille. Samtidig var mindet om den japanske fjende stadig i så frisk erindring i 50’erne og 60’erne, at man kunne give sit fjendebillede hele armen og udmale japanerne i den ene uhyrlige og absurde situation efter den anden og være sikker på, at de stereotype og racistiske fremstillinger ville finde genklang hos pulplæsernes fordomme.

Real Men, oktober 1963

Der udspillede sig således en racistisk kamp på pulpmagasinernes forsider, hvor stolte amerikanske unge mænd (og kvinder) kæmper mod nedrige japanere, der tydeligvis er helt blottet for enhver humanitet. Hvis vi skal forstå pulpmagasinernes verdenssyn, havde USA naturligvis en lang række af sådanne fjender, og landet var dermed underlagt en form for belejring, som dog var dømt til at fejre på grund af det amerikanske folks heltemod. Sådan er logikken i hvert fald i 50’erne og 60’ernes mandeblade og krigsromaner.

Paperback, Star Books 1967

Den type billeder, som vi ser i indlægget her, mistede gradvist deres popularitet i takt med, at Vietnamkrigen blev et stadigt større problem for den amerikanske befolkning. Til sidst forsvandt de helt og overlod krigsforsiderne til de gamle, tyske nazister, som stod tilbage som alemgyldigt fjendebillede for alting amerikansk og godt her i verden. Senere vendte japanerne tilbage som fjendebillede, men nu i form af en merkantil og kulturel trussel, men det er en anden historie.

Paperback, Pocket Books 1966

Paperback, Pocket Books 1963

Paperback, Panther Books 1965

Paperback, Panther Books 1958

Man’s Magazine, januar 1962

Man’s Adventure, januar 1965

Man’s Action, maj 1965

Man’s Action, december 1962

Liberty, april 1944

High Adventure, juni 1958

For Men Only, november 1960

Escape To Adventure, november 1962

Battle Stories, april 1943

Argosy, februar 1943

American Sky Devils, januar 1943

American Sky Devils, april 1943

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret