Tag Archives: W. A. Ballinger

W. A. Ballinger, Drums of the Dark Gods (1966): Hoodoo-magi og Haitigys for fuld skrue

The drums were calling in the dark hills of Haiti, the voodoo drums…

Når pulp er bedst, har den fart, stemning og masser af alt det, som klassens pæne drenge ikke har med i deres bøger. Det groteske, det vilde, det overgjorte, det platte, det voldsomme. Det hele skal i mine øjne være der, hvis pulpen skal komme til sin fulde ret. Når vi skal tale om kvaliteter her, ligger de nemlig ikke i det subtile eller raffinerede, men i den ligefremhed, som pulp-stilen hviler på. I den forstand kræver god pulp en forfatter, der på den ene side har sproget med sig, men på den anden side opgiver alle ambitioner om psykologisk indlevelse og tekstuel dybde. Alt skal umiddelbart kunne afkodes, og intet må falde mellem linjerne. Sådan kan man i hvert fald, groft sagt, beskrive mit forhold til pulplitteratur.

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slr rytmen an

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slår rytmen an. forsiden er malet af Roger Hall

Ballingers Drums of the Dark Gods er et næsten perfekt eksempel på pulplitteraturens kvaliteter. Kapitlerne falder i korte, intense forløb, hvert afsnit bringer historien fremad og alt fedt er trimmet væk fra handlingen. Kun få mestrer den stil, men Ballinger er en af dem. Her må det indskydes, at W. A. Ballinger er et pseudonym for den engelske pulpforfatter William Howard Baker, der havde en ganske omfattende produktion.

Egentlig skrev Baker de fleste af sine bloddryppende gyserromaner under pseudonymet Peter Saxon, mens navnet W. A. Ballinger blev brugt til kriminallitteratur. I Drums of the Dark Gods har Baker imidlertid gjort en undtagelse. I romanen følger vi detektiven Richard Quintain, der har speciale i forsikringssvindel. Han er en fast opdager i Bakers forfatterskab under Ballinger-navnet, og flere andre har faktisk også benyttet sig af forfatterpseudonymet for at skrive om detektiven.

Paperback, Mayflower Dell 1967

Paperback, Mayflower Dell 1967

Denne gang bliver Quintain af Scotland Yard sendt til Haiti på en tophemmelig operation, som politiet af diplomatiske grunde ikke selv kan gå ind i. Scotland Yard har opdaget et nyt stof på Londons narko-marked. Et ultra-farligt stof, der gør dig afhængig med det samme. Ét fix og man bliver til en hjernedød zombie. Stoffet kan forfølges tilbage til Haiti. En af Yardens unge (smukke) kvindelige betjente tager undercover til Port-au-Prince for at opspore bagmændene. Hun forsvinder, og man frygter det værste. Derfor må politiet sende forstærkninger, og det bliver Richard Quintain samt hans unge (smukke) assistent Julie.

Quintain ved naturligvis godt, at Haiti er det samme som voodoo og sort magi. Han er derfor forberedt på det værste. Heldigvis har han kæmpet mod sort magi før, og han støber derfor selv nogle sølvkugler til sin hjemmebyggede letvægtsrevolver, der er så kraftig, at den kan affyre riffelkugler. Ikke dårligt, og han får skam god brug for den, da han først har fået færden af djævledyrkerne på øen.

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Knap ankommet til Haiti tager handlingen fart, og Richard Quintain vikles på rekordtid ind i sagen. Det vælter frem med onde voodoo-okkultister på øen, og fjenderne lurer bag hvert gadehjørne. Mens Quintain snuser omkring, må han være forsigtig, men det nytter ikke meget. Kultisterne er altid et skridt foran ham, men han finder også allierede, og sammen tager de kampen op mod øens ondskab.

Drums of the Dark Gods er et festligt, grotesk overflødighedshorn. Der er nøgne (smukke) damer, blod, vold og sort magi. Ballinger lægger ikke fingrene imellem, hverken når han skal beskrive de mange rådne zombier, vores hovedperson må nedkæmpe eller haitianernes generelt tvivlsomme karakter. Ballinger er omtrent så racistisk som Dennis Wheatley, og romanen har faktisk en del til fælles med Wheatleys såkaldte ”black magic stories”. Ballinger er bare meget, meget mere underholdende end Wheatley. Ikke mindst fordi han ikke er bange for at gå linen ud og sætte ord på alt det, som Dennis Wheatley trods alt er for pæn til at beskrive.

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Alene den lille prolog til Drums of the Dark Gods gør romanen til en oplevelse. Her bliver den forsvundne undercoveragent, som Scotland Yard først sendte til Haiti, parteret stykke for stykke under en grum voodoo-ceremoni. Endnu bedre bliver det, da bogens skurk afsløres. Skurkens identitet bliver længe holdt skjult, men til sidst får vi en beskrivelse, og den siger spar to!

Helt overordnet vil jeg gerne fremhæve Ballingers evne til både at trække på de velkendte Haiti-klichéer, som zombier og sensuelle voodoo-piger, men samtidig også at byde ind med mindre slidte detaljer som eksempelvis nogle af de fascinerende figurer, der findes i voodooens store panteon af ånder.

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgibey året efter Drums

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgivet året efter Drums

Nu, hvor vi er ved voodooen, må det, måske helt overflødigt, understreges, at Ballingers blik på voodoo naturligvis er helt forfejlet og fordømmende. Han ser voodoo som en pervers, morderisk djævledyrkelse, der præcis som Wheatleys satanisme står for alt ondt i verden. Faktisk gør Ballinger en del ud af at lade Quintain kommentere på voodoen og fortælle, hvorfor den er så ond. Men samtidig formulerer Ballinger aldrig en rigtig identifikation af selve voodoo-religionens struktur, og det bliver derfor meget tåget, hvorfor de onde egentlig er onde osv. Det skal man nok heller ikke tænke for meget over. Voodoo eller satanisme – i pulpens tropenat er alle kultister sorte.

Man skal nok heller ikke spekulere for meget over det lidt sære forhold mellem Quintain og den unge assistent Julie. Der er en badescene i romanen, som nok vil få de fleste læsere til at rømme sig. Imidlertid tror jeg, at der her er tale om lidt frigjort 60’er-stemning, der sniger sig ind i bogen. Vel at mærke en frigjort stemning, som den så ud, når en moden forfatter skulle forestille sig, hvordan de ”frigjorte” opførte sig. Det er bare en tanke. Døm selv.

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra '67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra ’67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Der er næppe ret mange, der vil mene, at Drums of the Dark Gods er uhyggelig – faktisk er den nok nærmere komisk i dag. Ikke desto mindre er der tale om en virkelig fin lille genreroman, der kan præcis det, som så mange andre ikke kan. Den fanger essensen i den okkulte chok-fortælling og giver os ritualer, blodige mord, okkultisme og bizarre indfald. Samtidig leverer Ballinger, eller rettere Baker, præcis nok miljøbeskrivelse til, at læseren faktisk kan se Haitis hede jungle for sig. Det er næppe nogen troværdig beskrivelse af øen, eller dens befolkning for den sags skyld, men det betyder ikke noget. Drums of the Dark Gods er ikke mere end den giver sig ud for, men det er skam også nok.

Skriv en kommentar

Filed under Roman