Tag Archives: Vintage pulp

Lin Carter, The Earth-Shaker (1982): Pulp som i gamle dage?

Hardcover, Doubleday 1982. Romanens eneste fysiske udgave. Forsidens skaber er ikke oplyst

Nu skal vi videre med Lin Carters pulp-serie om Prins Zarkon og hans hold af Omega-mænd, der bekæmper verdens superskurke for at beskytte menneskeheden mod de uhyrlige konsekvenser, det ville få, hvis de kriminelle skulle få overtaget. Sagen er jo den, at Zarkon kommer fra fremtiden og er sendt tilbage til vores egen tid for at forhindre en katastrofal udvikling, hvor de onde rent faktisk har vundet og slavegjort hele Jorden. Det må hellere straks indskydes, at det ikke er en udvikling, der ligger lige om hjørnet, for i denne roman hører vi, at Zarkon rent faktisk er født i det herrens år 1 million (sic!) efter vores tidsregning, hvilket jo ikke er så lidt. Kæden af hændelser, som Zarkon må prøver at forhindre i vores tid, så de ikke skal have konsekvenser i fremtiden, er derfor ganske, ganske lang… Nuvel, det er præmissen.

Dette bind fjerde bind i serien udspiller sig udelukkende i Knickerbocker City – Lin Carters fiktive New York, og denne gang udfordres Zarkon på sin egen hjemmebane. En serie af mystiske, ultrabegrænsede jordskælv hjemsøger storbyen, og snart tegner der sig et mønster af, at det er banker og vigtige bygninger, der bliver udsat for dette uforklarlige fænomen. Panikken ulmer, og noget lugter råddent; den geniale Zarkon og hans hold bliver derfor sat på sagen.

Hardcover, Doubleday 1982

Det viser sig da også snart, at der intet naturligt er ved disse hændelser. Nogen står bag, og Zarkon begynder, sammen med sine Omegamænd, at undersøge, hvem gerningsmanden kunne være. Naturligvis står det hurtigt klart, at en forsmået videnskabsmand er bag jordskælvene. Denne skurk har bygget en form for dommedagsmaskine, og videnskabsmanden kræver en gigantisk løsesum af byen for ikke at ødelægge den med jordskælv.

Det udvikler sig til en kamp imod uret, for byen ser ikke anden udvej end at betale manden, men det kræver tid at få skrabet pengene sammen og det giver Zarkon rum til at efterforske sagen. Spørgsmålet er, om han kan nå det eller om Knickerbocker City ender i grus. Gæt selv!

Linwood Vrooman Carter (9 juni 1930 – 7. februar 1988)

The Earth-Shaker udkom efter en pause i serien på seks år. Dengang var fortællingerne om Prins Zarkon blevet indstillet, fordi Lin Carter ikke var inspireret længere, og salget ikke var specielt overbevisende, men i tidsrummet mellem ’76 og ’82 var der opstået en lille kult omkring historierne om Zarkon, og Carter blev til sidst overbevist af fanmiljøet om, at han måske alligevel skulle fortsætte den skrinlagte føljeton. Med The Earth-Shaker vendte fremtidsmanden Zarkon med andre ord tilbage til manegen efter en længere pause, og man mærker da også straks, at Carter skriver med fornyet energi. Men desværre sender han også serien i en helt ny retning med denne fortsættelse, som, for mig at se, ødelægger mere, end hvad godt er.

Det meste, Lin Carter skrev, lukrerede helt og aldeles på andres værker, og Omega-serien er Carters livtag med ”crime busters” som Doc Savage og The Shadow. Det er 30’ernes pulp, han her kaster sig over og fornyer, ved at transformere det til noget nutidigt. Sådan var det i hvert fald i de første tre bind, der med al tydelighed udspiller sig i 1970’erne, med alt hvad det indebærer af lummerhed, bakkenbarter og brunt tøj. Selvom romanernes kvalitet er støt dalende, er de på den led ganske underholdende som et tidsbillede.

Ebog, Thunderchild Publishing 2017

Med The Earth-Shaker går Lin Carter en anden vej og skaber en bizar hybrid mellem 30’ernes pulp og sin egen samtid, så Knickerbocker City bliver en besynderlig anakronisme, hvor folk taler og opfører sig som i 30’er-pulpen, vel vidende at vi har årstallet 1982. Dette er præcis underholdende i et kapitel, og så bliver det ganske skrækkeligt. Ikke mindst på grund af Carters ulykkelige trang til at skrive dialog i dialekt, hvilket betyder, at han har en fest med at gengive 30’er-stereotyper og 30’er-slang. Dette er desværre langt fra så underholdende, som Carter selv opfattede det. Alt dette løber sammen i en bestemt karakter – den lille forældreløse avisdreng Joey, der med sixpence på hovedet og alt for stort tøj er præcis lige så kæk og forfærdelig, som han er en sentimental og øretæveindbydende pulpkliché.

Måske endnu værre er det, at Carter fortsætter den tendens, der prægede de tidligere bøger; han lader nemlig Zarkon og nu avisdrengen Joey klare stort set alle udfordringerne til trods for, at der står et helt hold af specialister i kulissen og venter på at kunne gå til hånde med tekniske fremtidsdimser og store færdigheder. Det er ikke nogen heldig løsning, og han taber igen idéen om et team, der arbejder sammen. I stedet får vi kun nogle korte passager med Omega-holdet, der leverer de samme dårlige vittigheder og mundhuggerier, som Carter har gentaget siden første bind. 

Ebog, Gateway 2020

 Når man dertil føjer, at det ikke er den mest spændende historie, som Carter her har brygget sammen, ender vi ud med en roman, der faktisk ikke udmærker sig på nogen måde. Det, der skulle være Carters store comeback til Zarkons univers, bliver en lidt lunken fornyelse, der tydeligvis er skrevet med stort gåpåmod, men som ikke formår at omsætte skriveglæden til nogen egentligt fængende. Det er en skam. The Earth-Shaker blev ikke det sidste bind. Der udkom én bog mere om Zarkon, og den er jeg naturligvis også nødt til at se nærmere på, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke har store forventninger, fordi Carter mere eller mindre har skuffet med hvert eneste bind efter det første, der skød serien i gang med et festfyrværkeri af underholdende retro-pulp. Sådan er det ikke længere her, hvor Carters retro-fascination tydeligvis har optaget ham mere end det at skabe en god fortælling. Bedre held sidste gang.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

David H. Keller, The Folsom Flint and Other Curious Tales (1969): SF fra højre

Hardcover, Arkham House 1969

The Folsom Flint and Other Curious Tales finder man en samling noveller af den mere spøjse slags, skrevet af den glade fritidsforfatter David H. Keller, der havde sit daglige virke som læge. Den beskæftigelse går igen i hans noveller, der ganske ofte har et medicinvidenskabeligt element inkluderet. Genremæssigt ligger de fleste af Kellers noveller i grænselandet mellem gys og SF. Ikke at de alle er uhyggelige eller forsøger at være det, Keller arbejder også med humor i sine tekster, men han søger tydeligvis ofte mod dystopiske temaer, der i et eller andet omfang altid giver teksterne en uheldsvanger valør. 

Antologien er udgivet af Arkham House, og det er den anden, som Keller fik udgivet på forlaget. Præcis som hans første bog hos Arkham samler den et bredt udpluk fra forfatterskabet og inkluderer både noveller udgivet tilbage i 1930’erne samt en god del fortællinger, Keller skrev, efter han gik på pension i 50’erne og igen kastede sig over skriveriet med fornyet begejstring efter en lang årrækkes pause.

David Henry Keller (23. december 1880 – 13. juli 1966)

Men hvad skrev Keller så? I ”The Golden Key” (1953) hører vi, hvordan et gigantisk tårn er dukket op i verden, og på toppen af dette tårn skulle der findes en gylden nøgle, som giver adgang til en ikke nærmere defineret skat. Mennesker flokkes nu i hobetal for at bestige tårnet og få fat i nøglen, men enten bukker de under i forsøget eller også bekriger de hinanden aktivt for at forhindre modstandere i at komme først. I sidste ende når ingen op til tårnets top, fordi de taber målet af syne i deres selviske begærlighed. Den allegoriske novelle er skrevet til det tidlige SF-fanzine Destiny, der bragte en del af Kellers fortællinger.

SF i mere klassisk forstand finder man i den post-apokalyptiske ”The Red Death” (1941), hvor USA hjemsøges af en ødelæggende epidemi, der stort set udraderer hele befolkningen. En af de få overlevende lykkes imidlertid med at spore sygdommen tilbage til dens ophav og konfrontere den gale videnskabsmand, der har udløst plagen. I ”The White City” (1935) blokerer rumvæsner for solens lys, så det bliver permanent vinter på Jorden, hvilket baner vejen for rumvæsnernes invasion, efter menneskeheden er blevet godt mør af sult og kulde. Moralen er her, at nationerne er sårbare, fordi de ikke er i stand til at samarbejde før i sidste øjeblik, idet alle kun tænker på dem selv, hvilket naturligvis gentager pointen fra ”The Golden Key”. Der er også noveller om utrolige opfindelser og fremskridt, der viser sig at ramme samfundet som en boomerang.

Amazing Stories, maj 1932, med novellen “The Pent House”

I en anden afdeling finder man Kellers skrækfortælinger, som eksempelvis ”The Twins”, udgivet første gang i denne samling, der beskriver tvillingebrødre, som har spaltet et enkelt menneskes psyke i to, hvorved der er opstået en absolut god og en absolut ond tvilling. Det er ganske banalt, og ikke så sært, at novellen ikke var blevet bragt tidligere. Mere underholdende er bogens stjernestund i form af novellen ”The Thing in the Cellar” (1932), der naturligvis blev trykt i Weird Tales. En ensom mand gemmer her sine muterede slægtninge i kælderen og hyrer en fremmed til at myrde dem, da de bliver for stor en byrde. Selvom novellen ikke formår at forløse fortællingen specielt elegant, rammer Keller her noget herligt makabert og bizart, der fortsat i dag kan gribe sin læser med foruroligende energi.

Som det fremgår, kommer man vidt omkring i selskab med David Keller, men det er værd at bide mærke i nogle generelle tendenser i hans noveller – navnlig hans SF-historier, der tydeligvis bliver et talerør for politiske og sociale kommentarer fra Kellers side. Der kan således ikke være nogen tvivl om, at Keller politisk er konservativ og af en højreorienteret observans, der sætter pris på kristne dyder, traditionelle kønsroller og hvide mænd i førersædet. Tilmed må han beskrives som værende absolut skeptisk over for teknologiske fremskridt og mekanisering i hverdagen.

Hardcover, Arkham House 1952. Den første bog Keller udgav hos Arkham House

En del af hans noveller handler om samfundets eller familiens sammenbrud på grund af teknologi, der forvrider balancen og fremmedgør mennesket fra det, Keller tydeligvis opfatter som det naturlige, hvilket vil sige en kernefamilie, hvor far går på arbejde og mor er hjemme med børnene. Kernefamilien er et tema, Keller vender tilbage til igen og igen, eksempelvis i novellen ”The Pent House” (1932) fra Amazing Stories, hvor en lille familie, der som socialt eksperiment har isolereret sig, vælger at forblive i isolationen frem for at leve livet i storbyens fordærvede kultur. Novellerne er dermed helt åbenlyst skrevet af en forfatter, der så med bekymring på det han oplevede som et samfund og en kultur i opløsning.    

Keller gør sig dermed til reaktionær talsmand for det stille landsbyliv, langt fra verdens tummel. Han sværmer for lillebyen, hvor alle passer sit og tager sig af hinanden. Det er her hans baggrund som praktiserende læge, der varetager en central rolle i et lille bysamfund, kommer på banen; en opgave, der tydeligvis har en ideologisk funktion hos Keller.

Weird Tales, marts 1932, med novellen “The Thing in the Cellar”

At han samtidig har udfald imod ikke-hvide befolkningsgrupper, der generelt bliver fremstillet som suspekte i novellerne, forstærker kun indtrykket af historiernes stærkt ideologiske indhold, der i mødet med den tydelige, kristne baggrund for en del af fortællingerne, antager karakter af en ganske ubehagelig snaps, som forhåbentlig ikke vil smage ret mange af bloggens læsere.

Nu taler meget for, at du formentlig aldrig har hørt om David Keller, hvilket der er gode grunde til, for selvom han havde en stor produktion og en markant tilstedeværelse i 30’ernes pulpmagasiner, er han generelt en utrolig ringe tekstforfatter, hvis naive, næsten enfoldige personkarakteristikker og dialoger mildest talt fremstår latterlige. Ikke alle fortællingerne er lige slemme, men specielt hans mere modne værker fra 50’erne er hårrejsende i deres blanding af bedrevidende fortællestil og ubehjælpelige greb om navnlig håndteringen af persongalleriet. Læs bare i denne samling en skrækkelig novelle som ”Unto Us a Child Is Born” eller den ligeledes helt ubehjælpelige ”Air Lines”, som dog begge er fra 30’erne.

Destiny, forår 1953, med novellen “The Golden Key”

Det lå med andre ord aldrig i kortene, at Keller skulle gå hen og blive en såkaldt klassiker, selvom han oplevede en vis popularitet tilbage i pulpens storhedstid. Attraktionen ved Keller er da formentlig også hans ofte finurlige plotidéer og de meget tydelige budskaber, der har gjort hans noveller meget tilgængelige – selv for den uskolede læser, som pulpmarkedet jo havde en hel del af.

Nogle gange er det fuldt fortjent, at en forfatter går i glemmebogen, og Keller er et godt eksempel på dette. Stedvist skaber han noget tankevækkende, som rent faktisk gør indtryk, men i de fleste tilfælde eksemplificerer han blot det værste i pulplitteraturen og gør sig tilmed bemærket som svinehund; et stigma, der at dømme ud fra hans polemiske tekster er absolut og uden diskussion fortjent. Som blik ind i et stykke amerikansk mentalitetshistorie er Keller dog fortsat relevant, så læs ham endelig, hvis du skulle falde over ham, men sig ikke, at du ikke blev advaret her først.

Novellerne:

“Unto Us a Child is Born”
“The Golden Key”
“The Question”
“The Red Death”
“The White City”
“The Pent House”
“Air Lines”
“Chasm of Monsters”
“Dust in the House”
“The Landslide”
“The Folsom Flint”
“The Twins”
“Sarah”
“Fingers in the Sky”
“The Thing in the Cellar”
“A Piece of Linoleum”
“The Dead Woman”

4 kommentarer

Filed under Novellesamling

George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

Paperback, Pyramid 1969. Forsiden er skabt fint af Jack Gaughan

George O. Smith huskes vel i dag bedst som manden, der snuppede den store SF-legende John W. Campbells kone og giftede sig med hende, hvorefter Smiths og Campbells samarbejde blev indstillet. Sådan kan det gå.

Smith var ganske produktiv i 50’erne, hvor han smed en række tidstypiske SF-fortællinger på markedet. Hellflower, der udkom i bogform 1953, som vi her skal se lidt nærmere på, var en af disse. I romanen introduceres vi til den nedslidte rumpilot Farradyne, der har slået sig på flasken, efter han forulykkede med en rumfærge, og derved var skyld i et stort antal passagerers død. Han overlevede selv, hvilket har efterladt ham med skylden, og døden synes derfor nu et kærkomment alternativ til livet med skammen. Men var han vitterligt skyld i ulykken? Farradyne er faktisk ikke helt sikker, for der var noget uldent ved hændelserne, og han er overbevist om, at der pludselig var en fremmed i cockpittet med ham, kort før ulykken skete. Alt dette står dog nu uklart for Farradyne, der ikke helt kan afgøre, hvad han har drømt sig til, og hvad der rent faktisk skete.

Paperback, Pyramid 1969

En dag bliver vores nedbrudte pilot eller ”Space Master”, som hans egentlige titel var, kontaktet af en efterretningsagent, der ønsker at hente Farradyne ud af svampemarkerne på Venus, hvor han bor nu og slår tiden ihjel med druk. Agenten ønsker, at Farradyne skal gå undercover og infiltrere en interplanetar narkoring, der er begyndt at sælge en euforiserende blomst, der går under navnet ”hellflower”. Som kasseret pilot har Farradyne den helt rette profil som agent, og han går modvilligt med til opgaven med den bagtanke, at han samtidig vil grave i sin egen ulykke, der muligvis kan knyttes til narkosmugling.

Så langt så godt. Farradyne kommer på vingerne igen, og derfra begynder en indviklet historie, der fører ham til Ganymedes og på kollisionskurs med en narkobande, som viser sig at være ganske meget mere magtfulde end først antaget. Undervejs løber Farradyne også ind i en hel del udforinger, ikke mindst takket være enken efter en af de passagerer, der omkom i den ulykke, som han (måske) var skyld i.

George Oliver Smith (9. april 1911 – 27. maj 1981)

Enken, Norma, er blevet afhængig af hellflower, og det er gennem hende, at vi for alvor forstår, hvor vanedannende stoffet er. Planten beskrives som ekstremt potent heroin, og blomster-junkierne vil gøre hvad som helst for at få fingre i nyt stof, så snart de har indtaget bare en ganske lille smule af den djævelske vækst.

Noget stikker imidlertid under hele denne narkosag, for nogen lækker informationer om Farradynes arbejde til banden, og snart står det klart, at dette er en sag, der går videre end bare narkosalg. Der er storpolitik i dette, og da brikkerne endelig falder på plads, går det op for vores hovedperson, at det rent faktisk er ondsindede rumvæsner fra planeten Lyra 357, der har sat en langsigtet plan i værk for at erobre Jorden ved først at slavegøre planetens befolkning med hellflower.

Hardcover, Abelard Press 1953. Romanens første udgave i bogform

Hellflower er på alle måder en jævn roman, der med sin prosaiske stil og generiske greb om alt fra sprog til karakterer, handling og miljø egentlig kun udmærker sig ved selve udtrykket som SF-fortælling. Sagen er den, at hvis man fjernede de interplanetare rejser, erstattede de onde rumvæsner med eksempelvis kommunister og gjorde det forkætrede hellflower-stof til super-herion, så stod vi med en helt ordinær krimi. Hele romanens futuristiske udtryk er en yderst sparsom projicering af Smiths hverdag ud i en ubestemt, fjern fremtid, der dybest set begrænser sig til en udskiftning af ord. Smith har dermed taget en samtidskrimi og udført ganske overfladiske ændringer for så at sælge sin roman som SF-fortælling.

Det er et klogt greb fra en pulpforfatter, der skulle arbejde hurtigt og følge pengene. Solgte den ikke som SF, kunne den hurtigt omarbejdes til krimi, eller den anden vej rundt. Set fra Smiths stol har dette været smart, men det efterlader SF-læseren med en noget fersk fremstilling, der savner kreativitet og eventyrlighed. Svampemarkerne på Venus er i sig selv en herlig idé, der emmer af Edgar Rice Burroughs, men det er bare ikke helt nok til at drive en hel roman frem.

Hardcover, The Bodley Head 1955

Den hårdkogte krimi, der dybest set er bogens væsen, er moderat underholdende læsning på grund af det bedagede portræt af kønsroller. Farradyne involverer sig med to kvinder i løbet af bogen, og begge giver hver på sin måde et interessant indblik i, hvad der bliver forventet af en kvinde på udgivelsestidspunktet. Den seksuelle vildskab, som den ene af kvinderne tilbyder, viser sig at være en faldgrube, og heldigvis kommer Farradyne til fornuft og vælger i sidste ende damen, der kan give ham stabilitet og et godt hjem. Lige hvad man trænger til efter flere års druk på Venus.

Romanen er med andre ord en banal fortælling, som i sidste ende bedst kan beskrives som metervare fra 50’ernes SF-fabrik. Der blev spyttet et utal af den slags romaner ud i løbet af det tiår, og læserne var helt sikkert derude, men set retrospektivt har en fortælling som Hellflower ikke mange andre kvaliteter end sit udtryk som produkt af sin tid. Den er på den led også et meget godt billede på de bekymringer, som blev ventileret i tidens pulplitteratur.

Paperback, Pyramid Books 1957

Truslen ude fra, sædernes forfald og ungdommens fordærv er alt sammen ingredienser, der går igen på tværs af genrerne og tydeligvis noget, som læserne kunne spejle sig i. Narko-tematikken er da formentlig også grunden, til at bogen blev genoptrykt forbavsende mange gange frem til 1969. Man kan på den måde nærmest beskrive Hellflower som en utilsigtet eller underspillet allegori over tidens store spørgsmål og bekymringer. Det sigtede George O. Smith helt sikkert ikke efter med sin lille roman, der lugter langt væk af kassetænkning, men det blev desuagtet resultatet.

Paperback, Mayflower-Dell 1964

2 kommentarer

Filed under Roman

Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

A. Merritt, The Moon Pool (1919): Sær underjordisk uhygge og heltemod

Paperback, Avon 1978. Omslaget er skabt fantastisk af Rodney Matthews, som skabte alle omslagene til Avons genudgivelser af A. Merritts fiktion

Abraham Merritt udsendte i 1919 en sammenskrivning af to lange noveller, der var blevet bragt i All-Story Weekly i henholdsvis 1918 og ’19. Novellerne blev særdeles godt modtaget blandt magasinets læsere – selv den kritiske H.P. Lovecraft var begejstret, og netop Lovecrafts begejstring for historierne har formentlig også bevirket, at Merritt stadig i dag har en relativt prominent plads blandt forfatterne fra pulpens guldalder.

Novellerne, ”The Moon Pool” og ”Conquest of the Moon Pool”, blev i romanform samlet under navnet The Moon Pool og resultatet blev en hæsblæsende pulpfortælling i to dele, der sender en lille gruppe brave opdagelsesrejsende ned under jorden og ind i et voldsomt opgør mellem gode og onde kræfter.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1919. Romanens første udgave

Første del, hvilket så ofte er tilfældet i datidens pulplitteratur, er udformet som en mundtlig beretning, der er blevet nedfældet. I dette tilfælde er det botanikeren Walter Goodman, der ved et tilfælde møder den alsidige videnskabsmand David Throckmartin ombord på et stort linjeskib. Sammen oplever de et stærkt skræmmende, tilsyneladende overnaturligt lysfænomen, og snart viser det sig, at Throckmartin ved mere om dette end som så. Den hærgede forsker må da også krybe til korset, og han begynder at fortælle den historie, som Goodman nu har nedskrevet til os læsere. Edgar Rice Burroughs benyttede samme greb i At the Earth’s Core (1914), og det synes uomgængeligt, at Merritt har fundet en hel del inspiration her.

Ikke desto mindre har Merritt sin helt egen vej og tematik. Throckmartin kan således berette, hvordan han og hans kone samt en mindre ekspedition af andre deltagere var vidner til, hvordan de nat efter nat blev angrebet af mystiske lysvæsner på stillehavsøen Nan-Matal. Til sidst, da Throckmartin var den eneste tilbage, besluttede han, med stærkt svækkede nerver, at søge bort fra øen for at søge hjælp til at redde hans kone og de andre.

Der slutter første del, og første novelle. Anden del handler om Walter Goodman, der i selskab med en gæv, irsk pilot og en norsk sømand rejser til Nan-Matal for at opklare øens mysterie. Det kommer de også til, men først må de ned i en underverden befolket af ukendte menneskeracer, mystiske troldelignende dværgvæsner, frømænd og alt muligt andet godt. Det viser sig tilmed, at de ikke er de første rejsende, der går på opdagelse i denne hemmelighedsfulde verden. En fremmed videnskabsmand er kommet først, og han har tænkt sig at snuppe denne underverdens fremmedartede teknologi og udnytte den militært.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943) fotograferet i 1909

Her kan det indskydes, at videnskabsmanden i den oprindelige novelle fra 1919 samt i bogens første udgave fra samme år bar navnet von Hertzdorf og var tysker. Det har naturligvis haft en særlig klang, da novellen udkom i halen på Første Verdenskrig. I senere udgaver af romanen følte Merritt åbenbart, at en tysk videnskabsmand som fjende havde mistet sit ildevarslende skær. Derfor blev han pludselig til en russer ved navn Marakinoff og dermed en repræsentant for sovjetiske kræfter. Derved fik Merritt naturligvis givet de senere udgaver af romanen et skær af relevans, men måske endnu vigtigere, signalerer han til os, hvor vigtigt det var for ham, at den trussel, som videnskabsmanden repræsenterer i historien, skulle være så ildevarslende og klar, at alle læsere forstod den gruopvækkende konsekvens af skurkens planer. Idéen er givetvis, at dette både skal skærpe forståelsen af det akutte i heltenes kamp imod ham og samtidig tjene til at gøre skurkens onde ambitioner til noget konkret; noget læseren kan relatere til i en fortælling, som ellers må siges at skildre ting, der ligger ganske langt fra vores erfaringsverden.

Hardcover, Horace Liveright 1929

En af de ting, som gør The Moon Pool til fascinerende læsning, er den fremmedartede stemning, som Merritt formår at få skrevet frem. De underjordiske racer og deres gudelignende herskere, den mærkværdige arkitektur og stemning af trykkende mørke bliver ganske håndgribelig. Det samme gør sig gældende i første del, hvor vi hører Throckmartins fortælling om hans ulykkelige ekspedition i ruinerne på Nan-Matal. Her rammer Merritt en form for Blackwoodsk uhygge, som formår at skildre den samme form for gru, som jeg også berørte i forbindelse med min omtale af The Beetle (1897) i sidste uge.

De mærkværdige ruiner, som ekspeditionen undersøger, og de eller det energivæsen, der kommer op ad jorden og kidnapper ekspeditionens deltagere én for én, er et godt eksempel på den måde gotikkens tematik om fortidens spøgelser, der hjemsøger nutiden, blev transformeret ind i det, vi opfatter som den moderne skrækfiktion. I stedet for den hjemlige fortids mystik og uhygge, som åbenbart ikke for alvor kunne bruges som udgangspunkt for rædsel længere, blev fortiden henlagt til det fremmede, det ukendte land; fjerne øer og kontinenter. Den bevægelse er Merritt absolut en del af, og hans The Moon Pool rammer plet. Det er ikke så sært, at Lovecraft var begejstret for historien, for man kan sige, at den kom til at udstikke en væsentlig kurs for ham, som han mere eller mindre skulle følge op igennem anden halvdel af sit forfatterskab.

Paperback, Avon Book 1944

Når The Moon Pool ikke er blevet den store klassiker, som man måske kunne tro, ud fra hvad jeg skriver her, skyldes det i sidste ende, at den dels er præget af tidens tonstunge klichéer. Det er heroisk fiktion med slagkraftige helte, onde skurke, en kvinde, der skal reddes og så fremdeles. Historien fremstår derfor ikke videre inspireret. Den ligner alt andet fra denne periode og er ældet med lige så lidt ynde, som hovedparten af alt anden pulplitteratur. Samtidig må man sige, at Merritts sprog ikke var helt så energisk som eksempelvis hans forbillede Edgar Rice Burroughs. Der er noget gumpetungt over Merritts docerende stil, som gør sig dårligt i spændingsfyldt fiktion som dette.

Det er dermed også klart, at romanen lever i sin ramme. Det er i miljøskildringerne og de større, bagvedliggende koncepter, at Merritt excellerede. Her fangede han afgjort en særlig form for mytisk, der gør, at hans underjordiske civilisationer fremstår oprigtigt fremmedartede for ikke at sige uforståelige. Den oplevelse er sjælden, men Merritt mestrede det. Derfor er romanen også fortsat værd at læse, til trods for dens skavanker. Merritt forsøgte senere at indfange magien igen med andre fortællinger, men det lykkedes ikke for ham. Han gentog sig selv i udvandede versioner, og The Moon Pool står derfor med fuld ret som højdepunktet i forfatterskabet.

Paperbaack, Avon 1951

Paperback, Avon 1956

Paperback, Collier Books 1962

Paperback, Collier Books 1968

Paperback, Carroll & Graf 1993

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, University of Nebraska Press 2001

Paperback, Wesleyan University Press 2004

Paperback, The Overlook Press 2008

Paperback, Dodo Press 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2009

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Moran Press 2013

Paperback, Martino Fine Books 2014

Paperback, Armchair Fiction 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Strip a gogo

Paperback, Beacon Books 1959

Da pulpmarkedet endegyldigt i 1950’erne gik fra at være domineret af magasiner til marked med primært billige paperbacks, var den mere kulørte side af bogmarked også kæmpe stort. Faktisk var den erotisk pulp en grundpille i paperbackindustrien. Det tema har optrådt flere gange her på bloggen med stort set samme budskab hver gang. Den erotiske pulplitteratur blev et pikant kighul ind til forbudte verdener og socialt uacceptable situationer. Pulplitteratur blev en genvej eller et surrogat for alle de uanstændige oplevelser, som læseren måske nok kunne drømme om, men alligevel aldrig selv opleve i virkeligheden.

Sensational Detective Cases, juni 1942

Forlag som Monarch, Beacon og Nightstand Books udviklede på den baggrund et finmasket net af smudsige undergenrer, der kunne tilfredsstille enhver fetich eller fascination hos læserne. De mest grovkornede sager udkom naturligvis kun på mindre, affilierede forlag, der ikke nåede ud i tobakskioskerne, men de mindre sprængfarlige titler kom i kæmpe oplag.

Paperback, Signet Books 1955

Et populært tema, der stort set er med fra det tidligste paperback-boom, er ”striptease-bogen”. Det vil sige en bog, hvis handling er centreret omkring stripklubber eller stripteasedanserinder. Temaet var forbløffende populært, hvilket ikke mindst bevidnes gennem den ret store mængde kriminalromaner, der også bruger temaet som kulørt ramme for mord og røverier.

Paperback, Signet 1963

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at stripklubben og stripperen som arketype i pulpen bliver forbundet med farlighed, belastede miljøer, druk og underverdenen. Til det kan man så også tilføje en solid dosis sex, og resultatet bliver en cocktail at pirrende elementer, som gav læseren mulighed for at opleve noget langt mere fascinerende, end hvis de rent faktisk opsøgte den lokale stripklub.

Paperback, Signet 1960

Ikke desto mindre er der noget indebrændt over stripbøgerne og deres tilbud af oplevelser pr. stedfortræder. Den som oftest mandlige læser kunne nemlig her på sikker afstand svælge i sine erotiske oplevelser uden at skulle udsætte sig selv for den risiko at blive afsløret på en upassende klub.

Paperback, Saber Books 1964

Præcis det element er ikke uvæsentligt, og det er bemærkelsesværdigt, at ”strip-temaet” kun forblev populært fra begyndelsen af 1950’erne og små ti år frem. I midten af 60’erne skete der imidlertid noget centralt. De topløse gogo-klubber begyndte at blomstre op og blive hippe blandt unge såvel som gamle. Strippen mistede noget af sin farlighed på den konto og blev om ikke socialt acceptabel, så i hvert fald mindre belastet. Det tog pusten ud af temaet, som med et blev ordinært og fantasiløst. Det pirrende var borte og i stedet dykkede pulpen længere ned i de forbudte lysters register for at finde måder at tilfredsstille alle de skjulte behov derude hos læserne.

Paperback, Royal Line 1966

Gogo-danseren var således den indirekte årsag til strippulpens død. Tænk over det, når du næste gang tager på din lokale topløse gogo-klub.

Paperback, Private Editions 1966

Paperback, Playtime Books 1960

Paperback, Novels 1953

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Nightstand Books 1960

Paperback, Midwood 1964

Paperback, Macfadden-Bartell 1963

Paperback, Kozy Books 1962

Paperback, Intimate Edition 1963

Paperback, Imperial Books 1966

Paperback, Gold Medal books 1965

Paperback, Gold Medal Books 1963

Paperback, Gaslight books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, French Line 1967

Paperback, Dell 1960

Paperback, Berkley 1958

Paperback, Belmont Books 1962

Paperback, Beacon Books 1960

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Bartell 1964

Paperback, Avon 1964

 

Og endelige her lidt næsten påklædt cool gogo-dans fra 1965:

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Jeffrey Lord, Blade bd. 4. Slave of Sarma (1970): Så til søs med den forargelige helt Richard Blade

Paperback, Pinnacle 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Her er vi tilbage ved Blade-serien; det fjerde i rækken, og sørme om ikke dette bind mere eller mindre rummer præcis, hvad de tre tidligere også havde på menuen? Det vil sige næsten det samme, for med Slave of Sarma tager Jeffrey Lord, et alias for Manning Lee Stokes, os ikke med ind i Dimension X med det samme.

Vores potente hovedperson, agenten Richard Blade, bliver nemlig sendt på en mission i London, hvor han skal agere lokkedue… for sig selv. Sagen er den, at MI6 har opsnappet, at russerne gennem lang tid har arbejdet på et tophemmeligt projekt kaldet T.W.I.N. Et projekt, hvor KGB træner spioner, der er vestlige agenters præcise dobbeltgængere. Dette bliver naturligvis hjulpet på vej med plastikkirurgi og alt muligt andet finurligt. Faktisk fylder beskrivelsen af TWINs metoder en hel del, og der bliver ikke sparret på noget. Det er således ganske absurd og ganske festligt, hvor meget energi russerne bruger på dette projekt, især når selve hensigten fremstår en smule uklart.

Naturligvis har Blade også en dobbeltgænger, og det er ham, som Blade nu skal forsøge at lokke frem. Desværre går missionen ikke som planlagt. Blade bliver taget til fange af KGB-spioner i London, og han holdes nu indespærret for en stund i en lagerbygning, hvor de sprøjter ham med et sandhedsserum og forhører ham. Scenerne minder ikke så lidt om Len Deightons The IPCRESS file (1965), hvor der tydeligvis er hentet en hel del inspiration.

Paperback, Pinnacle 1973

Det væsentlige er imidlertid, at mens Blade holdes fanget, lykkes det for hans russiske dobbeltgænger at snyde sig adgang til den maskine, der åbner porten til Dimension X. Det er med andre ord Blades alter ego, der bliver sendt af sted på mission denne gang – i hvert fald indtil Blade får kæmpet sig fri, ved blandt andet at udskide den skjulte bombe, som han (altid?) har i maven, og derved sprænge sig ud i friheden. Jeps, det er kulørte sager, det her!

Med Blade på fri fod kan han også komme ind i Dimension X, og her går jagten på hans russiske dobbeltgænger hurtigt over stok og sten. Denne gang er handlingen henlagt til Sarma, en form for antikt Grækenland eller øhavsrige, hvor Blade nok engang får kæmpet og kneppet sig vej op til samfundets top, kun for her at blive involveret i en kompliceret hofintrige. Det er bestemt ikke første gang. Alt dette sker dog ikke før, han har gennemgået en række prøvelser – som eksempelvis at blive angrebet af blodtørstige kæmpekrabber på den strand, hvor han vågner efter at være ankommet i Dimension X.

Paperback, Macfadden-Bartell 1970. Romanens 1. udgave

Som i de tidligere bind bliver Blades loyaliteter også løbende sat på en prøve, for naturligvis får han sig både underskønne, kvindelige allierede og nogle sølle mandslinger, der bævende må søge hjælp hos den fremmede machomand. Dette bind har, vanen tro, også en storladen, dramatisk konfrontation, for sådan har det været i alle de andre bind. Denne gang udspiller det sig til søs, hvor Blade deltager i et søslag mod en piratflåde. Det er festligt, men for mig at se er det egentlige højdepunkt den intense duel, som Blade må udkæmpe nede i fangekælderene under hoffets slot. Her bliver Blade kastet ned, så han kan bevise sit værd som mand og kriger. Blade må udkæmpe en duel på liv og død i komplet mørke… mod en blind kriger med superhørelse. Det er vildt og blodigt, ikke mindst fordi Blade får lejlighed til at bruge en stor sten som våben.

Hele præmissen for Slave of Sarma er naturligvis forvekslingshistorien mellem Blade og hans alter ego. Da de til sidst mødes, og Blade skal kæmpe imod sig selv, bliver det da heller ikke mindre dramatisk. Men der skal også ryddes op, for Blades dobbeltgænger har ikke ligget på den lade side, efter han besluttede sig for at ”hoppe af” i Dimension X og blive ved hoffet i Sarma, hvor man behandler ham som en blanding mellem en gud og en avlstyr.

Slave of Sarma er overordnet set ikke seriens bedste bind. Det er gentagende og historien en smule kompliceret, fordi vi skal bruge ganske meget tid på at høre om hofintrigerne samt ikke mindst, hvad den ”anden” Blade har lavet, før Blade selv ankom i Sarma. Tilmed gør bogen brug af nogle overraskende virkemidler, som at hovedparten af bogens slutning berettes som sider skjult i en flaskepost. Det er ikke optimalt, fordi det tydeligvis er en måde, hvorpå Lord/Stokes kunne komprimere handlingen og fremskynde historiens afslutning. Bogens sidste del har dermed mere karakter af et referat end egentlig, direkte prosa, hvilket må siges at være et eklatant fejlgreb, som sandsynligvis skyldes tidspres hos forfatteren.

Lydbog, Americana Publishing 2004. Selv i 2004 fik bogen en ganske “svulstig” indpakning

Men med det sagt, er der, som i forrige bind, noget fantastisk befriende ved bogens stupide vold og sex. Det er primitivt og voldsomt på en form for instinktiv facon, som gør det ret underholdende at følge Blades (u)gerninger. Som jeg skrev om sidste bind, så gør Blade alt det, som man ikke kunne drømme om at lade hovedpersoner gøre i dag. Ja man kan endda gå så vidt og sige, at der er noget moralsk forkert ved at læse en bog som denne. Det gør Richard Blade til noget forbudt, og vi ved jo godt, at det forbudte nu engang har en særligt forlokkende karakter.

Det er med andre ord derfor også vildt, plat, grotesk og underholdende, når Blade kæmper til døden i hulerne under slottet eller stikker prinsessen et par flade, før han smider hende på sengen og giver hende flere orgasmer. For naturligvis vil den stakkels dame domineres af Blade, der præcis ved, hvordan man håndterer en kold og utilnærmelig kvinde. Igen, det er så forkert og smagløst, at det bliver sjovt at læse, fordi Blade bliver indbegrebet på alt det, en mand ikke må være og alt det, som vi forhåbentlig har lagt bag os. Der kommer således heller aldrig en helt, der ligner Blade igen. Slap man Blade løs i dag, ville forfatteren blive stenet på stedet. Moderne helte kommer imidlertid hurtigt til at ligne bornerte skoledrenge, når de skal måde sig med den bramfri agent, denne serie handler om.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Poul Anderson, The High Crusade (1960): Undskyld, der er en ridder i mit rumskib?!

Paperback, Berkley Medallion 1978. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne var Poul Anderson en af kongerne blandt de genreforfattere, der beskæftigede sig med SF og det, som vi i dag kalder fantasy. Han var både produktiv og innovativ, men vigtigst af alt formåede han at ramme den rigtige balance mellem alvor og letbenet underholdning samt ikke mindst mellem plot og tempo, som tiden læsere satte pris på. Hovedværket The Broken Sword udfordrede afgjort denne skabelon, mens indeværende værk, The High Crusade til fulde demonstrerer den og viser, hvorfor Anderson blev så populær.

Handlingen begynder i England i det herrens år 1345, hvor en lille lokal herremand er i færd med at forberede sig på deltagelse i krigen mod Frankrig. Sir Roger, som ridderen hedder, når imidlertid aldrig at komme afsted til Frankrig, for ud af det blå lander der et rumskib i udkanten af hans landsby. Rumskibet er bemandet med en besætning af arrogante rumvæsner; spejdere, der er på udkig efter nye verdener, som Wersgorix-imperiet kan indtage og udnytte.

Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Helt så let går det bare ikke denne gang, for Sir Roger har en masse riddere udstationeret i sin fæstning, der skal med ham i krigen mod Frankrig. Da rumskibet lander, tror ridderne indledningsvist, at det er et fransk trick eller noget sendt fra djævlen. Uanset hvad beslutter de sig for at slå først, og ridderne overrumpler dermed rumvæsnerne, som slet ikke er forberedte på modstand fra de ”primitive” jordboer.

For at gøre en lang historie kort, indtager ridderne rumskibet og lærer, gennem et overlevende rumvæsen, hvordan det fremmede fartøj kan flyves. Sir Roger beslutter sig for at gå på opdagelse med rumskibet, og han sender derfor hele sin hær ombord. Så langt så godt. De engelske riddere, de våbenføre mænd samt alle hjælperne, der ledsager krigstogtet, er snart efter i det ydre rum med kurs mod en fremmed planet.

Hardcover, Doubleday 1960. Romanens første udgave i bogform

Dermed begynder en utrolig krigshistorie, hvor Sir Roger og hans gæve riddere langsomt får knæsat rumvæsnernes imperie gennem snarrådighed, dristighed og held. Roger og ridderne er naturligvis godt hjulpet på vej af de ”rumvåben”, som de undervejs lærer at bruge, samt ikke mindst støtten fra andre befolkninger på ligeledes invaderede planeter.

Men, men, men. Sejren har en pris. Med sig ombord på rumskibet har Sir Roger sin unge, smukke kone Cathrine, der slet ikke er begejstret for al den krig og død. Hun føler sig overset, og mens Sir Roger indtager imperiet, taber han indadtil sit bagland.

Paperback, Dolphin Books 1962

The High Crusade er en røverhistorie på speed. Det er en absurd fortælling, der forsøger at jonglere langt flere stemninger på en gang, end hvad godt er, og det er en tåbelig, underholdende omgang ballade. Hele præmissen for fortællingen er omtrent så dum og utroværdig, som det kan blive, men pointen er naturligvis også, at læseren bare skal læne sig tilbage og lade herligheden udfolde sig i al sine uforpligtende flor.

Desuagtet er det alligevel interessant at kigge Anderson lidt i kortene og, så at sige, bevæge sig ind i romanens maskinrum. Der er nemlig to helt oplagte inspirationskilder for bogen, der har efterladt sig et kraftigt aftryk på handlingen.

Paperback, Macfadden-Bartell 1964

For det første har Anderson nemlig taget Mark Twains Connecticut Yankee og vendt den på hovedet. I stedet for at lade en moderne, teknologisk overlegen mand rejse tilbage til middelalderen, flytter han middelalderen ind i den teknologisk overlegne fremtid. Det bruger han til at demonstrere middelalderens kreativitet og vitalitet. Han kontrasterer altså den rå vildskab og viljestyrke, som middelalderens menneske er i besiddelse af, med de svage og dovne skabninger i rumimperiet, som teknologien har ødelagt. Robert E. Howard kunne ikke have udtænkt det bedre.

I alt dette er rumvæsnerne fra Wersgorix da heller ikke meget mere end statister, som vi kun får det vageste indtryk af. De er dovne, lumske og lettere uduelige, meget mere har vi sådan set heller ikke brug for at vide. Historien er nemlig mere eller mindre en parodisk fejring af mennesket som den hårdeste hund i universet, hvilket fremstår som en kærlig hilsen til forfatterkolleger som eksempelvis Robert Heinleins fiktion.

Paperback, Macfadden-Bartell 1968

Det andet væsentlige afsæt for romanen kommer fra Kong Arthur-myten. The High Crusade bliver nemlig en form for genfortælling af kerneelementerne i den fortælling. Takket være et utroligt våben (rumskibet = Excalibur) lykkes det Roger at samle et folk og føre dem fra den ene triumf til den anden, men sejrens pris er, at han mister sin dronning Guenevere, Cathrine, til sin betroede højre hånd. Midt i den episke kamp og kage lurer tragedien dermed i baggrunden og gør sejren bitter for Roger.

The High Crusade løb som føljeton, før den blev skrevet sammen i romanform, og det kan som altid mærkes. Handlingen gør flere gange nogle stemningsmæssige spring og efterlader hver gang løse ender. Der er på den led ganske meget uforløst og uklart i romanen, der trods sin slående enkelthed alligevel afsluttes med en del åbne spørgsmål.

Paperback, Manor Books 1975

Det er med andre ord alt for let at finde mangler i romanen, der er præget af en god portion dilettanteri. Men omvendt er det netop i den løsslupne, famlende fremstillingsform, at styrken i bogen ligger. Anderson drøner afsted med sin læser som blind passager og ser sig ikke tilbage. Det er gonzo-SF eller pulp af den reneste aftapning, skrevet før udtrykket endegyldigt stagnerede i pasticher og nostalgisk sværmeri.

Som du nok fornemmer, har jeg et ømt punkt for bogen, der er et hurtigt læst, fornøjeligt bekendtskab, man ikke sådan uden videre glemmer. Om ikke andet, fordi den er så umanerligt tåbelig…

Paperback, Corgi 1981

Hardcover, Severn House 1982

Paperback, Berkley Books 1983

Hardcover, Baen 1991

Paperback, Baen 1991

Paperback, Baen 2010

3 kommentarer

Filed under Roman

Lin Carter, The Vulcano Ogre (1976): Øhavsramasjang

Paperback, Popular Library 1978. Den seje forside er skabt af Don Maitz

The Vulcano Ogre er tredje bind i Lin Carters retro-pulpserie om Prins Zarkon og hans fantastiske hold af såkaldte ”Omega men”. Sammen bekæmper de store som små forbrydere, godt hjulpet på vej af Zarkons fantastiske, teknologiske opfindelser. Eller rettere teknologi, som Zarkon har taget med sig fra fremtiden, for han er i virkeligheden rejst tilbage i tiden for at bekæmpe den kriminalitet, der har fået katastrofale følger for fremtidens menneskehed.

I denne tredje bog går turen til den fjerne, fiktive ø Luzoon i Stillehavet, et navn lånt fra Doc Savage, hvor et amerikansk mineselskab pludselig plages af mystiske problemer. Folk forsvinder, og da selskabets øverste repræsentant også er forsvundet, må der ske noget. Zarkon og hans Omega-gruppe hyres til at komme til bunds i sagen. De springer således i arbejdstøjet igen, og snart efter begynder efterforskningsarbejdet på øen.

Linwood Vrooman Carter (June 9, 1930 – February 7, 1988)

Alle spor peger ind i junglen og mod den store vulkan, der udgør øens hjerte. Men hvordan hænger det hele sammen, og hvad har de lokales folklore omkring vulkanen med det hele at gøre? Det står nemlig hurtigt klart, at de lokale mener, vulkanen er hjemsøgt af en form for troldelignende monster. Et monster, som Omega-holdet også snart får et glimt af.

Så langt så godt. Nu ved vi jo godt, at man skal stå tidligt op for at snyde prins Zarkon, og mon ikke han også klarer ærterne denne gang? Selvfølgelig gør han det, men ikke før der har været lidt obligatorisk håndgemæng og akrobatik, som naturligvis udspiller sig på kanten af vulkanens munding.

Hardcover, Doubleday 1976. Romanens 1. udgave

Seriens første bind er ret underholdende, fordi Carter her lykkedes med at skabe en stemning af et hold af specialister, der arbejder sammen om løsningen af sagen. Den stemning var desværre borte i andet bind, hvor Zarkon mere eller mindre løste alt selv, og som læser må man spørge sig, hvorfor prinsen egentlig har brug for sit hold omkring sig. Han kan jo alt selv. Med tredje bind er holdstemningen tilbage, hvilket afgjort gør bogen bedre end andet bind, men den når stadig ikke samme niveau som det første bind.

Problemet med The Vulcano Ogre er, at historien dybest set føles banal og lille. Skalaen er i ubalance. Det virker absurd, at den internationalt berømte Omega-gruppe bliver hyret til en sag, som umiddelbart blot er en historie om gemen svindel i et halvstort amerikansk mineselskab. Vi mangler schwung og store pulpede armbevægelser her, fordi det er ret uimponerende, hvad hans helte konfronteres med i denne del af serien.

Paperback, Wildside Press 1999

Der noget prosaisk over historien, som kunne være opklaret af hvem som helst. Zarkon og hans mænd er skabt til at bekæmpe kriminelle superskurke i stil med James Moriarty og Fu Manchu – skurke, der kan give dem udfordringer og true verdensfreden med deres geniale planer. Det er den stemning, som Carter iscenesætter omkring sine helte, men det, han rent faktisk får dem brugt til i seriens tredje bind, rammer langt under målet og fremstår decideret uinspireret.

Man kan dog ikke kalde The Vulcano Ogre kedelig, blot forhastet og underudviklet. Zarkon ankommer til øen og løser sagen på rekordtid. Mere er der ikke i det, men for at trække tiden en smule og give noget længde til historiens omfang, har Carter introduceret en række sidehistorier, der føles uvedkommende i en fortælling, der gerne skulle være en nervepirrende omgang ramasjang.

Bogen er med andre ord ikke specielt vellykket, selvom der er gode takter i den. Præcis som i de tidligere bind er der festlige scener og stedvist herlig pulp-dramatik i junglen, men stoffet rækker ikke til en hel roman. Det hjælper heller ikke meget på det, at gruppens interne konflikter, som gerne skulle virke som humoristiske indslag, efter tre bøger er blevet tamme gentagelser.  

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

Romanens metalag er i den sammenhæng mere underholdende, for hele konceptet med Omega-serien er, at Lin Carter selv har fået adgang til prins Zarkons arkiv og nu udgiver hans arbejder i skønlitterær bearbejdning. Det forhold fylder noget mere i tredje del, hvor Carter løbende har nogle små regibemærkninger, der henvender sig direkte til læseren og kommenterer på historien. Det er et spøjst og sjovt element, og en leg, som Carter helt rigtigt valgt leger uden skyggen af et glimt i øjet. Ganske sjovt er det også, at han med sit tredje bind er begyndt at kunne referere bagud og nævne personer, som vi har mødt tidligere i serien. Det skaber liv og samhørighed de tre bind imellem, måske bare ikke nok, men det ligger til dels i genren. Hovedpersonerne skal ikke udvikle sig. De er som de er; rigtige helte.

Lin Carter har nok selv fornemmet, at han ikke rigtigt fangede formen med sine bøger om prins Zarkon. The Vulcano Ogre blev i hvert fald den sidste, han udgave i små ti år, før Zarkon lidt overraskende vendte tilbage i to bind mere. De bind skal jeg naturligvis også se nærmere på, og jeg er faktisk spændt på at se, om det havde positivt indvirkning, at han fik en pause og dermed mulighed for at udtænke lidt mere interessante fortællinger, end det han endte med i seriens første runde.

 

 

1 kommentar

Filed under Roman