Tag Archives: Voodoo

William Hjortsberg, Falling Angel (1978): En djævelsk god bog…

Paperback, Arrow Books 1980. Den fantastiske forside er malet af Stanislaw Zagorski

Paperback, Arrow Books 1980. Den fantastiske forside er malet af Stanislaw Zagorski

Da William Hjortsberg skrev Falling Angel, var det delvist som en erindringsbog, der førte ham tilbage til sin barndoms New York. Romanen foregår i 1959 og udspiller sig med andre ord i gader og på steder, som indgår i Hjortsbergs barndomsgeografi. Måske fordi byen har en så vigtig rolle i romanen, valgte Hjortsberg at skrive sin historie i Chandlers og Hammetts hårdkogte ånd. Byen bliver således set gennem den hvileløse detektivs tørt konstaterende øjne. Kriminalhistorien fik imidlertid en uventet drejning i retning af et okkult mysterium, hvor der trækkes vod i nogle af gysergenrens klassiske temaer.

Resultatet er en banebrydende genresammensmeltning, der efterfølgende har dannet skole. Hjortsbergs kobling mellem hårdkogt krimi og gys var ganske enkelt uset, før han skrev sin spændingsroman og hold fast, hvor er Falling Angel blevet en god bog.

Paperback, Arrow Books 1980

Paperback, Arrow Books 1980

Historien er bygget op omkring Harry Angel, en fordrukken privatdetektiv, der har set bedre dage. Han bliver lidt overraskende hyret af den mystiske forretningsmand Louis Cyphre til at opspore crooneren Johnny Favorite, der havde sin storhedstid før Anden Verdenskrig. Favorite burde være indlagt på et sanatorium uden for New York, men sangeren er forsvundet fra stedet, og nu skal han findes.

Sagen fører hurtigt Angel ind i et uoverskueligt net af intriger, der genren tro konstant kontrasterer samfundets korrupte top med gadens småkriminelle eksistenser. Vores uheldige detektiv kommer også vidt omkring i byen og begynder gradvist at finde spor, der peger på en eller anden form for okkult sammenhæng, der knytter sagens involverede sammen. Voodoo kommer hurtigt på bane, men samtidig har Hjortsberg også lagt så mange små hentydninger ind i teksten, at der ganske åbenlyst også er en mørkere sandhed under overfladen. En sandhed, der peger på sataniske aktiviteter blandt New Yorks jetsettere.

William Hjortsberg (født 1941)

William Hjortsberg (født 1941)

Som sagen udfoldes er der dog to spørgsmål, som bliver mere og mere presserende. Hvem er Angels arbejdsgiver egentlig, og hvorfor er denne Cyphre i virkeligheden så interesseret i at få opsporet den forsvundne sanger?

Falling Angel er skrevet med en næsten slavisk, stilistisk nøjagtighed i forhold til bogens litterære forbilleder. Med tanker på eksempelvis James Ellroys manierede og ganske trættende fortolkning af samme hårdkogte genre kunne man frygte, at Hjortsbergs roman ville være en livløs pastiche. Men her kan man blive glædeligt overrasket, fordi Falling Angel er fyldt med et nærvær, der gør den til alt andet end et plagiat. Mange har mere eller mindre talentløst kopieret Chandler et al., men Hjortsberg gør det på sin egen, overbevisende måde.

Hardcover, Harcourt Brace Jovanovich 1978, romanens 1. udg. Her med den første af Stanislaw Zagorskis fantastiske forsideillustrationer til bogen

Hardcover, Harcourt Brace Jovanovich 1978, romanens 1. udg. Her med den første af Stanislaw Zagorskis fantastiske forsideillustrationer til bogen

Hjortsberg har fat i de små detaljer (der hvor djævlen gemmer sig!) og befolker fortællingen med farverige, stille eksistenser, der fylder romanen med længsel og vemod. Falling Angel er svøbt i følelsen af savn og drømme om det, der var engang. Bogen har en stemning af at være uden for sæson; ligegyldigt om det er Coney Islands forblæste, lukkede forlystelser eller en by fyldt med mennesker, der hellere vil tale om de glade dage før krigen end der, hvor de er nu.

Stille tristesse er en rammende betegnelse for Hjortsbergs beskrivelser af Angels odysse gennem et New York af i går. Som det bør og hører sig til i genren, bliver han spillet som kastebold mellem bøller og rigmænd uden at forstå ret meget af, hvad der sker omkring ham, men uanset hvor han havner, er tonen og budskabet det samme. De gamle dage var de glade dage og sangeren Johnny Favorite et ubehageligt pust fra fortiden, som forstyrrer illusionen om fordums gyldne tider.

Indersiden af paperback-udgaven fra 1982

Indersiden af paperback-udgaven fra 1982

I sig selv kunne alt dette sådan set være grundlag for en fremragende roman, men Hjortsberg løfter det hele endnu højere ved at føje ekstremt grumme passager ind i bogen. Derved ruskes der igennem blodige intermezzoer op i den stille historie – en uheldig jazzmusiker bliver eksempelvis kvalt i sin egen afskårne penis! Kradse sager må man sige.

Det okkulte bliver også ved at stikke næsen frem, men forbliver uforklaret længe, fordi vores privatdetektiv dybest set ikke aner noget som helst om den slags. Og til sidst, da vi godt aner, hvor det hele bærer hen, lader Hjortsberg os gennemleve bogens måske ubarmhjertigste scene i New Yorks undergrund. Uden at blinke serverer han en stærk kulmination på Angels jagt, der føjer bogens mange stemninger sammen til en grum, grum helhed.

Paperback, Fawcett Popular Library 1982

Paperback, Fawcett Popular Library 1982

En af grundende til, at Fallling Angel fungerer så godt, som den gør, er, fordi Hjortsberg bruger det hårdkogte, pulpede som middel til at fortælle af noget helt andet end det, vi egentlig forventer. Først tror vi, det handler om at opspore en forsvunden sanger, så tror vi, at det handler om at optrevle et okkult selskab, og begge dele er korrekt, men i virkeligheden bogens egentlige ærinde underordnet. Det, Hjortsberg nemlig gør med sin roman, er at udforske nostalgiens og sentimentalitetens væsen.

Han bruger Angel som modus for en rejse rundt i sit eget erindringsunivers og viser os et persongalleri, der alle som en længes efter fortiden. De længes og savner, og med savnet kommer drømme om at vende tilbage til det, der var eller at genoplive det forgange. Vi møder det samme motiv igen og igen, om det så er gennem den aldrende rigmand Krusemark, der gør hvad som helst for at holde sig ung, eller Johnny Favorite, der opsøger okkulte hemmeligheder i håbet om uforanderlighed. Væsentligst er imidlertid Angel selv, der konstant tænker tilbage på sit tidlige liv og møder en mur af tomhed. Hvem var jeg og hvem er jeg nu, spørger han implicit sig selv, mens han ramler gennem et mindernes New York.

Paperback, Warner Books 1986

Paperback, Warner Books 1986

Jeg vil på ingen måde kalde Falling Angel en horrorroman. Ikke desto mindre har den litterære hamskifter Hjortsberg lånt horrorgenrens fjer og udstyret sin fortælling med så meget dyster kant, at han skabte noget unikt. Falling Angel er ganske enkelt et mesterværk, der skjuler subtil følsomhed under en hårdkogt, pulpet facade. Intet i romanen er, hvad det giver sig ud for at være, og det samme gælder selve teksten. Men uanset hvordan man vender og drejer teksten, er der tale om en helt og aldeles fremragende bog.

Paperback, St. Martin's Paperbacks 1996

Paperback, St. Martin’s Paperbacks 1996

Paperback, Millipede Press 2006

Paperback, Millipede Press 2006

Paperback, No Exit Press 2006

Paperback, No Exit Press 2006

Paperback, Open Road Media 2012

Paperback, Open Road Media 2012

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Dennis Wheatley, Strange Conflict (1941): Voodoo, nazister og okkult ballade

…’No,’ the Duke reassured her, ’but it has fallen to us to break a lance against Hitler on the astral.’ (Arrow, s. 43).

Mens tyskernes bomber faldt over London, skrev og udsendte Dennis Wheatley sin okkulte spændingsroman Strange Conflict. En roman der udspiller sig i 1940 og påny samler Wheatleys tilbagevende helt Duc de Richleau og hans venner til dåd. Denne gang bliver kammeraterne indkaldt til krigstjeneste af den engelske flåde.

Paperback, Arrow Books 1975

Paperback, Arrow Books 1975

Flåden plages af en mystisk informationslækage. Tyske ubåde er i stand til at angribe de engelske forsyningslinjer i Nordsøen til trods for, at skibenes ruter er strengt fortrolige og kun kendes af to admiraler. De engelske ministre aner ikke deres levende råd, og de har brug for en udefra kommende, der måske kan løse problemet uden at vække for megen opmærksomhed. Her kommer Duc de Richleau ind i billedet, og det tager ham da heller ikke mange minutter at regne sagens rette sammenhæng ud.

Duc mener nemlig, at tyskerne må benytte sig af okkulte agenter på det astrale plan, der kan udspionere de engelske admiraler og på den led stjæle fortrolige oplysninger. Ducs diplomatkontakt har naturligvis svært ved at tro på den forklaring, men her kaster Duc (Wheatley) sig ud i en ganske lang redegørelse, der skal dokumentere nazisternes tilknytning til okkulte og sataniske kræfter. Duc sætter trumf på sit argument, da han selv udfører et magisk ritual for diplomaten og hidkalder sine venner med magi.

Paperback, Arrow Books 1975

Paperback, Arrow Books 1975

På den led beviser han det overnaturliges eksistens, og det bliver optakten til et hæsblæsende opgør, der begynder i London og slutter i Port-au-Prince i Haiti. For Duc de Richleau har naturligvis ret. Nazisterne benytter sig nemlig af en satanisk magiker og voodoopræst, der fra Haiti udspionerer englænderne via sit astrale legeme.

Da vores hovedpersoner først har fået sporet satanisten til Haiti, skifter historien imidlertid spor, og jægerne bliver de jagede. Hvad Duc og vennerne nemlig ikke ved, er, at voodoopræsten, de forfølger, er ganske klar over, at de jagter ham. Han er således mere end forberedt på deres ankomst i Port-au-Prince. Duc og de andre kommer derfor for alvor i livsfare – måske også mere end man har oplevet det på noget tidspunkt i deres tidligere eventyr.

Hardcover, engelsk bogklubudg. 1942

Hardcover, engelsk bogklubudg. 1942

Strange Conflict er naturligvis en omgang forvrøvlet pjank. Ikke desto mindre er den skrevet relativt tidligt i Wheatleys karriere – på et tidspunkt hvor han stadig fremstår som en tilnærmelsesvis frisk spændingsforfatter, der ikke tynges af den forstenede konservatisme, der plager hans senere værker.

Trods eventyrets høje tempo slipper man ikke helt for Wheatleys sædvanlige, lange moralprædikerne, men de er heldigvis trukket noget i baggrunden. I stedet er det den moralske krigsoprustning, der optager Wheatley. Bogen er dermed fyldt med kommentarer til den aktuelle krigssituation. Og der spares ikke på krudtet, når Nazisterne, navnlig Hitler selv, skal dæmoniseres, hvilket frembringer det ene hysterisk morsomme postulat om nazisterne efter det andet. Det er eksempelvis en grundlæggende præmis for bogen, at nazismen er et skalkeskjul for Djævlens agenter – et argument Wheatley opdyrker videre og bruger om kommunismen i senere bøger.

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Til det kan man så føje de harske udfald mod franskmændene, der mere eller mindre direkte bliver betegnet som forrædere, der har svigtet den europæiske sag og så de for Wheatley sædvanlige racistiske bemærkninger. Bemærkninger der naturligvis får frit løb, da Duc og vennerne er ankommet i Haiti og møder den lokale befolkning. Køn læsning er det ikke og ej heller flatterende for Wheatleys menneskesyn. Ikke desto mindre er den ublu, fornærmende, absolut ikke-politiske korrekthed underholdende, fordi den er så provokerende i dag.

Med al sin ufrivillige underholdningsværdi er Wheatleys tekst morsom læsning, men den er også interessant på et andet niveau, fordi den bliver en form for flaskepost fra Anden Verdenskrig. Vi er så vante til at læse og se ting, der behandler krigen retrospektivt, men her er der en roman, der faktisk er skrevet og udspiller sig tidligt i krigen. Vi får derved Wheatleys indtryk fra en konflikt, hvis udfald ingen kender på dette tidspunkt.

Hardcover, Hutchinson &  Lymington 1952

Hardcover, Hutchinson & Lymington 1952

Jøde-spørgsmål optræder eksempelvis slet ikke i bogen, og russerne bliver omtalt i en for den senere Wheatley overraskende positiv facon. Det er nazisternes behandling af den polske civilbefolkning, der bliver brugt til at illustrere tyskernes ubarmhjertighed, og det fremgår tydeligvis, at krigen forventes overstået relativt hurtigt. Her er det også tankevækkende at læse, hvordan Wheatley ser englænderne som Europas sande beskyttere. Som bolværket mod de sataniske horder. Et ekko fra den hastigt falmende drøm om England som verdensmagt. Som et af de mange udfald af imperiale vrangforestillinger lyder:

’As long as Britain stands the Powers of Darkness cannot prevail. On Earth the Aglo-Saxon race is the last Guardians of the Light, and I have an unshakeable conviction that, come what may, our island will prove the Bulwark of the World.’ (s. 320).

Paperback, Arrow Books 1959

Paperback, Arrow Books 1959

Romanen bruger også meget plads på at udfolde Wheatleys metafysiske forestillinger om astrallegemer og sjæleforståelse. De langhårede passager er hverken specielt velformulerede eller gennemtænkte, men interessante fordi de argumenterer for en panteistisk kosmologi, der tilmed låner ikke så lidt fra buddhismen. Senere gik Wheatley væk fra den slags og skrev ud fra et entydigt kristent standpunkt. Det gør han imidlertid ikke i Strange Conflict, og scenerne, der udspiller sig på det astrale plan, er faktisk ganske spændende. Navnlig den første konfrontation med den sataniske voodoopræst er fascinerende læsning, fordi den har et syret, fabulerende element over sig, som jeg ikke tror, man finder andre steder i forfatterskabet.

Strange Conflict er en af Dennis Wheatleys mere sympatiske bøger. Koblingen mellem voodoo, satanisme og nazisme er så skør og pulpet, at det næsten ikke kan gå galt, hvis vi taler underholdningsværdi og gør det da heller ikke. Romanen er en veldrejet globetrotter af en spændingsroman. Den er også et stykke krigspropaganda, der havde til formål at styrke den engelske moral, og det er faktisk som krigskommentar, at den er mest interessant i dag.

Hardcover, Hutchinson &  Lymington 1966

Hardcover, Hutchinson & Lymington 1966

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1981

Paperback, Arrow Books 1981

Paperback, Mandarin 1991

Paperback, Mandarin 1991

Jeg over dette charmerende billede. Mutti får en lur efter lidt læsning i Strange Conflict anno 1966:

Mor får en lur efter Wheatley-læsning. Foto 1966

Mor får en lur efter Wheatley-læsning. Foto 1966

3 kommentarer

Filed under Roman

William Seabrook, No Hiding Place (1942): Ærligheden som facade

Hardcover, J. B. Lippincott Company 1942

Hardcover, J. B. Lippincott Company 1942

William Seabrook er en notorisk skikkelse i den amerikanske mellemkrigslitteratur. Hans liv som jetsetter og skandaleombrust forfatter smeltede sammen med de eventyrlige oplevelser, Seabrook berettede om i sine bøger. Som en form for stamfader til gonzo-journalistikken kastede Seabrook sig ud i en lang række sensationssøgende projekter, der alle blev beskrevet og udgivet i bogform. I den første bog, Adventures in Arabia (1927), lod Seabrook sig indlemme i en beduinstamme og deltog i stammens røveriske overfald. Han lod sig endda, for syns skyld, omvende til islam. Noget der dengang sendte en gysen gennem de amerikanske læsere (og gør det måske også i dag?). Bogen blev et kæmpe hit, og Seabrook fandt sin opskrift på succes; det selvoplevede eventyr.  En opskrift han gentog udgivelse efter udgivelse.

Det var imidlertid først med den anden bog, The Magic Island (1929), at Seabrook for alvor fik fat i de kulørte emner, der skulle komme til at kendetegne det efterfølgende forfatterskab. I The Magic Island beskriver Seabrook sit år i Haiti og leverer indgående beretninger om voodooens væsen og ritualer. Bogen er kulørt, saftig og fyldt med stemning. Tilmed bruger han en del plads på begrebet ”zombie”, og hvis det ikke var Seabrook, der indførte begrebet i amerikansk populærkultur, var det i hvert fald The Magic Island, der gjorde zombien til hvermandseje.

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 20 1945)

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 20 1945)

Senere tog Seabrook tilbage til Afrika, hvor han skrev om kannibaler og angiveligt selv spiste menneskekød. Han begyndte også at interesserer sig for sort magi og fraterniserede med Aleister Crowley og så videre. Alt sammen spektakulære projekter udtænkt på baggrund af deres chokværdi og populistiske potentiale. Noget Seabrook naturligvis selv ville benægte.

William Seabrook havde omtrent lige så mange fjender og kritikere, som han have læsere, der elskede ham. Han blev udskældt som løgner, fantast, pralhals og alt muligt andet. En stor del af kritikken har sikkert været berettiget, men sandheden om ægtheden af Seabrooks oplevelser får vi næppe opklaret.

Hardcover, George G. Harrap 1936, engelsk udg.

Hardcover, George G. Harrap 1936, engelsk udg.

Hvad ægthed angår, bliver man heller ikke klogere ved læsning af Seabrooks selvbiografi No Hiding Place fra 1942. Bogen er skrevet i slutningen af forfatterskabet, og har man i baghovedet, at Seabrook begik selvmord i ’45, antager bogen karakter af et ensomt, dystert farvel til verden.

Biografien som sådan har mange variationer, der læner sig op ad fiktionens fortællestrukturer. Seabrooks bog er afgjort en bekendelsesroman. Han er den triste, men ikke angrende, synder, der ude af stand til at ændre på sig selv, ser tilbage på sit liv med melankoli. I løbet af voksenårene udviklede Seabrook sig til en forhærdet alkoholiker, og kampen mod drukken fylder meget i bogen.

Han skriver åbent om sit problem med flasken og genfortæller dramatisk episoder om elendighed og fornedrelse. Men her må man være opmærksom på, at den påståede ærlighed, den faktuelle åbenhed, løber som en rød tråd gennem alle Seabrooks bøger. Hver bog er udgjort af en stribe iscenesatte erfaringer, om det så er smagen af menneskekød eller den sorte messe. Selvbiografien er på præcis samme måde blevet et projekt for Seabrook. Livet lægges frem – sådan var det. Derfor gjorde jeg sådan, derfor skete dette. Ærligheden bliver en maske, som Seabrook skjuler sig bag.

Paperback, Bantam Books 1947. "An alcoholic takes the cure" - I Asylum beskriver Seabrook sit første alvorlige afvænningsforsøg

Paperback, Bantam Books 1947. “An alcoholic takes the cure” – I Asylum beskriver Seabrook sit første alvorlige afvænningsforsøg

Bogens titel No Hiding Place skal vise, at Seabrook ikke har nogen steder at gemme sig længere. Her står jeg, blottet, siger han til læseren. Men i virkeligheden skjuler han sig bag den fordrukne forfatterpersona og slipper aldrig noget ud, der ikke først er filtreret igennem rollens iscenesættelse. Det betyder, at til trods for, at Seabrook beskriver hjerteskærende elendighed og smerte i forbindelse med sit druk, bliver det altid den rationelle, klogere forfatter, der ser tilbage. Han giver den som alkoholikeren, der har fået sit druk under kontrol, men det ved vi vel alle godt, at den slags ikke findes, og på den led slås der åbenlyse sprækker i ærligheden.

Når man først har accepteret præmissen for bogens ærlighedskonstruktion, er det fascinerende at læse, hvor sikkert William Seabrook fører os gennem et liv, der begynder ydmygt i Maryland og leder ham helt til tops i New York. Blandt de mere spøjse detaljer er eksempelvis, hvordan han tager på opiumsfyldte rejser med sin bedstemor i de tidlige barndoms år og oplever fantasy-lignende episoder i rusen.

Hardcover, Harcourt, Brace & Co. 1940

Hardcover, Harcourt, Brace & Co. 1940

Eller når Seabrook bekender en oprigtig erotisk kærlighed til sin mor. Bramfrit fortæller han om, som barn, at ville i seng med sin mor og hadet til lillebroderen, fordi han skal dele moren med ham. Ganske bizar læsning. Det bliver ikke mindre slibrigt, når Seabrook løbende beretter om sine åbne ægteskaber og seksuelle eskapader med kvinderne, han møder på sine rejser.

Et væsentligt tema, der strækker sig fra barndomsårene og op gennem hele voksenlivet, er Seabrooks hang til det, vi i dag vil kalde bondage. Han tænder på at binde og lænke kvinder. Det bruger han meget tid på at fortælle om, og jeg formoder, at det har været provokerende, skrap kost i ’42, da bogen udkom.

Seabrook er en provokatør, der som performance-kunsteren lever af at iscenesætte sig selv i forskellige situationer. Hans liv er naturligvis den ultimative iscenesættelse og der hvor han når grænsen for sit forfattervirke. Der kom ikke flere bøger efter No Hiding Place og det med god grund. Hvad skulle han stille op? Hvor kunne han rejse hen? Hvilke tabuer stod tilbage? På den led havnede Seabrook i samme saks som Hemmingway og senere Hunter S. Thompson gjorde det. Forfatterpersonaen åd ganske enkelt forfatteren som menneske.

Hardcover, George G. Harrap & Co. 1931, engelsk udg.

Hardcover, George G. Harrap & Co. 1931, engelsk udg.

No Hiding Place, Seabrooks liv og forfatterskab generelt, er interessant i forhold til genrelitteraturen, fordi det virkede som en selvforstærkende kraft. Seabrook rejste ud og oplevede det, som pulpforfatterne beskrev hjemme ved skrivebordene. Seabrook leverede den ”ægte, selvoplevede” vare, og det gjorde indtryk. Hans bøger kom til at inspirere genrefiktionen og levere væsentlige input til stemningsbeskrivelser og plotidéer. Han fik i sidste ende omdannet hele sit liv til en grotesk pulp-beretning, der blev en kæmpe bestseller. Ved at læse Seabrooks selvbiografi får man således et væsentligt indblik i pulpens guldalder og de inspirationskilder, der dannede grundlag for de gys, fantasy- og eventyrhistorier, vi stadig læser i dag.

Der er saft og kraft i William Seabrooks selvbiografi. Den åbner op indtil maskinrummet bag den amerikanske pulplitteratur. På en ganske interessant måde og viser os, hvilke vilkår forfattere arbejdede under i mellemkrigsårene. Man kan næppe kalde biografien oprigtig, men oprigtigt underholdende, det er den.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

William Shore, The Witch of Spring (1950): Eros, voodoo og New Orleans

He drank a little of the blood from his cupped hand, then upturned his hand over the fire so that the remaining blood ran into the flames. Slowly he smeared his blood-wet hand across his forehead, anointing himself with that ancient life-symbolizing ointment (s. 202)

Her har vi at gøre med en klassisk eventyrroman, der trækker på lige dele gys, action og romantik. Den udspiller sig i 1835 under de mosdækkede egestammers dække i sydstaterne. Jaime Kirkpatric er en ung mand, der har det hele. Han er styrtende rig, smuk, en kompetent sportsmand og en fremragende forretningsmand. Faktisk er der ikke det, som Jaime ikke kan. Nu ligger sagen imidlertid sådan, at penge og forretninger interesserer ham meget lidt. Jaime vil gerne være kunstmaler, og takket være den enorme familieformue har han også midlerne til at realisere sin drøm. Da han mister sin far og bedstefar i løbet af kort tid, beslutter han sig for at tage på en dannelsesrejse rundt i USA. Denne rejse fører Jaime og hans sorte tjener til New Orleans, hvor de slår sig ned for en tid.

Paperback, Pocket Books 1950. Forsiden er malet af den fantastiske og feterede Ernest Chiriaka

Paperback, Pocket Books 1950. Forsiden er malet af den fantastiske og feterede Ernest Chiriaka

New Orleans bliver et vendepunkt i Jaimes liv. Byens sydende atmosfære drager ham med det samme, og snart er han viklet ind i en intrigant historie om voodoo og slaveoprør. Der trækker tunge skyer ind over New Orleans, men det forhindrer ikke Jaime Kirkpatric i at bruge en del tid på et triumvirat af smukke kvinder, der alle er helt forgabt i ham. Der er den aristokratiske isdronning Rojean, den sensuelle mulatpige Laurolea og endelig mørke, mystiske Twila. Det er ikke let for Jaime at vælge mellem de tre kvinder, der alle har hemmeligheder. Hemmeligheder, der lader til at være forbundet på en eller anden måde. Men det er ikke bare fortiden, der forener pigerne – de er nemlig alle udtryk for den fordærvede sump, der ligger lige under overfladen i William Shores fabel om New Orleans.

Byen New Orleans er nemlig uden sidestykke bogens egentlige hovedperson. Den stjæler billedet, og det ganske omfattende persongalleri, som Shore væver frem for os, fungerer mest af alt som vignetter, der skal belyse forskellige sider af byen. Og den by, han gerne vil vise os, er en sentimental, romantisk forestilling om det gamle New Orleans, som byen var før den moderne kultur smadrede dens atmosfære og mystik.

Der er dog ikke tale om en ren, lykkelig nostalgisk fremstilling. Shores New Orleans er et dekadent slutprodukt; et billede fra tiden før råddenskaben og moralsk forfald for alvor satte ind. Der løber noget Spenglersk i Shores fremstilling af byens dekadence, der faktisk er ganske interessant og vellykket. Lige som det også er interessant at notere sig, hvordan Shore står splittet i sine sympatier. Dydens mand Jaime Kirkpatric foragter det fordærvede New Orleans, den dekadente kultur og det voodoo-djævelskab, han konfronteres med. Mest af alt foragter han slaveriet – et tema der ikke fylder så lidt i bogen.

Paperback, Pocket Books 1950

Paperback, Pocket Books 1950

I samme åndedrag kan Shore imidlertid beskrive byens sitrende, multikulturelle magi og forføre læseren med stedets eksotika. Alt sammen noget der i virkeligheden kun kan eksistere på grund af slaveriet. På den led kommer fremstillingen af helten Jaime Kirkpatric til at virke noget hyklerisk, fordi hans humanistiske holdninger drukner i Shores fejring af alt det forbudte og det, Kirkpatric foragter.

The Witch of Spring er ikke stor romankunst. Handlingen er kluntet og ujævn, med alt for mange sidespring, der mest af alt har til hensigt at udstille Kirkpatrics fortræffeligheder og servere underspillede erotiske scener for læseren. Bogens ordrige persongalleri gør det ikke meget bedre. Karaktererne plaprer løs om deres følelser i tide og utide. Havde det været en anden genre og en bedre forfatter, ville det være helt fint, men Shore mestrer ikke dialog synderligt godt, og når personerne tilmed er ligegyldige, endimensionelle størrelser, bliver det alt, alt for meget.

William Shore. Portræt på bogens anden side

William Shore. Portræt på bogens anden side

Romanen var, så vidt jeg kan se, William Shores eneste bog. Hvor meget eller hvor lidt han skrev før The Witch of Spring, skal jeg ikke kunne sige, men teksten gør ikke indtryk af at være skrevet af en rutineret forfatter.

Til trods for Shores ubehjælpelige håndtering af romanen har bogen åbenlyse kvaliteter. For det første er den sentimentale fremstilling af New Orleans endda ganske stemningsfuld. Shores beskrivelser af plantagerne, byens kvarterer og livet i byen er så billedskabende, at man kan lugte krydderierne, dufte blomsterne. Det hele er badet i en dunkel sanselighed, der i den grad lægger sig som forløber for Anne Rices portræt af New Orleans. Stemningsbeskrivelserne i The Witch of Spring og eksempelvis Interview with the Vampire (1976) er så nært beslægtede, at Shores tekst helt sikkert vil vække genklang hos Rice-læsere. Shore og Rice opererer ganske enkelt med det samme mytologiske New Orleans, og de er begge forelskede i det samme, tunge, sensuelle skyggeverden, de finder i byen.

Paperback, Balantine Books 1977. Romanens første paperback-udgave

Paperback, Balantine Books 1977. Romanens første paperback-udgave

William Shore balancerer således New Orleans og de fine stemningsbeskrivelser i den ene hånd, mens han med den anden leverer klassiske spændingssituationer, som vi kender dem fra eventyrromanen. Bogen åbner med en ildkamp, hvor Kirkpatrice forsvarer en hjuldamper mod røvere. Senere er der en duel, masser af slagsmål og flere ildkampe. Den letbenede action bliver suppleret med dyster voodoo, der hele tiden ligger lige under overfladen. Horrorfans kan her glæde sig over ganske blodige beskrivelser af voodoo-riter og ond magi i form af dukker og andet godt. Shore går aldrig rigtig i kødet på voodoo’en, men den klinger med igennem hele bogen og krydrer drypvis historien med ubehagelig små detaljer.

Det største problem ved The Witch of Spring er i virkeligheden, at den er alt for lang. Havde Shore skåret 100 sider ud, var handlingen blevet fokuseret og meget af den tunge dialog forsvundet. Jeg tror egentlig, at Shore havde en hel del ambitioner med romanen. Jeg tror, han ville skrive en eventyrfortælling, der havde substans og litterære kvaliteter. Det lykkedes bare ikke for ham. Resultatet blev en mudret roman, hvor man skal grave dybt for at finde frem til den underholdende voodoo-fortælling, der ligger gemt langt inde mellem alt det andet.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

W. A. Ballinger, Drums of the Dark Gods (1966): Hoodoo-magi og Haitigys for fuld skrue

The drums were calling in the dark hills of Haiti, the voodoo drums…

Når pulp er bedst, har den fart, stemning og masser af alt det, som klassens pæne drenge ikke har med i deres bøger. Det groteske, det vilde, det overgjorte, det platte, det voldsomme. Det hele skal i mine øjne være der, hvis pulpen skal komme til sin fulde ret. Når vi skal tale om kvaliteter her, ligger de nemlig ikke i det subtile eller raffinerede, men i den ligefremhed, som pulp-stilen hviler på. I den forstand kræver god pulp en forfatter, der på den ene side har sproget med sig, men på den anden side opgiver alle ambitioner om psykologisk indlevelse og tekstuel dybde. Alt skal umiddelbart kunne afkodes, og intet må falde mellem linjerne. Sådan kan man i hvert fald, groft sagt, beskrive mit forhold til pulplitteratur.

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slr rytmen an

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slår rytmen an. forsiden er malet af Roger Hall

Ballingers Drums of the Dark Gods er et næsten perfekt eksempel på pulplitteraturens kvaliteter. Kapitlerne falder i korte, intense forløb, hvert afsnit bringer historien fremad og alt fedt er trimmet væk fra handlingen. Kun få mestrer den stil, men Ballinger er en af dem. Her må det indskydes, at W. A. Ballinger er et pseudonym for den engelske pulpforfatter William Howard Baker, der havde en ganske omfattende produktion.

Egentlig skrev Baker de fleste af sine bloddryppende gyserromaner under pseudonymet Peter Saxon, mens navnet W. A. Ballinger blev brugt til kriminallitteratur. I Drums of the Dark Gods har Baker imidlertid gjort en undtagelse. I romanen følger vi detektiven Richard Quintain, der har speciale i forsikringssvindel. Han er en fast opdager i Bakers forfatterskab under Ballinger-navnet, og flere andre har faktisk også benyttet sig af forfatterpseudonymet for at skrive om detektiven.

Paperback, Mayflower Dell 1967

Paperback, Mayflower Dell 1967

Denne gang bliver Quintain af Scotland Yard sendt til Haiti på en tophemmelig operation, som politiet af diplomatiske grunde ikke selv kan gå ind i. Scotland Yard har opdaget et nyt stof på Londons narko-marked. Et ultra-farligt stof, der gør dig afhængig med det samme. Ét fix og man bliver til en hjernedød zombie. Stoffet kan forfølges tilbage til Haiti. En af Yardens unge (smukke) kvindelige betjente tager undercover til Port-au-Prince for at opspore bagmændene. Hun forsvinder, og man frygter det værste. Derfor må politiet sende forstærkninger, og det bliver Richard Quintain samt hans unge (smukke) assistent Julie.

Quintain ved naturligvis godt, at Haiti er det samme som voodoo og sort magi. Han er derfor forberedt på det værste. Heldigvis har han kæmpet mod sort magi før, og han støber derfor selv nogle sølvkugler til sin hjemmebyggede letvægtsrevolver, der er så kraftig, at den kan affyre riffelkugler. Ikke dårligt, og han får skam god brug for den, da han først har fået færden af djævledyrkerne på øen.

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Knap ankommet til Haiti tager handlingen fart, og Richard Quintain vikles på rekordtid ind i sagen. Det vælter frem med onde voodoo-okkultister på øen, og fjenderne lurer bag hvert gadehjørne. Mens Quintain snuser omkring, må han være forsigtig, men det nytter ikke meget. Kultisterne er altid et skridt foran ham, men han finder også allierede, og sammen tager de kampen op mod øens ondskab.

Drums of the Dark Gods er et festligt, grotesk overflødighedshorn. Der er nøgne (smukke) damer, blod, vold og sort magi. Ballinger lægger ikke fingrene imellem, hverken når han skal beskrive de mange rådne zombier, vores hovedperson må nedkæmpe eller haitianernes generelt tvivlsomme karakter. Ballinger er omtrent så racistisk som Dennis Wheatley, og romanen har faktisk en del til fælles med Wheatleys såkaldte ”black magic stories”. Ballinger er bare meget, meget mere underholdende end Wheatley. Ikke mindst fordi han ikke er bange for at gå linen ud og sætte ord på alt det, som Dennis Wheatley trods alt er for pæn til at beskrive.

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Alene den lille prolog til Drums of the Dark Gods gør romanen til en oplevelse. Her bliver den forsvundne undercoveragent, som Scotland Yard først sendte til Haiti, parteret stykke for stykke under en grum voodoo-ceremoni. Endnu bedre bliver det, da bogens skurk afsløres. Skurkens identitet bliver længe holdt skjult, men til sidst får vi en beskrivelse, og den siger spar to!

Helt overordnet vil jeg gerne fremhæve Ballingers evne til både at trække på de velkendte Haiti-klichéer, som zombier og sensuelle voodoo-piger, men samtidig også at byde ind med mindre slidte detaljer som eksempelvis nogle af de fascinerende figurer, der findes i voodooens store panteon af ånder.

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgibey året efter Drums

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgivet året efter Drums

Nu, hvor vi er ved voodooen, må det, måske helt overflødigt, understreges, at Ballingers blik på voodoo naturligvis er helt forfejlet og fordømmende. Han ser voodoo som en pervers, morderisk djævledyrkelse, der præcis som Wheatleys satanisme står for alt ondt i verden. Faktisk gør Ballinger en del ud af at lade Quintain kommentere på voodoen og fortælle, hvorfor den er så ond. Men samtidig formulerer Ballinger aldrig en rigtig identifikation af selve voodoo-religionens struktur, og det bliver derfor meget tåget, hvorfor de onde egentlig er onde osv. Det skal man nok heller ikke tænke for meget over. Voodoo eller satanisme – i pulpens tropenat er alle kultister sorte.

Man skal nok heller ikke spekulere for meget over det lidt sære forhold mellem Quintain og den unge assistent Julie. Der er en badescene i romanen, som nok vil få de fleste læsere til at rømme sig. Imidlertid tror jeg, at der her er tale om lidt frigjort 60’er-stemning, der sniger sig ind i bogen. Vel at mærke en frigjort stemning, som den så ud, når en moden forfatter skulle forestille sig, hvordan de ”frigjorte” opførte sig. Det er bare en tanke. Døm selv.

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra '67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra ’67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Der er næppe ret mange, der vil mene, at Drums of the Dark Gods er uhyggelig – faktisk er den nok nærmere komisk i dag. Ikke desto mindre er der tale om en virkelig fin lille genreroman, der kan præcis det, som så mange andre ikke kan. Den fanger essensen i den okkulte chok-fortælling og giver os ritualer, blodige mord, okkultisme og bizarre indfald. Samtidig leverer Ballinger, eller rettere Baker, præcis nok miljøbeskrivelse til, at læseren faktisk kan se Haitis hede jungle for sig. Det er næppe nogen troværdig beskrivelse af øen, eller dens befolkning for den sags skyld, men det betyder ikke noget. Drums of the Dark Gods er ikke mere end den giver sig ud for, men det er skam også nok.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

What power? Power of voodoo! Who do? You do!

Før Ira Levin satte Rosemarys baby i verden og Blatty lod en djævel fare i stakkels Regan, var der voodoo. Voodoo… ja umiddelbart tænker man jo zombier, Haiti og åndetro. Man kan sikkert også tænke på en hel del andet. For mig at se er det interessant, hvordan voodoo‘en gør sit indtog i populærkulturen og især i de fantastiske genrer. Her var den er et sikkert omdrejningspunkt for gys og gru fra 30’erne og frem til 60’ernes midte.Opportunisten, forfatteren, okkultisten og skandalemageren Wiliam Seabrook udsendte The Magic Island i 1929. Her beskrev han Haitis hemmeligheder og blandt andet voodoo’ens skræmmende magiske potentiale. Zombien trådte ind på den populære scene, dog som en bifigur, der først langt senere skulle komme til indtage hovedrollen.

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 1945)

Paperback, Marlowe & Company 1994

Det er måske tvivlsomt at give Seabrook hele æren for at introducere voodoo i genrefiktionen og den folkelige bevidsthed, men The Magic Island blev læst af rigtig mange, og de næste 30 år kørte voodoo-møllen for fulde skruer. Forfattere som eksempelvis Henry S. Whitehead, Carl Jacobi og Seabury Quinn skrev mange historier om emnet, og voodoo er mere eller mindre en fast ingrediens i Dennis Wheatleys sataniske romaner. Selv Ian Fleming bed på krogen og lod Agent 007 danse til voodoo-trommernes rytmer.

Paperback, Wordsworth 2012

I pulpens univers blev voodoo synonymt med sort magi og forbudte ritualer, men også med en lummer understrøm af uhæmmet dyrisk sex og eksotiske kvinder. Vi kender naturligvis alle den klassiske voodoo-dronning, der med muskuløse håndlangere gør livet surt for stakkels, kønne hvide mænd og kvinder. For et amerikansk publikum har det naturligvis været ekstra fascinerende, at man bare skulle rejse til New Orleans for at opleve hele herligheden ved selvsyn. Igen et element, der er skrevet rigtig, rigtig mange noveller om.

Voodoo var vildt, farligt og pikant. Vil man forsikre sig om formlens succes, skal man bare kaste et blik på herremagasinernes forsider og se de utvetydige koblinger af sex og ritualmagi.

Whisper Magazine, januar 1954. “I saw the voodoo virgins!” Klart nok…

Her et sent eksempel fra The New Weekender, april 1974. En, helt sikkert ung, pige fortæller om sin konfrontation med voodoo

I pulp-voodoo’ens storhedstid blev der også skrevet historier om satanister og dæmoner, men altid på en teologisk uforpligtende måde og i vendinger, der helt sikkert ikke dristede sig til samme grad af kobling mellem sex og religion. Det ændrede sig i slutningen af 60’erne, hvor den store satanisme-feber begyndte at tage fart – bl.a. takket være de herrer nævnt i indledningen. Satanisme blev den nye voodoo og med få undtagelser, uden egentlig at ændre synderligt på formlen (sort magi + dystre kvinder + sex = underholdning).

Da satanisterne stjal det farlige fra voodoo’en, stod den tilbage som eksotiske metafor for saftig erotik, eksotisk vildskab og et alternativ til et konservativt (især amerikansk) samfund. Gefundenes fressen for især musikere – tommerne, dansene osv. The natives are restless tonight, som Lux Interior formulerede det.

Adventure Magazine, vol. 142 no.3 1966. En smuk forside af Victor Prezio. “Bewitched by a Voodoo Priestess”. Bemærk dukken – en fast ingrediens.

Paperback Library 1967.Trommerne, rytmerne, ritualerne…

 

Voodoo’d… Argosy, maj 1930

Fate Magazine, marts 1959. Her er vi tilbage på Seabrooks magiske ø med mere rituel boogie.

 

Perma Books 1956. En herlig forside til Bonds voodoo-eventyr

 

Jungle Stories, efterår 1952. The Monster of Voodoo Isle…

Peril Magazine, februar 1961. “A virgin fir the Voodoo Devils!”. Jeps, naturligvis er det en jomfru de har brug for

Alfred Métraux’ kulørte stykke nonfiktion om voodoo. Classy cover. Hardcover, Andre Deutsch 1959

Voodoo – A novel of horror and vengeance

Paperback, Crestwood Publishing 1946. Et endda særdeles stemningsfuldt cover. Bravo mr. Warren – hvem end du er

Pocket Books 1951. “She was a slave to voodoo magic!”. Hvid dominatrix i balkjole. Se også den piskede sorte fyr i baggrunden. Forside: Ernest Chiriaka

Thrilling Adventures, maj 1942. “Tropic Voodoo”, men ingen eksotiske damer eller andre gode voodoo-klichéer

Paperback, Belmont Tower 1975. Voodoo Kill – The New Lady from L.U.S.T.(Eve Drum – Agent Oh Oh Sex). Borte er mystikken, det eneste der står tilbage er klassisk 70’er-sleaze

Paperback, Fawcett Publications 1957. Trommerne igen

Og the Hoodoo master himself

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret