Tag Archives: Vintage pulp

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

Paperback, Ace Books 1968. forsiden er malet af Jack Gaughan

Her skal vi se lidt nærmere på den feterede Philip K. Dicks første roman Solar Lottery, der så dagens lys i 1955. Dicks mange meritter som forfatter skal jeg ikke opliste her, men blot konstatere, at man retrospektivt kan genkende ting i debutromanen, som fik stor betydning i det senere forfatterskab. Bedømt ud fra denne bog alene ville man dog næppe spå Dick nogen lang og glorværdig karriere. I hvert fald ikke en karriere, der skulle føre ham ud i så utroligt og tankevækkende terræn, som det rent faktisk blev til. Det skal jeg vende tilbage til.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid; samfundet er blevet indrettet som et diktatur, hvor diktatoren, kaldet ”The Quizmaster” bliver udvalgt tilfældigt blandt dem, der vælger at stille op til posten. Samtidig med udvælgelsen af diktatoren bliver en drabsmand eller morder tilfældigt udvalgt, hvis opgave det er at dræbe den nyvalgte diktator. Diktatorens ansvar er nu at styre sit folk efter forgodtbefindende, men samtidig også at beskytte sig imod morderens attentater. Nogle diktatorer overlever længe, andre dør nærmest øjeblikkeligt, men konsekvensen er principielt den, at magten holdes i skak og, at der sikres retfærdighed igennem tilfældighed. Som ekstra dimension i dette bliver alt omkring både morder og diktator transmitteret som underholdningsfjernsyn til masserne, der på den led kan følge ”den politiske udvikling” hen over aftenkaffen.

Paperback, Ace Books 1955. Bogens første udgave, hvor den udkom som såkaldt dobbeltroman

Midt i alt dette møder vi den unge bureaukrat Ted Bentley, der bliver fyret fra sit arbejde og nu håber at kunne gøre sig en karriere i det politiske system. Han lykkedes ikke med selv at blive Quizmaster, men han bliver ad omveje indrulleret i den siddende diktator Reeze Verricks administration, netop som denne står for fald. Det får alvorlige konsekvenser, og vores unge hovedperson befinder sig snart i den politiske orkans øje og i et komplot, der indbefatter en kybernetisk lejemorder, talfusk i systemet, kærlighed og et enormt magtbegær. Dertil kommer så også en underliggende mystisk eller religiøs dimension, som længe lever sit eget liv i handlingen, men som henimod slutningen gradvist føjer sig ind i historiens hovedspor.

Solar Lottery er på alle måder et tidstypisk stykke fiktion. Den er et eksempel på klassisk, handlingsorienteret pulp, med en historie, der er centreret om en mandlige hovedfigur konflikt med andre alfahanner. Det er de slagkraftige karakterers univers, som vi her befinder os i, og handlingens primære fremdrift er konfrontation og ildkamp. Denne opskrift kender vi til hudløshed, og Dick føjer intet nyt til udtrykket. Faktisk kan man sige, at hans debutroman hører til i den mere kluntede ende af pulpgenren, fordi han besværer sin fortælling med alt for meget sidehistorie. Den fejl ville den skarpslebne Robert Heinlein eksempelvis aldrig begå.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982)

Der, hvor romanen alligevel tillader os at se den feterede Dick in spe, ligger i bogens miljø, men først og fremmest ligger det diskret i baggrunden af selve sprogtonen. Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.

I dette 50’er-udtryk står Dicks stemme interessant, fordi der under hans grundlæggende satiriske fremtidsvision, som sagt, skjuler sig en mystisk åre, der tager disse talforestillinger om tilfældighed mere alvorlig end som så. Tilfældigheden bliver noget, der ligger forsynet snublende nær, og man fornemmer, at mennesket i Solar Lottery i virkeligheden leger med kræfter, som de dybest set ikke helt forstår. Små ti år senere skrev Dick The Man in the High Castle, og forbindelseslinjerne imellem de to bøger er ganske åbenlyse.

Hardcover, Rich & Cowan 1956. romanen blev også udgivet under denne alternative titel

Solar Lottery favner pulpudtrykket fuldstændig, og Dick har ikke haft til hensigt at skrive andet end præcis den type fortælling, der var moderne på dette tidspunkt. Noget i Dicks natur har imidlertid lagt noget uventet, en form for mislyd, ind over handlingen og udtrykket, som trækker fortællingens udtryk bort fra det rendyrkede og giver det en snert af noget andet. Det er ikke ret meget, men tilstedeværelsen af disse antydede metafysiske idéer er alligevel nok til, at man bemærker dem – ikke mindst takket være Dicks senere tekster, som hjælper os til at identificere hans bagvedliggende tanker i en tidlig bog som Solar Lottery.

Dicks debutroman synes først og fremmest at kunne takke sin udgivelse det faktum, at genren var så utrolig populær i midten af 50’erne, og det forhold, at Dick samtidig gør meget lidt for at udfordre det ønskede udtryk. Det er imidlertid vores held, at Dicks romankarriere blev skudt i gang, for han voksede efterfølgende bog for bog, frem til den mentale formørkelse slugte ham helt til sidst.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1957

Solar Lottery er dermed også en form for ikke helt vellykket svendestykke. En fortælling, som leverer det forventede uden dog at gøre det helt overbevisende. Den blev imidlertid også adgangsbilletten til mere, og det er præcis dette, som vi skal tage med fra bogen. Historien var Dicks vej ind i romanformen, som blev det udtryk, han skulle komme til at excellerer i og udvikle sig mere og mere originalt indenfor; navnlig i løbet af 60’erne. Her gav forandringer i kulturen og litteraturen Dicks særlige udtryk vind i sejlene, men det er stof til et senere indlæg.

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Panther 1959

Paperback, Arrow Books 1972

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Macmillan 1990. Bemærk det lille citat af LeGuin. Solar Lottery sælges her på baggrund af det senere forfatterskab, hvilket må karakteriseres som en noget optimistisk form for markedsføring

Paperback, Macmillan 1992

Paperback, Vintage Books 2003

Paperback, Gollancz 2003

Paperback, Mariner Books 2012

1 kommentar

Filed under Roman

Mary Elizabeth Counselman, Half in Shadow (1978): Fra de glemte sydstater

Hardcover, Arkahm House 1978. Den stemningsfulde forside er tegnet af Tim Kirk i vanlig stil. Den finder sit motiv i novellen “The Unwanted”

I 1964 udvalgte Mary Elizabeth Counselman de bedste af sine skræknoveller til en antologi, der var rettet mod det engelske marked. Bogen blev ikke nogen stor succes. Counselsmans rødder i Weird Tales Magazine gjorde hende imidlertid relevant for forlaget Arkham House, der genudgav den britiske novellesamling i 1978, nu blot med seks historier, der var udskiftet i forhold til den oprindelige udgivelse. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Counselman stilistisk hører hjemme i folden hos Arkham House. Hendes bagudskuende pen er af en verden af i går, og hendes tematikker er det samme.

Mary Elizabeth Counselmans absolut bedst kendte novelle er den allegoriske “The Three Marked Pennies” fra 1934, der skulle gå hen og blive en af de hyppigst genoptrykte fortællinger i Weird Tales. Det er lidt af en bedrift, som den dengang ganske unge Counselman næppe kunne forudse. Novellen har imidlertid forsat stor gennemslagskraft med sin uskyldige skildring af tre mønter, der bliver sat omløb i et lille bysamfund ledsaget af et mystisk flyveblad, som fortæller, at den ene mønt vil bringe velstand, den anden sende ejeren på en jordomrejse, mens den sidste penny bringer død. Hvem der får hvad, vil blive afsløret i løbet af en uge. Dette sætter naturligvis den lille by på den anden ende.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Novellens mystik er nervepirrende og idéen enkel, men desuagtet griber Counselman ind i samme raffinerede psykologiske terræn, som også så forskellige forfattere som Shirley Jackson og Bertolt Brecht udforskede. På trods af historiens begrænsede omfang lykkedes det for Counselman at fylde sin lille by med livagtige skikkelser af kød og blod, der ligger langt fra pulplitteraturens vanlige stereotyper. Der er glimt af egentlig psykologisk dybde her, og allegorien over pengeøkonomiens grådighed, skrevet under indtryk af Depressionens trykkede atmosfære, er stadig præcis lige så relevant nu som dengang.

Ser man på hendes efterfølgende fortællinger, er det da også klart, at Counselmans fiktion er gjort ud af et andet stof end det hovedparten af pulplitteraturen udgør. Hendes sværmeriske stil er varm og rørende, men også båret af en subtil, indfølt fornemmelse for beskrivelsen af det indre sjæleliv i hendes typisk kvindelige hovedpersoner. Det gjorde hende til en mønsterbryder, der som en af de få talte med en klar feministisk stemme i den ellers totalt mandsdominerede pulplitteratur.

Et af de egentlige mesterværker i novellesamlingen er ”The Unwanted”, der på mange måder sammenfatter selve gysets væsen i Counselmans forfatterskab. Historiens skildring af en ung kvindes møde med en fattig familie, der lever isoleret i bjergene, står forsat skarpt og rørende. Det samme gør novellens udtalt feministisk perspektiv, hvor en barnløs kvinde virker som magnet på uønskede børn – de aborterede, de udstødte eller slet og ret de myrdede børn, der nu som sjæle finder et hjem på kvindens farm.

I indledningen til Half in Shadow beskriver Counselman spændende sin tilgang til gyset. Her forklarer hun, at hun aldrig været begejstret for de kolde, umenneskeligelige gys, som eksempelvis blev skrevet af H.P. Lovecraft. I stedet, skriver Counselman, er hjemsøgelserne ofte noget positivt i hendes fiktion. Spøgelserne er hjælpende ånder, der søger at genoprette orden og at udstille uretfærdighed. Det giver naturligvis hendes skrækfiktion et specielt moralsk udtryk, som entydigt hører hjemme i den victorianske tradition.

Paperback, Consul Books 1964. Antologiens 1. udgave

Man kan samtidig også konstatere, at selvom der er modbydelige og grumme elementer i Counselmans fiktion, så er hendes noveller grundlæggende båret af en nostalgisk varme og romantisering, som man eksempelvis kan genfinde i M.R. James’ historier. Hvor James dykker ned i sin akademiske og antikvariske verden for at finde en klangbund for sine gys, søger Counselman ofte ind i en sværmerisk sydstatsverden. ”I wish I was in the land of cotton, old times there are not forgotten”, lyder det i “Dixie”, og det fanger fuldstændig Counselmans univers.

Det rige, det varme, det eventyrlige syden, som Counselman beskriver, er ubetinget hendes stærkeste kort, for ikke alene er hendes miljøskildringer båret af en klar, lyrisk vision og et hjertevarmt engagement i det landskab og den kultur, som hun opvoksede og levede i hele sit liv, men hendes valg af hovedpersoner udforer også på uvanlig vis genretroper igennem dette miljø.

Det væsentligste bidrag i den sammenhæng er uden tvivl den drømmende “Seventh Sister”, der beskriver, hvordan en sort albinopige bliver født på en plantage og får rollen som ”heks”.  Novellen er tragisk og blander det overnaturlige med det psykologiske i dybt betagende portræt, hvis alvor får stort set alt andet i bogen til at blegne.

Hardcover, William Kimber 1980. en genudgivelse af Arkham House-udgaven af antologien

Men, og der er et men ved alt dette, Counselmans sydstater er bestemt også et problem for den moderne læser. Hendes sødladne fremstilling af en tabt, fordums verden fører hende til at operere med godmodige slaver og sorte tjenestefolk, som givetvis er typer, der har eksisteret, men i teksten bæres de frem af en fidel accept fra Counselmans side, som formentlig vil få de fleste til at hæve et øjenbryn eller to i dag.

Counselmans fiktion er ikke tænkt racistisk, men den er indirekte påvirket af en fundamental racisme, som er paradoksal, fordi hun aktivt taler de sortes sag i sine noveller. Der er med andre ord nogle kulturelt blinde vinkler her, som vokser ud af det nostalgiske blik på syden som fremføres.

Weird Tales, august 1934, bladet med Counselmans skrækdebut “The Three Marked Pennies”

Ord som ”darkie” og ”nigger” optræder som almindelige vendinger, mens den loyale, sorte tjener i ”The Shot-Tower Ghost” er en ren gentagelse af Poes Jupiter i ”The Gold Bug” fra 1843 – altså en hundrede år ældre novelle. Forskellen er imidlertid, at man på Counselmans tid (novellen er skrevet og udgivet i 1949) havde diskuteret det problematiske i den type sorte stereotyper i flere år. Counselman gør sig altså skyldig i at viderebringe noget, som hun burde vide, var en upassende kliché, men hun overser dette, fordi det er en komponent i det eventyrlige sydstatsbillede, hun sværmer for og gerne vil viderebringe til sine læsere.

Den slags diskussioner er ikke enkle (jf. eksempelvis polemikken omkring Lovecrafts racisme), og jeg mener på ingen måde, at man skal forkaste Counselmans fine fiktion på grund af disse knaster. Men man må som læser være opmærksom på hendes blinde vinkler. Det kan måske i nogen grad mindske begejstringen for historierne, men her må man så også holde sig hendes grundlæggende humanisme for øje, og glædes ved den fine, lyriske tone, der gennemsyrer stort set alt, hvad hun skrev. Man kan derfor måske også sige, at Mary Elizabeth Counselman var en moderne, progressiv kvinde, der først og fremmest var optaget af kvinders rettigheder. Det gør hende til en forløber for førnævnte Shirley Jackson og en interessant skikkelse i skrækfiktionens historie; målt med nutidige øjne må man blot også konstatere, at hendes progressive menneskesyn havde slagsider. Historien er en ubarmhjertig dommer.

 

Novellerne:

“The Three Marked Pennies”

“The Unwanted”

“The Shot-Tower Ghost”

“Night Court”

“The Monkey Spoons”

“The Smiling Face”

“A Death Crown for Mr. Hapworthy”

“The Black Stone Statue”

“Seventh Sister”

“Parasite Mansion”

“The Green Window”

“The Tree’s Wife”

“Twister”

“A Handful of Silver”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Sære skabninger – Har vi brug for nye kimærer?

Vampir Horror 1974

En af genrefiktionens problemer er, at den på sæt og vis altid tager udgangspunkt i genkendelige konventioner. Disse kan hurtigt transformeres til klichéer, hvis ikke forfatteren går opmærksomt til sit stof. Det er der heldigvis rigtig mange, som gør, men ikke desto mindre kan forholdet mellem velkendte motiver og fornyelsen eller originaliteten hurtigt blive lidt anstrengt. Man kan eksempelvis tænke på skrækgenrens forkærlighed for vampyrer, varulve og spøgelser. Selvom disse figurer igen og igen bliver omfortolket eller beskrevet på nye måder, forbliver de i sidste ende, hvad de er – nemlig arketyper. Der er således grænser for, hvor meget de kan dekonstrueres. Hvorvidt det er et problem, er et temperamentsspørgsmål, som ligger hos den enkelte læser.

Terror Blu, nr. 40 1982

Ikke desto mindre er der noget både slående og forfriskende ved at møde helt nytænkende monstrøse skabninger, som dem Clive Barker eksempelvis slap løs i sin Books of Blood-serie eller gamle Lovecrafts uformelige, titaniske væsner; i hvert fald, som de fremstår hos HPL. Her, i disse forfatterskaber, opstod der helt nye væsner, som ikke med et hurtigt greb kunne klassificeres i skrækfiktionens bestiarium. Den slags er imidlertid sjældent, alt for sjældent, og man må spørge sig, om skræklæserne i virkeligheden helst vil have genkendelige monstre i deres gys? Noget kunne i hvert fald tyde på, at SF-genren har været væsentlig mere kreativ på denne front.

Paperback, Zebra Books 1981

Det er ligeledes morsomt at notere sig, at tegnerne fra pulpmagasinerne og bogforsiderne i langt højere grad end forfatterne har turdet udfordre klichéerne og skabe nye, mærkværdige væsner, som ikke ligner noget umiddelbart genkendeligt. Har billedkunsten det lettere her? Hvorfor denne forskel mellem tekst og billeder? Der er næppe noget entydigt svar, men jeg tror, at vi kunne tage ved lære af billedkunsten og udfordre vores vanetænkning. Giv mig flere seksarmede dræbergorillaer, flere absurde frøvæsner, flere bizarre robotter og formløse kroppe.’

Vi ses igen på onsdag.

Paperback, Tor 1991

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Sphere 1982

Paperback, Signet 1974

Paperback, ROC 1973

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1968

Paperback, Lulu 2007

Paperback, Grafton 1989

Paperback, Futura 1990

Paperback, Ballantine books 1981

Paperback, Avon 1981

Paperback, Avon 1978

Paperback, Diamond Books 1991

Other Worlds, maj 1951

Paperback, Avon 1977

Hardcover, MacMillan 1973

Hardcover, Crescent 1983

Fantastic Adventures, juli 1946

Fantastic Adventures, februar 1948

EF Hors-Série Rouge, juni 1982

Argosy All-Story, maj 1923

Analog Science Fiction, juli 1970

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Agent Oh Oh Sex melder sig til tjeneste

Paperback, Tower Books 1967

Efter Ian Fleming havde gjort for spionthrilleren, hvad Stephen King senere kunne gøre for skrækfiktionen, begyndte alle forlag med respekt for sig selv at udsende kulørte agentserier, der gik James Bond i bedene. En af de mere underholdende af slagsen er The Lady From L.U.S.T. – en serie, som Tower Books kørte fra 1967 til ’75. Serien blev i øvrigt stoppet og genstartet i ’75, hvorfor de også nulstillede bindenes nummerering. Det skaber en del forvirring i udgivelsesrækken, ikke mindst fordi ganske mange af bøgerne er udgivet i op til tre forskellige udgaver; her ser du dog kun førsteudgaverne. Desværre havde den nye L.U.S.T.-serie ikke helt samme fantastiske forsider, som den ældre serie. Bedøm selv.

Paperback, tower Books 1967

Hovedpersonen er den kvindelige agent Eve Drum, der har kodenavnet Oh Oh Sex. Så behøver jeg nok næppe sige mere om handlingens karakter!

Forfatteren bag bøgerne er Rod Gray, hvilket naturligvis er et alias. Et alias, der dækker over Gardner F. Fox, som vi allerede har stiftet bekendtskab med på bloggen her, for han er også manden bag Conan-plagiatet Kothar the Barbarian.

Paperback, Tower Books 1967

Jo-jo, Fox gjorde det i pasticher, men L.U.S.T.-bøgerne er ubetinget mere underholdende end Kothar-serien.

Bid i øvrigt mærke i titlerne. Fox har ganske enkelt haft en fest med de titler.

Tak fordi du kiggede forbi. Vi ses snart igen.

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1970

 

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1972

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 1. The Bronze Axe (1969): Wham bam thank you mam…

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Nu skal vi et dyk helt ned i genrelitteraturens mest vulgære, underlødige og fladpandede dynd, hvilket ikke er så lidt underholdende. Mest af alt fordi vi her er vidner til lige dele utøjlet galskab og dumhed, leveret uden skyggen af selvironi.

Pulplitteraturen vendte for alvor tilbage i 60’ernes anden halvdel, hvor gamle koryfæer udkom i nye paperback-antologier, der gik som varmt brød blandt de unge læsere. Der var imidlertid også et ældre læsersegment, som var interesserede i sværdsvingende muskelmænd og gæve, intergalaktiske rumhelte. Af den grund begyndte flere forlag hurtigt at udsende serier med nyskrevne historier til et lidt mere modent publikum, hvilket dybest set vil sige bøger med højt og bramfrit indhold af sex og vold. Altså bøger, der beskrev meget af det, som den oprindelige pulplitteratur kun kunne antyde eller gengive i floromvundne vendinger.

En af de markante serier i den sammenhæng er forlaget Pinnacles romaner om den engelske agent Richard Blade. En langlivet serie, der først blev påbegyndt hos Macfadden Books i ’69, men senere overtaget af Pinnacle. Takket være et ganske enkelt greb var serien i stand til at være forbløffende varieret uden at ændre ved grundkonceptet. Præmissen for Blade-serien er nemlig, at den geniale videnskabsmand Lord Leighton har skabt en supercomputer, der skal stå til rådighed for den britiske efterretningstjeneste.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Formålet med computeren er ikke helt klart, men mennesker kan koble sig til den og derved blive sendt til Dimension X, og hver bog udspilles sig således i en ny del af denne dimension. Hvorfor det skulle være nyttigt, er ikke helt klart, men det antydes, at man måske i det fremmede vil kunne finde viden eller ting, der kan hjælpe den britiske regering. Richard Blade, agent i en tophemmelig enhed, bliver af sin chef ”J” (nej, ikke ”M”) udvalgt som forsøgskanin og befinder sig efter kun fire sider allerede i Dimension X. Jeffery Lord, et forlagsalias, spilder dermed ikke tiden på unødig palaver. Manden bag navnet er i øvrigt her sleaze-mesteren Manning Lee Stokes.

Blade lander i en vildsom fantasyverden med vikinger, barbarer og kannibaler. Knap landet, nøgen, opdager han en smækker pige – en prinsesse forstås – i nød. Prinsesse Taleen angribes af blodtørstige, ulvelignende væsner, men heldigvis har hun et sværd, som hun kan give til supermennesket Blade. Dermed er Blades eventyr ind i en fremmedartet verden kaldet Alb begyndt. Han tumler fra den ene kamp til den anden seng og så tilbage igen, alt imens han på en eller anden måde har fået viklet sig ind i en intrige omkring prinsesse Taleen og en vikingelignende barbar af en høvding.

En væsentlig detalje, som kort bør nævnes, er i øvrigt, at Blade delvist har mistet sin hukommelse, da han kommer til Alb. Han har derfor alle sine nyttige færdigheder – blandt andet våbentræning fra ”The Medieval Club” i London, men han husker kun vagt sit egentlige liv i England, hvorfor han naturligvis kan kaste sig helhjertet ind i Albs fristelser uden at føle snerrende bånd hjemmefra.

Paperback, MacFadden 1969. Romanens 1.udgave

Det hele er ganske dumt og grænsende til det meningsløse, men Lord formår at fange noget af Robert E. Howards lyriske tilgang til kamp og tempo. En scene, som den første kamp mellem Blade og ulvene, er eksempelvis et godt bud på en intens pulplitteratur, der formår at gribe sin læser, vel vidende, at Blade naturligvis vil gå uskadt ud af det hele. Sådan er spillereglerne.

Desværre er The Bronz Axe en titel, der henviser til vikingernes ledersymbol, alt for lang for sit eget bedste. Selvom Blade render ind i den ene modstander efter den anden og slagter dem så blodet sprøjter, hjernemassen vælter ud og maver skæres op; på trods af, at han går i seng med en perlerække af smukke kvinder og endda bliver voldtaget i en lettere ubehagelig scene af en gammel troldkvinde, bliver det hele langtrukkent og mister det tempo, som bogen egentlig sælger sig på.

Om ikke andet kan man derfor muntre sig med bogens kulørte indslag – og dem er der mange af! Man kan eksempelvis notere sig en homoerotisk understrøm, der løber gennem bogen. Blade får således en meget loyal tjener; en mand, som Jeffrey Lord igen og igen udpenslende beskriver som ganske hæslig. Ikke desto mindre holder tjeneren med stor trofasthed fast i Blade, og da de en aften har redet langt, klager Blade over ømme baller, hvorefter hans tjener masserer Blades røv med olie, imens han i rosende vendinger fortæller sin herre, hvor velskabt den er. Lignende optrin er der flere af, hvilket blandes med beskrivelser som denne: ”There was a small linen loincloth hanging on a hook in the wall. Blade stripped and twisted the cloth about his waist. It barely covered his genitals.” (s. 11)

En hurtig smøgreklame har også fundet vej ind i Blades pakkede eventyr

Gang på gang gør Jeffrey lord os opmærksomme på Blades letpåklædte tilstand, og kvinder kan dårligt holde øjnene fra den letpåklædte gigant af en mand. Grundlæggende er The Bronz Axe et stykke sjofelt sword and sorcery, der lever i kraft af sine excesser. Alt i bogen er lånt andre steder fra, men man må give Jeffrey Lord, at sammensmeltningen af Conan og James Bond, som Richard Blade er, er underholdende og uset. Det ændrer imidlertid ikke noget ved det grundlæggende faktum, at bogen er en ulykkelig blanding af vold, sex og tomgang.

Paperback, Kelter 1976. Her har du Blade i tysk udgave

Selvom vi skraber bunden her, må jeg blankt indrømme, at jeg er blevet nysgerrig efter at høre mere om, hvad Blade kommer ud for i den næste bog. Jeg er helt sikker på, at tonen er den samme, men forhåbentlig holder den pusten bedre end den første bog.

Ah, Blade! You are monstrous big. I begin to feel afraid. I am a virgin, Blade. Will it hurt me much?” He led her toward the bed. “It will hurt, Taleen. But not for long, and in the end you will enjoy the hurting. And I will go as gentle as I can.” (s. 208)

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Hedninge på bloggen

Paperback, Rapture Books 1963

Pyh, hvorfor skal december altid være så travl? Nåh, jeg har alligevel fået tid til dette lille indlæg.

I 1958 udgav Jack Kerouac romanen The Subterraneans, hvor han beskrev jazzmiljøets små natklubber og spillesteder som en underverden befolket af en helt særlig race mennesker, der ikke passer ind i det almindelige, borgerlige samfund. ”De underjordiske” kaldte han disse folk og beskrev derved en særlig kultur af frisind.

Paperback, Tower Books 1964

Det var Kerouac ikke den eneste, som gjorde, for faktisk samlede pulplitteraturen den idé eller dette koncept op noget tid, før The Subterraneans udkom. Her var det ikke ”de underjordiske”, men hedningene, der blev brugt som billedet på frisind og promiskuitet. Hvordan det præcis blev accentueret i litteraturen, afhænger naturligvis af de enkelte romaner, men typisk er der tale om en fordømmende fremvisning af frimodig, utøjlet seksualitet, som sidestilles med vildskab og umoralsk adfærd. Ikke mindst kunne dette fremstilles som en form af religiøs besættelse hos manden, der kaster alt over styr for en kvinde. En anden gren af motivet er mere positiv og udnytter hedningen som billede på et menneske, der er i kontakt med en form for naturlig uskyldighed, som det moderne menneske har tabt.

Paaperback, Original Novels 1952

Denne brug af hedningen som metafor og konkret, religiøs forestilling havde sin storhedstid i 1950’ernes og 60’ernes pulplitteratur, hvor den lokkede sine læsere med indsigter i en løssluppen verden, som kunne byde på en hel del flere overraskelser end det, som den daglige trummerum kunne tilbyde. Hedningene, som du kan se i dette indlæg, er således anstødssten til den lille dagligdagseskapisme, som vi alle kan have brug for i ny og næ.

Paperback, Rapture Books 1966

De underjordiske, som Kerouac skrev om, eksisterede formentlig aldrig – han heroiserede i hvert fald et miljø og sin omgangskreds på en facon, som formentlig tegnede det hele i et noget mere eksotisk lys, end hvad virkeligheden var. Det samme kan man naturligvis også sige om pulplitteraturen, men fælles for både Kerouacs beat og pulpen er, at de tilbød fantasien om et andet sted, og den fantasi kan man jo komme langt med.

Paperback, Pocket Books 1955

Paperback, Pan 1980

Paperback, Newsstand Library 1949

Paperback, Newsstand Library 1949

Paperback, Midwood 1968

Paperback, Midwood 1965

Paperback, Midwood 1963

Paperback, Macfadden Books 1969

Paperback, Digit Books 1961

Paperback, Berkeley Books 1980

Paperback, Bantam Books 1955

Pagan, no.3 1965

Pagan, no. 4 1965

Pagan, no. 2 1965

Adventure, august 1966

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret