Tag Archives: Vintage pulp

Sære skabninger – Har vi brug for nye kimærer?

Vampir Horror 1974

En af genrefiktionens problemer er, at den på sæt og vis altid tager udgangspunkt i genkendelige konventioner. Disse kan hurtigt transformeres til klichéer, hvis ikke forfatteren går opmærksomt til sit stof. Det er der heldigvis rigtig mange, som gør, men ikke desto mindre kan forholdet mellem velkendte motiver og fornyelsen eller originaliteten hurtigt blive lidt anstrengt. Man kan eksempelvis tænke på skrækgenrens forkærlighed for vampyrer, varulve og spøgelser. Selvom disse figurer igen og igen bliver omfortolket eller beskrevet på nye måder, forbliver de i sidste ende, hvad de er – nemlig arketyper. Der er således grænser for, hvor meget de kan dekonstrueres. Hvorvidt det er et problem, er et temperamentsspørgsmål, som ligger hos den enkelte læser.

Terror Blu, nr. 40 1982

Ikke desto mindre er der noget både slående og forfriskende ved at møde helt nytænkende monstrøse skabninger, som dem Clive Barker eksempelvis slap løs i sin Books of Blood-serie eller gamle Lovecrafts uformelige, titaniske væsner; i hvert fald, som de fremstår hos HPL. Her, i disse forfatterskaber, opstod der helt nye væsner, som ikke med et hurtigt greb kunne klassificeres i skrækfiktionens bestiarium. Den slags er imidlertid sjældent, alt for sjældent, og man må spørge sig, om skræklæserne i virkeligheden helst vil have genkendelige monstre i deres gys? Noget kunne i hvert fald tyde på, at SF-genren har været væsentlig mere kreativ på denne front.

Paperback, Zebra Books 1981

Det er ligeledes morsomt at notere sig, at tegnerne fra pulpmagasinerne og bogforsiderne i langt højere grad end forfatterne har turdet udfordre klichéerne og skabe nye, mærkværdige væsner, som ikke ligner noget umiddelbart genkendeligt. Har billedkunsten det lettere her? Hvorfor denne forskel mellem tekst og billeder? Der er næppe noget entydigt svar, men jeg tror, at vi kunne tage ved lære af billedkunsten og udfordre vores vanetænkning. Giv mig flere seksarmede dræbergorillaer, flere absurde frøvæsner, flere bizarre robotter og formløse kroppe.’

Vi ses igen på onsdag.

Paperback, Tor 1991

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Sphere 1982

Paperback, Signet 1974

Paperback, ROC 1973

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1968

Paperback, Lulu 2007

Paperback, Grafton 1989

Paperback, Futura 1990

Paperback, Ballantine books 1981

Paperback, Avon 1981

Paperback, Avon 1978

Paperback, Diamond Books 1991

Other Worlds, maj 1951

Paperback, Avon 1977

Hardcover, MacMillan 1973

Hardcover, Crescent 1983

Fantastic Adventures, juli 1946

Fantastic Adventures, februar 1948

EF Hors-Série Rouge, juni 1982

Argosy All-Story, maj 1923

Analog Science Fiction, juli 1970

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Agent Oh Oh Sex melder sig til tjeneste

Paperback, Tower Books 1967

Efter Ian Fleming havde gjort for spionthrilleren, hvad Stephen King senere kunne gøre for skrækfiktionen, begyndte alle forlag med respekt for sig selv at udsende kulørte agentserier, der gik James Bond i bedene. En af de mere underholdende af slagsen er The Lady From L.U.S.T. – en serie, som Tower Books kørte fra 1967 til ’75. Serien blev i øvrigt stoppet og genstartet i ’75, hvorfor de også nulstillede bindenes nummerering. Det skaber en del forvirring i udgivelsesrækken, ikke mindst fordi ganske mange af bøgerne er udgivet i op til tre forskellige udgaver; her ser du dog kun førsteudgaverne. Desværre havde den nye L.U.S.T.-serie ikke helt samme fantastiske forsider, som den ældre serie. Bedøm selv.

Paperback, tower Books 1967

Hovedpersonen er den kvindelige agent Eve Drum, der har kodenavnet Oh Oh Sex. Så behøver jeg nok næppe sige mere om handlingens karakter!

Forfatteren bag bøgerne er Rod Gray, hvilket naturligvis er et alias. Et alias, der dækker over Gardner F. Fox, som vi allerede har stiftet bekendtskab med på bloggen her, for han er også manden bag Conan-plagiatet Kothar the Barbarian.

Paperback, Tower Books 1967

Jo-jo, Fox gjorde det i pasticher, men L.U.S.T.-bøgerne er ubetinget mere underholdende end Kothar-serien.

Bid i øvrigt mærke i titlerne. Fox har ganske enkelt haft en fest med de titler.

Tak fordi du kiggede forbi. Vi ses snart igen.

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1970

 

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1972

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 1. The Bronze Axe (1969): Wham bam thank you mam…

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Nu skal vi et dyk helt ned i genrelitteraturens mest vulgære, underlødige og fladpandede dynd, hvilket ikke er så lidt underholdende. Mest af alt fordi vi her er vidner til lige dele utøjlet galskab og dumhed, leveret uden skyggen af selvironi.

Pulplitteraturen vendte for alvor tilbage i 60’ernes anden halvdel, hvor gamle koryfæer udkom i nye paperback-antologier, der gik som varmt brød blandt de unge læsere. Der var imidlertid også et ældre læsersegment, som var interesserede i sværdsvingende muskelmænd og gæve, intergalaktiske rumhelte. Af den grund begyndte flere forlag hurtigt at udsende serier med nyskrevne historier til et lidt mere modent publikum, hvilket dybest set vil sige bøger med højt og bramfrit indhold af sex og vold. Altså bøger, der beskrev meget af det, som den oprindelige pulplitteratur kun kunne antyde eller gengive i floromvundne vendinger.

En af de markante serier i den sammenhæng er forlaget Pinnacles romaner om den engelske agent Richard Blade. En langlivet serie, der først blev påbegyndt hos Macfadden Books i ’69, men senere overtaget af Pinnacle. Takket være et ganske enkelt greb var serien i stand til at være forbløffende varieret uden at ændre ved grundkonceptet. Præmissen for Blade-serien er nemlig, at den geniale videnskabsmand Lord Leighton har skabt en supercomputer, der skal stå til rådighed for den britiske efterretningstjeneste.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Formålet med computeren er ikke helt klart, men mennesker kan koble sig til den og derved blive sendt til Dimension X, og hver bog udspilles sig således i en ny del af denne dimension. Hvorfor det skulle være nyttigt, er ikke helt klart, men det antydes, at man måske i det fremmede vil kunne finde viden eller ting, der kan hjælpe den britiske regering. Richard Blade, agent i en tophemmelig enhed, bliver af sin chef ”J” (nej, ikke ”M”) udvalgt som forsøgskanin og befinder sig efter kun fire sider allerede i Dimension X. Jeffery Lord, et forlagsalias, spilder dermed ikke tiden på unødig palaver. Manden bag navnet er i øvrigt her sleaze-mesteren Manning Lee Stokes.

Blade lander i en vildsom fantasyverden med vikinger, barbarer og kannibaler. Knap landet, nøgen, opdager han en smækker pige – en prinsesse forstås – i nød. Prinsesse Taleen angribes af blodtørstige, ulvelignende væsner, men heldigvis har hun et sværd, som hun kan give til supermennesket Blade. Dermed er Blades eventyr ind i en fremmedartet verden kaldet Alb begyndt. Han tumler fra den ene kamp til den anden seng og så tilbage igen, alt imens han på en eller anden måde har fået viklet sig ind i en intrige omkring prinsesse Taleen og en vikingelignende barbar af en høvding.

En væsentlig detalje, som kort bør nævnes, er i øvrigt, at Blade delvist har mistet sin hukommelse, da han kommer til Alb. Han har derfor alle sine nyttige færdigheder – blandt andet våbentræning fra ”The Medieval Club” i London, men han husker kun vagt sit egentlige liv i England, hvorfor han naturligvis kan kaste sig helhjertet ind i Albs fristelser uden at føle snerrende bånd hjemmefra.

Paperback, MacFadden 1969. Romanens 1.udgave

Det hele er ganske dumt og grænsende til det meningsløse, men Lord formår at fange noget af Robert E. Howards lyriske tilgang til kamp og tempo. En scene, som den første kamp mellem Blade og ulvene, er eksempelvis et godt bud på en intens pulplitteratur, der formår at gribe sin læser, vel vidende, at Blade naturligvis vil gå uskadt ud af det hele. Sådan er spillereglerne.

Desværre er The Bronz Axe en titel, der henviser til vikingernes ledersymbol, alt for lang for sit eget bedste. Selvom Blade render ind i den ene modstander efter den anden og slagter dem så blodet sprøjter, hjernemassen vælter ud og maver skæres op; på trods af, at han går i seng med en perlerække af smukke kvinder og endda bliver voldtaget i en lettere ubehagelig scene af en gammel troldkvinde, bliver det hele langtrukkent og mister det tempo, som bogen egentlig sælger sig på.

Om ikke andet kan man derfor muntre sig med bogens kulørte indslag – og dem er der mange af! Man kan eksempelvis notere sig en homoerotisk understrøm, der løber gennem bogen. Blade får således en meget loyal tjener; en mand, som Jeffrey Lord igen og igen udpenslende beskriver som ganske hæslig. Ikke desto mindre holder tjeneren med stor trofasthed fast i Blade, og da de en aften har redet langt, klager Blade over ømme baller, hvorefter hans tjener masserer Blades røv med olie, imens han i rosende vendinger fortæller sin herre, hvor velskabt den er. Lignende optrin er der flere af, hvilket blandes med beskrivelser som denne: ”There was a small linen loincloth hanging on a hook in the wall. Blade stripped and twisted the cloth about his waist. It barely covered his genitals.” (s. 11)

En hurtig smøgreklame har også fundet vej ind i Blades pakkede eventyr

Gang på gang gør Jeffrey lord os opmærksomme på Blades letpåklædte tilstand, og kvinder kan dårligt holde øjnene fra den letpåklædte gigant af en mand. Grundlæggende er The Bronz Axe et stykke sjofelt sword and sorcery, der lever i kraft af sine excesser. Alt i bogen er lånt andre steder fra, men man må give Jeffrey Lord, at sammensmeltningen af Conan og James Bond, som Richard Blade er, er underholdende og uset. Det ændrer imidlertid ikke noget ved det grundlæggende faktum, at bogen er en ulykkelig blanding af vold, sex og tomgang.

Paperback, Kelter 1976. Her har du Blade i tysk udgave

Selvom vi skraber bunden her, må jeg blankt indrømme, at jeg er blevet nysgerrig efter at høre mere om, hvad Blade kommer ud for i den næste bog. Jeg er helt sikker på, at tonen er den samme, men forhåbentlig holder den pusten bedre end den første bog.

Ah, Blade! You are monstrous big. I begin to feel afraid. I am a virgin, Blade. Will it hurt me much?” He led her toward the bed. “It will hurt, Taleen. But not for long, and in the end you will enjoy the hurting. And I will go as gentle as I can.” (s. 208)

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Hedninge på bloggen

Paperback, Rapture Books 1963

Pyh, hvorfor skal december altid være så travl? Nåh, jeg har alligevel fået tid til dette lille indlæg.

I 1958 udgav Jack Kerouac romanen The Subterraneans, hvor han beskrev jazzmiljøets små natklubber og spillesteder som en underverden befolket af en helt særlig race mennesker, der ikke passer ind i det almindelige, borgerlige samfund. ”De underjordiske” kaldte han disse folk og beskrev derved en særlig kultur af frisind.

Paperback, Tower Books 1964

Det var Kerouac ikke den eneste, som gjorde, for faktisk samlede pulplitteraturen den idé eller dette koncept op noget tid, før The Subterraneans udkom. Her var det ikke ”de underjordiske”, men hedningene, der blev brugt som billedet på frisind og promiskuitet. Hvordan det præcis blev accentueret i litteraturen, afhænger naturligvis af de enkelte romaner, men typisk er der tale om en fordømmende fremvisning af frimodig, utøjlet seksualitet, som sidestilles med vildskab og umoralsk adfærd. Ikke mindst kunne dette fremstilles som en form af religiøs besættelse hos manden, der kaster alt over styr for en kvinde. En anden gren af motivet er mere positiv og udnytter hedningen som billede på et menneske, der er i kontakt med en form for naturlig uskyldighed, som det moderne menneske har tabt.

Paaperback, Original Novels 1952

Denne brug af hedningen som metafor og konkret, religiøs forestilling havde sin storhedstid i 1950’ernes og 60’ernes pulplitteratur, hvor den lokkede sine læsere med indsigter i en løssluppen verden, som kunne byde på en hel del flere overraskelser end det, som den daglige trummerum kunne tilbyde. Hedningene, som du kan se i dette indlæg, er således anstødssten til den lille dagligdagseskapisme, som vi alle kan have brug for i ny og næ.

Paperback, Rapture Books 1966

De underjordiske, som Kerouac skrev om, eksisterede formentlig aldrig – han heroiserede i hvert fald et miljø og sin omgangskreds på en facon, som formentlig tegnede det hele i et noget mere eksotisk lys, end hvad virkeligheden var. Det samme kan man naturligvis også sige om pulplitteraturen, men fælles for både Kerouacs beat og pulpen er, at de tilbød fantasien om et andet sted, og den fantasi kan man jo komme langt med.

Paperback, Pocket Books 1955

Paperback, Pan 1980

Paperback, Newsstand Library 1949

Paperback, Newsstand Library 1949

Paperback, Midwood 1968

Paperback, Midwood 1965

Paperback, Midwood 1963

Paperback, Macfadden Books 1969

Paperback, Digit Books 1961

Paperback, Berkeley Books 1980

Paperback, Bantam Books 1955

Pagan, no.3 1965

Pagan, no. 4 1965

Pagan, no. 2 1965

Adventure, august 1966

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Pulpede illusioner

 

Paperback, Pocket Books 1962

 

Her er et lille indlæg af den mere spøjse slags. På et udvalg af pulpens forsider finder man billeder, der ligner de såkaldte fikserbilleder ganske meget. Kraniet som henvisning til farlighed og måske også som forkrænkelighedssymbol går igen på flere af disse forsider. Her er i indlægget kan du se et par eksempler.

All Detective Magazine, oktober 1933

Famous Fantastic Mysteries, Juni 1952

 

Man kan dårligt kalde dem rigtige fikserbilleder, men de har afgjort inspiration fra den type billeder-i-billedet, der kan spores helt tilbage til Nederlandene i 1500-tallet. Konceptet har dermed lange rødder. I en pulpsammenhæng er det mest overbevisende formentlig denne forside til The Shadow Magazine fra 1935, som rent faktisk lykkes i at bedrage øjet, så man må se efter en ekstra gang for at afkode indholdet.

The Shadow, maj 1935

 

Denne leg med illusioner er i øvrigt langt mere populær i den erotiske pulp, hvor der i 1930’erne begyndte af komme strenge krav til forsidernes indhold, efter de mere bramfri 20’ere. Man kunne derved male kvinder i kjoler, der bedst kan beskrives som kropsmaling, eller man kunne lege med kropsholdning og armstillinger for at antyde et mere pågående indhold end det, der i realiteten vises. Bemærk armene på denne forside, hvor mandens hænder er skjult men alligevel lokkes øjet til at se dem.

Ecstasy Novel, nr. 3, marts 1951. forsiden er skabt af George Gross, som var en mester i den slags illusionistiske julelege

Paperback, Popular Library 1950

 

Det perspektiv er sjovt at have i baghovedet, når man kigger på forsider og billeder fra pulpens storhedstid (det er vi jo nogen, som åbenbart bruger tid på!), fordi man pludselig ser, hvor bevidst især de erotiske billeder er komponeret, så beskuerens fantasi inddrages og aktiveres.

Ikke mere for nu. På snarligt genhør.

 

Paperback, Rainbow books 1951. Her er hans arm igen visuelt forlænget

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Døren som grænse: et åbent motiv?

Paperback, Fontana 1974

Det er sjovt at konstatere hvor meget genrefiktion, der benytter sig af døren som element i titlen eller i forsidens præsentation af bogen. Især i skrækfiktionen synes døren at være et ofte anvendt motiv, og det kan der sådan set være gode grunde til. Genrefiktion og pulplitteratur handler, groft sagt, ganske ofte om ekstreme situationer. Det handler, på den ene eller anden måde, om mennesker, der står over for svære valg eller udfordringer, som sætter dem i situationer ud over det sædvanlige. Netop dette synes døren at indfange som motiv. Døren bliver i hvert fald billedet på den anden verden – vejen til forløsning, fare, erotisk tilfredsstillelse eller metafysisk opklaring.

Unknown World, juni 1952

Dørmetaforikken er omfattende i vestlig kultur, ikke mindst gennem de bibelske lignelser af Kristus som døren til det evige liv. Det skaber naturligvis også grundlag for antityper, som dødens dør og porten til helvede. Vi kan altså tale om gode såvel som onde døre – dørmotivet er på den led sjældent anonymt, men i stedet som oftest ladet med en helt specifik agens og mening, der repræsenterer det modsatte af den tilstand, som vi befinder os i lige nu. Det andet ligger, så at sige, på dørens modsatte side.

Hardcover, Zonderkidz 2012

Døren kan imidlertid også være billedet på mysteriet, der skal åbenbares for os; templets forhæng for det helligste hellige. Eller på den forlokkende hemmelighed, der gemmer sig bag naboens lukkede dør. Vi kan også lure ind igennem nøglehullet og derved få glimt af den anden verden: Her bliver nøglehullet til et fristende hagioskop.

The Beyond, november 1951

Arnold van Gennep skrev indsigtsfuld om overgangsriter i 1909, men det var først, da Victor Turner stillede skarpt på selve grænsezonen – skillelinjen mellem en tilstand og en anden, at idéen om overgangsriter blev frugtbare som begreb i en bredere kulturel forstand. Den liminale zone (limes = grænse på latin), som Turner skrev om, er netop dørstedet, tærskelstenen, som vi krydser, for at nå fra et sted til et andet. Det er imidlertid også den porøse barriere, der adskiller os fra det ukendte og vilde, det kontrollerede og uregerlige. Døren ikke bare holder inde, den holder også ude.  Motivet peger dermed også mod dybe, figurer i psykoanalysen, som kan være nyttige at tænke med.

Paperback, Ambages Books 2016

Med alt dette i tankerne, er det, som sagt, indlysende, at døren må være et motiv med en vis forkærlighed i genrefiktionen. Du kan jo selv gå på videre opdagelse i din bogsamling derhjemme.

God jagt

Sobrenatural, september 1979

Paperback, Arrow 1962

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Avon 1959

Paperback, Warner Books 1989

Paperback, Avon 1964

Paperback, UnWrecked Press 2015

Paperback, Avon 1973

Paperback, Tor 2016

Paperback, Ballantine 1990

Paperback, Signet 1958

Paperback, Bantam 1951

Paperback, Pocket Books 1951

Paperback, Bantam 1952

Paperback, Pocket Books 1947

Paperback, Beacon 1955

Paperback, Pan 1963

Paperback, Berkley Books 1988

Paperback, Midwood 1969

Paperback, Bloomsbury Academic 2007

Paperback, Harpercollins 1991

Paperback, Dell 1962

Paperback, H. Harksen Productions 2017

Paperback, Dell 1966

Paperback, Dell 1977

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Richard Matheson, The Shores of Space (1957): Maskeret horror

Paperback, Corgi Books 1965. forsiden er skabt af Josh Kirby

Science fiction-litteraturen var inde i en utrolig transformation i 50’erne, hvor navne som Ray Bradbury, Charles Beaumont og ikke mindst Richard Matheson var med til at gentænke genrens muligheder. En af konsekvenserne ved dette var, at de for alvor begyndte at opløse eller nedtone det entydige, tematiske bånd til naturvidenskab og teknologi. Genren blev derved i stigende grad omgærdet af indholdsmæssige gråzoner, som tangerede både surrealisme og skrækfiktion. Det var naturligvis ikke alle læsere, der var lige begejstrede for den udvikling, og præcis dengang som nu finder man genrepuritanere, der opererer med ganske snævre definitioner på, hvad der er SF og hvad det ikke er.

Den diskussion skal jeg ikke gå videre ind i her, men det er sjovt at se, hvordan Richard Mathesons tredje novellesamling, The Shores of Space fra 1957, entydigt blev lanceret som traditionel SF til trods for, at bogen indeholder flest historier, som kun i bredeste forstand hører til i genren. Det fortæller os, at SF fortsat i ’57 solgte bedst, når der var rumraketter på forsiden. Navnlig fortæller det os, at Matheson skulle markedsføres som traditionel SF-forfatter til trods for, at han skrev lige så mange horrornoveller som SF-historier.

Paperback, Corgi Books 1965

Det skyldes ikke mindst, at horror var imidlertid en dybt umoderne genre på dette tidspunkt i 50’erne, og derfor måtte historierne indpakkes anderdeles for at kunne sælge. Det har uden tvivl givet de intetanende læsere lidt af en overraskelse, når de kom i gang med en samling som The Shores of Space, fordi bogen leverer alt andet end det, forsiden og bagsideteksten lover. Men forhåbentlig blev de ikke alt for skuffede, for The Shores of Space er en perle af en antologi, der samler nogle af højdepunkterne fra Mathesons forfatterskab.

Et fremragende eksempel på Mathesons kontante, grumme stil møder vi allerede i den første historie ”Being”, der beskriver, hvordan et ungt par får problemer med deres bil på en øde vejstrækning og må søge hjælp. De lokkes her i en fælde af en bondeknold, som fanger parret og planlægger at fodre dem til det rumvæsen, som har overtaget kontrollen med hans farm. De første mange sider er her ganske formidable og stærkt ubehagelige, fordi Matheson, med sit enkle sprog og sans for det brutale i skildringen af realistisk enkelthed, får skrevet parrets frygt og dødsangst frem, så den står lysende klart for os. Da monsteret introduceres til sidst mister historien sin nerve, men det er til at se igennem fingrene med, fordi han allerede på det tidspunkt har leveret alt, han behøver.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

”Being” er med andre ord benhård horror, men man finder også mere legende sider af Matheson som i ”The Funeral”, hvor en bedemand får monstrøse kunder i butikken en sen aften, eller i den sentimentale boksefortælling ”Steel”, der udspiller sig i en fremtid, hvor der udkæmpes sportskampe mellem robotter. Historien handler her om en gammel, udtjent models sidste omgang i ringen, og trækker dermed på en af sportgenrens helt store, patetiske klichéer, men Matheson reder fortællingen gennem et klassisk plot-twist til sidst.

En af de ting, der bliver tydelig, når man læser samlingens noveller, er den måde Matheson mestrer at åbne for tætte, psykologiske portrætter af sine hovedpersoner. Alle, der har læst The Shrinking Man og I Am Legend, er naturligvis ganske godt klar over dette, men i novellerne her når Matheson det samme på ganske lidt plads. Det mest intenst og på alle måder flotteste bidrag til bogen er ”The Last Day”, hvor han beskriver menneskehedens sidste dag.

Paperback, Bantam Books 1957. Novellesamlingens 1. udgave

Usentimentalt får han her skildret verdens sidste suk. En mand vågner efter en nat, hvor alle har festet og skabt sig som vilddyr, fordi de vidste, at det var deres sidste nat, og med tømmermænd begiver han sig hjem og møder sin mor. Sammen ser de undergangen i møde i stilhed. Det lyder patetisk, og historien har et højt indslag af patos, men Matheson formår at gøre undergangen så stille og vemodig, at situationen får sin egen lyriske bittersøde skønhed. Mange har efterfølgende anslået samme form for paradoksale følelser af tristesse og skønhed i mødet med undergangen, men hos Matheson var denne vision stadig båret af en stærk originalitet, som efterfølgende bud på det samme har mistet.

Et andet eksempel på Matheson eminente greb om følelserne finder man i novellen ”The Test”, der beskriver et fremtidssamfund, hvor de gamle ryddes af vejen, når de har opfyldt visse aldringskriterier. Det kræver, at de potentielt gamle bliver indkaldt til at tage en test. I historien hører vi, hvordan en mand en dag beslutter sig for ikke at tage denne test. Han tager hen til lægen for at få den gennemført, men vender om. Denne subversive handling sætter naturligvis hans familie på den anden ende, fordi det kan få ganske alvorlige konsekvenser, men den gamle er, om ikke ligeglad, så i hvert fald insisterende på sin ret til at vælge sin aldring og død selv.

Paperback, Corgi Books 1958

Ganske typisk for tiden ligger der naturligvis en finurlig plotidé til grund for historien, som i sig selv er underholdende eller interessant at lege med på, men det fine ved ”The Test” er Mathesons psykologiske portræt af forholdet mellem den aldrende far og sønnen, som må forsøge at håndtere situationen. Her er det igen Mathesons evne som formilder af menneskelig natur, der skinner igennem og hæver novellen over mangt en finurlig historie fra samme periode.

Paperback, Bantam Books 1969

Vi har i dag en tendens til primært at huske Richard Matheson som forfatteren bag I Am Legnd, der altid roses som centralt storværk for enhver, der interesserer sig for skrækfiktion. Men der er meget mere at komme efter hos Matheson, hvis noveller er rundet af en sjælden stemningsmæssig alsidighed og hjertevarm, indsigt i mellemmenneskelige relationer. Matheson gør os ikke klogere på fremtidens teknologi eller politiske idéer, han bruger i stedet sin genrefiktion som arena for mødet mellem mennesker og følelser. Han adresserer med andre ord meget konkret erfaringer og oplevelser, som vi kan relatere til og genfinde os selv i. Det gør ham i min verden til en ekstremt sympatisk forfatterskikkelse, hvis litterære produktion inviterer til at blive læst og studeret ganske nøje. Det er derfor en skam, at nøjes med I Am Legend, fordi spændvidden i Mathesons univers er stor og meget mere end dette ene (mester)værk.

Novellerne:

“Being” (1954)

“Pattern for Survival” (1955)

“Steel” (1956)

“The Test” (1954)

“Clothes Make the Man” (1951)

“Blood Son” (1951)

“Trespass” (1953)

“When Day Is Dun” (1954)

“The Curious Child” (1954)

“The Funeral” (1955)

“The Last Day” (1953)

“Little Girl Lost” (1953)

“The Doll That Does Everything” (1954)

Paperback, Berkley Books 1979

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling