Motorcykelbander blev et varmt emne i slutningen af 50’ernes amerikanske genrefiktion. Banderne, der var opstået i kølvandet på Anden Verdenskrig, blev billedet på løssluppen livsførelse, lovløshed og utøjlet sex. Som en form for moderne cowboys kunne de utilpassede indtage landevejene og landskabet svøbt i en atmosfære af frihed og modstand imod alt etableret.
Det er svært at forstille sig, at motorcykelbanden og motorcyklens mytologisering kunne være opstået andre steder end USA, hvor frontier-sværmeriet selv i dag aldrig ligger langt væk, og hvor landets store geografiske afstande tillader den form for dyrkelse af de åbne, øde landeveje, udenfor civilisationens omklamrende greb.
Motorcykelbanderne i generefiktionen er en skærpelse af både myten om landevejens frihed og tanken om den utryghed, som disse bander skabte. De er defineret ved at være alt det, som samfundet ikke er; samfundet vendt på vrangen om man vil. De er mobile, aggressive og frie. Som landevejsrøvere tager de, hvad de har lyst til, og udfolder sig præcis, som det passer dem. I fiktionen defineres de som modkultur og fremstiller sig selv som fortællingens antagonister – både af navn, som i Hell’s Angels, og i den tydelige, subversive ikonografi, de bruger. Eksempelvis Nazi-symboler, som udtryk for komplette respektløshed i forhold til al god smag og orden. Banderne ved at de er skurkene, og som Miltons Lucifer, tager de den identitet på sig med stor appetit.
Genrelitteraturen fangede hurtigt den nye subkultur og den blanding af frygt og fascination, som den kunne skabe. Bøger fyldt med vold, gru, sex og udskejelser blev et fast tema, og forsidernes ikonografi er forbløffende fasttømret fra begyndelsen. Alt det var Hunter S. Thompson naturligvis også klar over, da han i 1967 udgav sit banebrydende og i dag ikoniske stykke new journalism og gonzo-prosa om sin tid med Hell’s Angels.
I bogen gav Thompson læserne præcis, hvad de allerede vidste, de ville finde. New journalism, gonzo eller slet og ret exploitation – grænsen er hårfin, og Thompson sigtede helt bevidst efter at skabe den chokværdi, som hans bog indeholdt. At han mere skrev under påvirkning af genrelitteraturen end de faktiske oplevelser, gør også kun bogen mere interessant som indlæg i sen-60’erens fortsatte mytologiseringer af motorcykelbanderne.
Motorcykelgenren er først og fremmest amerikansk. Banderne blev naturligvis eksporteret til Europa, som man blandt andet kan læse om i Action, Mand!, der sætter scenen i Danmark. Man skal heller ikke snyde sig for Anders Bodelsens formidable brug af motorcykelbanden som billede på forstyrrelse af den stille borgerlighed i novellen ”Fjernsynet flimrer” (1967).
I Europa blev banderne ikke desto mindre stadig identificeret som amerikansk fænomen, og de så også sig selv i lyset af denne americana. Meget af dette har at gøre med forskellene i landskaberne – det urbane Europa mangler rum for at skabe et troværdigt liv for landevejsmyten. Ikke overraskende kom der imidlertid et europæisk modsvar i slutningen af 70’erne – nemlig punken. Punken er motorcykelbander uden motorcykler.
Når Sid Vicious lod sig interviewe til BBC med hundehalsbånd om halsen og en undertrøje med påtrykt svastika, er der ingen forskel mellem ham og motorcykelbandens ikonografi. Han er den urbane videreudvikling af fortællingen og tilmed en form for demokratisering af selvsamme myte. Ved at fjerne den kostbare motorcykler, blev livsstilen med et opnåelig for alle, der turde sætte sig udenfor samfundet.
De udstødte kunne udleve den samme friheds- og antiborgerlige selvrealisering gennem punken, som deres forgængere havde udviklet i motorcykelbandemiljøet. Motorcyklerne var således grundlæggende en amerikansk myte, punken det europæiske modsvar.
Hvordan alt dette harmonerer med motorcykelbanderne anno 2022, skal jeg ikke kunne sige, og noget siger mig, at genren som fænomen døde med 70’ernes udgang.
frasortsand.wordpress.com 