Tag Archives: Vintage pulp

Lin Carter, The Vulcano Ogre (1976): Øhavsramasjang

Paperback, Popular Library 1978. Den seje forside er skabt af Don Maitz

The Vulcano Ogre er tredje bind i Lin Carters retro-pulpserie om Prins Zarkon og hans fantastiske hold af såkaldte ”Omega men”. Sammen bekæmper de store som små forbrydere, godt hjulpet på vej af Zarkons fantastiske, teknologiske opfindelser. Eller rettere teknologi, som Zarkon har taget med sig fra fremtiden, for han er i virkeligheden rejst tilbage i tiden for at bekæmpe den kriminalitet, der har fået katastrofale følger for fremtidens menneskehed.

I denne tredje bog går turen til den fjerne, fiktive ø Luzoon i Stillehavet, et navn lånt fra Doc Savage, hvor et amerikansk mineselskab pludselig plages af mystiske problemer. Folk forsvinder, og da selskabets øverste repræsentant også er forsvundet, må der ske noget. Zarkon og hans Omega-gruppe hyres til at komme til bunds i sagen. De springer således i arbejdstøjet igen, og snart efter begynder efterforskningsarbejdet på øen.

Linwood Vrooman Carter (June 9, 1930 – February 7, 1988)

Alle spor peger ind i junglen og mod den store vulkan, der udgør øens hjerte. Men hvordan hænger det hele sammen, og hvad har de lokales folklore omkring vulkanen med det hele at gøre? Det står nemlig hurtigt klart, at de lokale mener, vulkanen er hjemsøgt af en form for troldelignende monster. Et monster, som Omega-holdet også snart får et glimt af.

Så langt så godt. Nu ved vi jo godt, at man skal stå tidligt op for at snyde prins Zarkon, og mon ikke han også klarer ærterne denne gang? Selvfølgelig gør han det, men ikke før der har været lidt obligatorisk håndgemæng og akrobatik, som naturligvis udspiller sig på kanten af vulkanens munding.

Hardcover, Doubleday 1976. Romanens 1. udgave

Seriens første bind er ret underholdende, fordi Carter her lykkedes med at skabe en stemning af et hold af specialister, der arbejder sammen om løsningen af sagen. Den stemning var desværre borte i andet bind, hvor Zarkon mere eller mindre løste alt selv, og som læser må man spørge sig, hvorfor prinsen egentlig har brug for sit hold omkring sig. Han kan jo alt selv. Med tredje bind er holdstemningen tilbage, hvilket afgjort gør bogen bedre end andet bind, men den når stadig ikke samme niveau som det første bind.

Problemet med The Vulcano Ogre er, at historien dybest set føles banal og lille. Skalaen er i ubalance. Det virker absurd, at den internationalt berømte Omega-gruppe bliver hyret til en sag, som umiddelbart blot er en historie om gemen svindel i et halvstort amerikansk mineselskab. Vi mangler schwung og store pulpede armbevægelser her, fordi det er ret uimponerende, hvad hans helte konfronteres med i denne del af serien.

Paperback, Wildside Press 1999

Der noget prosaisk over historien, som kunne være opklaret af hvem som helst. Zarkon og hans mænd er skabt til at bekæmpe kriminelle superskurke i stil med James Moriarty og Fu Manchu – skurke, der kan give dem udfordringer og true verdensfreden med deres geniale planer. Det er den stemning, som Carter iscenesætter omkring sine helte, men det, han rent faktisk får dem brugt til i seriens tredje bind, rammer langt under målet og fremstår decideret uinspireret.

Man kan dog ikke kalde The Vulcano Ogre kedelig, blot forhastet og underudviklet. Zarkon ankommer til øen og løser sagen på rekordtid. Mere er der ikke i det, men for at trække tiden en smule og give noget længde til historiens omfang, har Carter introduceret en række sidehistorier, der føles uvedkommende i en fortælling, der gerne skulle være en nervepirrende omgang ramasjang.

Bogen er med andre ord ikke specielt vellykket, selvom der er gode takter i den. Præcis som i de tidligere bind er der festlige scener og stedvist herlig pulp-dramatik i junglen, men stoffet rækker ikke til en hel roman. Det hjælper heller ikke meget på det, at gruppens interne konflikter, som gerne skulle virke som humoristiske indslag, efter tre bøger er blevet tamme gentagelser.  

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

Romanens metalag er i den sammenhæng mere underholdende, for hele konceptet med Omega-serien er, at Lin Carter selv har fået adgang til prins Zarkons arkiv og nu udgiver hans arbejder i skønlitterær bearbejdning. Det forhold fylder noget mere i tredje del, hvor Carter løbende har nogle små regibemærkninger, der henvender sig direkte til læseren og kommenterer på historien. Det er et spøjst og sjovt element, og en leg, som Carter helt rigtigt valgt leger uden skyggen af et glimt i øjet. Ganske sjovt er det også, at han med sit tredje bind er begyndt at kunne referere bagud og nævne personer, som vi har mødt tidligere i serien. Det skaber liv og samhørighed de tre bind imellem, måske bare ikke nok, men det ligger til dels i genren. Hovedpersonerne skal ikke udvikle sig. De er som de er; rigtige helte.

Lin Carter har nok selv fornemmet, at han ikke rigtigt fangede formen med sine bøger om prins Zarkon. The Vulcano Ogre blev i hvert fald den sidste, han udgave i små ti år, før Zarkon lidt overraskende vendte tilbage i to bind mere. De bind skal jeg naturligvis også se nærmere på, og jeg er faktisk spændt på at se, om det havde positivt indvirkning, at han fik en pause og dermed mulighed for at udtænke lidt mere interessante fortællinger, end det han endte med i seriens første runde.

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 3. Jewel of Tharn (1969): Ved ‘the bitch-Goddess’’ hof

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Da vi forlod den engelske superagent Richard Blade sidst, var han ved at blive forlovet og måske falde til ro, men som det viser sig nu, lader hans arbejde med udforskningen af Dimension X ikke kombinere med et privatliv. Blade er dermed blevet single igen, og da tredje bind åbner, er det helt anderledes problemer han konfronteres med. Det tophemmelige projekt med dimensionsrejser mangler nemlig penge, og Blades chefer må derfor gå til premiereministeren i Downing Street med hatten i hånden.

Efter lidt palaver besluttes det at støtte projektet med penge fra en hemmelig kasse, som parlamentet ikke kender noget til. Temmelig fordækt, må man sige, men mindst lige så spøjst er det, at projektet bliver omtalt som afgørende for Englands fremtid. Ja-jo, muligheden for dimensionsrejser er jo temmelig utrolig, men det er efter tre bind i serien forsat ganske uklart, hvad Blades rejser ind i det ukendte egentlige går ud på. Han tager intet med sig tilbage fra rejserne, og glemmer, hvad han oplever, så erfaringsindsamlingen bliver temmelig sparsom. Med lad det ligge.

I Jewel of Tharn havner Blade i en døende verden ikke ulig noget, som vi kender hos Jack Vance. Han lander her, som altid, midt i en højspændt konflikt. Denne gang står fronterne mellem et højtudviklet, aggressivt og dominerende matriarkat, der sidder på magten, og en samling vilde stammefolk, som lever på sletterne for foden af kvindernes højtrejste stad. I Tharn, som denne verden hedder, går der legender om en messiasfigur kaldet Mazda, der skal komme og forny alt. Ingen er naturligvis i tvivl om, at superstærke Blade er denne Messias. Selvfølgelig er han det.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Sagen er den, at århundrederne har tømt Tharns mænd for potens. De fleste er blevet reduceret til sterile, androgyne skabninger – såkaldte ”neutrons” – der lever som slaver, mens de herskende kvinder holder resterne af de endnu knap og nap potente mænd fanget i et bogstaveligt guldbur. Her bliver de udpinte, kummerlige mænd udnyttet som sexslaver i en form for ritualiseret voldtægt, der nydelsesløst sikrer, at befolkningen kan forøges.

Det er derfor også klart, at ultrapotente Blade gør indtryk, da han nøgen træder ind på scenen og hurtigt kommer i kontakt med både matriarkatets dronning og barbarernes høvdinge. Alle vil øjeblikkeligt i kanen med Blade, som da barbarkvinden Totha tager herlighederne i øjesyn: ”The impact of her eyes was a physical thing, crawling over his flesh like insects that excited instead of repulsing him. They rested for a long time on his groin and her lips moved in what could only have been anticipation.” (s. 71)

Man kan genkende en hel del Robert E. Howard-stof i historien. Den dekadente, overmodne kultur, der står for fald, konfronteres med barbarenes rå brutalitet. Civilisation kontrasteres med utøjlet vildskab og så fremdeles. Howard kredsede konstant om den slags, og Manning Lee Stokes, der stadig i dette bind gemmer sig bag aliasset Jeffrey Lord, dykker ned i det samme.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

Ud af de første tre bind er Jewel of Tharn indtil videre det bedste. Romanen har al vildskaben og morskaben fra første bind, og det sammenhængende plot fra andet bind, hvilket skaber en særdeles festlig omgang sølvalderpulp, der formår ikke bare at få læseren til at trække på smilebåndene, historien udfordrer også den moderne læser med sine beskrivelser og sprogbrug.

Bogen er naturligvis vild og blodig – Blade har eksempelvis en fantastisk, gigantisk tvekamp med en barbar, der strækker sig over et helt kapitel. Der er også en fascinerende sammenblanding af fantasy og science fiction i historien; det viser sig, at kvindecivilisationen dybest set er kontrolleret af en ældgammel computer (Jack Vance igen) og dennes androider, der over tid har fået rollen som ypperstepræster. Det fungerer ret godt for Stokes, men bogen er først og fremmest en lummer affære, som i: ”Blade began to caress and explore her body… probing deep into that moist sanctum.” (s. 95) Men den har også en for os i dag forbløffende ubekymret sammenblanding af sex og vold.

Da Blade, efter at være blevet hårdt presset, langt om længe forsøger at få overtaget igen, voldtager han kvindernes dronning, fordi det eneste, hun trænger til (tænker Blade), er en rigtig mand. Det får hun i den grad i en ekstremt grafisk skildring af seksuel vold, som nok vil få de fleste til at spærre øjnene op.

If this bitch-Goddess, this High-Priestess of coi wanted coi, he could damned well give her coi. He would kill her, all right. He would slay her with the only weapon he had. (s. 134.)

Jewel of Tharn er på den led utroligt provokerende og voldsom på sin egen enfoldige facon. Men præcis denne voldsomhed giver teksten kant og nærvær; den rusker op i sin moderne læser og bliver i virkeligheden langt vildere og mere provokerende end ganske meget moderne genrelitteratur, som forsøger det samme. Det her er ikke fredsommelig pulp eller latterlig rollespilsfantasy, men en grim skildringen af en fascistoid maskulinitet, som på alle måder er forkert, uanstændig og fornærmende. Præcis derfor er det også stærkt fascinerende læsning; det åbenlyse forkerte ved bogen gør den dragende. Den dybest set konservative romanfigur Blade er med tiden blevet til noget rebelsk antagonistisk i sin insisteren på at give den stærke retten til at agere, som han vil.

Paperback, Plon 1976. Blade på fransk

Hvor Blade i ´69, da bogen udkom, var en eskapistisk vision om manden, der sendes til en verden fyldt med liderlige kvinder, er han i ’19 blevet til en outsiderfigur, som opererer uden for de sociale konventioners regi. Blade gør, hvad han vil, fordi han kan. Han gør forbudte ting og udgør den diametrale modsætning til de stærke heltinder, der befolker genrelitteraturen i dag. Ikke at det i sig selv er godt, men der er unægteligt noget befriende ved litteratur, der afsøger de yderste grænser og siger alt det forkerte, fordi det skaber en form for afklaring af vores egne værdier og tanker. Der er med andre ord noget klargørende eller terapeutisk i at lade sig provokere af en bog som denne.

Men, med det sagt, er Jewel of Tharn først og fremmest en forbistret underholdende omgang absurd pulp, der med sin groteske form afgjort har formået at ruske lidt op i mig.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lin Carter, Invisible Death (1975): Whodunnit? I hvert fald ikke Lin Carter

Paperback, Popular Library 1978. Det herlige omslag er skabt af Don Maitz

Jeg var ret godt underholdt af første bind i Lin Carters serie om Lord Zarkon; vidundermennesket fra fremtiden, der er blevet sendt tilbage til vores tid (1970’erne) for at bekæmpe kriminalitet og måske redde fremtiden fra fortidens fejl.

I første bind hørte vi, hvordan Zarkon har samlet sig et hold af utrolige, loyale specialister omkring sig, der går under navnet The Omega Crew. Sammen rejser de nu kloden rundt og hjælper i særlige sager, der kræver kompetence ud over det sædvanlige, samt ikke mindst diskretion. Den idé har Carter lånt fra ældre pulpeventyr, og som allerede nævnt i omtalen af første bind har Carter dedikeret serien til fortællingerne om Doc Savage.

Paperback, Popular Library 1978

Med andet bind, Invisible Death, der udkom i hælene på første bind, kan Carter gå mere direkte til sagen, fordi han ikke behøver at introducere sine helte på ny. Denne gang bliver en række velhavende mænd afpresset og truet på livet. Sagen er mærkværdig og begynder med et klassisk ”lukket rum”-mysterium. En velhavende mand er fundet død i sit bibliotek. Ingen har besøgt ham, ingen er trængt ind i huset og dødsårsagen er ikke åbenlys, men han er med al sandsynlighed blevet myrdet, for man finder et trusselbrev hos ham: Betal eller du er død inden for 24 timer. Politiet er hjælpeløst og søger hjælp hos Zarkon og co.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til en omgang detektivarbejde, der fører Zarkon og vennerne ind i Knickerbocker Citys kinesiske underverden. Det store spørgsmål er naturligvis, hvem der står bag forbrydelserne? Utvivlsomt en genial forbryder af en slags, men hvilket geni truer nu freden denne gang? Der er ildkamp, slagsmål og utrolig teknologi; alt sammen noget, vi forventer at møde efter første bind i serien. Et højdepunkt er eksempelvis, da Zarkon sniger sig ind i de kinesiske gangsteres hovedkvarter iklædt en kamuflagedragt, der gør ham usynlig, og her må undgå fælder og bruge sine kampsportsfærdigheder på samme tid. Alle komponenterne er dermed tilstede i Inivisible Death, men desværre løfter Carter aldrig for alvor historien. Et element mangler nemlig.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Første bind levede i høj grad på fornemmelsen af, at Zarkon og vennerne arbejder sammen som et team med hver sin opgave og specialitet. Dette element er stort set fraværende i andet bind, hvor Zarkon entydigt tager hovedrollen og viser, at han sådan set kan alt det, som hans håndgangne mænd kan og måske kan han endda gøre det hele lidt bedre end dem. Dermed gør Carter sin fortælling om Zarkon langt mindre interessant, for manden fra fremtiden bliver på den led ”bare” en form for superhelt, der overlegent kan vandre gennem fortællingen uden på noget tidspunkt for alvor at blive udfordret.

Det meste pulp i genrens guldalder blev skrevet på kort tid og som samlebåndsarbejde. De forfattere, der kunne klare mosten, havde ingen fine fornemmelser omkring deres tekster. Ord var penge, og der skulle mad på bordet. Det betød naturligvis, at der i de fleste tilfælde blevet skrevet ud fra en form for ”skriv først, tænk bagefter”-strategi.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis samme mentalitet prægede fortsat pulpens sølvalder i slutningen af 1960’erne og 70’erne. Her var Carter en af de store på markedet for fantastiske genrer, og man mærker i høj grad hans pragmatiske tilgang til genren i en bog som Invisible Death. Romanen er dybest set en ganske traditionel whodunnit-fortælling, der er blevet påklistret lidt eventyrligt og eksotisk krydderi i form af futuristisk teknologi og onde kinesere. Zarkon indtager rollen som detektiv i historien, og præcis den type traditionelt opklaringsarbejde virker alt for ordinært til en supergruppe som The Omega Crew.

Carters grundidé for bogen passede dermed ikke åbenlyst ind i seriens koncept, i hvert fald som det tegnede sig i første bind. Samtidig er det tydeligt, at Carter ikke rigtigt har haft tid til at videreudvikle sit persongalleri. Scenerne med Zarkons mænd er i vid udstrækninger gentagelser af scener fra første bind. Vi får de samme mundhuggerier og interne konkurrencer. Vi skal tilmed også igen have introduceret en smuk kvinde, som Zarkons gejle knægte på ny kan kurtisere på pinagtig vis i en nøjagtig gentagelse af det, vi hørte i The Nemesis of Evil.

Paperback, Wildside Press 1999

En bog som Invisible Death skal leve på sit overskud af vanvittige indfald og utrolige, hæsblæsende sammenstød. Det er eksotisk spændingsfiktion tilsat et drys SF, og den opskrift er stærk, men Carter var åbenlyst ikke inspireret, da han skulle fortsætte med sit andet bind. Det hele virker forceret og slapt. Han plagierer sig selv og forsøger krampagtigt at tilføje noget liv ved af uransaglige årsager at introducere to sydstatsbetjente i fortællingen. Bogens Knickerbocker City er en slet skjult omdøbt New York, og hvad de to betjente gør så langt hjemme fra, er et godt spørgsmål og meget søgt. Carter har sig imidlertid en fest med de betjente, der taler med tydelig dialekt og konsekvent er mænd for fladpandede, vittige kommentarer.

Pulpudtrykket i sin rene form kan sjældent smykke sig med de store intellektuelle udfordringer af læseren. Det gælder ikke mindst spændingsgenren, hvis vigtigste formål er kontant underholdningsværdi. Handlingen er det centrale, og vi skal blive revet med af historiens høje tempo og finurlige indfald. Det kan lyde let, men er nok i virkeligheden langt vanskeligere end man skulle tro, og Carter har ikke opfyldt denne eneste præmis med sit andet bind. I stedet for spænding får vi en blodfattig tørvetriller af en krimi. Den spræller lidt og gør krumspring, men er i sidste ende bare bovlam og uinspireret.

Nå, vi må håbe, at det tredje bind i serien er mere interessant.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

2 kommentarer

Filed under Roman

Paul Lehr – En science fiction-mester

Paperback, Fawcett 1971

Her kan du snuse lidt til mesterlige Paul Lehrs forsider. Sammen med Richard Powers var han uden tvivl en af de mest fremtrædende forsideskabere til bøger udi SF-genren i 1960’erne og 70’erne. Mens Powers stil var kraftigt psykedelisk, har Lehrs kunst en mere præcis og naturalistisk tilgang. Hvor Powers er fabulerende, er Lehr nøjagtig. Begge dele rummer nogle faldgruber, men der, hvor de er bedst, leverer de begge helt storslåede billeder.

Paul Lehr (1930-1998)

Hos Lehr er jeg især begejstret for hans landskabsscener. De futuristiske og fremmedartede miljøer, han får lavet, indbyder i den grad til at lade tanken gå på opdagelse. Der er drivstof til indlevelse og eskapisme i Lehrs billeder, som gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til dem. Sådan har jeg det i hvert fald.

Paperback, St. Martin’s Press 1987

Hans saglighed gør samtidig, at billederne har en alvor, som de mere pulp-orienterede kunstnere i tiden savnede. Det er da uden tvivl også Lehrs nøjagtighed og alvor, der gjorde ham til en eftertragtet illustrator, der gik godt i spænd med den nyvundne selvforståelse og entusiasme, som SF-genren oplevede i 60’erne efter ingeniør-forfatternes tid lykkeligvis var ved være omme.

Paperback, Signet 1964

Lehrs enorme produktion gør også, at han er en af de forsideskabere, som man har set mange gange, måske uden at vide, hvem kunstneren bag billedet mon er. Det er synd, for man bør kunne genkende en Lehr, når man ser den – det fortjener hans billedunivers.

Paperback, Signet 1959

Paperback, Dell 1974

Paperback, Dell 1973

Paperback, Dell 1967

Paperback, DAW Books 1976

Paperback, Cardinal 1958

Paperback, Berkley Medallion 1977

Paperback, Berkley Medallion 1976

Paperback, Berkley Books 1969

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Bantam Books 1980

Paperback, Bantam Books 1980

Paperback, Bantam Books 1979

Paperback, Bantam Books 1979. Dette er en af mine absolutte favoritter!

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1965

Paperback, Bantam Books 1958

Paperback, Avon Books 1987

Paperback, Avon 1971

Paperback, Avon 1970

Paperback, Bantam Books 1982

Hardcover, Tor 1994

Hardcover, Tor 1997. Paul Lehrs sidste forside, som han lavede relativt kort før sin død i ’98

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Edgar Rice Burroughs, At the Earth’s Core (1922): Pulpens forførende uskyldighed

Paperback, Ace 1962. Forsiden er stemningsfuldt malet af Roy G. Krenkel.

Det er spøjst gang på gang at kunne konstatere i hvor høj grad, Edgar Rice Burroughs kom til at sætte tonen for den amerikanske pulp i 1920’erne og 30’erne. Burroughs selv havde naturligvis flere inspirationskilder, H. Rider Haggard og Mark Twain, for blot at nævne et par. Desuagtet var det mere eller mindre Burroughs’ sammensmeltning af disse inspirationskilder, der skabte den særlige form for tempofyldt spændingslitteratur – uanset genren – som vi i dag kalder pulpfiktion.

Man kan også konstatere, at der sjældent er nogen, som gør det ret meget bedre udi den genre end Burroughs. Jeg taler vel at mærke her ikke om forfattere som eksempelvis Lovecraft og Howard, der forsøgte at forandre pulpens væsen indefra. Nej, jeg taler her om den rendyrkede ramasjang, drevet af glæden ved fortællingens umiddelbare drama og underholdningsværdi. Her var Edgar Rice Burroughs mesteren, og hans værker blev rost og plagieret til døde allerede, mens han levede. Her skal vi se nærmere på en af disse fortællinger, der har efterladt sig et ganske grundigt aftryk på eftertidens eventyrlige fiktion.

En ung Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950) klædt på som friluftshelt

At the Earth’s Core, der først udkom som føljeton i 1914 (og i bogform 1922), er den forrygende underholde historie om den unge David Innes; en rigmandssøn, der arver et mineselskab. Sammen med selskabets nestor, ingeniøren Abner Perry, udvikler de et bemandet højhastighedsbor, der vil kunne undersøge jordskorpen for metaller og mineraler på rekordtid. Innes og Perry må naturligvis afprøve boret, men på minemaskinens jomfrurejse går der noget galt. Styresystemet låser sig fast, og maskinen med de to ombord, borer sig nu direkte ind mod jordklodens centrum. De to mænd er sikre på, at dette er den visse død, men her får de sig en overraskelse. Deres bor fører dem nemlig ind i jordens hule kerne; ind til en hel verden inde i vores, der bedst kan beskrives som en forhistorisk jungle befolket af stenaldermænd, dinosaurusser, menneskeaber og så de frygtede Mahars. Sidstnævnte er intelligente, flyvende øglevæsner, der regerer i den indre verden.

Knap ankommet i dette fremmed miljø bliver vores to venner taget til fange og dermed skydes et hæsblæsende eventyr i gang, hvor David Innes hurtigt antager rollen som den snarrådige helt, der skal frelse stenalderfolket fra øglernes åg. For at nå dertil skal han gå grueligt meget igennem; nedkæmpe utallige fjender, ikke mindst de abelignende væsner, som øglerne holder som slaver, og naturligvis forelske sig i stenalderkvinden Diane the Beautiful.

All Story Weekly, april 1914. Første del af romanen udkom i dette nummer; her med Diane the Beautiful på forsiden

Romanen er, som sagt, utrolig underholdende i al dens uskyldige gåpåmod, men den har også en dybtfølt fascination af det utrolige og eventyrlige, som griber læseren – selv i dag, hvor der ikke er ret meget nyt at hente. Hos Burroughs gnistrer kreativiteten med en umiddelbar, oprindelig form for begejstring, der virker langt stærkere end de senere opkog over samme form for jungleeventyr. Hos Burroughs klinger det rent, fordi det hele udspringer originalt fra hans fantasi og fortælleglæde. Intelligente øgler og abemænd, der ridder på dinosaurusser og slås med stenaldermennesker; idéen er langt ude, men fungerer, fordi det bliver fortalt med en alvor, som den slags ramasjang aldrig ville kunne skrives med i dag, hvor en ironisk distance lægger sig som et metalag ind over fortællingen.

Når det er sagt, er det imidlertid interessant at se lidt ind under handlingen i en roman som At the Earth’s Core, og kaste et blik på de underliggende ideologiske træk, der gør sig gældende. Først og fremmest kan man naturligvis hæfte sig ved nogle af de helt åbenlyse akser i bogen. Eksempelvis, at de fremmedartede Mahars benytter sig af relativt dumme, sorte abeslaver, der ligger i strid med de hvide eller kaukasiske stenalderfolk. Burroughs udfolder her nogle ikke helt stuerene stereotyper, som han dog hverken selv har fundet på eller var alene om. Ikke desto mindre er det påfaldende, at forestillingen om race eller rettere forskellighed betyder så meget i bogen. De forskellige væsner, aber, mennesker og øgler har forskellige agendaer, der ikke kan forenes, og krigen er dermed uundgåelig. Eller sagt på en anden måde – kulturer lader sig ikke blande. Der kommer da også til krig i At the Earth’s Core, hvor Innes selvklart bliver hovedpersonen.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1940

Mere bemærkelsesværdigt er det, at Burroughs lader sine to hovedpersoner udtrykke en form for ”den hvide mands ret”. De kommer til denne frodige, fantastiske verden, og straks ser de det kapitalistiske potentiale. De er to fuldblodsamerikanere, der indtager den store frontier og øjeblikkeligt domesticerer den. De griber med andre ord kontrollen og tøver ikke med at udrydde øglerne, der udgør det reelle styre.

Man kan ikke forhandle med disse Mahars, men det er trods alt slående, hvor kynisk vores venner går til sagen i kamp for stenaldermenneskene samt ikke mindst alle de penge, som de på sigt kan tjene på stedet. Der er noget skrupelløst og kolonialistisk over vennernes adfærd, som med nutidige øjne er ganske uforenelig med den helterolle, de har i romanen. For os i dag fremstår Innes og Perry som grådige imperialister, der ikke tøver med at udrydde den eksisterende kultur for at kunne indsætte deres egen styreform. I Burroughs’ optik er de kloge, gæve mænd, der udnytter chancen, når den er der. Modellen for denne adfærd i romanform har Burroughs fra Mark Twains A Connecticut Yankee, men Burroughs giver problematikken en ny dimension ved at gøre det til et spørgsmål om racernes uforenelighed og den stærkes ret til ressourcerne.

Hardcover, Canaveral Press 1962

Kigger man ind under overfladen, ligger der således et forbløffende kynisk verdenssyn til grund for den ellers letbenede pulphistorie. Der er næppe mange af Burroughs’ læsere, der på udgivelsestidspunktet ville stille spørgsmål ved det verdenssyn, som bogen hviler på. Men som læser i dag mener jeg, at det er værdifuldt at forstå hvilke mekanismer, der ligger til grund for fortællingen, fordi de, om vi kan lide det eller ej, har været med til at forme værket på godt og ondt. Heltenes ubekymrede annektering og nedslagtning af deres modstandere er underholdende, men det er måske knap så underholdende, hvis vi kontekstualiserer handlingen.

Det kan man så lade være med at gøre og bare nyde historien som underholdning, men det, vil jeg mene, er naivt, for præcis som med eksempelvis Lovecrafts racisme skal vi ikke vende det blinde øje til og nedtone den. Vi skal holde det problematiske frem, tale om det og forstå, hvordan det har bidraget til fortællingerne og anerkende det som komponent i teksternes æstetiske virkekraft – også selv om vi ikke er enige eller synes, det er stærkt usympatisk. Det er på den måde, at vi kan komme videre fra disse fortællinger og se dem fra andre sider. Det kan man eksempelvis opleve ved at læse At the Earth’s Core og sidestille den med Pierre Boulles Abernes Planet (1963). Her får vi Burroughs på vrangen. Helten bliver her udsat for præcis det samme, som heltene hos Burroughs gør ved andre. Det er et såre simpelt greb, men også en lille genistreg, der spiller direkte sammen med de troper, som Burroughs skrev.

Paperback, Ace Books 1972

Nuvel, læs At the Earth’s Core. Lad dig forføre af den stærkt underholdende røverhistorie og tænk derefter lidt over, hvad bogen egentlig fortæller os. Det er ikke alt, der smager godt, som er sundt for os.

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Tandem 1975

Hardcover, Doubleday 1976

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Ballantine 1990

Paperback, Bison Books 2000

Paperback, Dover Publications 2001

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Science Fantasy – sidste udkald

Paperback, Signet Books 1971

Science Fantasy. Et Lille Genrestudie

Del 3 af 3

 

Henning Andersen har de seneste to uger haft et indlæg på bloggen om science fantasy og ”undergenrens” udvikling. Som Henning ganske rigtigt påpeger, er det med genredefinitioner en vanskelig størrelse, som fungerer bedst, når vi skal bruge den til at lave en umiddelbar sortering af fortællinger. Ser man nærmere på de enkelte historier, viser det sig nemlig altid, at emnet kan belyses fra flere vinkler, og det der for den ene læser bliver horror, kan for den anden være fantasy osv. Selve definitionen af science fantasy er derfor heller ikke så spændende at jagte, for, som man ser i Hennings indlæg, er genren så nært forbundet med det, vi generelt vil kalde SF, at det næsten kan virke meningsløst at gå for langt ud ad den tangent.

Men alligevel. Der er et eller andet på færde i den såkaldte science fantasy, som påkalder sig interesse. Jeg skrev i et ældre indlæg om det samme, og skal ikke gentage mig selv her. Læs i stedet den gamle tekst. Det interessante, for mig at se, ligger i virkeligheden i den æstetik, som science fantasy-genren benytter sig af. Billedligt indfanges dette i sammenblanding af laserpistoler og sværd. To poler bliver her bragt eklektisk sammen i noget, der næsten kan opfattes naturstridigt, hvilket vel også er grunden til, at genren kan udløse ganske stor modvilje blandt både fantasy- og SF-læsere.


I Hennings indlæg får man, som sagt, et ganske godt indtryk af selve idéens langstrakte historie, men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at den egentlige ”hårde” science fantasy er et fænomen, der lever bedst fra 1960’ernes slutning og 70’erne ud. Det er interessant, fordi netop dette tidsrum er en guldalder for genrefiktion generelt. Det er et tidsrum, hvor der udfoldes ganske stor kreativitet og, hvor man finder en grundlæggende udogmatisk tilgang til genrerne. Dermed var eksempelvis sammenblandingen af magi og teknologi ikke så odiøst, som det snart skulle blive.

Paperback, DelRey 1983


Meget ændrede sig nemlig i løbet af 80’erne, hvor en ny saglighed brød igennem i genrefiktionen, der gennemsyrer alt fra fantasy og horror til SF. Genrerne blev for alvor delt i lejre med egne troper og udtryk, som kun sjældent er blevet blandet. Der skete med andre ord en benhård specialisering af fiktionen, som bestemt fortsat gør sig gældende.

 

Man kan derfor sige, at science fantasy-genrens storhedstid (som jeg kalde den) i 70’erne, er et produkt af en eksperimenterede tænkning, og en tid, hvor læserne i langt højere grad var åbne for værker, der ikke lader sig afkode automatisk som værende det ene eller andet. Man kan derfor også mene, hvad man vil om science fantasy-genren, hvor rumskibe og riddere slås, men der kan ikke være nogen tvivl om, at der med dens hurtigt dalende popularitet i 80’erne skete en form for tab af selve glæden ved det at lade fantasien løbe rablende afsted. Fantasi er der naturligvis meget af i genrefiktionen generelt, men det at overskride grænser, eller slet og ret at operere uden hensyn til realisme og genrespecifikke troper, hører en særlig tidsånd til, som kan synes langt, langt borte, når vi ser på meget af den oftest lidt kedsommelige, moderne SF og den rædsel, som fantasy er blevet til.

Paperback, Corgi Books 1981


Derfor håber jeg også, at Hennings tour de force gennem science fantasy-genren kan inspirere nogle af jer til at gå på opdagelse i bagkataloget. Jeg er helt sikker på, at der vil ligge nogle store og stærkt fascinerende læseoplevelser i vente.


God jagt, og tak for bidraget Henning.  

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret